Skomagerstrejken. (Efterskrift til Politivennen)

Til samtlige Skomagersvende i København.

I denne Tid, da største Delen af vore Kammerater her i Byen kæmper en alvorlig og heftig Kamp for at opnaa en bedre Tilværelse, end hidtil, i deres sociale Stilling, ser man dog af og til Enkelte fare afsted gennem Gaderne med den bekendte Skomagerpose under Armen skulende og sky, for ikke at møde en Kollega, da han meget godt føler det Usle og Lave i, saaledes at svigte og tildels modarbejde sine Kammeraters ret færdige Sag. I længst forsvundne Dage, de saakaldte Absolutismens Dage, vilde saadant næppe have kunnet lade sig gøre, i det mindste ikke uden en alvorlig Irettesættelse, og hvorfor? Dels fordi, at den Gang var der Organisation (Laug) tilstede og man saa den Gang ikke saaledes som nu, den overvættes store Beredvillighed fra Politiets Side, til straks at blande sig ind i Ting, hvorfra det helst skulde holde sig borte.

Sagen er nemlig den, at naar nu de af vore Kammerater, som holder fast ved den indgaaede Overenskomst, ser eller opdager en af deres Kolleger, som ikke gør fælles Sag med dem , da henvender de sig enten paa hans Logis eller Værksted, for at søge at formaa Vedkommende til at nedlægge Arbejdet, og som rimeligt er, gøre ham begribeligt, at han maa holde sig til sine Kammerater, med hvem han har fælles Sag. Saadanne Kolleger er da i Reglen villige til at nedlægge Arbejdet, men begrundet paa, at de endnu ikke har været i Stand til at afryste det Slaviske over for Mestrene, som disse i Hundreder af Aar har lagt paa deres Arbejderes Skuldere, er de bleven siddende og modarbeide saaledes deres Kammerater. Imidlertid har Mesteren i Reglen luret ved Døren og hørt Udfaldet af den Strejkendes Missions og kommer nu som en Rasende farende ind i Værkstedet, opfordrende den Strejkende til at forlade Lokale. Når da denne efterkommer Opfordringen, skulde man jo dog synes, at den vakre Hr. Mester kunde slaa sig tilfreds, men nej; han skal absolut have sat i en Politibetjent, der i ærværdig taktfast Marsch kommer opmarscherende og betyder Svenden, "at han straks maa forlade Gaden" Efterkommes dette ikke paa første Opfordring, da er Svenden "trodsig" og da man i det "trodsige" Sind har lært at kende den første Spire til en "Samfundsomvælter" (selv om dette Sind findes i en stakkels fortryk og forkuet Skomagersvend), saa er selvfølgelig "Samfundet i Fare", og der er naturligvis ikke Andet at gøre, end at føre en saa farlig Person paa Stationen.

Dette kunde i og for sig være aldeles ligegyldig, saa meget mere, som de stationerede Overbetjente hidtil har vist, at de tager det med en hel Del mere Ro, end Gadens do., men det har dog den Ulempe, som maaske for vort Vedkommende ikke er saa lille endda, at en Del af vore Kammerater, som aldeles ikke interesserer sig for at gøre sig bekendt med den udannede Maade, vore Politibetjente træder frem paa, undlader at gøre deres Pligt i saa Henseende, for ikke at udsætte sig for Betjentenes Brutalitet.

Det er dette, Kammerater, I under ingen Omstændigheder maa tage Hensyn til i denne Tid, ti derved vilde vore Modstandere netop opnaa hvad de ønsker, nemlig saa os til at ligge i Dvale, I og de vilde da kunne føre Sejren over i deres egen Lejr. Men, Kammerater! Vi vil ikke lade Sejren slippe os ud af Hænderne, vi vil bestandig erindre, at da vi gav vor Stemme til, at Arbejdet skulde nedlægges, var der mangen en gift Mand af vor Midte, med Kone og 5 a 6 Børn, som, stolende paa vort Ord, ligeledes nedlagde Arbejdet, og paa Eders Ord udsatte sin Familie for Nød og Savn. Og naar i denne Tid Familien bebrejder sin Forsørger det Skridt, han har foretaget, da lyder det tillidsfulde og trøsterige Svar: Mine Kammerater er Mænd! og vi har indbyrdes lovet ikke at svigte hverandre, men trofast at holde ud til vore retfærdige Fordringer er gennemførte.

Og Kammerater! Lad os vise, at vi ikke vil svigte hverandre, men inderlig og trofast holde ud til det Sidste, saaledes, at naar Sejrens Dag kommer, (og den vil snart komme, naar kun vi selv vil) at vi da med oprejst Pande og med et aabent og frejdigt Blik kan række hinanden Broderhaanden og sige: Ser Du, Broder og Kammerat! Vi holdt vort til hinanden givne Løvte som Mænd, og indre Tilfredshed og en fremtidig bedre Eksistens er nu vor Løn!

Derfor leve den bestandige Enighed i vore Rækker.

Thorendahl.

(Social-Demokraten 2. juni 1874)

Skomagernes Fællesmøde i "Føniks" i Tirsdags Aftes var besøgt af en stor Del Svende. Diskussionen var meget livlig og i enkelte Tilfælde heftig. Som Dirigent valgtes Vesterdahl, der gav Ordet til Madsen. Taleren meddelte, at Mestrene - paa nogle saa Undtagelser nær - havde tilbudt Svendene en Forhøjelse af 25-30 pCt,, og forøvrigt vilde han nu tilraade at genoptage Arbejdet, dog ikke under 25-30 pCt. Den gennemgaaende Strejke maatte som Følge heraf betragtes som endt, medens den partielle Strejke fortsattes for de Værksteders Vedkommende, som ikke har vist Imødekomnen. Dette Arrangement var forøvrigt en Del af den Plan, som blev lagt før Skruens Udbrud. Dette Resultat var tildels en Sejr, og Arbejdernes broderlige Understøttelse havde ikke været frugtesløs, saavelsom at Fremtiden lovede den heldigste Udvikling af Bevægelsen. Sagen med Priskurantens fuldstændige Gennemførelse maatte naturligvis foreløbig opgives. Hauerslev beklagede, at Strejkens fuldstændige Gennemførelse var strandet paa Mangelen af en omfattende Organisation af samtlige Skomagersvende. Havde Alle været med i Samdrægtighed og Ingen svigtet, saa var Resultatet blevet glimrende, men - en Sejr var dog vunden. Mestrene havde set, hvad en Skrue betød og Svendene havde faaet Øvelse i, at benytte dette tveæggede Sværd samt Erfaring, som en anden Gang kunde blive til umaadelig Nytte. En gennemgaaende Forhøjelse i Arbejdslønnen var sikret og Udsigten til yderligere Avance var utvivlsom. København var under Strejken - meget ved Assistance af Arbejdernes Blad - holdt fri for Tilgang af fremmede Svende, flere Hundrede Kammerater var bortrejst og af disse Grunde var der nu stor Mangel paa Arbejdskraft i Faget, hvilken Mangel maatte komme Svendene tilgode. En Massetilslutning til Fagforeningen var aldeles nødvendig. M. Larsen støttede sig til de foregaaende Talere. Thorndahl beklagede at ikke saanær alle Skomagersvende var mødt, han antog, at Adskillige frygtede for al lade sig se, paa Grund af deres Svaghed og Uordholdenhed under Strejken. Han sluttede sig til de foregaaende Talere og anbefalede navnlig en stor Tilslutning til Fagforeningen, for derved at styrke og opmuntre hverandre til at holde fast paa det alt Vundne og stræbe efter Mere. Han beklagede navnlig, at 3die Klasses Mestre ikke var blevet inddragne under den faste Priiskurant, ti disse Mestre var, ved deres Marschandiserarbejde, den værste Hindring for Fagets fulde Oprejsning. Taleren opfordrede til fremtidig Fasthed, da Alles Øjne var henvendt paa Svendene og mange Arbejdere ønskede at se et godt Eksempel paa et Fags Kraft og opofrende Kamp. Spørgsmaalet om faste Værksteder for Skomagerne maatte nødvendig løses i den nærmeste Fremtid. Tykén maatte tilstaa, at det var de simpleste Arbejdere i Faget, som ved deres Underkuelse af Mesterne har forhindret Strejkens fuldstændige Sejr. Hine burde have hævdet deres Ret og sluttet sig til Strejken, forøvrigt var han enig med Talerne i Sagernes nuværende Ordning, der maatte lægges megen Vægt paa Dannelsen af Produktionsforeninger. Ivanod frygtede, at der snart vilde finde en Afskedigelse Sted af de mest aktivt Strejke-Svende, og da var en ny Kamp forhaanden, ti saadan Vilkaarlighed maatte ikke taales af Kammeraterne. Hauerslev haabede det Bedste af Fremtiden og mulig en Forhøjelse i den nærmeste Fremtid af 40 Procent. Jeppesen samstemmede med Talerne, og anbefalede Fagforeningen og Produktionsforeningen og troede ikke, at Svende afskedigedes paa Grund af deres kammeratlige Forhold. Hørdum henholdt sig til den Skildring af dm nuværende Stilling, som var fremsat paa Mødet. Man maatte ikke tilsidesætte de mange Medarbejdere, som ikke var fulgte med under Bevægelsen, de manglede den rette Forstaaelse og man maatte vinde dem og bringe dem ind under Foreningens Omraade, hvor den fornødne Oplysning kunde meddeles. Taleren anbefalede Produktionsforeningen, som maatte danne en Enhed med et Hovedværksted og Filialer ellers splittede Kræfterne og Sammenholdet stod i Fare. Thorndahl hævdede Nødvendigheden af en Samarbejden mellem det Politiske og det Sociale for at Foreningen kan byde den nødvendige Garanti for alle faglig sociale Spørgsmaals heldige Løsning og være af virkelig Interesse for Medlemmerne, maatte findet indbyrdes Tillid mellem Medlemmerne og Lederne for at Vekselvirkningen kunde være frugtbringende; der havde været 1124 strejkende Svende; 300 var bortrejst og 200 havde arbejdet for sig selv under Strejken.

Efter at enkelte Talere havde havt Ordet i denne Sag, fremtraadte L. Toucher. Han paalagte Skomagersvendene ubrødelig at overholde den Vedtægt, som nu tages, nemlig ikke at arbejde under 25 pCt. Forhøjelse, dette var nødvendigt tillige af den Grund, at man ikke maatte svigte de Mestres Tillid, som villigt var gaaet ind paa Fordringerne, disse havde Krav paa Svendenes Ordholdenhed og Assistance, saaledes at de kunde taale Konkurrancen med de andre Mestre. Taleren hævdede Nødvendigheden af, at Skomagerne i det Hele sluttede sig til Arbejderpartiet og gik Haand i Haand med andre fri Fagforeninger til Opnaaelsen af det fælles Maal. Bygningssnedkernes Formand, V. Pedersen, meddelte, at hans Forening havde fulgt deres Bevægelser med Sympati, og han indsaa, at der dog var vundet Betydeligt. Han formanede til en fast Organisation, hvilket var Snedkernes Stolte og Styrke. Skomagerne maatte kunne opnaa store Fordele, naar de stræbte alvorligt mod Maalet.

Etter at endnu enkelte Talere havde havt Ordet, vedtoges enstemmig svigende 2 Resolutioner:

1. Forsamlingen vedtager at befragte den almindelige Arbejdsnedlæggelse for endt, dog kun saaledes, at enhver Svend for Strejkekomiteen fremlægger en skriftlig Erklæring om, at den Mester han har underhandlet med, vil indgaa paa en Prisforhøjelse af ikke under 25 pCt.

2. For de øvrige Svendes Vedkommende, hvis Mestre ikke vil indgaa paa den fordrede Prisforhøjelse, betragtes Strejken som gaaende.

Det vedtoges, at M. Larsen og Jørgensen alene fremtidig fungerer som Strejkekomite, med en Løn for hver af 6 Rd. ugenlig. Enhver arbejdende Svend vedtog fremdeles at betale til Strejken 3 Mk. ugenlig. Efter Opfordring lod Alle som En af de Tilstedeværende sig indtegne i Fagforeningen. Det bestemtes fremdeles, hver Formiddag at holde Møde for de Strejkende. Der udbragtes Leve for vore Førere, for Svendene og for den afgaaende Strejkekomité

Til samtlige Skomagersvende i Ind- og Udlandet.

Den Kamp, der nu er ført i 5 a 6 Uger mellem Københavns Skomagersvende og Mestre, er endnu lige heftig staaende, kun at den nu har antaget en partiel Karakter, hvoror der endnu stadig paa det Indstændigste advares mod Tilgang. Ethvert arbejdervenligt Blad anmodes paa det Venskabeligste om at optage Ovenstaaende.

Strejkekomiteen.

De Arbejdere,

som kunne forunde Skomagersvendene deres Arbejde under Strejken, bedes at henvende sig i Adelgade 27, Stuen over Gaarden, hvor Alt bliver besørget igennem Strejkekomiteen, saavel nyt Arbejde som Reparationer; helst efter Kl. 12 Middag. For reel Behandling garanteres.

Strejkekomiteen.

Til Skomagersvendene!

Da det blev vedtaget paa Mødet i Tirsdags Aftes at optage Arbejdet hos de Mestre, som mindst vil give 25 pCt. Lønningsforhøjelse, anmoder vi alle Skomagersvende om at meddele os, om deres Mestre gaar ind paa Forhøjelsen eller ikke, da Navnene paa de Mestre, som ikke vil give Forhøjelsen, vil blive bekendtgjort i Bladet, for at Svendene ikke skal henvende sig til dem. Disse Meddelelser bedes snarest mulig tilsendt.

Skomagernes Strejkekomite.

- - -

De Skomagersvende, der ønsker at blive optagne i den nye Produktionsforening, kan henvende sig følgende Steder hos Form. Thykeen, l. Fiolstr 18, 2 S.
hos Viceform. P. Pedersen, Istedg. 21, 1.
hos Kasserer O. Hansen, Prinsensgade 8, Bagstuen.

- - -

Bidrag til Skomagernes Strejke modtages paa dette Blads Ekspeditionskontor. Landemærket 19, 1ste Sal over Gaarden, i Skomagernes Produktionsforening, Dr. Tvergade 30 og af Strejkekomiteen, Adelgade 27, Stuen over Gaarden, samt paa dette Blads Redaktionskontor fra 9-2 og 4-6.

(Social-Demokraten 11. juni 1874)

Kjøbenhavn, den 11te Juni. Skomagersvendenes Arbejdsnedlæggelse synes nu at være sin Slutning nær. men Udfaldet af samme vil ganske vist ikke svare til de Forventninger, som Svendene i Begyndelsen nærede. Da Skomagersvendene, efter hvad der offentlig er fremkommen, synes at være særlig uheldigt stillede med Hensyn til Arbejdslønnen, var det jo ikke mere end rimeligt, at de søgte at faa den forbedret, og da dette ikke kunde ske ved en mindelig Overenskomst, besluttedes det at foretage en almindelig og gjennemgaaende Arbejdsnedlæggelse. Uden at indlade mig paa Spørgsmaalet om Strejker i det hele taget er et heldigt Middel til at opnaa en varig Lønningsforbedring, maa jeg udtale, hvad vistnok de fleste ville give mig Ret i, at en Arbejdsnedlæggelse i al Fald er et misligt Skridt, naar der ikke forud haves Vished, eller i det mindste den største Sandsynlighed for, at den kan gjennemføres med et heldigt Udfald. De væsentligste Betingelser herfor ere, at der er et fast og enigt Sammenhold mellem Arbejderne i det Fag, for hvilket Strejken iværksættes, og at der enten af et forud opsamlet Fond eller ved sikre og faste Bidrag kan ydes de strejkende den fornødne materielle Understøttelse; men ingen af Delene synes at have været Tilfældet i tilstrækkelig høj Grad ved Skomagernes Arbejdsnedlæggelse. Før denne fandt Sted, var der et offentligt Arbejdermøde paa Nørrefælled. hvor det, efter Referaterne derfra, vedtoges af de forsamlede Arbejdere, at støtte Skomagernes Strejke af al Magt; men ikke destomindre have Bidragene til Strejkekassen ikke indflydt meget rigeligt; der er maaske i de 5 Uger, Arbejdsnedlæggelsen har varet, indkommet i alt henved et Par tusinde Rigsdaler, men dette Beløb har naturligvis været aldeles utilstrækkeligt til endog kun en tarvelig Understøttelse til de 6 a 800 Svende, som have gaaet arbejdsløse i denne Tid. En naturlig Følge heraf har det været, at flere og flere af Svendene have været nødte til at gjenoptage Arbejdet uden at fastholde de Mestrene tidligere stillede Betingelser, og under disse Omstændigheder var der naturligvis ikke andet at gjøre, end, som vedtaget paa et Møde i Tirsdags Aftes, at erklære den almindelige Arbejdsnedlæggelse for hævet - ti det var den i Virkeligheden længe i Forvejen - og frafalde de oprindelig opstillede Fordringer. Det er nu overladt til fri Forhandling mellem Mestre og Svende at enes om Betalingsvilkaarene og Arbejdets Gjenoptagelse, og om det end blev bestemt, at dette sidste ikke burde ske hos nogen Mester, der ikke mindst vilde give en Lønningsforhøjelse af 25 pCt., mod, hvad der tidligere betaltes, saa vil denne Bestemmelse dog neppe i Virkeligheden staa hindrende i Vejen for, at de normale Forhold atter snart ville indtræde. Skomagernes Arbejdsnedlæggelse maa saaledes betragtes som mislykket; ti den Lønningsforbedring, der vel nok i Almindelighed nu vil blive givet, kunde vistnok have været opnaaet ogsaa for Strejken, naar Svendene ikke da havde stillet andre Fordringer, og den Kapital, i Form af spildt Arbejdstid. som er gaaet til Grunde, og som for Svendenes Vedkommende alene vistnok andrager henved 20,000 Rd., synes saaledes at være spildt til liden eller ingen Nytte.

(Aarhus Amtstidende 13. juni 1874).