Robert Willy Levy Wahlgreen Vigholt (1899-1944). (Efterskrift til Politivennen)

Læge Robert Willy Levy Wahlgreen Vigholt, født 8.4.1899 i København, død 6.1.1944 i Slagelse. Medicinsk embedseksamen 1924. Hospitalsuddannelse. 1929 embedslægeeksamen. Samme år praktiserende læge i Slagelse.

Medlem af den lokale konservative vælgerforenings bestyrelse. Udpræget nationalt indstillet, hvilket han ikke lagde skjul på i forholdet til den tyske besættelsesmagt. Efter likvideringen af en stikker i Slagelse udvalgtes læge Vigholt som offer for et gengældelsesdrab, der udførtes af medlemmer af Schalburgkorpset.

Vigholts gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 7, rk. 12, nr. 27. Foto Erik Nicolaisen Høy.

John William Schibbye Johnsson (1868-1929). (Efterskrift til Politivennen)

John William Schibbye Johnsson (1868-1929) var læge, cand. med. 1893, reservelæge ved Sankt Josephs Hospital og praktiserende i København fra 1900. Han var kunsthistorisk interesseret og på sine mange rejser beskæftigede han sig bl.a. med lægekunstens sammenhæng med almindelig kulturhistorie. Johnsson var bestyrelsesmedlem og medstifter af flere medicinalhistoriske og folkloristiske foreninger i Danmark og i udlandet. Sammen med C.J. Salomonsen og Kristian Carøe stiftede han i 1906/1907 det medicinalhistoriske museum i København (åbnet 22. august 1907) samtidig med markeringen af Den Almindelige Danske Lægeforenings 50-års-jubilæum. Udstillingen var i Fredericiagade (tidligere Østre Landsret). Samlingen overgik til universitetet 1918, og er i dag kendt som Medicinsk Museion, i det gamle Kirurgisk Akademi (1787), Bredgade 62 i København.

Johnsson, J. W. S. (1868-1929) læge og medicinhistoriker. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som praktiserende læge var Johnsson en overgang tilknyttet Københavns Luftkursted, se indlaget Københavns Luftkursted på denne blog.

Lægeforeningen blokerer Voldsanatoriet.

Nationalforeningen og Københavns Luftkursted i Krig mod hinanden.

Nationalforeningen faar Hjælp hos Lægerne. - En Samtale med Sanatoriets Administrator, Grosserer Kjeldsen.

Der er i disse Dage udbrudt en højst kedelig Krig mellem Voldsanatoriet paa Kalvebod Bastionen som den ene Part og Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse paa den anden.

Nationalforeningen har hurtig gjort det første Skridt og staar nu foreløbig bedst i denne mere end mærkelige Strid.

"Folkets Avis" har i Gaar henvendt sig til Hjælpekorpsets Administrator, Grosserer Kjeldsen, og bedt ham udtale sig om Sagen.

- Det er en pinlig Historie, sagde Grosserer Kjelsen, som jeg helst havde set ordnet, uden at Offentligheden havde faaet noget at vide derom.

Siden Luftkurstedet herud paa Bastionen for 2 Aar siden i blev stiftet, har vi blandt andre Rekonvalescenter ogsaa modtaget Patienter, der har været os tilsendte af Nationalforeningens Forplejningstation i Laksegade, uden at vi nogen Sinde har modtaget saa meget som en eneste Øre derfor af den rige Forening.

Forholdet er nu dette og har altid været det, at Patienterne bliver vist herud af en Læge, som saa tilser dem, saa ofte han selv finder det ønskeligt, men samtidig er Patienten to Gange ugenlig bleven tilset af Dr. Johnsson fra GI. Kongevej 86 A, der den 10. Januar har været Kurstedets Læge i et Aar. Hans Honorar var 40 Kr. maanedlig.

I Begyndelsen af November Maaned kom Læge Arne Faber herud paa Sanatoriet, og efter at have gennemset det, begyndte han til en af Sygeplejerskerne at tale om, at Kurstedet er forkert anhlagt; der var baade det ene og andet i Vejen. Selv var jeg ikke til Stede; jeg betragter det som en Næsvished af en fremmed Læge at komme ind og kritisere Sanatoriet, noget, han aldeles ingen Ret har til, og saa tilmed overfor en af Funktionærerne.

Imidlertid sagde jeg intet til dette, skønt det harmede mig, men det blev værre endnu. Patienterne, der var indlagte af Nationalforeningen, sagde mig, at naar de mødte til Kontrol paa Stationen i Laksegade, saa blev der stillet dem saa mange mærkelige Spørgsmaal. F. Eks.: Om Maden herude var god, om hvordan jeg var og andre for mig og Sanatoriet meget nærgaaende, ja  højst generende Spørgsmaal, som kun er egnet til at skabe Mistilllid overfor Arbejdet herude. Nu syntes jeg, det kunde være nok, og skrev da til Nationalforeningen, at jeg ønskede, den inden Tirsdag den 19. December trak sine Patienter tilbage fra Anstalten.

Herpaa modtog jeg intet Svar, men den 23. December modtog jeg Besøg af Kommunelæge Asmund i hans Egenskab af Bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen.

Læge Asmund meddelte mig nu, at Lægerne i Byen ingen Tillid havde til Kurstedet, blandt andet var de hygiejniske Forhold ikke som de burde være, sagde han.

Jeg fandt, at det var lidt for sent, Lægerne kom til det Resultat, efter at Anstalten havde bestaaet i to Aar, og vi blev enige om at afholde et Møde den 29 December i Medicinsk Selskab. Forinden dette Møde blev Dr. Johnsson og jeg enige om at ophøre med Samarbejde fra den 10. Januar.

Mødet kom imidlertid ikke i Stand, thi Dagen efter at Dr. Johnsson og jeg var blevne enige om at skilles, erfarede jeg, at Asmund ringede rundt til Medlemmerne af Lægeforeningen og udtalte, at Kurstedet var blokeret for Tilgang af Læger.

Den Dag, Mødet skulde havde været afholdt, sendte jeg Læge Asmund saalydende Telegram:

Mødet bedes godhedsfuldt aflyst. Forklaring følger senere.

I Dag, Torsdag, har jeg sendt Nationalforeningen, som jo er Skyld i hele Postyret, en Skrivelse, hvori jeg henviser til min Opfordring om, at den trækker sine Patienter tilbage, og samtidig siger jeg den forskellige ret haarde Sandheder.

Jeg beklager mig saaledes over, at Foreningen ikke fornylig skaffede en fattig kvindelig Rekonvalescent Huslejehjælp, men lod denne stakkels Kvinde afbryde sin Kur; hun maatte tage Plads som Enepige hos en Enke mand med et Barn.

Sanatoriet her paa Volden er et Værnested for Byens ubemidlede tuberkuløse Rekonvalescenter. Saalænge den rige Nationalforening ikke sørger for, at der bliver bygget Luftkursteder i Byens Udkanter, saaledes som det er vedtaget i Tuberkuloseloven af 1905, mener jeg, Københavns Læger er interesserede i, at Bastion-Sanatoriet opretholdes.

I de forløbne to Aar er det et forsvindende Mindretal af Læger, der har besøgt Sanatoriet her, og jeg mener, de bør kende Stedet, inden de kritiserer det. Anlæget af Sanatoriet med Liggehaller, Vand, Gas, Kloaker o. s. v. har ikke kostet nær saa meget som en Seng paa Julemærke-Sanatoriet ved Kolding.

Efter at Nationalforeningen har modtaget Grosserer Kjeldsens Skrivelse, er denne oversendt til Sygekassedirektør Berg i "Bikuben", der er Formand for Københavns-Kredsen.

Emanuel.

(Folkets Avis - København 12. januar 1912)

1913 indvalgtes Johnsson i en international kommission, der skulle forberede en sammensmeltning af de medicinalhistoriske foreninger i de forskellige lande, ligesom han var i redaktioner af medicinalhistoriske tidsskrifter. Han var medudgiver af Den danske Lægestand, 7. og 8. udgave.  

Mens Johnsson var på en lægekongres i London i august 1913, blev der stjålet to sjældne og kostbare mikroskoper (et moderne og et gammeldags fra 1850) fra Medicinsk-historisk Musæum. Johnsson indrykkede i "Ugeskrift for Læger" en opfordring til læger om straks at underrette ham når mikroskoperne dukkede op. Han indrykkede også et åbent brev til indbrudstyven i nogle dagblade om at han ville give frit lejde hvis de blev tilbageleveret:

Frit Lejde.

De stjaalne Mikroskoper.

For nogle Dage siden meddelte københavnske Blade, hvorledes Lederen af Medicinalhistorisk Musæum, Dr. Johnsson, gennem Pressen søgte at komme i Forbindelse med en Indbrudstyv, der havde stjaalet to gamle Mikroskoper paa Musæet.

Dr. Johnsson fortæller nu, at dette faktisk er lykkedes ham.

Tyven telefonerede nogle Dage senere hen til ham, og naturligvis uden at navngive sig eller opgive nogen Adresse tilbød han at tilbagelevere Mikroskoperne paa et aftalt bestemt Sted, naar der samtidig kunde ligge 50 Kr. til ham i en af de københavnske Kiosker.

Dr. Johnsson tilbød meget imødekommende Tyven frit Lejde, hvis han vilde komme op til ham med Mikroskoperne, men Fyren har aabenbart ikke stolet ganske paa dette. Og han viser sig samtidig at være en meget uordholden Person, idet han ikke har anbragt Mikroskoperne paa det aftalte Sted den bestemte Aften.

Dr. Johnsson erklærer nu i et nyt, aabent Brev til Hr. Indbrudstyven, at denne Uordholdenhed forbavser ham meget, thi den første Betingelse for, at de skulde komme overens, maa jo være, at de har Tillid til hinanden. Han slutter med at erklæret, at han vil vente til Torsdag Aften og til den Tid staa ved sit Ord om de 50 Kr. Men kommer Mikroskoperne saa ikke den Dag, maa han desværre anmode Politiet om Assistance.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. september 1913)

Aviserne berettede ikke noget om mikroskoperne kom tilbage eller om politiets indblanding i sagen.

Nattero og de frivillige Drenge.

Vi har modtaget følgende, som paa Grund af Pladsmangel er forsinket:

I "Politiken" beklagede Læge J. V. S. Johnsson sig forleden over, at "de frivillige Drenge" Søndag den 17. ds. 3 Gange var passeret Værnedamsvejen med fuld Musik, sidste Gang Kl. 10½ Aften. Hr. Johnsson skriver: "Ledelsen har øjensynlig ingen Forstaaelse af den Hensynsløshed, disse Korps viser Husbeboerne paa Hovedgaderne".

For at undgaa videre Misforstaaelse skal jeg tillade mig at meddele følgende: De Unges Idræt har Søndag den 17. ds. Kl. 3 Eftm. passeret Værnedamsvejen med 600 Børn, ledsaget af 2 Drengeorkestre og der findes sikkert ikke mange udover Dr. Johnsson, som føler sig forarget over, at vi i vort Arbejde for den opvoksende Ungdom benytter vore Drengeorkestre til at ledsage de mange Børn fra de store Arbejderkvarterer til og fra Byens smukke Omegn.

Angaaende Dr. Johnssons Anke over, at der samme Dag af et Drengeorkester er musiceret Kl. 10 Aften paa Værnedamsvejen, skal jeg bemærke: Dr. Johnsson betragter det som hensynsløst af Lederne at tillade noget saadant. Jeg giver ham fuldstændig Ret heri og kan tillige meddele, at det ikke er de Unges Idræt, der paa dette sene Tidspunkt har forstyrret Folks Ro, men derimod et Orkester, som kalder sig Dansk Drenge-Orkester.

Dette Orkester fortjener forøvrigt en nærmere Omtale, idet det absolut ikke har nogen Berettigelse som Børneorganisation; hele dets Opgave er at uddanne Musikere til senere Overgang i de voksne Musikeres Rækker. Som om der Ikke alt var Musikere nok, der har vanskeligt ved at faa den nødvendige Beskæftigelse,

Naa, den Side af Sagen skal jeg Imidlertid ikke opholde mig ved, men overlade til de organiserede Musikeres Behandling. En anden Sag, som jeg derimod gerne vil have Lov til at berøre ganske kort er dette Orkesters eller dets Lederes Forhold til den store Offentlighed gennem den Indsamling af Midler, dette Foretagende foranstalter ved Salg af Postkort, Samlermærker, Lodsedler og ved personlige Henvendelser, i mange Tilfælde under fejlagtig Opgivelse af at tilhøre en af de store Børneorganisationer og uden at de i noget Tilfælde aflægger Regnskab for Midlernes Anvendelse.

Det vilde være ønskeligt, om rette vedkommende vilde have Opmærksomheden henvendt paa dette Forhold. Disse Midler unddrages jo desværre det virkelige Børnearbejde, og jeg kan næppe tro, at det er eventuelle Bidragyderes Mening at støtte smarte geschæftige Personer i deres mindre heldige, men sindrigt udtænkte Udnyttelse af Børnearbejdet.

John Michelsen,

Formand for "De Unges Idræt"s Fællesrepræsentation,

(Social-Demokraten 7. december 1918)

Dansk Drenge Orkester annonceres dannet i februar 1894. Næste gang det omtales er Aftenbladet 15. november 1918 hvor der søges om optagelse, det skal være drenge fra pæne hjem som er fyldt 12. år. Hvervestedet var "Jægerhytten" på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard. Det har ikke været muligt at finde andre oplysninger.

I årene 1919-1925 fik ca. 25.000 fattige og sultne børn fra Wien. De såkaldte wienerbørn. Østrig og specielt Wien var efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki hårdt ramt. Opholdet varede 3-12 måneder hvorefter de vendte tilbage til Wien, solbrændte, velnærede, velklædte og raske. Mange beholdt deres danskkundskaber resten af livet, og forbindelsen til de danske familier blev opretholdt ved private gensidige besøg og ved danskundervisning i Wien. En af de ledende personer var overretssagfører Sigurd Jacobsen. Han havde været i Wien under den spanske syge. J. W. S. Johnsson var komitelæge. Han blev gift med Karoline Marie Johnsson, f. Schuster (1890-1977) i 1913 i Wien, og hun havde slægtninge i Wien af hvilke 8 døde.

Holger Damgaard (1870-1945): Wienerbørn efter ankomst til København. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Wienerbørnene

Der kommer 1000 til København i Januar.

Læge Johnsson takker Arbejderhjemmene.

Vi bragte forleden Dag en Artikel om de saa ulykkelige Forhold i Wien. Medlem af den københavnske Wienerbørn-Komité-Læge J. W. S. Johnsson har i den Anledning sendt os følgende Brev:

Tillad mig at bringe Dem en hjærtelig Tak, fordi De ved Deres Artikel i Dag har oplyst Deres store Læsekreds om Nøden i Wien. De har derved ydet den herværende Wienerkomité en meget paaskønnet Haandsrækning. Skulde De komme til at berøre Sagen yderligere, vilde det være os meget kært, om De vilde antyde, at Komitéen med den største Glæde har set, at Arbejdere og underordnede Funktionærer rundt om paa Værksteder og i Forretninger ved lokale Indsamlinger, som er afleverede enten til Røde Kors' Bureau, Raadhusplads 2, Mezz., allerede nu har skaffet ikke ubetydelige Summer tilveje og derved bidraget ikke lidet til at redde den sultende Bys Befolkning.

Mange Arbejderhjem har ogsaa ønsket at tage imod Wienerbørn, og, jeg benytter Lejligheden til at sige min hjærteligste Tak for den udviste store Hjælpsomhed netop blandt Deres Læsere.

VI har iøvrigt haft en Samtale mod Læge Jonsson, der er gift med en Wienerinde, og som fortalte os, at Elendigheden var saa uhyre, at alene 8 af hans Hustrus Slægtninge var døde delvis af Sult.

Der foretages ikke mere Operationer paa Wiens Hospitaler, thi man har ikke Kul til at varme Operationsstuerne med eller overhovedet til at opvarme Hospitalerne mod.

Heldigvis er vi nu i Stand, siger Dr. Johnsson, til at gøre en Del for Wienerbørnene. Vi har i Øjeblikket 600, i Januar faar vi 1000 Børn, og i Februar faar vi flere, saaledes at vi til den Tid vil have 2000 Børn, og vi vil fortsætte. Da vi har faaet en Del Pengebidrag, er vi ogsaa i Stand til at sende Levertran og Havregryn. Scala holder Forestilling, og flere andre Teatre vil følge efter med Forestillinger til Fordel for Wienerbørnene, og fra Kunstindustrimusæet har vi faaet 1000 Kr. Men Teatrene hører Publikum jo altid om, men den Hjælp, vi har faaet fra Arbejdere, og som har rørt mig meget, er vist ikke Offentligheden bekendt, og jeg beder Dem derfor optage det Brev, jeg har sendt Dem.

(Social-Demokraten 8. december 1919)

I 1927 deltog ca. 1.000 forhenværende plejeforældre i et besøg i Wien hvor der blev afviklet et storstilet takkearrangement, og i 1959 blev de endnu levende plejeforældre samt plejebørnenes danske "søskende" inviteret til et ugelangt ophold i Wien som byens tak.

Medicinsk Selskabs Festskrift

I Anledning af sit 150 Aars Jubilæum i Dag har Medicinsk Selskab udsendt et stort Festskrift. Det er et Værk paa omtrent 300 Sider, udgivet hos Th. Linds Efterfølger i et endog særdeles smukt Udstyr.

Dr. J. W. S Johnsson er Forfatter til Festskriftet, hvis Titel er "Københavnske medicinske Selskaber". Dr. Johnsson er som bekendt en fremragende Medicinalhistoriker, og da han desuden skriver et livligt Sprog, er Festskriftet ikke alene et højst værdifuldt medicinalhistorisk Værk, men ogsaa en yderst fornøjelig Bog.

I Bogens første Kapitler giver Dr. Johnsson Oplysning om en Række medicinske Studenterselskaber, der oprettedes i de sidste Decennier af det 18. Aarhundrede. Sjælen i flere af disse Selskaber var den kendte Læge Johann Clemens Tode, der var utrættelig i sit Arbejde for Studenternes Undervisning. Dr. Johnsson paaviser, at disse Studentersammenslutninger indledede det medicinske Foreningsliv i Danmark, og at de gav Stødet til Dannelse af et tilsvarende Selskab for Læger.

Det var da ogsaa Tode, der blev Stifteren af et saadant, hvis Love fremsattes den 11. Oktober 1772, og som fik Navnet "Det københavnske medicinske Selskab" . Dette Selskab er derved den næstældste videnskabelige Sammenslutning af Læger.

I Selskabets første Love var det bestemt, at kun Doktorer ved Københavns Universitet kunde blive Medlemmer, men Dr Johnsson paaviser, at da Doktorgraden paa det Tidspunkt var Adkomsten til Ret til at praktisere, var det medicinske Selskab oprindeligt en Organisation af praktiserende Læger. I Løbet af Aarene er dette blevet forandret, idet den indførte Embedseksamen gav Praksisret, og nu er Forholdet det, at Københavns medicinske Selskab er Lægernes videnskabelige Forening i Modsætning til Lægeforeningen, der er en kollegial Sammenslutning.

Overordentlig interessant er det at læse Dr. Johnssons Gennemgang af Selskabet; Historie, Beskrivelsen af Medlemmernes Mødepligt - Udeblivelse uden Grund kostede to Mark - , om de videnskabelige Meddelelser, om Selskabets Omdøbelse i 1782 til "Det kongelige medicinske Selskab" , om den Tillid, Selskabet nød i Udlandet o. s. v.

Paa 100 Aarsdagen for Selskabets Stiftelse, den 11. Oktober I 1872, sammensmeltedes det med det i 1824 stiftet Selskab "Philiatrien", hvis Historie Dr. Johnsson opruller i et selvstændigt Kapitel. Efter Sammenslutningen fik Selskabet sit nuværende Navn "Det medicinske Selskab i København" .

Dr. Johnsson giver Oplysning om alle de vigtige Data i Selskabets Liv, om en Del af de betydningsfulde videnskabelige Meddelelser og om Foreningens daglige Liv, Bestræbelserne for at faa en egen Bygning og meget andet.

Bogen afsluttes med Lister over Formænd, Æresmedlemmer og udenlandske eller korresponderende Medlemmer samt et paa Fransk affattet Resumé.

I et smukt formet Slutningsafsnit skriver Dr. Johnsson om Medicinske Selskab: "Lægekunstens inderste, at søge at hjælpe, er gaaet som en rød Traad gennem dets Virksomhed fra den allerførste Dag. Lydhørt har det lyttet til Fremskridtene derude og af og til, ikke engang helt sjældent, er de store Fremskridt udgaaede herhjemme fra og er første Gang fremsatte indenfor Medicinsk Selskabs Rammer."

Disse Ord er ikke almindelige Jubilæumsbemærkninger, men Konklusionen af de historiske Dokumentationer, som Dr. Johnsson har fremlagt i sit vægtige og værdige Festskrift.

F. R.

(København 11. oktober 1922).

Johnsson skrev afhandlinger af medicinsk-kulturhistorisk indhold og tekstudgaver af middelalderlige forfattere (Johannes Paulinus, Nicolaus de Bohemia). Han Henricus Dacus: De simplicibus medicinis laxativis (1917), den første latinske tekst af Henrik Harpestreng, og en brevveksling mellem Thomas Bartholin og Ole Worm. Materialet til en del af disse arbejder fik han under udarbejdelsen af en håndskreven registratur over det kongelige Biblioteks medicinske håndskrifter. Større arbejder er også Den galliske Syge i Danmark før 1550; Johan Clemens Tode (1918) og (sammen med Walter G. Brieger) en udgave af Otto Sperlings dagbøger (1920). Johnsson udgav 1928 L'anatomie mandchoue et les figures de Th. Bartholin, étude d'iconographie comparée i Videnskabernes Selskabs skrifter. Han deltog meget i arbejdet for Wienerbørnenes vel. En udførlig bibliografi over hans arbejder er trykt i "Danske Studier" 1929 (siderne 77-85). Ridder af Dannebrog i 1920.

Se fx en artikel i Jyllandsposten 5. oktober 1924 "Fra gamle Dage" om overtro og trolddom vedrørende muldvarpen.

Medicinalhistorikeren Læge John W. S. Johnsson, Lina Johnsson, f. Schuster. 9. februar 1890-17. april 1977, eller Karoline Maria Schuster. De blev gift 1913 i Wien. Parret fik to døtre: Vera Johnsson og Inge Johnsson. Samt en ved blomsterne. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling S, rk. 3, nr. 31. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vilhelm Ellermann (1871-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Vilhelm Ellermann spillede i sin ungdom for Akademisk Boldklub som vandt datidens vigtigste danske turnering fodboldturneringer 1893-94, 1894-95 og 1895-96. Han spillede forward og var turneringens topscorer. 

Ellerman udførte især blodforskning. Afhandlingen "Experimentel Leukæmi hos Høns" (1908) sammen med veterinær Oluf Bang påviste at sygdommen var overførbar og skyldtes en ultravisibel, filtrerbar virus. De opdagede dermed det første kræftvirus. "Undersøgelser over den perniciøse Anæmis Histologi" var et vigtigt bidrag til viden om arten af knoglemarvsceller. Ellermann udviklede også forbedrede metoder til påvisning af tuberkelbasiller i hoste og til tælling af blodlegemer.

Han blev senere retsmediciner og patolog og blev prosektor på Bispebjerg Hospital i 1913 og professor i retsmedicin ved Københavns Universitet fra 1914. 

Den 4. juni 1913 fandt man ved tørvegravning i Jylland en mand iført skindkofte. Liget blev sendt til Retsmedicinsk Institut i København hvor assistenten, Vilhelm Ellermann undersøgte det. Han fik mistanke om at Nationalmuseets opfattelse af at det måtte dreje sig om en tater fra omkring år 1700 eller en savnet arbejdsmand fra 1860. Ellermann havde imidlertid erfaring fra opgravede ligdele i mosetørv om at det kunne holde sig meget længe. I 1916 påviste han at surt reagerende højmose og især sphagnumsyre kunne fremkalde en ejendommelig mosegarvning. Denne opdagelse vakte international sensation. Se Preben Geertinger: Af en retsmedidiciners bekendelser (2021).  

I 1914 overtog Ellermann professoratet i retsmedicin efter Knud Pontoppidan (1853-1916) som havde en klinisk psykiatrisk tilgang til faget. Ellermann var mere teoretisk og biologisk orienteret og satte gang i flere dyreforsøg i instituttets laboratorier. 

Den nye retsmedicinske Professor.

Dr. med. V. Ellermann.

Som meddelt i vor Aftenudgave i Gaar, er Prosektor Dr. med. Vilhelm Ellermann udset til Professor Pontoppidans Efterfølger i Professoratet i Retsmedicin.

Denne Efterretning kommer ikke overraskende, thi indenfor Lægekredse var Dr. Ellermann forlængst udpeget til Stillingen, og der kunde kun være Tale om en enkelt Konkurrent, som vidstes ikke at være Ansøger.

Dr. Ellermann hører til vore mest bekendte yngre Videnskabsmænd, og hans Navn har ikke blot herhjemme en smuk Klang, men ogsaa i Udlandet gennem de mange fremragende Arbejder, han har præsteret paa forskellige af Pathologiens Omraader. Han viste meget tidligt udpræget videnskabelige Anlæg. Allerede som ganske ung Læge drog han ud for at studere pathologisk Anatomi, og fra dette Felt hentede han Emnerne til en Guldmedailleafhandling og fik sin Doktordisputats, der vakte betydelig Opsigt.

For den strenge Videnskab glemte Dr. Ellermann dog ikke den praktisk Side af Medicinen. Han har saaledes gennemgaaet en meget fyldig og alsidig Hospitalsuddannelse, været Kandidat ved Kommunehospitalet, klinisk Assistent og Reservelæge ved Frederiks Hospital og Reservelæge ved Blegdamshospitalet.

I en Aarrække har han assisteret Professor Pontoppidan som Prosektor ved det retsmedicinske Institut, og for Tiden beklæder han Stillingen som Prosektor ved Bispebjerg-Hospitalet.

Dr. Ellermann møder saaledes med de bedste Forudsætninger til sit nye Embede, idet han forbinder klinisk Erfaring og ualmindelig praktisk Dygtighed med Videnskabsmandens store Lærdom. Dertil kommer en usædvanlig stor Energi og Arbejdskraft. Han har skrevet talrige originale Arbejder, nogle saa sprænglærde, at de kun kan læses af Specialkyndige, og andre, som bærer Vidne om stor praktisk Sans. Han har angivet originale Undersøgelsesmethoder, der har baaret Navnet Ellermann Verden rundt gennem de videnskabelige Tidsskifter, og i den hjemlige medicinske Presse er han en af de mest frugtbare Forfattere, ligesom alle Læger kender hans udmærkede praktiske Vejledning i bakteriologisk Undersøgelse.

Dr. Ellermann, der hyppigt har studeret i Udlandets videnskabelige Centrer, har nylig opholdt sig i længere Tid i Paris for at studere Retsmedicin. Han vil utvivlsomt let glide ind i sin nye Stilling, hvor han i Forvejen er saa godt hjemme, og Universitetet vil være beriget med en udmærket Lærer og en frodig, initialivrig Videnskabsdyrker. De studerende og Embedslægerne vil faa en Professor, som de kan høre med Glæde og Udbytte, og Retten vil faa en Mand, hvis Afgørelser kan modtages med den største Tillid.

Dr. J.

(Nationaltidende 28. januar 1914).

I 1914 skrev han en artikel om retsmedicinsk bedømmelse af hermafroditter. Seksualbiologien var noget nyt. Ellermann skrev bl. a.: ”Kønsbestemmelsen har retsmedicinsk Betydning, dels i Skilsmisser og Arvesager, dels i kriminelle Sager (Sædelighedsforbrydelser). Endelig kan der være Tilfælde, hvor et individ ønsker at skifte Køn officielt for at opnaa de Rettigheder, som dermed følger i Retning af Kønsforbindelser og Levevis”. Ellermann definerede køn ud fra mand- og kvindekategorierne som ses som grundlæggende forskellige. Han opdelte køn i primære kønskarakterer (testikler eller ovarier), sekundære kønskarakterer (knoglestørrelse, muskler og behåring), samt tertiære kønskarakterer (psykiske træk). Sidstnævnte betegnede han som ”først og fremmest den specifikke Kønsdrift, der normalt er hetero-sexuel (…) dernæst det mandlige resp. kvindelige Væsen: Summen af Interesser, Evner og Tilbøjeligheder. Forskellighederne paa disse Punkter behøver formentlig ikke nogen nærmere Omtale”. Om hermafroditter skrev han: ”Det er jo paa Forhaand det naturlige at betragte Kønskirtlerne som det faste Grundlag [for kønsudviklingen], og der er saa meget mere Grund dertil, som Eksperimentet tilsyneladende afgav en Støtte herfor”. (Vilhelm Ellermann: Den retsmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne. Ugeskrift for Læger, 76, 1914). Se artiklen "De Ulykkeligste iblandt os" her på bloggen.

50 Aar.

Professor Vilhelm Ellermann

Som i de fleste Forhold er der utvivlsomt ogsaa med Hensyn til Kvaliteten af Studie- og Eksamens-Hold en vis Periodicitet. Og det kan vistnok med Føje hævdes, at den Aargang unge Medicinere, der gik i Gang med deres Studium i Begyndelsen af det sidste Ti-Aaar af forrige Aarhundrede, var af særlig fin Kvalitet. Mange af dette Kuld har i en ung Alder gjort deres Navne fordelagtig bekendt; flere af dem staar nu i første Række indenfor dansk Lægevidenskab.

Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet, Dr. med Vilhelm Ellermann hører til dette Kuld, og allerede inden "Cantussen" havde hans gode Hoved og utvivlsomme videnskabelige Anlæg gjort ham bemærket blandt Lærere og Kammerater. Han tog en sin Eksamen i 1896, studerede saa patologisk Anatomi og almindelig Histologi i Heidelberg og lod disse Studier give sig Udtryk i en Afhandling om Undersøgelser over Æggestok- og Nyresvulster, der skaffede ham Universitetets Guldmedaille. Forskellige Hospitalsansættelser vekslede herefter mod Studieophold i Udlandet, i 1902 tog han den medicinske Doktorgrad med en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningens Kemi, i nogle Aar var han derefter successive Reservelæge ved Blegdamshospitalet og Frederik Hospital samt Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetet retsmedicinske Institut, hvilken sidste Ansættelse indicerede hans fremtidige videnskabelige Hoved-Specialitet. I 1914 udnævntes han nemlig til Professor i Retsmedicin ved Universitetet, og et Par Aar efter blev han Formand for Retslægeraadet.

Professor Ellermann har endvidere i en Del Aar været Censor ved lægevidenskabelig Eksamen og Eksaminator i Retsmedicin, og hans videnskabelige Position markeres iøvrigt bl. a. ved Medlemsskab af Videnskabernes Selskab og med Formandsposten i Biologisk Selskab. Imorgen træder han ind i de 50aariges Fylking - Side om Side med en Række gamle Studiekammerater, der i de kommende Aar vil være vor Lægevidenskabs og Lægestands Triarier. Denne Indtræden i "de unge Veteraners Kreds" vil sikkert give den ansete og elskværdige Videnskabsmand mange Vidnesbyrd om, at han baade indenfor og udenfor Lauget er en afholdt og skattet Mand.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. december 1921).

I forbindelse med lægeerklæringer i forbindelse med spirituspåvirkede færdselsuheld anbefalede Retslægerådet hvor Vilhelm Ellermann var formand, at få fastslået bestemte, videnskabeligt betryggende metoder for en spiritusprøve. I 1922 udtalte rådet sig for første gang i en sag om spirituskørsel. Professor Ellermanns navn dukkede op ved adskillige drabssager i København.

Dødsfald.

Professor, Dr. med. V. Ellermann.

Artiklen noget slørede foto er her erstattet af Vilhelm Ellermann. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I et Par Dage har man vidst, at Professor Vilh. Ellermann laa alvorlig syg paa Rigshospitalet, hvor Prof. Schaldemose havde opereret ham for en Flegmone paa Halsen, en akut Bindevævsbetændelse, der var opstaaet gennem en ubetydelig Infektion. Betændelsen medførte hurtigt en universel Blodforgiftning, men man haabede dog at redde hans Liv, og i Gaar Morges sporedes nogen Bedring- Op ad Dagen forværredes Tilstanden imidlertid atter, og ud paa Eftermiddagen lukkede Professor Ellermann sine Øjne for stedse.

Efterretningen om hans Bortgang vil blive modtaget ikke alene med den Bestyrtelse, som en saadan brat Død altid vil vække, men med den dybeste Beklagelse. Thi den betyder baade rent menneskeligt set en stor Sorg for hans Familie og Venner og et uerstatteligt Tab for Videnskaben og den Gerning, han dyrkede med saa ualmindelig Dygtighed.

Vilhelm Ellermann blev kun 52 Aar gammel. Han var født i København den 28. December 1871, blev Student 1889 og tog medicinsk Embedseksamen 1896.

Efter at have tilbragt en Tid i Heidelberg, hvor han studerede Patologisk Anatomi og Histologi, var han ansat ved forskellige københavnske Hospitaler, og samtidig arbejdede han paa en Afhandling, der indbragte ham Universitetets Guldmedaille. Paany studerede han i Udlandet og var derefter Kandidat paa Kommunehospitalet og klinisk Assistent i Kirurgi ved Frederiks Hospital. I 1902 fik han Doktorgraden paa et fortrinligt Arbejde om Marvskedefarvningemes Kemi og begyndte nu at praktisere i København. I en Aarrække var han samtidig Reservelæge, først paa Blegdamshospitalet, senere paa Frederiks Hospital, og Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetets retsmedicinske Institut. I 1913 blev han Prosektor ved Bispebjerg Hospital, og i denne Stilling vedblev han at virke, efter at han i 1914 var bleven Knud Pontoppidans Efterfølger som Professor i Retsmedicin og senere Formand i Retslægeraadet.

Den praktiske Lægegerning interesserede næppe Professor Ellerman. Han var den fødte Videnskabsmand og arbejdede med en ualmindelig Stringens og Dygtighed. Sammen med afdøde Professor Erlandsen har han skrevet en Række værdifulde Afhandlinger af mikroskopisk og bakteriologisk Indhold, der viste ham som en fremragende Tekniker, og hans Arbejder om Anæmierne og Leukæmierne skabte ham et Navn Verden over ved deres Grundighed og Originalitet. Navnlig hans Undersøgelser over Leukæmien er banebrydende. Det lykkedes ham (og 0. Bang) i 1909 at overføre Hønseleukæmien fra Dyr til Dyr, og han havde dermed vist, at denne Sygdom var af infektiøs Natur, foraarsaget af usynlige Bakterier. Hans Undersøgelser støtter imidlertid i høj Grad den Antagelse, st ogsaa Menneskets Leukæmi - eller Leukose, som han kaldte Sygdommen - er en infektiøs Lidelse, hvad enten den har sin Oprindelse fra en Sygdom i Benmarven eller i det lymfatriske System.

Professor Ellermann førte en veltalende og livlig Pen, men ellers var han ikke af mange Ord. Bag hans tilknappede Væsen gemte der sig dog baade Lune og Humor, og han var en trofast Ven for dem, han sluttede sig nærmere til. Han havde rnange Interesser udenfor sin Videnskab, var meget musikalsk og elskede Kunst Den Berømmelse, hans Arbejder skaffede ham, gik ham aldrig til Hovedet. Og han vandt megen Anerkendelse baade herhjemme, hvor han var Medlem af Videnskabernes Selskab, og i Udlandet, hvor de fleste af hans Arbejder kom frem.

Professor Ellermann efterlader sig Hustru og en ung Søn, om hvem megen Medfølelse vil samle sig.

Dr. J.

(Nationaltidende 25. september 1924).

Professor Vilh. Ellermann død.

Døden har i Gaar bortrevet en af vore kendteste Videnskabsmænd, Professor Vilhelm Ellermann, Lederen af Retsmedicinsk Institut Han blev kun 52 Aar gammel og døde som Følge af en Sygdom, han havde paadraget sig under Udførelsen af sin Gærning.

For nogle Dage siden, da Professoren var beskæftiget med Obduktion, følte han sig generet af en Filipens paa den ene Kind. Han rev Hul paa Filipensen og maa derved have tilført det aabne Saar en Liggift. Der udviklede sig i hvert Fald en Blodforgiftning, og i Fredags var Ansigtet og Halsen angrebet af et hæftigt Udslet, saa Professoren maatte lade sig indlægge paa Professor Schaldemoses Klinik. Forgiftningen greb trods gentagne Operationer saa stærkt om sig, at det snart stod klart, at det her gjaldt Liv eller Død, og i Gaar Eftermiddags Kl. 3 indtraadte Døden.

Vilhelm Ellermann blev født 1871. 18 Aar gammel blev han Student, i 1899 erhvervede han Universitetets Guldmedalje, og i 1902 blev han Dr. med. ved en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningernes Kende. Efter at have beklædt forskellige Embedsposter blev han i 1913 Prosektor ved Bispebjærg Hospital og i 1914 blev han Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet. Siden 1917 har han været Formand for Retslægeraadet og Leder af Retsmedicinsk Institut. Det var særlig i sidstnævnte Egenskab han kom i Forbindelse med den store Offentlighed.

Personlig var han en elskværdig og meget forekommende Mand, omend han til Tider kunde være noget tilknappet, naar det drejede sig om Embedsforretninger.

Baade Videnskaben og Retslægevæsenet mister ved Professor Ellemanns Død en Mand, der næsten er uerstattelig, da der ikke paa dette specielle Felt i Øjeblikket findes nogen, der kan løfte Arven efter ham.

Hans Arbejde føres foreløbig videre af hans to Assistenterm Doktorerne Seemann og Fog

Afdøde efterlader sig Hustru og Barn.

(Social-Demokraten 25. september 1924)

Ved hans begravelse talte bl. a. dr. med. Mogens Fenger (ifølge Roskilde Dagblad 30. september 1924);

"Professor Ellermann mødte Tanken om Døden med fuldendt Fatning. Han forstod, at han havde naaet de fleste af de Maal, Livet havde sat ham; han vilde nødig løbe Faren for at gentage sig selv, blive gammel og smidt bort som et udslidt Stykke Værktøj ... Vi andre saa anderledes paa det; for os stod han paa Højden af sin Kraft og havde endnu meget at udrette. Vi glemmer aldrig den Renhed og Sandhed, som prægede hans personlighed... "

Efterfølgende viste det sig at Ellermann døde som følge af miltbrand fra en ny barberkost. Den var fremstillet af kinesiske hestehår. Dette vakte almindelig bekymring. Professor Oluf Thomsens og lektor Vilh. Jensens undersøgelser viste at Ellermanns barberkost var inficeret med miltbrandsporer, men havde ikke været i stand til at påvise noget lignede for andre af denne type barberkost. De havde fået fat på 37 ud af et parti på 288. Og man havde heller ikke andre tilfælde. Generelt advarede de mod barberkoste fra Kina, Rusland og Sibirien da disse før havde vist sig inficerede. 

En søgning i Google Books på hans navn viser at hans videnskabelige forskning om bl. a. kræft, retrovirus m. v. fortsat citeres i talrige bøger på engelsk, tysk og andre sprog internationalt. Vilhelm Ellermann påviste sammen med professor ved Landbohøjskolen, Oluf Bang (1881-1937) at leukæmi hos høns har stor lighed med leukæmi hos mennesker, og at hønseleukæmi skyldes et virus. Denne opdagelse vakte international opmærksomhed og fik stor betydning for kræftforskningen. 

Vilhelm Ellermanns gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, række 11, nummer 12. Dr. med Vilhelm Ellermann. Professor ved Københavns Universitet. 28.12.1871-24.9.1924. Og hustru Agnes Ellermann. 27.6.1875-20.3.1963. Mogens Ellermann. Overlæge dr. med. 21.2.1904-2.8.1977. Og hustru Sigrid Ellermann 5.12.1895-6.4.1981. Hun var tidligere sygeplejerske. Sønnen Mogens var overlæge  ved Københavns militærhospitals psykiatriske afdeling 1856-1974. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Thorkild Rovsing (1862-1927). (Efterskrift til Politivennen).

Professor Thorkil Rovsing blev læge 1885, dr. med 1889. Professor ved Københavns Universitet 1899, rektor 1919-20. Åbnede december 1900 en klinik i Rosenvægets Alle (Institut Francais). Han var overlæge på Røde Kors' klinik på Plantanvej. 1904 overkirurg på Frederiks Hospital. Undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Han udtalte ved sit jubilæum i december 1925 at han havde udført godt 30.000 operationer.  Rovsinggade på Nørrebro er opkaldt efter ham.

Amerikaneren Professor Rovsing.

Steinach, Cranston, Liebe og Mumien.

Hver Gang Verdenspressens Læsere forbavses over en eller anden storslaaet Nyhed og den finder Vej til danske Læsere, kommer der samtidig et velment: Det vidste jeg saamænd godt! fra en eller anden stor Dansker. At denne store Dansker er Professor, Dr. med. Thorkil Rovsing er sikkert Ingen blind for. Professor Rovsing er en Mand med et meget amerikansk Tilsnit, og hver Gang et eller andet betydningsfuldt er kommet frem, og Journalisten i Embedsmedfør har hen vendt sig til ham med ønsket om en Udtalelse, har det altid været det samme:

- Det vidste jeg saamænd godt!

Hvem husker ikke den Glæde, der gik gennem det danske Folk, da Professor Steinach meddelte om sin epokegørende Operation. Vi var alle forbløffede, indtil Professor Rovsing kom sit sit:

- Herregud, det har jeg gjort mange Gange!

Der dannede sig efterhaanden mange sære Myter om Professor Rovsings Steinach-Arbejde, og det fortaltes frit og utvungent i vide Kredse, at Professoren havde behandlet en 84-aarig Mand med et saadant Held, at denne følte sig saa ung som et 6 Maaneder gammelt Foster.

Den næste Meddelelse, der kom, var om Atomet, der kunde deles.

 Det kan jeg ogsaa. sagde Professor Rovsing, det har jeg kunnet længe, men det viste sig, at han ikke blot delte Atomet midt over, men at han delte det i lige store Stykker.

Da tog Videnskaben og Undertegnede sin Hat ærbødigt af.

Saa kom Meddelelsen fra Athen om, at Rhallis havde demissioneret.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing og saa paa sit Kongebillede i Sølvramme.

Og endelig kom Meddelelsen om, at den engelske Dr. Cranston Walker havde gengivet en Kvinde, der havde været død i fire Minutter, Livet. Og atter henvendte Journalisten sig til Professor Rovsing.

- Det kan jeg ogsaa! sagde Professor Rovsing. Den Mand. De saa gaa ud af Døren, da De kom. har været død i ti Minutter, men jeg er kommen meget videre i mine Eksperimenter. sagde Professoren og pegede paa en Mand, der sad inde i den anden Stue og telefonerede.

- Ser De den Mand, sagde Professor Rovsing. Han har ogsaa været død. men jeg har kaldt ham til Live igen. Det tog nogen Tid, for han var Mumie, men nu er han da bragt saa vidt. at han kan telefonere. Om otte Dage kan han begynde at komme lidt ud!

- - -

Saa takkede Journalisten for velvillig Underretning og forsvandt

(Klokken 5 17. januar 1921).

Filmens Fremtid som lægevidenskabeligt Undervisningsmiddel. 

Interessante udtalelser til København af Professor Thorkil Rovsing.

Professoren har selv ladet en af sine Operationer optages i levende Billeder.

KØBENHAVN beskæftigede sig i en Artikel forleden med spørgsmaalet om de levende Billeders Anvendelse til kulturelle Formaal der burde og pegede paa forskellige Opgaver, der kunde løses.

Den vigtigste af disse er Lægevidenskaben. Brug af det levende Billede. For at faa dette Spørgsmaal nærmere belyst har vi bedt Professor Th. Rovsing om en Udtalelse. Den  berømte Kirurg viser sig at være fuldkommen overbevist om den store Nytte, Filmen kan gøre i Videnskaben, og han har selv eksperimenteret med dens Anvendelse.

Professor Rovsings Udtalelser faldt i Hovedsagen saaledes: 

Blodlegemernes og Bakteriernes Kamp.

Det levende Billede har meget stor Betydning for Videnskaben, og det anvendes allerede runget I andre Steder i Verden.

Institutet Pasteur har ladet optage en mikrofotografs Film, der viser Blodlegemernes Kamp med Bakterierne - en vidunderlig FIlm. Det drejer sig om Fotografering gennem Mikroskop med 800 Ganges Forstørrelse, og man er Bogstavelig talt Blodlegernerne kaste sig over Bakterierre, som Politibetjente, der hugger ned paa Forbrydere.

Disse overordentlig interessante Levende Billeder har været forevist flere Gange herhjemme, idet Seruminstitutets Leder, Direktør Thorvald Madsen, har laant dem fra Pasteur-Institutet i Paris og bl. a. forevist dem i medicinsk Selskab.

Saadanne Film kan spille en meget stor Rolle til Paavisning af de forskellige Livsprocesser. De pasteur'ske Billeder vil kunne være uvurderlige i den medicinske Undervisning. Jeg gaar ud fra, at der kan tages Kopier af en saadan Film, og vi burde have et Eksemplar til Universitetet.

I Kirurgiens Tjeneste

Der er et stort Felt for de levende Billeder som Støttemiddel i Anatomi, Fysiologi og Kirurgi. Der findes forøvrigt nogle franske Operationsfilms. Lægevidenskaben har holdt sig noget tilbage, fordi der oprindelig fremkom nogle af denne Art Films, som udnyttedes i Reklameøjemed; saadanne Optagelser maa selvfølgelig ikke misbruges, og det er ikke altid helt let til at værge sig imod. 

Af Hensyn til Uddannelsen af de vordende Kirurger bruger man endnu mange Steder i Udlandet at foretage større Operationer i store Auditorier for at give Plads til Studenterne. Men det rummer en Fare for Patienten. Og de største Operationer maa af antiseptiske Aarsager altid foregaa i strengt steriliserede Rum, hvor der kun kan være en halv Snes Personer til Stede. Derfor har man nu i Tyskland begyndt at optage store Operationer paa Film, som senere kan forevises ved Forelæsninger og Demonstrationer.

Thorkid Rovsing-Filmen.

Jeg har selv prøvet at lade en saadan Film optage, siger Professoren. Og det lykkedes meget godt. - Nu er der jo knapt med Penge. Men naar vi kommer ind i bedre Tider, vil jeg ansøge Staten om større Summer til Optagelse af saadanne Films. De bør anskaffes saa snart der er Mulighed for at faa. Penge, baade til Kirurgien og Anatomien. Man kan følge en hel Disektion paa et saadant levende Billede, som er optaget i Tyskland. Her kan Billederne støtte meget, selv om de ikke kan være Erstatning for en virkelig Disektion. Til disse mangler man ofte Lig - og saa kan et levende Billede gøre megen Nytte, det kan i hvert Fald give den studerende Begreb om, hvordan de skal bære sig ad.

Filmen paa Universitetet.

- Har Deres Operations-Film været benyttet i Undervisningen?

- Ikke endnu. Den er bleven forevist for Professorer og for Hospitalsdirektøren for at interessere dem i denne Anvendelse af Filmen. Der fordres naturligvis en Del Teknik fra begge Sider, baade af Operatøren og Fotografen, for at Resultatet skal blive godt; man maa jo ikke komme i Vejen for hinanden. Og Skolefilmen, som optog min Operation, har en udmærket Fotograf. 

Vi har her paa Rigshospitalet Lysbilledapparater, der bruges en Del i Undervisningen; men de giver kun et enkelt Moment og viser ikke en Udvikling, saaledes som det levende Billede. At dette vil faa meget stor Betydning for den fremtidige kirurgiske Undervisning er givet. Vi har her 200-300 Studenter; og det er kun en ringe Brøkdel af disse, der kan faa Adgang til at overvære Operationerne. Men gennem Optagelser af Operationerne paa levende Billeder, kan de senere reproduceres for de Studerende saa ofte det skal være.

I det hele vil Filmen uden al Tvivl blive af den største Værdi Fremtiden for den naturvidenskabelige Undervisning.

(København 5. marts 1922).

I en artikel i Nationaltidende 25. april 1922 fortalte Rovsing sin version af en konflikt han havde haft med direktøren for Frederiks Hospital (fotoerne nedenfor stammer fra denne artikel):

Jeg var netop blevet Reservekirurg hos Oscar Bloch. Jeg var en 27-28 Aar; og forlovet med min Hustru. Vil vilde selvfølgeligt gerne giftes, af hvilken Grund jeg, da jeg modtog Posten som Reservekirurg, havde sikret mig, at jeg Aaret efter maatte have Lov til at gifte mig. Direktøren lovede mig en Lejlighed, og alt var tilsyneladende klappet og klart. Saa skete det hverken værre eller bedre, end at min Fader, der jo var en stor Militærskribenl, skrev en fortræffelig Artikel: "Civilmilitarisme". som handlede om alle de mange afdankede Officerer, der var sat i Spidsen for vore store civile Institutioner (Landbohøjskolen, Polyteknisk Læreanstalt o s. v.). En meget vittig Artikel for Resten, i hvilken han ogsaa omtalte og lod en temmelig ilde Medfart vederfares Frederiks Hospitals daværende Direktør, en afskediget Oberst Schiøler.

Stud. Med. Thorkild Rovsing, 19 Aar.

Kort efter fik jeg Meddelelse om, at man ikke kunne skaffe mig den lovede Lejlighed. Jeg lejede saa en Lejlighed til min Kone lige overfor Hospitalet. Men Dagen for mit Bryllup den 30. April 1890 kaldtes jeg ned hos Direktøren, som erklærede, at hvis jeg giftede mig, havde jeg min Afsked med det samme.

Reservekirurg Thorkild Rovsing med sin Kæreste.

Se dette var jo ubetinget ikke helt morsomt. Bryllup den næste Dag og Afsked paa graat Papir fra mit Levebrød (der jo iøvrigt betød adskillig! mere end et Levebrød for mig); de to Ting stod ikke rigtigt til hinanden!

Og saa begyndte der en Krig, som strakte sig over tre Maaneder, og som for en stor Del førtes i "Nationaltidende. Da ingen Læge vilde søge Pladsen og Forbitrelsen over Overgrebet voksede, endte det med. at man kom til mig og bad mig saa mindelig om atter at vende tilbage. Det vilde jeg jo nok men jeg vilde sejre helt. Derfor satte jeg som Betingelse for min Tilbagevenden. at Direktor Schiøler samt Inspektør Lautrup skulde afskediges.

Naa, det tyggedes der et Øjeblik paa, en haard Betingelse var det jo, og Resultatet blev da ogsaa det lille Kompromis, at Afskedigelsen blot skulde være i Stand inden Aarets Udgang. Saadan blev det saa, og jeg blev med fuld Honnør sat ind igen i den Stilling, uden hvilken hele min Karriere som Kirurg havde været afbrudt.

(Nationaltidende 25. april 1922, uddrag)

Professor Rovsing angriber.

"Forum", en ny "upolitisk" Fraktion indenfor Studenterforeningen, havde i Onsdags Aftes indbudt til sit første Møde.

Professor Rovsing, der var Aftenens Hovedtaler, talte om dansk Politik og fremsatte en Række meget skarpe Udtalelser:

Det, der har ødelagt vor Politik, er, at vi har for mange Partier - at et Parti kan sidde 10-12 Aar - blot fordi de andre er endnu større Forbrydere

Højre havde Estrup - Venstre havde Alberti, som ogsaa J. C. Christensen havde Ansvar for, og de Radikale, Edv. Brandes og Erik Scavenius, havde Ansvaret for, at Glüchstadt blev sendt til Paris. Da Venstre kom til, gjorde dette Parti alt, hvad Glüctstadt sagde, man skulde gøre, og Regeringen gennemførte, at Glüchstadt blev sendt til Genua, skønt Kongen paa det bestemteste satte sig derimod. Men Neergaard bliver alligevel siddende! Om Klaus Berntsen sagde Professor Rovsing, at Modstanderne lader ham sidde, til han raadner op af sig selv. Dr. Ussing og Neergaard udsteder vitterligt usandfærdige Erklæringer. Man anfører, at de er personligt hæderlige. Ja, det manglede blot andet. Men i Kraft af denne personlige Hæderlighed burde de være gaaet begge to. Personlig Hæderlig er ikke nok. Det skal jo selv den mindste Bestillingsmand være. Men der maa mere til som Statsminister eller som Leder af Landmandsbanken.

Hvis der overhovedet skal komme Frelse i Danmark fra det Uføre, vi er kommet i, saa skal det komme fra den akademiske Ungdom - den, der er ubunden af de Lønspørgsmaal, som de fleste Partier beskæftiger sig med.

Og det er saa forkert at se ogsaa her disse politiske Baase, hvor de unge Mennesker direkte fra den hjemlige - Her Skolens - Paavirkning, glider ind.

Der skal renses ud i den Augiasstald, dansk Politik er.

- - -

I Anledning af en Udtalelse af Professor Thorkil Rovsing i Studenterforeningen om at J. C. Christensen politisk set var en Forbryder, idet han i havde Ansvaret for Alberti, hvem han først lod falde da det blev uigenkaldelig klart for alle, at den forhenværende høje Mand var en Falskner og Bedrager, har J. C. Christensen overfor "Berl. Tid.", erklæret at denne Udtalelse absolut var usand. Alberti fik Afsked i Juli Maaned 1908 efter Aftale med ham, fordi Regeringen ønskede Ro til Gennemførelse af Forsvarslovene og fordi der altid stod Strid om ham. Det stod ikke klart for alle at han var en Bedrager. Jeg anede paa dette Tidspunkt intet derom.

(Thisted Amtsavis 28. oktober 1922).