23 november 2023

Vilhelm Ellermann (1871-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Vilhelm Ellermann spillede i sin ungdom for Akademisk Boldklub som vandt datidens vigtigste danske turnering fodboldturneringer 1893-94, 1894-95 og 1895-96. Han spillede forward og var turneringens topscorer. 

Ellerman udførte især blodforskning. Afhandlingen "Experimentel Leukæmi hos Høns" (1908) sammen med veterinær Oluf Bang påviste at sygdommen var overførbar og skyldtes en ultravisibel, filtrerbar virus. De opdagede dermed det første kræftvirus. "Undersøgelser over den perniciøse Anæmis Histologi" var et vigtigt bidrag til viden om arten af knoglemarvsceller. Ellermann udviklede også forbedrede metoder til påvisning af tuberkelbasiller i hoste og til tælling af blodlegemer.

Han blev senere retsmediciner og patolog og blev prosektor på Bispebjerg Hospital i 1913 og professor i retsmedicin ved Københavns Universitet fra 1914. 

Den 4. juni 1913 fandt man ved tørvegravning i Jylland en mand iført skindkofte. Liget blev sendt til Retsmedicinsk Institut i København hvor assistenten, Vilhelm Ellermann undersøgte det. Han fik mistanke om at Nationalmuseets opfattelse af at det måtte dreje sig om en tater fra omkring år 1700 eller en savnet arbejdsmand fra 1860. Ellermann havde imidlertid erfaring fra opgravede ligdele i mosetørv om at det kunne holde sig meget længe. I 1916 påviste han at surt reagerende højmose og især sphagnumsyre kunne fremkalde en ejendommelig mosegarvning. Denne opdagelse vakte international sensation. Se Preben Geertinger: Af en retsmedidiciners bekendelser (2021).  

I 1914 overtog Ellermann professoratet i retsmedicin efter Knud Pontoppidan (1853-1916) som havde en klinisk psykiatrisk tilgang til faget. Ellermann var mere teoretisk og biologisk orienteret og satte gang i flere dyreforsøg i instituttets laboratorier. 


Den nye retsmedicinske Professor.


Dr. med. V. Ellermann.

Som meddelt i vor Aftenudgave i Gaar, er Prosektor Dr. med. Vilhelm Ellermann udset til Professor Pontoppidans Efterfølger i Professoratet i Retsmedicin.

Denne Efterretning kommer ikke overraskende, thi indenfor Lægekredse var Dr. Ellermann forlængst udpeget til Stillingen, og der kunde kun være Tale om en enkelt Konkurrent, som vidstes ikke at være Ansøger.

Dr. Ellermann hører til vore mest bekendte yngre Videnskabsmænd, og hans Navn har ikke blot herhjemme en smuk Klang, men ogsaa i Udlandet gennem de mange fremragende Arbejder, han har præsteret paa forskellige af Pathologiens Omraader. Han viste meget tidligt udpræget videnskabelige Anlæg. Allerede som ganske ung Læge drog han ud for at studere pathologisk Anatomi, og fra dette Felt hentede han Emnerne til en Guldmedailleafhandling og fik sin Doktordisputats, der vakte betydelig Opsigt.

For den strenge Videnskab glemte Dr. Ellermann dog ikke den praktisk Side af Medicinen. Han har saaledes gennemgaaet en meget fyldig og alsidig Hospitalsuddannelse, været Kandidat ved Kommunehospitalet, klinisk Assistent og Reservelæge ved Frederiks Hospital og Reservelæge ved Blegdamshospitalet.

I en Aarrække har han assisteret Professor Pontoppidan som Prosektor ved det retsmedicinske Institut, og for Tiden beklæder han Stillingen som Prosektor ved Bispebjerg-Hospitalet.

Dr. Ellermann møder saaledes med de bedste Forudsætninger til sit nye Embede, idet han forbinder klinisk Erfaring og ualmindelig praktisk Dygtighed med Videnskabsmandens store Lærdom. Dertil kommer en usædvanlig stor Energi og Arbejdskraft. Han har skrevet talrige originale Arbejder, nogle saa sprænglærde, at de kun kan læses af Specialkyndige, og andre, som bærer Vidne om stor praktisk Sans. Han har angivet originale Undersøgelsesmethoder, der har baaret Navnet Ellermann Verden rundt gennem de videnskabelige Tidsskifter, og i den hjemlige medicinske Presse er han en af de mest frugtbare Forfattere, ligesom alle Læger kender hans udmærkede praktiske Vejledning i bakteriologisk Undersøgelse.

Dr. Ellermann, der hyppigt har studeret i Udlandets videnskabelige Centrer, har nylig opholdt sig i længere Tid i Paris for at studere Retsmedicin. Han vil utvivlsomt let glide ind i sin nye Stilling, hvor han i Forvejen er saa godt hjemme, og Universitetet vil være beriget med en udmærket Lærer og en frodig, initialivrig Videnskabsdyrker. De studerende og Embedslægerne vil faa en Professor, som de kan høre med Glæde og Udbytte, og Retten vil faa en Mand, hvis Afgørelser kan modtages med den største Tillid.

Dr. J.

(Nationaltidende 28. januar 1914).

I 1914 skrev han en artikel om retsmedicinsk bedømmelse af hermafroditter. Seksualbiologien var noget nyt. Ellermann skrev bl. a.: ”Kønsbestemmelsen har retsmedicinsk Betydning, dels i Skilsmisser og Arvesager, dels i kriminelle Sager (Sædelighedsforbrydelser). Endelig kan der være Tilfælde, hvor et individ ønsker at skifte Køn officielt for at opnaa de Rettigheder, som dermed følger i Retning af Kønsforbindelser og Levevis”. Ellermann definerede køn ud fra mand- og kvindekategorierne som ses som grundlæggende forskellige. Han opdelte køn i primære kønskarakterer (testikler eller ovarier), sekundære kønskarakterer (knoglestørrelse, muskler og behåring), samt tertiære kønskarakterer (psykiske træk). Sidstnævnte betegnede han som ”først og fremmest den specifikke Kønsdrift, der normalt er hetero-sexuel (…) dernæst det mandlige resp. kvindelige Væsen: Summen af Interesser, Evner og Tilbøjeligheder. Forskellighederne paa disse Punkter behøver formentlig ikke nogen nærmere Omtale”. Om hermafroditter skrev han: ”Det er jo paa Forhaand det naturlige at betragte Kønskirtlerne som det faste Grundlag [for kønsudviklingen], og der er saa meget mere Grund dertil, som Eksperimentet tilsyneladende afgav en Støtte herfor”. (Vilhelm Ellermann: Den retsmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne. Ugeskrift for Læger, 76, 1914). Se artiklen "De Ulykkeligste iblandt os" her på bloggen.

50 Aar.

Professor Vilhelm Ellermann



Som i de fleste Forhold er der utvivlsomt ogsaa med Hensyn til Kvaliteten af Studie- og Eksamens-Hold en vis Periodicitet. Og det kan vistnok med Føje hævdes, at den Aargang unge Medicinere, der gik i Gang med deres Studium i Begyndelsen af det sidste Ti-Aaar af forrige Aarhundrede, var af særlig fin Kvalitet. Mange af dette Kuld har i en ung Alder gjort deres Navne fordelagtig bekendt; flere af dem staar nu i første Række indenfor dansk Lægevidenskab.

Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet, Dr. med Vilhelm Ellermann hører til dette Kuld, og allerede inden "Cantussen" havde hans gode Hoved og utvivlsomme videnskabelige Anlæg gjort ham bemærket blandt Lærere og Kammerater. Han tog en sin Eksamen i 1896, studerede saa patologisk Anatomi og almindelig Histologi i Heidelberg og lod disse Studier give sig Udtryk i en Afhandling om Undersøgelser over Æggestok- og Nyresvulster, der skaffede ham Universitetets Guldmedaille. Forskellige Hospitalsansættelser vekslede herefter mod Studieophold i Udlandet, i 1902 tog han den medicinske Doktorgrad med en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningens Kemi, i nogle Aar var han derefter successive Reservelæge ved Blegdamshospitalet og Frederik Hospital samt Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetet retsmedicinske Institut, hvilken sidste Ansættelse indicerede hans fremtidige videnskabelige Hoved-Specialitet. I 1914 udnævntes han nemlig til Professor i Retsmedicin ved Universitetet, og et Par Aar efter blev han Formand for Retslægeraadet.

Professor Ellermann har endvidere i en Del Aar været Censor ved lægevidenskabelig Eksamen og Eksaminator i Retsmedicin, og hans videnskabelige Position markeres iøvrigt bl. a. ved Medlemsskab af Videnskabernes Selskab og med Formandsposten i Biologisk Selskab. Imorgen træder han ind i de 50aariges Fylking - Side om Side med en Række gamle Studiekammerater, der i de kommende Aar vil være vor Lægevidenskabs og Lægestands Triarier. Denne Indtræden i "de unge Veteraners Kreds" vil sikkert give den ansete og elskværdige Videnskabsmand mange Vidnesbyrd om, at han baade indenfor og udenfor Lauget er en afholdt og skattet Mand.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. december 1921).


I forbindelse med lægeerklæringer i forbindelse med spirituspåvirkede færdselsuheld anbefalede Retslægerådet hvor Vilhelm Ellermann var formand, at få fastslået bestemte, videnskabeligt betryggende metoder for en spiritusprøve. I 1922 udtalte rådet sig for første gang i en sag om spirituskørsel. Professor Ellermanns navn dukkede op ved adskillige drabssager i København.


Dødsfald.

Professor, Dr. med. V. Ellermann.

Artiklen noget slørede foto er her erstattet af Vilhelm Ellermann. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I et Par Dage har man vidst, at Professor Vilh. Ellermann laa alvorlig syg paa Rigshospitalet, hvor Prof. Schaldemose havde opereret ham for en Flegmone paa Halsen, en akut Bindevævsbetændelse, der var opstaaet gennem en ubetydelig Infektion. Betændelsen medførte hurtigt en universel Blodforgiftning, men man haabede dog at redde hans Liv, og i Gaar Morges sporedes nogen Bedring- Op ad Dagen forværredes Tilstanden imidlertid atter, og ud paa Eftermiddagen lukkede Professor Ellermann sine Øjne for stedse.

Efterretningen om hans Bortgang vil blive modtaget ikke alene med den Bestyrtelse, som en saadan brat Død altid vil vække, men med den dybeste Beklagelse. Thi den betyder baade rent menneskeligt set en stor Sorg for hans Familie og Venner og et uerstatteligt Tab for Videnskaben og den Gerning, han dyrkede med saa ualmindelig Dygtighed.

Vilhelm Ellermann blev kun 52 Aar gammel. Han var født i København den 28. December 1871, blev Student 1889 og tog medicinsk Embedseksamen 1896.

Efter at have tilbragt en Tid i Heidelberg, hvor han studerede Patologisk Anatomi og Histologi, var han ansat ved forskellige københavnske Hospitaler, og samtidig arbejdede han paa en Afhandling, der indbragte ham Universitetets Guldmedaille. Paany studerede han i Udlandet og var derefter Kandidat paa Kommunehospitalet og klinisk Assistent i Kirurgi ved Frederiks Hospital. I 1902 fik han Doktorgraden paa et fortrinligt Arbejde om Marvskedefarvningemes Kemi og begyndte nu at praktisere i København. I en Aarrække var han samtidig Reservelæge, først paa Blegdamshospitalet, senere paa Frederiks Hospital, og Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetets retsmedicinske Institut. I 1913 blev han Prosektor ved Bispebjerg Hospital, og i denne Stilling vedblev han at virke, efter at han i 1914 var bleven Knud Pontoppidans Efterfølger som Professor i Retsmedicin og senere Formand i Retslægeraadet.

Den praktiske Lægegerning interesserede næppe Professor Ellerman. Han var den fødte Videnskabsmand og arbejdede med en ualmindelig Stringens og Dygtighed. Sammen med afdøde Professor Erlandsen har han skrevet en Række værdifulde Afhandlinger af mikroskopisk og bakteriologisk Indhold, der viste ham som en fremragende Tekniker, og hans Arbejder om Anæmierne og Leukæmierne skabte ham et Navn Verden over ved deres Grundighed og Originalitet. Navnlig hans Undersøgelser over Leukæmien er banebrydende. Det lykkedes ham (og 0. Bang) i 1909 at overføre Hønseleukæmien fra Dyr til Dyr, og han havde dermed vist, at denne Sygdom var af infektiøs Natur, foraarsaget af usynlige Bakterier. Hans Undersøgelser støtter imidlertid i høj Grad den Antagelse, st ogsaa Menneskets Leukæmi - eller Leukose, som han kaldte Sygdommen - er en infektiøs Lidelse, hvad enten den har sin Oprindelse fra en Sygdom i Benmarven eller i det lymfatriske System.

Professor Ellermann førte en veltalende og livlig Pen, men ellers var han ikke af mange Ord. Bag hans tilknappede Væsen gemte der sig dog baade Lune og Humor, og han var en trofast Ven for dem, han sluttede sig nærmere til. Han havde rnange Interesser udenfor sin Videnskab, var meget musikalsk og elskede Kunst Den Berømmelse, hans Arbejder skaffede ham, gik ham aldrig til Hovedet. Og han vandt megen Anerkendelse baade herhjemme, hvor han var Medlem af Videnskabernes Selskab, og i Udlandet, hvor de fleste af hans Arbejder kom frem.

Professor Ellermann efterlader sig Hustru og en ung Søn, om hvem megen Medfølelse vil samle sig.

Dr. J.

(Nationaltidende 25. september 1924).


Professor Vilh. Ellermann død.

Døden har i Gaar bortrevet en af vore kendteste Videnskabsmænd, Professor Vilhelm Ellermann, Lederen af Retsmedicinsk Institut Han blev kun 52 Aar gammel og døde som Følge af en Sygdom, han havde paadraget sig under Udførelsen af sin Gærning.

For nogle Dage siden, da Professoren var beskæftiget med Obduktion, følte han sig generet af en Filipens paa den ene Kind. Han rev Hul paa Filipensen og maa derved have tilført det aabne Saar en Liggift. Der udviklede sig i hvert Fald en Blodforgiftning, og i Fredags var Ansigtet og Halsen angrebet af et hæftigt Udslet, saa Professoren maatte lade sig indlægge paa Professor Schaldemoses Klinik. Forgiftningen greb trods gentagne Operationer saa stærkt om sig, at det snart stod klart, at det her gjaldt Liv eller Død, og i Gaar Eftermiddags Kl. 3 indtraadte Døden.

Vilhelm Ellermann blev født 1871. 18 Aar gammel blev han Student, i 1899 erhvervede han Universitetets Guldmedalje, og i 1902 blev han Dr. med. ved en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningernes Kende. Efter at have beklædt forskellige Embedsposter blev han i 1913 Prosektor ved Bispebjærg Hospital og i 1914 blev han Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet. Siden 1917 har han været Formand for Retslægeraadet og Leder af Retsmedicinsk Institut. Det var særlig i sidstnævnte Egenskab han kom i Forbindelse med den store Offentlighed.

Personlig var han en elskværdig og meget forekommende Mand, omend han til Tider kunde være noget tilknappet, naar det drejede sig om Embedsforretninger.

Baade Videnskaben og Retslægevæsenet mister ved Professor Ellemanns Død en Mand, der næsten er uerstattelig, da der ikke paa dette specielle Felt i Øjeblikket findes nogen, der kan løfte Arven efter ham.

Hans Arbejde føres foreløbig videre af hans to Assistenterm Doktorerne Seemann og Fog

Afdøde efterlader sig Hustru og Barn.

(Social-Demokraten 25. september 1924)


Ved hans begravelse talte bl. a. dr. med. Mogens Fenger (ifølge Roskilde Dagblad 30. september 1924);

"Professor Ellermann mødte Tanken om Døden med fuldendt Fatning. Han forstod, at han havde naaet de fleste af de Maal, Livet havde sat ham; han vilde nødig løbe Faren for at gentage sig selv, blive gammel og smidt bort som et udslidt Stykke Værktøj ... Vi andre saa anderledes paa det; for os stod han paa Højden af sin Kraft og havde endnu meget at udrette. Vi glemmer aldrig den Renhed og Sandhed, som prægede hans personlighed... "


Efterfølgende viste det sig at Ellermann døde som følge af miltbrand fra en ny barberkost. Den var fremstillet af kinesiske hestehår. Dette vakte almindelig bekymring. Professor Oluf Thomsens og lektor Vilh. Jensens undersøgelser viste at Ellermanns barberkost var inficeret med miltbrandsporer, men havde ikke været i stand til at påvise noget lignede for andre af denne type barberkost. De havde fået fat på 37 ud af et parti på 288. Og man havde heller ikke andre tilfælde. Generelt advarede de mod barberkoste fra Kina, Rusland og Sibirien da disse før havde vist sig inficerede. 

En søgning i Google Books på hans navn viser at hans videnskabelige forskning om bl. a. kræft, retrovirus m. v. fortsat citeres i talrige bøger på engelsk, tysk og andre sprog internationalt. Vilhelm Ellermann påviste sammen med professor ved Landbohøjskolen, Oluf Bang (1881-1937) at leukæmi hos høns har stor lighed med leukæmi hos mennesker, og at hønseleukæmi skyldes et virus. Denne opdagelse vakte international opmærksomhed og fik stor betydning for kræftforskningen. 


Vilhelm Ellermanns gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, række 11, nummer 12. Dr. med Vilhelm Ellermann. Professor ved Københavns Universitet. 28.12.1871-24.9.1924. Og hustru Agnes Ellermann. 27.6.1875-20.3.1963. Mogens Ellermann. Overlæge dr. med. 21.2.1904-2.8.1977. Og hustru Sigrid Ellermann 5.12.1895-6.4.1981. Hun var tidligere sygeplejerske. Sønnen Mogens var overlæge  ved Københavns militærhospitals psykiatriske afdeling 1856-1974. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar