Marked i Kolding. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Kolding skrives under 44. ds.: I Mandags og i Tirsdags afholdtes vort sædvanlige Mikkelsmarked. Markedet var egenlig i Tirsdags, men ved Mikkelsmarkedet er det Ejendommelige, at man Dagen iforveien ikke alene "reiser Telte", men ogsaa "leier Folk". "Folkemarkedet" har vel, som vi ifjor bemærkede, tabt en Sel af sin Betydning, siden Skiftetiden er bleven forandret, men vi ere næsten mere tilbøielige til at tro, ar der efterhaanden maaske kan opnaa noger af det gamle Renome. Priserne vare vel noget forskjellige; imidlertid forlangte "en meget fix Fyr" c. 400 Rd., og en "stor Knøs" 40-50 Rd.; de øvrige Priser varierede derimellem. -Hvad selve »Markeder angaaer, da lod det ikke til, at de Handlende gjorde synderlig brillante Affærer; men det forekom os heller ikke, at Markedet i det Hele taget var videre godt assorteret, undtagen med hvad man egenlig kalder "Markedskram". Forøvrigt er det en Selvfølge, at jo mere Byens Handlende gjøre sig Umage for at tilfredsstille Tidens Krav, baade med Hensyn til Varer og Pris, desto mere ville Markederne tabe i Betydning, naar man holder Tilfældighederne udenfor Betragtningen. - Skjøndt det regnede en stor Del af Eftermiddagen, var dog en stor Masse Mennesker strømmet til Byen, men naar Talen er om Fortjenesten, saa tro vi, naar vi undtage Manufakturhandlerne, at Dandsebod-Værterne havde forholdsvis størst Fordel, da Frekvensen der syntes meget stor. Da Kolding ikke har, og efter alle Symptomer at dømme heller ikke faaer nogen anden Sparekasse, eftersom Ingen tager sig af Sagen, skulle vel Dandseboderne gjælde som saadanne! Som noget Ualmindeligt og maaske Sjældent skulle vi dog anføre, at om Aftenen blev rekvireret idetmindste 24 Vogne paa Posthuset til at befodre de "gentile" Tjenestefolk og "Efternølerne" hjem! et Tidens Tegn: Herskab i egen Ekvipage og Tjener i "Extra" kjøre omkap. - Hvad Heste- og Kvægmarkedet angaaer, da var Handelen i del Hele taget træven, og Omsætningen var ikke af Betydenhed; gode Heste betaltes med 300 Rd. Parret, Slagtekøer med 40, 50 til 60 Rd. Stkt. og Kalvekøer med 60, 70 til 80 Rd. Stykket.

(Ribe Stifts-Tidende 16. oktober 1855)

Uorden paa Amagertorv.

Sidste lørdag kom en bonde og kone ind på Amagertorv med en balje i sin vogn med blåbær og ville sælge dem til 8 skilling potten. Da kom der en del sælgerkoner sammen med deres frugtdragere, et sidestykke til flæskedragere. De skældte den stakkels bonde ud fordi han ikke ville tage 10 skilling for potten, og de ville tvinge ham til at sælge det hele til dem for selv at få hele handelen. Det er netop disse koner og deres drabanter som river alt af vognen, såvel i gæstgivergårdene som på torvene, og derfor er det de stakket grønt- og frugthandlere må gå i armod. Når sælgerkonerne har revet alt af vognen, så sætter de sig på bøtten uden at nogen kan få noget af det. Det er mærkeligt at politiet og borgerrepræsentanterne tillader at over 200 amager- og valbykoner sidder og sælger fra solens op- til dens nedgang, hænger deres kurve på ærtevognene og løber gade op og gade ned, hus til hus, sal til sal. 

Lad amager- og valbykonerne stikke fingeren i jorden og lugte hvor de er født. Det er rigtig nok mere mageligt at sidde fra morgen til aften med hænderne i skødet og vakle hen i en kaffestue og leve af fint brød end at arbejde, spinde og gøre gavn på landet. Det var ønskeligt at denne uorden måtte blive afskaffet og det kan bedst ske ved at pålægge hver af dem på torvet og i porte og døre fra 10 til 20 portioner næringsskat. Jeg som landboer ville skamme mig ved at høkre mine frugter ud i en stad hvor så mange skal leve af det med kone og børn og betale husleje. Det samme er tilfælde med tørv, brænde, koste og kartofler som bonden høkrer ud for de handlendes døre i skillingevis. Det er derfor intet under at så mange stue og kælder står ledige og ejere og lejere ødelægges i bund og grund.

(Politivennen nr. 1438. Fredagen, den 21de Juli 1843. Side 449-450). 

Valdby-Kneb.

Man har før hørt om den skammelige og skadelige måde nogle slagtere har brugt at opblæse kødet for at dette skal se fedt og godt ud, hvilket nu da sådant er forbudt, ikke finder sted. Men man har ikke før hørt at nogle valbyer har fundet på en lignende metode med kalkuner og andet fjerkræ. Dette er imidlertid tilfældet. Anmelderen købte forleden dag på torvet hos en valbykone der havde stade der, en kalkunsk høne som så meget fed og delikat ud, og som hun også tillagde tilbørlig ros for de 8 mark han betalte for samme. Men da hans kone dagen efter ville tilberede denne personage, fandt hun at den på en mesterlig måde var udstoppet med fedt og allehånde sager der gav denne magre ting et meget fordelagtigt udseende. Det var derfor ønskeligt at politiets betjente engang imellem ville efterse valbyernes eller valbyindernes varebeholdning for at vænne disse fra en så skammelig uskik.

(Politivennen nr. 1363, Løverdagen, den 12te Februar 1842. Side 110). 

Anmodning til Politiet.

Indsenderen heraf finder sig foranlediget til at gøre politiøvrigheden opmærksom på det uvæsen som finder sted ved frugthandlernes vogne på stadens frugttorve, især Amagertorv. Dagligt står der nemlig en mængde ørkesløse dagdrivere (for ikke at tale om en legion drenge af pøbelen) som blot venter på deres snit for at rapse. Vel er her to politibetjente stationeret, hvilke tilligemed vægteren skal opretholde orden, og på stedet ved deres autoritet og stokke hindre sådanne gavtyvestreger. 

Men undertiden forlader disse alle på en gang deres post for muligvis at nyde forfriskninger. Og da gives signal mellem de omvankende dagtyve som derpå anstiller behændighedsøvelser der kommer vedkommende sælger dyrt at stå, da der ofte i et øjeblik hvor han er beskæftiget med at udmåle eller afveje sine varer til en køber, bliver ham frastjålet og fraranet dobbelt så meget som han i samme tid sælger. Vil man i sådanne tilfælde selv tage sig til rette, så får man oven i købet skældsord og gadeskarn til svar, hvortil indsenderen flere gange har været vidne.

Ligesom det er rimeligt at enhver, det måtte være sig bonde, gartner eller borger, bør være uantastet af hovedstadens pøbel når han med besvær søger sit knappe udkomme ved handel på stadens torve, således er det også at håbe og vente af Københavns bekendte gode politi at det når det bliver gjort opmærksom på en eller anden uorden, ved hensigtsmæssige midler vil forebygge den og altså også i dette tilfælde tage hensyn til indsenderens rimelig og velbegrundede anke. 

(Politivennen nr. 1041, Løverdagen den 12te December 1835, s. 826-827).

"Dagligt står der nemlig en mængde ørkesløse dagdrivere (for ikke at tale om en legion drenge af pøbelen) som blot passer deres snit for at rapse." (Højbroplads 1806)

Redacteurens Anmærkning.

Karl Peder Pedersen: Småtyve og politistikkere i guldalderens København. angiver at i den første nationale kriminalstatistik fra 1828 blev 175 personer dømt ved Københavns civile domstole, og af dem var 75 tyve, 17 hælere, 47 straffedes for ulovlig handel og 7 for ulovlig omgang med hittegods. 

Til Formændene for Frugt-og Vildthandler-Corporationen.

Denne korporations medlemmer har allerede i mange år været vant til at se deres betalte rettigheder krænket på torvene såvel som i gader og stræder. Men at denne handel også drives af uberettigede bosiddende, det har vi dog hidtil været forskånet for. Dette er imidlertid for nærværende tid tilfældet, idet jomfru Ane Pedersen allerede i længere tid fortsætter handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor, for - som det hedder - derved at ernære sine mange små søskende.

Da de herrer formænd efter forlydende nu agter at indkræve det forfaldne kontingent for indeværende halvår hos korporationens medlemmer, anmodes de herved om ved den lejlighed tillige at meddele disse underretningen om årsagen til at de ikke allerede for længst har sørget for at nævnte uberettigede handel er blevet nægtet vedkommende. Og man tillader sig i øvrigt at bemærke at det vist nok var klogere af jomfru Ane Pedersen om hun søgte anden udvej for sine - ikke 6, men 2 små søskende, den yngste 9, og den næstyngste 12 år gammel (de 3 ældste søskende er voksne pigebørn) end ved at fortsætte en handel som hun efter alle kyndiges forsikring dog ikke formår at drive.

For en 22-årig pige der hidtil ikke har kendt andre pligter end de hun skyldte sine forældre, kan det måske synes let at påtage sig den vanskelige forpligtelse til at ernære 5 søskende og desforuden bestyre en handel hvorved der alene til husleje skal tjenes henved 1.000 rigsbankdaler om året, hvor 4 tjenestefolk skal holdes, for ikke at tale om de aldeles uundgåelige tab der er en følge af denne vanskelige næringsvej. Men den mere erfarne erkender vist nok at kun mandens og konens forenede virksomhed formår at skænke et nødtørftigt udkomme, hvilket også godtgøres tilstrækkeligt når man ser hen til at af de 141 interessenter hvoraf korporationen for tiden består, formår kun de 69 at drive en smule handel. Hvorimod de øvrige 72 uden egen skyld er gået bag af dansen. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 149-151)

"Jomfru Ane Pedersen fortsætter allerede i længere tid handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor," (Hjørnet 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

Klageren nåede ikke sit mål. Tværtimod optræder A(ne). B. Petersen i Krak med denne adresse, titel og erhverv mindst til 1870 - interesserede kan søge videre."Fx stod der i Krak 1836:

Petersen, A. B., Jomfrue, har Frugt- og Vildthandel, Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads 51.

Efter ændringen af gadenumrene skiftede adressen til Højbro Plads 4, kælderen. Og i 1865 angives foruden hendes forretning, en bopæl i Nørregade 35, mellembygningen 1.sal. Efter voldene blev sløjfet, flyttede hun i 1870 til Nørrevold 22, 2. sal. Hvis hun var 22 i 1835, må hun være født o. 1813. 

Højbro Plads 4 står i BBR-registeret anført som opført i 1836, ombygget i 1994. I dag fremstår bygningen med karnap, hvilket ikke var tilladt i 1835. Så selv om placeringen synes nogenlunde sikker, oven i købet med baggrund i Kraks, synes noget at være galt.

Uskik paa Kultorvet, i Frederiksborg- og Rosenborggaden.

Det er en slem uskik at bøndervognene på hele Kultorvet, Frederiksborg-, Rosenborggaden og på flere steder køres således sammen på torvedagene at man ofte må gå en lang omvej for at komme ind i et hus og at løse heste bindes ved korte og døre så at end ikke fortovet er frit. Det ville derfor vist være godt om en torvevægter fra den tid bønderne begynder at komme til torvs, var flittigt til stede allevegne og anviste ved hvert andet eller tredje hus så megen plads at et menneske i det mindste kan komme derigennem ind på fortovet.

(Politivennen nr. 1000, Løverdagen den 28de Februar 1835, s. 135-136)

Maler C. K.: Frederiksborggade og Kultorvet set gennem Nørreport. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Ulfelds Plads.

En stemme har for nyligt i Adresseavisen henvendt sig til den forestående stænderforsamling med begæring om at udvirke fjernelsen af skamstøtten på Gråbrødretorv.

Det er langt fra at være den første bekendtgjorte ytring mod dette mindesmærke, men kunne dog med rette ønskes at blive den sidste. Dog tillader jeg mig herved at gentage at frembære ønsket om støttens fjernelse med det håb at sådan sag vil kunne afgøres langt simplere end ved at påkalde eller ulejlige stænderforsamlingen desangående. Men der er mere at gøre end alene at borttage støtten. Ser man nemlig hen til den ynkelige forfatning hvori brolægningen såvel på fortovene som på pladsen befinder sig, er der meget at ønske til ære for stadens brolægningsvæsen, og betragtes de slemme fjælleboder som har sted på pladsen for slagtere og marskandisere, kan vel også stadsbygmesteren eller hvem det påligger at sørge for orden og pyntelighed i staden, være opfordret til at henvende sin virksomhed til denne plads hvor allerede adskillige bygninger findes, som ville tjene til pryd for torvet, hvis det befries fra dets nuværende besætning.

Hvad støtten især angår, da kan det vel antages at mange øvrighedspersoner har afholdt sig fra på rette tid og sted at fremføre eller understøtte forslaget om dens fjernelse af frygt for at anses for en mindre god patriot, eller for at ville virke til fordel for den mand, hvis utroskab og forbrydelse imod konge og land den skal bringe i minde til afsky og forskrækkelse, og derfor har man måske villet afvente en allerhøjest tilladelse til fjernelse, givet af hans majestæt uden begæring om det. Men har der end ikke været anledning nok til uopfordret at give denne, så bør dog håbes både at den ikke vil blive nægtet, og at det ikke vil blive ilde optaget at fremsætte et motiveret ønske om det. Og da man nu i lang tid har tilladt sig at skjule støtten med den ligeså hæslige boder, så ville den aldeles ikke blive savnet om den kom helt væk. Skal den derimod blive stående, så synes det at være en selvfølge at boderne må væk fordi de ganske modvirker hensigten med dens tilstedeværelse.

Gråbrødretorv. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Som en besynderlighed anmærkes dernæst pladsens navn. Så vidt vides hedder kun den mindre plads mod vest: Gråbrødretorv, men det større plads: Ulfelds Plads. Nu er det vel sådan at mange af byens gader og stræder, ja også åbne pladser, bærer navn efter personer, men det er dog så vidt bekendt kun efter hædrede eller agtbare og uskyldige personer. Det må derfor anses for upassende at kalde en forhadt mands navn bestandig i minde ved at bruge den hidtidige benævnelse til torvet. Og selv om støtten ikke kom væk, måtte navnet dog væk. Hvorledes skikker det sig at nævne Suhmsgade, Frederiks Plads og Ulfelds Plads! - Man kunne måske kalde pladsen Frimandsplads efter kvarteret hvori den ligger, eller med hvilket andet navn Magistraten *) ville benævne den, af et eller andet hensyn.

Hvad boderne angår, da kunne samme vist godt undværes idet man har lige så smukke boder ved Nikolaj Tårn, og en del af dem synes dertil at være ubenyttede. Den stadeleje som måske svares af dem, kunne stadens kasse vel undvære, så meget desto mere som det endog kan være megen tvivl underkastet om byens offentlige og fælles grunde med rette tør benyttes til sådanne belemrede stadepladser når ikke nød udfordrer det. Man kunne da lige så godt udleje en strimmel af den overflødigt brede Amaliegade til fitteboder og deslige **). Marskandiserne kunne vel finde kældre eller andre lejligheder, nok så bekvemme og sikre for deres handel, og for nabolagets skyld kunne de såvel som slagterne i al fald henvises til de forhenværende lærredsboder ved Helligåndskirken, hvoraf de fleste nu længe har stået ledige, hvilke vel uden vanskelighed kunne indrettes og overlades dertil, da det formentlig endnu i lang tid ikke tør forventes at kirkemuren vil blive fjernet for at åbne en plads omkring kirken, lignende den skønne plads omkring Frue Kirke og på den ene side af Trinitatis Kirke.

Kunne det lykkes at få pladsen tydeliggjort, ville brolægningsvæsenet vel også med fornøjelse bidrage sit til orden og prydelse for dette stakkels torv, og om noget særdeles tilskud skulle behøves, var det måske at vente at de omkringboende og flere villigt ydede bidrag til det.

Det er rimeligt at disse forslag og bemærkninger ikke er aldeles nye for vedkommende, men de fremsættes dog herved for at underkastes en nøjere prøvelse, og det ville være meget at beklage om udførelsen, hvis ellers intet vigtigt argument var at sætte derimod, skulle møde hindringer blot fordi forslagene ikke kom fra autoriteterne selv, hvorfra de for længe forgæves har været forventet iværksat.

*) Det formodes ikke at være fornødent at inkommodere hans majestæt med sådan ringe sag.

**) Rigtignok fik byen sidste sommer en fjællebod at se på Kongens Nytorv, men det skønnes dog ikke at være bestemmelsen af torve og offentlige pladser, at de således skulle anvendes, omend derved kan profitteres en skilling for stadens kasse. Og så længe der er plads nok i Dyrehaven eller i forstæderne for markskrigere og raritetskræmmere, behøver deres boder næppe at vansire byens offentlige pladser.

(Politivennen Nr. 987, Løverdagen den 29 November 1834, s. 823-828)

Redacteurens Anmærkning.

Det lykkedes ikke at få gjort noget ved sagen i 1834. Efter Christian 8.s tronbestigelse udviklede skamstøtten sig tilsyneladende til et symbol for enevældens dårlige sider, måske endog til et samlingspunkt for protester. Det kan man i hvert fald få indtryk af ved at læse om maj-urolighederne i 1840.

Uordener.

1) Højbro Plads har næppe nogensinde været bestemt til grønttorv. Smågadernes afskaffelse var vel nærmest at skaffe friskere luft i denne, den tykkere del af staden og smukkere udsigt til og fra slottet. Øjemedet opnås imidlertid ikke da pladsen nu er en samlingsplads for alskens uhumskheder der selv i aftenstunden meget generer beboerne og dem som passerer pladsen, idet torvet om dagen er besat af alle mulige grønthandlere, sælgerkoner og lignende der om de ikke strikt efterlader sig urenlighed, så dog forlader pladsen i en tilstand at den gennemtrængt af hestenes urenlighed, af grøntsager og det vand hvormed urterne er befugtede, forårsager en uddampning der forstærkes ved solheden og vist nok er skadelig for sundheden

Da sådant formentlig ikke bør finde sted i staden i nærheden af kongeborgen og hvor der er så megen færdsel, og denne plads lige såvel som Kongens Nytorv bør være fri, henstilles til vedkommende at denne torvehandel flyttes til det egentlige grønttorv: Vandkunsten og til Hauser Plads som næppe rigtigt nu i 24 år henligger uden brolægning som en ørken.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 491-492)

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. På Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv. 

To farlige Stude i Hillerød.

Tirsdag den 30. oktober var indsenderen og andre vidne til en skrækkelig tildragelse i Hillerød. En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen. Og først efter at de havde tilføjet adskillige personer betydelig skade, lykkedes det nogle af de tililende karle at få dem bundet til en vogn, hvilke de ligeledes beskadigede.

Efter et kort ophold fornyedes raseriet hos dyrene så at de uagtet flere personer kom til hjælp, igen kom løs og på ny søgte at prøve deres styrke på nogle tilstedeværende der måtte segne for overmagten. Disse farlige dyr kom siden i en have hvor de ifølge rygtet skulle have tilføjet en rebslager skade på nogle redskaber mm.

Adskillige personer og blandt dem ejeren kom ved denne lejlighed til betydelig skade. Andre fik beskadiget deres ejendom og endnu flere blev betaget af en skræk der ikke var ubegrundet.

"En bonde kom nemlig trækkende til markedet med 3 stude af hvilke de 2 blev rasende da de kom ind i byen." (Bakkegade i Hillerød en del årtier efter, nemlig 1884. Albert Gottschalck. Statens Museum for Kunst.)

Såvel på grund af dette som i andre henseender er det et almindeligt ønske at kvægmarkedet i fremtiden må holdes uden for byen. Den ubehagelighed at trække kvæget gennem byen og de deraf følgende tilfældige ulykker bliver derved hævet. Men ulejlighed for vedkommende toldbetjente blev sparet da den største del af de kvæg der kommer til markedet, igen bliver udført, og følgelig bliver den indkomne toldafgift fra indførelsen igen tilbagebetalt. Fremdeles er det vist meget ofte tilfældet at husmænd der af pengetrang drager til markedet med deres ofte eneste høved, må låne de penge de skal deponere for at komme ind på markedet.

Det erfaredes ligeledes at den plads hvor kvægmarkedet afholdtes, ikke kan rumme den mængde kreaturer som førtes dertil, og det var af den grund næsten umuligt for nogen køber at trænge sig derind. Hvilket vist ikke var til fordel enten for sælger eller køber.
Ligeledes synes det heller ikke at være nogen bekvem lejlighed da disse dyrs hæslige musik vist må være de der boende til ulejlighed.

Man håber derfor at de ansvarlige vil drage omsorg for at især kvægmarkedet må holdes uden for byen, da det er meget vanskeligt i en gade der er fuld af mennesker, at undgå et rasende dyrs overfald. Og i dette tilfælde kan hverken politi eller vægtere gøre synderlig nytte.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 719-721).