I breve til dr. Ludvigsen.
(Efterfølgende brev fra en hypokondrisk herremand til hans doktor har udgiveren modtaget med fodposten, til indrykkelse i Skilderiet. Uagtet han finder at denne hr. Brombær ligner noget Smollets M. Bramble i The Expedition of Humphry Clinker, og hans hypokondriske bemærkninger over København ikke er forskellige fra de brambleske over London, har dog udgiveren ikke taget i betragtning at lade dem aftrykke her, i betragtning af deres pudserlige indhold, den lighed kan i øvrigt være tilfældig eller ej)
__________________________
Kære doktor!
Jeg er nu efter deres råd ankommet til København for der at søge hvad De kalder adspredelse, og jeg har fundet denne i sådan grad, at jeg i år og dag ikke så let vil føle mig samlet igen. København er ganske ny for mig. Nye gader, nye bygninger, ja endog nye mennesker. Hvor der for tredive år siden da jeg sidst så denne stad, voksede træer og krat, står nu de prægtigste gårde og palæer. Hvor jeg før så hytter, træffer jeg nu pragtbygninger. Det gamle halvgotiske rådhus midt på Gammeltorv er ligesom blæst bort ved et trylleri, og et græsk tempel med ioniske søjler opfylder nu det rum hvor fordum Vajsenhuset, med dets apotek og dets gråklædte drenge og piger, stod. I det gamle fæle Slutteris sted er kommet en bygning "for den - især i vore dage så nødvendige - almene sikkerhed", så lys, så urummelig, så pragtfuld, at man næsten kunne få lyst til at lade sig sætte i Slutteriet, og at man mere må forundres over at der endnu gives folk der skøtter om at sætte deres skyldnere deri, end at der gives skyldnere som frygter for at komme derind.
De stygge afvisere hvorpå man fordum stødte skinnebenet, er borte, fortorvene breder sig også magelig, og ingen lov overholdes bedre end den at holde sig til venstre og højre af samme, hvorved naturligvis mange stride undgås, og ingen Holberg nødsages til at gå af vejen for to æsler. Hovedstaden har således vundet overordentlig meget i udvortes anseelse og bekvemmelighed. Men det synes også alt. Ligesom blodet i et usundt legeme bestandig stiger til hovedet, så er også befolkningen strømmet fra landet og de mindre købstæder til den i forhold til landet alt for uhyre hovedstad. Alle skulle derhen for at søge og forøge deres lykke. Hvad under altså at købstæderne efterhånden måtte synke i velstand?
At mange udlændinge har nedsat sig der, ikke for at fortære deres i udlandet erhvervede penge, hvoraf de ingen medbragte. Ikke for at udøve nogen kunst som de forstod bedre end de indfødte, men som omdrivende vrag der strandede på vor ø, hjalp siden til at forvirre det forvirrede endnu mere, er en sørgelig sandhed. Derved steg overdådigheden og yppigheden i en utrolig grad. Hovedstaden blev et umætteligt svælg for en uhyre mængde kvæg, fjerkræ og andre fødemidler, og den stald hvor adskillige tusinde heste må fødes, for at tilfredsstille ørkesløshedens og blødagtighedens fordringer. Den fattigste herremand der havde begyndt sin bane som skriver hos en forvalter, måtte lige såvel som den rigeste stamgodsejer, have sin gård i København, hvor han lod sig opvarte af en flok tjenere og opholdt sig vinteren over for med sin frue og sine døtre kunne besøge alle selskaber, koncerter, komedier og pikeniker. Drengene der kører plov, kvægvogterne og kvægdriverne, de mindste daglønnere forføres og fordærves ved at omgås og tale med disse dagdrivere i liberi når de kommer ud på landet om sommeren. De kaster deres møggrebe og tærskeplejle og reiser når det kun er dem muligt, til København i det håb også at kunne komme til at springe bag en vogn eller følge i hælene på en herre eller dame og leve godt, og bære fine klæder uden at behøve at arbejde. Ikke anderledes er det med fruentimmere. I gamle dage var det en skam at lade sig besvangre uden for ægtestanden. Nu er det vejen til lykke. Man kommer til København, bliver amme, får smukke klæder, god føde og magelige dage, omskifter omsider bondedragten med har og nettesdugs kjole, og inden man ved et ord deraf, er man gift med en høker, brændevinsskænker eller punchevært.
Der er mange årsager der kan bidrage til den overdrevne befolkningstilvækst. Men de kan dog alle henføres til de store kilder: Overdådighed og sædernes fordærvelse. For omtrent 35 år siden holdt kun meget få, selv af Københavns rigeste indbyggere, ekvipage eller tjener i liberi. Deres bord var besat med simpel husmandskost, og folk der ejede tønde guld, og hvis navn man tog hatten af for på alle børser i Europa, lod sig nøje med vælling og stokfisk om søgnedage og suppe og kød om helligdage. Gik til fods til Charlottenlund og troede ret at traktere deres familie når de engang om året kørte med den til Dyrehaven. Nu om stunder er ingen brændevinskarl blevet sin egen, ingen kræmmer kommet til at åbne en butik, ingen bager til at drive et bageri, før han anskaffer sig en kurvevogn med lakerede sæder og en brillant chaise, og giver sin karl en grøn eller blå kjole på, besat med hvide eller gule brattes bånd der langt fra ser ud som sølv- eller guldtresser, og oversprøjter og overstøver således den stakkels fodgænger. Endnu for få år siden skulle enhver borgermand der sad i nogenlunde drift, have et lyststed på landet, og der blev til sidst så mange lysthavere til sådanne steder at man måtte nedrive fem seks bønderhuse, for at få opført et lyststed, hvor Københavns folk kunne leve ret lystigt. Hver håndværksmand som har lidt mere end han netop behøver, må have en abonneret loge eller i det mindste et par pladser i en loge om vinteren, være medlem af en klub og et skydeselskab, og komme fire fem gange i skoven om sommeren. Hans kone og børn må være klædt efter moden, og hans møbler af mahognitræ. Hver skriver, hver bodsvend, ja enhver markør må til hest, i gig eller til damps ud til Charlottenlund og spise til aften i Bellevue. Bønder kan ikke leve uden kaffe og te, og drikker i stedet for hjemmebrygget øl punch og vin. Alle offentlige forlystelsessteder er opfyldte med pyntede og stadselige folk der ligner kavallerer og damer, men ved nøjere undersøgelse befindes at være for en stor del svende, tjenere, stuepiger der er klædt som deres herrer og fruer. - Kort sagt, der er ikke mere nogen forskel på stænder, eller nogen subordination. Livets forskellige stillinger er kastet mellem hverandre. Rokkedrejeren, øltapperen, værtshusholderen, høkeren, lommeprokuratoren, borgermanden og hofmanden, alle er på hælene af hverandre. Drevne af yppighedens og kådhedens dæmon ser man dem alle vegne, spadserende, ridende, kørende, støjende, hoppende, syngende, i en uophørlig gæring af sanseløshed og fordærvelse. Alting er tummel og støj, i særdeleshed når man kommer i Vimmelskaftet og på Østergade. Man skulle tro at folk plages af en hjernesygdom der ikke vil unde dem ro. Fodgængerne løber som de forfulgtes af rettens middel; karle med dragter på nakken og bærebør gør fortorvene ufremkommelige; kareterne farer i fuld galop med damer og chapeauer, der skal til koncert, komedie og bal, og doktorerne gennemkrydser gaderne lig en lynild. Alting er forvirring, uorden og galskab. Forleden lod jeg mig overtale til at tage ud til Dyrehaven, Københavns Paradis, hvorfra hverken engel eller djævel , hverken torden eller lynild, hagl eller skylregn kan fordrive dem. Med stovskøtter foran og bag mig, sluttende mig til en uendelig række af kørende, tog jeg derud, forbrændt af solen og næsten kvalt af støv. Vi kørte langs med Strandvejen hvor udsigten skal være fortræffelig, men støvskyerne drog ligesom et slør for mine øjne. Jeg steg af i Charlottenlund: et sted for hvilken naturen har gjort alt for at forskønne det, menneskene derimod alt for at venhelde det. Jeg satte mig hen på en bænk ved Skovhuset for ret at se mig mæt på københavnernes sommerglæder. Jeg trænger til en Hogarths pensel og en Lichtenbergs pen for tilbørligt at skildre disse scener. Men behøver ikke at være forfatter til Prædikerens Bog for at udråbe forfængeligheds forfængelighed - hvad har mennesket til overs fremfor dyret! Se dette læs af dyrehavspilgrimme som ankommer her, hvilke karikaturer, lige fra øgene indtil kusken! Alting er gråt af støv, og sveden drier lige stærkt ned ad hestenes bug og de kørendes pande. Man kan tydeligt se i hvilken forlegenhed man har været for at få denne ekvipage organiseret. De åndeløse heste, der snarere fortjente en plads i et naturaliekabinet, som skeletter end at trække ni personer til Dyrehaven, anstrenge den sidste smule kraft som menneskets ubarmhjertighed under mange års slid, har levnet dem, på at bringe den underlige kollektion af rejsende til deres bestemmelsessted. Kusken, en Ali Ben af udseende, og en Nero af grundsætninger, svinger uophørligt sin svøbe over de stakkels forpinte skabningers ryg, og det er kun den udvortes form som siger mig at der bor et menneskehjerte i denne tigers bryst. Sæderne er et sandt billede på standsulighed, og det er næsten ubegribeligt, hvorledes dette selsba, broget som de personer der sidder på dem, er kommet sammen. Det ene er lakeret og forgyldt, det andet sammenføjet med brædder og sammenbundet med reb, det tredje en høsæk med et trælag. Enhver af kørende er for sig betragtet en original. Den ene har så lange ben at han i sin forlegenhed dermed lader dem hænge ud ad vognen; den anden hvis sæde er gået itu, ligger med hovedet bagover og knæene opad, ligesom en bramin der gør poenitence; den tredje er sunket så dybt ned i høet at han, omslyngende sin Dulcinea, ligger mere end sidder, og ville være aldeles usynlig dersom han ikke af og til dukkede med hovedet op af vognen; den fjerde hængere mere end sidder i en stilling som hos Casorti ville vække jublende applaus - men jeg frygter for at misbruge Deres tålmodighed, ved at udmale denne skildring. Vogne i hundredtal, af samme karikaturmæssige beskaffenhed, indretning og udseende, slutter sig til den foranførte. Alle jager, pisker, driver til Dyrehaven ligesom til lykkens tempel.
Det var mig ikke muligt at dvæle længe i Charlottenlund. Den bedøvende lyd af børneskrig og harmonimusik, hestevrinsken og lystige skåler, hurraråb og brændevinsskrål; den kvælende lugt af punch, tørverøg, kaffe osv. gjorde mig ked af at blive her længere. Jeg lod spænde for, og kørte til Dyrehaven. Men var jeg ikke ør i hovedet før, så blev jeg det nu. Hvilken tumleplads for menneskelige dårligheder! Det første der kom mig i møde, var en rød af salpeteragtig tørv og grønne kviste hvorved man kogte kaffe og mad i flere huller i jorden, og som nær havde kvalt mig. Støjen af trompeter, trommer, gyngemusik, bajadsskrig, sang osv. gjorde mig ganske forvirret. Jeg blandede mig i hoben, der i store masser ligesom et brusende hav, bølgede op ad bakken, og hvori jeg befandt mig som i et skruestik. Jeg kunne hverken komme frem eller tilbage, og blev ligesom båret frem. Damer og kavallerer i største pynt, ved siden af klodsede bønderkarle med deres piber i munden og donnaer under armen, trængte sig frem i broget vrimmel. Omsider trådte en firskåret bondelømmel mig så hårdt på min dårlige fod at jeg nær var besvimet, og alt hvad jeg kunne gøre, var at samle mine kræfter, og lig en anden Laokon vride mig ud af det uhyres arme, man kalder le beau monde.
M. Brombær.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 59. Tirsdagen den 24 Juli 1821)
Proprietær Brombærs bemærkninger over København
I breve til dr. Ludvigsen
(fortsat)
Kære doktor!
Hvad kan vel friste en mand af min stemning og mit sindelag til at leve i en stad hvor enhver vrå er opfyldt med nye genstande for afsky og væmmelse? Hvilken smag og hvilke organer må de folk have der virkelig foretrækker hovedstadens urene nydelser for en landlig ensomheds ægte glæder? Jeg ved de fleste folk bliver oprindeligt forledte ved forfængelighed, ærgerrighed og barnagtig nyfigenhed som ikke kan tilfredsstille uden i menneskenes urolige huler. Men under denne tilfredsstillelse bliver deres følelse fordærvet, og ved vanen går smagen for hvad der er uforfalsket og fortræffeligt i sin egen natur tabt for dem.
Skal jeg sige Dem hvori forskellen imellem mine københavnske lidelser og mine landlige glæder består? På Brombærhøj lever jeg i magelighed indendøre og indånder en ren, elastisk og sund luft. Jeg nyder en forfriskende søvn som aldrig forstyrres ved nogen rædsom støj, eller afbrydes undtagen om morgenen ved svalens søde kvidren udenfor mit vindue. Jeg drikker vandet så rent og krystalklart som det udvælder fra klippen, eller det skummende hjemmebryggede øl af selvavlet malt. Eller jeg lader mig nøje med most som min egen frugthave frembringer. Eller bourdeausk rødvin af den bedste høst som en mand jeg står i forbindelse med, på hvis redelighed jeg kan bygge, har sendt mig. Mit brød er velsmagende og nærende, æltet af min egen hvede, malet på min egen mølle, og bagt i min egen oven. Mit bord er for en stor del forsynet fra min egen jordbund. Min fem års gamle bede opfødet med bjergenes vellugtende urter som kan kappes med vildt i saftfuldhed og velsmag, min lækre kalv, kun fedet med moderens mælk, som fylder fadet med saft, mine høns fra lo-døren som aldrig vidste af indespærring, undtagen når de var fløjet op, mit fuglevildt som for nyligt er blevet skudt, mine karper og gedder, springende som de kommer af vandet, østers fra deres banker og sild og andre saltvandsfisk kan jeg nyde fire timer efter at de er blevet fanget. Min salat, mine rødder og køkkenurter yder min have i overflødighed og til fuldkommenhed. De er frembragt af den naturlige jordbund, tilberedte ved en mådelig dyrkning. Den samme grund frembringer alle de forskellige frugter som Danmark kan kalde sine egne, så at min dessert er hver dag frisk plukket, mit mælkekammer flyder af nektariske strømme af mælk og fløde, som giver os overflødighed af fortræffeligt smør, opsat mælk og ost, og det der levnes, bruges til at fede mine grise der er bestemt til skinke og flæsk. Jeg går betimelig til sengs og står op med solen. Jeg fordriver tiden uden kedsomhed eller anger, og er ikke uden morskab hjemme, når vejret ikke vil tillade mig at gå ud. Jeg læser og sladrer, og spiller billard, kort eller skak. Uden for huset har jeg tilsyn med min avling, og udkaster planer til forbedringer, hvis virkninger jeg føler mig usigelig glæde. Ikke mindre fornøjelse har jeg af at se mine bønder stå sig vel under min varetægt, og de fattige finder deres tarvelige underhold ved det arbejde, jeg giver dem. Mens man hos mine naboers bønder hvert øjeblik gør udpantning, og jager dem fra hus og gård, nyder jeg den lykke at alle mine hidtil under alle tidens besværligheder har vidst at udrede deres skatter og tyngder. De ved jeg har et par forstandige venner som jeg kan åbne mit ganske hjerte for. En velsignelse som jeg måske forgæves ville søgt på livets myldrende skueplads. Der er så andre af ringere forstandsevner som jeg agter for deres oprigtige og deres omgang finder jeg uskyldig, skønt ikke meget underholdende. Tager jeg på besøg til en af godsejerne i nabolaget, så møder jeg overalt hvor jeg kommer, i bønderbyerne og på landevejen, godlidende mennesker der ønsker mig en god morgen, en god dag og en god aften, uden at kende mig. Kort, jeg lever mit blandt retskafne folk og redelige undergivne, hvilke som jeg smigrer mig med, føler en uegennyttig hengivenhed for min person. De selv, kære doktor, kan bevidne sandheden af mit udsagn.
Jeg har et indknebet logi ved Gammelstrand, og jeg indånder dunsterne af en uendelig forrådnelse. Den lugt som især når det er varmt i luften, opstiger fra stranden, blander sig med den utåleligste stank af halvfordærvede, adskillige dage gamle fisk der stundom falholdes her. For at gøre den endnu mere mephitisk, har jeg et slagterhus og en række af slagterboder i nærheden af mig. Putter jeg hovedet ud af vinduet for at drage lidt frisk luft, så kommer ikke alene hin pestilensiske lugt mig så voldsomt i møde at min næse må kapitulere. Men selv mine årer pines af fiskerkællingernes skærende og hjertet sønderslidende skænderier og gemene skældsord der kommer ud af dem som de flygtige dele af brændevinen. Jeg går i seng efter midnat, udmattet og træt af dagens ubehageligheder. Jeg forstyrres hvert øjeblik i min søvn af skrålende vægtere der plager folk med en sang de ikke gider høre, og med en anmeldelse af klokkeslættet som de ikke vil vide. Af klub- og ølhusgæsters uophørlige ringen og banken på porte og døre, af rumlende kareter med personer der gør nat til dag, og dag til nat. Og når jeg vel tror at kunne finde lidt hvilke, omtrent kl. 5, så skræmmes jeg op af bønder der lige under mit vindue råber: grønne ærter! - tørv! tørv! og af matroser der skråler: her er rejer! Vil jeg nyder vand, så må jeg nyde det der gennem en rådden post kommer gennem en halvrådden trærende fra en sø hvori stundom døde kroppe af mennesker og dyr går i forrådnelse og hvilket ofte er så fuldt af infusionsdyr at man må si det for ikke at sluge alle disse levende væsner i sig.
Dette er den liflige drik som københavnerne anser for det reneste vand i verden. Hvad den berusende drik angår der sælges for vin, så er den ofte en elendig sammenpjaskning af ugæret ungvin og en tiendedel drikkelig vin. Hvor meget blysikker der er deri, taler jeg ikke et ord om. Det rugbrød jeg spiser i København og som jeg ellers holder meget af, er ofte blandet med klid og kartofler, ikke æltet med hænderne, men med urene fødder hvis sved trænger ind i dejen og hvorom tanken alene ved hver bid jeg putter i munden, vækker modbydelighed hos mig. Hvedebrødet er ikke alene ofte meget muggent, men tillige kun halv bagt, og smørret i det man kalder krydderbrød, så gammelt og harsk at jeg endnu en time efter at have nydt det, føler obstruktion. Kødet er som oftest af gamle køer der sælges af brændevinsmænd efter ti års malkning, til slagtere som lader sig betale kokød som oksekød. Kalkuner, høns osv. slagtes ikke af prangerne der bringer dem til torvs, men kvæles og bankes ihjel, fordi de ved ophovnelse skal se fede og hvide ud. Førene slagtes så unge at der hverken er saft eller kraft i deres kød, og at man lige så godt kan spise en frikasse af et par Randers handsker eller en italiensk stråhat, som af et lam.
Da alting her købes og bedømmes efter skinnet, så opblæser adskillige slagtere ikke alene ofte kødet, men kokkene og kokkepiger koger endog eddikeagurker i messingkar for at give dem en ret smuk grøn kulør, på sundhedens, ja livets bekostning. Københavnernes asparges drives i mistbænke, og har uagtet de betales i dye domme, hverken smag eller saft, og de fornemme iblandt dem som vil have deres køkkenplanter så tidligt som muligt, må tage dem fra drivhusene hvor blomkål og spinat afpines naturen næsten ligesom ananas og vindruer under vor nordlige himmel. Hvad flæsket angår, da kommer det af et kødædende dyr der fedes med gammelt hestekød, mæsk og kartofler, ikke med kerne, og ænderne lader man nære sig af alskens uhumskhed, af snegle, giftige orme og andre skadelig ting som de opsnager i kær og rendestene. Om fiskene behøver jeg kun at sige at de i denne varme årstid bringes ti til tolv mile fra på vogne, og at de ofte har været et par dage døde, før de kommer på de formuendes bord. De mindre formuende får dem sjældent, før fiskerkællingerne har tilkøbt sig dem, oppyntet og opmalet dem med blod bag gællerne for at give dem et frisk udseende. Vore næser overbevises på det evidenteste herom når man går forbi Gammelstrand.
Det kan ikke nægtes at adskillige haver i egnen af København leverer god frugt. Men gartnerne trænger til dels så meget til penge og københavnerne til frugten at den sjældent får lov til at sidde på træerne indtil den er ganske moden, for ikke at tale om at prisen er så overdreven at ingen uden de rige kan købe den som er lidt moden, og mængden af mennesker må tage til takke med den umodne, udsælges den også af så smudsige hænder at jeg ikke kan se derpå uden væmmelse. I går så jeg en skidenfærdig frugtkælling i Adelgade pudse sin støvede frugt med sin egen spyt, og hvem ved om ikke en fornem dame i Bredgade har puttet i sin rosenmund de samme kirsebær som er blevet rullede og vædede i de skidne og måske med spår bedækkede læber af en sælgerkælling i Adelgade? Jeg behøver ikke at dvæle ved den hvide, smudsige grød som de kalder jordbær, sølede og masede ved fedtede laller gennem tyve kurve, bedækket med snavs som præsenteres folk med den usleste mælk, jævnet med det usleste mel under den dårlige skikkelse af fløde. Men mælken selv bør ikke forbigås uanmærket, da den som produktet af visne kålblade og sur bærme, er spædet med varmt vand. Ikke et ord om den malkepige hvis fingre er besatte med visse blegne, og som aldrig bryder sig om at spanden hvori mælken kommes, og tinmålet hvormed den måles, i hele måneder ikke har været rengjort.
Jeg slutter denne fortegnelse over Københavns lækkerier med bordøllet som man hverken kan beskylde for humle eller malt, men som dovent og vammelt, mere er skikket til at frembringe brækning end slukke tærsten og befordre fordøjelsen. Den harske, talgagtige masse der kaldes smør og som er gjort af lysetalg og svinefedt, og deres friske æg der bringes hertil fra Jylland.
En selskabelig mand vil uden tvivl finde sig i mange ulejligheder når han kun kan nyde behagelig omgang. En af mine spøgefulde venner plejede at sige at vinen ikke kan være slet hvor selskabet er behageligt. En sætning som imidlertid må forstås cum grano salis. Men hvad er selskab i København at jeg for dets skyld skulle fristes til at gøre vold på mine sanser og tage til takke med en urenlighed som min sjæl afskyr? Alle de mennesker jeg ser, er alt for fulde af egennyttige og ærgerrige planer til at have noget rum til overs for venskabsfølelse. Endog hos adskillige af mine gamle bekendte har disse planer og attrår udslettet hvert spor af vor gamle forbindelse. Konversation er blevet til partistridigheder og upassende kævlerier. Selskabelig omgang til stadsbesøg og kortspil. Træffer De hændelsesvis på en morsom original, så kan det blive farligt at fornøje sig over hans særheder. Han er i almindelighed en optrækker, en spion eller forskruet. Enhver De har noget at gøre med, vil narre Dem. De er et rov for ørkesløse tiggere der betler under navn af at låne, og lever af at plyndre den fremmede. De kan ikke foretage det mindste uden at blive ført bag lyset. Man trakterer Dem i dag for at låne af Dem i morgen, og tager man sig ikke i agt, så slipper man ikke bedre fra København end den ærlige studenstrup i sin tid. Jeg forlader næsten aldrig mit værelse. For hvor jeg kommer hen, hører jeg intet uden jeremiader over tiderne og ulykkelige hændelser. Vil jeg nyde lidt frisk luft i den fri natur, så må det ske på en tid når vejret ikke er for smukt, og mindst om søndagen. For da har jeg kun lejlighed til at ærgre mig over den kådhed der er frugten af vor opdragelse a la mode, og den tøjlesløse lystighed som den desværre alt for billige pris på brændevin frembringer. Ser jeg vore velklædte, men intet mindre end velopdragen gaderekeler, så må jeg græde over det så udbasunerede nyere skolevæsen og betragter jeg den pøbels råhed som findes i vore dage, så må jeg snarere sukke end glædes over vort århundredes forroste oplysning. Forleden dag slog jeg min silkeparaply op for at beskytte mod solen. Straks var tre moderne lapser ved hånden og lo mig gamle mand ikke alene lige i ansigtet, råbende: O, hvor det regner! men forfulgte mig endog så længe indtil en halvbeskænket matros associerede sig med dem og trak min paraply bag fra så voldsomt ned at to stænger gik i stykker. Jo mere man inde i husene jamrer over tiderne, desto kådere og overmodigere folk møder man udenfor, især blandt den håbefulde ungdom der får præmier og nyder opmuntring for sin gode opførsel i skoler og institutter. Hvor jeg går og står ser jeg i øvrigt ikke andet end æde-, drikke- og spillehuse. Næsten hvert vindue er besat med ædevarer: rå og stegte gæs, æg, svinesteg, kager, brændevin, og den hele stad forekommer mig som et uhyre stort spisekammer. Man lurer på og griber med største grådighed hver lejlighed til at æde og drikke. De fornemmere foranstalter gæstebude, de ringere pølsegilder, papegøjeskydning, kegle- og kattekongespil, hvor det næsten alene går ud på at fylde vommen og bortdrikke forstanden. Alt hvad der ikke kan ædes og drikkes, har her intet værdi. Det værste er at mange små købstæder er Københavns sande aber, og at der aldrig viser sig her nogen dårlighed eller galskab før de straks med største begærlighed stræber efter også at udmærke sig derved.
Mit brev ville løbe op til en afhandling dersom jeg omstændigt ville anføre hver årsag til den forargelse som fylder målet af min afsky for denne stad. Himlen ske tak at jeg dog ikke er draget så stærkt ind i denne malstrøm, at jeg jo kan rede mig ud deraf, uden stor anstrengelse af filosofi. Fra denne vilde forvirring af bedrageri, dårskab og uforskammethed skal jeg fly med dobbelt glæde til ensomhedens lise, til utilbageholdent venskabs hjertelige udgydelser, til de landlige guders gæstfrihed og beskyttelse, kort sagt til de jucunda oblivia vitæ, som Horats selv ikke havde smag nok for til at kunne nyde.
Deres M. Brombær.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 61. Tirsdagen den 31 Julii 1821)
Emilie Brombærs Bemærkninger over Kjøbenhavn.
Dyrebareste tante!
For fire dage siden ankom vi til København. Ubeskrivelig var den glæde jeg følte da jeg fik denne mageløs skønne hovedstad i sigte. Straks da vi nåede Frederiksberg Slot bad vi onkel om tilladelse at måtte stige af og bese den herlige slotshave. Vi kunne ikke formå onkel selv til at stige af. Han blev siddende i vognen mens vi så os omkring. Næppe kan natur og kunst - det tør jeg frit sige - være skønnere og førsterligere forenede end her. Hvilken udsigt fra bakken! Hvilket overblik nyder man ikke her! Øjet drukner i lutter nydelse og ved ikke på hvilken genstand det først skal hæfte sig. Det hele er et panorama uden lige. I forgrunden de yndigste haver, de frugtbareste marker, de nydeligste lyststeder, lidt bedre hen den store stad med sine stolte bygninger, palæer, tårne - for 600 år siden et fiskerleje, nu en af de første residenser i verden. I middelgrunden to berømte have der ligesom hilser hinanden og sammenknytter her deres sølvbælte; to øer; skibe under fulde sejl; i baggrunden et helt kongerige, visende sig som fatamorgana på den af solen belyste kyst. Jeg kunne tilbringe hele timer, ja dage her, og dog ikke overskuet alt hvad her er at se. Men vi frygtede for at onkel skulle blive vred, og skyndt os tilbage til vognen igen.
Allerede forstaden, eller broen som man her kalder den, viser hvad man kan vente sig i staden. To rader af de nydeligste bygninger på begge sider, med store ruder, og overalt oppyntede, fører lige til accisseboden, og derfra igen to skyggefulde fodstier til porten.
At beskrive Dem København, er jeg ikke i stand til. De kirker, offentlige bygninger, pladser som man finder i hvert kvarter, er næsten talløse. Hvad der især tildrog sig min opmærksomhed, var domhuset, palæerne, med Frederik den Femtes statue, Børsen, Rundetårn, den under bygning værende katedralkirke, Christiansborg og Holmen. Men hvad der behagede mig næsten endnu mere end alt dette, var den uhyre mængde mennesker man uophørligt finder i bevægelse her. På Brombærhøj får man aldrig folk at se undtagen når der engang er marked i en af de nærmeste købstæder. Men her behøver jeg kun at gå uden for min dør, så ser jeg straks et vrimmel af mennesker. I begyndelsen forekommer det vel en landbo lidt besynderligt, men er man først vant dertil, så er intet behageligere. De ved jeg har altid været meget for at se folk, og her kan jeg ret få min lyst tilfredsstillet. At stå en times tid i vinduet, er en sand adspredelse og åndsnydelse. Den mængde brillante ekvipager, kareter, offenbacher, kurvevogne og andre køretøjer som uden ophør ruller forbi, yder os en bestandig afvekslende morskab. Vimmelskaftet og Østergade er på hver time af dagen, lige til sent om aftenen, fuldt af liv og rørelse. Det er en evig bevægelig strøm som aldrig standser. Denne tummel af mennesker kan, som De let indser, ikke andet end fornøje en pige i min alder. Vil jeg se de nyeste moder, så behøver jeg ikke som hjemme på godset, at anskaffe mig det nyeste hefte af modejournalen, for at så dem på slet illuminerede og slet-tegnede kobberstykker. Jeg behøver kun at gå hen på Østergade, så finder jeg alt det nyeste som Londons og Paris' moder har frembragt, ophængt i vinduer, og tusinde smagfuldt klædte damer bære dem til skue. Alle mennesker, mandfolk og fruentimmer, næsten uden forskel på stdand og rang, klæder sig her efter moden, og det er just noget som jeg godt kan lide.
I går tog jeg med onkel ud til Charlottenlund og Dyrehaven. Hvad jeg her så, overgik i alle henseender mine ivrigste forventninger. Charlottenlund tåler ingen beskrivelse. Den må ses med egne øjne når alle dens skønheder skulle føles i deres hele fylde. Tænk Dem et paradisisk lund, fuld af halvårtusinde gamle ege- og lindetræer, beliggende næsten tæt ved den spejlklare strand, med de herligste engelske anlæg, hvorfra man har udsigt til rum sø, med den svenske kyst i baggrunden, og ligesom sluttende horisonten. Tænk Dem denne lund opfyldt med en halv snes tusinde mennesker af alle stænder, alle pyntelig klædte, der i den fri natur søger uskyldig moro og indånder den balsamiske luft, der fra søens kølende bølgehær endnu mere forfriskes. Forestil Dem disse muntre, sorgløse kun på det nærværende tænkende, glade væsners sind endnu mere opmuntret ved den herligste musik, som under træernes løvhvælvinger genlyder som usynlige sylphers tryllesang - så har De et svagt billede af Charlottenlund. Den glade tummel som overalt høres. De sange som munterheden og den herlige natur fremlokker, endog fra det mest uøvede bryst. Den venskabelige, fortrolige omgang hvortil glædens rus stemmer her mennesker af de mest forskellige grundsætninger til lige følelse, gjorde mig dobbelt munter. Jeg følte mig snart overbevist om at alt hvad der læses og siges om tidernes tryk, menneskenes mangel på medfølelse og næstekærlighed, er altsammen overdrivelse, og kun fostre af mørk indbildningskraft.
Dyrehaven er et ikke mindre forlystende sted end Charlottenlund. Man ser her livet i sine brogede afvekslinger og mangfoldigheder. Velsignet være den gode Kirsten Pils minde! Den glæde hun har forskaffet og endnu i århundreder vil forskaffe hovedstadens og dens hele omegns beboere, må mere forevige hendes ihukommelse end om hun havde været en helgeninde. Hvad Charlottenlund er i det indre, det er Dyrehaven i det store. Hele den galante verden finder De her samlet, ligesom på en plet, især om søndagen, og den store mængde hvide telte, med vajende purpurflag, som her er opslået, giver ved deres uskyldige farve den grønne skov et ganske romantisk udseende. Den uophørlige tummel af ekvipager og vogne, der dels kommer farende med lynets snarhed, dels kører bort med jublende mennesker der ikke tydeligt nok kan udtrykke den glæde de her har nydt, de stadselige damer og kavallerer, alle klædt som skulle de til bal eller en stor fête, som blandende sig med de lavere klasser i uophørlig bølgegang bevæger sig op og ned ad bakken. De mangfoldige kunstnere der på den mest tiltrækkende måde søger at lokke tilskuere til deres boder. De tætte klynger af bønder og bønderpiger der i deres søndagsklæder, på den mest brogede måde sammensmelter deres landlige jævnhed med residensens smagfuldeste og udsøgteste stadslighed. Alt dette lige indtil de mig hidtil så fremmede hvidklædte, renlige hollandske vaffelbagere, brage mig i en så forunderlig glad stemning at jeg havde ønsket at kunne dvæle her en hel måned.
Hvad København angår, da forener det landlivets behageligheder med en residensstads store og ubeskrivelige bekvemmeligheder og fortrin. Uden at eje nogen jord, kan De få her alt hvad jorden frembringer. Alle mulige slags frugter og urter, så modne og skønne som hjemme hos os. Man behøver ikke gå på jagt, for at få vildt. Hos vildthandleren finder de straks hvad vore jægere må søge efter i hele dage, og frugten er hos dem opsat i en så nydelig orden, på store porcelænsfade der står på borde, dækkede med en hvid fin dug, at man kan få dobbelt lyst til at nyde den. Alle andre fødevarer er fortræffelige. Vel har København ingen fiskeparker, skønt indsøerne omkring staden ikke mangler ferskvandsfisk, men på fiskerhusene finder De til enhver tid levende fisk, lige så springende som i vore parker. Det fineste hvedebrød der ofte mere ligner kage end brød. Det fortræffelige rugbrød, endog af østersøisk rug. Det dejligste fedeste kød af hornkvæg og lam der kommer hertil fra Jyllands og Holstens fede græsgange. Den herligste mælk af holstenske køer der hele sommeren græsser på fælleden udenfor staden, finder De her i overflødighed, og til enhver time af dagen. Selv vandet som hos os landboer sædvanligt er brak, findes her fersk og godt. Det ledes med megen kunst til hvert hus fra en ferskvandssø, hvormed naturen har velsignet denne overalt af hav omgivne stad. På mangfoldige steder i København findes springvand, og ved Christiansborg kan endog fås vand fra Kong Roes ældgamle kilde. Kort sagt, De savner her intet af livets glæder, naturen har udøst sit hele overflødighedshorn over Axelstad.
Men endnu større behageligheder end sanserne, finder ånden her i omgangne af godlidende veltilfredse mennesker, i venskabs hulde arme. Hvor De kommer hen, møder De forekommende artighed og høflighed, tjenstvillighed og godhed. Klubberne kan betragtes som det demantsbånd der knytter mennesket til mennesket. Her er ingen forskel på stand og rang. Den fornemme herre og den ringeste embedsmand og borger, spiller og spiser her ved et bord, drikker på hverandres sundhed, og betragter hverandre som brødre. I ingen stad i verden gives der også flere dusbrødre blandt de forskellige klasser end her. Damerne er overalt velkomne, og modtages med en galanthed der minder om den gamle ridderlighed - luften påstår mange, er ikke så god her som på landet. Jeg for min person har ikke kunnet overbevise mig herom, man finder her åbne pladser og haver i mængde, og voldene omkring København er sande luftrensere. Også forsyner Øster- og Nordsøen stadens indbyggere med et zefyrisk lufttræk som nogle vel kalder østenvind, men som jeg anser for en sand velgerning for denne store stad. - Vinterforlystelserne kan jeg naturligvis endnu ikke tale om. Men som jeg har hørt, skulle de endog langt overgå sommerglæderne. Skuepladsen, en uudtømmelig kilde til fornøjelse, er aldeles stoppet for os stakkels landboere, for hvad er vore små og smålige privatteatre mod det store skuespil på Kongens Nytorv? Et guldflitter mod en stjerne - et lampeskin mod solens lys. Det eneste der bedrøver mig her, midt blandt alle disse uudtæmmelige glæder, er den tanke at jeg snart skal forlade København. For ligeså fornøjet som jeg er med hver ting, så utilfreds er min onkel med alt, og han længes kun efter at komme herfra. Men dette må nok snarere skrives på hans gigts og hans hypokondris regning end på hans smags og frostand. Han ser alting igennem et par sorte briller, og hvad under altså at han gerne vil herfra?
Deres oprigtige Emilie Brombær.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 62. Løverdagen den 4 August 1821)
