Strejke paa Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen).

Fra ølstrejken 1924:

Der er Øl i Byen til flere Uger.

Alt tyder paa at Strejken skal blive langvarig. Den omfatter 4.600 Mand,

Morgensituation fra Tuborg. De opmagasinerede Vogne

Da B. T. i Lørdags meddelte, at Bryggeristrejken vilde komme Mandag, kom det i høj Grad overraskende for det almindelige Publikum. Kun de færreste havde troet paa en omfattende Strejke i dette Foraar.

Ikke destomindre er Strejken en Kendsgerning idag, og 4600 Mand er blevne ledige ved denne store Arbejdsnedlæggelse.

Strejken omfatter de fleste store Bryggerier i København og Provinsen, undtagen "Hafnia" og saadanne Provinsbryggerier som Ringsted, Sønderborg og Tønder.

Dog er en Del større Hovedstadsbryggerier som "Hafnia", Glostrup, Vanløse og Husum udenfor Strejken, medens De forenede Bryggerier i Følge Samarbejdet med "Tuborg" ogsaa er indbefattet i Strejken.

Endelig er der en Kreds af Sodavandsfabrikanter med en særlig Organisation, som staar udenfor Strejken.

Ogsaa Krystalisværket paa Frederiksberg har indstillet Driften men der er sikret Hospitalerne Is til flere Uger, og det almindelige Publikum kan jo nok undvære Is lige i de første Dage.

Bliver Strejken langvarig?

Paa Fagforeningskontoret erklærer man, at man gør Regning paa, at det bliver en langvarig Konflikt. Man har selv Midler til at understøtte de 4600 Mand, som Strejken omfatter, i mindst 3 Maaneder og desuden har man Gensidighedsoverenskomet med Sveriges Bryggerifagforbund. Der er idag begyndt paa Strejkekontrolmøderne og der er udstillet Strejkevagter ved alle Bryggerier.

løvrigt mener man, at Strejkevagterne faar det let, thi man gaar ud fra, at Bryggerierne ikke vil udlevere Øl til Forretningerne, selv om disse vil afhente det selv. Kun Hospitaleme menes at ville faa udleveret Øl. og det vil de Strejkende ikke modsætte sig.

Et Kig ind i den standsede Virksomheds Mineralvandsafdeling.

Bryggeriernes Stilling.

Paa Carlsberg bekræfter man, at der ikke vil blive udleveret Øl til Folk, som selv vil hente det. Kun Hospitalerne kan hente deres Forsyning selv.

Hvorvidt Konflikten kan blive langvarig, har man ikke nogen Mening om, men Parterne er jo ret langt fra hinanden.

Bryggerierne har tilbudt en Lønforhøjelse paa 3 Kr. om Ugen, men Arbejderne forlangte oprindelig mindst 10 Kr. ud over denne Forhøjelse.

Forligsmanden vil ikke gribe ind foreløbig.

I Forligsmandsinstitutionen erklærer man at man ikke agter at gribe ind foreløbig. Det forkastede Forslag var ganske vist ikke et egentligt Mæglingsforslag, men et Resultat af Forhandlinger mellem Parterne selv ved Forligsmandens Medvirkning, men da Forslaget er forkastet med saa stor Majoritet, mener Forligsmændene ikke, at det kan nytte at stille et egentligt Mæglingsforslag i dette Øjeblik.

Hvornaar bliver Ølmanglen følelig?

Der er delte Meninger om, hvorlænge Restauratorernes og de Handlendes Iagre kan strække til. Nogle Restauratorer erklærer at have Øl nok til flere Uger, medens de Handlende hævder, at de kun har til en halv Snes Dage.

Paa Carlsberg erklærer man, der ikke er udleveret til saa særlig mange Dage forud.

Der har i den sidste Tid været et dagligt Forbrug af ca. 1½ Mill. Flasker om Dagen af Carlsberg, og stort mere har Carlsberg Bryggerierne ikke kunnet præstere.

E. n,

(B. T. 5. maj 1924)

Den tavse By

Øverst: Gamle Carlsbergs Bryggerier. Nederst: Ny Carlsbergs tomme Ølvogne.

Carlsberg Bryggerierne danner en By for sig i den store By, men nu ligger denne lille By tavs og død, medens den store By lever og larmer rundt om den.

Strejken har standset Livet paa Carlsberg og paa de andre Bryggerier. Deres Skorstene ryger ikke, de varme Dampe vælder ikke ud fra Bygningerne. Øllet flyder ikke fra den ene Bygning til den anden, Fadene fyldes ikke, Aftapningsmaskinerne er stumme, og i Gaarde, paa Pladser og i Garager staar Vogne og Automobiler tomme og urørlige, medens Hestene faar en uvant Ferie.

Og for hver Bajer, der drikkes ude i Byen, nærmer den Stund sig mere og mere, da en halv Bajer ikke kan vejes op med Guld.

Hvis ikke Parterne forinden faar sig talt til Rette.

Foreløbig er Udsigterne dertil lig Nul.

(Aftenbladet 7. maj 1924).

Ølstrejkens Afslutning.

I Dag er der taget fat med fuld Kraft for at forsyne Byen med Øl

Øverst: Kuskene møder op ved Kontrolporten. - I Midten: Arbejdssøgende ved Kontoret. - Nederst: Det første Hold Vogne parat til at køre ud.

Ikke mindre end 63 af de 100 Deltagere i Bryggeriforbundets Kongres udtalte sig i Gaar om Folketingsmand Andreasens Mæglingsforslag, saa man forstaar, at Mødet, der, som meddelt, begyndte Kl. 11. ikke kunde afsluttes før Kl. 5. Resultatet af Afstemningen blev, at Forslaget vedtoges med alle Stemmer mod 3. Saa snart Resultatet forelaa, blev der afsendt Meddelelse fil Bryggeriforeningen, hvis Forhandlingsudvalg, der jo var forsynet med Mandat til at slutte Forlig straks accepterede Mæglingsforslaget. Hermed var Strejken altsaa forbi, og det vedtoges at Arbejdet straks fra Dags Morgen skulde genoptages i fuld Udstrækning. Ølstrejken varede altsaa i 30 Dage, hvilket ganske sikkert var de 25 for mange.

Den nu afsluttede Overenskomst gælder for 2 Aar, nemlig til 1. Maj 1926. Arbejderne faar straks 1 Kr mere om Ugen i Minimalløn - de havde her i Byen før Strejken 62 Kr. 18 Øre - fra 1 Mai 1925 forhøjes Ugelønnen yderligere med 1 Kr. Til Gengæld faar Arbejderne i Fremtiden kun Ret til 5 Bajere pr. Dag i Stedet for de 6, de tidligere maatte faa.

Naturligvis er der til Morgen sat fuld Kraft paa for saa hurtigt som muligt at skaffe den tørstende By den saa længselsfuldt ventede Læskedrik.

De første morgentimer paa Carlsberg

Da Portene til Carlsberg-Bryggerierne i Morges ved 5-Tiden var slaaet op, varede det ikke mange Minutter, før Livet derinde paa det mægtige Terræn pulserede paa fuld Kraft.

Og Humøret var højt overalt. Man mærkede tydeligt Glæden hos de mange Menesker over igen al kunne komme til at tage fat. Det eneste Sted, hvor der herskede Alvor, var blandt mange Hundrede Arbejdssøgende, der straks strømmede til, men for hvis Hænder der endnu ikke var Brug.

Ude paa Pladsen traf vi Arbejdsinspektør Jensen, der øjensynlig var lige saa glad som Arbejderne over Kampens Afslutning

- Hvorledes vi! De nu forsyne den tørstende By? spurgte vi.

- Naturligvis faar Restauratørne Første-Grøden. Den bestaar i Hektoliter Fad-Øl, der køres ud i Morgen. Opad Dagen følger der mere efter. Øl har vi selvfølgelig nok af, men det er jo ikke tappet. Men nu er der 800 Kvinder i Gang med det Arbejde, og jeg tænker der kommer et lignende Antal il! od paa Formiddagen.

Vi kører hele Dagen i Dag og i Morgen med, saa at Restaurationerne kan være forsynede til Søndagens Rykind. Derimod maa Byens Handlende vente til Mandag Morgen, for vi kan ikke have Flaskeøl nok til Disposition. Men saa er vi ogsaa over det værste.

- - -

Oppe ved Depoterne begyndte Vognene at køre frem. De staldkande Heste var næsten ikke til at styre efter den tre Uger lange Ferie. Vogn paa Vogn fik læsset Smaatønderne paa og strøg af Sted ud gennem Gitterportene.

Livet pulserede atter.

(Aftenbladet (København) 31. maj 1924).

Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.

Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation. (Efterskrift til Politivennen)

Syerskernes Kaar var fortvivlede i Halvfemserne.

Organisationsarbejdets store Velsignelser

En af vort Partis mest kendte kvindelige Agitatorer er Fru Andrea Brochmann. I de sidste 25 Aar har hun arbejdet og kæmpet for den Sag, der Uge fra hendes Barndom har haft hendes varmeste Interesse. Mange ældre Partifæller erindrer endnu fru Slutningen af Halvfemserne den unge, energisko Syerske Frk. Andrea Nielsen, som var Sjælen i Arbejdet for at organisere de kvindelige Arbejdere i den faglige Bevægelse.

Netop i disse Dage er det 25 Aar siden, hun begyndte, og vor Medarbejder benytter Lejligheden til at lade hende fortælle lidt fra hendes Færden gennem disse Aar.

VI træffer Fru Brochmann i hendes hyggelige Hjem paa Vennemindevej, og vi beder den travlt optagne Frue fortælle os lidt om det forestaaende Jubilæum.

Avisens foto er her erstattet af et af bedre kvalitet: Elfelt & Co.: Portræt af Andrea Brochmann. Det kongelige Bibliotek. Creative Commons BY.

- Ja, siger Fru Brochmann, nu begynder Jubilæernes Tid. Der er noget vemodigt i disse Tilbageblik. Paa Fredag den 26. Januar er det 16 Aar siden, jeg blev Formand for Socialdemokratisk Kvindeforening, og samtidig er det 25 Aar siden, jeg som nyvalgt Formand for de kvindelige Herreskræderes Fagforening af 1863 tog Kampen op for at skaffe de usselt lønnede Syersker bedre økonomiske Kaar.

- Hvor mange Medlemmer talte den faglige Organisation?

- 35. Men ved en kraftig Agitation fra disse faa Medlemmers og Bestyrelsens Side lykkedes det i Løbet af kort Tid at samle ca. 1000 Medlemmer.

VI vil strejke!

Vor Parole lød: Vi vil strejke, hvis vi ikke kan faa en bestemt Priskurant at arbejde efter. Det var jo kotume den Gang, at Fabrikanter og Skrædemestre betalte saa lidt sotn muligt og efter eget Forgodtbefindende. Fabrikanterne nægtede at forhandle med Syerskerne og ophængte en at dem selv udarbejdet Priskurant rundt omkring paa Arbejdspladserne. Saa flød Bægeret over, og den 1. Februar 1898 erklæredes Strejken. Fabrikanterne blev efter 14 Dages Strejke betænkelige, og "De kvindelige Herreskrædere" fik deres første Priskurant. Det var den første Sejr.

Drøje Aar.

Men saa fulgte der drøje Aar paa. Lock-out en kom i 1899 med Frafald i Rækkerne. Saa frem igen med Agitationen for at bevare de gamle og erhverve nye Medlemmer.

- Hvorledes var Arbejdstiden den Gang?

- Ved Paaske-, Pinse- og Juletid fra Kl. 4 Morgen til 9-10 Aften, og Arbejdsfortjenesten var 3-4 Kr. for disse 18 Timers meget strenge og ihærdige Arbejde. Dertil kom saa, at man af denne Fortjeneste havde Udlæg til Sygarn, Presning, Lys og Værksted. Usle og elendige Forhold. Derfor fortjener de Kvinder, som sled i Agitationens Tjeneste om Søndagen ved Husagitationen og om Aftenen til Møder, stor Tak. 

Da Smeden vilde smide os ud.

- De oplevede vel en Del ved disse Agitationer?

- Det kan De tro! Jeg glemmer aldrig, da vi en Søndag var paa Agitation langt ude paa Nørrebro. Vi var altid 2 og 2, som fulgtes ad, og jeg og en anden kom op til en Syerske, hvis Mand var Smed. Han havde ikke den rette Forstaaelse af vor Mission, thi da han hørte vort Ærinde og vor Ihærdighed for at faa hans Hustru organiseret, kom han frem i al sin Magt og Vælde for paa kraftig og lydelig Maade at faa os ned ad Trapperne. Min langt solidere Medagitator stillede sig resolut foran mig, og vi slap for videre Tiltale.

Den lille Oplevelse har dog Ikke svækket mit Venskab for Smedene, dertil har jeg for mange personlige Venner fra dette Fag, som jeg sætter umaadelig Pris paa.

- De har haft mange Tillidshverv?

- Det faglige Arbejde skaffede mig i Berøring med Repræsentanter for alle vore faglige Organisationer, idet jeg blev Medlem af Repræsentantskabet og Forretningsudvalget for De samv. Fagforbund, ligosom jeg ogaaa var Medlem af Forretningsudvalget for Dansk Skræderforbund.

Andrea Brochmann som Politiker.

Det faglige Organisationsarbejde, ikke mindst indenfor Hjemmearbejdersker, er opslidende, og jeg indsaa meget hurtigt, at foruden faglig Organisation for Arbejderne maatte der kommunal og politisk Indflydelse til. Jeg kastede mig derfor over det politiske Arbejde. Min første store politiske Agitation var sammen med min Mand i Ebeltoftkredsen 1909 og 1910. Det var Imod selve Hr. Neergaard. Vi førte en hel amerikansk Agitation paa ca. 50 Vælgermøder mod det raadne Militærforlig, som det lykkedes de Moderate og Højre at faa gennemført, og som har kostet den danske Befolkning unyttige Millioner.

Borgerrepræsentanten Andrea Brochmann.

Som Borgerrepræsentant har jeg erfaret, hvilken Betydning det er for Arbejderklassen at have Flertal I den kommunale Forsamling.

- De har ved sidste Budgetbehandling I Borgerrepræsentationen fremsat Forslag om Opførelse af et kommunalt Pensionat for kvindelig Lønarbejdere.

- Ja, hvis denne Plan gaar i Orden, er det en Ungdoms-Idé, som vil blive realiseret, at de kvindelige Lønarbejder for en billig Penge kan komme til at bo under hyggelige Forhold. Jeg drømte om, hvilken Lykke det vilde være, om der kunde blive rejst Bygninger, hvor enlige, arbejdende Kvinder kunde finde Ly og Hygge efter Dagens Arbejde.

- - -

Efter hvad vi erfarer, samles Bestyrelsen og Medlemmerne Indenfor Socialdemokratisk Kvindeforening paa Fredag til en lille Festlighed, og efter Generalforsamlingen den 31. ds. vil Medlemmerne paa festlig Maade mindes Dagen ved et hyggeligt Samvær i Partiets gamle Borg, Rømersgade 22.

(Klokken 5 (København) 23. januar 1923).

Arbejdsstandsningen paa Carlsberg Aftapningsanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Den paa Carlsberg Aftapningsanstalt stedfundne Arbejdsstandsning har været forelagt en Voldgiftsret bestaaende af Retsformand J. Koch samt 2 Repræsentanter for Bryggeriforeningen og 2 Repræsentanter for Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark.

Paa et Mandag af Voldgiftsretten afholdt Møde er enstemmigt afsagt følgende

Kendelse:

Den 4. Maj d. A. nedlagde saavel de mandlige som de kvindelige Arbejdere paa Carlsberg Aftapningsanstalt Arbejdet. Idet Arbejdet ikke senere er blevet genoptaget, har Bryggeriforeningen - af hvilken Carlsberg Bryggerierne er Medlem - og Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark - under hvis københavnske Afdeling de paagældende Arbejdere henhører - I Overensstemmelse med den den 26. og 30. September 1907 indgaaede Overenskomst mellem Bryggeriforeningen og Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark angaaende Voldgift m. m. indbragt Sagen for nærværende i Henhold til Overenskomstens Regler nedsatte Voldgiftsret.

Det skal straks udtales, at den skete Nedlæggelse af Arbejdet er i aabenbar Strid med den nævnte Overenskomst, i hvilken det, efter at det er angivet, hvilken Fremgangsmaade der vil være at iagttage l ethvert Tilfælde af Uoverensstemmelse mellem et under Bryggeriforeningen hørende Bryggeri og et eller flere paa det beskæftigede og I Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark stilnende Arbejdere - udtrykkeligt hedder:

"Som Følge heraf maa Arbejdsnedlæggelse eller kortere eller længere Arbejdsstandsning (Strejke, Blokade, Lookout) fra Bryggeriernes eller fra enkelte eller flere Arbejderes Side ingen Side finde Sted."

Som Anledning til Arbejdsnedlæggelsen har Arbejderne - efter hvad Forbundet anfører - paaberaabt sig en den 3. ds. sket Afskedigelse af en enkelt Arbejder, idet de hævder, at der ikke foreligger tilstrækkelig Grund for Afskedigelsen, og at den virkelige Grund til denne er at søge i, at vedkommende Arbejder har paatalt nogle formentlig uheldige Forhold paa Arbejdspladsen.

Bryggeriforeningen henviser heroverfor til, at Afskedigelsen har været i enhver Henseende lovlig og nødvendlg for at sikre Arbejdsro paa Aftapningsanstalten, og at det aldrig har været Carlsberg Bryggeriernes Hensigt at afskære Arbejderne deres Paataleret, saaledes som fastslaaet i Overenskomsten af 26. September 1907.

Idet den skete Arbejdsnedlæggelse efter Overenskomsten ubetinget er ulovlig og i Strid med gældende Overenskomster, skal Voldgiftsretten heroverfor kun udtale, al Afskedigelsen efter det oplyste har været lovlig.

I Overenskomsten er fastsat, at den af Overenskomstens Parter, som overtræder nogen af dens Bestemmelser, er ifalden Erstatningspligt, og Bryggeriforeningen har i Henhold hertil nedlagt Paastand paa, at Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark idømmes Erstatning og under Hensyn til Arbejdsnedlæggelsens hele Karakter, Omfang og Virkning med det største Beløb, som i Overenskomsten er fastsat, naar Sagen angaar Forhold paa et Bryggeri, hvis Arbejdere henhører under Bryggeriarbejdernes Forbunds københavnske Afdeling, nemlig 1000 Kroner.

Forbundet har nu vel oplyst, at det ikke alene ikke har medvirket ved eller støttet Arbejdsnedlæggelsen, men tværtimod fraraadet den; men idet Forbundet ikke har formaaet at hindre Arbejdsnedlæggelsen eller senere bringe den til Ophør, maa Forbundet - af hvilket alle de Strejkende er Medlemmer - bære Erstatningsansvaret i Henhold til Overenskomsten.

Thi eragtes:

Den paa Carlsberg den 4. Maj 1918 skete Arbejdsnedlæggelse af Carlsberg Aftapningsanstalts mandlige og kvindelige Arbejdere er ulovlig, og Arbejdet bør straks genoptages i alt fulde Omfang.

Bryggeriarbejdernes Forbund for Danmark bør til Bryggeriforeningen som Erstatning bøde 1000 Kr., at erlægge inden 8 Dage fra Dato.

København, den 6. Maj 1918.

J. Kock. Emil Hansen. Carl Hansen. H. Dessau. Helse.

(Social-Demokraten 7. maj 1918)

St. Croix: Strejken Januar-Februar 1916. (Efterskrift til Politivennen).

Med en spirende arbejder- og fagbevægelse, et talerør (The Herald) syntes arbejderne mere velforberedt på en strejke - som startede i januar 1916

Passing Notes

Laborers are hereby warned against signing any contract to work on any of the estates. Those whose contracts expire in these days are asked not to renew them.

(The Herald 4. januar 1916)

Passing Notes

Laborers are warned against signing any papers for wages on the estates. La Grange, that used to pay their laborers 20 cts, is far as has been told us, now beginning to pay 25 cts. All the marines from the man-of-war, and all the armed force in the island cannot force the people to receive, as their demands, 25 cts. in wage. Is this what the "Valkyrien" was sent for to do?

Protest.

We, by mandate, on behalf of the black population do hereby protest against the words used by Mr. Thos. Ramsay to governor Helweg-Larsen to the effect that he was the best Governor the island has ever had. We therefore, as far as the black population is concerned, declare that speech null and void, which is hereby brought to the notice of the foreign press and public.

(The Herald 6. januar 1916)

Folkeliv på de Vestindiske Øer. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Negro's Lecture.

Hamilton Jackson made the following speech at the Temperance Convention i Aalborg on Sunday

(From Temperance paper)

IT is the first time in the history of Denmark that a black man is going to speak to you at an open air meeting. And this black man is your countryman, too, which circumstance no doubt will increase your interest.

Many stories have been told about the Negroes and strong drink. One man has thus said that the drink habit anions: the negroes was bad. That man was white. If we are to criticize the black man, the first question must be: Who taught the black man to drink?

Centuries ago my ancestors were stolen from Africa by the power of drink and taken to the West Indies. There they were put to manufacture rum, and part of their wages was paid them in rum. There they learned to drink - taught by the white man. Now, however, the white man says it is injurious; but what is injurious to the black man is likewise injurious to the white man.

The manufacture of rum is carried on to a great extent in the West Indies, but it is the whites who drink the most of it. There are more than 2.500 Negro total abstainers in the Danish West Indies; (Applause.) but there are only 50 white total abstainers (Shame!) and those the doctors have forbidden to drink. (Laughter.)

These conditions are a shame to the white man. (Hear!)

There are missionaries speaking against strong drink, but they only address themselves to the blacks. We have a crowd of Gendarmes ready to shoot the negroes down, if they go too far with drink. We have parsons telling us how to die, but nobody to tell us how to live.

We nevertheless are grateful to the American missionaries. They are fighting against the drink habit, and it is dying out. One sees no drunken blacks on the streets, but we see gendarmes and

public persons.

We speak English in the D. W. I. and we are using french monetary system. The instruction we get in Danish is valueless, for it is feared that, if the children learn Danish, they will be able to fill official positions. I have come to Denmark to try to get these things changed. If we are to continue to belong to Denmark which has a free constitution, we also want freedom for ourselves.

The laborers get 25 cents a day. They cannot live properly on this amount. They have to be satisfied if they can get one good meal during the day. This must be changed. (Cries of "Hear.") And it will be changed now, as it is known in Denmark.

We wish, besides, an open Police Court, as other colonies in the West Indies have it. We do not wish the judge's office connected with other functions.

One of the first things we need is a reform of our Constitution. We have a Colonial Council of 18 members. Thirteen of these are elected by parties having an annual income of more than 1,500 francs, which scarcely any Negro has, only a few of them can earn 500 francs. The other 5 members are appointed by the Danish Cabinet. These Crown Members have always been ready to oppress the Negroes, A change took place at the last election by the Cabinet's appointment of 5 Negroes as Crown Members.

What is worse, and what ought to be changed as soon as possible is the land question. The laborer must have his own land. This is the only way by which the Negroes can be raised. The plantations are wholly in the hands of the capitalists whom we cannot force to sell. We must therefore have a tax on the actual value of the land, so that land which is not cultivated, and which will then be taxed might fall into the hands of the laborers. When the Negroes get their own home and become independent politically, all stories about the Negroes will cease.

I thank you all for listening so attentively to me. You are a representative and highly civilized nation, a nation with a high culture. But forget not that under the same Dannebrog, faraway, lies part of your land, which you ought raise to the same culture.

I do not speak to any one party. I appeal to you as a people. I trust that all those who heard something that possibly touched their hearts will help me in seeing to' it that the necessary reforms may be carried through. My black West Indian brothers will then say with pride: "This liberty was given us by our white brothers and sisters in Denmark." Long live Denmark! Long live Dannebrog!

(Long-continued applause.)

(The Herald, mandag 10 januar 1916:)

Hagemann. Af fotograf Frederik Riise (1863-1933): Ingeniør, industrimand og plantageejer Gustav Adolph Hagemann (1842-1916). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Negrene nedlægger arbejdet paa Hagemanns Plantage.

Hr. Hagemanns Bestyrer truer med at smide Negrene ud af deres Hytter.

Hr. Hagemanns Oprør viser sig at være en Strejke-bevægelse, fremkaldt ved umenneskelig lav Løn.

Der indløb i Gaar to Telegrammer hertil fra vore vestindiske Øer, hvori meddeles, at Negrene har nedlagt Arbejdet paa en af den kendte Sukkermillionær Hagemanns plantager. Det ene Telegram var afsendt af Guvernøren til Finansminister Brandes, under hvem Øerne som bekendt sorterer. Telegrammet lyder saaledes:

Arbejdet standset paa én af Hagemanns Plantager. Arbejderne forlanger dobbelt Løn. Alt roligt.

Det andet Telegram var afsendt af Hamilton Jackson til vor Partifælle, Folkethingsmnand Hans Nielsen, der som bekendt varmt har taget sig af Negrenes Sag. Telegrammet meddeler, at Folkene strejker, og tilføjer, at Plantageejerne truer med at smide Negrene ud af deres Huse.

Hr. Hagemann, der er 20 Gange Millionær, mener, at en Neger kan leve af 90 Øre om Dagen.

De to Telegrammer viser klart, hvad Rygterne om Negeroprøret for nogle Maaneder siden tilsigtede. Hensigten mod den af Plantageejerne iværksatte Panikstemning var simpelthen paa forhaand at stemple Negrene Iønbevægelse som oprørsk - en bevægelse, der udelukkende er fremkaldt ved den umenneskelige Betaling, som plantagejerne byder Negrene.

Hagemann og de andre Sukkermillionærer forudsaa den nu udbrudte Strejke og haabede snedigt, ved at vække Forestillingen om et Negeroprør, at opskræmme Offenligheden og derved opnaa Myndighedernes Hjælp til at slaa Lønfordringerne ned.

Dette fremgaar ikke mindst af den Kendsgerning, at Telegrammet om "det truende Oprør" var afsendt af Hr. Hagemanns Bestyrer paa Plantagerne, en Mand ved Navn Sørensen. Det har nu vist sig, at der aldeles intet Oprør var. "Valkyriens" Togt, der koster Staten adskillige Tusinder, har været en ganske unyttig Foranstaltning, og Guvernøren, der vist hellere end gjerne vilde præsentere et "Resultat", har hidtil kunnet melde, at alt var roligt paa Øerne.

I sit Telegram til Finansministeren taler Guvernøren da ogsaa kun om, at Negrene har nedlagt Arbejdet og at de forlanger dobbelt Løn. 

Det er ikke unødvendigt at tilføje, hvad dette Lønkrav i Virkeligheden gaar ud paa. 

Trods Dyrtiden vil Negrene foreløbig arbejde for 170 Øre om Dagen. 

I øjeblikket faar Negrene 90 Øre for en hel Dags haardt Arbejde. Hvilken Tilværelse Negrene under disse Omstændigheder fører, kan man let tænke sig. Følgen er da ogsaa blevet - saaledes som det oplystes under Debatten Rigsdagen - at Øerne affolkes fordi Negrene udvandrer til Fastlandet. hvor Lønnen er flere Gange højere.

Dyrtiden, der ogsaa hersker paa vore vestindiske Øer, har naturligvis gjort de stakkels Negres Tilværelse ganske utaalelig. Den Beskrivelse, der gives af deres Liv i de usle Hytter, som  Plantageselskaberne lader dem bo i, er saaledes, at det maa betegnes som en Skændsel for Landet.

Ikke destomindre har Hr. Hagemann, der er 20 Gange Millionær - ikke undset sig for at nægte  Negrene en ringe Forhøjelse af Lønnen. 

Resultatet er da blevet, at Negrene i deres Fortvivlelse har nedlagt Arbejdet og krævet et Tillæg af 90 Øre - altsaa 180 Øre om Dagen. 

Plantagen St. La Grange, St. Croix. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Negrene skal tvinges til underkastelse ved at jages fra Hus og Hjem.

Hr. Hagemanns Svar er saaledes, som man kunde vente det af vore Sukkermillionærer. Hr. Hagemann truer - iflg. Jacksons Telegram - kort og godt med at smide Negrene ud af de elendige Hytter og haaber altsaa, ved at forøge Negrenes Elendighed, at tvinge dem til at arbejde for den Hungerløn, som Millionæren finder det passende at bbyde dem.

Hr. Hagemann "kender intet til Sagen"

Det var med en mærkelig Følelse, vi i Aftes stod overfor Direktør Hagemann i dennes mere end overdaadige Villa i Rosenvængets Allé. De pragtfulde Omgivelser dannede en passende Ramme om denne Mand, der lader Negrene drive ud af deres usle Rønner, disse Hytter, der, hvor elendige de end kan være, dog er Negrenes Hjem.

Hr. Hagemann sendte os et koldt Staalblink fra sine Briller, da vi nævnede ham Grunden til vort Komme. "Det kender jeg intet til, sagde han kort. Vi trængte ind paa Hr. Hagmann: "Ja, men De maa vel have erfaret noget om Strejken". 

Hr. Hagemann gentog stædigt: "Jeg kender intet dertil." 

Det var hans Svar paa alle vore Spørgsmaal. Hr. Hagemann benægtede endog, at han - selv ad indirekte Vej - havde faaet nogen Meddelelse. Hr. Hagemann ønskede aabenbart - af let forstandige Grunde - ikke at give nogensom helst Oplysning.

Hr. Hagemanns Svar til os fremtræder imidlertid i den Rette Belysning ved den Omstændighed, at han - adskillige Timer før vort Besøg - fra sikker Kilde havde faaet Underretning om TeIegammet til Finansministeren, - paa en Anmodning om at skride Ind for at forhindre Negrenes Udsmidning havde han koldt og affejende svaret, at den Sag kendte han intet til. Det var hans Bestyrer, Hr. Sørensen, der traf saadanne Dispositioner paa egen Haand og havde Fuldmagt dertil.

Hr. Hagemann mener aabenbart dermed at have sin Samvittighed fri. Ingen tunge Drømme har antagellg - i Hr. Hagemanns sikre Tillid til Sørensens Dispositioner i Nat forstyrret denne Mangemillionærs Søvn. 

Interview med Finansministeren.

VI henvendte os sent i Aftes til Finansminister Brandes og gjorde ham bekendt med Hamilton Jacksons Telegram, hvori han gør opmærksom paa, at Plantageejerne vil smide de Indfødte Arbejdere ud af deres usle Hytter. 

VI gjorde Ministeren opmærksom paa, hvilken alvorlig Fare der kan opstaa, naar disse stakkels Mennesker med deres smaa Børn jages ud paa den nøgne Mark, uden Udsigt til at faa Tag over Hovedet, idet den fattige Befolknings Levevis er af den Art, at der næppe kan være Tale om, nt de kan finde Husly hos Venner og Bekendte. Enhver kan let se, at selv om Arbejderne hidtil har holdt sig rolige og har lovet at gøre dette Fremtiden, saa kan det under saadanne Omstændigheder let driver Befolkningen til Fortvivlelse.

Finansminister Brandes erklærede, at han straks vilde søge nærmere Oplysning om Begivenhederne paa St. Croix.

M-f.

(Social-Demokraten, 25. januar 1916)

Gustav Adolph Hagemanns monumentale gravsted på Vestre Kirkegård, udført af Carl V. Petersen. Selv om der står "og slægt" på stenen, er hans sønner ikke begravet her. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Strejken paa Hagemanns Plantage

Et nyt Telegram meddeler, at Hagemanns Bestyrer allerede har jaget Negrene

fra Hus og Hjem.

Hr. Hagemann betegner Negrenes Forlangende om en Dagløn paa 180 Øre som vildt.

Der indløb i Gaar et nyt Telegram til Finansminister Brandes, der supplerer det i Gaar aftrykte

Telegram om Negrenes Strejke paa Hr. Hagemanns Plantage.

Det nye Telegram lyder saaledes:

»Da Høsten begyndte paa Bethlehem, forlangte Landarbejderne dobbelt Løn, og da det blev nægtet dem, nedlagde de Arbejdet. Der er næsten almindelig Strejke. Arbejderne strammer nu til Christianssted, da fri Bolig paa Plantagerne er en Del af deres han. Ingen Uordener. Guvernøren har efterkommet en Begæring fra Arbejderne om Mægling.«

Af dette Telegram fremgaar til Fulde, at det, Hamilton Jackson i sit Telegram udtrykte Frygt for,

allerede er sket: Hr. Hagemanns Bestyrer har jaget Arbejderne med Familier ud af deres Hytter. Dette udtrykkes, som man ser, i Guvernørens Telegram paa den Maade, at Arbejderne "strømmer til Christianssted, da fri Bolig paa Plantagerne er en Del af deres Løn."

At Negrene strømmer til Christiansted, og at der derved skabes Mulighed for Optøjer, vedkommer

naturligvis ikke Hr. Hagemann, der for nogle Maaneder siden sammen med nogle andre Patrioter var saa bange for, at der skulle opstaa et "Negeroprør". Nu træffer han selv - gennem sin Bestyrer - Forholdsregler, der mest af alt er egnet til at fremkalde et saadant Oprør, hvis det ikke netop var saaledes, at Negrene paa St. Croix er rolige og besindige, og at deres Optræden kun er dikteret af den yderste Nød.

Hr. Hagemann erklærer, at Plantageejerne staar sammen, og at Negrenes Fordring maa afvises.

I "Berlingske Tidende" i Aftes er Hr. Hagemann under et Interview fremkommen med Udtalelser, der fortjener at kendes i de videste Kredse, idet de skaanselsløst blotter denne Mangemillionærs Tankegang.

Hr. Hagemann erklærer først paa Spørgsmaalet, hvorvidt han har givet Ordre om, hvorledes Strejken skal mødes, at det blander han sig ikke i. (Nej! Hr. Sørensen har sikkert sine Instruktioner!) Og Hr. Hagemann fortsætter:

Jeg aner jo ikke, hvilke Situationer der kan opstaa, og forøvrigt er min ledende Mand derude en rolig og fuldt ud handledygtig Mand. Jeg kan tilføje, at Planterne selvfølgelig optræder i Fællesskab overfor de strejkende Arbejdere.

De sidste Ord er gode at faa Forstand af. De viser, at der foreligger en ganske bestemt forud aftalt Plan fra samtlige Plantageejere, thi hvorledes kunde Hr. Hagemann ellers sidde i København og vide, hvad Plantageejerne derovre agter at foretage sig.

Angaaende Løn fordringerne udtaler Hr. Hagemann sig paa følgende Maade: At Negrene forlanger dobbelt Løn er jo et Bevis paa, at hele Bevæget sen er ud i det Blaa. Det er jo vildt!

Negrene forlanger, som i Gaar omtalt, en Forhøjelse af 90 Øre om Dagen, hvilket vil sige en Dagløn paa 180 Øre. Det er dette, som Hr. Hagemann, Manden med de 20 Millioner Kr., offentligt ikke undser sig for at udtale er vildt! Og "Berlingske Tidende" har ingen Bemærkning at knytte hertil. Det samme Blad, der finder det skammeligt, at Rhederne skal af med 20 pCt. af de Millioner, de har indtjent, har intet at bemærke, naar en Dagløn paa 180 Øre betegnes som "vildt"!

Tilsidst svarer Hr. Hagemann paa Spørgsmaalet, om det er umuligt at give Arbejderne højere Løn:

"Ja, det er absolut umuligt efter de forfærdelige Tab, Landbruget paa St. Croix har haft i de sidste Aar."

Hr. Hagemann véd, hvorledes det forholder sig: Negrene har taalmodigt taalt Savn og Nød de daarlige Aar uden at stille Lønkrav. I Aar er der Udsigt til den bedste Høst i mange Aar. Prisen paa Sukkeret er samtidig stigende, og Plantageejerne vil kunne paaregne et særlig stort Overskud. 

Men Hr. Hagemann omtaler klogeligt nok ikke dette. Han afviser Negrenes Krav med en intetsigende Bemærkning og gaar vel ud fra, at Plantageejernes "samlede Optræden" og Udvandringen af Negrene fra deres Hjem nok skal tvinge dem ind under Sultepisken igen.

Men det kunde jo være. at Hr. Hagemann her regnede forkert.

M-f.

(Social-Demokraten 26. januar 1916)

Den 29. januar 1916 udgav Hagemann en pjece hvori han udtalte sig i meget stærke vendinger om dansk Vestindien: "Danmark og dets vestindiske Øer. En pessimistisk Pjece". Han angreb regeringens planer om at gravide kvinder skulle have 25 øre om dagen: "De frugtsommelige kvinder arbejder overhovedet ikke ved svært markarbejde, så der er absolut ingen anledning til at give dem den løn af statens kasse, som de slet ikke mester." Ligeledes var han imod at tildele negrene husmandslodder. Social-Demokraten kommenterede at han sikkert var bange for "at negrene i det tilfælde ikke lader sig friste til at arbejde for 90 øre om dagen  i hans plantager". Hagemann kan have været irriteret, for roedyrkerne på Fyn overvejende på samme tidspunkt, februar 1916 helt at ophøre med at dyrke roer for at få priserne op.

Avisen citerede fra Hagemanns pjece:

Paa St. Croix er der nu sket det, at Hamilton Jackson har prædiket Uro: Landet til Negrene, som ene forstaaer at bearbejdet det, sig selv som Konge, som nok skal lede dem -; thi hjemme i Danmark har man taget godt imod ham og opmuntret ham til at arbejde for Negrenes Udvikling. Det er vist ikke hans mening at fremkalde et vestindisk Oprør, men havde Kaptajn Fuglede ikke den 3dje November ledsaget Negerflokken, den den 3-4000 Mand stærk forlod Christianssted efter Jacksons opflammende Taler, med sin lille Flok beredne, bevæbnede Gendarmer, saa ved man ikke, hvad der kunde være sket. Kaptajn Fuglede reddede Situationen den Gang. "Valkyrien" sikrer Roen nu."

(Social-Demokraten 30. januar 1916 (uddrag)

Editorial

On Monday the 24th ult. we went to Government house together with Mr. R. Bough. The writer in the Secretary's Office went in to the Governor to find out if he would receive us. He returned saying that the Governor would receive Mr. Bough but not Mr. Hamilton Jackson. We told Mr. Bough to go in to the Governor and report to us. Mr. Helweg-Larsen explained to Mr. Bough that he would not receive us because we had called him a liar and a shameless man. stating that he had his honor to protect, but that he would receive any one who represented the laborers.

Now, it must be understood that the striking laborers belong to an organization of which we, as

President, is head, and it then becomes plain that Mr. Helweg Larsen, as Governor of this island, ignored the laborers in a marked degree of contempt when lie objected to receive their chief officer. This was the first insult flung upon the striking laborers by the Governor. Then followed, with our consent, informal conversations with the Secretary of the Labor Union, Mr. Bough, and later, Mr. Reubil, another officer of the Union and our private and confidential Secretary, was asked by us to join in the conversations.

We saw in the local papers a few days ago a publication from Dr. Longfield Smith pretending to give to the public an idea of the situation and the cause of the strike. Mr. Longfield Smith in that publication makes us to say to the laborers at a meeting held in West End that they must go back upon the estates and work for the same money they had been getting and that after three days they should strike again. Now this is not consistent with truth, and, as Mr. Longfield Smith did not say that he heard that we had made those remarks, but asserted that we told the people to strike after three lays, he has lied upon us. We would have been inclined to say that he was misinformed but he has given out ail the statement as coming from himself. and there is no excuse for him. It seems most provable though, that he was misinformed since we did not see him to the meeting, and as every thing we say in West End is generally wilfully misunderstood and maliciously misrepresented, our suspicion i s strengthened. We hear, by the way, that the Police-assistant Mr. Schaeffer gives the official reports how true this is we cannot say, but reflection is thrown upon those who give out such false statements. The truth of the matter is that the Governor proposed to Mr. Bough that the leaders of the laborers tell them to go back upon the estates, resume work, and discussions would take place between the planters and labor leaders. He promised that he would within three days call a meeting, and if no agreement was reached then the laborers could then give fourteen days' notice to the planters, at the end of which time they could strike. Accordingly we that same day repeated the exact words to the people, who obeyed ub and went back upon the estates to hear from us after three days, then if no agreement was reached, they should give their managers 14 days notice and come to town as they had done that day. That we told them to strike after three day is a lie, and thousands could testify to the contrary. After many useless discussions with the Governor, we sent Mr. Bough to ask him, for the last time, if he would call a meeting of the planters and labor-leaders, but he replied he had done his best, and that the planters would meet us only upon the conditions mentioned above namely, that the people go back upon the estates etc: So far the Governor has not used any means of mediation between the two parties, in fact he has not acted in an equal manner. He has simply been as messenger in this case, and that is not acting as a mediator, and who says so tells an untruth. We have now given the public a short account of the discussion, and they will see that we have been keeping on the right ground all the time. We hope however that it will all be over and work resumed afresh under new conditions favorable to all concerned

Passing Notes

It is reported that Gendarmes are stopping people who are removing from the country, overhauling their luggage. What is the cause we do not know, and it appears that although the island is not in a state of seige almost the same measures are being used. Another strange thing is that the gendarmes are stopping all persons with canes, even, in the town where canes are bought from squatters and others having land. If a cane is bought in these days it seems that one must be in dread every joint he eats, even I if he has bought it, for fear of the Police. Can this end the strike?

(The Herald 7. februar 1916)

Plantagen Bettys Hope. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Social-Demokraten 15. februar 1916 kunne meddele om "Neger-Strejken" at den var "Sejr og Oprejsning for Hamilton Jackson og hans Folk."

Dansk Vestindien.

Arbejderne har nægtet at gaa ind paa den foreslaaede Overenskomst.

Plantageselskabet "Dansk Vestindien" har i Gaar modtaget følgende Telegram fra Direktør Karl Lachmann, der for Tiden opholder sig paa Øerne:

"Vi underskrev i Torsdags en Overenskomst med Hamilton Jackson gaaende ud paa, at Arbejdet skulde genoptages, saaledes at Lønningerne under visse Betingelser forhøjedes med 40 pCt. Planterne gik ind herpaa; men Arbejderne afslog det. Jackson optræder sikkert ikke loyalt. Situationen for Høsten er alvorlig. Alt er roligt"

En Udtalelse fra Gehejmekonferensraad Hagemann.

I Anledning af Direktor Lachmanns Telegram fra Vestindien har vi anmodet Gehejmekonferensraad Hagemann om en Udtalelse.

Excellencen ytrede:

- Telegrammet er kun en Bekræftelse paa, hvad jeg anede vilde ske Efter Forliget mellem de to

Parter, har Planterne paa deres Side godkendt Overenskomsten, men Negrene har ikke villet. Hamilton Jackson har ikke kunnet faa dem til det og for at bevare sin Magt, sit Blad, sin hele Position blandt Negrene har han brudt Aftalen og er alligevel gaaet med Negrene.

Jeg tror ikke, at Følgen vil blive større Uroligheder. Del er i hvert Fald Min Antagelse. Muligvis vil der ske enkelte Excesser, men Gendarmerikorpset skal forhaabentlig nok kunne ordne det. En Betryggelse er det jo ogsaa at vide, at "Valkyrien" er derovre.

Geliejmeraaden har forøvrigt faat et Post fra Vestindien. Brevene indeholder intet særlig nyt og bekræfter kun hans tidligere Udtalelser

Skal "Valkyrien" afløses?

Der har verseret Rygter om, at "Valkyrien" skulde kaldes hjem og erstattes med "Ingolf".

Efter hvad vi erfarer foreligger der intet som helst herom. "Valkyrien" bliver efter Ministeriets Bedømmelse foreløbig i Vestindien.

(Dagbladet (København) 18. februar 1916)

Sugar industry hurt by Strike.

New York, Feb. 23. - A strike and lock-out of agricultural labor affecting 10,000 persons, most of whom are natives, have paralyzed the sugar industry in the St. Croix Danish West Indies, according to passengers arriving here today from St. Croix on the steamer Parina.

The strike has assumed such proportions that Danish officials and white residents fear violence the police declared.

Armed guards patrol the street of the principal cities and towns, while marines with machine guns have been landed from a Danish cruiser.

Among passengers from St. Croix was J. F. Quinn of St. Catharines, Canada.

"About 10,00 people are affected by the strike," said Mr. Quinn.

"They are asking for an increase of one shilling per day in wages. Their leader is a native named Jackson who recently returned from a trip to the United States.

"In the cities martial law has been declared and the saloon liquor stopped. Up to the time we left, no outbreak had occured, but it was expected at any time, as the natives are getting hungry."

(The Fargo Forum and Daily Republican, 23. februar 1916)

Den danske presse bragte usandfærdige rygter, her er et eksempel hvor en avis har hentet rygter fra det stækt racistiske West End News, helt ukommenteret: 

Vestindisk Nyt.

Man kræver Jacksom uskadelig. 

Hamilton Jackson har faaet den Idé, at han vil have sorte Gendarmer. Af den Grund benytter han enhver Lejlighed til gennem sit Blad The Herald at rette usandfærdige Beskyldninger mod de herfra udsendte Gendarmer. Men herved er han kommen i Konflikt med sine Venner Socialdemokraterne, som tillid har hævdet, at Gendarmerne gennemgaaende er Socialdemokrater af Overbevisning, og han maa nu finde sig i, at endog Socialdemokraterne irettesætter ham og kalder Forfølgelsen mod Gendarmerne for Udslag af Racehad.

En Kraftig protest. 

Bladet West End News, som udgaar paa St. Croix, udtaler ved den vestindiske Strejkes Begyndelse en kraftig Protest og siger bl. a. til Negerne:

Hvad vil I gøre, naar I ikke har en Cent tilbage? Hvis I havde en Organisation med mange Penge i Kassen, saa havde I noget at falde tilbage paa, men uden det -?

Men - maaske har Jackson nogle af de Penge, han har indsamlet hos Befolkningen i de sidste Maaneder.

En Forening som Jacksons blandt Plantagearbejdere, eksisterer ikke noget Steds i Hele Verden! Jackson vildleder den fattige Befolkning, og derfor fortjente han at blive hængt, om ikke det, som er værre.

--

(København, 24. februar 1916)

Referatet fortsætter med at nævne uhyrlige ting som at plantagearbejderne har den hensigt at lægge landet øde og dræbe hver eneste hvid mand. 

Jackson havde henvendt sig til guvernøren Helweg-Larsen for at forhandle, hvilket han nægtede. Guvernøren var under pres fra plantageejerne om at bruge hård hånd over for arbejderne. Plantageejerne satte nu arbejderne ud af deres huse og jordlodder. Jackson organiserede heroverfor store demonstrationer. Finansminister Brandes ønskede ikke nogen hård hånd, og den vestindiske arbejderbevægelse indkasserede sin første sejr: En lønforhøjelse. Helweg-Larsen betragtede det som et personligt nederlag. Han søgte og fik sin afskedigelse kort før øerne blev solgt til USA.

Lars Christian (Tom) Helweg-Larsen (1860-1934), dr.jur., guvernør Helweg-Larsen, Sophie (f. Bauditz) (1862-1943). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Sejr for Negrene.

Strejken endt! - 40 pCts Lønforhøjelse.

I Gaar indløb følgende Telegram til Finansministeriet fra Guvernøren paa de vestindiske Øer, Helweg-Larsen:

Efter 12 Timers Forhandling mellem de Delegerede under Guvernørens Forsæde blev Strejken endt i Gaar (Lørdag). Arbejderne faar 40 pCt. Tillæg til Lønnen, desuden har Guvernøren lovet at yde Hjælp til Arbejderne af Hensyn til de nuværende høje Priser paa Næringsmidler. "Arbejdet genoptages Onsdag."

Denne Meddelelse vil sikkert vække Glæde hos de mange, der her i Landet har fulgt de sorte Arbejderes Kamp med Interesse og Sympati. I næsten 5 Uger har denne Strejke varet, og Hamilton Jacksons Venner begyndte ikke uden Grund at blive noget ængstelige for Udfaldet af den ulige Styrkeprøve. Flere Tusinde bundfattige Arbejdere, Mænd og Kvinder, gik her i Strejke uden at have den ringeste Hjælp i Ryggen; de ejede ikke noget Strejkefond, og da deres Landsmænd saa godt som alle er fattige, kunde der Ikke samle mange Midler sammen paa den lille Ø. Vejen er lang til de forenede Stater og endnu længere til Europa, saa herfra kunde heller Ikke sendes Hjælp, før Strejkens Udfald var givet.

Negrene havde da ikke andet at gøre en at sulte, og det er hævet over al Tvivl, at de har sultet og savnet i stor Udstrækning. I Socialdemokratiets Barndomsdage her i Europa blev der ført lignende Strejker, og man kender fra den Tid Eksempler paa, at de fattigste Arbejdere paa næsten mirakelagtig Maade har holdt Stand uden Hjælp i en Maanedstid. Den vestindiske Neger, der ganske vist er trænet i Nød og Havn, har nu for første Gang vist sig i Besiddelse af den samme moralske og fysiske Kraft, som udmærkede vore første Partifæller l Europa, og vi tør nok sige, at denne Strejke ganske kuldkaster hidtil grundfæstede Meninger om det sorte proletariat.

Det fremgaar af det sidste Telegram, at Arbejderne denne Gang har opnaaet 40 pCt. Tillæg i den Betingelser. Da Guvernøren for ca. 10 Dage siden stillede det første Mæglingsforslag, var der knyttet Betingelser til de 40 pCt., og det var paa disse Betingelser, at Forstrandede. Hidtil var Arbejdslønnen i Almindelighed 80-100 Øre, og den bliver altsaa nu 120-140 Øre. Det er, naar Hensyn tages til de høje Priser paa alle Livsfornødenheder, en ringe Løn, men det er dog en respektabel Forhøjelse og yderligere en Forhøjelse, der maa betragtes som sikret og garanteret ved Guvernørens Medvirkning under Mæglingen. Som det fremgaar af Telegrammet, har Guvernøren givet Løfte om, at Arbejderne skal erholde en Hjælp i Anledning af Dyrtiden. Vi kender endnu ikke Formen for denne Hjælp, men efter alt at dømme er der her Tale om en Dyrtidshjælp af samme Art som den, der udbetales herhjemme.

Arbejdet genoptages i Morgen (Onsdag), og det er sikkert paa høje Tid, om Høsten skal bjerges i Hus. Da Strejken udbrød, stod man umiddelbart overfor Høsten, og denne vilde sikkert forlængst have begyndt, om alt var gaaet som sædvanlig. Men Planterne har aabenbart til det sidste Haabet paa at knuse den ringe Arbejderbevægelse og først i yderste Nød har de givet efter.

Er Sejren stor for Negrene, saa er Nederlaget da endnu større for Planterne, thi de har ført denne Kamp med en Fanatisme og Brutalitet, som man skal lede længe for at finde Magen til. De jog Arbejderne ud af deres usle Arbejderboliger, de kastede deres fattige Bohave ud paa Marken, og da Kvinder og Børn alligevel ikke vilde forlade Husene, saa blev Vinduer og Døre taget af.

Gendarmer med skarpladte Geværer fulgte i Hælene paa Arbejderne og jog dem, som om de var Forbrydere, og paa Hundrede andre Maader pinte og plagede man dette undertrykte Folk. Alle Midler blev taget i Anvendelse, baade List og Trusler, for at bryde Arbejdernes Sammenhold. For 8 Dage siden blev der til Folkethingsmand Sigvald Olsen som fungerende Formand for det socialdemokratiske Parti sendt et Telegram fra "hvide Socialdemokrater" paa Øen, der advarede Partiet mod Jackson, som kun spekulerede i Racehad. Sigvald Olsen, der ligesom afdøde P. Knudsen i mange Aar har næret stor Interesse for den farvede Befolkning paa Øerne, lod sig selvfølgelig ikke besnære af dette mærkelige Telegram fra Socialdemokrater, som man aldrig før havde hørt fra.

For nogle Dage siden meldte Telegraf en derude fra saa for første Gang om Ildebrande paa Marken.

Finansminister Brandes, der under hele denne Kamp ikke har fornægtet sin Sympati for den farvede Befolkning, tabte ikke Hovedet over dette Telegram, og vi véd nu fra Jacksons Telegram, at om der har været Brande, saa skyldes disse ikke de Strejkende, der er under Disciplin og Kontrol. 

Dette sidste Forsøg paa at fremkalde en voldsom Afslutning mislykkedes altsaa ligesom alle de øvrige, og det hele Udbytte, man havde heraf, var blot en dum Udtalelse af  Gehejmekonferensraad Hagemann og nogle ny ondskabsfulde Overfald paa Negrene i en

Del saakaldte patriotiske Blade.

For disse Landsmænd er Strejkens fredelige Afslutning sikkert en stor Skuffelse, ligesom det vil være dem en stor Sorg at erfare, at Chefen for "Valkyrien" har sendt et Telegram hjem til Marineministeriet, hvori han melder, at alt er roligt, og at Skibets Besætning overalt er Genstand for den samme venlige Opmærksomhed fra de Indfødtes Side, som der ved tidligere lejligheder er bleven vore Marinesoldater til Del derude.

For Hamilton Jackson og de øvrige førende Negre er denne Strejke bleven en mægtig Sejr, der vil vække Genklang overalt i de Forenede Stater. I Løbet af en Maaned har Jackson ført den foragtede og forhaanede Negerstand ud af den ægyptiske Trældom, hvori den befandt sig, til Trods for Slaveriets Ophævelse. Dette Folk springer paa en Gang fra det reneste Enevælde i Arbejdsforholdene til en parlamentarisk lovmæssig Tilstand med Overenskomster og Priskuranter, vedtagne under Statens Kontrol. Det er et æventyrligt Spring, men det blev ogsaa først naaet efter 40 Dages Sult og Lidelser. Saaledes bekræftes ogsaa paa de fjærne vestindiske Øer Sandheden ! Bjørnsons Ord: 

Et Folk. der føler Kaldet,

er Jordens største Kraft.

For det maa alting falde;

det staa højt eller lavt

H. N. 

(Social-Demokraten, 29. februar 1916)

Offentlig brønd i Christiansted. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.