Strejke paa Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen).

Fra ølstrejken 1924:

Der er Øl i Byen til flere Uger.

Alt tyder paa at Strejken skal blive langvarig. Den omfatter 4.600 Mand,

Morgensituation fra Tuborg. De opmagasinerede Vogne

Da B. T. i Lørdags meddelte, at Bryggeristrejken vilde komme Mandag, kom det i høj Grad overraskende for det almindelige Publikum. Kun de færreste havde troet paa en omfattende Strejke i dette Foraar.

Ikke destomindre er Strejken en Kendsgerning idag, og 4600 Mand er blevne ledige ved denne store Arbejdsnedlæggelse.

Strejken omfatter de fleste store Bryggerier i København og Provinsen, undtagen "Hafnia" og saadanne Provinsbryggerier som Ringsted, Sønderborg og Tønder.

Dog er en Del større Hovedstadsbryggerier som "Hafnia", Glostrup, Vanløse og Husum udenfor Strejken, medens De forenede Bryggerier i Følge Samarbejdet med "Tuborg" ogsaa er indbefattet i Strejken.

Endelig er der en Kreds af Sodavandsfabrikanter med en særlig Organisation, som staar udenfor Strejken.

Ogsaa Krystalisværket paa Frederiksberg har indstillet Driften men der er sikret Hospitalerne Is til flere Uger, og det almindelige Publikum kan jo nok undvære Is lige i de første Dage.

Bliver Strejken langvarig?

Paa Fagforeningskontoret erklærer man, at man gør Regning paa, at det bliver en langvarig Konflikt. Man har selv Midler til at understøtte de 4600 Mand, som Strejken omfatter, i mindst 3 Maaneder og desuden har man Gensidighedsoverenskomet med Sveriges Bryggerifagforbund. Der er idag begyndt paa Strejkekontrolmøderne og der er udstillet Strejkevagter ved alle Bryggerier.

løvrigt mener man, at Strejkevagterne faar det let, thi man gaar ud fra, at Bryggerierne ikke vil udlevere Øl til Forretningerne, selv om disse vil afhente det selv. Kun Hospitaleme menes at ville faa udleveret Øl. og det vil de Strejkende ikke modsætte sig.

Et Kig ind i den standsede Virksomheds Mineralvandsafdeling.

Bryggeriernes Stilling.

Paa Carlsberg bekræfter man, at der ikke vil blive udleveret Øl til Folk, som selv vil hente det. Kun Hospitalerne kan hente deres Forsyning selv.

Hvorvidt Konflikten kan blive langvarig, har man ikke nogen Mening om, men Parterne er jo ret langt fra hinanden.

Bryggerierne har tilbudt en Lønforhøjelse paa 3 Kr. om Ugen, men Arbejderne forlangte oprindelig mindst 10 Kr. ud over denne Forhøjelse.

Forligsmanden vil ikke gribe ind foreløbig.

I Forligsmandsinstitutionen erklærer man at man ikke agter at gribe ind foreløbig. Det forkastede Forslag var ganske vist ikke et egentligt Mæglingsforslag, men et Resultat af Forhandlinger mellem Parterne selv ved Forligsmandens Medvirkning, men da Forslaget er forkastet med saa stor Majoritet, mener Forligsmændene ikke, at det kan nytte at stille et egentligt Mæglingsforslag i dette Øjeblik.

Hvornaar bliver Ølmanglen følelig?

Der er delte Meninger om, hvorlænge Restauratorernes og de Handlendes Iagre kan strække til. Nogle Restauratorer erklærer at have Øl nok til flere Uger, medens de Handlende hævder, at de kun har til en halv Snes Dage.

Paa Carlsberg erklærer man, der ikke er udleveret til saa særlig mange Dage forud.

Der har i den sidste Tid været et dagligt Forbrug af ca. 1½ Mill. Flasker om Dagen af Carlsberg, og stort mere har Carlsberg Bryggerierne ikke kunnet præstere.

E. n,

(B. T. 5. maj 1924)

Den tavse By

Øverst: Gamle Carlsbergs Bryggerier. Nederst: Ny Carlsbergs tomme Ølvogne.

Carlsberg Bryggerierne danner en By for sig i den store By, men nu ligger denne lille By tavs og død, medens den store By lever og larmer rundt om den.

Strejken har standset Livet paa Carlsberg og paa de andre Bryggerier. Deres Skorstene ryger ikke, de varme Dampe vælder ikke ud fra Bygningerne. Øllet flyder ikke fra den ene Bygning til den anden, Fadene fyldes ikke, Aftapningsmaskinerne er stumme, og i Gaarde, paa Pladser og i Garager staar Vogne og Automobiler tomme og urørlige, medens Hestene faar en uvant Ferie.

Og for hver Bajer, der drikkes ude i Byen, nærmer den Stund sig mere og mere, da en halv Bajer ikke kan vejes op med Guld.

Hvis ikke Parterne forinden faar sig talt til Rette.

Foreløbig er Udsigterne dertil lig Nul.

(Aftenbladet 7. maj 1924).

Ølstrejkens Afslutning.

I Dag er der taget fat med fuld Kraft for at forsyne Byen med Øl

Øverst: Kuskene møder op ved Kontrolporten. - I Midten: Arbejdssøgende ved Kontoret. - Nederst: Det første Hold Vogne parat til at køre ud.

Ikke mindre end 63 af de 100 Deltagere i Bryggeriforbundets Kongres udtalte sig i Gaar om Folketingsmand Andreasens Mæglingsforslag, saa man forstaar, at Mødet, der, som meddelt, begyndte Kl. 11. ikke kunde afsluttes før Kl. 5. Resultatet af Afstemningen blev, at Forslaget vedtoges med alle Stemmer mod 3. Saa snart Resultatet forelaa, blev der afsendt Meddelelse fil Bryggeriforeningen, hvis Forhandlingsudvalg, der jo var forsynet med Mandat til at slutte Forlig straks accepterede Mæglingsforslaget. Hermed var Strejken altsaa forbi, og det vedtoges at Arbejdet straks fra Dags Morgen skulde genoptages i fuld Udstrækning. Ølstrejken varede altsaa i 30 Dage, hvilket ganske sikkert var de 25 for mange.

Den nu afsluttede Overenskomst gælder for 2 Aar, nemlig til 1. Maj 1926. Arbejderne faar straks 1 Kr mere om Ugen i Minimalløn - de havde her i Byen før Strejken 62 Kr. 18 Øre - fra 1 Mai 1925 forhøjes Ugelønnen yderligere med 1 Kr. Til Gengæld faar Arbejderne i Fremtiden kun Ret til 5 Bajere pr. Dag i Stedet for de 6, de tidligere maatte faa.

Naturligvis er der til Morgen sat fuld Kraft paa for saa hurtigt som muligt at skaffe den tørstende By den saa længselsfuldt ventede Læskedrik.

De første morgentimer paa Carlsberg

Da Portene til Carlsberg-Bryggerierne i Morges ved 5-Tiden var slaaet op, varede det ikke mange Minutter, før Livet derinde paa det mægtige Terræn pulserede paa fuld Kraft.

Og Humøret var højt overalt. Man mærkede tydeligt Glæden hos de mange Menesker over igen al kunne komme til at tage fat. Det eneste Sted, hvor der herskede Alvor, var blandt mange Hundrede Arbejdssøgende, der straks strømmede til, men for hvis Hænder der endnu ikke var Brug.

Ude paa Pladsen traf vi Arbejdsinspektør Jensen, der øjensynlig var lige saa glad som Arbejderne over Kampens Afslutning

- Hvorledes vi! De nu forsyne den tørstende By? spurgte vi.

- Naturligvis faar Restauratørne Første-Grøden. Den bestaar i Hektoliter Fad-Øl, der køres ud i Morgen. Opad Dagen følger der mere efter. Øl har vi selvfølgelig nok af, men det er jo ikke tappet. Men nu er der 800 Kvinder i Gang med det Arbejde, og jeg tænker der kommer et lignende Antal il! od paa Formiddagen.

Vi kører hele Dagen i Dag og i Morgen med, saa at Restaurationerne kan være forsynede til Søndagens Rykind. Derimod maa Byens Handlende vente til Mandag Morgen, for vi kan ikke have Flaskeøl nok til Disposition. Men saa er vi ogsaa over det værste.

- - -

Oppe ved Depoterne begyndte Vognene at køre frem. De staldkande Heste var næsten ikke til at styre efter den tre Uger lange Ferie. Vogn paa Vogn fik læsset Smaatønderne paa og strøg af Sted ud gennem Gitterportene.

Livet pulserede atter.

(Aftenbladet (København) 31. maj 1924).

Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.

Fru Andrea Brochmann fortæller om 25 Aars Agitation. (Efterskrift til Politivennen)

Syerskernes Kaar var fortvivlede i Halvfemserne.

Organisationsarbejdets store Velsignelser

En af vort Partis mest kendte kvindelige Agitatorer er Fru Andrea Brochmann. I de sidste 25 Aar har hun arbejdet og kæmpet for den Sag, der Uge fra hendes Barndom har haft hendes varmeste Interesse. Mange ældre Partifæller erindrer endnu fru Slutningen af Halvfemserne den unge, energisko Syerske Frk. Andrea Nielsen, som var Sjælen i Arbejdet for at organisere de kvindelige Arbejdere i den faglige Bevægelse.

Netop i disse Dage er det 25 Aar siden, hun begyndte, og vor Medarbejder benytter Lejligheden til at lade hende fortælle lidt fra hendes Færden gennem disse Aar.

VI træffer Fru Brochmann i hendes hyggelige Hjem paa Vennemindevej, og vi beder den travlt optagne Frue fortælle os lidt om det forestaaende Jubilæum.

Avisens foto er her erstattet af et af bedre kvalitet: Elfelt & Co.: Portræt af Andrea Brochmann. Det kongelige Bibliotek. Creative Commons BY.

- Ja, siger Fru Brochmann, nu begynder Jubilæernes Tid. Der er noget vemodigt i disse Tilbageblik. Paa Fredag den 26. Januar er det 16 Aar siden, jeg blev Formand for Socialdemokratisk Kvindeforening, og samtidig er det 25 Aar siden, jeg som nyvalgt Formand for de kvindelige Herreskræderes Fagforening af 1863 tog Kampen op for at skaffe de usselt lønnede Syersker bedre økonomiske Kaar.

- Hvor mange Medlemmer talte den faglige Organisation?

- 35. Men ved en kraftig Agitation fra disse faa Medlemmers og Bestyrelsens Side lykkedes det i Løbet af kort Tid at samle ca. 1000 Medlemmer.

VI vil strejke!

Vor Parole lød: Vi vil strejke, hvis vi ikke kan faa en bestemt Priskurant at arbejde efter. Det var jo kotume den Gang, at Fabrikanter og Skrædemestre betalte saa lidt sotn muligt og efter eget Forgodtbefindende. Fabrikanterne nægtede at forhandle med Syerskerne og ophængte en at dem selv udarbejdet Priskurant rundt omkring paa Arbejdspladserne. Saa flød Bægeret over, og den 1. Februar 1898 erklæredes Strejken. Fabrikanterne blev efter 14 Dages Strejke betænkelige, og "De kvindelige Herreskrædere" fik deres første Priskurant. Det var den første Sejr.

Drøje Aar.

Men saa fulgte der drøje Aar paa. Lock-out en kom i 1899 med Frafald i Rækkerne. Saa frem igen med Agitationen for at bevare de gamle og erhverve nye Medlemmer.

- Hvorledes var Arbejdstiden den Gang?

- Ved Paaske-, Pinse- og Juletid fra Kl. 4 Morgen til 9-10 Aften, og Arbejdsfortjenesten var 3-4 Kr. for disse 18 Timers meget strenge og ihærdige Arbejde. Dertil kom saa, at man af denne Fortjeneste havde Udlæg til Sygarn, Presning, Lys og Værksted. Usle og elendige Forhold. Derfor fortjener de Kvinder, som sled i Agitationens Tjeneste om Søndagen ved Husagitationen og om Aftenen til Møder, stor Tak. 

Da Smeden vilde smide os ud.

- De oplevede vel en Del ved disse Agitationer?

- Det kan De tro! Jeg glemmer aldrig, da vi en Søndag var paa Agitation langt ude paa Nørrebro. Vi var altid 2 og 2, som fulgtes ad, og jeg og en anden kom op til en Syerske, hvis Mand var Smed. Han havde ikke den rette Forstaaelse af vor Mission, thi da han hørte vort Ærinde og vor Ihærdighed for at faa hans Hustru organiseret, kom han frem i al sin Magt og Vælde for paa kraftig og lydelig Maade at faa os ned ad Trapperne. Min langt solidere Medagitator stillede sig resolut foran mig, og vi slap for videre Tiltale.

Den lille Oplevelse har dog Ikke svækket mit Venskab for Smedene, dertil har jeg for mange personlige Venner fra dette Fag, som jeg sætter umaadelig Pris paa.

- De har haft mange Tillidshverv?

- Det faglige Arbejde skaffede mig i Berøring med Repræsentanter for alle vore faglige Organisationer, idet jeg blev Medlem af Repræsentantskabet og Forretningsudvalget for De samv. Fagforbund, ligosom jeg ogaaa var Medlem af Forretningsudvalget for Dansk Skræderforbund.

Andrea Brochmann som Politiker.

Det faglige Organisationsarbejde, ikke mindst indenfor Hjemmearbejdersker, er opslidende, og jeg indsaa meget hurtigt, at foruden faglig Organisation for Arbejderne maatte der kommunal og politisk Indflydelse til. Jeg kastede mig derfor over det politiske Arbejde. Min første store politiske Agitation var sammen med min Mand i Ebeltoftkredsen 1909 og 1910. Det var Imod selve Hr. Neergaard. Vi førte en hel amerikansk Agitation paa ca. 50 Vælgermøder mod det raadne Militærforlig, som det lykkedes de Moderate og Højre at faa gennemført, og som har kostet den danske Befolkning unyttige Millioner.

Borgerrepræsentanten Andrea Brochmann.

Som Borgerrepræsentant har jeg erfaret, hvilken Betydning det er for Arbejderklassen at have Flertal I den kommunale Forsamling.

- De har ved sidste Budgetbehandling I Borgerrepræsentationen fremsat Forslag om Opførelse af et kommunalt Pensionat for kvindelig Lønarbejdere.

- Ja, hvis denne Plan gaar i Orden, er det en Ungdoms-Idé, som vil blive realiseret, at de kvindelige Lønarbejder for en billig Penge kan komme til at bo under hyggelige Forhold. Jeg drømte om, hvilken Lykke det vilde være, om der kunde blive rejst Bygninger, hvor enlige, arbejdende Kvinder kunde finde Ly og Hygge efter Dagens Arbejde.

- - -

Efter hvad vi erfarer, samles Bestyrelsen og Medlemmerne Indenfor Socialdemokratisk Kvindeforening paa Fredag til en lille Festlighed, og efter Generalforsamlingen den 31. ds. vil Medlemmerne paa festlig Maade mindes Dagen ved et hyggeligt Samvær i Partiets gamle Borg, Rømersgade 22.

(Klokken 5 (København) 23. januar 1923).

Syerskerne. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Travlhed til Julen.

Julen stunder til. I ethvert Hjem, hvor der nogenlunde er Raad, købes der Tøj til Børnene og Tøj til de voksne. Og Tøjet skal syes. Rundt paa Byens Systuer er der Travlhed med Naal og Traad, med Saks og Pressejern. Fra tidlig Morgen til længe, længe efter almindelig Fyraften lyder Symaskinens evindelige Snurren; den fine Frues Julestads skal være færdig til Brug Julemorgen. Tænk hvilken Ulykke, om det ikke skete, om huit skulde komme til at benytte en as de to Snese Kjoler, hun allerede har. Verden gik til Grunde. Og den mindre velhavendes Børn skal have det ny Tøj paa hen til Bedstefa'r og Bedstemo'r, det skal være færdig til Jul.

Og Systuernes Ihændehavere gnider sig Hænderne; det giver Penge i Kassen.

Men oppe paa Systuerne sidder Arbejdets Trækdyr, de, som fylder Arbejdskøbernes Skuffe. For dem betyder Juletravlheden ikke en forøget Indtægt, kun forøget Arbejde, længere Tid at sidde bøjet over Maskinen, større Anstrængelse af de trætte Øjne, kortere Tid til Hvile og Søvn, om Adspredelse er der end ikke Tale.

Men Lønnen. Ja, tal saa sagte om Løn for Syerskerne. 3-4-5 og, naar det gaar rigtig højt, 6 Kr. for 6 Dages og halve Nætters usund og triviel Arbejde, hvor man da ikke tager hele Søndagen med. Saaledes ser Lønnen ud, den Løn, der tvinger de unge Piger til enten at lige Forældrene til Byrde eller - sulte.

Kan nu Arbejdslederne i denne Branche ikke betale en ordentlig Løn ?

Absolut jo. Det er maaske en af de mest lukrative Forretninger, der kan startes med en lille Driftskapital. Men her viser sig det Særsyn, at de Forretninger, som betaler Arbejdet daarligst, er samtidig de dyreste for Kunderne, Arbejdskøberens Fortjeneste og Arbejderens Løn staar i dette, som i saa mange andre Tilfælde i omvendt Forhold til det betalende Publikums Udgifter.

Der maa ske en Forandring. Fordringen om, at ethvert arbejdsvilligt og arbejdsdygtigt Menneske skal kunne leve af Arbejdets Udbytte, maa og skal gennemføres ogsaa for Syerskernes Vedkommende. Og vel er det ubestridelig Syerskerne selv, der gennem Organisation og Agitation skal stille deres Krav, men vi andre kan i al Fald hjælpe dem med at lade vor Tøj sy i de Forretninger, hvor der betales en nogenlunde Arbejdsløn.

Lad dette være vor Julegave til de flinke Syersker.

(Fredericia Social-Demokrat 30. november 1899).

I slutningen af 1899 dannedes i København Syerskernes Forbund i Danmark som omfattede Konfektionsarbejdernes Fagforening, Linnedsyernes Fagforening, Korsetsyernes Fagforening og Paraplysyernes Fagforening.

Da Syerskerne blev udelukkede. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Da Syerskerne blev udelukkede.

I Lørdags Aftes blev altsaa de københavnske Syersker sat paa Gaden.

Hvorledes er det? Lærte vi ikke i vor Barndom i Bibelhistorien, at naar Herren vrededes, saa lod han regne Ild og Svovl over Jorderig? Men ak, det er længe, længe siden, i Lørdags Aftes skete intet af den Slags.

Lock-outen har naaet Brutalitetens og den usminkede Raaheds Tinde.

Først var det de syv jyske Byers Snedkersvende, der var Aarsagen. Denne Aarsag faldt, og saa blev det de "utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne", men nu er det sidste Dække faldet. Hvorledes skulde man kunne tale om utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne for Kvindernes Vedkommende? De sidder rundt i de smaa Hjem og arbejder.

Ganske vist, ingen vil nægte, at deres Arbejdsforhold er "utaalelige", men det er dog neppe den Slags Utaalelighed, Arbejdskøberne slaar om sig med. Overfor Kvinderne har man da maattet bekende Kulør, det er Fagforeningen og den alene, man vil til Livs.

Enkeltvis eller to og to kom Syerskerne gaaende ind fra Nørrebro. De kom gaaende med store Byldter og Pakker, mange kom med Barnevogne fulde. En Syerske afleverede alene for sig 36 tilklippede, men usyede Jakker, saa mange havde hun efterhaanden faaet hjem; Fabrikanterne havde ikke troet paa et Heltemod, der kunde staa herfor, nun hun bragte alle de 37. Sjældent er vist Syerskerne blevne behandlede saa elskværdig som i Lørdags. Om Frøkenen ikke ønskede at tage lidt med tilbage? Hun behøvede ikke at bære det selv. Karlen kunde godt hente og bringe det. Den gamle ridderlige Aand vaagnede pludselig op igen, men Syersken siger nej Tak og gaar rolig sin Vej.

I Porten bliver hun staaende lidt, andre kommer til, og de bliver lidt. Det er, som de trængte til at slutte sig sammen et Øjeblik, før de gaar bort.

En Herre fra Forretningen stiller sig op ved Siden af dem.

"Naa, naar ser vi Dem igen ?" spørger han.

"Ja, det maa jeg spørge Dem om", svarede Syersken, en køn, høj, ung Pige.

"Ja, De ved jo, De bare kan komme paa Mandag; er det noget for saadan en køn Pige som Dem; at holde paa en Fagforening?"

"Den holder jeg paa", svarer Syersken ham kort.

De slaar lidt tavse vendt mod hinanden. Saa strækker en bleg og forknyt udseende Syerske sin Haand ud mod den kønne, høje og siger stille :

"Farvel, Laura!"

"Farvel, Anna, vg hav det godt, til vi ses igen."

"Du ogsaa", svarer den blege, og som i pludselig Angst, ikke for sig selv, thi hun ved, at hun kan lide men for at den høje og kønne skal blive træt i Kampen, føjer han indtrængende til: "Og Du holder jo ud, Laura ?"

"Det gør jeg Anna." og bærende sit kønne Hoved højt gaar hun bort, medens den blege smiler roligt og iler bort i anden Retntng. . . .

Hvor let at holde Ideens Fan højt, naar alle Øjne er rette de paa en. Hvor uendelig svært, naar man gaar bort alene, uænset og uset, og ens eneste Trøst er, at den kønne Kvinde vil holde ud med en.

I Sandhed, vort Land ejer Heltinder!

NB

(Social-Demokraten 1. september 1899).

Lockouten varede i mere end 100 dage. Den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). Forliget var at arbejdsgiveren havde ret til at lede og fordele arbejdet. Fagforeningerne fik ret til at organisere sig og til at strejke. Septemberforliget var i kraft frem til 1960.

Kvinderne svigtede ikke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Kvinderne svigtede ikke.

Da Syerskerne i København blev kastede paa Gaden.

Det blev en travl Dag i Lørdags for de Fabrikanter, som smed Arbejdere paa Gaden.

Hele Udsmidningen var nemlig øjensynlig lagt mere an paa en Sprængning af den kvindelige Forening i Herreskræderfaget, end paa at etablere Lock-out i Faget. Derfor fristede Fabrikanterne som Djævelen i Ørkenen og sagde: "Alt dette skal tilhøre Dig, om Du vil falde ned og tilbede mig!" Trods alle Forsøg stod Syerskerne i Lørdags Aftes lige saa godt organiserede som før, og dog var Arbejdsgivernes Anstrengelser saa fortvivlede, at de endog fornægtede deres egen rare Arbejdsgiverforening.

Flere Fabrikanter valgte den Fremgangsmaade, at de Fredag Eftermiddag og i Lørdags Formiddags kaldte deres Syersker ind til Privatkonferencer paa Chefens Kontor. To a tre Kvinder ad Gangen kom ind til den mægtige Mand, og han forestillede dem, hvor godt de nu havde det efter den sidste Lønforhøjelse. Bare de vilde melde dem ud af Fagforeningen, kunde de have det saa rart, uden at savne noget her paa Jorden. De kunde gøre en Akkord. Hvis Syerskerne vilde melde sig ud af deres Fagforening, vilde han ogsaa melde sig ud af Arbejdsgiverforeningen. Det gik jo ikke saa nemt med det sidste, men alligevel, han var lumsk ked af den, og naar saa begge Parter var frigjorte for Foreningerne, kunde de leve et fredeligt og roligt Samliv.

Syerskerne sagde Nej!

Andre Fabrikanter vedblev overfor deres Syersker at være de samme tilknappede brøsige Herrer som for, men ved Siden heraf averterede de efter Syersker, som skulde indlægge Billet paa "Social-Demokraten"s Kontor. Naar disse Kvinder kom til dem, var Fabrikanterne lutter Elskværdighed. De kunde meget godt faa Arbejde til høje Priser hos dem, og ligesom rent tilfældig kom saa det Spørgsmaal: "De var vel ikke i Fagforeningen ?" Jo, det var de da, lød altid Svaret; naa, ja, men den kunde de jo melde sig ud af? Heller ikke hertil havde Kvinderne Lyst, og saa hed det, at de kunde godt faa Arbejde alligevel. Fabrikanten vilde da lade, som han ikke vidste, at de var Fagforenings medlemmer.

Heller ikke her paa vilde Syerskerne naturligvis indlade sig, thi de ræsonnerede fuldkommen rigligt, at saa kunde han lige saa godt beholde dem, han havde.

Ogsaa en Del Linnedsyersker blev gjort arbejdsløse, fordi de ikke vilde svigte deres Organisation. Lock-out'en er erklæret over hele Linjen i Herreskræderfaget i København. Kun to Fabrikanter har ikke villet være med i denne brutale Komedie. Det er d Hrr. Jens Kjeldsen og Simonsen. Hos dem fortsættes Arbejdet som sædvanligt.

(Social-Demokraten 29. august 1899).

Syerskernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Fabrikanterne er paa Trapperne.

Paa Herreskrædernes Møde i Gaar Formiddags kunde Formanden for "Dansk Skræderforbund", William Petersen meddele de 1000 Syersker, der var mødt, at Fabrikantforeningens Formand Hr. Grosserer C. Holten, ved Formanden for "De samvirkende Fagforbund", Hr. Folketingsmand J. Jensen, havde meddelt, at han var villig til at forhandle om en Afslutning af Strejken.

Meddelelsen blev hilst med Bifald. Medlemmerne har intet mod at komme til Forstaaelse, naar denne kan opnaas paa Basis af Priskuranten og dens Ikrafttræden fra Onsdag Morgen.

KI. 1 samledes Bestyrelsen for Fabrikantforeningen med Bestyrelsen for "Dansk Skræderforbund" og "Herreskrædernes Fagforening" hos Grosserer Holten for at forhandle om et Kompromis.

Forhandlingen. Denne, der varede fra Kl. 1 i Gaar Eftermiddags til Kl. 1 i Nat, gav intet positivt Resultat, idet Fabrikanterne ikke vilde gaa med til, at Priskuranten skulde træde i Kraft strax, de vilde ikke strakte sig videre end for korte Tidsfristen til 15. Marts.

Forhandlingerne fortsættes i Morgen.

Syerskerne, der stadig faar Tilgang af Kammerater, fortsætter Strejken, idet de mener, at de ikke har stillet uberettigede Fordringer til Fabrikanterne.

(Aftenbladet 31. januar 1899)

Sejr for Syerskerne.

Som meddelt har der i de senere Dage været ført Forhandlinger mellem Fabrikanterne og Repræsentanter for de strejkende Syersker. Disse Forhandlinger førtes til Ende i Torsdags med det Resultat, at der opnaaedes en Overenskomst, som skulde indstilles til Vedtagelse af de strejkende. Denne Overenskomst, som er tiltraadt paa en i Torsdags Formiddags af Syerskerne afholdt Generalforsamling, gaar ud paa følgende :

De ny Lønsatser træder i Kraft den 15. Februar, Fabrikanterne holdt som meddelt oprindelig paa, at de først skulde troede i Kraft den 1. April, medens Syerskerne holdt paa 1. Februar. Endvidere: De Lønsatser, man er bleven enig om, skal gælde baade for de nuværende og de fremtidige Syersker hos Fabrikanterne! oprindelig var disses Standpunkt det, at Løntillæget kun var at betragte som et personligt Tillæg for de Syersker, der i Øjeblikket havde Arbejde.

Hvad Tilskærerne angaar, da skal disse i Følge den indgaaede Overenskomst fremtidig have en Minimal-Ugeløn af 25 Kr. Nyantagne Tilskærere skal dog arbejde paa Prøve i 14 Dage for 24 Kr. om Ugen.

I Torsdags Aftes holdt de mandlige Skrædere Generalforsamling om Sagen, og det anses for givet, at ogsaa de vil tiltræde Overenskomsten.

Fredag Formiddag holdes der afsluttende Møde mellem Repræsentanterne for Syerskerne og Fabrikanterne, ved hvilken Lejlighed Overenskomsten skal endelig underskrives.

Hvad den Lønforhøjelse angaar, som Syerskerne har opnaaet, da er den ganske vist ikke farlig stor; men der er opnaaet den meget store Fordel, at Lønningen af Syerskerne fremtidig bliver ensartet hos samtlige Fabrikanter af Herreklæder.

Under Strejken havde Fabrikanterne faaet en Del Velhaverfruer til at assistere sig. Det var navnlig Damer, der paa en eller anden Maade var kendt med Fabrikanterne, der nedlod sig til Strejkebrydergjerningen. Nu kan disse Damer igen saa Tid til at passe deres Toilette.

Det vilde være rart om Syerskerne i Provinserne nu vilde røre lidt paa sig, thi de har ikke mindre Trang til Organisation end Københavnerne. Desværre havde provinsielle Syersker mange fine Damer at slaaes med. Sagen er nemlig, at en Mængde Fruer og Frøkener syer og broderer for Tidsfordriv, medens de andre maa arbejde for Foden.

Selvfølgelig vil Damerne være farlige under en Strejke. Naar man ved, at Overklassen i denne By ligefrem er forgabet i Skruebrækkerracen, kan man være sikker paa, at Damerne vil sætte en Ære i deres Skændsel.

Dog, trods Faren for de fine Skruebrækkere, opfordrer vi til Organisation. Skulde det komme til Kamp, lover vi, at der fra vor Side skal blive ført den mest skaanselsløse økonomiske Krig mod de Forretninger, der maatte beskæftige de fine Strejkebrydere.

(Randers Arbejderblad 4. februar 1899).

Strejke i Frederiksværk. (Efterskrift til Politivennen).

Fra Frederiksværk.

Voldsomt Røre.

3 Arbejdere afskediget.

Frederiksværk, den lille Fabriksby i Nordsjælland ved Roskildefjordens Indløb, har i lange Tider været Højres uindtagelige Domæne. Arbejderne holdtes slavebundne og dreves i Flok til Valgbordene. Skønt Befolkningens store Flertal som Følge af de mange Fabriker er Arbejdere, har Højre ved hvert Folkethingsvalg skaffet Højre-Storbonden H. Jørgensen ca. 150 Stemmer - medens Venstres Kandidat kun fik 10 Stemmer! Arbejdsforholdene er naturligvis usle.

Paa Frederiksværk Jærn- og Metalstøberi arbejder ca. 300 Arbejdere. Fabrikanten, Louis Heegaard (en Søn af Anker Heegaard) har en Indtægt paa mellem 50,000 og 60,000 Kr. aarligt. Arbejdsmændene faar 18 Øre Timen; Smedene 22 a 30 Øre; Emaillearbejderne 18 Øre; de kvindelige Emaillearbejdere kun 9 a 12 Øre Timen. Formerne tjener gennemgaaende 16-20 Kr. ugenlig. Sliberne har fra 15-18 Øre i Timen.

Paa Statens Krudtværker beskæftiges ca. 50 Arbejdere. De faar 22 Øre Timen. Arbejdstiden er 14 Timer med Fradrag af ½ Time til Frokost og ½ Time til Middag.

Frederiksværk Valseværk, der ejes af et Aktieselskab og ledes af d'Hrr. Halkjær og Brandstrup, beskæftiger ligeledes ca. 50 Arbejdere. Begyndelseslønnen er 16 Øre Timen og den stiger til 30 Øre. Arbejdstiden er 12 a 14 Timer med ½ Times Frokost og 1 Times Middag. Arbejdet er yderst usundt paa Grund af Valsematerialet. Arbejderne er helt grønne, naar de gaar fra Arbejdet. Hvor inhuman Ledelsen her er, ses f. Eks. af, at to Arbejdere, der har gaaet paa Værket i mange Aar, har faaet deres Løn nedsat til den mindste Betaling: 16 Øre Timen.

*

Men ogsaa til Frederiksværk er Arbejdernes store Befrier, Socialismen, naaet. Sidste Foraar holdt Maskinarbejder Chr. Rasmussen Møde der. Højre havde indforskrevet "Værnet"s Forretningsfører, Lund. Han fik af Anker Heegaard 500 Kr. for Turen. Thi Hr. Heegaard ved nok, at 500 Kr. er vel anvendt, hvis han kan forhindre Arbejderne i at organisere sig og derved opnaa en større Andel i Driftens Udbytte, - der dog væsenlig skyldes dem. At Hr. Lund imidlertid ikke længere kunde holde Arbejderne borte fra Socialismen, viste sig ved, at da det næste socialdemokratiske Møde blev afholdt, for halvtredje Uge siden, strømmede Arbejderne til. Og selv Højrebladet "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" udtalte, at Mødet, der talte 400 Dellagere, var "overvejende socialistisk". Ikke mindre end 3 Højremænd søgte at kvæle Arbejdernes Begejstring: Forretningsfører Lund (der atter var indforskrevet), Folkethingsmand H. Jørgensen og Kaptajn Petersen, men det lykkedes saa langt fra, at der tværtimod samme Aften stiftedes en socialdemokratisk Forening paa 50 Medlemmer.

Nu greb Højre til de yderste Midler. "Frederiksværk og Helsinge Dagblad" meddelte næste Dag Navnene paa den ny Forenings Bestyrelsesmedlemmer og bad sine Læsere om at se nøje paa disse Navne. Meningen var ikke til at tage fejl af. Højres Mænd var bukket under i den aandelige Kamp mod Socialismens Talsmænd. Nu skulde der aabnes en økonomisk Krig mod dens Tilhængere. Det var det Middel, Roms Bødler i gamle Dage brugte mod de første Kristne. Det er de Midler, som enhver Tids Tyranner prøver mod Tidens ny Bevægelser.

*

Højrebladets modbydelige: "Puds! Puds!" satte Frugt.

Næste Dag fik den ny Forenings Formand, Møllersvend P. Petersen, sin Afsked fra Vandmøllen, der ejes af Fabrikant Heegaard, men er forpagtet til Møller Bengt Jensen. Heegaard og Valseværkets Bestyrer, Brandstrup. gik selv til Bengt Jensen og opfordrede ham til at smide Petersen ud - med mindre han vilde udsætte sig for Opsigelse, naar Lejemaalet udløb!

Petersen har arbejdet paa Møllen i to Aar til Forpagterens og Kundernes Tilfredshed. Dette fremgaar ogsaa af følgende Anbefaling, som Petersen fik ved sin Afsked:

"Møllersvend P. Petersen, som har arbejdet hos Undertegnede i to Aar som Ene-Møllemøllersvend, er det mig en Fornøjelse at kunne medgive min bedste Anbefaling til enhver, som har brug for en flittig Svend.
Vandmøllen Frederiksværk, den 14de Januar 1897.
Bengt Jensen."

Afskedigelsen var altsaa rent politisk. Hans Mester blev tvungen til den. Saaledes behandler Højres Kapitalister baade Arbejdere og Middelstand!

Petersen var nemlig Højre en Torn i Øjet. Han har i de tre sidste Maaneder været Kommissionær for Bladet "Social Demokraten". Den forrige Kommissionær, Chr. Hansen, blev afskediget, ligeledes af politiske Grunde. Petersen agiterede saaledes, at "Social-Demokraten"s Abonnentantal gik op fra 16 til 66, - og Højres Tyranner følte deres hidtidige Eneherredømme truet. Arbejderne vaagnede! Arbejderne fik deres eget Organ! "Guds Død, - de skal slaas ned, de Oprørere", saaledes ræsonnerede Højre.

Kort efter blev de to andre Bestyrelsesmedlemmer, Snedker P. Jensen og Murer Gottlieb Frederiksen, afskedigede! Der er System i Højres Krig mod Arbejderne med Sulten som Hovedvaaben. De to afskedigede Arbejdere er begge Medlemmer af deres Fagforbund.

*

Men de afskedigede lader sig ikke knække. Med dobbelt Iver virker de videre for vor store retfærdige Sag Møllersvend Petersen, Foreningens Formand, har nu Tid til yderligere Agitation for "Social Demokraten". Hvis alle Arbejdere tegner sig som Abonnenter, da kan Petersen faa en betrygget Eksistens derved. Vi opfordrer da alle Frederiksværks Arbejdere og hele dens Middelstand til at abonnere paa vort Blad. De gør sig selv, vor store Sag og den afskedigede Møller Petersen en Tjeneste dermed.

Hele Frederiksværk er i Oprør over de forefaldne Begivenheder. Dette Numer af "Social-Demokraten" omdeles i 400 Eksemplarer ekstra og vi beder enhver, der har læst det, give Venner og Bekendte det til Gennemlæsning.

Paa Søndag, den 31. Januar, Kl. 4, holdes der stort offenligt Møde i Frederiksværk Foreningsbygning. Som Taler kommer Kandidat F. I. Borgbjærg til Stede. Hver eneste Arbejder bør give Møde. Der vil blive forhandlet Ting af den største Vigtighed for Arbejderne. Enhver, der under sin Familie bedre Kaar og sine Børn en lysere Fremtid end hans eget hidtidige Trælleliv, bør komme til Stede. Ogsaa alle Frederiksværks Næringsdrivende indbyrdes. De vil, tror vi, let forstaa, at bedre Kaar for Arbejderne betyder forøget Fortjeneste for dem selv.

(Social-Demokraten 28. januar 1897).

Gjethuset i Frederiksværk, det tidligere jernstøberi. Fotoet omfatter kun en mindre del af midterbygningen. I vinduet til venstre kan lige anes busten af Anker Heegaard (faderen, ikke sønnen Louis som er den Heegaard disse artikler nævner). Foto Erik Nicolaisen Høy

Fabrikkens ejer Louis Carl Heegaard havde nogle hans grundprincipper som gik ud på at en fabrik var et slags patriarkat hvor ledelsen på den ene side bestemte arbejdsforhold og regler, på den anden side skabte socialt acceptable forhold for arbejderne. Han havde derfor svært ved at forestille sig at arbejderne kunne være utilfredse, og så det som et socialistisk angreb på "hans" fabrik. Det var der ikke enighed om i Heegaard-familien. Han var den 14. januar 1897 blevet advaret af sin svoger Bjørn Stephensen om at "socialismen" engang ville rykke ind på fabrikken i Frederiksværk. Og hans bror, Mathias Anker havde også advaret Louis Carl om at afskedige folk i Frederiksværk, alene af den grund at de var medlemmer af en fagforening. Denne advarsel kan ses som et indirekte antydning af at Louis må have ytret at det ville han gøre. Og det var altså præcis hvad der skete. 

Af en meddelelse fra Louis Heegaard til fabrikkens arbejdere fra 26. januar 1897 fremgår det at han anså det for en pligt at gøre sine arbejdere opmærksomme på at han ville modsætte sig den socialistiske bevægelse på sin fabrik, idet den kun skadede det gode forhold mellem arbejdere og arbejdsgivere. Han påstod at et sådant godt forhold herskede på fabrikken, at han altid var lydhør over for arbejdernes berettigede krav og ønsker uden "socialistisk mellemkomst". Han ville ikke bøje sig for dikterede "ordre fra socialdemokratisk hovedkvarter". Han skrev imidlertid forgæves: Arbejdskampen fortsattes.

Kæmpemøde

i Frederiksværk.

Hr. Heegaard kapitulerer.

Frederiksværk har aldrig oplevet et Møde som det, der holdtes i Søndags. Det var den nystiftede socialdemokratiske Forening, der indbød, og Anledningen var den sidste Tids politiske Afskedigelser.

Foreningsbygningens store Sal var lidt over Kl. 4 fyldt til sidste Plads. Balkonen var ganske overfyldt. Der var efter Foreningsværtens Opgivende 1000 Mennesker til Stede. Hele Frederiksværk havde givet Møde, samtlige Arbejdsmænd og Haandværkere og hele Byens Højre med Byfoged, Præst og Fabrikanter i Spidsen. Fra Nabolandsbyerne kom Husmænd, Fiskere og Gaardmænd kørende; en Del havde deres Koner med.

Højres egenlige Kærne placerede sig til Højre i Salens Forgrund. Her bemærkedes Fabrikant Louis Heegaard, Fabrikant Brandstrup, Redaktør Ibsen fra Holbæk, hans Lokalredaktør, Bogholder Christensen, Kaptajn Ringsted osv.

Den socialdemokratiske Forenings-Formand, den nys afskedigede Møllersvend Petersen, bød velkommen, hvorefter Kandidat F. I. Borgbjærg talte. I sit halvanden Times Foredrag gjorde han Rede for den kapitalistiske Samfundsudvikling og Socialdemokratiets Reformplaner. Han gik ind paa de stedfundne Afskedigelser og viste, hvilket Tyranni Højre udøver. Men Arbejdernes Organisation vilde være i Stand til at bryde Aaget. Borgbjærg omtalte en Skrivelse, som han lige havde modlaget fra "ubekendte Partifæller". Disse Folk, der vel havde deres gode Grunde til deres Anonymitet, meddelte, at Funktionærerne paa Heegaards Fabrik for nogle Dage siden var samlede paa Kontoret, hvor de fik Ordre til at udspionere Arbejderne. Formændene udspurgte nu Arbejderne, om de var Medlemmer af den socialdemokratiske Forening og om de holdt "Social-Demokraten". Dette sidste, sagde de, var ikke et Blad at holde for dem. Følgen var, at 8 Arbejdere afsagde "Social-Demokraten". Skrivelsen gengav tillige følgende Cirkulære, som Hr. Heegaard havde omdelt paa Fabriken :

"Da den socialdemokratiske Bevægelse i denne Tid gør Forsøg paa at faa Indpas her i Byen, anser jeg det for min Pligt at gøre mine Arbejdere opmærksomme paa, at jeg i egen og i Arbejdernes Interesse vil modsætte mig denne Bevægelse for Fabrikens Vedkommende. Erfaringen lærer, at denne Bevægelse hidtil kun har skadet og ofte forspildt et godt Forhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver. Da jeg tillige tør paastaa, at et saadant godt Forhold hersker her paa Fabriken, vil jeg, for i Fremtiden at kunne værne om dette, tilkendegive mine Arbejdere, at en Tilslutning til denne Bevægelse imod min Vilje vil kunne hindre et Samarbejde for Fabrikens Vedkommende. - Jeg vil altid være lydhør for mine Arbejderes berettigede Ønsker og Krav og vil fremdeles være villig til at forhandle derom, uden at socialdemokratisk Mellemkomst er nødvendig, da de Beslutninger, der ved en saadan Mellemkomst har været vedtagne, nemlig oftere har været dikterede efter Ordre fra Socialdemokratiets Hovedkvarter end efter Arbejdernes fri Selvbestemmelsesret."

Borgbjærg paaviste, hvorledes denne Skrivelse brutalt truede enhver, der blev Socialdemokrat, med Afskedigelse (Fy! Fy!). Han viste, hvorledes Arbejdernes Foreninger var grundlagt paa den almindelige Valgret. Det var Medlemmerne selv, der styrede. Vilde Heegaard tillade Oprettelsen af en rent upolitisk Fagforening? Naturligvis burde denne søge Støtte hos de andre Fagforeninger i Landet - ligesom Fabrikanterne i Jærnindustrien har sluttet sig sammen for hele Landet.

Foredraget paahørte med overordenlig Opmærksomhed saa vel af Arbejderne som af Venstre og Højremændene. En Gang imellem søgte en Højremand at forstyrre ved haanlig Latter; han blev alvorlig tilrettevist af Taleren, hvis Ord jævnlig modtoges med Hør og Bifald fra Arbejderne.

Møller Petersen bad nu Forsamlingen vælge Dirigent. Fra socialdemokratisk Side foresloges Snedker Jensen, en af de afskedigede. Højre foreslog Fabrikant Agerlin. Snedker Jensen fik 61 Stemmer. Højres Spidser mønstrede Arbejderne skarpt: paa dette Tidspunkt vovede ikke flere at række Haanden op. Agerlin fik først 56 Stemmer, men efter at Redaktør Christensen med arrig Røst havde formanet Højremændene til endelig ikke at spille Socialisterne Dirigentvalget i Hænde, raktes der 7 Hænder til i Vejret fra Balkonen, og Agerlin erklæredes for valgt med 63 Stemmer. De 9 Tiendedele af Forsamlingen stemte ikke.

Fabrikant Heegaard fik nu Ordet. Han forsvarede Arbejdsforholdene paa sin Fabrik, uden dog at kunne afkræfte "Socialdemokraten"s Oplysninger. Han paastod, at Højre i Frederiksværk aldrig havde øvet Valgtryk (Modsigelse fra Forsamlingen); endelig hævdede han, at han ingen Del havde i Møllersvend Petersens Afskedigelse.

Møllersvend Petersen: Det er sikkert, at der paa Fabrikens Kontor er bleven ført en Forhandling om min Afskedigelse. Min Mester har gjort det tvungen dertil. (Hør). 

Redaktør Asger Karstensen, der var kommen fra København ligesom "Værnet"s Forretningsfører Lund, for at stive Højre af, søgte nu i en længere Tale at imødegaa Borgbjærg. Hr. Karstensen udtalte, at han bestemt misbilligede politiske Afskedigelser. Han var en Ven af upolitiske Fagforeninger. Han kunde gaa med til, at Indkomststatten fik en stigende Skala. Dernæst kom han frem med de bekendte Højrefraser mod Socialismen.

Maskinmester Hans Jensen erklærede i en grædende Tone, at han var Venstremand, som af sin Chef altid havde faaet Tilladelse til at stemme efter Overbevisning. Møller Petersen: Det faar Arbejderne i hvert Fald ikke. Det forbydes dem at holde "Social-Demokraten".

Værtshusholder Olsen fra København vilde som barnefødt i Frederiksværk-Egnen og god Bekendt af de fleste Folk hernede sige dem, at Socialismen var en god Ting, den arbejdende Befolknings eneste Frelse. Olsens hjærtelige Tale modtoges med kraftigt Bifald.

Borgbjærg gjorde opmærksom paa, at Hr. Karstensen havde karakteriseret sig selv som Agitator som en Mand med en Ræv - ganske vist kun en lille bitte Ræv - bag Øret. Dette forklarede hans ganske frisindede Udtalelser. Vilde Hr. Karstensen selv virke for, at der blev oprettet en upolitisk Fagforening paa Heegaards Fabrik? Da vilde Taleren ønske ham Lykke og Held dertil. Han havde som Ven af Heegaard gode Betingelser for at overvinde Arbejdernes Frygt (Munterhed). 

Forretningsfører Lund holdt en ganske umulig Tale mod Socialdemokratiet, under hvilken det lykkedes ham at fornærme alle de tilstedeværende Arbejdsmænd, som derfor hyssede ham grundigt ud.

Borgbjærg bad nu Hr. Heegaard udtale sig bestemt, om han billigede eller misbilligede den skete Afskedigelse. Forsamlingen ventede et Svar. Hr. Heegaard havde en saadan Avtoritet, at et Ord af ham sikkert var nok til, at de afskedigede Arbejdere blev genantagne.

Hr. Heegaard vil imidlertid ikke frem. Højremændene konfererer ivrigt indbyrdes. Kaptajn Ringsted raaber: "En saadan Misbilligelse bør Heegaard ikke udtale! Saa organiserer alle Arbejderne sig jo." Men Asger Karstensen, der føler, at Forsamlingen er ved at vende sig fuldstændig mod Højre, bearbejder Heegaard ivrigt for at saa ham til at afgive en Erklæring.

Heegaard slaar i Bordet!: Med hvad Myndighed, forlanger De en saadan Erklæring af mig!

Borgbjærg: Med den Myndighed, som Arbejdernes Tillid giver mig. Redaktør Christensen: Hr. Heegaard er uden Skyld i de stedfundne Afskedigelser. Det er Møllernes Kunder, der har tvunget ham til at afskedige Petersen, det vil jeg erklære under Eds Tilbud, det har Møller Bengt Jensen selv sagt til mig!

Borgbjærg: Højres Redaktør indrømmer nu, at her foreligger en ren politisk Afskedigelse. Hvis Hr. Heegaard nu ikke tør misbillige den, da gør han sig medansvarlig.

Lund: Nogle Arbejdere i Ordrup vilde ikke arbejde sammen med en Mand, fordi han var Højremand. Misbilliger Borgbjærg det?

Borgbjærg: Jeg kender ikke Historien. Forholder det sig som af Lund fremstillet, misbilliger jeg denne Fremgangsmaade paa det bestemteste.

Flere Talere har nu Ordet: Asger Karstensen, der dog ikke svarer paa Borgbjergs Spørgsmaal, og Fabrikant Brandstrup, der søger at imødegaa "Social Demokraten"s Oplysninger om Arbeidsforholdene paa Valseværket, men kun kan bekræfte den indtil de mindste Enkeltheder. Der er kun paa et Punkt en Afvigelse paa 2 Øre. men Arbejderne raaber, at "Social-Demokraten"s Tal er det rigtige.

Redaktor Ibsen meddeler, at Frankrigs Nationalformue er 240 Milliarder Franks, hvilket kan blive 200 Franks til hver Person "ogsaa nogle Klæder".

Borgbjærg tager Anledning af en Del Modbemærkninger til nærmere at skildre Socialismen. Han slutter med atter at kalde Heegaard frem. Mangler Hr. Heegaard virkelig moralsk Mod til at erklære, om han billiger eller misbilliger den skete Afskedigelse?

Klokken er paa dette Tidspunkt henad halvti. Den vældige Forsamling har lyttet til Talerne og Diskussionen i halvsjætte Time. Spændingen er paa det højeste. Arbejderne har efterhaanden faaet Mod, Bravoraabene til Borgbjærgs og Værtshusholder Olsens Udtalelser bliver stærkere og stærkere. Højre er raadvildt. Flere Grupper Højremænd skændes indbyrdes. Mange er ophidsede.

Endelig træder Hr. Heegaard frem og siger, at som Sagen nu foreligger oplyst, maa han misbillige den skete Afskedigelse.

Borgbjærg: Saa er Mødet endt med et godt Resultat. Hr. Heegaards Ord vil sikkert øve Indflydelse paa hans fanatiske Partifæller. Nu kan Arbejderne trygt slutte sig sammen, ingen vil gøre dem noget for det. Maa jeg bede dem alle. Meningsfæller og Modstandere, om at raabe et Leve for Hr. Heegaard. (Stærke Hurraraab fra Flertallet. Mange Højremænd er bestyrtede. En Del af dem undlader at raabe Hurra.)

Borgbjærg: Og saa et Leve for Socialdemokratiet ! (Tordnende Hurraraab fra den aldeles overvejende Del af Forsamlingen).

Medens Højre skændes indbyrdes, agiterer Borgbjærg, Olsen, Møller Petersen og andre ivrigt for Indmeldelse i Foreningen og Abonnement paa "Social-Demokraten". Agitationen sætter gode Frugter. En Mængde Fiskere er til Stede. Det viser sig, at de er fuldtro Socialdemokrater.

*

Efter Mødet i Søndags er vor Bevægelse i Frederiksværk ikke til at standse. Arbejdernes Autoritetstro er brudt. De har set, at deres egne Tillidsmænd har Sandhedens og Retfærdighedens Myndighed til al tvinge Arbejdsgiverne til Retræte. Den offenlige Mening har sejret over Højres Brutalitet.

Arbejdernes Frygt er som blæst bort. Nu vil vor Bevægelse, der er brudt saa stærkt og pludseligt igennem i Frederiksværk, langsomt, men sikkert fæstne sig ved hjælp af faglige og politiske Organisationer.

(Social-Demokraten 3. februar 1897).

Detalje fra Industrimuseet Frederiks Værk, Frederiksværk. Møllerne langs kanalen er fjernet, men mange af de øvrige bygninger kan stadig ses, idet de var i funktion helt op til midt i 1960'erne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En rasende Socialist.

Socialisternes Agitator Jeppesen Borgbjerg driver i denne Tid sit Spil i og omkring Frederiksværk. Ved hans sidste Møder har imidlertid nogle Medlemmer af det unge Høire i Kjøbenhavn indfundet sig og imødegaaet hans Lærdomme. Dette synes at have gjort Hr. Jeppesen ganske desperat. I et Referat i "Tidens Krav" skildres hans Færd ved et Møde i Sundkroen, en halv Milsvei fra Frederiksværk, saaledes:

Smed Lund, et Medlem as det unge Høire, kaldte han paa ægte Borgbjergsk Dansk for et Vrøvlehoved etc. og i en formelig Paroxysme skreg han ud over Forsamlingen:

 

"Jeg vil ønske, at jeg kunde fornærme denne Mand saa blodig, at jeg kunde fritages for hans Nærværelse. De kjender ham ikke, mine Herrer! men det gjør jeg (Latters: ja, le blot, jeg skal fortælle Dem, hvilken Karl han er (ny Latter) - han har arbeidet i 20 Aar i Arbeibernes Værns Tjeneste!"

Jeppesen-Borgbjerg indvikler sig derpaa i en livlig Diskussion med Bogholder Christensen, der redigerer den lokale Afdeling af "Holbæk A. Avis". B. udbringer et "Leve Arbejdernes Sammenslutning" og Hr. Christensen slutter sig som fornuftig Høiremand hertil, men herover falder B. i en uhjælpelig Desperation:

Han slaaer Hatten ud af Hænderne paa H r. Christensen, saa den triller langt hen ad Gulvet (Stormende Latter), og med Tordenstemme raaber han ud over Forsamlingen, at "vor Sag er for god til, at den skal besudles af denne Karl. Efter dette lille Intermezzo opfordrer Hr. Borgbjerg Høire til at forlade Salen, for at Socialisterne kunne drøfte deres Sag alene - i Enrum. "Høires Lakaier var kun komne tilstede for at forvrøvle Møderne".

Dette kalder d'Hrr. Respekt for den offentlige Diskussion!I

Den almindelige Mening var, at B. ved sin Opførsel og Udtryksmade tabte Terræn i alle Leire. Efter Mødet var Skandalen det almindelige Samtaleemne, og Stemningen i de debatterende Smågrupper delte sig ligelig mellem Indignation og Latter.

(Aarhuus Stifts-Tidende 5. februar 1897). 

7 Møder i Frederiksværk -Kredsen.

En Højremand, der ikke kan stave.

Højre bekæmper Socialismen med Punsch.

Frederiksværk. 11. Februar.

Efter det store Møde i Frederiksværk forrige Søndag - der endnu er det stadige Samtaleemne her i Byen og flere Mil ud i Omegnen - har vor Partifælle Borgbjærg holdt 7 Møder omkring i Landsognene. De har alle været meget talrigt besøgte. Denne Valgkreds har en særdeles stor Arbejder- og Husmandsbefolkning, som nu synes i Færd med at vaagne til selvbevidst Optræden.

Det første af Landmøderne holdtes i Sandkroen, nord for Frederiksværk, tæt ved Tidsvilde Hegn. Den lille Krostue var aldeles overfyldt; det var væsenlig Land- og Skovarbejdere, der havde givet Møde, i alt ca. 100 Mennesker. Fra Frederiksværk ankom Højres Lokalredaktør Christensen, "Værnets" Forretningsfører Lund og Fabrikant Agerlin, der skulde vælges til Dirigent. Det blev imidlertid en Skuffelse for de tre Højremænd-, de fandt ikke andre Partifæller end Forstraaden og hans Assistent. Socialdemokraten Møllersvend Petersen, der aabnede Mødet, valgtes til Dirigent med hele den øvrige Forsamlings Stemmer.

Efter at Borgbjærg og Værtshusholder H. Olsen havde talt for Socialismen, bad Lund om Ordet  Han snakkede i 1½ Time under stigende ironisk Munterhed fra Forsamlingens Side. Lund er en Højre-Agitator af 80ernes Slags. Han sænker Niveauet ned under Havets Overflade. Hans Vrøvl trænger ikke til alvorlig Imødegaaelse, men har man Taalmodighed til det, er det ganske morsomt at benytte ham til Forevisning som et levende Eksempel paa Højres aandelige Dekadence.

Lund gjorde, hvad han kunde, for at trække Mødet ud, saa Arbejderne skulde blive trætte af Vrøvlet og gaa hjem uden at mælde sig ind i den socialdemokratiske Forening. Da Forsamlingen imidlertid til sidst bad ham om at holde op, rykkede Redaktor Christensen ham til Undsætning. Han paastod, at Møllersvend Petersen ikke var bleven afskediget af politiske Grunde. Det var Møllerens Kunder, der havde bedt om at saa ham bort! Christensen oplæste en Erklæring fra Møller Bengt Jensen, hvori denne erklærede, at "Social-Demokraten"s Gengivelse af hans Anbefaling ikke var korrekt, - der stod blandt andet, sagde Hr. Christensen, intet om, at Petersen var "en flittig Svend". Møllersvend Petersen afviste skarpt denne Insinuation. Vi skal her gengive Møller Jensens Anbefaling bogstavret:

"Møllersvend P. Petersen som er og haver Arbeidet hos Undertegnede i 2 Aar som Allene Møllersvend er det Mig en Fornøjelse at Kunde Meddele Min Bete Anbefaling til Enhver som kan har Brug en Fiitig Svend.

Vandmøllen: Frederiksværk

d. 14 Januar 1897

B. Jensen."

Som man ser staar der ganske vist ikke "en flittig Svend". Der staar: "en Fittig Svend". Vi var saa hensynsfulde mod Hr. Møller Jensen, at vi rettede alle hans Bogstaveringsfejl.

Men naar Højre vil have sin egen Partifælle offentlig blameret, saa for vor Skyld ingen Alarm. Højremøllens Skrivefærdighed er et ganske godt Vidnesbyrd om det Frederikværkske Højres Oplysningsstandpunkt.

Mødet i Sandkroen sluttede henad Midnat med, at Borgbjærg udbragte et Leve for Arbejdernes Organisation. Redaktør Christensen, der daglig udspionerer Heegaards Arbejdere, for at holde dem borte fra Organisationen, fløj nu op, rød i Hovedet, og raabte: "Det Hurra kan jeg godt være med til." Han vilde nemlig ikke have, at Land- og Skovarbejderne skulde se, hvor faa Højremændene var. Men Borgbjærg slog ham Huen ud af Haanden med de Ord: "Det Leve skal ikke besudles ved en Hyklers Deltagelse." Stormende Begejstring i Forsamlingen. Dirigenten erklærer det offenlige Møde sluttet og beder de 5 Højremænd forlade Lokalet, for at de, der vil melde sig ind i Foreningen, kan diskutere dennes Forhold privat. Forstassistenten vil nødig afsted: han skulde jo passe paa sine Skovarbejdere. Tilsidst maa han dog gaa. En Mængde Arbejdere melder sig nu ind og der tegnes flere Abonnenter paa "Social-Demokraten"

(Social-Demokraten 14. februar 1897. Uddrag).