Naar Trafiken gaar over Vandet. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Langebro har været svinget ud i fire Minutter.

Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke lyder Veraab over de fortvivlede Færdselsforhold ved Knippels- og Langebro. 

At disse Klager er fuldt berettiget, har selv Byens Myndigheder indrømmet. Men en hel anden Ting er at faa dem ændret. Da nuværende Borgmester, daværende Havnebygmester Møller i sin Tid projekterede disse Broer, drømte han ikke om den rivende Udvikling, Trafiken skulde tage i Løbet af en Snes Aar. Men nu er man altsaa saadan stillet, at Forbindelsen med Amager maa siges at være Hovedstaden uværdig.

Der tales og diskuteres om hvad  der skal gøres. Der udarbejdes Planer, som atter henlægges, og i Mellemtiden bryder Trafiken sammen Gang paa Gang og der spildes Tid, som ikke er til at indhente igen.

Et Forslag, som har Myndighedernes Øren, fordi det intet koster, gaar ud paa, at henvise alle Hestekøretøjer og Trækkevogne til Knippelsbro, saa Automobiltratiken udelukkende førtes over Langebro, som derved kunde befares langt hurtigere end nu, hvor det er det langsomste Køretøj - ofte en Trækkevogn -, der bestemmer Hastigheden.

En yderligere Forbedring af dette Forslag gaar ud paa at lægge  en Træpromenade paa hver Side af Broen til Brug for Fodgængere.  De nuværende Fortove skulle da benyttes af Cyklister, for hvem det nu nærmest er livsfarligt at køre over Broen og Automobilerne kunde da yderligere forcere Farten.

Af ovenstaaende Billeder fremgaar det, hvorledes Vognene hobes op, efter af Langebro har været svinget ud i blot fire Minutter. Køretøjerne maa holde i tre Korsoer, som saa af den posterede Betjent efterhaanden ledes ind over Broen.

At Situationen med den stadig øgede Trafik er uholdbar, siger sig selv.

Endnu svæver Højbroen fra Dybbølsgade til Skydebaneterrænet nærmest i Luften. Der vil vel forløbe adskillige Aar, før dette Projekt  bliver til Virkelighed. Men hvorledes kal det gaa i Mellemtiden? Ja. der sker vel intet, før Handelsstanden rejser sig til enstemmig Protest, som de høje Myndigheder ikke kan sidde overhørig.

Tid er Penge, og af dem spildes der altsaa mange under de forhaandenværende Forhold.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1924).

I 1927 forsøgte man at ordne forholdene ved at forbyde trækkevogne at passere på kørebanen. De skulle holde sig til fortovet. Foto fra Aftenbladet (København) 25. januar 1927.

Om Øl.

En af livets uundværlige fornødenheder er unægtelig godt, det vil sige godt brygget, øl. Men blandt alle de ting som Københavns beboere især om sommeren endnu savner meget, hører også denne gode, gamle nordiske drik. Enkelte bryggere brygger meget godt, kraftfuldt øl som er ganske klart, holder sig længe fra at blive surt og er både læskende og behageligt. Men intet bryggeri udmærker sig i denne henseende mere end bryghuset ved Langebro. Derimod er det hos adskillige bryggere meget tyndt, ofte uklart og meget tit bliver det snart surt og altså skadeligt for sundheden. Især har det øl som man henter hos øltapperne foruden tyndheden i almindelighed en afsmag som formodentlig stammer fra at de ikke gør flaskerne ret rene. 

Det var derfor ønskeligt om der måtte kunne opfindes et middel hvorved det blev gjort vanskeligere både for bryggerne og øltapperne at levere dårligt eller mådeligt øl. Den der kender et sådant middel, ville gøre sig fortjent af almenheden ved at offentliggøre det.

(Politivennen nr. 1385, Løverdagen, den 16de Juli 1842. Side 456-457). 

Redacteurens Anmærkning.

Der må være tale om Kongens Bryghus ved Langebro som producerede øl i perioden 1771-1923. Modsat det nærliggende Christian IV’s Bryghus er det nedrevet. 

En høist farlig Fordom hos Menigmand.

Onsdag den 11. maj i dette år om eftermiddagen passerede jeg over Langebro og bemærkede en mængde mennesker forsamlet på broen. Jeg trådte hen for at se hvad der var på færde og blev da opmærksom på en druknet velklædt kvinde liggende i vandet og fastbundet med et tov til plankeværket som støder fra stadens brændeoplag ud til kalvebod Strand. Da jeg ikke vidste om der var gjort forsøg på at bringe den druknede til live, forespurgte jeg mig hos nogle af de omkringstående om ingen gjorde anstalter til at trække den druknede op af vandet. Men fik det svar af alle at man ikke turde røre ved den formentlige døde (for om hun var skindød eller stendød vidste ingen af de tilstedeværende) før underfogedens folk kom. Ja, en karl gav mig endog det lakoniske svar: "Dem hun hører til, kommer nok og tager hen dersom de vil have hende." Flere ytrede endogså at det var strengt forbudt at røre ved sådanne personer før rettens folk kom. 

Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder: 

"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Noget om Langebro.

For kort tid siden indtraf det tilfælde at en mand, formodentlig en ejer af noget kvæg der blev drevet over Langebro, snublede idet han kom på vindebroen, og trillede således omkring at han med den halve krop var uden for broen og var ufejlbarlig plumpet i vandet når han havde haft et mindre korpus. Men takke må han sin fuldkomne bag som her hjalp at støtte ham indtil han ved tilkommendes hjælp kom på benene igen.

Var han sluppet igennem, havde han været redningsløs. - For ingen som kunne svømme var til stede på broen i det øjeblik, desuden var der temmelig stærk strøm samt intet fartøj i nærheden. Og redningsbåden som skal ligge ved enden af Langebro ved magistratens brændeoplagsplads, hvor er den?

Over Langebro er især i senere tid megen passage, og hvor let kunne ikke et barn snuble og falde ud. Det var derfor også at ønske at jernrækværket på vindebroen blev forsynet med endnu en jernstang mellem den underste stang og trævindebroen, således som på broen ved Vesterport og flere. For da ville sådanne ulykkestilfælde ikke let være at frygte.

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 348-349) 

Den nye Badeanstalt ved Langebro.

Den badeanstalt som i den senere tid er anlagt ved Langebro, hører vist nok til en af de mest almennyttige og højst velgørende indretninger for menneskets sundhed. Et væsentligt gode som vores hovedstad hidtil har savnet, og som publikum altid vil vide at takke administrationen for, da indretningen ikke alene er proper og smagfuld, men tillige i alle henseender nyttig og hensigtsmæssigt. Hvad der vil forbedre nævnte badeanstalt endnu mere, er de mindre badehuse som nu er henlagt på selve strømmen, hvoraf det ene allerede er færdigt. Med hensyn til såvel deres elegante og bekvemme indretning som især til beliggenheden er de langt mere fortrinlige end de gamle badehuse der ligger på strømmen. Det på grund af at strømmen skærer tværs gennem det nye hus som er lagt ved badeanstalten hvorved altså der altid er klart og rent vand. Derimod løber eller skærer strømmen langs igennem de gamle badehuse, hvilket har til følge at al urenhed løber fra det ene hus og ind idet andet, hvilket vist nok må være meget ubehageligt for de badegæster der nødes til at søge de midterste lukafer når de fra en af enderne er besatte.

Ejeren af disse gamle eller næsten på ny opbyggede badehuse vil derfor vist gøre sig publikum meget taknemmeligt hvis han snarest muligt foranstaltede nævnte hus som nu på ny er opbygget, måtte lægges i samme retning som det gamle. Ved denne forandring blev vundet at strømmen kom til at løbe tværs gennem huset og det blev forebygget at den ene badegæst ikke vaskede sig i den andens urenlighed. Også fra sædelighedens og velanstændighedens side betragtet håber man at høje ansvarlige søger at formå ejeren af nævnte badehuse til jo før jo hellere at gøre denne forandring, for derved at kunne befri de mange, såvel af mand- som især af kvindekønnet - der enten på en spadseretur eller af nødvendighed må passere Langebro - for et meget væmmeligt skue af de mange nøgne mennesker der når vejret tillader det, dagligt præsenterer sig samme steds, da disse, når huset blev vendt, kunne springe ud mod pælerækkerne.

(Politivennen nr. 495. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9800-9802)

Rysensteen Badeanstalt. Maleri formodentlig fra 1830'erne. I forgrunden badehusene og de separate afdelinger for mænd og kvinder. Se Redacteurens Anmærkning herunder. I baggrunden til højre Vor Frue Kirkes tårn og til venstre for det vist nok Sankt Petri kirkes tårn. Kreditering: Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

I Statistisk-Topograpfisk Beskrivelse af Hoved-og Residensstaden Kjøbenhavn, 1839, står følgende: 

§ 24 Søbade-Anstalten

Vestlig for Langebro, er anlagt i Ryssensteens Bastion, paa Vejen til Tømmerpladsene, af en actieforening i Aaret 1824. Bygningen, med en liden Hauge, indeholder 13 Badeværelser med kolde og varme Bade, 6 for Herrer og 7 for Damer; Desuden Aftrædelsesværelser, et Restaurationsværelse, saavelsom Værelser for de Badegjæster, som i længere Tid benytte Badet. Man finder her alle de Beqvemmeligheder, hvorpaa Badegjæster kunne gjøre billig Fordring. Damernes Badeværelser og et Selskabsværelse er ganske adskilte fra Herrernes, som have egne Indgange. Spadseregangen under Volden og langs Stadsgraven, er forbeholdt Badegjæsterne. Paa Strandbredden, ved Badehuset, ere andre kolde Søbade anlagte paa Strømmen.

Rysensteens Bastion eksisterer ikke længere. Den lå i firkanten H. C. Andersens Boulevard-Christiansborggade-Vester Voldgade-Christians Brygge. Dengang lå badeanstalten syd for den daværende Langebro (i dag ville den have ligget nord for). Hvis man kigger på kortet fra 1815, er tømmerpladserne og Langebro tydeligt afmærket så lokaliseringen af søbadeanstalten skulle være nogenlunde præcis omkring Christiansborggade: Tømmerpladserne lå syd for Tivoli og Glyptoteket på Hovedbanegårdens og Politigårdens grunde.

 Om tidligere anstalter, se Redacteurens Anmærkning til indslaget "Om Badehuse".

Bemærk at datoen er forkert, det bør være den 25. juni 1825, således som det også rettes i nr. 496.

Svar fra Bommanden ved Langebro.

Det i Politivennen dat. 8. Januari 1825 pag. 9406 anførte, kunne let tages i den betydning at bommanden tog højere betaling for overfærdselen end ham tilkom. Da dette aldrig har været tilfældet i de 10 år undertegnede har været bomforpagter samme sted, erklærer jeg at hvis nogen kan bevise at jeg i nævnte tidsrum har krævet højere bompenge end anordningerne bestemmer, da er jeg villig til, skønt jeg selv er uformuende, at betale 5 rigsbankdaler til de fattige. Derimod har det hændt flere gange at jeg ingen bompenge har fået når porttegn er blevet mig forevist, i hvilken anledning jeg ved denne lejlighed giver mig den frihed at underrette det ærede publikum om at de af stadens høje magistrat udstedte porttegn ikke hjemler vedkommende fri passage over Langebro.

Hans Olsen

(Politivennen No. 471, Løverdagen den 15de Januar 1825, Side 9418-9419)

Svar fra Jacob Vægter

I anledning af det der er indrykket i Politivennen nr. 436 om Jacob Vægter ved Langebro så jeg mig nødsaget at besvare samme, så vidt mine ringe evner tillader. Indsenderen beskylder mig således for at være mageløs, dumdristig og tølperagtig person. Men mon samme øjeblikkelig kender de sande grunde eller mon en 68-årig mand med en talrig familie der kummerligt må sørge for deres underhold, ikke en gang imellem kunne komme i en fortvivlet stilling? Vel har jeg nogle gange været underkastet den høje rets retfærdige dom, men dette har jeg bødet for. Og det vedkommer således ikke offentlig beskæmmelse.

At den hr. indsender kalder mig ondskabsfuld, det udbeder jeg mig nærmere ført bevis for. For vel vil jeg tilstå at være bralmundet. Dog aldrig ondskabsfuld, uden påtalt fornærmelse skulle finde sted. Vist behøver ingen at snige sig forbi min af hans majestæt allerunderdanigst forundte fjellehytte uden at være folkesky. For lad Jacob kun braldre hvor han hører hjemme. Den indsigtsfulde mand bekymrer sig kun lidt om det.

Jeg må dertil tilføje til hr. indsenderen der formodentlig i forbigående har hørt som han behager at skrive mig brøle: Her er Jacob Politimester etc. Unægtelig har jeg sagt disse ord! Men mon indsenderen kender denne sag, hvorved disse ord forefaldt. Jeg finder det min skyldighed at give en nærmere forklaring på det, for skildvagten som i dette øjeblik havde post ved Blåtårn, behagede at komme over til min hytte med fornærmelige udtryk. Jeg henviste ham tilbage til sin post, unægtelig med ovennævnte ord. Hvad blev følgerne heraf? Jeg blev som arrestant ført til Vesterports vagt.

Men, hr. indsender, min sag var dog vist ikke så slem uagtet jeg af den ene skildvagt fik et bajonetstik i min højre hånd og blev trukket baglæns ud af min hytte, hvorved mit hoved blev såret. For efter min forklaring for den da vagthavende hr. løjtnant blev jeg med 2 mænd uden våben vejledt tilbage for pøbelens opløb til min bopæl.

Nærmere forklaring finder jeg mig ikke beføjet til offentlig at besvare. For at udsætte en gammel mand for hån er i sandhed ingen ret stor kunst.

Jacob Christesen

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 8de Mai 1824, s. 7074-7076)

Jacob Vægter ved Langebro.

Hvem af de mange der dagligt passerer vejen forbi Blåtårn over Langebro, kender ikke denne mageløst dumdristige, grove og tølperagtige person, nemlig Jacob Vægter? Hvem både blandt høje og ringe er ikke ofte i forbigående ganske uforskyldt blevet overøst af denne ondskabsfulde karl med de mest ærekrænkende og uforskammede skældsord og grovheder? Hvilken skildvagt der har haft post ved Blåtårn, er ikke en gang imellem på den mest krænkende og mærkbare måde blevet fornærmet af nævnte person der som en bulbider har overfuset dem med de bitreste skældsord uden at disse turde nærme sig hans hytte, hvorfra han brøler: Her er Jacob Politimester! Men hvad er du? Du er soldat, men jeg er privat, og der kan du kysse, etc. etc. 

Hvor mange gentagne klager er der ikke indløbet til politiet over ham, og hvor ofte skal han ikke være blevet revset for de fornærmelser han har tilføjet en og anden? Men erfaringen har desværre lært at al revselse hidtil har været fuldstændig frugtesløs. Da nu ovennævnte Jacob Vægter ikke alene må være til stor ulempe for enhver der enten af nødvendighed eller for fornøjelse vil passere Langebro og af frygt for at hånes eller udskældes af denne slemme ordgyder ligesom må smige og skynde sig forbi hans buldrehytte, men han endog meget forulemper beboerne der i nærheden med sine daglige optøjer og spektakler, så nærer indsenderen af dette og vist mange med ham det rimelige ønske at Københavns ellers så årvågne politi dog engang kunne finde et middel hvorved man kunne blive befriet fra dette mageløse menneske.

(Politivennen nr. 436. Løverdagen den 8de Mai 1824, s. 7046-7047)

"Hvem af de mange der dagligt passerer vejen forbi Blåtårn over Langebro kender ikke denne mageløst dumdristige, grove og tølperagtige person, nemlig Jacob Vægter?". Skribenten har formentlig gået denne vej ned af Frederiksholmskanal, hvor arresten Blåtårn lå for enden til venstre i billedet. Kranen bag husene markerer hvor Langebro gik og man må formode at Jacob Vægter altså holdt til i området mellem kranerne. (Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Blåtårn er ikke det kendte tårn hvor Leonora Christine sad fængslet. Det blev nedrevet i 1732. Det var navnet på en arrestbygning for enden af Frederiksholms Kanal for bl.a. ulydige skuespillere og dansere fra Det kongelige Teater. Det blev nedrevet 1848. 

Langebro forbandt Vestervoldgade fra kystlinjen som gik omtrent ved den nuværende Bryghusgade med Langebrogade på Christianshavn. Den omtalte Jacob må altså have holdt til omkring Bryghusgade.

Artiklen blev besvaret af Jacob (Vægter) Christensen i Politivennen nr. 438, s. 7074-7076. Der var klaget over Jacob Vægter i Politivennen nr. 248, 1820.

Billigt Ønske fra en Christianitter.

Anmelderen som en af Christianshavns beboere hvis vej til daglige forretninger såvel morgen som aften er over Langebro, langs det kongelige hømagasin og Filosofgangen, har længe som vist nok flere med ham, såvel christianitter i særdeles som københavnere i almindelighed der passerer nævnte vej, hidtil forgæves næret det håb at se adskillige mangler afhjulpet, og har herved formået Politivennens ærede udgiver til at indrømme nedenskrevne i sit almennyttige blad som fra dets første begyndelse har, og fremdeles vedbliver, at stifte meget stor nytte i forskellige henseender. Så meget mere som så vidt han rigtigt erindrer sig, før at have set berørte anke frugtesløse fremsatte i dette blad, vover han endnu engang at anmærke disse på ny, nemlig:

1) Trottoiret fra hjørnet af Wildersgade til hestegardens kaserne er i tilfælde af fugtigt vejr eller isslag på grund af dets slette brolægning næsten vanskeligt at betræde og trænger meget til en lille udbedring.

2) De brædder som ligger over kisterne langs det kongelige hømagasin, er ved de påslåede lapper i den forfatning at man på mærke vinteraftner er udsat for at falde og brække både arme og ben, især når de passeres af gamle svagelige folk, og det ville være tak værd hvis de måtte snart blev afløste med hele nye brædder.

3) At 1 til 2 lygter måtte blive anbragt ved klapperne på broen da man på mørke vinteraftener næppe kan se end hånd for sig, og ikke alene ved fald, men ved at støde på ildesindede mennesker, kan afstedkomme en skade og indjages en skræk man måske ikke let ville forvinde.

Skulle disse linjer opvække høje vedkommendes opmærksomhed, så at disse mangler måtte blive afhjulpet, ville det være anmelderen en kær erindring, ikke at se dem frugtesløse fremsat.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6801-6803)

Redacteurens Anmærkning.

Hestgardkasernen og hømagasinet var en del af den kongelige materialgård mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade i København. Kasernen blev opført 1792 efter tegninger af arkitekten A.J. Kirkerup. Hømagasinet var beregnet for de de kongelige stalde og lå ud til Vester Voldgade. Begge dele brændte 1798, men blev ved kongelig resolution af 11.5.1798 genopført straks derefter. Bygningerne er delvist bevarede i dag.

Bøn til Vandvæsenets Foresatte.

En betydelig uorden som nu over et år har fundet sted uden at de ansvarlige har afhjulpet det, er at de vandrender som går under Langebro til Christianshavn, er så utætte og dårlige at en mængde af vandet spildes ved at løbe i stranden, til stor skade for christianitterne da mange af dem sikkert må savne det vand som af mangel på fornøden istandsættelse ganske går tabt til unytte, skønt de sikkert dog må betale. Man håber at vedkommende ville sørge for det fornødne i henseende hertil.

(Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6347-6348).

Farligt Mørke paa Langebro.

Da Langebro ved flere lejligheder og i særdeleshed i Københavns ulykkelige dage, har vist sig at være et vigtigt og uundværligt foreningsmiddel med Christianshavn, som uforudsigelige tilfælde muligvis kunne gøre nødvendigt til almindelig vej ved nattetid, kan med føje beklages at denne så aldeles mangler belysning. Et for ikke længe siden der indtruffet ulykkestilfælde der kostede et menneskes liv, havde til dels sin grund i denne mangel, og at sådant ikke hænder ofte, må ene tilskrives almindelig frygt for at passere broen i mørke.

Da anmelderen desuagtet har været vidne til at 2 vogne har arbejdet sig forbi  hinanden i det tykkeste mørke, skønnes deraf at vejen må være nødvendig for nogle og da selv i mådelig blæst havets larm forhindrer at skelne vognes rumlen på broen i nogen afstand, håbes for at forebygge flere ulykker at dette ikke forgæves må være fremsat.

(Politivennen nr. 348. Løverdagen den 31de August 1822, s. 5638).

Ditto paa Langebro.

Ved nogle gange i vinter om aftenen at passere Langebro, har anmelderen fundet mørket der så stærkt at ønsket om at denne bro lige så lidt som de øvrige af stadens broer måtte savne belysning, ikke kan tilbageholdes. Betænker man at der fra den lygte der sidder ved Blåtårn eller Grynmøllen, til den nærmeste på hjørnet ved reberbanen er 270 skridt, så er det ikke at undres over at man ræddes for at passere broen i et så egyptisk mørke. Og dog ønsker mange af Christianshavns beboere der har ærinde til den vestre den af København, at gå denne vej fordi den både er den renligste og den korteste. At det vise versa går en stor del af Københavns indbyggere ligeledes, er ikke at omtvivle. Man vover derfor at fremsætte det ønske at der måtte opsættes i det mindste 1 til 2 lygter for hver ende af broen, og ligeledes 1 til 2 i midten, som menes at ville være nok til at skaffe en fornøden og tilstrækkelig oplysning.

(Politivennen nr. 265. Løverdagen den 27de Januari 1821, s. 4274-4275).

Styg Uorden ved Langebro.

Ved enden af Langebro ligefor grynmøllen har en mand ved navn Jacob Vægter sin butik hvorfra han med tilladelse sælger sulevarer til de i nærheden arbejdende mennesker af den ringeste klasse. Men med denne handel forbinder han vist nok uden tilladelse udsalg af øl og brændevin. Som en følge heraf sker det meget ofte, ja daglig at manden går således til gæstebud hos sig selv at man finder ham beskænket og i sådan tilstand at han overfalder enhver forbigående, han være af hvad stand det være vil, med grovhed og skældsord. Enhver som vil overbevise sig herom, behager blot at passere ham når hans paroxysmus kommer over ham, og dette indtræffer ikke sjældent. Man vil da få et begreb om hvorvidt et uopdragent menneske kan drive sin uartighed og grovhed, ja lære eder som kunne supplere det danske leksikon. At de i nærheden boende ikke er fri for hans malice, kan man vel tænke sig, og det er bekendt at han for hans opførsel af disse ha været anklaget for politiet og straffet. Men da han fremturer deri og enhver frygter for at anklage ham, for man kan vente at han efter udstået straf vil søge at hævne sig, ønsker man at lære et middel der kan bringe ham til tavshed.

(Politivennen No. 248, Løverdagen den 30te September 1820. Side 4020-4021).

Redacteurens Anmærkning.

Jacob vægter er også klaget over i Politivennen nr. 436, 1824. Her tog han til genmæle i Politivennen nr. 438, 1824.

Spørgsmaal til Kommandantskabet.

I mange tider har det været brugeligt og tilladt at sejle ud med både fra Langebro til det såkaldte stakat eller den bekendte række af pæle, for der imellem begge indløbene at binde bådene fast, og frit forlyste sig i det frie og kølige element. Med mangfoldige andre har indsenderen allerede i fler eår besøgt denne fortræffelige bådplads for efter dagens hede og møje om aftenen at søge en velgørende og behagelig forfriskning i det klare og rene vand der findes sammesteds idet strømmen hele tiden fornyr samme og bunden er en sandbund, og da det tillige er af en dybde at såvel den svømmende som den ikke svømmende kan fornøje sig her. Hertil kommer at man der ikke inkommoderes af tilskuere fra landet, og at roningen yder en behagelig og passende motion efter badet. Indsenderen blev derfor meget bedrøvet da den 8. juli, lørdag aften, en båd med nogle soldater af livregimenterne kom ud fra vagthuset og forkyndte i bydende tone, at man straks skulle forføje sig bort derfra og begive sig ind i krogen ved det såkaldte køkkenkurv forbi den udlagte svømmebro hvor vandet er dybt og skident og bunden er mudret. Spørgsmålet om vandet der ikke skulle være dybt, besvarede de benægtende. På denne ordre begav nogle sig tilbage til Langebro og spildte således penge og fornjelse, andre ventede på ordrens eksekution og atter andre begav sig på den befalede plads. Her indtraf nu den ulykke at et ungt menneske der formodentlig også havde fået nævnte forsikring, begav sig i vandet uden at kunne svømme, og da dette var for dybt, så havde han tilsat livet hvis ikke heldigvis en forbisejlende båd havde taget ham op og hvis hans livsfare ikke var blevet bemærket af en af de tilstedeværende.

Det var derfor at ønske at publikum blev underrettet om der virkelig eksisterer en sådan anordning, og i modsat tilfælde at soldaterne blev afholdt fra at eksekvere selvgjorte befalinger.

(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3831-3833).

En slem Uorden af nogle Fiskere

(Indsendt)

Det er almindelig kendt at heste let løber løbsk når de pludselig bliver forskrækket. For altså at undgå den fare der er forbundet med det, råder anmelderen enhver som skal passere Langebro nøje at passe på sine heste når det har behaget fiskerne at spænde deres fiskegarn ud langs med bolværket. For da anmelderen for nogen tid siden kørte over broen og fiskegarnene begyndte at flagre heftigt med vinden, var det med nød og næppe at han af frygt for at bæsterne skulle løbe løbsk, kom med velbeholdne lemmer over broen forbi disse for hestene så frygtelige skræmsler. Anmelderen ønsker at hvis disse fiskere ikke har tilladelse til at tørre deres garn der, at det så måtte blive forbudt, Men dersom tilfældet er det modsatte, at denne tilladelse så bliver bekendtgjort så man kan afholde sig fra at passere broen med balstyrige heste.

(Politivennen nr. 86, Løverdagen den 23de August 1817, s. 1443-1444)

Nyttig Advarsel

(Indsendt)

Ubehageligere syn kan vel ikke gives end på en dag at se 7 druknede mennesker, hvoraf størstedelen er helt rådnede, ligge til skue i lighuset ved Langebro, og af hvilke nogle har ligget i 5 til 6 dage. De udbreder ydermere en yderlig slem stank, som for forbigående vel endog kunne have farlige anstikkende sygdomme til følge. Søndag den 28. april sås et menneske blev trukket op af vandet som for fire måneder siden blev savnet og som naturligvis var helt rådnet op. Men blev alligevel lagt til skue i lighuset, hvorved luften der ikke blev bedre. 

Man foreslår derfor at i der lighuset altid haves kister i beredskab, og at der er en plads på Amager for øjeblikkeligt at begrave sådanne rådnede legemer. Fremdeles foreslås at lighuset måtte ligge på et afsondret sted, ganske frit og opbygges i en runding af en to mur i højden og derom et gitterværk. Så tæt at hverken hund eller kat kunne krybe igennem, samt oventil et tag, ligeledes forsynet med trækhuller. For da kunne tilskuerne uden væmmelse nærme sig huset på den side hvor vinden kom fra. 

Ligeledes var det ønskeligt at der der røgedes med en antændt tjæretønde for a rense den på stedet, især i sommerheden, værende slemme lugt. Endnu meget mere af det som ligeledes fordærver luften her i staden, er den uskik at rådne fisk kastes i kanalen. For omtrent 14 dage siden have mange tilskuere på Højbro set en stor del fisk der lå ved broen og som forventeligt endnu kan ses ved klart vande. Vel ved man at det er forbudt ved politianordninger. Ved flittigt at lade efterse vandene, og om muligt, også at opdage gerningsmanden til noget sådant, ville denne uorden kunne forebygges. 

Ligeså ønskeligt var det også om i tørt vejr at bunkefejerne på de offentlige torve, ligesom også enhver husejer bliv forpligtet til at stænke vand på gaderne, forinden der blev fejet. Hvilket sker i andre storbyer som for eksempel Berlin og flere residensstæder. At støvet såvel ved fejningen som ved tørveaskens opkastning på skarnvognene uden forinden at fugtes er yderst ubehagelig for alles næse og øjne, det ved enhver af den daglige erfaring. Men  indsenderen anser det for afgjort at disse fine støvpartikler som indsuges i lungerne, kunne skade.

(Politivennen nr. 20, Løverdagen den 18. maj 1816, s.  297-299)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen 22, 1. juni 1816.

I Dagen, 26. september 1806 kunne man læse om det dengang nyopførte Druknehus, eller Dronehuset ved Langebro, samt lidt om hvor mange der druknede:

Ved Langebro paa Hjørnet af Brændemagasinets Plads, har Magistraten ladet opføre et grundmuret Hus til deri at henlægge fundne døde Mennesker, saaledes, at de uden fra igjennem Vinduerne kunne sees, dersom nogen skulde vedkjende sig dem. I samme Hus er tillige afdelt en Obduktions Stue, som om Vinteren kan opvarmes, for at anstille Forsøg paa at bringe de tilsyneladende Døde igjen til Live. I det gamle Træskur tæt ved Langebro paa ovenmeldte Plads er fra 1 April 1805 til 1 April 1806 indbragt 56 Mennesker, hvoraf 48 ere fundne i Søerne og Kanalerne, og 8 pludseligen døde i Husene og paa Gaderne. Ingen af dem, paa hvilke Rednings-Anstalterne bleve prøvede, kunde bringes til Live, da saaledes ingen Gnist til Liv var hos dem tilbage.

Knippels Broes Forfald

Mens Langebro er under udbedring og ufremkommelig, er den eneste vej der nu haves Knippelsbro, som bortset fra for fodgængerne er skrøbelig og i en mådeligere tilstand end jeg nogensinde har set den. Klapperne er sunket ned på begge sider. Og når den ikke hjælpes ved en slags stivere under klapperne på hver side til stenbroen hvor hængslerne er, da frygter jeg at før eller senere vil der ske en ulykke. Formentlig har den taget megen skade ved de svære kanoner som er bragt derover nu i vinter. Og selv om der ikke mere bringes flere kanoner over, køres der dog stadig svære læs. Jeg ved endog med vished at der i forrige uge er blevet kørt flere læs på 3 til 4.000 pund, hvilket tilligemed heste, vogn og karl kan regnes mellem 6 og 7.000 pund. Altså en svær vægt for en skrøbelig bro.

Bojesen

(Politivennen nr. 515, 12. marts 1808, s. 8272-8273)

Redacteurens Anmærkning

Man var klar over Knippelsbros miserable tilstand. I 1810 frasagde en havnekommission sig ethvert ansvar for broen pga dens tilstand. I stedet valgte man den langt billigere løsning, en hovedreparation af Langebro i 1814 mens man arbejdede på en løsning for Knippelsbro. Denne var først færdig i 1816, altså 8 år efter artiklen i Politivennen.

Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 

At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021.

Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som  bekendt.

Johan Georg Rødder

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og blev fulgt op i Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.