Svar fra Jacob Vægter

I anledning af det der er indrykket i Politivennen nr. 436 om Jacob Vægter ved Langebro så jeg mig nødsaget at besvare samme, så vidt mine ringe evner tillader. Indsenderen beskylder mig således for at være mageløs, dumdristig og tølperagtig person. Men mon samme øjeblikkelig kender de sande grunde eller mon en 68-årig mand med en talrig familie der kummerligt må sørge for deres underhold, ikke en gang imellem kunne komme i en fortvivlet stilling? Vel har jeg nogle gange været underkastet den høje rets retfærdige dom, men dette har jeg bødet for. Og det vedkommer således ikke offentlig beskæmmelse.

At den hr. indsender kalder mig ondskabsfuld, det udbeder jeg mig nærmere ført bevis for. For vel vil jeg tilstå at være bralmundet. Dog aldrig ondskabsfuld, uden påtalt fornærmelse skulle finde sted. Vist behøver ingen at snige sig forbi min af hans majestæt allerunderdanigst forundte fjellehytte uden at være folkesky. For lad Jacob kun braldre hvor han hører hjemme. Den indsigtsfulde mand bekymrer sig kun lidt om det.

Jeg må dertil tilføje til hr. indsenderen der formodentlig i forbigående har hørt som han behager at skrive mig brøle: Her er Jacob Politimester etc. Unægtelig har jeg sagt disse ord! Men mon indsenderen kender denne sag, hvorved disse ord forefaldt. Jeg finder det min skyldighed at give en nærmere forklaring på det, for skildvagten som i dette øjeblik havde post ved Blåtårn, behagede at komme over til min hytte med fornærmelige udtryk. Jeg henviste ham tilbage til sin post, unægtelig med ovennævnte ord. Hvad blev følgerne heraf? Jeg blev som arrestant ført til Vesterports vagt.

Men, hr. indsender, min sag var dog vist ikke så slem uagtet jeg af den ene skildvagt fik et bajonetstik i min højre hånd og blev trukket baglæns ud af min hytte, hvorved mit hoved blev såret. For efter min forklaring for den da vagthavende hr. løjtnant blev jeg med 2 mænd uden våben vejledt tilbage for pøbelens opløb til min bopæl.

Nærmere forklaring finder jeg mig ikke beføjet til offentlig at besvare. For at udsætte en gammel mand for hån er i sandhed ingen ret stor kunst.

Jacob Christesen

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 8de Mai 1824, s. 7074-7076)