I.
Som tidligere meddelt har Frederiksberg Glasværk standset sin Hvidtglasproduktion og afskediget de dermed beskæftigede Arbejdere paa en Maade, der ikke stiller Fabrikens Indehavere i det mest flatterende Lys. Da der tilmed ofte er tilflydt os Klager over Arbejdsforholdene paa Fabriken, besluttede vi at aflægge den et Besøg, for med egne Øjne at gøre os bekendt med det Liv, der føres i en Glasfabrik.
Den heromhandlede Fabrik ligger paa Peter Bangsvej ude bag ved Frederiksberg, paa Grænsen mellem By og Land, garneret af smaa villalignende Bygninger med Haver foran, som ser ret pyntelig ud med de smaa rimbehængte Buske.
Vi gaar ind i Fabriksgaarden, der kun højst uegentlig kan kaldes saadan. Den bestaar nemlig af en Del spredte Bygninger, der gør Indtryk af at være opført Tid efter anden, uden nogen bestemt Plan. Selve Gaardspladsen er stor nok, men opfyldt af alenhøje Snavsbunker, maaske for en Del begrundet i de Reparationsarbejder, der for Tiden udføres. Det første Rum, vi kommer ind i, er den egenlige "Flaskehytte". Ilden er slukket og Ovnen under Reparation. Naar Virksomheden gaar sin jævne Gang, er her beskæftiget 18 Glasmagere med deres Hjælpere af Lærlinge og Kvinder. Disse 18 Mand har deres Plads i en Halvcirkel ved den ene Ende af Ovnen. Arbejdspladsen danner en skraatliggende stenbelagt Rampe paa ca. 3 Alens Bredde. Yderst i Periferien staar Arbejdstrugene og Formene, hvori Flaskerne udpustes, og for en uindviet er det aldeles umuligt at forstaa, hvorledes 18 Mennesker er i Stand til at arbejde paa denne Plads, uden hvert Øjeblik at komme til at slaa hinanden i Hovedet med de hvidglødende Glasmasser, som paa Enden af de ca. 1½ Alen lange Pusterør føres ud og ind af de smaa Huller i Ovnen, hvori den flydende Masse befinder sig. At Heden er ulidelig, siger sig selv, naar man véd, at Glas først smeltes ved 16-1800 Graders Celsius. Om Vinteren gaar det nogenlunde an, naar Luften ude omkring er kold, men om Sommeren maa en Glashytte være et sandt Helvede. Man kan ikke sammenligne Glasmagerens Stilling med Smedens. Denne staar ganske vist hele Dagen ved sin Esse foran Kulbaalet, men Varmen er langt mindre, og Baalet brænder ikke bestandig lige stærkt. Anderledes med Glasmageren. Han har den konstante Varme fra det Øjeblik han begynder og til han igen slutter, og saa det hvide, skinnende, hede Lys fra de smaa Glugger, hvorfra han henter sit Materiale. At dette svækker Synet, er en Selvfølge, og Arbejderne gjorde os da ogsaa opmærksom paa, at kun faa ældre Glasmagere har normalt Syn. Som sagt, Arbejdet er mere udholdeligt om Vinteren med Hensyn til Varmen, men saa lider de af andre Ubehageligheder. Glashytten har ingen kunstig Ventilation, ja den har ikke engang Vinduer. Lyset skaffes til Veje ved at nogle Lemme lukkes op, og ved Vintertid stryger saa den kolde Frostluft ind over de ophedede Arbejdere, der sveder, saa Vandet løber af dem paa den ene Side af Legemet, medens Kulden gennemisner den anden Side. Gigt og Rheumatisme er derfor Glasmagernes uadskillelige Følgesvend. Udenfor den Kreds, som dannes af Glasmagernes Arbejdstruge og Forme, er den Plads, hvor de færdes, der tager de færdige Flasker fra Arbejderen og fører dem til Afkølingsovnen. Denne Plads er flere Steder saa snæver, at et Menneske knap kan presse sig forbi, og her gaar dog Kvinder og Børn hele Dagen igennem med deres glødende Flasker, udsat for at blive brændt fordærvet af de Klumper, Glasmageren vrider paa sit Stativ. Paa de to Sider er denne Hytte omgivet af høje Plankeværker, omtrent klods op ad Muren, skønt der er Plads nok til at føre dem længere ud og derved forøge Luftbæltet. I en Krog findes Retirade og Pissoir lige udenfor en af Lugerne. At disse nødvendige Appartementer ikke bidrager til at gøre Luften behagelig, er velsorstaaeligt, og det er ogsaa mindre appetitligt at sidde paa den indenfor staaende Bænk og indtage sine Maaltider. Spisestuer er nemlig noget, der ikke kendes paa Værket. De Arbejdere, der ikke bor saa nærved, at de kan gaa hjem i den halve Time, der er levnet hvert Hold til Spisetid, maa tage til Takke med Lejligheden som den er, og den er sandelig ikke behagelig.
I den næste Hytte findes den nedlagte Hvidglasovn og en Reserveovn for Grønglas. Her arbejdes medens den større Ovn er under Reparation, og skønt selve Hytten er temmelig stor, er Pladsen dog saa daarlig fordelt, at Arbejderne næsten ikke kan komme forbi hinanden.
Vi gaar derfra op i Sliberiet, og mødes allerede udenfor af en ulidelig Petroleumsstank, der forstærkes saa snart Døren bliver lukket op, saa at man maa holde Haanden for Næse og Mund for ikke at faa Halsen fyldt med det fine Støv, som i Forbindelse med Stanken opfylder det lille Ruin. Her beskæftiges 10-12 Personer, Kvinder og Mænd, ved Sprængning og Slibning af Lampeglas, Gaskupler, Lampebeholdere osv. Lampeglassene sprænges over i en passende Længde ved en Petroleumsmaskine, det er den, der udbreder Stanken. Paa større Dele, som Kupler o. lign., sprænges de overflødige Dele bort ved Hjælp af rundsavlignende Staalskiver. Slibningen foregaar paa horisontalt roterende Smergelskiver. Pladsen er ganske overordenlig indskrænket, vi kunde fristes til at sige skandaløs, og sikkert er det, at der maa et Jærnhelbred til for i længere Tid at udholde den Tortur, det maa være at arbejde her. Underneden er Værkstedet for Tilberedning af det ildfaste Materiale, som benyttes i Ovnene. Ogsaa her er Luften opfyldt med Støv, og et Forværelse, hvori findes en Dampmaskine, er saa lille, at Maskinpasseren maa høre til de tyndeste blandt de tynde for at slippe omkring den.
Endnu skal vi tilføje, at Arbejderne klagede over, at de Glasskaar, som Fabriken henter fra Lossepladsen og andre Steder til Omsmeltning, som Regel renses for Jord og Snavs inde i Hytten, hvor Glasmagerne staar og arbejder, saa hele Rummet fyldes med et uigennemtrængeligt Støv, der ikke alene er højst ubehagelig, men ogsaa kan være ligefrem sundhedsfarlig.
(Social-Demokraten 1. februar 1891).
II
(Sidste Artikel.)
Glasmagerne arbejder regelmæssig to Hold. Det ene begynder Kl. 4 om Morgenen og slutter sin Virksomhed ved Ovnen Kl. 1 om Eftermiddagen. Det næste Hold tager saa fat Kl. 2 og slutter ved Ovnen Kl. 11 Aften. Den samlede Arbejdstid ved Ovnen er saaledes 9 Timer daglig, med to Ophold paa 10 Minuter hvert og et Ophold paa ½ Time. Foruden de nævnte 9 Timer maa hvert Hold Arbejdere anvende et Par Timer med Sortering af deres Flasker, saa Arbejdstiden bliver i Virkeligheden 10 a 11 Timer daglig.
Arbejdet udføres i Akkord, og hver Mand faar Betaling i Forhold til det Arbejde han udfører. Derfor sætter Glasmagerne et forud bestemt Kridtmærke paa den glødende Flaske, og naar disse saa i afkølet Tilstand tages ud af Køleovnen, maa hver Mand se at finde sine Flasker. Har Køleovnen været for kold, saa springer Kransen om Flaskehalsen af, har den været for varm, smelter Flaskerne sammen; i begge Tilfælde maa Arbejderne bære Tabet. Men ikke nok hermed; er der Fejl ved Flaskerne paa Grund af daarligt Materiale, som Sten o. lign. i Massen, saa maa Arbejderen ogsaa bære Tabet herved. Det samme er naturligvis Tilfældet, naar Arbejdsfejl gør Fabrikatet ubrugeligt. Det er unægtelig højst uretfærdigt, at Glasmagerne skal tage Tabet i Tilfælde, hvor de er aldeles uden Skyld, som f. Eks. Materialets Beskaffenhed eller Køleovnens større eller mindre Varmegrad. De er nemlig uden Indflydelse herpaa, idet saavel Massens Tilberedning og Smæltning som Pasning af Køleovnen er overladt helt andre Folk. Men foruden at de kun faar Betaling for fuldt sælgelige Varer, naar disse er kommen i Magasinet, afdrages der dem 2pCt. for hvad der mulig her slaas i Stykker. Det er for Flaskemagernes Vedkommende. Hvidglasmagerne maa lade sig afkorte 10 pCt. til Dækning af det Tab, der lides ved Sprængning i Sliberiet, skønt der paa samme Maade som ovenfor nævnt er foretaget en omhyggelig Sortering forinden Arbejdet afleveres til Slibning.
Ved Hvidglasfabrikationen arbejder 4 Mand i hvert Hold, og disse leverer med Anvendelse af den yderste Anstrængelse til Eksempel 12,000 Stk. Lampeglas i en Uge, hvorved de saa tilsammen tjener 100 Kr. Flaskemagerne kan i heldigste Tilfælde tjene fra 20 til 25 Kr. ugentlig, men saa maa de ogsaa lave 2000 a 2500 Halvflasker hver.
I Sliberiet tjener de mandlige Arbejdere ogsaa omkring en Snes Kroner, medens Kvinderne kun kan drive det til 5-6, undertiden kun 3-4 Kr. ugentlig De ovenfor nævnte Lønsatser maa imidlertid betragtes som Maksimum, i Reglen er Fortjenesten derunder. Ganske vist hersker der ikke regelmæssig periodisk Arbejdsløshed i Glasfabrikationen, men Arbejderne bliver dog ofte afbrudt ugevis i deres Virksomhed paa Grund af Forandringer ved eller Reparation af Ovne eller andet Materiel. Resultatet heraf er, at Glasmagernes Løn Aaret igennem, trods deres strænge og sundhedsfarlige Arbejde kun udgør 8 a 900 Kr.
Ved at gaa igennem denne Fabrik og se de usle Forhold, hvorunder Arbejderne slider for at tjene en ligesaa ussel Løn, samtidig med, at de i kort Tid sætter deres Helbred til, kom vi til at tænke paa et Besøg, vi aflagde for et Par Aar siden i Porcelænsfabriken Sévres ved Paris. Denne Fabrik drives af den franske Stat, og alle Arbejdslokaler var sande Haller med stor Plads, højt til Loftet og rigelig Ventilation. Arbejderne saa derfor livlige og raske ud, og de mange gamle Gubber afgav noksom Bevis paa, at sunde Arbejdslokaler i høj Grad bidrager til at forlænge Arbejdernes Liv. Og saaledes som det var ved denne Statsanstalt kunde det være alle Fabriker, naar ikke nogle enkelte Mennesker i kortest mulig Tid skal tjene Formuer ved at udbytte deres Medmennesker. Indtil vi naar det Maal, at Samfundet overtager al produktiv Virksomhed, maa man imidlertid forlange, at det Offenlige ved hensigtsmæssige Foranstaltninger søger at ordne Arbejdslokaler og Arbejdstiden saaledes, at den bliver nogenlunde taalelig for Arbejderne" Som en af de Virksomheder, hvori der tiltrænges en grundig Forbedring i denne Retning, staar Glasfabrikationen absolut i første Række, om end Frederiksberg Glasværk er et særligt slet Eksemplar af Arten.
(Social-Demokraten 5. februar 1891).
Frederiksberg Glasværk er nedrevet. Det lå omtrent Peter Bangs Vej nr. 36.
