Strejken paa Odense Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

I "Fyns Venstreblad' for i Fredags skriver en Næringsdrivende følgende : 

Striden mellem Glasværket og dets Arbejdere, der allerede har været staaende paa syvende Uge, synes nu at skulle føres ind paa et Omraade, hvor dens ødelæggende Følger vil komme til at berøre ogsaa andre end de stridende Parter; man er nemlig begyndt at føre en saakaldet økonomisk Krig. Glasværket begyndte med at foranledige Politiets indledende Skridt til at udvise de strejkende Glasmagere, som er Udlændinge, og Arbejderne er fulgt efter med at paabegynde en Boykotting af de Handlende, som fører Varer fra de Firmaer, som staar i Forbindelse med Fyns Glasværk.

Vi kan vistnok alle være enige om, at skal Striden fortsættes længe paa denne Maade - og det tør befrygtes -  saa vil der blive bragt Forstyrrelse, Tab og Elendighed i mange Kredse, som hidtil har betragtet Striden som sig uvedkommende. Men fra det Øjeblik, da de Næringsdrivende her i Odense saa vel som i de andre Byer, hvor de Strejkende for Tiden har Udsendinge ude, skal tvinges til at tage Standpunkt for eller imod Glasværket, og skylder Fyns Glasværk os, der saaledes drages ind i Kampen, en nøjere Redegørelse for Kampens Aarsag, og hvad der egenlig ligger Værket og dets Arbejdere imellem, end Glasværket hidtil har nedværdiget sig til.

Mens der fra Arbejdernes Side i deres Blad "Social-Demokraten" saavel som i "Fyns Venstreblad" er fremkommet flere Indlæg og Redegørelser, er der til Dato fra Glasværkets Side kun fremkommet et - et - Indlæg i Sagen, og hvad deri er fremført, er i hovedsagen benægtet af Arbejderne.

Glasværkets Bestyrelse hævder i sin Redegørelse, at Arbejdernes Gennemsnitsfortjeneste var 22 Kr. 82 Øre, mens Arbejderne erklærer, at deres Gennemsnitsfortjeneste kun var 14-18 Kr. pr. Uge, "og," siger Arbejderne, "vi har foreholdt Hr. Hey hans Udregnings Urigtighed, og han har overfor os erkendt, at han har lagt vor Bruttoindtægt til Grund for sin Beregning og undladt at fradrage vor (Glasmagernes) Udgift til vore Hjælpere, 8 a 10 Kr. ugentlig pr. Glasmager." Dette har Arbejderne offenliggjort og bedet Hr. Hey oplyse Offenligheden om, hvorledes hans Udregninger var baserede, men endnu har Hr. H. ikke svaret. Hvorledes forholder dette sig, har Hr. H. virkelig angivet Arbejdernes Fortjeneste 8 a 10 Kr. højere, end den for de flestes Vedkommende egenlig er? Kan dette virkelig være muligt, og mon ikke Hr. Hey paa Sagernes nuværende Stadium var Odense Borgere et Svar skyldig herpaa?

Endvidere erklærer Arbejderne, at Striden, der, som erkendt fra begge Sider, brød ud derved, at Fabriken nægtede at beskæftige Arbejderne hele Ugen igennem - alene skyldes en Beregning fra Glasværkets Side og med Forsæt er fremkaldt for, at Glasværket, der lige overfor Tuborg Fabriker i København under en Mulkt af 10,000 Kr. havde forpligtet sig til at levere 1 1/4 Million Flasker indenfor et bestemt Tidspunkt, - ved en Strejke kunde blive løst fra denne ubehagelige Forpligtelse, som Glasværket grundet paa erhværvede slette Materialer og en daarlig Ovn ikke kunde overholde.

Med andre Ord, Arbejderne siger, at Odens Glasværk behøvede Strejken for at frelse sine 10,000 Kr., som det ellers uundgaaeligt havde kommet til at punge ud med til Tuborg.

Ogsaa denne svære Beskyldning har Hr. Hey ladet ligge uimodsagt. Dette er saa meget desto uheldigere, som der er flere Ting. der tyder paa, at Arbejderne har Ret i deres Paastand.

Det er en Kendsgærning, at Odense Glasværk flere Gange for at opfylde sine Forpligtelser mod Tuborg har maattet købe Flasker paa andre Glasværker til højere Priser, end de maa aflevere dem til for. Ligeledes erklærer Arbejderne, at de for Retten vil beedige, at Glasværkets "Hyttemester" har erklæret, at det var umuligt med den gamle Ovn at arbejde regelmæssigt (og det behøvedes, for at Leveringen til Tuborg kunde effektueres)

Arbejderne gaar videre endnu i deres Bevisførelse. Det Udvalg af Fagforeningens Bestyrelse, som Hr. Hey underhandlede med, og som han selv erklærede at være kommen overens med, siger nemlig (ogsaa under Eds Tilbud), at Hr. Hey til dem har sagt, at Striden maatte betragtes som en Strejke, "for ellers skal vi betale 10,000 Kr. til Tuborg".

Hr. Hey! Maa vi Borgere her i Odense, der nu synes at skulle komme til at bløde for denne Strid, ikke faa lidt Besked om, hvorvidt alt dette er sandt, og om de virkelig har "behøvet Strejken"?

Jeg talte i Gaar med en af Arbejdernes Tillidsmænd; han erklærede, at Striden nok kunde sluttes, hvis Glasværket vilde anerkende Fagforeningen og tage alle de gamle Arbejdere igen, det andet Spørgsmaal om sikret stadigt Arbejde "er ude af Verden nu, da Ovnen er bygget om", sagde han.

Ja, men I har jo brudt Eders Kontrakt over for Fabriken, ved at I holdt op, og I kan derfor ikke forlange at blive antagne igen, indvendte jeg.

Kontrakten mellem os og Glasværket eksisterer ikke mere, sagde han, den har Glasværket selv brudt i Vinter, idet det ved at forøge vor Arbejdsydelse pr. "Hyttehundrede" har forøget 'vor Løn med indtil 15½ pCt.

Hvad angaar Spørgsmaalet om Fagforeningens Anerkendelse, da synes Hr. Heys hele Optræden at være noget vaklende og modsigende. Han erklærede i sin Tid, at han nok vilde anerkende Fagforeningen, men ikke forhandle med den. Hm! Er dette ikke noget Sludder? Hvorledes vil nemlig Manden bære sig ad med at "anerkende" en repræsentativ Institution, som Fagforeningen ubetinget er, naar han ikke vil forhandle med den? Det kan han simpelt hen ikke.

Dette hans umulige eller meningsløse Standpunkt har da ogsaa bragt Kludder i Forhandlingerne og bidraget ikke lidet til, at Striden er brudt ud og endnu holdes gaaende.

Det fremgaar af de fremkomne Oplysninger om Forhandlingerne - og da ikke mindst af de Oplysninger, som Hr. Hey selv har fremsat - at en Forhandling fra først af mellem Glasværkets Bestyrelse og Fagforeningens dito langt snarere havde havt en fredelig Løsning til Følge end de Forhandlinger, der er førte mellem de paa Hr. Heys egen Opfordring tilfældigt valgte Deputationer. D'Hrr. (Fagforeningens Bestyrelse) var bedre at komme ud af det med, har Hr. Hey jo selv skrevet; men, Hr. Hey, herved har De jo selv erkendt, at Deres Standpunkt: "ingen Forhandling med Fagforeningen", har været galt.

Hvad vi, der, som det nu synes, kat have Bryderier af Striden, maa forlange, er derfor, at der kommer en Forhandling i Gang med Fagforeningen og det saa snart som muligt.

At enhver af de stridende Parter maaske er krigslysten nok til at ville sejre", er nok muligt, men vi Borgere, der kommer til at bære en ikke ringe Del af Krigsomkostningerne, har et billigt Krav paa, at Sagen for os bliver rigtigt oplyst og frem for alt hurtigst muligt afgjort. N. N.

(Social-Demokraten 5. september 1893).

Strejken paa Odense Glasværk

Nye Afsløringer om Fabrikens Fremgangsmaade overfor Arbejderne.

I Anledning af en Artikel i Odensebladene, hvori Bestyrelsen for Fyens Glasværk erklærer, at alt hvad Arbejderne har skrevet om Striden er "forsætlige Fordrejelser og frække Usandheder", svarer Arbejderne følgende:

"Hvis d'Hrr. havde kunnet bevise, at et eneste Ord, af hvad vi har skrevet, har været Usandhed, saa havde de ikke ventet over en Maaned med at fortælle Folk, at de ikke skal tro et Ord af, hvad vi har skrevet. Nej, da skulde de nok have draget os til Ansvar derfor, da Gud og hver Mand véd, at d'Hrr. har baade Politi, Øvrighed og Avtoriteter paa sin Side.

Vi har ventet saa længe med at besvare deres Artikel, for det første fordi vi ansaa den for saa usømmelig og brutal, at den ikke var et Svar værd, og for det andet fordi andre Borgere her i Byen har taget Ordet i vort Sted og opfordret Hr. Hey til som Formand for Aktieselskabet at fremkomme med en Redegørelse, som kan bevise, at Bestyrelsen for Glasværket har Ret, eller at vi har fordrejet noget eller fremsat nogen Usandhed. Men det har hverken Hr. Hey eller nogen af de andre Bestyrelsesmedlemmer kunnet. Det kniber bet vist haardt for de høje Herrer, thi Sandheden vil de ikke komme frem med, og bevise, at det ikke er sandt, hvad vi har skrevet, det kan de ikke.

Men de høje Herrer maa have en høj Tanke om sig selv, da de i Stedet for at bevise noget nøjes med at raabe Socialistførere efter os og Socialistorgan til det lokale Blad, som har vist sig saa upartisk, at det har optaget saavel vore Artikler som Hr. Heys og hans Kollegers. Man skulde næsten ikke tro, at det har været voksne Mennesker, som har skrevet den nævnte Artikel.

D'Hrr. siger, at for Glasværkets Vedkommende er Strejken endt, og at begge Ovne er i Drift med Arbejdere, som ikke er Medlemmer af nogen socialistisk Fagforening.

Naar de Herrer tror, at det kan nytte dem noget, at de siger, at Strejken er endt, hvorfor har de da ikke rykket frem med det allerede den første Uge.

Men det mystiske er, at et Par Dage efter, at de Herrer skriver, at de har begge Ovne i Drift, saa bliver de nødte til at slukke den ene, saa der nu alligevel kun er en Ovn i Drift. Hver Mand véd jo, at vi har ikke forlangt andet end at faae Arbejde hver Dag i Stedet for at spadsere den halve Tid, og naar vi søgte at faae Formanden, Hr. Hey, i Tale for at ordne det i Mindelighed og faae Ovnen og Materialet forbedret til Fordel for saavel Fabriken som for os, da vil den høje Herre ikke tale med os, fordi vi var Medlemmer af Fagforeningen. Og saa bag efter rykker han - for at undskylde sin brutale Opførsel overfor os - i et Avisindlæg frem med den Usandhed, at vor Forening bestaar af uvedkommende. Da der var gaaet et Par Dage, gav han det Skin af, at han vilde forhandle med Fagforeningen, men saa forlangte han en Kavtion paa 1000 Kr., og da vi ikke kunde stille et saa stort Beløb, saa kunde vi ikke komme til nogen Enighed.

Den ene Dag, vi var sammen med ham, sagde han under Forhandlingerne, at vi maatte ikke tro, at det var ham, der var saa brutal imod os, han var nødt til at rette sig efter de andre Bestyrelsesmedlemmer. Dagen efter siger han imidlertid, at hvis vi ikke vil føje os efter ham, saa skal han gaa til alle de Yderligheder, han kan, for at skade os.

Og det har vist sig, at han har gjort alt, hvad han har formaaet i den Retning, og Politi og Byfoged har gaaet ham troligt til Haande. 

Alle vi, som var Udlændinge, blev en Dag i forrige Maaned kaldt op paa Politistationen, hvor vi blev underkastet et Krydsforhør, som om vi var Forbrydere, og de lagde til Grund herfor, at de vilde vide, hvad vi levede af, og til sidst blev det os betydet, at hvis vi ikke i en nær Fremtid søger at blive enige med Bestyrelsen for Glasværket og begynder at arbejde igen, saa bliver vi muligvis sendt over Grænsen.

Man ser heraf, hvilke Midler man bruger for at kue os, samt hvorledes Avtoriteterne fuldstændig stiller sig til de Herrers Raadighed. Men det er alligevel ikke lykkedes dem at splitte os ad, vi staar lige enige, og muligvis er det det, som irriterer de Herrer mest. De har søgt at faa os enkeltvis i Tale, de har skrevet til vore Koner for at faa os til at tage Arbejde under de nuværende Forhold, men da dette ikke lykkedes dem, saa sender de os Politiet paa Halsen med Trusler om at sende os ud af Landet, for der er vel ingen, der tror, at det er af Medfølelse for os at de spørger, om vi har noget at leve af.

Nej, de søger kun en Grund til at komme over os, faar de først Magt over Udlændingene, saa tror de, at de har vundet. De danske Arbejdere mener de, at de bedre kan sulte, til de falder tilføje. I 1889 da Fabriken gik Fallit og Arbejderne blev arbejdsløse midt i Vinteren i Februar Maaned, da faldt det ikke Bestyrelsen ind at anmode Politiet om at undersøge, om Arbejderne havde noget at leve af. Nej, den Gang fik vi Lov at passe os selv, og ligesaa i 1890, da vi begyndte med det nye Aktieselskab, og Arbejdet gik saa daarligt, at vi mange Gange maatte leve paa en Sulteløn; - den Gang forholdt Avtoriteterne sig tavse. Der findes næppe en Fabriksbestyrelse i Danmark, som har opført sig saa brutalt over for sine Arbejdere som Fyns Glasværk. De har tilbageholdt vor sidste Ugeløn og bagefter har de smidt os paa Gaden, uagtet Fabriken skylder os Penge. Naar Fabriken gik daarligt, da lod den stedlige Bestyrelse os tit vide, at de drev Fabriken kun af Naade mod Arbejderne, og var vi ikke tilfreds med det lidt, vi tjente, saa vilde de straks lukke Butiken. Og naar det saa efter lang Tids Forløb begyndte at gaa bedre, og vi kunde tjene en rimelig Løn, da var Forretningsføreren saa fræk at forandre Priskuranten, saa at vi kom til at arbejde meget billigere, og naar vi foreholdt ham, at det var urigtigt at forandre Priskuranten uden at sige os det, saa fik vi det noble Svar af ham, at var vi ikke tilfredse, saa kunde vi gaa. Man ser heraf, at saa længe vi har fundet os i alt, saa har det været godt, men saa snart som vi forlanger at blive respekterede som Mennesker, saa smider de os paa Gaden, ja de gaar videre endnu, de vilde ogsaa sende os ud af Landet. Det fremgaar jo af det hele, som om Bestyrelsen af en eller anden Grund har ønsket en Strejke, og derfor har blevet ved at trodse os saa lange, til vi saa os nødsagede til at nedlægge Arbejdet.

Strejkekomiteen.

(Social-Demokraten 13. september 1893).

Fyens Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

Striken paa Odense Glasværk skrives til os fra Odense, har faaet Interesse udover de snævre Kredse, som Arbeidsnedlæggelsen umiddelbart berører, dels derved, at Socialisterne have giort et stort Nummer ud af den, vi minde saaledes om, hvad Agitatoren, Stolemager Petersen fortalte i Maribo, og som ogsaa har været gjengivet her i Bladet, dels derved, at Bevægelsen allerede streifer Lovlighedens Grænser og truer med at overskride den. Vi skulle give en kort og tro Fremstilling af Sagen. Det maa først bemærkes, at de Strikende ere indvandrede Tydskere. Ved flere givne Leiligheder havde Aktieselskabets Formand betydet Arbeiderne, at han og den øvrige Bestyrelse ikke havde Noget imod, at Arbejderne vare Medlemmer af Fagforeninger, men Bestyrelsen vilde ikke forhandle med disse Foreninger om Ting, som angik Værket og Arbeidernes Stilling ved samme: den - Bestyrelsen - vilde derimod gierne forhandle med Arbeiderne selv. Disse fremkom saa med Anmodning om, at den ene Ovn, som de formente ikke arbejdede saaledes, at de kunde faae Udbytte nok af deres Arbeide, enten strax maatte blive stukket og ombygget eller ogsaa, at de maatte faae en forhøiet ugentlig Godtgjørelse, saalænge Ovne blev, som den var. Det første Forlangende kunde Bestyrelsen ikke gaa ind paa, da den derved vilde komme til at bryde indgaaede Leveringskontrakter; senere hen vilde den ikke være uvillig til at foretage den ønskede Ombygning. Det Andet kunde Bestyrelsen end mindre gaa ind paa, da Arbejdernes Fortjeneste, som den nu var, ingenlunde var ringe, den havde i Gjennemsnit i de sidste fire Uger været 22 Kr. 82 Øre om Ugen, og ikke Faa tiente indtil 150 Kr. om Maaneden, hvortil for de gifte Arbejdere kommer fri Bolig, Brændsel og en lille Have. Arbeidstiden er ikke over 8 Timer. Under de yderligere Forhandlinger erklærede de tilstedekomne Arbejdere, at de mødte som Afsendinge fra Fagforeningen, og da Bestyrelsens Formand erklærede, at som saadanne kunde han ikke forhandle med dem, gik de strax bort og foranledigede, at samtlige Flaskemagere øieblikkelig nedlagde Arbeidet, uagtet hver Enkelt ved en skriftlig Kontrakt har forpligtet sig til at opsige med fire Ugers Varsel. Under disse Omstændigheder var der ikke Andet for Bestyrelsen at giøre end at lade de Kontraktbrydende sætte ud af deres Leiligheder for at skaffe Plads til de nye Arbejdere, som snarest muligt ville blive antagne. Til dette Skridt blev Bestyrelsen end yderligere tilskyndet derved, at Arbejderne, efterat Striken var begyndt, ved en Deputation for Genoptagelse af Arbejdet forlangte, at samtlige Flaskemagere paany fulde antages, og at Bestyrelsen skulde frafalde Fordringen om Udtrædelse af Fagforeningen eller rettere, den skulde erklære at Fagforeningen maatte have Medbestemmelsesret over Værkets Anliggender. Bestyrelsen blev altsaa ikke Herre i sit eget Hus. Der førtes vel endnu Underhandlinger, men det, som opnaaedes ved dem, blev forkastet af Fagforeningen, hvis Bestemmelse Arbeiderne underkastede sig. Bestyrelsen skred nu til Udstenelse ved Kongens Foged. Hvorledes de Paagjældende teede sig ved denne Handling, have vi alt meddelt. Hvad Fagforeningsmændene tilsigte, kom ret frem i det følgende Møde, som holdtes om Aftenen; en Glasmager yttrede der, at de - Fagforeningsmændene - nok skulde forhindre, at Glasværket fik Tilgang af nye Arbeidere: "vi have optaget denne Kamp, og vi ville ogsaa gjennemføre den, vi vilie ikke danse efter Aktionærernes Fløite, men Aktionærerne skulle danse efter vor Fløite." Og de have senere handlet i Overensstemmelse med dette Princip: disse indvandrede Tydskere opføre sig nemlig paa en saa høist upassende Maade, at de endogsaa i deres Hjemstavn, især hvis de vare Danskere, vilde blive udviste som "lästige", "misliebige" er et for svagt Udtryk; de gaa paa Jagt efter at udfinde, hvem Bestyrelsen henvender sig til, for at forhindre Tilgang. De true de Enkelte, om ere blevne kontrakttro, og de patroullere ved Banegaarden for at standse ny tiltrædende Arbeidere.

Det fremgaaer af det Sagte, at Bruddet ikke er begrundet i Lønningsforhold, thi disse ere her bedre end ved de fleste andre Glasværker, men først og fremmest i, hvorvidt Fagforeningen eller Aktieselskabets Bestyrelse skal raade over Glasværket.

(Dagens Nyheder 3. august 1893).

Der må være tale om Fyens Glasværk. Odense Glasværk eksisterede 1873-1889. Det producerede flasker, belysningsglas, karafler og drikkeglas. Det gik konkurs 1889 og blev købt af konsul Frederik Hey under navnet Fyens Glasværk 1890-1902. 1899 opkøbte det Rosdala Glasbruk i Sverige. Da værket 1902 opkøbte Aarhus Glasværk skiftede selskabet navn til A/S De forenede Glasværker 1903-1907. I 1907 slog en række glasværker (bl. a. i Kastrup og Hellerup) sig sammen under navnet Kastrup Glasværk som eksisterede 1907-1965.

Besøg paa et Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

I.

Som tidligere meddelt har Frederiksberg Glasværk standset sin Hvidtglasproduktion og afskediget de dermed beskæftigede Arbejdere paa en Maade, der ikke stiller Fabrikens Indehavere i det mest flatterende Lys. Da der tilmed ofte er tilflydt os Klager over Arbejdsforholdene paa Fabriken, besluttede vi at aflægge den et Besøg, for med egne Øjne at gøre os bekendt med det Liv, der føres i en Glasfabrik.

Den heromhandlede Fabrik ligger paa Peter Bangsvej ude bag ved Frederiksberg, paa Grænsen mellem By og Land, garneret af smaa villalignende Bygninger med Haver foran, som ser ret pyntelig ud med de smaa rimbehængte Buske.

Vi gaar ind i Fabriksgaarden, der kun højst uegentlig kan kaldes saadan. Den bestaar nemlig af en Del spredte Bygninger, der gør Indtryk af at være opført Tid efter anden, uden nogen bestemt Plan. Selve Gaardspladsen er stor nok, men opfyldt af alenhøje Snavsbunker, maaske for en Del begrundet i de Reparationsarbejder, der for Tiden udføres. Det første Rum, vi kommer ind i, er den egenlige "Flaskehytte". Ilden er slukket og Ovnen under Reparation. Naar Virksomheden gaar sin jævne Gang, er her beskæftiget 18 Glasmagere med deres Hjælpere af Lærlinge og Kvinder. Disse 18 Mand har deres Plads i en Halvcirkel ved den ene Ende af Ovnen. Arbejdspladsen danner en skraatliggende stenbelagt Rampe paa ca. 3 Alens Bredde. Yderst i Periferien staar Arbejdstrugene og Formene, hvori Flaskerne udpustes, og for en uindviet er det aldeles umuligt at forstaa, hvorledes 18 Mennesker er i Stand til at arbejde paa denne Plads, uden hvert Øjeblik at komme til at slaa hinanden i Hovedet med de hvidglødende Glasmasser, som paa Enden af de ca. 1½ Alen lange Pusterør føres ud og ind af de smaa Huller i Ovnen, hvori den flydende Masse befinder sig. At Heden er ulidelig, siger sig selv, naar man véd, at Glas først smeltes ved 16-1800 Graders Celsius. Om Vinteren gaar det nogenlunde an, naar Luften ude omkring er kold, men  om Sommeren maa en Glashytte være et sandt Helvede. Man kan ikke sammenligne Glasmagerens Stilling med Smedens. Denne staar ganske vist hele Dagen ved sin Esse foran Kulbaalet, men Varmen er langt mindre, og Baalet brænder ikke bestandig lige stærkt. Anderledes med Glasmageren. Han har den konstante Varme fra det Øjeblik han begynder og til han igen slutter, og saa det hvide, skinnende, hede Lys fra de smaa Glugger, hvorfra han henter sit Materiale. At dette svækker Synet, er en Selvfølge, og Arbejderne gjorde os da ogsaa opmærksom paa, at kun faa ældre Glasmagere har normalt Syn. Som sagt, Arbejdet er mere udholdeligt om Vinteren med Hensyn til Varmen, men saa lider de af andre Ubehageligheder. Glashytten har ingen kunstig Ventilation, ja den har ikke engang Vinduer. Lyset skaffes til Veje ved at nogle Lemme lukkes op, og ved Vintertid stryger saa den kolde Frostluft ind over de ophedede Arbejdere, der sveder, saa Vandet løber af dem paa den ene Side af Legemet, medens Kulden gennemisner den anden Side. Gigt og Rheumatisme er derfor Glasmagernes uadskillelige Følgesvend. Udenfor den Kreds, som dannes af Glasmagernes Arbejdstruge og Forme, er den Plads, hvor de færdes, der tager de færdige Flasker fra Arbejderen og fører dem til Afkølingsovnen. Denne Plads er flere Steder saa snæver, at et Menneske knap kan presse sig forbi, og her gaar dog Kvinder og Børn hele Dagen igennem med deres glødende Flasker, udsat for at blive brændt fordærvet af de Klumper, Glasmageren vrider paa sit Stativ. Paa de to Sider er denne Hytte omgivet af høje Plankeværker, omtrent klods op ad Muren, skønt der er Plads nok til at føre dem længere ud og derved forøge Luftbæltet. I en Krog findes Retirade og Pissoir lige udenfor en af Lugerne. At disse nødvendige Appartementer ikke bidrager til at gøre Luften behagelig, er velsorstaaeligt, og det er ogsaa mindre appetitligt at sidde paa den indenfor staaende Bænk og indtage sine Maaltider. Spisestuer er nemlig noget, der ikke kendes paa Værket. De Arbejdere, der ikke bor saa nærved, at de kan gaa hjem i den halve Time, der er levnet hvert Hold til Spisetid, maa tage til Takke med Lejligheden som den er, og den er sandelig ikke behagelig.

I den næste Hytte findes den nedlagte Hvidglasovn og en Reserveovn for Grønglas. Her arbejdes medens den større Ovn er under Reparation, og skønt selve Hytten er temmelig stor, er Pladsen dog saa daarlig fordelt, at Arbejderne næsten ikke kan komme forbi hinanden.

Vi gaar derfra op i Sliberiet, og mødes allerede udenfor af en ulidelig Petroleumsstank, der forstærkes saa snart Døren bliver lukket op, saa at man maa holde Haanden for Næse og Mund for ikke at faa Halsen fyldt med det fine Støv, som i Forbindelse med Stanken opfylder det lille Ruin. Her beskæftiges 10-12 Personer, Kvinder og Mænd, ved Sprængning og Slibning af Lampeglas, Gaskupler, Lampebeholdere osv. Lampeglassene sprænges over i en passende Længde ved en Petroleumsmaskine, det er den, der udbreder Stanken. Paa større Dele, som Kupler o. lign., sprænges de overflødige Dele bort ved Hjælp af rundsavlignende Staalskiver. Slibningen foregaar paa horisontalt roterende Smergelskiver. Pladsen er ganske overordenlig indskrænket, vi kunde fristes til at sige skandaløs, og sikkert er det, at der maa et Jærnhelbred til for i længere Tid at udholde den Tortur, det maa være at arbejde her. Underneden er Værkstedet for Tilberedning af det ildfaste Materiale, som benyttes i Ovnene. Ogsaa her er Luften opfyldt med Støv, og et Forværelse, hvori findes en Dampmaskine, er saa lille, at Maskinpasseren maa høre til de tyndeste blandt de tynde for at slippe omkring den.

Endnu skal vi tilføje, at Arbejderne klagede over, at de Glasskaar, som Fabriken henter fra Lossepladsen og andre Steder til Omsmeltning, som Regel renses for Jord og Snavs inde i Hytten, hvor Glasmagerne staar og arbejder, saa hele Rummet fyldes med et uigennemtrængeligt Støv, der ikke alene er højst ubehagelig, men ogsaa kan være ligefrem sundhedsfarlig.

(Social-Demokraten 1. februar 1891).

II

(Sidste Artikel.)

Glasmagerne arbejder regelmæssig to Hold. Det ene begynder Kl. 4 om Morgenen og slutter sin Virksomhed ved Ovnen Kl. 1 om Eftermiddagen. Det næste Hold tager saa fat Kl. 2 og slutter ved Ovnen Kl. 11 Aften. Den samlede Arbejdstid ved Ovnen er saaledes 9 Timer daglig, med to Ophold paa 10 Minuter hvert og et Ophold paa ½ Time. Foruden de nævnte 9 Timer maa hvert Hold Arbejdere anvende et Par Timer med Sortering af deres Flasker, saa Arbejdstiden bliver i Virkeligheden 10 a 11 Timer daglig.

Arbejdet udføres i Akkord, og hver Mand faar Betaling i Forhold til det Arbejde han udfører. Derfor sætter Glasmagerne et forud bestemt Kridtmærke paa den glødende Flaske, og naar disse saa i afkølet Tilstand tages ud af Køleovnen, maa hver Mand se at finde sine Flasker. Har Køleovnen været for kold, saa springer Kransen om Flaskehalsen af, har den været for varm, smelter Flaskerne sammen; i begge Tilfælde maa Arbejderne bære Tabet. Men ikke nok hermed; er der Fejl ved Flaskerne paa Grund af daarligt Materiale, som Sten o. lign. i Massen, saa maa Arbejderen ogsaa bære Tabet herved. Det samme er naturligvis Tilfældet, naar Arbejdsfejl gør Fabrikatet ubrugeligt. Det er unægtelig højst uretfærdigt, at Glasmagerne skal tage Tabet i Tilfælde, hvor de er aldeles uden Skyld, som f. Eks. Materialets Beskaffenhed eller Køleovnens større eller mindre Varmegrad. De er nemlig uden Indflydelse herpaa, idet saavel Massens Tilberedning og Smæltning som Pasning af Køleovnen er overladt helt andre Folk. Men foruden at de kun faar Betaling for fuldt sælgelige Varer, naar disse er kommen i Magasinet, afdrages der dem 2pCt. for hvad der mulig her slaas i Stykker. Det er for Flaskemagernes Vedkommende. Hvidglasmagerne maa lade sig afkorte 10 pCt. til Dækning af det Tab, der lides ved Sprængning i Sliberiet, skønt der paa samme Maade som ovenfor nævnt er foretaget en omhyggelig Sortering forinden Arbejdet afleveres til Slibning.

Ved Hvidglasfabrikationen arbejder 4 Mand i hvert Hold, og disse leverer med Anvendelse af den yderste Anstrængelse til Eksempel 12,000 Stk. Lampeglas i en Uge, hvorved de saa tilsammen tjener 100 Kr. Flaskemagerne kan i heldigste Tilfælde tjene fra 20 til 25 Kr. ugentlig, men saa maa de ogsaa lave 2000 a 2500 Halvflasker hver.

I Sliberiet tjener de mandlige Arbejdere ogsaa omkring en Snes Kroner, medens Kvinderne kun kan drive det til 5-6, undertiden kun 3-4 Kr. ugentlig De ovenfor nævnte Lønsatser maa imidlertid betragtes som Maksimum, i Reglen er Fortjenesten derunder. Ganske vist hersker der ikke regelmæssig periodisk Arbejdsløshed i Glasfabrikationen, men Arbejderne bliver dog ofte afbrudt ugevis i deres Virksomhed paa Grund af Forandringer ved eller Reparation af Ovne eller andet Materiel. Resultatet heraf er, at Glasmagernes Løn Aaret igennem, trods deres strænge og sundhedsfarlige Arbejde kun udgør 8 a 900 Kr.

Ved at gaa igennem denne Fabrik og se de usle Forhold, hvorunder Arbejderne slider for at tjene en ligesaa ussel Løn, samtidig med, at de i kort Tid sætter deres Helbred til, kom vi til at tænke paa et Besøg, vi aflagde for et Par Aar siden i Porcelænsfabriken Sévres ved Paris. Denne Fabrik drives af den franske Stat, og alle Arbejdslokaler var sande Haller med stor Plads, højt til Loftet og rigelig Ventilation. Arbejderne saa derfor livlige og raske ud, og de mange gamle Gubber afgav noksom Bevis paa, at sunde Arbejdslokaler i høj Grad bidrager til at forlænge Arbejdernes Liv. Og saaledes som det var ved denne Statsanstalt kunde det være alle Fabriker, naar ikke nogle enkelte Mennesker i kortest mulig Tid skal tjene Formuer ved at udbytte deres Medmennesker. Indtil vi naar det Maal, at Samfundet overtager al produktiv Virksomhed, maa man imidlertid forlange, at det Offenlige ved hensigtsmæssige Foranstaltninger søger at ordne Arbejdslokaler og Arbejdstiden saaledes, at den bliver nogenlunde taalelig for Arbejderne" Som en af de Virksomheder, hvori der tiltrænges en grundig Forbedring i denne Retning, staar Glasfabrikationen absolut i første Række, om end Frederiksberg Glasværk er et særligt slet Eksemplar af Arten.

(Social-Demokraten 5. februar 1891).

Frederiksberg Glasværk er nedrevet. Det lå omtrent Peter Bangs Vej nr. 36.

Kastrup Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsnedlæggelse paa Kastrup Glasværk. I Onsdags Eftermiddags Kl. 6 nedlagde samtlige Grønglasmagere paa Kastrup Glasværk Arbejdet. Grunden hertil er, at Direktør Duus lige fra Aaret 1876 til nu har vedblevet at trække af Lønnen, tilsammen med 30-40 pCt. Sidste Nytaar fandt den syvende Lønningsreduktion Sted, idet Hr. Duus stadig plejer at benytte sig af Linierens Forretningsløshed til at sætte Lønnen ned. Da, der sidste Gang, Reduktionen fandt Sted, var stor Arbejdsløshed i Fagets saa Arbejderne sig ikke i Stand til at modsætte sig Afknapningen, medens de derimod nu har besluttet at benytte sig af Sommerens bedre Konjukturer til atter at bringe et rimeligere Lønningsforhold til Veje. Der fordres et Tillæg af 20 Øre pr. Hundrede Flasker, hvilket udgør ca. 15 pCt. Forhøjelse. At denne Fordring er rimelig, fremgaar klart deraf, at Størstedelen af de Strejkende er gamle Folk og Familjefædre, som har arbejdet al deres Tid paa Kastrup Glasværk, og som nu gaar med til Arbejdsnedlæggelsen, fordi det er dem aldeles umuligt at leve af den Løn, de nu har.

Hr. Duus har tilbudt Arbejderne et Tillæg af 5 Øre, hvilket Tilbud selvfølgelig ikke er bleven modtaget.

Vi advarer alle Glasmagere, saavel her i Landet som i Udlandet, mod at tage Arbejde paa Kastrup Glasværk, før de Strejkendes billige Fordringer er bleven indrømmet. Navnlig retter vi denne Opfordring til Kolleger i Sverig og Norge.

Bestyrelsen

for

Danmarks Glasmagerforening.

(Social-Demokraten 3. juli 1886).

Efter få dage gik arbejderne ind på en forhøjelse af 10 øre pr. 100 stk. flasker og at lønnen ikke senere ville blive nedsat. Der deltog 28 arbejdere.

Kastrup Glasværk havde siden 1875 specialiseret sig i presset glas, produktion af drikkeglas, lysestager, opsatser og skåle. I 1888 overtog værket Tuborgs glasværk under navnet Hellerup Glasværk. Helsingør Glasværk blev også drevet som filial af Kastrup Glasværk.

Glasmagerne boede indtil 1870 i nærheden af værket fordi man ikke kunne styre, hvornår glasmassen blev "blank" og glasmagerne kunne gå i gang med at blæse. Deres boliger var længer langs Alleen, Sals Allé og Alderdomsvej (de to sidstnævnte veje er nedlagte). De sidste længer blev nedrevet omkring 1994.

Frederik Ludwig Georg Duus (1840-1909) var direktør for Kastrup Glasværk 1873-1907. Han boede i København og var ikke den daglige leder af glasværket. Kastrup Glasværk have sit hovedkontor Nørre Voldgade 12-14, 3. sal. Virksomhedens navn kan stadig ses over porten.

Lygteglas. (Efterskrift til Politivenen)

For at afbøde det Savn, som føles paa engelsk Lygtehorn, tilbyder Hr. Irgens at krumme Glas saaledes, at de kunne bruges til Lygteruder, og ere da langt bedre end hine af Horn. Hans Priis er 10 til 12 Rd. naar de bestilles hundredevis og 10 til 12 Sk stykket i dusinvis. Foruden den udmærkelse Hr. Irgens har nydt af Landhuusholdningsselskabet for sin Kyndighed i at bøje Glas, behøver man blot at gaae forbi hans Bod paa store Kiøbmagergade og betragte sammes Vinduer, for at overbevise sig om, at han besidder den Kunst han anmælder.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. december 1809.

Til det uskyldige Middel til at rense Flasker med, pag. 1336, kunde endnu føjes dette:

At årsagen til flaskers og stenkrukkers urenligheden ganske fjernes ved at komme vand i dem straks efter at de er blevet tømt og at lade dem stå med det i nogle dage eller endog kun nogle timer, da vandets bekendte egenskab opløser de dele som vin, øl og andre drikke efterlader og som ellers hæfter sig så tæt til flasken eller krukke, at disse endog ikke ved møjsommeligt arbejde kan fås rene. Blyhagl, messingfjer eller stødt glas som nogle bruger efterlader noget af metallet eller glasset og kan da som bekendt volde skade.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juni 1817, s. 1349-1350)

Efterretning for vindskibelige Tyender

Dette blad har før omtalt det alt det som kastes bort her i byen som skarn, der dog kunne indbringe de, der ville samle på det en god skilling. Her bekendtgøres nu de priser, der i Kristiania betales af glashandler Liebe for glasskår:

For krystalglas 100 pund 2 rigsdaler
For kronglas 100 pund 1 rigsdaler
For grønt glas 100 pund 3 mark
For butellieglas 100 pund 24 skilling

Man opfordrer herved hr Liebe til at oplyse hvem der er kommissionær i København, eller enhver som der køber glasskår, til at bekendtgøre deres priser. 

(Politivennen nr. 375, 29. juni 1805, side 5960-5961)

Uordner

2) Det er helt uforsvarligt med alle de knuste flasker og glas som vi konstant ser henkastet på vores gader. Ingen lider mere under det end vores stakkels heste, hvoraf en stor del helt sikkert får benene ødelagt. Er det for meget at ønske at der udtænktes midler til at forebygge denne farlige uskik, så disse for os mennesker så vigtige dyr kunne være sikre på ikke at få deres ben forskåret på en så fatal måde.

(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4891)

Uordener.

I Magstræde nr. 19 er et kælderskur over en dør som bestandig står lukket. Dette hus synes at være ikke alene som et lokum for husvilde, men tillige som et gemmested for flaskeskår. Skulle det imidlertid hænde at en beskænket eller svag fodgænger faldt derned, så ville følgerne være højst bedrøvelige for ham. Engang imellem kunne ejeren nok lade dette sted blive ryddet.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 199, 14. februar 1802, s. 3184)

Uordener.

Det var at ønske at nogen forbedring kunne træffes imod de mange flaskeskår som man ser udkastet på gaderne og fortovene. En strengere opsigt ville gøre meget. Men man må tillige ønske at hver husejer ville have indseende med sine husfolk i denne henseende. Uden at nævne den skade hestene kan komme til, er det gyseligt at tænke sig nogen falder på fortovet i disse skår. Det er skade at ingen fattig hos os er så dristig at samle disse skår og bære dem på glaskompagniet. Måske ville en gentaget opfordring i aviserne, samt en præmie for den som bragte den største mængde, foruden betalingen efter vægten, være den bedste opmuntring.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3023-3024)