Historie om Anton, der vilde taget Roret.

Følgende højst besynderlige behandling finder jeg mig foranlediget til at offentliggøre, idet jeg tillige beder sagkyndige at tilkendegive mig i dette blad om den fremfærd som her vil blive tale om, stemmer overens med lovgivningen i Danmark

Den 8. maj d. å. begav jeg mig til Allinge for at sejle med skipper Johan Holm til Christiansø. Men den 12. om morgenen blev nævnte skipper først af den der fungerende toldbetjent kaptajn Kjøller forbudt at afsejle før nærmere ordre. Derefter kom på inspektørens vegne toldbetjent Anton fra Rønne, i forening med sin hund og tilkendegav Holm i en barsk tone at hvis han understod sig i at sejle til Christiansø og ikke medtage ham, så lod han hans sejl rive ned og roret tage fra hans båd. Holm måtte således finde sig i at medtage de to ubudne passagerer. Men hvad der er allersnurrigst er at Anton plat ud forbud skipper Holm at medtage mig, og anvendte også her sin forrige trussel med hensyn til sejlene og roret, og jeg måtte altså rejse tilbage til Rønne for ikke at sinke Holms afrejse. Enhver retsindig vil vistnok indse at både Holm og jeg har ved en sådan behandling lidt tab og uret, og jeg har største lyst til at drage vedkommende under lovens strenghed. Dog er det at jeg først ved disse linjer spørger sagkyndige om jeg skulle lægge sag an mod berørte personer eller jeg skulle lade dem slippe med offentliggørelsen af denne deres handlemåde?

Hans J. Juul.
Skipper og borger i Rønne på Bornholm.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 373-374).

Redacteurens Anmærkning.

Hans J. Juul står noteret i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 3. december 1813 for under Englandskrigene at have indbragt (kapret) en galease til Rønne.

Noget om Veiene paa Bornholm.

I den senere tid er derfra det offentliges side truffet de bedste foranstaltninger til de rejsendes bekvemmelighed, og da denne nærmest beror på gode vejanlæg, har man ved chausseer, macadamisering etc. gjort det muligt at de rejsende på diligencer og dagvogne kan komme hurtigt bekvemt og sikkert afsted. Selvom sådanne kostbare vejanlæg finder og nødvendigvis mest må finde sted nærmest hovedstaden og i landets mest besøgte egne, hvor den betydeligere færdsel og konflux af rejsende kræver det, synes det dog i lige grad rimeligt, som nyttigt og nødvendigt, at det offentlige i de mindre besøgte rigets provinser drager omsorg for at vejene holdes i forholdsvis god og brugbar stand at de modtager sådanne forbedringer som tiden har medført og således bedre svarer til hensigten, og især synes man at kunne fordre dette når talen er om en hovedlandevej mellem to ikke ubetydelige handelsstæder. Men hvem der par cusiosité ønsker at gøre sig bekendt med dårlige gader og veje, besøger bornholm, især øens hovedstad Rønne, og det til samme hørende herred. For der findes så elendige gader med dertil hørende små moradser, vandpytter osv. at man let i mørke kan risikere at brække arme og ben, og hovedvejen fra Rønne til Nexø er på flere steder så under al kritik at man snarere må tænke på at det var en simpel bivej der holdtes vedlige af privatmand uden tilsyn af det offentlige. Bornholm er den egn i Danmark der sikkert har det til vejanlæg fortrinligste materiale som overalt ligger nær ved hånden. Det er vist af Nexøs forhenværende byfoged, justitsråd, birkedommer Knudsen og af samme eftermand at gode veje kan bringes i stand. Hvorfor mon da gaderne og vejene i kancelliråd Pingels distrikt er så dårlige? På den omtalte hovedvej rejser man enkelte steder over udmark, og her har man aldeles ingen landevej, men ser mangfoldige krumninger og mange småklipper som det ikke er tilrådeligt at møde, og som der hører et formeligt studium og megen praksis til at undgå.

Det er ikke underkastet nogen tvivl at jo både øvrigheden og overøvrigheden må have bemærket disse mangler, og på deres rejser følt ubehagelighederne deraf, dobbelt forunderligt at man ikke har søgt at afhjælpe dem. - Disse bemærkninger ville man have indrykket i Bornholms Avertissmentstidende såfremt ikke kancelliråd Pingel var bladets censor. Man benytter derfor et blad man tror holdes på Bornholm, og skal man med det første i samme indrykke flere ankeposter med hensyn til Rønne bys kommune- og fattigvæsen, politi etc. samt nogle notitser angående øens forsvarsvæsen.

En bornholmer.

(Politivennen nr. 976. Løverdagen den 13de September 1834, s. 636-639).

Ønske om en stadig Postgang til Bornholm.

I forrige, men især i indeværende års strenge vinter, har vist nok ingen af øerne lidt så meget ved kommunikationens spærring som Bornholm. Det nærmeste land er Simritshamn som ligger omtrent 5½ mil fra øen. Men da isen her sammenskruer sig til uoverstigelige bjerge hvorimellem findes åbninger som om de end fryser, består af det såkaldte kråis der er højst usikker at gå på, så er overfarten forbundet med største livsfare. Imidlertid har dog en djærv mand ved navn Hans Jensen Juul, borger og skipper i Rønne, påtaget sig det vovestykke flere gange i forrige og indeværende år at passere isen, og over Sverige at bringe postsækken og løse breve til og fra København. Hans dåd fortjener så meget mere offentlig ros som han ikke har ladet sig lede af egennytte, skønt hans kår da han har kone og 7 børn vel kunne byde det.

Man ledes herved til at ytre det ønske at en autoriseret indretning kunne indføres for fremtiden for i lignende vintre at holde kommunikationen så vidt muligt åben. At den ville medføre betydelig nytte, er indlysende og ønsket bedes derfor værdiget vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 744, Løverdagen den 3die April 1830, s. 217-218)

Om Bornholm.

(Indsendt)

Bornholm er for nærværende tid i en fremvækst der næsten kunne være at ligne med Odessas. 1810 skrev etatsråd Thaarup "at handelen blev drevet i det små; enhver skipper, enhver sømand handler, og hos købstædernes købmænd træffes så ubetydelige lagre at en embedsmands velforsynede hus kan have lige beholdning af mange varer." Alle de af Thaarup leverede data bekræftede rigtigheden af dette som vel ikke heller var at tvivle på når det blev sagt af en mand i den stilling. Efter fem år, nemlig 1815 da de herrer Ravert og Garlieb rejste, havde Rønne fået som i deres rejse s. 119 siges: tres grosserere.

Når nu jernværkerne kommer i stand og de bornholmske stenkul får fordrevet det skotske, da hvilke udsigter!!

Politivennen mener at Rønnes politi måtte have den forstærkning som den så stærkt fremskridende kultur fordrer, og at det var ønskeligt at mens fysikeren og kemikeren arbejder for bjergvæsnet, en jurist ville give udkast til bjerganordning. Praktisk bjergmands- og hyttemands mening behøves ikke.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3861-3862).

Noget om Holms Legat til Allinge m.f. Byers Skole.

I anledning af bogen: "Endnu lidt om undervisningsanstalterne paa Bornholm. Fornemmelig som svar paa hr. pastor Balles saakaldte berigtigelser." af Elieser Gad, sognepræst til Rø menighed på Bornholm.

(med motto)

"Det er mig en såre ringe ting at jeg må dømmes af eder" Paulus.

København, 1804. Trykt hos H. J. S. Vinding. Den 19. og følgende sider."

tror man at følgende bør komme til sammes læseres kundskab:

Kopi:

Underdanigst og ydmygst promemoria!

I Allinge Skole, St. Ols sogn på Bornholm er jeg født. Mine forældres uformuenhed tillod ikke at holde mig i skole, hvor jeg kunne have lært til fuldkommenhed at skrive og regne, med videre et drengebarn til sin forfremmelse i tiden kunne behøve. Det faldt mig derved mere besværligt end andre ved min udflugt at komme frem, dog har forsynet bragt det dertil at jeg i det oktrojerede Danske Asiatiske Compagnis tjeneste har ført skib. For at hjælpe på den mangel jeg har følt, har jeg betænkt at give en kapital af seks hundrede rigsdaler at udsætte på rente, og renten at blive til løn for en duelig skoleholder der kunne, foruden kristendommen, lære de unge uformuende i Allinge og Sandvig byer, St. Ols sogn vel at skrive og regne, samt stile et brev med videre der kunne befordre et ungt menneske til bedre forfremmelse. Dog at nævnte Allinge og Sandvig byer kommer til hjælp, at en duelig person kunne få frit hus at holde skole i, og tillægges det en skoleholder efter anordningen bør nyde at han med lyst kunne forrette sit embede og have nogenlunde skikkelig levebrød. Da af mig så snart det ved Deres excellences og hr. biskoppens foranstlatning og beslutning er bestemt og jeg derom får efterretning, de seks hundrede rigsdaler til Deres excellence og hr. biskoppen skal blive udbetalte.

København den 21. juni 1771.

Peder Holm

Til hans excellence geheimekonferensråd og stiftamtmand von Brochenhuus og hans højærværdighed hr. biskop Harboe.

Foranstående er aldeles ordlydende med den fra stiftsøvrigheden os tilstillede kopi af førnævnte kaptajn holms skriftlige tilbud, hvis original må findes i stiftsarkivet og hvorpå daværende byens formænd blandt hvilke jeg var en, gav svar aldeles overensstemmende med det i bladet Dagen nr. 140 for 1803 anførte brev som jeg i alle henseender vedstår. For at tilfredsstille sit velbekendte hjertelag mod Bornholm, var det at ønske at her pastor Gad måtte blive i de mindste så længe i København indtil han havde opdrevet bevis for at jeg var utroværdig.

Dette bedes indrykket af

Allinge den 5. juli 1804
Hans Hillebrandt
Allinge og Sandvig byers formand.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 329, 11. august 1804, s. 5232-5235)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen er udførligt beskrevet i bogen "Bornholmernes forhold til skolevæsnet ved begyndelsen af det 19. aarhundrede" af G. Dam (1948). Beløbet blev afslået, fordi en eventuel skole i Allinge der skulle betjene så stort et opland, ville give for lang skolevej, især om vinteren. Og de 600 rigsdaler ville ikke forslå til formålet. Bogen i øvrigt interessant ved at den kommer ind på stridigheder om bornholmsk folkekarakter. Sandvig fik sin egen skole i 1856.

Peder Holm er formentlig den kaptajn Peder Holm (1715-1786) som bl.a. sejlede "Juliane Maria" til Kina. Han var kaptajn i den dansk-norske flåde. Hans far Hans Andersen (1698-1754) var også marineløjtnant og født i Allinge. Han var bedstefar til marinemaleren Hans Peter Holm (1847-1929).

Bornholmsle Møllestene.

En meget ønskelig og følgeværdig benyttelse af indenlandske råmaterialer ser man i den begyndende handel med bornholmske møllesten. Allerede har ikke så få møllere her i København og det øvrige Sjælland indset hvor fordelagtigt det er at have en indenlandsk sten for omtrent 60 skilling kubikfoden, og altså for omtrent 30-40 rigsdaler, i stedet for at en rhinsk ofte koster 100 rigsdaler og derover. Stenbruddet drives for kongelig regning, og under rentekammerets bestyrelse. Stenene kunne fås af hvad tykkelse og størrelse man opgiver, og tillige den stenart man vælger da der er flere end en art, og af forskellige hårdhed.

Det var at ønske at også den bornholmske cementsten af rentekammeret besørgedes hidført til salg, da man ganske mangler dette materiale ved vores vandbygninger der vel endnu kun er få, men måske blev flere når man alle tider var vis på at have et så tjenligt materiale og for en billig pris.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 192, 26. december 1801, s. 3070-3071)

Et Foretagende af Englænderne ved Bornholm

Troværdige personer fra Bornholm har fortalt, at englænderne for nyligt landede med både ved en udkyst af denne ø, og på strandbredden fyldt en mængde tønder og fade med småsten.

Dersom dette har været flint eller kvartssten, og om deres formål var at blive brugt i stedet for skrå, så kan det ikke nægtes, at deres virkning, til at kvæste, jo må være omtrent den samme som om der blev skudt med glas.

Man har derfor ment at det ville være godt at offentliggøre dette, da det er godt at kende sin fjende godt. Briterne kan ikke heller klage over en sådan mistanke, da det er alt for let at bevise, at de i slaget den 2. april har brugt sømstumper og flasker til at skyde med. Noget ingen dansk kriger ville bruge.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 162, 30. maj 1801, s. 2583-2584)

Til C. Pram.

(Efter adskillige breve fra Rønne på Bornholm!)

- - De ved at der blev endelig atter tænkt på vores øs stenkul. Dette høster vi nu allerede skønne frugter af. En tønde kul som før her i Rønne kostede to mark, koster nu kun 18 skilling. Hvor herlig en lettelse for borgeren her og i Hasle, og for hele omegnen! Heller ikke vil vi godte os nogen gang ved vores varme ovne, uden med skønsom erindring at mindes den mand som så ivrig ønskede og så utrættelig bevirkede kulværkets drift. Også kender vi hans hjerte så vel, at vi er visse på at vores fordel og glæde allerede vil være ham en kær løn. Kullene tiltager i godhed, og vi har nu det begrundede håb at ikke alene hele øen vil kunne have det letteste brændsel, men endog forsyne andre landsmænd dermed. Takket være Pram!

Dette er dit minde på Bornholm, smukke boger! Tillade din ven at række dig den egekrans som Rønne gode borgere bandt dig!

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 125. 14 September 1800, s 1994-1995)

Redacteurens Anmærkning

Christen Henriksen Pram (1756-1821) norsk forfatter. 1798-99 undersøgte han Bornholms kullejer.