Zigøjnere. Nomadeliv i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra Svendborg,)

Et Minde fra Blichers Dage. - Skønne Naturbørn. - Rige Lazzaroner. - Bryllupsfest. - En pudset Bonde.

Nu om Stunder ser man ikke saa ofte Zigøjnere, "Natmænd", "Kæltringer" og den Slags Naturbørn, som i salig Blichers Dage! Desmere Opsigt vækker derfor ogsaa en Zigøjnerbande, som i denne Tid hjemsøger Sydfyn.

Forrige Søndag kom den tii Svendborg og opslog sin Lejr udenfor Byens Grænse, da Politimesteren ikke vilde have den inter muros.

Tropen kom kørende i grønne Vogne, forspændt nogle magre Krikker, og opslog straks sin Bolig paa den Guds grønne Jord, saaledes at der med Vognen som Baggrund udspændtes et laset, sodet Sejl i Teltform, og deri anbragtes bløde Dyner, hvorpaa Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, doser Dagen og Natten bort, naar de ikke netop har noget bedre for - hvad de sjældent har.

Tropen bestaar af en Snes "ægte Zigøjnere", hvortil har sluttet sig et omrejsende Akrobatselskab, der her har fundet et Tilflugtssted for Ladhed og Lediggang mod at optræde sammen med de sorte ved de store spanske Cirkus-, Variétée-, Teater-, Sang- og Musik-Forestillinger", som "Selskabet" giver.

De rigtige sorte er det imidlertid interessant at kaste et Blik paa i deres naturlige Tilstand.

Ved Hjælp af en Cigar, en lille Mønt eller lignende gør man sig nogenlunde fortrolig med dem, Blottet for Intelligens er de ikke, de har i kort Tid lært at gøre sig forstaaelig paa Dansk, og Tysk taler de forholdsvis rent - indbyrdes taler de derimod et rent Kaudervælsk, som de selv kalder for "Platfransk".

De siger, at de stammer fra Elsaz.

Hvis man gør et godt Indtryk paa dem, kan man nok faa Lov at slaa sig ned omkring deres Baal i Teltet og sludre med dem, medens man iagttager deres "Leben und Treiben".

De unge af dem er smukke Folk, rent ud dejlige velskabte Kroppe, mørk Hud, kulsort, blankt og langt Haar, lynende Øjne, kraftige blinkende Tænder og for Mændenes Vedkommende langt spidst Beduinerskæg. Klædningen bestaar mest af Laser og Trævler, der dog som Regel dækker det meste af Kroppen. Børnene har nok i en Skjorte eller mindre.

Føden tager de den naturligst mulige Tilstand. Hvad der skal koges, bliver puttet i en Gryde over det flammende Baal, det kommer ikke saa nøje an, om Fisken er "gjort ren" eller om der er "taget ud" at Hønen.

De sorte er rige.

Ingen ved, hvor de har deres Grunker fra. Sagnet gaar, at hver Høvding for en Zigøjnerbande er i Besiddeise af en uendelig Skat, og man skulde ogsaa tro, at de mange mærkelige Historier, som følger dem paa deres Vandring, var Sagn, hvis man ikke fik Syn for Sagen. Ved enhver Lejlighed rasler de mod Pengene, og ved deres Forestillinger er de saa beslaaede med Sølv og tildels Guld, at en Mand nok skulde faa sit Læs med at hære alle deres Smykker.

Til Svendborg kom de fra Landsbyen Vesterskerninge.

Dor fortælles følgende Historie om dem der ude fra:

Høvdingen kom ind til en Gaardmand for at leje et Stykke af Marken til Lejrplads. Manden undslog sig imidlertid, da han ikke holdt af det Postyr.

"Hvad koster Gaarden da?" spurgte Zigøjneren.

Manden gik ind paa Spasen, som han troede det var og forlangte 35,000 Kroner.

"Top"! sagde den sorte og talte Pengene op paa Bordet.

Gaardmanden fortrød hurtig Handølen, men maatte betale 200 Kr. for at faa den til at gaa tilbage.

Nok om det, de har Penge som Græs og forsømmer ingen Lejlighed til at vise det. Naar de faar Kobberkedler at flikke, stiller de røde Penge i Pant, og de er altid parat til at hale den fyldte Pengepung frem. Havde de ikke de mange Penge, vilde de ogsaa blive vist ud af Landet.

Naar de viser sig paa Gaden i brogede Pjalter, faar de en hel Hale Ungdom efter sig og ved deres "Forestillinger" fylder Folk det Cirkustelt, som Akrobaterne rimeligvis har bragt med som deres Indskud i Interessentskabet. Forestillingerne er et Sammensurium i Zigøjnernes Dans. Sang og Musik og Akrobaternes almindelige tarvelige Kunststykker. Der findes dog ogsaa "dresserede" Heste, Gedebukke og Hunde.

Zigøjnerne kan ikke en Gang ved disse Lejligheder lægge Baand paa deres fri Natur. Der sidder f. Eks. paa Bænken mellem Tilskuerne en gammel rynket Mutter med hængende Bryster og en Snadde i Munden og giver tydeligt henholdsvis sit Bifald og Mishag til Kende. Mellem Publikum og paa Manegen farer de halvpaaklædte Unger omkring med Cigarer og Cigaretter, som de tigger. Musiken er et rædselsfuldt Helvedesspektakel, og dog gør Zigøjnerne umulige Forsøg paa at overdøve den med spanske "Sange".

Ved en "Bryllupsfest" bliver ved hver Forestilling en "Dame" paa 16 Aar viet til en "Herre" paa 17. Dansen er ret morsom at se paa, særlig de mindste Børns. De fleste af dent er iklædt Højtidsdragten til Forestillingerne, Kvinderne saa spraglet rødt som muligt og alle behængte med Sølv. Billettøren har Sølvknapper at en Næves Størrelse i sin Trøje. En at Mændene er fuldstændig bepansret paa Brystet med store Møntstykker, og en anden brillerer med en kæmpemæssig Snusdaase af ægte Guld.

Men det er ikke som Kunstnere man skal se disse Naturens Børn, de tager sig dog bedst ud i deres lasedeTelte, hvor de sorgløse og livsglade lever deres muntre Nomadeliv, høflige og fredelige mod de fremmede, der nænner sig dem venskabeligt - at have en af de sydlandske Fyre til Uven turde være behageligt, de vil vist ikke tage i Betænkning at dolke deres Fjende.

- - -

For et Par Dage siden forlod de Svendborg.

Paa deres Vogne var pakket Telte og Dyner og i alle Pjalter laa Mænd, Kvinder og Børn i en péle-méle.

Da de kørte gennem Byen, holdt de paa en aaben Plads. Høvdingen, der kørte den forreste Vogn, trak en Guldsnusdaase af Størrelse som en Sardindaase op af Lommen, tog en Pris og slog et Smæld med Pisken - og saa gik det paany mod Øst, ud i den vide, vide Verden

Svend.

(København 29. april 1894).

Fattigforsørgelsessag i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Communalt.

Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -

- - -

Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).

*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.

- - -

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)

Hr. Redactcur !

Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt. 

Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Rygter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nvdt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.

Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."

Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!

Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.

Odense, den 20de Decbr. l869.

Deres ærbødige

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)

Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.

En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:

"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "

(Flyveposten 12. janur 1870)

Hr. Bankdirekteur Biersreund har anmodet os om at optage Følgende:

Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :

1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,

2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,

3) at Svendborg FattigkommiSsion faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.

Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !

Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.

Odense den 10de Januar 1870.

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).

Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:

"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.

Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum s Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).

I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.

Red.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)

Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg FattigcommiSsion, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt. 

(Kallundborg Avis 18. januar 1870).

Fra Svendborgegnen. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance til "Dags-Telegrafen"). Den hede Sommer 1828, da man i Juli Maaned havde 27 Graders Varme, begynder nu, navnlig blandt ældre Landmænd, at blive sammenlignet med Sommeren 1868. Gud fri os for, at vi skulle faa den omtalte Varmegrad uden at have faaet Regn; thi da vil næsten al Vegetationen svides bort af Jordens Overflade; det seer galt nok ud i Øieblikket. Naar man tager i Betænkning, at vi siden de første Dage i Mai kun have havt nogle Timers Regn og samtidig en for Aarstiden ualmindelig stærk Varme, af og til ledsaget af Blæst, kan man ikke undre sig over, at Plantelivet især paa høiereliggende Jorder ikke alene er sygnet hen, men staar i Fare for at udslukkes. Græsmarkerne ligne de fleste Steder bogstavelig et Logulv eller ere i det Høiste bevoxede med noget forbrændt vissent Græs, som kun afgiver den allertarveligste Føde for Kreaturerne. Mælkeudbyttet svinder Dag for Dag, og dermed ville naturligvis alle Meieriprodukter stige betydelig. Efter Sigende har man paa Holstenshus ved Faaborg maattet tage Køerne ind paa Stalden og fodre dem der, formodentlig med den Havre eller Vikkehavre, som var bestemt til at høstes i moden Tilstand. Det Samme vil blive Tilfældet mange Steder, dersom Tørken vedvarer 14 Dage endnu. Rugen staaer godt de fleste Steder, om man end ikke kan kalde den stærk; den staaer imidlertid Fare for at modnes for hurtig. Hveden har ligesom Vaarkornet sat for tidlig Ax som Følge af den stærke Hede, og Straaet er derfor saa kort, som man ellers aldrig seer det paa denne Egns gode og veldrevne Jorder. Mange Steder staa Bygget og Havren i Ax, hvor Straaet neppe er en Fod lang. Dette er sørgelige Udsigter saavel for Landmændene som for hele Landet; thi ikke alene er slet Høst, for ikke at sige Misvæxt, er der Udsigt til, men hvilke blive ikke de videre Følger? Fodertrang i Slutningen af den kommende Vinter og sparsom Gjødning til næste Aars Brakmark.

(Dags-Telegraphen (København) 24. juni 1868).

Forbrydere fanget i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Svendborg skrives under 27. Marts i Byens Avis: Efter hvad vi have bragt i Erfaring, ere ved den her nedsatte Undersøgelseskommission, siden vor sidste Meddelelse, endvidere 16 Personer inddragne under Sagen og bragte til Tilstaaelse, saa at det hele Antal af overbeviste Forbrydere nu beløber sig til 49. Ved disse saaledes i den sidste Tid afgivne Tilstaaelser ere, foruden de tidligere anførte endvidere 24 Tyverier og 4 forsætlige Brandstiftelse oplyste. Skjøndt det vel er utvivlsomt, at der endnu ere ikke faa Personer, der have gjort sig skyldige i en eller anden enkelt Forbrydelse, uden at de hidtil have været at fremdrage, tør det vistnok antages, at Hovedmændene, fra hvem det Onde udgik og deres nærmeste Medhjælpere alle for længere Tid ere gjorte uskadelige, saa at det er at haabe, at Retssikkerheden her i Omegnen atter vil vende tilbage. Glædeligt og gavnligt er del derhos, ar enhver Forbryder heraf kan erfare, at han intet Øjeblik kan være sikker eller rolig, men at ogsaa hans Tid kan komme i det Øjeblik han mindst ventede det, hvor længe han end har vidst at skjule sine Misgjerninger og unddrage sig den retfærdige Straf.

(Ribe Stifts-Tidende 3. april 1855).

Amtspartitionsfondet gav 2000 Rd. til indretning af nye arrester i råds- og arresthuset i Svendborg, samt til midlertidige arrester i i lejet pakhus.  Undersøgelseskommissionen bestående af kammerjunker byfoged v. Jessen og kriminal- og politiretsassessor Rothe afsagde dom i september 1855: 1 blev frifundet, 2 10 års tugthus og 5 måneders forbeedringshusarbejde, 1 tugthusarbejde på livstid, 31 forbedringshusarbejde i fra 3 til 14 år og 10  fængselsstraffe.

Parti fra Svendborg. Illustreret Tidende nr. 330, 21. januar 1866.

Svendborg Klosterkirkes Nedbrydelse. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge lærer ved Borgerskolen i Svendborg, B. Nielsen (se Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 25. august 1818) var der i Svendborg på daværende tidspunkt 400 skolesøgende børn, hvilket skabte et behov for et bekvemt og rummeligt skolelokale. Han havde i 14 år boet og undervist 130 børn dagligt i et snævert og ubekvemt lokale, og erklærede at have tilsat den bedste del af sin sundhed.

Ifølge Morgenposten 29. januar 1846 og flere andre artikler var enten klokketårnet i Fåborg eller Klosterkirken i Svendborg under krigen 1807-1814 blev brugt til opbevaring af Nyborg Amts tingbøger, og som sådan anvendt til patroner.   

Klosterkirken i Svendborg.

Forleden Dag liste man i Kjøbenhavns Skilderie et udførligt Forslag angaaende den for Svendborg By fordelagtigste Anvendelse af den gamle Klosterkirke, som efter kongelig Resolution stal roere solgt til Nedbrydelse. Anteacta i Sagen læses i Begtrups Beskrivelse over Svendborg S. 60 saaledes :

- I 1805 blev en Kommission nedsat, for at indkomme med Forslag til denne Kirkes bedre Anvendelse. Kommissionen bestod af General Juul, Etatsraad Koefod, Justitsraad og Ridder Bojesen, da praktiserende Læge i Svendborg, begge Byens Præster, Amtsprovst Wedel og Pastor Bredsdorff, Distriktslige Murer, og Byeskriver Bager, som Kommissionsskriver. Denne Kommission skulde tage i Overvejelse, om Kirken kunde anvendes til en nye Raadstue, et Sygehuus for Amtet, en Arbejdsanstalt eller Skole for Byen. Kommissionen indsendte et dobbelt Forslag, et af Hr. Justitsraad Bojesen om dens Anvendelse til Sygehuus for Amret, og et andet af Amtsprovst Wedel og Bredsdorff, om dens Anvendelse til Skole for Byen.

I 1806 foreslog afdøde Amtmand Schumacher at bruge den til en Veierbod og Oplagssted for Transitgods.

Under den nu endte Krig er den anvendt til Arsenal for Søe- og Landetaten, samt til Korn- og Fouragemagasin, og har derved lidt meget indvendig.

Til gudelig Brug som Kirke synes den overflødig, da Byen har tvende Sognekirker, omendskjøndt een, efter Folkemængden, kunde ansees tilstrækkelig.

Ønskeligt var der, om dens Anvendelse snart blev bestemt og realiseret, thi ved saaledes at henstaae, forfalder den daglig mere og mere.

For Dhrr. Amtsprovst Wedels og Pastor Bredsdorffs Forslag er især der overvejende: at Kirken er stiftet for Oplysningens og den moralske Kulturs Fremme, og at dette Øiemed bedst synes opnaaet, naar den blev anvendt til Skolebygning, hvilket var saameget mere ønsteligt, som Byen høiligen trænger til en saadan."

Tegning fra Illustreret Tidende 13. januar 1861 af klosterkirkens portal. 

(Kjøbenhavnsposten 15. august 1828).

Kommissionens forhandlinger brændte ifølge Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 19. august 1828 imidlertid under Københavns Bombardement 1807, og der skete ikke videre i sagen før 1817. Også da var kommissionen delt, og endnu flere år forløb hvor bygningssagkyndige erklærede at den gamle bygning ikke hensigtsmæssigt kunne anvendes til offentligt brug. Kongen besluttede derfor at kirken skulle nedrives, enten ved offentlig auktion, eller af kommunen. Beløbet skulle anvendes til skolevæsnet. Auktionen over nedbrydningsarbejdet startede i juli 1828, og arbejdet gik i gang 1. september 1828. Avisens artikel blev senere imødegået:

( Indsendt. )

Af hvad der er passeret i de 2de Kommissioner, som have været Nedsatte til at indkomme med Forslag om Klosterkirkens Anvendelse, kjender man kun hvad Begtrup melder derom i sin Beskrivelse over Svendborg; Resten er ei videre kommen til offentlig Kundskab, som slige Ting ei komme, for det for Andre er for sildigt at tale. Blandt de anmærkede Forslage var det saa rimelige, at anvende Kirken til Skoler; men omsamme var ledsager med nogen egentlig Plan, Tegning og Overslag vides ikke. Underlig skulde det derfor være, at Kirken da ei var bleven bestemt til nogen Anvendelse, dersom man havde gaaet datailleret frem med dens nøiagtig undersøgende Tilstand og Beskaffenhed. At den Tids Kirke- eller Skoleinspektion skulde have stemt for Kirkens Anvendelse til Stole, er ei tænkeligt efter hvad Begtrup - der var i 1817 Formand i disse Autoriteter - anfører om hiint Forstag, eller ikke anfører om Kommissionen 1817. Denne Forretning er det derfor at formode, var gaaet ud paa Erklæringer, og det Ønske: "hellere at have noget Nyt end noget Gammelt at reparere paa," har sagtens foranlediget Nedbrydelsesdommen nu, ligesom og, at de Underordnede, der have afgivet de første Erklæringer, vist nok ei har kunnet skaffe dem fornøden Lokal-Kundskab om Kirkens Tilstand og hvad den kunde anvendes til. Der skal imidlertid derfor ikke kunne modbevises, at Kirken jo kan anvendes saaledes som er forestaaet i Skilderiet No. 64. Kun burde man ei ængstet sig ved Forestillingen af det usædvanlige Arbejde ; en god Villie overvandt og overvinder meget, og især den, at Klosterkirken kan og bør i det mindste indrettes til Skoler. Lad saa end Byen erholde en ny Raadstue paa Torvet, siden samme nu er bortliciteret; men endnu engang : Klosterkirkens Mure bør staae! Hvad Vinding eller Fortjenstlighed var der vel i, at en nye Skole blev lagt tværs paa Pladsen; der kostede Byen mere end Kirkens Indretninger til i betydelige Skoler og Boepæle for Lærerne, hvis Lønninger derved formindskedes, eller ei for Huusleiens Skyld forhøiedes?

Jøvrigt er der mathematiske og arithmetiske Beviis i nærværende Henseende letteligt at præstere. At Kirken vilde blive nedbrudt uden Betaling har man ei troet, da dens Mure ere saa stærke, og at disse ville sælges for 500 Rbd. (under Haanden og ikke af Kommisionen) har man ei heller troet , men haabet, at Kirken just derfor, da Vindingen er saa ubetydelig, vilde i det mindste været anvendt nærmest dens oprindelige Hensigt - til Skole.

Dette være Svar til Anmeldelsen i No. 129 af disse Aviser. Svendborgeren

(Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 28. august 1828).

Fra Svendborg meldes under 2den Septbr.: "Idag er Arbeidet paa Klosterkirkens Nedbrydelse her i Byen begyndt, og snart vil denne altsaa, liig Graabrødre i Odense, være udslættet af Templernes Tal i Fyen, og saaledes vil den unavngivne Svendborger, som saa varmt har i de offentlige Blade talt om denne Bygnings Anvendelse til Skole m. m., ikke see sit og vist Fleres Ønske opfyldt; thi at Murene ere suffisante og Tagværket, i Særdeleshed Tagstenene af en Størrelse og Beskaffenhed, at disse frem for de nyere Sorter burde anvendes til andre Bygninger, og Kirke-Eiere vilde spare betydeligt aarlig ved at have slige Steen at oplægge, er upaatvivlelig en Sandhed. Ved de stedfundne Undersøgelser og Gravninger i Kirken er aldeles intet af antiqvarisk Mærkværdighed opdaget; thi de opgravne forraadnede Fyrekister vidne om, at det have været nyere Liig; saaledes skal være fundet deriblandt en ganske tom, hvorom gaaer adskillige gamle Traditioner, nemlig at en Byfoged for mange Aar siden skal være foregiven begravet paa Stedet, men derimod skal han være død i Kjøbenhavn, og Familien saaledes ladet den tomme Kiste begrave i Kirken.

(Den Nord-Cimbriske Tilskuer eller Thisted Amts allernaadigst privilegerede Avertissements-Tidende 16. september 1828)

Auktionerne over mursten mm. annonceredes februar 1829. I marts måned meddeltes at kirken nu var helt nedrevet.

Kulturlivet i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Svendborg d. 2 Sept. I Søndags d. 31 August vare adskillige af vor By og Omegn forsamlede paa Klubben for at glæde os ved igjen at høre vor lille Ven og Landsmand Mads Dams yndige Violinspil. Han er her i disse Dage i Byen for at besøge sin første Lærer og Opmuntrer Simonsen; en udvalgt Konsert levede vi os og vi vare ikke heller blevne skuffede, Kammerherre Jueel fra Thorsinge og hans Musisi assisterede; Begyndelsen var skjøn, men et græsseligt Uvejr trak op over Byen og rasede med en Heftighed, som selv de ældste Folk ikke vidste at erindre Mage til; dette forstyrrede Konserten, thi Lyn fulgte Lyn og Skrald paa Skrald hjenlød uophørlig, og de fleste droge derfor hjem. Uvejret varede til Midnat, her i Byen gjorde det ingen Skade, men i en Bondeby her i Nærheden afbrændte et Hus. 

(Dagen den 9. september 1806)

Uvejret trak tilsyneladende ind over hele landet, efter hvad man kan forstå af den efterfølgende vejrberetning.

Da Capo fra Svendborg.

Hr. Udgiver!

Det er almindeligt kendt at den nytte Deres blad stifter i hovedstaden for en stor del hidrører fra den opmærksomhed såvel højere autoriteter som privatmand der værdiger de begrundede klager som fremsættes i bladet og nytter de vink til forbedring som gives deri. Men det er beklageligt at sådant ikke er tilfældet i en stor del af provinsernes købstæder hvor dog meget kunne trænge til forbedring eller forandring. Således enten læser man ikke sådant eller om man læser det, værdiger det ingen opmærksomhed, men lader alt gå i den gamle slendrian. For omtrent ½ år siden fremsatte De i Deres blad et stykke om flytning af et lokum i Svendborg, men det lader til at man ingen notits har taget deraf. For dette lokum står endnu på samme sted, og ved den slemme stank det udbreder, falder ikke alene de i nærheden boende, men enhver der passerer skibsbroen, besværlig. At det har stået således fra Arilds tid, synes ikke at burde give det hævd. For havde man ikke gået frem med tiden, så havde vi endnu boet i huler, og vist ikke haft sådanne indretninger, men vi ville da ligesom dyrene have kastet urenlighederne på vore gader og veje. Dersom vore forfædre allerede havde indset nytten og nødvendigheden af sådanne Loca felecta, men vel ikke altid anlagt dem på de mest bekvemme steder, så bør de mere oplyste efterkommere vel rette sådanne fejl hvor de findes og uden synderlig vanskelighed kunne fjernes. Besynderligt er det virkelig at en så smuk by som Svendborg der bebos af mange formuende familier, skal vansires ved en så styg og væmmelig indretning der på varme dage udbreder den mest utålelige stank, og at man derfor ikke søger at blive den kvir. En fremmed som havde været på besøg der i sommer, udlod sig således: "Svendborg er, såvel som dens omegn, meget smuk og bebos af en del vakre familier, men - der lugter alt for menneskeligt."

(Politivennen No. 253, Løverdagen den 4de November 1820. Side 4093-4095)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen hentyder vel til artiklen i Politivennen nr. 239, 29. juli 1820.

Vandhuset alt for nær Lysthuset.

På en sørejse til Svendborg hvor adresse førte mig til hr. Baagøe, ejer af et sted tæt ved skibsbroen, blev jeg på en behagelig måde overrasket ved synet af denne bro der med smag forskønnes ved nye udvidelse. Udsigten til omegnen der er sjælden skøn, gør den til indbyggernes spadserested tidlig og sildig og ved ind- og udskibning arbejder en del mennesker her. Gennem en ny opbygget port der gør vedkommendes smag ære, kommer man ind i byen. At dette steds mangfoldige skønheder vansires ved et gammelt vandhus der støder tæt op til hr. Baagøes bygning hvor intet afløb til stranden kan ske, er den rejsende påfaldene, og nøder ham til at forlade et så behageligt sted før hans vilje. Selv i hr. Baagøes have der støder tæt dertil, er luften ved mindste varme så forpestet af denne stank at denne familie kun kommer der af nødvendighed. At indbyggerne ikke har søgt at få en sådan for sundheden højst skadelig indretning flyttet til en mere passende plads, må tilskrives deres sløvgjorte smag for den mængde skønne udsigter som Svendborg ejer. Men det er at forvente at vedkommende der med så megen flid lader et sted forskønne, vil værdige disse linjer opmærksomhed og bidrage snarest til såvel de spadserendes som arbejdernes og beboernes højeste nødvendighed, ren luft. Efter indsenderen uforgribelige mening findes en passende palds på broen ved bolværket ved den såkaldte gamle huk. Her vil stranden bortskylle urenligheden, uddunstningen ske ud over havet og synet ikke være stødende for øjet, når dette sted opfrøres af strandportens bygmester som kan ske endog uden stor bekostning. Og da det er en nødvendighed, så vil man lettere tåle den end ikke just ikke få unødvendigheder som indsenderen hist og her så at måtte tåles. Ved at blive befriet for dette farlige naboskab, får hr. Baagøe endnu den nødvendige frihed i at kunne lade sin bygning reparere.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3862-3864).

Tegner & Kittendorff: Hans Jørgen Baagøe (1783-1867). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning

Baagøe-familien var kendte storkøbmand i Svendborg. Den første ejendom omfattede bl.a. korn- og trælast, butikshandel, brændevinsbrænderi og fire skibe. Forretningen blev grundlagt 1744 af Rasmus Peder Gommesen (Ærø).  Datteren giftede sig med en rebslager fra Bogø. Sønnen Hans Jørgen Baagøe overtog 1807 ledelsen af forretningen og han opbyggede et stort og driftigt handelsimperium op, med købmandsgård, strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi. Flere af bygningerne findes endnu. I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård til sin ældste søn Laurits Jørgen Baagøe. Det gik fremragende, han byggedepakhus, og ved Lundevejen, hus med have.

Klagen blev gentaget i Politivennen 253, november 1820 (s. d.). 

En slem Uorden i Svendborg

(Indsendt)

Da indsenderen forleden gik forbi Klosterkirken i Svendborg, kunne han ikke andet end i højeste grad undre sig over at se en uopdragen ungdom forlyste sig med at kaste sten efter kirkens vinduer sammen med banden og de værste eder. Skammeligt er det på flere måder at et Guds hus der først blev gjort til et fouragemagasin hvorved alt indvendigt blev spoleret, nu af en rå drengeflok således skal ødelægges. Og vedbliver dette uden at blive påtalt fra politiets side, da vil inden for kort tid i de for 16-10 år nye indsatte vinduer hverken blive ruder eller bly tilbage. Man nærer det håb at da flere forældre nu om stunder holder med deres børn, ja berømmer deres flette streger, de herrer skolelærere vil indprente ungdommen højagtelse for et sted hvor flere af old- og fortidens agtværdige mænd hviler om just ikke i den rosværdigste tilstand.

(Politivennen nr. 87, Løverdagen den 30de August 1817, s. 1454)

Illustreret Tidende bragte 13. januar 1861 denne tegning som anføres at være Gråbrødre Klosterkirke.

Redacteurens Anmærkning

Svendborg Klosterkirke blev nedrevet i 1828. Begrundelsen stod at læse i Kjøbenhavnsposten, den 15. august 1828, s. 268. Den gik formentlig også under navnet S. Albani eller Gråbrødre Klosterkirke. Gråbrødrene, tiggermunkene blev forfulgt efter reformationen og smidt ud af deres klostre og det var almindeligt at de så blev brugt til noget andet. Artiklen oplyser at den blev brugt som fouragemagasin. Klosterkirken blev stående længere end de fleste andre klosterkirker. Kirken stod hvor banegården er i dag. 

Slem Stank i Svendborg.

(Indsendt)

Det er vel uden for enhver tvivl at en lille rest gødning som ved et enkelt tilstødende tilfælde, fx en fejlberegning af mængden som skal bortkøres, henligger natten over på gaden uden for en jordbrugers hus hvis lokale kræver at gødningen må trilles ud af gården, ikke frembringer den luftfordærvelse som indgærdede møddingsteder midt i byen. Dette har bevæget indsenderen til at gøre Svendborgs for renlighed nikære øvrighed opmærksom på 3 i byen værende møddingsteder der forpester den ellers så sunde byluft, for de naboer og genboer som skæbnen har bestemt at bo i nærheden af sådanne kloakker. Foruden det møddingsted på torvet som hverken kan fryde øjet eller næsen, fortjener især det andet øvrighedens opmærksomhed, da det er anbragt i en smal gade hvor vejen for en stor del indbyggere fører til klubberne og teateret.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juni 1817, s. 1351-1352)

Gensvar på Hr. Werfels Udfald i Nyeste Skilderie Nr. 8

Først i dag får jeg nyeste Skilderie nr. 8 at læse, og ser heri at hr. Werfel har misforstået mit Schechter og troede at jeg mente at en slagter der sælger kød, skulle bruges til børns moralske undervisning. For nu at undgå al bitter spot, og tillige give hr. Werfel en bedre oplysning om hvad jeg forstod ved ordet Schechter, ser jeg mig nødsaget at sige ham: At en Schechter er en mand der har studeret den jødiske religionslære og sådanne videnskaber som bruges hos os til at give børn en god moralsk undervisning. Den samme mand bruges da tillige til at skære og visitere de kreaturer som skal være tjenlige til vores spisning. Det er da hans pligt at efterse dyrets indvortes sunde beskaffende for derefter at bestemme om jøderne må købe det kød af slagterne der er visiteret eller ikke. Heraf ses altså klart at sådan en mand ikke er slagter, som hr. Werfel behagede at forstå den jeg kaldte Schechter, men en der både giver børn information og tillige påser at vi får sundt og frisk kød at spise. For jeg er fuldkommen sikker på, at det kød jeg spiser er sundt, og at det ofte hænder at kristne slagtere sælger kød, hvoraf dyret havde indvortes fejl, hvorved det ikke kunne have levet og følgelig usundt. Derom er jeg ganske overbevist for den indvortes beskaffenhed bliver jo aldrig efterset af nogen sagkyndig mand.

Jeg håber altså at her. Werfel ikke fortryder at en stakkel der kun residerer (som hr. Werfel kalder det) i Svendborg dog ved hvem der kan bruges til hans børns undervisning og tager sig den frihed at svare på hans anmærkning der formodentlig skulle være satirisk men hos enhver der kender den jødiske religions skikke blot viser at forfatteren ikke forstod det han søgte at latterliggøre.

Svendborg den 18. december 1804
David Meyer

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 348, 22. december 1804, s. 5530-5532)

Til nogle Husejere i Svendborg.

Gaderne i Svendborg fejres hver lørdag eftermiddag og skarnbunkerne bringes i gårdene, hvorfra det føres ud igen med gødningen til jorderne i marken. Men nogle husejere bruger den uskik hvad enten det er af folkenes magelighed eller fordi de ikke selv har heste og vogn og ikke altså straks vil ladet det bringe ud af byen og betale en vogn derfor, at lægge sådant sammenfejet skarn udenfor husene på gaden, hvilket gier (i særdeleshed om sommeren) en utålelig stank for naboerne. Sådanne skarnbunker ligger tre til fire uger, ja længere, og man kan se dem fx i den største gade straks inden for porten hvorigennem man kommer fra Odense og Faaborg. At sådant strider imod god borgerskik, vil enhver let indse, og det håbes derfor at disse møddingers ejere lader dem fjerne da man ellers næste gang navnlig beder de forsømmelige om at iagttage bedre orden.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3446-3447)

En Keglebane i Svendborg som kunne blive skadelig

Udenfor Svendborg by hvor kørebroen er meget final, har en rebslager anlagt en keglebane i sin have, som vender ud til bemeldte kørebro på den almindelige landevej. Banen er anlagt tæt ved vejen. Havens indhegning (et risgærde) er ikke højere end at en fodgænger mageligt kan overskue det. En ridende eller kørende som kommer der forbi i det øjeblik at keglerne slås om, eller kuglen kastes ned i renden, står fare for at hestene bliver sky. Således som det skete i forrige uge, hvor en bonde kom ridende på sin 21 år gamle hest på en sådan tid, og måtte bruge alle kræfter for at holde hesten. Da en keglebane anlagt så nær en final landevej, kan have ulykkelige følger, så håber man at ejeren forandrer dette.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5. juni 1802, s. 3434)

I Anledning af det i No. 205 indrykkede Stykke om en Arrestant i Svendborg.

Det er med megen fornøjelse at udgiveren indrykker efterstående som han gennem d. h. magistrat er meddelt og som aldeles retfærdiggør Svendborg øvrighed for den i nr. 205 indrykkede anke.

Promemoria!

I nr. 205 af ugebladet Politivennen for dette år findes indrykket et stykke hvori siges at en i Svendborg for tyveri arresteret person ved navn Peder Pedersen er blevet tilladt i slutterens selskab at gå omkring fra hus til hus for at tigge, hvilken frihed han har benyttet sig af til at overfald på Svendborggade en forbikørende bonde uden at denne dertil havde givet ham mindste anledning.

Så snart kancelliet derpå blev opmærksom, anmodede man amtmanden over Svendborg Amt, kammerherre Schumacher, at undersøge om og hvorvidt det opgivne måtte være rigtigt og at meddele kancelliet efterretning om udfaldet.

Fra ham er nu hertil indkommet et forhør hvoraf ses at tildragelse vel er gået for sig, således som den er fortalt i Politivennen, men at den ikke kan tilskrives nogen fejl fra øvrighedens side, derimod alene fangefogden som uden øvrighedens tilladelse har fulgt arrestanten, da han kom tilbage fra et forhør ved Tåsinge birkeret omkring på adskillige steder i byen. 

Da nu amtmanden efter byfogdens begæring har indstillet at denne omstændighed måtte bekendtgøres i Politivennen, så skulle man tjenligst anmode Københavns Magistrat behageligt at ville fornemme hos udgiveren bogtrykker Seidelin om han vil indrykke forestående rettelse i bemeldte blad.

Det Kongelige Danske Kancelli den 22. maj 1822
Moltke. Colbjørnsen. Feddersen. Knudsen. Bülou.
-------
Schvartzen
Genpartens rigtighed bevidner

Lange.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427)

I Anledning af det i No. 205 om Svendborg Politi Indrykkede.

Foranlediget af den bekendtgørelse der er indrykket i Deres Politivennen nr. 205, giver jeg mig den ære at meddele Dem det sande i tildragelse, idet jeg håber De ligeledes bekendtgør dette: Arrestanten som er tiltalt for adskillige små tyverier, skulle derom høre vidner ved øen Tåsinges Birkeret. Fangefogden melder mig dette, spørger om han skulle følge ham, og om han måtte lade ham være uden jern på vejen?

Jeg svarer: Han kan følge ham, men det var nok ikke rådeligt at lade ham være uden jern fordi han ikke skulle løbe fra ham. På fangefogdens forsikring at han nok skulle holde ham da han var dårlig til gangs og havde usselt fodtøj, svarede jeg at når han ville være ansvarlig for ham, kunne han da lade ham gå uden jern. Ved hjemkomsten beder han fangefogden følge med sig til den kant af byen hvor hans [forældre] havde boet og hvor han ventede naboerne ville give ham noget, hvilket fangefogden uden mit vidende gør.

Da denne af nogle andre blev gjort opmærksom på at det nok ikke ville gå ham godt, i fald jeg fik det at vide, og derover vil have ham til arresten, gav han sig i klammeri med fangefogden, og da denne trækker af med ham, møder han en forbikørende bonde hvis heste og ham selv, han gav et rap med en kæp han havde, da de kørte forbi.

Skønt bonden ikke har klaget over det, er arrestanten sat under tiltale for det, tyvesagen ikke vedkommende, ved politiretten.

Svendborg den 12. april 1802
J. Uldall.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327)

Redacteurens Anmærkning. 

Artiklen er svar på Politivennen nr. 205, 27 Marts 1802,  s. 3276-3277 og følges op af et svar i nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427

Politi i Svendborg.

(Efter indsendt)

På hvad fod politivæsnet står i den fynske købstad Svendborg, tror anmelderen at denne sandfærdige tildragelse kan tjene som bevis for. I nævnte Svendborg sidder en der er arresteret for tyveri ved navn Peder Pedersen. Denne person tillades det i slutterens selskab og uden mindste jern på sig at gå omkring fra hus til hus for at tigge. Denne frihed tilstedes en person der er almindelig bekendt for at besidde en yderst sort og fordærvet moralsk karakter, og hvor godt arrestanten Peder Pedersen ved at benytte sig af den ham tilståede frihed, bevistes den 10. marts i år ved på Svendborgs gade med et slag af en dygtig prygl som han bar i sin hånd, offentligt at overfalde en bonde som kom kørende forbi ham uden at bonden enten i ord eller gerninger havde givet ham mindste anledning til dette voldsomme forhold. Da dette anførte kan bevises når og hvor det skal være, så spørges hvordan sørges der i Svendborg for den offentlige sikkerhed?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3276-3277)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 208, 17 April 1802, s. 3326-3327 og nr. 215, 5 Juni 1802, s. 3425-3427.

Forsvar indsendt fra G. T. Baron Juel paa Taasinge (i Anledning af No. 52)

P. M.
I Politivennen nr. 52 finder jeg uventet mit navn indført under 13. april fra Svendborg "At min hund havde angrebet en snedkersvend som bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet var så ophovnet at man med megen føje tvivler om karlens helbredelse. Item at hunden ikke endnu var skudt, men vil formodentlig anrette flere rædsomme ødelæggelser."

At hunden af troskab for sin herre søgte snedker Svendsen som ved en hændelse gik for nær til min hest jeg red på, og at han fik et lille ubetydeligt sår på benet som inden 3 dage var ganske lægt, det er sandt. Og det bevidner vedfælgende 2 attester af en doctor medicinæ og en distriktskirurg hvortil jeg referer mig. Men derfor har jeg endog af rimelig medynk og menneskekærlighed bidraget min skærv, ja endog straks bortsendt hunden på landet. Men derfor bør en hund ikke skydes, ej heller anses så gal som den der tør understå sig i at lyve for et helt publikum, og -- jeg gad godt vide hvem dette ondskabsfulde menneske har været! Jeg respekterer hr. Politivennen, hvem han end er, at han laster det onde. Men skade når uartige mennesker indberetter ham usandheder til sin næstes beskæmmelse eller fornærmelse hvorfor jeg ønsker dette indrykket i næstkommende blad, som vist vil gøre Politivennen ære og mig satisfaktion.
Svendborg den 2. juli 1799
Baron C. F. Juel.

De 2 påberåbte attester lyder således:

Jeg er aldeles ikke af den mening at snedkersvenden Niels Hansens sygdom skulle have været en følge af det hundebid som S. I. hr. baron Juels hund tilføjede ham. Da ingen af tilfældene under sygdommen kan siges at have nogen lighed med de der følge på farlige hundebid. Men hans sygdom var snarere foranlediget ved den strenge kulde vi i denne hårde vinter har haft da han har haft dårligt leje og pleje som ufejlbarlig må gøre et førhen usundt legeme værre.
Dette bliver af mig som den der har haft ham under kurr efter forlangende troværdigt attesteret.
Svendborg den 22. juni 1799
W. Murer
Physicus chirurgus

På anmodning af hr. distrikts-kirurg Murer besøgte jeg med ham engang snedkersvenden Niels Hansen i hans sygdom og fandt at de tilfælde hvoraf han så syg, aldeles ikke kunne anses som frembragt af hundebid, men burde henregnes til en skjult chreumatisk feber der just havde udbrudt.
Svendborg den 27. juni 1799.
B. Bøjesen

D. M. 

Hr. baronen har taget mig således på den ømme side at jeg ikke ville undlade at indrykke ovenstående skønt manglende den anstændige tone planen (se nr. 1) udfordrer. De af dette bads læsere der sætter uendelig større pris på mennesker end på hunde, uden derfor at ringeagte disse, vil næppe være fyldestgjorte ved retfærdiggørelsen. Hr. baronen tilstår faktum, men kalder indberetningen usandfærdig mens attesterne ikke beviser enten at såret var ubetydeligt eller at det lægtes inden tre dage. Det ville være kuriøs at vide hvor betydelig en snedkersvend skulle bides eller hvor mange snedkersvende der skulle bides ubetydelig før en hund burde (ikke til straf, men til forebyggelse) skydes. Indsenderen af det påankede i nr. 52 har imidlertid angivet mig sit navn og stand.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 64, den 12 Julii 1799, s 1014-1017)

Politiefterretning fra Svendborg

Så lidt jeg er for at udlægge mig med dem der regner sig blandt de såkaldte store, så lidt kan jeg dog tåle at se de største uordener upåankede gå i svang Deres blad giver mig derfor anledning til at melde Dem følgende: - Iblandt de adskillige uordener som for nærværende tid finder sted i Svendborg, såsom møddinger der ligger på gaderne, daglig påhæng af tiggere såvel som byens egne som landstrygere fra egne langt borte fra, gaderne jammerligt opførte, tømmer der ligger på fortovene langt ud på gaden og så fremdeles, - tildrog sig den 11. april d. m. at en stor jagthund tilhørende baron Juul som for nærværende tid bor i Svendborg, på gaden angreb en snedkersvend og bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet er så ophovnet at man med megen møje tvivler om karlens helbredelse. Hunden er endnu ikke skudt, og vil formodentlig i selskab med de andre løse hunde i byen hvis tal er legio, snart anrette flere rædsomme ødelæggelser.

Dette skulle jeg ikke undlade at melde hr. Politivennen, og udbeder mig tillige dette indført i Deres blad for om muligt herved at vække vedkommende af en så skadelige lethargie.

Svendborg den 13. april 99.

Johannes Halvblind.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 819-820)