Zigøjnere. Nomadeliv i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra Svendborg,)

Et Minde fra Blichers Dage. - Skønne Naturbørn. - Rige Lazzaroner. - Bryllupsfest. - En pudset Bonde.

Nu om Stunder ser man ikke saa ofte Zigøjnere, "Natmænd", "Kæltringer" og den Slags Naturbørn, som i salig Blichers Dage! Desmere Opsigt vækker derfor ogsaa en Zigøjnerbande, som i denne Tid hjemsøger Sydfyn.

Forrige Søndag kom den tii Svendborg og opslog sin Lejr udenfor Byens Grænse, da Politimesteren ikke vilde have den inter muros.

Tropen kom kørende i grønne Vogne, forspændt nogle magre Krikker, og opslog straks sin Bolig paa den Guds grønne Jord, saaledes at der med Vognen som Baggrund udspændtes et laset, sodet Sejl i Teltform, og deri anbragtes bløde Dyner, hvorpaa Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, doser Dagen og Natten bort, naar de ikke netop har noget bedre for - hvad de sjældent har.

Tropen bestaar af en Snes "ægte Zigøjnere", hvortil har sluttet sig et omrejsende Akrobatselskab, der her har fundet et Tilflugtssted for Ladhed og Lediggang mod at optræde sammen med de sorte ved de store spanske Cirkus-, Variétée-, Teater-, Sang- og Musik-Forestillinger", som "Selskabet" giver.

De rigtige sorte er det imidlertid interessant at kaste et Blik paa i deres naturlige Tilstand.

Ved Hjælp af en Cigar, en lille Mønt eller lignende gør man sig nogenlunde fortrolig med dem, Blottet for Intelligens er de ikke, de har i kort Tid lært at gøre sig forstaaelig paa Dansk, og Tysk taler de forholdsvis rent - indbyrdes taler de derimod et rent Kaudervælsk, som de selv kalder for "Platfransk".

De siger, at de stammer fra Elsaz.

Hvis man gør et godt Indtryk paa dem, kan man nok faa Lov at slaa sig ned omkring deres Baal i Teltet og sludre med dem, medens man iagttager deres "Leben und Treiben".

De unge af dem er smukke Folk, rent ud dejlige velskabte Kroppe, mørk Hud, kulsort, blankt og langt Haar, lynende Øjne, kraftige blinkende Tænder og for Mændenes Vedkommende langt spidst Beduinerskæg. Klædningen bestaar mest af Laser og Trævler, der dog som Regel dækker det meste af Kroppen. Børnene har nok i en Skjorte eller mindre.

Føden tager de den naturligst mulige Tilstand. Hvad der skal koges, bliver puttet i en Gryde over det flammende Baal, det kommer ikke saa nøje an, om Fisken er "gjort ren" eller om der er "taget ud" at Hønen.

De sorte er rige.

Ingen ved, hvor de har deres Grunker fra. Sagnet gaar, at hver Høvding for en Zigøjnerbande er i Besiddeise af en uendelig Skat, og man skulde ogsaa tro, at de mange mærkelige Historier, som følger dem paa deres Vandring, var Sagn, hvis man ikke fik Syn for Sagen. Ved enhver Lejlighed rasler de mod Pengene, og ved deres Forestillinger er de saa beslaaede med Sølv og tildels Guld, at en Mand nok skulde faa sit Læs med at hære alle deres Smykker.

Til Svendborg kom de fra Landsbyen Vesterskerninge.

Dor fortælles følgende Historie om dem der ude fra:

Høvdingen kom ind til en Gaardmand for at leje et Stykke af Marken til Lejrplads. Manden undslog sig imidlertid, da han ikke holdt af det Postyr.

"Hvad koster Gaarden da?" spurgte Zigøjneren.

Manden gik ind paa Spasen, som han troede det var og forlangte 35,000 Kroner.

"Top"! sagde den sorte og talte Pengene op paa Bordet.

Gaardmanden fortrød hurtig Handølen, men maatte betale 200 Kr. for at faa den til at gaa tilbage.

Nok om det, de har Penge som Græs og forsømmer ingen Lejlighed til at vise det. Naar de faar Kobberkedler at flikke, stiller de røde Penge i Pant, og de er altid parat til at hale den fyldte Pengepung frem. Havde de ikke de mange Penge, vilde de ogsaa blive vist ud af Landet.

Naar de viser sig paa Gaden i brogede Pjalter, faar de en hel Hale Ungdom efter sig og ved deres "Forestillinger" fylder Folk det Cirkustelt, som Akrobaterne rimeligvis har bragt med som deres Indskud i Interessentskabet. Forestillingerne er et Sammensurium i Zigøjnernes Dans. Sang og Musik og Akrobaternes almindelige tarvelige Kunststykker. Der findes dog ogsaa "dresserede" Heste, Gedebukke og Hunde.

Zigøjnerne kan ikke en Gang ved disse Lejligheder lægge Baand paa deres fri Natur. Der sidder f. Eks. paa Bænken mellem Tilskuerne en gammel rynket Mutter med hængende Bryster og en Snadde i Munden og giver tydeligt henholdsvis sit Bifald og Mishag til Kende. Mellem Publikum og paa Manegen farer de halvpaaklædte Unger omkring med Cigarer og Cigaretter, som de tigger. Musiken er et rædselsfuldt Helvedesspektakel, og dog gør Zigøjnerne umulige Forsøg paa at overdøve den med spanske "Sange".

Ved en "Bryllupsfest" bliver ved hver Forestilling en "Dame" paa 16 Aar viet til en "Herre" paa 17. Dansen er ret morsom at se paa, særlig de mindste Børns. De fleste af dent er iklædt Højtidsdragten til Forestillingerne, Kvinderne saa spraglet rødt som muligt og alle behængte med Sølv. Billettøren har Sølvknapper at en Næves Størrelse i sin Trøje. En at Mændene er fuldstændig bepansret paa Brystet med store Møntstykker, og en anden brillerer med en kæmpemæssig Snusdaase af ægte Guld.

Men det er ikke som Kunstnere man skal se disse Naturens Børn, de tager sig dog bedst ud i deres lasedeTelte, hvor de sorgløse og livsglade lever deres muntre Nomadeliv, høflige og fredelige mod de fremmede, der nænner sig dem venskabeligt - at have en af de sydlandske Fyre til Uven turde være behageligt, de vil vist ikke tage i Betænkning at dolke deres Fjende.

- - -

For et Par Dage siden forlod de Svendborg.

Paa deres Vogne var pakket Telte og Dyner og i alle Pjalter laa Mænd, Kvinder og Børn i en péle-méle.

Da de kørte gennem Byen, holdt de paa en aaben Plads. Høvdingen, der kørte den forreste Vogn, trak en Guldsnusdaase af Størrelse som en Sardindaase op af Lommen, tog en Pris og slog et Smæld med Pisken - og saa gik det paany mod Øst, ud i den vide, vide Verden

Svend.

(København 29. april 1894).

Kaptajn Hallas (7): Død 1882. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. Svendborg den 31te August. (Fra vor Meddeler.) Et Dødsfald, der vistnok vil vække Deltagelse i vide Kredse, er indtruffet her idag, idet Kaptajn Fred. Ferd. Georg Conrad Hallas, vor dygtige Fattiginspektør, er død imorges Kl. 9 af en Blærebetændelse, efter temmelig haarde Lidelser. Den Afdøde har havt et temmelig bevæget Liv. Han var født i Fredericia den 28de Oktober 1814, men blev opdraget i Slesvig, hvor han allerede 1821 traadte ind i Hæren som Tambur, en meget ung Alder opnaaede han at blive Furer, og allerede i en Alder af 19 Aar var han Lærer ved Underofficersskolen. Da Krigen 1848 brød ud, kom hans Lokalkundskab til Slesvigs Omegn den danske Hær til Nytte, og lige som han ved Revuen paa Lerbæk Mark af Frederik den Syvende fik overrakt Dannebrogsmændenes Hæderstegn, saaledes blev han i et af Krigens første Aar Premierløjtnant og laa efter Krigen i nogle Aar i Rendsborg, hvor han var Adjudant hos Scharffenberg. Efter at være udtraadt af Hæren med Kaptajns Rang, blev han i 1858 Husfoged og Branddirektør i Neumünster Amt, hvilken Stilling han beklædte til 1864, da han paany indtraadte i Tjeneste og laa i Kjøbenhavn som Bataillonschef ved Centralskolen. I Aaret 1869 blev han ansat her som Fattiginspektør, og har ved sin sjældne Dygtighed og Iver bragt Fattigvæsenet ind i en udmærket Gang. Det var under hans Auspicier, at den fortrinlige Fattiggaard her blev bygget og Fattigvæsenet næsten helt omordnet. Det skal ogsaa siges om ham, at han ikke alene ved sin Forretningsdygtighed var skikket til sin Post; under hans tilsyneladende noget barske Optræden skjulte der sig en inderlig varm, altid levende Følelse for Fattiges Lidelser, hvad de, der kjendte ham, ikke kunde undgaae at mærke. Han kan som Fattiginspektør vanskeligt erstattes, skjønt hans Eftermand vil faae det lettere end ham. Han var Frimurer af hos Rang, saavidt vides. Formand for den herværende Instruktionsloge, og først ved ham har Frimureriet her i Byen faaet den Udvikling, som det nu har. Han var Botaniker og havde en levende Sans for Havedyrkning; af den Plet Jord, som var tillagt hans Bolig paa Fattiggaarden, har han skabt en ganske dejlig Have. Han efterlader sig ti Børn og en Enke, med hvem han om et Par Aar kunde have holdt Guldbryllup.

(Fyens Stiftstidende 1. august 1882).

Den omtalte have var prydhave og en nyttehave i romantisk stil: slyngende stier, staudebede og rindende vand. Mens prydhaven var kun for inspektøren og hans familie, var nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge. En lille del af haven eksisterer stadig, mens hovedparten er inddraget til veje og boliger.

I 1881 havde fattigvæsnet (fattiggårdens 38 lemmer og udenfor gården 17 familier fordelt på 22 enkeltpersoner og 36 børn, fremmede fattige ), arbejdsanstalten og sygehuset et budget på omkring 24.000 kr. Fattiggården fungerede til 1961 som en anstalt, hvor beboerne mistede deres frihed. 1961- 1974 blev den omdannet til forsorgshjem hvor opholdet bag murene i princippet var frivilligt. 

Kaptajn Hallas (6): Strid med Fattiggaardens Økonom 1876. (Efterskrift til Politivennen)

I 1876 var der en konflikt mellem inspektør Hallas og økonomaen på fattiggården i Svendborg. Sagen vakte opsigt rundt omkring i landet:

Svendborg Byraads Møde

den 6te Septbr.

- - -

Knudsen spørger, om en til Byraadet fra Økonomen paa Fattiggaarden indsendt Klage ikke kommer til dets Erklæring. Frmd. oplyser, at Udvalget har besluttet ikke at fremlægge Klagen for Raadet. Broch anser det nødvendigt, at enhver Sag, som ønskes forebragt Raadet, ogsaa kommer til dets Kundskab. Frmd. benegter dette, ved en anden tidligere Sag er Raadet blevel enigt i, at dets Formand afgjør hvilke Sager, der bør forelægges det. Her er et Tilfælde, hvor den Paagjældende ikke vil bøje sig for Udvalgets Resolution, men vil appellere til Raadet, hvilket Udvalget ikke vil tillade. Broch kan ikke anerkjende et Udvalgs Berettigelse til at optræde saa selvstændigt. Dette er en vigtig Sag. Der er opstaaet Strid mellem to af Raadets Underordnede. Der er klaget over, at Inspektør Hallas har fortrædiget Husfreden og det synes at Udvalget ikke har handlet fuldstændigt rigtigt i denne Sag. Taleren har undersøgt Forholdet, fundet Klagen bestyrket og har privat henvendt sig til Udvalget herom. Hallas et vistnok en dygtig Inspektør, men Økonomen er i enhver Henseende lige saa dygtig paa sin Plads, han holder en udmærket Orden og leverer for en meget billig Betaling en fortrinlig Mad. I et ophedet Kjøkken med maaske 35 Graders Varme er det ham forbudt at aabne et Vindue til den nødvendige Giennemtræk til Dunsternes Fjernelse, for at Madlugten ikke skal genere; han maa ikke længer staa og skære Brød om Morgenen paa det Sted, hvor han har gjort det i tre Aar, fordi Støjen generer. Taleren mener, at Sygehuslægen burde have traadt til og støttet Økonomen, der har henvendt sig til ham; her maa Sundhedshensyn ogsaa gjøre sig gjældende. David gjør nogle sarkastiske Bemærkninger om de "35 Graders Varme", hvilket fremkalder et heftigt Svar fra Broch, som frabeder sig at blive latterliggjort. Knudsen vil ikke nu gaa ind paa Enkelthederne, men nedlægger Indsigelse imod Formandens Opfattelse af et Udvalgs Stilling. Det er kun et Udtryk for det samlede Raad; der blev ellers 10 selvstændige Komiteer, der arbejdede som de vilde. Naar Formanden siger, at kun Udvalget og det alene vil bestemme i de enkelte Sager, maa Taleren hævde Raadets Ret. Hallas har ikke handlet rigtigt, han er traadt Økonomens Enemærker for nær. Clemmesen tror ikke. at Borgmesteren kan negte at lade en Sag komme til Raadets Kundskab; han anser det at være i Modstrid med Kommunallovens Aand. Hansen beklager i stærke Udtryk, at Formanden vil optræde som Enehersker. Formanden maa bestemt hævde, at kun Udvalget har med denne Sag at gjøre, det behøver ikke at bryde sig om Raadet. Ifølge Vedtægterne staar Inspektøren under Raadet, men Økonomen antages og afskediges af Udvalget. Knudsen taler ikke om Afsked, men kun om, at naar Raadet vedtager en Beslutning, skal Udvalget respektere den. Huusom mener, at det Hele er et underordnet Spørgsmaal, som kun vedkommer Udvalget. Dette fremkaldte en noget varm Debat mellem denne og Broch om Fattiggaarden og i hvilken den Sidste meget beklager den Slaphed, Udvalget viser i sin Optræden overfor Hallas. Han anfører som Exempel., at denne i sin Tid tog I Haven til sin Raadighed uden Tilladelse, endog uden at Udvalget vidste det. Formanden erklærer, at om hele Raadet fordrer det, bliver denne Sag ikke forelagt. Knudsen mener, at Majoriteten maa afgjøre dette Spørgsmaal, naar der fremkommer en Begjæring om at faae det forelagt. Form. vil ikke engang tillade, at en saadan Begjæring bliver behandlet. Knudsen erklærer, at han vil gjøre Forsøg derpaa. Clemmesen finder, at Hallas har misbrugt sin Stilling ved at forbyde Økonomen at skære Brød før Kl. 8 og at lukke Vinduer op. David har i denne Sag henvist Okonomen til Udvalget; han tror, at Broch havde handlet rettest i at gjøre bet samme. Baagøe giver en Fremstilling af Sagen, hvorefter Udvalget efter at have undersøgt Forholdene har sagt til Økonomen: Forsøg at benytte et andet Vindue til Oplukning. thi der er Vinduer nok. Tidligere gjorde Brødskæremaskinen ingen Støj, men nu, ved at benyttes af et nyt Tyende, giør den en Del Spektakel. Udvalget har sagt: Forsøg at flytte den et andet Sted hen; men Økonomen har ikke villet gjøre disse Forsøg. Knudsen kan ikke indrømme Rigtigheden af Baagøes Fremstilling; han har læst en Ordre til Økonomen fra Hallas, hvori det kort og peremptorisk hedder: Det forbydes Økonomen at skære Brød før Kl. 8. Det forbydes ham at lukke det betegnede Vindue op. Taleren maa vedblivende forlange, al Sagen skal forelægges Raadet. Formanden erklærer herimod, at han ikke vil fratages den Ret, som hans Bestilling fører med sig. Han vil stadig hævde sin Ret og sin Stilling; thi Slappelse og Indrømmelser i den Retning vil kun have slette Følger.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 8. september 1876).

En myndig Borgmester. Ovre i Svendborg er den bekjendte Højrepolitiker, Overavditør Schrum, Borgmester, og opfører i denne Egenskab af og til en ret interessant Forestilling i Byraadet. I det sidste Møde har han saaledes optraadt i en Rolle, der kan give Borgerne nok at tænke paa med Hensyn til de kongevalgte Formænd i deres Raad. Læserne ville maaske mindes, at Svendborg Sygehus for en kort Tid siden nævnedes som et ganske udmærket Exempel paa dyr Administration. Som Inspektør paa dette Sygehus sidder en afsk. Kaptejn Hallas, formentlig Byfogdens gode Ven. Denne Kaptejn synes at have medbragt adskillige Vaner fra Kompagniet, som han ogsaa vil have skulle gjælde i Sygehuset. Økonomen har saaledes i 3 Aar haft en Maskine til at skære Brød paa, men nu har Kaptejnen pludselig opdaget, at den gjør for megen Støj, og samtidig har han følt sig besværet af Madlugten, naar Økonomens Vindue lukkedes op. Derfor udsteder han følgende skriftlige Ordre: Det forbydes Økonomen at skære Brød før Kl. 8. Det forbydes ham at lukke Køkkenvinduerne op. Økonomen klager til Udvalget over disse vel stramme Ordre, men her faar Kaptejnen Medhold; han vil da gaa til Byraadet med sin Klage. Sagen er i sig selv ikke vigtig, men den Debat, der heraf affødtes i Raadet. og den Stilling som Borgmesteren her indtog, forekommer os meget interessant og værd at lægge Mærke til. 

[Her følger så referat af det ovenstående måde i Svendborg Avis]

Og med denne kraftige Proklamation synes Sagen at have været forbi. Det er interessant at se Hr. Schrum. der i sin Tid vilde have Venstres Førere paa Lygtepælene, hjemme i sit Embede, men samtidig kan det kun opvække ubehagelige Følelser at være Vidne til, at en Embedsmand paa denne Maade kan træde op imod og dominere en Bys hele Borgerrepræsentation. Hvor mange af den Slags Begivenheder mon der skal til for at lukke Øjnene op paa de Kjøbstadsborgere, der endnu blive helt forskrækkede, naar de hører et saa forfærdeligt Ord som Selvstyrelse.

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 13. september 1876).

Kaptajn Hallas (5): Fattigforsørgelsen i Svendborg til Debat i Byraadet 1876. (Efterskrift til Politivennen)

Svendborg Byraads Møde

den 31te Maj 1876.

2. Forestilling fra fhv. Husfoged Heuckendorff om forskjellige Mangler ved Fattigvæsenet og Forslag til Forandringer ved samme. Frmd bemærker, at de Mangler, som anføres, ere at Fattigvæsenet er for kostbarl og mindre humant. Det er altid Raadet kjært at modtage Oplysninger for at kunne tage Hensyn til dem og afhjælpe Mangler, hvis de ere tilstede. Den første Anke er, at Fattigvæsenet ikke tilfredsstiller de Krav, som Nutiden stiller med Hensyn til Humaniteten. Som Grund er anført, at saasnart et Medlem af Kommunen melder sig til Fattiginspekløren til Forsørgelse, foretager denne Registrering af den Paagjældendes Ejendele og Dispositionsretten fratages denne, de gaa over til Fattigvæsenet. Forfatteren erkender dog, at dette er foreskrevet i Loven og at derved er intet at gjøre. Det er ogsaa vanskeligt at gaa udenom Loven, men Heuckendorffs Bemærkning er ej engang rigtig. Bestyrelsen tager det ikke saa strengt, da den har Ret til at optræde mere lempeligt; der er saaledes siden 1870 kun bleven registreret en Gang, det var en Enke, hver Forholdene gjorde det nødvendigt. H. siger: Naar dette er udført, lægges han eller hun ud paa Fattiggaarden. Det er urigtigt, Ingen kommer derud, uden de selv have meldt sig. Vi have mange, som nyde Understøttelse udenfor. Kun den, der selv har villet det, kommer der. Med Hensyn til Disciplinen siger H., at de skulle staa op og gaa i Seng efter fastsat Klokkeslet. Dette er rigtigt. Endvidere: at de kun maa modtage Besøg efter speciel Tilladelse og at al Udgang er forbudt undtagen om Søndagen. Dette er urigtigt, de have jevnlig Tilladelse til at gaa ud. H. siger, at de ikke maa modtage Gaver og Mad og Drikke og at hvert Lem faar et bestemt Arbejde for hver Dag, som skal gjøres færdigt. Det er ikke Tilfældet, de Gamle paa Forsørgelsesanstalten er der ikke Tale om at foreskrive Arbejde. Disse Bestemmelser, siger H., ere meget haarde, især naar det erindres, at de anvendes paa Folk, der er 60-80 Aar gamle, som ikke have forbrudt sig, og som mulig have kjendt bedre Dage; men en Anstalt som den nærværende kan ikke registrere, den maa overholde de fastsatte Bestemmelser. Den ærede Forslagsstiller maa ejheller kende Regulativets § 13, hvor der netop er særlig fremhævet, at humane Hensyn bør tages. Det forekommer mig, at en slig Anstalt ikke kan bestaa, naar der ikke kan herske Disciplin. Hvis i Tyendeforhold, i Militairvæsnet ingen Disciplin herskede, vilde al Orden være umulig, men H. siger ogsaa selv, at som Disciplinen er paa Gaarden kan den ikke være anderledes. Derimod er det hans Raad at indføre en anden Tilstand, som vilde  være meget mere inhuman end den nuværende. - Vi gik længe og saae paa Fattigvæsenet, som tidligere laa udenfor Byraadets Omraade, og mente at hverken de humane eller pekuniære Forhold toges der tilstrækkeligt Hensyn til. Efter mange Aars Kommissioner landede vi endelig i en bestemt Plan, hvor der baade toges Hensyn til Humaniteten og Skatteyderne, men man kan aldrig undgaa Klager. Vi ere inde paa strengt at skælne mellem Forsørgelses- og Tvangsarbeidsanstalt, som tidligere var sammenblandet, men nu er adskilt. H. foreslaaer, at Ingen skal sættes ind paa den første og mener, at de Trængende istedetfor kunne faae en ugentlig Understøttelse af omtrent 3 Kr.. hvorved de kunne hjælpes. Men derved overses om hvem det drejer sig. Paa Forsørgelsesanstalten. befinder sig 13 Medlemmer, deraf 6-7, der ere meget fordrukne, 4 ere idiotiske og 2 vanføre. De 6-7 ville mulig blive meget glade ved Friheden, men de vilde snart møde igjen, de andre maatte antages andre Steder, men Fattiggaarden er den bedste Plads for de gamle Stakler. Der virkes efter bestemte Regler, den er offentlig, saa at Enhver, der ønsker at se, hvorledes Forholdene ere, kan træde ind og undersøge dem, denne Offentlighed har sit store Gode, medens den Private kun tager dem til Forsørgelse for at have Fordel derved. Det er derfor tvivlsomt om en saadan Anbringelse var til Gavn for de Trængende, men den vilde være til Skade for de Private. Slette Exempler ere altid skadelige og Drukkenskaben, raa Ytringer, slet Opførsel vilde fremkomme og toere uheldige ivr den opvoxende Ungdom, der saae og hørte sligt. H. indser ogsaa. at Planen og være meget vanskelig at gjennemføre, men, siger han, dem, der skulde misbruge dens Frihed, kunde man sætte ind i en anden Forsørgelsesanstalt. Men strider det mod Humaniteten at have en slig Anstalt, saa vil der tilsidst ingen saadanne findes og de skulle da have Ophold i en Tvangsarbejdsanstalt. Det vilde da blive en Cirkel, vi rendte rundt i, og vi vilde komme tilbage til Tilstanden fra 1867 i Modsætning til vor nuværende humane Plan. H. har ikke havt Øje for, hvordan den er indrettet.

Vi komme nu til det Økonomiske. Det gjorde tidligere et alvorligt Indtryk at ir, hvorledes Fattigbyrden voxede fra 6 til 12000 Rdl. Vi nedsatte Kommissioner, forhandlede med Delegerede fra andre Kommuner, men kunde intet gjøre forinden Kommunalloven af 26de Maj 1868 kom og vi fik Ordre til at anskaffe en forbedret Fattiggaard, som efter endel Modstand, særlig om Fattiginspektøren, gjennemførtes. H. beskæftiger sig med Borgmesterens Stilling til Fattigvæsenet. Han siger, at Kommunalloven forpligter Borgmesteren til at have Tilsynet, det samme som Bogstavet C i skarpere Udtryk har sagt. Dette er en Fejltagelse; før 1868 bestod Styrelsen af en særlig Kommission, bestaaende af Præsterne, Byfogden m. Fl. Den førte et særligt Regnskab og sorterede under en særlig Direktion. Det blev ikke overdraget til Borgmesteren at føre særligt Tilsyn, det kunde ikke være Tilfældet. Da det henlagdes til Byraadet, blev der oprettet Fattigudvalg, men Arbejdet lagdes ikke paa Borgmesterens Skuldre; Beviset herfor er, at i en Mængde Byer er Borgmesteren slet ikke Medlem af Udvalget. Vort System er fastslaaet ved en Vedtægt af 1868. Kommunalloven giver Byraadene større Frihed, men derved gives disse ogsaa Ret til at søge den nødvendige Hjalp, man kan ikke som i gamle Dage sætte Borgerne til forskjellige Stillinger, der maa søges lønnede Medhjælpere, endog Landet gaar med dertil. Siden 1868 er hele den styrende Magt gaaet over til Byraadet, medens tidligere Borgmesteren og Repræsentationen vare to sideordnede Autoriteter. Borgmesteren har en vis Tilsynsret, skal holde sammen paa det Hele, ordne det Hele, men at han skulde uddele Fattigunderstøttelse eller undersøge Fattiges Stilling, vilde være umuligt.

Endvidere omtaler H. Fattiginspektøren. Han bedømmer ham skævt og mener, at denne intet har at gjøre uden med Fattiggaarden. Dette er kun en liden Del af hans Virksomhed, om det end er saa nødvendigt, at vi mente, at det var rigtigst, at han boede paa Fattiggaarden. Langt mere end at passe de 28 derværende Trængende er det at kjende nøje det øvrige store Apparat, de 230, som udenfor nyde Understøttelse, og at tage Beslutning i hver enkelt Sag. Det er langt større Arbejde end man tænker sig. Det er et meget betydeligt Regnskab, som Bevis fremlægges her en Maaneds Regnskab; at lave Forsørgelsesplan og andre Undersøgelser er tillige et stort Arbejde, men det største er maaske det Vrøvl og Overløb, som følger med. Jeg tvivler om, at nogen Enkelt her kunde paatage sig det. (Huusom: Og Korrespondancen) Ja. Undersøgelserne om Vedkommende ere forsørgelsesberettigede her, om Børn ere fødte i eller udenfor Ægteskab, ere med Smaafolks Sorgløshed ofte meget vanskelige, men hvorved Fordringer om Berettigelse til Understøttelse kan bortfalde. For et Medlem af Raadet vilde Arbejdet vare umuligt. Som Følge af det anførte er H.s Regnskab over Inspektøren og Fattiggaarden fuldstændig urigtigt. Gaarden er ej alene opført til Tilflugt for nogle, men til Skræk for andre; vi maa erindre, at vi tidligere havde 50 paa den gamle Gaard. Inspektøren er ej alene til for Fattiggaarden, men for Tilsynet med 230 Trængende. De officielle Kilder, H. har benyttet, have ikke været fyldige nok til, at han har kunnet undgaa Fejl i sine Beregninger, hvad der dog ikke kan tages stort med i Betragtning, han har saaledes anført, at der i 1874 var 22 Fattige, men der var 28. Ved disse og andre Fejl har H. faaet Udgiften aarlig for hvert Individ til 513 Kr medens vi beregne 182 Kr. Gaarden staar opført for 72,000 Kr, den har kostet 67,000 Kr, hvorfra bør fragaa hvad den gamle Fattiggaard og Sygehuset indbragte. Renten er sat til 5 istedetfor 4½ pCt. De Fejl, H. har funden, bringer ham til at foreslaa aldeles at nedlægge Forsørgelsesanstalten og Inspektørposten, at fordoble Antallet af Fattigforstandere og at alt afgjøres i Byraadet. Jeg maa protestere imod, at alt dette læsses paa Byraadet, ligesom det er vanskeligt at have to Fattigforstandere, hvilket er en ubehagelig og tidsspildende Forretning, de komme let i Strid med de Fattige medens Inspektøren og Forstanderen stedse ere komne godt ud af det. Den moderne Aand fordrer saa lidt Besværlighed for Borgerne som muligt. Man tænke sig alle disse Sager forhandlede i Byraadet i Forening med 22 eller 24 Forstandere. H. misforstaar Fattigvæsenets Opgave naar han mener, at Bestyrelsen skal tage Hensyn til Trang og Værdighed. Det er en Fejl, Loven taler Intet om Værdighed, men kun om Trang. Derimod sker dette fra privat Side, og derfra vil altid blive taget det nødvendige Hensyn. Hvis vi udmaale Værdigheden, komme vi paa en Afvej. Disse mine Bemærkninger ville sætte Raadet i Kundskab om Fattigudvalgets Principer. Vi sidde dog ikke som principmæssige Spartanere, men tage ogsaa Hensyn til Værdigheden. Vi have før i et enkelt Tilfælde ladet Følelsen tillige være raadende og have ikke sat humane Hensyn til Side for de økonomiske. Vi maatte, følgende H., have nye Love, nye Vedtægter, for at komme ud paa et Omraade, ukjendt og samlende.

David kan, da dette Emne før er behandlet, fatte sig kort. Sygehuset er berørt, han vil derfor opliste om de Fremskridt, der i den Retning er sket. Tidligere existerede her kun et Sygehus, der var ingen paa Fattiggaarden, de derværende Fattige lagdes i det ene. Der er nu et Sygehus paa Gaarden, saavel for de derværende som for dem i Byen. Der er to Afdelinger, det egentlige Sygehus, som rummer 10, ikke som Heuckendorff skriver 7 Syge. - han er meget uheldig med sine Talstørrelser, de ere i Reglen satte for lavt undtagen naar det gjælder Fattigvæsenets Udgifter, da ere de altfor høje. - Disse Pladser ere næsten udelukkende for betalende Patienter og som ikke lide af langvarige Sygdomme. Der er et Lokale for langvarige Sygdomstilfælde og endelig have vi Epidemihospitalet. Det er store Fremskridt, som alle erkjender. H. erindrer om, at Taleren har erklæret, at Sygehuset er mangelfuldt, alt har Mangler, men det er et Fremskridt i Sammenligning med det gamle. Det ligger i Modsætning til hint højt og luftigt. H. anker over, at Sygehuset benyttes saare lidet, dette er tidligere imødegaaet. I 1875 havde Sygehuset 732, Fattighuset 958, Epidemihospitalet 319 Sygedage, ialt 2009 Dage, eller gjennemsnitlig 6-7 Sygedage Aaret igjennem. At der bruges mindre end det tidligere, er urigtigt. H. har berørt Betalingen som om de Syge bleve trukne op, naar en Syg kalder en Læge spørger han aldrig strax hvad det koster, men først naar han er færdig, Lægerne benytte sig ikke heraf, mindst Lægerne i Svendborg, de trække Ingen op. Taleren tror ikke, at det afskrækker nogen fra at benytte Sygehuset. Frekventsen har ikke været lille, og Svendborg er en sund By. Det faldt mig engang ind, at C.- Artiklernes Forfatter og Heuckendorff var Giengangere. Jeg har taget fuldstændig fejl. Medens C. var lutter Grovhed, er H.S Skrivelse i høj Grad medgjørlig; medens C. under Anonymitetens sejge Mærke var uforstammet, er H. human; istedetfor at C. hudflettede de Store, har H. Medfølelse for de Smaa; man mente C. havde personlige Motiver, at han vilde jage Fattiginspektøren bort, H. har ikke den fjerneste Mening herom. H. er derimod Fantast, han mener saaledes at de Individer, der ikke har smagt Brændevin i lang Tid, skulde kunne sendes ud med 3 Kr i Lommen uden at gjøre Kaal paa dem i et Par Dage. Det er ikke den eneste Fantast, vi have, der er jo ogsaa Jakob Krøyer og jeg vil derfor foreslaa, at vi behandle Hr. Heuckendorff ligesom denne ved at henlægge hans Skrivelse.

Frmd. bemærker, at vi have behandlet den Sidstes Skrivelse mere udtømmende end  en Førstes. Clemmesen finder, at det ser noget underligt ud, at vi baade have Fattiginspektør og Økonom paa en Gaard med saa lidt Personale, han tror, at man kan slaa disse Poster sammen i en Person, saaledes er det i Faaborg. Det kan være, at H.s Mening ikke finder Anklang, men man maa dog være den skatteydende Borger taknemlig for hans Interesse for Sagen, det gjøre i ethvert Tilfælde Gavn ved at fremkalde Oplysninger. Bärthelsen oplyser, at Nyborg har sendt 2 Medlemmer herned for at undersøge vort Fattigvæsen, de fandt dets Ordning særdeles tilfredsstillende. De ville have en Fattiggaard som vor. Borgmesterens Stilling er for mangesidig til, at han kan lede Styrelsen. Clemmesen giver Ret i, at H.s Plan er noget idealistisk, men der er ogsaa noget rigtigt og sundt, og der kunde mulig gjøres Besparelser. Frmd. mener, at der vilde hæve sig store Vanskeligheder ved at gjøre Økonomen til Inspektør, den Første behøver mindre Dannelse, men den Sidste maa have saavel denne som Energi. Knudsen finder, at man da kunde gjøre Inspektøren tillige til Økonom. Huusum fraraader dette, han skulde da kontrollere sig selv. Han er ikke enig med H. undtagen med hans Bemærkninger om Humaniteten. Fattiggaarden afholder mange fra at søge Hjælp. Baagøe finder ikke Grund til at være H. taknemlig; de Oplysninger, der ere fremkomne, kunne uden ham komme til enhver Tid. Clemmesen mener, at Avisartiklerne da burde have fremkaldt dem. Knudsen maa protestere imod, at Heuckendorffs Forslag henlægges ubesvaret ad Acta og at han stilles sammen med I. Krøyer. Han foreslaar at der svares, at man af forskjellige Grunde ikke kan foretage Forandringer i det bestaaende, hvilket Frmd. og Huusom kan slutte sig til. Broch mener, at Frmd. har glemt at omtale den Anke, at de Gamle ikke maa spise uden til bestemte Tider, og at hvad de levne bliver borttaget fra dem. Det er ikke rigtigt mod de Gamle, som ikke altid til de bestemte Tider kunne have Appetit. Frmd.: Det findes bestemt paa Regulativet, men bliver ei altid fulgt. De, der lide af Appetitløshed, have faaet et lille Skab, hvor de kunne sætte deres Mad ind, der er anbragt 3-4 saadanne Skabe. Huusom mener, at de ikke bør spise naar de ville, der maa haves bestemte Tider. Broch nedlægger Indsigelse mod en saa haard Bestemmelse for de Gamle paa Forsørgelsesanstalten, han er tilfreds med Frmd. s Oplysning. - Det vedtoges derefter at svare, at man ikke har fundet tilstrækkelig Grund til at søge den nuværende Ordning forandret.

(Sluttes).

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 2. juni 1876. Uddrag: kun punktet med fattigforsørgelsen).

Fhv. husfoged Carl Heinrich Heukendorff (1819-1881) var født ved Hamborg. Han havde været husfoged og branddirektør i Haderslev Østeramt. Han blev afskediget men forblev ved Haderslev (Mariesminde). I januar 1867 skrev han en artikel der udtrykte kritik af kejser Wilhelms pengeforbrug. Hvilket betød at avisens redaktør Hiort-Lorenzen en tur i landsretten i Flensborg hvor han blev frikendt.

Kaptajn Hallas (4): Kritik af Svendborg Fattigvæsen 1875. (Efterskrift til Politivennen)

I Svendborg Avis. Sydfyns Tidende fremkom i første halvdel af 1870'erne en række artikler underskrevet "C" som rettede en kritik af fattiggården i Svendborg og af dennes inspektør Hallas. Fx affødte et indlæg den 5. marts 1875 nedenstående debat. Læserbrevets indhold fremgår af såvel svar som gensvar.

Hr. Redaktør!

Da en Indsender, Hr. C., i "Sydfyenske Tidende" af 5te ds. har gjort mine til Byraadet indsendte Beretninger for 1874 om Byens Fattigvæsen, til Gjenstand for nogle Betragtninger, der indeholde endeel faktiske Urigtigheder, haaber jeg, at De ikke vil nægte mig Optagelsen af nedenstaaende Berigtigelse.

I min Beretning har jeg anført, at Administrationen har kostet 767 Rd. 64 sk, at Bekostningen for hvert Lem paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har været 69 Rd. 58 sk, og at der til "andre Fattige" er udgivet til Beklædning 40 Rd. 86 sk til 13 Personer.

Heraf udleder Hr. C., 1) at Administrationen har kostet 776 Rd. 93 sk, 3) at Føden for hvert Lem paa Anstalten koster 18½ sk pr. Dag og 3) at 12 Lemmers Beklædning har kostet 46 Rd. 80 sk, medens de andre 10 Lemmer have maattet gaae med "Figenblade".

Alle tre Slutninger ere imidlertid fejlagtige. Den første Fejltagelse grunder sig øiensynlig paa en Fejllæsning og er uden Betydning, medens de to andre derimod ere af større Vigtighed. 

Naar jeg nemlig har anført, at hvert Individ paa Fattiggaarden gjennemsnitlig har kostet Byen 69 Rd. 58 sk, saa kan man ikke af dette Tal udregne, hvad Føden har kostet, thi det maa vel erindres, at Lemmerne arbeide og fortjene noget, og Beretningen siger jo tydelig nok, at dette Arbeide har indbragt 989 Rd. 56 sk, og ligeledes maa det erindres, at Kæmnerkassen har havt en Indtægt af ca. 200 Rd. af Fattiggaardslemmer, for hvilke der er bleven betalt af Private eller fremmede Kommuner. De 69 Rd. 58 sk ere altsaa den Underbalance, som Byen har paa hvert Fattiggaardslem; men vil Hr. C. vide hvad den koster hver Dag, da kan det ogsaa let udregnes af hvad der staaer i Beretningen. Der staaer nemlig, at Forpleiningen har kostet 2110 Rd. 80 sk og Eftermiddagskaffen 168 Rd. 18 sk. tilsammen 2279 Rd. 2 sk, hvilket er 21½ sk om Dagen pr. Individ.

Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, da staaer der i Beretningen efter Udgifterne til Fattiggaarden, at der til andre Fattige er givet 46 Rd. 80 sk til Beklædning.

Disse Penge ere altsaa slet ikke givne til Lemmerne, men ere anvendte til Konfirmationsklæder og desl. Hvad der udgives til Klæder for Lemmerne retter sig efter, hvad der haves i Behold, og selv om der et enkelt Aar slet intet udgaves, kan man ikke slutte deraf, at Lemmerne gaae nøgne, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet.

Om Fattigvæsenet ledes humant eller ikke, er det ikke min Sag at dømme, men hvis Hr. C. virkelig interesserer sig for de Fattige, saa indbyder jeg ham og enhver anden Lysthavende til, at besøge Fattiggaarden, smage paa Maden, undersøge Klæderne og Sengene osv., han vil da selv kunne see, at Lemmerne have det en heel Deel bedre, end de havde det, før de kom derind, og at der ikke paa Forsørgelsesanstalten findes Nogen indlagt, som er der imod sin Villie.

Naar Hr. C. mener, at det sidste Aars Besparelse af ca. 846 Rd. er opnaaet paa de Fattiges Bekostning, saa viser dog Beretningen, at den forbedrede Status især hidrører derfra, at Arbejdsanstalten sidste Aar har indbragt 562 Rd, mere end i 1873, og at Refusionerne i 1874 have udgjort 212 Rd. mere end i 1873.

Hvis Hr. C. skulde mene, at et Menneske (og gamle Folk spise forresten mindre end unge) ikke kan bespises forsvarligt for 81 Rd. om Aaret, hvormeget mener Hr. C. da, at en almindelig Arbejderfamilie med 5-6 Børn vilde behøve aarligt alene til Føden. Et lille Regnestykke vil let overbevise Hr. C. om, at ikke blot en Arbeiderfamilie, men selv mangen en jevn Borgerfamilie ikke har Raad til at anvende mere paa Føden, og Hr. C. vil formentlig ogsaa indrømme, at hvor der koges for 28 paa een Gang, har man Maden billigere, end hvor der koges for nogle faa.

Svendborg den 8de Marts 1875.

Ærbødigst

F. Hallas.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 9. marts 1875).

Indsendt

Naar der skal være en fornuftig Mening i, at der aarlig af Administrationen offentliggjøres en Beretning om Fattigvæsenets Status, saa maa denne affattes saa tydeligt og klart, at den tjener til at veilede og ikke til at vildlede Skatteyderne og dette sidste mene vi, at den at Hr. Hallas i "Svendb. Amtst." af 2den Marts d. A. indrykkede Beretning har gjort, dels ved at postere de forskjellige Udgifter paa en Maade, som er tvetydig og dels ved ligefrem at undlade at optoge Udgiftsposter, som ere af en væsentlig Betydning for Sagens rette Bedømmelse.

Saaledes staar der med rene Ord, at Kosten pr. Person har kostet gjennemsnitlig 69 Rd. 58 sk, hvilket udgjør 18 1/3 sk daglig, og enhver, som læser Beretningen, maa absolut faae det Indtryk, at Kosten ikke har kostet mere end det anførte Beløb. Da der saa udtales en beskeden Tvivl om, at ordentlig Kost kan skaffes tilveie for denne Pris, saa stiger Beløbet pludselig til 21 ½ sk daglig pr. Person, men det skal udregnes først og dette beviser formentlig tilstrækkelig, hvor utydeligt Beretningen er affattet. Refusionerne (Tilbagebetalingerne) spille ogsaa en Rolle uden at det af Beretningen kan sees, hvorfra disse komme. I Hr. Hallas's Inserat af 8de ds. sees det imidlertid, at ca. 200 Rd. af disse er indkommet fra fremmede Kommuner og Private, saa at dette Beløb kun uegentlig har med Regnskabet at gjøre. Om Gjennemsnitstallet af Lemmerne 28 er udkommet ved Kommunens egne Lemmer, eller om de Fremmede ere medregnede, kan heller ikke sees af Beretningen. Til Beklædning af samtlige 28 Lemmer, er der ikke opført en eneste Skilling *), og skjøndt Hr. Hallas i sit Tilsvar af 8de ds. i dette Blad oplyser os om, at hvad der udgives til Klæder for Lemmerne, retter sig efter hvad der haves i Behold og selv om der et enkelt Aar slet intet udgives hertil, maa man ikke heraf slutte, at Lemmerne gaae nøgne eller klædes i Figenblade, men kun at man ikke har kjøbt nye Klæder, fordi man var tilstrækkelig forsynet. Heraf fremgaaer altsaa, at Beholdningen af Klæder til Lemmerne i det forløbne Aar har været saa stor, at man ikke har havt nødig at anvende en eneste Skilling til dette Brug.

Vi have desværre ikke Hr. Hallas's Beretning for Aaret 1873 ved Haanden og kunne derfor ikke oplyse, hvor stor Udgiften til Klæder har været i bemeldte Aar, men Hr. Hallas er maaske saa god at oplyse os herom. Vi kunne imidlertid ikke tilbageholde vor Forundring over, at 28 Fattiglemmer kunne hjælpe dem igjennem et helt Aar med Beklædning, uden mindste Bekostning, ja vi maa endogsaa tilføie, at en saadan større Ophobning af Beklædningsgjenstande er en egen og paafaldende Oekonomi, som maaske kan være meget besparende, men vi forstaae den kun ikke. Har der nu i Beretningen fra 1873 eller maaske endogsaa fra tidligere Aar været gjort store Anskaffelser af Klæder og det hertil medgaaede Beløb er opført i det Aars Regnskab, i hvilket Anskaffelsen er skeet, saa er dette jo ligesaa urigtigt, som at undlade at føre en eneste Skilling til Udgift i et Aar. hvor Beklædningen er taget af Beholdningen fra tidligere Aar. - Gaaes der frem efter det samme Princip ved Fattiggaardens øvrige Administration, saa vil vist selv Hr. Hallas indrømme, at hans aarlige Beretninger ikke have den allermindste Værd, da Skatteyderne deraf ikke kunne faae noget Indblik i, hvorledes Fattigkassens Status er for det Aar Beretningen gjælder. Endvidere savne vi i Beretningen, som tidligere omtalt, en Meddelelse om, hvor stort et Beløb der medgaaer aarlig til Giældens Forrentning og Amortisation, som er stiftet til Fattiggaardens Opførelse og Montering. Denne Udgift er en af de største, der hviler paa Fattigkassen, og saalænge der ikke vides Besked herom, kan man hellerikke danne sig nogen bestemt Mening om og i hvilket Omfang der er gjort Besparelser.

I Foranstaaende have vi formentlig paaviist, at Beretningen er alt andet end veiledende, men at den endogsaa ved sine indviklede Poleringer og væsentlige Udeladelser er ligefrem vildledende; derimod kan man ikke væege sig for det Indtryk, at Hensigten med Beretningen idetmindste for en stor Del ogsaa er den, at fremstille den nye Inspektør-Institution i det meest rosenrøde Skjær, til egen og øvrige agerende Herrers Forherligelse.

I dette Blads Nr. 51 ere DHrr. Fattigforstandere optraadt med en knusende Protest og med en hel Del veritable Uartigheder imod den stakkels undertegnede, hvori de søge at godtgjøre, at Besparelserne ved Fattigvæsenet ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning og at Hr. Hallas's fortrinlige Administration har bragt Lykke og Velsignelse over Kommunen. At denne Virak vistnok smager ret delicat, kan gjerne være, men vi maa dog gjøre DHrr. opmærksom paa, at de herved paa en indirekte Maade give vor dygtige og nidkiære Borgmester en alvorlig Hib. Vi bede dem at fastholde i deres behagelige Erindring, at de Forretninger, som udføres af Hr. Hallas, paahvile i Embeds medfør Borgmesteren og naar de nu optræde saa rosende for Hr. Hallas, saa maa der nødvendigvis underforstaaes, at Borgmesteren ikke er istand til at udføre disse (sine) Forretninger lige saa godt som de nu udføres at Hr. Hallas. Vi finde os foranledigede til at nedlægge den bestemteste Protest imod en Insinuation som denne, idet vi ere fuldt og fast overbeviste om, at Borgmesteren vilde være istand til at frembringe de samme gode Resultater paa dette Omraade, som Hr. Hallas har frembragt, til Lykke og Velsignelse for Byen, og Bykassen vilde i saa Tilfælde ovenikjøbet, som en behagelig Tilgift, kunne stryge Lønnen m. m. til Fattiginspektøren ind.

Det synes forøvrigt, efter den Maade, paa hvilken DHrr. ere optraadte, at vore tidligere Bemærkninger have berørt dem paa et temmelig ømt Punkt, dog skulle vi gierne troe DHrr. paa deres Ord, at Besparelserne ikke ere fremkomne paa Humanitetens Bekostning, men ved denne Leilighed dog tillade os at bese DHrr. om godhedsfuldt at meddele os, hvormeget de i deres Humanitet have tilstaaet Skipper Rasmus Hansens Enke, ogsaa kaldet "Vintapperenken", i vel sidste ½ eller 1/4 Aar af hendes Liv og hvormeget der da atter blev afkortet hende, da hendes forfaldne Søn flyttede ind i hendes Lejlighed for at pleie hende i hendes sidste Levedage. Naar vi have modtaget denne Oplysning, kan det være muligt, at vi finde Anledning til at anstille nogle yderligere Betragtninger over Sagen. Naar DHr. endvidere opgiøre et Regnestykke, hvorefter en Arbeiderfamilie med Kone og 4 Børn skal fortjene 10 Mk. daglig eller 521 Rd. aarlig, for at berede sig og sine et ligesaa behageligt Liv, som der beredes Fattiglemmerne paa Fattighuset, saa er denne Beregning af en temmelig luftig Beskaffenhed. Vi maa giøre DHr. bekjendt med, hvis de ikke veed det iforveien, at de allerfleste Arbeiderfamiliers Børn bespises og beklædes ved velgjørende, bedre stillede Medborgeres Godgjørenhed og at de kun fordi de have deres Frihed, ere istand til at skaffe dem den væsentligste Del af deres Underhold paa denne Maade.

Dersom Arbejderfamilierne udenfor Fattiggaarden bleve desciplinerede paa samme Maade som Lemmerne paa Fattiggaarden og de udelukkende skulde leve af Mandens Dagløn, saa vilde den største Del, navnligen af Børnene for længe siden være sultede ihjel. Saaledes som dHr. have opgiort deres Regnestykke passer det ikke til de stedlige Forhold. Naar d.Hr. endvidere rette det Spørgsmaal til os, om vi have giort os det klart, hvor skadeligt det er at "udgyde" **) urigtige Fremstillinger om de Fattiges Behandling o. s. v.. saa skulle vi svare, at, saafremt der i det af os Fremsatte maatte findes Urigtigheder, saa ligger Skylden ikke hos os, men i Fattiginspektørens mangelfulde og vildledende Beretning, saa at deres Bebrejdelser i denne Retning ere feilagtig adresserede; iøvrigt skulle vi tilføie, at vi ere af den Mening, at det formilder den Fattiges Sind, naar han seer, at der er Nogen der taler hans Sag, naar man er af den Formening, at Alt ikke er som det burde være og dette troe vi, gavner langt mere end det skader. At vor Mening om Sagen, er dHr. Fattigforstandere ligegyldig, finde vi os i med christelig Taalmodighed. Naar vore øvrige Medborgeres Opmærksomhed er henledet paa den omhandlede Sag, er Hensigten med vore Artikler fuldstændig opnaaet. C

*) De 46 Ab. 80 sk ere jo anvendte til Konfirmationsklæder o. deSl.

**) For dHrs. egen og for de Fattiges Skyld, haabe vi, at deres Humanitet ikke staar ganske paa samme Standpunkt som deres Høflighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 16. marts 1875).

Læserbrevene affødte et sagsanlæg. Retten fandt i 1877 frem til nedenstående afgørelse:

I Svendborg Bythingsret den 19de f. M. afsagde Sættedommer, By- og Herredsfoged Aagaard af Faaborg Dom i Svendborg Byraads Sag imod Redaktør G. Petersen i Svendborg angaaende Ærefornærmelser, hvorved er kjendt for Ret:

"De ovenfor fremhævede i Tillæg til Bladet Svendborg Avis. Sydfyns Tidende for 2den November 1875, samt i Bladets Nr. 22, 30, 41 og 50, daterede henholdsvis 1ste, 12te og 28de Februar og 11te Marts 1876 indeholdte for Citantskabet Svendborg Byraad fornærmelige Ytringer bør døde og magtesløse at være, og bør Indstævnte, Redaktør G. Petersen af Svendborg, for sit i saa Henseende udviste Forhold til Statskassen bøde 100 eller, saafremt Bøden ikke fuldt betales, straffes med simpelt Fængsel i 15 Dage.

Saa bør Indstævnte ogsaa at betale til Citantskabet Sagens Omkostninger med ialt 60 Kr.

At efterkommes inden 13 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Aagaard."

De i Dommen fremhævede Ytringer. som kjendes døde og magtesløse, ere følgende:

A. I Artiklen i Bladet af 2den November 1875:

1) "Del ses endvidere, at Byen har været saa venlig at befrie Hr. J. P. Baagøe for Udgifterne ved et Kloakanlæg over hans Plads" ....

3) "Hr. Jernstøber Lauge er da heller ikke gaaet tomhændet ud af Raadets Forhandlinger, det ærede Raad har efter Formandens og Hr. Baagøee Anbefaling foræret ham 400 i Mulct, som skulde have været erlagte i Mulkt for Misligholdelse af en indgaaet Akkord" ....

B. I Artiklen af Bladet for 1ste Febr. 1876 skrives om Sygehuset:

1) "En Handlemaade, som vistnok maa betegnes som rask, men som ikke desto mindre lider af den Svaghed, at den er ligefrem ulovlig, og for hvilken der derfor maa kunne gjøres Ansvar gjældende mod rette Vedkommende ad Lovens Vej."

C. I Artiklen af Bladet for 12te Febr. f. A. skrives om Fattiginspektørens Beretning om Svendborg Fattigvæsen:

2) "Denne Beretning er udebleven iaar, og denne Udeblivelse har igjen forskaanet os for al denne Humbug, som var en nødvendig Følge, naar Beretningen skulde gjøre den tilsigtede Virkning" ....

3) For nu at holde Tingene gaaende ude paa Fattighuset, holder Kommunen en Økonom, som tillige er Værkmester, og en Inspektør, som varelager Borgmesterens Forretninger, og herfor bøder Kommunen aarlig mindst 1800 Kr. At en saadan Administration grænser nær op til Vanvidet, er noget, som ethvert fornuftigt Menneske kan sige sig selv, og at den er uforsvarlig lige over for Skatteyderne, derom ere de allerfleste ogsaa enige".

4) "I vor sidste Artikel have vi gjort Læserne bekjendt med, at Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden er ulovlig . . . .

7) "Tro vore regerende Aander virkelig, at den nuværende Tilstand kan opretholdes til evig Tid, og at man uden videre kan sætte Folk i Skat til Formaal. som ligge ganske udenfor Kommunens Interesse, f. Ex. betaler Hr. Assam 300 pCt. mere, end der betales andet Steds for det samme Arbejde, udgive 1800 Kr for at pleje Borgmesterens Magelighed, eftergive en Stormand 400 Kr, overtage ubestridte reale Byrder paa en privat Mands Ejendom osv., da formene vi, at deres Tro vil blive gjort til Skamme, thi hvad vilde man sige, naar Skatteyderne en skjøn Dag ligefrem negtede at udrede deres Andel hertil? Kan og vil man da inddrive Penge ved Exekution?"

D). I Artiklen af Bladet for 28. Febr. f. A.:

1) "Det første, der skete i Sygehussagen, var, at det gamle Sygehus blev nedrevet, og at et nyt blev etableret paa fuldkommen ulovIig Vis ude paa Fattiggaarden. Det næste Skridt var, at Hr. David kom ind og Doktor Møller ud som Læge ved Sygehuset, et Skridt, som, for at bruge et meget mildt Udtryk, saarede hele Byens BillighedsføIelse".

E. I Artiklen i Bladet for 11te Marts f.A. skrives om Ordningen af Fattigvæsenets Administration:

1) "Et bedre Bevis for dette Forholds vanvittige Ordning tro vi ikke lettelig vil kunne præsteres, og dersom vort ærede Byraad ikke vil gjøre sig komplet latterligt for det hele Land, er det virkelig paa høje Tid, at denne Branche af Administrationen undergaar en grundig Reform. Dette Uvæsen har nu bestaaet i 7 Aar og har altsaa kostet Byen en klækkelig Sum, som omtrent kan betragtes som kastet ud af Vinduet, og det synes os, at det hermed nu kan være nok for denne Gang" . . . 

Om Inddragelse af Fattiginspektørposten:

2) . . . "men hidtil har vort ærede Byraad lukket begge Øren for dette rimelige Forlangende, formodentlig i Haab om at kunne tie denne fatale Sag til Døde, men vi kunne forsikre det ærede Raad, at dette ikke skal lykkes det". -

3) "Hvad i al Verden har Skatteyderne, "Smaafolk indbefattede", dog for. at de udrede Omkostningerne ved Forretningens Førelse, som paahviler Borgmesteren, og som Etaten betaler ham for?"

Om Fattiginspektørposten:

4) "Det værste ved denne Sag er nu ikke en Gang de mange Penge, som saaledes kastes ud uden Nytte for Kommunen, men den Iægger en uoverstigelig Hindring i Vejen for en anden Reform, hvis Udsættelse bærer endnu langt sørgeligere Følger i sit Skjød end Bortkastelsen af en Pengesum, den forhindrer nemlig, at vi faae et anstændigt Sygehus, til hvilket Trangen er saa overmaade stor. Beretningen giver os et meget sørgeligt Indblik i denne Sag, langt sørgeligere endnu, end vi havde troet."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 4. april 1877).

Selv om Petersen således tabte sagerne, ser det dog ud til at byrådet alligevel lod sig influere af kritikken, idet regnskaberne for fattiggården de følgende år tilsyneladende blev mere gennemskuelige. Se offentliggørelsen af dem i aviserne, som oftest i marts måned.

Kaptajn Hallas (3): Svendborg Sygehuus 1874. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Hallas' stilling som fattiginspektør indbefattede også at være inspektør på arbejdsanstalten og Svendborg Sygehus. I 1846 var der indrettet sygestuer til rådighed for byens praktiserende læger i en bygning i haven til fattiggården i Fruestræde med plads til 16 patienter. Dette flyttede i 1872 med ud til et afsondret lokale med egen indgang i den nybyggede Fattig- og Arbejdsanstalt på Viebæltet i sydfløjen med syv sygeværelser. 

Indenbys patienter betalte 1 kr. dagligt, udenbys 1 kr. 34 åre, eksklusiv lægeløn, nattevagt, bade, lægemidler, omslag osv. Patienterne skulle selv skaffe sig en læge. Før 1874 stod sygehuset næsten tomt - grunden var at mange patienter behandledes på fattiggården, samt at læger fra landet ikke kunne få lov til at indlægge patienter til behandling der. Bygningerne var i øvrigt nedrivningsværdige.

(Indsendt.)

I dette Blads Nr. 191 tillod jeg mig at henlede Vedkommendes Opmærksomhed paa Ordningen af Fattigvæsenets Bestyrelse og fremkom med det Forslag, at benytte Forhuset ved Fattiggaarden til et Sygehuus samt at inddrage Fattiginspektørposten. Fra forskjellige Sider har jeg kun hørt billigende Udtalelser om det Sidste og jeg skal derfor tillade mig at fremkomme med et Par Bemærkninger endnu angaaende disse Forhold.

Forhuset ved Fattiggaarden er som bekjendt opført paa den solideste Maade med dobbelte Mure, forsynet med Kjælder under hele Bygningen, som er drainet og Beliggenheden er fri, høi, luftig og tør, saa at man er berettiget til at tro at der i hele Byen ikke findes en sundere og bedre Plet end denne, og da Veien, som fører der forbi, kun bliver ganske lidt benyttet, saa er den for et Sygehuus nødvendige Ro ogsaa tilstede i fuldt Maal. Endvidere forefindes der en net lille Have, som er stor nok til Reconvalsenterne til at spadsere i, saa at alle Betingelser for et godt Sygehuus ere concentrerede paa denne Plet. Den hele store toetages nordre Fløi, henstaar næsten ganske ubenyttet, i denne vil der, med en ubetydelig Bekostning, kunne indrettes de fornødne Localer til Oeconomen og naar Forhuset ved en lukket Gang sættes i Forbindelse med Oeconomens Leilighed, hvilket kan ske med en meget ringe Bekostning, saa vil der, naar Kjelderetagen i Forhuset overlades Oeconomen, findes Leilighed i stor Overflod. Hertil kommer endnu, at der kan spares en Oeconom, da Oeconomen ved Fattiggaarden kan overtage Oeconomien ved Sygehuset og herved kan vel vindes ikke saa lidt. Paa Fattiggaarden henstaar der ubenyttede Sengereqvistter m. m. til omtrent 30 personer, som fortæres af Rust, Møl og Tidens Tand. Alt dette kan benyttes til sygehuset, saa at dette altsaa kan etableres der uden nogen væsentlig Udgift for Kommunen. Jeg haaber derfor, at det ærede Byraad tager dette Forslag under nærmere Overvejelse, forinden der træffes andre Bestemmelser i denne Sag.

Med Hensyn til Forslaget om Inspektørpostens Inddragelse, skal jeg endnu føie følgende Bemærkninger: For indtil omtrent 6 Aar siden, henstod Fattigvæsenets Bestyrelse under vedk. Sognepræst i Forening med Byfogden. At Præster i Almindelighed ikke hører til de bedste Administratorer, er en bekjendt Sag, vort Fattigvæsen var ogsaa geraadet i slemt Forhold og for at raade Bod herpaa, ansattes der en Fattiginspektør i hvis Haand hele denne Branche af Administration blev lagt. - Byraadets Valg i denne Henseende maa betragtes som heldigt, da Hr. Hallas har bragt disse Forhold i en ønskelig Orden, hvilket villig erkjendes af Alle. Ved Indførelsen af den nye Kommunallov blev det fastslaaet, at Præsterne ikke længer skulde have med Fattigvæsenets Bestyrelse at bestille, men at dette skulde underlægges Borgmesteren i Forening med Byraadet. Loven omtaler ikke med et Ord, at der skal eller kan oprettes Fattiginspektør-Poster paa Kommuuens Bekostning og at det skete her, er allsaa en exeptionel Foranstaltning, som senere blev approberet af Ministeriet. Saaledes som Forholdene vare, da den nye Forandring indtraadte, kan det maaske forsvares, at Byen bragte et Offer, for at faae denne Sag ordnet paa tilfredsstillende Maade, men den Tid er efter min Formening nu forlængst forbi, da Fattigforholdene allerede i flere Aar have været i den ønskeligste Orden og det Tidspunkt altsaa ogsaa er indtraadt, da rette Vedkommende burde overtage de Byrder, som i Lovens Medfør paaligge dem. Fattiginspektøren har til Dato kostet Kommunen mindst 5000 Rd., og jeg synes, naar man tager Kommunens Budget i Øiesyn, at det nu omsider kunde være nok hermed og at de Pligter, som i denne Henseende paahviler Administrationen, for Fremtiden overtages af denne. Saalænge Kommunen betaler Fattiginspektøren og altsaa betaler for Forretninger, som i Embeds Medfør paaligge en at Staten ogsaa for disse Forretninger lønnet Mand, giver Kommunen denne Mand et Lønningstillæg eller Gratification af samme Størrelse som Fattiginspektørens Gage m. v. og hertil er der formentlig ingen Grund for Kommunen. Denne er, som Gud og Hvermand veed, allerede haardt nok bebyrdet og kan ovenikjøbet vente yderligere Byrder i Fremtiden, saa at det nok kan gjøres nødig at der spares hvad der kan spares. Jeg er ogsaa overbevist om, at vor Borgmester ikke vil vægre sig ved at overtage de Forretninger, som hans Embede paalægger ham naar det henstilles til ham. Ved disse Bemærkninger anbefaler jeg foreløbig denne Sag til vort ærede Byraads gunstige Overveielse. C.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 20. oktober 1874)

(Indsendt)

Byraadets Forhandinger udviser, at det nedsatte Udvalg, bestaaende af d'Hrr. Schrum, David og Hallas, have taget Sygehusets Flytning ud til Fattiggaarden under Overvejelse og ere komne til følgende Resultat:

Fattiggaardens søndre Fløj skal indrettes til Sygehus;

Doktor Møller, som i omtrent 20 Aar til Alles Tilfredshed har været Læge paa Sygehuset, har faaet sin Afsked ;

Hr. David har ladet sig ansatte som Sygehusets Læge;

Hr. Hallas beholder sin Bolig, og Kommunen beholder Hr. Hallas, Fattigkassen vedbliver altsaa fremdeles at udgive 900 a 1000 Rd. aarlig for Udførelsen af Forretninger, hvis Hoveddel paahviler Byens Borgmester uden Godtgjørelse af Kommunens Kasse. Byraadet indrømmer at alt dette er i god Orden og til Byens Tarv. Mon det ogsaa er den rette Vej at varetage denne paa?

Formanden gav endvidere i Mødet en Oversigt over Fattigvæsenets Udgifter. Disse skulle i 1867 og 1868 med rundt Tal aarlig have udgjort 11,050 Rd., men Udgiften 1873 kun 8,400 Rd. Denne Fremstilling synes ikke korrekt. I de opgivne Beløb er der ikke Tale om Renter og Afdrag af den ved Fattiggaarden stiftede Gjæld, denne Post medfører alene en aarlig Udgift af ca. 2100 Rd. Der er eiheller opført hvad Inspektøren og Økonomen koster. Udgiften til disse maa vel ansættes til 1600 Rd., naar saa hertil beregnes 200 Rd. aarlig til Skatter, Inventarium og Bygningers Vedligeholdelse, blive de aarlige Udgifter 12,300 Rd., men hvor blive da Besparelserne af? Naar Formanden mener, at de Oplysninger, han har givet, ere fuldstændige for Raadets Medlemmer til at faae Indsigt i den Vej, Fattigbestyrelsen gaar, da ere de mulig tilstrækkelige for dem, men for Udenforstaaende ere de det langtfra. For at faae en begrundet Mening om Kommunens pekuniære Forhold er det nødvendigt, at der offentliggjøres et klart affattet Budget, hvor hver enkelt Udgiftspost opføres saaledes, at det kan ses, hvortil de ere bestemte. Budgettet har naaet en Højde af c. 42.000 Rd. eller omtrent 7 Rd. pr. Hoved, det skulde synes, at det for Raadet selv maatte være behageligst overfor Skatteyderne at godtgjøre, at trods denne Sum, der er større end de allerfleste og mulig alle andre Byers efter Folketallet, holdes der dog godt Hus med Kommunens Penge. Vi anmode det ærede Raad om en saadan Offentliggjørelse, enhver mulig Kritik vilde da nødvendig komme til at støtte sig dertil.

Efter at forstaaende er nedskrevet, har vi set, at Budgettet er fremlagt til offentligt Eftersyn i 14 Dage paa Raadstuen. Vi maa gjøre opmærksom paa, at en saadan Offentliggjørelse er utilstrækkelig, og vi maa fremdeles fastholde Nødvendigheden af, at Budgettet bliver offentliggjort, enten i et særligt Aftryk eller i Byens Aviser.

C

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 23. november 1874).

Under byrådsmødet havde et medlem (Broch) protesteret over afskedigelsen af doktor Møller der indtil da havde haft bestyrelsen af sygehuset. Det blev på en noget tåget måde imødegået ved at give forslaget en tilføjelse om at patienterne kunne få den læge de ønskede sig.

I 1873 opførte man et epidemihospital på samme sted som det senere Svendborg Sygehus. Hospitalet bestod af to bygninger: en større med fem sygestuer for syv patienter og et mindre kolerahus med to stuer. I 1874 åbnede der i Svendborg et sygehus med en særskilt bygning til epidemipatienter, og i 1891 åbnede det nye og større Svendborg Sygehus.

Annonce i Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 7. marts 1882.

Fattigforsørgelsessag i Svendborg. (Efterskrift til Politivennen)

Communalt.

Svendborg Byraadsmøde Onsdagen den 8de Decbr. -

- - -

Sluttelig meddelte Formanden, at han havde modtaget en Skrivelse fra Indenrigsministeriet angaaende en Sag om 150 Rd., som en tidligere Fatligcommission ulovligen havde benyttet af Communens Midler, og som Ministeriet fordrer, at Commissionen skal erstatte Byen. Skrivelsen blev ikke oplæst, og der fandt ingen oplysende Discussion Sted om denne Sag, men Raadet vedtog vedblivende at nægte at inddrive Fordringen *).

*) Denne Sags Enkeltheder ere, saavidt vi have kunnet sætte os ind i disse, omtrent saaledes: Svendborg Fattigcommission har for endeel Aarsiden (med Pastor Tr. Smith som Formand) skjænket en Mand 150 Rd. som Hjælp til at komme i Besiddelse af et Huus ved Odense og derved sætte ham istand til at kunne gifte sig med et Fruentimmer med flere Børn, der var eller Vilde falde Svendborg Commune til Byrde. Da Familien senere kom ind under Odense Fattigvæsen, oplystes dette, hvilket foranledigede en start Klage fra Odense over en slig hemmelig Understøttelse. Ministeriet har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale de 150 Rd. til Svendborg Kæmnerkasse som ulovlig anvendte, hvorimod Odense skulde forsørge Familien. Den første Resolutions Berettigelse har Byraadet uagtet sin Anerkjendelse, det anseer den som et Indgreb i kommunens Selvstændighed, men Ministeriet har paany fordret, at Beløbet skal inddrives, da Ingen selvfølgelig ustraffet kan overtråde Lovens Bud, hvilket, som ovenfor bemærket, i Raadets Møde paany nægtedes. Formanden udtalte forøvrigt samtidig sin Misbilligelse med det af Fattigcommissionen foretagne Stridt.

- - -

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 13. december 1869. Uddrag)

Hr. Redacteur !

Jeg er blevet opmærksom paa Deres Referat af Svendborg Byraads Forhandlinger i dets Møde den 8de ds., og skal tillade mig at fuldstændiggjøre dette med følgende Oplysninger, fordi denne Sag virkelig fortjener at blive almindelig bekjendt. 

Paa en Gaard i Nærheden af Svendborg tjente en Røgter, forsørgelsesberettiget i Odense, hvor han tidligere havde nydt urefunderet Fattigunderstøttelse, og en i Svendborg forsørgelsesberettiget Pige, af hvis 4 uægte Børn de trende vare udsatte i Pleie paa Svendborg Fattigvæsens Bekostning. Et femte Barn var ivente, og da ifølge det optagne Politiforhør det blev dem betydet, at Svendborg Fattigvæsen vilde understøtte deres Giftermaal, saa bleve de enige om at knytte Hymens Lænker, naar de af Svendborg Fattigvæsen kunde opnaae en Medgift af 150 Rd. I dette Øiemed og paa dertil af et Medlem af den nævnte Fattigcommission given Anledning fremstillede han sig i Commissionen med et Brev fra sin Moder, der tilsagde ham Fæste paa hendes Huus, hvilket Brevs Ægthed eller dets Indholds Paalidelighed man dog ikke fandt ringeste Opfordring til nøiere at undersøge, ligesaalidt som til desangaaende at forhøre sig hos hans Forsørgelsescommune. Man bød ham da 100 Rd. "for at gifte dette Fruentimmer og overtage Forsørgelsen af hendes 4 Børn", men da han ikke kunde gaae ind herpaa, gik han sin Vei. Nogle Dage derefter fik han Bud fra et Medlem af Fattigcommissionen om atter at møde i denne, og der blev da sagt ham, at man nu vilde betale ham 150 Rd. for at gifte Fruentimret, men at Pengene først bleve betalte naar han fremlagde Vielsesattest - i denne Retning iagttoges altsaa megen Forsigtighed. Han skyndte sig nu at holde Bryllup, mødte Dagen derpaa med Vielsesattesten i Svendborg Fattigcommission og fik sin accorderede Løn derfor rigtig udbetalt. Der er nu aldrig mere Tale om den tidligere Fortælling om at erholde et Huus i Fæste, men da Kjøbepengene for Giftermaalet efter kort Tids Forløb ere opspiste, tyer Manden til Odense Fattigvæsen, der ved Giftermaalet nu ogsaa er blevet Forsørgelsesstedet for hans Kone og hendes uægte ham tidligere aldeles uvedkommende Børn. Odense Fattigvæsen fandt dog, at det var for galt, at den ene Commune ved at kiøbe en Mand til at gifte sig, skulde kunne frigjøre sig for de paahvilende Byrder, og vælte disse over paa en Anden, thi om der end forsikkres, "at man ved at faae hende gift har villet reise denne saa dybt sunkne Kvinde", saa synes det dog tydeligt at fremgaae, at man ikke har brudt sig, det Allerringeste om Andet, end ved et engang for Alle bragt Pengeoffer at befri sit Fattigvæsen fremtidig for dets hidtidige Byrde.

Det hører langtfra til Sjeldenhederne, at een Communes Beboere ved private Sammenskud underhaanden understøtte en Person i en anden, saalænge indtil han der kan erhverve Forsørgelsesret, og der lader sig Intet stille op imod en saadan Trafik, men man kunde dog vistnok have ventet, at Forsørgelsesbyrden ikke ved en saadan Handel vilde blive væltet over paa en anden Commune. Alligevel er dette skeet idet Ministeriets Resolution lyder paa, "at Odense i Trangstilfælde skal forsørge saavel ham som hans Hustru og hendes (forud for Ægtestabet avlede uægte), Børn, uden at det i saa Henseende kan komme i Betragtning, at Ægteskabet er indgaaet imod Bestemmelserne i Lov af 29de Decbr. 1857, eller at der af Svendborg Commune er udbetalt den Paagjældende et Beløb af 150 Rd. for at sætte ham istand til at imdgaae Ægteskab med det førnævnte Fruetimmer, men at Forørgelsescommunen iøvrigt vil kunne søge Regres hos Vedkommende, hvem Ægteskabets lovstridige Indgaaelse kan tilregnes."

Deres Referat giver imidlertid den for os hidtil skjulte, men høist interessante Oplysning, at Ministeriet endvidere har resolveret, at den daværende Fattigcommission skal tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd,, som ulovlig anvendte i dette Øiemed! Altsaa ere dHrr. dømte til at erstatte det ved deres ulovlige Handel Communen paaførte Tab, men her synes Ministeriet aabenbart at være geraadet i en besynderlig Modsigelse, som for almindelig Menneskeforstand synes ufattelig. Svendborg Commune har ganske vist ved denne Handel maattet bringe et Offer engang for alle, men ved denne Fattigcommissionens Nidkjærhed er den blevet befriet for bestandig for en aarlig Udgift af 80 Rd., hvorimod Odense, som den eneste, der i Virkeligheden taber, alligevel skal bære Byrden af den lovstridige Handel med Ægteskab - sandelig en smuk ministeriel Retfærdighed! Et andet ikke mindre interessant Punkt oplyser Deres Referat af Forhandlingerne om, det nemlig, at Formanden - ved denne Leilighed - udtalte sin Misbilligelse af det af Fattigcommissionen foretagne Skridt!

Moralen af denne Sag synes at være, at de forskjellige Fattigcommuner opfordres til at finde Kjøbere til deres "dybt sunkne Kvinder", men at Vedkommende, for at hytte deres eget Skind, maa anvende høist mulig Forsigtighed, og ikke drive Handelen saa ugeneert, som i nærværende Tilfælde. Det bliver opbyggeligt, hvis det blev almindeligt i Communerne ved lignende Midler paa andre Communers Bekostning at gjøre de "dybt sunkne Kvinder" til ærbare Matroner, og Ministeriet med lignende Retfærdighed hjælpe dertil.

Odense, den 20de Decbr. 1869.

Deres ærbødige

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 21. december 1869)

Lars Dinesen (1840-1903): Lorens Christian Petersen Bierfreund (2.12.1817-27.6.1891) købmand, bankdirektør. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Lorenz Christian Petersen var blandt initiativtagerne til Fyens Disconto Kasse (1846) hvor han først var bogholder, 1858-1891 administrerende direktør. Han var endvidere købmand og oprettede Odense Dampvæveri. 1861–72 var han medlem af Odense byråd.

En Fattigforsørgelsessag. Borgemester Schrum i Svendborg har under 8de dS. i "Svendb. Amtstid." imødegaaet den af Bankdirekteur Bierfreund i "Sydf. Tid." givne Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, som Svendborg og Odense Kommuner have havt med hinanden. Efter Hr. B.s Fremstilling skulde Svendborg Fattigkommission have opfordret de to omhandlede Personer til at gifte sig med hinanden, for at den kunde vælte Forsørgelsespligten, som Svendborg havde i Forhold til Pigen og hendes uægte børn, fra sig. Borgemester Schrum bemærker imidlertid hertil:

"Det gjør mig ondt at maatte sige, at Hr. B. meget vel veed, at dette ikke forholder sig saaledes, da han kjender Sagens Akter, deriblandt det i Odense over Manden, Lars Pedersen, optagne Forhør, der viser, at de to Personer, der tjente sammen og vare Kjærester, ønskede af egen Drift og gjensidig Tilbøjelighed at gifte sig med hinanden uden mindste Tilskyndelse fra Fattigkommissionens Side. Men, hører jeg Nogen spørge, hvorledes hængte del da sammen med de 150 Rd.? Det hængte ganske simpelt saaledes sammen, at Lars Pedersen henvendte sig til Kommissionen og forestillede den, at, medens han paa den ene Side gierne vilde have Hedevig Rielsen tilægte, saa dristede han sig paa den anden Side ikke til dette Skridt, da han med hende maatte overtage Forsørgelsen af 4 børn (det 5te var ivente), medmindre han kunde sættes istand til at betale Indfæstning af et Huus under Einsidelsborg Gods, som hans Moder havde i besiddelse. Dette Forlangende var dog egentlig ikke saa ubilligt af Lars Pedersen. Hvorledes bar nu Fattigtommissionen sig ad? Efter Hr. B.S Fremstilling skulde man troe, at den strax slog til, kisteglad ved at slippe Hedevig Nielsen med hendes 4 børn. Langtfra. Kommissionen søgte saavidt muligt at skaffe sig Sikkerhed for, at en saadan Foranstaltning virkelig kunde hjælpe de Paagjældende, og henvendte sig desangaaende til Pigens Præst, Pastor Prip i Egense, der erklærede, at han antog, at hun ad denne Vei endnu vilde kunne reise sig, og at han derfor meget maatte anbefale, at Giftermaalet kom istand, og til Karlens Huusbond, der erklærede om ham, at han var en ædruelig og arbeidsom Mand. Jeg seer virkelig ikke rettere, end at Svendborg Fattigkommission har brugt forstandigt Overlæg i Sagen, og at den havde gyldig Grund til at troe, at et Par arbeidsføre, raske, unge Folk ved den Haandsrækning, der blev dem given, vilde kunne hjælpe sig igjennem Livet. Nu faaer denne Foranstaltning et uheldigt Udfald; Splid imellem Ægtefolkene førte her som overalt til, at den Smule, de havde, ødelagdes, og at Familien hjemfaldt til Odense. Denne Byes Fattigudvalg har under en meget langvarig Sag søgt at hævde sin Byes Ret, hvilket ikke er mere end billigt, og Sagen har nu faaet sin juridiske Afslutning ved den af Ministeriel givne Resolution, hvorved Odense har beholdt Familien. Hr. B. søger nu at angribe vor Ærlighed, Tro og Love; det er første Gang, at dette er skeet i min Tid, men jeg haaber, at hans Angreb ikke vil overtale ret Mange til at troe paa hans Sigtelser. Det hører til en af Fattigvæsenets vanskeligste Opgaver at skjønne, naar det bør gribe rask til og tilstaae en ofte betydelig Understøttelse paa een Gang, før at holde den Understøttede metret, inden det endnu er for silde. Klagerne over, at Fattigvæsenet forsømmer denne Pligt, ere overalt meget almindelige. Nu indtræffer det modsatte Tilfælde, men da Sagen ikke lykkes, bliver Fattigkommissionen Gjenstand for en nærgaaende Dadel, der ikke indskrænker sig til at bestride Foranstaltningens Hensigtsmæssighed, men ligefrem sigter Kommissionen for Svig. At Menneskenes Handlinger til en vis Grad, forsaavidt deres Klogskab og Hensigtsmæssighed angaaer, maae bedømmes efter Udfaldet, det erkjender jeg, og derfor har jeg nu, da Følgerne af vor Handling laae for Dagen, udtalt mig tvivlende, om vi have handlet rigtigt; men aldrig i den Forstand har jeg misbilliget Handlingen, som om den indeholdt Noget, der stred mod Tro og Love og Akrlighed. Det er kun Hr. B., der har dristet sig til at insinuere noget Saadant. - Den angrebne Fattigkommission bestod af hæderlige og anseete borgere samt af Byens Præster, Dhrr Pastor Troels Smith og E. Barburg "

(Flyveposten 12. janur 1870)

Hr. Bankdirekteur Bierfreund har anmodet os om at optage Følgende:

Hr. Overauditeur Schrum har søgt at imødegaae min Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag, i hvilken Anledning jeg beder vel at lægge Mærke til :

1) at det ogsaa af Hr. S. omtalte Politiforhør oplyser, at der var givet Lars Pedersen Vink om af Svendborg Fattigvæsen at faae Understøttelse til sit Giftermaal, og at han, paa Tilskyndelse af et Medlem af Fattigkommissionen, i denne Anledning fremstillede sig for samme,

2) at Svendborg Fattigkommission, uden at undersøge Ægtheden af Moderens Brev eller Paalideligheden af det deri givne Tilsagn om at erholde hendes Huus i Fæste eller endog blot at forespørge i hans Forsørgelseskommune, strax bød ham 100 Sid. for at gifte Fruentimmeret, for hvilken Sum han dog ikke vilde gjøre det,

3) at Svendborg Fattigkommission faa Dage derefter sendte Bud efter ham og da indvilligede i at betale ham 150 Rd., naar han foreviste Vielsesattest.

Med nogle flotte Talemaader borteskomoterer man virkelig ikke saadanne Kjendsgjerninger, dem Hr. S. jo heller ikke bestrider, medens hans egen Beviisførelse jo endog klart godtgjør, at Fattigkommissionen ikke har gjort eet Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse paa den foregivne Maade (Fæste af Huset) til Betryggelse af Familiens fremtidige Existents, men fundet det fuldt tilstrækkeligt at nøies med en Erklæring fra Præsten i Pigens Hjemstavn om, at "han antog, hun ad denne Vei endnu kunde reise sig". Naar man ikke kan anføre andre eller bedre Grunde til Forsvar for en Sag, jeg saa godt kan forstaae man helst havde ønsket uomtalt, havde det vist ræret klogere slet ikke at imødegaae mit formeentlige Angreb "paa vor Ærlighed, Tro og Love". Til Ære for Hr. S. skal jeg dog oplyse, at Sagens Akter vise, at han aldeles Intet har havt med "Handelen" at bestille; det er først nu, "da han er bleven tvivlende, om vi have handlet rigtigt", at han optræder som Forsvarer for den daværende Fattigkommission og priser den for at have handlet "med forstandigt Overlæg" - ja, det er netop det, der nu svier til Odense. Som Hr. S. overhovedet gaaer udenom Sagen og i alt Fald slet ikke indlader sig paa dens Kjærnepunkter, saaledes vil han naturligviis heller ikke see, at jeg ved min Fremstilling af Sagen ingenlunde har villet alene vise Fattigkommissionens Nidkjærhed, men ogsaa den mærkelige Modsigelse i Ministeriets Resolution, der fordømmer Svendborg Fattigkommissions Fremgangsmaade, paalægger dennes Medlemmer at tilbagebetale Svendborg Kæmnerkasse de 150 Rd. "som ulovlig anvendte", men alligevel bestemmer, at fem Personers fremtidige Forsørgelse skal overtages udelukkende af Odense !

Ganske vist har, som Hr. S. siger, Sagen ved Ministeriets Resolution fundet sin juridiske Afgjørelse, i alt Fald foreløbigt, men er der overhovedet nogen Fattigforsørgelsessag, som egner sig til offentlig Paatale, da har bestemt denne fortrinsviis Krav derpaa, og kan jeg, ved at have bragt den paa Bane, bidrage til at forebygge fremtidige Anstrengelser af lignende Art imellem Kommunerne, da skal jeg ikke beklage over herved at have paadraget mig personlige Ubehageligheder.

Odense den 10de Januar 1870.

Lor. Bierfreund.

(Svendborg Amtstidende 13. januar 1870).

Fra nogle navngivne Borgere ere vi anmodede om at optage Følgende:

"Hr. Bankdirecteur Bierfreund i Odense har i Deres ærede Blad givet en Fremstilling af en Fattigforsørgelsessag heri Byen, som ikke er correct. Han siger saaledes, at Fattigcommissionen (altsaa i sin Heelhed) ikke har gjort det Allermindste for at sikkre Medgiftens Anvendelse til, at Vedkommende kunde faae Fæste af et Huns. Dette er urigtigt; en Minoritet af Commissionen har vel indvilliget i, at Beløbet udbetaltes naar der præsteredes Beviis for, at den Vedkommende havde ægtet Pigen og erholdt "Forældrenes Huus" i Fæste, men senere, da der kun leveredes Beviis for det Første, vægrede denne sig ved at give en forlangt Tilstaaelse for, at Pengene maatte udbetales. Det var altsaa kun en Majoritet af kommissionen, der begik Feilen, og Minoriteten kan ikke drages til Ansvar for de slet anvendte Penge.

Herr Bankdirecteur Bierfreund bemærker endvidere, at Hr. Overauditeur Schrum tidligere Intet har havt med Sagen at gjøre; herimod bør dog oplyses, at den daværende Formand for Fattigcommissionen, Herr Pastor Smith, da Sagen stod paa yttrede sig tvivlende om. hvorvidt det var rigtigt at tilstaae den omtalte Understøttelse, hvorfor han først vilde afæske Byfogden, Hr. Overauditeur Schrum's Anskuelse. Han meddelte kort efter, at Byfogden havde raadet Fattigcommissionen til at handle, som den gjorde. Ogsaa Commissionens Forretningsfører, Hr. Chordegn Frederiksen, skal med samme Resultat have henvendt sig til Schrum. - Der har hidtil aldrig været Grund til at tvivle om Pastor Smiths Sanddruhed"

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 14. januar 1870).

I Indledningen til et Inserat i "Svendborg Amtstidende" for 9de dS. har Hr. Overauditeur Schrum benyttet Lejligheden til et aldeles umotiveret Angreb vaa vort Blads Respectabilitet, indklædt saaledes, at han ikke kan drages til Ansvar ved en Injurieproces. Da Hr. Overauditeur Schrum's Meninger om vort Blad ere os temmelig ligegyldige, og hans afmægtige Vrede paa os hidtil kun har gavnet og ikke skadet os, skulde vi ikke have omtalt denne Sag, naar vi ikke fra forskjellige Sider vare blevne opfordrede dertil. Vi ville nu kun korteligen erklære Hr. Overauditeuren, at vi gjerne overlade ham Æren af, istedetfor at sige os sin Mening ærligt i Ansigtet, at anvende sine juridiske Kundskaber til et Forsøg paa at nedsætte os gratis (mon dette egentlig kan kaldes respectabelt af en Lovens Haandhæver?); vi forsikkre ham, at han, om han end ogsaa selv troer det, ikke er den Mand, som skal sidde til Doms over vort Blad; vi have en meget bedre Dommer i vor Abonnements-Protocol, der til Exempel viser - hvad Hr. Overauditeuren let kan overbevise sig om - at herværende Postcontoir i Øieblikket modtager 214 Exemplarer, (intet andet Blad heri Byen har tilnærmelsesvis naaet dette Tal) medens vi for 4 Aar siden begyndte med 23.

Red.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 15. januar 1870)

Den svendborgske Fattigforsørgelsessag. I "Fyens Stiftstidende" har Bankdirecteur Bierfreund til Overauditeur Schrums Fremstilling af den svendborgske Fattigforsørgelsessag bemærket: at et optaget Politiforhør har oplyst, at den omhandlede Røgter har faaet Vink om, at han af Svendborg Fattigvæsen vilde faae Understøttelse til sit Ægteskab; at Svendborg Fattigcommission, uden at undersøge Paalideligheden af det ham af hans Moder gjorte Tilbud om Afstaaelsen af et Fæstehuus, strax tilbød ham 100 Rd. for at ægte paagjældende i Svendborg forsørgelsesberettigede Fruentimmer, og endelig at samme Commission faa Dage efter sendte Bud efter ham og tilbød ham 150 Rd., naar han fremlagde Vielsesattest. Disse Kjendsgjerninger har Hr. S., som personlig staaer heelt udenfor denne Sag, ikke bestridt. 

(Kallundborg Avis 18. januar 1870).

Parti ved Færgebroen i Svendborg. Tegnet efter Naturen af Carl Baagøe. Fra Illustreret Tidende nr. 554, 1870.

Kaptajn Hallas (2): Inspektør ved Svendborg Fattigvæsen 1869. (Efterskrift til Politivennen)

I 1868 blev oprettet en stilling som inspektør for Svendborg bys offentlige fattigvæsen som kaptajn Frederik C. Hallas var den første til at indehave fra 1. januar 1869. I nedenstående artikel fremlagde han sin plan, at nedbringe udgifterne ved udelukkende at følge lovens strenghed og ikke som hidtil gå frem efter barmhjertigheds- og mildhedsfølelse. De fattigste skulle kun bevilliges det allernødvendigste. Hvad der lå ud over det, måtte private tage sig af. Linjen blev bakket op af de nationalliberale aviser, og det lykkedes ham at få nedbragt udgifterne til fattigvæsenet.

- Inspecteuren for Svendborg Fattigvæsen, Hr. Capt. Hallas, holdt i Onsdags i Borgerforeningens Locale et Foredrag for en stor Deel Tilhørere, faavel Herrer som Damer, over Fattigvæsenet i Almindelighed. Fattigvæsenet i Svendborg, og de mulige Midler til at forhindre den stærke Stigen i Fattigvæsenets Byrder, som har viist sig i de sidste Snees Aar. Dette Spørgsmaal staaer paa Dagsordenen, ei alene i Svendborg eller i Danmark, men i hele Europa, fordi Proletariatet er overalt ved at voxe de Styrende over Hovedet. - Medens Fattigskatten i Kjøbenhavn i de sidste 20 Aar. fra 1847-67 er steget c. 50 %, var Fattigskatten i Svendborg i 1847 5,802 Rd., i 1857 8,137 Ro., i 1867 12,604 Rd., altsaa steget i de sidste 20 Aar over 100 pCt. Ved dette Aars Begyndelse nød 393 Individer Understøttelse af Fattigvæsenet, eller hver 15de Individ; der var dengang 42 Personer paa Fattiggaarden, 75 Familier fik fast Hjælp, 62 modtog Huusleiehjælp og 52 Børn holdtes i Pleie. For Øieblikket er paa Fattiggaarden 27, fast Hjælp faaer 60, og af Børn holdes 44 i Pleie. - Der høres stadig Klager over Skatternes Stigning, og Borgerne have en velbegrundet Fordring til Fattigvæsenets Styrere, at Mildhedsprincipet ikke her bør gjøre sig gjældende i en for høi Grad, men at der kun gives, hvad Loven hjemler. Men dette har ogsaa sine Misligheder. Det syntes ikke hidtil at have staaet fuldstændig klart for dem, som nyde offentlig Hjælp, det være sig under hvilkensomhelst Form, enten som Hjælp til Huusleie, Midicin, Confirmation o. a. m., at de, ved at modtage den, opgive deres Selvstændighed, at de derved maae give Afkald paa alle Legater, at de give Fattigvæsenet Ret til at controllere dem til enhver Tid, Ret til at registrere deres Eiendele og raade over deres Tid, men skeer først dette, nedbrydes let hvad der bør søges opretholdt, den Selvagtelse og Selvstændighedsfølelse, der er nedlagt hos ethvert ærekjært Menneske. Inspecteuren gav nogle Exempler paa, hvorledes Flere, der tidligere have nydt Hjælp af Fattigvæsenet, ved at blive gjort opmærksom paa de Følger, som heraf kunne flyde, havde givet Afkald paa denne for at bevare deres Frihed.

Men der bør findes et Middel for den ærekjære Mand til, naar Uheld møder, at blive hjulpen fremad for at kunne bevare sin Selvstændighed; her staaer Fattigvæsenet hjælpeløs, og derfor maae den private Velgjørenhed træde til, for at bevare ham for Samfundet. Velgjørenheden har stedse heri Byen været stor, og her gives meget bort, men den har her ligesom alle Steder været planløs og Følgen har været, at den næsten har udrettet mere Ondt end Godt. Navnlig er den Maade at give Almisse ved Dørene, skadelig, deels bliver Gaven sjelden anvendt rigtig, og Børnene, som hovedsagelig ere de Bedende, vænnes tidlig til Lediggang, til Usandhed og maaskee til værre Laster. Der er derfor tænkt paa her, ligesom flere andre Steder, at bringe en bestemt Plan ind i den private Velgjørenhed, at virke hen til, at hvad der ydes, komme de rette Trængende tilgode. Man har saaledes tænkt at danne en Comitee, mulig bestaaende af en halv Snees Damer og ligesaa mange Herrer, der skulle have Tilsynet med de heri Byen Trængende, som kunde hjælpes ved en midlertidig Understøttelse, og der udtaltes det Haab, at Alle, for hvem det er muligt, vilde give sin Skjærv til Planens Gjennemførelse. Derfor foresloges, at Enhver kunde tegne sig for et Bidrag af mindst 4 sk maanedlig, Maximum burde være 16 sk. - Den her kortelig omtalte Plan er utvivlsomt den bedste til at løse Dagens Spørgsmaal, og der er neppe Tvivl om, at den med Hensyn til Bidraget vil finde rigelig Understøttelse. Det er sat saa lavt, at det ikke vil genere Nogen, som er istand til at bidrage; vanskeligere vil det blive, at finde Medlemmer til Comiteen. hvis Hverv altid vil blive byrdefuldt, men forhaabentlig vil der dog kunne findes et tilstrækkeligt Antal, der af Interesse for Sagen vil paatage sig Byrden. Lykkes det at gjennemføre Planen, vil Svendborg være een at de første Communer, der for Alvor har taget fat paa at løse et af Dagens meest brændende Spørgsmaal.

Og til dets rette Løsning tør man nærmest støtte sig til Damerne; det gjælder her ikke som ved det offentlige Fattigvæsen om en stadig Pengeunderstøttelse, men meget mere om, naar en Familie ved tilstødende Uheld, ved Sygdom eller Arbeidsløshed, er kommet i en betrængt Stilling, da at sætte sig ind i dens Forhold, ved Raad og Daad at hjælpe den, at anspore den til Selvvirksomhed, og her er Damernes Indflydelse langt mere velsignelsesrig end Mandens. Medens den egentlig Fattige maa henvises til det Offentlige, er her nærmest tænkt paa den mindre Næringsdrivende og Smaahaandværkeren, der ofte i Stilhed for at bevare sin Selvstændighed kæmper en mere bitter Kamp end hiin, og, da Ingen veed, hvornaar Nøden kan ramme ham selv, tør vi tro, at Alle vil bidrage til Planens Gjennemførelse.

(Sydfyenske Tidende 10. september 1869).

På denne blog beskrives en fattigforsørgelsessag fra Svendborg december 1869 - en tvist mellem Svendborg og Odense kommuner - som er et eksempel på synet på forsorg og fattige dengang. Tvister mellem to kommuner om hvem der skulle betale for fattige, var ganske almindelige, og ofte forsøgte en kommune at betale et engangsbeløb for slippe af med en fattig til en kommune der så hang på et fast årligt beløn.

I 1872 indviedes Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbeidsanstalt. Den var  efter tidens forhold moderne, der var indlagt vand og varme og stedet havde egen badeanstalt.  Fattiggården rummede vaskerum, sovesale, lejligheder til de ansatte og fem isolationsceller til de fattiglemmer, der forbrød sig mod anstaltens udførlige ordensreglement. Den erstattede den gamle der var i meget dårlig stand. 

For borgerskabet havde gården den fordel at det fik et socialt problem lagt uden for bykernen. Her blev "værdige" adskilt fra "uværdige" og mænd fra kvinder. Den gamle fattiggård havde plads til 40 mennesker, den ny til 70. Borgerne var der såvel stolte af som glade for den nye anstalt. På daværende tidspunkt bestod Byrådet af 11 konservative og en kongevalgt borgmester. Forholdene på den nye fattiggård var ikke længere sundhedsskadelige, og udformningen og muliggjorde adskillelsen og indespærring af de indsatte og som man mente skulle genopdrages. Anstalten sikrede at den del af befolkningen, som forsørgede sig selv med god samvittighed, kunne lukke døren for tiggere og løsgængere og i stedet kunne de henvise dem til den nye og moderne anstalt, hvor de kunne modtage den hjælp, de havde brug for. 

Ved ankomsten til Fattiggården blev man "indlagt" og frataget sine borgerlige rettigheder: Stemmeret, ejendomsret, værgemål over ens børn samt retten til ægteskab. De mennesker, som opsøgte Fattiggården og fik hjælp på anstalten, betalte altså for hjælpen med deres frihed og deres borgerrettigheder. Hver eneste dag skulle de udføre fysisk krævende tvangsarbejde. Til gengæld fik de en seng at sove i, mad tre gange om dagen, regelmæssige bade og adgang til sygepleje.

Fattiginspektøren afhørte de nyankomne og afgjorde, om de var "værdigt eller uværdigt trængende".  De "værdige" blev placeret i Forsørgelsesanstalten, hvor de kunne nyde træsenge og dyner. De "uværdige" blev sendt til Arbejdsanstalten, hvor jernsenge og tæpper var standard. Arbejdstvang var gældende for alle indlagte. Hallas fik som et incitament procenter af produktionen oven i den i øvrigt ganske udmærkede løn.