22 september 2015

Da Capo fra Svendborg.

Hr. Udgiver!

Det er almindeligt kendt at den nytte Deres blad stifter i hovedstaden for en stor del hidrører fra den opmærksomhed såvel højere autoriteter som privatmand der værdiger de begrundede klager som fremsættes i bladet og nytter de vink til forbedring som gives deri. Men det er beklageligt at sådant ikke er tilfældet i en stor del af provinsernes købstæder hvor dog meget kunne trænge til forbedring eller forandring. Således enten læser man ikke sådant eller om man læser det, værdiger det ingen opmærksomhed, men lader alt gå i den gamle slendrian. For omtrent ½ år siden fremsatte De i Deres blad et stykke om flytning af et lokum i Svendborg, men det lader til at man ingen notits har taget deraf. For dette lokum står endnu på samme sted, og ved den slemme stank det udbreder, falder ikke alene de i nærheden boende, men enhver der passerer skibsbroen, besværlig. At det har stået således fra Arilds tid, synes ikke at burde give det hævd. For havde man ikke gået frem med tiden, så havde vi endnu boet i huler, og vist ikke haft sådanne indretninger, men vi ville da ligesom dyrene have kastet urenlighederne på vore gader og veje. Dersom vore forfædre allerede havde indset nytten og nødvendigheden af sådanne Loca felecta, men vel ikke altid anlagt dem på de mest bekvemme steder, så bør de mere oplyste efterkommere vel rette sådanne fejl hvor de findes og uden synderlig vanskelighed kunne fjernes. Besynderligt er det virkelig at en så smuk by som Svendborg der bebos af mange formuende familier, skal vansires ved en så styg og væmmelig indretning der på varme dage udbreder den mest utålelige stank, og at man derfor ikke søger at blive den kvir. En fremmed som havde været på besøg der i sommer, udlod sig således: "Svendborg er, såvel som dens omegn, meget smuk og bebos af en del vakre familier, men - der lugter alt for menneskeligt."

(Politivennen No. 253, Løverdagen den 4de November 1820. Side 4093-4095)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen hentyder vel til artiklen i Politivennen nr. 239, 29. juli 1820.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar