Det gamle Bomhus paa Lyngbyvej. (Efterskrift til Politivennen)

I vore Dage, da alle Bomme sprænges, er det jo heller ikke saa underligt at de Afspærringer, hvor man afkrævede de kørende Kjøbenhavnere Bompenge efterhaanden er forsvundne. Længst og haardest stod Kampen om Amager Bom, det er ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at de Amager-Bønder endnu kørte lange Omveje for at undgaa at betale den forhadte Afgift.

Nu river man det gamle Bomhus paa Lyngbyvej, hvor Bommanden sad i sin lille gemytlige Kahyt for sig selv, ned, vort Billede viser det, efter at dets Dage er talte. Det er næsten Synd at gøre det, for det er dog et hyggeligt Minde om svundne Dages Mangel paa praktisk Sans.

Endnu har vi da kun Bommandens Hus ved Indkørselen til Charlottenlund fra Strandvejen tilbage. Den sidste Bommand dér var en streng Herre, som meget nødig paa Somersøndage indlod sig paa at tage Tur og Retur paa een Gang; derfor holdt Vognene, dog især paa Væddeløbsdage, i lange, utaalmodige Rækker, indtil det økonomiske var klaret. Det var til liden Glæde for Vognenes Passagerer, men Charlottenlunds faste Beboere skulde gerne om Søndagen ned til Bommen for at se paa de fine Folk, der kom i Vognene; bagefter gik de saa til Grøndalshuset for at se deres egne Tjenestepiger danse med Skovshovedfiskerne paa den dertil indrettede Estrade.

Blandt de faste Tilskuere begge Steder var Kong Frederik den Ottende, der allerede som Kronprins havde arrangeret sig en Udsigtshøj lige overfor Bommandens Hus, hvor han var en sikker Mand hver Søndag Imellem 2 og 4. Lad endelig ikke Charlottenlunds Bombus gaa samme Vej, som Lyngbyvejens nu gaar; dertil er det for kønt, og der er hyggeligt derinde i de lave Stuer; det kan bl. a. Fru Dagmar Heinemann bevidne, hun har boet dér i mange Somre, medens hun optraadte i "Over Stalden".

Om Bomhuset ved Lyngbyvejen fortælles en morsom Historie fra de Dage, da man begyndte at køre paa Cykle her i landet. Det var de bekendte høje Cykler med det store Forhjul. Blandt de første, der vovede sig ud ad Lyngbyvjen paa saadant et Bæst var Fabrikejer Bjørn Stephensen, der da var en meget skattet Studenterskuespiiler; han havde nok læst paa den malede Tavle, at Enspændere betalte saa meget, Flerspand mere. Og nu skelede han til Bommanden og spurgte: "Hvor meget koster det saa for mig at slippe igennem med denne Herskabsvogn?"

"Ingenting", svarede Bommanden haanligt, "dem regner vi for Barnevogne!"

Knud Bokkenheuser

(B. T. 26. juni 1919).

Amager Bom. (Efterskrift til Politivennen)

Zibrandtsen ved sin Bom.

Der er i disse Dage af Sundby Grundejerforening aabnet Krig mod Bommen paa Amagerbrogade - denne forældede Indretning, som lægger en trykkende Skat paa Køretøjerne.

Afgiften, der svinger fra 4 Øre til 35 Øre pr. Vogn, er indrettet saa fordelagtig for Landboerne, at disse betaler den laveste Afgift, medens Københavnerne maa betale den højeste.

Nu, da Sundbyerne er saa stærkt bebygget, er det meningsløst, at der midt inde i denne store københavnske Forstad skal bibeholdes en Bom, blot fordi at de profitbegærlige Amagerkommuner vedvarende ønsker at indkassere de store aarlige Afgifter, som indkommer ved Bomforpagtningen.

Sundby Grudejerforening behandlede Spørgsmaalet paa et i Mandags Aftes afholdt Møde.

Foreningen vedtog enstemmigt en Resolution, i hvilken Bestyrelsen bemyndiges til ved alle lovlige Midler at virke hen til at faa Bommen afskaffet.

Forsamlingen vedtog at rette en Opfordring til Sundbyernes Handelsforening om at deltage i Kampen mod Bommen.

Det vedtoges desuden, at der skal anbringes store Skilte udfor Brigadeveej og Fælledvej. Paa Skiltenee skal der med alenhøje Bogstaver staa Opfordringer til at køre ad Omvejen henholdsvis til København eller til Amager.

Endvidere vedtoges dete at engagere flere Mænd, der skal posteres som Vagtposter udfor Skiltene. Mændene faar den OPgave at henvende sig til alle køretøjer, der passerer forbi, og opforrdre Kuskene til at dreje ad Genvejen - en Omvej , derr kun forlænger Kørselen med et Par Minutter.

Forsamlingen rejste sig, raabte Hurra og vedtog alle Forslagene med Akklamation.

I de nærmeste Dage træder Forholdsreglerne i Kraft.

*

Vi havde i Gaar en Samtale med den nuværende Bomforpagter, Hr. Peter Zibrandtsen fra Magleby, som i alt i 6 Aar har havt den Forretning at afkræve Bompenge.

Hr. Zibrandtsen overtog for 7 Aar siden første Gang Bomforpagtningen. Han fortæller, at tidligere kunde der herved tjenes gode Penge, men nu er det bleven en daarlig Forretning, siden Krigen mod Bommen er aabnet.

Oprindeligt laa Bomhuset længere inde mod Kristianshavn, ved Holmblads ejendom, altsaa omtrent ved det Sted, hvor nu Amagerbanens Hovedstation ligger. Holmblad fik Bommen flyttet længere ud ad Amagerbrogade, paa Pladsen skraas for "Syven", hvor han opførte et Bomhus med en Beboelseslejlighed for Bommanden.

For et Aarstid siden solgtes dette Areal til Murermester Mortensen, som her opførte et større Bygningskompleks, "Sønderborg", der ses i Baggrunden tilvenstre paa det vedføjede Billede, og med Facade ud mod den nye Sundby Boulevard.

Da Bommanden ved denne Transaktion blev husvild, forpligtede Bygmester Mortensen sig til at overlade ham og hans Efterfølgere en 3-Værelses Lejlighed gratis i sit nye Kompleks. Desuden blev der som egentligt Bomhus rejst den lille Træbod, der ligger udfor Kirkegårdshækken, vis-a-vis "Syven", og som ses tilvenstre paa Tegningen.

Nogen egenlig "Bom", saaledes som den fandtes i gamle Dage, er der ikke mere Tale om. Den nuværende "Bom", der ses tilhøjre paa Tegningen, bestaar af en høj Mast, som ikke er til at slaa ned. "Bommen" ligner nærmest en Flagstand, der er plantet i en massiv Jærnsokkel. Da i sin Tid Sporvejskørslen med sine Luftledninger begyndte, var der selvfølgelig ikke længer Brug for en bevægelig Bom til at slaa ned. Bommen blev saa afløst af denne faststaaende Mast.

Zibrandtsen har for i Aar betalt 15,000 Kr. i Afgift. Hans Kontrakt udløber den 1. April d. A., og Bomforpagtningen bliver da paa ny udbudt i Licitation af Magistraten og Amagers Oplandsbyer. Af de 15,000 Kr. faae København henved 6000 Kr., Taarnby ca. 6000 Kr., Maglebby henved 3000 Kr. og Dragør 150 Kr.

Den forrige Bommand, Vognmand Nielsen, betalte sidste Aar 23,000 Kr. i Afgift.

I de foregaaende Aar, som Zibrandtsen har været Bomforpagter, har han i aarlig Afgift betalte fra 16,000 Kr. til 22,500 Kr. Da hans Konkurrent Nielsen saa bød ham over med 500 Kr., traadte han tilbage, for efter et Aars Hvile atter at overtage Forretningen. Han fik den sidste Aar 8000 Kr. billigere, som Følge af, at 

Den nye Amager-Fælledvej

var anlagt, hvorved Trafiken ad Amagerbrogade mindskedes.

Hr. Zibrandtsen erklærer, at han ikke agter at fortsætte som Forpagter, nu, da Sundbyernes Grundejerforening har aabnet Krigen mod Bommen. Grundejerforeningen truer med at opslaa Skilte paa Amagerbrogades Sideveje med følgende Indskrift:

"Kør denne Vej og spar Bompengene".

Disse Plakater, siger Hr. Zibrandtsen, er et Indgreb i min lovlige Forretning, for hvilken jeg svarer Afgift ....

*

For et Aarstid siden tilbød Borgmester Jensen, at Amagerkommunerne kunde faa udbetalt een Afløsningssum af 50,000 Kr., mod at de gav Slip paa Bommen.

Amagerne var raske og satte Fordringen op til ikke mindre end 200,000 Kr. - - og dermed bristede den Forhandling.

Under de nuværende Forhold bliver der næppe mere Tale om en saa høj Afløsningssum som 50,000 Kr. - Amagerbønderne har saaledes staaet sig selv i Lyset, da de svarede Nej.

- Kør om ad Amager-Fælledvej og Amager-Boulevard -- saaledes lyder Feltraabet i Sundby Grundejerforening.

Og bliver denne Parole gennemført, saa er Bommen inden længe dødsdømt - den vil af sig selv forsvinde.

(Social-Demokraten 28. februar 1908, 2. udgave).

Bompengene var siden 1790 opkrævet for at vedligeholde Amager Landevej (Amagerbrogade), samt til fælles formål for Amagers beboere. Det blev opført omtrent ved nuværende Norgesgade/Prags Boulevard, men snart flyttet til vestsiden af Amagerbrogade, lige syd for Accisseboden ("Tylvten"). Her havde bommanden også et lille bomhus. 1895 flyttede bommen til modsat side af Amagerbrogade, ved kirkegårdens sydlige hjørne på opfordring af L. P. Holmblad. Her blev opført et murstenshus i to etager (nedrevet 1906) samt et træskur (nedrevet 1915). 

Beliggenheden på hjørnet af Prags Boulevard (venstre side) og Amagerbrogade - hvor hestevognen kører ses på tegningen. Vor Frelser Kirkegård ligger udenfor billedet til venstre. Bomforpagterens fulde navn var Peter Cornelius Zibrandtsen. Zibrandtsen var i 1905 højstbydende til forpagtningen 1905-1906, med 21.500 kr.

Grundejerforeningens poster var blevet tjekket af kammeradvokat Winther, som havde tilrådet at man anviste, men ikke direkte tilrådede at køre ad sidevejene, for at undgå eventuelle erstatningssøgsmål af bomforpagteren. De kørende fulgte i stor stil anvisningen, og kun få vogne kørte ad Amagerbrogade. Dog fastholdt bomforpagterens faste kunder Amagerbrogade. De havde en overenskomst med en fast årlig sum

Krigen paa Amager.

I Onsdags Aftes inddrog Sundbyernes Grundejerforening Forposterne, hvilket med andre Ord vil sige, at Mændene med Afviserne, der anbefalede Folk at køre ad Brigadevej og Fælledvejen for at spare Bompengene, ikke optraadte mere.

Grundejerforeningen havde demonstreret sit Sindelag mod den famøse Bom og afsluttede nu fjendtlighederne, foreløbig for et Aar.

I Gaar udløb Fristen for Indlevering af Tilbud paa Bomforpagtningen for det kommende Aar.

Vi henvendte os i Gaar til Stadens Økonomikontor og fik at vide, at der var indkommet 6 Tilbud, som engang i næste Uge i Overværelse af de Lysthavende vil blive aabnede.

Økonomikontoret vidste selvfølgelig endnu ikke, hvad de forseglede Tilbud lyder paa. Vi ser os dog i Stand til at oplyse, at de 6 Lysthavende byder fra 5000 til 10,000 Kroner.

Bommens nuværende Forpagter, Hr. Zibrandtsen, har, som vi for nogle Dage siden forudsagde, ogsaa indgivet Tilbud. 

Han var i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden oppe paa Raadhuset og indleverede med en højst hemmelighedsfuld Mine sit Tilbud.

(København 13. marts 1908).

Amager-Bommen.

Tilbudene om Forpagtningen af Amagerbommen aabnedes i Gaar.

Det højeste Bud paa 10,000 Kr. var fra Arbejdsmand A. M. Andersen, Flensborggade 38.

Den nuværende Bomforpagter Zibrandtsen var Nr. 2 med 8,400 Kr. (Hans Bud i første Omgang var 8000 Kr.)

Derefter fulgte Gaardejer C. H. Crillesen, Englandsvej, med et bud på 8,300 Kr. (Første Bud 6000 Kr.)

Blandt de højeste Bud kan endvidere nævnes fhv. Vognmand Ahrensberg fra Sundby med et Bud paa 8,276 Kr.

De øvrige Bud var saa lave, at de ikke kan komme i Betragtning; bl.a. var der et Bud, som lød paa, at Vedkommende, saafremt han fik Bomforpagtningen, vilde afgive 85% af Indtægten.

Under Forhandingerne, der lededes af Borgmester Jensen, stillede Repræsentanterne for Amagers Oplandskommuner Forslag om, at Bommen ikke bortliciteredes, da Budene var altfor lave, men at Kommunerne selv overtog Opkrævningen af Bompenge.

Repræsentanterne for København og Sundbyerne gjorde gældende, at en saadan Ordning vanskeligt lod sig gennemføre, bl.a. paa Grund af, at der ikke kunde gennemføres nogen fuldstændig Kontrol med Opkrævningen.

Oplandskommunerne tog derefter Forslaget tilbage, men betonede dog, at Forslaget vilde blive optaget paa ny til næste Aar, saafremt Budene fremdeles var lave, eller saafremt Bomspørgsmaalet ikke var ordnet paa anden Maade.

Borgmester Jensen meddelte, at han af Magistraten havde faaet Bemyndigelse til at forhandle med Oplandskommunerne om Bommens Nedlæggelse.

Oplands-Repræsentanterne erklærede, at de vilde forelægge deres respektive Sogneraad Magistratens Tilbud. De var i hvert Fald ville til Forhandling, men de haabede, at Magistraten fremkom med et Tilbud, der kunde danne Grundlaget for Forhandlingen.

Borgmester Jensen svarede at han absolut ikke kunde fremkomme med noget skriftligt Tilbud. Derimod var han, saasnart de mundtlige Forhandlinger paabegyndtes, ville til at fremsætte et Forslag.

Det første Møde vil finde Sted, saasnart Oplandskommunernes Svar foreligger.

Med Hensyn til, hvem der skal være Bomforpagter, saa falder Afgørelsen en af de nærmeste Dage.

Paa Onsdag skal jo den nye Forplagter overtage Pladsen, saafremt ikke Zibrandtsen selv bliver den heldige og beholder Stillinge.

(Social-Demokraten 28. marts 1908, 2. udgave.).

Københavns Amt havde en betydelig indtægt af forpagtningsafgiften, som blev betalt af København og Frederiksberg. I 1910 var der tale om at afløse bomafgifterne med hhv. 12.000 (København) og 3.000 kr. (Frederiksberg) i 5 år, dog ikke Amagerbommen hvor amtet krævede 10.000 kr. i 10 år. Dette kunne borgmester Jensen på Magistratens vegne ikke gå med til. 

I november 1914 fremsatte Trafikministeren i Folketinget fremsat lovforslag  om ophør af opkrævning af bomafgift på landevejene i Københavns Amt og ved Amagerbommen med udgangen af marts måned 1915. Forslaget havde da været igennem Borgerrepræsentation, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Amtsrådet. Forslaget ved vedtaget i Landstinget december 1914.

Bomforpagter Peter C. Zibrandtsen, Dragør døde 17. december 1946, ifølge "Dødsfald i Danmark".

Brændeafgiften ved Stadens Porte.

Imedens al Consumtion er afskaffet existerer der endnu en Afgift af 11 sk. for hvert Læs Brænde, der indføres af Stadens Porte, der erlægges til Bomforpagteren og controlleres af Skildvagten indenfor Porten, men da ingen Instrux findes paa nævnte Steder for hvad der sorterer under Brænde og hvad der er Gavntræ, kalder denne vilkaarlig Gavntræ for Brænde, naar det falder ham ind, og undertiden ogsaa omvendt, saa at ikke sjeldent Skildvagten standser de Læs, Bomforpagteren har ladet passere, hvilket naturligviis ofte leder til scaudaleuse Optrin, naar Folk ikke godvillig vil finde sig i denne vilkaarlige Fremgangsmaade. Og navnligen er dette Tilfældet med Klodse, der dog beviisligen ere Gavntræe og hvorfor der, da Consumtionen existerede, blev svaret 15 . pr. Læs, imedens et Læs Brænde kostede 27 sk, men efter Bomforpagterens Mening er det nu Brænde altsammen.

Indsenderen var saaledes Vidne til et saadant Optrin igaar (den 22de Juni) ved Østerport ved Indførelsen af to til Marinens Brug indkjørte Egeklodse, for hvilke Bomforpagteren vilde have Afgiften, men som Kudskene naturligviis ikke fandt sig beføiede til at betale, og kunde dette snart have ledet til alvorlige Optrin, hvis disse ikke tilsidst havde givet efter. Men dette er kun et enkelt af de mange Tilfælde af samme Natur, Indsenderen, der dagligen passerer Østerport, har været Vidne til.

Det var derfor ønskeligt, hvis denne Afgift ikke aldeles kan hæves som jo unægtelig nar det Bedste, om der paa Bommen og paa Skilderhuset blev opslaaet en trykt Instrux, for hvilke Trævarer der er fri Indførsel, og for hvilke der skal svares Afgiften, hvorefter Enhver kunde rette sig, for at forebygge slige Uordener i Eftertiden.

Kjøbenhavn, den 23de Juni 1853.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni 1853, 2. udgave).

Bompenge. (Efterskrift til Politivennen)

De Ubehageligheder, der for Vedkommende følge af, at Tiden ikke nøiagtigen betegnes, naar Bomforpagterne ved Byens Bomme kunne om Eftermiddagen begynde at indkræve Bompenge, have foranlediget de 32 Mænds Forsamling til at bevirke, at der bliver indrettet paa de fire Bomhuse ved Portene Uhre, som med en egen Mechanisme særdeles nøiagtig kunne angive det afgjørende Tidspunkt, og som om Aftenen ville blive belyste. - En anden hensigtsmæssigt Forandring er den, at Bomhuset paa Citadelsveien vil blive flyttet ind til Toldopsynshuset ved Indkjørselen til Langelinie. Da nemlig Citadelsveien i den senere Tid er bleven bebygget, idet navnligen Døvstumme- Instituttet der er opført, og Bommen staaer udenfor disse Bygninger, maatte man af Vogne, der fra dem skulde ind i Byen om Aftenen, efter Citadelsportens Lukning betale Portpenge saavel ved denne Bom som ved Stadens Porte. - Bomforpagtningen indbringer over 19,000 Rbd. aarligen, hvilken Sum anvendes til Dækning af Udgifterne til Renovationsvæsenet. Ligesom denne Skat er en stor Byrde for dem, der hyppigen maae passere Portene om Aftenen og om Helligdagene, saaledes kan man ogsaa have Krav paa, at enhversomhelst hensigtsmæssig Indretning ved dens Opkrævning foranstaltes. Man kan derfor ikke Andet end finde det naturligt, at disse Foranstaltninger af Borgerrepræsentation ere besluttede, uden Hensyn til de Indvendinger imod samme, som kunne være gjorte.

(Kjøbenhavnsposten fra 22. november 1839)

En slem Karl ved Vesterports Bomhus.

Søndag den 29. juli ved middagstid kørte er par familier ud i besøg, og ved Vesterports bomhus betalte en af selskabet 1 mark hvorpå blev tilbagebetalt seks rigsbankskilling. Men da de rejsende om aftenen atter ankom til Vesterport, troede de at Cerberus var undsluppet fra helvede eller at en af de fatale toldbodhunde var opstået fra de døde. For således bjæffede og skældte en bomhuskarl ved navn Jeppe Pedersen dem i møde, idet han påstod at de om middagen havde givet ham en stor toskilling i stedet for et markstykke og med drøje eder forlangte erstatning samt truede med vagten hvis de ikke adlød. Da vi fuldkommen var overbevist om at have givet ham en mark, eftersom vi ikke engang havde en sådan toskilling, så havde vi godt ved at le ad hans trusler. Desuden burde han vel ved højlys dag have kendt forskellen, og da straks krævet tingen bragt i orden for at have nogen ret til at tale med. Men muligvis er han først hen ad aften blevet oplyst i ånden, så da han kunne fatte den høje tanke, på denne måde at få nogle ekstra skillinger. 

Dog nok herom, man kan jo ikke vide hvorfor karlen gik i drømme, dette er blot en tanke og tanker ved vi er toldfri. Ved hans støjen og folks tilløb blev bomforpagteren selv hr. Lassen opmærksom på det, kom ud og skønt han selv er en meget retskaffen og brav mand, kunne han naturligvis ikke afgøre på hvis side retten var, da han ikke havde modtaget pengene. En anden af selskabet på vognen gav da den grove karl det forlangte, skønt han harmede sig over at se sig nødsaget til for at undgå den skræk hvori børnene på vognene blev sat, at betale en afgift som alt engang var betalt. 

Da denne karl muligvis oftere bruger denne fremgangsmåde som en spekulationshandel, så gøres publikum herved opmærksom på at de er nødt til at bede omtalte karl Jeppe Pedersen at tage briller på i tide og siden tie stille, for kvittering for den betalte bomafgift er han vel ikke i stand til at give. I øvrigt var det at ønske at bomforpagteren afskedigede denne karl og i hans sted antog en anden der ville gøre sig den ulejlighed straks at bese de penge han fik leveret og i alt fald vidste at opføre sig anstændigt mod folk.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 499-500)

Liigfølge betaler ikke Passagepenge.

Efter at der i dette blad nr. 1057 var fremsat det spørgsmål om bomforpagteren ved Nørreport er berettiget til at kræve pasagepenge for vogne med personer der vil deltage i ligfølge fra et sted i forstaden, er man kommet til kundskab om at han er uberettiget til sådan fordring. De i det anførte tilfælde betalte passagepenge blev nemlig efter øvrighedens foranstaltning af bomforpagteren som havde oppebåret dem, i egen person tilbageleverede til de pågældende i deres respektive bopæle. Hvilket bekendtgøres til efterretning for andre der muligvis kunne komme i lignende tilfælde.

(Politivennen nr. 1062, Løverdagen, den 7de Mai 1836. Side 299)

Slemt Ophold paa Reiser ved Nattetid.

Idet jeg onsdag den 3. juni passerede vejen gennem Roskilde til Ringsted for at deltage i væddeløbene ved Slagelse, blev jeg ved indkørslen til Ringsted ved den bom som ligger ved konsumtionskontoret opholdt i omtrent tre karter, nemlig fra kl. kvart i tolv til halv et midnat, uagtet jeg gentagne gange vækkede den meget søvnige og uefterrettelige bompasser og mindede ham om at gøre sin pligt. Da min hest som var blevet meget varm efter 7 miles rejse, og derpå pludselig blev kold, og således udsat for forkølelse, hvormed man ikke vel kunne være tjent, anser jeg det med grund for min pligt at bringe dette til offentlig kundskab for at en så ubehagelig mangel og uefterrettelighed må blive afhjulpet.
M. L. Kyhl
Gårdmand i Ballerup.

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 4de Juli 1835, s. 439-440).

Anke over Niverød Bommand.

Ved for nogen tid siden tidlig på aftenen - omtrent kl. 7 - at passere Niverød bom, blev indsenderen heraf overbevist om at den anke ikke er urigtig som gentagne gange i dette blad er ført over bomtræernes ukendelighed i mørke og bommændenes ligegyldighed i at have lygte hængende udenfor bomhuset. Bommen var til den tid lukket, intet spor af lygte sås, og indsenderens kusk var ikke fuldkommen kendt med vejen. Indsenderen måtte da altså selv våge over at hestene ikke i den temmelig mørke kørte med vognstangen på bomtræet og da man vel var derved, måtte man et par gange råbe uden at bommanden behagede at komme ud og tage imod sine skillinger. At Niverød bom er den mindst indbringende på Helsingørsvejen, kan gerne være. men forpagtningsafgiften er vel også derefter og i alt fald skal den rejsende ikke lide derunder ved dels at blive opholdt, dels at få skade på vogntøjet. Om natten har indsenderen og flere med ham oftere erfaret at Niverødbommand begiver sig til ro, og man kan derfor kræve at han i det mindste tidligt om aftenen er på sin post. En alvorlig korrektion af de ansvarshavende kunne her være ret ønskelig.

9-4

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 156-157)

Et snurrigt og ubilligt Forlangende af en Bomforpagters Karl.

Sidste søndag den 8. dennes lod jeg en ny, af mig forfærdigebarnevogn, eller en såkaldt trækkevogn, ved 2 af mine drenge trækkes ud på Amager hvor den skulle beslås. Jeg fulgte selv med og blev ikke så lidt forbavset da den ved Amagerport posterede bomforpagters karl afkrævede mig 10 rigsbankdaler i passagepenge for nævnte stykke arbejde der kun var halvt færdigt og som desuden var konstrueret efter en så lille målestok at det aldeles ikke kunne falde noget, endog kun med et quintin begreb forsynet menneske ind for samme at kræve passagepenge. Men disse og flere lignende forestillinger hjalp ikke. Nævnte karl svarede i en studs og uartig tone: "De kommer ikke ud af stedet før De betaler." Jeg forlangte nu at se den takst hvorefter port- og passagepenge opkræves, hvilket også blev tilstået mig, efter at bomkarlen længe havde stirret på den uden at kunne dokumentere sin berettigelse til at afkræve mig den omhandlede afgift, og skønt jeg heller ikke kunne finde noget der talte til fordel for karlen, så vedblev han dog hårdnakket sin påstand om betaling, og tillod sig dertil utilbørlige udtryk mod mig, ja truede endog med at ville bruge fysisk magt, hvilket jeg imidlertid afværgede ved at retirere. For nu ikke at lade nævnte person få den ide at han ved grovheder kunne tiltvinge sig noget, befalede jeg mine drenge at tage vognen på nakken, og på denne måde transportere den gennem bommen. Dette skete, og jeg slap således helskindet fra en affære der havde forvoldt mig tidsspilde og ikke været til nogen nytte for bomforpagteren, undtagen for så vidt denne annonce måtte foranledige ham til for fremtiden at anskaffe sigg en mere høflig og bedre instrueret karl. Bomforpagterens og karlens navne skal blive bekendtgjort, så snart jeg derom får pålidelig underretning.

(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 470-471) . 

Æblet falder ikke langt fra Stammen.

Ved at passere ud af Nørreport den 31. januar d. å. om eftermiddagen blev jeg af en karl og en anden person der foregav at være bomforpagter Clemmensens søn, anholdt for at betale bompenge. Men da klokken ikke var fire, syntes det mig underligt at bommen var lukket før den af høje vedkommende bestemte tid. På mit spørgsmål til skildvagten om klokken var fire, fik jeg til svar at han vidste det ikke. En anden mand kom til og sagde ligeledes at han ingen bompenge ville betale da klokken manglede 10 minutter i fire, hvilket han viste dem på sit ur. Dog for ikke at opholdes, hvilket min tid ikke tillod mig og for ikke at skændes med bomforpagterens søn eller bomkarlen, gav jeg førstnævnte en rigsbankdaler og bad om penge tilbage, men denne foregav at han ikke kunne bytte, og sagde at jeg enten måtte give småpenge eller også holde indtil han havde sendt bud til byen og fået sedlen vekslet. Men da heller ikke dette tilbud anstod mig, kunne dog bomkarlen endelig bytte sedlen. Hans egentlige mening var dog nok dermed at han ville opholde mig tiden til klokken blev fire. Dette er ikke første gang at nævnte bomforpagter har modtaget penge før den bestemte tid. Omtrent 14 dage før ovenstående passerede, kom jeg kørende ud af Vesterport og hørte da at der var spektakel med en af mine bekendte som havde måttet betale før tiden, men da han lovede at melde til vedkommende at de havde modtaget ulovlige bompenge, bad de ham straks om at modtage pengene igen, og efter den tid kørte såvel jeg som en del andre der holdt på stedet, uden at betale. Da denne opførsel og krav om bompenge før den fastsatte tid (hvorover der i faderens tid ofte er klaget) er højst urigtig, var det at ønske at Clemmensen af vedkommende måtte blive irettesat og indskærpet for fremtiden at lade sig nøjes med de ham med rette tilkommende bompenge.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 172-174)

Bøn til Bomforpagteren ved Nørreports Bom.

Det er nogle gange i dette efterår og i vinter hændt anmelderen at han ved tidligt om morgenen at komme til staden, indenfor Nørreports bom har truffet en del fattige mennesker som opholdt sig der for at vente på bommens oplukning. På efterspørgsel har han erfaret at disse fattige folk havde arbejde, nogle 1/4, andre ½ mil udenfor staden og at de tidligt forlod deres hjem for at komme betids til arbejdet. Men da de af deres ringe fortjeneste ikke kunne undvære bompengene, måtte vente på bommens åbning til fri passage, hvilket først sker når de andre af stadens porte åbnes. I denne anledning kan anmelderen ikke undlade at ønske at bomforpagteren ville føle medlidenhed med disse fattige, flittige mennesker og tillade dem at passere bommen så snart de indfinder sig ved den, da de er uformuende til at betale, og han dog ikke kan have nogen interesse ved at de står ørkesløse og næppe forsynede med de nødvendigste klædningsstykker udsat for at forkomme af kulde på den ublideste tid af året.

(Politivennen nr. 787, Løverdagen den 29de Januar 1831, s. 87-88)

Grov Opførsel paa dansk.

Lørdag den 18. september mødte jeg mod enden af Toldboden en mand som kom fra bommen, efter udseende en fremmed skipper forfulgt af en af bådsmandens folk ved bommen. Denne standsede ham med udråbet: Skulle vi ikke have noget fordi vi åbner bommen? Manden svarede på halvt plattysk og halvt dansk: Jeg har givet til bådsmanden, og han må afgøre det. Den anden blev derimod meget grov, og trængte ind på skipperen i en ret ægte ulkestilling som om han på sin såkaldte københavnsk ville give ham en skalle. Med indædt harme stod jeg og ventede på udfaldet af en så uforskammet behandling imod en fremmed. Skipperen som havde en stor årsag til at blive opbragt, forblev imidlertid ganske kold, gik med den grove tølper tilbage til bodsmanden og jeg fulgte efter. Det hele blev snart afgjort ved 2-3 ord som skipperen og bådsmanden vekslede i det gode, og derpå gik den første roligt tilbage hvoraf jeg drog den slutning at alt havde været på det rene. Imidlertid lo alle bådsmandens folk da skipperen gik. Enten må bådsmanden som kommanderede der, ikke besidde autoritet nok eller vilje til at hæmme sådanne uordener.

Skønt jeg har ført skib selv cirka 19 år, har aldrig en sådan uforskammet opførsel truffet mig, eller jeg har set sådanne imod nogen anden på den mængde fremmede steder hvor jeg har været. Heraf fremstår det spørgsmål: er der nogen takst for bådsmanden og hans folk ved bommen, og hvad de skal have for ethvert skib, stort eller lille som de haler igennem bommen? Men hvorfor står da sådant ikke malet på et bræt på flere sprog, hængende på bådsmandens hus til efterretning såvel for fremmede som danske? Godt ville det vist også være om der tillige hang en instruks for folkene at de opførte sig høfligere mod enhver og at enhver som vil have fartøjer gennem bommen, kun havde med bådsmanden at gøre og ikke med hans grove folk. - Overbevist om at det er imod høje ansvarliges vilje at sådanne scener finder sted, har jeg ikke taget i betænkning på denne måde at bekendtgøre det, såvel som til advarsel for andre skippere der let kunne friste samme skæbne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 633-636)

Redacteurens Anmærkning.

Bådsmanden svarer på spørgsmålet i Politivennen nr. 771, 9. oktober 1830, s. 643-645

Mange Ophævelser for 12 Rigsbankskilling.

Da indsenderen søndag den 10. maj om aftenen klokken omtrent 10 ville gå ind af Nørreport, fandt han ved bommen 2 personer til hest som var i samtale med bomforpagteren der. Indsenderen hørte at den ene af disse personer sagde til bomforpagteren at de begge have brugt alle deres penge og derfor ikke kunne betale de 12 rigsbankskilling der blev krævet af dem. Han ville derfor give sit lommeur i pant og indløse det selv samme aften eller følgende morgen. Men det ville bomforpagteren ikke lade sig tilfredsstille med. Han forlangte tværtimod ridepisken som den ridende der mente at det tilbudte pant var tilstrækkeligt, dog vægrede sig ved at levere, formodentlig fordi den såvel som hesten var lejet. 

Imidlertid beordrede den vagthavende underofficer skildvagten til at gøre plads blandt en del mennesker som havde samlet sig for at høre hvorledes de ridende ville rede sig ud af sagen. Skildvagten efterkom øjeblikkelig denne ordre og gik hen til den ene af de ridende og slog ham over ryggen med sit gevær. Den slagne sprang straks af hesten og forlangte at blive arresteret. Hvilket dog ikke skete, hvorimod såvel de ridende som den forsamlede mængde ved at vige for skildvagten passerede gennem bommen og ind af porten.

"Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag." (Eckersberg: Udsigt langs volden mod Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst)

Indsenderen forblev en kort stund i samtale med en god ven, og da han efter omtrent 10 minutters forløb passerede Nørreport, forefandt han inden for samme et langt større sammenløb af folk, samt de to heste hvis ryttere var inde i vagten hos løjtnanten, sandsynligvis for at afgive forklaring over det der var sket ved bommen. Men endnu mens rytterne var i vagten, kom nogle af vagtmandskabet ud for at sprede mængden ad, som stedse var forøget ved flere fra Nørreport indpasserede som af nysgerrighed blev stående for at blive underrettet om hvad der var på færde. Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag, hvoriblandt en skomagermester fik et slag over armen så at denne straks hovnede op og efter hans eget udsagn gjorde ham uduelig til at arbejde i nogen tid.

Man billiger langt fra ikke at de ridende personer havde blottet sig så aldeles for penge. at de ikke kunne betale portpengene. Men man kan derimod heller ikke rose bomforpagterens adfærd da han vægrede sig for at modtage et meget tilstrækkeligt pant som han var sikker på ville blive indløst. For denne vægring gav anledning til at en mængde mennesker stimlede sammen og at mange blandt dem fik drøje rap. Ja hvem indestår for at sagen kunne have haft værre følger hvis den vagthavende officer ikke efter at der var gjort ryddeligt udenfor vagten, havde kaldt soldaterne tilbage fra folkestimmelen, hvoraf en del var opbragte over de skrup der hændelsesvis var blev tildelt dem.

Der er så ofte klaget over enkelte af bomforpagterne i andre henseender. Så det ville være ønskelig om deres foresatte ville give dem en instruks hvorefter de havde at rette sig og alvorligt indskærpe dem at efterkomme denne. For sådant ville knytte det kærligheds- og enighedsbånd der bør sammenholde øvrigheden og stadens gode borgere, endnu fastere.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 307-310)

Den søvnige Bommand ved Niverød

Anmelderen der adskillige gange ved nattetider har passeret Helsingørs landevej, er ved ingen af de derværende seks bomme blevet så meget opholdt inden bommen er blevet optrukket som ved den ved Niverød Kro hvor man endog tidligt på natten må råbe og banke gentagende inden bommanden rejser sig af sit leje. Om årsagen til dette ubehagelige ophold ligger i en mindre færdsel forbi denne bom end forbi de andre, er anmelderen ubekendt. Men da bommanden er til for de rejsende, og ikke de rejsende for bommanden, så var det ønskeligt at forpagteren af nævnte bom enten bestræbte sig for at være mere årvågen eller så ofte han ikke kan overvinde søvnen, lod bommen stå åben.

(Politivennen nr. 667, Løverdagen den 11te Oktober 1828, s. 689-690)

Klage over Forpagteren af Amagerports Bomintrader.

Mandag den 23. juli efter skarpskydningen på Amager, kom indsenderen omtrent kl. halv ti ved Amagerports bom med en bræddevogn som han måtte tage i mangel af en rustvogn. Da vognen var brugt ved opsamlingen af de afskudte kugler, var den naturligvis benyttet til kongelig tjeneste, og desto mere forundrede det derfor indsenderen at blive anholdt af bommanden som erklærede at det var ham aldeles ligegyldigt om den var brugt til kongens tjeneste eller ej. Men indsenderen heraf skulle betale 11 skilling for at komme ind. 

Da indsenderen kun havde en fem rigsbankdalers seddel og frygtede for ved omvekslingen at blive bebyrdet med en mængde kobberpenge som bommanden havde i hånden, erklærede han at han ingen penge havde hos sig og forlangte at køre frit. For imidlertid at skåne de 2 fattige karle som sad på vognen, erklærede indsenderen sig villig til næste morgen at betale de 11 skilling. Men blev med uartigheder afkrævet et tilstrækkeligt pant, hvorpå han gav bommanden en guldring som næste morgen blev indløst. En så mageløs impertinence fortjener sikker at anmeldes for hans foresatte for at han tilbørligt kan blive straffet eller mulkteret. For de er beklageligt at en officer i kongelig tjeneste ikke skal kunne betros 11 skilling natten over.

(Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 497-498)

Den i legemlig Henseende største Skillingsmand har ogsaa Nykker.

Onsdag den 21. dennes tilbragte jeg aftenen udenfor Vesterport. Jeg havde givet min kusk ordre til at hente mig i karet henimod kl. 11 og dertil leveret ham mit passagetegn for ved udkørslen at godtgøre sin ret til at passere frit da han skulle afhente mig, og bomforpagter Andersen fandt sig da også i at respektere det foreviste tegn.

Ved indkørslen afkrævede nævnte Andersen der for mine to medfølgere erklærede at kende min person, mig bompenge på grund af at vognen ikke var min egen, men en hyrevogn, en grund jeg aldeles ikke fandt antagelig og vægrede mig derfor at betale da det næppe lader sig antage at det meddelte passagetegn skulle kunne tabe sin virkning når den mand på hvem det lyder, kører i en lånt eller lejet vogn, mens det efter bommandens videtur er i fuld kraft når man kører med egen ekvipage. Bomforpagter Andersen hvem jeg endnu mere gjorde opmærksom på at hestene og kusken tilhørte mig, men at vognen var lånt hos en vognmand, vedblev imidlertid sin påstand om boompenge af den anførte grund og tillod mig først efter lang passiar og efter at have i en bidsk og stødende tone udladt sig sålunde: "en anden gang skal jeg lære De at lade sådanne streger fare", at fortsætte rejsen uden at beetale.

Oven beskrevne adfærd af bomforpagter Andersen har jeg ikke villet indlade at offentliggøre i håb om at stadens høje magistrat vil drage omsorg for at bomforpagterne for fremtiden omgås folk sømmeligt og høfligt, uden at forvolde de rejsende ufornøden og tidspildende ophold, samt uden at gøre forsøg på at tilvende sig ulovlig vinding.

(Politivennen nr. 586. Løverdagen den 24de Marts 1827, s. 185-187).

Redacteurens Anmærkning.

Bomforpagter P. Andersen besvarede i Politivennen nr. 588, 7. april 1827, s. 210 i en ganske kort notits af 3. april 1827 med at anklagen var opdigtelse og usandfærdig bagvaskelse. I et svar i Politivennen nr. 589, 14. april 1827, s. 224-228 gentages argumentationen fra første artikel. Ydermere afslører skribenten sig som premierløjtnant og adjudant ved det borgerlige artilleri E. Müller. Han forbavses i øvrigt over at Politivennens redaktør der var vidne til optrinnet, har tilladt bomforpagteren at svare. Hertil svarer K. Kristensen at han ikke ønsker at blive beskyldt for partiskhed eller for at stikke noget under stolen. Og i øvrigt følger andres sager hvortil han ikke har været vidne.

Svar paa det første Stykke i Politievennen Nr. 579.

At bomforpagterne er berettiget at holde bommen lukket når tid og omstændighed gør det fornødent, derom vil vist hverken forfatteren af oven nævnte stykke eller nogen anden betvivle, da den ellers ikke behøvedes. At holde belysning ved den, kan ikke påhvile forpagteren udover så vidt at de passerende kan se at tælle de befalede passagepenge. Og hvis nogen ved uforsigtig kørsel beskadiger bommen, så bliver han pligtig at erstatte skaden. Hvortil også manden for hvem dette skete den 25. i forrige måned på Amagerport bom erklærede sig beredvillig uden mindste modsigelse.

At jeg bestrider min post med den mest nøjagtige opmærksomhed som er muligt, kan bevidnes af agtbare mænd hvis førnævnte forfatter skulle ønske og æske det. Hvad benævnelsen "skillingsmand" angår, da må jeg lade den gode herre vide, hvis han ikke allerede ved det, at disse mænd allerede for mange år siden er afgået og at denne benævnelse rimeligvis ikke nu kan være anvendelig på nogen. 

Endelig må jeg rent ud sagt erklære at jeg ikke har forpagtet bomforpagtere, hvilket publikum let skulle falde på at mene, dersom jeg ikke offentligt modsagde den benævnelse som allerede nævnte forfatter har tillagt mig som "forpagterens forpagter". Jeg er kun ligefrem forpagter af Amagerports bomindtægter efter lovlig kontrakt.

I øvrigt var det at ønske at mænd i deres lovlige forretninger kunne være fri for vinkelskriveres chikanerende anmærkninger. Således tror jeg hver ærekær mands mening er, og således mener jeg.

C. P. Dethmer. 

(Politivennen nr. 580. Løverdagen den 10de Februar 1827, s. 84-85).

Ønske om lidt Belysning paa Amagerbro, og om lidt mere Opmærksomhed af Skillingsmanden.

Det er meget ofte tilfældet at lygterne på Amagerbro forbliver utændt, mens man inde i byen Christianshavn allerede har vandret i lyset henved 1½ til 2 timer. Et sådant egyptisk mørke udbredte sig også over nævnte bro forleden 25. januar. Og da det netop den dag mod sædvane behagede bomforpagternes bomforpagter, en skomager Dethmer at lade bommen ved Amagerport gå ned mellem 7 og 8 om aftenen, så blev følgen af det og af det mørke som alt var indhyllet i, at en amagerbonde der troede bommen var åben, som sædvanligt med sin slæde kørte lige mod samme. Og det med en sådan kraft at den knækkede ved det.

Der opstod en heftig ordstrid mellem bommanden der nu krøb ud af sit hus og amagerbonden. Og efter at bonden var blevet opholdt over en halv time, endte det med at sidstnævnte måtte deponere 5 rigsbankdaler for den tilføjede skade på bommen.

I henhold til forestående faktiske omstændigheder tør man mene at vægteren på Amagerbro har en ordre der er ukendt for indsenderen, ifølge hvilken han kan undlade at tænde lygterne til sædvanlig tid. Den ordre ønsker man i så fald ændret og endvidere at nævnte forpagter er fritaget for at udhænge lygter når han lader bommen gå ned på en tid det er bælgmørkt på broen.

Med hensyn til dette sidste da synes det virkelig rimeligt at bommanden blev indskærpet at udhænge eller udsætte lygte hvis man endog ville skåne ham for den ubehagelighed selv at forlade kakkelovnskrogen i bomhuset. For således som sagerne forholder sig nu, er der stor fare på færde såvel for folk som fæ.

(Politivennen nr. 579. Løverdagen den 3die Februar 1827, s. 65-67).

Eckersbergs billede fra 1809 af Amagerport. I baggrunden bommen. Med Frelser Kirke og formentlig Lille Mølle bagest.

Vagthuset fra Eckersbergs billede findes såmænd stadig, selv om det blev flyttet da man udvidede vejen. (Flere billeder bl.a. fra flytningen findes her. Kik under Historier G-O, Om vagthuset ...) Bommen er for længst fjernet. I nederste højre hjørne kan man lige skimte Christianshavns Vold. Udsigten mod Frelserkirke er derimod spærret af etagebyggeri.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 580. 10. februar 1827, s. 84-85.

Et, saavel for Synet, som Lugten, ubehageligt Skue paa alfar Vei.

Som bekendt flyttedes bommen ved Store Vibenshus forrige år længere væk fra byen og en ny bolig blev opført til opholds- og beboelsessted for skillingsmanden eller som han muligvis hedder bomforpagteren.

Anmelderen skal ikke indlade sig på at bedømme om det ikke ville have været mere hensigtsmæssigt at nævnte bom siden den endeligt skulle forandre plads, var blevet anbragt endnu længere væk fra byen, nemlig på grænsen af stadens og amtets grund. Men han vil blot hensætte den bemærkning at dens anbringelse på dette sted i det mindste ville have forebygget de så bekendte tvistigheder som foranlediges derved at beboere på stadens grund måske alene fordi de boede udenfor bommen blev afkrævet bompenge ligesom med amtets beboere.

Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum. Et møbel som vist nok burde anvises en mere passende plads og gives en sådan retning at de der befærder den alfar landevej, ikke uden nødvendighed skulle ulejliges af en sådan stankkule.

Anmelderen nærer det håb at høje ansvarlige under hvem vejopsynet henhører, vil udvirke at ejeren lader sit på urette sted anbragte nødvendighedsmøbel flytte bag hovedbygningen. Hvilket allerede kunne være sket. Anmelderen er nemlig vidende om at hr. møllermester Christensen på Christineberg Mølle, der som genbo daglig lider af vandhusets uddunstninger, har tilbudt at udrede alle med flytningen forbundne omkostninger.

Anmelderen tilføjer at han, og det endog af en udlænding med hvem han rejste til Helsingør, har hørt bemærkninger over hvor upassende det var at en sådan bygning fandtes anbragt ud mod en offentlig endog af de højeste personer stærkt befærdet landevej.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 498-500)

"Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum." (Store Vibenshus fotograferet mellem 1880og 1910. Siden 1629 havde her været en bolig for bomforpagteren, den har dog højst sandsynlig ikke set ud som på fotoet. Københavns Museum).

Bøn om en taalelig Behandling af en vis Skillingsmand.

"O Glemme basi" Mesopotamisk af Baggesen.

De såkaldte bompenge eller rettere port- og passagepenge er vist nok selv om taksten strengt følges, en temmelig betydelig udgift for enhver der passerer ud og ind af staden. Det var derfor så meget mere at ønske at de herrer skillingsmænd, eller som de nu i vores polerede tidsalder kaldes, bomforpagtere, ville holde sig den af overøvrigheden fastsatte takst efterrettelig og til ære for flertallet af dem vil man også antage at dette er tilfældet.

Anmelderen er imidlertid flere gange, af den i legemlig henseende mindste af bomforpagterne, blevet afkrævet en højere end den takstmæssige betaling og det undertiden en halv time forinden han var berettiget til at oppebære en sådan, for ikke at tale om den inhumane adfærd nævnte person har udvist, så snart man har ytret tvivl om hans berettigelse til at oppebære det forlangte.

Foranlediget heraf tillader man sig at anmode stadens høje magistrat om at sætte en sådan klemme på nævnte bomforpagter så at han fremtidigt kan holde sig den fastsatte takst efterrettelig.

Ved denne lejlighed tillader man sig at spørge: Hvorledes burde en bomforpagter på mørke aftener tillade sig at give enskillinger for toskillinger og de store toskillinger for markstykker, hvilket dog let kan ske da vores penge med hensyn til størrelsen er så lidt forskellige.

(Politivennen nr. 546. Løverdagen den 17de Juni 1826, s. 401-403)