Trinitatis Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.

(Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.)

Ydmyg Bøn om Klæders Tørring paa Byens Kirkegaarde.

Inds. ser ofte ved at gå gennem Trinitatis Kirkegård at folk står på gravhøjene og hænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore, hvilket er harmeligt at se på da som det hedder: "Ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den over dem ophøjede gravhøj skal nedtrampes af folk ved at tjene dem til stige for at de i magelighed kan ophænge deres tøj. - Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer igennem gangene da i stedet for smukke og klappede, med blomster og træer besatte gravhøje at se lagener, særke, kjoler osv., og i stedet for at vandre gennem sådan en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, at nyde en behagelig, frisk og sund luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, må tørre på det til ethvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Enhver som tørrer tøj på kirkegårde,må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det) og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlene, så var det at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere eller hvem der har opsigt med kirken, ville forbyde at tørre klæder på kirkegården, så at folk som der har begravet venner og frænder osv., og ofte lader deres grave pynte, kan have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen, at se disse vel vedligeholdt. 

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage dem til eftertanke.

(Politivennen Nr. 1540, Onsdagen den 21 Mai 1845, s. 305-307)

Trinitatis Kirke, forrest området hvor kirkegården og kirkegangen var. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tøjtørring på kirkegårde var ikke kun et københavnsk fænomen, hvilket fremgår af nedenstående annonce som vedrører Rønne, i Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 22. oktober 1861:

Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie Vedkommende i denne Anledning.

Man har erfaret den herlige og følgeværdige skik som har fundet sted hele sommeren, at porten til Holmens Kirkegård her i staden har været åben om eftermiddagen til fri adgang for alle og enhver der vil bringe sine kære afdøde et eller andet offer eller fryde sig ved at gå omkring på dette sted, der som en skøn have, må fremkalde sand agtelse for den mand, der selv holder denne kirkegård i en sådan stand at den søger sin Lige. 

Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere–  for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!

Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.

Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for. 

Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?

Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s.  623-625)

Bøn om et bedre Hegn for Trinitatis Kirkegaard.

Motto: Der skal være fred inden din muur; rolighed i dine palasser. Dav. 122 Ps.

Det var vist nok at ønske at al begravelse på stadenskirkegårde endelig måtte ophøre, og kirkegården udjævnes til åbne pladser ligesom ved Frue Kirke, Men næppe på noget sted fremtrænger dette ønske sig tydeligere end på Trinitatis Kirkegård der er så opfyldt med lig at jorden og gravene ligger flere alen højere end gangs og de tilstødende gaders niveau. 

Dog så længe begravelser finder sted der, er det vist nok de ansvarliges pligt at sørge for at intet forstyrrer eller tilintetgør hvilestederne for de der er jordet der. Men hertil er det gitterværk der omgiver kirkegården, ikke i stand, da det især fra den lille dør til kirken ned mod udgangen ved Springgade, er så aldeles rådnet og forfalden at der kun behøves en kraftfuld hånd til at rive de hele overende. Flere stolper er aldeles rådne og mange af gitterstavene mangler så at der er åbnet fri adgang for hunde, katte og drenge, af hvilke de sidste let finder adgang til kirkegården over gitterets ruiner. 

Med "Springgade" (den nordligste del af Pilestræde) i ryggen ses her placeringen af kirkegården rundt om Trinitatis Kirke. en lille rest er bevaret ved koret, samt nogle gravsten.

Ubehageligt er dette for dem som har familiebegravelser på kirkegården og som ønsker disse grave fredet, og endnu mere ubehageligt må det være for kirkens betjente til hvem besørgelsen af gravenes vedligeholdelse er betroet og som derfor nyder betaling, når de kort efter en gravs oplægning, ser arbejdet tilintetgjort. Man håber derfor at kirkens agtværdige værge der ved flere lejligheder har lagt sin omhu for kirken og for sin pligtopfyldelse for dagen, vil finde at denne anke også fortjener hans opmærksomhed og bevæger ham til at virke alt hvad der står i hans magt for at skaffe kirkegården fred og dens omgivelser et anstændigt udseende. 

På fremmede steder gøres mange opofrelser for at pryde gudshusene og deres omgivelser, det er derfor nødvendigt at vi her til lands i det mindste foranstalter det fornødne. Vel vides det at kirken ikke er rigeligt dateret, men til nødvendig udgift må der dog altid kunne gøres udvej, og vist nok ville mange af de af menighedens medlemmer der har gravsteder på kirkegården, findes villige til et offer for at sikre deres familiers og venners hvilesteder fra nedtrædelse eller vanhelligelse. Måske vil snart en heftig blæst gøre absolut det der her kun er fremsat som et beskedent ønske.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 219-221)  

Trinitatis Kirkegaard.

I en stor stad opliver alt som minder os om den fri natur. Og skønt vi har så mange erindringer herom i København, har vi dog intet at miste.

Trinitatis Kirkegård kunne give et behageligt skue for beboerne af en del af Købmagergade, Landemærket og Springgade. Men som kirkegården ser ud nu, mindes man kun med bedrøvelse hvad den har været som gravlund, mens man beklager dens nuværende tilstand. Pladsen selv er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker. Træerne er kendeligt stævnet af uøvede hænder. Rækværket ved mellemgangen trænger hårdt til eftersyn af snedker og maler.

Når dette og mere som kendeligt trænger til hjælp, blev istandsat og vedligeholdt bedre end hidtil, ville øjet fryde sig. Og ejendomsbesidderne især i Landemærket og Springgade, kunne da regne med at få dannede familier i og passende leje af deres ejendomme. Især når de som i Springgade tillige gav deres ejendomme et sirligere ud- og indvortes således som enkelte ejendomsbesidder allerede er begyndt på.

Men beder derfor høje vedkommende at skænke denne sag opmærksomhed. Herunder kunne måske komme i overvejelser om ikke gangen der befærdes meget, kunne skænkes en række fliser, og gadedrengene som nu spærrer den, jages bort. Den pæl der står ved indgangen til Springgade, synes at være overflødig da det vist ikke vil falde nogen ind at køre ind i gangen.

(Politivennen nr. 800, Løverdagen den 30te April 1831, s. 311-313)

"Kirkegården er oversået med sten og andet som gadedrengene kaster derind. Nogle gravsteder vansires af faldefærdige rækværker." (Rester af Trinitatis Kirkegård mod Springgade, dvs. Pilestræde og Landemærket. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

En beskrivelse af kirkegården findes endvidere i artiklen "Sammenligning imellem Holmens og Trinitatis Kirkegaarde her i Staden, og ærbødigst Spørgsmaal til høie vedkommende i denne Anledning." Politivennen nr. 1136, lørdag den 7. oktober 1837, side 623-625. 

Politivennen nr. 803, 21.maj 1831, s. 370 bekendtgjorde at kirkegården nu blev istandsat og rækværket malet.

En Bemærkning.

I anledning af klagen i sidste politivennen over urenligheder i fordybningerne ved Trinitatis kirkemur vil man ikke undlade at gøre ankens indsender opmærksom på at det kun er pålagt kirkens betjente at sørge for kirkens indvendige renholdelse. Den udvendige renholdelse sorterer derimod under det offentlige, ligesom også at den stedfundne uorden meget vanskeligt vil kunne forebygges når ikke samtlige fordybninger tillukkes med et gitter enten af jern eller træ, hvilket så vidt erindres har været foreslået før. 

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 873)

Ydmyg Bøn mod Klæders Tørring paa Byens Kirkegårde

(Indsendt)

Indsenderen ser dagligt ved at gå gennem Helligånds Kirkegård at folk står på gravhøjene og ophænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore. Det er harmfuldt at se på da som det hedder "ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den ophøjede grav over dem skal nedtrampes af folk som bruger den som stige for at de mageligt kan ophænge deres tøj. Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer gennem gangene da man i stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser lagen, særke, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, i stedet for at nyde en behagelig frisk og sund luft indånder en usund og fugtig luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, men må tørre det på det til hvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke gøre det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Et smukt syn er det ikke når man spadserer gennem gangene. I stedet for smukke og klappede og med blomster og træer besatte gravhøje ser an lagen, særker, kjoler osv. Og ved at vandre gennem en smuk gang som Trinitatis kirkegang, indånder man en usund og fugtig luft. (Eget foto).

Enhver som tørrer tøj på kirkegården må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det). Og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlen, så var det da at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere, eller hvem der har opsigt med kirken ville forbyde folk at tørre klæder på kirkegården, fordi at folk som der har begravet venner og frænder osv. og ofte lader deres grave udsmykke kunne have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen at se disse vel vedligeholdt.

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage det til eftertanke.

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 491-492)

Uorden i Springgade, på Trinitatis Kirkegårdsgang og i Nabolaget

(Efter indsendt)

På de seneste er det hændt for adskillige personer, embedsmænd, aldrende fruentimmer og andre at de bliver mødt uforskammet af skoledrenge på de ovenfor nævnte steder. De mest agtværdige mænd har man set overkastet med skarn, lige uden for kirkedøren i Rundekirkegårdsgang. Anstændige fruentimmer er blevet puffet, skubbet, begloet, udgrint, og udskældt af disse uforskammede knægte. Det er et dårligt vidnesbyrd om den sædelære deres lærere indprenter dem og om den skoletugt de holder at se at så unge mennesker allerede er så ubændige, ubeskedne og uforskammede.

Ved Rundekirkegårdsgang er anstændige fruentimmer blevet puffet, skubbet, begloet, udgrint og udskældt af uforskammede knægte.

Man foreslår derfor enhver skolelærer der tror muligt at grupper af hans skoles drenge kunne findes i Rundekirkegang og i Pilestræde, engang imellem at patruljere på passede tider på disse steder. Og siden alvorligt straffe dem som han finder på nogen måde skyldig i ovenstående lumpenhed og usædelighed.

(Politivennen nr. 505, 2. januar 1808, s. 8126-8127)

Atter noget om Kirkegårde

På Runde Kirkegård er opsat et lysthus. På Nikolaj Kirkegård er anlagt en have, og omsat med et nyt stakit. Ud til den sidstnævnte kirkegård har et hus fra Lille Kongensgade en hel række af vinduer. På samme kirkegård er en slags huggehus, der har sin dør ud til kirkegården. Item et hundehus med tilbehør ved siden af gravene. Item en flok høns, og måske flere af den slags dyr. Sikkert må alt dette have sin grund i hævd, da man vel ikke kan forestille sig at at kirkernes nuværende forstandere uden at blive bedt om det ville lade de hvilesteder de har fået ansvaret for, underlægges så slemme servitutter. Hvem ønsker at have sit gravsted under vinduer, hvorfra alskens urenlighed kunne udkastes? Hvem ville se sin kærestes ben henlagt i en hønsegård, under et hundehus osv.

(Politivennen 10. maj 1800, Hæfte 9, nr. 107. s. 1704-1705)

Forslag om Nicolaj Kirkegård

Det må bedrøve enhver sand ven af staden at se denne kirkegård atter blive indhegnet til sin forrige bestemmelse. Man havde ventet at sidste store ildebrand med sine mange sørgelige virkninger, skulle haft denne gode at en kirkegård der er så lille og dog fuld af så mange hundredtusinder menneskelevninger, der altså nødvendig udsender mange giftige dunster, skulle blive nedlagt. Dette har endog flere skrevet om. Men nej, kirkegården indhegnes atter, og det kan forventes at der ikke vil mangle på fordomsfulde, der enten selv vælger at begraves der, eller der ville jorde deres venners lig! Imidlertid skulle fornuftige betragtninger over skaden for indbyggernes sundhed ikke gøre noget indtryk på disse, så jeg vil prøve at sætte fordom mod fordom: "Ja, det er rigtig nok ønskeligt at hvile midt i den stad, man i live var borger i. O det er herligt at ligge tæt rundt om (inden i! ja det er endog værd at dø for) det den kære Guds hus, hvori man kvad ham højtidelige sange! Her vil det være lettere at høre englen, når han fra kirketårnet i basunen udstøder sin dommedagsreveille, for en stor stad, hvor der er så mange at opvække, kan han ikke så let springe over, som en enligt beliggende kirkegård ude på marken.

Rigtig kære venner, ganske ret! Men lå man kun ikke så farligt, så ligesom på nåle, på disse herlige stadskirkegårde! Det er dog en stor Guds jammer, når man ikke kan ligge i fred i graven, efter al den plage man har udstået i denne Jammerdal! Men tænk på at efter ganske få år siger graveren en op, der må flyttes ud, for at give en nykommen plads, og det er velbekendt hvor forargelig denne flytning går for sig!

Dog dette er ikke nok, Tænk engang! de levende raner fra tid til anden hele stykker land fra de døde. Snart optages et stort stykke af Rundekirkegård til en porcelænsfabrik, o skændsel! Hele aspargesmarker ses dækket med de kære dødes levninger! Snart får en skoles vilde drenge et stykke af Frue Kirkegård, og leg og latter høres på de steder, hvor blot sukke burde høres over vor synd, der har bragt døden i verden! Snart frarøves en betydelig strækning fra Nikolaj Kirkegård til gaders udvidelse, måske blot for at syndig upperhed kan køre i kareter desto snarere forbi et sted, der skulle bibringe erindring om den rige mand i evangeliet!!!

Ja, kære sjæle, og så oven i købet i ildebrandstilfælde den jammer man da ser på kirkers og grave tavse indbyggere!!! Og alt dette er der dog ikke fare for sker på assistenskirkegårdene. Tænk på det!"

Skulle den ene fordom ikke få magt over den anden? Jeg mener jo, og tør håbe at flertallet vil samtykke i at denne plads indrettes til et brug som hele staden kan være tjent med, i stedet som hidtil at være et indviet pestfabrik midt i den folkerigeste del af staden.

Dersom Politivennen vil indrykke dette i sit blad, skal jeg om kort tid give forslag om den anvendelse af denne plads jeg tror staden kunne være bedst tjent med.

A. G****

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 20, s. 311-314. [Estimeret dato: 8. september 1798])