Man har erfaret den herlige og følgeværdige skik som har fundet sted hele sommeren, at porten til Holmens Kirkegård her i staden har været åben om eftermiddagen til fri adgang for alle og enhver der vil bringe sine kære afdøde et eller andet offer eller fryde sig ved at gå omkring på dette sted, der som en skøn have, må fremkalde sand agtelse for den mand, der selv holder denne kirkegård i en sådan stand at den søger sin Lige.
Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere– for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!
Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.
Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for.
Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?
Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.
(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s. 623-625)
Det vides ikke om man for denne adgang skylder kirkens højtærede værge, S. T. hr. etatsraad Viborg, sin første tak, eller dens ligeså dristige som fordringsløse overgraver hr. Gerdtzen. Men hvem af disse to (hvoraf den sidste under adgangen personlig er nærværende, så at der umulig nogen som helst misbrug eller uorden kan finde sted) der har krav på almen taknemmelighed – men især af sognets beboere– for denne indretning, bringes denne af en, der her må søge lidt erstatning for hvad der blev den nægtet på Trinitatis Kirkegård, til hvis sogn man hører: frit at kunne dvæle ved de tuer, hvorunder de hviler som man har at takke for alt: og til hvilke den derimod må nøjes med et skelende blik at titte ind gennem det gitterværk - til hvis forskønnelse, i forening med selve kirkens, den dog i sin tid bidrog sin skærv efter opfordring, selv i et tidsrum hvor dens egen ejendoms mangler lodes upåagtede!
Indsenderen spørger fremdeles: Om det er for at frede om det en halv alen høje græs, ukrudt og jord som man må vade i på Trinitatis Kirkegård for at komme til de grave man søger hen til - at denne vise tillukken finder sted? Dette synes sandelig latterligt. For enhver kan overbevise sig om, at intet græsstrå findes udenfor gravene på Holmens Kirkegård, og at alt netop der står og er holdt i beundringsværdig orden - uagtet fra adgang dertil tilstedes.
Man vil måske svare at enhver, der vil ind, kan henvende sig til ”enten graveren eller graverkarlen,” for da at blive indladt! – Men behøver jeg sige: at den der først skal løbe hjem til en af kirkebetjentene, for at tiltrygle eller tilkøbe sig denne gunst, vel ikke ret tit vil prøve de menneskelige luners magt; og ikke altid har man evne til at gribe i lommen for hver gang man vil besøge de grave der årlig betales for - men som indesluttes for de dem tilhørende under strenge lås og lukke, lig skatte, ingen må nærme sig, uden stor ulejlighed, den man ugerne mere end én gang udsætter sig for.
Og hvorfor bør ikke kirkegården daglig fra og til et vist klokkeslæt være åben under opsigt? Skulle Trinitatis Kirkes gravere stå mere tilbage i at ville fremme en sand og tilbørlig bekvemmelighed for deres sognefolk, end de ved Holmens Kirke, der ikke engang kræver noget bestemt for graves oplægning, men lader det bero på enhvers evne og forgodtbefindende?
Ifølge ovenstående håber man vist at S. T. hr. Grosserer Borgen, ”Værge for Trinitatis Kirke;” vil være ligeså redebon til at indføre den heri påpegede gode skik, som hin høje veltænkende embedsmand, og manges oprigtige tak vil han høre derfor, i særdeleshed deres, hvis kærlighed til de forevigede ikke ophører. Man betvivler iøvrigt, at Trinitatis Kirkegård vil blive besøgt af andre end sådanne, der har interesse for de der begravede; for derfor er dens elendige tilstand en sikker borgen.
(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837, s. 623-625)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar