Perlstein og Synagogen i Læderstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Moses Levy (o. 1795-1865) ville ikke acceptere de reformer som blev indført ved synagogen i Krystalgade, og grundlagde synagogen i Læderstræde 5 ("lille Schule" eller "Den Koch'ske Synagoge"). Den lå på 1. sal, kunne rumme et halvt hundrede mennesker og var udstyret med Thorah-skab, Thorah-rulle, bedepulte, stader og bænke. Her lå den til 1957, hvor der ikke længere var personer nok til en minyen (mindst 10 voksne jødiske mænd). Kirken ejedes af partikulier og lotterikollektør Perlstein. Han fungerede endvidere som forsanger, rabbiner, thoralæser og schofarblæser. Efter ham var det Isidor Perlstein, bror til thoralæseren i Krystalgade, Herman Perlstein.

Fotograf Thorvald William Hammeron: Lotterikollektør Joseph Perlstein (1822 eller 1823-1889) og Helene Perlstein, f. Levy (1826-1901). Hun var datter af Moses Levy og Frederikke Levy, f. Nathan. De fik 12 børn, hvoraf 3 døde ved fødslen. De omtales i nedenstående artikel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Helene Levy måtte efter datidens lovgivning lade sig konfirmere før hun kunne blive gift med Joseph Perlstein. Moses Levy forsøgte at omgå loven ved at blive afhørt af andre end rabbiner Wolff. Det lykkedes dog ikke. Joseph og Helene Perlstein videreførte Moses Levys kamp mod synagogen i Krystalgade.

Synagogen i Læderstræde og Familien Perlstein

Fra Højesteret.

Hele Familien Perlstein var vist i Gaar i Højesteret for at høre Proceduren af deres Sag, som da begyndte.

For mere end et halvt Hundrede Aar siden levede i København en Urtekræmmer og Lotterikollektør Moses Levy. Han havde to ejendomme, Læderstræde Nr. 24 og Strandgade Nr. 23. Han var en rettroende Jøde, der ikke fandt Synagogen i Krystalgade pligtopfyldende nok, hvorfor han ved en Disposition af Jan. 1853 oprettede en Synagoge i Læderstræde Nr. 24, og den er der endnu. Det er kun en lille Sal paa 5 Fag. Det blev bestemt i Dispositionen, at efter hans og hans Hustrus Død skulde hans Datter Helene eller hendes Mand Joseph Perlstein være Inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig; efter dem deres ældste Barn og saaledes fremdeles. I Dispositionens § 4 bestemtes det, at paa Moses Levys Dødsdag skulde der læses en halv Time for ham af Davids Salmer. Der var ingen Præst, men en af Menigheden skulde præke.

Hvis der ikke var mindst 10 Personer over 13 Aar tilstede ved en Gudstjeneste, skulde der betales andre Personer Penge for at gaa i Kirke. Paa den Maade var der i Kirkens daarlige Tid brugt aarlig 1000 Kr. til Kirkegængere. Da Helene Perlstein var bleven Enke, blev hun Inspektør for Kirken, og hendes Søn, Fuldmægtig Isidor Perlstein hjalp hende. Han troede ogsaa, han kunde beholde Pladsen efter Moderens Død, men det satte den øvrige Familie sig imod. Familien Perlstein holdt Møde, den delte sig i to Partier, den ene Part, 6 Personer, vilde have Ejendommene solgt og kirken nedlagt, den anden Part, 3 Personer, vilde have Kirken opretholdt. Den, der rettelig skulde være Inspektør, var Fru Hanne Bamberger, født Perlstein, men hun var gift med en Rabbiner i Würtzburg, hun vilde ikke komme til København, men lade sin Broder Isidor Perlstein forvalte Kirke og Ejendom for hende. Herpaa vilde Flertallet af Familien ikke gaa ind. Isidor Perlstein blev sat ud af Fogden og hans Søster, Pauline Perlstein, blev Inspektør.

Derved opstod Striden i Familien. Fogedrettens Kendelse blev indanket for Overretten, der gav Isidor Perlstein Medhold i, at han godt kunde være sin Søsters, Fru Bambergers, Forretningsfører. Sagen naaede i Gaar til Højesteret.

Højesteretssagfører Ulf Hansen mødte for Frk. Pauline Perlstein, mens Højesterelssagfører Henriques mødte for hendes to Søskende, Fru Bamberger og Isidor Perlstein.

Men først paa Mandag bliver det afgjort om Frk. Pauline eller hendes Broder Isidor Perlstein skal have Friboligen i Læderstræde.

(Social-Demokraten 25. maj 1907).

Højesteret stadfæstede om mandagen overretsdommen, således at fuldmægtig Isidor Perlstein vedblev med at være inspektør for den jødiske kirke i Læderstræde.

Fra Højesteret.

Kbhvn, Mandag

Forbønner for Testamente.

Den om jødekirken i Læderstræde opstaaede Søskendestrid, der afsluttedes Mandag i Højesteret, har kun Betydning for de ni Søskende Perlstein og den lille mosaiske Menighed, der samles i Kirken. Men Retsforhandlingerne, der overværedes af en talrig Forsamling af Jøder og Jødinder, gav i flere Henseender et mærkeligt Indblik i Jødernes religiøse Skikke og Sædvaner.

Lotterikollektør Levy, som oprettede Kirken, havde saaledes bestemt, at alle, der nød godt efter Bestemmelserne i hans Testamente, hvert Aar paa hans Dødsdag skulde møde i Kirken og "læse for ham" en halv Time i Davids Salmer. Men senere forandrede han dette til, at to Personer skulde møde hos hans Svigersøn Perlstein eller hans Børn og "læse for ham" i en hebraisk Bog to Timer hver Formiddag, og derfor skulde de saa have 400 Rigsdaler om Aaret.

Endvidere skulde der hver Morgen og Aften holdes Bøn i Kirken, og mødte der ikke et tilstrækkeligt Antal, skulde Inspektøren leje saa mange, at der var mindst ti Personer over 13 Aar til Stede ved hver Gudstjeneste. Udgifterne dertil løb undertiden op til ca. 1200 Kr. aarlig.

En anden Bestemmelse, som for øvrigt ogsaa gælder for Synagogen i Krystalgade, gaar ud paa, at en Mand, som ikke maa være Jøde, skal tænde de 34 Lys i Kirken paa Sabbaten og Festdage, da Jøderne ikke maa forrette eller udføre noget Arbejde.

Højesteret stadfæstede Overretsdommen, hvorefter Isidor Perlstein vedbliver at være Inspektør med Fribolig ved Kirken, og hans Søster, Pauline Perlstein, der lod ham udsætte, skal betale ham og Søsteren, Fru Baumberger, 300 Kr. i Sagsomkostninger.

(Roskilde Dagblad 29. maj 1907).

Den lille Synagoge.

Brev fra Højesteret

Kjøbenhavn, 27. Maj.

Der var næppe mange Mennesker i Kjøbenhavn, endsige da udenfor Hovedstaden, som anede, at der foruden den store jødiske Synagoge i Krystalgade existerede en mindre i Læderstræde, før den Sag, Højesteret i Dag har paadømt, blev bekjendt for Offentligheden. Denne hidtil ukjendte Synagoge er da ogaaa af en meget privat Karakter. Den er oprettet af en Urtekræmmer Moses Levy og Hustru, født Nathan, ved en "Disposition" af 14. Juni 1852 og synes efter denne Testamentsakts Indhold allerede den Gang at have existeret. Formentlig er den oprettet, fordi den officielle Synagoge ikke har forekommet Ægteparret orthodox nok.

Den nævnte Disposition gik ud paa, at Urtekræmmer Meyers Ejendomme i Læderstræde og i Strandstræde paa Christianshavn skulde anvendes til Støtte og Gavn for hans og Hustruens Religion, uden at Udbyttet af dem dog skulde unddrages deres eneste Barn, som var gift med Joseph Perlstein. Der skulde i Ejendommen i Læderstræde - nuværende Nr. 6 - holdes mosaisk Kirke i et 5 Fags Værelse paa 1. Sal. Hver Morgen og Atten skulde der i denne Kirke holdes Bøn at mindst 10 Mænd af den mosaiske Tro paa 13 Aar eller derover. Mødte der Ikke saa mange, skulde Andre betales for at møde. Kirken skulde ved alle Gudstjenester være fuldt oplyst, paa Fredagene og andre Helllgaftener skulde der være tændt mindst 34 Lys. Paa Sabbathen, alle Højtidsdage og Aftener samt paa Fastelavns Aften og Dagen derefter skulde foruden den 5 Fags Stue tillige anvendes et 3 Fags Værelse til Brug for Kvinderne. Til Kirken skænkede Ægteparret to Rullebibler med Sølvklokker, der vejede ca. 340 Lod. Alle, der nød godt af Ejendommene efter Dispositionen, skulde mede hver Morgen og Aften; de paagjaeldende Kvinder skulde stille en Mand i deres Sted. Udeblev nogen eller undlod Vedkommende at sende en Mand i sit Sted 8 Dage i en Maaned skulde han eller hun miste sin Ret til at nyde noget Godt efter Dispositionen. Paa Moses Levys Dadsdug skulde Alle efter Gudstjenesten læse for ham i en halv Time af Davids Salmer. Den, der undlod det, skulde bøde 10 Rdl, til de Fattige udenfor Menigheden. Denne Bestemmelse ændredes dog senere derhen, at at der i Stedet for en halv Time paa Dødsdagen skulde læses to Timer hver Formiddag Kl. 10-12 i en hebraisk Bog, og til Vederlag derfor fastsattes etaarligt Honorar af 400 Kdl. Endelig udgik ved en senere Tilføjelse Ejendommen i Strandgade af Depositionen.

Stiftelsen og Kirken skulde forestaaes af en Bestyrelse paa 3 Medlemmer, af hvilke det ene som Inspektør skulde have Fribolig i Ejendommen i Læderstræde. Efter Moses Levy skulde hans Svigersøn og Datter have Boligen og af Ejendommens Overskud med Fradrag af 600 Rbd. til hver af de andre Bestyrelsesmedlemmer. medens 1/3  skulde tilfalde en Enke eller Jomfru, der i Ejendommen vilde holde Badstue for mosaiske Trosbekjendere. Ved denne Badstue skulde forefindes et Aftrædelsesværelse. Kvinder maatte kun benytte Badstuen om Aftenen efter Solnedgang og Mænd kun forud for Højtidsdagene. Afbenyttelsen skulde være gratis; men Badstueholdersken maatte modtage, hvad hun fik givendes.

Saaledes omtrent lød Dispositionens Bestemmelser. Moses Levy døde i 1865, efter ham var Joseph Perlstein Inspektør til 1887, da han døde, og efter ham hans Enke Helene Perlstein til hendes Død 1901. Saa opstod der Strid i Familien om, hvem Inspektoratet skulde tilfalde. Etter Dispositionen skulde den ældste og nærmeste Slægtning nyde Fortrinet. Ægteparret Perlstein ældste Barn var Fru Hanne Bamberger, gift med en Rabbiner i Würzburg, og hun mente sig berettiget til at overtage Inspektoratet samt Friboligen med sin Broder Fuldmægtig Isidor Perlstein som Repræsentant; men en Del af Resten af Familien mente, at hun som boende udenfor Landet ikke kunde forestaa Kirken, saa at lnspektoratet maatte tilfalde det næstældste Barn, Frk, Pouline Perlstein. 

Overretssagfører Lachmann var efter Enkefru Perlsteins Død bleven bemyndiget til som Kreditor testamenti at tage Moses Levys og Hustrus Bo under Reassumtions-Behandling for saa vidt angik Ejendommen i Læderstræde, men han frasagde sig dette Hverv efter 3 Aars Forløb, og Boet overgik derpaa til Hof- og Stadsrettens Skiftekommiision, der stadfæstede en Anmodning, Hr. Lachmann ved sin Fratræden havde rettet til Hr. Isidor Perlstein om at lede Kirken og i Januar 1906 blev der derpaa truffet en Overenskomst mellem samtlige Børn, hvorefter de tre ældste, Fru Bamberger, Frk. Pouline Perlstein og Kantor Hertz Perlstein konstituerede sig som Bestyrelse, idet Fru Bamberger konstituerede Hr, Isidor Perlstein som Administrator. Spørgsmaalet om Retten til Friboligen, der paa Fru Bambergers Vegne indehavdes af Hr. Isidor, overlodes det til Domstolene at afgjøre, og det er dette, der er sket undør denne Sag.

Frk. Pouline begjærede Byfogdens Bistand til at faa Søsteren Hanne og hendes Fuldmægtig sat ud at Inspektørboligen, og deri gav Byfogden hende Medhold. Sagen kom saa for Hof- og Stadsretten, der omstødte Fogdens Kjendelse, idet den først forkastede den Indvending mod Hr. Isidor som Fuldmægtig, at han ikke mødte ved Gudstjenesterne. Det vedrørte efter Domstolens Mening ikke denne Sag, der alene drejede sig om, hvorvidt Fru Bamberger var berettiget til at være Inspektør pr. Fuldmægtig. Retten slog fast, at "Dispositionen" ikke opstillede nogen personlig Betingelse for Overtagelsen af Inspektørbestillingen, der endogsaa kunde tilfalde en Umyndig, og at Inspektørens Pligt ikke bestaar i at lede Gudstjenesten, men i at administrere Stiftelsen. Den fandt derfor Intet at indvende mod, at Fru Bamberger havde antaget Inspektørsstllingen ved en Fuldmægtig og frifandt hende for Søsterens Tiltale.

Til ganske det samme Resultat kom Højesteret i Henhold til de samme Præmisser, og den paalagde Frk. Pouline at betale Søsteren Hanne Sagens Omkostninger for Højesteret med 300 Rbd.

B.

(Jyllandsposten 29. maj 1907).

Læderstræde. Den lyse bygning er nr. 5 hvor synagogen var indrettet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Synagogen i Læderstræde dannede rammen om den første gudstjeneste efter befrielsen 1945 for de hjemvendte medlemmer af Københavns mosaiske Menighed fordi den store synagoge først skulle sættes i stand til genindvielse 22. juni 1945.

Mordattentat i Læderstræde (2). (Efterskrift til Politivennen)

Om mordet, se tidligere indslag på denne blog. For et længere referat fra Højesteret, se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1880.

Dommen i Ark. Anna Hudes Sag antages ikke at ville blive appelleret, ialtfald ikke for Frk. Hudes Vedkommende;  hun idømtes som bekjendt et Aars simpelt Fængsel, medens Ruffersken, Mad. Jacobsen i Fiolstræde, er idømt et Aars Forbedringshuusarbeide. Referatet af Dommen i de kjøbenhavnske Blade er overordenlig vidtløftig, og her fremdrages derfor kun de væsenligste Punkler af denne Sag, som vistnok endnu vil være i Læsernes Erindring.

Frk. Hude er født i Juli Maaned 1858, allsaa er hun nu 22 1/4 Aar gl. Hun tilhører en agtet Familie i Roeskilde, og tog i 1877 Lærerindeexamen, hvorefter hun i nogen Tid var ansat som Lærerinde ved Roeskilde Borgerskole, men i Mai 1878 flyttede hun til Kjøbenhavn, hvor hun kort efter tog 1ste Deel af examen artium. Hun boede i Kjøbenhavn hos sin Onkel, hvor Leerbeck var Huuslæge. Den første Fornærmelse, Leerbeck tilføiede hende, skete, medens hun en Gang laa syg og han var tilkaldt for at tilsee hende. Ved denne Leilighed viste han, under Paaskud af en Undersøgelse, en meget usømmelig Optræden og gav hende et lidenskabeligt Kys, senere kyssede han hende deels ved tilfældige, deels ved forud aftalte Møder flere Gange, men stedse mod hendes Villie og han bragte hende endog derved i den Grad til Fortvivlelse, at hun tænkte paa Selvmord.

Den største Fornærmelse, Leerbeck tilføiede Frk. Hude, var i et Værelse i Fiolstræde hos ovennævnte Mad. Jacobsen. Alligevel talte Hude senere med Doktoren, deels fordi hun ved faae en alvorlig Forklaring troede at kunne gjenvinde nogen Ro og deels fordi hun frygtede Leerbeck, af hvis Øine Ondskab og Forbitrelse lyste hver Gang hun viste ham sin Vrede og Afsky. I April d. A. mødte hun ham en Dag paa Gaden, hvor Leerbeck tiltalte hende og bad om Tilladelse til at maatte besøge hende i hendes nye Hjem (hun var den Gang nylig flyttet ind i et Pensionat). Denne Anmodning vakte i høi Grad hendes Vrede, saa meget mere som den rettedes til hende i hendes 13-aarige Søsters Nærværelse, og hun svarede kort og bestemt Nei. Fra det Øieblik var ethvert Ønske hos hende om ikke at stille« fra ham i Fjendskab og enhver Frygt herfor forsvunden hos hende, og da hun en Gang senere mødte ham og han vilde tiltale hende, fjernede hun sig hurtigt, men gik samme Dag op i hans Bolig og sagde ham. at han skulde nøies med at have gjort hende ulykkelig og fremtidig lade hende være uantastet, hvorpaa hun, uden at afvente hans Svar, forlod Værelset. Fra den Dag saae hun ham ikke, før hun den 18de Juni gjorde Forsøg paa at dræbe ham. - I Pensionatet, hvor hun boede, friede nogen Tid efter en ung Mand til hende og hun gjengjældte hans Tilbøielighed. men søgte at skjule den, da hun følte, at hun efter det Passerede ikke burde gifte sig. Hun forlangte dog Betænkningstid og reiste til sit Hjem, hvor hun endelig modtog hans Tilbud efter at være kommet til det Resultat, at hun egenlig var uskyldig i det Passerede. Derefter kom den unge Mand til Roeskilde. hvor alt Nærmere, selv Brylluppet aftaltes. Men paany vaagnede hendes Betænkeligheder med stor Styrke, og efter nogen Vaklen hævede hun Forlovelsen under Paaskud af, at hun ikke elskede ham. Imidlertid talte de unge Folk senere - 4 Dage før Mordforsøget i Læderstræde - sammen i Pensionatet, hvor ogsaa han boede, og hun fortalte ham nu den egenlige Grund til, at hun ikke vilde være hans Hustru. Han bebreidede hende hendes Opførsel i denne Sag, og derved blev hendes Sindsstemning end mere fortvivlet. Ved Hjælp af Chloral forsøgte hun derefter den 16de Juni om Natten at dræbe sig selv, men Forsøget mislykkedes. - Det forekom hende under alle disse Sjælelidelser uretfærdigt, at Leerbeck, der havde paaført hende al denne Ulykke, gik fri og frank omkring og var ganske uberørt af hendes Sorg, maaske fremkaldende nye Ulykker af lignende Art. Disse Betragtninger i Forbindelse med en Forestilling om. at hun derved skaffede lig en personlig Opreisning, fremkaldte Tanken hos hende om at dræbe Leerbeck og efter at have dvælet ved denne Tanke fra den 15de Juni. da den først opstod hos hende, til den 18de næstefter, fattede hun sidstnævnte Dag ved Middagstid det bestemte Forsæt at ville dræbe ham. Hun kjøbte en Revolver, ladede den i sit Hjem, spiste derpaa til Middag og havde saa en Samtale med sin tidligere Forlovede, der bad om Tilladelse til at maatte afsende et Brev, som han havde tilskrevet hendes Forældre og hvori han vilde aabenbare dem alt, hvad hun havde meddelt ham, - men hun bad ham vente dermed til næste Dag. Derefter gik hun ud og opsøgte Leerbeck, traf ham i Læderstræde, affyrede to Skud paa ham, saarede ham let, og affyrede derefter det tredie Skud mod Steenbroen. Hun fastholder at have handlet med fuld Bevisthed, men i en til det yderste exalteret og ophidset Tilstand, der gjorde hende det umuligt at handle med roligt Overlæg. Leerbeck, der var 64 Aar gl., hængte sig som bekjendt i Arresten, men tilstod dog forinden sin fornærmelige Adfærd imod Frk. Hude ved det i Begyndelsen omtalte Sygebesøg, medens han, hvad Scenen i Huset hos Mad. Jacobsen hvis Haandtering han kjendte af personlig Erfaring angaaer, paastod, at her var kun Tale om en Forførelse.

Leerbeck benægtede ogsaa at Frk. Hude ved deres tilfældige Sammenkomster havde vægret sig ved at modtage hans Kjærtegn eller bebreidet ham Noget. Denne hans Erklæring staar dog i Modstrid ikke alene med Frk. Hudes Udsagn, men ogsaa med de Forklaringer, der ere afgivne af Mad. Jacobsen og et hos hende boende Fruentimmer. Ligeledes har det vist sig, at Leerbeck paa anden Maade ofte ovenfor Patienter har misbrugt sin Stilling som Læge. - I Adskilligt kan kun Frk. Hudes Forhold, som dette nu foreligger efter hendes egen Forklaring, finde sin Forstaaelse i et fuldstændigt Feilsyn fra hendes Side paa Forholdene, men ligefuldt er det meget muligt, at hun forsaavidt har handlet i god Tro og under Indflydelsen af et saadant Feilsyn, naar henseen til de i Sagen foreliggende Oplysninger om hendes Personlighed og tidligere Liv, der vidner om en hæderlig Karakteer og Sandhedskærlighed, men tillige om en excentrisk Natur og en ved en tidlig og udelukkende Anvendelse af ualmindelige Aandsevner til Studeringer foraarsaget Mangel paa Erfaring.

Hendes Dom - 1 Aars simpelt Fængsel - er derfor afsagt i Henhold til 187 i Straffeloven, der lyder saaledes.- "Har Drabsmanden udøvet Gierningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar". - Det er altsaa den mildeste Straf, den unge Pige her er idømt, og mulig vil hun ved Benaadning kunne vente yderligere Formildelse.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 11. november 1880. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Fotograf Carl Edvard Emil Rye (1820-1890): Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1882 tog Hude studentereksamen og begyndte på Københavns Universitet. Efter filosofikum studerede hun historie, og blev 1887 den første kvindelige cand. mag. med historie som hovedfag og engelsk og latin som bifag. I 1888 modtog hun som den første kvinde Københavns Universitets guldmedalje for afhandlingen "En Fremstilling og Kritik af de nyere Opfattelser af Spørgsmaalet om Lensvæsnets Opkomst", og i 1893 blev hun den første danske kvindelige dr. phil. med disputatsen "Danehoffet og dets Plads i Danmarks Statsforfatning". Hun blev den første kvinde ved Rigsarkivet (1889-1890 og 1891-1910) trods en del kollegaers modstand mod den kvindelige arkivar.

Sammen med Kristian Erslev og William Christensen arbejdede hun på kildeudgaven Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis (1894–1912) samt en stor del af bind 3 i samleværket Folkenes Historie. Anna Hude brugte sit studie af den europæiske middelalder til at understøtte kvindesagen.

Mordattentat i Læderstræde (1). (Efterskrift til Politivennen)

Fredag den 18. juni 1880 blev der begået et mordattentat i Læderstræde ud for nr. 26. Den 22-årige Anna Hude affyrede 2-3 skud mod den 66-årige læge Leerbeck. Hun blev afvæbnet og bragt på politistationen. Dr. Leerbeck flygtede ind til en familie i Kompagnistræde. Der fremkom i aviserne mange forskellige og stridende oplysninger. Måske af samme grund blev forhørene hurtigt offentliggjort.

Doktor Leerbeck blev anholdt af assessor Hindenburg. Om natten hængte han sig under en hylde i arresten i en af sine seler.

Fotograf, billedskærer og maler Carl Peter Herman Most (1826-1900): Historiker Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Attentatet i Læderstræde.

Vi har opsat at udtale os nærmere om denne Begivenhed, fordi vi ventede, at der hurtigt vilde følge detailjerede Oplysninger ved de optagne Forhør; men da nu den ene af Parterne har aflivet sig, vil det, der fremkommer, aldrig blive noget fuldstændigt Materiale til Bedømmelsen af Sagen. Hvorledes Forholdet egentlig har været mellem Frk. Hude og praktiserende Læge Leerbeck, vil saaledes altid blive mere eller mindre uopklaret, da man kun har M Hudes Udsagn at holde sig til. "Dagbladet" meddeler, at det skal have været i Juni f. A., at Leerbeck udøvede sin Forbrydelse mod hende, og det Uforstaaelige bliver nu, hvorfor Frk. Hude har ventet saa længe med sit Attentat, og hvilket Forhold der har bestaaet mellem de tvende i denne Mellemtid. Man kan imidlertid bortse fra denne Side af Sagen og kun holde sig til, hvad der synes faktisk, at Leerbeck har begaaet Voldtægt mod benævnte Dame, og at derpaa er sket et Mord-Attentat fra dennes Side. At Leerbeck virkelig har begaaet Voldtægt, maa man i det Mindste tro, naar man ser hen til hans Selvmord; og at Frk. Hude har følt sig til det yderste krænket af ham, ses utvivlsom i den fortvivlede og højst ualmindelige Beslutning, hun har taget, til at dræbe sin Æreskænder.

Med Hensyn til Forbrydelsen Voldtægt, da er det en af de Forbrydelser, som mest oprører Følelsen. Publikums hele Afsky og Forbittrelse rejser sig mod den, der begaar den. Straffeloven indeholder ogsaa strænge Straffebestemmelser i dette Punkt, saa man skulde tro, det var en meget ualmindelig Forbrydelse, og den er ogsaa ualmindelig for saa vidt, at den Slags Sager kun sjælden verserer for Retten, men alligevel vil vi udtale, at under Nutidens falske Samfundstilstande og den herskende fordærvede Moral, er raa Krænkelser mod Kvinder fra fordærvede Mænds Side ingenlunde sjældne; Sagen er kun den, at slige Tilfælde saa sjældent komme frem. Hvorledes skal ogsaa saadanne Ting komme frem? Ved at den Fornærmede rejser en Retssag; men denne er altid opsigtsvækkende og kaster dertil ligesom noget Smuds over paa den Krænkede. Det er vist ogsaa Tilfældet, at Retsmyndighederne, naar de kan slippe til det, gerne søger at afvise slige Sager, vi mener just ikke den direkte Voldtægt, men Opførselsmaader, der staar nær ved denne Forbrydelse. Vi vil udtale, at enhver uforskammet Krænkelse mod en Kvinde, naar Omstændighederne forøvrigt er graverende derved, saasom Stedet, Øjeblikket eller Lignende, bør paatales strængt, naar den Fornærmede fordrer det. Man maa altid erindre, at ved Begivenheder som Attentatet i Læderstræde, kommer saa mange beslægtede forhold paa Omtale i Publikum, og det er saare uheldigt for den Agtelse, Retsmyndighederne gør Krav paa, naar det kan siges, ja i den Slags Sager maa man sig til Rette, ti Politiet gør ikke noget derved, hvis man klager. Endnu værre Skaar lider Retsmyndighedernes Agtelse naar Publikum i Almindelighed ved at udpege denne eller hin Retsfunktionær som moralsk fordærvet Menneske. Vi vil derfor fastslaa, at det er nødvendigt, baade at enhver af omtalte Slags Fornærmelser strængt undersøges og om fornødent strængt straffes, samt at enhver Retsembedsmand, der paa utvetydig Maade gør sig skyldig i umoralske Handlinger, fjærnes fra sin Post.

Fremdeles vækkes Opmærksomheden ved Attentatet ved, at det er en Læge, som er den ene Part i Sagen. Vi tror at udtale den almindelige Anskuelse ved at sige, at Lægestanden blandt Publikum gennemgaaende har et daarligt Rygte paa sig. Lægevidenskaben i sin Almindelighed er paa dens nuværende Trin mere eller mindre Charlatanen, og det kan derfor nok være, at denne Omstændighed trækker Flertallet af de Herrer Læger ned til et mindre humant Standpunkt. Moraliteten gaar da først i Løbet, og under Manglen paa Sandhed og Alvor bliver Lysten til Nydelser og Midler dertil, Grundtrækket i Karakteren. Mod dette Onde kan vi fremføre det af os flere Gange fremsatte Forslag: at gøre Lægevæsnet til en ordnet Statsinstitution, der udelukker daarlige og uduelige Personer.

Angaaende selve Attentatet maa vi udtale vor fulde Sympati for Frk. Hude. Hendes Handling var energisk, og Enhver vil bære over med den. Hvor sjældent det er os forundt at samstemme med "National-Tidende", saa deler vi dog i denne Sag dette Blads Sympati for Attentatsudøverinden. Vi vil gentage med "National-tidende", at hvis vi havde Nævningeretter her til Lands, vilde Frk. Hude blive aldeles frikendt. Fordrer vore Lovforhold, at hun tildeles Straf, forekommer denne os aldrig at kunne fældes formedelst selve Attentatets Hensigt; i hvert Tilfælde vil en Straf, der paafører hendes Ærestab, af Publikums overvejende Flertal blive betragtet som en Uretfærdighed, og Lovenes Dom, som oprindelig var et formuleret Udtryk for Publikums Dom, maa dog nødig i den Grad divergere fra denne, at den bliver det stik modsatte. - Hermed være vort Standpunkt i denne Sag vedrørende Attentatet i Læderstræde givet i sine almindelige Hovedtræk og overfor de Hovedpunkter, vi har fremdraget.

(Social-Demokraten 23. juni 1880).

Dramaet i Læderstræde. I det igaar hertil ankomne Numer af "Jyllp." findes en Korrespondance fra Kjøbenhavn, hvori der gives en længere Meddelelse om det Resultat, som Forhørene i den Leerbeckske Sag have givet. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, maa den hele Fremstilling betragtes som i alt Væsenligt rigtig, og vi gjengive den derfor her med Udeladelse af et Par mindre betydende, ikke ganske korrekte Enkeltheder.

Forhørene ere - hedder det - blevne fremmede med en overordentlig Energi og Hurtighed, saa ledes at der endog paa en enkelt Dag er holdt Forhør i otte Timer.

Selvfølgelig har Læge Leerbeck ved sit Selvmord bevirket, at enkelte Punkter i Sagen ikke have kunnet oplyses fuldstændig, men da det er lykkedes at faa Ruffersken, Fruentimmeret Jacobsen - hun er ikke gift, men kalder sig Madame - , til at tale, er der dog tilvejebragt saa omfattende Beviser, at Sagen foreligger temmelig klar. Det lykkedes Politiet at opspørge en Del unge Fruentimmer, som dels havde havt fastere Ophold hos Ruffersken, dels af og til havde søgt Tilhold hos hende, og ved at gjøre dem begribeligt, at der ikke var Tale om deres egne Utugtighedsforseelser, fik man saa mange Oplysninger ud af dem, at Ruffersken indsaa, at hun lige saa godt kunde aflægge en fuldstændig Bekjendelse som vedligeholde sin Taushed. Baade hun og et ungt Fruentimmer, der da var til Huse hos hende, havde forklarret, at de under Anna Hudes og Læge Leerbecks Ophold i "Konsultationsværelset" i Juni f. A. vare paa det Rene med, at det blev øvet Vold imod hende, uden at de gjorde Noget for at forhindre det, og at Anna Hude, da Døren blev aabnet for hende, styrtede ud, grædende og med sit Toilette i Uorden

Hvad Anna Hude angaaer, er der søgt Oplysninger om hendes tidligere Vandel, og saa vel Forklaringer af Folk fra Roskilde som af Folk her fra Kjøbenhavn, hvoriblandt unge Piger, der have staaet i Venskabsforhold til hende, og Familier, i hvilke hun er kommet og har været velseet, have givet hende de bedste Vidnesbyrd som livlig, opvakt og elskværdig, og ingen af dem har nogensinde kunnet tænke sig. at hun ikke var en i enhver Henseende respektabel og anstændig Pige; af og til i det sidste Aar have de sporet hos hende en Exaltation eller en paafaldende Nedtrykthed, hvilken de imidlertid ansaa for at hidrøre fra hendes ivrige Studeringer. Intet heraf kan saaledes give Anledning til at tro, at den unge Pige frivillig har hengivet sig til Libertineren. I det saakaldte Konsultationsværelse erklærer hun at være bleven næsten lammet af Skræk, og at hun ikke har grebet til de yderste Midler, var begrundet i, at hun frygtede den Skam, som Sagen, naar hun til kaldte Fremmede, vilde bringe over hende.

Kort Tid efterat Forbrydelsen mod hende var begaaet, reiste hun til sit Hjem i Roskilde, og under Opholdet her traadte den Gjerning, der var øvet mod hende, saa stærkt frem for hende, at hun erklærer, at det en Dag var hendes faste Beslutning at gribe til den her i Danmark desværre saa sørgelig almindelige Lægedom mod alle Sorger: Selvmord idet hun vilde drukne sig i Fjorden. Hun opgav imidlertid dette Forsæt, blev noget roligere og vendte tilbage til Kiøbenhavn for at fortsætte sine Studeringer, hvortil hun gjennem Kultusministeriet havde Understøttelse af de dertil paa Finansloven bevilgede Midler. Snart viste imidlertid her hendes Forfører sig for hende. Som Huslæge kom han til Familien og spurgte altid venlig og høflig til hendes Befindende, men en Dag da hun var alene hjemme, forsøgte han igjen i Entreen en utugtig Tilnærmelse og opgav kun denne, da hun stødte ham bort og erklærede, at hun hvert Øieblik ventede Familien hjem. Ofte mødte hun ham paa Gaden; han standsede da og til for med rolig Frækhed at spørge til hendes Befindende, fulgte samtalens med hende, og engang, da de vare paa en mindre besindet Vei, vilde han lægge Armen om hende og kysse hende, hvilket hun dog forhindrede ved at støde ham bort og ilsomt forlade ham. Imidlertid var der foregaaet en Forandring i hendes Forhold, som har ført hende til Mordattentatet. En midaldrende Handlende, en Enkemand, havde anholdt om hendes Haand, og hun havde ikke afvist ham, men der var opstaaet den Fortrolighed mellem dem som mellem Forlovede. Under Udviklingen af dette Forhold synes hun at have kredset omkring sin Voldsmand for at faa en Forklaring af ham; hvad denne skulde gaa ud paa, synes hun i sin nu mere og mere exalterede Sindsstemning ikke at have været rigtig paa det Rene med. Hun opnaaede imidlertid kun, at han betragtede det som en Tilnærmelse fra hendes Side, og at han opfordrede hende til fornyede Sammenkomster; ja denne Opfordring fremsatte han endog en Dag paa Gaden i Paahør af hendes Søster, med hvem hun gik. Hun tog da en fast Beslutning og betroede Alt, hvad der var foregaaet, til sin Frier. Denne raadede hende til ikke at foretage Noget, hvorved det Passerede kunde blive bekjendt men bestyrkede hende i at fordre en Forklaring og Erklæring af Leerbeck. Hun blev da ved at søge denne, men hans Optræden imod hende blev uforandret nærgaaende. Hun blev efterhaanden mere og mere fortvivlet, og fra Begyndelsen af den Uge, da Mordattentatet foregik om Fredagen, besluttede hun at hævne sig paa Leerbeck, og Tanken om at dræbe ham opstod hos hende om Tirsdagen. Imidlertid gik Onsdagen hen, uden at hun gjorde noget Skridt til at virkeliggjøre denne Tanke. Tvertimod fik hun atter Selvmordstanker og gjorde virkelig et Selvmordsforsøg, idet hun tømte en Flaske Kloral, som en af hendes Medpensionairer, der havde lidt af Søvnløshed, havde faaet ordineret; den Paagjældende skulde kun tage en Theskefuld deraf for at kunne sove. saa at hun antog, at naar hun tømte Flasken, hvori der forøvrigt kun har været en god Spiseskefuld, vilde hun sove ind for bestandig. Hun sov imidlertid kun hele Torsdagen, og da hun vaagnede, modnedes Tanken om at dræbe Leerbeck fuldstændig hos hende. Hun var nu aldeles rolig, gik Fredag Morgen ind i en Isenkramboutik, hvor hun kjøbte en lille Revolver med 60 Patroner for 12 Kr. 60 Øre og fik Lærlingen, som solgte hende den, til at vise hende, hvorledes den skulde lades og afskydes. Hun gik derefter til Leerbecks Bolig og forhørte sig om, hvor hun i Dagens Løb kunde træffe ham, og da man der kjendte hende som hjemmehørende i Pensionatet og som en af hans tidligere Patientinder, vakte hendes Forespørgsel ingen Mistanke, men man gav hende den ønskede Oplysning. Hun satte nu tre Patroner i Revolveren - ikke flere; thi hun vilde affyre dem paa aldeles nært Hold paa Leerbeck og var overtydet om. at hun vilde dræbe ham med det første Skud. Efter den Anvisning, der var givet hende i Leerbecks Hjem, passede hun ham da op, traf ham Læderstræde og fyrede paa ham efter at have sagt et Par Ord til ham, som hun paa Grund af den Exaltation, hvori hun var, ikke erindrer.

Efterhaanden som hun i Forhørene har lettet sit Sind ved at udtale sig om Sagen, er hun bleven mere rolig. Ensomheden i Arresten virker høist velgjørende paa hende, og hun nyder en saa god Behandling som Fængselsreglementet tillader det. Hun har en af de bedste Enkeltarrester og en af de flinkeste Opsynskoner, ligesom hun har faaet forskiellige Bekvemmeligheder og kan nyde den Kost, hun selv ønsker; hun kan læse og i indskrænket Maal modtage Besøg af dem der faa Tilladelse til at komme til hende. Imidlertid iagttages der i den Henseende nogen Forsigtighed, idet der saaledes er blevet afvist en Del hende aldeles fremmede, exalterede Damer. som bl. A. vilde overrække hende store, pragtfulde Blomsterbouketter og Blomsterkurve. At hendes Familie og Bekiendte have medbragt mindre Bouketter og Blomster til at glæde hende med i hendes Ensomhed, er derimod blevet tilladt. Karakteristisk er det ogsaa, at der fra Nær og Fjern - navnlig naturligvis fra Damer - er strømmet Breve ind til hende adresserede til Arresten, tildels indeholdende de mest kurieuse Udtalelser af Sympathi baade i Vers og Prosa. Selvfølgelig ere de alle blevne afgivne til Forhørsdommnen og af denne ubarmhjertig blevne over givne til Papirskurven uden at være læste af den, for hvem de vare bestemte.

Endnu kan det anføres, at Anna Hude, saa længe Forhørene endnu ikke vare sluttede, holdtes ubekjendt med Leerbecks Selvmord, for at hun ikke ved dette skulde blive foranlediget til at dølge Noget. Først efter det sidste Forhørs Slutning gjorde Dommeren hende bekjendt dermed, og uagtet dette skete paa en meget skaansom Maade, blev hun dog i høi Grad overvældet af Efterretningen. Endelig kan det anføres, at Hs. Excell. Kultusministeren har ladet hende tilflyde Meddelelse om, at den Understøttelse, hun har faaet til sine Studeringer, ikke vil blive hende berøvet.

(Folkets Avis - København 2. juli 1880).

Dommen faldt i november 1880, se andetsteds på denne blog.

Jøderne paa Hjørnet af Læderstrædet.

Som bekendt findes dagligt på oven nævnte sted en hob mosaiter med de mest afskyelige fysiognomier man vel kan tænke sig. Disse subjekter gør i gamle klæder og tiltaler derfor enhver forbigående med de to ord: "gamle klæ'r?", hvilke de tilhvisker os med den impertinenteste fremstikken af deres næsvise fjæser. Kan det nu end ikke forbydes dem at afgive en konstant prydelse for den plads de har indtaget, skulle vi dog mene der kunne og burde forbydes deem således påtrængende at antaste dem der aldrig har tænkt på at have noget med dem at skaffe. For ofte har man følgeskab med sig, fx af damer, der let kunne formode at man har lidt hæderlige  forbindelser med disse personer, og antager deres næsvise antastelse for en venskabelig hilsen og takken for sidst.

(Politivennen nr. 1345 Løverdagen, den 9de October 1841. Side 656). 

Besværlige Schacker-Jøder paa Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads.

På nævnte hjørne står som bekendt en hoben lurvetklædte jøder som trygler enhver forbigående om "gamle klæær". Denne måde at genere disse på, mener vi bør forbydes dem da enhver der ønsker at afhænde gamle klæder, vist nok selv kan finde lysthavere til dem, og der allerede er indrømmet jøderne nok ved at tillade dem at spærre fortovet som de nu gør. Hertil kommer endnu en slem unode, som disse personer har indført, nemlig at lette på hatten for hver hvem de nærmer sig til med deres væmmelig "gamle klæær" hvorved man ofte kan pådrage sig uforskyldt mistanke om at have med disse personer at bestille. Indsenderen skal således for få dage siden ledsage et selskab damer til slottet og kom forbi dette hjørne hvor han til sin ærgrelse fik flere hilsener skønt han aldrig har talt med disse personer, endsige handlet med dem. Damerne spurgte da også med forundring: "Hvad? Giver De dem af med det slags folk?" osv.

(Politivennen nr. 1191, Løverdagen, den 27de October 1838. Side 688-689)

Højbroplads 1844. Efter maleri af Henriques (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912.)

Til Formændene for Frugt-og Vildthandler-Corporationen.

Denne korporations medlemmer har allerede i mange år været vant til at se deres betalte rettigheder krænket på torvene såvel som i gader og stræder. Men at denne handel også drives af uberettigede bosiddende, det har vi dog hidtil været forskånet for. Dette er imidlertid for nærværende tid tilfældet, idet jomfru Ane Pedersen allerede i længere tid fortsætter handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor, for - som det hedder - derved at ernære sine mange små søskende.

Da de herrer formænd efter forlydende nu agter at indkræve det forfaldne kontingent for indeværende halvår hos korporationens medlemmer, anmodes de herved om ved den lejlighed tillige at meddele disse underretningen om årsagen til at de ikke allerede for længst har sørget for at nævnte uberettigede handel er blevet nægtet vedkommende. Og man tillader sig i øvrigt at bemærke at det vist nok var klogere af jomfru Ane Pedersen om hun søgte anden udvej for sine - ikke 6, men 2 små søskende, den yngste 9, og den næstyngste 12 år gammel (de 3 ældste søskende er voksne pigebørn) end ved at fortsætte en handel som hun efter alle kyndiges forsikring dog ikke formår at drive.

For en 22-årig pige der hidtil ikke har kendt andre pligter end de hun skyldte sine forældre, kan det måske synes let at påtage sig den vanskelige forpligtelse til at ernære 5 søskende og desforuden bestyre en handel hvorved der alene til husleje skal tjenes henved 1.000 rigsbankdaler om året, hvor 4 tjenestefolk skal holdes, for ikke at tale om de aldeles uundgåelige tab der er en følge af denne vanskelige næringsvej. Men den mere erfarne erkender vist nok at kun mandens og konens forenede virksomhed formår at skænke et nødtørftigt udkomme, hvilket også godtgøres tilstrækkeligt når man ser hen til at af de 141 interessenter hvoraf korporationen for tiden består, formår kun de 69 at drive en smule handel. Hvorimod de øvrige 72 uden egen skyld er gået bag af dansen. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 149-151)

"Jomfru Ane Pedersen fortsætter allerede i længere tid handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor," (Hjørnet 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

Klageren nåede ikke sit mål. Tværtimod optræder A(ne). B. Petersen i Krak med denne adresse, titel og erhverv mindst til 1870 - interesserede kan søge videre."Fx stod der i Krak 1836:

Petersen, A. B., Jomfrue, har Frugt- og Vildthandel, Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads 51.

Efter ændringen af gadenumrene skiftede adressen til Højbro Plads 4, kælderen. Og i 1865 angives foruden hendes forretning, en bopæl i Nørregade 35, mellembygningen 1.sal. Efter voldene blev sløjfet, flyttede hun i 1870 til Nørrevold 22, 2. sal. Hvis hun var 22 i 1835, må hun være født o. 1813. 

Højbro Plads 4 står i BBR-registeret anført som opført i 1836, ombygget i 1994. I dag fremstår bygningen med karnap, hvilket ikke var tilladt i 1835. Så selv om placeringen synes nogenlunde sikker, oven i købet med baggrund i Kraks, synes noget at være galt.

Uordener.

1) I Læderstræde uden for nr. 44 ligger fortovsfliserne så skrå at dagligt flere mennesker falder ved at passere disse og ofte forslår sig meget slemt. Hvilket indsenderen har været øjenvidne til. Forleden faldt der et fruentimmer med et barn, som i faldet fløj et langt stykke fra hende og blev meget beskadiget. Det var at ønske at der måtte blive rådet bod på det, ligesom også ejerinden af vognskuret ved denne lejlighed ville bekoste brædder over rendestenen for at gøre passagen endnu bekvemmere. 

(Politivennen nr. 444. Løverdagen den 3die Juli 1824, s. 8078)

Redacteurens Anmærkning.

Læderstræde 44 er nutidens Amagertorv 13, Læderstræde 14. Huset er fra 1828.

Anmodning ti Theater-Directionen angaaende nogle mosaiske Billetprangeres Handel med Loger.

Da det er enhver skuespilbesøgendes pligt at gøre direktionen opmærksom på en og anden misbrug som måtte finde sted ved Det Kongelige Teater, så tager anmelderen sig den frihed at lede dens opmærksomhed hen på adskillige mosaiske billetprangere. Især nogle f dem bør lægges mærke il, fx fra Gammel Mønt 168 averteres pladser til enhver dag i ugen. På dette sted haves ikke ringere end 7loger at disponere over. Fra Læderstræde nr. 18, 5 loger. Endvidere fra Lille Kongensgade, Lille Regnegade og Kristen Bernikows Gade. Alle til flere gange i ugen. Disse prangere læsser ikke alene så mange i deres loger at derved ofte forårsages støj og spektakel, men da den ene lægger sig oven på den anden, forulempes også dem der sidder i logerne ved siden af. Ikke alene om aftenen ser man adskillige personer pånøde folk sådanne billetter, endog under prisen, for at de kan få nogen indtægt af deres loger, men endog på offentlige steder sælges billetter. Således blev for nyligt på et kaffehus en af disse småtrækkere der påtrængte gæsterne sine billetter, udkastet af en anden pranger. Da dette utilladelige forsalg naturligvis er til skade for huset, anser anmelderen det for sin pligt at gøre direktionen opmærksom på dette uvæsen og tager sig herved den frihed at ytre det ønske at den høje direktion til næste års sæson vil sætte en grænse herfor, ved ikke at tillade at sådanne billetsjovere ved auktionen tilstås så mange loger som de finder for godt at købe.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6795-6796)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 421. 24. januar, s. 6812-6813

Varsko i Læderstræde.

Hjørnehuset af Amagertorv og Læderstræde nr. 50 har ud til sidst nævnte gade en vaskerende der på grund af sin utæthed ved 1. sal kaster en del af sit urene indhold ned over fortovet og nøder de forbigående til at gå udenom, ifald de ikke vil have samme skæbne som anmelderen der uvidende om denne utæthed i forbigående blev overskyllet af urent vand der lignede ærtesuppe. Allerede for 2 år siden klagedes over denne rende i Politivennen at den tilsølede fortovet som på dette sted ingen afløbsrende har med al slags køkkenaffald så at man der kunne se hvad folkene i huset spiste til middage hele ugen igennem. Af denne årsag blev rendens åbning forneden forsynet med en prop. Men nu da renden har en åbning for oven, forårsager denne prop at en tynde urenlighed passerede gennem denne åbning og falder således over folks hoveder. Nu vilde det nok være det bedste at lade en blikkenslager afhjælpe fejlen.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3569-3570)

En barbarisk Indretning i Læderstrædet.

(Indsendt)

Ejeren af gården nr. 27 i Læderstræde har fundet på en styg indretning for at forhindre urinering på hans port. Denne indretning består i brædder der står i vinkel mod hinanden fra muren til porten, og er ikke alene beslået med jernpigge for oven, hvorved et menneske når det i drukkenskab eller overfaldet af en sygdom, vil hælde sig dertil, kan blive slemt beskadiget. Men det er også forneden beslået med lignende jernpigge der vender nedad, og som kunne være yderst farlige for de børns hoveder som måske drevne af en vis nødvendighed, vil i mørket søge sin tilflugt under samme. Vel er det slemt at se sin port oprådnet og besudlet af sådanne udtømmelser, men sådanne barbariske forebyggelsesmidler passer dog heller ikke med vor oplyste tidsalder. Man håber derfor at ejeren ved dette vink gjort opmærksom på den skade en sådan indretning afstedkommer, uden videre vil borttage samme, og i dette sted til betryggelse for sin ports besudlelse lade opsætte en urinkumme af sten, således som før har været foreslået i Politivennen. Herved vil han ikke alene forskåne sin port for beskadigelse, men måske ved sit eksempel opmuntre andre til at gøre en lignende og meget gavnlig indretning ved deres porte.

(Politivennen nr. 97, Løverdagen den 8de November 1817, s. 1616-1617)

Utidigt Spøg med en Hund i Læderstrædet.

Da anmelderen forleden aften i følge med en god ven gik gennem Læderstræde, kom en stor sort puddel farende ud fra bagerens port nr. 25 og forfulgte dem under bestandig bjæffen og gøen. Da de stod stille og truede ad hunden, løb den tilbage til porten og karasserede to, i mørke hvidskinnende personer som stodder og godtede sig over hundens krumspring. Hunden havde så vidt anmelderen kunne mærke, ingen mundkurv på, og skulle nok derfor have sig en aftenmotion da den vel holdes inde og dagen. Efter sigende foretages denne hundespas oftere. Men da man endnu er i frygt for den som bekendte ikke udryddede hundesygdom, beder man vedkommende at lade sådant utidigt spøg fare, der selv om hunden ikke bider, dog kan forvolde mange forskrækkelse og angst, og hellere sikre sig selv og andre ved at anskaffe en forsvarlig mundkurv til hunden, hvis den som man af dens lydelige gøen må slutte, ingen har.

(Politivennen nr. 3, Løverdagen den 3. februari 1816, s. 41-42)

Uordner.

Ikke bare på Købmagergade, men også i Læderstræde, og især på det sidste sted, er det sket at folk, som er gået forbi de holdende, forspændte kareter, har været i fare for at blive bidt af heste, der har snappet efter dem. Da det umuligt kan være husbonden eller i det mindste hans folk ubekendt, at en eller anden af deres heste har denne farlige vane, håber man at de aldrig lader sådan et dyr stå ude på gaden. Det var ikke uretfærdigt, om en meget følelig straf pålagdes den hyrekuskkarl, hvis hest bed nogen forbipasserende. Det bør bemærkes, at det var i sommer en af hestene på Købmagergade snappede efter en forbipasserende. I Læderstræde er det derimod sket for ganske nyligt.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5651-5652)

Læderstræde - her tæt på Amagertorv - blev ramt af branden i 1795, og stod næsten genopført i 1805, så husene lignede formentlig fotoets huse. Rådhustårnet som man aner i baggrunden til højre var der ikke. Her forløb volden. Muligvis har man i stedet kunnet se en af de 17 voldmøller.

Redakteurens Anmærkninger

København havde i 1801 over 2.500 heste. Hyrekuske rangerede under midten i det københavnske retssystem, men dog under "anselige og formuende borgere" som Politivennens skribenter formentligt kom fra. En pæn portion artikler i Politivennen beklager sig over hyrekuske, som ikke kører hvorhen de bliver bedt om, kører vildt og uforsvarligt og i det hele taget er uforskammede og grove.

En farlig Omgang med Lys i Læderstræde.

Der er i Læderstræde nr. 48 i gården en mand ved navn Søren der holder renovationsvogn. Uagtet gentagen advarsel sætter dette beboerne og man kan vel sige hele staden, i den største fare for ildebrand ved sin ufornuftige og dumdristige omgang med lys. Han går nemlig ikke alene med et bart lys uden lygte i stalden og på forloftet, men kliner endog lyset under hans arbejde snart på et spiltov, snart andet steds. At der endog blander sig en trodsig ondskab i denne mands adfærd, er tydelig deraf at en af huset beboere der lånte ham en staldlygte, blev hånet i stedet for takket, og lygten slet ikke brugt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 191, 19. december 1801, s. 3049)

Uordener.

Udenfor Drejers Klubs hus i Læderstræde er en lygte hvis spejl er sat således at alt skinnet falder ind i døren og derimod gaden er ganske mørk. Vel er det rimeligt at lygten er klubbens egen, for tændte byen den, så var det skammeligt om spejlet sad således. Da imidlertid klubben hvis den blot ville oplyse gadetrappen, kunne udvirke dette tilstrækkeligt foruden spejl, da gaden på dette sted fordi synagogen uvist af hvilken årsag ikke mere eksisterer, er mørk, og da videre klubben bør formodes at nyde den gode regel: lad så eders lys skinne o.s.v. turde man nok anmode den om enten at sætte spejlet imellem lyset og muren eller ganske borttage det. 

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 132. 1 November 1800, s 2112)

Uordener

Længe har man med forundring ventet på at forrige jødesynagoge skulle opbygges, men endnu lader det ikke sådan, formodentlig vil altså den omplantning som nu i 5 år har borttaget [ulæseligt] af Læderstrædes bredde, og nødt alle vandrere i denne befærdede gade ud i skarnet, der aldrig her er mangel på, endnu stå i 5 andre år. Skulle der ingen præskription være for sådanne indplankninger. Så meget mere må man anke på denne misbrug her som vognfærdslen ved lige over for boende hyrekuske forøger faren for den der i dyndet uden glimt af lygte, sopper frem en strækning af 60 skridt. Hertil kommer endnu at der er blevet indplanket på den anden side med, og at der desuden er henlagt en mængde tømmer. Således som dette lå i aften den 24. april var det virkelig livsfare i det lille levnede mørke rum at møde en af vore alt for raske kuske og vognmænd. For det var plat umuligt at undvige.

(1800, Hæfte 9, nr. 105. 25 April 1800, s. 1678)

I Politivennen 144, 24. januar 1801 klages over at ruinen står endnu og er faldefærdig.

Vold i Læderstræde

I Læderstræde udøvedes igen den 30. marts en voldsgerning. En arbejdskarl blev fordi han ville værge sig mod en glubsk hun som overfaldt ham, overvældet af hundens ejer, en velklædt person, med et så mærkbart stokkeslag i sin nakke at han styrtede til jorden og først efter nogen tids forløb var i stand til at rejse sig igen. Man har håb om at denne voldsmand vil komme til at undgælde for sin forbrydelse da nogle af de tilstedeværende siges at kende ham. I øvrigt kan jeg ikke undlade at melde at den omsorg enhver tilstedeværende har for den overfaldne for at betrygge ham mod voldsmandens videre overfald, fortjener meget at roses. Gid enhver ved sådanne lejligheder ville vise ligneende iver og efter mit forslag i Politivennen nr. 47 s. 745 anholde og overlevere voldsmændene til lovenes afstraffelse. Oh, vi ville sikkert da ikke så ofte høre eller se sådanne skændige gerninger udøvet.

d.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 50, den 6 April 1799, s  787-788)

Læderstræde. Et eller andet sted i dette stræde blev voldshandlingen begået. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).