Moses Levy (o. 1795-1865) ville ikke acceptere de reformer som blev indført ved synagogen i Krystalgade, og grundlagde synagogen i Læderstræde 5 ("lille Schule" eller "Den Koch'ske Synagoge"). Den lå på 1. sal, kunne rumme et halvt hundrede mennesker og var udstyret med Thorah-skab, Thorah-rulle, bedepulte, stader og bænke. Her lå den til 1957, hvor der ikke længere var personer nok til en minyen (mindst 10 voksne jødiske mænd). Kirken ejedes af partikulier og lotterikollektør Perlstein. Han fungerede endvidere som forsanger, rabbiner, thoralæser og schofarblæser. Efter ham var det Isidor Perlstein, bror til thoralæseren i Krystalgade, Herman Perlstein.
Helene Levy måtte efter datidens lovgivning lade sig konfirmere før hun kunne blive gift med Joseph Perlstein. Moses Levy forsøgte at omgå loven ved at blive afhørt af andre end rabbiner Wolff. Det lykkedes dog ikke. Joseph og Helene Perlstein videreførte Moses Levys kamp mod synagogen i Krystalgade.
Synagogen i Læderstræde og Familien Perlstein
Fra Højesteret.
Hele Familien Perlstein var vist i Gaar i Højesteret for at høre Proceduren af deres Sag, som da begyndte.
For mere end et halvt Hundrede Aar siden levede i København en Urtekræmmer og Lotterikollektør Moses Levy. Han havde to ejendomme, Læderstræde Nr. 24 og Strandgade Nr. 23. Han var en rettroende Jøde, der ikke fandt Synagogen i Krystalgade pligtopfyldende nok, hvorfor han ved en Disposition af Jan. 1853 oprettede en Synagoge i Læderstræde Nr. 24, og den er der endnu. Det er kun en lille Sal paa 5 Fag. Det blev bestemt i Dispositionen, at efter hans og hans Hustrus Død skulde hans Datter Helene eller hendes Mand Joseph Perlstein være Inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig; efter dem deres ældste Barn og saaledes fremdeles. I Dispositionens § 4 bestemtes det, at paa Moses Levys Dødsdag skulde der læses en halv Time for ham af Davids Salmer. Der var ingen Præst, men en af Menigheden skulde præke.
Hvis der ikke var mindst 10 Personer over 13 Aar tilstede ved en Gudstjeneste, skulde der betales andre Personer Penge for at gaa i Kirke. Paa den Maade var der i Kirkens daarlige Tid brugt aarlig 1000 Kr. til Kirkegængere. Da Helene Perlstein var bleven Enke, blev hun Inspektør for Kirken, og hendes Søn, Fuldmægtig Isidor Perlstein hjalp hende. Han troede ogsaa, han kunde beholde Pladsen efter Moderens Død, men det satte den øvrige Familie sig imod. Familien Perlstein holdt Møde, den delte sig i to Partier, den ene Part, 6 Personer, vilde have Ejendommene solgt og kirken nedlagt, den anden Part, 3 Personer, vilde have Kirken opretholdt. Den, der rettelig skulde være Inspektør, var Fru Hanne Bamberger, født Perlstein, men hun var gift med en Rabbiner i Würtzburg, hun vilde ikke komme til København, men lade sin Broder Isidor Perlstein forvalte Kirke og Ejendom for hende. Herpaa vilde Flertallet af Familien ikke gaa ind. Isidor Perlstein blev sat ud af Fogden og hans Søster, Pauline Perlstein, blev Inspektør.
Derved opstod Striden i Familien. Fogedrettens Kendelse blev indanket for Overretten, der gav Isidor Perlstein Medhold i, at han godt kunde være sin Søsters, Fru Bambergers, Forretningsfører. Sagen naaede i Gaar til Højesteret.
Højesteretssagfører Ulf Hansen mødte for Frk. Pauline Perlstein, mens Højesterelssagfører Henriques mødte for hendes to Søskende, Fru Bamberger og Isidor Perlstein.
Men først paa Mandag bliver det afgjort om Frk. Pauline eller hendes Broder Isidor Perlstein skal have Friboligen i Læderstræde.
(Social-Demokraten 25. maj 1907).
Højesteret stadfæstede om mandagen overretsdommen, således at fuldmægtig Isidor Perlstein vedblev med at være inspektør for den jødiske kirke i Læderstræde.
Fra Højesteret.
Kbhvn, Mandag
Forbønner for Testamente.
Den om jødekirken i Læderstræde opstaaede Søskendestrid, der afsluttedes Mandag i Højesteret, har kun Betydning for de ni Søskende Perlstein og den lille mosaiske Menighed, der samles i Kirken. Men Retsforhandlingerne, der overværedes af en talrig Forsamling af Jøder og Jødinder, gav i flere Henseender et mærkeligt Indblik i Jødernes religiøse Skikke og Sædvaner.
Lotterikollektør Levy, som oprettede Kirken, havde saaledes bestemt, at alle, der nød godt efter Bestemmelserne i hans Testamente, hvert Aar paa hans Dødsdag skulde møde i Kirken og "læse for ham" en halv Time i Davids Salmer. Men senere forandrede han dette til, at to Personer skulde møde hos hans Svigersøn Perlstein eller hans Børn og "læse for ham" i en hebraisk Bog to Timer hver Formiddag, og derfor skulde de saa have 400 Rigsdaler om Aaret.
Endvidere skulde der hver Morgen og Aften holdes Bøn i Kirken, og mødte der ikke et tilstrækkeligt Antal, skulde Inspektøren leje saa mange, at der var mindst ti Personer over 13 Aar til Stede ved hver Gudstjeneste. Udgifterne dertil løb undertiden op til ca. 1200 Kr. aarlig.
En anden Bestemmelse, som for øvrigt ogsaa gælder for Synagogen i Krystalgade, gaar ud paa, at en Mand, som ikke maa være Jøde, skal tænde de 34 Lys i Kirken paa Sabbaten og Festdage, da Jøderne ikke maa forrette eller udføre noget Arbejde.
Højesteret stadfæstede Overretsdommen, hvorefter Isidor Perlstein vedbliver at være Inspektør med Fribolig ved Kirken, og hans Søster, Pauline Perlstein, der lod ham udsætte, skal betale ham og Søsteren, Fru Baumberger, 300 Kr. i Sagsomkostninger.
(Roskilde Dagblad 29. maj 1907).
Den lille Synagoge.
Brev fra Højesteret
Kjøbenhavn, 27. Maj.
Der var næppe mange Mennesker i Kjøbenhavn, endsige da udenfor Hovedstaden, som anede, at der foruden den store jødiske Synagoge i Krystalgade existerede en mindre i Læderstræde, før den Sag, Højesteret i Dag har paadømt, blev bekjendt for Offentligheden. Denne hidtil ukjendte Synagoge er da ogaaa af en meget privat Karakter. Den er oprettet af en Urtekræmmer Moses Levy og Hustru, født Nathan, ved en "Disposition" af 14. Juni 1852 og synes efter denne Testamentsakts Indhold allerede den Gang at have existeret. Formentlig er den oprettet, fordi den officielle Synagoge ikke har forekommet Ægteparret orthodox nok.
Den nævnte Disposition gik ud paa, at Urtekræmmer Meyers Ejendomme i Læderstræde og i Strandstræde paa Christianshavn skulde anvendes til Støtte og Gavn for hans og Hustruens Religion, uden at Udbyttet af dem dog skulde unddrages deres eneste Barn, som var gift med Joseph Perlstein. Der skulde i Ejendommen i Læderstræde - nuværende Nr. 6 - holdes mosaisk Kirke i et 5 Fags Værelse paa 1. Sal. Hver Morgen og Atten skulde der i denne Kirke holdes Bøn at mindst 10 Mænd af den mosaiske Tro paa 13 Aar eller derover. Mødte der Ikke saa mange, skulde Andre betales for at møde. Kirken skulde ved alle Gudstjenester være fuldt oplyst, paa Fredagene og andre Helllgaftener skulde der være tændt mindst 34 Lys. Paa Sabbathen, alle Højtidsdage og Aftener samt paa Fastelavns Aften og Dagen derefter skulde foruden den 5 Fags Stue tillige anvendes et 3 Fags Værelse til Brug for Kvinderne. Til Kirken skænkede Ægteparret to Rullebibler med Sølvklokker, der vejede ca. 340 Lod. Alle, der nød godt af Ejendommene efter Dispositionen, skulde mede hver Morgen og Aften; de paagjaeldende Kvinder skulde stille en Mand i deres Sted. Udeblev nogen eller undlod Vedkommende at sende en Mand i sit Sted 8 Dage i en Maaned skulde han eller hun miste sin Ret til at nyde noget Godt efter Dispositionen. Paa Moses Levys Dadsdug skulde Alle efter Gudstjenesten læse for ham i en halv Time af Davids Salmer. Den, der undlod det, skulde bøde 10 Rdl, til de Fattige udenfor Menigheden. Denne Bestemmelse ændredes dog senere derhen, at at der i Stedet for en halv Time paa Dødsdagen skulde læses to Timer hver Formiddag Kl. 10-12 i en hebraisk Bog, og til Vederlag derfor fastsattes etaarligt Honorar af 400 Kdl. Endelig udgik ved en senere Tilføjelse Ejendommen i Strandgade af Depositionen.
Stiftelsen og Kirken skulde forestaaes af en Bestyrelse paa 3 Medlemmer, af hvilke det ene som Inspektør skulde have Fribolig i Ejendommen i Læderstræde. Efter Moses Levy skulde hans Svigersøn og Datter have Boligen og af Ejendommens Overskud med Fradrag af 600 Rbd. til hver af de andre Bestyrelsesmedlemmer. medens 1/3 skulde tilfalde en Enke eller Jomfru, der i Ejendommen vilde holde Badstue for mosaiske Trosbekjendere. Ved denne Badstue skulde forefindes et Aftrædelsesværelse. Kvinder maatte kun benytte Badstuen om Aftenen efter Solnedgang og Mænd kun forud for Højtidsdagene. Afbenyttelsen skulde være gratis; men Badstueholdersken maatte modtage, hvad hun fik givendes.
Saaledes omtrent lød Dispositionens Bestemmelser. Moses Levy døde i 1865, efter ham var Joseph Perlstein Inspektør til 1887, da han døde, og efter ham hans Enke Helene Perlstein til hendes Død 1901. Saa opstod der Strid i Familien om, hvem Inspektoratet skulde tilfalde. Etter Dispositionen skulde den ældste og nærmeste Slægtning nyde Fortrinet. Ægteparret Perlstein ældste Barn var Fru Hanne Bamberger, gift med en Rabbiner i Würzburg, og hun mente sig berettiget til at overtage Inspektoratet samt Friboligen med sin Broder Fuldmægtig Isidor Perlstein som Repræsentant; men en Del af Resten af Familien mente, at hun som boende udenfor Landet ikke kunde forestaa Kirken, saa at lnspektoratet maatte tilfalde det næstældste Barn, Frk, Pouline Perlstein.
Overretssagfører Lachmann var efter Enkefru Perlsteins Død bleven bemyndiget til som Kreditor testamenti at tage Moses Levys og Hustrus Bo under Reassumtions-Behandling for saa vidt angik Ejendommen i Læderstræde, men han frasagde sig dette Hverv efter 3 Aars Forløb, og Boet overgik derpaa til Hof- og Stadsrettens Skiftekommiision, der stadfæstede en Anmodning, Hr. Lachmann ved sin Fratræden havde rettet til Hr. Isidor Perlstein om at lede Kirken og i Januar 1906 blev der derpaa truffet en Overenskomst mellem samtlige Børn, hvorefter de tre ældste, Fru Bamberger, Frk. Pouline Perlstein og Kantor Hertz Perlstein konstituerede sig som Bestyrelse, idet Fru Bamberger konstituerede Hr, Isidor Perlstein som Administrator. Spørgsmaalet om Retten til Friboligen, der paa Fru Bambergers Vegne indehavdes af Hr. Isidor, overlodes det til Domstolene at afgjøre, og det er dette, der er sket undør denne Sag.
Frk. Pouline begjærede Byfogdens Bistand til at faa Søsteren Hanne og hendes Fuldmægtig sat ud at Inspektørboligen, og deri gav Byfogden hende Medhold. Sagen kom saa for Hof- og Stadsretten, der omstødte Fogdens Kjendelse, idet den først forkastede den Indvending mod Hr. Isidor som Fuldmægtig, at han ikke mødte ved Gudstjenesterne. Det vedrørte efter Domstolens Mening ikke denne Sag, der alene drejede sig om, hvorvidt Fru Bamberger var berettiget til at være Inspektør pr. Fuldmægtig. Retten slog fast, at "Dispositionen" ikke opstillede nogen personlig Betingelse for Overtagelsen af Inspektørbestillingen, der endogsaa kunde tilfalde en Umyndig, og at Inspektørens Pligt ikke bestaar i at lede Gudstjenesten, men i at administrere Stiftelsen. Den fandt derfor Intet at indvende mod, at Fru Bamberger havde antaget Inspektørsstllingen ved en Fuldmægtig og frifandt hende for Søsterens Tiltale.
Til ganske det samme Resultat kom Højesteret i Henhold til de samme Præmisser, og den paalagde Frk. Pouline at betale Søsteren Hanne Sagens Omkostninger for Højesteret med 300 Rbd.
B.
(Jyllandsposten 29. maj 1907).
Synagogen i Læderstræde dannede rammen om den første gudstjeneste efter befrielsen 1945 for de hjemvendte medlemmer af Københavns mosaiske Menighed fordi den store synagoge først skulle sættes i stand til genindvielse 22. juni 1945.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar