Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.
Fra omkring 1905 begyndte hun at skrive små fortællinger til aviserne. Hun skrev dog også journalitiske artikler til aviser. Hendes mange rejser rundt i Europa synes også at have politiseret hende, således at hun begyndte at skrive om krig, undertrykkelse og ulighed mellem kønnene:
Man har sagt så meget ondt om den engelske kamin "at den var en kulsluger og ikke varmede værelserne så godt som en god kakkelovn", men nægte den kan man i hvert fald ikke at den er grumme hyggelig.
Og den er det samlende midtpunkt for et engelsk hjem.
De bedste stole står altid foran den, imod dens hylde læner engIænderen sin albue mens han eftertænksomt stirrer ned i de spillende flammer, og så snart en gæst træder over tærskelen, bliver han ufravigelig ført hen til den og bedt om at sidde ned der som om de andre stole i stuen slet ikke kunde komme i betragtning.
Den fåtalende englænder kan blive helt meddelsom, når han efter dagens arbejde har slået sig til ro med sin pibe foran den kære kamin. Og dette er ikke blot tilfældet i de velhavende huse. Selv i de fattigste hjem ude på landet, spiller den den samme rolle, og man kan ikke andet end glædes over, at han dog ejer dens hygge, når man ser hvor yderlig fattig den engelske bonde er.
Den. som kun kender vor egen oplyste og velhavende bondestand, vil næppe tro sine egne øjne. når han går en tur over engelske marker og ser på de engelske bøndergaarde.
Sjældent eller aldrig ser man en velholdt have ved gården: Vejen, som fører forbi den, er elendigt holdt. Huset selv er gammelt og forfaldent, og udhusene ligner hæslige rønner der synes at true med at ville falde sammen hvert øjeblik.
På de mindre bøndergårde findes der ofte slet intet tyende, og man kan ikke fortænke nogen i at de søger til byerne i stedet for at tjene på landet.
Så må arbejdet altså udføres af manden og konen alene, og dag ud og dag ind og det halve af natten med kan man se dem slide.
Selvfølgelig er det udelukket, at jorden kan blive dyrket tilnærmelsesvis som herhjemme. Det meste ligger hen som græsmarker, og der bliver kun opdyrket så meget, som bonden alene kan overkomme, for da konen skal passe huset og maden, malke og passe kreaturerne, bliver der ikke megen tid tilovers, skønt man alligevel ofte kan se hende gå bag ploven.
Engelske bønder er særdeles elskværdige mod fremmede. Beder man dem om en kop mælk, vil de sjældent modtage betaling for den, og det skyldes ikke dem, at de er så uoplyste og fattige: men grunden hertil må søges i de fortvivlede forhold, hvorunder de arbejder.
De engelske landforhold er ikke langtfra at kunne sammenlignes med de russiske.
De store godsbesiddere som ejer den største del af Englands jord, lever vel en kort tid af sommeren på deres godser, men opholder sig ellers i London eller udlandet, mens den forvalter, hvis hverv det er at påse, at de adelige herrer får penge nok ind til at føre deres muntre liv. udsuger bønderne på alle måder.
Det håbløse er at disse slet ikke ville få noget ud af det. hvis de var energiske og velhavende nok til at begynde en rationel drift.
Efter kontrakten skal de svare så og så meget af den forpagtede jord: men hvis forvalteren opdager at de får et ordentligt overskud til eget brug, bliver de straks sat fra gården, og med den ny mand, som kommer i stedet, bliver der da lavet en ny kontrakt, hvorefter han er forpligtet til at svare en meget større afgift end sin forgænger.
Det er næsten umuligt at få jord til købs!
Godsejerne kan så tvinges til at sælge jord, og skønt parlamentet gang på gang har gjort store anstrengelser for at få adelen frataget nogle af dens uretfærdige rettigheder, er alle disse forsøg hidtil strandede mod de store herrers forbitrede modstand.
Englænderen indser selv, at der årlig går uhyre værdier til spilde på denne måde. men før Underhuset får lovene forandrede, er der intet at gøre.
Englands skønne og frugtbare jord ligger forsømt og vanrøgtet hen, og den lasede bonde slæber sig krum og gammel længe før tiden under sine utaknemmelige anstrengelser for at skaffe brød og afgifter ud af den, uden anden hjælp end sine to tålmodlge hænder og nogle dårlige arbejdsredskaber.
Olga Eggers.
(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad, 9. april 1907).
Artiklen fortsætter i bladet den 16. april hvor hun sætter irske bønder som modsætning til de engelske. Andre artikler fra samme periode handler om Paris - dramatiserede beskrivelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar