To Snedkerværksteder i Flammer.
En faretruende Ildløs.
Ved halvet-Tiden i Middags opstod i den Freilevske Ejendom, Store Kongensgade 101 , en Ildløs, som i halvanden Time krævede Brandvæsenets mest energiske Arbejde og meget let kunde være bleven skæbnesvanger for de omliggende Ejendomme, dels mod Gernersgade, dels mod Olfert Fischersgade.
Ilden opdagedes af Arbeidspersonalet hos Freilev. Dette havde netop spist sin Middagsmad, da man ved at aabne Døren mærkede en stærk Brandlugt. Personalets Spisestue findes paa 1. Sal i Ejendommens Baghus - Side om Side med Kontoret. I samme Etage laa Snedkermester Schmidts Værksted, hvor der laves Kontormøbler; den næste Etage optages ligeledes af dennes Værksteder, og paa 3. Sal havde "Jensens Sønner" Snedkerværksted.
Den stærke Brandlugt efterfulgtes i næste Øjeblik af hastigt spillende Flammer, som slikkede op om Trappegang og Gelænder og gjorde Passagen opefter umulig. Freilevs Personale løb da hurtigst muligt ned, fik Brandvæsenet alarmeret og Politiet tilkaldt.
Et Øjeblik efter ankom Adelgades Sprøjte; men allerede paa dette Tidspunkt var Ilden saa voldsom, at man ikke alene rekvirerede Dampsprøjten fra Adelgade men ogsaa den fra Hovedstationen. Samtidig ankom Vicebrandinspektør Liisberg, ledsaget af flere Fuldmægtige. Dampsprøjterne kørtes op, dels i Store Kongensgade, dels i Olfert Fischersgade, og den lange Brandstige rejstes.
Del var i yderste Øjeblik, at Hjælpen kom, om ikke Menneskeliv skulde være gaaet tabt. I de to Snedkerværksteder havde nemlig nogle af Svendene efter endt Middagsmaaltid lagt sig til at sove i Spaanerne, og den indtrængende Røg i Forbindelse med de knitrende Flammer vækkede dem heldigvis i rette Tid. Særlig svendene, fire ialt, paa Jensens Sønners Værksted var i absolut Fare. For at redde dem - Trappen fra 1. Tal og opefter var jo et Flammehav - maatte Brandvæsenet, indtil Stigen kom, hive dem ned fra Luge til Luge. Paa denne besværlige Maade blev to af dem reddede. Imidlertid var Stigen bleven stillet op, og de sidste fire blev saa hjulpet ned ad denne Vej. Bagefter mente man, at der var glemt en Snedkersvend, Jensen, som ikke var til at finde noget Steds, og som havde været der i Middagstimen. Ingen havde siden set noget til ham, og der var følgelig grundet Frygt for, at han var indebrændt.
Saasnart de nævnte Arbejdere var bleven bragte i Sikkerhed, førtes Slanger ind til den brændende Bygning, dels fra Store Kongensgade, dels fra Olfert Fischersgade, dels endelig fra Gernersgade.
Paa dette Tidspunkt var Bygningens to øverste Etager et eneste Flammehav, og saavel mod Gernersgade som mod Olfert Fischersgade var Baghusene, der indeholdt smaa Beboelseslejligheder, saa truede, at de maatte ryddes. Mod Gernersgade havde Ilden endog nu og da fat, idet Flammerne strakte sig over den snevre Gaardsplads og afsved Vinduesrammerne, ligesom Ruderne naturligvis sprængtes og og Murere sodedes. En kvælende Røg opfyldte desuden de snevre Gaardsrum og gjorde Smaalejlighederne. der vendte ud herimod, ubeboelige.
Trods den kvælende Røg og det farefulde Slukningsarbejde, idet den angrebne Bygning var gammel og saare brandfarlig, gik Brandmændene modigt til Arbejdet. Paa de om liggende Ejendommes Trappeafsatsers fra den hushøje Redningsstige, overalt, hvor der blot var Plads for et Menneske, stod en Brandmand med Straalerøret rettet mod Flammerne. I Begyndelsen syntes de store Vandmasser ikke at gøre den ringeste Virkning, idet Værkstedernes brandfarlige Indhold gav Ilden den bedst mulige Næring, men efterhaanden sporedes dog Virkningen. Taget, som var bleven gennembrændt, sprængtes væk af Dampsprøjtens Straale, Mursten og Bjælker styrtede ned paa Gaardspladsen og gav Ilden Luft. men ogsaa Brandmændene bedre Chancer. Efterhaanden maatte Ilden give tabt for de enorme Vandmængder som dængedes ind over den. og ved 2-Tiden kunne man erklære den for overvundet. Paa dette Tidspunkt var ganske vist Bygningens to øverste Slager aldeles ødelagte, og Freilevs Kontor, der findes paa 1. Sal, kun for saavidt skaanet, som Redningskorpset havde dækket Borde og Reoler med sine Presenninger.
Til Tider var Slukningsarbejdet absolut livsfarligt. To Brandmænd, der stod op paa et Halvtag ud mod Ejendommene i Olfert Fischersgade, slap med Nød og Næppe for at blive kvæstede under en glødende Bjælke og en Mængde Mursten, som slyngedes ned ved Dampsprøjtens Straale. Da Stenene begyndte at regne ned, sprang Brandmændene ned fra den udsatte Plads, og kun derved undgik de den i næste Sekund - faldende, antændte Bjælke.
- Det kneb en Del med at holde de Hundreder tilbage, som strømmede til Brandstedet og under allehaande Paaskud søgte at trænge sig ind.
Politiet under Assistent Schram afspærrede vel den nærmeste Del af Store Kongensgade; men endda var det besværligt for Brandvæsenet at faa Plads. Sporvognskørslen maatte ganske ophøre i de første fem Kvarter, og Vognene holdt helt ud til Østbanestationen uden at kunne komme videre. Saasnart Dampsprøjten indstillede Virksomheden, blev Slangerne rullede til Side og Sporet atter givet fri.
- Om Brandens Opkomst vidste man intet fuldt paalideligt, der er imidlertid ingen Tvivl om, at den er opstaaet paa selve Trappegangen, og Sandsynligheden taler for, at en af Arbejderne har tændt sin Pibe og kastet den endnu brændende Tændstik fra sig.
Skaden andrager sikkert omkring 50,000 Kr.
To Mennesker indebrændte.
Da Brandvæsenet ved 3-Tiden ryddede op i Ruinerne, fandt man de forkullede Rester af to Mennesker. Ligene kunde ikke identificeres, men de formodes at være to Snedkersvende, Jensen og Petersen, som arbejder paa Jensens Sønners Værksteder.
Ligene blev lagt i et Stykke hvidt Linned og ført til Johannesstiftelsen.
(Nationaltidende 23. marts 1907).
En imponerende Begravelse
20,000 Mennesker viser Ofrene for de forbryderske Værksteder den sidste Ære
København. Langfredag.
I Dag blev de to Ofre fra Branden i Ølhandler Frejlevs Gaard begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard. Der var ikke udstedt Opfordringer til Arbejderne om at møde ved denne Lejlighed, men det behøvedes heller ikke. Værkstedernes og Fabrikernes Mænd med deres Hustruer, der hver Dag paa en uhyggelig Maade maa mindes Salmistens Ord: Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar, de følte, at denne frygtelige Katastrofe var sket lige i deres Nærhed, og de mødte i Dag Tyvetusinde, ja, maaske flere i Tal, derude paa den vældige Kirkegaard.
Det lykkedes kun et Par Tusind Mennesker at slippe ind i Kapellets Gaard og kun Halvdelen af dem slap derfra ind i Kapellet, hvor de to Kister omringedes af de 6 Snedker-Organisationers røde Faner. Brandmændene var mødt med deres røde Banner og Snedkerlaugets Fane var ligeledes til Stede.
I Forsamlingen saas Laugets Oldermand, Kasper Rostrup, og alle Snedkerforbundets kendte Ledere.
De to Kister bakkedes af Kranse og paa hver af dem laa en mægtig Palmekrans fra Dansk Snedkerforbund.
Paa de røde Baand lastes med gylden Skrift :
"Farvel Kammerater!"
"Farvel trofaste Kollega! Vi skal mindes din Død!"
"Din sørgelige Død forpligtiger dine efterlevende Kammerater."
Den afdøde Hans P. Jensens gamle Fader, en hvidhaaret og forslidt gammel Mand vakler frem foran Sønnens Kiste, medens Orglet bruser og Forsamlingen istemmer: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder . . .
Alle er dybt grebne og der er Taarer i mange Øjne.
Man føler sig Ansigt til Ansigt med en af Livets mest rystende Tragedier ved Synet af denne krumbøjede Olding, der selv hælder mod Graven, medens hans gamle Øjne maa falde Taarer foran den Kiste, der rummer Hans Søns skrækkelig mishandlede Lig.
Den lille grundtvigianske Pastor Larsen fra Marmorkirken træder frem og alle Øjne hænger næsten ængstelige ved ham.
Thi saa vidt er vi ved de mørke Missionsmænds Hjælp kommen her i Byen, at selv ved en Lejlighed som denne, hvor alle Sind bløder, da frygter man de iskolde Præsteord, som spotter Sorg og Taarer og truer med alle Helvedes Kvaler.
I dette Tilfalde var denne Angst ubegrundet. Pastor Larsen talte jævnt og ligefrem uden stærke Ord og store Følelser.
Han mindede om, at Døden altid betyder Sorg og Savn, men her staar vi særlig grebne af dens Alvor. Og hvorfor? Ja, hvem kan rede Livets vanskelige Traade og hvem kan forklare den dybere Mening i dette Drama. Jeg vil ikke forsøge derpaa. Jeg vil ikke kaste Skylden paa nogen, men jeg vil sige, at disse to Mænds Død er en Lære til os alle. Vi maa ikke slaa os til Ro med, at alt er, som det skal vare. Det ved jeg, at efterhaanden som Menneskene tager Naturens Kræfter i sin Tjeneste, da gælder det ogsaa, at Arbejdet bliver mere og mere farefuldt, men netop derfor bør der gøres alt for at hindre Ulykker som denne.
Nu talte Hr. Larsen i mere almindelige religiøse Vendinger og sluttede: Ære være Arbejdet! Fred med de døde!
Talen gjorde et godt Indtryk og Forsamlingen istemte: "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred', medens Bestyrelsesmedlemmer for Snedkernes Fagforeninger bar Kisterne ud af Kapellet. Udenfor stod Menneskemasserne som en vældig Mur over Pladser, Alleer og Gange og med stor Møje banede Ligtoget sig Vej ad de lange, lange Stier, som snor sig mellem de Titusinder af Grave. Et Musikkorps spillede Sørgemelodier og Masserne blottede ærbødig deres Hoveder, medens de to døde Kammeraters Lig i det herlige Foraarsvejr førtes til deres Grave.
Om disse opstod der en frygtelig Trængsel, der var lige paa Grænsen af Panik, da Formanden for Snedker og Stolemagernes Fagforening Hr. Friis traadte frem for at tale.
Under dybeste Stilhed udtalte han følgende :
I de døde Kammeraters Navn bringer jeg en Tak til de mange Tusinder. der i Dag har vist dem den sidste Ære.
Vi ved alle, at den Ulykke, der ramte vore to døde Kammerater, den er mange Arbejdere daglig udsat for under deres Kamp for Brødet, Hus og Hjem. Derfor vil vi mindes deres Død, thi den forpligter os efterlevende til at kræve Reformer, som hindrer slige forfærdelige Tab af Menneskeliv.
Fra samtlige Kammerater bringer jeg dig, Peter Jensen, og dig, Hans Petersen, vort sidste Farvel og Tak for den Trofasthed, hvormed I sammen med os har kæmpet for bedre Livsvilkaar for eders Stand.
Fred og Ære hvile over eders Minde!
Saa snart Hr. Friis sluttede, traadte Forretningsfører Carl Gran frem og udtalte :
Denne mægtige Forsamling er et Vidnesbyrd om, at Arbejderne har forstaaet dette Drama, hvis sidste Akt nu er sluttet.
I to dernede er foreløbig de sidste Ofre for de elendige Værksteder, der paa mange Maader stjal Livets Gode fra saa mangen Arbejder.
Men I ved ogsaa, at Arbejderne er uden Skyld i denne Ulykke. Vi har gjort, hvad vi kunde for at skaffe mindre farefulde Arbejdspladser, men vi manglede hidtil Magt til at gennemføre vore Krav.
I var gode Kammerater, der i Live gjorde eders Pligt. I faldt paa Arbejdets Valplads og eders frygtelige Død vil opflamme os til at arbejde videre. Vi takker jer og ærer jer.
Farvel, Kammerater!
En Slægtning af den afdøde Petersen takkede derefter paa Familiens Vegne, og søndagsklædte Arbejderkvinder trængte sig frem og kastede gule Paaskelillier og Vaarens første grønne Kviste ned i Gravene. Saa drog Folk langsomt bort.
H. N.
(Fredericia Social-Demokrat 30. marts 1907)
Tegning fra Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave der gav detaljer om ejendommen (der beskrives som en brandfælde) og branden selv. Dagens Nyheder 24. marts 1907 bragte også en lignende beretning. Den var optaget af at nævne at møblementet til Frederikssunds nye hotel var gået op i flammer og nu måtte vente et par måneder til nye var fremstillet.
En arbejder Grested (St. Pederstræde 37, 3. sal) kastede sig ned ad den brændende trappe og blev frygtelig forbrændt kørt til Frederiks Hospital. Snedker Lassen (Blågårdsgade 17) styrtede sig ud af et vindue. 5-6 lykkedes at undslippe via en luge. Da brandvæsnet ankom, blev der yderligere rekvireret to dampsprøjter. Fire snedkersvende blev reddet ud af brandfolkene.
Foto fra Dagens Nyheder 24. marts 1907: " Parti af den brændende Bygning, fra hvilken man søgte at redde Svendene i Snedkerværkstederne ved Hjælp af de rejste Stiger."
Ilden truede med at forplante sig til de omkringliggende beboelsesejendomme. H. Petersen, 38 år, Rigensgade og J. Jensen, 50 år, Tjørnegade brændte inde i bygningen. Begge ugifte. Snedkerne havde i længere tid kæmpet mod de livsfarlige værksteder. Se Social-Demokraten 24. marts 1907, 2. udgave for nærmere beskrivelse af den brandfarlige ejendom.
Jeg har ikke kunnet finde samtidige fotoer af brandstedet, hverken før eller efter. Dette foto er af Mogens Falk-Sørensen, Stadsarkivets fotografiske Atelier, og forestillet et baghus, smøgen set mod nordøst. Fremstillet 9. september 1963. Der findes andre fotoer af stedet, men de forestiller tilsyneladende gården efter nedrivning af baghuse. Kbhbilleder. Public Domain.
Dobbeltjordefærden paa Vestre Kirkegaard.
De indebrændte Snedkersvende.
Under enorm Deltagelse fandt Jordfæstelsen igaar Sted af de to ved Branden i St. Kongensgade forulykkede Snedkersvende, Jens Peter Jensen og Hans Pedersen.
En vældig Strøm af Mennesker bølgede ud ad Kirkegaarden til, og da vi kom derud stod mindst 1500 Mennesker og trængtes om at komme ind.
Det store Kapel, der godt og vel kan rumme et Par Hundrede Mennesker, blev formelig stormet.
Man havde ikke Tanke for at det var en Begravelse man skulde til, man foer løs under Raab og Skrig og trængte saa stærkt paa, at Børn og Kvinder ligefrem blev traadt ned.
Med Nød og Næppe fik Pastor Larsen fra Frederikskirken banet sig Vej ind gennem Massen og medens Koret faldt ind med den gamle Salme "Kirkeklokke ej til Hovedstæder" kom der endelig en Smule Ro over Forsamlingen indenfor medens de udenfor ventende Mennesker stadig larmede.
De to Kister der var stillet op ved Siden af hinanden, var fuldstændig dækkede af Vaarens Kønneste Flora og omkring dem stod Kammerater af de Afdøde med opplantede Faner. Vi noterede saaledes Snedkernes Fagforenings, Snedkerlaugets, Bygningssnedkernes, Brandfolkenes Organisations og Socialdemokratisk Forenings.
Efter Salmen traadte Pastor Larsen frem bag Kisterne og holdt en gribende Tale, der rørte Tilhørerne til Taarer.
- Disse to Menneskers Død giver Stof til Eftertanke. Man aldrig slaa sig til Ro men til en hver Tid være aarvaagen og erindre at man gaar i Fare, hvor man gaar - Lad det da være de Efterladte en Trøst at Adskillelsen fra de Kære kun er midlertidig: thi vi skal en Gang alle mødes igen. Jesus som i Dag for over 1900 Aar siden døde paa Korsets Træ, gik jo kun i Døden for at frelse Syndere fra Fortabelsen.
Efter Talen afsang man "Lyksalig, lyksalig - !" og Kammerater af de Afdøde bar kisterne ud paa Kirkegaarden idet et Orkester spillede Chopins Sørgemarch.
Og medens Vaarsolen sendte de to Arbejdere en sidste Hilsen ned i Graven, bad Pastoren en Bøn, og den smukke Højtidelighed var til Ende.
(Aftenbladet (København) 30. marts 1907).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar