Fastelavnsløjerne i Valby forbudte. (Efterskrift til Politivennen)

Ussing dominerer.

Der har ikke i disse år været afholdt fastelavnsløjer i Valby. Årsagen er at politiet - ligesom i København - forbyder den sags uskyldige offentlige folkeforlystelser. Det er Indre Missions tunge, klamme hånd der hviler både over hovedstaden og over Valby, hvor særlig præsten ved brygger Jacobsens ølkirke, hr. Ussing dominerer med sit mørke livssyn.

Hr. Ussing der skaffede sig en slags glorie om hovedet ved sin optræden forleden på Vestre Kirkegård, har allerede tidligere gjort sig bemærket ved sine fanatiske angreb på befolkningens ret til selv at vælge sine fornøjelser. Det er endnu i frisk minde hvorledes hr. Ussing forrige sommer forpurrede at folk fik lidt musik pinsemorgen på Frederiksberg - her udelukkede han altså den store ubemidlede befolkning fra en af dens mest uskyldige og uskadelige nydelser. Nu har han også været på spil med hensyn til fastelavnsløjerne, og politiet i søndre birk der ekspedit lystrer præstekutten, er vedvarende beredt til at fastholde forbuddet mod denne beskedne folkeforlystelse som i de tidligere år hørte til det faste program i Valby og ved sin slåen gækken løs livede lidt op i den dagligdags ensformige og grå tilværelse 

(Social-Demokraten 14. februar 1899)

Københavnske Billeder. (Efterskrift til Politivennen).

Af Bill

IV

Det er en ubestridelig kendsgerning, at karnevalstiden spiller en rolle i vor nordiske hovedstad, hvor lidet den end i fin nuværende form har med katolicisme og faste at bestille. Se blot efter i bladenes avertissementsspalter i februar og marts måned. 

---

Der er ikke ti gårde i hele byen, hvor ungdommen morer sig med at slå katten af tønden, hvilket endnu for en halv snes år siden var en almindelig sport, og selv de små fyre med maske for ansigtet, en skjorte trukket over trøjen og en klingende sparegris i de forfrosne hænder, ere forsvundet for gadeordenens strenge håndhævere.

Kun ude på Amager og i Valby har der endnu bevaret sig en ret livlig afglans af gamle dages fastelavnsløjer. Og her foregår der i fastelavnsugen et mere bevæget folkeliv, end de rigtige københavnere ved af. Man nøjes ikke blot med at celebrere selve fastelavnsmandag, men endnu onsdag eller fredag fortsætter løjerne, der samler et talrigt publikum fra byen og den nærmeste omegn.

En forskel er der dog, som man bør lægge mærke til. Det er ikke længere egnens bønder, der stille sig i spidsen for arrangementet, men derimod som oftest stedets entreprenante kromand, som benytter lejligheden til en lille ekstrafortjeneste. Festlighederne averteres på passende måde som fx:

Fastelavnsløjerne i ***

sluttes fredag den 29. februar

med at stikke til stråmanden. Deltagerne møder til hest ved kroen kl. 11. Et sangerselskab vil underholde publikum i den store sal. Derefter bal. Entre - 1 kr. for en herrer; 50 øre for en dame. Ærbødigst

N. N.

Så er det folks egen skyld, om de går glip af de lovede herligheder.

Bag ved Søndermarkens gamle fyrre og kastanietræer ligger den lille flække i uforstyrret idyllisk ro. Enkelte mere anseelige nybygninger røber den vestlige forstads gradvise fremrykning, men endnu den dag i dag kan man, både ved sommer- og vintertid, spadsere ud ad Valby Langgade uden at møde andre fremtoninger end en kone med en kurv æg på ryggen eller en langsomt agende “flødebonde". Kun en gang om året - i fastelavnsugen - antager landsbyen en helt ny skikkelse.

Allerede tidlig på formiddagen begynder publikum at indfinde sig - folk fra omegnen og en del nysgerrige fra København. Udenfor kroen musicerer et “harmoniorkester: tre trompeter og en basun - og nu og da trækkes en pyntet hest - med brogede bånd flettede ind i manke og hale - gennem landsbyens hovedgade. Pladsen foran kroen er dækket med et lag grus, og i midten er nedrammet en pæl, omvundet med grankviste. Her er stedet, hvor der skal stikkes til stråmanden. Der samler sig flere og flere tilskuere, og omsider - klokken er imidlertid blevet henved fire - rider optoget gennem byen for at begynde dagens løjer. Først kommer musikkorpset, agende på en fjælevogn, og derefter en halv snes maskerede ryttere i mere maleriske end smagfulde kostumer. Der er et par gæve riddersmænd, en jockey, en sømand, en husar, en italiensk bandit osv. Rytternes brede, arbejdsvante skikkelser gøre et besynderlig grotesk indtryk i dette brogede flitter.

“Stråmanden" - en pyntelig maskeret dukke i halv legemsstørrelse, med himmelblå kjortel, røde pludderhoser, gult akselskærf og fjerbaret - er imidlertid blevet stillet op på pælen. Men hestene må først vænnes til synet af denne udfordrende skikkelse, for ikke at blive sky for den, og de agerende ride derfor skiftevis en halv snes gange frem og tilbage forbi “stråmanden", forinden legen begynder for alvor. Er dette højtidelige tidspunkt indtrådt, så gælder det om hvem der i forbifarten kan gribe “stråmanden" på spidsen af sit spyd og ride bort med ham. Lydelige hurraråb hilser den behændige rytter.

-  Men af og til gøres en pause i legen, og medens tilskuerne, der danner en tæt sluttet flok på begge sider af gaden, venter tålmodigt på fortsættelsen, rider optoget påny gennem byen og aflægger besøg i en og anden gård, hvor de, efter gammel skik og brug, beværtes med drikkevarer.

Denne afdeling af løjerne er først til ende når mørket allerede har begyndt at lægge sig over de flade marker bag landsbyens huse, og disse træder frem i stedse utydeligere omrids, mens tilskuerne der omringer "banen" flyder sammen til en mørk, ubestemmelig mængde. Helt nede fra vejen ind mod Søndermarken høres lyden af tre-fire lirekasser, der ligesom på Dyrehavsbakken i kildetiden - afhasper hver sin melodi og blander sine skurrende toner med hornmusikken udenfor kroen. Der er et ejendommeligt præg over dette folkelivsbillede, noget, der minder om overleveringen fra en længst forsvunden tid, og tillige et vist moderne snit, som røber, at det kun er falmede rester af en meget gammel folkeforlystelse - lirekasserne og hornmusikken er ikke alene om at besørge det musikalske divertissement. Inde i kroen dyrker det for tilfället optrædende sangerselskab Apollo på sin vis, og den store sal deroppe er lige så stort fyldt som gaden nedenfor. -  Når det sidste spydstik er ført mod “stråmanden", sluttes dagens forlystelser med det bebudede bal, på hvilket det plejer at gå meget muntert til.

Men størstedelen af gæsterne er da draget bort, og det er kun en snævrere kreds af Valbyfolk og deres gode venner, der tage del i ballets glæder.

Endnu i det Herrens år 1884 har altså den skik bevaret sig at valfarte til Valby eller Amager i fastelavnsugen. “Herude træffer man bekendte som man ellers ikke ser hele året rundt." bemærkede en brav borgermand inde fra hovedstaden. Og denne udsigt til at møde gode venner, over måske nok så megen tiltrækningskraft som selve fastelavnsløjerne.

At stikke til stråmanden i Valby eller slå katten af tønden ved Stjernekroen på Amager udgør vel nutildags den mindste del af karnevalstidens forlystelser, men det er ikke den mindst karakteristiske, og den tjener tillige som bevis for, hvor længe en slig folkeskik holdes i hævd. - Til næste fastelavn vil jeg anbefale Dem at tage ud til Valby og se på hvorledes "folket" morer sig. Muligvis vil De så bagefter more Dem så meget des bedre på kunstner- eller studenterkarnevallet.

(Dagens Nyheder, 5. marts 1884).

K. Gamborg: Fastelavnsløjer i en Landsby. Illustreret Tidende nr. 20, 15. februar 1885.

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Knud Gamborg: Fastelavnsløjer i en landsby. Illustreret Tidende nr. 646, 11. februar 1872.

Fastelavn på Børsen. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Fastelavnsskikke, der saa længe man kan mindes have vedligeholdt sig heri Staden, hører, foruden den almindelige "Slaaen Katten af Tønden" ogsaa, at Børn paa Fastelavnsmandag skulle op paa Børsen og see dennes nu vistnok ogsaa kun en barnlig Phantasi tiltalende Herligheder. Ved denne Skik havde imidlertid indsneget sig den Uskik, at en talrig Drengesværm, tildeels af den laveste Pøbel, gjorde Børssalen til en Tumleplads for støiende Lege, og stormede ind en masse, naar Børsidens Afringningsklokke lød, saa at de i en Støvsky indhyllede Handelsmænd ved den døvende Tummel saae sig forstyrrede i deres endnu ei tilendebragte Forretninger. Denne Uskik, som især var bleven næret derved, at Enkelte morede sig ved at kaste Penge i Grams mellem Drengene, søgte Grosserer-Societetet ifjor at faae hævet ved derom at tilskrive Statsgjeldsdirectionen, under hvis Ressort Børsbygningen hører, og anmode den om at træffe de fornødne Foranstaltninger derimod; men Societetet erholdt herpaa intet Svar, og Alt forblev saaledes ved det Gamle Iaar henvendte det sig desangaaende til Politidirectionen. Ved dennes Foranstaltning blev den udenfor Børsen samlede Drengesværm afholdt fra at trænge ind, og vore Handlende saae sig saaledes denne Fastelavnsmandag i Stand til uforstyrrede at tilendebringe deres Forretninger.

(Kjøbenhavnsposten 28. februar 1838)

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden har iaar ingenlunde havt Mangel paa Fastelavns-Moro. Som man veed fra Baggesen bærer vort Karneval mere et østligt end et sydligt Præg, idet at visse østerlandske Præsenter hos os have formet sig til Fastelavnsriis. Ligesaa lidet Sporer man den sydlige Characteer i de offeentlige og Private-Maskarader, som her gives Publicum til Bedste. Lystigheden er betydeligt tempereret og et skarpt nørd-østligt Pust synes at afkjøle det Hele. Medens den sørgelige sorte Domino dominerer over Charaktererne, er en characteers speidende Munkekutte Alt hvad der minder os om Syden, og mangt et bekjendt Ansigt røber sig, idet at en vedhæftet Næse udgjør dets eneste Maskering. Man har ogsaa iaar, til offentlig Moro, seet den gamle Leeg øvet, som af Menigmand kaldes: "at slaae Katten af Tønden": den ulykkelige Kat stemmer imidlertid ikke længer Folk til Medlidenhed; den har forvandlet sig til en livløs Figur, der hverken er formet efter Skjønhedens eller den sunde Fornufts regler, en Straamand, der ligner en monstrøs Fugleskræmsel, og kun vækker uskyldig Latter. "At pidske Folk op" er en forældet Skik, som man skulde troe forlængst var gaaet af Brug. Den er dog ikke reent uddød; men har ganske tabt sit forrige frygtindjagende Præg: man tager nu smilende mod riset og giver en krydret Bolle i skyldigst Taksigelse.

(Kjøbenhavnsposten 3. marts 1835)

Mage til Broget.

En drengeuorden af samme natur som den der nyligt er anket over i "Dagen" at være foregået ved Trinitatis Kirke, er de skammelige spektakler som foregik ved Børsen sidste fastelavnsmandag og som efter hvad referenten med forundring erfarede, skal anses for en årlig drengefest på fastelavnsmandag. Dog må man bemærke at voksne personer har lige så meget skyld heri som drengene. For når disse ikke posterede sig på børstrappen for at stå og gabe, så indfandt drengene sig vist heller ikke. Eller hvis de samledes, ville de snart igen skilles ad. 

"Referenten gik fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge mig i møde og tiggede om penge." (Børstrappen tættest på Christianshavn. Martinus Rørbye.). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berørte sidste fastelavnsmandag gik referenten som bor på landet, fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge som var samlet på pladsen mellem banken og børstrappen hvor de støjede frygteligt, mig i møde og tiggede om penge. To af dem, klædt i lyseblå luvslidte klæder var især virksomt og infamt grove. De stillede sig frem ligesom for at spærre mig vejen og råbte: giv os en skilling eller to, tages der fejl og gives en mark eller to, det skader ikke, osv. Men da de aldeles intet svar fik eller havde udsigt til at se deres forlangende opfyldt, udbrød de i de skammeligste udtryk og skældsord, såsom: Nej, lad ham gå! sådan en herre, sådan en rad, sådan et æsel, sådan en gnier, han tager sig nok i agt. At flere måtte døje samme skammelige behandling er nok udenfor al tvivl og det undrer referenten højligt at sådan uorden kan finde sted i en stad hvor man har et velordnet politi. 

Efter flere timers forløb kom jeg tilbage og turde med skam at tale om ikke gå den forrige vej. For gode venner havde oplyst mig om at alarmen ville vare måske hele dagen. Og det befandtes således som fortalt var, uordenen i fuld gang med stor drengeforsamling neden for trappen skrålende og tiggende af forbigående, og på trappen en stor forsamling gabende dagdrivere. Man må dog håbe at sådan uorden foranstaltes hæmmet for fremtiden.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 216-218)

Redacteurens Anmærkning.

De omtalte drengeuroligheder som Dagen skrev om, er muligvis disse, Dagen, 29. marts 1837:

Kjøbenhavn, den 29de Marts. Der er ofte, og med største Grund, klaget over de forargelige Uordener og Opløb, der hyppigen, selv ved Optog, der af Folket ansees som festlige, foraarsages af omløbende Drenge og til hvis Hemmelse man maa opfordre vort ellers saa vel indrettede Politiet at tage de alvorligste Forholdsregler. Et af de allerforargeligste Optrin fandt imidlertid Sted i Rundetaarn første Paaskedag om Middagen. Medens der af blæsende Instrumenter fra Taarnet udførtes flere Psalmer, havde en talrig Hob opsigtsløse Drenge samlet sig i Taarnet, hvor de udbrød i en vild Huien og Støien hvergang der indtraadte en Pause. Dette skammelige Optrin vakte i høieste Grad de Omkringboendes og Forbigaaendes Uvillie, og vi føle os opfordrede til at offentliggøre det, da der vel ikke kan anføres nogen vægtigere Grund for at Politiet ved Udgivelse af en Placat, der indeholder alvorlige Straffebestemmelser, gjør Ende paa et saadant Uvæsen.

En Rettelse til Stykket om Fastelavnsløier i sidste Nr.

Indsenderen af stykket: "Uhældige Følger af Fastelavnsløier" i sidste  nummer af Politivennen har ikke været så ganske nøje underrettet om det passerede når han fortæller at hjulmanden skaffede en landmand til at befordre den tilskadekomne mand til Frederiks Hospital og derfor lod sig betale 5 rigsbankdaler. For sandheden er denne. Hjulmanden selv kørte manden i en vogn hvori der var lagt sengeklæder, først til Jægersborg hvor han blev forbundet af lægen der og befordrede ham derfra siden til staden. For forplejningen, kørsel og bompenge, frem og tilbage, betaltes med fornøjelse 4 rigsbankdaler 3 mark, hvilket vel ikke kan anses for urimeligt eller fortjener at anføres som et eksempel på egennytte eller uhjælpsomhed. 

(Politivennen nr. 1002, Løverdagen den 14de Marts 1835, s. 167-168)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er rettelse til nr. 1001, 7. marts 1835.

Tvende Bemærkninger paa Børssalen.

1) Ved at passere Børssalen i mandag formiddag besværedes anmelderen af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne. Men da disse er til at åbne, burde dette ske under rensningen. For ellers flyttes støvet kun fra gulvet og kaster sig i vindueskarme, på bænke og andre steder hvor det forbliver liggende indtil hovedrengøring engang finder sted. Ved at åbne vinduerne ville den mugne lugt tillige forsvinde idet den udefra indtrængende luft ville fordrive samme.

"Anmelderen besværedes af en fæl støv og muggen lugt som stammede fra at man for nyligt havde fejet gulvet uden at åbne vinduerne." (Børssalen. Illustreret Tidende, januar 1860)

2) Da anmelderen samme dag efter børstid passerede salen, blev han vidne til at den gamle halvbarbariske skik med at kaste penge til pøbel og gadedrenge fastelavnsmandag endnu har vedligeholdt sig. Man må vist nok forundre sig når man ser folk der gør krav på oplysning og dannelse, kan finde fornøjelse i at se en flok uopdragne drenge rives og flås for at komme i besiddelse af de skillinger der bliver kastet til dem. Vel var nogle politibetjente til stede for at holde orden. Men de kunne ikke forebygge at en del af drengene gik fra legen med sønderrevne klæder, blodige pander, ja måske med et eller andet der først vil vise sig senere. Det var derfor ønskeligt om de der har evne til at kaste penge bort på denne måde - som vist næppe bliver anvendt til nytte - ville give disse til en eller anden velgørende indretning hvoraf der findes flere her i staden. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 157-158)

Uheldige Følger af Fastelavnsløier.

Fastelavnsmandag kørte en mand der bor her i byen, sammen med 3 andre personer i sin egen vogn til Lyngby for at besøge en familie der bor der. Da de henimod aften ville vende tilbage til staden, mødte de på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og ikke var til at standse. Det lykkedes de tre personer der var på vognen, at slippe uskadt fra samme. Men vognens ejer som selv kørte, faldt omsider af, fik et ben brækket og blev kørt over brystet. Han blev bragt ind til en hjulmand der boede i nærheden, der plejede ham på det bedste og som skaffede en landmand der boede i nærheden, til mod en betaling af 5 rigsbankdaler at indbringe ham til Frederiks Hospital hvor han nu er taget under lægebehandling. *) 

Så lidt man ønsker at landboen skal blive indskrænket i tilladelige uskyldige fornøjelser, kan man dog ikke i ovenstående anledning undlade at ønske at sådanne optog ikke må foretages på alfarvej hvor de visselig flere gange har afstedkommet uerstattelig skade, men at det må forklares enhver bys indbyggere i sådanne tilfælde at holde sig på deres egne by-og sogneveje.

*) Det røber meget lille humanitet hos vedkommende landmand at have benyttet en så sørgelig lejlighed til at lade sig så dyrt betale en befordring af 1 mils længde.

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 153-154)

 "De mødte på hovedlandevejen lige før Gentofte et fastelavnstog der med tromme, bjælder og lignende gjorde en sådan støj at hestene blev sky og var ikke til at standse." (Erik Pauelsen: Aftenlandskab ved Gentofte, 1764-1790. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i nr. 1002, 14. marts 1835.

Fastelavnsløier midt paa alfar Vei.

For så vidt vides er det ved lov forbudt almuen på landet at ride sommer i by og at holde fastelavnsgilde, såsom dette forvolder husbonderne mange udgifter og kun giver anledning til flere dages svir og forsømmelse af nyttigt arbejde. Det var derfor anmelderen meget påfaldende da han på en rejse til Slagelse kom forbi Krebshuset, at se en tønde ophængt tværs over Kongevejen i et tov der gik fra staldlængen til et af træerne på den modsatte side af vejen. En sådan tønde midt på vejen var nok til at gøre bønderheste sky, og nu tænker man sig videre den larm når en flok karle og drenge i fuld galop farer frem og tilbage ad vejen for at slå på tønden. Meget forundrer det anmelderen at sådant kunne foregå på Sorø Amt hvor der ellers er en priselig orden i alt.

(Politivennen nr. 895, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 137-138)  

Fastelavnsløjer på landet. Illustreret Tidende, 2. marts 1862

Redacteurens Anmærkning

"At ride sommer i by" var og er stadig visse steder på landet, en århundredgammel skik. Tidspunkt og form kan variere fra egn til egn, men der indgår for det meste heste. 

Krebshuset er formentlig den landevejskro som  blev kongelig privilegeret  helt tilbage i 1719 blev kroen kongelig privilegeret og som bl.a. betjente diligencen. Krebshuset fra Politivennens tid eksisterer ikke mere. Den nuværende krobygning blev opført et andet sted i 1924.

Svar paa det i Politievennen nr. 739 indførte Stykke, betitlet: "Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden i Valby"

Efter at den anonyme forfatter har fortalt at han tillige med fire andre personer af hans familie har været til stede som tilskuere ved fastelavnsspøgen i Valby, siger han at han har bemærket en del uordener som skulle have fundet sted der og som han mener fortjener offentlig opmærksomhed. For nu at berigtige hans anførte og for at det ærede publikum kan sættes i stand til at skelne mellem hvad der er sandhed og hvad der er usandhed, finder vi som deltagere i omtalte forlystelse os beføjet til herved at erklære:

At ingen som deltog i selskabet var beskænket i den grad som den anonyme forfatter synes at ville indbilde publikum, nemlig så at vi ikke kunne styre vores heste, men at disse styrede eller ledede os. Att vi ikke var aldeles fastende, kan vel ikke forlanges af os på en sådan dag. For hvem anretter vel et gilde uden at ville smage mosten? Men beskænket eller som meningen skal være, fuld, var ingen af os.

Før forfatteren så bestemt erklærede at ingen af Valby-rytterne forstod at styre deres heste, burde han dog nok have godtgjort at have enten stået i tjeneste ved et af kavalleriregimenterne eller også at have lært af en kongelig berider at ride en hest. For ellers må vi sige ham at han ikke står til troende. Det er bekendt at kosakkerne når deres hest går for slap tøjle eller i stærk galop, ofte hænger snart på den ene, snart på den anden side, snart kaster sig forover og snart lægger sig langt ud over hestens lænd. Lignende boltigeren har vi set at husarerne og lansenererne bruger på Københavns fælleder i manøvretiden. Og skønt bønder kan vi dog indse og erkende at sådant har sin taktiske nytte. Om vi Valby-ryttere nu har villet efterabe disse manøvrer og som følge heraf dinglede på hesten, har vi derfor været beskænkede som forfatteren beskylder os for, eller mon han derved ikke røber at han selv er aldeles ukyndig i ridekunsten?

Når forfatteren siger at alle 5 personer faldt omkuld! er det åbenbar usandhed som han heller aldrig skal kunne bevise. Men at en person person omkuld er rigtigt, dog er det ligeledes bevisligt at denne ikke havde fået større skade end at han rejste sig selv, gik i kroen og der for de tilstedeværende - endog i en mild tone - sagde: jeg takker forsynet for at jeg ikke fik værre skade. Hvad ville jeg der, jeg burde være blevet fra det. 

Disse Deres egen families ord er det vi herved forelægger Dem, idet vi spørger: Hvem har inviteret Dem? Hvad ville De der? Og hvem er De?

Deres svar kender vi omtrent i forvejen, nemlig til 1. membr.: Ingen. Men at De troede De som andre kunne indfinde sig ved offentlige forlystelser. Hertil svarer vi: Ja, vel kan De det. Men dog med den indskrænkning som velanstændigheden byder enhver. Den nemlig at hverken De eller Deres såkaldte familie skulle have udvist forvovenhed eller frækhed ved at overtræde grænselinjen mellem tilskuerne og ridekredsen. De har allerede i Deres anonyme anfald lagt for dagen at De har gjort dette, idet De foreslår at skranker skal oprettes mellem publikum og de ridende. Men hvem skulle bekoste denne adskillelse? Og er det afgjort at Valbys grundejere for at føje nogle uindbudte, nysgerrige mennesker fra København, ville tillade at deres gade og grund af denne årsag blev indskrænket? Kunne ikke sådanne nysgerrige personer blive hjemme hos dem selv og bestille noget til nytte for dem og deres familie. Hvem har haft bud efter dem? Hvem har inviteret dem? Siger ikke Danske Lov: Dersom nogen går i fare for at brydes og derover fanger skade, har skade for hjemgæld? Det er analogisk med det nærværende indtrufne tilfælde og lovgiverens mening behøver ingen videre forklaring for tiden.

Til det andet mem. vil De sikkert svare: Jeg ville her som andre (vi sætter her i parentes, nysgerrige dagdrivere) have fornøjelse. Men vi replicerer: Søg Deres fornøjelser i den by eller stad hvor De hører hjemme og lad landmændene - bønderne som man kalder os - have deres fornøjelser for dem selv. Hvad ville jeg her? sagde Deres omkuldfaldne slægtning i kroen da han kom derind, og dette gentager vi her for Dem.

Til tredje membr. forventer vi svar, og vi lover Dem, hr. Anonymus, at vi ikke skal forlade scenen før endelig afgørelse, uagtet De dog således taler om en offentlig betjent, hvilket De dog slet ikke er i stand til at bevise. Vi mener politibetjenten som De meget rigtigt siger var til stede og var kendt. Men De har glemt eller ikke vidst at her var 2 politibetjente til stede der vist nok ville vide at forsvare deres opførsel og deres handlemåde i omhandlede tilfælde. Vel ikke for Dem. For Dem skylder de intet regnskab, men for deres foresatte, hvortil De, hr. Anonymus har givet anledning.

Til slut håber vi at da vores høje øvrighed i en række af mange år tilbage aldrig har forbudt denne fornøjelse i fastelavnsugen, næsten den eneste som vi året igennem har til erstatning eller opmuntring for vores sure slid og sved hele året, heller ikke på grund af en projektmagers markskrigeri i fremtiden vil forbyde os denne, og indlader vi således denne affære til det skånsomme og upartiske publikums dom, forsikrende at dersom Anonymus vil nævne sig offentligt ved navn og bopæl er vi villige til personligt at overtyde ham om hvad vi her har andraget.

Valby den 6. marts 1830

På egne og øvrige deltagendes vegne
O. Pedersen. O. Larsen. J. Bentsen
Jørgen Jensen. Peter Sørensen. 

(Politivennen nr. 741, Løverdagen den 13de Marts 1830, s. 167-173)

Uorden ved den saakaldte: Slaaen Katten af Tønden (i Valby).

Onsdag den 24. i denne måned var indsenderen tillige med fire af sin familie i Valby som tilskuere ved det såkaldte "slå katten af tønden" og fik herved lejlighed til at bemærke en del uordner som går i svang ved dette fastelavnsspøg, og som han tror fortjener det offentliges opmærksomhed. De fleste af deltagerne var nemlig beskænket og forstod ikke at styre deres utilredne heste, hvorved det uheld indtraf (muligvis indtraf flere som indsenderen ikke havde lejlighed til at bemærke), at en af rytterne som formodentlig mere lod sig lede af sin hest, end han var i stand til at lede den, ved et sidespring væltede fem personer, hvoraf dog kun en kom til synderlig skade ved at få et betydeligt hul i hovedet, og desuden blive således forslået på øvrige lemmer at han endnu er både brun og blå af det. 

Når sådanne populære forlystelser er tilladt, synes det indsenderen ønskeligt at der fra politiets side blev truffet anstalter til sikkerhed for de tilstedeværendes liv og helbred, således mener han at galopridning samt i det hele taget hestes brug ved denne lejlighed hvorved rytterne ikke udmærker sig ved særdeles ridekunst, og oven i købet ofte er beskænket, måtte forbydes. Eller hvis dette ikke turde ske, at der måtte oprejses skranker inden for hvilke tilskuerne kunne stå sikre, samt fornemmeligt at nogle af politiets personale måtte være til stede for at overholde orden, og at disse måtte vise større opmærksomhed end den politibetjent der ved oven nævnte lejlighed var til stede, og som om han end tilfældigvis befandt sig der, og ikke af sin foresatte var beordret til at holde orden ved denne lejlighed, eller ikke af vedkommende fået nogen betaling derfor, dog da han nu engang var til stede, var kendt af de fleste tilstedeværende og i påkommende tilfælde vist nok var blevet respekteret, vel burde have forebygget uorden og ikke, da denne indtrådte, forsvinde fra scenen.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 141-143)

Ud over Rytterskolen er der ikke mange bygninger tilbage fra Valby på Politivennens tid. Her er det en forhenværende Smedje ved Langgade. (Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 167-173.

Meïr Aron Goldschmidt beskrev en sådan fastelavn i Valby nogenlunde på samme tid som ovenstående artikel (gengivet i "Maske og forklædning i Danmark", s. 217-221, 2014). Heri beskrev han hvordan deltagerne var udklædt i eventyrlige dragter, ofte lejet fra maskeradegarderober i København. Til hest "stak man til stråmanden" (en dukke udklædt som tyrker som sad i en tønde) med en lanse. Denne forlystelse blev dog mere sjælden fordi den var overmåde kostbar, så måske blev kun tønden tilbage, uden tyrker. Der var et ridende musikkorps. Og der blev spist og drukket.