Viser opslag med etiketten Hellebæk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hellebæk. Vis alle opslag

05 november 2014

Billige Påmindelser om Kronborg Geværfabrik

Første påmindelse: Da der for det meste hele tiden sættes så lidt mælk til salg fra Hellebækgård til beboerne af Grønborgs Geværfabrik så disse må nøjes med en halv pot mælk daglig, og nogen gange ikke kan få den, så er det naturligt at ønske at dette lidet måtte blive udmålt upartisk, så ingen i så fald kan besvære sig over det. Det ville være fint, hvis det blev tilladt for visse, fortrinsvis daglig at få 2 og flere potter mælk forud, på Hellebækgård, målt i deres potter før mælken kom til salg på fabrikken. At familieforbindelser kunne forårsage visse undtagelser, kan måske undskyldes, da det er meget naturligt, at ens egne bør have forud for fremmede. Men dersom en kone dagligt får fortrinsvis to eller måske undertiden flere potter mælk og sælger videre til beboerne af fabrikken under betegnelsen fløde og tager sig dyrt betalt for det, er det efter min uforgribelige mening højst uhørt, for hvorfor skal man unødigt forårsage forprang?

Anden påmindelse: Da øllet, og i særdeleshed det såkaldte hverdagsøl, for det meste ikke er alt for godt, kunne man ønske, at årsagen til dette måtte undersøges, om det enten er bryggerens efterladenhed ved ikke at rengøre sine kar og tønder etc., eller hvad andet som kan være grunden, så denne uorden kunne fjernes. Sagens vigtighed taler for sig selv. At øllet er tyndt, siger ikke noget, når blot den smager rent, men det er som oftest ildesmagende, tykt og undertiden surt, når bryggeren bringer det. En mindre vigtig ting er brændevinen, som har har tre graders styrke, kan have sin nytte, men man ville ønske at det måtte smage rent.

Tredje påmindelse: Det ville være godt om møllerkarlen blev befalet til først at male for beboerne, når de er mange, foruden han maler for fremmede, så de første ikke skulle vente til de sidste fik malet. Man håber at disse påmindelser måtte blive taget i betragtning og afhjælpes.

For de læsere, som ikke kender til fabrikken og altså ikke kan dømme om vigtigheden af disse påmindelser, tjener til orientering: At man kun kan købe mælk på Hellebækgård, og der er kun det ene bryggeri og brænderi på stedet, så folk er altså er nødt til at få deres mælk, øl osv. der.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4056-4058)

07 oktober 2014

Bøn til vejkommissionen


(Indsendt)

Der er fra mange steder indløbet klager over dårlige veje og fremført ønsker og bønner om disses forbedring. Det er et under at endnu ingen hidtil har nævnt den sørgeligt dårlige og især om vinteren meget farlige vej melem Helsingør og Kronborg Geværfabrik. Der er hverken noget at grine af eller beundre for de som må rejse denne vej på grund af vejens ujævnhed og mangehånde huller,og vedvarende støden! På 2 steder er så smal på grund af bakker på en eller begge sider, som kunne udjævnes, at 2 vogne som mødes ikke kan passere. I mulm og mørkt vejr kunne have skrækkelige følger, især når en rejsende enkelt har det uheld i disse hulveje at møde nogle berusede bønder. Det ville være godt hvis Vejkommissionen som denne vej hører under, ville forbarme sig med et gunstigt blik til samme, da man ikke tvivler på at der jo også vil bevirkes forbedring.


(Politivennen. Hefte 16. Nr. 208, 17. april 1802, s. 3313-3314)

06 oktober 2014

Bekjendtgørelse.

Den i forrige måned i Politivennen påankede uorden og fare ved den skrøbelige bro over vandet ved Hammeren på Kronborg Geværfabrik, er lidt hæmmet derved at nogle stærke planker er straks lagt over slusevandets løb og overgangen således sikret for lysvågne mennesker om dagen. Men da der endnu hverken er sat det ønskede rækværk ved siderne ej heller lagt flere end den før omtalte planke over møllevandets løb, så er faren endnu lige så stor i mørke for børn, gamle folk og andre for hvem det undertiden kan være noget tåget. At forebygge uheld må ikke lige de ansvarlige alt for meget på hjerte.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 205, 27 Marts 1802, s. 3279)

20 september 2014

Til den Schimmelmanske Hammermølles Foresatte.

Ved at gøre en tur fra Helsingør til Kronborg Geværfabrik tilhørende det Schimmelmanske fidei kommis for at bese samme, skød jeg en genvej ad en almindelig gangsti forbi et hus, såkaldt Hammeren, hvor et stort hjul drives ved vand, hvis løb hvad enten slusen er åben eller ej, er meget stærkt. Gangstien går over dette vandløb som før skal have været forsynet såvel med gode planker som rækværk ved siderne til sikkerhed for gående. Men da der nu kun ligger en enkelt planke ½ alen bred over vandløbet hvor slusen er og 2 halvt forrådnede stumper over det andet vandløb hvis fart når slusen er lukket er henrivende stærk, må man endog ved højlys dag bruge al forsigtighed for ikke at vakle og gøre et forkert trin da et menneske ved nedfald næppe ville være at redde og hvor meget større er ikke faren for børn og alle i mørke? Måtte dog den ansvarlige gøres opmærksom på det og i tide sørge for sikkerheden før et uheld vil bringe dem til ansvar og tvinge dem dertil!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2808-2809)