Den offentlige Børneforsorg i Aalborg i Billeder og Tekst. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frk. Thorup, omgivet af Smaabørnene i den fælles Opholdsstue.

Mod Julen er de fleste Forældres Tanker vendt mod at glæde deres Bøm i Hjemmet, og vi antager, at det derfor ogsaa vil glæde vore Læsere at vide, hvorledes der i Aalborg tænkes paa de Børn, der vokser op uden at kende Lykken ved omsorgsfulde Forældres Kærlighed.

6 Smaabørn i den fælles Løbestol.

Aalborg er førende blandt Danmarks Byer med Hensyn til offentlig Børneforsorg. Ingen Steder ser man saa mange Børnehjem, og vi har ogsaa Indtrykket af, at Børneves daglige Forplejning er paa Højde med dem bedste, der gives i Tiden.

Vi skal da i vort Julenumer fortælle lidt om vore Børnehjem og begynder med vort sidste og største Hjem. "Haraldslund", der kan staa som Mønster for sit Formaal. Som bekendt skænkede afdøde Fabrikant Har. Jensen Bygningerne med omliggende Parker til Aalborg Kommune, og i Tilgift fulgte en kontant Kapital paa 20,000 Kr. Renterne heraf Mal anvendes til Skatter og aarlig Vedligeholdelse af Ejendommen. 

Aalborg Byraad fandt at den smukkeste Maade at forvalte Haven paa var at indrette Ejendommen til Børnehjem, og til dette Øjemed blev de nødvendige Ombygninger og Forandringer, saasom Installation og Centralvarme, foretaget. Paa Hjemmet er der Plads til 64 Børn, hvoraf 24 spæde og Resten fra 2 Aar og opefter.

Fra de mindstes Sovestue.

Siden Hjemmet toges i Brug i Oktober 1916 har der været ialt 565 Børn. De fleste af dem er forældreløse, og naar de har været her nogle Aar, kommer de som Regel videre til Hjemmene for de større Børn.

Hjemmet Kæledægge, den lille Negerdreng Tom.

Det sker vel ogsaa, at en Mo'r eller Fa r ved Giftermaal eller paa anden Maade faar Evne til at tage sit Barn hjem igen, og i saa Fald véd de, de faar dem tilbage i en god Forfatning fra "Haraldslund".

Aalborg Børnehjem.

Større Børn modtages i Almindelighed ikke paa "Haraldslund", og netop nu er det indskærpet, at der bør skiftes hurtigere, saaledes at Børnene, saaanart de vokser lidt til, kommer paa andre Hjem.

Ogsaa paa anden Maade gør Hjemmet dog god Nytte. Under en Husmoders Sygdom kan hendes Børn midlertidigt anbringes paa "Haraldslund", og vi tillægger denne Reform umaadelig stor Værdi.

Bestyrerinden Frk. Mogenstrup med en Flok af de mindste Børn.

En Moder hviler aldrig, selv ikke naar hun er syg og ligger paa Hospital. Saa tænker hun paa de smaa derhjemme, og kun, hvis hun véd, at disse er i Sikkerhed, faar hun den fornødne Ro til selv at blive rask. "Haraldslund" er ikke altid helt optaget af faste Pensionærer - heller ikke for Tiden. Man kunde næppe gøre noget bedre ved den til enhver Tid overflødige Plads end saaledes anvende den til Aflastning af sygt og forpinte Hus mødre.

I mange Tilfælde aflaster man ogsaa Fattigvæsenet ved at fungere som Optagelseshjem. "Haraldslund"s Bestyrelse er Aalborg Byraads Forsørgelsesudvalg, og den daglige Ledelse har siden Hjemmets Oprettelse været forestaaet af Frk. Thorup, som uomtvisteligt er i Besiddelse af gode Evner til den Gerning. Alle, der gæster Hjemmet, udtaler sin Glæde over, hvad de har set. Børnene er ikke alene velplejede i enhver Henseende, men de er velopdragne, frimodige og frejdige. Ikke mindst det sidste turde være det bedste Bevis paa, at de er i gode Hænder. 

Aalborg Børnehjem. 

Ude paa Ny Kastetvej ligger Sophus Raaens Stiftelse Aalborg Børnehjem. Det fik sin Grundfond 1904 ved den første Børnehjælpsdag i Aalborg og begyndte sin Virksomhed som Vuggestue og Plejehjem i Slotsgade. I 1911 skænkede Sophus Raaen en Villa paa Ny Kastelvej til Brug for Hjemmet, og i 1916 udvidedes med en Tilbygning og en stor Have. Der er for Tiden 26 Børn paa Hjemmet, og det er en anerkendelsesværdig Gerning, som Bestyrerinden, Frk. Mogenstrup, udfører med sin lille Stab af Assistenter. Midlerne er ikke alt for store. Staten giver et aarligt Tilskud af et Par Hundrede Kr. pr. Barn, og i Betaling ydes 80 Kr. om Maaneden pr. Barn. Saa tjenes der lidt ved Ugebladet "Hjemmet", som giver Procenter af de Blade, der bestilles hos Enkefru Raaen til Omdeling i Aalborg, og endvidere udgives hvert Aar til Jul et lille Blad.

Men det bliver altsammen ikke til ret meget, saa der maa arbejdes af Personalet for at holde Gang i det. Alligevel ser der godt ud, hvilket nedenstaaende Billede giver et udmærket Indtryk af.

-   -   -

Paa Hjemmet er baade Spædbørn og noget større Børn. Indtil Sophus Raaens Død dækkede han hvert Aar det eventuelle Underskud, der blev ved Driften, og hans Enke vil ogsaa gøre dette i Fremtiden, saaledes at det kan fortsætte som hidtil. 

Bestyrelsen for Hjemmet bestaar af Overretssagfører Hasselbalch, der er Formand efter Sophus Raaens Død, og endvidere af Amtslæge Malling, Fru Malermester Lassen og Fru Telegrafbestyrer Maltus samt Enkefru Raaen. Frk. Mogenstrup har været Leder af Hjemmet i 10 Aar, og hun gaar op i sin Gerning med en Kærlighed og Ansvarsfølelse, der er al Ære værd.

Aalborg Drengehjem.

Ude paa Annebergvej ligger det store smukke Drengehjem. Det er i sin Tid væsentligst oprettet for P. C. Gandrup og Hustrus Legat og Jacob Niels Kjellerups Legat. Det første er paa 47,565 Kr. 58 øre og det sidste paa 30,450 Kr. 50 Øre. Desuden ejer Hjemmet: Rest af privat indsamlede Penge 1000 Kr., Arvelod i fhv. Købmand M. Sørensens Bo 5000 Kr., Landstingsmand Jørgen Berthelsens Legat 10,000 Kr. 

Aalborg Drengehjem.

Af sidstnævnte Legat skal den aarlige Rente anvendes til Understøttelse for en eller to Drenge, der sættes i Lære.

Hjemmet faar et Statstilskud paa 6500 Kr. aarlig og 4000 Kr. fra Aalborg Kommune samt 100 Kr. fra Dansk Børnehjemsforening. Virksomheden begyndte 1907, og Hr. Olaf Toftegaard har siden været Foretander. I ham og hans Hustru har Drengene fundet et Par fortræffelige og forstaaende Plejeforældre. Mange er de Drenge, som i Aarenes Løb er udgaaet fra Hjemmet, og at de har vundet et Værn derude, derom vidner den Kendsgerning, at de langt op i den voksne Alder vedbliver at holde Forbindelsen vedlige med Forstanderens og hans Hustru.

Hr. Toftegaard karakteriserer nærmest sin Virksomhed saaledes: Det er strengt, men det er herligt. I Virkeligheden var de fleste af Pengene, for hvilke Hjemmet startedes, beregnet til noget andet. Proprietær Niels Vinde Kjellerup, Visborggaard, havde i 1888 skænket 2000 Rigsdaler til en Slags fri Arbejdsanstalt i Aalborg, men da Tiden var løbet fra den Slags Institutioner, vedtog Byraadet i Stedet at anvende Pengene, der i Aarenes Løb var vokset til em Sum af 55,000 Kr., til et Drengehjem. 

Et Hold af tidligere Elever med Forstanderparret.

Ved Værgeraadslovens Gennemførelse var der bleven Trang til et saadant og foruden et kontant Tilskud vedtog Byraadet at skænke en Grund til Hjemmet. Efter Forslaget skulde der være bygget et stort Fælleshjem for baade Drenge og Piget med Økonomibygning i Midten. Pigehjemmet i Ladegaardsgade skulde saa nedlægges, men saaledes blev det ikke. Endnu drives de to Hjem hver for sig, ganske vist under samme Bestyrelse. Denne bestaar for Tiden af Stiftsprovst Barsøe Formand, Sparekassedirektør A. E. Als samt Byraadsmedlemmerne Ed. P. Olesen, Fru K. Jensen og Amtslæge Malling. Der er paa Hjemmet Plads til 30 Drenge, men i Øjeblikket er der kun 27.

Pigehjemmet I Ladegaardsgade. 

Denne Institution er en Søster til Dregehjemmet. De drives efter samme System og som nævnt af samme Bestyrelse, og det er ogsaa større Piger, der opholder sig her indtil Konfirmationsalderen.

Pigehjemmet i Ladegaardsgade.

Hjemmet ejer: Fru Caroline Schmidts Gave Kr. 5,000,00, Lars Amundsens Legat Kr. 14,273,10, Lars Holms Legat Kr. 10,109,65, Kobbersmed Hvilsoms Legat Kr. I,000,00, Arbejderforeningens Gave Kr. 50,00, Gave fra Købmand H. Lunds Enke Kr. 500,00, Frøknerne Langelands Gave Kr. 20,000,00, Slagtermester P. L. Haagensens Gave Kr. 0,306,65, Godsejer C. Brun og Hustrus Gave paa oprindelig Kr. 20,000,00, nu Kr. 11,454,15. 

Endvidere ejer Hjemmet P. C. Gandrup og Hustrus Legat Kr. 5,236,99. 

Renten heraf anvendes til Fripladser. 

Pigehjemmet erholder for Tiden følgende Tilskud: Fra Staten Kr. 5,700.00, fra Aalborg Kommune Kr. 4,000,00. Der er Plads til 25 Piger paa Hjemmet, og dets Bestyrerinde er Fru Marie Schultz.

Bestyrerinden og Børnene udenfor Hjemmets Bygning. 

Det er ikke den mindst vanskelige Gerning at være Bestyrerinde paa et Hjem for store Piger, men Hospitalsinspektør Olesen, som er Tilsynsførende med Hjemmet, udtaler, at man i den nuværende Bestyrerinde har fundet en udmærket Kvinde, som med megen Opofrelse tager sig af Børnene. Pigerne skal ikke blot have et Hjem her, indtil de er konfirmerede. Ogsaa efter den Tid - naar de er kommet ud i Pladser trindt omkring - skulde de gerne blive ved at føle sig knyttet til Hjemmet og komme til Bestyrerinden med deres Fortrolighed, Sorger og Glæder, saaledes som halvvoksne Piger kommer til deres egen Moder. Det er ingen lille Opgave, her ligger i at vejlede disse Piger, men Eksempler viser, at det glædeligvis lykkes i mange, forhaabentligt i de fleste Tilfælde.

Bestyrerinden og Børnene udenfor Hjemmets Bygning.

Naturligvis er Hjemmet som de øvrige indrettet med fælles Opholdsstue, gode Soveværelser - hver har selvfølgelig sin egen Seng, og Pigerne bliver fra smaa af vænnet til at hjælpe lidt til ved Husgerning og Vedligeholdelse af deres eget Tøj.

Inspektør Olesen er en meget interesseret og udmærket Tilsynsførende. 

Hermed har vi omtalt Børneforsorgen i Aalborg By. Endnu kunde vi nævne, at der i Hasseris er yderligere to Børnehjem, nemlig "Teodorsminde", der i sin Tid stiftedes af Enkefru Ree. Her er Plads til 20 Børn, og Optagelseshjemmet i Hasseris, med Plads til 40 Børn og tilhørende Skole. Bygningen er i sin Tid skænket af Sophus Raaen, men ejes nu af Kristelig Forening for vildfarne Børns Frelse.

Vi tror hermed at have dokumenteret vore Ord i Indledningen til denne Artikel. Aalborg har Ret

til at kalde sig førende med Hensyn til offentlig Forsorg for de hjælpeløse smaa. Dette er en Ære for saavel Grundlæggerne som Aalborg By. Den nulevende og kommende Slægter vil forhaabentligt vide at hævde og yderligere udvikle de smukke Traditioner.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 24. december 1923).

Harald Jensen (1837-1914) var kendt for sin akvavit. Han "praktiserede" også som "sårlæge" (nogen ville måske kalde naturlæge eller endda kvaksalver) ved hjælp af salver. Nedenstående fotoserie om Haraldslund stammer fra en artikel i Aalborg Amtstidende, 14. januar 1934:

Nogle af Plejeafdelingens mindste spiser til Middag og sidder og gisner om, hvad den næste Ret er i Dag.

Der er altid Rift om Legebordet og Gyngen i Døråbningen.

Hvad mon det er, der faar denne lille Pige til at spærre Øjnene saa forundret op? Skulde det være Fotografens "mystiske" Apparat?

Spædbørnsafdelingens mindste er endnu for smaa til at interesseret sig synderligt for, hvad der foregaar omkring dem af usædvanligt. Har en af dem en Rangle, er det den, der skænkes størst Opmærksomhed.

I slutningen af 1950'erne I 1950'erne var Haraldslund nedslidt og trængte hårdt til ombygning. I den anledning var byrådet på besøg, og Ny Tid (Aalborg) bragte den 6. oktober 1955 et foto fra besøget. Fra venstre plejemor frk. Anne Gårdbo, byrådsmedlemmerne kommunelærer Henry Jensen, grosserer Laurits C. Jensen, kontrollør Marius Andersen og socialudvalgets formand fru Ella Christensen.

Marius Andersen (1924-1997) var blevet valgt ind i byrådet 1954, og sad fra 1970 som en populær borgmester for kommunen, indtil han 1981 blev involveret i "Aalborg-skandalen" hvor han efterfølgende blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel. 

I slutningen af 1950'erne diskuterede man at indrette Haraldslund til ungdomsgård. I april 1964 flyttede institutionen til det tidligere pigehjem, Steenstrupsvej 1, Aalborg. Huset blev i stedet nedrevet i 1967 og en svømmehal bygget i den have som i sin tid omgav brændevinsbrænder Harald Jensens villa ved Kastetvej. Forinden havde bygningen i 1966 lagt lokaler til midlertidige udstillinger fx om tyvernes glade Ålborg, og tobakkens historie i Aalborg.

Foto af Haraldslund fra Ny Tid (Aalborg), 11. september 1961. 

Bragt i den overbevisning at fotoet er et fotografisk billede - ophavsrettens §70, stk 2 med beskyttelsestid på 50 år, altså udløbet i 2011. 

Aalborg Drengehjem lå som nævnt på Annebjergvej 71, og åbnede 26. juni 1907 for forældreløse drenge, samt drenge hvis forældre ikke magtede at passe den. Opdragelsen byggede på disciplin. I 1965 fik også piger lov til at flytte ind, og drengehjemmet skiftede navn til Søskendehjemmet Vesterlund. I dag er der to institutioner, familieinstitutionen "Toppen" med plads til 6 familier, og "Vesterlund".

Odin Theodor William Budde-Lund 1857-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Bankbestyrer William Budde-Lund Bankbestyrer blev født 1857. Han var søn af Sognepræst T. F. Budde-Lund og gift med Caroline Elisabeth. Sundorph. Han blev ansat i Landmandsbanken 1873 hvor han i 1900 blev bestyrer af bankens Nørre Afdeling. Han var desuden kasserer i og Medstifter af Selvhjælpsfonden af 1888 til dens Ophævelse 1919.

50 Aars Jubilæum.

Bankbestyrer W. Budde-Lund.

Idag fejres indenfor Landmandsbanken en sjælden Højtidelighed, Idet Bestyreren af Bankens Nørre-Afdeling, Hr. W. Budde-Lund den 12 December 1873 ansattes i Banken, hvor han saaledea nu har virket uafbrudt i 50 Aar. Efter nogle Aars Tjeneste i Hovedsædet og Holbæk-Afdelingen overgik Hr. Budde-Lund til Nørre-Afdeling, hvor han ved sin Dygtighed og Paapasselighed har skabt Respekt om sig,, saaledes at han ved Bestyrer Berléme Nix's Død i 1910 var selvskreven til Chefsposten i Afdelingen.

Bankbestyrer Budde-Lund nyder megen Anseelse Indenfor Banken saavel i Direktionen som blandt Kolleger og i alt Personale, og han har sin meget betydelige Andel i, at Nørre-Afdeling er ført frem til en af Bankens betydeligste, idet han ved sin Personlighed har forstaaet at knytte en stor og betydelig Kundekreds til Afdelingen, en Kundekreds, som det selv under vanskelige Forhold er lykkedes ham at bevare for Banken.

Hr. Budde-Lund har idag Indenfor Banken været Genstand for megen Hyldest; Banken har selvfølgelig hejst Flag for ham, og saavel Direktionen som Kolleger har aflagt Jubilaren Besøg, ligesom der ogsaa af Personale og Kunder paa forskellig Maade er vist ham megen Opmærksomhed.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 12. december 1923)

W. Budde-Lund døde marts 1926. Han blev bisat fra Frederiksberg Kirke og begravet på Vestre Kirkegård.

Odin Theodor William Budde-Lund *29.8.1857 +27.2.1926. På stenen endvidere: Caroline Elisabeth Budde-Lund (ægtefælle), Birgit Buddelund, Georg Theodor Budde-Lund, Ingeborg Elisabeth Budde-lund og Karen Budde-Lund. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Petersen, Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

Ludvig M. Petersen var medlem af bestyrelsen i Sukkerhusarbejdernes Fagforening af 1893 i hvert fald fra 1918:

Syndikalistbladene hæfter Skruebrækkernavnet paa hæderlige organiserede Arbejdere.

Siden 1. Januar d. A. har der mellem Kvindelig Arbejderforbund og Bladbudenes Forbund bestaaet en Uoverensstemmelse angaaende UdbringeIsen af de Blade Akts. Bladkompagniet har i Entreprise.

Denne Uoverensstemmelse har udartet sig til, at nogle Bladbude der staar tilsluttet Bladbudenes Forening nærer et saa forbitret Had imod Kvindelig Arbejderforbunds Bladbude, at de Ikke undser sig for at rette de mest løgnagtige Beskyldninger Imod disse og deres Organisations Ledelse. Denne Harme burde de rettest vende mod Bladbudenes Forbunds Ledelse, der selv har sit paa det tørre, naar de stod op og skraalede: Vi tager Kampen! (den Kamp, der slet ikke var).

Hr. Frederik Holm m. fl. - ikke Bladbudenes Forhunds Bestyrelse, der dog Ikke har saa meget Mod, at den selv underskriver Smæde- og Løgneartiklerne - har i den seneste Tid i "Solidaritet" (!!) og "Arbejdet" frækt kaldt ældre, hæderlige organiserede Arbejdere for Skruebrækkere, og har offentliggjort Navnene paa ca. en Snes Stykker af Kvindelig Arbejderforbunds Medlemmer, og betegnet disse hæderlige Arbejdere som Skruebrækkere.

Den Provokation der fra Hr. Holm og Co.s Side føres, og den Offentliggørelse af Navnene paa de ved Bladkompagniet ansatte Medlemmer af Kvindelig Arbejderforbund, samt disses Paarørende, er ganske latterlig, hvilket Læserne vil kunne forstaa, naar de hører, at dette Forbunds Afdl. 7 har ca. 450 Medlemmer beskæftigede ved Ombæring af Blade for Bladkompagniet.

Smædeskriverne synes dog at have faaet kølnet deres Skrivelyst. De har vel læst Fru Sofie Rasmussens Meddelelse om, at Kvindelig Abejderforbund nu, efter de 3 Maaneders Prøvetid, har fremskaffet ved Forhandling med Bladkompagniet, et saa udmærket Forslag til Overenskomst, at en Generalforsamling den 8. ds., der var besøgt af ca. 300 Medlemmer, enstemmigt vedtog Forslaget.

Den Kendsgerning, at Kvindelig Arbejderforbund nu har sluttet endelig Overenskomst med Bladkompagniet for 1 Aar til 1. April 1922, turde vel være tilstrækkelig til alle rettænkende Arbejdere kan forstaa, at her kan aldeles ikke være Tale om Skruebrækkeri, naar Forbundets Medlemmer retter sig efter den Overenskomst der bestaar mellem deres Forbund og Arbejdsgiveren.

Undertegnede, der i Forbindelse med at min Hustru i disse Løgneblade er bleven betegnet som Skruebrækker, har faaet mit Navn offentliggjort med TilføjeIsen "et kønt Eksemplar", trøster mig med, at mine Begreber om, hvad der er eller ikke er Skruebrækkerarbejde, ikke er forvirrede af de Uddunstninger fra den syndikalistiske Møgkule, som min Hustru med flere samt jeg selv i den seneste Tid har været udsat for.

Til de faa af Sukkerhusarbejderne og andre der i de sidste Dage har faaet deres Sind rystede, ved Læsningen af Syndikalistbladenes Meddelelse om, at Ledelsen af vor Fagforening for Tiden var i Hænderne paa en Mand, hvis Hustru set med syndikalistiske øjne, er Skruebrækker, vil jeg kun sige, "græder bare ikke, det turde være Løgn det hele".

Den Energi, der angaaende denne Sag fra visse Sider har været udfoldet, havde været en langt bedre Sag værdig, f. Eks. i Agitationen for de forestaaende Valg, eller til Styrkelse af Sammenholdet i den overordentlig vanskelige Situation Arbejderklassen for Tiden befinder sig i.

Jeg skal sluttelig henvise eventuelle Tvivlere til Fru Sofie Rassens Artikler i Social-Demokraten den 1., 2., ,4., 21., og 25. Januar og 9. ds.

Gunløgsgade 60, 2, den 10. Marts 1921.

Ludvig M. Petersen.

Form. f. Sukkerhusarb. Fagforen. 1893.

(Social-Demokraten 15. marts 1921)

Bladbudenes Strejke.

I "Social-Demokraten" for igaar har Formanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening, Ludvig Petersen, i en Artikel rettet Angreb paa undertegnede og Bladbudenes Forbund.

Hr. Petersen forsøger at give det Udseende af, at der faktisk ingen Konflikt er mellem Bladbudene og Bladkompagniet og skriver endvidere om, at den nu værende Overenskomst er saa udmærket, at der kun er Grund til at være begejstret, for hvad der er opnaaet, til Trods for, at det er en uomtvistelig Kendsgerning, at den ugentlige Fridag, som Budene gennem deres Forbund har tilkæmpet sig, bortfalder, at Lønnen er reduceret med indtil 50 pCt., at Distrikterne i enkelte Tilfælde er saa umuligt tilrettelagt, at selv Bladbude, som har holdt 25 Aars Jubilæum, erklærer ikke at kunne besørge disse; men hvor skal man kunne forlange, at Formanden for Sukkerhusarbejderne skal kunne tale med om dette. Det har altid før været en foragtet Rolle at falde kæmpende Kammerater i Ryggen, og at L. P. ikke kender denne simple Forudsætning for Arbejderklassens Kamp i det hele taget er jo kun beklageligt, specielt for de Arbejdere, hvis Interesser, han er valgt til at varetage. Men jeg kan oplyse om, at Medlemmerne af det Forbund, L. P er Formand for, heldigvis har en andet og finere Moral end deres Formand, idet vi igaar har modtaget en Skrivelse fra en Sukkerhusarbejder, hvori det blandt andet hedder:

Lad os faa nogle Lister herud paa Sukkerfabriken, vi skal nok samle en hel Del Penge ind til jer, da her er mange rettænkende Kammerater, som absolut ikke sympatiserer med, at vor fagforeningsformand tillader sin Hustru at modarbejde Bladbudenes fuldt berettigede Krav. Og til Slut hedder det: "med Ønsker om, at Bladbudene vil holde ud og sejre i deres Kamp for de Goder, de engang har vunde, med kammeratlig Hilsen" (Navnet).

Jeg skal til Slut overlade til Læserne at dømme om den Raahed, Hr. Petersen lægger for Dagen ved at kalde Bladbudenes Forbund (der bestaar af 700 hæderlige Bude, hvoraf de 400 gennem 2½ Maaned har kæmpet for deres Organisation) for en "syndikalistisk Møgkule". Denne Raahed karakteriserer Hr. L. P.s ormædte Moral, og Medlemmer af Sukkerhusarb.s Fagforening der kunde ønske en nærmere Redegørelse af hele dette Forhold, anbefaler jeg dem i Lighed med, hvad andre interesserede har gjort, at arrangere et Møde, hvor jeg kan faa Lejlighed til at diskutere dette Forhold med Hr. Ludvig Petersen.

For Bladbudenes Forbund

Frederik Holm.

(Solidaritet 16. marts 1921).

Sukkerfabrikerne forbereder sig til Lock-outen.

Kunderne forsynes med store Lagre.

Arbejderne standser alt Overarbejde.

Sukkerfabrikerne har allerede i Gaar taget fat paa at skabe Forhold, der kan tjene til at forlænge Lockouten og gøre den mindre følelig for deres Vedkommende.

De har nemlig paabegyndt en ganske overordentlig Forsyning af deres Kunder, og i Gaar holdt Vognene i lange Rækker i Sukkerfabrikernes Gaard og langt udenfor for at blive læssede og bringe Sukker ud til Kunderne. Man forlangte endda en Del Vogne læssede ved Overarbejde, saaledes at de straks i Dag til Morgen kan køre ud med Varerne.

Som Følge heraf har Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Bestyrelse i nøje Kontakt med Dansk Arbejdsmands Forbund i Gaar udsendt Meddelelse til sine Medlemmer, hvori den paabyder, at der ikke maa udføres noget Arbejde udover det sædvanlige.

Ludvig M. Petersen,

Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening.

(Social-Demokraten 27. januar 1922)

I flere provinsaviser fremkom notitser om at et medlem af Sukkerhusarbejdernes Fagforenings bestyrelse, N. J. Rasmussen i beruset tilstand havde kastet flasker ind gennem sukkerfabriksbygningens vinduer ved Langebro hvor formand Otto på fabrikken havde bolig. Niels Rasmussen blev arresteret den 31. marts og løsladt 11. april 1922.

Rudeknuseren fra Langebro og den borgerlige Presse,

En fuld Mand Gærninger benyttes til Overfald paa Arbejderne, som er i Konflikt.

Den borgerlige Presse, der ved enhver given Lejlighed er parat til Overfald paa de af Arbejdsgiverne, Forvejen overfaldne Arbejdere, har i Gaar kastet sig over Sukkerhusarbejderne og disses Organisationsledere, og det alene af den Grund, at en Mand i Fuldskab har gjort sig skyldig i en Handling, som han i ædru Tilstand umuligt blot kunde tænke sig at udføre.

Sagen er den, at under de knappe Lokaleforhold, som de i Kamp værende Arbejdere for Tiden er udsat for - vore Forsamlingsbygninger har jo ikke Lokaler til alle organisationerne - har Sukkerhusarbejderne arrangeret sig med Restauratør A. Christensen, Langebrogade 8, og faaet dennes Lokaler til Kontor- og Kontrollokaler og nægtes kan det jo ikke, at overfor svage Karakterer virker det noget uheldigt, at der er for let Adgang til spirituøse Drikke - som det forhaandenværende Tilfælde desværre viser. Men her har den Ferslewske Presse og andre borgerlige Aviser da en Forklaring paa den "mærkelige Omstændighed", at et Par Bestyrelsesmedlemmer har været sammen "paa en Beværtning" med Rudeknuseren.

Denne, hvis Navn er Johannes Rasmussen, har, ophidset af de stærke Drikke og sin Harme imod dem, der falder de organiserede Arbejdere i Ryggen, begaaet denne uovertænkte og ubeherskede Handling, som ingen mere end Undertegnede beklager, og som Sukkerhusarbejderne alle maa tage Afvand fra.

Den Arbejderne fjendtlige Presse har benyttet denne Lejlighed til at vælte sig i endnu højere

Grad over Fagforeningsledeme en tidligere, blot fordi den Arresterede har udtalt, at han var Medlem af Sukkerarbejdernes Fagforenings Bestyrelse. Han blev ganske vist i Februar Maaned d. A indvalgt i Bestyrelsen, men endnu har han ikke deltaget i noget Møde, og han vil efter denne Handling heller ikke senere komme til det - i alle Tilfælde ikke med den nuværende Bestyrelse for vor Organisation.

Efter at have beskæftiget os med uheldige Kollega, skal vi derefter vende os mod Anmelderen og den Presse, der har opkastet til Forsvarer for ham.

Formand Otto, der af Fødsel er Tysker, har ved mange forskellige Lejligheder i sin Færden som Arbejdsleder gjort sig ufordelagtig bemærket - og senest ved sin Virken som Lockouthjælper - har han endog været saa langt ude, saa Sukkerhusarbejdernes Generalforsamling har maattet beskæftige sig med hans Person og vedtaget en Resolution, som tilsendtes Raffinaderiet "Phønix"'s Ledelse, og Arbejderne udtalte i denne Resolution at de ikke fortsat vilde tolerere denne Herres Brutalitet.

Hvis det ønskes, skal saavel Resolutionen som Hr. Ottos Opførsel blive offentliggjort.

Det er denne Herre, som den arbejderfjendtlige Presse nu er ved at gøre til Martyr.

Overfor den Ferslewske Presses Medarbejdere, der særligt har opkastet sig til  forsvarer for Hr. Otto, lader det til at denne Lockouthjælper har haft Held med sig til at faa rettet Angreb paa Undertegnede og vor Organisations Næstformand Aage Andersen, og en mere hadsk Artikel end den "Toreist" har skrevet, skal man lede længe efter.

Hr. Ottos uventede Møde med vor Næstformand Aage Andersen og Undertegnedes tilfældige Nærværelse ved et Opløb, som jeg tog i Øjesyn efter at være sprungen af en Sporvogn, har man straks fastslaaet som mistænkelige Omstændigheder, der kunde tyde paa "et Komplot" - altsaa at der skulde være en Forbindelse mellem os og Rudeknuseren,

Det havde unægtelig set bedre ud, om den Ferslewske Presse havde blot forsøgt at faa Sagen belyst fra mere end een Side, inden den skrev sin Artikel, og det samme kan vi sige til den øvrige Presses Skribenter, der har givet sig til at benytte den beklagelige Handling, som Rudeknuseren har gjort sig skyldig i.

Saavel Undertegnede som vor Næstformand har i Dag været til Afhøring paa Strandgades Politistation og har begge været i Stand til at bevise vort Alibi, og vi henstiller derfor til dem, der har set vor Nærværelse ved Langebro d. 31. Marts i Forbindelse med Rudeknuseren, at de tilbagekalder deres altfor gennemskuelige Beskyldning.

Der er Ikke den fjærneste Forbindelse mellem Rudeknuseren og Formanden og Næstformanden for Sukkerhusarbejdernes Fagforening. Det er dog for grov en Beskyldning over Folk, der har gjort alt, hvad de formaaede for at faa Kontiikten til at forløbe saa roligt som

muligt.

Vi skal senere vende tilbage til denne kedelige Affære, forsaavidt at d'Hrr. angribende Skribenter ikke finder det foreneligt med almindelig god Tone at give Hr. Aage Andersen og Undertegnede den Undskyldning vi mener at have Krav paa.

For Bestyrelsen for Sukkerhusarbejdemes Fagforening 1893.

Ludvig M. Petersen,

Formand.

(Social-Demokraten 4. april 1922)

Under forhøret senere erklærede Rasmussen at han selv havde fået ideen og at bestyrelsen ikke kendte hans planer. Kun at man ved bestyrelsesmødet havde talt om at det ville være godt om Otto fik en påmindelse om ikke at optage forladt arbejde. Rasmussens kæreste havde misforstået ham om at Ludvig Petersen var med i planerne. Rasmussen skal dog have hørt at Petersen syntes at sukkerhusarbejderne var de værste kujoner han kendte. Dommeren bortfaldt sigtelsen mod Ludvig Petersen.

Fra Arbejdsmandsforbundets kongres i august 1922. På fotoet ses foruden deltagerne også udenlandske gæster fra Tyskland, Holland, Sverige m.m. Social-Demokraten 7. august 1922.

Ved Dansk Arbejdsmands-Forbunds 14. kongres i Idrætshuset i august 1922 rettede Ludvig Petersen kritik mod hovedledelsen for at have forsømt sin pligt under generalstrejkesituationen i 1920. Det blev imødegået af Lyngsie.

Ludvig Petersen døde 5. december 1923. Han blev 39 år gammel. Han boede i Gunløgsgade 60. Han havde siden 1908 arbejdet som sukkerhusarbejder. Over en måned før han døde blev han syg og lå et par måneder på Kommunehospitalet. Han fik det bedre og blev overflyttet til sit hjem, men sidst i november forværredes han tilstand. Dødsårsagen var lungehindrebetændelse. Han blev begravet 9. december 1923 på Vestre Kirkegård. 

Mindestensafsløring paa Vestre Kirkegaard

Mindestenen afsløres for Sukkerhusarbejdernes tidligere Formand, Ludvig Petersen.

For et Aarstid siden døde en kendt og dygtig Partifælle, Sukkerhusarbejder Ludvig Petersen. Han var Formand for Sukkerhusarbejdernes Fagforening og udrettede i denne Egenskab et stort og uegennyttigt Arbejde til Gavn og Held for sine Kammerater. Det er derfor naturligt, at disse har villet ære hans Minde ved at rejse en Sten paa hans Grav. paa Vestre Kirkegaard. Afsløringen at Mindesmærket foregik i Gaar. En stor Kreds af den afdøde Organisationsmands Fagfæller havde givet Møde ved Graven, som er beliggende i Nærheden af Østre Kapel.

Fagforeningens Formand. Hr. Jens Nielsen, foretog Afsløringen. Forinden opridsede han i en lille Tale Ludvig Petersens Betydning for Organisationen. Han mindedes sin Forgængers Bestræbelser for at naa til en Sammenslutning indenfor Branchen og fremhævede hans Flid og Arbejdsævne. Enighed gør stærk, - var Ludvig Petersens Valgsprog, og dette bør vi ogsaa tage Iære af til Gavn for vor Organisation.

Dækket faldt for Mindesmærket, der præsenterede sig som en smuk Granitsten. Foruden Ludvig Petersens Navnetræk bærer Stenen følgende Inskription: "Tak, for dit Arbejde. Skænket af Sukkerhusarbejdernes Fagforening."

Paa Slægtens Vegne lovede d'Hrr. Henry Jensen og Vilhelm Petersen at hæge og værne om Mindesmærket.

Den lille Højtidelighed afsluttedes med, at Repræsentanten for D. A. F. , Hr. Olsen, nedlagde en Krans med røde Silkebaand paa Graven.

Ludvig Petersens Enke, som stærkt bevæget overværede den Hyldest, der vistes hendes Mands Minde, beder os herigennem bringe alle Fagforeningens Medlemmer en hjærtelig Tak for det smukke Mindesmærke.

(Social-Demokraten 8. december 1924).

Sukkerhusarbejdernes Fagforenings Tilblivelse og Udvikling gennem 25 Aar. 1893—6. Aug.—1918. Historisk Tidsskrift.

Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Børn i Storstadens Fattigkvarter. (Efterskrift til Politivennen)

Børnehaveleder, Frk. Anna Wulff fortæller.

I Modsætning til de private Børnehaver, der særlig søges af Middelstandens betalende Børn, er der ogsaa Folkebørnehaver, der tager sig af de fattigste og ulykkeligt stillede Børn i Hovedstaden.

En stor By som København rummer mange og fortvivlede Forhold, som de fattigste maa lide under, og Bolignøden har stadig gjort det værre. Naar man hører om, hvordan mangfoldige Familier lever, saa forstaar man bedre, hvor haardt der trænges til Hjælp, særlig for Børnene. Man tænke sig f. Eks. en Stueetage i andet Baghus i en 5-Etages Kaserne, hvor der selvsagt ikke kommer mange Lysstraaler. Lejligheden bestaar som oftest af eet Værelse, og i denne Lejlighed bor saa hele Familien, Far, Mor og 5-6 Børn; undertiden - under de forværrede Boligforhold - har der ogsaa været logerende. Dér er saa Børnene selvsagt udsat for alt det, som enhver god Far og Mor søger at skærme sit Barn for. I saaadanne Omgivelser kan der ikke blive Plads for rene, kønne Tanker eller for sunde Lege i frisk Luft. Dér vokser ingen Blomster mellem Brostenene, og der er ingen muntre Fugle; men der er Skarnkasser og Uhumskhed, raa Ord og al Slags Spektakel; og dér lærer Børnene alt hvad ondt og galt er.

Fra Børnehavenes første Aar.

Saa var der for en Del Aar siden et Ægtepar, Inspektør Bagger og Hustru, der prøvede paa at danne nogle smaa Folkebørnehaver, hvor de fattige Børn kunde værnes og have det godt, naar Far og Mor var paa Arbejde og Børnene overladt til sig selv. Men det hele gik kun saa smaat. Saa begyndte Krigstiden - og Bolignøden arriverede efterhaanden.

Frk. Anna Wulff, der imidlertid havde studeret Børnehavevirksomheden i Tyskland og helt ofret sig for denne Sag, kom hjem i Begyndelsen af Krigen, og den første Folkebørnehave aabnedes af hende i 1915. For at høre lidt om denne Sag, der er saa velsignelsesrig baade for Børnene og for deres Hjem, besøger vi Frøkenen, der bor ude "Bag Christianshavns Vold" i et kønt, nyt Hus, med Udsigt over Voldene og Voldgraven. Vejen dertil fører gennem Dronningensgade og Prinsessegade, der, trods de fornemme Navne og mange jævnt pæne Bygringer, dog rummer ikke saa faa Huse saa mørke og skumle og saa "forhistoriske", at man synes, Mennesker maatte gaa til Grunde derinde. Men der bor mange Mennesker og mange Børn.

- Her er De jo midt i Deres elskede Virksomhed, siger jeg til Frk. Wulff, hvis milde, blaa Øjne under det graanende Haar lyser, naar hun taler om Børnene.

Frk. Wulff om den første Begyndelse.

- Ja, siger Frøkenen, og Gud ske Lov, at Sagen begynder at gaa godt fremad. Jeg begyndte med 30 af de fattigste og elendigst stillede Børn. I Løbet af de otte Aar har vi nu faaet ca. 25 Børnehaver. I Begyndelsen kneb det med at faa Lokale; men saa henvendte vi os til nogle Præster og bad, om vi maatte benytte deres Menighedslokaler til vore Børnehaver. Det var under de ulykkelige Forhold i Krigstidens Begyndelse, hvor saa mange Mænd blev arbejdsløse, men hvor Kvinder kunde faa nok at gøre. Og mangen Mor, som aldrig var gaaet ud paa Arbejde før, maatte gøre det nu. Eller ogsaa fik hun Akkordarbejde hjem, - det var ofte værre endnu for de stakkels Mødre, for de skulde jo skynde sig med Arbejdet og maatte saa se Hjemmet forfalde og Børnene gaa for Lud og koldt Vand. I Forvejen havde jeg selv haft en privat Børnehave i 17 Aar, saa det var jo en god Forberedelse.

Jeg er ked af, at det ikke rigtig er trængt igennem i Provinsen, for jeg tror, at i de store Provinsbyer, navnlig hvor der er Industri, og hvor Mødrene maa forlade Børnene største Delen af Dagen, er der megen Trang dertil - Aalborg, Aarhus og enkelte af de andre større Byer kunde have mere Brug for disse Folkebørnehaver, tror jeg. For dér er ogsaa mange Børn, som vokser op under fortvivlede Forhold i smaa, bitte Lejligheder, hvor Børnenes Moral Absolut maa faa et Knæk.

Fra Begyndelsen tog Folkehørnehaverne sig kun af den pædagogiske Opdragelse; men efterhaanden udvidedes det hele. Børnene lærer at spise ordentligt og at spise, de kommer i frisk Luft, de hviler osv. 

Hvordan Dagen gaar.

Først faar Børnene Morgenmad naar de kommer; saa har de, efter Alder naturligvis, lettere Morgenarbejde: de tørrer Støv af, ser Potteplanter efter, vander og vasker dem, og har vi Fugle i Bur, lærer de at gøre dem i Stand. Saa vasker de Dukketøj, reder Dukkesenge, og der udvælges en lille Far og Mor, som dækker Bord og vasker op for "Børnene", - alle disse huslige Sysler interesserer dem meget. Saa er der Morgensang, og vi fortæller dem Historier og lærer dem Smaavers, - har en Mængde yndige smaa. Børnehavesanglege, som efterhaanden ogsaa faar Indpas i Skolerne; endvidere lærer de smaa, lette Haandarbejder, Lerarbejde osv.; ind mellem alt dette har de selvfølgelig Madtider, Lege og Hvile.

Naar de rigtig er optaget af et Emne, sørger vi for, at deres Tanker hele Tiden sysselsættes med det samme; alt, hvad der i den Tid læres og leges, er stemt med deri. Som nu f. Eks. i Efteraaret: vi har et Par smaa Haver her i Nærheden; Børnene har plukket Hyldebær og syltet dem, og bagefter laver de Gryder af ler; de tager Kartofler op og laver Kartoffelretter - og senere skærer de i Sølvpapir og brunt Karton en Kurv, som de klæber sammen i Facon; de sylter Græskar, som de selv har plukket, - alt dette er en stor Glæde for dem og ligesaa for Forældrene. Lærerinderne herude skifter i Dagens Løb, ellers kunde de ikke holde sig friske, for hvor søde Børn end er det virker trættende at skulle opdrage Dagen igennem.

Mange Menigheder hele Landet over staar bagved.

Dr. Kjer-Petersen har som Kommunelæge set, hvor forfærdende Forholdene i Hjemmene er, navnlig paa Vesterbro. Han har gjort et mægtigt Arbejde for Folkebørnehaverne, og det er ham, der har faaet organiseret det saa godt, at vi nu har faaet den ene Menighed børnehave efter den anden. Doktoren har, i Forbindelse med Fru Christiansen, faaet Landmenighederne - navnlig de jyske - saaledes interesserede, at de fleste københavnske Menighedsbørnehaver har en Landmenighed i Ryggen. Saaledes støttes vi af Ringkøbing, Skjern, Herning, Horsens, Silkeborg og flere andre, og denne Støtte er ganske overordentlig effektiv, fordi vi baade faar Penge og store Tøjpakker, navnlig da ved Juletid, ligesom flere af dem tager københavnske Børn ud paa Landet om Sommeren, hvad der er af ubetalelig Værdi for dem. Ikke saa underligt, at en lille Dreng sagde: "Det er dejligt at være kommen paa Ferie, for der er saadan en masende Mængde Himmel paa Landet".

Hver af disse Menigheder har saa en Repræsentant, der en Gang om Aaret kommer til København for at blive gjort bekendt med Arbejdet, for at se, hvorledes Børnene arbejder, og for at drøfte alle mulige Sager, der vedrører det hele.

Dr. Kjer-Petersen og Fru Christiansen rejser gerne paa Opfordring ud for at tale om Sagen. Børnehavelederne faar i større og større Udstrækning Anmodning om at komme ud til Provinsen og holde Foredrag, og da vi har fortrinligt Lysbilledmateriale, støtter det jo Sagen meget. At vi baade har Statstilskud og kommunal Støtte, er udmærket; men det meste skal alligevel dækkes ved private Bidrag.

Marie Kjeldskov.

(Roskilde Dagblad 29. november 1923).

Se også indslaget om folkebørnehavens 10 års jubilæum hvor Anna Wulff også omtales samt indslag om folkebørnehaverne 20. januar 1921 og fra 27. november 1926.

Anna Wulff (1874-1935) var datter af en mor der var optaget af de tyske pædagoger J. H. Pestalozzi og F. Fröbel. Børnehavelærerindeeksamen ved Fröbelstiftung i Dresden 1896-1897. I 1906 lejede hun lokaler på Karen Kjærs Skole på Nørrebro til Fröbel-Højskolen. Indtil sin død i 1935 uddannede hun der 544 pædagoger - hovedparten af 1930’ernes børnehavelærere.

I 1915 åbnede Anna Wulffs Folkebørnehave i Prinsessegade. Samtidig flyttede Fröbel-Højskolen bl.a. til Dronningensgades Skole og Christianshavns Døtreskole. Sammen med bl. a. kommunelæge R. Kjer-Petersen stiftede hun Folkebørnehaveforeningen af 1915 (senere Menighedsbørnehaverne). I modsætning til asylerne hvor uuddannet personale opbevarede og disciplinerede børnene, arbejdede folkebørnehaverne pædagogisk. Bl. a. måtte der højst være 30 børn pr. pædagog. I perioden 1915-36 blev der oprettet omkring 25 børnehaver i dette regi. 

Børnehavens familieudflugter rummede ofte op til 200 personer. Hun lejede et stykke jord på Amager Fælled og indrettede børnehavens have, hvor familierne også kunne opholde sig om søndagen. I børnehaven der lå på tredje sal, holdt man fugle, hvide mus og duer. 

Anna Wulff var medlem af det tyske Allgemeiner Kindergärtnerinnen Verein. I 1925 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. I 1920 blev Anna Wulffs søster Bertha Wulff medforstander for seminariet. Hun havde undervist der siden 1906. I 1928 oprettede de to søstre i samarbejde med forstanderen Thora Justesen fra Saxoly den første danske fritidshjemsuddannelse på Fröbel Højskolen.

Helge Andersen (1895-1923). (Efterskrift til Politivennen).

En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.

Havnearbejder Helge Andersen, der blev et Offer for Orkanen.

I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.

Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.

Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.

Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.

Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.

Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.

(Aftenbladet (København) 17. november 1923)

Kullosning i Gasværkshavnen. Dampskibet i baggrunden er dampskibet ROLF (I) (1871-1902) tilhørende Dampskibsselskabet Danmark A/S, som var et af De Carlske Rederier. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.

En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.

Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.

Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.

I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.

Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.

Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.

Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.

(Social-Demokraten 18. november 1923)

Kranfører H. Andersens Jordefærd.

En stemningsfuld Højtidelighed.

I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.

Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.

Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.

Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.

Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.

Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.

(Social-Demokraten 23. november 1923).

Frederik VII's Søn. (Efterskrift til Politivennen).

I Aftes ved Halvottetiden saa nogle Forbipasserende en ældre, stor og meget svær Mand sidde paa en Bænk ved St. Johannes Kirken i en underlig sammensunken Stilling. Da det var øjensynligt, at Manden var syg, tilkaldtes Politi og en Ambullance, i hvilken han kørtes til Kommunehospitalet, hvor han imidlertid udaandede kort efter Indlæggelsen.

Af Papirerne i hans Lommer fremgik det, at den Døde var en 65-aarig Marskandiser Jens Nielsen Bach, der boede alene i en lille Lejlighed i Læssøgade 20.

Han har ingen Slægtning her i Byen - kun en Broder ovre i Jylland.

(Aftenbladet (København) 8. november 1923).

Frederik VII's Søn død

Marskandiser Nielsen-Bach.

Forleden jordedes paa Assistens Kirkegaard i København den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme, Marskandiser Nielsen-Bach, der var en Søn af Frederik den 7de.

Som det ses af Billedet, er der en slaaende Lighed mellem Nielsen-Bach og hans Fader.

Marskandiser Nietsen-Bach har i mange Aar haft Forretning i Kælderen Læssøesgade 20, og i det omliggende Nørrebro-Kvarter var han kendt under Navnet "Frederik den 7des Søn" - ikke som en Original, men som virkelig Søn af "Frederik Folkekær",

Ældre Folk paa Nørrebro, der har levet paa samme Tid og kendt Frederik den 7de, fortæller, at "Nielsen Bach var Kongen op ad Dage". Hans hele Legemsbygning og Maade at være paa var som Frederik den 7des.

Og Marskandiser Nielsen-Bach lagde ikke Skjul paa, at han virkelig var en Kongesøn. Den, der fulgte med den gamle Marskandiser ned Kælderen og ind i Privatlejligheden, fik hurtigt Beviser paa, at han følte sig som Kongesønnen, den sidste Ætling af den oldenborgske Stamme 

Paa den ene Væg hang to meget store Billeder af Frederik den 7de og Grevinde Danner, og mellem Billederne fandtes indrammet: Gud velsigne vort Hjem.

Marskandiser Nielsen-Bach pegede paa Kongens Billede og sagde til den indtrædende:

- Ja, det er min Fader, og Grevinde Danner, som De ser der, var i Virkeligheden min Stedmoder. Det lyder naturligvis mærkeligt at høre, at jeg er en Kongesøn, og Folk trækker paa Smilebaandet naar jeg fortæller det; men sandt er det alligevel. Jeg kan endda bevise det! - og saa fortalte han videre:

- Ser De. En Gang var Frederik den 7de i Kantonnement paa Fyn, og her lærte han min Moder, der var fynsk Bondepige, at kende, og Frugten af dette Bekendtskab blev mig. Mærkeligt nok fik min Fader kun dette ene Barn, skønt han var to Gange gift. Min Moder har ofte talt med mig om min Fader, og fra lille Dreng blev jeg paa Egnen kaldt for Frederik den 7des Søn. Men heller ikke Kongen lagde Skjul paa, at han var Fader til mig, hvad han har givet min Moder Beviser paa, og disse Beviser er jeg i Besiddelse af. 

Og det kunde hænde, at før den Fremmede forlod Marskandiser Nielsen-Bachs lille Kælderstue, da havde denne lagt Beviserne paa Bordet - Frederik den 7des egne Breve til den fynske Bondepige. Den sidste Kongesøn af den oldenborgske Slægt - han, der i lige Linie nedstammede fra Kong Kristian den 1ste - naaede aldrig at komme paa Danmarks Trone; men Tusinder af Mennesker har dog set Slægtsligheden, thi i mange Aar havde denne Kongesøn Plads foran et Biografteater, hvor han stadig hen vendte sig til Folket og med kongelig Røst udraabte: "De kommer straks ind! De kommer ind med det samme!" .

Marskandiser og Udraaber ved et Biografteater - det blev Kongesønnens Lod. I Stedet for i Roskilde Domkirke har hans jordiske Levninger nu faaet en Plads paa Assistens Kirkegaard - men paa hans Gravsten kommer næppe til at slaa: "Her hviler Kong Frederik VII's Søn, Marskandiser Nielsen-Bach".

(Social-Demokraten, 27. november 1923).

Kirstine Bonnevie. (Efterskrift til Politivennen)

Norsk kvindelig Dr. phil.

Frøken Kirstine Bonnevie har for nylig forsvaret sin Doktorafhandling, "Undersøgelser over Kimceller", ved Christianias Universitet.

Frøken Bonnevie er Datter af afdøde Direktør Bonnevie; hun tog Artium i 1892 og begyndte straks efter anden Eksamen med videnskabeligt Arbejde, idet hun blev udset til at undersøge det Materiale, som var bragt Universitetet fra Professor Sars' Nordhavsekspedition. I 1900 blev hun ansat som Konservator ved det zoologiske Museum og har siden holdt stadige Forelæsninger for de Studerende. Frøken Bonnevie er en usædvanlig kundskabsrig og arbejdsdygtig Dame. Da hun netop havde begyndt sin videnskabelige Bane, sagde en af Professorerne om hende: "Frøken Bonnevie har kun en Fejl, nemlig at hun er en Dame, thi da kan Universitetet ikke faa udnyttet hende nok". Men nu har Tiden jævnet Vejen for Damerne, saa at der ikke længere er noget i Vejen for, at Universitetet kan knytte en saadan kvindelig Dygtighed til sig. Og Frøken Bonnevie har Sommer efter Sommer klædt sig i Sydvest og Olieklæder og har skrabet Havbunden langs Norges Kyster for at bringe Universitetet de forunderligste Dyr.

Hun har flere Gange studeret sit Fag i Udlandet og rejser nu til Efteraaret paa Stipendierejse til Amerikas Universiteter.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 12. juli 1906).

Kirstine Bonnevie (1872-1948) var det første kvindelige medlem af Videnskabsselskabet i Christinia (1911).

En Kvinde som Professor

Kirstine Bonnevie.

Kristiania, 4. Juli.

Konservator ved Universitetets zoologiske Laboratorium, Dr. phil. Kirstine Bonnevie er i Statsraadet i Dag bleven udnævnt til Professor i Zoologi.

- - -

Norges første kvindelige Professor er knap 40 Aar gammel og har en smuk Løbebane bag sig. Hun er Student fra 1892 og Dr. phil fra 1906.

I det politiske Liv er hun en ivrig Deltager, idet hun er en af det frisindede Venstres dygtigste Agitatorer.

(Kolding Folkeblad, 5. juli 1912).

Den 9. februar 1912 vedtog det norske parlament "Lex Bonnevie" som gav kvinder samme ret som mænd til at få stillinger ved norske universiteter. Bonnevie blev den første kvindelige professor i Norge, først som ekstraordinær, senere som "rigtig" professor. Hun var ved Det Kongelige Frederik Universitet 1912-1937

Kirstine Bonnevie blev i december 1916 valgt ind på de Frisindedes Liste ved valget til kommunalbestyrelsen i Kristiania (Oslo).

I 1916 etablerede Bonnevie Institutt for Arvelighetsforskning som var et modstykke til Den konsultative norske komite for rasehygiejne, grundlagt 1908 af John Alfred Mjøen (1860-1939). Overfor denne fremhævede hun den allerstørste forsigtighed med racehygiejniske indgreb. Hun mente at naturen frembragte den størst mulige genetiske variation hvilket var en fordel for menneskeheden og samfundet. Endvidere mente hun at rendyrkning af racer var et alvorligt skridt mod naturen. 

"Racehygiejne og Arvelighedsforskning"

"Studentersamfundet" i Aftes.

Ved "Studentersamfundets" Møde i Gaar talte den norske kvindelige Professor i Arvelighedslære, Kirstine Bonnevie, om "Racehygiejne set i Arvelighedsforskningens Lys", Foredraget, der havde samlet en talrig Tilhørerskare, ledsagedes af en Række interessante Lysbilleder.

- Betragter vi Nutidens Samfund, udtalte Frk. Bonnevie bl.a. finder vi, at en stor Del a! Samfundets Individer er svage og sygelige og maa tage Tilflugt til Støtte af Staten. I Dyreverdenen findes intet tilsvarende, vi træffer der ingen Individer, der ikke ved egen Hjælp er i Stand til at leve Livet. Det er da en nærliggende Tanke at undersøge, hvorledes Dyreverdenen saa at sige renser Racen for de mindre levedygtige Individer og om muligt at drage Lære og Nytte deraf for Menneskeslægten. Det gælder om at praktisere en saakaldt Racehygiejne.

Den positive Side af denne Hygiejne bestaar i en ligefrem Udvælgelse af de mest egnede Individer til at forplante Slægten, medens den negative Racehygiejne basere paa Indgreb i visse Individers Ret til at sætte Børn i Verden. 

I flere amerikanske Stater eksisterer saaledes Love, der forbyder særligt belastede Individer - Alkoholister, aandssvage osv. - at indgaa Ægteskab.

Endnu er vor Videnskab kun ung, og det er vanskeligt at tage afgjort Stilling til Spørgsmaal, der kun har været Genstand for videnskabelig Undersøgelse en forholdsvis kort Aarrække. Jeg er dog en afgjort Modstander af den positive Racehygiejne.

Hvem tør vel opkaste sig selv til Dommer og sige, den og den forplante sig, den og den ikke? Skal vi gøre noget af racehygiejnisk Betydning for Slægten, maa vi bedre de Vilkaar, hvorunder Menneskene lever. Vi opnaar et virkeligt Resultat, naar de bestaaende sociale Forhold forbedres.

Det, interessante Foredrag lønnedes med levende Bifald. Sidenhen var der Diskussion, hvori deltog bl. a, Arvelighedsforskeren, Politilæge Søren Hansen og prof. Oluf Thomsen.

(Social-Demokraten, 4. november 1923).

Bonnevie var antinazist og hjalp med at få jøder til Sverige under 2. Verdenskrig.