06 november 2022

Karen Kjær (1857-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Nicolette Marie Kjær (1857-1923) var datter af en provst  Skjern. I 1872 efter hans død flyttede hendes mor og syv børn til Nørrebro. I København gik hun på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og 1891-92. Hun tog lærerindeeksamen i 1881 og i 1883 institutbestyrerprøven. Efter at hendes forlovede i 1887 døde, tog hun matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum med henblik på at blive læge. I 1892 købte hun Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der skiftede navn til Karen Kjærs Skole. 

(Dagbladet (København) 22. marts 1892, 2. udgave.)

Skolen havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Som annoncen skriver flyttede skolen i  skoleåret 1892 til Fælledvej 21. Elevtallet steg fra 66 elever til 112 året efter. I 1897 blev en nyopført skole i Gartnergade 15 taget i brug. 


Skoleindvielse.

Atter i Dag er der føjet et nyt Led ind i den Række af nye, store, smukke og tidssvarende Skolebygninger, der betegner den danske Pigeskoles glædelige Fremvæxt i de senere Aar, idet den af Skolebestyrerinde Frøken Karen Kjær opførte ny Skolebygning, Gartnergade 15, paa Nørrebro er bleven højtidelig indviet.

Kl. 1 samledes Skolens Venner, Børnene og disses Forældre, saa vidt Pladsen tillod det, i den særdeles rummelige Gymnastiksal, hvor Pastor Krag tog Ordet fra et blomstersmykket Katheder for at holde Indvielsestalen. Den Anmodning, han i saa Henseende havde faaet, efterkom han gjerne, fordi han havde Tillid til den Skolegjerning, som her skulde øves. Det var jo saa, at Skolen for Børnene skulde være baade Hjem og Kirke, og det var da godt at vide, at der igjennem denne Skole vilde blive opdraget gode Mennesker i kristelig Aand, idet Forstanderinden stod i daglig Forbindelse med Kristus. Hvis man vilde mene, at Kvindens Opdragelse, hvorom der jo her var Tale, havde mindre at sige, var dette en stor Fejltagelse.Det er i Virkeligheden Kvinden, der bærer Samfundet ved den stille Magts Indflydelse lige fra Vuggen til graven. Derfor havde det den størte betydning, at Kristendommens Aand førtes ind gjennem Pigeskolerne, og i Overbevisningen om, at dette vilde ske her, indviede han denne Skole.

Frøken Karen Kjær tog derefter Ordet for at bringe en inderlig Tak til dem, der havde hjulpet hende frem til det nu naaede store Maal. Oprindelig havde hun slet ikke tænkt paa at komme til at staa som Bestyrerinde for en Skole; men for 5 Aar siden førtes hun pludselig ind paa den Vej. Og det Kald, hun den Gang fik fra Gud, havde senere i vidunderlig Grad fundet Støtte hos Mennesker, saaledes at hun havde kunnet skride til Opførelsen af denne store, smukke Bygning. Muligheden herfor var især bleven aabent ved en lille Kreds af Forældre, som havde Børn i Skolen; men iøvrigt maatte hun blandt dem, der særlig havde ydet hende Støtte, nævne Direktør G. A. Hagemann, og nu afdøde Skoledirektør R. Bache. Endvidere maatte med Tak nævnes Arkitekt C. C. A. Nielsen samt Overretsprokurator de Fine Skibsted og de forskjellige Haandværkere, der havde rejst Bygningen.

Efter at Højtideligheden var afsluttet med Sang af Børnene, tog Forsamlingen Bygningen i Øjesyn. Den i graa Farve fremtrædende Bygning er næsten af Størrelse som en af Kommuneskolerne, idet den har 3 Etager foruden Kjælder og Kvist; men den præsenterer sig som en af de smukke Bygninger i Stockholmsgadekvarteret. Bygningen ligger langt tilbagetrukken fra Gadelinien med en stor Plæne foran sig og med en grusbelagt Legeplads bagved. Klassernes Indretning og Montering er paa Højde med Tidens Krav, og Pladsen i Bygningen er saa rigelig, at Skolens raske Fremvæxt her har faaet de Fremtidsmuligheder, der savnedes i de gamle Lokaler paa Fælledvej.

(Nationaltidende 25. august 1897, 2. udgave).

I 1899 indførte skolen som en af de første i landet faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning i 8. og 9. klasse (senere kaldet kvindelig husgerning). Formålet var at “yde en støtte for udviklingen af de unge pigers praktiske dygtighed, håndelag og Interesse for huslige sysler”. I 1900 blev der indrettet et skolekøkken, dengang en nyskabelse.

Karen Kjær var medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler, en selvejende institution der bestod af de københavnske pigeskoler Frøken Karen Kjærs Pigeskole, Frk. Engelhards, Frk Steenbergs og Frøkenenerne Milo og Leebechs pigeskoler. Hun  var formand 1907-18. Sammenslutningen fik indført en pigeskoleeksamen der blev aflagt efter det fyldte 17. år (afslutningen af 11. klasse) og tog sig af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler. Samt forberedte overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. I 1909 lukkede tre pigeskoler: Frk Steenbergs højere Pigeskole  i april 1909, Nørrebros Døtreskole sommeren 1909. Den var grundlagt af Frk. Kempel. Derudover lukkede Brünniche-Hansens Skole på Amalievej.

Et stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken betød at skolen kunne ekspandere i 1904 og 1913 så den nu fyldte hele grunden. 


Skole-Ringen.

Frk. Karen Kjær.

Bestyrerinde i "Skole-Ringen" har sendt os en længere Skrivelse, som vi med det mildeste Udtryk kan karakterisere som hysterisk. Frk. Kjær hævder, at den økonomiske Fællesledelse ikke har grebet ind ! den enkelte Skoles Pædagogiske Frihed eller udslettet dens Ejendommelighed.

Vi fristes til at sige: Det var som Pokker! Frk. Kjær véd lige saa godt som vi, at den ene efter den anden af Skolerne er blevet lukkede - hvorledes mon disse Skoler bærer sig ad med at bevare "deres pædagogiske Frihed og deres Ejendommelighed"?

Frk. Kjær tror endvidere, at Offentligheden har bebrejdet Skolelederne deres "venskabelige Forhold" til Lærerforeningen. Kjær forstaar i Sandhed at indsvøbe Livets Realiteter i et smukt Klædebon. Nej, "Venskabeligheden" er der saamænd ingen, der vil modsætte sig, men det, der i Offenlighedens Øjne har afsløret "Skole-Ringen" som en ganske almindelig kapitalistisk Sammenslutning, der ved at benytte alle de gængse Midler, det er det, at Ringen har bastet og bundet Lærerne, saa at enhver fremtidig "Frk. Kjær", der kommer med sine "Ejendommeligheder" og vil føre dem ud i Livet er afskaaret derfra.

"Intet er mig paatvunget," ud bryder Frk. Kjær patetisk - men hun véd dog, at Skole-Lukningen er blevet paatvunget adskillige af hendes Kolleger, og hendes Skole er, saa vidt vi véd, kun blevet opretholdt ved den Tilgang den har faaet fra de lukkede Skoler. Men - "Vi sidder alle godt," sagde som bekendt Katten, da den sad paa Flæsket

(Social-Demokraten 22. februar 1911).

Da frk. Steenberg trak sig tilbage og skolen lukkede, blev frk. Johansen lærer ved Karen Kjærs Skole, mens de fleste af eleverne gik samme vej. En del dog til frk. Engelhardts Skole og andre.


En Skoleindvielse.

Karen Kjærs Skoles nye Gymnasiebygning.

Frk. Karen Kjærs bekendte Pigeskole i Gartnergade har faaet en betydelig Udvidelse, idet der - efter Tegning af Arkitekt Emil Jørgensen - er opført en ny Bygning for Skolens Gymnasieklasser. Planen til Udvidelsen blev fattet for to Aar siden, og i Gaar rykkede Gymnasiet over i sit nye Hjem, som ligger ud imod Gartnergade, medens den gamle Skolebygning ligger længere inde paa Grunden.

I Anledning af Indvielsen af den nye Skolebygning var samtlige Elever mødte i Hvidt og samledes i den nye Bygnings Festsal, hvor kort efter Skolens Lærerpersonale, Forældreforeningens og "De forenede Skoler"s Bestyrelser og forskellige andre Indbudte indfandt sig.

Frk. Karen Kjær bød Gæster, Lærere og Elever Velkommen og gav derefter i en varm og køn Tale Oplysninger om den nye Skolebygnings Historie og skitserede Maalet for dens Arbejde: Udvikling af Ungdommen paa en saadan Maade, at det ikke blot bliver til Gavn for den enkelte, men et Led i Bestræbelserne for at højne hele vort Folk og derved styrke vort Fædreland.

Efter en Sang af Forfatteren Knud B. Rosenstand takkede denne paa Lærerpersonalets og Elevernes Vegne, og efter endnu en i Dagens Anledning skreven Sang sluttede den lille, stemningsfulde Indvielseshøjtideligheed med Afsyngelsen af de to sidste Vers af "Paa Jerusalem det ny".

(Nationaltidende 3. september 1913).

Gymnasietilbygningen fra 1913 eksisterer stadig med inskriptionen "Karen Kjærs Skole". I dag rummer den "Kvisten". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Elevtallet fortsatte med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico Kjær, som i en årrække underviste på skolen.

Frøken Karen Kjær.

Et Jubilæums-Interview.

Den 2. April kan Frk. Karen Kjær fejre sit 25-Aars Jubilæum som Skolebestyrerinde for sin kendte Skole i Gartnergade. Vi træffer hende i et stort, lyst Værelse paa Skolen, der med sin store Gaard og Have ligger som en Oase i Nørrebros Stenørken.

"Ja, nu har De jo fanget mig, Jeg vil ellers nødigt til det, for vi er ligefremme Folk herude," modtager Frk. Kjær os, "der helst vil have vort Liv i Stilhed - uden Spræl. Og saa synes jeg ikke, der er noget at fortælle om saadan en ganske almindelig Skole - - "

Vi opponerer.

"Ja, der kunde saamænd fortælles meget, men om det vilde interessere -" 

De har ikke selv begyndt Skolen?"

"Nej, det er morsomt nok, den er saamænd snart 100 Aar, og jeg har det gamle, gule Dokument, der fortæller, at en Frk. Wroblewski har stiftet den. Da jeg overtog den i 1892, var den til Huse i en Lejlighed paa Fælledvej; men da den blev for lille, maatte vi jo finde en Byggegrund. Jeg blev meget forbavset, da min Sagfører kom og fortalte mig, at han havde fundet en Byggeplads i Gartnergade, den kendte jeg ikke. Men her var et dejligt Sted, frit og godt "

"Det er her da endnu."

"Aah, vi bliver stadig lukket mere inde; De kan tror, det har gjort mig ondt, hver Gang der rejste sig et højt Hus omkring os."

"Og De har selv senere bygget et Gymnasium til?"

"Ja, Skolen voksede, saa var jeg jo nødt til at skaffe Plads. Jeg stred ellers længe imod, før jeg oprettede Gymnasium - hele 20 Aar - først i 1912 dimitterede jeg det første Hold Studenter, Der var 12, og der skulde dog være Mening i det, før jeg begyndte paa det.

I Aar har vi 21, der skal være Studenter - det er mange. Jeg har saamænd ikke noget imod, at de unge Piger vil tage Artium, men jeg har imod, at det er blevet Mode, at de skal gøre det, og det synes jeg, der er lidt af."

"De er jo selv Student og gammel Zahlenser."

"Ja, jeg har gaaet Zahles Skole igennem paa alle Leder - og jeg har jo været Lærerinde der i 10 Aar. Men den Gang jeg vilde være Student, syntes Folk jo, det var Vanvid."

"De tænkte em Gang paa at studere Medicin?"

"Ja, men saa syntes jeg, det var for sent, og at man bør blive ved sin Læst - da var jeg jo allerede Lærerinde. Og naar jeg nu ser, hvor de kvindelige Læger slider sig op, fortryder jeg det ikke; men for Resten er det jo ingen Sinecure at holde Skole. Det værste er, man har aldrig Ro."

"Var De ikke den første, der indrettede Køkkenskole for Pigebørn?"

"Jo, det var jeg. det var sidst i 90erne. Nu har de det jo mange Steder. Jeg var saa ivrig for det, at jeg flyttede ud af min Lejlighed og indrettede den til Skolekøkken - men siden har vi jo faaet meget andet: Sløjdskole og Børnehave."

"Naar De ser tilbage over Aarene, synes De saa ikke, der er sket en Forandring med de unge Piger - i deres Maade at arbejde paa".

"Nej, egentlig ikke. Unge Piger er unge Piger til alle Tider, tror jeg. Og jeg holder saa meget af dem, som de er. Især naar de er naturlige - og det synes jeg, vore Pigebørn er her. Naturlige, muntre, men dog med Alvor og arbejdsomme - det er mit Maal. Og i een Retning synes jeg, vi er gaaet meget frem, det er med Hensyn til Forholdet mellem Lærerinder og Elever - det er blevet meget mere frit, naturligt og fornøjeligt end før, og det synes jeg, er godt. Det skaber mere Frimodighed og kvæler det gammeldags Drilleri og Hykleri. Folk af den gamle Skole bliver jo tit forfærdede over, hvad Eleverne tør sige nu om Stunder - men det kommer kun an paa Tonen, de siger det i. Og den synes jeg, er god herude. Naar Eleverne kan komme med deres Indvendinger til os selv, kan vi tage Hensyn til dem og tale med dem om det, og det er kun godt"

Vi forlader Frøken Karen Kjær med Indtrykket af, at hun efter 25-Aars Arbejde stadig er en ungdommelig, klartseende og sundt dømmende Pædagog, der ser menneskelig forstaaende paa sine Elever og gør sin Skole til et lyst og godt Sted for dem, hvorfra de tager mange gode og værdifulde Impulser med ud i Livet.

V. Sv.-P.

(Nationaltidende 30. marts 1917)

Den 13. april 1917 meddelte Social-Demokraten at skolen var lukket da der var fundet et tilfælde af meningitis på skolen. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, men Karen Kjær meddelte at hun af sikkerhedsgrunde holdt skolen lukket til den 18. april.

I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. 

Se indslaget om jubilæet "Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar