28 april 2021

Trinitatis Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

I pladsen bag Trinitatis Kirkegård bliver der i disse dage fra Købmagergade til Landemærket nedlagt en vandspildsledning. I jordsmonnet findes en stor mængde velbevarede ligkister hvis indhold bliver opsamlet og udkørt på Vestre Kirkegård. Flere af kisterne er kostbart forarbejdede.


(Aarhus Stiftstidende, 20. juli 1879.)


Fæstningsarbejde - Trunken. (Efterskrift til Politivennen)

Fæstningsarbejde blev først ophævet efter enevælden. I Dagbladet (København), 22. september 1852, kunne man læse at i udkastet til loven af 29. december 1850 om anvendelsen af de forskellige arter af strafarbejde, stod at det er almindelig erkendt at fæstningsarbejde er en meget uhensigtsmæssig straf der så snart som muligt bør ophæves. Herefter skulle fremtidige dømte indsættes i Horsens Tugthus, men de allerede indsatte fortsatte som fæstningsslaver.

I Nationaltidende, 26. februar 1879, hvor Trunken havde fungeret som tjæremagasin, var det ikke slaveriet, men bygningens funktion som tjæremagasin som blev husket (i en lille del af en meget lang artikel om Gammelholm):

“Tæt bag ved dette Hus laa paa en meget gammel, sandsynligvis Holmens ældste Bygningen, kaldet "Trunken"; den var grundmuret, 70 Fod lang, 40 Fod bred og 10 Fod høi, og bestod af to Afdelinger, som begge vare hvælvede; den benyttedes til Tjæremagasin. Bag ved Trunken var Kalkgaarden med et lille Hus til Kalkslagning.”

Men erindringen om Trunken som slaveanstalt holdt sig, se fx Nationaltidende, 11. august 1892:

Tyverier og komplotter tales der om, og Rømninger fandt jævnlig Sted fra "Trunken". Bespisningen var ikke ens for alle Slaver; "Skalke" fik ikke saa megen Mad som de, der havde forbrudt deres Hals, men iøvrigt synes Spisereglementet fra 1706 at opvise endog et rundeligt Maal af Mad. Der gaves saa Meget, at et Par Nutidsmennesker rigeligt vilde kunne leve af det. Af Forfatterens Oplysninger fremgaard det, at det at blive slaaet i Jern egentlig ikke har været nogen slem Medfart. Den ovenfor omtalte "Trunk" var et Fangehus, hvor Fangerne havde Tilhold om Natten. Til Tider var det af Træ, hvorfor ogsaa Fangerne jævnlig brød ud af det. I Aaret 1741 overgik Slaverne til Landetatens Varetægt og overførtes til Stokhuset. "Trunken" stod indtil 1863, da Gammelholm gik over til Kommunen. Den sidste gang, da Bremerholm var Opholdssted for Fanger, var 1817, da Tugthuset paa Kristianshavn var brændt; da blev der anbragt 50 Fanger paa Gammelholm.

Citatet stammer fra en anmeldelse af Historisk Tidsskrift, sjette række. Tredie Binds tredie Hefte. Artikel af hospitalsforvalter Fr. Stuckenberg: "I Bremerholms Jern."

I Fredericia Dagblad, 1905 omtaltes en udgivelse en række brevsamlinger af Julius Clausen og Rift. Justitsen i København for 300 Aar siden. Heri citeres den islandske bøsseskytte Jon Olafssons oplevelser under Christian den Fjerde:

Derfor blev der indrettet et Fængsel paa Bremerholm, Trunken, og derind blev de satte, som havde gjort sig skyldige i de største og mindste Forbrydelser. Det var saaledes indrettet, at Forbryderen havde een Jernring om Livet saa vid, at han kunde skifte Klæder, og een om det højre Knæ, forbundne med en sværJernlænke uden paa Laaret. Der blev beskikket 4 Mand som skulde passe paa Forbryderne og daglig drive dem frem med Svøber til Slid og Trældom, give dem Mad, have Tilsyn med dem og hver Morgen og Aften paa bestemt Tid lukke Fængslet op og i. Alle Slags Folk, det være af hvilken som helst Stand, som forså sig, blev der indsat og var der saa længe, som de blev dømt til, eftersom Forbrydelsen var stor eller lille. Nogle skulde være der en Maaned, andre 3-4 maaneder, og atter andre 1 Aar, 3 Aar til 20 Aar og de største Forbrydere paa Livstid.

Men så fortoner slaveriet sig i grå tåger, fx som i Aftenbladet København 29. april 1918:

Der har Du Blaaboden, hvor vi faar Tærsk, og "Laaget", hvor Folkene kommer i Arresten, naar de gør noget uskikkeligt - i gamle Dage sad de her i Trunken.

Herefter bliver det svært at finde ordet Trunken og slaveriet i det almene sprog.

Ulrik Peter Overby (1819-1879) - De Fattiges Digter. (Efterskrift til Politivennen).

Vor meningsfælles digteren U. P. Overbyes

jordfæstelse fandt sted søndag formiddag kl. 11 fra kapellet på Assistens Kirkegård og overværedes af henved tusind mennesker, blandt hvilke der fandtes repræsentanter for alle demokratiske afskygninger. En halv snes fagforeninger havde givet møde med deres faner. Derimod glimrede desværre de socialistiske sangforeninger ved deres fraværelse som sangere. Men grunden må vel søges i den slette årstid og den korte tid der lå mellem meddelelsen om Overbyes død og hans begravelse. Men trods dette er vi overbeviste om at Overbyes socialistiske digte vil leve på arbejdernes læber i mange år.

(Social-Demokraten, 14. januar 1879).

Ulrik Peter Overbyes gravsted på Assistens Kirkegård. På stenen står: "De fattiges digter Ulrik Peter Overby. Født den 17. januar 1818, død den 7. januar 1879. Flugt gaar tiden over livet bølge. Dette minde sattes af sociale sangere." (Foto Erik Nicolaisen Høy).


U. P. Overbyes 100 års mindedag.

I dag afholdes der flere partisammenkomster i anledning af hundredårsdagen for digteren Ulrik Peter Overbyes fødsel.

Enhver socialdemokrat kender navnet U. P. Overbye. Det har utallige gange stået under sangen "Socialisternes Marsch", arbejderklassens gamle kampsang, det sociale gennembruds revolutionshymne, og det er navnlig denne sang, som har skabt digterens popularitet.

Overbye fødtes i København. Hans fader var snedkermester. Sin skoleuddannelse fik han i Hillerød Borgerskole, og det var hans ønske at blive skolelærer, men forældrenes små kår tillod ikke at skaffe sønnen den hertil fornødne uddannelse. Han blev da beskæftiget i handelsvirksomhed og fik ansættelse ved kontorforretninger i omegnen af Trondhjem, i Bergen og Kristiania. Her droges han til scenen og var en kort tid skuespiller.

Der var udvé i U. P. Overbyes sind, og i nogle år for han til søs på Amerika. Da han endelig slog sig ned i sit fødeland, opnåede han en beskeden plads som kopist i Krigsministeriet.

I denne periode, som strækker sig helt op til 1870, havde Overbye syslet stærkt med litterære emner, og under mærket Johannes Barner havde han udgivet digtsamlinger, eventyr, fortællinger og skrevet skuespil Han udgav bl. a. en børnebog, som var meget anvendt i sin tid, og hvori der fandtes en i mangfoldige hjem populær lille sang: "Søren Top stod tidlig op".

Af Overbyes skuespil blev vaudevillen "Karens Kæreste" opført på det kgl. Teater og gjorde straks lykke men blev efter få opførelser henlagt. Man mente, at fru Heiberg, digteren og teaterdirektøren Johan Ludvig Heibergs hustru var forfatteren. Som kunstart var "duftvaudevillen" kommet i miskredit, og et yngre kådt publikum peb så ad Overbyes skuespil. På den måde søgte man at protestere mod den Heibergske kurs, og resultatet blev i al fald, at Overbyes "Karens Kæreste" kom til at afslutte vaudevillernes æra. I 1860 fik han iøvrigt et syngestykke "Cyprianus" til opførelse for det kgl. Teater. Den udmærkede Komponist Henrik Bang skrev musikken til Overbyes lyrik. 

Det blev dog ikke dette forfatterskab, som gjorde Overbyes navn kendt. Hans fattige kår og stærke retfærdighedsfølelse drog til socialismen, da denne I 1870-71 rejste sin stander i Danmark. Men derved mistede han også sin plads som kopist. Da var det, han skrev "Socialisternes Marsch", som blev uhyre populær i arbejderkredse. Melodien, der komponeredes af musikeren Joseph Rasmussen, passede fortræffeligt til teksten. I sangens strofer udtryktes proletarernes vågnende kraft, deres harme over den uret, de har lidt, deres håb for kommende dage.

Adskillige af den berømte arbejdersangs vers passer ikke på vor tid. Men til gengæld maler den så meget desto bedre den tid, i hvilken den fødtes og forklarer arbejderklassens kamp for bedre kår.

Til Trælle i Sind og til Slaver af Guld
den voksende Slægt fostres frem,
og Jorden saa aldrig saa usselt et Kuld,
som det, der paa den nu har Hjem

Således var det i kapitalismens gyldne år, da arbejderne stod uden værn, prisgivne deres udbytteres luner, selv nedsunkne i ligegyldighed, frygt og fattigdom. Hvem regner med disse uorganiserede og magtløse proletarer, hvem digteren lader synge:

Vor Arne er kold og vort Hjem kun et Skjul
for Trængsler, for Tvedragt og Savn,
vor Idræt man lokker i Bur som en Fugl
og kaster Foragt paa vort Navn.

Lønarbejderen var kun skabt til slid i en lang arbejdsdag og for lav løn. Bøjede han sig ikke lydigt under svøben, mødte han autoriteternes vrede og præsternes fordømmelse:

Rigmændene fodres ved Arbejderslid,
og Præsterne fører os frem
til Pøle af Svovl paa den yderste Tid
vis ikke vi ofrer til dem.

Men der er en lysning i øst, håb for de forskræmte. Magt at vinde. Gennem broderskabet, organisationen, skal arbejderne vinde frem til bedre kår og moralsk kraft, som skaber nye vilkår for slægten. Digteren med det profetiske blik stirrede ind i fremtiden og så masserne troppe op under fælles fane. Han talte i et af sine andre digte om "den ny samfundsbygning":

Vi ser den i Aanden, den rejser sig frit
paa Piller af Malm og med Mur af Granit,
mod Lyset sig Bygningen højner.

Og de, som lyttede til digterens krav, følte mod til at tage fat, skønt bjerge af hindringer tårnede sig op på den unge bevægelses vej.

Med store historiske begivenheder som baggrund for sin arbejderdigtning kunne U. P. Overbye digte "Proletarens Vise", hvori linjerne:

naar Sulten og Kulden ham hærdet bar,
da vokser han op som en Proletar,
at han skulde være
Jert Samfund til Ære,
det kan I ej vente af ham!

Men det var alligevel ikke på barrikaden, at regnskabet skulle opgøres. Proletaren har et lyst humør, når han stiller som deltager i kampen for et nyt samfund:

nu afgøres Trætten,
han møder paa Pletten
i straalende Solskinshumør!

Og i langt mildere stemninger end den, der karakteriserer slagsangen "Socialisternes Marsch", lader Overbye i sangen "I Flugt går Tiden" sin tillid til folkets selvstyre komme til orde, thi denne frihed 

gav min Stand et panser
mod Uret og mit Brød en bedre Smag.

Af andre Digte, der vidner om Overbyes store kærlighed til samfundets små, nævner vi "Gamle Arbejdere" og "Fiskerdrengen fra Lynæs".

Overbye levede sine sidste år under trykkende forhold. Pensionen var yderst lille, og Arbejderpartiet kæmpede med store økonomiske vanskeligheder. Med rette kunne man kalde forfatteren af "Socialisternes Marsch" for "De Fattiges Digter".

Han døde den 7. januar 1879 og blev således knapt 61 år gammel. Fr. A. Hertz og Saxo W. Wiegell, der begge havde været knyttet til vort arti som ansvarshavende redaktører af "Social-Demokraten", ofrede ham mindeord i vers.

I Wiegells digt hed det:

Han slog ej Harpen for Geds og Guld,
han var en Sanger for Folket;
naar han er smuldret i mørke Muld,
vil Sangens Tone saa frisk og fuldt
dog melde, hvad han har tolket.

Og således er det. På denne dag, hvor partifæller samles i mindet om U. P. Overbye, vil de kendte ord til Joseph Rasmussens taktfaste melodi lyde med samme kraft som førhen. Meget kan tiderne forandret sig, siden sangen lød for første gang, men "Alt dages det, Brødre" er endnu kampsangen, der varsler en gammel Verdens Undergang:

Det knager i Samfundet Fuger og Baand,
lad falde, hvad ikke kan staa!
Men ræk mig, o Broder, din barkede Haand.
før i Løgn og af Sult vi forgaa;
en Bygning vi rejser til Skærm i vor Nød
til Arbejdet! Liv eller Død!

"Ræk mig, o Broder, din barkede Haand" er devisen, under hvilken arbejderklassen i alle lande lægger ud for folkefrihed, verdensfred og social retfærdighed

A. C

(Social-Demokraten, 17. januar 1918).

I Fyns Social-Demokrat 19. januar 1929 skrev underbibliotekar Chr. Behrend under overskriften "Socialistmarchens forfatter U. P. Overbye" en lang artikel, hvoraf nedenfor bringes nogle udvalgte afsnit som korrigerer og/eller supplerer artiklerne ovenfor:

Da Th. H. Erslew samlede stof til sit litteraturleksikon, bad han forfatterne om at sende ham meddelelse om dem selv, og han modtog da fra Overbye en egenhændig skrivelse (som endnu findes i det kgl. Bibliotek), hvis indhold i det væsentlige blev optaget i lexikonet. Han opgiver her selv at være født den 17. Januar 1818, men senere kirkebogsundersøgelser har vist (se Historiske Meddelelser om København 1917-18) at den rigtige dato var 17. Januar 1819. Hans fader var snedkermester i København Steffen Peter Overbye (staves også Overby), hans moder Maria Kirstine var datter af en gårdbruger Jørgen Knudsen på Frederiksberg. Han, der var den ældste eller næstældste af 9 søskende, skulle have været skolelærer, 

Hele sit liv interesserede han sig for læsning og bøger, og han selv begyndte allerede i Norge at skrive digte og fortællinger til blade og tidsskrifter (bl. a. til "Morgenbladet" i Oslo). I 1847 udkom hans første bog, "Blomstrende Tomekviste", og i 1848 udsendte han flere smådigte i anledning af krigen. Det er måske ved denne sin forfattervirksomhed, at han er kommet i forbindelse med den højtansete finansembedsmand Jonas Collin, der synes at have hjulpet ham privat og skaffet ham noget arbejde, sagtens med afskrivning, som det fremgår af følgende brev fra ham:

Deres Excellence

Dette Arbejde, som jeg herved har den Ære at aflevere, burde for lang Tid siden have været færdigt, og jeg maa derfor, som jeg saa ofte forhen har gjort, bede om Tilgivelse. Betalingen for nærværende Arbejde, saavel som for alle tidligere afleverede Arbejder, har jeg ... forlængst erholdt.

Min Gæld ser jeg mig desværre endnu ikke i Stand til at afgøre, og jeg vover at bede om Henstand endnu nogen Tid. Jeg boer, som Deres Excellence bekendt, fremdeles i Valby og har mit lille Bibliotek her; men det gaar kun tarveligt med Indkomsterne.

Ethvert Bud, det maatte behage at sende mig, vil komme til mig under Adresse: Jernbanestationen ved Valdby.

Valdby, den 1. Maj 1848.
Med inderlig Højagtelse og dyb Ærbødighed
U. P. Overby.

Når Overbye boede på jernbanestationen, må han enten have haft en underordnet stilling som assistent eller lignende eller været lejer. Stationsinspektør var nemlig dengang en kaptajn Hoffmann, og da denne indkaldtes til krigstjeneste, en banemester Weber.

Også med grevinde Danner havde Overbye en tid forbindelse, og det er vel indflydelse fra hendes eller Collins side, der skaffede ham en kgl. understøttelse til videre uddannelse på den litterære bane og siden (1848) en lille fast stilling. Selv skriver han: "Efter et bevæget ungdomsliv blev han ansat som kopist i krigsministeriet, og kun gode venners bistand og velvilje har styrket og opretholdt hans mod efter mange ulykkelige livstilskikkelser og tilintetgjorte forhåbninger."

Han havde den 2. april 1848 ægtet Ane Sophie Petersen, enke efter en dyrlæge Madsen i Middelfart, men stadig synes han at have måttet kæmpe med mismod og trange kår. Da han således havde tilegnet H. C. Andersen sit lille eventyr "Lærkefamilien" af Johannes Barner (under dette navn udgav han nogle af sine bøger), skriver han til ham:

Hr. Andersen! 

Min lille Bog sender jeg Dem i det Haab, at De vil modtage den med Venlighed. Den indholder et af de Lysglimt, Vorherre kaster ind i mit paa mørke Udsigter saare rige Liv.

5. Decbr. 1852

Med Højagtelse ærbødigst
Johannes Barner.

Foruden Andersen har han også kendt digteren Carl Bagger, til hvem han har skrevet et digt 1844.

- Overbyes forfatterskab strakte sig over flere områder: han skrev en ABC (1854), en Læsebog (illustreret af Lorentz FrøIich), det omtalte eventyr "Lærkefamilien" og digte, som han udgav samlede 1858 heri findes bl. a. det bekendte: "Har man ungdomskræfter, er en lystig Fyr"; det smukke lille digt "Fiskerdrengen fra Lynæs", "Paa Gaden Juleaften", "Lille Karen", hvortil J. P. F.. Hartmann satte musik, "Naar Solen skinner" (musik af N. W. Gade). "Stæren sad paa Kviste ..", den smukke sang "l Flugt gaar Tiden", hvori disse Linjer:

Thi en Gang lettes Byrden, som har tynget 
paa mangen Kreds og mangt et Samfunds Magt,
og eu Gang vil de alle genforynget
gaa op i et: en mægtig Broderpagt.

Mange af disse vers er kønne, men når de ikke vakte stor opmærksomhed, har det vel været, fordi de i meget føltes som efterligninger af andre samtidige (Chr. Winther, H. C. Andersen); desuden viste de undertiden nogen ubehjælpsomhed i udtrykkene.

 I 1860 opførtes et stykke "Cyprianus" (i en akt med musik af Henrik Rung); det var anonymt, og Overbye antoges af mange for dets forfatter; det kan dog anses for sikkert, at det ikke skyldtes ham, men forfatterinden Ida Nielsen.

1871 mistede han sin hustru, den 1. April 1875 sin lille stilling i ministeriet; til sidst fremlagde han en lægeerklæring, at han i nogle måneder skulle bruge elektrisk behandling (ondet synes altså at være af nervøs natur); dette tillodes ham også, men han søgte nu selv sin afsked, måske fordi han følte sig for svag til at virke længere i denne stilling, hvori han havde været ansat i 27 år; at han skulle være afskediget af politiske grunde, foreligger der ikke noget om i ministeriets papirer. Om hans dårlige økonomiske forhold også på dette tidspunkt vidner flere ansøgninger om forskud, pekuniær støtte og lignende.

Overby fik en vej opkaldt efter sig i Den røde by i Valby (VOB), et boligområde med oprindeligt arbejderboliger i Valby. Kvarteret er anlagt af Valby og Omegns Byggeforening, der blev grundlagt 16. februar 1898 af bryggeriarbejdere. Kvarteret består af 100 enkelthuse, der ligger på Christen Bergs Allé, Overbys Allé, J.P.E Hartmanns Allé samt Traps Allé i Valby. Arkitekt var Julius Bagger.

Den gamle Kirkegaard udenfor Nørreport.. (Efterskrift til Politivennen).

I Politivennen omtaltes "Kirkegården uden for Nørreport" flere gange. Her nogle opfølgninger:

Dødningeben. Ved at udgrave en ny grund på byggeselskabets areal i Gothersgades forlængelse er der opgravet nogle pandeskaller og knogler som endnu mere end 8 dages forløb henligger mellem hverandre. Da grunden ved siden af udgravedes i fjor efterår, transporteredes de der i overordentlig mængde fundne knogler efterhånden til Vestre Kirkegård, mens den største del af den udgravede jord benyttedes til at opfylde den nye gade der af afstukket vest for Kommunehospitalet. Denne gade planeres i disse dage, og det har ikke kunnet undgås at der ved jordens udgravning atter kommer en del knogler til syne, som henkastes på gadens allerede færdige fortov og blive liggende der. I det mindste har indsenderen set de samme knogler henligge der flere dage. For at forebygge det uhyggelige syn af disse menneskelige levninger på alfar gade, burde det påbydes arbejderne inden de om aftenen forlader arbejdspladsen, at samle de i dagens løb fundne knogler og hensætte dem på et aflukket sted, inden de under et kan bortføres. n.
(Nationaltidende, 26. juni 1879.)

Udgravningen af en grund i Gothersgades forlængelse har atter bragt en mængde knogler, kranier m.m. for dagens lys. Mens de nærmest Kommunehospitalet fundne lig alle har været begravet i kister, findes nærmest Gothersgade en masse der har været samlet i en fællesgrav. Mange af de fundne kranier er dels gennemsavede, dels trepanerede.
(Nationaltidende, 31. maj 1879, 2. udgave.)

På det stykke af Gothersgades forlængelse som ligger ud for Kommunehospitalet, graver man i disse dage en dyb grøft til kloak, gasledning eller sådan noget. Ved at se ned i den, bliver man ganske uhyggelig til mode, da jordsmonnet er så opfyldt af menneskeben at disse titter frem overalt. De er ganske tørre og velbevarede, og de forekommer i en sådan mængde at man har bortkørt tre vognmandslæs som er stedt til hvile på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig har her tidligere været en kirkegård.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 23. maj 1879)

27 april 2021

Sankt Croix: Kolonirådsmøde 6. november 1878. (Efterskrift til Politivennen)

De danske kolonilove (1863) bestemte at der skulle være to koloniråd på de danske Vestindiske Øer: Et for St. Thomas-St. Jan og et for St. Croix. Stemmeberettigede til sidstnævnte var mænd med formue på over 500 vestindiske dollars eller som besad ejendom som producerede en årlig indkomst på 75 vestindiske dollars (150 på St. Thomas). Kolonirådet bestod derfor altid af en lille, privilegeret elite. Det interesserede sig på intet tidspunkt for infrastruktur, sundhedsvæsen eller uddannelse. 

På mødet onsdag den 6. november 1878 var til stede guvernøren, viceguvernøren, formand Rosenstand, Sarauw, Branch, Farrelly, Elliot, Hvid, Kalmer, Skeoch, Moore, Latimer og Faber. St. Croix Avis bragte den 13. november et udførligt referat. Man drøftede genopbygningen efter oprøret og støtte fra Danmark. Rådsmedlemmer havde kritiseret militærets indgriben. Det afviste guvernøren pure. I en bisætning nævnte han at måske de skulle se på landarbejdernes forhold, så man ikke stod i samme situation næste år til oktober, men udover diskuteredes landarbejdernes forhold ikke.

I det hele taget illustrerer kolonialrådsmødet meget godt hvor den hvide magtelite lagde fokus - og det helt op til 1916 (se senere afsnit): Den danske regering burde sende flere penge som erstatning for tabene, og mere militær for at holde kontrol med landarbejderne i tilfælde af at de protesterede alt for meget over forholdene. Efterfølgende kolonirådsmøder fulgte stort set denne linje.

Samtidig (23. november 1878) blev guvernørens redegørelse offentliggjort i St. Croix Avis, næsten en måned senere end i Danmark.

Referaterne har af hensyn til læsbarheden fået indsat flere afsnit som ikke var med i de oprindelige artikler.


1st Crown member ( Branch) could not see the use of a Committee, nor could he see any good to delay. He scarcely thought there could be any opposition to the Communication, which is clear and lucid in its contents and ably got up. There is only one point to which he would wish to call attention, as he did not think the Council should commit itself, nor did he suppose his Excellency wished that the Council should commit itself, to the remark in question; at all events he and several Members, besides many in the Community, could not join in that remark, he referred to the part of the communication where it is stated that the Military force, viz. that which had been sent out on Wednesday night in the Northside Road and had halted at Montpellier, had been obliged to retreat. The Community were at a loss to see or to find out the causes of the retreat. Anyhow to that fatal retreat is due all the burning and destruction that took place on Thursday, except those fires that were set in distant places. The bands of rebels who destroyed Morning Star, Montpellier, Windsor and Glynn were not in existence before Thursday morning. when the gangs of these and other estates completed a junction, a junction which would not have been possible if the soldiers had not on Wednesday night retreated from their positions at Montpellier. In fact that retreat did the greatest harm, and it made a sad impression to see brave soldiers turn their backs to Paris and his hordes
The Governor: When, the day after the revolt had broken out, he came here with a few men from St. Thomas, he had not expected, after doing his best, to be blamed, and blamed in such an unjust manner. He did not now address himself as much to the honourable Member, to whom he was thankful for having brought forward the opinion in the Colonial Council, as to many others who had expressed the same opinion elsewhere. It was very unjust to blame a handful of men in that manner. It will be remembered that the night on which those 20 men were despatched to the Northside, was very dark and rainy; the men had just arrived front a garrison where there were many cases of fever, nobody here could give any information as to whether the rioters offered armed resistance or not; to fact with but very few exceptions everybody here was full of fear. The officer in command of the men from St. Thomas, Lieutenant Baron Eggers did not wish to lose time; he applied for permission to go out with a detachment of troops along the Northside Road, to reconnoitre and gain information as to the actual slate. The Governor warned the Lieutenant, that it would be difficult to do anything, as the cane pieces are so high, that even at day time, it was not possible to see far ahead, much less in the dark of the night; as an instance of this, he would mention, that when on the following day the troops were out, rioters were from the top of Kingshill seen putting fire to cane pieces at the foot of the hill, but on reaching the spot, not one was to be found or seen; this was in broad daylight; it was impossible at present to search the cane fields, how much more so in a dark rainy night.  Such accusations could only contribute to cool the interest and attachment he had always felt for this Island. 

Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) officer, botaniker. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Deltog i krigen 1864. Rejste herefter til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Blev taget til fange af meksikanske republikanere. 1867-1885  løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne.

Now, to resume, if there had been some courageous men here to join the military on that expedition, the result might have been otherwise; but there were none such, it was even difficult to get a few carriages to convey the men. The rumours spread with regard to the movement in question, and the conclusions based thereon are wrong. The 20 man were sent out in the dark of the night; they had not gone very far when they were fired on at the Estate Golden Rock; to ascertain something about this firing, enquiry was immediately made at the Central Factory where some armed men were stationed, whether there had been any firing; but not a gun had been discharged from there, still there were witnesses of firearms having been discharged. There was this good reason to believe that the rioters were armed; the Officer in command of the detachment was obliged to adhere strictly to his orders: to pass tho Northside Road and join Lieutenant Waage at Kingshill, but by all means to avoid being surrounded by the rebels or cut off from Christiansted. There were in all about 100 soldiers in the island; if they had been scattered round about, with 20 men here, and 80 there, and the rioters had made a vigorous armed resistance, the lives of the inhabitants in this town would have been exposed to the greatest danger. 
Some time after his departure, Lieutenant Eggers reported that its men were wet and tired, as could be expected, and therefore had been obliged to remain at Montpellier; at the same time, Lieutenant Waage reported that the rioters were burning Estates at the foot of Kingshill, and that they were in such large numbers, that he had not considered it warrantable to remain there with his 20 men but had retreated to Sion Farm. Under these circumstances, as the men of both detachments were over tired and as there was no possibility of sending reinforcement from here, it was necessary to order both detachments to town, to rest till the following day. Now if the Colonial Council should not be satisfied with this, the Council ought to complain to the Home Government; but the Governor would remind the Council of the consequences.
He was happy to say that the loss of life has been strongly exaggerated; according to official information obtained with regard to labourers on the Estates, 58 persons were shot in the open fields, and 12 by sentence of the Court Martials: 14 women were burned at Grove Place, making in all 84 lives lost; nothing is us yet known about the porters particularly in Westend Quarter; but he did not think the total would exceed 100 lives. As for the amount of Damages done, the Government has received from the Presidency a report based on estimates drawn up by the respective Quarter Officers and Estate Owners, according to which all the damages done in Estates works, inventory, produce made and canes in the fields are estimated at $670,500, to which will come the loss occasioned by the delay of the crop. For Frederiksted no estimate has as yet been obtained. The Colonial Treasury's loss is put down at 10.000 by destruction of buildings, and $90,000 on loss of revenue; the Central Factory c. $1,800 and several other losses $5,000; thus the loss at present estimated may be put down at c, $700.000. In the same manner the most necessary repairs to the Estates' works have been estimated to cost $264,000.
This is of course the question most pressing at present, at least on his mind, viz: how to bring the estates as soon as possible in working order. 
There is no doubt but, that many planters are unable to help themselves; and we can expect help from no other source than the State Treasury. He had desired some time since to see the Colonial Council on this matter, but the state of siege existing in the Island, delayed the meeting. He had however on his own accord informed the Home Government of the necessity of coming to the assistance of the Island, and had inquired if the colony could expect to get such assistance. He had however as yet received no final reply. With the last mail, he had received a letter from the Minister, according to which the Home  Government entertains an idea similar to his that the Colonial Treasury should assist the planters through a loan from the State Treasury. No doubt the Home Government will add some conditions; and he could only hope that honorable Members will from several reasons see the necessity of making changes in several respects, so as not to have a new 1st of October soon again. 
He had hoped before to-day to receive a telegram from Copenhagen containing further information on the matter; on the other hand, he did not, wish to act any longer on his own hand for this island, but would prefer that the Colonial Council joins; it will of of course depend on how he is now personally met here, whether he will at all continue to work personally for the Island or not. He would propose that the Council appoints a Committee to draw up the Council's remarks on Government's communication about the state of siege, and he intends to propose another one to cooperate with the Government, in order to consider and decide what amount it is necessary to procure to relieve the distress in the island to propose to the Colonial Council such petitions as the Committee might recommend to be addressed to Home Government, with regard to the future and particularly the financial position of the community, and to consider upon which amounts the Colonial Treasury should lend to the sufferers.
The Chairman vacated the chair to the Vice Chairman (Sarauw)
2nd Member for Christiansted's Country District [Rosenstand] should have had no objection to defer making any remarks on the communication, at all events till it had passed in the Committee; but as the discussion had been opened, he would have to make some remarks. He must confess, he rather regretted having encouraged the 1st Crown Member (Branch) to come forward with his remarks; he was never more surprised than by those remarks. It never struck him that the Council just at the time it received a communication regarding the great calamity that has befallen the Island, would pick out small points or parts of the whole sad drama, and make them the object of criticism which in this moment could scarcely he exercised with sufficient calmness and justice. He would most strongly advise the Council not to follow this course. He would, to show how difficult it was to form an opinion on affairs or to make any fair criticism afterwards, refer to what had been said by the Governor of the impossibility of getting information if the rebels offered any armed resistance, or not ... [The Governor: It was not even known that there were 7 or 8 gangs of rebels; but from communications received and what could loosely be gathered here, it was  supposed they were moving in one large mass; it was only the next day any certainty was obtained] . . . . we all in town believed the same thing, and much uncertainty prevailed as to the whole state of things. In the course of the day such information should have been sought and obtained here, as could have guided the military movements in the evening, through patrols, but we had no force available for patrols; in the forenoon several planters applied for authorisation from the President to go out in a body and meet the rioters; they got the desired permission but the expedition did not come off; in the evening, be happened to meet one of these planters; he had been out, but alone with his manager and another gentleman. He would not criticise this. Let the movement in question be an error, others would find other movements equally as wrong In West End the complaint was, that no detachment were sent out on the North Side on Thursday Afternoon, when applied for; all this might be wrong but this is not the moment to search for errors. 
We have other things now to do; and if the Council appoint Committee to draw up the remarks, it would bo a shame if there should be nothing else than backings and bickerings at the communication. We have first to examine whether the Governor was justified in declaring martial law or putting the Island in a state of siege, and to suggest what is best to do to raise the island from the efforts of the calamity. The latter part may now after the Government is going to propose the appointment of a second Committee not fall under the reply to the communication. Unity makes strong; we cannot expect sympathy from the Danish Diet, if we are here governed by faction. What faults or errors we find, can be reserved for comment, on another occasion, but our first act should be one of unity and to show that we are ready to do our best to raise the Island from its prostrated state. It was reassuring to see that on the introduction of the Financial Law in the Diet the Minister of Finances had alluded to that the state of St. Croix would lay great claims on the State Treasury. (To be continued)

(St. Croix Avis, 23. november 1878)

Kvinder ved hytte på St. Croix. Uden årstal. Det kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

Rådsmødereferatet fortsatte i næste nummer:


PROCEEDINGS OF THE COLONIAL COUNCIL
for St. Croix.

(Conclusion af Meeting of 6th November.)
(Discussion on Government's Communication concerning the state of siege.)
4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) complained of the Island having been left without, sufficient protection. Westend with all the Estates round there was left only to the protection of 5 policemen and 5 rattans, If Westend had had some sort of military protection, the whole thing might have been avoided. Attention to this had been called during the discussions on the military ordinance, and fears were expressed. Now has come to pass what the Authorities and some Members would not believe; he and almost all the other planters have been ruined, and have lost everything, because it was thought fit to have no military men located in Westend.
The Governor: Who was it said who did not want any military force?
4th Member for Christiansted' Country District (Farrelly): There were 6-7 Members who voted against doing away with the forces.
The Governor would beg Members to be just enough to remember the history of the military ordinance. For the first 9 years after his arrival here, he opposed retrenchments in the public expenditure, for which many voices were raised; he held that the Administration could not be had cheaper, and that those reductions which here and there might be made were so trifling, that they would lead to nothing. In fact, he had heard constantly a great deal about  retrenchments, but could not find any key to a plan for their execution. In 1872 we were comparatively rich; then came 1873 which found us a little poorer. In 1873 or 74 while on a visit here, he was addressed by a so called Deputation, that asserted that $500,000 were requisite in order to continue the business of the island. Government procured them a loan of $150,000 from the Statetreasury. This loan has not since been fully repaid, because the one drought followed the other, and the crops went down as low as 3.00 hogsheads in one year, there was no money in the Treasury, and no sufficient revenue to be expected; what was the use of the Council saying we wish to maintain the military, but we have no money to pay for it. 
Later, on the 4th January in 1875, he in this Council had frankly declared that he was not bound to fulfil the promises made by former Governors, and that he would not undertake to support vague proposals of retrenchments, but must demand that those who voted retrenchments, should show how such were to be effected. In 1876 he left here for Copenhagen for the purpose of promoting the Central Factory, he would not speak of what he had done in that respect; but If he had not gone, the Factory would never have been here; perhaps some may say it would have been better it had not come; the future will show. The Diet gave another loan of 600.000 Kroner to the Colonial Treasury besides supplying one half of the Factory's Capital through a loan from the State. The Diet made however certain conditions, among others that we should curtail our expenses as much as possible, and as the military expenses was the only item where reduction of any significance could be effected, the last military ordinance was submitted. 
Now, a great deal might be said for and against the military; he would here refer to a simple but striking remark he had heard sometime ago: it is simply absurd to expect to grow canes with rifles. He would beg to ask, was there any man here who would before the 1st of October could or did suppose that a danger of the kind could be expected to occur on this Island? He had spoken with 3  gentlemen, who have lived a long life here in i the Island, intimately acquainted with the labourers an animated by a strong feeling of justice and humanity, one of these viz: Reverend DuBois, he would take the liberty to mention and publicly pay him this compliment on account of the zealous and courageous manner in which he had endeavoured to prevent the riots in Frederiksted; he had asked each of those gentlemen, if they had ever thought such a fearful, dreadful calamity possible; they replied all that if they had been asked the question on the 30th September, they would have answered it was utterly impossible: a little disturbance or a strike might be possible; but such a serious rising was beyond the conception of every one. This Is the secret of the military question: we have all fell secure, we have slept with our doors open, but we have suddenly seen that we have been mistaken. This may be called the moral sense of the question: the pecuniary view of the matter is that the Island was unable to bear the former military expenses, they had necesarily to be retrenched.
1st Crown member (Branch) had felt it would seem an incidious thing to incite the remarks he had had to make on the Governor's communication. But he had to a certain extent been misunderstood. He had spoken on one point, which he found to be wrong and which was much commented upon by the public, but he would not join in any wholesale condemnation. As regards to the insurrection itself, it was too true that it could not have taken place if a military force had been in the Island; but for its real causes, he must go further than the removal of the military force from West End and Kingshill. The planters have for many years been driving their labour power at high steam pressure; Ihe engine has now burst, Until the whole body of planters have learnt to feel more for and with labourers than they do now; until they feel that labourers need something else beside being well fed and housed, - in fact that they are not merely so much working power, then the Island, though it may be made safe, will not be what it ought to be, not if you put all the military force you like into it.
4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) believed that nowhere in the world would you find a class of labourers better clad, better fed and enjoying a better life than here in this Island; foreign clergymen have come here and seen it and commented on it, and a proof of it is afforded by the people leaving here and afterwards returning even from their native land. No planter considers a labourer Iess than what he is, or treats him otherwise than he ought to do. As for the remarks from the Governor that no one expected this outbreak, he would observe that for some time it was plain the labourers were driving at something, had something in their heads, especially as they did not cultivate their provision grounds; a strike might have been looked for, but this general rising was not expected; for no earthly reason could be supposed for those labourers wanting to ruin the whole Island and to drive out the white man.
The Chairman vacated bis seat to the Vice Chairman.
2nd Member for Christiansted's Country District (Rosenstand) would shortly reply to the remarks from the honourable Member (Branch) about the planter's treatment to labourers. The honourable 4th Member for Christiansted's Country district (Farrelly) had already replied; but be might be considered too interested in the question to take an unbiased view of it. He (the speaker) though having no personal interest in the question had through many years and in different positions closely observed and become well acquainted with the relation between planters and their labourers ; and he thought that on the whole - exceptional cases were always to be found - such accusations as were brought against the whole class of Planters by the honorable and reverend member were unjust and unwarrantable, and be would most earnestly repudiate them, that they should not pass over the whole world uncontradicted.
1st Crown Member (Branch) was sorry that the Chairman had again somewhat misunderstood him. What he had intended to say in connection with the labourers was, that unless a feeling of mutual confidence be established between employers and labourers, the latter could be kept down only by terror. He should certainly not wish the island to be without military assistance; he would himself have voted against the removal of the troops if he had been in the Council at that time; but he does not wish it to be overlooked, that there are affairs here which need to be adjusted in a suitable manner; he meant the relation between employer and labourer, which must be put on a footing somewhat like similar relations elsewhere; for, as justly observed by His excellency to day - we cannot grow canes with rifles.
The Governor, would as he had touched on the labour question in the communication, add a few words with special reference to what the honorable 1st Crown member (Branch) had stated. He [the Governor] concurred with the honorable Member in his principles for the adjustment to the labour-question. All relations between two classes of people, who wish to live in peace together, ought to he regulated according lo these principles. The labourers must be treated with humanity, and it ought to be made possible for the employers to encourage good laborers by rewarding them with a higher pay than the rest, but the present labour-regulations do not allow this. The labourers have Iately committed a crime by trying to bring about a change in the Law in an Illegal manner; it has therefore been necessary to force them back under the provisions of the law; but we must be prepared to make a change for the future, and to show that we are willing lo settle the labour-question with justice to all. It will be noticed from the Newspapers, that although they had scanty information about the riot here, they have all guessed that, the Labour-question is not regulated here as it ought to be; if we wish to obtain the sympathy of the outer world, we must try to meet its opinions.
Afier a respite of 15 minutes, the Council resumed.
2nd Crown Member (Kalmar) fully concurred with what had fallen from the Chairman during the first part of the discussion, and thought the first feeling that should pervade the Council alter the sad calamity in the Island, should be to try to do everything to remedy the effects; to pat shoulder to shoulder to work out a good result. He did also feel convinced that this would be the ultimate result of the Council's action; and withal, it will take a long time before the island can recover from the effects of the dreadful calamity. At the same time it was very cheering to see both from the Government's remarks as well as from elsewhere, that there is a readiness on the part of ihe Home Government and the Nation to come to the assistance of the Island; not only a readiness to yield mere material help, but there is a sympathy, which makes our cause a national cause, so that one could feel more than ever before convinced, that the Mother Country will not consider us as a colony, but embrace us as a province, he could not allow these discussions to be closed, without giving expulsion to the joy he felt on that account, and he held the expeciation that that national feeling will become stronger and stronger, and ultimately lead to our being admitted in all respects as a part of Denmark. As for the Council's remarks to the communication, the proper way would in his opinion be to have a Committee to prepare them, and he would like to know if the same Committee could not attend to the other purposes, for the Governor desired to have a special Committee,
The (Chairman) did not think it possible that one Committee could serve for the two different
purposes, He would refer the question to the Governor.
The (Governor) would propose a special Committee to be appointed to confer with him on several questions.
3rd Member for Frederiksted's Country District (Moore) proposed a Committee of 3
Members to be appointed to prepare the Council's remarks to the Government's Communication.
4th Member for Christiansted's Country District (Farrelly) proposed a Committee of 5 Members. Moore withdrew his proposal, and Farrelly's proposal was unanimously adopted. The Governor handed in his proposal as already reported.

(St. Croix Avis, 27. november 1878)

Herefter fortsatte forhandlingerne og forslagene om en komite.

Lars Peter Elfelt (1866-1931): søfolk på gaden i Christianssted. Materialet er fri af ophavsret. Det Kongelige Bibliotek.


To the Editor of the "St. Croix Avis"
Mr. Editor!
I was very much pleased on Friday to hear at the meeting of the Colonial Council allusion made to the Press in this Island.
You cannot be entirely unaware of the great disatisfaction which has of late been very freely expressed as to the unfairness which has been shown towards a very large proportion of our community, by, as they have in my opinion justly considered it, a want of free access to the Avis, and on the very subject which it so happened was the cause of the said allusion on Friday, vix., the Central Factory.
The general opinion has been that any expression adverse to that unfortunate institution would not have been admitted to the columns of your paper, or, to speak plainer yet, that we have no free press in this Island. A certain state of things has been going on too long, and it is time that there should be a change.
Will you, therefore, Mr. Editor, in an early issue, let the Public know if we have a free press or not, bearing in mind that we fully understand the distinction between a free press and alicentious one.
Yours truly
X

(St. Croix Avis, 13. november 1878)

I en artikel om landskolerne St. Croix Avis 20. november 1878, lød en del af konklusionen således:

While our labouring population lies under disgrace, we feel that views such as we have stated, although their abstract truth may be admitted, will not meet with much sympathy. It remains for the people themselves to alter this state of public feeling towards them by perseverance in good conduct and the performance of their daily duties, and we hope that those of them who can read and write will use their influence among them to show that such a course will be the best for all interests concerned.

En læser havde plæderet for at landbefolkningen ikke skulle uddannes, og at situationen skulle udnyttes til at fjerne dette privilegium. Diskussionen gik mellem om den sorte landarbejderbefolkning skulle fastholdes i "barbari" uden uddannelse, eller de skulle lære gennem uddannelse at opføre sig som lovlige og gode arbejdere.

Den 28. december 1878 udstedte Christian 9. en befaling om at Johan Frederik Schlegel, Martin Levy og Carl Madsenius Vilhelm von Tvermoes skulle udsendes for at undersøge årsagerne til oprøret, skader og tilstå et midlertidigt lån. 


Janus August Garde,
Gouverneur for de dansk-vestindiske Øer,
Kammerherre,
Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand

GJÖR VITTERLIGT: Da det er anseet for nödvendigt, at der uden Ophold træffes Bestemmelse om Lettelser for Eierne af de under Opstanden paa St Croix i October Maaned 1878 ödelagte Bygninger og Sukkerværker med Hensyn til disses Gjenopförelse og Istandsættelse, saa bliver herved i Kraft af den mig ved Coloniallovens §4 overdragne Myndighed, foreløbigen fastsat og anordnet som fölgor.
§1
Alle Materialier, der fra 1ste October 1878 at regne og inden 31ste Marts 1880 indföres til St. Croix og som beviisligt anvendes til Gjenopförelsen af de under Opstanden i October Maaned 1879 Ödelagte Bygninger i Byen Frederiksted og paa Landet samt til Istandsættelsen af de ved samme Leilighed beskadigede Værker og Indretninger samt Brugsgjenstande m.m., bestemte til Tilvirkning af Sukker og dettes Biproducter, ere fritagne for den ved Lov angaaende Handel og Skibfart paa St. Croix af 30te Juni 1850 §6 foreskrevne Indförselstold, saaledes at denne godtgjöres vedkommende Eiendomsbesidder, under saadanne nærmere Bestemmelser med Hensyn til Controllen, som blive at fastsætte af Gouvernementet. For de i nævnte Öiemed alt tidligere indförte Materialier vil den erlagte Udförselstold kunne tilbagebetales, naar de fornödne Beviisligheder for Anvendelsen ere tilstede.

§ 2
Alle Gældsforskrivninger der i ovennævnte Tidsrum udstædes for Pengeforstrækninger til Gjenopförelsen og Istandsættelsen af de som nævnt i §1 ødelagte Bygninger og Værker, ere fritagne for Brugen af stemplet Papir. Forsaavidt de allerede forinden denne Anordnings Kundgjörelse maatte være udstedte, er den, der har bestridt Udgiften, berettiget til at erholde den godtgjort af Colonialkassen. 

Hvorefter alle Vedkommende sig have at rette.
Gouvernementet for de dansk-vestindiske Öer,
St. Thomas den 24de December 1878.
Under min Haand og Gouvernementets Segl
AUG. GARDE
(L. S.)

(St. Croix Avis, 1. januar 1879)


Til
HERR W. H HEYLIGER.
3die Marts, 1879.
Ved under Dags Dato at overlevere Commissionen en Gjenpart af nogle paa et Möde i Frederiksted den 1ste d. M. vedtagne Resolutioner har De i Forbindelse med flere andre Herrer anmodet om at maatte möde for Commissionen for at udtale Dem angaaende Aarsagerne til det 1 October f. A, stedfundne Oprör m, m. 
Commissionen tillader sig i den Anledning herved at meddele Dem til videre Communication for Medundertegnerne af de ovennævnte Resolutioner, at man, efterat Commissionen har taget sin Bestemmelse med Hensyn til de Personer, hvis Forklaring den har anseet det af Vigtighed for Udförelsen af det den allernaadigst ovordragne Hverv at erholde, saameget mindre findes Anledning til at elterkomme de Herrers Anmodning som der alt er givet en stor Deel af Undertegnerne af de nævnte Resolutioner og navnlig, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige de Herrer Medlemmer af Comiteen, Leilighed til at udtale sig for Commissionen.

(St. Croix Avis, 22. marts 1879)

Sankt Croix: Efter Oprøret The Fireburn, Oktober 1878. (Efterskrift til Politivennen)


Fan me, buckra Missy,
Fan me till de break o'day
Me pon me way to Bassend
Me goin' burn all de way


"THE AVIS"
CHRISTIANSTED, ST: CROIX
WEDNESDAY 16th October 1878.
There is nothing now to report as to the state of the island since our last. There are no doubt some runaways still hiding in the bush at Fair Plain and perhaps around Mount Eagle and elsewhere. One was caught a few days since at Cotton Valley, and brought in by Mr. De Leon of Coakley Ray. He accounted for his presence in that neighbourhood by alleging his fondness for whelks, and protested that he was innocent. It was explained to him that there was no objection to his taste for whelks, but that the question of his innocence must be settled before the Policemaster in Bassin, and he was accordingly brought to the fort.
The roads now are everywhere safe, and we are glad to observe are being used for carting out lumber from Bassin to commence rebuilding. Several estates have already engaged carpenters and made a beginning, so that we may hope soon to see some of tho damaged properties again in a position to proceed with sugar-making. It is of the greatest importance that all who are able should restore their works without delay for the crop will begin very early this season, and those who are ready, say by the commencement of the year will be in the best position to take advantage of the heavy crop on the ground. 
His Excellency the Governor under Cate of the 13th issued a circular to the Owners, Administrators, Managers and Overseers of Estates, acknowledging the zeal and perseverance with which they had aided in quelling the late rising, and filing their attention at the same time to the urgent necessity of abstaining from all further use of arms except for the purpose of self defence. His Excellency left in the Steamer Arno for St. Thomas.

(St. Croix Avis, 16. oktober 1878.)


Avisen bragte desuden en meddelse fra CHRISTIANSTED COMMITTEE FOR RELIEF OF SUFFERERS BY THE INSURRRECTION, samt om hvor meget man havde modtaget allerede fra St. Thomas. Støtten var til de hvide plantageejere. Snart udløb detaljer om standrettens henrettelse af 6 fanger: 

During the three days sitting of the Court Martial in West End, the following six prisoners were executed, who had all been foremost among the rioters, and some of them sharers in some of the worst acts of the insurrection :
Thomas Graydon, born in Barbados. Samuel Henry, born in Antigua. Daniel Philip, born in St. Kitts. Robert James, born in St. Croix. John Charles, born in St. Croix. Joseph Harrison, born in Jamaica. The first fivo belonged to the English Church, tho lust to the Roman Catholic Church.
The criminals were ministered to in their last moments and attended at their execution by Rev. Du Buis, Rector of St. Paul's, and Rev. Devos, Roman Catholic Priest in West End.

ARRIVAL OF SOME OF THE ESCAPED RIOTERS IN TORTOLA.
Yesterday morning by the Mail boat from Tortola we learnt that a boat had arrived there with some 17 or 18 persons on board, who gave out that they were British subjects and had escaped from St Croix - out of the riot - and claimed protection. They were arrested by the authorities, lodged in prison, and the President has placed himself in communication with the Governor General at Antigua in order to learn the course which he is to pursue towards them. A private letter dated 7th instant says "Some of the people (rioters) from St. Croix arrived here yesterday (6th), After their arrival a child of one of the women died. Some of the people jumped overboard when the boat was off Ginger Island The mail boat und some other craft have gone out in search of them. They have all been lodged in prison this morning"

We learn to-day that: - 
The Attorney General of Antigua has been instructed by the Governor of Antigua to proceed immediately to Tortola to investigate the arrest on suspicion of eighteen persons, who fled from the riot in St. Croix. Until this functionary arrives at Tortola, the prisoners have been remanded. - St. Thomas Tidende.

(St. Croix Avis, 16. oktober 1878.)



"THE AVIS"
CHRISTIANSTED, ST: CROIX
Saturday 19th October 1878.
Nothing has occured since our last to check the gradual return to calmness which is now taking place among the better case of our population, except one little incident said to have happened on Wednesday. A soldier was bringing in a prisoner to town along the road past the two Princesses, when a gang of labourers left their work and ran to the road. According to their own account they ran to see the prisoner, according to the soldiers they ran to rescue him, and the soldier, perhaps having the Carlton outrage in mind, rode off, releasing the prisoner. This is the story circulated. We do not know how much truth there is in it, or where the truth lies; but, as the labourers in that quarter have not hitherto shown any sign of insubordination, we do not think the incident need cause any alarm.

(St. Croix Avis, 19. oktober 1878.)

Den 21. oktober 1878 blev der givet frit lejde for aflevering af sager som måtte være taget under uroligheder. Den 28. oktober ophævedes standretterne.

Den 24. oktober var nyheden om opstanden nået til Danmark.


Om Urolighederne paa St. Croix har "B. T." modtaget følgende Privatbrev fra St. Thomas, dat. 4de Oktober:
Oprøret paa St. Croix begyndte den 1ste ds. i en "rumshop" (Romudsalg) med angreb paa Politiet. Den flinke Løjt. Ostermand med 20 Mand fra Christiansted fordrev Oprørerne fra det forrige Fort, som nu er Politistation, hvor flere Indvaanere havde taget Tilflugt; det var her, at Løjt. O. mistede 2 Mand. Ildspaasætningen begyndte paa Toldbodbygningen og udbredte sig langt over Byen; iblandt andre Bygninger er dog Apoteket blevet reddet. Negrene flygtede hen imod Plantagen "Work and Kest", hvor Vaaningshuset blev afbrændt. Ved Troppernes Ankomst fra St. Thomas og forksjellige Orlogsmænds Indtræden er Roligheden atter oprettet. Mange Familier ere husvilde. En Del er flygtet til St. Thomas.

(Social-Demokraten 24. oktober 1878).


Urolighederne paa St. Croix.
New York Times af 11. ds. indeholder en ledende Artikel om Opstanden paa St. Croix, i hvilken dens Oprindelse søges i Arbejderspørgsmaalet, saaledes som dette i den senere Tid er optraadt overalt i Amerika, samt i Negrenes Forbitrelse over Indførslen af Maskinkraft i større Omfang. Iøvrigt meddeler Bladet ingen nyere Enkeltheder af Interesse. Det formodes, at mange af de Hvide paa St. Croix er flygtede ombord paa de Skibe, der laa paa Frederiksted Red (deriblandt ogsaa den nordamerikanske Konsul) for at gaa til St. Thomas. Bladet mener, at man maa ønske sig til Lykke med, at Øerne i 1868 ikke bleve definitivt afstaaede til Nordamerika, da de i de senere Aar har været hjemsøgte af en hel Række Ulykker.

(Social-Demokraten, 26. oktober 1878)

Omkring 27. oktober ankom vestindisk post til England med flere meddelelser om St. Croix. Fra den 31. oktober var så endelig de to lokalaviser fra de dansk vestindiske øer ankommet og blev citeret i aviserne.


Social-Demokraten havde nedenstående kommentar til beretningerne fra St. Croix:

Med Hensyn til ovenstaaende Meddelelse maa vi indtrængende gøre vore Læsere opmærksomme paa, at den naturligvis er en aldeles ensidig Skildring af Begivenhederne paa St. Croix. Fra Negrenes Side foreligger ingen Meddelelse og vil vel heller aldrig komme, idet man jo synes at holde mere af at skyde dem ned paa Stedet end at høre deres Forsvarsgrunde. Saa meget skinner dog tydeligt igennem i Beretningen, at Negrene har lidt Uret fra deres Arbejdsgiveres Side, og Oprøret har derfor ogsaa kun været rettet mod disse og ingenlunde direkte mod Rgeringsautoriteterne, hvilket Bevaringen af Fælleskogeriet sikkert bærer Vidne om. Vi skal derfor tillade at opfordre vor Regering herhjemme til at lade foretage en nøjagtig Undersøgelse derovre og forhjælpe de stakkels Negre og de andre Arbejdere til den Ret, de sikkert er bleven foreholdt af deres ubarmhjærtige og pengegridske Arbejdsgivere, de rige Plantageejere.

(Social-Demokraten 1. november 1878)

Illustreret Tidende bragte i 1878 denne formentlig ret fantasifulde illustration over opstanden i 1878.


(for læsbarhedens skyld er der indsat afsnit som ikke er med i den originale artikel)

Oprøret paa St. Croix. Guvernør Gardes Rapport af 8de Oktober findes trykt i "Bert. Tid." for igaar Aftes. Uagtet den ikke indeholder noget væsenlig udover, hvad vi allerede have meddelt i vore Telegrammer og Breve samt efter de vestindiske Blade, tror vi dog at burde aftrykke dette Aktstykke, det kan have en vis historisk Betydning. Rapporten lyder saaledes:
Grunden til, al Finansministeriet ikke tidligere modtog nogen Fortsættelse af den ferske telegrafiske Meddelelse fra Guvernementet af 2den dS. om Oprørets Udbrud i Frederikssted, er dels, at jeg under de hurtig paa hinanden til mig indløbende Meddelelser om Oprørsbandernes Færden og om Brandstiftelsernes Omfang ønskede at afvente et Tidspunkt, da jeg kunde meddele Ministeriet, at et bestemt Resultat var opnaaet ved vort Militairs og de af Plantageejere og Forvaltere dannede Frikorpsets Angreb paa Oprørerne, dels Bevidstheden om, at det i al Fald paa Grund af den store Afstand vilde være umuligt at erholde hjemmefra nogen aktiv Hjælp, forinden Alt maatte være afsluttet her paa den ene eller anden Maade.
Idet jeg forbeholder mig senere at give Finansministeriet saadanne detaillerede Oplysninger, som det ikke nu er muligt at samle, skal jeg derved tjenstligst meddele Følgende om Begivenhedernes Gang siden den 2den ds. Som Ministeriel bekjendt afgik jeg sidstnævnte Dag Kl. 12 ½ fra St. Thomas, medtagende hele den paa St. Thomas værende disponible Styrke, 2 Officerer Premierløitnant Baron Eggers og Sekondløitnant Ditlevsen, 6 Underofficerer og 45 Menige samt Dr. med. E. Pontoppidan som Læge. Ved Afgangen fra St. Thomas var det min Hensigt at begive mig til Frederikssted for snarest muligt at bringe denne By Undsætning, og da jeg paa Grund af de for min afrejse sidst modtagne Telegrammer, der meddelte, at Fortet  Frederikssted blev holdt med Vanskelighed, maatte befrygte, at Fortet vilde være indtaget, og i saa Fald de derværende Embedsmænd og andre Indbyggere i Byen muligen dræbte forinden min Ankomst, medtog jeg tillige fra St. Thomas Politimester Fischer og nogle Politibetjente for eventuelt at besørge Polititjenesten i Frederikssted. Lige forinden min Afrejse fra St. Thomas modtog jeg imidlertid følgende Telegram fra Præsidenten paa St. Croix: "En tidlig imorges (fra Kristianssted) udsendt Betjent melder, at han ved "Adventure" traf paa støjende Hobe, hvis Adfærd bevægede ham og en Ledsager til at vende om. Endnu Kl. 11 ingen senere Meddelelse fra Frederikssted end efter privat Meddelelse, at Fortet er nedbrændt. Planter Fontaine er dræbt. Det brænder paa Plantageriet i Omegnen af Frederikssted. Vi træffe alle Forberedelser til at forsvare denne Del af Landet, men det er tvivlsomt, om det vil lykkes uden Hjælp andetstedsfra."
Den i dette Telegram udtalte Frygt for, at Kristianssted ikke skulde kunne holdes, bevægede mig til først at gaa dertil, og jeg bestyrkedes i denne Beslutning ved paa Overreisen at se stærke Ildebrande paa mange forskjellige Steder over hele Terrænet vest for Kingshill, saaledes at jeg kun nærede ringe Haab om at kunne komme tidsnok for at frelse den vestlige Del af Øen.

Fortet i Frederiksted. Uden årstal. Det Kongelige Bibliotek. Creative Common 3.0.

Kl. 6 om Eftermiddagen den 2den dS. ankom jeg til Kristianssted og erfarede da, at Løitnant H. Ostermann med en kjørende Kommando paa 20 Mand havde undsat Frederikssteds Fort. Løitnant Ostermann havde nemlig forladt Kristianssted om Natten mellem den 1ste og 2den dS. og var ankommen til Frederikssted Kl. 5 ½. om morgenen den 2den; han var uden Modstand rykket ind i Fortet og havde derpaa renset Byens Gader for Oprørerne. Ved min Ankomst til Kristianssted erklærede jeg straks byen i Beleiringstilstand. 
Kl. 9 om Aftenen afsendte jeg Premierløitnant Eggers ad Nordsidevejen fra Kristiansted for at forene sig med en Kommando, der under Anførsel af den tidligere ved Hærstyrken tjenstgjørende Officer, Løitnant Waage, ad  den saakaldte Centerlinievej var rykket frem til Kingshill. Begge disse Detachementer maatte imidlertid samme Nat trække sig tilbage, som den regnfulde og mørke Nat i Forbindelse med de nu allerede høie Sukkermarker forhindrede dem fra at se, hvilke Bevægelser der foregik omkring dem, og de havde bestemte Ordrer til under ingen Omstændighed at maatte lade sig afskære fra Kristiansted. 
Kl. 4 om Morgenen den 3die dS. var saaledes hele Troppestyrken samlet i Kristianssted. Jeg efterlod Kaptajn Baron Rosenkrans med 25 Mand og et Korps af Frivillige paa cirka 70 Mand til Sikring af Kristiansted og afgik Kl. 9 om Morgenen den 3die med en Styrke paa 45 Mand Soldater under Premierløjtnant. Baron Eggers og Sekondløitnant Ditlevsen samt et i al Hast dannet Frikorps af Plantere og Forvaltere paa cirka 50 Mand for saa vidt mulig at stanse Mordbrændernes Fremtrængen mod Øst og derhos bringe yderligere hjælp til Frederikssted. Jeg lagde Vejen ad Centerlinjen og traf den første Skare af Oprørerne ved Plantagen Annes Hope, hvis Antændelse Militærets Ankomst netop forhindrede; der blev her nedskudt en Del af Oprørerne og nogle fangedes, men da de adspredte sig og skjulte sig i Sukkermarkerne, var det umuligt at forfølge dem videre. 
Om Aftenen den 2den havde Oprørerne forladt Centerlinien og vare dragne over imod Nordsideveien formodentlig paa Grund af Løitnant Waages Nærværelse paa Kingshill. Deres Fremtrængen ad Nordsideveien, stansedes imidlertid ved Morningstar paa Grund af det Detachement, der under Baron Eggers var ved Montpellier, og de gik derfor om morgenen tilbage til Centerlinien, hvor de afbrændte Plantagerne Barrenspot, Diamond & Ruby, Fredensborg, Peters Rest og Work and Rest. Meldingerne om Antændelserne af de sidstnævnte Plantager bestemte mig til at følge Centerlinien, da jeg maatte antage, at Oprørerne vare iværk der. Fra Annas Hope gik jeg over Work and Rest og Peters Rest, hvor Vaaningshusene vare nedbrændte tidlig om Morgenen den 3die. Styrken passerede Kingshill, der da var urørt, men næppe en time efter at Styrken var passeret, antændtes dette Sted, ligesom mange Ildebrande nu saas i Landet Nord for Centerlinien, alt som Styrken nærmede sig Frederikssted. Paa Landevejene udenfor Plantagen Carlton laa Ligene af to Soldater, der vare efterladt ved de Vogne, der førte Løitnant Ostermanns Detachement til Frederikssted, i en afskyelig lemlæstet Tilstand, men Styrken overraskede her en Skare Oprørere, der netop havde antændt Plantagen; et større Antal af Oprørerne bleve nedskudt, og Resten tog ilsomt Flugten. 
Kl. 2 om Eftermiddagen ankom Styrken til Frederikssted og modtoges med Jubel af de betrængte Indvaanere saavel Blanke som Farvede. Byen frembød et sørgeligt Syn, omtrent en Tredjedel af Husene, deriblandt Toldbodbygningen er nedbrændt, men med Hensyn til Værdien repræsenterer Antallet af de brændte Huse Halvdelen af den samlede værdi af husene i Byen. 

Arbejderboliger på plantagen Annaly. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

Kl. 6 om Eftermiddagen den 3die ankom Dampskibet Arno med Provisioner og Ammunition til Frederikssted, men disse bleve ilandbragte saa sent, at jeg maatte opgive min oprindelige Plan, at vende tilbage samme Aften til Kristianssted for yderligere at sikre denne By. I Frederikssted efterlod jeg en Forstærkning paa 15 Mand under Kommando af Løitnant Ostermann og gik med Resten af Militærstyrken ombord i "Arno". Om Natten bemærkede jeg fra "Arno", at Plantagerne "Punch", "Annaly" og "Two Friends" vare i Brand. 
Næste Dag, den 4de, om Morgenen afgik jeg med "Arno" til Kristianssted, hvor Dampskibet "Desirado". tilhørende det franske Companie génerale transatlantique, imidlertid var ankommet for at overføre Kvinder og Børn til St. Thomas; de af disse, der allerede vare ombord i "Arno", bleve satte ombord i "Desirado", der da afgik til Frederikssted for at afhente flere Flygtninge derfra til St. Thomas. Den 4de d. S. forblev styrken i Kristianssted for at holde Hvil. men saavel denne Dag som den foregaaende Dag foretog Frikorps af Plantere og Forvaltere med Viceguvernørens Tilladelse Patruilleringer gjennem Øen for at opbringe Mordbrændere. Den 4de meldtes det, at nogle af Oprørerne vare undvegne i Fiskerbaade fra Øens Sydside; "Arno" gik ud for at opsøge dem, men maatte vende tilbage uden at have set dem. Ifølge en den 8de ds. fra St. Thomas modtagen Meddelelse fra Guvernement-Sekretæren ere de Paagjældende, 18 i Tallet, landede paa Tortola. hvor de ere arresterede, og der føres nu Underhandling om deres Udlevering. 
Den 4de ankom endvidere den franske Orlogsmand "Labourdonnais", Fregatkaptain H. Mayet, der samme Dag afgik til Frederikssted, men vendte tilbage til Kristianssted den 5te med Brev til mig fra Kaptain Dennistown af den engelske Dampkorvet "Tourmaline", der var ankret ved Frederikssted; saa vel den franske som den engelske Chef tilbød Guvernementet Assistance fra deres Skibe til Ordenens Gjenoprettelse, men da der efter Expeditionen til Frederikssted den 3die og Frikorpsernes kraftige Optræden i Landet allerede siden den 5te er udbredt Skræk blandt Oprørerne, har jeg hidtil ikke benyttet mig af disse Tilbud. Tilbud om Hjælp har Guvernementet endvidere modtaget fra General-Kaptainen paa Portoriko, der pr. Telegram meddelte, at han, om jeg ønskede det, kunde sende 300 Mand med 2 Bjerghaubitser. 
Den 6te dS. foretoges en større Udrykning af Militæret fra Kristianssted ad Nordsidevejen og tilbage ad Centerlinien; den 7. ds. afsendtes en mindre Deling Militær til Rust up Twist og La Ballee, og den 8. foretoges en kombineret Bevægelse fra Frederikssted og Kristianssted til Nordvest-Høilandet for at rense dette. Ved disse Expeditioner er der indbragt forskjellige Fanger, hvis Antal i det Hele kan antages at være 200 i begge Byer.
Den 5. ds. udstedte jeg en Proklamation til Arbeiderne, der befaler dem at forblive paa de Plantager, hvor de høre hjemme, og at vende tilbage hertil, hvis de havde forladt dem, og under samme Dato har jeg nedsat en Standret til Forfølgning og Paakjendelse af de af Oprørerne begaaede Forbrydelser; denne Ret begyndte sin Virksomhed den 7. dS. 
Medens jeg saaledes antager Mordbrænder-Oprøret standset for Øieblikket, uden at det har været nødvendigt at modtage saa vel den fra General-Kaptainen paa Portoriko som fra de herværende fremmede Orlogsmænd tilbudte aktive militære Hjælp, er det selvfølgelig nødvendigt vedvarende at vaage og være parat til at møde en Gjentagelse, saa længe man ei har faaet fat i de nu opløste Banders omstrejfende Hovedledere, og saa længe det daglige Arbeide paa samtlige Plantager endnu ei er i vant Gang; paa adskillige Plantager i Kristianssteds Omegn er dette Tilfældet, men i det nordvestlige Høiland have Plantere og Forvaltere endnu ei vovet at vise sig paa Plantagerne. 

Kingshill. Uden Årstal. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

Det er uvist, om Oprøret skyldes en forud lagt bestemt Plan, eller om det ikkun er Følgen af en øieblikkelig opbrusende ond Stemning; for den sidste Opfattelse taler den Omstændighed, at ingen, hverken Blanke eller velsindede og loyale Farvede have havt mindste Anelse om Faren forend dens Udbrud. Det synes vist, at det er mindre Bander, der hurtigt ere voksede i Antal - det antages, at der til Slutning var 7 a 8 forskjellige Bander - , som under forskjellige Førere droge om fra Plantage til Plantage og under Tilraabet "Our Side" bevægede Arbejderbefolkningen, hyppig ved Tvang, til at stifte Brand. Selve Brandstiftelsen er bleven foretaget med en forbavsende Hurtighed og Færdighed ved Hjælp af Petroleum og Rom, der i Fade nedlagdes i Bygningernes Kjælderrum. Fruentimmer og Børn deltoge virksomt deri. Forinden Brandstiftelsen varsledes Eiere og Forvaltere om, at de maatte forlade Plantagen, hvis de ikke vilde udsætte sig for at miste Livet; for saa vidt de ikke gjorde dette, have de maattet redde sig ind i Sukkermarker eller Buske, og flere have saaledes været Vidner til Ødelæggelsen og de dermed forbundne vilde Optrin. Ingen Negerby er brændt, intet Arbeidsdyr lemlæstet; som Regel ere afbrændte Eiendommenes Værker, Hovedbygninger og Forvalterbolig; enkelte Steder ere Værkerne sparede, og i det Hele taget antoges disse at kunne repareres for en forholdsvis mindre Udgift.
Det er umuligt endnu at angive Størrelsen af det lidte Tab. Mange Plantager havde temmelig betydelige Kvantiteter færdigt Produkt baade af Sukker. Rom og Mallas liggende paa Grund af de nuværende lave Priser. Det antages foreløbig, at der ved disse Produkters Brand er tabt ca. 150,000 Dollars. Tabet i Bygningsværdi anslaar jeg til 4000 Dollars pr. Plantage for de ødelagte Værkers Vedkommende, altsaa uden Hensyn til de tabte Vaaningshuse. Staden Frederiksted har lidt meget betydelig. Foruden de ikke ubetydelige Varelagre i de langs Stranden beliggende og helt udbrændte Butiker og Pakhuse, anslaas Tabet i Bygningsværdi til rigelig Halvdelen af Værdien af Byens samtlige Eiendvmme. I Omfang er omtrent en Trediedel af Byen totalt nedbrændt. Mange Mennesker staa derved ikke alene husvilde, men have mistet alt, baade Ejendele og Erhverv.
For det Offenliges Vedkommende indskrænker Tabet sig til Toldbygningen i Frederiksted med en Kassebeholdning af ca. 1000 Dollars, samt de fleste Bygninger paa Stationen paa Kingshill. Fællessukkerkogeriet er bjerget; derimod Stationen Glynn samt Portnerboligen ved Peters Rest Station tildels brændte; navnlig har Stationen Glynn lidt.
Jeg har set mange Sukkerstykker, som have været antændte, dog tror jeg, at Branden i disse væsenlig er bleven indskrænket til Yderkanterne, hvorimod hele Sukkerstykker kun undtagelsesvis ere afbrændte. Saasnart Ro atter er fuldstændig oprettet, vil der blive foretaget nøiagtige Undersøgelser til Vurdering af de lidte Tab.
Jeg vedlægger en Fortegnelse, der, saavidt man i Øieblikket er i Stand dertil, angiver, hvilke Plantager der ere brændte og hvilke der ere reddede. 
Sluttelig skal jeg bemærke, at Aarsagen til Bevægelsen og Utilfredsheden mellem de Landarbejdere, der den 1. ds. i Løbet af Dagen samledes i Frederikssted, og som om Eftermiddagen samme Dag begyndte at forøve Brandstiftelserne i Byen og angreb Fortet, maa søges deri, at de ved Oktober Skiftetid ikke ønskede paany at paatage sig Aarskontrakter og forlangte en høiere Løn, saaledes som dette alt findes antydet i Frederikssteds Politimesters første Indberetning til Præsidentskabet.
Den ovennævnte Planter Fontaine er den eneste blanke Mand, der er bleven dræbt under Oprøret (foruden de tvende Soldater).

(Nationaltidende, 31. oktober 1878)

Standretten blev ophævet den 28. oktober:


JANUS AUGUST GARDE
Gouverneur for de danske vestindiske Öer,
Kammerherre,
Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand

GJÖR VITTERLIGT : Da det Oprör der den d. 5te ds. endnu herskede paa Öen St. Croix og da nödvendiggjorde Nedsættelsen af en overordentlig Standret til forfölgning og Paakjendelse af de i og under Opröret af Oprörerne, Urostifterne og alle Deeltagere i Opröret og sammes Ödelæggelser begaaede Forbrydeiser nu er saavidt dæmpet, at Forudsætningerne for Standrettens Oprettelse ikke længere ere tilstede, har jeg D.D. ophævet bemeldte Standret.
Da imidlertid den videre Behandling af de fra Opröret opstaaende Sager efter deres Beskaffenhed og Omfang som henhörende under forskjellige Jurisdiktioner ikke hensigtsmæssig vil kunne skee ved de almindelige Retter, men maa foretages ved en extraordinair Ret, saa har jeg i Kraft af den mig i saa henseende ved Hans Majestæt Kongens Allerhöieste Resolution af 25de ds. tillagte bemyndigelse udnævnt ligesom jeg herved udnævner Efternævnte:
Overdommer ved den Kongelige vestindiske Landsoverret Justitsraad Ph. P. Rosenstand,
Underdommer i Frederiksteds Jurisdiction Justitsraad C. Sarauw, og Politimester Justitsraad A. Forsberg, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, til at sammentræde i en Commission for at undersöge og paakjende de Sager, der reise sig af og angaae Forbrydelser, der, som ovenmeldt, ere begaaede i og under det nu stedfundne Oprör af Oprörerne, Urostifterne og alle Deeltagere i Opröret og sammes Ödelæggelser; og skulle Commissionens Behandling, Kjendelser og Domme være underkastede Appel umiddelbart til Höiesteret.
Commisionen skal være bemyndiget til at sætte og holde Ret i enhver af Öen St. Croix to Jurisdiktioner og paa ethvert Sted paa denne Ö, hvor den maatte finde Anledning dertil, og skal Enhver, som den maatte fremkalde for at afgive Forklaring og som opholder sig
paa denno Ö, være forpligtet til efter lndkaldelse sine exceptione fori at möde for den.
Saa skal og Enhver af Commissairerne være bemyndiget til at optage Forhör i de andre Commissairers Forfald, hvortil ogsaa hörer, naar disse, enkeltviis eller i forening, ere beskjaeftigede med andre Undersögelser, dog at der, naar alene en enkelt Commissair beklæder Retten, skal være tilstede tvende lovfaste Vidner, af hvilke det ene kan være den Skriver, som Commissionen skal være bemyndiget til at antage til at före Protokollen.
Gouvernementet for de dansk vestindiske Öer p. t. St. Croix den 28de October 1878.
Under min Haand og Gouvernementets Segl
AUG. GARDE
(L. S.)

(St. Croix Avis, 2. november 1878)

Med nummeret fra 6. november oplystes at der var en indsamling i gang til fordel for plantageejerne, og at denne allerede havde indsamlet 20.000 dollars. 


Fort Frederiksted. Foto 2 november, 2015: Prayitno. Licens: CCAttribution 2.0 Generic (CC BY 2.0)


En ulykkelig Stjærne hviler over St. Croix. Øen har i en Række af Aar staaet under et økonomisk Tryk paa Grund af Høstens utilfredsstillende Udfald; i Aar tegnede Alt fortræffeligt, og saa gribes Negrene af en ustyrlig Ødelæggelseslyst, der ikke blot kuldkaster de gode Forhaabninger, men styrter Befolkningen i Nød og Elendighed. Det er grueligt at læse de Beretninger, som i disse Dage ere indløbne til os fra Vestindien. Vilde Negerhobe føre i djævelsk Raseri hen over Øen og afbrændte den ene Plantage efter den anden. En Trediedel af Frederiksted er forvandlet til en Brandtomt, og Halvdelen af dets Formue er gaaet tilgrunde. De ulykkelige Beboere af Byen og af Plantagerne maatte for at frelse Livet flygte bort uden at medtaget Andet, end hvad de gik og stod i. Kvinder og Børn skjulte sig i Sukkermarkerne, medens de ventede paa, at Negrene skulde drage videre for at fortsætte deres Hærværk, og bleve paany grebne af Dødsangst ved at se, at der ogsaa gjordes Forsøg paa at sætte Ild i Sukkerrørene. I Frederiksted, hvor Excesserne begyndte, bestod den hele Besætning, som Politimesteren havde at raade over, af tre Soldater og syv Politibetjente, der maatte indeslutte sig i Fortet for at redde deres eget Liv. Hvilken Lykke var det dog ikke i al den Ulykke, at Brandstiftelserne ikke ledsagedes af et almindeligt Blodbad! Negrene, som vare fuldstændig berusede, lod sig næppe af humane Hensyn lede til at skaane de Hvides Liv; men de vare saa opflammende af Begjærlighed efter at ødelægge og afbrænde Eiendomme, at de ikke havde Sans for Andet, og indbyggerne fik Tid til at flygte.

(Illustreret Tidende, november 1878 (uddrag)


Nedenstående artikel fra The New York Herald bragte også en "boks" med oplysninger om St. Croix.

Oprøret på St. Croix nåede også til udlandet, og bragte mange artikler. Fx. bragte The New York Herald, 28. november 1878, næsten en hel side. Artiklen begrundede oprøret i de slavelignende arbejdsforhold for befolkningen, og konkluderede at det nok ikke ville blive ændret. Her i uddrag - overskrifterne først i artiklen er medtaget, fordi de antydede indholdet. Afskriften af Labor act er udeladt, men i den oprindelige artikel er denne brugt til som bevis på de umenneskelige arbejdsforhold befolkningen levede under:



ST. CROIX.

Causes Which. Led to the Recent Outbreak.
EVILS OF THE EXISTING LABOR SYSTEM
Thirty Years of a Freedom Little Better than Slavery,
WHAT HAS FOLLOWED EMANCIPATION.
Business Interests of the Island. Paralyzed.
ADDITIONAL TROUBLE FEARED.

St. Thomas, Nov. 31, 1878.
The beautiful island of St. Croix. so recently .rendered desolate by the torch of the incendiary black laborers, is quiet on the surface, but the causes which led to the trouble have not been removed, and there is plenty of evidence that a very bad feeling still exists, which, if not  allayed, may lead to a repetition of the horrors already experienced.* Since its occurrence there have been many speculations as to the cause of the outbreak, and any number of theories have been advanced by those who have taken only the most superficial view of it. These theories have been but little better than ridiculous, and show how wilfully Mind men are to the wrongs of any system by which they prosper. The outbreak was in fact nothing more than a servile Insurrection by men who have been practically Slaves under the so-called "provisional" labor law which has been in existence for thirty years, and from which all the disadvantages of slavery have accrued to the laborer and none of the advantages. While it lias been and is still admitted that labor laws or vagabond acts of a stringent character have been found necessary in all those islands where slavery formerly existed, yet experience has clearly shown that good results have followed them only as kind treatment and a fair remuneration have been accorded the laborer.

DIFFERENT LABOR SYSTEMS.
In Jamaica the sentimentalisin which had its origin at the time of Wilberforce prevented the enactment of any laws for the regulation of the manumitted blacks, and so they were left to their own inclinations, which were to bask in the sun and eat the spontaneous products of nature, and as the result that once beautiful and thrifty island became little better than a desert. In Martinique the Vagabond law enacted by the French following emancipation in 1848 kept the negro at work, while having respect to his freedom as a man and the pleasures of his semi-barbarous nature, and giving a fair remuneration. The result, as is known, has been one
of entire satisfaction to the employer and the employed, and Martinique is one of the most prosperous Islands under the sun. I refer to these cases as they constitute the two extremes in the treatment of the labor question following tbe abolition of slavery.

Herefter følger over flere spalter en komplet afskrift af St. Croix' Labor Act. Artiklen konkluderer følgende:

PRESENT CONDITION OF THE ISLAND

The evil effects of the outbreak have not ended with the destruction of the estates. The manufacturing and agricultural interests of the island are paralyzed by the want of confidence resulting from a knowledge of the fact that the cause of the trouble still remains and may, and not unlikely will, lead to further troubles. Men sit despairing amid the ruins of their estates, seeing no way to recover from their losses. The negroes - and they are comparatively few - who are willing to work for the wages prescribed by law are naturally regarded with suspicion, fears being entertained that they only seek an opportunity for revenge or additional destruction. The course which has been pursued in suppressing the insurrection and punishing the insurgents has not been characterized by wisdom. It has had the effect of practically establishing a color line, placing every negro in antagonism to the whites. It has resolved itself into a war of races, in which the governing class are only protected by their arms, of which the negroes are entirely destitute. The latter are peaceful for the time because they are powerless, but there are not wanting evidences of the feeling which controls them. Only last week a negro who had been instrumental in saving property belonging to Mr. Fintaino. the planter who was killed at the post, was murdered in his house, and this is but a sample of what is occurring. What the end is to be no one can tell. In the present condition of affairs it is evident no attempt will be made to conciliate the laborers and, without this, only the strong urni of military power and the practical reestablishment of slavery can induce them to return to their work. Meantime, business is prostrated and no attempt is being made to restore the destroyed estates.

(New York Herald, 28. november 1878)


(Af læsbarhedshensyn har jeg indsat afsnit på steder hvor de ikke forekommer i den originale artikel).

REPORT
to the Governor of the Danish West India Islands, concerning the events which took place in Frederiksted the 1st October 1878 and the night following, rendered by acting Policemaster in the Jurisdiction of Frederiksted. R. Petersen.

Udsnit af New York Heralds kort over Sankt Croix som gengiver navnene på plantagerne. Frederiksted er angivet på vestkysten (til venstre), Christiansted på nordkysten, længst til højre.

On Tuesday, the 1st October 1878, after breakfast time, say a little before noon, when I returned from my house in Dronningensgade to the police office in Frederiksfort, I met only a few estate-labourers in the street. From 8 o'clock a.m. to half past 3 o'clock p. m. that day there was a good deal of passport business in the office, all of which, however, was settled without difficulty; and when at the last-mentioned time the business in the office appeared to be over, I asked the Police Assistant, Overkrigskommissær Gyllich, to join me in a drive through the streets of the town, in order to see how matters stood, seeing that the day had passed quietly in comparison with the 1st October of other years, and hardly anybody had been taken into custody for disorderly conduct in the streets. 
Accordingly we drove out, and reached as far as the Apothecary's Shop on the corner of Dronningens and Kongens Tværgade before we met any larger number of estate-labourers; the Judge, Councillor Sarauw, was standing in the street, and requested me to send out some policemen, as people were being killed at the corner of Prindsensgade and Kongens Tvergade. I drove up to the place thus indicated, where however, I found only one man, Henry Trotman, of Est. Mt. Pleasant and Plessens, lying in the gutter in a state of drunkenness; he had cut his foot on a stone or a piece of glass, in such a manner that it was bleeding. This man was brought to the hospital. I then drove back to the Fort, in order to call out the whole police force, and intendirg to cause the two mounted orderlies to ride slowly through the streets, which, I hoped would have some effect on the populace. 
On my way to the Fort, and close to the Apothecary's Shop, I met two policemen, who had arrested Joseph La Grange (who afterwards proved to be one of the chief ringleaders,) and were endeavouring to bring him to the Police-office. I drove immediately behind them, got out of the carriage, and spoke to the Iabourers, but they were noisy and threatening, and effected by main force the rescue of Joseph La Grange, who ran away. 
- I then drove to the Fort, called out the rest of the policemen and two mounted orderlies, and followed them with the Police Assistant to the carriage. At the corner of the Apothecary Shop one of the rioters threw himself upon one of the orderlies, and threatened him with his stick, upon which both of the orderlies drew the sable and cut about them, but without striking anybody. As, however, the mob was increasing, and shouted and yelled, and as I judging from the number and manner of the mob, could foresee that by using violence I ran the risk that my force, the greater part of which was unarmed, would be struck down, and that thus the Fort might fall into the hands of the populace - I caused the orderlies to follow slowly behind my carriage back through Dronningens Gade, the Policemen following a little further back, forming a line across the street. The mob followed us, and I was in hopes that the boldest among them would follow us into the yard of the Fort; in which case it was my intention to have the gates promptly closed, and thus endeavour to restore quietness when the leaders were caught. The mob threw stones at us in the street, but I restrained my men from attacking them; and we got into the Fort, while the mob stopped in Kongensgade 

Gade i Frederiksted. Licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens. Det Kongelige Bibliotek.

I then left the three orderlies and the policemen in the Fort, and went, accompanied by the Police-Assistant up in Kongensgade, in order to speak to the rioters and to learn what they wanted. While we were on our way thither the Public Physician, Dr. Hansen and Comptroller Birch joined us; the British Vice-Consul, Revd. DuBois, was already on the spot, in the midst of the mob, seeking to pacify them. We went singly about amongst the rioters, proceeding up-street, preventing them from fighting amongst themselves, and trying to speak with them, which was not easy, on account of their being very noisy; they were willing enough to talk, but nobody wanted to listen. Our intention was, to lead them on to the Southern outskirts of the town, and there to persuade them to go home. At length we succeeded partly - that is: we got them on to the outskirts of the town, and several of them promised to go home quietly and get the others to go with them; amongst those who gave me their promise to that effect was Joseph La Grange whom I met again here. Thus going along with them, we learned also from them, that they were dissatisfied with the pay fixed by the Labour Act, and wanted 20 to 25 cents per day in money. 
Suddenly all our endeavours were frustrated: a woman, Felicia James, from Mount Pleasant and Plessens, came running and told the mob, that Henry Trotman of the same Estate, whom the police had caused to be lodged in the hospital, had died there in consequence of the blows inflicted upon him by the police. Now there ensued such a noise and throwing of stones that I went away in order to write to the Presidency for assistance; but on the way I met Dr. Hansen near the Apothecary's Shop, and with him I went first to the hospital, in order to see if anything was the matter with Henry Trotman. We found him lying on a mattress in one of the rooms in a state of utter drunkenness, having suffered no further bodily injury, except that one of his feet was bleeding, and in the same state as when I found him lying in the gutter. When we were in the gallery fronting Strandgade, intending to leave by the chief staircase, the mob which I had left at the outskirt, ol the town came rushing, headed by Felicia James, shouting that they were going to see if Henry Trotman was dead, and tried to force the gate fronting Strandgade. The gate, however, withstood their attack, and from the window of the gallery I called out to them, that I had seen Henry Trotman just now, and that nothing was the matter with him, except that he was quite drunk. 
At this juncture, Dr. Hansen and I ran down into the street to the mob, and Felicia came at once running up to me; I explained again that nothing was the matter with Henry Trotman, and told them to go away quietly without disturbing the sick; Dr. Hansen also did everything in his power to get them away. It was all to no purpose; from Kongens Tværgade they rushed up the main staircase, and both of us ran up also to keep the door; but they pushed it open at once, and we went away, Dr. Hansen homeward, and I, taking the way of Kongensgade, to the Fort. When I arrived there, the Police Assistant had already distributed our Minié-rifles, 9 in number (one of which, however, broke at once) to the policemen, who stood by the outer gate, while the three orderlies were holding on horseback in the yard. I was just going to write to the President, in Christiansted for assistance, when I saw the mob coming shouting up Strandgade from the hospital, in increased number, and take up their stand in front of the Fort, between the Customhouse and the wharf. A couple of minutes after, a rain of stones was sent down upon us in the fort yard, and when this was repeated, I gave order to fire.
As far as I am aware, no one was hit; but the whole mob stormed under savage cries against the fort, pulled down the outer gate, which consisted of palings only, and threw it into the sea. We hurried into the inner fort yard, barred the gate under the Judge's office, and got the orderlies, who promptly stabled their horses, in by a back-door fronting the stable-yard. Now began a murderous fire of brickbats, stones, couch shells and cannon-balls - which latter from old time were piled in the outer yard, - in such a manner that the entire inner fort yard and the bastions were covered by the missiles, and we had great trouble in delivering one fire without getting crushed; in several places whence we might have fired, the prison-cells were occupied by prisoners. The mob surrounded the Fort; they were in front of the Judge's office and in the stable-yard, and threw their missiles at us with great violence, so that I failed to understand that, only one man, nightguard Fossett, was hit by them (in the side). The three soldiers and the policemen present (some had been out off from us in town), and two men from town, who had followed with the Police-Assistant into the Fort, Mr. Tolderlund and Mr. Adolphus Joseph, exhibited great courage and coolness, and fired on the mob so effectively, that after the expiration of half-an-hour, about 5.30 p.m., especially because they had not succeeded in forcing the inner gate of the fort (which, however, nearly gave way) - they drew away from the Fort and went down to town. 


Considering what had happened, I dared not assume the responsibility of leaving the Fort and attacking the mob in the streets, seeing that the number of the rioters was very considerable, and increased in the course of the evening and the night (if was reliably estimated at 600 800), and I had only 8 mozzle-loaders and 3 breechloaders; but I wrote at once to the President for an assistance of 20-25 soldiers, and despatched my coachman, John Mcintosh, on one of my horses with the letter at 5.45 p.m., through the stable gate by the Northside road, seeing that he could not pass through town on horseback; I dared not send an orderly, who in all probability would have been murdered by the rioters. I learned afterwards that a good many people were in motion on the Northside road; they pursued my coachman to such a manner that he had to seek refuge with Mr. Ramsay, manager of Estate "Punch " This latter sent, by another messenger, the letter to Mr. Foster, manager of Estate "Mon Bijou"; this messenger also was stopped on the road by great numbers of estate-labourers, but succeeded in reaching "Mon Bijou," and Mr. Foster despatched a third messenger, who reached Christiansted at one o'clock a.m. Wednesday morning, and delivered the letter to the Vice-Governor. 
We knew nothing about all this in the Fort; we hoped that the military might be on the spot about 10 or 11 o'clock in the evening, and that thus we would be enabled to save the greater part of the town, which as early as 7-8 o'clock p.m. began burning in some places, seeing that the mob broke open some shops, threw the goods into the street, poured kerosene over them and put fire to them; from the burning goods the fire in most cases caught the roofs of the houses, which thereupon burned down. In this manner the fire spread more and more; at length they put fire to the Customhouse. 
We were expecting every moment a new attack on the Fort, as we heard the rioters constantly saying that it was all of no use, so long as the Fort was not burned down; but there was no unanimity on this point, and one half of them thought it, was more safe to destroy the stores and houses, seeing that not a few of them had got wounded in the first attack on the Fort - Several times they advanced, gesticulating fearfully and striking together the cane-bills which they had robbed from the stores; but as we fired whenever any one came sufficiently near, they generally preferred keeping their distance, and retired again. It should be observed, that we were obliged to save our ammunition as much as possible, to provide for the eventuality that my messenger had been intercepted by mobs in the country, or that no assistance could be sent us from Christiansted; the streetmob declaring eagerly that that town was burning also. 


- At 2.30 a-m. the 2nd inst. I got a black man, Charles Thomas, who had come to us in the Fort in the course of the night, to ride up to the Vice Governor with another letter, and he, after encountering much difficulty, reached Christiansted at 6 o'clock a.m., but when he arrived, the military had left 3 hours before 
- Between 3 and 4 o'clock a.m. the second attack was made on the Fort - this time from the stable-gate and from the sea-side by the bathing house; but as we gave fire whenever a head peeped out, the rioters broke into the garden behind the table-yard, through a small wicket fronting the public road, and from the garden put fire to the roof of a small house, Which is used for storage of petroleum from town, and at the time contained 840 gallons petroleum and about 2,000 squibs; at the same time they sent volleys of stones at us in order to prevent us from extinguishing the fire and shooting. We now got a small fire-engine up from the yard, by means of which we threw water on the shingled roof of the small house (commonly called "the birdcage") in which I have two private office rooms; we also, by directing the hose through the windows shove and below, poured water over all the wood work in the stable yard, - at the risk, of course, of being crushed by the stones thrown by the rioters, who understand throwing stones with correctness of aim and at a great distance. In view of the danger that the fire should spread, we had also to loose the horses in the stable-yard. 
The rioters endeavoured, by throwing stones, to prevent us from extinguishing the fire, but some well-aimed shots kept them at a distance; a few who came too near were shot down; and we succeeded in limiting the fire to the kerosene house, of which the roof and the contents burned, so that only the shattered walls are left. From the kerosene-house the fire caught the wooden shed between the kerosone-house end the stable-yard; but police-writer Henderson, under-corporal Petersen, and one of the drivers with some active prisoners, went down in the stable-yard and extinguished the fire. This attack lasted till 5 o'clock a. m. In an examination which I held a few days after, it was explained, that the purpose of this last attack was to get into the stable-yard, and when this failed, to burn down the kerosene-house, so as to make a wide gap, through which the mob should then rush in under a lean to which, fronting the stable-yard, is attached to the Police office; from this point a door should be forced, and 2 or 3 bottles of burning kerosene thrown into the room thus opened (the former guard-room), in order to cause the burning of the men upstairs. 
- A little before 6 o'clock a.m., when a part of the rioters had left town, and most of those remaining had gathered to the north of the Moravian establishment, and were most probably preparing a third attack on the Port, Lieutenant Ostermann arrived with 19 military by the Northside road, and was admitted through the stable-gate. I now had the flag hoisted, and, I immediately after the arrival of the military, went out in the town with the Lieutenant and 30 soldiers. The first thing was to fire on the rioters assembled at the Moravian establishment; after dispersing this mob we marched through the streets, which the Lieutenant cleared by firing some volleys; at the same time we effected some arrestations. We succeeded in being just in time to save the large house belonging to Comptroller Birch, situated on the corner of Kongensgade and Toldbodgade (formerly the residence of Policemaster Egg. ), which the mob had commenced firing; they had poured kerosene over the furniture, but luckily only a door fronting Toldbodgade had caught fire, which I caused to be extinguished at once. 
After our return to the Fort, we had a brass gun - which was offered us by Major Moore, and was lying in his burned-down property in Strandgade - moved up on the bastion, mounted on an old gun-carriage, and loaded with a charge of grape shot, some of which had, luckily, been left behind when the military last year was removed from the Fort, but which up to that moment had been of little use to us, seeing that no gun had been left to the police. About 9 o'clock a. m. Lieutenant Ostermann and myself got a report of what had occurred sent off to the Vice-Governor, by the hands of Mr. Thomas Elliott from Christiansted.

(St. Croix Avis, 30. november 1878)