- Korsør, den 14de August. Med Godstoget fra Kjøbenhavn ankom igaar hertil, under Bevogtning af 6 Politibetjente, Hovedmændene for den berygtede Bande Forbrydere, Peder Olsen, Jens Boye, Christen Sosmed og Anders Prangers, som for faa Aar siden i saa høj Grad foruroligede Beboerne af det vestlige Fyen, der var Skuepladsen for deres forvorpne, tildeels bestialske Ugjerninger. Forbryderne transporterees i Aftes videre med "Kronprindsen" til Nyborg, for derfra at fortsætte Reisen til Middelfart, og Fredag Morgen at føres til Stedet for deres Forbrydelser, Egnen mellem Assens og Middelfart, hvor Dommen skal fuldbyrdes. De to Første, Peder Olsen og Jens Boye henrettes; Christen Søsmed og Anders Pranger kagstryges samt derefter hensættes i Horsens Tugthuus paa Livstid.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1856)
Henrettelse. Af den bekjendte fyenske Forbryderbande ere nu 2 blevne henrettede. "Vestfyenske Avis" meddeler herom: "Forbryderne have nu lidt deres Straf. Efter *ienvidners Beretning viste Boye sig i Dødsøieblikket meget fattet og frimodig, hvorimod Peder Olsen var feig og forknyt, ligesom hans Forbrydelse var lav og nederdrægtig, saa at han halv med Magt maatte føre ham til Executionen. - Den væmmelige Overtro, at man ved at drikke et Menneskes varme Blod kan blive befriet fra Slagtilfælde osv., gjorde sig ogsaa gjældende ved denne Leilighed, idet, som der berettes, 2de Piger drak af Jens Boyes Blod, hvortil han for sin Død havde givet sit Minde.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1856).
Da Fyn var i Røvervold.
Retstilstande omkring 1850.
Danmarks Smørhul, det venligt smilende Fyn, har ikke altid været den samme fredfyldte Idyl som nu. Endnu den Dag i Dag beretter gamle Folk med en sær Gysen i Stemmen om hine Tider, da det halve Fyn ikke tik ordentlig Søvn i sine Senge i de lange, lange Nætter, hvor Gru og Uhygge som en Mare red Beboerne af ensomme Gaarde og Huse. Thi i Mørket derude lurede Stimænd og Røvere, som ingen Øvrighed syntes at kunne faa Bugt med.
Bogstavelig ikke én vidste sig sikker paa Liv og Gods. Det var sørgelig velbekendt, at de to dristige Røverbander, som terroriserede visse Dele af Øen, ikke gik af Vejen for nogetsomhelst. Og hvad nyttede det, at man satte tykke Jernstænger for Vinduerne - endnu findes de særlig i Nordfyn bibeholdt i Storstuen paa adskillige gamle Gaarde - man havde Exempler paa, at Røverne, som ofte kom kørende, mange i Følge og bevæbnede til Tænderne, naar de mødte denne Hindring da uden videre brød Hul i Muren ved Siden af Vinduet og derefter frejdigt steg ind for at fuldføre deres Forehavende.
Det siger sig selv at Beboerne under disse forrykte Forhold blev meget nedtrykte og modløse, saa meget mere som Henvendelser til den lokale Øvrighed om Beskyttelse forblev aldeles frugtesløse. Undersøgelse og Forhør blev naturligvis prompte iværksat, men derefter døde Sagerne hen. Det var jo ikke just som "Sherlock Holmes"er, at Datidens Retsbetjente udmærkede sig.
Tilsidst turde Beboerne næppe anmelde de grove og dristige Forbrydere til Herredsfogden, thi Erfaringen viste, at dette saa langt, fra at føre til noget, tværtimod gjorde den vidt, forgrenede og glimrende organiserede Røverbande endnu mere sikker i sin Overbevisning om at der herskede Fred og ingen Fare, hvad Efterstræbelser fra Øvrighedens Side angik. Den almindelige Mening vidste vel at betegne Flere Personer som Deltagere i eller endog Ophavsmænd til de fleste Forbrydelser, men Beviserne manglede, hvilket rigtignok synes i allerhøjeste Grad paafaldende, naar man betænker, hvor ovenud dristigt Forbryderne gik til Værks. De drog omkring i hele Flokke, som nævnt endog undertiden med Heste og Vogn. Jærnbanen existerede endnu ikke, ellers havde de vel benyttet denne! (Først i 1865 aabnedes Banestrækningen fra Nyborg til Middelfart, senere forlængedes den til Strib).
Men omsider skete der noget, som bevirkede, at Regeringen ikke længer kunde sidde Befolkningens Klager overhørig. Dette "noget" var to Mord, som fandt Sted under særlig uhyggelige Omstændigheder.
Torsdagen den 1. April 1852 blev en ugift Kvinde Ingeborg Rasmusdatter fundet som Lig i en Tørvegrav i Nærheden af Ettrup i Rørup Sogn (Finansborgmester Jensens Fødesogn). Ansigtet var frygtelig mishandlet, og det syntes, som om Morderne havde kvalt hende, forinden de kastede hende i Vandet
Den myrdede var Søster til en ugift Gaardejer Jørgen Rasmussen i Ettrup, og den almindelige Mening paa Egnen var øjeblikkelig, at Mordet var begaaet af en løsagtig Kvinde, Laurine Boye, som i Giftermaalshensigt lagde an paa Jørgen Rasmussen, men irriteret ved den Modstand, hendes Planer mødte hos hans Søster Ingeborg, resolut havde besluttet at rydde denne Hindring af Vejen. Som Laurine Boyes Hjælper nævntes hendes Elsker, en Tjenestekarl Peder Olsen, men skønt Egnens Befolkning dermed i Realiteten havde opklaret Mordet, kom den tilkaldte Øvrighed ingen Vegne med Sagen, som blev indrulleret under Rubriken: Uopklarede Mysterier.
Natten mellem 11. og 12. Oktober 1853 skete det næste Mord. En 60-aarig Husmand Niels Hansen i Broendehus under Grevskabet Wedellsborg blev ved Midnatstid banket op af en fremmed, som bad Niels Hansen følge ud med en tændt Lygte, da den fremmede angav at være væltet med sin Vogn i Nærheden af Huset. Niels Hansen fulgte intetanende med, men da han i nogen Afstand fra sit Hus Bemærkede endnu to Personer, men ingen væltet Vogn, anede han Uraad og vilde i Løb vende tilbage til sit Hus. I samme Nu, han drejede omkring, kastede den fremmede bagfra en Strikke om hans Hals og jog ham derefter en bredbladet Kniv i Underlivet. Niels Hansen segnede ikke, men frigjorde sig hurtigt for Strikken og løb alt, hvad han kunde, henimod den noget fjærnere liggende "Broendegaard"; til sit eget Hus, hvor han boede alene, turde han nu ikke begive sig af Frygt for, at de tre Mænd dér yderligere skulde lemlæste ham. Ankommen til "Broendegaard" blev Niels Hansen bragt til Sengs og en Timestid senere kørt til sit Hjem, hvor han to Dage senere døde. Forinden var Retten bleven sat ved hans Dødsleje, men det Signalement, han kunde opgive af Morderne, var yderst mangelfuldt og indskrænkede sig egentlig til, at de alle tre var ret smaa af Væxt og alle iført mørkt Tøj. Naar man kendte de lokale Retsbetjente var det altsaa paa Forhaand afgjort, at en Opklaring af Mordet paa Niels Hansen var haabløs som de andre Forbrydelser.
Men nu greb Regeringen endelig ind, hvad den forlængst burde have gjort, og gav i December 1853 Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret Herman Rothe et allerhøjeste Commissorium til at anstille Undersøgelser om alle de igennem de seneste fem Aar begaaede Forbrydelser.
Rothe var i Sandhed den rette Mand, en fremragende Dygtighed, og - som det synes - et langt Stykke forud for sin Tid. I Efteraaret 1855 kunde han forlade Fyn med den stolte Bevidsthed at have bragt ordnede Tilstande til Veje. To af Omfang imponerende Commissionsdomme, afsagte henholdsvis 21. og 2. Oktober 1855, gjorde definitivt Ende paa det hærgende Uvæsen, rykkede Ondet op med Rode. To i Landets Kriminalhistorie aldeles enestaaende Forbryderorganisationer hævde ophørt at existere, deres 109 Medlemmer var behandlede efter Lovens strængeste Straf, Hovedmændene (alle af den nordfynske Bande, som i Raahed og Hensynsløshed langt overgik den mere beherskede sydfynske, der havde Svendborg og Egnen deromkring til Arnested) dømtes fra Livet, den ovenfor omtalte Peder Olsen, som deltog i Mordet paa Ingeborg Rasmusdatter, skulde ikke alene miste Hals, hans Hoved skulde ogsaa sættes paa en Stage.
- Laurine Boye unddrog sig den jordiske Retfærdighed ved at dø, mens Undersøgelsen stod paa. De tre, der myrdede Niels Hansen, "Broendehus", var Jens Henrik Christan Boye, Christen Hansen Sosmed og Anders Pranger. De dømtes alle til Halshugning med efterfølgende Stejle og Hjul. Resten af den nordfynske Bande, som alene talte 59 Personer, idømtes Fængselsstraffe fra 16 Aar og nedefter. Blandt de 59 var af mere kendte Forbrydere "Stikirend Skræderen" og Jens Rytter, en af Deltagerne bar det fine Navn Henrik Ibsen (hvad dog ikke kunde fri ham for 8 Aars Tugthus!), 15 af de 59 var Kvinder, væsenligt de impliceredes Hustruer. Hovedmanden og Organisatoren var Jens Boye, Mand og Mand imellem benævnes den da ogsaa "Boyes Bande". Han var en udmærket begavet Mand som ofte under Forhørene imponerede Assessor Rothe ved sine kloge Svar og endog et Par Gange skal have sat denne ypperlige Kriminalist til Vægs i Diskussioner om juridiske Spørgsmaal.
Den Bande, som samtidig med Boyes huserede i Fyns sydlige Del, men forøvrigt var aldeles uafhængig af denne, bestod af 50 Personer, deriblandt 14 Kvinder. Bandens Hovedmand var en Husmand Jørgen Jespersen Lind af Skovrup Mark. Han var tillige Vinkelskriver og "nød som saadan en vis frygtsom Respekt hos Almuen", forøvrigt ligesom Boye en udmærket Begavelse, som ved Kløgt og haardnakket Benægtelse kunde sno sig fri selv af Sager, hvor hans Medhjælper var fuldt overbeviste. Han naaede ikke at blive dømt, men døde under Sagens Behandling. Hans 49 Medskyldige fik Fængselsstraffe, der spændte lige fra livsvarigt Tugthusarbejde og ned til Vand og Brød i 5 Dage. De mest bekendte Navne i den sydfynske Bande var Møller Morten Mikkelse, Thurø, en forhenværende Tugthusfange Jens NIelsen Thøsing og Rasmus Hansen Pave af Tved. Iøvrlgt er Banden bemærkelsesværdig derved, at den blandt sine Medlemmer talte adskillige Haandværksmestre i Svendborg, som man mindst vilde have ventet at finde i dette Iag. Familien Dreyer har været særlig virksom baade en Snedkermester, en H[ær]svinger, en Snedkersvend og en Smedemester af dette Navn findes blandt de Dømte, desuden vor der en Guldsmedemester i Svendborg og en Bødkermester i Rudkøbing, Resten er Vævere, Indsiddere, Tjenestekarle, Slagtere o. s. v., men alle faste, bosiddende Folk i Svendborg og Omegn.
De Kup, som Jørgen Linds Bande præsenterede, siger rent Sparto til, hvad Boyes samtidig kunde udrette i Nordfyn. Medens Boyes Folk vist aldrig har drevet det til mere end ca. 100 Rigsdaler paa et Sted, stjal Lind personlig 1900 Rigsdaler fra Gaardmand Jens Rasmussen i Oure og har flere Gange ved Indbrud bjærget 7 800 Rigsdaler. Til Gengæld er intet bekendt om, at Linds Bande har begaaet Voldshandlinger, endsige Mord, mens Boyes ikke veg tilbage for nogetsomhelst. Mordet i Broendehus blev begaaet i røverisk Øjemed, men bragte ikke de tre Mordere det fjernesite Udbytte, da Niels Hansen mod Forventning ikke laa med kontante Penge.
Boye, Sosmeden, Anders Pranger og Peder Olsen blev henrettet kort efter, at Assessor Rothe havde afsluttet sit store og energiske Arbejde. Dommene exekveredes som Skik var paa en Bakke i Nærtieden af det Sted, hvor Forbrydelserne var begaaet. Fra hele Fyn strømmede Folk til for at overvære Henrettelserne, og der gik som en Bølge af Lettelse igennem Masserne, da Skarpretteren løftede de blodige Hoveder op til Beskuelse. En ond Tid var endt., og de oprevne Sind kunde atter falde i Lave. Kun Jærnstængerne for Vinduerne i de gamle ensomme Gaarde er nu tilbage som Vidner om en svunden Tids Rædsel og Uhygge.
(Gunnar Fenøe i "Hver 8. Dag").
(Horsens Social-Demokrat 16. december 1922)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar