Stændervalget i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 3die Præstekreds, i Tønder, er der, efter K. E., "kun" strøget 2 Præster, nemlig de to konstituerede Præster paa Sylt, Møller og Frenssen, af hvilke nu Møller af Regjeringen er bleven udnævnt til virkelig Præst; kan han saa være "berygtet"? eller kan Nogen endog fungere som Præst, der af andre Embedsmænd erklæres for ikke at være uberygtet og af denne Grund at skulle miste sine statsborgerlige Rettigheder? Eller kunne andre Embedsmænd berøve den, som beklæder Statens Embede, Statsborgerret? Maa ikke Embedets Udøvelse og Værdighed beskytte mod en slig Spoliation? I samme Kreds notedes Præsterne endda ikke med at see 2 Colleger strøgne, men af flere af dem forlangtes ogsaa Strygning af 14 "Brødre i Kirkens Tjeneste". I denne Præstekrig sejrede de tog ikke dengang, thi i Valgbestyrelsen var der lige mange, 3, for og imod og Bestyrelsens Formand gav da Udslaget for, at de 11 ikke ogsaa skulde ud af Kredsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. november 1860).

I 17de slesvigske Landvalgkreds (Tøstrup, Gelting, Quern, Steinberg, Sterup, Esgrus, Sørup) skulle, efter I. Av., - ca. 1000 valgberettigede Grundejere være strøgne af Valglisterne! Flensb. Av. slutter, meget oprigtigt, at hvis man ikke har taget det anførte Tal for fuldt, og den anfører ingen egentlige Data herimod, saa er der ikke mange Vælgere tilbage. - Saa meget er da vist, at i samme Valgkreds havde man forrige Gang strøget saa kraftigt, at en heel Landsby gik ud af Valgtexten.

I Flensborg er indgivet en Protest imod Stændervalget. Beretninger derfra i Alt. M. og Itzeh. Av. klage over, hvad Byens eneste Avis betegner som Fabel, at det ministerielle Partie ved sin Agitation ikke blot skulde have skræmmet afhængige Smaaborgere, men at Politiemesteren, som ikke hører til Valgbestyrelsen, havde i Uniform været tilstede hele Dagen og gjort Notitser ved Stemmegivningen og ladet uddele Valgsedler ved Politiebetjentene.

Ved et Valggilde, efter at Pastor Christiansen af Middelby var valgt til Stænderdeputeret i Flensborg for tredie geistlige Valgkreds, holdt Pastor Koch af Burkal, som ikke havde faaet fleer end 2 Stemmer, uagtet Bladene havde designeret ham til Deputeret, en Tale til den Valgte, som fortjener at betragtes lidt nøiere. Christiansen sagde nemlig i sin Tak til Valgdirecteuren for det udbragte Velgaaende, at "han ønskede, at Forhandlingerne i næste Forsamling maatte blive førte saaledes, at hver dansk Mand, som elskede Konge og Fædreland, maatte kunne følge dem med Glæde, og at han for sin Person efter bedste Evne vilde medvirke hertil." Dette greb nu Koch og yttrede, at det var værd at slaae fast. Vi forstaae desværre nok hvorfor, Christiansen meente sikkert Ordet "dansk" i undersaatlig, i politisk Betydning, uden alt Nationalitetshensyn, hvilket fremgaaer af hans tidligere sindige og upartiske Stænderfærd; men Koch vil slaae det fast som Partieord. Og til yderligere Tydelighed sammenligner han nu - ad en Omvei - Pastor Christiansen i sin tidligere Upartiskhed med "Buridans Æsel, der stod midt imellem to Knipper Hø". Ved Knipperne tænker Koch saaledes paa det danske og det tydske Bundt af Partiemænd. De burde dog begge, især da det danske, altid have for Øie, al der gives en høiere dansk Eenhed, det hele Danmarks, Statens, som de begge gaae ind under, og som de med Tak, ikke med Spottegloser, skulde hilse Anerkjendelsen af, især naar den skeer med den Ærlighed og den Sagtmodighed, som sikkerlig har ligget i den saa samvittighedsfulde Pastor Christiansens Ænske. Vi ville søge et heldigt Forvarsel deri, at denne Deputerede er fra - Middelby! (Indsendt til Staten).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. december 1860)

I Byen Slesvig har Stændervalget, trods Strygningen af den hidtilv. Deputerede Marqvardsen eller paa Grund af Strygningerne (efter K. C. vare 300 strøgne), især været stærkt imod den slesvigske Styrelse. Imedens Petersen og Tüxen valgtes med resp. 232 og 200 St.: naaede, med de fleste Stemmer derefter. Modpartiets Candidater, Skorsteensfeierm. Peschke og Muurm. G. Jessen, kun resp. 37 og 22 Stemmer. Flensb. Av. betragter endog Valget for saa vidt som et foreløbigt Dækningsvalg, idet man venter, at Suppleanten paa Grund af sin høie Alder vil gaae af. Der vil da hengaae 8 Uger til at foretage et nyt Suppleantvalg, under hvilken Frist man da haaber den udelukkede forrige Repræsentant Marqvardsen atter optagen paa Valglisten. Naar han da er valgt, vilde den nyvalgte Deputerede træde tilbage og Marqvardsen træde i hans Sted. Petersen er født i Angeln og en Ven af en af Oppositionens Førere, Rigsraadsmedlem Hansen-Grumby. Amtmanden, Kherre. Holstein, forbød ved Valghandlingens Slutning at udbringe et Hurra for de Valgte! - Den 9de Valgkreds, hvor, som igaar berettet, ogsaa Oppositionens Medlemmer gjenvalgtes og hvortil Flensborg, eft. Db., "var overfyldt af Bønder, der vare strømmede ind til Valget", tæller ogsaa endeel Sogne i Angeln, nemlig Adel by tæt ved Flensborg, Rüllskov, Hyrup, Munkbrarup, Grumtofte og Nykirke. Efter Flb. Av. "have forøvrigt ogsaa her, som i andre Kredse, Forskjellige (forgjæves) protesteret imod Udelukkelse fra Valglisten". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. december 1860)

Valg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Valgloven i Slesvig er vel saa aristokratisk og skadelig som blot mulig, og paaberaabes derfor idelig ved Sammenstilling af Fleertallets store Forskjel imod Mindretallet i Stænderforsamlingen. Men man har paa anden Side altid fortiet, at der ved Valglisternes Udfærdigelse i sin Tid strøges deraf en stor Mængde Vælgere, der førtes hen under Kategorien "berygtede" fordi de i Gjerningen eller demonstrativt havde i sin Tid deeltaget i Oprøret. Dette kan baade efter Udtrykkets almindelige Begreb og især efter at Kongens Amnestie havde lyst Forglemmelse og Tilgivelse neppe have været forsvarligt, og dog gik man saa vidt, at man idetmindste i eet (og vel flere) Districter endog strøg en heel Landsby bort fra Vælgerlisten og erholdt dog en oppositionel Deputeret i Districtet! Nu have, efter Møgelt. Av., Beboerne i Husum ved en Deputation fra Magistraten henvendt sig til Hs. M. Kongen personlig, for at erholde deres Valgret, og bedet tilgive deres aldre Forhold. Hs. Maj. Kongen svarede ogsaa herpaa med venlig Imødekommen og ganske overeensstemmende med sit tidligere Amnestie, at paa det ældre Forhold tænkte han ikke mere; at den Sag var tilgivet og at Alt kunde blive godt, naar de kun herefter vilde handle som troe og loyale Fædrelandets Mand. Et langt større Antal Vælgere vil saaledes vist i flere Egne af Slesvig iaar komme til at udøve deres Valgret. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. september 1860).

Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.

Slesvig Stænderforsamling: Frihedsrettigheder i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Den til Hovedstaden alt i forr. Uge hjemvendte slesvigske Minister har, efter sin Udflugt til 3 Sogne i Angeln, meddeelt Kongen en offentliggjort Beretning, hvorefter Ministeren har fundet Underviisningen, baade i Dansk og Tydsk, og dens Frugt i de 3 Sogne, Munkbrarup, Huusby og Sattrup, aldeles fyldestgjørende. - I den første have vi selv engang gjort den samme Erfaring, men Sognet har ogsaa en usædvanligt dygtig Almuelærer, som har benyttet den for kort afmaalte Tid i det ene Sprog meget omhyggeligt og tillige afvejende talt begge Sprog med Børnene, hvad ikke overalt tilstedes. Skoleunderviisningen paa Landet er i det Hele meget god i Slesvig; saaledes vil man idetmindste vistnok træffe den paa mange Steder. Men naar altsaa begge Sprog læres tilfulde, d. v. s. at der overalt i de blandede Kredse som paa de 3 nævnte Steder pligtmæssigt sørges derfor, hvorledes bare faa Præster kunnet med nogensomhelst Ret erklære og den forr. Minister tage saadan Erklæring for gyldig: at Børnene ikke kunne tilstrækkeligt Tydsk til at forberedes til Confirmation og confirmeres paa Tydsk, naar Forældrene forlangte dette Sprog? eller hvorledes kan man da forsvare, at nægte Børnene eller Forældrene paa Børnenes Vegne, hvad selve Sprogrescriptet berettiger dem til som kirkelig Handling, at vælge det Sprog, hvori Børnene ønskes forberedede til Confirmation og konfirmerede? - Det er især denne Uretfærdighed der ogsaa, efter hvad den nuv. Minister har erfaret paa 3 Steder, er uden Nødvendighed - som man i Slesvig paa Landet har beklaget sig over, og som har foranlediget, at Forældre have sendt Børn andetstedshen for at konfirmeres. Lige saavel som Skolelæreren kan, hvor han vil og hvor det overlades ham, lære Børnene begge Sprog fyldestgjørende, lige saavel kan Præsten veilede Børnene til Bekræftelse i deres Tro og adspørge dem deri i det ene eller andet Sprog, der af eller for hver især vælges. Har Kirken afvexlende dansk og tydsk Gudstjeneste, for som Kirke at lempe sig efter hvers Sprogbrug og sætte Troesforholdet over Sprogforholdene og ialtfald over Tvist herom, og kan Enhver ved kirkelige Lejligheder, selv efter Sprogrescriptet, frit vælge efter sit Tungemaal, saa har Præsten ubetinget den samme Pligt ved Confirmationen. Det Modsatte har ogsaa fødet Tvist- og Tvangsforhold, som mindst af Alt kunne opbygge en Menighed, og selv den baade kirkeligt og sprogligt strængttroende Grundtvig har paa Kirkemødet for et Par Aar siden udtalt sig dadlende herom. 

Det kan ikke være Andet, end at mange Aars Samliv maa have knyttet mangt et Baand imellem Nordslesvig og Kongeriget, imellem Sydslesvig og Holsteen. Ligesom vi dybt vilde beklage Begivenheder, der løsnede Slesvig fra Moderlandet, saaledes er der mange, mange Medborgere i Kongeriget, for hvem Samstatsforbindelsen med Holsteen ansees for et Gode ikke blot for Slesvigerne, men for den hele, nord for Elben boende og fra Oldtiden samvirkende Befolkning. Vi imødesee Intet hellere end et oprigtigt Broderskab imellem alle fire Landsdeles Befolkninger, men troe, at dette Maal naaes bedst ved en gjensidig Agtelse for hinandens særlige Retsforhold. - Fra det folkelige Standpunkt ere vi her i Kongeriget vante til at modsætte os Embedsmandenes Overgreb i Anliggender, der bedst overlades til Folkets og Communernes Selvstyrelse. Vi have her efterhaanden seet Embedsstanden gaae frem i Humanitet og Agtelse for den bestaaende Forfatning, om ikke uden Kamp. Vi beklage, om Mænd, udgaaede fra Kongeriget, ikke have vidst at vinde de andre Landsdeles Agtelse og Tillid. Og vi skulle ikke undlade, saa vidt som vi formaae det, at indprente de opvoxende Embedsmænd et forsonligt Sindelag imod Befolkningen, ligesom vi ønske, at hver Landsdeels Embeder i Reglen besættes med Mænd, som der have hjemme og ere kjendte med Sæder - og Skikke. M. H. t. hele Statens fælleds Forfatning er den egentlige Befolkning i Kongeriget enig med lignende Anskuelser i de andre Landsdele om, at Forfatningen af 2den October 1855, hverken tilfredsstiller Ret eller Billighed. Vi ere derfor villige til ved alle lovlige Midler at virke hen til en Forfatning, hvor baade det Fælleds og det Særlige skeer Fyldest. Med disse Anskuelser kunne mange Mænd i alle Landsdele mødes, og saaledes Kronens og Statens Krav ikke mindre end Befolkningens og de særlige Landsdeles Tarv skee Fyldest i hver Henseende. - Vi have her som andetsteds havt at kjæmpe med hensynsløse Theoretikere og fordomsfulde Historikere, som kun i meget ringe Grad havde den nulevende Befolknings Vel for Øie, men satte Følelserne i Bevægelse ved Fortids Minder og Fremtids Drømme. Men i repræsentative Forsamlinger er man dog ogsaa udsat for tvivlsomme Demonstrationer, der kun give Øieblikkets Stemning Luft, og som ligne et brillant Fyrværkeri deri, at de blænde Øiet ved et flygtigt Skin og stundom ved Uforsigtighed tænde Lidenskabens Brand. Den roligere Deel af Befolkningen vil af Repræsentanterne see varigere Frugter, hvorved de fremme Almeenvellet, de aandige Krav ved Hjælp af materiel Fremskridt« og fri Udvikling af alle Kræfter. Kun saaledes kunne de overgive til ten svigende Slægt en betrygget og lovhjemlet Statstilværelse. (Eft. "Ret og Pligt".) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. februar 1860).

Overfor minister baron Blixen-Fineckes redegørelse står den slesvigske stænderforsamlings majoritets udkast til en 19 foliosider lang adresse til Frederik 7. Den blev i sin fulde længde offentliggjort i Aalborg Stiftstidende 15. februar 1860, I tysk udgave findes den i Allgemeine Zeitung, 15. februar 1860. Nogle uddrag heraf ses nedenfor:

- - -

1) Ved hin føl. Bekjendtgj. var "der lovet Landet, at der med Ordningen af Monarchiets Anliggender, under Bibehold og videreudvikling af de Indretninger, som enten omfatte alle Sammes Dele eller som ere grundlagte for enkelte af disse, skulde skridts frem i den Aand, at opretholde og forbedre de retligt bestaaende Forhold." "Denne Aand, siger Udkastet, har Landet (Slesvig) smerteliges savnet i Regjeringens Forholdsregler fra 1852 indtil nu. Det bedrøver os dybt at maatte udtale det, at Lovgivningens og Forvaltningens Tendents i denne Periode har været kjendelig derved, at bestaaende Indretninger og Forhold, uden Hensyn til dette Hertugdømmes Interesse og Lands-Repræsentationens Anskuelser og Ønsker saavel som til selve Landet, kuldkastes i den Hensigt at sætte danske Indretninger, dansk Forvaltning og Mønt, dansk Sprog, ja selv danske Bynavne istedetfor det hidtil Bestaaende. 

- - -

Istedetfor den lovede Ligeberettelse af begge Sprog er indtraadt en voldsom og skaansesløs Undertrykkelse af det tydske Sprog. Ved et Tillæg til Forfatn. for Slesvig er i Flensborg Provsti med 26 Sogne, i Kjøbstaden Tønder, og i 10 Sogne i Tænder Provsti, i 4 Sogne under Husum og Bredsted Provsti og i 9 Sogne i Gottorp Provsti det siden Aarhundreder bestaaende udelukkende tydske Skolesprog ved voldsom Tvang og tvertimod Indvaanernes Ønske blevet fortrængt, saaledes at der i alle disse Sogne kun 4 Timer om Ugen maa undervises i det tydske Sprog; men endog dette skeer ikke engang. I den største Deel af disse Sogne er det tydske Sprog udelukkende, i alle de øvrige overdelende Folkesprog, og bliver Underviisningen derfor i de fleste af disse Sogne givet Børnene i et for dem fremmed Sprog. Paa alle mulige Maader søger man at forhindre, at Børnene i disse Sogne blive underviste ved tydske Huuslærere; og det er blevet ubetinget forbudt, at 2 eller flere Familier i fælledsskab holde en slig Huuslærer. Naar det ikke kunde forebygges, at under saadanne Omstændigheder mange Børn af de saakaldte blandede Distrikter, d. e. af alle de nævnte Sogne, af deres Forældre bleve satte i Kost i saadanne Skoledistrikter, hvor Folkesproget var tydsk, saa har man dog vidst at gjøre dette Forældrenes sidste Forsøg paa at opdrage deres Børn i deres Modersmaal derved virkningsløst, at Børnene bleve nødte til at vende tilbage til deres Forældre, for at lade sig undervise i det danske Sprog i de sidste Aar for deres Confirmation, som holdes i nævnte Sprog. Ved en saadan Underviisning i et for Børnene fremmed Sprog er det en nødvendig Følge, at der med saa Undtagelser opvoxer en Ungdom uden Tugt(L), der i Landsbyskolerne, foruden nødtørftig Skrivning og Regning, kun lærer dansk Læsning og nogle danske Phraser udenad. Efter de samme Forskrifter skal Gudstjenesten i de nævnte Sogne holdes afvexlende paa Dansk og paa Tydsk, endskjøndt i de fleste Sogne næsten alle Beboerne ikke forstaae en dansk Prædiken, men alle derimod godt forstaae en tydsk Prædiken. En notorisk Kjendsgjerning er det ogsaa derfor, at Kirken paa de Søndage, da der holdes dansk Prædiken, næsten altid staaer tom. Her foreligger en den hele Befolkning dyb og smerteligt til Hjertet gaaende Forfladigelse i Brugen (?) af det tydske Modersmaal, ja selv af Kirken og Skolen, hvilket staaer i en directe Modsigelse med det i den kgl. Bekjendtgj. af 28de Jan. 1852 givne Tilsagn. De i hver Forsamling af de slesvigske Stænder gjentagne Venner om Gjenindsættelse af det tydske Sprog der, hvor dette er Folkesprog, ere hidtil blevne uden Frugt. Man har endog, for at rydde al Modstand imod det tydske Sprogs Fortrængelse af Veien, ikke undseet sig for, uagtet de af de slesvigske Stænder under 21de Febr. 1857 imod saadanne Indgreb i Patronatrettighederne gjorte Indsigelser, i August 1857 uden videre forfatningsstridigt at ophæve de i den slesvigske Forfatningslov 3 Besidderen af Gelting og de i Gelting Sogn indlemmede Godsbesiddere garanterede Patronatsrettighcder over Kirken og Skolen. 

- - -

Det Samme gjælder om de talløse Forbud af Bøger og Kort for Slesvig, hvilke hverken i Kongeriget eller i begge de andre Hertugdommer ere forbudte, og som tvinge hver af Slesvigs Indvaanere, naar han vil være vis paa ikke uden sit Vidende at overtræde Forbudet og at paadrage sig Ubehageligheder, til at anskaffe sig en med hvert Aar stigende Fortegnelse over forbudte Skrifter. I den samme Aand haandhæves ogsaa Pressen, der kun tjener Daniseringen og som til dette Øiemeed erholder af de særlige slesvigske Indtægter betydelige Understøttelser. En Petitionsret bestaaer neppe, Retten til at afholde frie Forsamlinger og til at indgaae Foreninger aldeles ikke."

- - -

Man bør give Afkald paa at betragte det danske Sprog som en politisk Person, hvis Omraade skal udvides ved Erobringer, Sproget er til for Menneskets Skyld, men ikke omvendt er Mennesket til for Sprogets. Saalænge Kirke og Skole endnu misbruges til at gjøre Propaganda for Sproget, saalænge det ikke er tilladt Indvaanerne at betjene sig, hvor og naar de ville, navnlig ogsaa ved Underviisning af deres Børn, af deres eget Sprog, staaer Staten i umiddelbar Strid med Christendommens og Civilisationens første Fordringer og mangler den første Forudsætning for en fri borgerlig Tilværelse, Saalænge med alle Lovgivningens og Forvaltningens Forholdsregler kun Slesvigs snævrere Forbindelse med Danmark og den endnu fuldstændigere Løsrivning fra Holsteen haves til Hensigt, kan der ikke være Tale om, at Slesvigs Ønsker og Interesser blive tagne i Betragtning. 

- - -

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. februar 1860. Uddrag)

I stænderforsamlingsmødet den 15. februar 1860 talte Rumohr imod forbuddet mod bøger. Forbuddet blev  forsvaret af pastor Mørk-Hansen, provst Hansen, Krüger og Laurids Skau med at de nævnte forbud skete mod statsopløsende tiltag. Forsamlingens flertal besluttede trods den kongelige kommissarius frarådede at gå videre med forslaget, at nedsætte en kommission. Kommissarius advarede (truede?) dernæst forsamlingen med at den var i strid med den slesvigske forfatning og at regeringen ville blive underrettet og at underskriverne ville blive draget til ansvar ved retlig tiltale. Kommissarius gjorde det klart at regeringen ikke kunne indgå i en diskussion om flere rettigheder til Slesvig.

I Flensborg blev Heibergs boghandel kort efter foreløbigt lukket mens politiet undersøgte den for udbredelse af en "illoyal adresse" og andre "statsopløsende skrifter".

Ved stænderforsamlingsmødet de 21. februar 1860 oplæste kommissarius en skrivelse fra minister Blixen-Finecke hvori denne kraftigt tog afstand fra flertallets optræden: det bevirkede gæring og tvedragt, mistillid til regeringen og opægning af de nationale lidenskaber. Så længe disse tilstande bestod, ville man ikke indrømme flere friheder.

Forslaget blev på stændermødet den 24. februar med 26 stemmer mod 17 sendt i udvalg.

Den slesvigske stænderforsamling den 13. marts 1860 vedtog en udtalelse hvori man anbefalede at ophæve forbuddet mod bøger og foreninger i Slesvig. Det blev vedtaget med 26 stemmer imod 13 - det danske mindretal stod fast på at forbuddet stadig skulle eksistere: I marts 1860 fremsatte mindretallet (bl.a. Skau, Krüger, Mørk-Hansen, Blady og provst Hansen) en slags "modadresse". Kommissarius havde kun enkelt indvendinger imod formuleringerne, en af dem var at der i 1848 ikke havde været 2 partier og at kongen som sådan ikke kæmpede imod et part. Buchwald (der ikke havde deltaget i opstanden 1848), bemærkede at adressen var en demonstration imod majoriteten som misbrugte kongen. I Slesvig beherskede minoriteten majoriteten gennem regeringen. Dette forhold forekom ham bemærkelsesværdigt, og citerede Haller: "Der sker ting på jorden og under solen, som hvis man ikke mister forstanden, så har man ingen."

Slesvig Stænderforsamling: Presse- og Forsamlingsfrihed. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1860 skærpedes tonen i Slesvigs stænderforsamling. En af sagerne var da der blev stillet forslag om opfordring til at indføre pressefrihed i Slesvig. De københavnske medier og store dele af provinspressen var enig med det danske mindretal i stænderforsamlingen om at der ikke skulle være pressefrihed. Enkelte aviser som Aalborg Stiftstidende var dog uenig:

- - - Mørk Hansen udtalte, at en fri Presse vistnok var en Velsignelse for et Land, men Lovgiveren maatte tage Hensyn til de givne Forhold. Slesvigs Historie lærte, at Misbruget af Pressefriheden havde fremkaldt de Ulykker, som Landet for ikke længe siben havde lidt og endnu led under; der var en fræk, tøjlesløs Presse, som havde sendt de slesvigholstenske Ideer ud i Verden og udbredt den augustenborgske Sammensværgelses Løgne i Folket; ved Blade cg Flyveskrifter havde man faaet Krigere, Embedsmænd og Borgere forledte til Troskabsbrud og Mened og bagefter besmykker Forbrydelsen paa den mest jesuitiske Maade. De oprørske Adresser, som laa paa Forsamlingens Bord, vidnede om der sammen skjændige Misbrug af Friheden. Til Pressefrihed var Tiden endnu ikke kommen, og Ønstet herom narredes heller ikke af Befolkningens Flertal. - - -

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1860)

I den slesvigske Stænderforsamling har Baudissin stillet det glædelige Forslag om Presse- og Forsamlingsfrihed. Det burde den nærv. Regjering, som har lovet Frihed ogsaa for de andre Statsdele udenfor Kongeriget, egentlig være kommen selv med. Af den forrige og bureaukratiske Regjering, som var en Modstander og Modarbejder imod fri Presse og fri fvllelig Udtalelse i Slesvig, kunde del naturligviis ikke ventes. Nu er der imidlertid budt den nærv. Regjering en smuk Lejlighed til at imødekomme Folkets Trang til Frihed ogsaa i Slesvig, hvor denne Trang er saa meget større, da Embedsenevældet der hidtil har regjeret ud i alle Forgreninger og voldet megen Skade, ligesom Pressen ogsaa har maattet lide under Demoralisering og maattet savne Tillid og Støtte hos Befolkningen, fordi Pressens Udøvelse ikke var fri, men endog i den Grad bunden i Slesvig, at Wolfhagen i Hertugdømmets største og Monarchiets trediestørste Stad nægtede Typographer selv fra Kongeriget at etablere et Blad ved Siden af den store Byes eneste Tidende og man i Slesvig baade ellers nægtede Bladudgivelse, hvor Bureaukratiet ikke vilde have det, og fra dettes Side anvendte truende Tilkjendegivelser og Intimideringer imod Bladudgivere. Kun ved at udvikle Pressens og al borgerlig Frihed knytter man Slesvigs Folk isandhed fast til sig og udrydder Ufredsspirerne, der aldrig have vegeteret frodigere i Slesvig end under det bureaukratiske Regimente. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. februar 1860).

Den slesvigske Minister synes nu selv at føle Billigheden i Slesvigernes Frihedsret til at forsamle sig til offentlige Anliggenders Drøftelse. En saadan Forsamling var nemlig den 18de f. M. af nogle Stænderdeputerede berammet til Afholdelse i Eckernførde, men blev af den derv. Politiemester forhindret. Flere af Byens Indvaanere førte Klage over Politiemesterens lovstridige Fremgang i denne Anledning og, efter "Alt. M.", har Ministeren under sit Ophold i Flensborg tilkendegivet de Deputerede, at Borgemesteren og Politimesteren i Eckernførde, paa Grund af Forsamlingens Standsning, allerede havde faaet en Tilrettevisnig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. februar 1860)

Slesvig Stænderforsamling: Fornærmelser mod Deputeret ved Middag hos den kgl. Commissarius. (Efterskrift til Politivennen)

Flensborg, 22. januar. De danske aviser vil utvivlsomt være fulde af usande meldinger om den hændelse der allerede i går blev nævnt ved den middag som den kongelige kommissær holdt til ære for stænderforsamlingens medlemmer - som i øvrigt ikke vil forblive uden konsekvenser - nemlig ved at stille de danske gæsters opførsel, løjtnant H. og kammerater, i et gunstigt lys; det burde derfor være værdifuldt at høre et øjenvidnes beretning om denne hændelse - som samtidig giver karakteristiske beviser for situationen for de tyske repræsentanter for hertugdømmet Slesvig. Lige fra starten af receptionen kunne de tyske repræsentanter der som bekendt udgør det store flertal i stændermødet "trods dette og alt det" konstatere, at kommissæren havde inviteret et bemærkelsesværdigt stort antal danske gæster til middagen; Resultatet heraf blev at det tyske indslag i salen blev reduceret til et meget uskønt mindretal, en omstændighed der allerede ved receptionen havde sine virkninger med hensyn til sproget og tonen der straks gjorde sig gældende som det dominerende i selskabets omgangstone. Den tyske side havde udtrykt ønske om at arbejde med nordslesvigerne, om at bevare det venskabelige forhold til de danske repræsentanter og samtidig forsikrede at de ville gøre en oprigtig indsats for helt at undgå enhver sag der kunne forårsage uenighed i forsamlingen. Men Lauritz Skau stod op til danskernes fortsatte bifald for at holde en skåltale som ikke var helt forstået, men blev stærkt afvist af de tilstedeværende tyske parlamentsmedlemmer. Rådmand Thomsen von Oldensworth hilste enhed velkommen, "selv om dansk side desværre allerede ved denne lejlighed havde gjort det klart, at fred og enhed ikke var tilsigtet." Selskabet rejste sig herefter, hvorpå Thomsen uden tilsyneladende grund blev personligt forulempet af to tilstedeværende danskere der ubemærket havde henvendt sig. Sagen var så alvorlig at den kongelige kommissær så sig nødsaget til at fungere som mægler, hvilket han lykkedes i en sådan grad at de pågældende herrer blev tilskyndet til at bede stændermedlemmet om tilgivelse for denne gang. Ikke desto mindre mødte der den følgende morgen en brevbærer op på vegne af en af ​​disse herrer der siges at være knyttet til den lokale generalkommando som løjtnant, for at kræve undskyldning af Thomsen, hvilket dog fik afslag fra sidstnævnte pga. omstændighederne, da han ikke har identificeret sig som fornærmeren, men derimod som den krænkede, og han havde også allerede modtaget sin modstanders undskyldning, hvorpå det nu afhænger af ham at gøre hvad han synes er godt. Brevbæreren gik så derfra ved at give Thomsen skylden for denne erklæring og tilføjede samtidig truslen om, at han fra nu af skulle tillægge ham alle yderligere konsekvenser som en sådan udtalelse ville medføre. Sagen giver indtryk af at militæret og de lokale danske ansatte planlægger at terrorisere medlemmerne af stænderne med tysk nationalitet på en planlagt måde. Som følge heraf har de tyske medlemmer nu haft et møde og en deputation bestående af præsidenten, provst Otzen, hofjægermester v. Ahlefeldt af Lindau, Grev Baudissin af Knoop og godsejeren Schmidt-Friedensthal, sendt til den lokale kommissær for at opnå undskyldning af ham for den fornærmelse, som den deputerede Thomsen har lidt. Dette formål er ifølge beretninger endnu ikke nået, og der er derfor opnået enighed om den videre adfærd, der nu vil blive iagttaget, især med hensyn til den kongelige kommissær.

Flensburg, den 22. Januar. Die dänischen Blätter werden ohne Zweifel durch unwahre Berichte über den bereits gestern erwähnten, bei dem Diner, das der königliche Commissar zu Ehren der Mitglieder der Ständeversammling gegeben hat, stattgehabten Vorfall - der übrigens, wie es scheint, nicht ohne Folgen bleiben wird - das Betragen der Dänischen Gäste, namentlich des Lieutenants H. und Genossen, in einem günstigen Lichte dazustellen suchen; es dürfte daher von Werth sein, das Referat eines Augenzeugen über diesen Vorfall - der zugleich einen charakteristischen Beleg über die Situation der Deutschen Abgeordneten des Herzogthums Schleswig liefert - zu hören. Gleich bei'm Empfange konnten die Deutschen Abgeordneten, die bekanntlich in der Ständeversammlung "trotz dem und alle dem" die überwiegende Mehrheit bilden, bemerken, dass der Herr Commissar zu dem Diner, eine affallend grosse Zahl Dänischer Gäste zugezogen hatte; die Folge hiervor war, dass das Deutsche Element im Saale zu einer sehr unansehnlichen Minorität herabgedrückt wurde, ein Umstand, welcher bezüglich der Sprache und des Tones, die in der Gesellschaft sich sofort als die herschenden geltend machten, schon bei'm Empfange seine Wirkungen zu äussern nicht verfehlte. Nachdem man von Deutsche Seite den Wunsch geäussert, mit den Nordschleswigschen, resp. den Dänischen Abgeordneten freundschaftliche Beziehungen zu unterhalten, und zugleich die Versicherung ausgesprochen hatte, dass man aufrichtig bemüht sein werde jede Veranlassung, welche geignet sein könne einen Misston in der Versammlung hervorzurufen, gänzlich zu vermeiden, erhob sich Lauritz Skau, um unter fortgesetzten Beifallsbezeugungen von Dänischer Seite eine Trinkrede zu halten, welche zwar nicht völlig verstanden wurde, jedoch für die anwesenden Deutschen Abgeordneten entschieden gemissbilligt wurde. Der Rathmann Thomsen von Oldensworth brachte hierauf der einigkeit ein Hoch, "obgleich man Dänischerseits leider bei dieser Gelegenheit bereits schon zu erkennen gegeben dass Fride und Einigkeit nicht beabsichtigt werde". Damit erhob sich die Gesellschaft worauf Thomsen ohne vorliegende Veranlassung von zwei anwesenden Dänen, die sich ihm unbemerkt genähert hatten, persönlich insultirt wurde. Die Sache so ernsthaft, dass der königliche Commissar sich genöthigt sah als Vermittler aufzutreten, was demselben in so weit gelang, dass die gedachten Herren sich bewogen fanden den Rathmann für dies mal um Verziehung zu bitten. Dessungeachtet erschien am folgenden Morgen für den einen dieser Herren, der als Lieutenant bei dem hiesigen Generalcommando attachirt sein soll, ein Cartelträger, um von Thomsen Satisfaction zu fordern, die von diesem letztern jedoch den Umständen nach verweigert wurde, da er sich nicht als Beleidiger, sondern als den Beleidigten betrachte, überdies auch bereits die Abbitte seines Gegners empfangen habe, worauf es nunmehr von ihm selber abhange, zu thun, was er für gut finden werde. Der Cartelträger entfernte sich hierauf, indem er Thomsen für diese Erklärung verantwortlich machte und zugleich die Drohung hinzufügte, dass derselbe alle weitern Folgen, die solche nach sich ziehen möchte, fortan sich selbst zuzuschreiben haben werde. Die Sache hat daher hiernach allerdings den Anstrich, als ob is von Seiten des Militärs und der hiesigen Dänischen Angestellten darauf angelegt sei die Ständemitglieder Deutscher Nationalität planmässig zu terrorisiren. Die Deutschen Mitglieder haben nun in Folge dessen eine Zusammenkunft gehabt und eine Deputation, bestehend aus dem Präsidenten, Probst Otzen, dem Hofjägermeister v. Ahlefeldt auf Lindau, dem Grafen Baudissin auf Knoop und dem Gutsbesitzer Schmidt-Friedensthal, an den koglichen Commissar abgeschicjt, um sich von ihm Genugthuung für die dem Abgeordneten Thomsen widerfahrne Kränkung zu erwirken. Dem Vernehmen nach ist dieser Zweck bis jetzt nicht erreicht worden und man hat sich deshalb über das weitere Verhalten, das nunmehr namentlich mit Bezug auf den königlichen Commissar zu beobachten sein werde, geeinigt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. janur 1860)

Avisen havde ret i danske aviser ville bringe en anden version. "Dagbladet" (28. januar 1860) oplyste at løjtnanten hed Satrup, og citerer Flensburger Zeitung for at Thomsen skulle have givet løjtnanten en ørefigen. "Fædrelandet" en anden. En mere afbalanceret version fandtes i Aalborg Stiftstidende:

Etter en yderligere Beretning i "Alt. M." var Enighedsbrudet ved og efter Bordet hos den kgl. Commissarius fremægget ved en spydig Skaaltale af Amtsforv. Skau, hvis "tilsigtede Malice" ogsaa Krüger-Beftoft havde indrømmet, og hvorpaa Thomsen- Oldensworth med stærk Bebrejdelse til Skau havde udbragt en Skaal for Enighed trods Uenigheden. Da man gik fra Bordet var det da, at en Lieutenant og, tilføies der, en Architect insulterede Thomsen personligt. Den kgl. Commissarius søgte at tilvejebringe Fred, hvad ogsaa lykkedes ham. Men næste Dag indfandt sig en Officeer hos Hr. Thomsen for at denne i sin Kammerats Navn at forlange Oprejsning. Th. erklærede, at han ikke forstod denne Begjæring. Som Enhver veed, havde hin Lieutenant bedet ham om Forladelse; allsaa kunde der fra hans (Th.'s) Side ikke være Tale om nogen Oprejsning. Hvis det var Meningen kun at søge Tvekampe, saa maatte han hertil erklære, at han ikke var kommen for her at slaaes med Lieutenanterne. Cartelbringeren gjorde herpaa paa sin Side, komisk nok, Th. ansvarlig for Følgerne af denne Erklæring og gik. Thomsen meddeelte denne Begivenhed til de i Gjæstgivergaarden netop samlede Stænderdeputerede, der strax valgte tre Herrer af deres Midte, som med Stænderforsamlingens Formand i Spidsen begav sig til den kgl. Commissaruis og erklærede for ham, at det under disse Omstændigheder vilde for det tilstedeværende Fleertal af Deputerede først da være muligt atter at betræde Stændersalen, naar hin Officeer fjernedes eller droges til Ansvar for sin Opførsel. Som Svar paa denne Erklæring modtog Formanden endnu samme Aften en Skriv, fra den kgl. Commissarius, hvori tilmeldtes, at Lieutenanten, paa Foranstaltning af den General (altsaa Meza), som hvis adjudant han havde været med ved Bordet, var bleven fængslet. Paa Thomsens Begjæring henvendte imidlertid d'Hrr., som havde været virksomme i Sagen, sig, om ogsaa modstræbende, hos Generalen om Lieutenantens Frigivelse, idet Thomsen erklærede, at han for sit Vedk. var fuldkomment tilfredsstillet ved de trufne Forholdsregler. Forøvrigt er der ang. det af Lieutenanten udviste Forhold strax indgivet Beretning til Krigsministeriet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. januar 1860).

Se også indslaget om forsøget på at udelukke Thomsen-Oldenswort af rigsrådet, samt kampagnen mod Krüger desangående.

Løjtnant Sattrup blev ifølge "Flyveposten" forflyttet til Odense. Han var general Ræders adjudant i Flensborg. 

Sydslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig d. 23de Novbr. (Dv) Vel neppe siden Krigen har man i Sydslesvig med saa megen Spænding og Interesse seet paa vore Stænder i Flensborg eller mærket et saadant livligt Røre blandt vore Tydskare, som i denne Tid. Der er ikke Tale om Rigsraadsvalg eller om de Skatter, der skulle bevilliges eller andre Ting, der angaae hele Staten, men kun om Sprogsagen, og det synes, at man længe har forberedt en ny Hovedstorm paa Sprogreskriptet. Man hører endogsaa høit yttre den Mening, at Skatterne burde nægtes, saafremt ikke Sprogforholdene bleve forandrede osv. Navnlig synes Valgene til Stænderforsamlingens Charger at have inspireret vore Hjemmetydskere og bragt dem til den Tro, at nu var det paa rette Tid at begynde forfra igjen. Vi vide jo nok, at Erfaring lkke bider paa dem, men de ville dog udentvivl snart blive advarede om det Ubetimelige i deres Adfærd. Imidlettid bliver det gamle Nag oprippet, og om intet Andet naaes, holdes en gjærende Utilfredshed med det Bestaande ilive. Desværre ere Meddelelserne i de offentlige Blade angaaende Forhandlingerne noget sparsommelige og mystiske, og selve Stændertidenden lader jo sædvanlig vente en Stund paa sig, og er endda ikke tilgængelig for Alle. Det Meste erfares her af holstenske og hamborger Blade, der naturligviis have deres gode Kilder, og forunderligt er det, at de sædvanlig allerede iforveien kunne antyde, hvad der vil skee, ligesom det tydske Publicnm kjender Sagernes Gang meget nøie og er almindelig vel instrueret. At Sproggrændsen "umulig kan holde sig", synes hos dem al være en afgjort Sag.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1855. 2. udgave).

Stændervalg i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Ved stændervalget i Slesvig og Holsten havde kun grundejere eller medejere af grundejendom valgbarhedsret. Efter valget blev derfor Tillisch og Ravit kasseret af den kongelige kommissarius (geheimeråd Scheel). Førstnævnte fordi han hverken var grundejer eller bosiddende i Slesvig, sidstnævnte fordi hans medlemskab af et jernbaneselskab ikke var nok. 

Til den holstenske stænderforsamling blev derimod tidl. borgmester i Kiel og etatsråd Jensen valgt, fordi "Harmonien" havde overdraget ham selskabets ejendom. Den kongelige kommissarius gjorde indvendinger, men det blev afvist af forsamlingen  med 40 stemmer mod 4.

De fleste danske aviser med Fædrelandet i spidsen harcellerede over at Tillisch blev vraget, mens enkelte som Kjøbenhavnsposten anførte at hvis man mente det alvorligt med fællesforfatningen, så måtte den også tage resultatet af valget til efterretning, eller også forkaste fællesforfatningen.

Fra hertugdømmerne, 9. oktober. Det var en korrekt vurdering af vores situation, da jeg for nylig skrev til jer, at hertugdømmerne ikke havde opgivet noget af deres håb trods deres nederlag. De to stænderforsamlinger i Itzehoe og Flensborg giver allerede bevis for denne opfattelse. Grev C. Moltke gjorde store anstrengelser for at "sammensætte" den slesvigske stænderforsamling af "velmenende" elementer; Til dette formål lod han et stort antal vælgere fjerne fra listen, han vandt da også tre virile stemmer og i stedet for de tidligere oppositionelt indstillede ejere indsat tre andre godsejere, der helt tilhørte det danske regeringsparti, sæde og stemme i forsamlingen af ​​tildelte stater; og heller ikke tilfreds med det, forstod han at fjerne upopulære stænderforsamlingsmedlemmer ved at nægte at konfirmere dem eller give dem orlov, og indkaldte i stedet deputerede. På den måde har regeringen vundet mindst 9 stemmer, og hvis man lægger de 3 gejstlige medlemmer sammen, som regeringen har udpeget, er der vundet 12 stemmer - og dog er de første handlinger fra denne stænderforsamling afgjort oppositionelle. Men prof. dr. Schmidt blev valgt til præsident, men det afgørende motiv ved dette valg var intet andet end at udpege et medlem, der var lige så dygtig til både dansk og tysk, til at lede forhandlingerne og i overensstemmelse med den nyligt udstedte kongelige anordning tjene på begge sprog samtidig bør gennemføres. Derfor kan dette valg ikke tillægges samme vægt som næstformandens. Og dette faldt på et medlem, der altid har støttet det tyske parti fuldt ud. Den valgte, købmand Funcke i Flensborg, var tidligere russisk vicekonsul og blev fjernet fra sin stilling af den russiske regering i 1849 på vegne af den danske regering. I overensstemmelse med den slesvigske statsforsamling manifesterede den holstenske forsamling også sin sande etos ikke gennem valget af præsidenten, men af ​​vicepræsidenten. I det mindste kunne Itzehoer-forsamlingen ikke demonstrere sin karakter tydeligere end gennem valget af den afsatte advokat sr. Bargum i Kiel, der var formand for den tidligere Slesvig-Holstenske stænderforsamling fra 1848-1851. Et yderligere tegn på at der på trods af alle regeringens bestræbelser er en vis sammenhæng mellem de to stænderforsamlinger, er kassationen af ​​valget af Tillisch og Ravit. Tillisch var som bekendt dansk delegeret medlem af delstatsforsamlingen for Hertugdømmet Slesvig fra 1849 til 1951 og er i dag kabinetssekretær for kongen. Tillisch er dog en "Eiderdansker" og Ravit en "slesvig-holstener", men det slående er at begge forsamlinger tog udgangspunkt i samme princip da man undersøgte legitimationsoplysningerne. I statutten af ​​24. maj 1834 har intet selskab eller korporation ret til at vælge et medlem gennem selskabets ejendom; I modsætning til dette princip blev borgmester Jensen på et af møderne før marts optaget som medlem af Harmonie i Kiel. Det var allerede inden forsamlingens møde forudsigeligt at regeringen denne gang ville påberåbe sig patentet af 1834 og protestere mod valget af Ravit – og det skete virkelig – forsamlingen måtte reagere på regeringens protester. Men samme dag af samme grund, trods regeringsmedlemmernes stemmer, blev valget af hr. Tillisch kasseret selv om tidligere advokat Bremer, en af ​​lederne af "Schleswig-Holsteiner", også blev optaget i Slesvig stænderforsamling som medlem af Haderslev Klub. Regeringen er nødt til at acceptere dette nederlag i stilhed, og trække hr. Tillisch tilbage. Der er altså en aftale, eller rettere sagt en umiskendelig forbindelse mellem de to stænderforsamlinger, og trods alt hvad der er sket fra regeringens side i de sidste fire år, eksisterer der faktisk stadig et "Slesvig-Holsten" .

Aus den Herzogthümern, den 9. October. Es war eine richtige Beurtheilung unserer Zustände, als ich Ihnen neulich schrieb, die Herzogthümer hätten trotz ihrer Niederlage keine einzige ihrer Hoffnungen aufgegebn. Die beiden Ständeversammlungen in Itzehoe und Flensburg liefern bereits die Belege für diese Anschauung. Graf C. Moltke hat sich grosse Mühe gegeben, die Schleswigsche Ständeversammlung aus "gutgesinnten" Elementen "zusammenzusetzen"; er hat zu diesem Zwecke eine nicht geringe Anzahl von Wählern aus dem Listen streichen lasse, er hat dann ferner drei Virilstimmen cassirt und statt der früheren oppositionell gesinnten Inhaber drei anderen Grundbesitzern, die vollkommen der Dänischen Regierungspartei angehören, Sitz und Stimme in der Ständerversammlung verliehen; und auch damitt noch nicht zufrieden, har er durch Verweigerung der Bestätigung oder des Urlaubs missliebige Abgeordnete zu seseitigen gewusst und statt deres die Stellvertreter einberufen. Auf diese Weise hat die Regierung mindestens 9 Stimmen, und rechnet man die 3 der von dem Gouvernement ernannten geistlichen Mitglider hinzu, 12 Stimmen für sich gewonnen - und dennoch sind die ersten Acte dieser Ständerversammlung entschieden oppositionell. Allerdings ist Prof. Dr. Schmidt zum Präsidenten gewählt worden, aber das bestimmende Motiv bei dieser Wahl war kein anderes, als das, ein der Dänischen wie der Deutscehn Sprache gleich kundiges Mitglied mit der Leitung von Verhandlungen zu beauftragen, dienun einmal gemäss der kürzlich erlassenen königlichen Verordnung in beiden Sprache zugleich geführt werden sollen. Man kann daher dieser Wahl kein solches Gewicht beilegen, wie der des Vicepräsidenten. Und diese fiel auf ein Mitglied, das sich stets entschieden zur Deutschen Parei gehalten hat. Der Gewählte, Kaufmann Funcke in Flensburg, war ehemals Russischer Vicekonsul und wurde 1849 auf Betrieb des Dänischen Gouvernements von der Russischen Regierung seiner Stelle enthoben. Uebereinstimmend mit der Schleswigschen Ständerversammlung hat auch die Holsteinische ihre eigentliche Gesinnung nicht durch die Wahl des Präsidenten, sondern des Vicepräsidenten manifestirt. Deutlicher wenigstens konnte die Itzehoer Versammlung ihrer Charakter nicht bekunden, als durch die Wahl des abgesetzten Advocaten Dr. Bargum in Kiel, der von 1848-1851 unausgesetzt Präsident der weiland Schleswig-Holsteinischen Landesversammlung gewesen ist. Ein ferneres Zeichen, dass trotz aller Anstrengung der Regierung ein gewisser Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen stattfindet, ist die Cassation der Wahlen des Geheimeraths v. Tillisch - derselbe war bekanntlich 1849-1951 das von Dänemark delegirte Mittglied der Landesversammlung für das Herzogthum Schleswig, und ist gegenwärtig Cabinetssecretair des Königs - so wie des Prof. Ravit. Allerdings ist Tillisch "Eiderdäne" und Ravit "Schleswig-Holsteiner", aber das Hervorspringende bei der Sache ist, dass beide Versammlungen bei der Prüfung der Legitimationen von demselben Principe ausgingen. In dem Statut vom 24. Mai 1834 ist nämlich keiner Gesellschaft oder Corporation das Recht zugestanden, ein Mitglied durch das Eigenthum der Gesellschaft wählbar zu machen; entgegen diesem Princip war in einer der vormärzlichen Versammlungen Bürgermeister Jensen als Mitglied der Harmonie in Kiel für wählbar angenommen worden. Nun war schon vor dem Zusammentreten der Versammlung vorauszusehen, dass die Regierung diesmal sich auf das Patent von 1834 berufen und gegen die Wahl Ravits Protest erheben werde - und das ist auch wirklich geschehen - die Versammlung musste auf den Proteste der Regierung eingehen. Aber an demselben Tage wurde aud demselben Grunde trotz der Stimmen der Gouvernement Mitglieder die Wahl des Herrn v. Tillisch cassirt, obwohl ehedem auch in der Schleswigschen Ständerversammling Advocat Bremer, einer von den Führern der "Schleswig-Holsteiner", als Mitglied des Clubs von Hadersleben zugelassen wurde. Die Regierung muss diese Niederlage schweigend hinnehmen, und Herr v. Tillisch zurüchkreisen. Es findet also aine Uebereinstimmung, oder um es bestimmter auszudrücken, unverkennbar ein Zusammenhang zwischen beiden Ständerversammlungen statt, und trotz alle dem, was seitens der Regierung in den letzen vier Jahren geschehen ist, existirt factisch noch immer ein "Schleswig-Holstein". 

(Artiklen fortsætter med at berette om de danske avisers reaktion på valget, Fædrelandet og Berlingske)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 11. oktober 1853)

Købmand Funcke var blevet anerkendt som russisk vicekonsul i Flensborg i 1826. 

Advokat og politiker Ludolph Conrad Hannibal Bargum (1802-1866) var blandt de som i martsdagene 1848 var imod at proklamere en selvstændig slesvig-holstensk stat og i stedet sende en deputation til København (hvilke også skete).  Bargum var medlem af den holstenske stænderforsamling fra 1842. 1843 indgik Bargum med i den kreds, der stiftede Neue Kieler Blätter. I marts 1848 bidrog han til etableringen af den midlertidige regering uden selv at blive medlem af den. Han tilhørte "gammel-slesvigholstenerne" med en pragmatisk politisk overbevisning. Efter Krigen 1848-1851 blev han igen medlem af de holstenske stænder fra 1853. I 1855 var den eneste der støttede L.N. Scheele over for forsamlingens mistillidserklæring. I 1856 blev han valgt medlem af Rigsrådet og her talsmand for forsonlighedspolitikken. Hans udnævnelse til borgmester i Kiel 1862 vakte postyr. På et offentligt møde frakendte man ham "hans medborgeres tillid og agtelse". 1864 tog han sin afsked.

Et mere detaljeret referat af den slesvigske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1853, samt et referat af 2. møde af 8. oktober 1853.

Et mere detaljeret referat af den holstenske stænderforsamlings prøvelse af de valgte ses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. oktober 1853.

Stænderhuset i Flensborg blev opført mellem Nørretorv og Søndertorv, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup. Bygningen rummede stænderforsamling, administration, centralkasse og overappellationsret. 1858-1864 fungerede en fløj for Flensborgsamlingen. I 1864 fungerede bygningen som lazarat, 1882-1964 som rådhus. Herefter blev bygningen nedrevet. Public Domain.

Valglisten i Apenrade. (Efterskrift til Politivennen)

I 1848 blev stænderforsamlingerne afskaffet i monarkiet. Men de blev genindført i hertugdømmerne i 1852. Den slesvigske stænderforsamling afholdtes i et nyopført stænderhus i Flensborg i 1853/54, 1855, 1856/57, 1860 og 1863. 

Altona, 3. november De danske og tyske aviser har allerende påpeget at regeringen ved det kommende valg til staternes forsamling i hertugdømmet Slesvig risikerer, at mænd sendes til stænderforsamlingen som kan være fjendtlige over for regeringen, og udstedte derfor denne erklæring fra "Fl. Z."hvori tilrådes ikke at lade de tysksindede, især de hjemvendte slesvigere, deltage i valghandlingen, da de kun har fået lov til at vende tilbage som private borgere og derfor ikke er bemyndiget til at udøve deres borgerlige rettigheder. Dette princip ser nu ud til virkelig at skulle omsættes i praksis. Ifølge privat brev fra Aabenraa har Aabenraas amtmand hr. v. Heltzen, stævnet de mest ansete og velhavende af de Aabenraa tysksindede borgere for sig den 1. november. De herrer J. Ahlmann, Hartmeier, Lüders, J. B. Hansen, B. Jepsen, Krause, Kasp. Koch, M. Jepsen, de Bos, Hans Bruhn og Heinrich Karsberg fik forklaret at de var fjernet fra valglisten, og at A Ahlmann og Hartmeier var helt fjernet fordi de i 1849 var udtrådt af rådet uden at spørge om lov til at gøre dette. J. B. Hansen blev helt slettet fordi han tjente under guvernørerne, de Bos fordi han drog til Tønder under statsforvaltningen og blev valgt til den slesvig-holstenske delstatsforsamling der. H. Bruhn fordi han var medlem af en deputation, der tog til Berlin i krigsårene, og Lüders fordi han var i Frankfurt i samme egenskab. Koch og Jepsen har lov til at stemme, men er ikke stemmeberettigede fordi de kun har fået tilladelse til at vende tilbage som private borgere og derfor ville have mistet deres borgerrettigheder. Disse fakta taler for højt for sig selv til at kræve nogen speciel kommentar. Må Tyskland se, hvad den danske regering mener med lighed mellem nationaliteter og forsoning.

Altona, 3. Nov. Die dänischen und deutschgesinten Blätter haben schon darauf hingewiesen, dass bei den bevorstehenden Wahlen zur Ständerversammlung im Herzogthum Schleswig die Regierung Gefahr laufe, dass Männer in die Ständeversammlung gesandt würden, die der Regierung feindlich entgegen treten könnten, und ertheilte daher die "Fl. Z." den Rath, die Deutschgesinnten, namentlich die zurückgekehrten Schleswiger, nicht am Wahlakt Theil nehmen zu lasse, da ihnen noch nur die Erlaubniss geworden, als Privatleute zurückzukehren, und sie also zur Ausübung der bürgerlichen Rechte nicht befugt seyen. Diese Prinzip scheint nun wirklich in Anwendung gebracht werden zu sollen. Laut einem Privatschreiben aus Apenrade, hat der Amtmann von Apenrade, Hr. v. Heltzen, die angesehensten und begütersten unter den Apenrader deutschgesinnten Bürgern am 1. Nov. vor sich laden lassen, als die Herren J. Ahlmann, Hartmeser, Lüders, J. B. Hansen, B. Jepsen, Krause, Kasp. Koch, M. Jepsen, de Bos, Hans Bruhn und Heinrich Karsberg, und erklärte diesen Allen, dass sie von der Wahlliste gestrichen und zwar Ahlmann und Hartmeier seyen ganz gestrichen, weil sie im Jahr 1849, die Rathswürde niedergelegt, ohne um die Erlaubniss dazu nachgesugt zu haben. J. B. Hansen sey ganz gestrichen, weil er unter den Stathaltern gedient, de Bos, weil er unter der Landesverwaltung nach Tondern gegangen und dort zur schleswig-holsteinischen Landesversammlung gewählt habe. H. Bruhn, weil er Mitglied einer Deputation gewesen, die während der Kriegsjahre nach Berlin geangen, und Lüders, weil er in derselben Eigenschaft in Frankfurt gewesen. Koch und Jepsen dürfen wählen, sind aber nicht wählbar, weil sie die Erlaubniss erhalten, nur als Privatleute zurückzukehren und also ihre bürgerlichen Rechte verloren hätten. Diese Thatsachen sprechen zu laut für sich, als dass sie noch eines besonderen Kommentars bedürften. Möge Deutschland sehen, was die dänische Regierung unter Gleichberechtigung der Nationalitäten und Versöhnung versteht.

(Aschaffenburger Zeitung : amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden. 9. november 1852)

Valgene til den slesvigske stænderforsamling fandt sted fra 7. december 1852. I Aabenraa var der 106 vælgere, hvoraf mødte 78. Rådmand Bahsen blev valgt til stænderdeputeret, mens rådmand Middelheus blev suppleant, begge dansksindede. De to tysksindede kandidater, købmændene Jacobsen og Davidsen blev ikke valgt. 

I Tønder var der valg 5. januar. Valgt blev geheimeråd v. Scheel til deputeret og kobmand Hugo Green til suppleant. De dansksindede kandidater H. Jensen (der var tysktalende) og Dr. Manicus fik hh. 15 og 14 stemmer. 

Den slesvigske Stænderforsamling. Det hedder fra Angeln i "Flensb. Ztg." af 8de ds.. Man er nu nogenlunde istand til at gjøre sig en Idee om vor Stænderforsamlings Physiognomi, idet Valgene saa godt som ere tilendebragte og de valgte Repræsentanters politiske Farve er temmelig bekjendt. I de mindre Landeiendomsbesidderes 1ste, 2det og 3die District (Haderslev Amt, Valgdirecteur Stockfleth) ere H. Krüger i Bestoft, Gaardmand Juhl i Hienrdrup og Amtsforvalter L. Skau i Haderslev blevne valgte; i det 4de, 5te og 6te Distrikt (Aabenraa Amt, Sundevitt og Als, Valgdirecteur Heltzen) Gaardmænden Møller i Riis, Petersen i Suurlykke og Blatt i Tanslet.

Disse sex Deputerede høre til den ikke studerede, dansktalende og dansksindede Classe. I det 7de og 8de District (Tøndern Amt, Valgdirecteur Reventlow) ere Gaardmændene Mommsen og Lüben blevne valgte. I det 10de, 11te, 12te og 13de District (Amterne Bredstedt og Husum, Landskabet Stapelholm og Eiderstedt, Valgdirecteur Johannsen) ere Gaardmændene Redlefsen i Langenhorn, Kielholz i Mohlde, Thomsen i Oldenswort og Boeter (istedetfor Hamcken, der er traadt tilbage) blevne valgte. I det 14de, 15de og 16de Distriet (Amterne Hütten og Gottorf, Valgdirecteur Davids) ere Forpagterne Beeck til Hoffnungsthal, Gaardmand Wasmer i Hoheland og Gaardmand Werner i Brebelholz blevne valgte. Endelig ere i det 9de og 17de District (Flensborg Amt, Valgdirecteur Wolffhagen) Gaardmandene Hinrichsen i Tarup og Andr. Hansen i Grunby blevne valgte. I de to blandede Distrikter (Ærø og Fehmern) ere Brandt i Ærøeskjøbing vg Advokat Micheel til Gammendorf blevne valgte. Af disse 13 eputerede vil kun den ærøiske være dansktalende og de øvrige 12 tydsktalende og, med Undtagelse af Gaardmand Kielholz, af slesvigholstensk Farve. 5 eller 4 af de Sidstnævnte ville rimeligviis høre til den exalterede og de øvrige til den moderate Fraction af dette Parti.

For Kjøbstædernes 10 Valgdistrikter ere Følgende blevne valgte: 1) for Flensborg: Agent Jensen og Cancelliraad Schmidt; 2) for Slesvig med Cappeln og Arnis: Senator Tuxen og Dr. Poulsen; 3) for Eckernförde: Kjøbmand Dehn sen.; 4) for Frederiksstad: Geheimeraad v. Tillisch; 5) for Sønderborg: Senator Hansen; 6) for Aabenraa: Senator Bahnsen; 7) for Haderslev og Christiansfeld: Gjæstgiver Iversen; 7) for Husum: Borgemester Feldberg (skal have erklæret ikke at kunne modtage Valget); 9) for Tøndern: Droguist Hugo Green i Flensborg; 10) for Tønningen og Garding: Kjøbmand Aug. Peters i Garding. Af disse 10 Deputerede ville vel de 7 være tydsktalende og de 3 dansktalende. Med Hensyn til deres politiske Anskuelser vil rimeligviis Halvdelen være maadeholdne Slesvigholstenere og den anden Halvdeel Loyale med dansk eller tydsk Farve.

De af de større Landeiendomsbesiddere valgte Deputerede ere: Hofjægermester v. Ahlefeld til Lindau, Edwards til Borghorsterhütten, Hofjægermeister Dr. Weber til Rosenkranz og Radbruch til Warleberg.

Denne Stænderforsamling adskiller sig paafaldende fra de tidligere ved det ringe Antal studerede Medlemmer. Det overvejende Fleertal bestaaer af Landmænd og Kjøbstadborgere. De studerede Medlemmers Antal vil indskrænke sig til 4 eller 5, som derfor ville have fuldt op at gjøre i Comiteerne.

(Flyveposten 11. februar 1853)

Valget til den slesvigske stænderforsamling faldt ud til oppositionen fordel som fik flertal, skønt adskillige slesvigholstenere som nævnt i artiklen blev strøget af valglisterne. I Mellemslesvig var der utilfredshed med den nye sprogordning. Efter forfatningsloven af 15. februar 1854 om stænderrepræsentationen var der heller ikke dansk flertal. Stænderforsamlingen kom herefter til at tælle 43 medlemmer.

Heller ikke på det gejstlige område var der fremgang for de dansksindede: Fx blev den 18. december pastor Peters valgt til hovedpræst ved St. Marie Kirke i Flensborg med 533 stemmer. Pastor Kroymann fik 142 og pastor Helweg 42 stemmer. Fra danske avisers side var man utilfreds med valghandlingen.

Stændervalg i Haderslev

Slesvigske Stændervalg. (Dv.) Haderslev den 4de Januar. Idag valgtes der paa Raadstuen en Stænderdeputeret og Suppleant for Staden Haderslev og Flækken Christiansfeldt (7de Valgdistrict). Det danske Parti leed et afgjort Nederlag, idet Valget fik et reent "slesvig-holsteensk" Udfald. Til Deputeret valgtes Gjæstgiver Chr. Iwersen paa Torvet og til Suppleant Kjøbmaud H. C. Sohl paa Raadet. Der stemte ialt 145 Personer. Omtrent 40 indfandt sig ikke til Valget. Afstemningen faldt saaledes: Gjæstgiver Chr. Iwersen 81 St., Kjøbmand H. C. Sohl 77 St., Justitsraad Borgemester Hammerich 63 St., Kirkeforstander J. A. Schmidt 58 St. Dhrr. Justitsraad Hammerich og Kirkeforstander J. A Schmidt vare det danske Parties Candidater. Det var "Slesvig-Holstenernes" Hensigt at faae Sohl til Deputeret istedetfor Iwersen; men af Vælgerne fra Christiansfeldt, der vare de sidste, som bleve opraabte, syntes flere ikke at være tilstrækkelig inde i Planen, de stemte vel paa Iwersen, men ikke paa Sohl, og hævede derved ham over denne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1853, 2. udgave).

Stænderforsamlingsvalg i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Altona, 7. november. I løbet af de første par dage af næste måned skal valg til "stænderforsamlingen" finde sted i hertugdømmet Slesvig; - det er første gang siden 1848 at denne forsamling er blevet indkaldt igen. På dansk side bliver alle midler brugt til at undertrykke det tyske element ved valget. "Flensborg Ztg." og "Freia" giver regeringen en meget lærerig vejledning i udøvelsen af ​​en mild valgterrorisme, og de cirkulærer, der for nylig er blevet udsendt af indenrigsministeren til embedsmændene i hans departement i en velkendt retsstat, synes for de danske aviser at være " "værdifuldt materiale". Opfindsomheden i disse papirer lykkedes med at henvise til at en deputeret ophører med at være en "privat borger". Men da det fortsætter med at blive konkluderet, de amnestierede kun må opholde sig i landet som "private borgere", kan de umuligt vælges som deputerede. - At ordet "privat borger" i det pågældende amnesti-dekret kun betyder, at de pågældende skulle miste deres embedsmandsposter, behøver nok ikke nogen nærmere diskussion for jeres læsere; - Det er også let at se at en deputeret i denne forstand ikke har noget til fælles med en tjenestemandsstilling. - Visse mennesker i den nordlige del af hertugdømmet som er endnu mere danske end danskerne, går endnu længere end disse papirer. De kræver at ikke bare at valgbarheden, men også stemmeretten skal fratages alle dem der har deltaget i den tyske bevægelse på nogen væsentlig måde, fordi disse personer ifølge deres opfattelse ikke er valgbare "på grund af deres notoriske deltagelse i den tyske bevægelses oprør." og disse mænd ikke kan tælles blandt de med et upåklageligt ry. Valgkommissionen har faktisk reageret på indsigelser af denne art og har indkaldt de berørte personer. De har henvist til deres overbevisning om nationale rettigheder; - men bør alligevel fjernes fra valglisterne. Man kan nu få en idé om hvilken slags karakter stænderforsamlingen som skal udtrykke "landets ønsker", vil have. Samtidig fortsætter regeringen med at forbyde uskyldige skrifter i hertugdømmet Slesvig. Knap er forbuddet mod "Kölnische Ztg." berettet før de officielle aviser allerede melder om yderligere forbud til os, herunder følgende skrifter: "Die Deutsche geschichte für Schule und zum Selbstunterricht von H. Petersen, ordentlichem Oberllehrer an der Bürgerschule zu Husum", "Allerneuestes Deutsches Westentaschen-Liederbuch", trykt af J. Drägerin Berlin (sandsynligvis kun forbudt på grund af sangen "Schleswig-Holstein etc.). Ja, det virker som om de bevidst vil give juridisk bevis for hertugdømmernes adskillelse, ellers ville det næppe være muligt at forklare årsagerne et forbud skulle have af et geografisk-statistisk dokument der netop er udkommet i Altona: "Mittheilungen über das Amt Hadersleben. ein beitrag zur Kunde Nordschleswigs" af Otto Kirr (Altona joh. Fr. Hammerich) i Slesvig. - 

Altona, den 7. November. Im Laufe der ersten Tagedes nächsten Monats sollen im Herzogthum Schleswig die Wahlen für die "Ständerversammlung" stattfinden; - es ist seit 1848 das erste Mal, dass diese Versammlung wieder enberufen wird. Dänischer Seits werden alle Mittel aufgeboten, um das Deutsche Element in den Wahlen zu unterdrücken. Die "Flensburger Ztg." und die "Freia" geben dem Gouvernement eine sehr lehrreiche Anleitung zur Ausübung eines gelinden Wahlterrorismus und die Circulare, die in neuerster Zeit einem bekannten constitutionellen Staate Seitens des Minister des Innern an die Beamten seines Departements erlassen worden sind, scheinen den Dänischen Blättern dabei als "schätzbares Material" zu dienen. Es ist dem Scharfsinn dieser Blätter gelungen zu entdecken, dass ein Deputirter aufhöre ein "Privatmann" zu sein. Da nun aber, so folgerman weiter, den Amnistirten nur gestattet ist als "Privatleute" im Lande zu bleiben, können sie unmöglich zu Abgeordneten gewählt werden. - Dass das Wort "Privatmann" in dem bezogenen Amnestiedecret nur den Sinn hat, dass die betreffenden Personen ihrer Stellen als Beamte verlustig sein sollen, bedarf für Ihre Leser wohl keiner weiteren Auseinandersetzung; - ebenso ist leicht einzusehen, dass die Stellung eines Abgeordneten in diesem Sinne Nichtsgemein hat mit der eines Beamten. - Noch weiter als diese Blätter gehen gewisse Leute im nördlichen Theile des Herzogthums, die Dänischer noch als die Dänen sind. Sie verlangen, dass nicht bloss die Wählbarkeit, sondern auch das Wahlrecht allen Denen entzogen werden soll, die sich an der Deutschen Bewegung in irgend hervorstechender Weise betheiligt haben, weil nach ihrer Deduction diese Personen, "wegen ihrer notorischen Theilnahme am Aufruhr" nicht zu den Männern von unbescholtenem ruf gezählt werden können. Die Wahlcommission ist in der that auf Denunciationen dieser Art eingegangen und hat die betreffenden Personen vorgeladen. Dieselben haben sich auf ihre Ueberzeugung in Betreff der Landesrechte berufen; - sollen aber nichtdestoweinger aus den Wahllisten gestrichen werden.  Sie können sich nunmehr einn Bild machen, von welchem Charakter die Ständeversammung, welche "den Wünschen des Landes" Ausdruck geben soll, sein wird. Gleichzeitig fährt die regierung fort, im Herzogthum Schleswig die unschuldigen Schriften zu verbieten. Kaum ist das Verbot der "Kölnischen Ztg." berichtet, so melden uns schon die ämtlichen Blätter weitere Verbote, unter Anderem die folgender Schriften: "Die Deutsche geschichte für Schule und zum Selbstunterricht von H. Petersen, ordentlichem Oberllehrer an der Bürgerschule zu Husum", "Allerneuestes Deutsches Westentaschen-Liederbuch", Druck von J. Drägerin Berlin (wahrscheinlich nur verboten wegen des Liedes "Schleswig-Holstein etc.). Ja, esscheint, als ob man von der Trennung der Herzogthümer absichtlich einen rechtssprechenden Beweis geben wolle, sonst liesse es sich wohl kaum erklären, welche Veranlassungen man haben solle, eine eben erst in Altona erschienene geographisch-statistische Schrift: "Mittheilungen über das Amt Hadersleben. ein beitrag zur Kunde Nordschleswigs", von Otto Kirr (Altona joh. Fr. Hammerich) in Schleswig zu verbieten. - 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 10. november 1852)

Slesvig, Juli 1847 (Efterskrift til Politivennen)

I månederne op til udbruddet af krigen 1848-1851 var der kun få aviser i kongeriget Danmark (hvis grænse var Kongeåen) som gjorde opmærksom på at Slesvig måske skulle ønske at være noget for sig, dvs. hverken blive indlemmet i kongeriget Danmark, eller blive en del af det tyske forbund. 

Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark. 

Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:

København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - -  De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden." 

Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."

Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ. 

Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.

(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)

Stænderforsamlingsvalgene (Efterskrift til Politivennen)

Valg var ikke noget der blev behandlet i Politivennen. Kjøbenhavnsposten derimod beskæftigede sig en del med valgene til stænderforsamlingerne, og set i historiens bakspejl, også på en ret profetisk måde. Her er udvalgte eksempler.

Det første viser hvor meget Kjøbenhavnsposten og den samlede københavnerpresse var partisk hvad angik valgene i hertugdømmerne. Argumenter som lige så godt kunne være anlagt med modsat fortegn, blev uden videre fremsat mere som en regel, end som en undtagelse.  Kjøbenhavnspostens artikel udtaler sig helt klart tendentiøst: Hvis "dansksindede" valgsteder havde valgt dansksindede, var det en selvfølge. Var det modsatte tilfældet, var der tale om snyd. Som fx i Sundeved:

- I det 5. slesvigske landvalgdistrikt (Sundeved) er tingskriver Jepsen i Rinkenæs genvalgt til deputeret med 162 stemmer og gårdmand Peter Petersen Suurlyk i Dybbøl til suppleant med 157 stemmer. "Næst disse," beretter Apenrade Ugeblad, "havde de fleste stemmer gårdmand Johan Johansen i Baurup, nemlig over 100. Alle disse tre mænd hører til det slesvig-danske Parti;  tingskriver Jepsens virksomhed i stænderforsamlingen i denne ånd er bekendt, og har fundet anerkendelse i hele landet. Af den interessante valgdetail erfares at Matzen på Krammark og Richelsen på Bøsmoes har fået den førstnævnle 93, den sidste 29 stemmer. Disse to herrer betegnes almindeligvis som de schleswigholsteinske eller hertugens kandidater, og man skal ikke have sparet umage for at overtale bønderne til at vælge dem. En godsejer skal have været såre virksom i denne henseende, og ideligt rådet bønderne at vælge til stændernes mand, der ejede "adelige" besiddelser, men jo ikke "kongelige" undergivne, - og en forpagter såvel som en pensioneret og koncessioneret herre m. fl. have været utrættelige i lignende bestræbelser for at åbne deres øjne for de schleswigholsteinske herligheder. Men de sundeveder bønder lode sig hverken forlede eller lede; de gennemskuer de privilegerede herrers færd, og ønsker sig ikke mere af den nordalbingiske hertugherlighed, end hvad de på ingen måde kan slippe fri for. Derfor var de bestræbelser for at bedåre dem også spildt umage. Selvstændige og med mandig vilje trådte de op og valgte til folkerådet  mænd, om hvilke de vidste, at de ville kampe for den danske bondes retligheder og ikke give sig i de tydske herrers ledebånd. På Als er som bekendt det samme sket, idet gårdmændene Bladt og Kaad i Tandslet, to ægte danske bondemænd, er blevet valgt. Udfaldet af disse to valg har i disse egne fremkaldt den gladeste stemning, som falder så meget mere i øjet da ligegyldighed, ubetimelig føjelighed og ubestemthed i et tilgrænsende valgdistrikt har ført til et resultat, (hr Thies Steenholdts genvalg) hvis mismodgørende indtryk overalt er kendelig nok. - Derfor hæder de selvstændige dansksindede bønder i Sundeved og på Als!"

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1847)

Den næste artikel viser at Kjøbenhavnsposten på forbavsende vis havde fat i hvor repræsentativt (eller ikke repræsentativ) den kommende Rigsdag i Danmark ville komme til at blive:

København den 12.  august 1847.
- Vi modtager naturligvis med fornøjelse ethvert bevis på, at vi i denne politisk-korrumperede tid ikke står ganske ene i vor bedømmelse af deres færd og anskuelser, som idet de gør Krav på at være liberale, ligefrem fornægter de første betingelser for den folkelige friheds eller selvstændigheds udvikling. Således har da Correspondenzbl. udtalt sig omtrent på samme måde som vi angående adv. Lehmanns tilbagevisning af en falstersk bondes forslag i Bondevennernes Selskab om at virke for en udvidelse af valgloven. Sagen er alt for indlysende til at dens betydning længe skulle lade sig miskende.

Man er ikke demokrat, fordi man forlanger at folket skal lade sig lede af dem, der fra Hustings erklærer sig for dets venner. "Fædrelandet" har nylig fremhævet denne engelske valgmetode, formodenlig som et slags forsvar for den afvisning af valgreformen i Bondevennernes Selskab. Intet kan være mere aristokratisk end hele den engelske repræsentation; men man vil dog, at den skal anses for det modsatte, fordi almuen forinden valghandlingen får lejlighed til at ytre sit bifald eller mishag med de optrædende valgkandidater, der har harangueret den fra de dertil opstillede tribuner. Det anføres vel, at valget ikke afgøres på denne måde, uden når kun en valgkandidat er optrådt, altså når intet valg finder sted, da det ellers altid på en af valgkandidaternes fordring afgøres ved sædvanlig afstemning af de egentlige vælgere, hvisantal er indskrænket efter formue og afgifter. 

Men den anden hovedindvending mod de engelske valg omtales derimod slet ikke af "Fædrelandet", eller af dem, der vil at "man" i Danmark skal betragte de engelske institutioner som mønstre for sine bestræbelser: nemlig valgbarhedens indskrænkning til rigmænd, der ikke behøver og ikke modtager nogen godtgørelse for den tid de anvender i parlamentet eller for de dermed forbundne udgifter. Det er den naturlige årsag til at kun enkelte eller et par valgkandidater stiller sig i hvert valgdistrikt, og at man ikke kan vælge i flæng blandt dem man anser for bedst skikkede dertil. Der ville af valgene fremgå ganske andre parlamentsmedlemmer hvis den engelske almues stemmer havde nogen betydning i så henseende. Eller har de danske Bondevenner i og udenfor "Fædrelandet" måske aldrig hørt noget om de engelske chartister og deres bestræbelser for en udvidelse af valgloven såvel med hensyn til valgretten som valgbarheden og for at parlamentsmedlemmerne skulle modtage betaling for udførelsen af deres arbejde, da det først derved ville blive muligt, at mænd af folkets midte kunne indtræde i repræsentationen? Nu er det kun dem, der har sinecurer, store ejendomme, som lader sig bestyre af andre, bankører og såkaldte jernbanekonger, der repræsenterer det engelske folk, og når de forinden valget gør regnskab for almuen om deres politiske principper, så har dette for længe siden tabt sin betydning da denne almue ikke består af andre end dem, der enten er afhængige af det ene eller det andet parti, enten af de store godsejere eller af dito fabrikanter og handelsmænd, som bringer deres klienter frem for Hustings for at demonstrere ved hjælp af deres lunger, mens valget derefter afgøres af de ofte ikke mindre afhængige vælgeres åbenlyse afstemning.

Skal det blive til noget med repræsentationsystemet, så kan det kun ske ved at udvide valgretten og forbedre valgmåden både i England og i Danmark, hvad enten det gælder en blot rådgivende eller en lovgivende forsamling. For det er i begge tilfælde hele folkets
uforbeholdne stemme der skal frem for sagen, hvis man vil høre folkets sande trang og attrå. Vore hidtilværende Stænderforsamlinger har kun haft lille lejlighed til at beskæftige sig med
de mest indtrængende spørgsmål; men vi ville allerede til næste år se dem komme dertil i
langt større grad. Spørgsmålene om ernæringsforholdene ville ikke længere kunne tilsidesættes og der er da al udsigt til at de ikke ville blive anderledes besvarede af vore stænder end vi har set værnepligtssagen, husmandssagen osv. blive det, hvor det tydeligt nok viste sig, at det langt mere er formuen end de menneskelige interesser, der repræsenteres af dem, der vælges fordi de besidder huse eller jordejendomme, og kun vælges af dem, der selv besidder sådan.

(Kjøbenhavnsposten, den 12. august 1847)