Sprogreskripterne i den slesvigske Stænderforsamling. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30. januar 1860 havde den slesvigske stænderforsamling behandlet en anmodning mod sprogreskriptet. Den kongelige kommissær sagde dertil at kongen ikke kunne gå ind på en sådan. Man insisterede imidlertid alligevel på at lave en, hvilket blev vedtaget med 27 stemmer imod 14. I marts måned skulle så kommissionens anmodning behandles.

(Slesvig-Holsten.) Flensborg, 16. marts. I går nåede de mellemslesvigske stænderforsamlingsmedlemmers forslag mod sprogskriftet endelig til den afsluttende behandling. Dep. Hansen-Grumby gav som kommissionens ordfører en meget detaljeret beskrivelse af de håbløse forhold i de pågældende distrikter. Selv den ret der er garanteret i sprogskriftet til at få udført kirkelige aktiviteter på det sprog der passer de pågældende, bliver på den mest brutale måde trampet på af prædikanterne; befolkningen er blevet ganske retsløse; man har kun frihed til at udøse sit hjerte ud i Stændersalen hvert tredje år, og så vil man sige, at Stænderne er ballademagere. Politikken, der sigter mod at udvise tyskere fra kirke og skole, har været en sort tråd gennem lovgivning og administration gennem de sidste ti år. Man går til værks som om mennesker eksisterer på grund af sprog og ikke omvendt sprog på grund af mennesker. Thomsen-Oldensworth og Hüfner Ebsen talte i samme ånd. Behovet er stort, sagde sidstnævnte, fordi forældre og børn ikke længere kan forstå hinanden; men når nøden er størst, siger folket, er man tættest på Gud. Fra dansk side talte pastor Mørk-Hansen imod forslaget, om end på en påfaldende mat måde; Repræsentanten for Flensborg, senator Petersen der normalt altid stemmer med ultradanskerne, talte for forslaget. Endelig rejste præsidenten, provst Otzen (der, skønt meget servil i verdslige anliggender som præst, ikke kunne få sig selv til at tie om de nuværende forhold i kirke og skole) og bad næstformanden tage hans sæde, da han følte sig tvunget til selv at tale. Han havde længe overvejet, om han skulde tale eller tie; resultatet er at han må aflægge vidnesbyrd som en loyal mand. Han så mange tårer, megen nød og elendighed, især i de sydlige distrikter (amt Gottorf) på grund af sprogreskriptet. I ni sogne forkyndes Guds ord på et helt fremmed sprog; anglerne forsikrede ham om, at de ikke kunne forstå en dansk prædiken. Tilstanden er ynkelig. Den sproglige skrift volder kun skade, adskiller hertugdømmets indbyggere og nærer og opretholder konstant uroligheder. Alt her er stadig loyalt, men urolighederne kan blive til et oprør. Der skal gøres noget for at forhindre dette. Den kongelige kommissær forsikrede endnu en gang, at flertallets bestræbelser på at få en ændring i sprogskriftet vil mislykkes. Kommissionens forslaget blev til sidst godkendt med 29 stemmer mod 12. Mødet var meget stormfuldt, og tribunerne var fyldt til randen især med landmænd.

(Schleswig-Holstein.) Flensburg, 16. März. Gestern gelangte endlich der Antrag der mittelschleswigschen Abgeordneten gegen die Sprachrescripte zur Schlussverhandlung. Abg. Hansen-Grumby gab als Berichterstatter der Commission eine sehr eingehende Schilderung der heillosen Zustände in den betreffenden Districten. Selbst das in den Sprachrescripten noch zugesicherte Recht, die kirchlichen Handlungen in der den Betreffenden zusagenden Sprache vornehmen zu lassen, werde von den Predigern in der brutalsten Weise mit Füssen getreten; die Becölkerung sei gänzlich rechtlos geworden; man habe nur noch die Freiheit, alle drei Jahre sein Herz im Ständesaal auszuschütten, und dann heisse es, dass die Stände Unruhestifter seien. Die auf Verdrängung des Deutschen aus Kirche und Schule gerichtete Politik ziehe sich wie ein schwarzer Faden durch Gesetzgebung und Verwaltung der letzen zehn Jahre hin. Man gehe zu Werke, als ob die Menschen der Sprache wegen und nicht ungekehrt die Sprache der Menschen wegen da sei. In demselben Sinne sprachen Thomsen-Oldensworth und der Hüfner Ebsen. Die Noth sei gross, sagte letzterer, denn Aeltern und Kinder Könnten sich nicht mehr verstehen; aber wenn die Noth am grössten, sage das Volk, sei Gott am nächsten. Von dänischer Seite sprach Pastor Mörk-Hansen, jedoch in affallend matter Haltung, gegen den Antrag; der Abgeordnete für Flensburg, Senator Petersen, der sonst immer mit den Ultradänen zu stimmen pflegt, nahm dagegen für den Antrag das Wort. Endlich erhob sich der Präsident, Probst Otzen (der, obwohl in weltlichen Dingen sehr servil, es dennoch als Geistlicher wohl nicht über das Herz bringen konntte, zu den jetzigen Zuständen in Kirche und Schule still zu schweigen), und forderte den Vicepräsidenten auf, seinen Stiz einzunehmen, indem er sich gedrungen fühle, selbst zu reden. Er habe lange bei sich selbst erwogen, ob er reden oder schweigen solle; das Resultat sei, er müsse als loyaler Mann ein Zeugniss ablegen. Er habe namentlich in den südlichen Districten (Amt Gottorf) viele Thränen, viel Noth und Jammer gesehen wegen des Sprachrescripts. In neun Kirchspielen werde Gottes Wort in einer ganz fremden Sprache verkündet; die Angliter hätten ihm versichert, sie könnten keine dänische Predigt verstehen. Der Zustand sei erbarmenswerth. Das Sprachrescript wirke nur Unheil, trenne die Einwohner des Herzogthums, nähre und unterhalte beständig Unruhe. Noch sei hier alles loyal, aber die Unruhe könne in Aufstand übergehen. Etwas müsse geschehen, um dem vorzubeugen. Der königliche Commissär versicherte nochmals, dass das Streben der Majorität, end Veränderung der Spraschrescripte herbeizuführen, durchaus erfolglos sein werde. Der von der Commission befürwortete Antrag wurde schliesslich mit 29 gegen 12 Stimmen angenommen. Die Sitzung war eine sehr stürmlische und die Tribünen, namentlich von Landleutern, bis zum Erdrücken voll. 

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit. 23. marts 1860)

De Slesvigske Provindsialstænder

(Fra vor Referent)

Provst Otzen holdt det længste foredrag, der endnu er forekommet i denne Diæt. Han havde længe overveiet, om han skulde tage Ordet i denne Sag. Der er jo blevet sagt, at det vil være forgjæves, at det skal have sit forblivende med de gjældende Bestemmelser. Men han vil i Henhold til Forfatningstillægets § 59 rette sig efter sin egen samvittighedsfulde Overbevisning om, hvad der kan fremme Almeenvellet, og der er fremfor Alt Anledning for Sjælesorgerne til at tage Ordet. Han vil derfor tage Ordet i denne Sag, det kan ikke være illoyalt, som man har sagt; han forsynder sig ikke dermed imod sin Konge, det er hans simple Pligt. Han repræsenterer Gottorp Amt; ni Segne ere der blevne haardt trufne af Sprogrestriptet, han har seet hede Taarer rinde over den ynkværdige Tilstand, har hørt bittre Klager og læst Petitionerne; naar han seer de lithograferede Petitioner, forekommer det ham rigtignok, som om dens Hjerte, der har underskrevet dem, maa være lige saa koldt som den Steen, hvorpaa de ere trykte; men han veed, at der er Grund til Klage. Guds Ord forkyndes i et Sprog, som Folket ikke forstaaer. Man siger, at de kunde forstaae det, naar de blot vide, men de kunne ikke. Han er født i Flensborg, hans Forældre have talt Platdansk, han kjender det platdanske Sprog i Angel nøie og kan altsaa dømme om, hvorvidt den, der forstaaer og taler dette platdanske Sprog, ogsaa kan forstaae en høidansk Prædiken. Naar en Kjøbenhavner kommer til Angel og taler om "Samvittighed", "Fristelse osv., forstaaer man ham ikke; naar Beboeren selv vil udtale sig om aandelige og himmelske Ting, griber han til det platydske eller Høitydske. I de Sogne, Taleren repræsenterer, forstaaer man slet ikke dansk. Der er blevet sagt, at man ikke skulde røre ved Forfatningen, men naar Kongen og Forsamlingen blive enige om, at der skal foretages Forandringer, kan deri tog ikke ligge noget Betænkeligt. Langt betænkeligere og farligere er det, naar man gaaer ud over Forfatningen, og dette er skeet (intet frit Valg med Hensyn til Sproget ved Confirmationen; Underviisning i Fædrelandshistorie er dansk ved Slesvigs Domstole). Naar saadanne Overgreb befales eller taales, hvor har man saa Borgen for, at der ikke gaaes endnu videre? Han vil derfor indstændig bede den kongelige Regjering om at gjøre en Ende paa saadanne Overgreb; det kunde falde tungt at bære de sørgelige Følger. Taleren fremkommer derpaa med Forslag til Sagens Ordning, som ikke ere ret forstaaelige, men synes at gaae ud paa, at Slesvig skal betragtes som eet blandet Distrikt. - Naar Sagen ordnes paa en tilfredsstillende Maade, grundlægger Kongen et sandt Lyksborg i sine Undersaatters Hjerte. Der gaaer en Urolighedens Aand igjennem  det slesvigske Folk, da det frygter for at berøves store og dyrebare Goder; det er ikke Oprørets Aand, det slesvigske Folk er intet oprørsk Folk; men hvad der ikke er, kan blive, smaa Aarsager kunne have store Følger. Han troer som den af Folket valgte Forsamlings Præsident at turde rette Formanings- og Advarselsord til sit elskede Folk. Han formaner det til at være roligt, til ikke at lade sig ophidse, ikke at forglemme, at al Hjemsøgelse kommer fra Herren. Men gid ogsaa de, som staae omkring Thronen, maatle betænke, at Hvem meget er givet, af ham fordres der meget. Taleren tager den Trøst med sig hjem, at han uden Menneskefrygt har talt i Sprogsagen. (Bravo paa Tribunen.)

Den kongelige Commissarius oplæser endnu engang den kongelige Resolution paa Stænderforsamlingens sidste Andragende angaaende Sprogsagen, og anseer ogsaa det foregaaende Andragende, om det skulde vedtages, derved for afgjort. Vicepræsidenten beklager, at Commisarius paa en saadan Maate har sluttet Forhandlingerne om Sprogsagen. Andragentet vedtoges med 26 St. imod 12.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. marts 1860. Uddrag).

I februar 1864 ophævede civilkommissærerne såvel sprogreskriptet som forfatningen af 18. november 1863.