I Anledning af Adressen til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling skriver Folketingsmanden for Ringkjøbing Kredsen, Hr. Sylv. Jørgensen, endv. i Byens Av.:
"Jeg betragter Striden i den slesvigske Stænderforsamling og i Slesvig som en Kamp om, hvordan de uopløste Opgaver, den sidste Krig har efterladt, bedst skulle ordnes, og det er mit Ønske at denne Ordning kunde skee ad fredelig Vei. For at naae en saadan Udjævning, maa man ikke gaae ud fra den Forudsætning, at den ene Part har i Eet og Alt Ret og den anden Part i Eet og Alt Uret. Jeg har lagt Mærke i til, at iblandt de Forberedelser, der gaae forud for en Krig, hører der iblandt Andet, at Parterne hver for sig ophidse Befolkningen og opflamme Noget, man vel nærmest kan kalde Nationalhad, ikke alene mod de foregivne eller virkelige Skyldige, men endog imod den Nation i sin Heelhed, man tænker sig som Modstander, i den forest. Kamp. Man er muligen af den Mening, at hvis Soldaten ialmindelighed vidste, at de virkelig Skyldige, nemlig de, som have bragt Striden tilveie - og næret den, enten slet ikke eller kun i ringe Antal ere tilstede i Feldten, vilde han kun med Uvillie satte sit Liv og Velfærd paa Spil for at ødelægge Folk, der i Reglen ere lige saa uskyldige i Krigen som han selv. Den menige Mand bruges i Krigens Tid i Magthavernes Hænder omtrent paa samme Maade som Spillekort i de Spillendes Hænder. Lader man sig først bruge til at ophidse sine Modstandere, saa har man i tildeels sig selv at takke for Følgerne. Den omhandlede Adresse kan ikke bidrage til at udjævne Striden og hvis de Mand, der udgjøre Mindretallet, ikke have en saadan Styrke i deres egen Bevidsthed, at deres Mod uden en saadan Adresse kan vedligeholdes, saa fortjene de neppe den Roes, der tildeles dem."
"Bliver det Begreb det almindelige, at der ved Undersaatter under den danske Konge og Medborgere i den danske Stat kun bør forstaaes dansktalende, saa maa Landet deles, da Sydslesvigerne, Holstenerne og Lauenborgerne tale Tydsk. Det er nok muligt, at Adskillige ønske en saadan Deling og Grundloven for Kongeriget med nogen Beklippelse af Valgretten saaledes omdannet, at Slesvig eller endeel af Samme kunde komme ind derunder, samt en nærmere Tilslutning til de nordiske Riger, Jeg ønsker den ikke, men skal en Sprogkrig fortsættes i den Betydning, at der ved dansk Nationalitet kun skal forstaaes udelukkende Dansktalende, saa maa en Adskillelse af Landet blive Følgen, og faaer Tydskland først Hold i et Stykke fra Syden, saa har det godt Fodfæste, og dersom Nogen troer, at Striden saa vilde vare bilagt, kunde han maaskee dog - regne feil. Ligesom man vel ogsaa tør antage, at vi bedst enes med vore Naboer nordpaa, naar vi ikke have altfor meget med dem at gjøre. Min Mening er kort og godt, at man ved den omhandlede Adresse og ved den saa kaldte national-liberale (men i Virkeligheden, ved to tvistende Sprognationaliteter i samme Stat, eensidigt statssplittende og ubilerale) Politik arbeider tydske Interesser saa godt i Hænderne som det vel er muligt. - Henimod en Trediedeel af Rigsdagens Medlemmer har ikke tiltraadt Adressen. Den har ikke været behandlet paa Rigsdagen, da denne kun har med Kongerigets særlige Anliggender at gjøre. Der er ikke Faa af vore Statsmand, der have en lignende Mening som den, jeg her har udtalt, men de ere fortiden ikke i Møde; man undseer sig ikke ved uden videre at stemple dem som Tydsksindede. Tiden vil maaskee bedst vise, hvilken af Parterne der har Ret."
I selve Ringkjøbing have, uagtet Byfogdens Opfordring til at deeltage, ogsaa kun 62 underskrevet Adressen. Her i det over 7 Gange saa folketalrige Aalborg har Adressen endog kun faaet, efter Had. Av., 161 (correctere 160) Underskrifter, uagtet den tidligere Præst i Slesvig, Stiftsprovsten, havde paa en af de udlagte Lister stillet sig i Spidsen for Underskrifterne. Af Borgerrepræsentanterne havde 4, en 5te var forreist, ikke underskrevet, hvad kun bemærkes i Anledning af en urigtig Fremstilling i nævnte Blad. Det var, efter hvad der er os meddeelt, ogsaa kun af ovennævnte geistlige Embedsmand og Lærere ved Latinskolen at der var telegrapheret Hilsen til Festmåltidet i Haderslev.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. april 1860)
Sylvester Jørgensen (1821-1881) var gårdmand og politiker, medlem af Folketinget valgt i Ringkøbingkredsen i 1855, 1856-1864 og 1866-1872. Desuden medlem af sogneforstanderskabet i Hanning 1854-1858. Han blev genvalgt to gange, men tabte ved folketingsvalget i 1864 til skolelærer C.J. Fjord. Jørgensen opnåede igen valg ved folketingsvalget i juni 1866 og sad igen i Folketinget til folketingsvalget 1872. Han tilhørte Venstre i starten af sin folketingskarriere, men gik efterhånden over til Højre. Jørgensen var tillige medlem af Rigsrådets Folketing 1864-1866 for Ringkøbingkredsen.
Amtsforvalter Laurids Skau af Mariegaard ved Haderslev, hvem Adressen fra Aalborg til Mindretallet i den slesvigske Stænderforsamling var tilsendt, har efter Modtagelsen af samme under 28de f. M. tilstillet Formanden for Borgerrepræsentantskabet i Aalborg følgende Skrivelse, som vi ere blevne anmodede om at optage:
"Med behagelig Skrivelse af 24de d. M. har jeg modtaget fire ligelydende Adresser med ialt 161 Underskrifter til Mindretallet i den sidste slesvigske Stænderforsamling.
Det er mig en dobbelt Glæde netop fra Aalborg at have modtaget en saadan anerkjendende Udtalelse angaaende Mindretallets Færd, eftersom denne Byes Avis synes at have bestræbt sig for at lede Stemningen i en anden - tildeels modsat - Retning, saa at endog een af de værste, om end ubetydeligste, Slesvigholstenere (Baudissin) har troet at kunne citere denne jydske Avis til Støtte for sine Meninger. Naar desuagtet Aalborgenserne have ydet Mindretallet den Anerkjendelse, hvorom deres Adresser give vidnesbyrd, da tør vi vistnok deri see et glædeligt Beviis paa. at en national og frisindet, skjøndt derhos moderat Optræden ligeoverfor gjenoplevende oprørske Tendentser og tydsk Wühleri, har en dyb og kraftig Selvbevidsthed i den danske Nation til Grundlag, der har været og vil stedse blive de loyale Sønderjyders bedste Støtte eg kjæreste Opmuntring. Idet jeg bemærker, at Adresserne gjennem "Dannevirke" ville blive bragte til mine Venners Kundskab og senere i Original blive forelagte mine Kampfæller i Stænderforsamlingen, tillader jeg mig herved at frembære Mindretallets hjerteligste Tak for den samme viste Deeltagelse, i hvilken vi ville see en styrkende Opmuntring til ogsaa i Fremtiden at bekæmpe Oprøret under enhversomhelst Skikkelse og Form, hvori det Tid efter anden maatte vise sig, og til at værne om det Sprog, der er vor Nationalitets bedste Kjendemærke og dyrebareste Eiendom. Med udmærket Høiagtelse har jeg den Ære at undertegne mig etc."
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. maj 1860).
Rigsdagsmanden for Ringkjøbing, Sylv. Jørgensen, siger i en ny Udtalelse i Byens Av. ang. det sprognationale Stridsspørgsmaal:
"Der siges, at der er Dansk og Tydsk, hvorom det dreier sig. Dette er vistnok forsaavidt rigtigt, som der her i Landet gives et stort og mægtigt Partie, hvis nationale Troesbekjendelse, om jeg ikke har forstaaet den galt, lyder omtrent som saa: Du skal elske de Danske og hade de Tydske. Denne Tanke kunde tildeels være rigtig, naar en Hob vilde Røvere overfalde en fredeligtsindet Befolkning eller naar blot Ophavsmændene til en uretfærdig Krig stilledes frem for vor Betragtning; men naar den fremtræder med stor Styrke i et Land som Danmark, med dansk- og tydsktalende Undersaatter under den samme Konge, i en Stat kom den danske, med een Landsdeel, Kongeriget, hvis Indvaanere tale Dansk, een Landsdeel, Slesvig, hvis Beboere tale deels Dansk og deels Tydsk, samt de tvende Hertugdømmer, Holsteen ogLauenborg, hvis Befolkning taler Tydsk, og naar den fremtræder i en saadan Udstrækning, at tydsk og dansk Sprog i den samme Stat skal betragtes som afgjorte Fjender af hinanden, saa har man den Brand, som jeg i mit første Stykke hentydede til, og da Følgen deraf maa snart eller seent blive, at hver Part fra sin Side søger at afskjære Forbindelsen med den anden for at trække sig ud af Branden, saa har man Statens Opløsning. Den, som bevidst eller ubevidst bidrager dertil, gjør efter mit Begreb sit Fædreland en ringe Tjeneste, hvad enten han saa kaldes Slesvigholstener eller dansk National-Liberal. Det eneste Middel til ar modarbejde dette, er, at Mænd, kom ikke ynde den national-politiske Ruus, sige til de Berusede, at man helst vilde være fri for Klammeri.
"Mine Bemærkninger om, at man helst skulde see at bidrage til, at Ordningen af Slesvigs Anliggender kunde skee ad fredelig Vei, og at det dog var muligt, der kunde være nogen paa Begge Sider, vil jeg ikke have forstaaet som gjældende Hertugen af Augustenborg eller dem, som dengang og endnu ere hans Tilhængere. Disse har jeg stedse betragtet som Oprørere; men dermed er ikke sagt, at alle de Tydsktalende, der ikke i Eet og Alt ynde den danske Regjerings Foranstaltninger, kan medrette kaldes Slesvig-holstenere, eller at de Dansktalende, som ivrigst troe paa Ufeilbarlighed fra sproglig dansk Side, derved gavne deres Fædreland bedst. Den eller de Mænd, som kunde være saa heldige at give Antydning til, hvordan de stridende Parter bedst skulde lære at forliges, og selv privat og offentligt give Exemplet derpaa, vilde efter min Mening have den Tilfredsstillelse, at den Roes, som Anderledessindede modtage gjennem Adresser og andre Hædersbeviisninger, eller den Daddel, som de selv kunne være udsatte for, ikke skal smerte dem, thi Bevidstheden om at have gjort hvad der efter deres Overbeviisning var Pligt, vil bude dem Erstatning derfor.
Hvad Soldaten angaaer, saa har jeg den Tro, at han nu som for vil gjøre sin Pligt, hvis han bliver kaldet dertil! men jeg troer ogsaa, at han igien kan fordre af dem, der befatte sig med nationale Anliggender, at de, Enhver efter sin Betragtning - og ikke efter Andres Forskrifter - gjøre hvad de, formaae til en fredelig Løsning af Forviklingerne, forsaavidt en saadan Løsning kan være overensstemmende med Fædrelandets Tarv. Hæderen til Soldaten er i sin Orden, naar han staaer for en retfærdig Sag eller forsaavidt han udfører sin undersaatlige Pligt imod sin Konge; men jeg holder dog meest af den Soldat, som kan undvære en saadan Roes."
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)
Det er et lige saa perfid og daarligt maskeret som det er et aldeles borneret Forsøg paa at skjule Sandheden og herpaa bygge klodset indirecte Sigtelse, naar Laur. S. kan i et Brev hertil, i Anledning af og i bagvendt Forbindelse med Nationalitets sagen, vil give falsk Skin af, at en af hans Colleger i den slesvigske Stænderforsamling, hvem han kalder "een af de værste, om end ubetydeligste Slesvigholstenere (Baudissin)", "endog har troet at kunne citere Aalborg Avis til Støtte for sine Meninger". Brevskriveren har vel troet at kunne "citere" flotvæk en saadan i sin hele Forbindelse fremført usand og taabelige Sladder uden at den skulde komme videre, siden han vel ellers vilde have sørget herfor igjennem hans beredvillige Organ Had. Avis. Da den imidlertid nu ad anden Vei "efter Anmodning" er forsøgt propaganderet igjennem "Berl. T.", skulle vi gjerne vise Beskaffenheden heraf og af Skaus sande Stilling hertil. Den Sag nemlig, hvori Baudissin, efter Hdl. Avises Yttring i sin Tid, thi vi have ikke den slesvigske Stændertid., skal have i Stænderforsamlingen citeret vort Blad, er ved hans Forslag om Pressefrihedens Indførelse i Slesvig, altsaa ikke i fjerneste Forbindelse med "hans Meninger" om det nationale Stridsspørgsmaal, hvilket udelukkende foranledigede Adressen herfra og andetsteds. Da B. bebudede sit Forslag om Pressefrihed, udtalte vi, eller rettere fornyede vi tidligere Udtalelser og Ønsker for at dette Gode maatte blive Slesvig tildeel, samt Beklagelsen af, at Regjeringen ikke selv havde taget Initiativet i at fremkalde det. Heri, i dette Sidste, er det at Forslagsstilleren, da han siden indbragte Forslaget, skal have paaberaabt sig vor Udtalelse, og det er, siden Saadant er skeet, os kjært, at man da tillige i Slesvig har erfaret, at der i Kongeriget ogsaa aander Ønsket for Pressens Frihed lige saa fuldt i Hertugdømmerne som den lykkeligen er tilstede i Kongeriget, saa at Slesvig fra Kongeriget kan vente at borgerlig Friheds Tilstyrkning, imedens denne sydpaa søges sørgeligen hæmmet. Hin Beklagelse, at Regjeringen ikke selv har taget og tager Initiativet, istemme vi saa meget mere, som man ved at befordre Frihed i Slesvig alt vilde have praktisk viist, at man mener det alvorligt med Friheden, og man tillige herved vilde have havt det sandeste og sundeste Middel til at fjerne den sprognationale og sønderlemmende Tvist og til at knytte alle Slesvigeres Hjerte nærmere og fastere til Danmark. Om Forslaget nu, da Regjeringen ikke selv har benyttet Initiativet, er udgaaet fra en Greve eller hvilketsomhelst Medlem, er os og Sagen ganske Ligegyldigt. Laae Friheden Skau og hans tvende bureaukratiske Fæller mere paa Hjerte, saa vilde og burde disse ogsaa selv have været de Første hermed eller have støttet Sagen, især da de selv med Føie have beklaget sig over, at man oftere paa den anden Side har ved det sprognationale Brud viist sig utilbøielig til at følge dem i Forslag, der kunde være til Slesvigs Bedste. Vilde Skau dette, i sin hele indre Udvikling og Befæstelse, tilgavns, da havde han selv maattet følge Folkefriheden, for hvilken han er født og baaren, og burde have havt mere Grund og vilde have gjort bedre Virkning, end Greven, ved selv at have istemt vor Udtalelse. Ialtfald burde Mindretallets Førere, uagtet de jo naturligviis have meest Hjerte for Danmark, mindst lade en meer aristokratisk Side i noget Tilfælde have Lejlighed til at tage Initiativet, hvor der er Spørgsmaal om Frihed i Slesvig.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. maj 1860)
Ved den Fest i Ringkjøbing som feiredes i Anledning af Istedslaget havde ogsaa den bekjendte Rigsdagsmand Sylvester Jørgensen indfunden sig, og da han af en Taler blev opfordret til at bevise sin Paastand, at Slesvig ikke var en dansk Provinds (man vil bemærke, at Hr. Sylvester Jørgensen er enig med Hr. v. Schleiniz), søgte han virkelig at godtgjøre, at Danmark aldeles ingen Ret har til at indblande sig i Slesvigs Anliggender, og han tilføjede, al det var bedst "at aflægge disse Mindedage for ikke at irritere Fjenden". Grev Schulin imødegik S. Jørgensen og udbragte el Hurra for Danmark til Ejderen. Konsul Husted lagte Vælgerne paa Hjertet at vælge en ægte dansk,selvstændig og oplyst Mand, naar der atter skulde vælges til Rigsdagen; saavel han som de følgende Talere udtalte sig imod den nævnte Rigsdagsmand. Om Aftenen var et Festmaaltid arrangeret, hvorpaa fulgte el Bal.
(Ribe Stifts-Tidende 28. juli 1860).
Dagbladet nævnte 7. august 1860 i en længere artikel om Zahle, Sylvester Jørgensen, Bernhard Ree fra Aalborg Stifts-Tidende og andre kritikere af regeringen at man skulle holde nøje øje med om tanke- og ytringsfriheden ikke blev misbrugt til landsforræderi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar