Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.
For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.
Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920.
Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby.
Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.
Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.
Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.
Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.
August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.
Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.
Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.
Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.
Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.
Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.
Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.
(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).
II
Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.
Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.
At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse.
Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.
Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.
En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.
Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.
Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.
Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.
Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om.
(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).
T. A. J. Regenburg.
III.
Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.
Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.
Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.
I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:
Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"
Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.
Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.
Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.
Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".
Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.
I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.
Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."
Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.
Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.
Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.
Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.
(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).
Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.
Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk.
Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.
