Sporvognsdirektør Kai Nørregaard. (Efterskrift til Politivennen)

Sporvognsdirektøren død.

Kai Nørregaard

Efter et langt Sygeleje er Sporvejsdirektør Kai Nørregaard i Aftes afgaaet ved Døden 63 Aar gammel.

Kai Nørregaards hele Livsgerning var knyttet til Sporvejene. Som ung juridisk Kandidat var lian i t to Aar ansat ved Rigsdagens Bureau, men allerede 1895 blev han ansat som Kasserer og Bogholder ved Københavns Sporveje, to Aar efter avancerede han til Kommitteret, 1899 blev han Hovedkasserer og i 1902 administrerende Direktør. Ved Kommunens Overtagelse af Sporvejene i 1911 fulgte han med over i Kommunens Tjeneste.

Det falder sjældent i noget Menneskes Lod at se ait Arbejdsfelt gennemgaa en saa rivende Udvikling. Da Nørregaard knyttedes til Sporvejsdriften, var den elektriske Sporvogn en ny og ufuldkommen Opfindelse, som i København kun var taget i Brug for en enkelt Linie. Fra Hestesporvognens Tid og til Nutidens tætspundne elektriske Sporvejslinier var Nørregaard Sjælen i Arbejdet. Der hør tilskrives ham en væsentlig Del af Æren for, at Sporvejstrafikken i København i mange Henseender blev mønstergyldig. Et Befordringsmiddel, der benyttes daglig af næsten alle Borgere, er naturligvis udsat for den skarpeste Kritik øg enhver Mangel falder let i Øjnene, men i Virkeligheden bestrider ingen, at Storkøbenhavns Sporvejeordning med Enhedstaksten er den omfattende Omstigningsret, maa regnes for en af de bedste og billigste i Verden.

Kai Nørregaard var det private Selskab en dygtig og nidkær Direktør, men han blev Københavns Kommune en ikke mindre dygtig og aarvaagen Embedsmand. Han holdt sig nøje underrettet om alle Fremskridt paa Sporvejstrafikkens Omraade andre Steder i Verden og søgte at frugtbargøre alle de Erfaringer, som han høstede paa sine Studierejser. Han var en meget selvstændig Natur, sikker i sine Meninger og stejl i sin Standpunkter, men overbevisende ved sin logiske Argumentation og ved de omhyggelige Forarbejder, der altid sporedes, naar han afgav sine Indstillinger om egne Planer eller sit Skøn over andres Idéer.

Trafikspørgsmaalet er altid brændende i en Storby som København. Men netop nu er saa store Problemer fremme, at Kai Nørregårds Dødsfald rnaa føles som et virkeligt Tab. Det bliver ingenlunde nogen let Opgave at finde en Efterfølger, der kan naa paa Højde med den Dygtighed og Erfaring, som gjorde Kai Nørregaard til en saa fremragende Embedsmand.

Borgmester Anthon Andersen om den Afdøde.

Saasnart vi modtog Meddelelsen om Sporvejsdirektør Nørregaard opsøgte vi Borgmester Anthon Andersen paa Palads-hotellet, hvor Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejsselskab netop var i Færd med at fejre en Begivenhed, der vil faa Betydning baade for Nordsjælland og København. Man er nemlig nu bleven færdig med at nedlægge et 50,000 Volts Kabel mider Øresund, hvorved der paa Elektricitetens Omraade er skabt Forbindelse mellem Sjælland og det store sydsvenske Kraftværk.

Skønt Borgmester Ant. Andersen var ildende om Sporvejsdirektørens svære Sygdom og endnu i Torsdags Aftes i Borgerrepræsentationen udtalte Haabet om hans snarlige Helbredelse, saa berørte Budskabet om hans Død, Borgmesteren meget smerteligt. Han udtalte:

- Lidt før Paaske kom Sporvejsdirektør Nørregaard til mig og fortalte, at han var meget træt, og han vilde derfor gerne have en Ferie for at besøge sin Datter, som er gift og besiddende i England. Jeg bad ham om endelig at rejse med det samme for at han kunde blive udhvilet. Jeg anede ikke noget om, at han i Virkeligheden var en syg Mand. ,

Efter ca. 3 Ugers Forløb vendte Nørregaard tilbage og tog atter fat paa Arbejdet, men der gik kun nogle faa Dage, saa maatte han give op og Ude sig indlægge paa Kommunehospitalet for en Hjertelidelse, og her har han ligget, indtil Døden nu gjorde Ende paa hans Lidelser. Jeg havde dog haabet, at han var kommet over Sygdommen.

Det bedrøver mig meget smerteligt. Direktør Nørregaard ikke mere er iblandt os. Han var en ualmindelig nidkær Embedsmand, der kendte sine Sager. Og han havde den ene Opfattelse, at gavne Kommunens og Borgernes Interesse. Personlig har jeg det allerbedste Indtryk af Sporvejsdirektøren.

Som Sagerne ligger i Øjeblikket vil det blive meget vanskeligt at erstatte ham.

*

Direktør Nørregaard var af Anskuelser en meget frisindet Mand og kom det socialdemokratiske Flertal i Byens Styrelse i Møde med virkelig Forstaaelse. I Privatlivet var han en elskværdig og charmerende Personlighed, der vandt sig mange Venner.

*

Sporvejsdirektør Nørregaards Dygtighed vandt international Anerkendelse, idet han som Medlem af Bestyrelsen for de to internationale Foreninger for Sporvejssagkyndige: "Internationaler Strassenbehnverein" og "Union internationale de tramways etc."

*

Han efterlader sig foruden sin Hustru to Børn, en Søn, der er Maler og for Tiden opholder sig i Italien, samt en Datter.

(Social-Demokraten 22. maj 1926).

Foto fra Aftenbladet (København) 29. maj 1926: Sporvognsdirektør Kai Nørregaards begravelse på Vestre Kirkegård. Sporvognsfunktionærer bærer hans kiste ud af kapelgården, mens andre står æresvagt. Nederst funktionærernes kor.

Han blev begravet den 28. maj 1926 fra nordre kapel på Vestre Kirkegård. I juni 1926 indstillede Magistraten enstemmigt trafikinspektør ved statsbanerne, cand. polyt. Erin Aandreas Georg Valdemar Juel-Hansen (1878-1955) til at overtage Kai Nørregaards stilling.

Henrik Julius Lehmann 1869-1925. (Efterskrift til Politivennen)

Henrik Julius Lehmann var student 1887 fra Metropolitanskolen. 1893 cand.jur. og var derefter fuldmægtig ved Amager birk og ved Thisted amt.  Lehmann var medlem af Statens bogsamlingskomité 1910–1920 og var som medlem af biblioteksrådet fra 1920 med til at forberede og udforme de rammer for biblioteksvæsenets ordning som fastlagdes ved loven af 5. marts 1920. 1919 tog han initiativet til sammenslutning af foreningerne Danmarks folkebogsamlinger og Dansk biblioteksforening til Danmarks Biblioteksforening. 

Han var 1914–1919 formand for Centralforeningen for ministeriernes embedsmænd og assistenter.  Som foreningens repræsentant i lønningskommissionen af 1917 fik han udvirket at lønningsloven af 1919 på adskillige punkter imødekom de ministerielle tjenestemænds ønsker. Organisationen udgjorde sammen med Den danske dommerforening og Universitetsforeningen Danske stats-embedsmænds samråd (den højere embedsstand).

1919-1925 var han amtmand over Thisted amt efter Bache som blev forflyttet til Aalborg. 

Amtmands-Udnævnelser.

Amtmand Henrik Lehmann.

Kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Lehmann, der er udnævnt til Amtmand over Thisted Amt, er født i Kjøbenhavn den 30te August 1869 som Søn af Sundhedskollegiets Dekanus, Dr. med. Julius Lehmann og Hustru, født Behrens. I 1887 blev han Student fra Metropolitanskolen og i 1893 juridisk Kandidat, hvorefter han i fire Aar var Fuldmægtig ved Amager Birk, med et Aars Mellemrum, da han var Fuldmægtig ved Thisted Amt, hvortil han nu altsaa vender tilbage som Amtmand.

Sin Løbebane i Kultusministeriet begyndte Lehmann som Assistent i 1896 han avancerede til Fuldmægtig i 1909 og har siden 1912 været Kontorchef, deraf fra 1916 i Undervisningsministeriet. Af de mere betydende Hverv, som han har beklædt eller endnu beklæder, skal anføres, at han siden 1907 har været juridisk Sekretær ved Sundhedsstyrelsen, Medlem af Dansk skolehygiejnisk Forenings Repræsentantskab og af Statens Bogsamlingskomité. I 1917 udnævntes han til Medlem af Døvstummekommissionen og af Lønningskommissionen, og i længere Tid har han beklædt Posten som Formand i Hovedbestyrelsen for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og Assistenter.

Den nye Amtmand, der er usædvanlig stærkt interesseret i sociale Forhold, bar udfoldet en ikke ringe faglitterær Virksomhed. Han har saaledes udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter samt en meget benyttet Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole og er siden 1910 Medudgiver af Gejstlig Reskriptsamling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1919).

Lehmann var som amtmand formand i direktionen for Thisted-Fjerritslev-jernbanen 1919–25 og fra 1921 formand i tilsynsrådet for Sparekassen for Thisted Amt. I forbindelse med kommunedelingen i 1923 af Hunstrup-Østerlid blev der i Thisted Amts Tidende gjort protester fra beboere i Østerlid mod Lehmann og Amtsrådet for ikke at blive hørt, samt overdragelsesbeløbet. Uenigheden gik bl. a. på fortolkninger i håndbøgerne samt om hvilken udgave man skulle have brugt.

Foto fra Thisted Amts Tidende 11. august 1924 i anledning af Thisted købstads 400 årsjubilæum.

Amtmand Lehmann.

Som meddelt i Lørdags, er Amtmanden over Thisted Amt Henrik Lehmann afgaaet ved Døden paa Rigshospitalet, kun 56 Aar gammel.

Han blev efter hvad "Nationaltid." meddeler, for et Par Maaneder siden generet af konstante Feberanfald og søgte saa til Professor Faber paa Rigshospitalet. Efter en tidligere Observationstid viste det sig, at Patienten led af en ikke særlig hyppig, men farlig Blodsygdom, Septikæmi, og efter tre Ugers Sygeleje bukkede han under for den.

Henrik Lehmann var født i København som Søn af Dekanus for Sundhedsskollegiet, Dr. med. Julius Lehmann og hans Hustru, født Behrens, og en Søster til ham er Fru Retspræsident Friis, Viborg. Efter Artium fra Metropolitanskolen blev han juridisk Kandidat, Fuldmægtig først ved Amager Birk og senere ved Thisted Amt, og fra 1896 ansat i Kultusministeriet, hvor han var Kontorchef, da han 1919 udnævntes til Amtmand over Thisted Amt.

Lehmann, der var af et repræsentativt Ydre og ogsaa satte Pris paa Formernes Overholdelse, var en særdeles dygtig, flittig og meget anvendt Embedsmand, der i sin Ministerietid beskæftigede sig indgaaende og personlig Interesseret med Sagerne. De forskellige Hverv, der i denne Forbindelse tilfaldt ham, varetog han godt. 

Ikke mindst Arbejde gjorde han i Statens Bogsamlingskomité, ligesom han i det hele taget var en Autoritet vedrørende Skolesager, har udgivet flere Skolelove og forrige Aar afsluttet den særdeles brugbare "Haandbog i Lovgivningen om den danske Folkeskole". I Organisationsarbejdet indenfor Embedsstanden trak Lehmann i mange Aar den største Del af Læsset. Han var de ministerielle Embedsmænds Repræsentant i den store Lønningskommission, og han var den egentlige Fader til den store Sammenslutning, der kaldes "Embedsmændenes Samraad".

Amtmand Lehmann var gift med Gerta, født Klug, Datter af Borgmester, Dr. juris Heinrich Klug i Lybæk. Fruen overlever sin Mand sammen med tre halvvoksne Børn.

(Viborg Stifts-Tidende 30. november 1925).

Amtmand Lehmann død

Efter længere Tids Sygdom er Amtmand Henrik Lehmann, Thisted, i Gaar død paa Rigshospitalet.

Amtmand Lehmann var Søn af den i sin Tid meget kendte Læge og Videnskabsmand Julius Lehmann.

Efter at være blevet Kandidat i 1893 var han Fuldmægtig I Provinsen i nogle Aar, kom saa ind i Kultusministeriet og blev 1912 Kontorchef her.

Det var især Skolesagerne, som lagde Beslag paa Lehmanns Arbejdsevne, og han blev efterhaanden en Autoritet i alle Spørgsmaal vedrørende Folkeskolevæsenet.

Hans "Haandbog i Lovgivningen om  den danske Folkeskole" er et fortrinligt tilrettelagt og meget benyttet Værk. Desuden har han udgivet Skolelovene af 1899 og 1904 med Noter. Ogsaa for de statsunderstøttede offentlige Biblioteker nærede han levende Interesse, og han gjorde som Medlem af Statens Bogsamlingskomité 1910-20 og i Biblioteksraadet 1920 et stort Arbejde.

En særlig betydningsfuld Indsats ydede han som Formand 1914-19 for Centralforeningen af Ministeriernes Embedsmænd og som disses Repræsentant i Lønningskommissionen af 1917. Naar de ministerielle Tjenestemænd har opnaaet betydelige Lønforbedringer og nu staar samlede i en fast Organisation, der sammen med Dommerforeningen og Universitetsforeningen har dannet et fælles "Samraad", omfattende hele den højere Embedsstand, skyldes det i høj Grad Lehmanns Initiativ og Forhandlingsevne. Ogsaa for det fællesnordiske Arbejde interesserede han sig meget.

Fra 1919 var han Amtmand over Thisted Amt, hvor han var kendt fra sine Fuldmægtigdage. Her gjorde han fortrinlig Fyldest paa Grund af sine repræsentative Egenskaber, store Dygtighed og gamle Kendskab  til Egnen.

Amtmand Lehmann efterlader sig Enke, født Klug, og et Par Børn.

(København 29. november 1925).

Mindetale over Amtmand Lehmann.

Ved Begyndelsen af Amtsskoleraadets Møde i Dag udtalte den konstituerede Amtsmand de Jonquires:

Det var en trist Meddelelse, vi modtog i Lørdags om, at Amtmand Lehmann var afgaaet ved Døden. Vel vidste vi, at han var syg og farlig syg, men derfor var det dog en trist Meddelelse, trist for dem, som arbejdede sammen med ham, og for mig, som har kendt ham i mange Aar og har nydt godt af hans smukke Personlighed. Amtmand Lehmann blev ikke nogen gammel Mand, men naaede dog at sætte sig Spor i det offentlige Liv, jeg tænker her paa den fremragende Indsigt, han naaede paa Skolevæsenets Omraade, og jeg tænker paa det store, frivillige Arbejde, som Amtmand Lehmann under sin Embedsgerning nedlagde i de særlig til Skolevæsenet knyttede Led af Arbejdet. Naar han naaede saa fortrinlige Resultater, skyldes det ikke blot, at han var i Besiddelse af stor Arbejdskraft, men ogsaa, at han havde en varm Interesse for alle de Forhold, han beskæftigede sig med, men det skyldes ikke mindst, at han havde Egenskaber, som gjorde, at Medlemmerne fik Tillid til ham ved hans udprægede Finhed og Redelighed i Tankegangen og hans sjældent stilfulde Fremtræden. Det tilkommer ikke mig at udtale mig om hans Gerning i Amtsraadet, men er der noget som, at man bedst kan bedømme et Menneske efter hans Omdømme blandt dem, som staar ham nærmest i hans daglige Liv, hvis det er saadan og hvis jeg som ny Mand maa have Lov at dømme Amtmand Lehmann efter de varme Udtalelser, som jeg har hørt )remsat om ham paa Amtskontoret og efter den Hengivenhed og Højagtelse, han var omgivet af paa Amtskontoret, saa vil jeg sige, at Amtmand Lehmann med Hæder og Ære kan tage det Omdømme, han har skabt sig, med sig i sin Grav. Jeg tror, at det er i Overensstemmelse med Raadet, naar jeg udtaler en Beklagelse over, at Amtsmand Lehmann saa tidligt døde. (Medlemmerne rejser sig.)

Amtsraadsmedlem Sloth: Det var ret vemodigt i Lørdags at modtage Budskabet om, at Amtmand Lehmann var død, vi havde haabet, at han maatte overvinde den svære Sygdom. Han har i den Tid. i hvilken han var Amtmand i Thisted Amt gjort et betydeligt Arbejde for, hvad han ansaa for nyttigt, og det var ikke blot i Skolesager, Amtmanden var jo Autoritet paa det Omraade, men ogsaa ved Amtsraadets Sager, han sparede sig aldrig for at faa det bedst mulige Resultat af Forhandlingerne. Og selv om Sagen fik et Resultat, som Amtmanden ikke syntes om, saa bøjede han sig altid loyalt for Resultatet. Amtmand Lehmann har en Gang sagt, at af de Pligter, han havde som Amtmand, var Møderne her ham de kæreste. Vi skylder ham Tak for den rolige og saglige Maade, han ledede Forhandlingerne paa. Vi vil mindes ham som den fine og ridderlige Personlighed, han var, og vi vil udtale et Ære være hans Minde. 

(Medlemmerne rejser sig.)

(Thisted Amtsavis 30. november 1925)

Thisted Byraad

Mindetale.

Borgmesteren indledede Byraadsmødet med bl. a. at udtale: Siden Byraadets sidste Møde er der kommen Meddelelse om, at Hr. Amtmand Lehmann er afgaaet ved Døden. Selv om man altid under en Sygdom er forberedt paa et saadant Udfald, saa gør det altid et særligt Indtryk, naar en Mand som her kaldes bort mens han staar midt i sin Manddoms Gerning. Den Gang Amtmand Lehmann kom her til Thisted var det med Haabet om at kunne sætte sig ind i denne Kgns og Befolkningens Ejendommeligheder for derefter at kunne udrette det bedst mulige baade for By og Land. Selv om Amtmand Lehmanns Forslag og Tanker ikke altid har vunden udelt Tilslutning, saa maa det erkendes, at han har været ridderlig og nobel saavel under Forhandlingerne som udenfor disse. Naar nu Amtmand Lehmann er gaaet ud paa den store, tavse Rejse, sænker vi alle Kaarden og idet jeg ikke tvivler om, at hans Virke var præget af Retsind og Ønsket om at øve Retfærdighed, udtaler jeg: Ære være hans Minde (Medlemmerne rejser sig).

- For lukkede Døre vedtog Byraadet iaftes ved Amtmandens Jordefærd i København at lade sig repræsentere af Borgmester Bjerregaard.

(Thisted Amtsavis 2. december 1925).

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

Under stor Deltagelse jordedes i Dag Amtmand Lehmann, Thisted, fra Holmens Kirke i København. Der var til Baaren sendt et Væld af Kranse, deriblandt signerede fra Kongen og Dronningen, Thisted Amtsraad, Danmarks Hypotekforening, Dansk Lokomotivforbunds Afdeling i Thisted Amt, Personalet paa Thisted Amtskontor, Provsterne i Thisted Amt, Thisted Plantage, Thisted Bank (Den danske Landmandsbanks Thisted-Afdeling), Thisted Amts kommunale Hjælpekassers Forening, Samtlige Ministerier, Thisted Amts og Morsø Sogneraadsforeninger, Det nordiske administrative Forbunds danske, norske og svenske Afdelinger, Thisted Amts Tidende, Danske Statsembedsmænds Samraad, Sundhedsstyrelsen, Thisted Byraad, Statens Biblioteksraad, Hjørring Amtsraad, Nykøbing Byraad, Sparekassen for Thisted Amt, Thisted-Fjerritslev Jernbane, Sagførerne i Thisted og Ministerialembedsmandsforeningen. 

I det talrige Følge Bemærkedes bl. a. Stiftamtmændene Ammentorp og Grøn, Indenrigsminister Hauge, Departementscheferne Graae, Martensen-Larsen og Hollbøll, Admiral Carstensen, Kommandør Cold, Kaptajn von Pontoppidan, Retsformand Oldenburg, Generaldir. Michael Koefoed og Afdelingschef Valeur i Udenrigsministeriet, samt fra Thisted Amtsraad: konst. Amtmand de Jonquieres, Fuldmægtig Andersen, Amtsraadsmedlemmerne Carl Madsen og Sloth. 

Efter Salmen "Jeg lever og ved" talte Provst Fenger ud fra Pauli Ord i 1. Korinthierbrev om Tro, Haab og Kærlighed. I sin korte, men gribende Tale nævnede Provsten, hvorledes Afdøde havde elsket sin Gerning og set sin Fremtid lykkeligt i Møde. Men ligesom en Skygge kan komme paa en dejlig, solrig Sommerdag, havde her Sygdom ført til Døden. Provsten sluttede sin Tale med Bøn for de Efterladte.

Operasanger Linke sang "Lær mig Nattens Stjerne", hvorefter "Altid frejdig" blev blev sunget.

Kisten, der var smykket med broncefarvede Crysanthemer, bares ud - efter Afdødes Ønske - af hans Sønner og nogle af hans nærmeste Venner.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor "Dejlig er Jorden" blev afsunget

Amtmand Lehmann og Mindesmærket for J. P. Jacobsen.

Om Amtmand Lehmann, hvis Begravelse fandt Sted i Dag i København, skriver Magister Bøwing-Petersen, der som bekendt var Hovedtaler ved Afsløringen af Mindestenen over I. P. Jacobsen, følgende i Polit.:

Nu ved Amtmand Lehmann Død saa kort efter Afsløringen af J. P. Jacobsen-Monumentet i Thisted bør det fremdrages og mindes med Tak, at han mere end nogen anden har Æren for dette Monuments Tilblivelse. Fra den Dag, han som Amtmand drog ind i J. P. Jacobsens Fødeby, var det ham en Hjertesag, at den skulde sone sin Fortids Uvilje mod sin berømte Søn. At dette skete, blev hans sidste store Glæde, inden Døden altfor tidligt bortrev ham. 

Den, der skriver disse Linjer, véd, hvor ihærdigt Amtmand Lehmann gennem Aarene virkede for at gennemføre sin Tanke - ved Samarbejde med Dansk Forfatterforening, med Kunstnere og Arkitekter og først og sidst med de Mænd fra Thisted og Thy, hvis Støtte han turde paaregne. Ved selve Afsløringsfesten i dette Efteraar lød hans Stemme kraftig og klar ud over den solblanke Skovplænes Tilhørermængde, og ingen kunde ane, at denne højst ranke Skikkelse allerede da bar Dødens Kim i sig.

Men naar den nuværende Generation af Thistedboer fremtidig glæder sig over den smukke Sandstenssøjle, som pryder deres Skove, vil de ikke blot mindes Digteren, for hvem den er rejst, men tillige ham, der fik den rejst - fik Thisted til at bringe sit skyldige Sonoffer.

(Thisted Amts Tidende 4. december 1925).

Carl Stenders Kunstforlags negativsamling (1888-1963): Thisted. Mindesøjle for J. P. Jacobsen. Efter tegning af arkitekt Fr. Kiørboe med relief af billedhugger Jens Lund. 1888-1963. Det kongelige Bibliotek.

Som oversætter af Darwin "Arternes oprindelse", fritænker og del af Det moderne gennembrud var J. P. Jacobsen formentlig ikke vellidt i Indre Mission i Thisted hvor den stod stærkt. Senere er der opkaldt en gade efter ham, ligesom Thisted Museum har en samling og hans barndomshjem er ligeledes bevaret. 

Amtmand Lehmanns Jordefærd.

(Supplerende Referat)

Fredag Eftermiddag Kl. 2 begravedes fra Holmens Kirke i København Amtmand Henrik Lehmann under meget stor Deltagelse.

Til Baaren var sendt en Mængde pragtfulde Kranse og Blomsterdekorationer, som laa i en lang Række lige fra Indgangsdøren helt op til Kisten oppe i Koret. Foruden de i Gaar nævnte saas i det talrige Følge Departementscheferne Aagesen og Vedel, Amtmændene Saxild, Holbæk, og Lundbye, Sønderborg, Viceadmiral Konow, Kommandørerne Harttung og Topsøe Jensen, Oberstløjtnant Carstensen, Retspræsident Friis, Professor Frantz Dahl, Politimestrene Kampmann, Thisted. d'Auchamp, Hurup, og Kold, Nykøbing M., Borgmester Bjerregaard, Redaktør Aaberg og Amtsfuldmægtig Ehlern, Thisted, Hovedbogholder Eyber, Rigshospitalet, Stabslæge Norrie, o. m. fl.

Efter Salmen "Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst" talte Provst Fenger:

Hernede ser vi kun Tingene i Spejl og som Brudstykker, og meget af det, vi oplever, synes derfor gaadefuldt og dunkelt, først hisset vil vi komme til at forstaa. hvorfor alt hernede artede sig som det gjorde.

Saa blev da Henrik Lehmann revet ud af den Gerning, som havde hele hans Kærlighed, den Virksomhed, hvortil han følte sig saa stærkt kaldet. Vi mindes her Pauli Ord: Hvorfor, Herre, hvorfor? Han stod, før Sygdommen kom, midt i sin Lykke. Ganske kort forinden havde han og Hustru fejret deres Sølvbryllup, hvor deres Hjerter svulmede af Glæde. Han selv følte sig lykkelig i sin Gerning. Han har selv udtalt: Hvor Gud har skænket mig megen Lykke. Han levede i et lykkeligt Ægteskab med sin Hustru, som var hans Ungdoms Kærlighed, og han saa Børnene, som han elskede af hele sit Hjerte, vokse op omkring sig og udvikles til dygtige Mennesker.

Og saa kom med et som en mørk Sky paa en skyfri Himmel denne Sygdom umiddelbart efter Sølvbryllupet og Fødselsdagen. Han har sikkert dengang spurgt: Hvorfor, Herre, hvorfor?, og det samme Spørgsmaal er bleven stillet af hans Hustru og Børn og hele hans Slægt. Lægerne udfoldede forgæves deres Kunst. Som med et Slag var hele den Lykke, der var ham betroet, bortvejret, og Døden endte brat denne smukke Livsbane, just som den befandt sig i sin Zenit.

Atter maa jeg gentage: Hernede ser vi kun Tingene i spredte og dunkle Træk, og vi fremstammer derfor vort: Hvorfor? Men engang hisset skal vi lære at forstaa, at det var Guds Visdom og Kærlighed, som var bagved det hele.

Jeg har kendt Henrik Lehmann fra hans Ungdom, kendt ham som den ældste Søn i Barndomshjemmet hos hans dygtige og gode Fader, højt skattet og elsket af begge Forældrene. Der var fra hans Ungdom noget ejendommeligt værdigt over ham. Aldrig var der noget ukorrekt eller stødende over hans Færd. Han var i Besiddelse af en medfødt Takt, som var ham en sikker Ledetraad. Ved Siden deraf var han samvittighedsfuld og pligtopfyldende til det yderste, og dette i Forening med hans gode Evner medførte, at hans Slægt og Venner altid vidste, hvor de havde ham, vidste, at han var en Mand, paa hvem de helt ud kunde stole. Det viste sig da pgsaa allerede i hans Ungdom at han var i Stand til at arbejde, ikke albue sig frem.

Jeg mindes ogsaa endnu den Sommerdag, da han og hans Ungdoms Kærlighed lagde Hænderne sammen og gik ind til 25 lykkelige Aar. Han omfattede sin Gerning oppe i Ministeriet med hele sin Kraft og satte en Ære i at gøre sin Pligt, idet han følte, at det var den højeste, hvem han havde at staa til Regnskab. Den samme Samvittighedsfuldhed fulgte ham ved Udarbejdelsen af hans Bøger.

Og saa tænker jeg paa den Stund, da den høje Embedsstilling blev ham betroet. Det kan godt være, at Gerningen til at begynde med var ham noget fremmed, men naar et Menneske, der er udrustet med gode Evner samtidig udfolder hele sin Flid, saa vil det ogsaa lykkes ham at gøre Fyldest. Det kan ogsaa være, at man oppe i Thisted Amt fra Begyndelsen fandt ham noget for korrekt og tilbageholden, men man har sikkert lært at forstaa, at han søgte ikke sit eget, men at det var ham om at gøre at yde sit bedste for den Befolkning, han var sat til at virke iblandt. Der foreligger da ogsaa mange Vidnesbyrd om, at man lærte at paaskønne hans Virksomhed, at man skænkede ham Tillid og Venskab. Og man gjorde derhos den Erfaring, at der bag det noget afmaalte Ydre fandtes et varmt bankende Hjærte, som man aldrig forgæves paakaldte. Jeg tror næppe, der er nogen af Amtets Beboere, som ikke da Dødsbudskabet kom, følte et Stik i Hjærtet i Forening med en Følelse af, at de vilde komme til at savne ham.

I, hans Hustru og hans Børn, havde i ham en trofast Ægtefælle og Fader, som I dybt vil føle Savnet af. Jeg har besøgt ham paa hans Dødsleje og jeg fik en stærk Følelse af, at han var klar over, hvor det bar hen. I Børn havde ingen bedre Ven end Eders Fader. Han følte dybt Savnet af Jer, da I havde forladt Hjemmet, og I og Eders Moder har sikkert fremfor alle andre lært, at Henrik Lehmann var mere end en værdig og korrekt Embedsmand, han var en Mand med et varmt bankende kærligt Hjærte, en Mand, der var trofast mod sit Hjem og dets gamle Traditioner, trofast mod Hustru og Børn.

I Forholdet til sin Gud var han en sanddru og ydmyg Mand, der kendte sin egen Ringhed. Han vidste godt, hvor langt han var fjærnet fra Idealet. Men han slap aldrig sin Kristentro, og han takkede Herren af hele sit Hjærte for den Lykke, han havde nydt herneden.

I Verden ser vi kun i Spejl og gaadefuld Tale, men det gælder for Jer som for os alle at forblive faste i Troen, aldrig at opgivet Haabet om, at vi om en liden Stund hisset skal samles igen med dem, vi elskede hernede, og intet Øjeblik at slippe Kærligheden til Herren histoppe og til hverandre indbyrdes.

Og saa vil jeg slutte med at sige: Gud velsigne og glæde ham, Herren lade Mødet mellem den Afdøde og hans Forældre hist oppe blive lykkeligt. Han lære Jer, hans Efterlevende at bære Skilsmissens Smerte, han lære os alle at bevare Troen, Haabet og Kærligheden, i Forvisning om, at ikke alt er forbi med Livet herneden, men at vi, naar vi har naaet vort Maal herneden, engang skal naa at komme hjem.

Fhv. kgl. Operasanger Lincke sang: Lær mig Nattens Stjerne, hvorefter Kisten under Sangen "Dejlig er Jorden" af den Afdødes Sønner, Svigersøn og yngre Slægtninge blev baaren ud af Kirken.

Begravelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard, hvor Provst Fenger forrettede Jordpaakastelsen. Han fremsagde ved Graven, efter Afdødes Ønske, følgende Salmevers:

Fred til Bod for bittert Savn
Gud os gav i Jesu Navn,
Fred os købte med sit Blod,
Fred os Jesus efterlod,
Kristendommen er i en Sum
Fredens Evangelium.
Fred er Kirken Velkomstord,

Og, Farvel paa denne Jord,
I vor Daab den til os lød,
Skal genlyde i vor Død,
Fred med Eder - Herren Fred
Nu og i al Evighed.

En Broder til Afdøde, Speditør Lehmann takkede paa Familjens Vegne for den store Deltagelse.

(Thisted Amts Tidende 5. december 1925).

Provst Fenger tilhørte Indre Mission. Han er omtalt flere steder på denne blog. 

Amtmand Henrik Lehmann 30 aug. 1869 - 28 nov. 1925. Anita Lehmann. 29 juni 1876 - 17 febr. 1972. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Einer Koch 1875-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Ny Formand for Overværgerådet.

Ukendt fotograf: Einer Koch, Einer (7. oktober 1875-3. marts 1926) kontorchef, cand. jur., formand, Overværgerådet. Det kgl. Bibliotek. Fotoet erstatter artiklen noget slørede foto.

Den ny Formand for Overværgeraadet bliver Kontorchef i Socialministeriet Einer Koch, der er en Søn af afdøde Justitiarius i Højesteret P. F. Koch, i sin Tid Borgerrepræsentationens Formand.

Kontorchef Koch har tilbagelagt den sædvanlige Embedsvej: Student 1894, Assistent i Kriminalretten 1903-06, Fuldmægtig i Undervisningsministorlet og Kontorchef samme Steds 1920 og siden 1924 Kontorchef i Socialministeriet. Desuden har han i nogle Aar været Sekretær i Skolekommissionen af 1919.

Vi bad i Gaar Socialminister Borgbjerg karakterisere Overværgeraadets nye Formand og fik følgende Svar: "Naar Valget er faldet paa Kontorchef Einer Koch, saa er det dels fordi han særlig har beskæftiget sig med Børrneforsorg, Børnehjem og hvad derunder henhører, har vist sig som en gennemhuman Mand med store Interesser for hele Opdragelsesspørgsmaalet, og dels fordi han ejer et meget varmt Hjærte for de mange forsømte Børn."

Efter disse Udtalelser at dømme kunde Valget næppe være faldet paa nogen bedre.

(Social-Demokraten 7. august 1925).

Overværgerådet blev oprettet med Børneloven i 1905. Med Værgerådsloven af 1922 blev anbringelsessystemet decentraliseret: Overværgerådet skulle derefter ikke længere godkende alle anbringelser; det skulle de lokale værgeråd. Ved Socialreformen i 1933 ændredes navnet til  Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorgen. Det skulle godkende alle anbringelser indsendt af de lokale værgeråd og modtog tilsynsrapporter og indberetninger fra værgerådene. Medlemmerne var udpeget af hhv. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og Justitsministeriet.

Den nye Formand for Overværgeraadet.

Kontorchef Einer Koch i Socialministeriet.

Overværgeraadets hidtidige Formand, fhv. Overretsassessor Brun, der iøvrigt siden han fyldte 70 Aar har været konstitueret i Embedet, har efter Ansøgning faaet ophævet Konstitutionen fra 1. Oktober. 

Embedet er derefter blevet besat med Kontorchef i Socialministeriet Einer Koch.

Den nye Formand for Overværgeraadet, der fylder 60 Aar kort Tid efter at han overtager Embedet, er Søn af Højesterets tidligere Justitarius P. F. Koch, og altsaa Broder til Præsident Jørgen Koch i Sø- og Handelsretten og Ingeniør Svend Koch. Efter at Einer Koch i sin Tid var blevet Cand. jur., fungerede han i nogle Aar som Sagførerfuldmægtig i København, og gik derefter i 1905 ind i Centraladministrationen. Siden 1913 har han været Fuldmægtig i Undervisningsministeriet, i 1920 blev han Kontorchef i samme Ministerium, og blev endelig, da Kontorchef Bülow i Socialministeriet Fjor rykkede op paa Departementschefsposten, hana Efterfølger. Saavel under sin Gerning i Undervisnings- som i Socialministeriet har Koch beskæftiget sig med Børnesager. - Han skildres som en Embedsmand, der er i Besiddelse af et varmt Hjerte.

Embedet, som Koch nu overtager til Efteraaret, er jo allerede blevet delt, idet Stillingen som Overinspektør for Opdragelsesanstalterne for 2 Aar siden blev tildelt Hr. Oluf J. Skjerbæk. Den nye Værgeraadslov har jo ogsaa i nogen Grad ændret Overværgeraadsformandens Arbejde. Men Embedet, saaledes som det hidtil har været, var dog i nogen Grad afpasset efter den mangeaarige Formands Person og Personlighed. Man kan da. nu da fhv. Overretsassessor Brun forlader Embedet, vente, at en Omnormering af Lønforholdene vil finde Sted.

- - -

I Stedet for Kontorchef Kocher Fuldmægtig i Socialministeriet O. S. D. Fenger fra 1. Oktober indtil videre konstitueret som Kontorchef i Socialministeriet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. august 1925).

Kochs embedsperiode varede kun kort. Han døde den marts 1926 og blev begravet 8. marts 1926 fra Frederiksberg Kirke på Vestre kirkegård.

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres. (Efterskrift til Politivennen)

Overpræsident Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (1854-1925. Ansat i overformynderiet 1879 og indenrigsministeriet 1881. 1893 fuldmægtig og 1894 departementschef. 1898 stiftamtmand over Fyns stift og 1909 over Sjællands stift. Overpræsident 1911 i København. 1892–94 var han medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Opmand i den svensk-norske rengræsningssag 1910–19 og formand for komiteen vedrørende len og stamhuse 1909–10.

Fotograf Jens Petersen (1829-1905. Fotograf Charles Bendix Petersen (1860-1927): Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overpræsident Jonquiéres.

Født 5/10 1854. - Død 30/4 1925.

København sidste Overpræsident af gammel Æt og Art er død

Frederik de Jonquiére, som var født her i København den 5te Oktober 1854, som Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium de Dompierre de Jonquiéres; han blev Student fra Metropolitanskolen 1872 og juridisk Kandidat 1878; gennemløb den fintuddannede Embedsjurist Kariére indtil dens højeste Top. Over Assistent, Fuldmætig, Kontorchef og Departementschef i Indenrigsministeriet (1894), steg han til Stiftamtmand i Odense (1898-1909), til Stiftamtmand over Københavns Amt (1909-11) og endelig til Overpræsident i København (1911-1924).

En ham tilbudt Portefeuille som Medlem af Ministeriet Friis (1920), afslog han som liggende udenfor hans Livslinje.

Stillingen som Medlem af eller Formand for en Række betydningsfulde Regeringskommissioner supplerer Billedet af den ansete Embedsmand; særligt betroede Hverv var Formandsskabet for den danske Komité for Udstillingen i Stockholm 1897, og end mere Stillingen som Opmand i den svensk-norske Rengræsningsaffære (1910-1919). 1892-94 havde han været Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I det private Forretningsliv indtog han (fra 1910) Formandspladsen i Handelsbankens Raad, hvorimod han unddrog sig en ham tilbudt højtlønnet Formandsplads i en af vore store industrielle Virksomheder, som fremmed for hans Erfaringsomraade. Endelig indtog han ledende Pladser i Velgørenhedsarbejdet; han var saaledes indtil sin Død Formand for Julemærkekomitéen.

Naar jeg yderligere anfører, at han var Kammerherre og Storkors af Dannebrog, af Nordstjernen, af Skt. Olaf, af Æres-Legionen m. m., er den ydre Ramme ridset.

Men for den, der har haft den Lykke at arbejde med eller under ham, er Billedet langt rigere. For at kunne sige de sikre Ord herom, maa jeg tale om ham som Overpræsident i København.

Da jeg i 1917 som valgt Borgmester for 8 Aar var paa Vej for at forestille mig for Overpræsidenten, sagde en indsigtsfuld Mand til mig, at jeg vilde træffe en yderst behagelig og forekommende Personlighed, men at jeg vilde kende lige saa meget og lige saa lidt til ham, naar de 8 Aar var forløbne. Medlemmerne af den første politisk farvede Magistrat i København, Magistraten af 1917, vil alle ganske kunne afvise denne Karakteristik. Selv om Overpræsident Jonquiéres fra Stiftamtmandstiden paa Fyn havde faaet Vane i at omgaas Bønderne af det da herskende Venstre, har han vel nok set os an, de fem Socialister, de fire Borgerlige og den ene Radikale. Men den alvorlige Krigssituation, der holdt de principielle Forandrere borte fra Ekstremerne og paa den anden Side tvang os Konservative til ekstraordinære Skridt, afskaaret som Byen var fra udenlandske Tilførsler paa vitale Omraader, maatte afdæmpe Kamptonen, og Overpræsidenten, der af Princip holdt sig ude af politiske Afgørelser, var et toneangivende Bindeled, ligesom han ved vort magistrale Samvær mellem Slagene i behagelig Alvor og Spøg var vor primus inter pares. Netop paa Baggrund af denne principmæssige Reserve, han havde paalagt sig, var den Vægt, hvormed han i ganske enkelte Tilfælde lagde sig i Vejen for, hvad han ansaa for Overilelse, Uberegnethed eller Uoverskuelse, af afgørende Betydning. Under denne Synsvinkel maa ogsaa hans Indgriben i Begivenhederne i Paasken 1920 ses, og først en historisk Betragtning med Udredning af den specielle Viden, den almindelige Indsigt og det situationsbedømmende Fremsyn, der laa bag den vil rykke den i det rette Lys.

Artiklens foto i dårlig kvalitet er her erstattet: Jonquières, Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sine mangfoldige Repræsentationspligter i Indlandet og i og overfor Udlandet, havde han altid forberedt sig til med Flid og Overvejelser, saa at Udførelsen laa indenfor ethvert Takthensyns fineste Grænser. Hans smukke Person, som han holdt slank og i Træning ved daglige Løbeture rundt om Søerne, tidlig om Morgenen før Folk var paa Benene, var en rent æstetisk Tilfredsstillelse for Øjet. Ved en Køretur ud til en udenlandsk farvet Festlighed, hvor Overpræsidentens hvide Fjerhat var til Besvær i Vognen, og hvor han derfor under Kørslen benyttede en Uniformskasket af noget ældre Faijon, maatte hans Ydre paafaldende minde hans Kørefæller om den gamle smukke danske Officerstype fra Christian den IX's unge Dage.

Paa hans Embedsvirksomheds sidste Dag, den 31te Oktober 1924, gav den samlede Kommunalbestyrelse en Banket paa Raadhuset til Ære for den afgaaende Overpræsident. Kort før Midnatstimen trak Hr Jonquiéres sig tilbage med sine Sønner, ledsaget af den vordende Overpræsident, hidtilværende Borgmester Jensen. Da han med sit Følge skred ind over den store Hals Fliser, over mod Raadhusporten, havde hele Kommunalbestyrelsen samlet sig paa Galerierne rundt om Hallen, og ledsagede ham til Dørs med Hurraraab og Haandklap. Det har da altsaa kunnet ske, at en Skikkelse som Jonquiéres, Typen paa en høj Embedsmand af den gamle Skole, af pinlig Korrekthed og afbalanceret Reserve, fjern fra den Bejlen til Publiums Gunst, der næsten naturnødvendigt vil være en Politiker svage Punkt, og som let forleder denne til som Skuespilleren at slutte af med et plaudite spectatores! - at en saadan Mand, ganske fri af dette, endnu saa sent som i 1924 ved sin Embedskarriéres Afslutning, er traadt tilbage under taknemlig Hyldest fra samtlige kommunalpolitiske Repræsentanter for Danmarks Hovedstad.

Til denne almindelige Hyldest vil hans Kolleger i snævrere Betydning. Magistratens Medlemmer, føje, hvad der gaar dybere i Sindet; Overpræsidentens personlige Hjertelighed gav os en rig Følelse af Hengivenhed for ham.

Ernst Kaper.

Dr. phil., Borgmester

Noter.

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre Frederik de Jonquiéres blev for nogen Tid tilbage syg af Lungebetændelse. Da Sygdommen syntes at faa en alvorlig Vending, indlagdes han paa Kommunehospitalet paa Professor, Dr. med. S. Bangs Afdeling. Her forværredes Tilstanden til en septisk Affektion paa Hjernen, og den syge har i flere Dage været meget uklar og tilsidst helt bevidstløs. Sent i aftes afgik han ved Døden.

*

Overpræsident de Jonquiéres. der tilhørte en ældgammel fransk, aristokratisk Familie, var født den 6te Oktober 1864 her I Byen. Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium G. C. de Dompierre de Jonquiéres og Hustru, født Lindam.

*

I 1872 blev de Jonquiéres Student fra Metropolitanskolen og juridisk Kandidat seks Aar senere. Et Par Aar efter ansattes han som Assistent i Indenrigsministeriet, hvor hans glimrende karriére afsluttedes med Departementschefposten. I 1898 udnævntes han til Stiftamtmand over Fyens Stift og Odense Amt, forflyttedes i 1909 til Hovedstaden som Stiftamtmand over Sjællands Stift, men allerede et Par Aar senere blev han ved Overpræsident V. Oldenburgs Afgang dennes Efterfølger. I Oktober Maaned ifjor modtog han paa Grund af Alder sin Afsked.

*

Blandt de mange Tillidshverv og Æresposter, Kammerherre de Jonquiéres beklædte i Aarenes Løb, kan nævnes, at han i sin Tid var Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Formand for Kommissionen vedrørende Len og Stamhuse, Opmand i den svensk-norske Bengræsningssag og var ved sin Død Formand for Handelsbankens Bankraad, Formand for Julemærkekomitéen og i Repræsentantskabet for Friskolebørnsasylerne, Formand i Bestyrelsen for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Medlem af Bestyrelsen for Københavns Understøttelsesforening,

*

I 1882 ægtede Kammerherre de Jonquiéres Baronesse Jeanina Stampe, yngste Datter af Lensbaron, Kammerherre Henrik Stampe til Baroniet Stampenborg og Hustru, Baronesse Jonna Stampe, født Drewsen. Hun døde i 1911. Det højtansete Ægtepar har to Sønner, Fuldmægtig i Ordenskapitalets Kontor, cand. jur. Erik de Jonquiéres og Fuldmægtig i Socialministeriet, cand. jur. Henrik Stampe de Jonquiéres, samt en Datter Elisabeth, gift med Kaptajn i Generalstaben. Baron Erik Bille-Brahe.

*

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres var dekoreret med Dannebrogordenens Storkors og Sølvkorset samt med Storkorsene af den franske Æreslegion, den italienske Kroneorden, den nederlandske Oranje-Nassauske Orden, den norske St. Olafs og den svenske Vasa Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1925)

I 1917 fik Socialdemokratiet flertal i Københavns styrelse. Det er dette som Kaper opfattede som "politisk". Det kunne lidt sat på spidsen fortolkes som "ikke-konservativ" eller "ikke-Højre".

Ministeriet M. P. Friis bestod 5. april 1920-5. maj 1920. Den blev indsat efter at Christian 10. havde afskediget ministeriet Liebe under Påskekrisen 1920. Det fungerede som et "upolitisk" overgangsministerium til ministeriet Neergaard.

Ernst Christian Kaper (1874-1940) var 1905–1908 lærer ved Metropolitanskolen, 1908–17 rektor ved Ordrup gymnasium. I 1917 blev han konservativ borgmester for magistratens 1. afdeling (det kommunale skolevæsen og forskellige juridiske områder). Kaper blev under påskekrisen 1920 opmærksom på den truende generalstrejke. Han skal have formået overpræsidenten og borgmester Jens Jensen til følge ham til til kongen, råde denne til at afvikle konflikten og arbejde på en kompromisløsning. 

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bestiller: Jonquieres de Stiftamtmand : Nørre Farimagsg 3 ³. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En lignende artikel blev bragt i København 2. maj 1925.

Fhv. Overpræsident Jonquieres Bisættelse.

Magistratens Medlemmer bærer Kisten ud af Kirken.

Den tidligere Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres, bisattes i Gaar fra St. Andreas-Kirken under mægtig Deltagelse. I Følget, der næsten fyldte Kirken, saas Statsminister Stauning, Indenrigsminister Hauge, Udenrigsminister Moltke, Socialminister Borgbjerg, Kabinetssekretær Krieger, den svenske Gesandt Friherre Beck-Friis, den amerikanske Minister Dr. Prince, den samlede Magistrat, bestaaende af Overpræsident Jensen, samtlige Borgmestre og Raadmænd, Politidirektør Dybdal, Direktør i Udenrigsministeriet Grev Reventlow, Biskop Ostenfeld, en Række Borgerrepræsentanter, deriblandt C. F. Sørensen og O. Andersen, Overpræsidiets Personale med Kontorchef Paulson i Spidsen, flere ministerielle og kommunale Embedsmænd. Repræsentanter for Raadhusets Tjenestemænd o. 11. a.

Den i sort Kæde indhyllede Kiste var anbragt foran Alteret, og et Væld af Kranse og Blomster dækkede Baaren og Kirkens Midtergang. Der var sendt Kranse bl. a. fra Kongen, Enkedronningen, Indenrigsministeriet, Trafikministeriet, Overpræsidiets Sekretariat, Magistraten, Borgerrepræsentationen, Skolevæsenet, den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Havnevæsenet, Friskolebørneasylerne, Funktionærerne og Tjenestemændene paa Raadhuset, Teknologisk Institut, Julemærkekomitééen, Foreningen "Norden" o. s. v.

Højtideligheden indlededes med et pompøst Præludium. Efter Salmen: "Udrundne er de gamle Dage" talte Sognepræsterne Busch, Vallensbæk, og Steen, Andreaskirken, smukt og personligt over den afdøde Embedsmand. De to Præster fremhævede navnlig Jonquierés' klare Forstand, hans Sagkundskab og smidige Forhandlingsævne og paaviste, at han vilde blive savnet stærkt indenfor Administrationen. Han var en Mand, der ikke gjorde Forskel paa Rig og Fattig. Bag hans noget reserverede Væsen boede en Varme, Hjærtelighed og Ridderlighed, som særlig kom til Udtryk i hans Hjem overfor hans Hustru, som han viede en sjælden Kærlighedens Hengivenhed og Ærbødighed.

Til Tonerne af "Dejlig er Jorden" bar Medlemmerne af Magistraten Kisten ud af Kirken, udenfor hvilken en talrig Menneskemængde havde samlet sig.

Jordfæstelsen foregik paa Vestre Kirkegaard.

(Social-Demokraten 7. maj 1925)

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres gravsted på Vestre Kirkegård Afd C, rk. 4, nr. 18. Indskriften på stenen lyder: Jeanina Emilie de Jonquieres / f. Stampe. 14 septbr 1861-22 juni 1911 og ægtefælle overpræsident Frederik Lindam Godfred de Jonquieres 6. okt. 1854-30. april 1925. Salige er de rene af hjertet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.

Cort Adelers Oldebarns Oldebarn. (Efterskrift til Politivennen)

300 Aars Dagen for Cort Adelers Fødsel.

Baron Cosmus Adeler fortæller om Søheltens bevægede Livshistorie.

Ud mod Søerne paa Dosseringen i det store Villahjem, hvor Baron og Baronesse Adeler saa mange Gange slaar Dørene aabne for skønne og glade Fester, fortæller Baron Cosmus Adeler om sin berømte Stamfader, Søhelten Cort Adeler (Adelaer).

- Det er min Oldefars Oldefar, siger Baronen, men han tilhører jo Historien, saa meget er der vel ikke at fortælle, som ikke i Forvejen er kendt.

Han er født 16. December 1622 i Brevik i Norge, og samme Dato, 300 Aars Dagen efter hans Fødsel, afsløres der nu i Brevik et Monument til hans Ære. Min Broder og jeg er af Komitéen indbudt til Afsløringen, men desværre er han af Helbredshensyn forhindret i at være til Stede, saa jeg bliver ene om at repræsentere Slægten hernede fra. Som Repræsentant for den danske Marine vil Kommandør Topsøe-Jensen overvære Begivenheden.

I København fandtes forhen Cort Adelers Epithaphium i Frue Kirke, hvor hans jordiske Rester blev henflyttet fra Holmens Kirke, men det blev ødelagt under Bombardementet i 1807, og mærkelig nok blev den store sorte Marmorsten senere anvendt til Tordenskjolde Marmor-Sarkofag, medens en Mindetavle over Cort Adeler nu findes i Sideskibet i Frue Kirke ud mod Frue Plads.

I Historien maa det vel siges, han indtager sin særegne Pinds, og her i Landet er det jo mest som vor Flaades Administrator - man tør vel sige Reformator - han har vundet sin Berømmelse.

Et ialt Fald er vist: der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad. I Hoorn i Holland fik han sin Uddannelse, tog Tjeneste i den hollandske Flaade og deltog i 1630 i det bekendte Søslag ved Dünerne, hvor Admiral Tromp sejrede over Spanierne. Senere kom han i Republiken Venedigs Tjeneste, hvor han fra en beskeden Begyndelse gjorde sit Navn bekendt, da Venedig fra Sommeren 1645 var indviklet i en langvarig Krig mod Tyrkerne, hvor Venetianerne søgte at bevare Øen Kandia, der var besat af Tyrkerne. I Arkipelagus og Dardanellerne stødte den fjendtlige Flaader sammen; Cort Adeler deltog her i mange Kampe under Eskadrechefen Giacomo da Riva og reddede under heltemodige Forhold Generalproveditoren, Geronimo Bragadinos Liv, medens han sluttelig fastslog sin Berømmelse ved heltemodig Færd i Slaget ved Dardanellerne.

Paa Etnografisk Museum i København opbevares Trofæen, der fortæller om Cort Adelers Bedrift overfor Ibrahim Pascha, besunget af Ingemann og Ploug.

Truet paa Livet af denne Høvding, der stormede frem med Krumsabel, hvor Fæstet var besat med Safirer, medens en høj Fjer vajede fra hans Turban i en Agraffe med Rubiner, gik Kampen paa Livet løs; men da Cort Adelers højre Arm allerede i første Omgang var saaret og ukampdygtig, greb han Sværdet med den venstre Haand og huggede fra højre til venstre saa kraftigt efter Paschaens Hals lige over hans Ringbrynje, at Hovedet næsten skiltes fra Kroppen, hvorefter han gjorde hans Standard og Sabel til Bytte.

I 1661 vendt han tilbage til Holland og giftede sig her, efter sin første Kones Død, med Anna Pelt, en rig Købmandsdatter fra Amsterdam, og i 1663 fik han Opfordring til at forestille sig for Frederik III for at træde i dansk Tjeneste, hvor han fik Sæde i Admiralitetet, opnaaede hurtig den ene Æresbevisning efter den anden og blev sluttelig Generaladmiral og optaget i den danske Adelsstand.

Baade Frederik III og Christian V viste ham personlig Interesse, ligesom Dronning Sophie Amalie.

I forskellige principielle Reformer, som indførtes i Flaaden under Christian V. kan hans Indflydelse spores.

Da den skaanske Krig udbrød i 1675, blev Adeler udset til Flaadens Øverstbefalende som Chef for den samlede, til Østersøen bestemte Flaade, men blev her angrebet af en farlig Epidemi (Kopper), der hærgede Besætningen. Han maatte lade sig bringe i Land og døde 3 Dage efter i sit Hjem i København, knap 53 Aar gammel.

Eventyret fra det fjerne Udland, der hævede hans Navn til Berømmelse, skaffede ham Erfaringens Kunnen, der her hjemme blev udnyttet i Administrationens Tjeneste til Gavn for Fædrelandet og - slutter Baronen - som jeg før sagde det; der staar Daad om hans Navn og Eventyr om hans Daad.

Agga Amdrup

i "København"

(Ribe Stifts-Tidende 16. december 1922).

Cosmus Adeler (1867-?) deltog som repræsentant for familiens vegne ved afsløringen af monumentet i Brevik og nedlagde en krans. Han og konen Klara Brinkmann (de blev gift 1913) deltog i velgørenhedsarbejde og dyre fester i Odd Fellow Palæet. Han var assistent, fra 1912 fuldmægtig i finanshovedkassen. Nævnt på Valgmandsliste 7. september 1906, 6. valgkreds, liste B. Østerbrogade 32 C. Han gik på pension 1920, afskediget i nåde af helbredsårsager.

Journalisten Frederikke Kathrine Agga Amdrup (1865-1952) gik på en fransk skole i København Frk. Bastians skole. Hun blev ansat som lærerinde i fransk på selvsamme skolen. Nogle år efter rejste hun til USA som fransk guvernante og underviste rige sydstatsfamiliers børn i fransk. Hun rejste en del rundt, bl. a. til Japan og Kina. Hun var den første kvindelige journalist på BT og skrev bogen ”Arnen og Amerika ” (1914). Den beskrev bl. a. hvordan mænd hjalp til i huset (hvilket betød opfindelse af tekniske hjælpemidler). Hvilket forundrede i Danmark da rige familier her havde husassistenter til den slags. Tilbage i København boede hun på d’Angleterre og vakte opmærksomhed ved at optræde i det mest moderne tøj. På sine ældre dage boede hun i datterens hus i Randers. Stadig iført sin gorilla pels og hat, til stor undren for naboerne. Illustreret Tidende nr. 23 har et foto af hende i sit særprægede tøj. Hun er begravet på Holmens Kirkegård. Hverken John Chr. Jørgensen (i: "Da kvinderne blev journalister" 2012) eller Kvindebiografisk Leksikon nævner hende.

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.