Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Theodor August Jes Regenburg (1815-1895) har lagt navn til nogle sprogreskripter for Slesvig efter treårskrigen. I februar 1851 skrev Regenburg: "Vil man give mig frie hænder, magt og penge, vil jeg nok forpligte mig til at danisere hele Angel til Slien og landet til Treia måske Haddeby med". De var baseret på Frederik 6s reskript af 15. december 1810 om indførelsen af dansk kirke-, skole- og retssprog overalt, "hvor det danske Sprog er Almeenmands Sprog". Dansk og tysk var i slutningen af 1850 blevet ligestillet i de nordslesvigske købstadskirker, og dansk var blevet indført som undervisningssprog i alle nordslesvigske skoler. Se i øvrigt også indslaget om C. F. Wegener.

For Mellemslesvig havde den kongelige kommissær med enevældige beføjelser i Slesvig F. F. Tillisch i februar-marts 1851 udstedt disse omstridte sprogreskripter. De vakte harme og modstand især i den angelske bondebefolkning. De blev kritiseret i udlandet, og også i danske kredse. Reskripterne indførte dansk undervisningssprog (med fire ugentlige timers undervisning i tysk) og dansk og tysk som vekslende kirkesprog i Tønder by, de dansktalende landsogne af sammes provsti, i Flensborg provsti, i de otte nordligste sogne af Gottorp provsti og i fire sogne af Husum-Bredsted provstier. I alt omfattede dette "blandede Bælte" et halvthundrede sogne og en befolkning på ca. 80.000 indbyggere. I Flensborg by bibeholdtes dog det tyske sprog. Der dannedes en dansk frimenighed med tilhørende skole omkring Helligåndskirken.

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Regenburgske sprogforanstaltninger fik ikke den ønskede virkning. Præsten og skolelæreren stod i de angelske sogne temmelig alene som repræsentanter for danskheden. I midtlandet styrkede de muligvis det danske sprog. Udenrigspolitisk skadede det Danmarks anseelse. Regenburgs autoritære linje i Slesvig varede hele Frederik 7s regeringstid. Men i 1861 skete der indrømmelserne om konfirmation og huslærere. I maj-juni 1864 var Regenburg i London som rådgiver for de danske forhandlere ved London-konferencen. Her frarådede han at følge Bismarcks forslag om en afstemning i Slesvig til fastsættelse af en delingslinje. Det skete som bekendt først i 1920. 

Forfatteren til de nedenstående artikler er Georg Himmelstrup (1850-1932). Uddannet på Gedved Seminarium. Ansat ved forskellige højskoler (Vallekilde, Stenum og Hjørlunde). Forstander for Galtrup Højskole 1881-1901. Himmelstrup fik økonomisk støtte fra folk i Skamling til opførelse af en højskole i 1903 (i landsbyen Grønninghoved). Højskolen blev 1918 et pigehjem og 1955 efterskole. Himmelstrup var desuden højskolelærer i Testrup og Vejlby. 

Hans artikelserie i Hejmdal er skrevet efter afstemningen i 1920. Om virkningerne af sprogreskripterne, findes enkelte artikler på denne blog.

Theodor August Jes Regenburg.
Ved Georg Himmelstrup.

Der har staaet Strid om denne Mands Gerning i Sønderjylland. Man har endog rejst den Anklage mod ham, at han havde en betydelig Del af Skylden for 1864. Men hvad der i Aarhundreder i denne Sag er forbrudt, kan næppe heles i en halv Snes Aar, selv ved den heldigste Styrelse. Meget tyder dog paa, at hvis Regenburg havde faaet Lov til at styre Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsforhold i adskillige flere Aar end de 12 fra Forsommeren 1851 til Slutningen af 1863, saa vilde han faaet Ret i den Udtalelse, han sendte hjem fra London under Fredsforhandlingerne dér i Maj 1864, at Danmark vilde være i Stand til nationalt set "at fordøje" de blandede Distrikter indtil Slien.

Regenburgs fædrene- og mødrene Slægt er gammel i Sønderjylland. Selv er han født i Aabenraa den 20. April 1815. Der havde fædrene Slægten levet i mange Led. Faderen var Byens danske Præst. Han døde 1821. Moderen var Præstedatter fra Starup, Nord for Haderslev. Efter sin Mands Død sad hun nu med 6 Børn, langtfra i gode Kaar. Aabenraa havde næppe paa den Tid faaet Betegnelsen: Perlen i Slesvig-Holsten, men det varede ikke længe, før man fandt, at Byen gjorde sig værdig til denne Udmærkelse.

August gik i Byens Skole i flere Aar. Han fortsatte i Bjolderup Præstegaard, til han 14 Aar gammel blev optaget som Elev paa Sorø Akademi. Der blev han til 1837; den 23. Marts blev han indskrevet ved Universitetet som akademisk Borger. Da Hjemmet ikke havde kunnet yde tilstrækkeligt, havde han i Sorø Friplads. Ved Universitetet fik han saa gode Stipendier, saa han uden Næringssorg kunde passe sine Studier. Han valgte Juraen. Allerede i 1841 tog han sin juridiske Embedseksamen. Han fik derpaa Plads hos en Sagfører, hvor han fik Øvelse i at behandle adskillige praktiske Spørgsmaal. Men kun et Aarstid var han der, saa kom han ind i det danske kancelli - der var dengang ogsaa et tysk Kancelli. Her kunde han gøre sig bekendt med Forretningerne, Løn fik han ikke, men han fik Udsigt til snarlig Forfremmelse.

Han kom særlig til at arbejde hos Gehejme-Stats- og Justitsminister Stemann som dennes private Sekretær. Denne dygtige Embedsmand paavirkede ham meget stærkt. Regenburg var en grundig, selvstændig tænkende Natur. Da hans Forstaaelse af Samfundets Udvikling gik i samme Retning som Stemanns, udviklede der sig snart imellem den ældre og den yngre en gensidig Forstaaelse, der ganske naturligt førte til, at Statsministeren snart kunde anvende den unge Jurist i meget betroede Stillinger.

Han fik Ansættelse ved Fængselskommissionen, fik derved meget at udrette ved Opførelsen af den store Straffeanstalt ved Horsens. Han blev Fuldmægtig i et af Regeringskontorerne den 24de Januar 1848. Ved en Landbokommission, som blev nedsat den 9. Febr. 1849, blev han Sekretær. Alle disse Stillinger afbrødes, da han 1849 blev anmodet af Kammerherre Tillisch om at ledsage ham til Slesvig, hvor Tillisch skulde være Medlem af den tre Mands Bestyrelseskommission, der var udnævnt som foreløbig Regering for Hertugdømmet Slesvig. Tillisch havde betinget sig, at Regenburg skulde følge med ham til Flensborg som hans Privatsekretær. Den 9. August fik han Udnævnelsen, og samme Dag fulgte han med Tillisch til den Gerning, der blev saa betydningsfuld, ikke alene for ham, men for os alle.

Det blev dog først efter Istedslaget den 25. Juli 1850, at Regenburg kom til at gøre sin Indflydelse gældende. I den Mellemtid - et Aars Tid - satte han sig godt ind i Forholdene, som de havde udviklet sig. Han var klar over ikke alene, hvorledes Sprogforholdene oprindelig havde været, men lige saa godt, hvorledes det paa den Tid forholdt sig med baade Sproget og Sindelaget hos Befolkningen hele Slesvig over. Og dette Kendskab fik han god Brug for, da han den 1. September 1850 blev stillet i Spidsen for særlig en sproglig Omordning af Hertugdømmet Slesvigs Kirke-, Skole- og Retsvæsen.

Denne Udnævnelse vakte megen Modstand. Fra anden Side vilde man, at Prof. Flor skulde haft denne Gerning. Han havde været Danskhedens bedste Forkæmper i 30erne og 40erne. Han havde ledet og styret denne haarde Kamp med en sjælden Dygtighed og med den største Udholdenhed. Der var næppe nogen, der havde saa betydelig Kendskab og Kærlighed til en retfærdig Ordning af disse særdeles vigtige Forhold som netop Flor. Han var rede til at overtage denne Herning, men de politiske Forholds Udvikling baade her hjemme og ude gik i en Retning, der var det nationale Parti stærkt imod, og til dette Parti hørte Flor. Valget faldt derfor paa Regenburg. Hans Dygtighed, hans Kendskab til netop denne Sag, hans Lyst til at faa den bedst mulige Ordning frem var der næppe nogen, der tvivlede paa. Gerningen lykkedes ikke for ham. Maaske dog mere, end det saa ud til, da Krigen forstyrrede det hele.

Slesvigs Kirke og Skole var før Treaarskrigen langt fra heldig styret. Og at disse tre Aar forvirrede Forholdene, kunde ikke undgaas. En stor Del af de Præster, var ansatte af vor Regering, var tysksindede. Mange af dem var af fødsel Tyskere. Deres Uddannelse havde de faaet paa tyske Universiteter. Det danske Sprog kunde adskillige af dem slet ikke benytte uden store Sprogforsyndelser, der ofte bragte Latter frem hos Tilhørerne. Men saaledes var det vedblevet lige til 1848. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at Præsterne havde sluttet sig til Oprørerne og gjort det saa grundigt, saa de efter Istedslaget ikke turde blive tilbage i Embederne. 80 Præstekald stod ledige. Lærerne ved Købstadskolerne havde baaret sig ad paa samme Vis som Pristerne, ti de havde samme Sindelag, derfor var ogsaa de draget med den slesvigholstenske Hær mod Syd, saa der var ledige Embeder i Mængde.

Der var mange Sogne, hvor Dansk var Omgangssproget, men hvor man dog havde tysk Skole og Kirkesprog. Efter Istedslaget forlangte disse Sogne at faa Dansk i Skole og Kirke. Dette Forlangende skulde der selvfølgelig tages fuldt Hensyn til. Derfor blev der allerede først i Februar og først i Marts 1851 udstedt en Forordning, hvor der henvises til, at Frederik den Sjettes Reskript af 15. Decbr. 1810 havde bestemt, at hvor der var dansk Folkesprog, skulde der ogsaa være dansk Kirke- og Skolesprog. Men dette Forlangende var aldrig bleven ført ud i LIvet.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 12. november 1922).

II

Nu skulde Sprogforholdene omordnes. Sønderjylland blev tredelt.

Den nordlige Del til omtrent, hvor den nuværende Statsgrænse gaar, fik dansk Kirke-, Skole- og Retssprog. Dog ikke Købstæderne. Den sydlige Del, regnet fra Sliens Munding i en bugtet Linie ud mod Vest ogsaa nordpaa, saa Frisernes Egn hørte med dertil, beholdt det tyske Sprog i alle offentlige Forhold. Landstrækningen derimellem blev et sproglig blandet Distrikt, det strakte sig over 47 Landsogne. I adskillige af disse, navnlig i det nordlige Angel, var det danske Sprog Befolkningens daglige Tale, men Befolkningen vilde være tysk, man vilde ikke taale, at det danske Sprog blev Skolesprog og hveranden Søndag Kirkesprog. Kirkelige Handlinger kunde Beboerne faa efter Forlangende paa Tysk eller Dansk. I Skolen blev der givet 4 Timers ugentlig Undervisning i Tysk. Retssproget skulde ogsaa retter sig efter vedkommendes Ønske. Konfirmationen skulde foregaa paa Dansk; blev senere ændret - dog først 1861 - til baade  Tysk og Dansk efter Forlangende. Regenburg vilde have indført dansk Skolesprog helt ned til Danevirke og Slien, det var til den gamle Sproggrænse; men Tillisch turde ikke tage denne Strækning med.

At denne Sprogordning var beregnet paa at trænge Tysken tilbage, saa Dansken kunde naa frem til sin gamle Grænse, var klart for alle; men netop denne Ordning vakte en fanatisk Modstand. Og selv i Sogne, hvor den meget vel kunde forsvares, blev den af Beboerne modtaget med Forbitrelse. 

Det vilde maaske ogsaa været klogere, om man havde ladet Beboerne i Sognene haft en Stemme med ved Afgørelsen om Sprogforholdene. Det tyske Sprog var nu engang i mange egentlige danske Sogne trængt ind i Kirke og Skole og hos de mange Storbønder. Det var fint at tale Tysk, og særlig ved højtidelige Lejligheder bestræbte man sig af yderste Evne, ofte med et ynkeligt Resultat, paa at tale det. Det var i sig selv historisk rigtigt at bringe Folkets danske Modersmaal frem igen Skolen og i Kirken; i Hjemmene var det saa langt fra glemt, det taltes i næsten alle de Hjem, hvor ikke nylig indvandrede Tyskere boede. Men det var vel nok politisk uklogt straks at gennemføre denne Sprogordning. Styrken af den politiske Fanatisme hos de mange Hjemmetyskere i Mellemslesvig blev ikke af den danske Styrelse antaget saa kraftig og udholdende, som den i Virkeligheden var. Fra Holsten og fra selve Tyskland lod der stadig Tilraab til den tysksindede Befolkning der om Udholdenhed, og dette styrkede denne. Sikkert er det, at netop denne Sag vakte en uhyre Forbitrelse straks efter Krigen, og denne forbitrede Stemning blev langtfra formindsket i Aarenes Løb.

Sprogordningen var Regenburgs Værk. Allerede i Efteraaret 1851 i lød der advarende Røster imod den; selv Tillisch stillede sig vaklende. Men til Regenburg havde man alligevel saa stor Tillid baade dengang og senere, saa der var ingen, der turde vove Forandringer af nogen Betydning, i Aarene fra Foraaret 1851 til Slutningen af 1863 havde vi skiftet Ministerier ti Gange. De første 4 Aar indtil 12. Decbr. 1854 er det Mænd, der politisk hører hjemme før 1848, der staar for Styret. De næste 9 Aar er det de national liberales fire Ministerier og saa Rottwitts tre Maaneders Ministerium, der staar for Styret. Men skønt der rejstes Indsigelse mod Sprogordningen, ikke alene af national politiske Modstandere i den slesvigske Stænderforsamling, f. Eks. 1853 og 1857, men af Mænd som Biskop Martensen og Grundtvig, saa var der dog ingen af de ti Ministeriers Ministre for Slesvig, der vilde ændre noget af Betydning deri. Regenburg vedblev uafbrudt at være den styrende. Naar man blev kendt med den gennemførte Dygtighed og nøje Kendskab til de stedlige Forhold, som Regenburg var i Besiddelse af, saa vovede Ministrene ikke at søge ham fjernet. Hans Gerning fandt desuden stærk Støtte hos mange indflydelsesrige Mænd baade der og her.

En Del Mænd i Nordslesvig, som er bleven kaldt for "Klosterpolitikerne", fordi de havde holdt en Del Møder i Lygumkloster, udtalte, at det var bedst at give fuldstændig Sprogfrihed i hele Sønderjylland. Ved et Møde om denne Sag hævdede Cornelius Appel m. fl. dette Standpunkt, men blev stærkt angrebet af Laurids Skau og Krüger og af Prof. Flor. Da der stod saa dygtige Kræfter baade for og imod, skete ikke anden Forandring end foran nævnt: Konfirmationen kunde foretages paa Tysk eller Dansk efter Forlangende.

Det slesvigske Ministeriums ældre Embedsmænd, der havde gammelt Kendskab til slesvigske Forhold, havde Vanskelighed ved at Anerkende Regenburgs Styrelse. Det var jo ikke saadan, man var gaaet frem i Tiden før Krigen. Da var man saa ængstelig for at træde Tysken for nær, saa man ofte traadte Dansken for nær. Den nydanske Retning, der begyndte med det nationale Røre i 1848, er det, Regenburg omsætter i Handling, der hvor man særlig trængte til, at dette skulde ske. For de ældre Embedsmænd syntes dette alt for voveligt. Alle nærede Tillid til Regenburg. Forespørgsler eller videre Oplysninger gik man altid til Departementschefen med. At han ofte gennemførte sin Vilje, selv om Ministeren ikke alene var ængstelig derved, med ogsaa i Modstrid dermed, det vidste man. Rimeligt er det, om Ministeren næppe altid syntes om, at man gik hans Dør forbi; men hævde sig som den overordnede over Regenburgs Dygtighed og nøje Kendskab til Sagen, det skete næppe nogensinde i de 12 Aar.

Den sidste Afstemning i Sønderjylland til Stændersamlingen 1861 viste betydelig Fremgang for Danskerne i den nordlige Del af de blandede Distrikter. Baade danske og tyske tog Afstemningen som Bevis paa, i hvad Retning Udviklingen gik. At Regenburgs Styrelse særlig fortjente Tak, var vist alle enige om. Men saa kom 1864.

Regenburgs Stilling voksede i Styrke i Løbet af Aarene. Han fik Ordener, blev Etatsraad 1852, Kommandør af Danebrog 1860, fik en særlig anerkendende Skrivelse af Kongen 1860, 1862 Medlem af det kongelig danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, og Aaret efter Medlem af Bestyrelsen.

Da Krieger deltog i Underhandlingerne i London efter Dybbøls Fald, forlangte han, at Regenburg skulde komme derover. Det var navnlig for at faa klar og sikker Besked paa, hvor Delingslinien rettest burde drages. I Statsraadet i København forhandlede man d. 23. og 24. Maj om denne Sag, og da var man enig om, at selve Grænselinien kunde kun Regenburg give bestemt Besked om. 

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 19. november 1922).

T. A. J. Regenburg.

III.

Den 24. Oktober 1864 fratraadte Regenburg sin Stilling i det slesvigske Ministerium. I Marts 65 blev det overdraget ham at forestaa Udleveringen af de Arkivsager angaaende Slesvig-Holsten, som ifølge Fredstraktaten skulde afleveres til Preussen. Dette optog ham de følgende 3 Aar, naar ikke Sygdom afbrød Arbejdet. Han havde nemlig været saa uheldig en Vinterdag i det glatte Føre at falde paa Gaden, hvor ved han fik et Hoftebrud. Hans Gang blev efter den Tid noget haltende.

Regenburg levede med Moder og Søster i et mindre Hus paa Nørregade i København. Her mødtes Hall, Andre, Krieger, Oberst Vaupell o. fl. af Tidens bekendte Mænd. Hans store Bogsamling optog ham meget. Han var ikke alene en dygtig Embedsmand, han var ogsaa bekendt for sin grundige historiske Viden, særlig i Sønderjyllands Historie. Hans udmærkede Bogsamling, 22,000 Bind, skænkede han senere til Aarhus Kathedralskole, hvorfra den saa er overgaaet til Statsbiblioteket i Aarhus, hvor nu 6000 Bind vedrørende Hertugdømmerne danner "Den Regenburgske Samling", de øvrige Tusinder er indordnet mellem Bibliotekets andre Bøger.

Han vedligeholdt en livlig Forbindelse med mange fremragende Sønderjyder. Man mente, han ventede paa Opfyldelsen af § 5 for saa atter at fortsætte, hvad der var bleven afbrudt. Det blev derfor en stor Skuffelse for mange, da man midt i Marts 1870 modtog Meddelelse om, at han nu skulde være Stiftamtmand i Skanderborg. Man mente deri at se, at han nu havde opgivet Haabet om Opfyldelsen af § 5. Regenburg havde ikke søgt Stiftamtmandsembedet. Indenrigsminister Haffner henvendte sig personlig til ham og formaaede ham til at overtage det. Alle var enige om, at Amtet havde faaet en af vore dygtigste Embedsmænd. Alle var ogsaa enige om, at man havde faaet en Mand, som man  fra Karakterens Side ikke kunde andet end se op til med fuld Tillid.

I de politisk stærk bevægede Tider, der prægede de første Snes Aar af Regenburgs Amtmandstid, skulde der særlige Evner til for at hindre altfor skarpe Sammenstød imellem Amtsraadsmedlemmerne. I nogle Optegnelser af Provst Sørensen, Skanderborg, fortælles følgende:

Det var i Provisorieaarene. Bølgerne gik voldsomme. Kultusministeriet havde forlangt en Indberetning fra Sogneraadene, men flere af disse havde nægtet at indsende noget, og nu forlangte Ministeriet, at Amtsraadet ved Dagmulkter skulde tvinge de genstridige. Pastor Konradsen udtalte, at Ministeriet jo havde Loven paa sin Side, og vi Venstremænd skal holde Loven i Hævd. Jens Busk modsagde ham. "Det er sandt, at det staar i Kommunal loven, men A vil alligevel ikke stemme for, at Sogneraadene skal forlanges til at sende Indberetningerne, før A sjel bliver mulkteret til det. Vi vil ogsaa her, ligesom vi gør det ved at nægte at betale vise, at vi i tykt og tyndt er Modstandere af Provisorieministeriet". Saa rejste Regenburg sig og sagde: "Denne sidste Ytring viser en hos det ærede Medlem endogsaa ualmindelig Begrebsforvirring. Jeg kan forstaa - om jeg end ikke kan billige det - at man nægter at betale Skat, fordi man mener, at provisoriske Finanslove er ulovlige, men her, hvor ogsaa Hr. Busk er paa det rene med, at Ministeriet har Loven paa sin Side, er Sagen klar. For frie Mænd er Loven den højeste Tvang, den bøjer de sig for. (Med hævet Stemme) Det er kun Trælle og Slaver, der la'er sig piske til at gere, hvad de skal!"

Der blev ikke sagt et ondt Ord mere; - uden Afstemning blev Forslaget vedtaget.

Regenburgs Liv og Færd var præget af en gennemført Redelighed. Amtsraadets Medlemmer var trygge overfor den Maade, hvorpaa han ledede Forhandlingerne. Naar disse var overstaaede, blev Medlemmerne indbudt til Middag hos Formanden. Da førte Regenburg ofte et historisk Emne frem til Belysning af Tidens Udvikling.

Skanderborgegnens Historie og Naturskønhed var ret et Sted for Regenburg. Daglig gik han sine Ture ud i Omegnen. Han fandt om Foraaret de Steder, hvor de første Anemoner prydede Skovbunden, og han nænnede knapt at tage et Par med sig hjem.

Naar han saadan vandrede ud i den frie Natur, saa vilde en fremmed næppe i denne Mand tænkt sig, at det var Stiftets øverste Embedsmand. Den graa Bulehat forskønnede ikke Manden, og den øvrige Klædedragt gjorde det heller ikke. Slængkappen havde mistet sin oprindelige Farve, og Stokken var en tyk Egetræsgren. Det var derfor ikke saa mærkeligt, at den ny Karl ovre i Vestermølle fandt det mistænkeligt, at han ikke alene en Morgen, men flere Morgener mødte en Person, som han syntes, man kunde tiltro baade det ene og det andet. Han meldte derfor sin Husbond, at han havde set en fordægtig Person luske omkring i Skoven og det oftest paa afsides Steder. Naar han saa Personen igen, sagde Husbonden, saa skulde han straks kalde paa ham, saa de i Fællesskab kunde anholde Fyren. Næste Morgen kom Karlen løbende hjem og meldte, at nu var Fyren der igen. Straks havde de hver en god Stok i Haanden og saa afsted. "Der er han", sagde Karlen temmelig højt. "Ti stille!" svarede Husbonden. "Det er jo Stiftamtmanden".

Regenburgs historiske Viden var meget omfattende. Hans Kendskab til Verdensliteraturen ikke mindre. Men vor Bibel kendte han maaske allerbedst. Det nye Testamente var hans daglige Læsning. Han havde gennemlæst denne Bog 8 Gange paa Græsk. Efter hvad hans Søsterdatter meddelte Provst Sørensen, bad han hver Dag Fadervor paa Græsk, og Trosbekendelsen fremsagde han paa Latin. Han mente, at i disse Sprog havde vi Trosbekendelsen og Fadervor i dens oprindeligste Skikkelse. Kristendommen var bleven hans Livs Alvor.

I 1894 søgte og fik han sin Afsked som Amtmand. Han led af en fremadskridende Hjertelidelse, som ofte svækkede hans Arbejdskraft. Det er forstaaeligt, at Amtsraads- og Byraadsmedlemmer og mange flere gennem Takadresser for de 24 Aars Samarbejde bragte ham deres Farvel. Han flyttede til København. Bøgerne og de faa Venner fra de yngre Dage, der endnu var tilbage, optog hans Tid.

Det har sikkert ofte glædet ham, at han fra saa mange modtog Tak for Stiftamtmandstiden. Men den Takadresse, som han vistnok var gladest for, fik han paa sin 80aarige Fødselsdag den 20. April Aaret efter. Da modtog han en Adresse, som bragte ham en varm Tak for hans Manddomsgerning, den, der var saa omstridt, og er det den Dag i Dag. Regenburg har aldrig offentlig ført Spor af Forsvar for sin Styrelse af Sønderjylland. Med 32 sønderjyske Mænds Navne under en særdeles smukt udført Adresse bragtes der ham en hjertelig Tak, fordi han for en Menneskealder siden havde lovfæstet "Modersmaalets Ret i det endnu dansktalende Sønderjylland". De udtalte, at de 14 Aar, han havde styret Skole- og Kirkeforholdene der, vilde blive henregnet til de lykkeligste Aar. I de tunge Aar, som senere kom, "er det bleven anerkendt, at hele vort Aandsliv og alle vore bedste Evner kun da kan udfoldes, naar det sker paa den Grund, som blev lagt i hin Tid". "Naar derfor vort mægtige Nabofolk i disse Dage har hyldet den 80aarige Statsmand, som mer end nogen anden har Ansvaret for den Uret, som er tilføjet og daglig tilføjes os, saa ønsker vi med en stille Tak at mindes Dem, der i Kærlighed til Fædrelandet og Modersmaalet har bidtaget saa mægtigt til at ruste os i Kampen for vort bedste Eje."

Af Underskriverne nævnes: Cornelius Appel, A. Asmussen, H. F. Fejlberg, A. D. Jørgensen, Gustav Johansen. Hanssen-Nørremølle, J. Jessen, L. B. Poulsen. Reimers, Rossen, Skrumsager, Marie Skau.

Halvanden Maaned efter, d. 7. Juni 1895, døde Regenburg. Paa Skanderborg Kirkegaard hvilede Søsteren Conradine, der vilde ogsaa han hvile. Tre Aar efter blev den anden Søster, Theodora, begravet paa den anden Side af Broderen.

Paa Regenburgs Gravsten staar: Marc. Ev. 5,25-35, efter hans eget Forlangende. Den blodsottige Kvinde sagde: "Dersom jeg rører ved hans Klædebon. bliver jeg frelst!" "Det er mit Ord", sagde han. Derfor vilde han gerne have denne Henvisning paa Gravstenen.

Paa Skamlingsbanken blev der i 1898 rejst en Mindesten for Regenburg. Den staar ved Foden af en Skraaning. Ofte er jeg bleven spurgt om, hvad Støtten derude havde at fortælle. Den burde staa paa et mere fremtrædende Sted, thi at den staar der med Rette vidner Historien om.

(Hejmdals Søndagsblad. Følgeblad til Hejmdal, Haderslev Dagblad og Nordborg Avis, 26. november 1922).

Ifølge Vejviseren boede etatsråd T. A. Regenburg i Nørregade 15, stuen. Det nuværende hus  er opført 1934-35, så huset hvor Regenburg boede, er nedrevet. Det kan ses på dette ophavsretligt beskyttede foto på Kbhbilleder, helt til højre i fotoet.

Vedr. dansk og tysk i Slesvig findes der en del, ofte partisk litteratur. Diskussionen er ikke bare om sproget, men også om kulturen, fællesskaber, sociale forhold osv. hvor sproget kun indgår som et element blandt mange. Sproget er nok kommet til at spille en stor rolle fordi det er en af de målbare størrelser. Men sprog var ikke nødvendigvis afgørende for om man følte sig som dansk eller tysk. 

Af de mere grundige gennemgange på internettet om dette spørgsmål findes en del tabeller og diskussioner af disse i "Zeitschrift des Preussischen statistischen Landesamt", Bind 66, cirka side 176-181. Publikationen stammer altså fra efter afstemningen i 1920, men trækker tråde tilbage i tiden.

Amtmand Bach vs Provst Høfler. (Efterskrift til Politivennen)

Provst Høfler udsendte et cirkulære af 13. april 1921 hvori han indskærpede lærerne i provstiet at Luthers forklaringer skulle læres udenad. Det startede en længere debat og retssag.

Provst og Amtmand.

En bitter Fejde i Nordjylland.

Den klemte Provst Høfler.

Det var som meddelt Provst Høfler i Als, der havde affattet det rædselsfulde Cirkulære om Terperiets Genindførelse i Religionstimerne. Og han havde tilladt sig at gøre det i hele Skoledirektionens Navn, endskønt han ikke i Forvejen havde forhandlet med Amtmanden og det tredie Medlem af Skoledirektionen derom.

Nu har Cirkulærets Udsendelse faaet et Efterspil, der ikke er uden dramatisk Effekt. Det begyndte med, at Stiftamtmand Bache til Aalb. Venstrebl. udtalte, at Provsten havde gjort sig 

skyldig i Myndighedsmisbrug

ved at udsende dette Cirkulære i Skoledirektionens Navn uden at have dens Tilslutning.

Cirkulæret betegnes yderligere af Amtmanden som en Nullitet, der gaar langt uden for det, Ministeriet har foreskrevet (det Appel'ske Cirkulære.)

Herpaa

svarer nu Provst Høfler 

i samme Blad. Han forsøger at dreje Sagen derhen, at Cirkulæret ikke var en Befaling, men en venlig "Anvisning" for Lærerne, og han erklærer ikke at ville finde sig i Amtmandens Desavouring, men forlanger Sagen forebragt Ministeriet.

Stiftamtmanden svarer omgaaende, 

bl. a. med følgende hvasse Ord:

"Det havde været værdigere, om De havde gjort Hr. Nielsen og mig en Undskyldning for den Tilsidesættelse, De har vist os ved paa egen Haand at udsende Deres famøse Cirkulære i Skoledirektionens Navn. De kan takke Dem selv for, De er blevet saa grundig desavoueret, og jeg haaber, De ikke oftere vil give os Anledning til at gøre det samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskellige Krav og Fordringer, betragter jeg dem som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage."

- Saaledes staar Sagen altsaa paa den skarpeste Spids for Tiden. Provst Høfler bebuder endnu tre Artikler i Aalb. Venstrebl., men det vil sikkert almindeligvis være betvivlet, om de hjælper ham stort. Hans haarrejsende ufrisindede Cirkulære staar nemlig fast, og at han nu gribes i at have affattet det alene og udsendt det med falsk Flag, forhøjer ikke Sympatien mod ham

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 7. juli 1921).

Stiftamtmand og Provst.

Hvasse Skrivelser.

For nogen Tid siden fremkom der i det radikale "Aalborg Venstrebl." et hysterisk Angreb paa en Undervisnings-Vejledning, der var udsendt fra en af Amtets Skoledirektioner. Senere har der været en Del Skriveri om denne Sag, og omsider interviewede Bladet Stiftamtmand Bache, der bl. A. fortalte, at den omstridte Skrivelse var "en Nullitet, der er udsendt under falsk Navn", samt at den gik langt ud over, hvad Ministeriet har foreskrevet i Cirkulære af 6. April 1900.

Nu har Provst M. F, Høfler i Als meldt sig som den, der har udsendt Skrivelsen. Og han offentliggjør i "Nordj." den mellem ham og Stiftamtmand, Kammerherre Bache førte Korerspondance om Sagen. 

Det begynder med en Skrivelse fra Stiftamtmanden til Provsten med Forespørgsel angaaende Sagen, foranlediget ved de fremkomne Artikler. Tonen i denne Skrivelse kunde uden Skade have været mindre skarp i Betragtning af, at den er rettet til en gammel veltjent Embedsmand, der paa det Tidspunkt ikke med Sikkerhed kunde siges at have begaaet noget Galt. Paa denne Skrivelse svarer Provst Høfler sagligt og roligt og foreslaar til Slut Stiftamtmanden en mundtlig Samtale om Sagen; men forinden han faar afsendt sit Svar paa Forespørgslen, fremkommer Stiftamtmandens Udtalelser til "Aalb. Venstrebl.", og Provsten vedlægger derfor en Skrivelse, hvori han bl. A. skriver:

"Hvis Deres Udtalelser er faldne som refereret, er Deres Optræden i høj Grad angribelig. Uden at have set den paagjældende Direktionsskrivelse, uden at oppebie min Udtalelse i Sagen, som De selv - "forinden videre foretages" - har afkrævet mig i Skrivelse af 17. ds., tillader De, med hvem jeg; ingen nærmere Aftale har om Administrationen at Skoledirektionssagerne, Dem ikke alene at blotlægge for Offentlighedens Øjne, hvem denne Sag er ganske uvedkommende, en saa højkollegial Skolemyndigheds indre administrative Forhold, men ogsaa offentligt at desavouere mig i min Stilling som Provst og Skoletilsynsmand, efter at jeg har beklædt denne Stilling i 18-19 Aar. Dette kan og vil jeg selvfølgelig ikke finde mig i, og jeg forlanger, saaledes som Sagen nu foreligger, at den strax af Stiftamtmanden indankes for Ministeriet."

Herpaa svarer Stiftamtmanden:

"I Anledning af Hr. Provstens Skrivelse af 21. d. M. skal jeg indskrænke mig til at bemærke, at det havde været værdigere, om De havde gjort Hr. Nielsen og mig en Undskyldning for den Tilsidesættelse, De har vist os ved paa egen Haand at udsende Deres famøse Skolecirkulære i Skoledirektionens Navn. Da der ikke - som De rigtigt bemærker - mellem os er truffet nogensomhelst Aftale, hvorved vi skulde have bemyndiget Dem til at optræde paa Direktionens Vegne, har De savnet enhver Berettigelse til at udsende et Cirkulære som det ommeldte uden at have forhandlet med Skoledirektionens øvrige Medlemmer. De kan takke Dem selv for, at De er bleven saa grundigt desavoueret, og jeg haaber, at De ikke oftere vil give os Anledning til at gjøre det Samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskjellige Krav og Fordringer, betragter jeg den som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage."

Hertil bemærker Provsten stilfærdigt:

"Der er intet særligt Oplivende ved disse Skrivelser, omend de er gode at faa Forstand af. Det Eneste skulde da være den faderlige Omhu, med hvilken Stiftamtmanden i Slutningen af ovenstaaende Skrivelse tager sig af min Opdragelse som Skoledirektionsmedlem, samtidig med at han ganske vist ogsaa stiller mig i Udsigt en alvorlig Afstraffelse i Gjentagelsestilfælde!"

Og derefter gjør Provsten Rede for, hvad det er, han som Tilsynsførende med Provstiets Skoler har foretaget sig. Heraf ses det, at hans "grove Forseelse" bestaar i, at han har ønsket, at Børnene saa vidt muligt skal lære noget i Skolerne, saaledes at de kan huske det. Og det synes virkelig at have været paakrævet, idet Provsten som Skoletilsynsførende har konstateret, at Børnene, naar de forlod Skolen, ikke kunde huske de mest elementære Ting, - f. Ex. de fem Verdensdele og Alfabetet!

- Som det fremgaar af Stiftamtmandens Skrivelse, er Sagen ikke indbragt for Ministeriet; men Provsten er maaske ogsaa nok saa godt tjent med, at den bringes frem for Offentligheden.

(Jyllandsposten 9. juli 1921).

Stiftamtmand Carl Otto Bache (1867-1930) var formand for skoledirektionen som først fik kendskab til provst Høflers cirkulære gennem aviserne. Han var søn af stiftamtmand Christian Peter Mathias Bache (1830-1910) . Hans amtmandskarriere startede som konstitueret 1905 i Sorø. 1908-1909 stiftamtmand over Sjællands Stift. 1909 amtmand over Thisted Amt. 1919 stiftamtmand over Aalborg Stift og amtmand over Aalborg Amt 10. Febr. 1919. (Kilde: Amtmandbogen, 1936)

Amtmanden I Aalborg.

Stiftamtmand Bache i Aalborg er atter kommen paa Krigsstien, og Landets Blade maa igen beskæftige sig med den krigerske Kammerherre, der snart har indtjent sig herostratisk Berømmelse ved sin vel sagtens sygelige Stridbarhed. Denne Gang er det det skolekyndige Medlem af Skolekommissionen, Provst M. F. Høfler, for Tiden Als, som Amtmanden er røget sammen med. Provst Høfler har i Dagbladet "Nordjylland" offentliggjort hele deres Korrespondance og altsaa paa den Maade forelagt Offentligheden Sagen.

Provsten har som skolekyndigt Medlem af Skolekommissionen udsendt en Skrivelse om Undervisningsplaner for Provstiets Skoler. Denne Skrivelse har Amtmanden i et Interview til et Blad offentlig erklæret for en "Nullitet", udsendt under "falsk Navn". Dette har foranlediget Provsten til gennem Pressen at forelægge Offentligheden hele Sagen. Provsten henviser til, at han i 18 til 19 Aar har beklædt sin Stilling i Skoledirektionen og kræver Sagen indanket for Minjsteriet. Dette afviser Hr. Bache kort, idet hans sidste Skrivelse slutter saaledes:

De savner enhver Berettigelse til at udsende et Cirkulære som det ommeldte uden at have forhandlet med Skoledirektionens øvrige Medlemmer. De kan takke Dem selv for, at De er blevet saa grundigt desavoueret, og jeg haaber, at De ikke oftere vil give os Anledning til at gøre det samme. Hvad angaar Slutningen af Deres Skrivelse med Deres forskellige Krav og Fordringer, betragter jeg den som uskrevet. Jeg skal nok selv tage Bestemmelse om, hvad jeg videre vil foretage.

- - -

Det forekommer os, skriver "Østsj. Folkebl.", at Indenrigsministeriet skulde lade denne Sag og Hr. Baches hele Forhold i sit Embede overfor Befolkningen undersøge grundigt. Det er da muligt, man vil finde sig foranlediget til at give Hr. Stiftamtmanden en meget lang Permission eller tildele ham et Embede, hvor han var uskadelig. Til at være Stiftamtmand i Aalborg egner han sig ganske afgjort ikke.

(Roskilde Avis 12. juli 1921)

Religionsundervisningen,

Blandt de Skolespørgsmaal, der i Øjeblikket drøftes stærkest, er vel nok Religion som Fag i Skolen.

At Ministeriet har Forstaaelse af Fagets store Betydning fremgaar af Cirkulæret, hvor der paabydes tre ugentlige Timer istedetfor de to, det nu mange Steder indtager paa Timeplanen.

Det er jo imidlertid ikke nok, at der gives Faget en passende Tid, der maa ogsaa sørges for, at det i det hele faar den ydre Position, det har Krav paa. Dette er ikke Tilfældet i Eksamensskolerne, hvor Religion er det eneste betydelige Fag, hvori der ikke gives Karakter.

Provst Høfler har vakt betydelig Opmærksomhed med et Cirkulære, han har udsendt til Skolekommissioner og Lærere i Hellum Hindsted Herreder, hvori han for at højne Respekten for Faget fremsætter Ønske om at ligestille det med de øvrige Fag i Skolen med Hensyn til Karaktergivning.

"Aalborg Amtstid." udtaler i den Anledning:

"Vi forstaar godt, at en Mand, der i 1921 vil arbejde for Gennemførelsen af et saadant Grundlag for Religionsundervisningen, kommer i Modstrid med den offentlige Mening. Hvis man havde til Hensigt at vende den opvoksende Slægt mod Religionen, vilde den af Provsten anviste Vej sikkert være aldeles fortræffelig", og "Folkeskolen", Medlemsblad for Danmarks Lærerforening, føjer til, at "Aalb. Amtst." med disse Bemærkninger i denne Sag kan paaregne forstandige Menneskers Tilslutning.

Denne Bemærkning maa ikke fremsættes uimodsagt af Folkeskolens officielle Organ, og Modstandere af Religionens Ligestilling med øvrige Fag i Skolen skal ikke uimodsagt smykke sig med Prædikatet: forstandige Mennesker.

(Vi gaar ud fra, at der i denne Forbindelse med Udtrykket "forstandige Mennesker" menes Mennesker, der har Forstand paa Religionsundervisning i Skolen).

En Mand, der har haft stor Betydning som Leder af den kristelige Ungdomsbevægelse, fortalte ved et Møde forleden, hvorledes han var blevet mødt med stærk Modstand af de store Elever i en Klasse, hvor han skulde undervise i Religion.

Det oplystes senere, at disse store, næsten voksne Drenge drev det som Sport at jage Religionslærere bort. De havde haft Held med tre, og nu skulde han, den fjerde, samme Vej.

Desværre er dette ikke noget enestaaende Tilfælde, omend et af de skarpere, det drives under forskellige Former mangfoldige Steder, og hvor ikke netop Religionslæreren er en udpræget Dygtighed, betragter de store Elever ofte Religionstimerne som de mindst alvorlige.

Ovennævnte Taler fortalte videre, at efter at han havde faaet sine Elever til at lytte, spurgte han en Dag om, hvad det var for en Støj, der altid i disse Timer var i Klassen ved Siden af, og Svaret lød: Det er Pastor N., der har Religion.

Hvis dette Fag fra Skolens Side var respekteret som de øvrige Fag, og der forlangtes et virkeligt Arbejde fra Elevernes Side, vilde deres Forhold til Faget ændres, thi Børn og unge Mennesker har i Længden kun Respekt for en Ting, naar den koster dem Anstrengelse. De betragter paa Forhaand Religionen i Skolen som noget ligegyldigt og unyttigt, da de jo ikke skal have Karakter deri som i andre Fag. Lærerens Henstilling om at være opmærksomme og forberede sig, tager de overlegent paa, der kan jo ikke ske noget alvorligt, hvis de lader være, thi det alvorlige i Eksamensskolen er den daarlige Karakter.

Alle, der ønsker Religionen bevaret i Skolen, maa ogsaa ville Midlerne dertil, og det fundamentale er her at stille Faget paa samme Plads som de øvrige, thi da skabes der om det den ydre Respekt, der er nødvendigt for frugtbringende Arbejde. Der er Lærere, der kan naa frem uden denne ydre Autoritet, og de vil maaske helst undvære den, men Forholdene maa være saaledes, at de ogsaa er tjenlige for de mange.

(Fyens Stiftstidende 2. august 1921).

Afgørelsen i Provste-Affæren

Ministeriets Tilrettevisning til Provst Høfler.

Som omtalt i vort Lørdagsnummer har Ministeriet nu truffet sin Afgørelse i Sagen angaaende Provst Høflers meget omtalte Cirkulære til Skolekommissionerne og Lærerne i Hellum-Hindsted Herreders Provsti. Idet vi iøvrigt henviser til vore Bemærkninger i Lørdags, gengiver vi nedenstaaende Ministeriets Skrivelse i dens Helhed:

Undervisningsministeriet.

København, den 18. Oktober 1921.

I Skrivelse af 27. Juni d. A indberettede Hr. Kammerherren som Formand for Skoledirektionen for Hellum-Hindsted Herreders Provsti, at Direktionens gejstlige Medlem, Provst Høfler, til Skolekommissionerne og Lærerne i Provstiet havde udsendt et Cirkulære, med Hensyn til hvis Slutningspunkter De henviste til et indsendt Eksemplar af Bladet "Fokeskolen" for 2. Juni d. A. De tilføjede derhos, at dette Cirkulære var udsendt, uden at Provsten havde forhandlet med nogen af Skoledirektionens øvrige Medlemmer, og at De, da Cirkulæret i vide Krese havde vakt en pinlig Opsigt, havde fundet det rettest at gøre Ministeriet bekendt med Sagen.

Efter derom af Ministeriet i Skrivelse af 14. Juli d. A. fremsat Begæring har man dernæst under 8. d. M. modtaget en fra Provst Høfler i Sagens Anledning indhentet Erklæring af 9. August d. A. fremsendt hertil med en af Direktionens tvende andre Medlemmer afgiven Udtalelse af 3. de  M. og ledsaget af forskellige Bilag, derunder en fuldstændig Afskrift af det paagældende Cirkulære.

Det fremgaar heraf, at dette er udsendt i Skoledirektionens Navn, at det fremtræder som en Anmodning til de stedlige Skolebestyrelser om Udarbejdelse af Forslag til nye Undervisningsplaner i Henhold til Ministeriets Circulære af 2. August 1920, og at der i Forbindelse hermed paa forskellige Punkter er stillet Krav om eller givet Anvisning paa, hvad der skal tilstræbes ved Undervisningen, særlig med Hensyn til den Grundighed og Nøjagtighed i Børnenes Tilegnelse af Lærestoffet, som Provsten finder ønskelig.

I Anledning heraf skal Ministeriet udtale følgende:

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den Interesse for Skolen og dens Arbejde, som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som ogsaa tidligere har tildraget sig Ministeriets Opmærksomhed, kan man for det første ikke billige, at Provsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Thi selv om en bestemt Aftale ikke hidtil maatte være truffen indenfor Direktionen med Hensyn til, hvilke Sager, der inden deres Ekspedition skal cirkulere mellem Direktionens Medlemmer, maa disse dog efter Sagens Natur altid have Krav paa at deltage i og øve Indflydelse paa Behandlingen af et Anliggende af den Betydning, som de i Provst Høflers Cirkulære indeholdte vidtrækkende Bemærkninger af principiel Karakter giver den foreliggende Sag. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilkendegivelser, der tilsigter paa bindende, tillige for Undervisningens Metode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger. I saa Henseende er indtil videre den fornødne Vejledning og Anvisning givet i Ministeriets Cirkulære af 6. April 1900.

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, for saa vidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de der opstillede Krav til Udenadslæren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaalet om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende Forklaringer i Religionsundervisningen, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give Anvisninger i det enkelte, endsige Paabud eller Forbud.

Ministeriet vil have Hr. Kammerherren anmodet om at give saavel de andre Medlemmer af Skoledirektionen som samtlige Skolekommissioner og Lærere indenfor Direktionens Omraade Meddelelse om den ved nærværende Skrivelse trufne Afgørelse.

Efter den dertil foreliggende Anledning undlader man endelig ikke at tilføje, at der bør træffes en bestemt Ordning med Hensyn til Forretningsgangen ved Besørgelsen af de til Hellum-Hindsted Herreders Skoledirektion indgaaende Sager, hvorved det samtidig afgøres, hvilke Sager der skal være Genstand for Behandling af den samlede Skoledirektion og derfor sendes i Cirkulation blandt dennes enkelte Medlemmer.

Jacob Appel.
K. Paludan Müller

Fm.

Amtmanden over Aalborg Amt.

(Aalborg Amtstidende  24. oktober 1921)

Amtmanden og Provsten.

Skoledirektionen for Hellum-Hindsted Herreders Provsti.

Den salomoniske Dom, som Undervisningsministere Appel har afsagt i Anledning af Stiftamtmand Baches Klagemaal over Provst Høfler, der paa skoledirektionens Vegne egenhændig har givet Skolekommissioner og Lærerne i Provstiet Anvisninger vedrørende den daglige Undervisning i Skolerne, særlig i Religion stiller ikke Amtmanden i noget heldigt Lys. Vil I forliges, skriver Ministeren. og se at saa en bestemt Ordning med Hensyn til jeres forretningsgang; noget maa det enkelte Medlem af Kommissionen afgøre efter Konduite, noget maa sendes i Cirkulation mellem Medlemerne. Det maa I selv finde en Form for! 

Det Resultat kunde den stridslystne Amtmand have naaet uden at løbe til Ministeriet. Kommissionen maa selv træffe en Ordning af sin Forretningsgang, og det er just den hidtilgældende uskrevne Forretningsgang, Provsten har fulgt. Saadan har han handlet i de to foregaaende Amtmænds Embedstid, og der havde for denne Amtmands Vedkommende ikke været Anledning til at foretage andet end at sammenkalde Kommissionen og foreslaa en anden Forretningsgang, hvis han ønskede at være medbestemmende i Spørgsmaalet "om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende forklaringer". Men den Intolerance, der har ledet Stiftamtmand Bache til Ufred og Postyr, synes ikke at vidne om Kvalifikationer just i Balslevs Aand.

Ministeriet skriver den 11. Oktober som Svar til Stiftamtmanden:

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den interesse for Skolen og dens Arbejde som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som også tidligere har tildraget sig ministeriets Opmærksomhed, kan man for det første ikke billige, at Provsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlem. Thi selv om en bestemt Aftale ikke hidtil har maatte været truffet indenfor Direktionen med Hensyn til , hvilke Sager, der inden deres Expedition skal cirkulere mellem Direktionens Medlemmer, maa disse efter Sagens Natur altid have Krav paa at deltage i og have Indflydelse paa behandlingen af et Anliggende af den Betydning. som de i Provst Høflers Cirkulære indeholdte vidtrækkende Bemærkninger af principiel Karakter giver den foreligende Sag. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilendegivelser, der tiisigter paa bindende, tillige for Undervisningens Metode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger. I saa Henseende er indtil videre den fornødne Vejledning og Anvisning givet i Ministeriets Cirkulære af 6. April 1900.

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, forsaavidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de dér opstillede Krav til Udenads-Læren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaaket om Brugen af lærebog og Katekismus, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give An visning i det enkelte, endsige Paabud 

Ministeriet vil have Hr. Kammerherren anmodetom at give saavel de andre Medlemmer af Skoledirektionen som samtlige Skolekommissioner og lærere indenfor Direktionens Omraade Meddelelse om den ved nærværende Skrivelse trufne Afgørelse.

Efter den dertil foreliggende Anledning undlader man endelig ikke at tilføje, at der har træffes en bestemt Ordning med Hensyn til forretningsgangen ved Besørgelsen af de til Hellum-Hindsted Herreders Skoledirektion indgaaende Sager, hvorved det samtidig afgøres, hvilke Sager der skal være Genstand for Behandling af den samlede Skoledirektion og derfor sendes i Cirkulation blandt dennes enkelte Medlemmer.

Jacob Appel.

Naturligvis, hvad skulde Ministeriet svare andet, naar Amtmanden endelig vil rende "til Politiet". I enhver Virksomhed hænder det, at en og anden træffer en Afgørelse, som i og for sig forpligter Virksomheden, og saa længe Chef og Medarbejdere er enige, gaar alt sin Gang, men den Dag. der bliver Uoverensstemmelse mellem Parterne, taler de sammen om det og træffer eventuelt Aftale om en anden Forretningsgang, men de skaber ikke Ufordragelighed eller sætter hinanden i offentlig Gabestok.

(Aalborg Stiftstidende 25. oktober 1921).

Provst Høflers Cirkulære

Hvis der ikke var givet anden Anledning dertil, skulde vi ikke have beskæftiget os yderligere med denne Sag. Ministeriets Afgørelse, som vi gengav Mandag, taler nemlig for sig selv. Enhver, der har læst Ministeriets Skrivelse, maa indrømme, at den er en meget skarp Tilrettevisning til Provst Høfler, altsaa det man i daglig Tale plejer at kalde en "Næse".

Vi skulde som sagt gerne i denne Sag have overladt Provsten til hans egne Overvejelser. Men i Mandags har han til "Nordjylland" - Gengivelsens Rigtighed forudsat - udtalt, at vor Omtale i Lørdags af Sagen er "ganske perfid", derfor nødes vi til at vende tilbage til den. Overfor Provstens Paastand skal vi fastslaa, at vor Omtale i Lørdags af Ministeriets Svar var saa objektiv, som den vel kunde være. I faa Linier gengav vi netop Svarets Hovedindhold, hvilket enhver kan overbevise sig om ved at sammenholde Artiklen fra i Lørdags med Ministeriets Skrivelse, der fandtes i vort Mandagsnummer.

Provst Høfler paastaar i "Nordjylland", at hans forsyndelse "nærmest reduceres til", at han "ikke har lagt saa megen Vægt paa det formelle, som Ministeriet og Amtmanden har gjort."

Ja, det skal vi love for! Ministeriet skriver, at det ikke kan billige, at Provsten har ladet Meddelelsen udgaa. Ministeriet kan overhovedet ikke ansee det for betimeligt, ar enkelte Provster eller Skoledirektioner udsender saadanne almindelige Tilkendegivelser, det tilkommer alene Ministeriet. Derfor kan Provst Høflers Cirkulære ikke opretholdes. Ministeriet kan ikke tiltræde de opstillede Krav.

Dette turde være tilstrækkeligt. Det er i Virkeligheden en knusende Dom over det nu ophævede Cirkulære. Og den bliver ikke mildere ved, at Ministeriet har anmodet Stiftamtmanden om at udsende Svaret til alle Lærere og Skolekommissioner i Provstiet. Det er ikke formelle Ting, her er Tale om. Det maa vel selv Provst Høfler kunne indse.

Skønt man jo ikke skal skubbe til den hældende Vogn, giver Provst Høflers uberettigede og ubetimelige Omtale af vor Artikel i Lørdags os Anledning til at tilføje, at han efter den Tilrettevisning, han har faaet og som vi finder særdeles velfortjent, ikke kunde gøre noget bedre end at trække sig tilbage fra sin Tilsynsgerning ved Skolen. Den Maade, han er optraadt paa, er nemlig udmærket egnet til at give dem Vind i Sejlene, som arbejder paa at faa Folkeskolen unddraget det gejstlige Tilsyn. Og den Bevægelse synes vi i alt Fald ikke, at man fra Kirkens Side skulde støtte.

(Aalborg Amtstidende 26. oktober 1921).

Provst Høflers Cirkulære.

Provst Høfler i Als udsendte for et halvt Aars Tid siden til Lærere og Skolekommissioner i Hellum-Hindsted Herreds Provsti i Skoledirektionens Navn et Cirkulære, hvori han udstedte en Række Paabud med Hensyn til Børnenes Undervisning, blandt andet i Religion.

Cirkulærets Indhold vakte megen Opsigt og stærk Kritik, og det viste sig, j at hverken Skoledirektionens Formand, Stiftamtmand Bache, eller det tredje Medlem at Direktionen, P. Nielsen. Skelund, havde anet det mindste om Cirkulærets Eksistens, før de saa det omtalt i Bladene.

Naturligvis affordrede Stiftamtmanden Provst Høfler en Erklæring i Sagen, og da Provsten paa en meget overlegen Maade hævdede, at han havde været i sin Ret til at udsende Cirkulæret, indberettede Amtmanden Sagen til Ministeriet.

Ministeriets Afgørelse, som nu foreligger, er, skriver "Aalb. Amtst", en kraftig Desavouering af Provst Høflers Handlemaade Ministeriet erklærer, at det paagældende Cirkulære ikke kan opretholdes. Provst Høfler har været uberettiget til at udsende det, ikke blot fordi han uden Bemyndigelse har udsendt det i Skoledirektionens Navn, men ogsaa af Hensyn til dets Indhold. Den Slags principielle Anvisninger kan nemlig kun udstedes af Ministeriet, og det vil ikke være med til at udstede saadanne almindelige Forbud og Paabud med Hensyn til Undervisningen i Religion.

Ministeriet anmoder Stiftamtmanden om at tilstille samtlige Skolekommissioner og Lærere i Provstiet dets Skrivelse og erklærer, at der maa tilvejebringes en fast Ordning med Hensyn til Skoledirektionens Ekspedition af Sagerne.

(Vejle Amts Folkeblad 26. oktober 1921).

Striden mellem Stiftamtmanden og Provsten.

Ministeriets Kendelse.

Stiftsamtmand Bache, Aalborg, tiltalte som bekendt for nogen Tid siden meget skarpt Provst Høfler i Als i Anledning af, at Provsten havde udsendt et detailleret Direktiv for Folkeskoleundervisningen. Provsten forlangte derefter Sagen indanket for Ministeriet.

Dette har nu afgivet en Erklæring, i hvilken det bl. a. hedder, at Ministeriet ikke kan billige, at Præsten har ladet den paagældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Ministeriet ønsker overhovedet ikke Tilkendegivelser af en saadan Art hverken af enkelte Provster eller af Skoledirektioner. Angaaende Brug af Lærebog og Kattekismus ønsker Ministeriet ikke at give nogen Anvisning i det enkelte.

(Aarhuus Stifts-Tidende 26. oktober 1921)

Stiftamtmanden og Provsten.

En mild ministeriel Tilrettevisning.

Som det vil erindres, gav Stiftamtmand Bache i Aalborg Provst Høfler i Als en meget skarp Røffel i Anledning af, at Provsten havde udsendt et detailleret Direktiv for Folkeskoleundervisningen. Provsten fandt, at Stiftamtmanden kunde have vist mere Takt overfor ham og forlangte Sagen indanket for Ministeriet.

Dette har nu afgivet en Erklæring, som offentliggjøres i "Aalb. Amtst.". Indholdet er en Tilrettevisning overfor Provsten, fordi han har overtraadt sin kompetence, og Formen er en Tilrettevisning overfor Stiftamtmandens Ubeherskethed overfor Provsten.

Efter at Sagen er refereret i sædvanlig Kancellistil, hedder det i Ministeriets Skrivelse.

Ihvorvel Ministeriet ikke miskender den Interesse for Skolen og dens Arbejde, som ligger til Grund for disse af Provsten fremsatte Udtalelser, og som ogsaa tidligere har tildraget sig Ministeriets Opmærksomhed, kan man for det Første ikke billige, at Præsten har ladet den paagjældende Henvendelse udgaa uden forudgaaende Forhandling med Skoledirektionens andre Medlemmer. Men dernæst kan Ministeriet overhovedet ikke anse det for betimeligt, at enkelte Provster eller Skoledirektioner til underordnede Skolemyndigheder udsender almindelige Tilkendegivelser, der tilsigter paa bindende, tillige for Undervisningens Methode bestemmende Maade at anordne dens Maal, da det alene tilkommer Ministeriet at give saadanne almindelige Tilkendegivelser og Anvisninger....

Allerede af disse Grunde kan den oftnævnte Cirkulæreskrivelse ikke opretholdes, for saa vidt angaar de heromhandlede Punkter, og der er derfor Ikke Anledning for Ministeriet til at komme ind paa en nærmere Omtale og Vurdering af disse, taget hvert for sig, men man skal dog fremhæve, at man ikke kan tiltræde de der opstillede Krav til Udenadslæren i Religion. Hvad særlig angaar Spørgsmaalet om Brugen af Lærebog og Katekismus med tilhørende Forklaringer i Religionsundervisningen, er Ministeriets Standpunkt det, at man dette Spørgsmaal vedrørende ikke ønsker at give Anvisninger i det Enkelte, endsige Paabud eller Forbud.

(Jyllandsposten 26. oktober 1921).

Menighedsraadsvalgene.

- - -

Flertal i Als.

Als, Torsdag.

Den af Socialdemokratisk Forening opstillede Liste til Menighedsraadavalget fik i Gaar ved Afstemningen Flertal, idet der af de 7 tilfaldt vor Liste 4 Kandidater. Nogen stor Tilslutning fik Valget ikke, idet der af ca. 400 Vælgere kun blev afgivet 82 St. Deraf faldt der paa vor Liste 46 St. og paa den saakaldte Provst Høfler'ske liste kun 36.

Paa listerne blev valgt henholdsvis Emil Jørgensen, Th. Haugaard Skøtt, Kirstine Buus, Lærer Rasmussen og Peter Laursen, Jens Jensen og Niels Mikkelsen.

Provst Høfler, der ikke ønskede det tilbudte Samarbejde om en Fællesliste, opnaaede jo saaledes ved Afstemningen at faa at se, at der ogsaa er andre, der ønsker at være medbestemmende om Menighedsraadets Sammensætning

(Nordjyllands Social-Demokrat 24. november 1922).

Provst Marius Frederik Høfler (1860-1943) var født i Slesvig By og havde studeret flere steder i Tyskland, samt været lærer ved Femmers kvindeseminarium. 1888 blev han kateket ved Sct Johannes kirken i København, samt præst ved Ladegården. Han var redaktør på "Kirkeklokken" 1888-18990 og skrev artikler i Nationaltidende. Han var provst i Hellum-Hindsted herred  1904-1925. I 1913 opstillede han som folketingskandidat for Højre, dog uden at blive valgt. 

Provst J. C. Winther skriver:

"Provst M. F. Høfler havde i sin ungdom haft videnskabelig interesse og muligvis ogsaa tænkt sig gennem studier i Tyskland at dygtiggøre sig til en videnskabelig løbebane. Hans fremtid kom dog ikke til at ligge paa dette omraade, men paa en landsbypræsts og provsts praktiske og administrative omraade, idet han ved siden af sin gerning som sognepræst blev meget interesseret i saavel kirkens som skolens administrative forhold. Politisk sluttede H sig til det gl højre og var dette partis kandidat i Aalborg, dog uden at blive valgt. Højre var jo baade godsejernes og embedsmændenes parti. H hørte efter sine anskuelser til de sidste, resterne af de nationalliberale. Han var ikke paa den maade konservativ, at han ikke var fremskridtsvenlig, og han var, selv en uformuende landsbypræst, slet ikke pengepolitikkens ven. 

Naar han paa skolevisitater tog en avis frem og lod børnene læse op af den i stedet for af klassens læsebog, vakte det nu og da en lærers forargelse, ikke mindst fordi provstens avis utvivlsomt altid var et konservativt partiorgan, men meningen fra provstens side var ellers, at han ville være "moderne" og dikteret af tanker som dem, der i dag f. eks. ligger bag kravet om regneopgaver, der svarer til "regning over disken". En virkelig interesse for en dygtig undervisning laa sikkert ogsaa bag det cirkulære om undervisningen, som H udsendte i sit provsti, men som stiftamtmanden tog afstand fra. Men der var ogsaa en anden linie råbet gennem den sidste omtalte sag: Lysten til at styre personlig, som en tidligere tids embedsmand, der var tilbøjelig til i nogen grad at regere paa epauletten, brugte landet over, men som en senere tid ikke har kunne tænke sig. Men naar dette er sagt, skal det føjes til, at provst H var en baade interesseret og flittig tilsynsmand saavel indenfor skolens som kirkens omraade. At han en tid under Arboe-Rasmussen-sagen var forhindret i at fungere og efter sit ønske i den tid havde den senere provst, pastor Alexander Rasmussen, Sdr. Kongerslev, som afløser, saa begge kom til at udtale sig i anledning af sagen, var utvivlsomt en fordel, da H, som konservativ politiker, kunne paa forhaand tænkes at være for stærk en modstander af Arboe Rasmussen, som ven af Morten Pontoppidan, men alligevel politisk konservativ havde afgjort tillid ogsaa i liberale kredse og nd overalt tillid for sin videns og sine rimelig dommes skyld.

Høfler var politisk i temmelig stærk modsætning til sit sogn, hvor baade liberale og georgiske samt socialdemokratiske synspunkter havde stor udbredelse, og hvor iøvrigt paa den tid en stærk afholdsbevægelse prægede det folkelige liv.

Alligevel havde provst H, selv om han nok ville have passet bedre i et mere konservativt indstillet sogn, ikke faa venner i Als og Hurup, hvis kirke H fik rejst i 1899 (jvf iøvr s 223 her).

Fra Als skrives:

"Far er født for sent." Børnene mente dermed, at deres far som præst passet bedre ind hos befolkningen for et par menneskealdre siden, dengang man sagde "Wor Fåer" til sin sognepræst. Tiltalen "pastoren" og "provsten" har siden provisorieaarene her haft en snert af ironi og ram klang. Den stedlige afholdsbevægelse og liberale politik var dømmende over for andres synspunkter, og Høfler blev i kredsen opstillet som Højres kandidat. Endnu en tid var det et skridt fra livet og to fingre til lærerne, men efterhaanden sejrede den demokratiske aand alligevel, maaske navnlig ved fru Høfler, som var en begavet og respekteret leder i egnens musikliv. Samtidig fik den store børneflok kammerater og venner. Høfler selv begyndte at indbyde til oplysende møder. Det var ogsaa med ham som ophavsmand, at de endnu store "provstimøder", der hvert aar afholdtes i Hadsund, kom i gang. I 1900 opførtes Hurup filialkirke. Beboerne paaskønnede ham siden ved at lade et portræt af ham male og ophænge i Hurup Kirke. Da en flok gendøbere i 1909 forsøgte at faa fodfæste i sognet, var han manden for brat at standse bevægelsen. Var desuden virksom for oprettelsen af sygeplejeforeningerne i sognet, ligesaa med dueligheds- og flidspræmier i skolerne, hvorfor adskillige legater til disse formaal saavel som til syge og værdigt trængende skabtes og virker til stor hjælp den dag i dag. I kirken var han højtidelig og veltalende. De sidste 17 aar tilbragtes i Kbhvn.

(Als sogn. Hindsted herred).

Religion er det ældste fag i skolen. Martin Luthers lille Katekismus blev oversat til dansk i 1532 og grundlag for kristendomsundervisningen. Indtil 1791 var alle lærere uddannede i præstegårde. Først skoleloven af 1814 medførte at indholdet i undervisningen blev bredere, der kom fokus på at skrive og regne samt naturkundskab og geografi. Kristendomsundervisningen var dog stadig i centrum. Junigrundloven 1849 gjorde konfirmationen en forudsætning for borgerlige rettigheder. I 1851 kunne forældre med anden tro end den luthersk-evangelske få fritaget deres børn fra religionsundervisning. Fra 1899 kunne elever godt udskrives fra folkeskolenuden at være blevet konfirmeret. Præster var automatisk medlem af skolekommissionen, og  havde ret til at føre tilsyn med andre fag end religion indtil 1933. I 1937 blev religionsfaget omdøbt til det som det reelt havde været: kristendomsundervisning.

Marius Frederik og Signe Høflers gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.