Kludesamlerne på Lossepladsen i Holmbladsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Konkurrence paa Lossepladserne

Kludesamlerne gøres arbejdsløse, fordi de gaar Renovationsarbejderne i Vejen.

Socialminister Steincke, der vel nok højere Grad end nogen anden Politiker har de Fattiges Tillid, modtog i Gaar tre Udsendinge fra Kludesamlerne paa Amager.

De kom for at anmode Ministeren om at bruge sin Indflydelse til at skaffe dem Adgang til at "klunse" paa Lossepladsen ved Holmbladsgade, der er spærret for alle andre end de kommunale Lossepladsarbejdere som skal holde Pladsen i Orden.

Kludesamlerne forklarede Ministeren, at de tidligere kunde holde en helt ordentlig Indtægt ved at "klunse" paa Lossepladsen - men nu var deres Erhverv ødelagt, og at endte vel med, at de maatte melde sig til Fattigvæsenet.

Er Klunserne i Vejen?

De medbragte et Eksemplar af Social-Demokraten" for 5. November, hvor Ministerens Tale under Arbejdsløshedsdebatten er refereret og de pegede paa følgende Udtalelse af Ministeren:

"Arbejderne nærer stor Frygt for, at de skal blive tvunget til at søge Hjælp hos det Offentlige. Som Minister modtager man mange Anmodninger om Hjælp og Anmodninger om Adgang til Arbejde. Saaledes modtog jeg Fredag Aften et Brev fra en arbejdsdygtig 38-aarig Arbejder med Hustru og Børn. Han vilde have Lov hl at ernære sin Familie ved at samle Affald fra Kommunens Lossepladser. Han har nemlig blevet vist bort af Arbejderne paa Pladserne, som selv havde en Fortjeneste ved at samle Affaldet. Saa fortvivlet kan Forholdene tegne sig for Arbejderne".

Socialministeren behandlede de tre Kludesamlere med al mulig Elskværdighed, men maatte iøvrigt nøjes med at henvise dem til en af Arbejderrepræsentanterne i Borgerrepræsentationen og se at faa ham til at tale deres Sag.

Kludesamlerne maatte altsaa gaa med uforrettet Sag. Men dertil er der jo intet at sige, da Sagen ikke kan falde ind under Socialministeriets Omraade.

Tidligere har Kludesamlerne henvendt sig til Borgmester Hedebol, der gav det Svar, at naar han havde spærret Lossepladsen paa Amager, var det fordi, "Klunserne" gik Renovationsarbejderne i Vejen.

En Kludesamler kan holde 12-13 Kr. om Dagen.

Kludesamlerne er imidlertid ikke til Sinds at give op. De nærer Frygt for "at søge Hjælp hos det Offentlige" - og dermed ligesom blive udstødt af Samfundet. Men vil Borgerrepræsentationen tage Hensyn til deres Krav?

Det er jo ikke noget meget paaagtet Samfundslag, det, Kludesamlerne danner. Naar det omtales, er det gerne med et Smil. De fleste andre Borgere vil ikke gerne tage dem og deres Gerning alvorligt.

Og dog er Kludesamlerne haardt arbejdende og fuldkommen nyttige Samfundsborgere og al Respekt værd.

Maaske vil det overraske at høre, at en Kludesamler paa en normal Arbejdsdag paa Lossepladsen kan tjene 12-13 Kr. - Saa meget er det gamle Ragelse, som bliver kastet I Skraldespandene, værd. I Aarets Løb er der paa Lossepladserne opsamlet Metaller, Klude. Flasker. Gummi. Cykledele og lign. for maaske over 100,000 Kr. Klunset sælges til Opkøbere, hvis Forretninger er meget betydelige.

Vil de kommunale Arbejdere være ene om at klunse?

En "Klunser", som i Gaar henvendte sig til os, fortalte, at han i Løbet af Sommeren havde lavet mindst 20 Cykler af enkelte Dele, som han havde fundet paa Lossepladsen. Han har tidligere været CykIesmed med egen Forretning. Paa Lossepladsen kunde han genoptage Virksomheden og tjene til Livets Ophold. Men nu da Borgmester Hedebol har lukket af for Skraldet, maa han tænke paa at henvende sig til Fattigborgmester Kristensen om en lille Hjælp.

- Se en Gang paa mit Tøj, sagde han til os. Det er jo ikke videre fint, men det er alligevel til at gaa i. Vil De tro, at det er fundet paa Lossepladsen næsten alt sammen - for det er det. Baade Strømperne, Støvlerne, Gamascherne, Bukserne. Slipset og Kasketten er pillet op fra Lossen. Og Hængelampen der hjemme i Stuen og jeg ved ikke hvad! Altsammen fundet paa Lossepladsen.

Vi kan godt passe os selv, naar vi "klunser", og der er ikke noget med at gaa de kommunale Arbejdere i Vejen. Hvorfor skal vi tvinges over paa Fattigvæsenet ? Var det ikke rimeligere at lade os faa Lov til at "klunse". Den eneste Maade, vi kan gaa de kommunale Arbejdere i Vejen paa, er ved at pille det "Kluns", som de selv vil have. Jeg skal ikke nægte, at vi er Ukammerater med dem.

Han tilføjede, at paa Lossepladsen ved Enghavevejen er det stadig tilladt Kludesamlerne at komme.

En Udtalelse af Borgmester Hedebol.

Saa vidt Kludesamlerne. - 

Borgmester Hedebol, med hvem vi i Morges havde en Samtale om Sagen, betoner, at Lossepladsen er en Arbejdsplads.

Og paa en Arbejdsplads skal der være Orden, sagde Borgmesteren. Og det er der særlig Grund til at holde fast ved, naar det gælder Lossepladsen paa Amager, der er farlig, fordi den gaar ned til Vandet. Lossepladsen ved Enghavevejen byder ikke paa de Vanskeligheder.

For Resten, sluttede Borgmesteren, er Sagen aldrig før blevet mig fremstillet paa denne maade.

Steen.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).

Kludesamlernes daglige Liv.

Et Besøg hos de Mennesker, der er tilfredse med lidt.

Kludesamlere og deres Hustruer, fotograferet ved Holmbladsgade.

- Værsgo', De skal ikke være bange for at sætte Dem ned - for her er ingen miren Dyr.

Kludesamleren peger paa sin Divan, og jeg tager frygtløs Plads ... Jeg er paa besøg i hans Hytte - Hus kan man ikke godt kalde hans Beboelse, der kun er 5 Alen lang og 4 bred og af Træ.

- Nej, De skal ikke være bange for at faa noget paa Dem her, vedbliver han Jeg gaar jo nok paa Lossen og roder, og alt, hvad jeg ejer og har, er fundet i Skraldet; men derfor kan jeg vel godt være renlig. Vil De bare se mit Tøj - det er ikke videre elegant, for det er pillet op Stump for Stump. Men jeg kogte det ud og skrubbede det godt igennem, inden jeg tog det paa.

Kludesamleren er en høj, sund og frisk udseende Mand i 40 Aars Alderen. Han lyser af godt Humør og Evne til at tage Tilværelsen, og hvad han siger er altsummen klart og forstandigt og uden Udpyntning af nogen Art.

- Vi kunde have det saa godt herude, siger han. Borgmester Hedebol skulde bare komme ud og se os. Han tror vist vi er nogle værre Radiums kandidater, men fakta saa kan der gaa Maaneder mellem, at jeg smager saa meget som en Bajer, og saadan er det ogsaa med mine Kammerater. Og naar De ser Dem omkring herinde, vil De saa ikke indrømme mig, - jeg maa være et meget ordentligt Monneske. Det er jo ikke nogen Herskabsbeboelse, men man kan da ikke nægte, at her er rent og pænt.

Kludesamleren viser mig sine Ejendele - og spørger, om man skulde tro, de var fundet paa Lossepladsen.

- Bordet der - fundet paa Lossen. Vækkeuret - ja, det er et godt Ur; det trængte bare til en Omgang Petroleum, da jeg fandt det. Primusapparatet, Tæppet paa Divanen, Kaffekanden Kopperne - altsammen pillet op. Lampen - først fandt jeg Beholderen, en rigtig god Beholder, ikke, - saa fandt jeg en Fod, der kunde bruges til den, og nogen Tid efter dumpede jeg over Brænderen. Glasset har jeg købt. Men der findes ikke bedre Lampe i Kongeriget Danmark.

Saa gaar vi udenfor for nt bese Hytten udvendig. Den er beklædt med Linoleumsstykker, og Kludesamleren fortæller, at lunere Beboelse end denne her lille Villa skal man lede længe efter. Derpaa fører han mig ind i sit Værksted, et Træskur, hvor han sætter fundne Cykledele sammen til flotte og solide Cykler, saa gode som ny. Det er altsaa en hel Samlefabrik.

- Men somme Tider er jeg bange for, om saadan et fundet Stel skulde stamme fra en stjaalen Cykle, bemærker han. For Resten er det jo underligt at se, at Folk smider gode Sager ud. - han peger paa nogle Dæk og Slanger, som hænger paa et Søm paa Væggen, og henter frem gamle Hjul, Sadler, Styr og Forgafler: Den Losseplads er en Guldgrube, siger jeg Dem, en ren Guldgrube. Naar disse her Sager er sat sammen, og Stellet har faaet for 35 Øre Lak, saa er der Cykler i Landskabet ...

En af hans Kammerater, en lavstammet fast Mand med kloge, men næsten haarde Øjne, er kommet ind i Cykleværkstedet. Han tilbyder at vise mig sit Hus. Han er gift og har 2 Børn. Han ser næppe saa tilfreds ud som den anden, men han har jo også en Familie at forsørge, hvad Cyklesmeden ikke har.

- Maa jeg lige gøre opmærksom paa, siger Cyklesmeden, at Vinduet der ogsaa er fundet paa Lossen, og Dørkarmen - det er Kammen af en gammel Sofa.

Nu gaar vi hen til den lavstammede Kludesamlers Bolig, et rigtig godt Kolonihavelysthus med tre Rum. Og saa her er næsten hver Stump Indbo fundet paa Lossepladsen. En af de Ting, som Manden viser frem med størst Fornøjelse er en lille Bageovn til at opvarme med et Primusapparat. Den var noget itu, da han fandt den, men en lille Reparation har gjort den anvendelig. Konen har nylig bagt i den, og Manden opfordrer mig til at smage pan Brødet. Jeg faar en Skive, og den smager ud mærket.

Jeg gaar omkring i Huset og ser paa Sagerne. Alting er velholdt og propert. Messingtøjet - fundet paa Lossepladsen naturligvis - er straalende og nypudset, og Gulvene som blæst. Det er ordentlige Mennesker der bor her. Det Indtryk fik man for Resten i alle de Hytter, jeg besøgte. Kludesamlerne paa Lossepladsen ved Holmbladsgade er solide, ædruelig og flittige Folk. De har skabt sig Deres egen lille Verden. Lad dem bare faa Lov til at beholde den.

Konen viser mig Børnene, der ser sunde og friske ud. - de har øjensynlig ikke taget Skade af at bo i Nærheden af en Losseplads ... Og nu holder den høje kludesamler, som er den mest veltalende af Selskabet, paany et rask lille Foredrag.

- Skidt med om vores Haandtering er fin eller ej, for hvem vil nægte, at den er nyttig. Jeg har lige læst en Artikel i et Ugeblad om, hvordan alt Affaldet fra lossepladserne i Amerika bliver lavet om til ny Ting ... Hvis vi var unyttige Mennesker, saa kunde jeg forstaa Magistraten, naar den forbyder os at klunse. For det med at gaa Arbejderne i Vejen, tror jeg ikke paa ... Nu har jeg været nødt til at søge Hjælpekassen. Tidligere kunde jeg tjene 10 Kr. om Dagen og var aldrig i Pengetrang. Nu er det oven i Købet Nat med Koksene ...

Da jeg vil tage Afsked med de sympatiske Mennesker, siger Cyklesmeden:

- Stik lige med hjem og se mit Bibliotek. For jeg har Bøger. Naturligvis pillet op fra Lossen. Dem ligger jeg og studerer om Natten

Steen

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Foto fra Lossepladsen ved Holmbladsgade, bragt i Horsens Social-Demokrat 5. februar 1932 i anledning af at 3 renovationsarbejdere havde drukket gift i den tro at det var likør. Flasken havde en etikette fra Carl I. Michaelsen & Co.s Likørfabrik. Flasken stammede fra spækhøker Wren, Halfdansgade 28. Han havde fyldt dem med forskellige rensemidler. Den ene af arbejderne døde, den anden blev opgivet, mens den tredje var stærkt lidende. Spækhøkeren hævdede at flasken indeholdt rabarbervin, men det var nok snarere nitrobenzol.

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

Lederen af Frelsens Hær og den mishandlede Dreng. (Efterskrift til Politivennen)

En Henvendelse til Aftenbladet fra Obersten.

Et Svar paa den "Rettelse", Obersten mener Affæren tiltrænger.

Vi modtog i Gaar følgende Skrivelse:

Frelsens Hær. William Booth, Stifter
Den territoriale Leders Kontor, 

9. August 1927.

Redaktøren for "Aftenbladet",
København.

Hr. Redaktør!

Netop hjemkommet efter et tre Uger Fravær, er jeg blevet gjort opmærksom paa en Artikel i Deres Ærede Blad af 27. Juli d. A. under overskriften "En pinlig Affære paa Amager", hvori det hedder sig, at en kvindelig Frelsersoldat har gennempryglet sin 13-aarige Adoptivsøn med en Tøjbøjle, og herunder mishandlet ham saaledes, at en af Værgeraadets Medlemmer, Handels-Gartner Bastiansen, som foretog en Undersøgelse af Drengen, fandt, at dennes ene Arm var helt blaasort af Slag. ligesom hans Ryg var blodig og blaasort, og at der desuden fandtes en ganske stor Knude, som menes fremkommet ved et Slag af Tøjbøjlens Jernkrog.

Selvfølgelig har dette vakt en uhyggelig Opmærksomhed, og vi lod straks undersøge, hvorledes det virkelige Forhold var, og herunder har vi faaet konstateret, at der ikke er bleven brugt nogen Tøjbøjle til at slaa Drengen med, og at den Afstraffelse, han har faaet, ikke kan karakteriseres som urimelig haard

Der er tre navngivne Damer: Fru Sørensen, Spigas Allé 2, Fru Sørensen, Castorsvej 7, og Fru Frederiken, Spigas Allé 20, som alle har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt. Vi har ngsaa henvendt os til det nævnte Værgeraadsmedlem, Hr. Bastiansen, som svarede, at den omhandlede Artikel selvfølgelig var overdreven og maatte ses i det Lys, at den mere var et Angreb paa Frelsens Hær end et Forsvar for Drengen. Der var slet ikke Tale om nogen Knude, i hvert Fald havde Bastiansen ikke set nogen saadan, og selv om Afstraffelsen har været alvorlig, kan den i Følge Hr. Bastiansens Udtalelse til os ikke kaldes for Mishandling.

Den omhandlede Kone er en af de Personer, som Frelsens Hær har søgt at hjælpe, og for saa vidt er det lykkedes for os, idet der er sket en Forandring i hendes Liv, hvilket man tidligere har karakteriseret som meget forfaldet, men som nu er kommet paa ret Køl. Jeg tør tillade mig at henstille til Deim, Hr. Redaktør, at indtage en Rettelse i Avisen, hvilket jeg i Sandhedens Interesse mener er paa sin Plads

Deres ærbødige
R. Gundersen,
Leder af Frelsens Hær.

Oberstens Indlæg var os mærkeligt af mange Grunde. Hvorledes havde Obersten konstateret, at der ikke forelaa noget, der kunde kaldes Mishandling? Hvad vilde det sige, at Artiklen mere var ett Angreb paa Frelsens Hær, end et Forvar for Drengen? Hvorledes skulde det forstaas med de tre navngivne Damer, der har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt". (Der var efter vor Mening mere Tale om, hvad omhandlede Kone havde gjort.)

Imidlertid for ikke at trætte vore Læsere, skal vi nøjes med at offentliggøre følgende af os indhentede Erklæringer:

Tømrermester Klein, hvis Hustru tog sig af den lille mishandlede Dreng, og som var til Stede, da Hustruen klædte Marius af, vaskede ham, lagde ham i Seng og gav ham Te, har afgivet nedenstaaende Erklæring:

Undertegnede, Tømrermester Carl Klein, Ingersvej Nr. 4, erklærer herved, at Artiklen i "Aftenbladet" for 27. Juli "En pinlig Affære paa Amager" angaaende Barne-Mishandllngen i Spigas Allé i enhver Henseende er i Overensstemmelse med Sandheden, og saa vidt jeg har erfaret, er samtliga Kvarterets Beboere "Aftenbladet" taknemlige, fordi Bladet tog sig af den lille Dreng og ved at fremdrage Mishandlingen fik gjort en Ende paa Staklens Lidelser.

Løjtegaardens Villaby, den 10de August 1927.

Carl Klein,
Ingersvej i Løjtegaardens Villaby,
Kastrup.

I en Villa ved Siden af Arbejdsmand Petersen Træhus bor Slagtermester Gress, hvis Hustru jævnlig har overværet Fru Petersens Behandling af Drengen Marius. Fru Gress, som er meget lykkelig over, at hun nu er forskaaaet for at overvære de oprørende søener, og sammen med Kvarterets øvrige Beboere glæder sig over, at den stakkels Dreng nu en delig er kommen ind under bedre Forhold, sammenfatter sine Indtryk af Fru Petersen Opdragelsesmetode i følgende Udtalelse:

Undertegnede, Fru Marie Gress. Spigas Allé 34, der er Nabo til Arbejdsmand Petersen, og som jævnlig fra mine Vinduer har iagttaget Fru Petersens Behandling af Drengen Marius, der omtaltes i "Aftenhladet" for 27de Juli, erklæret herved, at jeg efter det, Jeg har set maa anse nævnte Fru Petersen for i den Grad unormal, at intet Barn burde betros til hendes Forsorg. Jeg saa Drengen Dagen efter at den omtalte Mishandling havde fundet Sted og konstaterede da blaa Mærker paa Kroppen af ham. Det har glædet baade mig og mange andre her I Kvarteret, at Sagen er bleven offentlig fremdraget.

Spiras Allé, den 10. August 1927.
Marie Gress

VI har forelagt Oberst Gundersens Brev for Værgeraadsmedlem Handelsgartner Bastiansen i Taarnby, der udtaler sig saaledes

Ved min Undersøgelse af Drengen Marius fandt jeg blaa Mærker paa hans Arm og Ryg. Jeg anser det for givet, at disse Mærker hidrører fra Afstraffelse med en haard Genstand, hvad Fru Petersen forøvrigt ogsaa har indrømmet Drengen opgav selv, at han var slaaet med en Tøjbøjle, og jeg tror, han talte Sandhed. Den Afstraffelse, han har faaet, har efter alt hvad der foreligger, været betydelig haardere, end jeg ville anse for forsvarligt at anvende, og jeg anser det for en Lykke for Drengen at han er kommen bort fra Petersens.

Værgeraadet ordnede - som vi altid helst vil - Sagen i Mindelighed.

Hvad min Samtale med Frelsens Hær angaar, saa blev denne ført pr. Telefon, og den refereres naturligvis af Oberst Gundersen saaledes, som han har opfattet den. Men dette kan jeg erklære, jeg har ikke haft til Hensigt at rette nogen Bebrejdelse mod eller noget Angreb paa Aftenbladet, hvis Omtale af Sagen jeg finder meget pæn. 

- - -

Ovenstaaende er oplæst og god kendt af Hr. Handelsgartner Bastiansen, der forøvrigt er meget misfornøjet med, at Frelsens Hærs Leder har benyttet Telefonsamtalen saaledes, som det fremgaar af det ovenfor aftrykte Brev.

Vi tror dermed at have belyst "den pinlige Affære" til Bunds. Der er ingen Grund til for os nærmere at udrede det psykologiske Moment i Hr. Gundersens Opfattelse af Sagen i Almindelighed og Samtalen med Værgeraadsmedlem Bastiansen i Særdeleshed. Det hele forekommer os klarlagt gennem disse faa Dokumenter. Og vi antager, at Oberst Gundersen baade paa egne, paa Frelsens Hærs og  "den omhandlede Kone"s Vegne vil være os taknemlig for, at vi ikke gaar dybere Ind i Affæren, men hermed betragter Sagen om den mishandlede Dreng paa Amager  for afsluttet.

"Aftenbladet"s Redaktion.

(Aftenbladet (København), 11. august 1927).

Mellem smaa Havemænd. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i de 300 Skolehaver ved Øresundsvej

Hvor Børnene henter Sundhed og glade øjne.

Lederen af Skolehaverne ved Øresundsvej, Kommunelærer Allert.

En frisk Sommerbrise staar fra det blaanende Sund ind over Amagers Kyst, og ved Krudttaarnet for Enden af Øresundsvej, det, som Falcks Redningskorps nu har taget i Brug, rammer den et lavt Labælte. Men det er tyndt, og der er store Huller i det þÿ smaa Skolehaver, der her ligger samlet, og hvori alting for Tiden gror og skyder ...

Det var en god Idé, nuværende Skolehavekonsulent P. V. Lindholm fik, da han for nogle Aar siden forsøgte at finde paa noget, der i Fritiden samtidig kunde gavne og glæde Skolebørnene. Rundt om i Storkøbenhavn dukkede med kort Tids Mellemrum snart én Skolehave, snart en anden frem, og Sundhed, brune Kinder og glade Øjne fulgte i deres Kølvand. Der er jo i Børnene, saavel som i os alle, en Trang til at beskæftige sig med Jorden, med den frugtbare sorte Muld. Det fik de nu Lejlighed til i stor Stil - omend Begyndelsen ofte var svær.

Børnene arbejder i Skolehaverne ved Øresundsvej.

Saaledes her, hvor jeg en tindrende solfyldt Sommer-Eftermiddag aflægger Besøg. De 38,000 Kvadratalen, hvorpaa der nu ligger 300 Skolehaver hver paa 6-8 Kvadratmeter, var oprindelig Grusgrav og hørte til Sundby Øster Skole. Saa købte en Vognmand Grunden og benyttede den til Affaldsplads, og først da kom Skolehaveforeningen til og tog fat paa at opdyrke den genstridige Jord. Under Kommunelærer Allerts dygtige Ledelse lykkedes det. ... og nu er alting i Vækst. Travle, smaa Hænder pusler mellem grønne Radiser og Gulerødder, kærlige Øjne betragter Ærternes Stængler, og med Stolthed fremviser en lille Fyr, hvor lange Stænglerne i hans Have er.

I en Time arbejder de her et Par Gauge om Ugen, Drenge og Piger og efterhaanden er deres Have blevet deres Paradis. Men de høster ogsaa selv Udbyttet. Alt. hvad det koster at faa Del i Herlighederne, er 50 Øre ved Indmeldelsen derefter er alt gratis. Gulerødderne spiser de selv eller tager dem med hjem til Mors Køkken. Kartoflerne ligeledes. Men af Ærterne gaar vel nok de fleste i de Smaa's Halse.

Forældre paa Besøg.

Smaa er de fleste af disse Havedyrkere. Omkring 7-10 Aar, nogle faa ældre. De kan faa Lov at dyrke Haven lige saa længe, de gaar i Skolen - saa maa de vige Pladsen for andre. Nogle Forældre er paa Besøg. Med Beundring betragter de lille Sørens og den endnu mindre Karens Lugearbejde. Den sidste foretrækker at gøre det med en Slikkepind i Munden naa ja, det har jo alle Dage været Skik at forene det gavnlige og det fornøjelige!

Det nyttige forenes med det behagelige ...

- Vi saa' gerne mange flere Forældre herude, siger Hr. Allert. Jeg tror, de selv vilde være glade for det - og Herregud, her er da ikke saa langt; 20 Minutters Gang til en Sporvogn.

- Børnene dyrker vel ikke hele Arealet?

- Nej! En Del er Fællesdrift. Og Mistbænkene kan det ikke nytte at lade dem have med at gøre. De slaar bare Ruderne i Stykker og faar ikke andet Udbytte end at skære sig. Men vi, min Kollega. Hr. Nybo og jeg. tager fat der.

Udover en 5-6 Mistbænke peger Hr. Allert med en brun, senet Haand:

- Der er Asters, der Levkøjer i der Nelliker de prikles ud og senere faar Børnene dem. For de dyrker ogsaa Blomster, og de holder af Blomster. Desværre lider vi herude under Læmanglen.

Det fremgaar af de hvide Margueriter, af Guldregnen, der hænger i tunge Klaser fra krogede Grene, af de mange, brogede Stauder alt er drejet af Vinden, alle Stængler hælder til samme Side.

Men foran - ud mod Vejen - er der Lav Og her er anlagt smukke og store Rosenbede, plantet Stikkelsbær- og Ribsbuske, Pæretræer og Æbletræer.

- Af denne Frugt sælger vi, forklarer "Overgartneren", og faar derved lidt Penge ind. Men iøvrigt har vi herude et Par Tusinde Kroner i Tilskud fra Kommunen.

- Hr. Le'rer! Den Gulerod er vist syg!

En lille sortlokket Pige med store undrende Barneøjne indfinder sig for at konsulere den højeste Myndighed, hun kender, naar hun er udenfor Hjemmet.

Og omhyggeligt giver Hr. Allert sig til at forklare ....

Ak, ja, det er ingen Sag at være Skolebarn nu om Stunder. Af ganske samme Mening er den lille Purk, der fortæller mig, at det lille Jordbærbed, der findes, gav Masser af Bær i Fjor .. "som vi maatte spise af".

Og Solen skinner og Himlen blaaner! Og fra Badeanstalten lige Udfor Haverne høres muntre Raab og smittende Latter. Der er næsten lige dejligt til Lands og til Vands.

Mr. Nobody

(B. T. 16. juni 1926).

Frokost i det Grønne. (Efterskrift til Politivennen)

De smaa Gæster i Kommunens Folkebørnehave ved Sundholm indtager frokosten.

En af Kommunens gode Gerninger er Oprettelsen af Folkebørnehaver, hvor de Smaa kan anbringes, medens Forældrene, og navnlig da Mødrene, er paa Arbejde. De Penge, der er ofret paa disse Institutioner, er godt givet ud. Et af de Steder, hvor Forholdene er særlig gode og frie, er ude ved Sundholm-Skolen. Her kan Rollingerne tumle sig af Hjertens Lyst paa den indhegnede græsbevoksede Plads, naar Vejret tillader det, men naturligvis under behørigt voksent Tilsyn.

I et af Gaarsdagens faa Solskins-Øjeblikke tog vor Fotograf ovenstaaende nydelige Situationsbillede af de Smaa, medens de indtog deres medbragte Frokost.

(Aftenbladet (København) 10. juni 1926).

Den glemte Bydel. (Efterskrift til Politivennen)

Islands Brygge kræver, at Kommune husker Kvarterets Eksistens.

Over 20 Tusinde Indbyggere og ingen Skole.

Skønt det inderste Hjørne af Islands Brygge-Kvarteret ligger Byens Centrum meget nær, er der dog næppe en Bydel, der føler sig saa enestaaende afsides beliggende og stedmoderligt behandlet, og man paastaar, at der ikke er nogen Del af det virkelig sammenbyggede København, der har saa langt til Sporvogn, Skole og de andre komunale Institutioner som de nye Gader ude ved Kigkurren, der danner den fjerneste Del af Bryggekvarteret.

Nu vil Islands Brygges Beboere, der hævder, at de tæller over 20.000 Sjæle, ikke finde sig i at være Stedbørn længere. De er begyndt med at samles til Oprør mod det store Bygningsaktieselskab, der ejer de fleste af Ejendommene derude, men da de nu er ved at finde hinanden, vokser der ogsaa fælles Krav op paa andre Omraader.

Det nager navnlig Islands Brygges meget børnerige Forældre, at der slet ikke findes nogen Skole for hele dette store Kvarter. Børnene fordeles til de to Skoler ved Sundholm, til Dronningensgades Skole paa Christianshavn og til Vestervoldgades Skole, men de fleste skal til Sundholmsvej, og det er virkelig en ganske urimelig lang Vej om Vinteren, naar Føret ikke tillader Børnene af følge den bundløse Genvej langs Faste Batteri. Derfor lyder Kravet nu stærkt fra Islands Brygge om at faa en egen Kommuneskole.

Kommunen har ikke nogen Islands Brygge-Skole paa Programmet.

B. T. har spurgt Bogmester Kaper. om der er nogen som helst Udsigt til, at Islands Brygge kan faa sit Ønske om en egen Skole opfyldt.

- Den staar slet ikke paa Programmet endnu, svarede Borgmesteren. Med de to nye Skoler ved Sundholmsvej skulde det indre Amagers Skoletrang være afhjulpet for mange Aar.

Vi har jo paa Christianshavn kunnet lukke en Kommuneskole og give dens Lokaler til et Gymnasium.

- Er der ikke fastsat noget Antal for, hvor mange Indbyggere et bestemt Kvarter skal have for at faa en ny Skole? spørger vi.

- Nej, men vi har jo over 50 Skoler til Københavns 550,000 Indbyggere, saa det giver jo noget at rette sig efter, men iøvrigt bygges de nye Skoler jo ikke absolut efter Kvarter.

Der maa tages Hensyn til de bestaaende Skoler. Det er ikke nok med at bygge en Skole, der nu staar os i 8 á 900.000 Kr., men der skal jo ogsaa Lærerpersonale til.

Foreløbig kan det indre Amager ikke bære et helt nyt Lærerpersonale.

Det skal dog ikke forstaas saaledes, at vi er ganske ubønhørlige overfor Islands Brygges Beboere. Der er Planer om at gøre noget for at faa en ordentlig Vej igennem fra Artillerivej til Amager Fælledvej. Endelig vil vi dog vise. at Kommunen ikke helt har glemt Islands Brygge ved at søge oprettet et Kommune-Bibliotek derude, slutter Borgmesteren.

- - -

Blot nu de oprørske Islands Brygge-Beboere vil nøjes med det.

En.

(B. T. 18. maj 1926).

Det første Hold Koloni-Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Børnene vises rundt i Lejren efter at være iklædt de fine hvide Dragter.

I Gaar aabnede BaggesmindeKolonien ude paa Amager sin Sæson. Det første Hold Puslinger fra de daarligst stillede af Byens Smaamandshjem blev taget under Vingerne af Frelsens Hær og rykkede fra Baggaardene ud i Kastrup.

Hvert Hold forbliver her en Maaneds Tid. Her bliver de fodret op, faar Farve i de blege Kinder, et Overskud af Sundhed og Kraft til at tære paa, naar de vender tilbage til Byens Gader.

Frelsens Hær gør her en Samfundsgerning, der ikke nok kan paaskønnes. For mange af disse Smaa vil Opholdet herude komme til at staa som et lyst Minde under Opværksaarene.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1926)

Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

Den larvehærgede Kongelund. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelunden er Amagers Eventyrland. Over den bordflade Ø hæver disse tre Hundrede Tønder Land Skov sig som en Oase i Markernes orkanagtige Ensformighed. I al sin grønne Sommerynde staar den der. lokkende langvejs bort Vandreren derude paa de støvede og daarlige Landeveje. Den lover Svalhed og Skygge inde mellem de stille Træer, hvor Vinden ude fra Kalleboderne døer hen i Pust.

Det er, som sagt, et lille Stykke Poesi, blot ikke i denne Tid. For onde Aander har holdt deres Indtog.

Det er Millioner af grønne Larver, der har taget Lunden i Besiddelse, saa man næsten ikke kan færdes derude. Fra Træ til Træ og tværs over Vejene har de spundet deres haarfine Net, Edderkoppespind med myldrende Liv, der straks angriber de Gaaende. De har indkapslet de prægtige Ege, som nu staar afribbede for deres Bladhang. De nærer sig af Vegetationens Safter og udmarver den.

De virker som en af Ægyptens syv Plager. Græshopperne, og det værste er, at man ingen Midler har til at bekæmpe denne Plage. Man bliver larve- og spindbefængt, selv om man gaar midt ad Hovedvejen, og med Sorg ser Skovfogden derude magtesløs ødelæggelsen skride frem.

Naar Regnen kommer, vil det værste vel nok være overstaaet, men vi vil ikke tilraade Folk Kongelunden som Maal for Pinseudflugten. Det skulde da højst være til Restaurationen, hvor Dansen gaar.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1925).

Sluseværket. (Efterskrift til Politivennen)

Tegning af Jan Zibrandtsen.

Vi kalder almindeligvis Amager en Ø, og saa er det det egentlig slet ikke, selv naar baade Knippels-Bro er oppe og Lange-Bro drejet paa een Gang, for ude i Kalvebod Strand fører fra Sydhavnen paa Sjælland en 2 Kilometer lang og 10-15 Meter bred Dæmning over til den lille Ø. Vi ved alle, at den eksisterer, men heller ikke mere.

Den blev bygget i Aaret 1903 og har til Formaal at gøre Forholdene rolige i Havnen. I tidligere Tid var her en saa stærk Strøm, at Skibene ofte slet ikke kunde sejle imod, men pænt maatte ankre op for at vente paa bedre Forhold. Dette var selvfølgelig en stor Gene, og ligeledes kunde stærke Storme rive Skibene løs, naar de laa for Fortøjning i Havnen.

Ja, derfor lod man denne Dæmning bygge. Men helt kunde man dog ikke spærre, hvorfor den lange Tange blev brudt af en Sluse, for at i alle Tilfælde de mindre Skibe kunde passere.

Een Ting opnaaede man - efter hvad jeg kunde tænke mig ogsaa. Nu var det muligt at holde en vis Kontrol med, hvilke Skibe, der passerede.

- - -

Opraabet "Adgang forbudt" og endnu mere "Adgang, strengt forbudt" har en ligefrem magnetisk Virkning paa Menneskene.

Et saadant Skilt staar der ved Indgangen til Dæmningen ude i Sydhavnen ikke langt fra den nye "Sønderstrand Badeanstalt". Men vi er saa heldige at have den behørige Tilladelse og kan roligt fortsætte. 500 Meter, saa har vi naaet Slusestationen.

Her er ganske rart ude, stille og fredeligt. Nu er Vejret ogsaa ganske storartet. En svag Efteraarsdis ligger ude over Vandet, og kun svagt skelner man Amager, og allerede nogle Hundrede Meter borte sløes den græsklædte Dæmning af Taagen. 

Herude - rart afsides - som laa man paa Landet - bor Sluseværkets Kaptajn sammen med sin Assistent og sin Mekaniker. Villaen kan man se tydeligt inde fra Byen. Ja, jeg har nu - efter min Hjemkomst derude fra, mens disse Linier nedskrives - en glimrende Udsigt derover til. Jeg skelner tydeligt Villaens lille, nette Taarn, som er til for at fuldende Bygningsstilen. Ved Siden af ligger Midlen, som under Blæst sørger for Drivkraften til selve Sluseværket. I Dag har det imidlertid været stille, saa man har maattet benytte sig af den forefindende Motor.

- - -

Om Slusen er der maaske egentlig ikke saa meget at fortælle. Den minder jo meget om dem, der findes op ad de engelske Floder og i de hollandske Kanaler. Her er to Porte og imellem et Bassin, der vel paa en Gang kan rumme to Skibe af "Turisten"s Størrelse. - Til Højre, d.v.s. i Havnen, er Vandstanden lidt højere end normalt og til venstre lidt under. Men Variationen er meget ofte betydelig større, saa stor, at man maa lede Vand fra eller til Bassinet, for en af Portene lukkes op. - Til andre Tider kan Vandstanden være lige stor paa begge Sider Slusen, og i dette Tilfælde lader man begge Porte staa aabne paa een Gang, saaledes at Vandet i Havnen kan forfriskes.

Imidlertid faar jeg Lejlighed til at se Sluseværket i Funktion. Ude i det fjerne kommer netop et ret stort Motorskib sejlende. Det styrer lige herover imod. Farten standses lidt efter lidt. - Sluseværkets Kaptajn trykker paa en Knap - en Klokke ringer - Motoren arbejder - og Sluseporten kører til Side. - Ganske langsomt sejler Skibet ind i Bassinet. Her er rigelig Plads til det. - En lille Motorbaad slipper med ved samme Lejlighed. - Saa lukkes Sluseporten igen. - Et Øjeblik lader man Vandet falde til Ro, aabner saa den anden Port, og Skibet kan sejle ud.

Net og roligt foregaar det hele.

- - -

I Tusindvis befordres der Skibe herigennem om Aaret, og kun sjældent sker der Uheld. En Paasejling kan selvfølgelig indtræffe, eller en Port kan gaa i Stykker, men man har da en Reserveport.

Ja, paa Sluseværket i Kalveboderne foregaar alt roligt og fredeligt, jeg følte mig ganske som hensat paa en Sydhavsø, langt fjernet fra Menneskenes Vrimmel - dog ikke fra Dyrenes: Kaptajnens lille, legesyge Hund kommer netop farende, gøende af fuld Hals. Det vil aabenbart sige, at hvis jeg bliver her ret mange Sekunder til, vil jeg blive ædt levende, hvorfor jeg foretrækker at sætte mig op paa min Cykle og køre den nærmeste Omvej over til den lille Ø, som altsaa slet ingen Ø er.

Niels Aage Svane.

(Nationaltidende 13. december 1925).

På dette foto fra Aftenbladet (København) 13. juli 1925 ses slusehuset øverst til højre. Det er Sønderstrand man kan se. Sammenlignes med vinklen fra nedenstående foto, må det være taget nogenlunde fra nutidens Sjællandsbro.

Slusen i dag (til venstre). Til højre slusekaptajnens hus hvortil også hører en lille have (kan ikke ses for husbåden. Skorstenene synes at være fjernet, ligesom vindmøllen. Slusehuset er nu landfast med Amager, men den smalle dæmning til Sjælland eksisterer stadig om end i en anden skikkelse. Kun det hvide skur til venstre er i funktion når sejlende (mest lyst- og motorbåde) skal åbne og lukke slusen. Porten midt i billedet kan ved åbning køre ind under kajen. Foto Erik Nicolaisen Høy.