Hertz' Bogtrykkeri. (Efterskrift til Politivennen)

Student (Sylvester) Hertz (1790-1854) fik i 1828 kongelig bevilling til at anlægge et bogtrykkeri i Vejle og udgive en avertissementstidende. Herefter etablerede han et trykkeri i Søndergade 13-15 i Vejle og udgav her Vejles første avis, Weile Amts Kongelig priviligerede Avis og Avertissementstidende - Vejle Amts Avis. Avisen tryktes i starten på en håndpresse af træ. Kæmpede med økonomiske vanskeligheder og efterlod ved sin død i 1854 en avis for nedadgående. Avisen blev ført videre af enken Cecilie Hertz og dernæst sønnen Vilhelm.

Annonce i Kolding Folkeblad 4. september 1911 da trykkeriet lå i Sct. Pederstræde 19. Ejendommen blev købt i 1909 og husede indtil da St. Peders Gæstehjem som i en årrække havde haft underskud. Hjemmet havde eksisteret i 25 år ikke mindst for "de farende svende". Hver nat overnattede op til 100 mennesker.. 

Især fra 1895 kom der for alvor gang i forretningen. Poul Hertz solgte i 1905 avisen i Vejle og flyttede trykkeriet til hovedstaden. Han lancerede i 1911 bladet "Verden og Vi". I 1918 solgte han bladet. I stedet udviklede han sit „Hertz Karthothek“ med specielle kartotekskort og kartoteksskabe, hvilket var helt nyt på den tid. Allerede tidligt i virksomhedens historie var der ført kartotek over ansatte i virksomheden, og man kan stadig få disse kort med de gamle bemærkninger at se. På et af kortene står der for eksempel "Ikke flittig. Heller ikke dygtig. Snakker meget" eller en af de mere dramatiske fra 1944 "Fratraadt p.gr. af Sabotagen. Flink men snakkesalig." Poul Hertz døde i 1939 og enken Ellen Hertz videreførte virksomheden.

Den 7. maj 1944 blev af Hertz' bogtrykkeri, Snorresgade 22, København, sprængt hvorved der skete skade for 186.918 kr. Det var formentlig Peter-gruppen med bl.a. Brøndum, Bothildsen Nielsen, Wagner og Jesse som havde planlagt at sprænge trykkeriet i luften. Dette blev nævnt i straffesagen mod Karl Rudolf Werner Best, Karl Constantin Albert Julius v. Hanneken, Günther Friedrich Wilhelm Ludvig Pancke og Otto Richard Bovensiepen (chef for det tyske sikkerhedspoliti). Sidstnævnte var i tiden fra den 10. januar 1944 til den 21. april 1945, som den for den til bekæmpelse af den danske sabotage m. v. iværksatte tyske antisabotage ansvarlige, at have givet ordre til eller sanktioneret de af den til udførelsen af antisabotagen indsatte S.S. „Sonderkommando“, der lededes af de ikke under sagen tiltalte tyske statsborgere Otto Schwerdt og Horst Issel, og hvis medlemmer var dels tyske og dels danske statsborgere, begåede drab, drabsforsøg, brandstiftelser, sprængninger og forsøg herpå.

Snorresgade 22. Tidligere Hertz Bogtrykkergården. Nu Mogens Dahl Koncertsal. Bygningerne er fra mellem 1901 og 1919, nogle af de første industribygninger i området bygget på gammel havbund (Islands Brygge). Bygningerne rummede bl.a. viceværtbolig og stald. De blev senere brugt til garager, billakeringsfirmaet "Johns Autolakering", bilværksted "Amarkansk Auto". I 2014 blev bygningerne restaureret tilbage til deres oprindelige udseende af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda. 

Ellen Hertz oprettede et aktieselskab i 1972, hvis aktier blev anbragt i Ellen og Poul Hertz’ fond. Efter Ellen Hertz' død i 1976 blev prokurist Carl Henning Bentsen direktør.

Kludesamlerne på Lossepladsen i Holmbladsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Konkurrence paa Lossepladserne

Kludesamlerne gøres arbejdsløse, fordi de gaar Renovationsarbejderne i Vejen.

Socialminister Steincke, der vel nok højere Grad end nogen anden Politiker har de Fattiges Tillid, modtog i Gaar tre Udsendinge fra Kludesamlerne paa Amager.

De kom for at anmode Ministeren om at bruge sin Indflydelse til at skaffe dem Adgang til at "klunse" paa Lossepladsen ved Holmbladsgade, der er spærret for alle andre end de kommunale Lossepladsarbejdere som skal holde Pladsen i Orden.

Kludesamlerne forklarede Ministeren, at de tidligere kunde holde en helt ordentlig Indtægt ved at "klunse" paa Lossepladsen - men nu var deres Erhverv ødelagt, og at endte vel med, at de maatte melde sig til Fattigvæsenet.

Er Klunserne i Vejen?

De medbragte et Eksemplar af Social-Demokraten" for 5. November, hvor Ministerens Tale under Arbejdsløshedsdebatten er refereret og de pegede paa følgende Udtalelse af Ministeren:

"Arbejderne nærer stor Frygt for, at de skal blive tvunget til at søge Hjælp hos det Offentlige. Som Minister modtager man mange Anmodninger om Hjælp og Anmodninger om Adgang til Arbejde. Saaledes modtog jeg Fredag Aften et Brev fra en arbejdsdygtig 38-aarig Arbejder med Hustru og Børn. Han vilde have Lov hl at ernære sin Familie ved at samle Affald fra Kommunens Lossepladser. Han har nemlig blevet vist bort af Arbejderne paa Pladserne, som selv havde en Fortjeneste ved at samle Affaldet. Saa fortvivlet kan Forholdene tegne sig for Arbejderne".

Socialministeren behandlede de tre Kludesamlere med al mulig Elskværdighed, men maatte iøvrigt nøjes med at henvise dem til en af Arbejderrepræsentanterne i Borgerrepræsentationen og se at faa ham til at tale deres Sag.

Kludesamlerne maatte altsaa gaa med uforrettet Sag. Men dertil er der jo intet at sige, da Sagen ikke kan falde ind under Socialministeriets Omraade.

Tidligere har Kludesamlerne henvendt sig til Borgmester Hedebol, der gav det Svar, at naar han havde spærret Lossepladsen paa Amager, var det fordi, "Klunserne" gik Renovationsarbejderne i Vejen.

En Kludesamler kan holde 12-13 Kr. om Dagen.

Kludesamlerne er imidlertid ikke til Sinds at give op. De nærer Frygt for "at søge Hjælp hos det Offentlige" - og dermed ligesom blive udstødt af Samfundet. Men vil Borgerrepræsentationen tage Hensyn til deres Krav?

Det er jo ikke noget meget paaagtet Samfundslag, det, Kludesamlerne danner. Naar det omtales, er det gerne med et Smil. De fleste andre Borgere vil ikke gerne tage dem og deres Gerning alvorligt.

Og dog er Kludesamlerne haardt arbejdende og fuldkommen nyttige Samfundsborgere og al Respekt værd.

Maaske vil det overraske at høre, at en Kludesamler paa en normal Arbejdsdag paa Lossepladsen kan tjene 12-13 Kr. - Saa meget er det gamle Ragelse, som bliver kastet I Skraldespandene, værd. I Aarets Løb er der paa Lossepladserne opsamlet Metaller, Klude. Flasker. Gummi. Cykledele og lign. for maaske over 100,000 Kr. Klunset sælges til Opkøbere, hvis Forretninger er meget betydelige.

Vil de kommunale Arbejdere være ene om at klunse?

En "Klunser", som i Gaar henvendte sig til os, fortalte, at han i Løbet af Sommeren havde lavet mindst 20 Cykler af enkelte Dele, som han havde fundet paa Lossepladsen. Han har tidligere været CykIesmed med egen Forretning. Paa Lossepladsen kunde han genoptage Virksomheden og tjene til Livets Ophold. Men nu da Borgmester Hedebol har lukket af for Skraldet, maa han tænke paa at henvende sig til Fattigborgmester Kristensen om en lille Hjælp.

- Se en Gang paa mit Tøj, sagde han til os. Det er jo ikke videre fint, men det er alligevel til at gaa i. Vil De tro, at det er fundet paa Lossepladsen næsten alt sammen - for det er det. Baade Strømperne, Støvlerne, Gamascherne, Bukserne. Slipset og Kasketten er pillet op fra Lossen. Og Hængelampen der hjemme i Stuen og jeg ved ikke hvad! Altsammen fundet paa Lossepladsen.

Vi kan godt passe os selv, naar vi "klunser", og der er ikke noget med at gaa de kommunale Arbejdere i Vejen. Hvorfor skal vi tvinges over paa Fattigvæsenet ? Var det ikke rimeligere at lade os faa Lov til at "klunse". Den eneste Maade, vi kan gaa de kommunale Arbejdere i Vejen paa, er ved at pille det "Kluns", som de selv vil have. Jeg skal ikke nægte, at vi er Ukammerater med dem.

Han tilføjede, at paa Lossepladsen ved Enghavevejen er det stadig tilladt Kludesamlerne at komme.

En Udtalelse af Borgmester Hedebol.

Saa vidt Kludesamlerne. - 

Borgmester Hedebol, med hvem vi i Morges havde en Samtale om Sagen, betoner, at Lossepladsen er en Arbejdsplads.

Og paa en Arbejdsplads skal der være Orden, sagde Borgmesteren. Og det er der særlig Grund til at holde fast ved, naar det gælder Lossepladsen paa Amager, der er farlig, fordi den gaar ned til Vandet. Lossepladsen ved Enghavevejen byder ikke paa de Vanskeligheder.

For Resten, sluttede Borgmesteren, er Sagen aldrig før blevet mig fremstillet paa denne maade.

Steen.

(Aftenbladet (København) 9. november 1929).

Kludesamlernes daglige Liv.

Et Besøg hos de Mennesker, der er tilfredse med lidt.

Kludesamlere og deres Hustruer, fotograferet ved Holmbladsgade.

- Værsgo', De skal ikke være bange for at sætte Dem ned - for her er ingen miren Dyr.

Kludesamleren peger paa sin Divan, og jeg tager frygtløs Plads ... Jeg er paa besøg i hans Hytte - Hus kan man ikke godt kalde hans Beboelse, der kun er 5 Alen lang og 4 bred og af Træ.

- Nej, De skal ikke være bange for at faa noget paa Dem her, vedbliver han Jeg gaar jo nok paa Lossen og roder, og alt, hvad jeg ejer og har, er fundet i Skraldet; men derfor kan jeg vel godt være renlig. Vil De bare se mit Tøj - det er ikke videre elegant, for det er pillet op Stump for Stump. Men jeg kogte det ud og skrubbede det godt igennem, inden jeg tog det paa.

Kludesamleren er en høj, sund og frisk udseende Mand i 40 Aars Alderen. Han lyser af godt Humør og Evne til at tage Tilværelsen, og hvad han siger er altsummen klart og forstandigt og uden Udpyntning af nogen Art.

- Vi kunde have det saa godt herude, siger han. Borgmester Hedebol skulde bare komme ud og se os. Han tror vist vi er nogle værre Radiums kandidater, men fakta saa kan der gaa Maaneder mellem, at jeg smager saa meget som en Bajer, og saadan er det ogsaa med mine Kammerater. Og naar De ser Dem omkring herinde, vil De saa ikke indrømme mig, - jeg maa være et meget ordentligt Monneske. Det er jo ikke nogen Herskabsbeboelse, men man kan da ikke nægte, at her er rent og pænt.

Kludesamleren viser mig sine Ejendele - og spørger, om man skulde tro, de var fundet paa Lossepladsen.

- Bordet der - fundet paa Lossen. Vækkeuret - ja, det er et godt Ur; det trængte bare til en Omgang Petroleum, da jeg fandt det. Primusapparatet, Tæppet paa Divanen, Kaffekanden Kopperne - altsammen pillet op. Lampen - først fandt jeg Beholderen, en rigtig god Beholder, ikke, - saa fandt jeg en Fod, der kunde bruges til den, og nogen Tid efter dumpede jeg over Brænderen. Glasset har jeg købt. Men der findes ikke bedre Lampe i Kongeriget Danmark.

Saa gaar vi udenfor for nt bese Hytten udvendig. Den er beklædt med Linoleumsstykker, og Kludesamleren fortæller, at lunere Beboelse end denne her lille Villa skal man lede længe efter. Derpaa fører han mig ind i sit Værksted, et Træskur, hvor han sætter fundne Cykledele sammen til flotte og solide Cykler, saa gode som ny. Det er altsaa en hel Samlefabrik.

- Men somme Tider er jeg bange for, om saadan et fundet Stel skulde stamme fra en stjaalen Cykle, bemærker han. For Resten er det jo underligt at se, at Folk smider gode Sager ud. - han peger paa nogle Dæk og Slanger, som hænger paa et Søm paa Væggen, og henter frem gamle Hjul, Sadler, Styr og Forgafler: Den Losseplads er en Guldgrube, siger jeg Dem, en ren Guldgrube. Naar disse her Sager er sat sammen, og Stellet har faaet for 35 Øre Lak, saa er der Cykler i Landskabet ...

En af hans Kammerater, en lavstammet fast Mand med kloge, men næsten haarde Øjne, er kommet ind i Cykleværkstedet. Han tilbyder at vise mig sit Hus. Han er gift og har 2 Børn. Han ser næppe saa tilfreds ud som den anden, men han har jo også en Familie at forsørge, hvad Cyklesmeden ikke har.

- Maa jeg lige gøre opmærksom paa, siger Cyklesmeden, at Vinduet der ogsaa er fundet paa Lossen, og Dørkarmen - det er Kammen af en gammel Sofa.

Nu gaar vi hen til den lavstammede Kludesamlers Bolig, et rigtig godt Kolonihavelysthus med tre Rum. Og saa her er næsten hver Stump Indbo fundet paa Lossepladsen. En af de Ting, som Manden viser frem med størst Fornøjelse er en lille Bageovn til at opvarme med et Primusapparat. Den var noget itu, da han fandt den, men en lille Reparation har gjort den anvendelig. Konen har nylig bagt i den, og Manden opfordrer mig til at smage pan Brødet. Jeg faar en Skive, og den smager ud mærket.

Jeg gaar omkring i Huset og ser paa Sagerne. Alting er velholdt og propert. Messingtøjet - fundet paa Lossepladsen naturligvis - er straalende og nypudset, og Gulvene som blæst. Det er ordentlige Mennesker der bor her. Det Indtryk fik man for Resten i alle de Hytter, jeg besøgte. Kludesamlerne paa Lossepladsen ved Holmbladsgade er solide, ædruelig og flittige Folk. De har skabt sig Deres egen lille Verden. Lad dem bare faa Lov til at beholde den.

Konen viser mig Børnene, der ser sunde og friske ud. - de har øjensynlig ikke taget Skade af at bo i Nærheden af en Losseplads ... Og nu holder den høje kludesamler, som er den mest veltalende af Selskabet, paany et rask lille Foredrag.

- Skidt med om vores Haandtering er fin eller ej, for hvem vil nægte, at den er nyttig. Jeg har lige læst en Artikel i et Ugeblad om, hvordan alt Affaldet fra lossepladserne i Amerika bliver lavet om til ny Ting ... Hvis vi var unyttige Mennesker, saa kunde jeg forstaa Magistraten, naar den forbyder os at klunse. For det med at gaa Arbejderne i Vejen, tror jeg ikke paa ... Nu har jeg været nødt til at søge Hjælpekassen. Tidligere kunde jeg tjene 10 Kr. om Dagen og var aldrig i Pengetrang. Nu er det oven i Købet Nat med Koksene ...

Da jeg vil tage Afsked med de sympatiske Mennesker, siger Cyklesmeden:

- Stik lige med hjem og se mit Bibliotek. For jeg har Bøger. Naturligvis pillet op fra Lossen. Dem ligger jeg og studerer om Natten

Steen

(Aftenbladet (København) 12. november 1929).

Foto fra Lossepladsen ved Holmbladsgade, bragt i Horsens Social-Demokrat 5. februar 1932 i anledning af at 3 renovationsarbejdere havde drukket gift i den tro at det var likør. Flasken havde en etikette fra Carl I. Michaelsen & Co.s Likørfabrik. Flasken stammede fra spækhøker Wren, Halfdansgade 28. Han havde fyldt dem med forskellige rensemidler. Den ene af arbejderne døde, den anden blev opgivet, mens den tredje var stærkt lidende. Spækhøkeren hævdede at flasken indeholdt rabarbervin, men det var nok snarere nitrobenzol.

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

Politiet lukker Lossepladsen paa Kløvermarken. (Efterskrift til Politivennen).

 En Torturanstalt for Vognmændenes Heste.

På Toppen af en af de høje Skarndynger.

Det er vist egentlig ikke saa overdrevent mange Københavnere, der kender Kommunens Losseplads paa Kløvermarksvej, andet end af Navn. Hvis nogen vil vove sig derud, helt ud forbi Flyvepladsen, omtrent helt ned til Stranden, vil man faa en Oplevelse, som man ikke let glemmer - men det er nærmest en Oplevelse af en grufuld Art.

Paa det flere Tønder Land store Grund, har efterhaanden ophobet sig mere end 30 Aars Aflagringer af Storbyens Snavs, Smuds og Affald, det minder om en af Verdenskrigens, af granater og Trommeild hærgede Landsbyer, hvor havarerede Møbler, gamle møbler, Spande, Kulkasser, og alt hvad nævnes kan af kasseret Husgeraad og Skraldebøtteindhold, ligger spredt og halvt nedgravet i Aske. Snavs og Uhumskheder. Og over hele det udstrakte Felt staar en Os og Stank, der virker mosten kvælende.

Saaledes er det første afskrækkende Syn, man ser, gaar man nærmere til, faar man yderligere Grund til at forfærdes. Denne kæmpemæssige Ophobning af Snavs er ikke alene sundhedsfarlig og forpester Luften i vid Omkreds, men den er samtidig en Dyrplagerianstalt i større Stil. Fra Indkørslen ved Kløvermarksvej gaar Kørevejene, som Dagrenovationsvognene skal befare, i flere Retninger hen over Pladsen, de skraaner op ad og hæver sig mere og mere, indtil de paa de Steder, hvor "Skraldet" i disse Dage skal aflæses, naar op i en Højde, som en femetages Rygning. Her skal Hestene slæbe læssene op - de vejer mellem 6 og 8000 Pund Stykket - ad en Vej, der er belagt med Sveller, der imidlertid mange Steder er saa slidte, at det er et Under, at Dyrene ikke stikker benene igennem og faar dem brækket. Og i disse Page, hvor Sne og Isslag har gjort Træbelægningen glat som et Spejl, har der ikke været sørget for tilstrækkelig Grus- og Slaggebelægning - det har været en Tortur og et Helvede for de arme Dyr - og der behøves vel ikke flere Ord for at bevise, at her foreligger rent skandaløse Forhold.

Fra samtlige Vognmænd har der da ogsaa i lange Tider lydt et enstemmigt Jammerraab: Vi faar vore Heste komplet ødelagte! Og de sidste Dage er Raabet steget saa højt, at det har naaet højere vedkommendes Øren, og man har taget Alfære. Fra i Lørdags Aftes har Politiet forbudt Tilkørsel til Kløvermarkvejens Losseplads indtil videre. Renovationsvognene maa foreløbig køre til Kommunens andre lossepladser, der forøvrigt heller ikke er for yndige, her foreligger altsaa det mærkelige Tilfælde, at den ene af Kommunens Afdelinger maa træde op mod den anden, og bedre Bekræftelse paa, at Forholdene er rent ud skandaløse kan man vel ikke godt faa.

Vore lossepladser er en Skamplet paa København, vi kan ikke være dem bekendt, de er en forpestende Smittekilde for Mennesker og en oprørende Torturanstalt for Trækdyrene. Og man behøver jo blot at gaa ud i Nabokommunen, Frederiksberg, for at se hvorledes det bør være. Der har man den store Destruktionsanstalt, hvor al Dagrenovation bliver brændt og forvandles til en Indtægtskilde for Kommunen, idet den udnyttes som en rentabel Varmekilde. Der kommer Kommunalembedsmænd fra fremmede lande for at se Forbrændringsanstalten paa Frederiksberg, og drage Lære af denne Mønsterinstitution, men lige ved Siden af, her i København, følger man vore Forfædres Eksempel fra Stenalderen, man laver Køkkenmødding i Kæmpeformat.

Københavnerne burde valfarte ud til Lossepladsen paa Kløvermarksvej, se Svineriet, lugte Stanken og høre de arme Hestes Stønnen, naar de slæber sig sønder og sammen, saa vilde de det blive enige om at rejse et Protestraab der kunde gøre Ende paa disse Forhold, der hører en fjern Fortid til.

Larus

Der træffes nu Foranstaltning til Forbedring.

Vi har i Dag til Morgen haft en Samtale med Politiet, der meddeler os, at Kommunen har givet Ordre til at hygge en hel ny Bro paa Lossepladsen med mindre Stigning, og Vognene henvises foreløbig til en ny Plads for Enden af Holmbladsgade.

(Aftenbladet (København), 10. januar 1928)

Lederen af Frelsens Hær og den mishandlede Dreng. (Efterskrift til Politivennen)

En Henvendelse til Aftenbladet fra Obersten.

Et Svar paa den "Rettelse", Obersten mener Affæren tiltrænger.

Vi modtog i Gaar følgende Skrivelse:

Frelsens Hær. William Booth, Stifter
Den territoriale Leders Kontor, 

9. August 1927.

Redaktøren for "Aftenbladet",
København.

Hr. Redaktør!

Netop hjemkommet efter et tre Uger Fravær, er jeg blevet gjort opmærksom paa en Artikel i Deres Ærede Blad af 27. Juli d. A. under overskriften "En pinlig Affære paa Amager", hvori det hedder sig, at en kvindelig Frelsersoldat har gennempryglet sin 13-aarige Adoptivsøn med en Tøjbøjle, og herunder mishandlet ham saaledes, at en af Værgeraadets Medlemmer, Handels-Gartner Bastiansen, som foretog en Undersøgelse af Drengen, fandt, at dennes ene Arm var helt blaasort af Slag. ligesom hans Ryg var blodig og blaasort, og at der desuden fandtes en ganske stor Knude, som menes fremkommet ved et Slag af Tøjbøjlens Jernkrog.

Selvfølgelig har dette vakt en uhyggelig Opmærksomhed, og vi lod straks undersøge, hvorledes det virkelige Forhold var, og herunder har vi faaet konstateret, at der ikke er bleven brugt nogen Tøjbøjle til at slaa Drengen med, og at den Afstraffelse, han har faaet, ikke kan karakteriseres som urimelig haard

Der er tre navngivne Damer: Fru Sørensen, Spigas Allé 2, Fru Sørensen, Castorsvej 7, og Fru Frederiken, Spigas Allé 20, som alle har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt. Vi har ngsaa henvendt os til det nævnte Værgeraadsmedlem, Hr. Bastiansen, som svarede, at den omhandlede Artikel selvfølgelig var overdreven og maatte ses i det Lys, at den mere var et Angreb paa Frelsens Hær end et Forsvar for Drengen. Der var slet ikke Tale om nogen Knude, i hvert Fald havde Bastiansen ikke set nogen saadan, og selv om Afstraffelsen har været alvorlig, kan den i Følge Hr. Bastiansens Udtalelse til os ikke kaldes for Mishandling.

Den omhandlede Kone er en af de Personer, som Frelsens Hær har søgt at hjælpe, og for saa vidt er det lykkedes for os, idet der er sket en Forandring i hendes Liv, hvilket man tidligere har karakteriseret som meget forfaldet, men som nu er kommet paa ret Køl. Jeg tør tillade mig at henstille til Deim, Hr. Redaktør, at indtage en Rettelse i Avisen, hvilket jeg i Sandhedens Interesse mener er paa sin Plads

Deres ærbødige
R. Gundersen,
Leder af Frelsens Hær.

Oberstens Indlæg var os mærkeligt af mange Grunde. Hvorledes havde Obersten konstateret, at der ikke forelaa noget, der kunde kaldes Mishandling? Hvad vilde det sige, at Artiklen mere var ett Angreb paa Frelsens Hær, end et Forvar for Drengen? Hvorledes skulde det forstaas med de tre navngivne Damer, der har tilbudt at bekræfte Rigtigheden af, hvad omhandlede Kone har sagt". (Der var efter vor Mening mere Tale om, hvad omhandlede Kone havde gjort.)

Imidlertid for ikke at trætte vore Læsere, skal vi nøjes med at offentliggøre følgende af os indhentede Erklæringer:

Tømrermester Klein, hvis Hustru tog sig af den lille mishandlede Dreng, og som var til Stede, da Hustruen klædte Marius af, vaskede ham, lagde ham i Seng og gav ham Te, har afgivet nedenstaaende Erklæring:

Undertegnede, Tømrermester Carl Klein, Ingersvej Nr. 4, erklærer herved, at Artiklen i "Aftenbladet" for 27. Juli "En pinlig Affære paa Amager" angaaende Barne-Mishandllngen i Spigas Allé i enhver Henseende er i Overensstemmelse med Sandheden, og saa vidt jeg har erfaret, er samtliga Kvarterets Beboere "Aftenbladet" taknemlige, fordi Bladet tog sig af den lille Dreng og ved at fremdrage Mishandlingen fik gjort en Ende paa Staklens Lidelser.

Løjtegaardens Villaby, den 10de August 1927.

Carl Klein,
Ingersvej i Løjtegaardens Villaby,
Kastrup.

I en Villa ved Siden af Arbejdsmand Petersen Træhus bor Slagtermester Gress, hvis Hustru jævnlig har overværet Fru Petersens Behandling af Drengen Marius. Fru Gress, som er meget lykkelig over, at hun nu er forskaaaet for at overvære de oprørende søener, og sammen med Kvarterets øvrige Beboere glæder sig over, at den stakkels Dreng nu en delig er kommen ind under bedre Forhold, sammenfatter sine Indtryk af Fru Petersen Opdragelsesmetode i følgende Udtalelse:

Undertegnede, Fru Marie Gress. Spigas Allé 34, der er Nabo til Arbejdsmand Petersen, og som jævnlig fra mine Vinduer har iagttaget Fru Petersens Behandling af Drengen Marius, der omtaltes i "Aftenhladet" for 27de Juli, erklæret herved, at jeg efter det, Jeg har set maa anse nævnte Fru Petersen for i den Grad unormal, at intet Barn burde betros til hendes Forsorg. Jeg saa Drengen Dagen efter at den omtalte Mishandling havde fundet Sted og konstaterede da blaa Mærker paa Kroppen af ham. Det har glædet baade mig og mange andre her I Kvarteret, at Sagen er bleven offentlig fremdraget.

Spiras Allé, den 10. August 1927.
Marie Gress

VI har forelagt Oberst Gundersens Brev for Værgeraadsmedlem Handelsgartner Bastiansen i Taarnby, der udtaler sig saaledes

Ved min Undersøgelse af Drengen Marius fandt jeg blaa Mærker paa hans Arm og Ryg. Jeg anser det for givet, at disse Mærker hidrører fra Afstraffelse med en haard Genstand, hvad Fru Petersen forøvrigt ogsaa har indrømmet Drengen opgav selv, at han var slaaet med en Tøjbøjle, og jeg tror, han talte Sandhed. Den Afstraffelse, han har faaet, har efter alt hvad der foreligger, været betydelig haardere, end jeg ville anse for forsvarligt at anvende, og jeg anser det for en Lykke for Drengen at han er kommen bort fra Petersens.

Værgeraadet ordnede - som vi altid helst vil - Sagen i Mindelighed.

Hvad min Samtale med Frelsens Hær angaar, saa blev denne ført pr. Telefon, og den refereres naturligvis af Oberst Gundersen saaledes, som han har opfattet den. Men dette kan jeg erklære, jeg har ikke haft til Hensigt at rette nogen Bebrejdelse mod eller noget Angreb paa Aftenbladet, hvis Omtale af Sagen jeg finder meget pæn. 

- - -

Ovenstaaende er oplæst og god kendt af Hr. Handelsgartner Bastiansen, der forøvrigt er meget misfornøjet med, at Frelsens Hærs Leder har benyttet Telefonsamtalen saaledes, som det fremgaar af det ovenfor aftrykte Brev.

Vi tror dermed at have belyst "den pinlige Affære" til Bunds. Der er ingen Grund til for os nærmere at udrede det psykologiske Moment i Hr. Gundersens Opfattelse af Sagen i Almindelighed og Samtalen med Værgeraadsmedlem Bastiansen i Særdeleshed. Det hele forekommer os klarlagt gennem disse faa Dokumenter. Og vi antager, at Oberst Gundersen baade paa egne, paa Frelsens Hærs og  "den omhandlede Kone"s Vegne vil være os taknemlig for, at vi ikke gaar dybere Ind i Affæren, men hermed betragter Sagen om den mishandlede Dreng paa Amager  for afsluttet.

"Aftenbladet"s Redaktion.

(Aftenbladet (København), 11. august 1927).

Det første Hold Koloni-Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Børnene vises rundt i Lejren efter at være iklædt de fine hvide Dragter.

I Gaar aabnede BaggesmindeKolonien ude paa Amager sin Sæson. Det første Hold Puslinger fra de daarligst stillede af Byens Smaamandshjem blev taget under Vingerne af Frelsens Hær og rykkede fra Baggaardene ud i Kastrup.

Hvert Hold forbliver her en Maaneds Tid. Her bliver de fodret op, faar Farve i de blege Kinder, et Overskud af Sundhed og Kraft til at tære paa, naar de vender tilbage til Byens Gader.

Frelsens Hær gør her en Samfundsgerning, der ikke nok kan paaskønnes. For mange af disse Smaa vil Opholdet herude komme til at staa som et lyst Minde under Opværksaarene.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1926)

Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

Sluseværket. (Efterskrift til Politivennen)

Tegning af Jan Zibrandtsen.

Vi kalder almindeligvis Amager en Ø, og saa er det det egentlig slet ikke, selv naar baade Knippels-Bro er oppe og Lange-Bro drejet paa een Gang, for ude i Kalvebod Strand fører fra Sydhavnen paa Sjælland en 2 Kilometer lang og 10-15 Meter bred Dæmning over til den lille Ø. Vi ved alle, at den eksisterer, men heller ikke mere.

Den blev bygget i Aaret 1903 og har til Formaal at gøre Forholdene rolige i Havnen. I tidligere Tid var her en saa stærk Strøm, at Skibene ofte slet ikke kunde sejle imod, men pænt maatte ankre op for at vente paa bedre Forhold. Dette var selvfølgelig en stor Gene, og ligeledes kunde stærke Storme rive Skibene løs, naar de laa for Fortøjning i Havnen.

Ja, derfor lod man denne Dæmning bygge. Men helt kunde man dog ikke spærre, hvorfor den lange Tange blev brudt af en Sluse, for at i alle Tilfælde de mindre Skibe kunde passere.

Een Ting opnaaede man - efter hvad jeg kunde tænke mig ogsaa. Nu var det muligt at holde en vis Kontrol med, hvilke Skibe, der passerede.

- - -

Opraabet "Adgang forbudt" og endnu mere "Adgang, strengt forbudt" har en ligefrem magnetisk Virkning paa Menneskene.

Et saadant Skilt staar der ved Indgangen til Dæmningen ude i Sydhavnen ikke langt fra den nye "Sønderstrand Badeanstalt". Men vi er saa heldige at have den behørige Tilladelse og kan roligt fortsætte. 500 Meter, saa har vi naaet Slusestationen.

Her er ganske rart ude, stille og fredeligt. Nu er Vejret ogsaa ganske storartet. En svag Efteraarsdis ligger ude over Vandet, og kun svagt skelner man Amager, og allerede nogle Hundrede Meter borte sløes den græsklædte Dæmning af Taagen. 

Herude - rart afsides - som laa man paa Landet - bor Sluseværkets Kaptajn sammen med sin Assistent og sin Mekaniker. Villaen kan man se tydeligt inde fra Byen. Ja, jeg har nu - efter min Hjemkomst derude fra, mens disse Linier nedskrives - en glimrende Udsigt derover til. Jeg skelner tydeligt Villaens lille, nette Taarn, som er til for at fuldende Bygningsstilen. Ved Siden af ligger Midlen, som under Blæst sørger for Drivkraften til selve Sluseværket. I Dag har det imidlertid været stille, saa man har maattet benytte sig af den forefindende Motor.

- - -

Om Slusen er der maaske egentlig ikke saa meget at fortælle. Den minder jo meget om dem, der findes op ad de engelske Floder og i de hollandske Kanaler. Her er to Porte og imellem et Bassin, der vel paa en Gang kan rumme to Skibe af "Turisten"s Størrelse. - Til Højre, d.v.s. i Havnen, er Vandstanden lidt højere end normalt og til venstre lidt under. Men Variationen er meget ofte betydelig større, saa stor, at man maa lede Vand fra eller til Bassinet, for en af Portene lukkes op. - Til andre Tider kan Vandstanden være lige stor paa begge Sider Slusen, og i dette Tilfælde lader man begge Porte staa aabne paa een Gang, saaledes at Vandet i Havnen kan forfriskes.

Imidlertid faar jeg Lejlighed til at se Sluseværket i Funktion. Ude i det fjerne kommer netop et ret stort Motorskib sejlende. Det styrer lige herover imod. Farten standses lidt efter lidt. - Sluseværkets Kaptajn trykker paa en Knap - en Klokke ringer - Motoren arbejder - og Sluseporten kører til Side. - Ganske langsomt sejler Skibet ind i Bassinet. Her er rigelig Plads til det. - En lille Motorbaad slipper med ved samme Lejlighed. - Saa lukkes Sluseporten igen. - Et Øjeblik lader man Vandet falde til Ro, aabner saa den anden Port, og Skibet kan sejle ud.

Net og roligt foregaar det hele.

- - -

I Tusindvis befordres der Skibe herigennem om Aaret, og kun sjældent sker der Uheld. En Paasejling kan selvfølgelig indtræffe, eller en Port kan gaa i Stykker, men man har da en Reserveport.

Ja, paa Sluseværket i Kalveboderne foregaar alt roligt og fredeligt, jeg følte mig ganske som hensat paa en Sydhavsø, langt fjernet fra Menneskenes Vrimmel - dog ikke fra Dyrenes: Kaptajnens lille, legesyge Hund kommer netop farende, gøende af fuld Hals. Det vil aabenbart sige, at hvis jeg bliver her ret mange Sekunder til, vil jeg blive ædt levende, hvorfor jeg foretrækker at sætte mig op paa min Cykle og køre den nærmeste Omvej over til den lille Ø, som altsaa slet ingen Ø er.

Niels Aage Svane.

(Nationaltidende 13. december 1925).

Slusen i dag (til venstre). Til højre slusekaptajnens hus hvortil også hører en lille have (kan ikke ses for husbåden. Skorstenene synes at være fjernet, ligesom vindmøllen. Slusehuset er nu landfast med Amager, men den smalle dæmning til Sjælland eksisterer stadig om end i en anden skikkelse. Kun det hvide skur til venstre er i funktion når sejlende (mest lyst- og motorbåde) skal åbne og lukke slusen. Porten midt i billedet kan ved åbning køre ind under kajen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Familiehotel i Skipper Clements Alle. (Efterskrift til Politivennen)

Et Familiehotel i Skipper Clements Alle.

14 Familier stuves sammen i en Villa og betaler 32 Kr. om Ugen for et enkelt Værelse og en uspiselig Føde.

"Familiehotellet" set ude fra. Her bor 14 Familier, der tilsammen betaler 450 Kr. om Ugen i Husleje.

Bolignøden har givet en Del Folk med udpræget "Forretningssans" og Smartness Blod paa Tanden og det er utroligt, hvad de kan faa dem selv til for at udnytte denne Nødstilstand. Vi skal i Dag nævne et af de særlig grelle Tilfælde.

Et "Familiehotel".

Fru Marskandiser Lund, Søren Nordbysalle, ejer en større Villa i Skipper Clementsallé Nr. 1, og man maa lade den entreprenante Dame, at hun forstaar at faa noget ud at sin Ejendom, idet hun har lejet Villaen ud til 14 - fjorten - Familier, der hver har et Værelse. Og for at omgaa Huslejeloven lavede hun et fingeret Pensionat for Ægtefolk. Hun skal lave Middagen for samtlige Beboere - en Ret Mad - og faar saa betalt 32 Kr. om Ugen i Husleje. I ren og skær Husleje, thi Maden er au elendig, at den omtrent hver Dag gaar i Vasken.

VI har aflagt et lille Besøg i dette "Familiehotel" for ved Selvsyn at faa et lille Indblik i det "smarte" Foretagende.

Besøg i Villaen.

Det er en Jævnstor Villa, der ligger paa Hjørnet af Dyvekes Allé og Clements Allé, men den er dygtig forfalden. Trapperne er daarlige og slidte, hvad der ikke er noget Under, naar man betænker, at her bor 14 Familier.

Vi ringer paa i Stuen. Der kommer et Par Damer til Døren og vi faar en lille Samtale med nogle af Beboerne.

- Vi bor 14 Familier her i Ejendommen, siger vor Hjemmelsmand, og tillige bor her en Dame, der laver Maden.

 Hvor megen Plads har saa hver Familie? spørger vi.

- Et Værelse.

- Med Vand og Gas?

- Vand og Gas har vi, men ingen Afløb, saa vi maa bære Spildevandet ned i Kælderen.

- Og Huslejen?

- Ja, den er 32 Kr. om Ugen, men saa skulde vi jo have Middagen. Det faar vi ganske vist ogsaa, men den er tit de allerfleste Tider fuldstændig uspiselig, saa de fleste at Familierne nu selv laver Maden, Men derfor er Huslejen lige høj. Vi har Gang paa Gang klaget over dette Forhold baade enkeltvis og samlet, men det eneste Svar vi faar, er dette:

Er De utilfreds, saa kan De rejse, vi kan sagtens faa lejet ud igen.

Vi kigger indenfor i Værelserne, der akkurat er saa store, at der kan staa et Par Senge og et Bord og Skab.

Udenomsbekvemmeligheder er der ingen af. En lille snavset Gaard, der flyder med Affald og Skrammel. W. C. findes ikke. men et gammeldags Kloset. Tænk engang, 

ét Kloset til femten Familier.

Et ganske ulovligt Forhold. Man forstaar ikke, at et saa urimeligt og uhygiejnisk Forhold kan eksistere paa Trods af alle Sundhedsvedtægter og Regler. Og man forstaar saa inderlig godt, at den entreprenante Marskandiserske maa skifte Lejere hver 8. eller 14. Dag.

Men skammeligt er det, at en saadan Udbytning af Husvilde i det hele taget kan lade sig praktisere.

Vi vil henlede de ærede Sundhedsautoriteters Opmærksomhed paa dette Forhold. Om ikke andet, saa maa dog de mest elementære Sundhedsbegreber ogsaa gælde for Fru Lunds "Familiehotel" i Skipper Clements Allé.

Og her maa vel al Tale om "daarlig Raad" forstumme. Fru Lund faar hver Uge 450 Kr. ind i Husleje, saa der kan nok blive Raad til forskellige haardt tiltrængte Forbedringer.

(Klokken 5 (København) 8. august 1924)

Den nye Bro i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

I disse dage er man blevet færdig med en ny bro i Sydhavnen, derved er der fra linje 3's endestation blevet direkte forbindelse med dæmningen der fører til Sluseværket i Kalveboderne. For at komme over til denne dæmning, har funktionærerne ved Sluseværket hidtil måttet gå en lang strækning syd om Teglværkshavnen. 

Den nye bro er ca. 100 meter lang. I højre hjørne ses et par arbejdere i færd med at lægge sidste hånd på værket.

Ved den ny bro er der skabt en smuk promenade ud til sluseværket, men desværre kan turen ikke fortsættes over til Amager, idet militæret har sine skydebaner ud for dæmningen på Amagersiden. Når en gang skydebanerne nedlægges, vil den lange dæmning fra Sydhavnen til Amager sikkert blive offentlig tilgængelig, og København vil da gå en ny promenade, til glæde for de mange tusinder der har bopæl i dette kvarter af hovedstaden.

Den ny bro vil også få en mere praktisk udnyttelse, idet den amerikanske Ford-fabrik har sin virksomhed i Sydhavnen, og man er nu i færd med at uddybe havneløbet ind til broen, så de amerikanske skibe kan sejle ind til broen og udlosse Ford-bilerne i selve fabrikken. 

(Social-Demokraten, 24. januar 1923).

Fotoer fra Dagbladet (København) 11. januar 1923 som viser broen fra andre vinkler. På det nederste ses slusehuset.

Kort over området, 1926-1927. (Kbhbilleder). Sluseholmen ses tydeligt midt i Sluseløbet. Længst mod vest fører den ny nedlagte Frederiksholmsgade mod slusen - den ligger omtrent hvor Borgmester Christiansensvej er i dag. Den møder Sydhavnsgade umiddelbart før broen. Midtvejs på broen ligger Badeanstalten Sønderstrand umiddelbart vest for Slusen hvor den rager sydpå. Fra slusen går en spærredæmning til Amager mod eksercerpladsen.Vejlands Alle afbrydes brat ved denne. Stik syd for slusen hvor den blå og røde linje mødes ligger Koklapperne midt i Kalvebodløbet - de ligger nu langt inde i land.

Tyvagtige Ekspeditricer. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Johs. Bigler forlanger af religiøse Grunde en ung Pige straffet.

Hun havde bedraget Firmaet for 700 Kr. Familien vilde betale Grossereren 1000 Kr. i Erstatning, men fik Afslag.

I Gaar udspilledes et trist Drama i Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen. Det mest triste ved dette Drama er dog den Omstændighed, at det hele kunde have været afværget, saafremt Anmelderen vilde have vist en lille Smule Menneskekærlighed overfor den Tiltale og hendes Paarørende.

Tiltalte var en ung Ekpeditrice, Frk. L., der for ca. en Maaned siden blev anmeldt til Politiet for Bedrageri af 700 Kr. overfor Firmaet Johs. Bigler og Søn. Frk. L. havde i Løbet af 7 Maaneder forfalsket Syerskernes Arbejdssedler, saaledes at Firmaet havde udbetalt 700 Kr. mere, end det var pligtig til, og de 700 Kr. havde Frk. L. selv beholdt.

Saa snart den unge Piges Forældre fik Meddelelse om Datterens Forbrydelse, gik de til Grosserer Bigler og tilbød at dække hele Beløbet, ja, de vilde endog erstatte det besvegne Beløb (700 Kr.) med 1000 Kr., saafremt han vilde tage Anmeldelsen tilbage.

Grossereren, der er en troende Mand, svarede Nej,

idet han kynisk meddelte de ulykkelige Forældre, at den unge Pige skulle straffes, fordi hendes Forbrydelse var af samme Art som Alberti. Han blev straffet, og det samme forlanger jeg, at Deres Datter bliver. Hos mig findes ingen Skaansel.

Saaledes svarede den troende Grosserer et Par ulykkelige Forældre, og uden mindste Gnist af Samvittighedsnag gik han til Politiet og forlangte, at hans Anmeldelse skulde undersøges og paadeømmes.

Sagen blev saa henvist til 2. Undersøgelseskammer, hvor Politiassessor Madsen løslod den unge Pige, medens Sagen stod paa. Flere Gange forsøgte Assessoren at tale Grossereren til Fornuft - men uden noget Resultat. Den selvretfærdige Grosserer, der har tjent sig en stor Formue paa sine Syerskers Slid, forlangte stadig Straf for den lille Synderinde.

15 Maaneders Forbedringshus.

Saa var der ikke andet at gere end at lade Sagen gaa til Doms. Loven forlanger jo, at saavel smaa som store Forbrydere straffes - mest de smaa - og Politimyndighederne er jo til for at paase, at Loven overholdes. - Sagen blev fra 2. Undersøgelseskammer sendt til Byrettens 6. Afdeling hos Dommer C. E. Nielsen, hvor den unge Pige i Gaar mødte sammen med sin Moder. Da der baade forelaa Falsk og Bedrageri, kom Dommen til at lyde paa ikke mindre end 15 Maaneders Forbedringshus. Da de to ulykkelige Kvinder hørte dette, faldt de hulkende hinanden om Halsen.

Desværre var Grosserer Bigler ikke tilstede ved Domsafsigelsen, thi i saa Tilfælde vilde han maaske have forstaaet, hvilken frygtelig Synd han havde begaaet overfor den unge Pige og hendes Forældre.

Mærkværdig nok havde Frk. L. ingen Forsvarer. Det havde dog været paa sin Plads om man i dette Tilfælde havde beskikket en Forsvarer, der muligvis havde kunnet bistaa den unge Pige med Raad, saaledes at straffen ikke var blevet saa umenneskelig haard. 

Vi kommer i den Forbindelse til at tænke paa, Bankkassereren fra Landmandsbanken, der havde bedraget for 30.400 Kr., kun fik 2 Aars Forbedringshus. Det er en meget mild Straf, naar den unge Pige for 700 Kr. Skyld skal sættes I Fængsel i 15 Maaneder.

Men der er neppe Tvivl om, at Grosserer Bigler i Dag er en lykkelig Mand, der takker sin Gud for, at han har ladet ham faa Ram paa den unge Pige og hendes forældre.

(Klokken 5 (København) 29. december 1922).

Grosserer P. Biegler forsvarer sig.

Nogle mærkværdige Dementier af ganske uvæsentlige Punkter i vor Artikel om Grossererens umenneskelige Handlemaade overfor en af hans Ekspeditricer.

Vi meddelte i Gaar at Grosserer Biegler af det kendte Firma Johs. Biegler havde anmeldt en af sine Ekspeditricer, en Frk. L. for Bedrageri og Falsk og trods forskellige Henvendelser om at faa Sagen ordnet i Mindelighed - bl. a. vilde Familien dække det besvegne Beløb med 1000 Kr. - haardnakket forlangte hende straffet.

Dette lykkedes ogsaa, Idet den unge Dame ved Byrettens 6. Afdeling fik sin Dom paa 15 Maaneders Forbedringshus. Vi kritiserede Hr. Bieglers Optræden i denne Sag, bl. a.fordi han, der gaar for at være en dybt religiøs Mand, farer saa haardt frem mod en af sine fattige og forslidte Arbejdersker. Ordet "kynisk" i vor Omtale er faldet den retfærdighedssøgende Grosserer for Brystet, thi i Gaar henvendte Hr. Biegler sig til os og ønskede, at vi skulde dementere en Del af vor Artikel, der var ganske i Overensstemmelse med de faktiske Forhold.

Da vi saa ofte har hørt den Slags Paastande fremsat af Folk der har faaet deres Heltegerninger belyst i vort Blad, spurgte vi Hr. Biegler, hvad det var, der var i Uoverensstemmelse med Sandheden i vor Artikel, og om han da vilde give os en Fremstilling af Sagen

Grosserer P. Bieglers Fremstilling og Dementi.

- Jo, det vil jeg meget gerne, udtalte Grossereren, saafremt De vil gengive det, som jeg fortæller Dem det.

Den første Uoverensstemmelse er den, at De skriver, at Dommen faldt den 28. December. Det er i absolut Strid med Sandheden, idet Dommen faldt den 22. December. Dernæst skriver De, at det var en ganske ung Pige. Heller ikke det er sandt, Frk. L. var 30 Aar gammel.

Men den største Usandhed, Bladet har gjort sig skyldig i, er dog, naar jeg betegnes som kynisk. Jeg ser saaledes paa Sagen, at en Mand, der er kynisk, maa være en Kyniker. Og da Ordet Kyniker er en injurie, kan jeg fordre Dem straffet og tiltalt, fordi jeg saa langtfra er nogen Kyniker. Jeg har kun villet simpel Retfærdighed. Jeg har selv været meget bedrøvet over at maatte blande Politiet ind i Affæren, men det var nødvendigt at statuere et Eksempel. I en saa stor Forretning som min, begaas der mellem Aar og Dag fra Syerskernes Ride en Mængde strafbare Ting, og det vil jeg ikke have, og for at gøre det øvrige Personale bekendt med at jeg ikke upaatalt vil finde mig i det, meldte jeg Frk. L. til Politiet,

Saa skriver De, at jeg havde gjort det af religiøse Grunde. Det var ikke religiøse Grunde, men moralske, der fordrede, at jeg maatte have Frk. L. straffet.

Det var ikke 700, men 800 Kr. Frk. L havde taget.

Et andet Punkt, der ogsaa er ganske i Modstrid med Sandheden, er Deres Angivelse af den Sum, Frk. L. har tilvendt sig. Det var ikke 700 Kr., men 800 Kr. Og dertil kommer at Politiet fortalte mig, at det godt kunde være et meget større Beløb, men kunde vare ikke konstatere det.

Der er absolut ikke sket nogen Ulykke i, at Frk. L. nu har fået 15 Maaneders Forbedringshus, thi hun er en dreven Forbryderske, en modbydelig Person, som man ikke bør have Medlidenhed med. Jeg havde ingen lndflydelse paa Sagen. Da først Politiet havde faaet den og set, at det drejede sig om Falsk, var det ganske udelukket, at jeg kunde forhindre, at hun blev straffet. Deres Oplysning om, at Politiassessoren flere Gange forsøgte at tale mig til Fornuft og trække Sagen tilbage, passer heller ikke.

Jeg har slet ikke omtalt Albertisagen, saa det maa De ogsaa dementere, men navnlig ønsker jeg, at De skriver, at jeg ikke er Kyniker, det er jeg ikke.

- - -

Saaledes ser den Fremstilling ud, som Hr. Biegler har ønsket, at vi skal give af Sagen, og heri har vi Punkt for Punkt fulgt ham. Han har faaet Iov til af dementere alle de "væsentlige Uoverensstemmelser" med Sandheden, der fandtes i vor Artikel.

Men skulde vi have givet ham et godt Raad, saa vilde vi paa det kraftigste have fraraadet ham at offentliggøre den Slags Dementier. Hvor er det dog ligegyldigt, om Dommen er faldet den 22. eller 28. December, om Summen har været 700 eller 800 Kr., og om den straffede unge Dame var ganske ung eller 30 Aar. Hovedsagen er dog, at en hovedrig Mand ganske uden Maal eller Med forlanger en ung Kvinde kastet i Fængsel i 15 Maaneder, fordi han skal tilfredsstille sin religiøse eller moralske Overbevisning

(Klokken 5 (København) 30. december 1922).

Ifølge Kraks Vejviser 1922 lå Johs. Bigler & Søn Gl. Mønt 4. Grosserer R. Biegler, Nørrevoldgade 80 dementerede i øvrigt at han og hans firma havde noget med sagen at gøre.

En Kleptoman. En Ekspeditrice hos Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge, København, er anholdt for omfattende Tyerier fra Lageret. Hun undskylder sig med at lide af Kleptomani (Stjælesyge)

(Kolding Social-Demokrat 4. januar 1923).

Ifølge Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. januar 1923 drejede det sig om den 24-årige Anni Martin.

Annonce for isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge i Kraks Vejviser.

Helten fra Islands Brygge

Isenkræmmer R. anmelder sin Ekspeditrice for Tyveri af 300 Kr. - Han udnyttede hende, saa længe han havde travlt, trods det at han vidste, at det var hende, der stjal fra Forretningen.

I Gaar fremstillede Overbetjent Bengtson fra 2. Undersøgelseskammer en Frk. M. i Byrettens 6. Adfl. hos Dommer Nielsen sigtet for Tyveri.

Frk. M. havde været ansat hos en Isenkræmmer R. paa Islands Brygge som Ekspeditrice. Under forhørene oplystes det, at Frk. M. havde stjaalet for ca. 300 Kroner Køkkensager, Porcelain m.m. fra Forretningen. Da Isenkræmmeren havde fattet Mistanke til Frk. M., henvendte han sig til en fhv. Opdagelsesbetjent, der nu er Privatdetektiv. Denne stillede Vagtposter ved Forretningen, og det lykkedes ham i December Maaned at paagribe Frk. M da hun forlod Forretningen med nogle Tyvekoster. Men da Isenkræmmeren havde meget travlt op imod Julen og havde Brug for al den Hjælp han kunde udnytte af sit Personale

undlod han at anmelde Frk. M. før selve Juleaftensdag.

da hun blev anholdt og arresteret i et lukket Grundlovsforhør Juledag. Sagen henvistes til 2. Undersøgelseskammer. hvor den elskværdige Politiassessor Madsen løslod hende til Nytaar. (Det var samme Assessor, der havde Sagen med Frk. L. fra Grosserer Biegler.) Under Forhøret i Gaar oplystes det, at Isenkræmmeren, der selv var til Stede under Forhøret. havde engageret Frk. M. til en Løn af 150 Kr. maanedlig fra Kl. 8 Morgen til 6 Aften men at han baade i November og December Maaned har udnyttet Frk. M. til at arbejde i sin Forretning til Kl. 2 Nat uden at give hende nogen Ekstrabetaling.

Hun bliver syg af Overanstrengelse.

Da hun en Gang i November Maaned klagede over at være bleven syg af Overanstrengelse, nægtede han hende at gaa hjem, og Dagen efter blev hun saa syg, at hun laa hjemme i 8 Dage under Lægebehandling.

Saavel Anklagemyndighederne som Dommeren følte Medlidenhed med Frk. M., der aldrig har været tiltalt eller straffet, men hos Isenkræmmeren fandtes ingen Medlidenhed. Han var øjensynlig stolt over at have forvoldt den unge Ekspeditrice en trist Jul efter at have taget den Nytte af hende, han kunde, da der var travlt i Forretningen. Da Travlheden var forbi Lillejuleaften, lod han hende arrestere Juleaftensdag.

Hun blev idømt 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Overretssagfører Byrdal. der var hendes Forsvarer, lovede at ansøge om Benaadning for hende, og Dommeren lovede at anbefale Ansøgningen.

(Klokken 5 (København) 10. januar 1923)

Tyverierne fra Isenkræmmer Raaschou

Vi omtalte forleden, at en ung Ekspeditrice M. var blevet overbevist om Tyverier fra Isenkræmmer Raaschou, Islands Brygge. Hun tilstod 5 Gange at have stjaalet Køkkensager til en Værdi af ialt ca. 400 Kr.

I Gaar afsagde Dommer C. E. Nielsen Dom over den unge Ekspeditrice. Den kom til at lyde paa 80 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Den unge Pige, der er paa fri Fod, vil rimeligvis ansøge Justitsministeriet om Benaadning.

(Nationaltidende 10. januar 1923).

Isenkræmmer Raaschou og Ekspeditricen.

Hr. Raaschou anbefaler, at den unge Frk. M. benaades.

VI omtalte forleden Dag, at Isenkræmmer Raaschou paa Islands Brygge havde anmeldt sin Ekspeditrice for Tyveri, og at den unge Dame var blevet idømt 80 Dages Fængsel derfor.

Nu meddeler Hr. Raaschou os, at der i vor Artikel om Sagen var en Urigtighed, idet der stod, at han i længere Tid havde vidst, at Frk. M. var Tyven, men at han først, da Juletravlheden - Lille Juleaftensdag - var forbi - havde meldt hende til Politiet og saaledes udnyttet hendes Arbejdskraft, indtil Travlheden var forbi.

Dette er ikke rigtigt, siger Hr. Raaschou idet han først Lille Juleaftensdag blev klar over, at Frk. M. var Tyven og samtidig lod hende anholde.

Hr. Raaschou beder os oplyse, at han har henvendt sig til Overretssagfører Burdal, der er den unge Piges Defensor og anbefalet Benaadningsansøgningen, og for ikke at man skal faa Indtryk af. al Hr. Raaschou anmeldte den unge Pige, fordi han havde lidt økonomiske Tab, beder han os meddele, at han har skænket en større Sum Penge til Børnenes Kontor, end Værdien af alle de Sager, Frk. M. har stjaalet.

(Klokken 5 (København) 12. januar 1923).