Vi kalder almindeligvis Amager en Ø, og saa er det det egentlig slet ikke, selv naar baade Knippels-Bro er oppe og Lange-Bro drejet paa een Gang, for ude i Kalvebod Strand fører fra Sydhavnen paa Sjælland en 2 Kilometer lang og 10-15 Meter bred Dæmning over til den lille Ø. Vi ved alle, at den eksisterer, men heller ikke mere.
Den blev bygget i Aaret 1903 og har til Formaal at gøre Forholdene rolige i Havnen. I tidligere Tid var her en saa stærk Strøm, at Skibene ofte slet ikke kunde sejle imod, men pænt maatte ankre op for at vente paa bedre Forhold. Dette var selvfølgelig en stor Gene, og ligeledes kunde stærke Storme rive Skibene løs, naar de laa for Fortøjning i Havnen.
Ja, derfor lod man denne Dæmning bygge. Men helt kunde man dog ikke spærre, hvorfor den lange Tange blev brudt af en Sluse, for at i alle Tilfælde de mindre Skibe kunde passere.
Een Ting opnaaede man - efter hvad jeg kunde tænke mig ogsaa. Nu var det muligt at holde en vis Kontrol med, hvilke Skibe, der passerede.
- - -
Opraabet "Adgang forbudt" og endnu mere "Adgang, strengt forbudt" har en ligefrem magnetisk Virkning paa Menneskene.
Et saadant Skilt staar der ved Indgangen til Dæmningen ude i Sydhavnen ikke langt fra den nye "Sønderstrand Badeanstalt". Men vi er saa heldige at have den behørige Tilladelse og kan roligt fortsætte. 500 Meter, saa har vi naaet Slusestationen.
Her er ganske rart ude, stille og fredeligt. Nu er Vejret ogsaa ganske storartet. En svag Efteraarsdis ligger ude over Vandet, og kun svagt skelner man Amager, og allerede nogle Hundrede Meter borte sløes den græsklædte Dæmning af Taagen.
Herude - rart afsides - som laa man paa Landet - bor Sluseværkets Kaptajn sammen med sin Assistent og sin Mekaniker. Villaen kan man se tydeligt inde fra Byen. Ja, jeg har nu - efter min Hjemkomst derude fra, mens disse Linier nedskrives - en glimrende Udsigt derover til. Jeg skelner tydeligt Villaens lille, nette Taarn, som er til for at fuldende Bygningsstilen. Ved Siden af ligger Midlen, som under Blæst sørger for Drivkraften til selve Sluseværket. I Dag har det imidlertid været stille, saa man har maattet benytte sig af den forefindende Motor.
- - -
Om Slusen er der maaske egentlig ikke saa meget at fortælle. Den minder jo meget om dem, der findes op ad de engelske Floder og i de hollandske Kanaler. Her er to Porte og imellem et Bassin, der vel paa en Gang kan rumme to Skibe af "Turisten"s Størrelse. - Til Højre, d.v.s. i Havnen, er Vandstanden lidt højere end normalt og til venstre lidt under. Men Variationen er meget ofte betydelig større, saa stor, at man maa lede Vand fra eller til Bassinet, for en af Portene lukkes op. - Til andre Tider kan Vandstanden være lige stor paa begge Sider Slusen, og i dette Tilfælde lader man begge Porte staa aabne paa een Gang, saaledes at Vandet i Havnen kan forfriskes.
Imidlertid faar jeg Lejlighed til at se Sluseværket i Funktion. Ude i det fjerne kommer netop et ret stort Motorskib sejlende. Det styrer lige herover imod. Farten standses lidt efter lidt. - Sluseværkets Kaptajn trykker paa en Knap - en Klokke ringer - Motoren arbejder - og Sluseporten kører til Side. - Ganske langsomt sejler Skibet ind i Bassinet. Her er rigelig Plads til det. - En lille Motorbaad slipper med ved samme Lejlighed. - Saa lukkes Sluseporten igen. - Et Øjeblik lader man Vandet falde til Ro, aabner saa den anden Port, og Skibet kan sejle ud.
Net og roligt foregaar det hele.
- - -
I Tusindvis befordres der Skibe herigennem om Aaret, og kun sjældent sker der Uheld. En Paasejling kan selvfølgelig indtræffe, eller en Port kan gaa i Stykker, men man har da en Reserveport.
Ja, paa Sluseværket i Kalveboderne foregaar alt roligt og fredeligt, jeg følte mig ganske som hensat paa en Sydhavsø, langt fjernet fra Menneskenes Vrimmel - dog ikke fra Dyrenes: Kaptajnens lille, legesyge Hund kommer netop farende, gøende af fuld Hals. Det vil aabenbart sige, at hvis jeg bliver her ret mange Sekunder til, vil jeg blive ædt levende, hvorfor jeg foretrækker at sætte mig op paa min Cykle og køre den nærmeste Omvej over til den lille Ø, som altsaa slet ingen Ø er.
Niels Aage Svane.
(Nationaltidende 13. december 1925).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar