Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævnet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Fejø-Sagen (4): 1885 - Genoptagelse og Løsladelse. (Efterskrift til Politivennen)

Som nævnt i et tidligere indslag, blev to kvinder i 1883 dømt for at have født og efterfølgende dræbt en nyfødt. I tugthuset på Christianshavn fandt en læge imidlertid ud af i 1885 at Ane aldrig havde født. Under overskriften "Uskyldige dømt for Mord af danske Dommere" havde Social-Demokraten den 19. april 1885 gjort opmærksom på de nye undersøgelser af politilægen dr. Tryde og professor Howirtz, og at tilståelserne var fremtvunget af birkedommer Freuchen. 

Vor kriminelle Retspleje. fra forskjellige Sider meddeles følgende. der vækker forbavselse endog hos dem, der nærer grundig Tvivl om del nuværende Retspleje-System for længere Tid siden faldt der Dom i en Barnemordssag fra Fejø. Moderen blev idømt fleraarig Tugthusstraf, Mormoderen, der havde tilskyndet til Mordet, dømtes fra Livet, og en anden kvindelig Slægtning idømtes som Medviderske en mindre Straf. Bedstemoderen, der var bleven benaadet, og Moderen har i nogen Tid hensiddet i Kristianshavns Straffeanstalt. Efter gjentagen Begjæring af Bedstemoderen er Sagen bleven fremdragen igjen, og en Undersøgelse ved tvende Læger, Professor Howitz og Politilægen, har givet til Resultat, at den formentlige Moder aldrig har født. Forhørsdommeren paa Fejø er Hr. Birkedommer Freuchen. En ny retlig Undersøgelse skal være overdragen til Fængselsdirektør Goos og Birkedommer Schouw.

Saaledes lyder Meddelelserne. De indeholder, hvis de viser sig holdbare, en uhyggelig stærk Bekræftelse af den Kritik over vor kriminelle Retspleje og særlig forhørsvirksomdeden, som gientagne Gange er øvet her i Bladet, saaledes i Anledning af den Horsenske Tugthusaffære og den Bohstrømske Mordsag. Almenheden vil i Spænding afvente Resultatet af de ny Undersøgelser.

(Morgenbladet (København) 19. april 1885).

Der blev efterfølgende sat en undersøgelse i gang ledet af assessor Ingerslev (Social-Demokraten 26. april 1885). Undersøgelsen vist at hymen (jomfruhinden) ikke var sprængt, og at Ane således ikke kunne have født et barn. Og nu rettede opmærksomheden sig også mod andre kvinder som var blevet dømt på Fejø og afsonede deres straf på Christianshavn. Begge kvinder blev efterfølgende løsladt og Freuchen sendt til undersøgelse på Oringe sindssygeanstalt.

Uskyldig dømt for Barnemord.

Justitsminister Nellemann har i Disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.

Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A. skrev "Social-Demokraten" gentagne Gange om den, og Regeringen nedsatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet overfor uskyldig dømte.

Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offenlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik - som det mulig vil erindres - kortelig ud paa følgende :

I Anret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, i at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig tit Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var aflagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højeret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf for hendes Moder; den sidste Dom "formildedes" til Tugthusarbejde paa Livstid.

Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse sandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt. og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.

Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har han undersøgt hen i Vejret. Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalle endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejøbeboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.

Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.

Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, sløje Domme - det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium ikke magter at føre os. Vi har hverken offenlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldig dømte - vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en Stab af Hindenburgere, Goos'er , Mazantier Freuchen'er, Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommeligt at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.

(Social-Demokraten 30. juli 1885).

Barnemordssagen fra Fejø. Fra en paa Femø boende Mand har "Politiken" modtaget følgende:

Hr. Redaktør! Jeg beder Dem optage efterstaaende Bemærkninger som et Udtryk for Befolkningens Stemning her ovre med Hensyn til Christiane Gotfredsens og Datters Løsladelse fra Tugthuset.

Det vakte ganske sikkert langt mere Forbavselse end Glæde, da man erfarede, at de for Barnemord dømte Kvinder vare blevne løsladte. Og til de forbavsede hørte jeg. Thi, uagtet jeg ikke kan paastaa, at disse to Mennesker har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte, saa er der dog, synes det mig, fremkommet saa vægtige Indicier imod dem, at det i alt Fald ikke vilde have været urimeligt at holde dem fast, indtil Hr. Assessor Ingerslevs Forhør havde været underkastet en nærmere Prøvelse.

Som bekjendt hører Christiane Gotfredsen med Datter ikke til Femø Befolknings agtede Medlemmer.

Christiane har født 3 uægte Børn, den ene Datter har faaet et do., og en Datter, som var gift paa Fejø og der havde en Flok Børn, hensidder nu for Tiden i Tugthuset for forsætligt Drab af et af sine i Ægteskab fødte Børn.

Allerede dette er ikke egnet til at stabe synderlig Tillid til Familjens Agtværdighed.

Men der er andre og vigtigere Indicier. 

Som i sin Tid fremdraget i Deres ærede Blad tilskrev Christiane, forinden noget retsligt foretoges i denne Sag, Birkekontoret en anonym Skrivelse, hvori hun søgte at vælte Skylden for Forbrydelsen over paa en brav ung Pige fra Fejø, som ved gjentagne Lægeundersøgelser har faaet sin Uskyldighed konstateret. Det Spørgsmaal ligger da nær: Af hvilken Grund har hun villet ødelægge denne unge Piges Fremtid? Skulde det være ganske uden Hensigt om at ville dække sig selv, at hun paa en saa skamløs Maade søgte at tilintetgjøre en ung Piges Ære og Rygte?

Endvidere: Forinden Optagelsen af Forhørene var Christiane meget interesseret i at faa at vide, hvad der foregik hos Sognefogden, og bad indstændig dennes Karl, naar han kom fra Arbejde, om endelig at meddele hende det, dersom der "passerede noget". Skulde ikke en urolig Samvittighed her har været Drivfjederen? Det kan dog næppe have været helt uden Grund, at hun var saa opsat paa at faa at vide, hvad der foregik.

Endelig: Hvad betød det bekjendte Brev til Datteren "om at hun skulde tage sig i Agt, ikke røbe noget osv.", det Brev, som Politibetjenten fandt, da han anholdt Datteren?

Naar til alt dette kom, at Distriktslægen gav Attest for, at Datteren "havde født", saa synes det mig, at Dommeren ikke godt kunde undlade at tage sig af Sagen, og at han i dette Tilfælde som i de andre kriminelle Sager, han har hast til Behandling, kun har røbet de bedste og redeligste Hensigter, og at han kun har ladet sig lede af en god og ærlig Vilje til at komme Lasten og Forbrydelsen til Livs. At han er en hæderlig og brav Karaktor, derom kan der vist ikke være Tvivl.

At Christiane Gotfredsen og hendes Datter, efter at have aflagt Tilstaaelse om den Forbrydelse, hvorfor de vare anholdte, og efter at have modtaget Dom ved Under-, Over- og Højesteret, nu med stolt og oprejst Pande gaar paa fri Fod og offenlig bliver gjorte til Martyrer, dette er noget, som falder Folk her ovre svært at forstaa, og man vil næppe her kunne lære at betragte dem som Samfundets Martyrer, iførte Uskyldighedens hvide Klædebon.

Deres ærbødige

X

* * *

Til dette Brev føjer Bladets Redaktion følgende Bemærkninger:

- "Vi har ikke villet nægte ovenstaaende Plads i "Politiken"; thi sikkert er det et paalideligt Udtryk for den almindelige Opfattelse ovre paa Forbrydelsens Hjemsted, paa Øerne Femø og Fejø.

Men i øvrigt er vi ikke i Tvivl om, at Opfattelsen hviler paa en vrang Betragtning af Forholdene, en Misforstaaelse af det centrale i hele Sagen.

Først og fremmest: det, der har foranlediget os til at fremdrage og vedligeholde Interessen for denne Historie, er ikke hverken glorificerende Sympathi for de to fejlagtig dømte Kvinder eller særlig Antipathi mod Hr. Freuchen, men det er hele det triste Indblik, Sagen giver i vort Retssystem.

Vi har ikke søgt at fremstille de to Kvinder som Engle, lige saa lidt som vi har troet, at Hr. Freuchen var en Djævel.

Men vi har med berettiget Indignation fremhævet dette: to Kvinder - de være nu yderlig tarvelige, eller de være agtværdige - er blevne dømte for et Barnemord, som de, efter hvad der ved fornyet Undersøgelse er blevet oplyst, ikke kan have begaaet, og de ere blevne dømte af en Birkedommer, som sikkert ikke staar under Jævnmaalet af Hæderlighed og Dygtighed i vor Dommerstand. Netop dette, at sligt kan ske, uden at der er særlig Grund til at kaste Skylden paa den enkelte Dommer, netop dette er det forfærdelige og oprørende.

Thi det vil med andre Ord sige, at der i vor Retsforfølgelse, hvor en og samme Person er Anklager, Forsvarer og Dommer, ikke er Garanti eller Borgen for, at den Dom, der fældes, er retfærdig.

Det er da urigtigt og misledende at ræsonnere, som den ærede Brevskriver gjør. Han kan ikke rokke - han tilstaar det selv - ved det Faktum, at de to Kvinder ikke har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte. Den sagkyndige Lægeundersøgelse, som konstaterer, at Christiane Gotfredsens Datter aldrig har født fuldbaaret Barn, kuldkaster alle, selv de tilsyneladende klareste Indicier. Hr. X. naar kun til at dokumentere, hvad ingen har har tvivlet om, at de to Kvinder er ilde lidte og daarlige Personer, og til at skabe en Sandsynlighed for, hvad vi her i Bladet forlængst har gjort opmærksom paa, at de maaske har andre Synder paa deres Samvittighed.

Men, som sagt, det er ikke Spørgsmaalet. Alt det, som Brevskriveren fremdrager, kan ikke, hvad der ene og alene vilde have nogen Betydning, undskylde et Retssystem, der uden Besvær kan faa Folk dømte for Forbrydelser, de ikke har begaaet; det kan højst forklare, hvorfor Mistanken faldt paa de dømte.

Naar derfor Øernes Befolkning ikke kan føle Glæde over de to Kvinders Løsladelse, ja, naar det endogsaa synes, som om den stadig ønsker dem siddende i Tugthuset - saa kommer det simpelt hen af, at man der ovre staar de i Sagen implicerede for nær til at kunne frigjøre sig for personlig Sym- og Antipathi, for nær til at kunne betragte Sagen og ikke Personerne.

Vi, der ser Begivenheden paa Afstand, men i øvrigt fjender alle Sagens Detailler, siger: Det kan saamænd godt være, at de to Fruentimmer er nogle snavs Personer; det kan saamænd godt være, at Hr. Freuchen til daglig Brug er en meget skikkelig Mand; men derfor bliver det ikke mindre forfærdeligt, at Hr. Freuchen, følgende almindelig god dansk Retspleje, har kunnet dømme to Kvinder til Døden for en Forbrydelse, som de ikke har begaaet.

Og en Smule har vi maaske ogsaa Lov til at undres over, hvor ringe Fordringer man stiller til dansk Birkedommer-Skikkelighed, -Hæderlighed og -Dygtighed.

Den ærede Brevskriver vidner, og med ham flere fra Fejø Jurisdiktion, at Hr. Freuchen er en brav og hæderlig Karakter med en god og ærlig Vilje, med de bedste og redeligste Hensigter, og fra anden Side faar Hr. Freuchen den Lov, at han er en brugelig Jurist, ikke i nogen Retning fremragende begavet, men heller ikke værre end de fleste.

Om denne brave og hæderlige, gode og ærlige Birkedommer, om ham oplyses det, at han for at fremtvinge Tilstaaelsen af de anklagede, fystematist benyttede en Udsultningskur.

Der er andre, brave og hæderlige Birkedommere, som prygler deres Arrestanter Hr. Freuchen havde den Opfattelse, at Udsultning var probatere. Han tog de to arresterede Kvinder med sig om Morgenen ud til Undersøgelse af de Steder, hvor Forbrydelsen skulde være begaaet og Liget henlagt; han gav dem intet at spise hverken for eller under Turen. Han vendte hjem med dem ved Middagstid, styrkede sig selv til fornyede Anstrengelser, tog dem saa i Forhør fra Eftermiddag til Aften. De fik intet at spise i Tiden fra Udflugten til Forhøret , naar de i det hele taget fik noget at spise den Tag, afhang af, hvor flinkt Tilstaaelserne kom.

At han som fast Regel unddrog Arrestanterne den i Fange-Reglementet forordnede Kaffe, var kun et hygiejnisk Experiment af Hr. Freuchen. Da Hr. Ingerslev spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, svarede han, at han havde last i en Bog af Professor Panum, at Kaffe var skadelig.

Saadan forhørte Hr. Freuchen med de redeligste Hensigter.

Og sikkert forhørte han ikke værre end saa mange andre Birkedommere, der i oppustet Tillid til egen Autoritet røgter Lov og Ret med naturlig Ærgjærrighed efter at vinde Ry som dygtige og energiske Forhørsdommere.

Hr. Freuchen, der af omhyggelige overordnede er sendt til Observation paa Oringe bør billigvis ikke lægges for Had. Han har handlet i det Retssystems Aand, hvis Tjener han var.

Og den ærede Brevskriver og de andre Femø og Fejø-Beboere. der ikke noksom kan prise deres Birkedommers Hederlighed og ikke noksom korse sig over de to uskyldig dømte Kvinders Forvorpenhed. reformerer ud fra akkurat det samme Retssystem, saadan som det demoraliserende og begrebsforvirrende har gydt sin Ufrihedens Aand over Folkets Sind og Tanke.

(Lolland-Falsters Folketidende 15. august 1885)

Undersøgelseskommission under kriminalretsassessor Ingerslev samt distriktslægen på Fejø mente at birkedommer Freuchens sundhedstilstand ikke er normal, og hans handlinger som undersøgelsesdommer kunne være påvirket af "fikse ideer". Dette blev undersøgt på Oringe Sindssygeanstalt ved Vordingborg. Overlægen her erklærede i november 1885 at Freuchen under Fejøsagen antagelig havde lidt af fikse ideer, og at sådanne anfald også ville kunne ske igen hvis han kom til at stå over for lignende forhold. Freuchen mente bl.a. at øens faldende befolkningstal skyldes fosterfordrivelse og barnemord.

I begyndelsen af maj 1886 kom sagen til endelig afgørelse ved Højesteret. Ved denne sag fremkom der yderligere informationer om forhørsmetoderne:

Dansk Retspleje i vor Tid. Dersom Tilliden til vor Retstilstand ikke i Forvejen var rokket i sin inderste Grund, maatte den nødvendigvis blive det ved, hvad der er kommen frem i Fejøsagen. Som Exempel paa, hvad der kan passere under vor nuværende Retspleje, skal vi efter Advokat Halkiers Foredrag anføre følgende Momenter :

Politibetjent Schmidt havde vist en meget brutal Optræden overfor tiltalte Ane Kirstine, der var sigtet for Barnemord. Efter at hun havde erklæret sig uskyldig, slæbte han hende i Arrest og tvang hende til at tilstaa. Om Moderen Christiane Godtfredsens Behandling under Forhørene foreligger følgende: Man havde sat en Tyvekvinde ind til hende for at udspionere hende. Man havde Udhvidtet Arrestvinduet, saa at hun kun med Vanskelighed kunde se. Hun har klaget over voldelig Behandling af Betjentene Schmidt og Olsen og fastholder sin Klage trods deres Benægtelse. Hun var under - rigtigt eller urigtigt - Foregivende af en Mavesygdom bleven sat paa en Sultekur (Mælkekur), der havde bragt hende i en afkræftet Tilstand. Hun var i denne Tilstand bleven taget i Forhør til langt ud paa Natten. Her havde hun maattet staa op i længere Tid, endskjønt hun led af Aareknuder paa Benene. Under Forhørene havde Birkedommeren stænket baade Moderen og Døtrene med sit Spyt i Ansigtet, saa de maatte lukke Øjnene. Desuagtet havde Moderen standhaftig fastholdt sin Benægtelse, indtil begge hendes Døtre, som ikke længere kunde udholde Behandlingen, bad hende om at tilstaa. De stolede paa at opnaa deres Ret, naar de slap ud af Birkedommer Freuchens Kløer. Og paa Grundlag af en paa denne Maade tilvejebragt Tilstaaelse fældede Højesteret Dødsdommen.

En hæderlig og agtet Kvinde, Husbestyrerinde Karen Hansen, havde vidnet for de tiltaltes Uskyldighed; men efter at disse var bragte til at tilstaa, var hun atter bleven taget i Forhør og blev ved en Examination paa flere Timer bragt til at tilstaa, at hendes afgivne sandfærdige Forklaring var usandfærdig. Hun blev straffet med 2 Maaneders Fængsel og var derefter udvandret til Amerika.

Hvad der foregik paa Fejø, kan foregaa i hvilken som helst Jurisdiktion i Landet. Vi har ingen Garanti for, at det ikke kan finde Sted."

(Lolland-Falsters Folketidende 14. maj 1886)

I maj 1887 blev de frifundet ved højesteret. I marts 1889 indstillede finansudvalget at enken Christiane Gotfredsens andragende om understøttelse skulle imødekommes. Om det skete, har jeg ikke kunnet finde ud af. Dermed var sagen dog ikke endt. Det principielle i sagen: At retssystemet var mangelfuldt, blev bestyrket ved denne sag og ledte i sidste ende til at den inkvisitoriske forhørsmetode i 1900-tallet blev opgivet. Diskussionen fortsatte dog for og imod, og i 1913 blussede den op igen, se sidste afsnit.

Fejø-Sagen (3): Højesteretsdom. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdom. Under en af Højesteret i Onsdags paakjendt Sag tiltaltes Ane Kirstine Christiansen og hendes Moder Christiane Gotfredsen, førstnævnte for Barnefødsel i Dølgsmaal, Barnemord og falsk Angivelse; sidstnævnte for Delagtighed i disse Forbrydelser og Mishandling af sine Børn. - De nærmere Omstændigheder, som vi tidligere har gjengivet udførligt, resumerer vi efter Kjøbenhavnsbladene kort.

Da Ane Christiansen, der er ugift og et uægte Barn af Christiane Gotfredsen - hvilken sidste selv er ugift og har tre uægte Børn, der igjen have uægte Børn, som tildels ere tilhuse hos hende - i Sommeren 1880, medens hun tjente hos en Gaardejer paa Femø, var bleven besvangret af en hos denne tjenende Karl, og denne derefter ikke vilde vide noget af hende, henvendte hun sig i Efteraaret til sin Moder, tiltalte Gotfredsen, der ligeledes bor paa Femø, for hvem hun tidligere havde nægtet at være frugtsommelig, og betroede hende nu sin Tilstand samt den hende af Barnefaderen gjorte Meddelelse. Da nu Moderen indsaa, at hun ogsaa vilde komme til at faa Datterens Barn tilhuse hos sig, og det uden Vederlag, hvis det skulde leve, besluttede hun at formaa Datteren til at aflive Barnet efter Fødslen. Da Datteren af Naturen er blød, brugte Moderen, der har en haard Karakter, sin Indflydelse over hende for at faa hende til at beslutte sig til Barnets Drab. Datteren gik da modstræbende ind herpaa, og det bestemtes, at Moderen skulde være tilstede ved Fødslen, men at Datteren, saa snart denne var foregaaet, selv skulde ombringe Barnet, og Moderen derefter skaffe Liget til Side, og for at Gjærningen bedre kunde skjules, besluttedes det, at Drabet af Barnet skulde foregaa paa Fejø.

Til den Ende begav Datteren sig en Dag i December 1880, da hun følte, at Fødslen var nær forestaaende, over til en gift Søster paa Fejø, hvor hun efter Aftale med Moderen traf sammen med denne, der for ikke at vække Mistanke forud var tagen over til Fejø. Ved Middagstid begave Moder og Datter sig paa Vejen til en i Nærheden af Fejø Kirkegaard beliggende Mark, hvori Datteren ved et Gjærde nogle Timer efter og efter Mørkets Indtræden fødte et Drengebarn, der var levende og skreg. Datteren aflivede derpaa, efter at Moderen havde sagt til hende, at hun skulde skynde sig dermed, Barnet ved at kvæle det, og Moderen vilde nu skaffe Barnet til Side, men for at være ganske sikker paa, at der ikke længere var Liv i det, forlangte Datteren, at det skulde blive liggende en Tid ved Siden af dem, og det blev derfor liggende en halv Times Tid utildækket, hvorpaa de atter overbeviste sig ved Barnets Kulde om, at Døden virkelig var indtraadt. Moderen indsvøbte derefter Barnet i noget af hende medbragt Tøj, hvilket hun bandt stramt om Barnets Hoved og Krop med et Baand, som hun snoede flere Gange om Barnets Hals og bandt fast, for at Livet i Barnet, hvis det imod Formodning endnu skulde findes, kunde udslukkes. Moderen begav sig derpaa alene med Pakken op paa Fejø Kirkegaard, hvor hun ønskede Liget hen, for at det kunde komme i kristen Jord, og hvor hun vidste, at der fandtes en større Ukrudts- eller Affaldsbunke, og i denne gjorde hun en Aabning, hvori hun lagde Pakken, som hun tildækkede med Indholdet af Bunken. Derpaa gik Moderen tilbage til Datteren, som hun søgte at trøste, da Datteren klagede sig for sit Barn, og derpaa begave Moder og Datter ved Midnatstid sig tilbage til deres Slægtnings Hus, hvor de overnattede. Dagen efter tog Datteren tilbage i sin Kondition paa Femø og en følgende Dag Moderen til sit Hjem sammesteds, idet de, ligesom ved Ankomsten til Fejø, ogsaa rejste tilbage til Femø hver for sig, for ikke at vække Mistanke.

Barneliget fandtes den 26de Maj 1881 paa Fejø Kirkegaard, men var den Gang i en i høj Grad opløst Tilstand; Obducenterne antage, at Barnet har været nyfødt, og at det har havt en saadan Modenhedsgrad, at det maa anses for at have været levedygtigt, lige som Obducenterne ansaa det for sandsynligt, at at det har aandet og altsaa levet efter Fødslen.

Da Barneliget blev fremlyst af Politiet, men førend Moder og Datter vare tagne i Forhør, tilskrev Datteren for at bortlede Mistanken fra sig - efter Opfordring af Moderen - Birkedommeren paa Fejø i Juli 1831 et anonymt Brev, hvori hun henledede Mistanken paa en Gaardejers Datter, som derefter blev underkastet Lægeundersøgelse til Oplysning om, hvor vidt hun havde født.

Hvad Tiltalen imod Moderen for Mishandling af sine Børn angaar, da sigtedes herved til Forhold, der laa over 10 Aar tilbage i Tiden, men ved Resolution af Justitsministeriet bestemtes det, at Sagen ogsaa for saa vidt skulde paakjendes. Det var i saa Henseende oplyst, at Moderen, da førnævnte Datter var 9 a 10 Aar gammel, havde paa forskjellig Maade mishandlet hende, navnlig slaaet hende voldsomt med knyttet Næve for Brystet og i Hovedet og vedblevet saa længe dermed, at det sortnede for Datterens Øjne og der stod Blod ud af det ene Øre, lige som Moderen havde slaaet Datteren med en Gjærdestav, hvor hun kunde træffe, og oftere tærsket hende med en Riskost, der var dannet af fem sammenbundne Pilekviste.

Ved de foregaaende Instansers Domme vare de tiltalte ansete, Datteren, der er født 1858 og altsaa nu 26 Aar gammel, med Forbedringshusarbejde i 5 Aar, Moderen, der er født 1825 og altsaa nu 59 Aar gammel, med Livsstraf. 

Højesteret stadfæstede disse Domme.

(Lolland-Falsters Folketidende 31. oktober 1884)

Det anbefales at læse hele serien om Fejø-Sagen idet det viste sig at tilståelserne var aftvungne og de to dømte blev senere pure frifundet.

Fejø-Sagen (2): Mord paa Fejø. (Efterskrift til Politivennen)

Det anbefales at gennemlæse alle afsnit i denne serie om Fejø-Sagen for en vurdering af sandhedsværdien i disse artikler.

Et kvindeligt Morderkomplot. Efter hvad der skrives til "DgS. Nyst." fra Fejø Birk, er man der kommen paa Spor efter nogle i Højeste Grad oprørende Forbrydelser, som ere blevne begaaede for flere Aar siden. Anledning til Opdagelsen gav en Undersøgelse, der ved Nytaarstid iværksattes imod en 17 aarig Dreng for Sædelighedsforbrydelser. Ved de Tilstaaelser, som han fremkom med, droges efterhaanden forskjellige andre Personer ind under Undersøgelsen, og det er da bl. A. blevet oplyst, at to Søstre, Louise og Christine, der nu ere i en Alder af henholdsvis 22 og 17 Aar, begge for et Par Aar uden have ombragt deres nægte fødte Børn med Assistance af deres Moder, der ligesom de den Gang havde Ophold paa Fattiggaarden. De nærmere Omstændigheder ved disse uhyggelige Sager egne sig ikke til offenlig Omtale; kun saa meget er tilstrækkeligt til at karakterisere Forbryderskerne, at den ældste Søsters Barn umiddelbart efter Fødselen blev ombragt af den den Gang fjortenaarige Christine derved, at hun halshuggede det. Hun havde vel i Begyndelsen vægret sig ved at udføre Forbrydelsen, men da hendes Moder truede hende mcd, at det ellers skulde komme til at gaa ud over hende selv, fuldførte hun Forbrydelsen. Efter Drabet parterede de tre Forbrydersker Liget i Smaastykker og nedgravede dem saa forskjellige Steder. Nogle Maaneder senere fødte den yngste Søster et Barn, og dette blev da ombragt af hendes Moder ganske paa samme Maade som Louises.

Dc to unge Piger vare ved deres Arrestation anbragte i et ikke synderlig godt renommeret Værtshus, og deres Moder havde vedblivende Ophold paa Fattiggaarden. I Begyndelsen af Forhørene kom de med allehaande Udflugter, men omsider lykkedes det dog at tilvejebringe sandfærdige Forklaringer fra dem alle tre. Det er herved blevet oplyst, at det er de to Pigers Moder, der har foreslaaet dem den Parteringsmaade, som ogsaa blev sat i Værk, og hun har under sin Arrestation afgivet den forklaring, at hun, da hun for l9 Aar siden tjente paa Lolland, har været meddelagtig i Drabet paa tre andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet i sin Tid paa Lolland at have deltaget i Drabet paa to voxne Personer. Hvad der vil komme ud af Undersøgelsen i Anledning af de sidste Tilstaaelser turde dog være tvivlsomt, da forbrydelserne ligge saa langt tilbage i Tiden, at de egenlige Gjerningsmænd til dem enten ere døde eller næppe til at finde.

(Randers Dagblad og Folketidende 25. marts 1884).

Om det gruopvækkende Mord paa Fejø, ved Lolland, som vi omtalte forleden, meddeles følgende nærmere Oplysninger: Da den 22-aarige Louise en Aften mærkede Fødselsveerne, sendte hun Bud efter Moderen og den 17-aarige Søster Christine; de tre Forbrydere tjente nemlig paa tre forskellige Gaarde. Efter at de i Køkkenet paa den Gaard, hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tørklæder, gik de om Aftenen Kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gjærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde den 1 Toårige Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen paa ny havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saa vel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 20 Dele og Stykkerne fordeltes derpaa i de tre medbragte Tørklæder, og kastedes senere i de 3 Gaardes Møddinger. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe, inden hun aabenbarede dette for Moderen, og de besluttede i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antoge, at Gaardens Folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne imod Svinestalden. Paa dette Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen. Derefter blev ogsaa Liget af dette Barn parteret, dog kun i 13 a 10 Stykker, men da Foraaret nærmede sig og Gødningen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære dem. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de herefter ud paa Møddingen, og efter at Øksen og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommeligbed, har mærkeligt nok ikke havt nogen Anelse om denne.

(Social-Demokraten 30. marts 1884)