Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævnet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Birkegade

En 21aarig Fabriksarbejderske, Johanne Petersen, der logerede i Birkegade paa Nørrebro, har i Lørdags Morges født i Dølgsmaal og derefter dræbt sit Barn.

Den unge Pige, der var forældreløs, arbejdede paa en Chokoladefabrik, hvor hun begyndte med 5 Kr., men nu havde 7 Kr. om Ugen.

Hun havde staaet i Kæresteforhold til en Student B, men da hun i Slutningen af forrige Aar mærkede, at hun var bleven besvangret ved ham, afbrød hun Forbindelsen.

Hendes Tilstand kunde for en Maaneds Tid siden ikke skjules, og hendes Værtinde bemærkede til hende, at hun jo var frugtsommelig. Men hun nægtede haardnakket, at dette var Tilfældet.

Værtinden fattede nu Mistanke om, at hun havde Ondt i Sinde, og passede omhyggeligt paa hende i den Tid hun var hjemme fra Aften til Morgen, for mulig at kunne komme til at overraske hende og forebygge en Forbrydelse. Blandt andet sørgede hun for at Pigen ikke kunde aflaase sin Dør, fortalte hende stadig om hvad hun læste i Bladene om forefaldende Barnemord og dels opdigtede saadanne, for mulig derved at skræmme hende til at afstaa fra sit Forsæt. Men Johanne var stadig lige haardnakket og ubevægelig, og erklærede endog, at det jo ogsaa var det bedste for saadanne Børn, at de døde.

I Lørdags Nat følte Johanne Veer. Hun stod op af Sengen og fødte staaende paa bare Fødder et velskabt, fuldbaaret Pigebarn, uden at der kom et eneste Skrig eller en Lyd over hendes Læber, og uden at hendes Værtinde, der sov i et Værelse lige ved Siden af og med aabentstaaende Dør, havde mærket det mindste.

Hun kvalte straks Barnet ved at stramme en Seglgarnssnor stærkt om dets Hals, slaa en Knude paa, og derefter yderligere at surre en Hatteblonde som en Løkke stramt om.

Barnet gav nogle smaa, halvkvalte Skrig fra sig, sprællede hjælpeløst med Arme og Ben, mens det laa paa sin umenneskelige Moders Skød - og saa var det død.

Johanne rev et Stykke ud af sin Klokke og viklede det om det lille Lig, hvorefter hun lagde dette ind under Sengen. Det var hendes Hensigt, saasnart hun uset kunde slippe ud, at gaa ud i en af Byens Udkanter og kaste Liget bort.

Saa pludselig, mens hun stod midt i sit blodige Værk, traadte hendes Værtinde ind af Døren og gav et Skrig af Forfærdelse fra sig ved at se, hvad der var sket. Gulvet og Sengen var oversvømmet med Blod og Pigen selv tilsølet deraf.

- Meld mig ikke til Politiet, meld mig ikke, skreg Johanne, jeg skal nok skaffe den der afvejen! - og hun pegede paa Pakken med Liget.

Værtinden kunde dog ikke føje hende heri Der gik Bud til Politi, Læge og Jordemoder, hvorefter Johanne besørgedes til Fødselstiftelsen, hvor hun indlagdes som Arrestant.

Saasnart hun er helbredet, bliver hun overført til Fængslet og anklaget for overlagt Mord.

(Social-Demokraten 7. juni 1893).

Vilhelmine Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Vilhelmine Møller (8. oktober 1845 - 24. december 1936) ansås som for barn og ung for at have en aparte fremtoning. Forældrene satte hende i pleje hos bedsteforældrene. Hun blev fængslet som 20-årig tjenestepige fordi hun havde stjålet mad til sin moder, der da var blevet enke med fire små børn.

Hun begyndte at komme i den indremissionske pastor Rudolph Frimodts menighed og senere tilknyttet en pigehøjskole. I 1880 blev hun ansat som plejemoder på børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg. I 1881 blev hun leder af det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro. 

Ukendt fotograf: Børnehjemmet Kana. Lille pige på altanen. 1905. Hjemmet lå på daværende Strandvejen 39 (adresse senere ændret). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

1889-1890 var hun med i den første bestyrelse for Kvindevalgretsforeningen. Hun skrev i  foreningens blad Hvad vi vil og i tidsskrifter for børnesagen. På grund af hendes humane synspunkter var hun en agtet person i børnehjemskredse. I 1893 tilstod hun at have myrdet en af børnehjemmets drenge for at skjule at hun havde stået i seksuelt forhold til ham.

Mord!

En Kvinde som Sædelighedsforbryder og Norder.

Vi omtalte i Søndags, at Forstanderinden for Børnehjemmet "Kana" paa Østerbro, Frøken Vilhelmine Møller, var bleven anholdt sigtet for Sædelighedsforbrydelse begaaet med en af Anstaltens Drenge.

I Gaar er denne Sag bleven fuldstændig oplyst.

Politiet meddeler

derom følgende:

I Midten af f. M. henvendte Bestyrelsen af Børnehjemmet "Kana" sig til Københavns Politi i Anledning af, at der var kommet Bestyrelsen Rygter for Øre om, at der mellem Asylmoderen Børnehjemmet "Kana" paa Strandvejen og en 15aarig Dreng i Hjemmet - Volmer Sjøgren - der pludselig var afgaaet ved Døden den 28de Februar d. A. skulde have bestaaet et usædeligt Forhold, og at hans pludselige Død mulig stod i Forbindelse hermed.

Asylmoderen nægtede saavel overfor Bestyrelsen som overfor Politiet, at der der var noget sandt i de mod hende rejste Beskyldninger; men da der gennem Politiet skaffedes forskellige graverende Oplysninger, blev hun anholdt af Politiet og den 22. f. M. arresteret, hvorefter Undersøgelsen mod hende henvistes til 4de Kriminelkammer, i hvilket Assessor Thiele er Undersøgelsesdommer.

Ogsaa her nægtede Arrestantinden i Begyndelsen sin Brøde; men hun tilstod dog kort efter, at der mellem hende og nævnte Dreng havde fundet et Forhold af nævnte Beskaffenhed Sted. Til Oplysning i Sagen foranstaltede Retten Liget af Drengen, der var begravet den 5te f. M., opgravet og obduceret. Ved Obduktionsforretningen, der foretoges den 20de f. M., lod Dødsaarsagen sig ej bestemt konstatere; men det oplystes dog, at den Formening, der var udtalt i den Attest, der udstedtes af den ved Dødsfaldet tilkaldte Læge, nemlig at Døden skyldtes en Blodprop, var urigtig. Forskellige Dele af Liget blev tagne i Forvaring, for at undersøges i Steins Laboratorium.

Arrestantinden, der blev holdt uvidende om, at Drengen var opgravet og obduceret, blev samme Dag konfronteret med Liget i St. Johannes Stiftelsens Lighus; men paastod der, at hun var uskyldig i hans Død, og at hendes strafbare Forhold til Drengen indskrænkedes til det, hun da havde tilstaaet. I et Forhør i Lørdags fastholdt hun sine tidligere Udtalelser; men i Aftes har hun, efter selv at have fremsat Ønsket om at blive stillet for Forhørsdommeren, for ham afgivet Tilstaaelse om, at hun, der stadig pintes af hvad der i sin Tid var forefaldet mellem hende og Drengen, og frygtede for, at Drengen, der skulde være konfirmeret den 9de d. M. og have forladt Hjemmet til Maj d. A., i sin Tid skulde røbe, hvad der var sket mellem dem, den 26de Februar om Formiddagen i noget Frugtsaft m. m., som hun gav Hjemmets ældre Drenge at drikke den Dag i Anledning af det mindste Barns Fødselsdag. har i det Glas, Drengen Volmer fik, blandet en Dosis Mikstur, hun selv havde faaet efter Recept, for at benytte som Sovemiddel, og derefter, medens han laa og sov, lagt et Par stærkt sammenlagte Uldtæpper tæt om hans Hoved, for at han "skulde sove hen". I hendes Hjem er forefundet en Medicinflaske med en lille Rest af den nævnte Mikstur.

Med denne Sag, som nu ved den Sigtedes egen Tilstaaelse er fuldt oplyst, forholder det sig saaledes.

Børnehjemmet "Kana" blev oprettet for 10-12 Aar siden af en Del varmhjærtede Mand og Kvinder, som fandt det uheldigt, at medens der i København og Omegn fandtes flere Børnehjem for Pigebarn, var der intet for Drenge. Institutionen har ogsaa slaaet godt an og Foreningen har nu Hjem paa Ceresvej (Frederiksberg), i Baldersgade 16 og paa Strandvejen 30 I dette sidste Hjem har den ovennævnte Bestyrerinde, Frøken Vilhelmine Møller, været ansat siden 1881. Hun blev af alle dem, der kom i Berøring med hende, anset som en i høj Grad brav, dygtig og samvittighedsfuld Kvinde. Hun var høj, svær, og gjorde et mandhaftigt Indtryk. Paa Talerstolen havde hun i fortrinlig Grad Ordet i sin Magt, og skønt hun maaske nok nu og da var lidt stræng ved Børnene, hængte de dog ved hende med stor Kærlighed.

Opdagelsen.

I Slutningen af Februar Maaned døde Drengen Volmer. Han var omtrent 15 Aar, skulde have været konfirmeret i Foraaret og derefter til Søs. Volmer døde pludselig. Om Middagen Kl. 12 gik han til Sengs og Kl. 4 var han død.

Efter dette pludselige Dødsfald kom en Kone, der havde havt 2 Sønner paa "Kana" op til Bestyrelsens Formand og erklærede, at hun havde følt sig saa ilde berørt af Volmers Død, at hun nu maatte sige, hvad hun vidste om Frk. Møller. Og mi forklarede Konen, at hun for et Aars Tid siden havde hørt sine Sønner tale hemmelig sammen om, at de vidste noget om "Moster"s (saaledes kaldtes Bestyrerinden mellem Børnene) Forhold til Volmer. Hun tillagde ikke dengang Samtalen nogen Vægt, men da hun nu hørte, at Drengen var død pludselig, følte hun sig forpligtet til at tale.

Formanden blev naturligvis i høj Grad bestyrtet over hvad han hørte og sammenkaldte øjeblikkelig Bestyrelsen og afholdt Forhør over Frk. Møller. Under Forhøret var hendes Svar afvigende og usammenhængende. Den ovennævnte Kones to Sønner, der begge er konfirmerede, blev kaldt ind og forklarede, at Volmer til dem havde sagt, at han havde havt legemlig Omgang med "Moster". Bestyrelsen spurgte nu Frk. M., om hun troede Drengene løj, og hertil svarede hun: Nej! men derimod mente hun, at Volmer godt kunde have fundet paa at fortælle dem noget saadant, da han, efter hendes Udsagn, ofte løj. Et af Bestyrelsens Medlemmer rejste nu det bestemte Spørgsmaal til Frk. M. om hun havde havt Omgang med Volmer, hvorpaa hun svarede, at "et saadant Spørgsmaal vilde hun skamme sig ved at svare paa". Da hendes Opførsel tilmed var noget besynderlig fandt Bestyrelsen det raadeligst at lade hende indlægge paa Kommunehospitalet til Undersøgelse af Sindssygelæge Pontoppidan. Efter en halv Snes Dages Forløb blev hun udskrevet og Pontoppidan erklærede da, at hun var normal, men derimod havde han opdaget at hun drak i en saadan Grad, at dette maatte have Indflydelse paa hendes Sindstilstand. Hun benægtede imidlertid Rigtigheden heraf og Bestyrelsen mener heller ikke nogensinde at have sporet noget saadant.

Da Hospitalsopholdet ikke havde givet noget egenligt Støttepunkt til Bedømmelse af hendes Stilling, følte Bestyrelsen det som sin Pligt at overgive Sagen til Politiet og indgav derfor den Klage, der bevirkede, at hun førtes lige fra Hospitalet til Arresten. Her har hun nu erkendt sine Forbrydelser. Dels at hun har havt Omgang med Drengen og dels at hun har ombragt ham for ikke at blive opdaget.

Bestyrelsen har holdt Forhør over over Drengene og spurgte, hvorfor de af dem, der vidste noget, ikke havde talt enten til Bestyrelsens Medlemmer, der hver Uge kom i Hjemmet eller til andre om Sagen, og herpaa har de bestandig faaet det Svar: "Vi nænte ikke at gøre det fordi Moster var saa god mod os allesammen."

Saasnart Bestyrelsen havde afholdt sit Forhør over Frk. Møller og der faaet den rejste Mistanke bestyrket, lod de straks foretage en fuldstændig Udrensning af Hjemmet paa Strandvejen. Medhjælpersker, Tyender og andre blev øjeblikkelig afskediget og andre antaget i deres Sted, og Frk. Hansen, der hidtil har bestyret et af de andre Hjem blev foreløbig ansat som Bestyrerinde.

Forhaabenlig staar man her overfor et enestaaende Tilfælde, der, hvor grimt og uhyggeligt det end er, ikke vil øve nogen Indflydelse paa den hele Institution, og i hvert Fald maa man indrømme, at der er handlet med den Energi og Omtanke, man kan kræve af Personer, der paatager sig et saa ansvarsfuldt Hværv som at opdrage ulykkelige eller forældreløse Børn.

(Social-Demokraten 5. april 1893).

Volmer Sjøgren blev begravet på Vestre Kirkegård. Det var her liget blev opgravet den 29. marts 18893 og obduceret. Politiken og Social-Demokraten skrev om sagen hver dag. Bl. a. blev den myrdedes moder og ansatte på børnehjemmet. Man mente at Vilhelmine Møller var blevet fordærvet af sin medhjælperinde enkefru Mackwitz - "den intime Veninde”. Der blev skrevet i hvert fald en skillingsvise om sagen.

Dengang var der i hele landet lidt over 50 børnehjem drevet for private midler fra velhavere. Det var først med Børneloven (1905) at børneforsorg blev et offentligt anliggende. Politisk fandt mordet på Kana sted på et for børnehjemssagen uheldigt tidspunkt.

Mordersken fra "Kana".

Sidste Nr. af Kvindebladet "Hvad vil vil" bringer nedenstaaende interessante Skildring af Frøken Vilhelmine Møller, der myrdede sin Elsker, den 15aarige Dreng Volmer Sjøgren. Artiklens Forfatterinde er Bladets Redaktør, Fru Johanne Meyer.

Frk. Vilhelmine Møller.

En æret Indsender bebrejder "Kvindebladet", at det ikke har udtalt sig om den uhyggelige Sag i Børnehjemmet "Kana", og spørger, om dette ikke er Fejghed.

Det er imidlertid en ganske anden Grund, der har bragt Bladet til at tie.

Jeg er nemlig af den Mening, at en Redaktør bør skrive i Overensstemmelse med den Kreds, for hvilken Bladet er Organ. Dette har jeg haft en bestemt Følelse af ikke at kunne i dette Tilfælde, idet et personligt Venskabsforhold til Frøken Vilhelmine Møller gennem en lang Aarrække vanskeliggør mig en Udtalelse fra et objektivt Standpunkt. Jeg har kendt hende som en begavet og sandhedskærlig Natur, som et saa opofrende og uegennyttigt Menneske, at jeg endogsaa efter hendes grufulde Daad maa sige: jeg har aldrig kendt noget bedre Menneske.

Man vil forstaa, at naar jeg indtager et saadant Standpunkt, sømmer det sig ikke for mig at udtale mig om den foreliggende Sag paa Redaktionens Vegne. At Ordet der imod er frit i Bladet i denne som i andre Sager, har jeg vist ved at give den ærede Indsender Lov til at udtale sig; men føler mig saa med det samme forpligtet til at svare, da jeg tror at have set dybere i Vilhelmine Møllers Sjæl end de fleste andre Mennesker. Jeg maa selvfølgelig bede mine Læsere forstaa, at jeg her ikke taler som Redaktør af Kvindebladet "Hvad vi vil", men at min Udtalelse kun er et personligt Vidnesbyrd, som Offentligheden kan tillægge saa lidt eller saa megen Vægt, den vil.

Først maa jeg svare E. W., at jeg ikke er enig med hende i, at vi Kvinder maa føle mere Skam, end hvis det var en Mand, der havde begaaet denne Forbrydelse. Personlig føler jeg Sorgen og Skammen lige dybt, enten det er en Mand, der ødelægger Smaapiger, eller en Kvinde, der ødelægger Smaadrenge. Jeg har aldrig sat Kvinden højere end Manden; tværtimod har jeg atter og atter betonet baade offenligt og privat, at vi forlanger samme Moral for Mænd som for Kvinder. Tilbøjeligheder og Lidenskaber er vel ens i Menneskenaturen, og disse kan være lige svære at beherske for begge Køn, og mon ikke netop Aarsagen til megen Urenhed i Samfundet er, at Forholdene tvinger den ærbare Kvinde til Askese, medens Manden i tøjlesløs Lidenskab nøjes med de Kvinder, der er tilfals for Penge paa aaben Gade?

Var Samfundsmoralen derimod saa menneskelig, at der var Ligestilling mellem Kønnene saaledes, at et naturligt rent Forhold i Sympati og virkelig Tilbøjelighed var muligt for de mange, da saa det vistnok bedre ud i vort Samfund.

Jeg ser mig ikke i Stand til hverken at forsvare eller forklare Vilhelmine Møllers Færd, den er mig en psykologisk Gaade, men jeg vil prøve paa at give nogle Oplysninger om hendes Person, der maaske for andre kan være et Vink til at forstaa lidt af den mærkelige Personlighed.

Hun er født i smaa Kaar og har levet en glædeløs Barndom, puffet og stødt som den grimme Ælling i Andegaarden for hendes sære Skikkelses Skyld. Kun altfor tarvelige  Skolekundskaber fik hun i Barndommen for denne rige og tørstende Aand, der sikkert kunde have bragt det vidt i Kundskabsfylde I Ud at tjene for sit Brød halvt som Barn og yderligere taale Regn og Rusk og Tornebuske. Arbejde og atter Arbejde, Nattevaagen og Slid, det bød man i rigt Maal denne taalmodige, kæmpestore, unge Pige, der kunde slæbe for to.

Allerede da grundede hun og tænkte - aah! hvor skal jeg faa Næring for min Aand.

Endelig fandt hun Vej til det religiøse. Kirken og en Menighed blev hendes bedste Sted ; her var der nogen, der tog venligt imod hende, hun var nu ikke længere ene, sammen med andre havde hun nu et Maal at arbejde for.

Og hun var et ærligt Menneske i det religiøse Forhold.

Særlig ømtfølende var hendes Hjærte overfor Samfundets "outcast children", disse hjemløse smaa, der maatte savne en hjælpende Moderhaand. At være noget for dem, det syntes hun maatte være dejligt, hun blev derfor ogsaa virkelig glad ved det, da hun i en Aarrække fik Lejlighed til at uddanne sin Aand, besøge Højskolerne, Vallekilde, Askov og Mors og faa Lov til at arbejde paa sig selv og uddybe sine store Evner for muligvis at paatage sig en opdragende Gærning.

Det var ikke enkelte Venner, hun nu vandt i sin Skoletid, men Hundreder af begavede Mænd og Kvinder ude i Landet blev hendes Venner. Hun var frastødende i sit Ydre, men uendelig sympatetisk, hvis man blot talte med hende i nogle Minuter. Hun tænkte klarere og dybere end de fleste og havde en rammende Vittighed til enhver Dumhed, men hendes Vittigheder saarede aldrig.

Hvilken ung Mand vilde ikke gærne tale med denne vittige og aandfulde Kvinde? Hun var ikke som de andre. Hun kunde behandle baade religiøse og menneskelige Spørgsmaal altid behersket og roligt. Hendes blide Øjne fortalte ikke om Lidenskab os Kamp, og aldrig røbede hun ved et Blik nogen sanselig Tilbøjehed, saa ingen Mand kunde mistænkes for at nære erotiske Følelser for hende; det forbød hendes Karleskikkelse.

Men sæt nu, at hun alligevel havde disse naturlige Tilbøjeligheder i det skjulte, blot stærkere end andre. Sæt, at hun med sin dybe religiøse Poenitense daglig dødede denne erotiske Trang, til den paa Slutningen af hendes Ungdomstid havde naaet Abnormiteten - Børnene - og hun Hysteriets Vanvid.

Alle læssede Byrder paa dette deltagende og hjælpsomme Menneske, baade aandelige og legemlige. Havde de unge en Kærestesorg, saa maatte de til Vilhelmine Møller, thi hun kunde vise dem til nyttigt Samfundsarbejde og Religionens Trøst; hendes stærke Sjæl kunde løfte dem over Sorgen til Frigørelse og Arbejde.

Led gamle Mennesker af Mismod, saa maatte de til Vilhelmine Møller,hun kunde bringe Haab i deres Sind og bringe dem til at le over deres selvskabte Bekymringer.

Var Børn forknytte, eller vilde de have Legetøj og Fornøjelser, saa kunde hun gærne spille Pjerrot á la Volkersen blot for at glæde de smaa.

Men sæt nu, at denne samme Vilhelmine Møller selv bar paa den hemmelige Sorg, at hun ikke havde naaet et Kærlighedsforhold; sæt, at alle disse Venner, der skulde have Trøst, yderligere hidsede og tyngede hendes erotiske Følelser og fremkaldte Nærvesvækkelse og Hysteri?

(Aalborg Amtstidende 3. maj 1893).

Forhørene var afsluttet i begyndelsen af juli 1893. I september 1893 fremkom i aviserne oplysninger om at Vilhelmine havde optrådt som mand overfor Volmer. Omkring oktober 1893 blev hun undersøgt af professor Stadfeldt som i en erklæring skønnede at Vilhelmine Møller var mere mand end kvinde. De misdannede kønsdele var snarere var mandlig. Under navnet Vilhelmi Møller blev han overflyttet fra Kvindefængslet til Mandsfængslet på Christianshavn. Kriminalretten dømte den 4. marts 1894 Vilhelmine Møller til døden.

Vilhelmi Møller.

Kanamorderen bedømt af en Læge.

Edvard Brands skiver i en Anmeldelse af en nylig udkommen Bog af Lege Henrik Stilhoff: "Et Tilfælde af mandlig Hermafroditisme":

Dette Skrift indeholder - man tør vel sige: endelig - en videnskabelig Dom i den berygtede Kanasag. - Dr. Stilhoff har faaet udleveret Sagens Akter, juridiske og retsmedicinske, Forhørsprotokoller og Lægeerklæringer og gennemgaar disse med en virkelig Dommers Upartiskhed. Hans Betragtning af Vilhelmine Møller - der under Sagen forvandledes til Wilhelmi Møller - falder hverken sammen med den offenlige Menings eller den juridiske Domstols, ved hvilken Wilhelmi Møller dømtes til Livsstraf (ved Benaadning formildet til Strafarbejde paa Livstid).

Hans Forbrydelse var, som man vil erindre, at han ved en Fest i Kana d. 28. Februar 1893 havde ombragt Drengen Volmer, til hvilken han havde staaet i et uterligt Forhold, ved Hjælp af en tilstrækkelig stærk Dosis Kloral.

Den offenlige Mening havde to Ankepunkter mod den formodede kvindelige Forbryder, dels naturligvis selve Mordet, dels - og sikkert ikke mindre - hendes Hykleri. Man erfarede nemlig, at Vilhelmine Møller var optraadt som i høj Grad religiøst greben og havde efter bedste Ævne paavirket Børnehjemmets smaa Beboere med Bibelkundskab og Religiøstlet. Men denne Kvinde, der paa en Gang predikede Moral og Religion og samtidig forførte de hende betroede Børn til Utugt for dernæst at dræbe dem - syntes Publikum et alle Lasters Kar, et Uhyre i menneskelig Skikkelse.

Da saa under Sagen det pludselig oplystes, at Forbryderen ikke var Kvinde, men Mand, bemægtigede denne overraskende og helt vidunderlige Hændelse sig hele Interessen ved Sagen. Denne fik ikke alene et mystisk, men næsten obskønt Præg, og da Lægeerklæringerne ikke offenliggjordes, da desuden Bladene naturligt nok nøjedes med Hentydninger, som i øvrigt vel al Tid virker langt obskønere end den ligefremme Sandhed, forvirredes den offenlige Mening mere og mere. Man kunde ikke tale højt om Sagen, og saa døde Interessen bort.

Da Dommen faldt den 22. Juni 1894 - da havde den strafskyldige siddet mere end et Aar i Varetægtsarrest "erfaredes denne Afgørelse med den største Ligegyldighed.

De juridiske Dommere dømte efter Straffeloven; om dens Anvendelse kunde der neppe herske Tvivl i dette Tilfælde, hvor Førbrydesien - Mordet paa Drengen - var aabenbar, tilstaaet og velbetænkt.

Dr. Stilhoff antager imidlertid, at en Jury vilde have dømt anderledes - at Resultatet var blevet et: Ikke skyldig.

Den lille fortræffelig skrevne Afhandling aabner for første Gang Lejlighed til at se Sagens Akter, særligt de veritable Lægeerkleringer. - Den egner sig ingenlunde til Læsning for unge Piger, men den tør anbefales dem, som hint mærkelige Tilfælde interesserede, og som kunde ønske at faa en Art Løsning paa Gaaden.

Umuligt bliver det ber at gaa ind paa Sagen, for saa vidt som det rent legemlige Moment faar Betydning. Kun det kan siges, at Wilhelmi Møller var et bundulykkeligt Menneske og saaledes mishandlet af den ubarmhjertige Natur, at der paa Forhaand syntes at være de formildende Omstændigheder til Stede, hvilke Juristerne ikke fandt. Professor Gædeken hævder ogsaa i en Erklæring, at en Abnormitet som Wilhelmi Møllers "al Tid maa betragtes som en meget stor Ulykke". Denne Betragtning vilde sagtens bleven delt af en Jury.

(Horsens Arbejderblad 14. juni 1895).

Da sagen i 1894 kom for Højesteret, indstillede forsvareren Vilhelmine Møller til rettens mildeste straf med kønsforvekslingen som formildende omstændighed, men han blev dog idømt dødsstraf, senere ændret til livsvarigt tugthus. Se uddrag af hans erindringer andetsteds på bloggen, samt benådningen i 1905.

Barnemord i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnemord for Højesteret.

Den 31. Oktober i Fjor foregik der ved Randers et Barnemord, som vakte en Del Opsigt. En 24-aarig Tjenestepige, Christiane Pedersen, der var forlovet med en Tjenestekarl Simon Andersen, havde med denne to Børn, hvoraf det ene var sat i Pleje hos Simons Forældre.

Da Simon rejste ud som Sømand, kom hun, der var noget løs paa Traaden, i Forhold til en anden Mandsperson, med hvem hun fik et Barn der - for at Simon ikke skulde faa noget at vide - blev sat i Pleje hos en konduktør Poulsen i Randers. Det var Christiane Pedersens Mening at aabenbare Sagen for Simon, naar hun en Gang, som hun haabede, blev gift med ham.

Den nævnte Oktober Aften kom hun imidlertid til Konduktør Poulsen og hentede Barnet; hun vilde have det tilbage, sagde hun. Poulsens Kone opfordrede hende meget indtrængende til ikke at gaa saa sent ud med Barnet der laa og sov; men hun fastholdt sin Beslutning. Hun troede, at Poulsens Kone vilde tilbyde at tage Barnet til sig, hvad denne ogsaa nok havde Lyst til; hun undsaa sig imidlertid ved at fremkomme med noget Tilbud, fordi Christiane Pedersen al Tid havde giort sig ud for at sidde godt i det.

Hun gik nu ud af Byen omtrent en halv Times Vej og kom til et Vandhul, Saa vaklede hun i sit Forsæt og gik rundt en Times Tid, men da var hendes Beslutning moden. Hun klædte Barnet af og kastede det tre Alen ud i Pandet; det gik til Bunds, kom lidt efter op igjen, men gik saa til Bunds for sidste Gang. Mordersken gik nu tilbage til Randers, boede paa en Gjæstgivergaard og besøgte næste Morgen sine to andre Børn. Det sidste Sted, hun var, blev hun anholdt. Dagen efter Mordet blev Liget fundet af nogle unge Mennesker.

Medens hun sad arresteret, døde Simon Andersen af Kulosforgiftning i Bergen paa samme Tid, som hans Kæreste fik sin Dom ved Randers Kjøbstads Extraret. Den lød paa Dødsstraf og blev stadfæstet af Overretten.

Ved Sagens Behandling for Højesteret var Oct. Hansen Aktor. Han giennemgik Begivenheden, som den ovenfor er skildret, berørte hendes pekuniærs Forhold, der ikke var saa gunstige, som hun vilde give dem ud for, og hævdede iøvrigt, at hun efter alt, hvad der forelaa havde begaaet Mordet med Overlæg.

Naar Dokumentationen i Morgen tidlig er endt, vil Højesteretssagfører Salomon saa Ordet som Morderskens Defensor.

(Aarhus Amtstidende 2. december 1892).

Barnemordssagen fra Randers.

X Kjøbenhavn, den 2. Decbr.

Efter endt Dokumentation blev Proceduren i Barnemordssagen fortsat i Morges.

Som Defensor for den Tiltalte mødte Højesteretssagfører Salomon, der først henpegede paa Christiane Pedersens ulykkelige Horhold, idet Sømanden Simon Andersen slet ikke vilde hjælpe hende med at underholde de Børn, han var Fader til: han lod hende endog betale til det ene af dem hos hans egne Horældre. Hun nærede derfor heller ikke saa kærlige Følelser for ham, som Aktor syntes at mene. Forøvrigt var der Grund til at nære Tvivl om, at Christiane Pedersen var ganske normal. Hendes Forhold overfor Dragonerne tydede paa et meget let Sind, og man maa desuden erindre, at hun var frugtsommelig, da hun begik Forbrydelsen. Det er jo en bekjendt Sag, at Svangerskabet kan have Indflydelse paa de intellektuelle Evner. Selv om hun forud har været noget abnorm, kan dette desuden godt have været skjult for de Folk, hun havde været i Tjeneste hos. Sikkert er det, at der ikke i hendes tidligere Liv foreligger noget som helst, som kan give Tilknytning til en saadan moralsk Depravation, som maatte til for at myrde sit ½ Aar gamle Barn, uden at hun først havde gjort noget Skridt for at faa det anbragt.

Defensor havde foranlediget, at der for Højesteret kunde foreligge en Erklæring fra Sundhedskollegiet om Christiane Pedersens mentale Tilstand. Hun blev indlagt til Observation paa et Hospital, men Lægerne erklærede, at hun i mental Henseende var normal. Der er saaledes ikke mere for Desensionen at gjøre i denne Henseende.

Spørgsmaalet er nu, om det med Rette kan siges, at Mordet er begaaet med Overlæg. Det kunde ikke nægtes, at hun alt i nogen Tid havde syslet med det Fantasteri, om hun skulde tage Livet af sig selv eller dræbe sit Barn. Med disse Overvejelser gik Tiden indtil den 31. Oktober, idet hun med den formentlige Snedighed, som Fruentimmerne ynder at betjene sig af, søgte at faa konduktør Poulsen - hos hvem Barnet var i Pleje, og som holdt meget af det - til at tage den Lille til sig. Først den 31. Oktober om Morgenen fattede hun den Beslutning, at hun vilde dræbe Barnet, hvis Poulsens ikke af sig selv tilbød at tage Barnet til sig. Da dette ikke skete, besluttede hun sig til at begaa Mordet, men en Times Tid efter blev hun dog bange for sit Forehavende, og først efter nogen Vaklen udførte hun den skæbnesvangre Handling. Defensor vilde henstille, om man under disse Omstændigheder kunde sige, at Forbrydelsen var begaaet med Overlæg og saaledes krævede Dødsstraf.

Endnu vilde Defensor fremhæve, at der var al mulig Grund til at nære den største Medlidenhed med Christiane Pedersen. Hun havde stærke Følelser, Drifter, som hun ikke kunde betvinge; det blev hendes Ulykke. Hvis hun var bleven gift med sin Simon, var alt gaaet godt. Hun vilde rimeligvis have født ham en Mængde Børn, hvilket man i Bondestanden anser for en Velsignelse. Hun var, hvad man kalder et reelt Fruentimmer, der ikke vilde lyve; hun vilde ikke bilde Poulsen ind, at hun kunde betale for Barnets fortsatte Pleje, naar hun ved sig selv vidste, at dette var umuligt. I det hele fortjente hun Sympati, og Desensor vilde derfor indstille hende til Rettens mildeste Straf.

Efter en Times Votering faldt Dommen, der lod paa Stadfæstelse af Overretsdommen (Dødsstraf) i Henhold til de deri anførte Grunde. Højesteret begrundede dog yderligere sin Dom deri, at Lægesynet havde erklæret Mordersken for fuldstændig normal.

(Aarhus Amtstidende 3. december 1892).