Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævnet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Slagter Lydolfs Enke i Svindinge paa Fyn har i Følge "Svendb. Av " for nogle Dage siden født et uægte Barn i Dølgsmaal og dræbt det. Hun havde ikke villet vedgaa for nogen af Naboerne, at hun var frugtsommelig, men sagt, at det skyldtes Sygdom, navnlig Vatersot. at hun var bleven saa svær; saa alt synes at tyde paa, at hun har overlagt, hvad hun udførte i Søndags.

Ved egen Hjælp fødte hun et fuldbaarent Pigebarn, som dette Uhyre af en Moder derefter dræbte ved at stikke det i Halsen, ligesom man slagter et Lam. Liget gemte hun først i et Skab, og efter derpaa at have faaet alt blodigt, der kunde minde om hendes Udaad, fjærnet eller afvasket, gik hun til Sengs. Senere kom et Par Naboer ind til hende, da de fik at høre, at hun var syg og sengeliggende; men da hun efter nogle Dages Forløb hørte den Ytring, at det dog var en underlig Lugt, der var ved Skabet, har hun set sit Snit til ubemærket at tage Liget ud af Skabet og putte det i en Pose, som hun gæmte i en Tønde, hvori der var en Del Kartofler.

Imidlertid begyndte Folk i Byen at tale temmelig højt om, at hun vist havde født i Dølgsmaal, og da de omtalte Koner jævnlig gik ind for at se til hende, og saaledes let i Folkemunde kunde blive nævnt som hendes medskyldige, opfordrede disse Jordemoderen, Madam Sørensen, til at gaa ind til hende i Torsdags for at faa konstateret, om hun havde født eller ikke. Skønt hun straks overfor Jordemoderen benægtede at have født fattede denne dog snart Mistanke, og idet hun ledte efter hendes snavsede Linned, fandt hun Barneliget i Tønden. Ved Synet af dette maatte hun gaa til Bekendelse: "Aa, Gud, nu er jeg da ulykkelig, men skaan mig dog, Jordemoder!" - "Skaane dig! Nej, Du fortjener snarere Prygl i Sledet for Skaansel, saadan som Du har baaret Dig ad."

Hun vilde saa undskylde sig, først med at Barnet var dødfødt, dernæst, at det maaske nok var levende, men at hun var kommen til at tage temmelig haardt paa det osv. Men der skete Anmeldelse til Sognefogden, der erklærede hende for anholdt og lod sætte Vagt ved hende samt meldte det til Distriktslægen og Herredsfogden.

(Social-Demokraten 5. juni 1894).

På billedet taget af fotograf Kristian Ludvig von der Hude (1864-1929) ses Glorupvej (1911). Det kgl. Bibliotek. Fri af ophavsret. Ifølge flere aviser skulle faderen til barnet være en karl herfra. Glorup Gods ligger ca. 1 km sydøst for Svindinge.

Ifølge bl. a. Ærø Avis torsdag den 7. juni 1894 skulle en på Glorup tjenende Karl skal være far til det dræbte barn. Dødsattesten for barnet giver følgende oplysninger: Udøbt pigebarn, død efter få minutter. Datter af slagter Lydolfs enke, Svindinge. Barnet fandtes dødt den 31. maj 1894, lagt i en tønde på nogle kartofler i moderens hjem. Den formodede fødselsdato formentlig 3-4 dage før. På halsen var flere overfladiske hudafskrabninger, på venstre side af halsen et 1½ tomme langt og meget dybt snitsår.

Ane Elisabeth var i 1882 (?) dømt for at stjæle 3 lommeknive hos den lokale købmand. Værdi 4 kroner og 10 øre. Og fik 5 dage på vand og brød. Efter Jacob Peters død i 1891 var efterladt Anne Elizabeth alene med de 3 børn. Efter mordet lå hun under bevogtning i sit hjem pga. sygdom. Hun døde 4. september 1894. Forhøret kom således aldrig i gang.

Hendes dødsattest i Rigsarkivet giver følgende oplysninger: Ane Elisabeth Lydolf. 33 år. Enke efter slagter Lydolf. Arrestant. Svindinge By. Død på Svendborg Sygehus 4. september 1894 efter 10 dages behandling. Dødsårsagen angives som akut hjernesygdom, phlebitis extr. inf. dxtr. Den autoriserede læge Mølmark synede hende 5. september 1894. Iflg. Hesselager dåbsregister 1813-1883 er hendes fødenavn Ane Elisabeth Frederiksen, f. 10-07-1861.

Jacob Peter Lydolf blev født 2. april 1850 i Nørre Stubbekøbing, Maribo amt. Han flyttede til Fyn og giftede sig første gang med en Caroline Louise Larsen fra Svindinge. De fik tre børn. Hun døde som 45 årig, den 11 juli 1887. Han giftede sig anden gang samme år med den 26 årige Anne Elizabeth Frederiksen af Hesselager. Jacob Peter døde som 40-årig den 10. juni 1891. 

Kreditorerne i Boet efter de afdøde Ægtefolk, Slagter Jacob Peder Lydolf og Ane Elisabeth Lydolf, født Frederikssen, af Svindinge, indkaldes med 3 Maaneders Varsel til for mig at anmelde og bevisliggjøre deres Krav.

Sunds-Gudme Herreders Kontor, den 3. November 1894.

Buckwald.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 5. november 1894).

Slagter Jacob Peder Lydolf og Hustru Ane Elisabeth, f. Frederiksen, af Svindinge. Skiftes. 9. Marts Kl. 3½. Anmeldte Fordringers Fremlæggelse. (Sunds-Gudme Herreders Skifteret, Svendborg.)

(Jyllandsposten 5. marts 1895).

Barnemordersken i Bjerre. (Efterskrift til Politivennen)

Mandagen den 25 Marts .

Nr. 154. Høiesteretssagfører Lunn

contra

Andersine Dorthe Kirstine Andersen (Def. Nellemann),

der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens §§ 186, 190, 192, 228, 281, 225, 180 og 181.

Bjerre Herreds Extrarets Dom af 24 April 1894 :

Arrestantinden Andersine Dorthe Kirstine Andersen bør straffes paa Livet. Saa bør hun og betale i Erstatning til Landbygningernes almindelige Brandforsikring 13549 Kr., til Vejle Amts yngre Brandforsikringsforening 6,663 Kr. og til Kjøbmand Conrad Jensen i Klejs 60 Øre samt udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger, derunder i Salær til Aktor, Prokurator Bjerregaard, 80 Kr., og til Defensor, Overretssagfører Plenge, 70 Kr. De idømte Erstatningsbeløb at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkomme under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 9 Juli 1894: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretssagførerne Hindberg og Jørgensen, betaler Arrestantinden 80 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbeløb udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven

Høiesterets Dom.

ft er den indankede Doms Afsigelse er der søgt nærmere Oplysning om Tiltaltes mentale Tilstand; navnlig har hun paa dertil fra det kongelige Sundhedskollegiums Side given Anledning været i nogle Maaneder indlagt til Observation paa Sindssygeanstalten ved Aarhus, og Overlægen ved denne har derefter, næst blandt Andet at udtale, at Tiltalte under Opholdet dersteds ikke har frembudt mindste Tegn paa mental Lidelse, og at man ikke kan komme til noget andet Resultat, end at hun er et mentalt sundt Individ, sluttelig erklæret, at hun ikke er sindssyg. Under Hensyn til de saaledes fremkomne nye Oplysninger og iøvrigt i Henhold til de i Overretsdommen anførte Grunde 

kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Andersine Dorthe Kirstine Andersen til Høiesteretssagfører Lunn og Advokat Nellemann 120 Kroner til hver.

---

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Arrestantinden Andersine Dorthe Kirstine Andersen, der er født i Aaret 1869, og som ifølge Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 19 Februar 1889 har været anset efter Straffelovens § 228, kfr. tildels § 37, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, er under nærværende Sag sat under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens §§ 186, 190, 192, 228, 281, 225, 180 og 181. Ved Arrestantindens egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun har ombragi dels tvende af hende udenfor Ægteskab fødte Børn, dels Gaardejer af Klejs, Søren Hansens omtrent 8 Maaneder gamle Søn Oscar Hansen, og ere de nærmere med disse trende Forbrydelser forbundne Omstændigheder følgende.

Efterat Arrestantinden den 22 Februar 1892 paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn havde født et Pigebarn, der i Daaben erholdt Navnet Dagmar Eleonora Andersen, fik baade hun og Barnet, som det maa antages, omtrent midt i Marts Maaned s. A. Logis hos Vognmand Peter Nielsen og dennes Hustru Eleonora Kirstine Nielsen, der den Gang havde Bopæl paa Nørrebrogade i Nr. 186, og hos hvem Arrestantinden ogsaa nogen Tid forinden hun kom paa Fødselsstiftelsen, havde havt Ophold. Nogle Dage før den 26 Marts s. A. havde Arrestantinden henvendt sig til et Børnehjem i Kjøbenhavn for at faa Barnet anbragt der, og hun havde da af Forstanderinden faaet den Besked, at dette nok kunde lade sig gjøre, men at hun da ogsaa selv maatte tage Ophold i Børnehjemmet forat opamme Barnet og med Forpligtelse til at deltage i Husgjerningen. Som det maa antages, var det blevet bestemt, at Arrestantinden skulde møde med Barnet den nævnte Dag; men da Barnet havde nogle røde Pletter paa Kroppen, som den 26 Marts om Morgenen vare stærkere fremtrædende end ellers, raadede Madam Nielsen hende til, forinden hun bragte Barnet til Børnehjemmet, at lade det undersøge paa Polikliniken paa Dronning Louises Børnehospital. Arrestantinden, der gik ind herpaa, gik derfor den 26 Marts om Morgenen omtrent Kl. 9 til bemeldte Børnehospital; men den her foretagne Undersøgelse førte til, at det ikke skjønnedes, at Barnet fejlede noget væsentligt, og efterat der paa samme var anvendt en Maveudskylning, fik hun Anvisning paa om nogle Dage atter at indfinde sig paa Hospitalet med Barnet. Da hun derpaa, efter at have forladt Hospitalet til Fods, passerede Farimagsgade, fattede hun, der indtil da ikke vil have tænkt paa at dræbe Barnet, den Beslutning at ombringe det, i hvilken Henseende Arrestantinden nærmere har forklaret, at Madam Nielsen havde raadet hende til at forespørge paa Hospitalet, om man ikke der vilde beholde Barnet uden Betaling, samt at Arrestantinden, da Haabet herom glippede ved den Besked, hun fik af Lægen, strax bestemte sig til at ombringe Barnet. Hun begav sig derfor paa Tilbagevejen ind i et Hus, hvor hun satte sig paa Trappegangen lige indenfor Døren, og da hun ingen Personer opdagede i Nærheden, lagde hun et Shawl, hvori Barnet, der var ganske roligt, var indsvøbt, tæt over dets hele Hoved, idet hun navnlig strammede Shawlet stærkt over Ansigtet. Barnet gav ingen Lyd fra sig, men Kroppen vred sig stærkt under Shawlet i maaske et Par Minutter, og da det derefter var stift og ubevægeligt, tog hun Shawlet fra og overbeviste sig om, at Barnet var dødt. Hun begav sig derpaa atter paa Vej med det døde Barn, idet hun satte sig ind i en Sporvogn for med denne at kjøre til sit Logis. Medens hun var i Sporvognen, vil hun ikke have kunnet holde sin Graad tilbage, og paa Forespørgsel af nogle i Vognen værende Fruentimmer erklærede hun, at hun græd, fordi hendes Barn var død. Ved sin Hjemkomst, der, som det maa antages, fandt Sted om Middagen mellem Kl. 11 og 12, angav hun, der ogsaa da tilsyneladende var i høj Grad ulykkelig, overfor Madam Nielsen, at Barnet var død pludselig undervejs, idet hun navnlig efter Madam Nielsens Forklaring, imod hvilken Arrestantinden intet væsentligt har havt at erindre, foregav, at Barnet paa Børnehospitalet var blevet undersøgt ved Hjælp af forskjellige Instrumenter, der havde bevirket, at der var flydt Blod fra det, eller, som en anden Deponentinde har udsagt, at Lægerne havde handlet meget ilde med Barnet. Efter Madam Nielsens Anvisning bragte hun samme Dag Barnets Lig ud paa Fødselsstiftelsen, ved hvis Foranstaltning det, efter at autoriseret Læge Rasmussen samme Dag, som det blev bragt ud paa Fødselsstiftelsen, havde synet Liget uden ved den Lejlighed at opdage noget mistænkeligt, derefter den paafølgende 1 April blev begravet. Som Motiv til Gjerningen har Arrestantinden ikke kunnet anføre andet end det ovenfor Anførte, at det Haab, hun vil have havt om, at man ude paa Børnehospitalet vilde have beholdt Barnet uden Vederlag, ikke var gaaet i Opfyldelse, og det kan navnlig ikke antages, at Bevæggrunden har været Frygt for ikke at kunne forsørge Barnet, da det er oplyst, at en Bødker, Anders Hansen, som hun havde udlagt som Barnefader, ikke overfor hende havde fragaaet Paterniteten, samt at hun alt havde foretaget Skridt til at faa Bidragets Størrelse fastsat ved Øvrighedens Mellemkomst.

Den 1 November 1892 var Arrestantinden kommen i Tjeneste hos Gaardejer Søren Hansen i Klejs, og da denne og Hustru tidlig paa Eftermiddagen den 5 December s. A vare kjørte til Klakring, havde Arrestantinden paataget sig at passe deres ovenommeldte omtrent 8 Maaneder gamle Drengebarn, hvad hun, skjønt hun egentlig ikke var fæstet til at passe Barnet, ogsaa havde gjort ved tidligere Lejligheder, naar Familien var tagen ud. Efter hendes Forklaring var der ved ingen af de nysnævnte tidligere Lejligheder, da hun havde passet Barnet, kommet noget Ondt op i hende; men da Forældrene den nævnte Dag vare kjørte, kom paa en Gang den Tanke op i hende at kvæle Barnet, uden at hun, som hun har udsagt, havde nogen egentlig Bevæggrund hertil, idet det navnlig var saa langt fra, at hun var vred over eller kjed af at passe Barnet, der var roligt og let at have at gjøre med, at hun endog selv, da Forældrene kjørte til Klakring, havde tilbudt dem at passe det. Under Sagens Behandling ved Extraretten har hun endvidere forklaret, at hun ikke kan give anden Rede for, hvorledes hun faldt paa at kvæle Barnet, end at Erindringen om hendes eget ovennævnte Barn lige strax, da hun efter Forældrenes Bortkjørsel var bleven ene med Søren Hansens Barn, pludselig trængte sig frem hos hende med en vis Styrke, og at der saa opkom en ligesom ubetvingelig Drift eller Lyst hos hende til at prøve den samme Fremgangsmaade igjen. Imidlertid lykkedes det hende dog forsaavidt at faa Bugt med sig selv, som hun ikke strax skred til sit Forsæts Iværksættelse, uagtet der var Lejlighed nok dertil, idet hun for en stor Del var alene med Barnet; men da hun et Par Timer efter, at Søren Hansen og hans Hustru vare tagne bort, i Mørkningen omtrent mellem Kl. 4 og 5 sad alene med Barnet inde i Dagligstuen, hvor Vuggen, i hvilken Barnet laa og sov ganske rolig, stod, trængte Tanken om at ombringe Barnet, hvilken havde været i hende i hele Mellemtiden, sig frem med fornyet Styrke, og hun gav saa efter for den, idet hun bøjede sig over Vuggen, trak Dynen helt op over Barnets Hoved, og strammede den tæt til over Ansigtet. Barnet gav ingen Lyd fra sig, og hun mærkede ingen Trækninger i dets Krop, idet det laa ganske stille, og hun troede derfor, at det allerede var dødt uden at hun dog strax kunde faa sig til at se nøjere efter, hvorimod hun lod Dynen blive liggende over Barnet og begav sig ud i Kjøkkenet, hvor hun havde noget at bestille. Da hun imidlertid kort efter fortrød, hvad hun havde gjort, gik hun for om muligt at frelse Barnets Liv, efter en 10 Minutters Tid tilbage til Vuggen, tog Dynen af og saae nøjere efter, og da det var ganske mørkt i Stuen, strøg hun en Tændstik af og saae ved Skinnet af denne, at Barnet endnu ikke var dødt, men gav svage Livstegn, idet det prøvede paa at aabne Øjnene, hvilket dog ikke lykkedes, samt rørte Hovedet lidt. For om muligt at kalde Livet tilbage i det, tog hun nu Barnet op af Vuggen, og gav sig til at gaa op og ned med det i sin Arm ude i Borgestuen, hvor Folkene da havde indfundet sig, men hun foretog ingen andre Oplivningsforsøg med det, idet hun haabede, at det muligen vilde komme til Live igjen, naar det blot fik Lov til at aande frit. Hun vil være gaaet saaledes med det omtrent i et Kvarterstid, men det sank mere og mere sammen og døde derpaa i hendes Arme, hvorpaa hun uden at omtale noget til nogen gik ind i Dagligstuen og lagde Barnet i Vuggen. Efterat Lampen var bleven tændt, satte Arrestantinden og det afdøde Barns den Gang omtrent 10-aarige Halvsøster Emilie sig hver paa sin Side af Vuggen og strikkede, og efter en 10 Minutters Tid sagde Arrestantinden til Emilie, at hun syntes, at Barnet saae saa underlig ud, og at Emilie skulde lægge sig ned og lytte efter, om det aandede, hvad Emilie ogsaa gjorde, og da hun der ligeledes, som det maa antages, før Arrestantinden rettede den nysnævnte Anmodning til hende, efter Opfordring af Arrestantinden havde lagt en Patteflaske ned til Barnet, hvis Mund imidlertid da var fast lukket, saa at Emilie ikke havde kunnet faa Sutten ind i den havde meddelt Arrestantinden, at hun ikke kunde høre, at Barnet aandede, opfordrede Arrestantinden hende til strax at løbe over for at hente enNabokone, der ogsaa hurtig kom tilstede og strax saae, at Barnet var dødt, idet hun mærkede, at det ikke aandede, hvorhos hun, der tog det op af Vuggen, forgjæves søgte at faa Liv i det. Barnet maa forinden dets Død - afset fra, at det havde en Skade i Armen, som dog var i Bedring - antages ikke at have fejlet noget, da Arrestantinden dræbte det; men da ingen fattede Mistanke om, at det ikke var død en naturlig Død, blev ingen Læge tilkaldt, og de tvende Ligsynsmænd, der have synet Liget, have forklaret, at der ikke paa dette fandtes Spor af Vold. Paa Arrestantinden, der, da den ovennævnte Nabokone kom tilstede, stod i Kjøkkenet og vaskede op, var der efter hvad der er oplyst efter at hun havde begaaet Gjerningen, aldeles intet at bemærke, idet hun, som den nævnte Kone har udsagt, var som hun altid plejede, hverken bedrøvet eller fornøjet.

Medens Arrestantinden, som anført, tjente hos Gaardejer Søren Hansen i Klejs, viste det sig, at hun var frugtsommelig, og den 10 Marts 1893, omtrent Kl. 11 Aften, nedkom hun, der havde indlagt sig hos Indsidder Eskild Sørensen sammesteds, med et fuldbaarent Pigebarn. Efter Arrestantindens Forklaring havde hun, der var i sin Kondition hos Søren Hansen indtil den nævnte Dag om Aftenen Kl. ca. 7, men som derpaa, da hun begyndte at føle sig daarlig, blev sendt hen til Eskild Sørensen, ikke, før hun kom til Sengs i hans Bolig, tænkt paa at ombringe Barnet; men om Aftenen omtrent Kl. 8, da hun var bragt til Sengs, og Fødselsveerne vare begyndte, fattede hun den Beslutning at dræbe Barnet, men hun nænnede dog ikke at tage Livet af det strax, efterat det var født, og først den paafølgende Dags Eftermiddag, omtrent Kl. 4, skred hun, der ikke noget Øjeblik havde opgivet Beslutningen, til Udførelsen af denne. Efterat Eskild Sørensens Hustru, ifølge hvis Forklaring Barnet, saavidt hun kunde skjønne, var fuldkommen raskt, paa det Tidspunkt havde svøbt det og idet hun selv havde et lille Barn - givet det Die samt lagt det ind til Arrestantinden i Sengen, trykkede denne, da Konen havde forladt Stuen, Dynen, under hvilken baade hun og Barnet laa, saa fast ned over Barnets Hoved, at det ikke kunde trække Vejret, og først efterat have ladet Barnet, der aldeles ingen Lyd gav fra sig, ligge med Hovedet helt under Dynen i 1 a 2 Minutter, tog hun denne til Side, og overbeviste sig da om, at Barnet var dødt, idet det ikke aandede mere. Omtrent 1 Time, efterat Barnet var lagt ind til Arrestantinden i hvilken Tid en Nabokone havde bedt Arrestantinden om at maatte se Barnet, hvad Arrestantinden, der efter sin Forklaring den Gang havde dræbt dette, nægtede, idet hun foregav, at det nu sov saa roligt kaldte Arrestantinden paa Eskild Sørensens Hustru, idet hun foregav, at hun var bleven bange, fordi hun syntes, at Barnets Hænder vare saa kolde, og da denne tog Barnet op, saa hun, at det var dødt. Der opstod ikke strax bestemt Mistanke mod Arrestantinden, og ifølge en af vedkommende Distriktslæge, der assisterede ved det den 13 Marts f. A. afholdte Ligsyn over bemeldte Barn, den 19 December s. A. afgiven Erklæring fandtes der ved Undersøgelsen ikke det mindste Tegn paa ydre Vold paa Liget, hvilket dog, efter hvad han har udtalt, ikke udelukker Muligheden af, at en Kvælning har fundet Sted, ved at en Dyne eller en lignende Gjenstand er bleven trykket fast om Barnet, hvad i Reglen ikke vil efterlade ydre Mærker. Efter hvad der er oplyst, stod Fødslen kun paa i omtrent 1/2 Time, og den var efter Arrestantsindens egen Forklaring ikke videre smertefuld, og flere Personer, der have havt Lejlighed til at iagttage Arrestantinden, efterat Fødslen var foregaaet, have forklaret, at hun efter Fødslen tilsyneladende ikke var nedtrykt eller forknyt, ejheller videre mat, afkræftet eller iøvrigt medtaget af Fødselen, men at hun lod til i det Hele at være som sædvanlig, samt at hun særlig den 11 Marts om Eftermiddagen gjorde Indtryk af at tage det Passerede fuldkommen rolig, hvorfor de formente, at hun ved at dræbe Barnet har handlet med koldt Overlæg, og Rigtigheden af disse Forklaringer har Arrestantinden selv erkjendt. Som Motiv til sin Gjærning har hun anført, at hun, der var ude af Stand til at opgive, hvem der var Fader til det fødte Barn, ikke troede selv at kunne forsørge det.

Paa samme Maade er det godtgjort, at Arrestantinden, der efter sin Barselfærd atter havde tiltraadt sin Tjeneste hos Søren Hansen, den 26 September f. A. om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 har stukket Ild paa hans i Klejs i en Afstand af henholdsvis ca. 20, ca. 50 og ca. 20 Alen fra nærmeste Naboejendomme beliggende Gaard, hvorved denne med den i samme værende Avl og Afgrøde nedbrændte, medens Besætningen, med Undtagelse af Fjerkræet samt den største Del af Indboet dette dog tildels i ramponeret Tilstand blev reddet. Arrestantinden, der den nævnte Dag havde hørt omtale, at der var Ildløs paa den i samme Egn beliggende Avlsgaard "Ringstholm", var Kl. mellem 2 og 3 Eftermiddag stegen op paa en ved Søren Hansens Gaard belliggende Bunke Sten for derfra at iagttage Branden. Ved den Lejlighed opstod der efter hendes Forklaring pludselig - uden at hun har formaaet næmere at gjøre Rede for hvorledes den Tanke hos hende, om hun ikke skulde stikke Ild paa sin Husbonds Gaard, idet hun syntes, at der, som hun har udtrykt sig, maatte være noget berusende ved saadan en Ildebrand; men hun havde dog endnu Viljestyrke nok til at faa Bugt med Tanken, navnlig efterat hun baade med sin Madmoder og sin Husbondes Stedsøn havde talt om, hvorledes de Brandlidte paa Ringstholm nu vilde blive stillede, naar de ikke længere havde Tag over Hovedet. Da hun imidlertid nogle Timer efter atter var gaaet udenfor for at se over til Ringstholm, kom Tanken atter med forøget Styrke over hende, idet de Betænkeligheder, som hun et Par Timers Tid i Forvejen havde gjort sig med Hensyn til sin Husbond og hans Familie, nu syntes hende langt mindre, og da hun kort efter, efter først at have tændt Staldlygten, var gaaet ud for at malke Køerne, der stod i den venstre af Gaardens 4 Længer, var hun allerede temmelig fast besluttet paa at iværksætte Brandstiftelsen. Hun malkede dog nogle af Køerne, men saa brød hun af i sit Arbejde og gik gjennem den nærmest ved Kostalden værende Indgangsdør ind i Laden, der dannede Gaardens nordre Længe, medtagende Lygten, hvori der var tændt en Petroleumslampe uden Glas. have passeret Laden i hele dens Længde, tog hun Lampen ud af Lygten, og stak derpaa Ild i en Del utærsket Rug, der i Ladens østlige Ende var stablet op fra Gulv til Loft, idet hun holdt Flammen til Straaene i en Højde af omtrent 2 Alen fra Gulvet, hvorpaa hun begav sig tilbage ad den samme Vej, hun var kommen, og forsøgte at fortsætte Malkningen, hvilket hun dog ikke var i Stand til paa Grund af den Uro og Ophidselse, hvori hun var kommen, og efter et Øjebliks Forløb gik hun over i Stuehuset, hvorfra man dog alt havde bemærket, at der var Ild i Laden. Grunden til, at hun antændte Ilden i Ladens østlige Ende, var, efter hendes Forklaring, den, at hun vilde give det Udseende af, at en Mand, der havde været beskjæftiget med Tærskning i Løbet af Dagen, var den, der havde foraarsaget Branden, og hun har ogsaa paa forskjellige andre Maader søgt at henlede Mistanken paa samme Mand. Efter hvad der er oplyst, har der ikke været Fare for, at nogen skulde indebrænde, og Arrestantinden har forklaret, at hun, kort forinden hun stak Ild paa Gaarden, havde forvisset sig om, at de 5 ældste af Børnene endnu vare oppe og inde i Stuerne hos de Voxne, medens det mindste Barn laa og sov i sin Vugge i Dagligstuen, hvortil der var let Adgang fra Gaarden gjennem Borgestuen. Efterat Arrestantinden havde afgivet sin ovenfor nævnte Forklaring, har hun i et senere Forhør udsagt, at hun stak Ild paa Søren Hansens Gaard for at hjælpe ham ud af hans Pengeforlegenheder, idet han, efter hvad hun yderligere forklarede, ved en nærmere opgiven Lejlighed overfor hende havde beklaget sig over sine fortvivlede Pengeforhold med Tilføjende, at han muligvis vilde være hjulpen, dersom Gaarden blot kunde brænde af. Søren Hansen har imidlertid benægtet at have udtalt sig saaledes til Arrestantinden, idet han navnlig ogsaa har nægtet, at hans Pengesager var i Uorden, og der er iøvrigt ikke fremkommet nogetsomhelst til Støtte for Arrestantindens nævnte Foregivende. Medens Bygningerne vare assurerede i den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, var Brandlidtes Løsøre forsikret i Vejle Amts yngre Brandforsikringsforening, og begge disse Foreninger have nedlagt Paastande paa at erholde sig tilkjendt Erstatning hos Arrestantinden, den første af 13,544 Kr. , hvortil Erstatningen for de brændte Bygninger er bestemt, med Tillæg af 5 Kr. for Omkostninger ved Vurderingen af Skaden, altsaa ialt af 13,549 Kr., og den anden af 6663 Kr. , som udgjør den Søren Hansen tilkommende Erstatning for Løsøret, mod hvilke Paastande Arrestantinden intet har havt at erindre.

Hvad Sigtelsen for Tyveri angaar, har Arrestantinden, der har forklaret, at hun fra ganske lille af har havt Hang til at rapse, tilstaaet, hvad der stemmer med det iøvrigt oplyste, at hun har gjort sig skyldig i denne Forbrydelse i følgende Tilfælde. Medens Arrestantinden i Tiden fra 13 September 1889 til 8 November s. A. tjente hos Galanterihandler Arctander i Kjøbenhavn, frastjal hun dennes Hustru en Guldbroche, der laa paa en Servante i Sovekammeret. Da Brochen, hvis Værdi er anslaaet til 40 Kr. , kort efter savnedes, blev Arrestantinden bange for, at Tyveriet skulde blive opdaget, og hun kastede da Brochen ned i en Retirade i Gaarden. Brochen er ikke senere kommen tilstede. Medens Arrestantinden i Tidsrummet fra Begyndelsen af Juni Maaned 1892 indtil Midten af Juli Maaned s. A. havde taget Ophold paa Dyrehavsbakken, hvor hun tjente hos forskjellige Teltholdere, tilegnede hun sig, efterat hun havde tilbragt en Nat hos Positivspiller Peter Christensen, der boede i et Skur paa Dyrehavsbakken, den paafølgende Morgen, da Christensen var gaaet sin Vej, et Beløb af ca. 5 Kr. i Smaapenge, idet hun rystede dem ud af en Christensen tilhørende i Vinduet henstaaende Sparebøsse.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Fortsættelse fra forrige Nr.)

Foruden at Arrestantinden dernæst i Løbet af Aaret 1893, medens hun tjente hos Søren Hansen i Klejs, har tilvendt sig fra en Pige, Mariane Pedersen, da denne en Gang efter hendes egen Forklaring i Fastelavnen, efter Arrestantindens Udsagn i Forsommeren overnattede i Søren Hansens Gaard en til 10 Øre vurderet Portemonnæ, indeholdende et Beløb af 1 Kr. 5 Øre, fra Søren Hansens Stedsøn, Carl Nielsen, en Gang i Slutningen af Juli Maaned, da Arrestantinden gjorde rent i Karlekammeret, 60 Øre, som laa i Carl Nielsens i dette beroende Benklæder, fra Tjenestekarl Søren Knudsen, kaldet Fallesen, kort efter 75 Øre af en Portomonnæ i Lommen paa dennes ligeledes i bemeldte Kammer beroende Benklæder, fra Kjøbmand Jensen i Klejs en Dag i August Maaned, da hun havde et Ærinde i dennes Boutik og var bleven ene sammesteds 1/2 Pd. Chocolade, vurderet til 60 Øre, og fra Søren Hansens Hustru i Begyndelsen af September 20 Øre, som laa i en Servanteskuffe i Sovekammeret, benyttede Arrestantinden, da hun, som meldt, havde stukket Ild paa Søren Hansens Gaard, Lejligheden til under eller strax efter Ildebranden at tilvende sig et Guldarmbaand, en Sølvuhrkæde og en Guldring, hvilke Gjenstande, der ere vurderede til ialt 36 Kr. , tilhørte Søren Hansens Hustru og beroede i et Skrin, der stod i en Skuffe, som i Anledning af Ildebranden var bleven flyttet ud af Søren Hansens Gaard. De sidstnævnte tre Gjenstande bleve Dagen efter, da Bestjaalne savnede dem, tilbageleverede til denne. Af de øvrige Koster er den fra Mariane Pedersen stjaalne Portemonnæ tilbageleveret til hende. Samtlige Bestjaalne have frafaldet Krav paa Erstatning med Undtagelse af Kjøbmand Jensen i Klejs, der har nedlagt Paastand om, at der tilkjendes ham en Erstatning hos Arrestantinden af 60 Øre.

Da Arrestantinden i Forhøret den 14 Januar d. A. første Gang tilstod, at hun havde dræbt sit Barn, Dagmar Eleonora, afgav hun tillige en Forklaring, der bl. A. gik ud paa, at Vognmand Peter Nielsens ovennævnte Hustru, Eleonora Kirstine Nielsen, ikke blot var vidende om, at Arrestantinden havde ombragt sit nævnte Barn, men ogsaa havde tilskyndet Arrestantinden til at gjøre dette, idet hun nemlig paastod, at Madam Nielsen, forinden Arrestantinden gik med Barnet ud paa Børnehospitlalet, havde rettet en bestemt Opfordring til hende om at dræbe Barnet den 26 Marts 1892 om Morgenen, og denne Forklaring, hvis Rigtighed Arrestantinden ogsaa senere fastholdt, gav Anledning til, at Madam Nielsen den 16 Januar blev anholdt og derefter den 19 s. M. belagt med Varetægtsarrest. I et den 4de Februar d. A. afholdt Forhør efter hvis Afholdelse Madam Nielsen, der indtil da havde været arresteret, blev løsladt tilbagekaldte Arrestantinden imidlertid sine tidligere afgivne Forklaringer, forsaavidt disse angik Eleonora Kirstine Nielsen, og vedgik, at de af hende mod Madam Nielsen fremførte Beskyldninger vare usande, og at hun kun havde fremsat dem i det Haab, at den af hende i Anledning af Barnets Drab forskyldte Straf vilde blive mindre, naar hun angav at have handlet efter en Andens Tilskyndelse.

Endelig har Arrestantinden endnu vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at hun, hvem der, da hun havde paadraget sig bestemt Mistanke for at søge Erhverv ved Utugt, under 1 Juli 1890 af Kjøbenhavns Politi i Henhold til § 3 i Lov af 10 April 1874 om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse, var givet Advarsel derimod med Tilkjendegivende, at Overtrædelse af denne Advarsel efter Straffelovens § 180 og den ovennævnte Lovs § 4 vilde paadrage hende Straf af Fængsel eller Tvangsarbejde, desuagtet i Løbet af det Tidsrum, da hun som meldt i Aaret 1892 opholdt sig paa Dyrehavsbakken, har bedrevet Utugt med mange forskjellige Mandspersoner for Betaling, samt at hun derhos harbedrevet saadan Utugt, uagtet hun, der tidligere havde været befængt med venerisk Smitte, kort efter at hun havde taget Ophold paa Dyrehavsbakken, havde mærket, at hun atter var behæftet med saadan Smitte.

Efter hvad der saaledes foreligger, og idet bemærkes, at de trende af Arrestantinden begaaede Drab, efter hvad der er oplyst, maa anses udførte med Overlæg, maa det billiges, at hun for disse ved Underretsdommen er anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf, hvorefter Spørgsmaalet om yderligere Straf efter samme Lovs § 281, 1ste Stykke, 230, 1ste Stykke, § 225, § 180 og § 181 for de øvrige af Arrestantinden, som ovenanført, begaaede Forbrydelser ifølge bemeldte Lovs § 62, 1ste Stykke, bortfalder, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser med Hensyn til de Arrestantinden i Henhold til de ovenanførte derom nedlagte Paastande, der ved Dommen ere tagne til Følge, paalagte Erstatninger samt i Henseende til Aktionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

(Højesteretstidende nr. 3 1895 s. 40-48, samt Højesteretstidende nr. 4 1895 s. 49-51).

I lighed med andre dødsdomme blev straffen ændret til livstid i Christianshavn Kvindefængsel.