Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævnet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Barnemord og Selvmord. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden fandtes - som i Gaar meddelt - imellem Tangen paa Stranden syd for Frederikhavns Havn et Barnelig, der, som det syntes, nylig maatte være kastet i Havet Da alt tydede paa, at der forelaa et Mord, udsendte Politiet i Følge "Aalb Amtstd" straks en Del Slikbreve, hvori udlovedes en Belønning af 50 Kr. til den, der kunde skaffe Oplysninger i Sagen.

En Tjenestepige i Frederikshavn kom derved i Tanker om, at der i det Værtshus, hvor hun tjente, forleden havde logeret en Bondepige, som om Eftermiddagen, da hun spurgte om Logis, havde en Pakke under Armen, men efter at være gaaet en Tur i Byen, var vendt tilbage uden bemeldte Pakke. Endvidere at den fremmede, da Tjenestepigen om Aftenen viste hende op paa sit Værelse, havde været vaad om Fødderne og paa den nederste Del af Kjolen.

Politiet, der straks blev underrettet herom, fik hurtig fat i Vedkommendes Adresse, hvilken ogsaa viste sig at føre lige til Maalet.

Lørdag Eftermiddag arriverede en Politibetjent fra Frederikshavn til Sæby for i Følge med Politibetjenten herfra at køre ud til Gaarden "Tveden" i Albæk, hvor Pigen tjente.

Ved at gaa lige løs paa Sagen med et: Nu har vi fundet Barnet!" svarede hun betuttet: "Naa, har I det!"

Hendes Forklaring gaar i øvrigt ud paa følgende:

Efter at hun over for sin Husbond gentagende gange havde nægtet, at hendes Upassenhed skyldtes Svangerskab, udbad hun sig for nogen id siden Tilladelse til at maatte rejse hiem til Emb, hvor hun er fra Hun fik ogsaa Lov til at tage afsted, men reiste ikke længere end til Jordemoderen i Sæby, hvem hun bad om at maatte være hos i nogen Tid, og over for hvem hun paa Spørgsmaat derom indrømmede at være frugtsommelig.

Efter at være bleven anbragt hos en Enkekone fødte hun for en fjerten Dages Tid siden et lille Pigebarn, med hvilket hun paa ellevte Dagen efter begav sig til Frederikshavn for at tage med Toget til sit Hjem, hvor man i Følge et modlaget Brev ventede hende med Barnet.

Imidlertid døde det lille Væsen under Vejs i Postvognen, og hun besluttede saa at skille sig af med Liget ved at kaste det i Havet.

At denne Forklaring ikke passer, er let at se. Imidlertid faar man nøjes med den, thi da Arrestforvareren i Frederikshavn i Søndags Morges indfandt sig i Cellen, havde Pigen hængt sig. Stiv og kold hang hun i et Forklæde.

Den Ulykkelige var 26 Aar gammel og forlovet med en Karl i Randersegnen, medens en Karl i Albert derimod var Fader til Barnet.

(Social-Demokraten 3. februar 1892).

Frederikshavn arrest i Danmarksgade 6 er fra 1846 og er den ældste igangværende arrest i Danmark.

Mishandling af et Pleiebarn m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestantinden Frederikke, der er gift med Sømand M., med hvem hun har to Børn forlod i Oktober Maaned f. A. sit Hjem, en Landsby mellem Horsens og Aarhus, hvorefter hun tilskrev sin Mand, at hun var reist til Amerika, medens hun i Virkeligheden var reist til Kjøbenhavn med den Tiltalte Peter K. der ligeledes var gift i Jylland, og vare Arrestantinden og den Tiltalte, efter at have boet en kort Tid i Kjøbenhavn, flyttet til Sundbyøster, hvor de levede som Ægtefæller under det falske Navn Tander. 

I Begyndelsen af Marts Maaned d. A. fik de efter Aviserne Karen Petersens den 19. Juli 1890 fødte Barn Carl Christian Petersen i Pleie for en maanedlig Pleieløn af 14 Kr., og da Barnet, der maa antages tidligere at have havt "engelsk Syge", men som iøvrigt var rask og livlig, da de modtog det, efter et Par Maaneders Forløb blev syg og oftere klagede og jamrede sig, henvendte Arrestantinden, da en i samme Hus boende Kone opfordrede hende til at søge Lægehjælp, sig paa Polikliniken i Walkendorffsgade, hvor den vagthavende Læge, der erklærede, at Barnet havde engelsk Syge, paalagde Arrestantinden, foruden at anvende det paa en Recept, som han medgav hende, anførte Middel, at give Barnet nymalket Mælk fire Gange daglig samt et Bad hver Aften. Arrestantinden undlod imidlertid, ikke fordi hun manglede Raad dertil, men af Ligegyldighed, at efterkomme disse Forskrifter, idet hun dog et Par Gange vil have givet Barnet et Bad, medens hun vedblev at give Barnet den samme Næring som hidtil, nemlig halvskummet Mælk. 

Et Par Dage efter, at Arrestantinden havde været hos Lægen, saa vidt hun erindrer en af de første Dage i Mai Maaned d. A., faldt Barnet fra hende ned paa Gulvet, medens hun sad og vadskede det, ved hvilken Leilighed Barnet brækkede den venstre Overarm, hvad Arrestantinden strax bemærkede, men hun undlod i den Anledning at søge Lægehjælp eller at foretage Nogetsomhelst, uagtet Barnet øjensynlig led meget herved, navnlig naar Arrestantinden tog Barnet op for at vadske det, idet det uafladelig skreg og jamrede sig. 

Efter ca 14 Dages Forløb, da hun, paa Grund af at Barnet begyndte ar bevæge den brækkede Arm, antog, at den var voxet sammen, henvendte hun sig til en i Nærheden boende saakaldet "klog" Kone, Medtiltalte Henriette, med Barnet, da dets øvrige Tilstand var slet, for at faae Raad hos hende herfor, og erklærede denne, til hvem Arrestantinden ikke omtalte, at Armen havde været brækket, at Barnet havde den engelske Syge, og at det skulde indgnides med en Salve, hvorefter Barnet, da Tiltalte Henriette var syg og sengeliggende og saaledes ikke selv kunde behandle det, af hendes Søstersøn, Arbeidsmand S., der var tilstede ved denne Leilighed, strax blev indgnedet med en Salve, som Tiltalte leverede , hvorhos hun ordinerede som Næring for Barnet Semoulegryn, kogt i Vand samt Fisk og anden let Føde. Arrestantinden indskrænkede sig derefter til i 4 a 5 Dage at give Barnet Semoulegryn, kogt i Vand, men da denne Næring forekom hende utilstrækkelig, kogte hun Grynene i halvskummet Mælk.

Onsdagen den 20. Mai var Madame T., der tidligere havde havt det paagjældende Barn i Pleie, og som havde hørt, at Barnet var sygt, kommet op til Arrestantinden for at se til Barnet, og hun fandt det da i en elendig og ussel Tilstand, fuld af Urenlighed og Bylder og tilsyneladende i stærk Feber. Da hun tog Barnet op for at gjøre det rent, laa det i en Pøl af Urin, idet der var bredt et Stykke Voxdug under det, og Barnet, der ogsaa havde Bylder paa Kroppen, var efter Konens Forklaring som kogt i det varme Vand, hvori det laa, ligesom det ogsaa var saa forpint, at det næsten ikke kunde græde. Den Skjorte, Barnet var iført, var ganske stiv af Udflod fra Bylderne og af den Salve, hvormed det var bleven indgnedet, idet det i 6 Dage ikke havde faaet rent Linned paa, og den stive Skjorte havde skaaret ind i Barnets Hals lige over en stor Byld. Da Madame T. forlangte en Skammel og en Svamp, for at Barnet kunde blive vadsket rent, viste det sig, at Arrestantinden ingen af Delene havde, idet hun, naar hun skulde gjøre Barnet rent, brugte uldne og linnede Klude. 

Efter Madame T's bestemte Forlangende blev der nu hentet en Læge, og denne erklærede, at Barnet skulde indlægges paa Hospitalet, men da dette endnu ikke var skeet den 23. Mai, havde Madame T. med Barnets Moders Samtykke taget Barnet med sig hjem , og det blev derefter under 28. f. M. indlagt paa Kommunehospitalet, men afgik allerede den 31. f. M. ved Døden. Barnets Moder, der kun hver fjortende Dag kunde tilse Barnet, har forklaret, at medens Barnet i den første Tid efter at være kommet i Pleie hos Arrestantinden, ikke syntes at blive daarligt passet, forandrede dette sig senere, og da hun den 19. Mai efter længere Tids Forløb tilsaae Barnet, var det Klokken imellem 12 og 1 om Eftermiddagen endnu ikke gjort i Stand fra den forrige Dag, hvorfor hun tilskrev Madame T., om denne ikke kunde tage Barnet igien, da hun ikke vilde lade det blive længere hos Arrestantinden, og flere i det samme Hus som Arrestantinden boende Personer havde hørt Barnets stadige Skrigen og Jamren, hvad der foranledigede dem til at henvende sig til Arrestantinden med Spørgsmaal om, hvad der var i Veien, hvortil denne havde svaret, ar Barnet Intet feilede, men at dets Skrigen hidrørte fra, at det ikke vilde gjøres i Stand. 

Ved Indlæggelsen paa Kommunehospitalet var Barnets Tilstand saaledes, at Reservelægen efter Anmodning af vedkommende Overlæge, med Bemærkning, at Barnet bar utvivlsomme Mærker af Mishandling eller grov og skjødesløs Behandling, henledte Politiets Opmærksomhed paa det omhandlede Forhold. Efter den foretagne Obduktion af Liget anføres som Dødsaarsag katarrhalsk Lungebetændelse, og bemærkes det i Forretningen med Hensyn til Bruddet af Armen, at der midt paa Diafysen findes en ved fibrøs Callusmasse forbundne med Deviation saa vel i Længderetning som med vinkelbøining helet Fraktur, medens det i Konklusionen iøvrigt anføres, at Liget ikke har Tegn paa ydre Vold, men der fandtes et meget slet og ufuldstændig helet Brud af venstre Overarmsknogle, som skjønnes at have fundet Sted for henved en Maaned siden; desuden frembød Liget Tegn paa Raptus (engelsk Syge), en Sygdom, som særlig skyldes uhensigtsmæssig Ernæring og som i betydelig Grad nedsætte Børnenes Modstandskraft mod andre Sygdomme. Herefter kunde Arrestantinden ikke ansees ved sin Behandling af Barnet at have forvoldt dets Død, men vilde hendes Forhold overfor det til hendes Omsorg betroede Barn være at henføre under Straffelovens § 202. 

Hvad angaaer den Tiltalte K, da har han nægtet at have været vidende om, at Barnet havde brækket Armen, hvorimod han har indrømmet at have set, at Barnet var fuld af Bylder og at have bemærket, at Barnet i de sidste 3 Uger stadig skreg og jamrede sig, saa at det havde været paa Tale mellem ham og Arrestantinden, at de vilde flytte ind i et andet Værelse om Natten, for at faae Ro for Barnets Skrigen, hvad der dog ikke blev til noget, ligesom han i det hele har været vidende om den slette Behandling og Mangel paa Pleie, Barnet var Gjenstand for; men han har desuagtet undladt at søge Lægehjælp, for at skaffe det til hans og Arrestantindens Omsorg betroede Barn nogen Lindring, og vilde han som Følge heraf ligeledes være at anse efter Straffelovens § 202.

Derhos ville saavel Arrestantinden som den nævnte Tiltalte, der have erkjendt, at de ikke havde Tilladelse til at have Børn i Pleie,som Følge heraf begge være at anse efter Lov Nr. 79 af 20. April 1888 § 2 jfr. § 9. 

Hvad endelig angaaer den Tiltalte, Henriette, da er det godtgjort, at hun har taget det under Sagen ommeldte Barn under Behandling for engelsk Syge, idet hun har ladet det indgnide med en Salve, der bestaaer af lige Dele Althea- og Sene-Salve, og herfor forlangt i Betaling 1 Kr. Ifølge den under Sagen fremlagte Lægeerklæring kan den foretagne Indgnidning med Salven ikke antages at have gjort nogen Skade, hvis Indgnidningen ikke er gjort meget indtrængende og paa hudløse Steder, hvorved nogen Irritation kan være frembragt. Da den Tiltalte ikke har nogen Berettigelse til Lægepraxis og ikke har nogen Lægekundskab og har indrømmet, at hun helbreder for Benedder og lignende Sygdomme, samt kurerer Smaabørn for "engelsk Syge" ved Indgnidning med en paa Apotheket kjøbt Salve, og da denne af hende udøvede Lægepraxis, om end de af hende brugte Salver maa ansees for ufarlige, dog indirekte kan gjøre Skade ved at forhindre, at der i rette Tid af de Paagjældende søges kyndig Lægehjælp, vilde hun være at anse efter Lov 3. Marts 1854 jfr Forordning af 5. September 1794 § 5. 

Den af Arrestantinden og de Tiltalte forskyldte Straf bestemtes ved Amager Birks Extrarets Dom, for Arrestantinden Frederikke, der er født i Aaret 1866 og som ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder, for den Tiltalte K., der er født i Aaret 1850 og heller ikke er funden tidligere tiltalt eller straffet, til simpelt Fængsel i 14 Dage, hvorhos de hver især vilde have at betale en Bøde til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse af 20 Kr., og for den Tiltalte Henriette, der er født i Aaret 1810 og som tidligere er straffet for Kvaksalveri, til en Kjøbenhavns Amts Fattigkasse tilfaldende Bøde af 80 Kr.

(Dagens Nyheder 28. september 1891. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld.)

Barnemordet i Haarlev. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret har paadømt en fra Vallø Birks og Bjeverskov Herreds Extraret indanket Sag. hvorunder Arrestantinden Maren Kirstine M. tiltaltes for at have dræbt sit Barn.

Natten mellem 19de og 20de Avg. f. A. vækkede Arrestantinden Beboerne i det Hus paa Haarlev Overdrev, hvori hun og hendes 7 aarige Datter boede til Leje. idet hun angav, at hun umiddelbart forud var blevet bestjaalet. og at Barnet var slaaet ihjel. Ved Folks Tilstedekomst fandtes Barnet liggende død i Sengen med et Favnestykke Brænde hvilende over Arm og Bryst og med en Sten paa Ansigtet over Munden, Et andet Favnestykke laa ved Fodenden af Sengen og endnu en Sten ved Hovedgærdet. Dørene til et Skab i Stuen stod aabne, og en lille Trækasse, der ellers havde sin Plads i Skabet, laa udenfor Huset, medens dens Indhold var spredt omkring i Gaarden. Arrestantinden fortalte, at hun om Natten var vaagnet ved at høre Stakitlaagen i Gaarden lukkes op, og da hun saa Døren til Forstuen og Gaarden aaben og følte. at Barnet, der laa ved Siden af hende, var koldt, til kaldte hun Hjælp.

Denne Forklaring erkjendte Arrestantinden dog snart for usandfærdig og tilstod, at hun selv havde ombragt Barnet, samt afgav herom følgende Forklaring:

Arrestantinden, der var Gaardmandsenke, havde, efter at hun var komme saaledes tilbage, at hun havde maattet sælge Gaarden, i de sidste 2 Aar med sin Datter boet til Leje i ovennævnte Hus paa Haarlev Overdrev og levet i meget fortrykte Kaar, idet hun til deres Underhold kun havde Renten af en hende selv tilhørende Kapital af 1350 Kr. og af en Datteren tilhørende Kapital af 1175 Kr., og hendes Arbejdsfortjeneste og Hjælp fra familien kun var ubetydelig. Plaget af Sorger for Udkommet, nedtrykt over Barnets Sygelighed og sin egen forladte Stilling, havde hun alt i længere Tid omgaaedes med Tanken om at berøve sig selv og Barnet Livet, og denne Tanke havde i den sidste Tid optaget hende saaledes, at hun ikke havde Ro Nat eller Dag. Den 19de Avgust f. A. bestemte hun, at det nu maatte ske, og tog derfor fra en Brændestabel to Favnestykker ind i Stuen, hvilke hun mente at ville benytte tillige med to Sten, hun havde, uden at tænke paa hvorledes. Efter at de var gaaede til Sengs og Datteren var falden i Søvn, tog Arrestantinden det ene Favnestykke, der vejede 11 3/4 Pd., og lagde det over Barnets højre Arm, for at hindre hende i at bruge denne, og kvalte derpaa Barnet ved med Haanden at holde det for Mund og Næse. Da hun mærkede, at det var død, lagde hun den ene Sten af ca. 4 Pd.s Vægt paa dets Mund og den anden paa sin egen Mund samt et Favnestykke over sit Bryst for derved at berøve sig selv Livet. Da dette ikke virkede, opgav hun Tanken om Selvmord og tilbragte nu en Tid af Natten i Uro, snart liggende i Sengen, snart gaaende paa Gulvet, indtil hun for at skjule sin Gjerning og give det Udseende af, at den skyldtes en fremmed, foretog de ommeldte Forstyrrelser i Stuen og tilkaldte Folk.

Det kgl. Sundhedskollegium havde i en Erklæring ytret, at Arrestantinden maatte anses for aandssvag i en saadan Grad, at hun ikke kunde antages i Gjerningsøjeblikket at have været i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Overretten stadfæstede Underretsdommen, ved hvilken Arrestantinden var anset med Straf af Tugthusarbejde i 8 Aar.

(Morgenbladet (København) 7. august 1891).

Christian Nielsen Hjembæk. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. juli 1891 forsøgte Christian Nielsen Hjembæk at slå to af sine tre børn ihjel, og lykkedes med et af dem. Højesteretsdom faldt året efter:

En Fader, der dræber sit Barn. Højesteret har i Forgaars og i Gaar behandlet den tidligere omtalte Sag, hvor en Arbejdsmand i Kjøbenhavn, Christian Nielsen Hjembæk, havde søgt at drukne sine Børn og ogsaa aflivede det ene, medens det andet blev reddet af tililende Folk. For Højesteret var Oktavius Hansen Aktor og fremstillede i det væsentlige Sagen saaledes: 

Drabsmanden var et uægte Barn, hvis Fader ikke var kjendt, og hvis Moder forsvandt, medens han endnu var et spædt Barn. I nogen Tid gik Drengen - Kristian Nielsen hed han - "paa Omgang" i Sognet, men saa kom han i Pleje hos skikkelige Mennesker og viste sig saa flink og opvakt, at han ved Konfirmationen stod øverst paa Kirkegulvet. Han blev imidlertid forkjælet af Plejemoderen, og det viser sig senere, da han bliver Soldat, at han er meget letsindig, saa at han ofte bliver straffet for Udeblivelse af Tjenesten. I 1880 lærte han den Pige at kjende, som blev hans Hustru, og de levede i nogen Tid ret lykkeligt sammen. Men saa begyndte han at drikke stærkt - hvilket han havde faaet Smag for i Tjenesten - og da han sjælden bestilte noget, var det Hustruen, der maatte forsørge Familien. Da hun ofte bebrejdede ham hans Drukkenskab og Lediggang, kom det til Skænderi, og til sidst blev det hende saa uudholdeligt, at hun søgte Skilsmisse. Sagen blev ordnet saaledes, at Moderen beholdt de tre Børn, den 9-aarige Dreng Henrik, den 6-aarige Pige Jenny og den 4 aarige Dreng Karl. Denne Ordning var Manden forbitret over, idet han paastod, at han elskede Børnene, medens Moderen var ond imod dem. Han søgte ofte at faa fat i Børnene, og en Dag i Juli Maaned traf han de to yngste. Han trak dem først op i Ejendommen, hvor Hustruen boede, og da Døren til Lejligheden var aflaaset, søgte han at formaa Nabokonen til at lukke op. Hun nægtede det, og der udspandt sig et Skænderi, under hvilket Kristian Nielsen arbejdede sig mere og mere op i en exalteret Stemning. Til sidst tog han Børnene ved Haanden og med den Bemærkning: "Her kommer vi aldrig mere!" gik han roligt ned ad Trapperne med dem. Tanken om at dræbe dem var i samme Nu opstaaet hos ham, og han tog dem strax med hen paa den saakaldte Bispeeng, der laa 1,250 Alen borte, og hvor der fandtes et farligt Vandhul, som var 76 Alen langt, 42 Alen bredt og lidt fra Land 6 Alen dybt. Her sagde han strax til de smaa: "Nu skal I druknes!" og i det samme greb han den lille Karl og kastede ham ud i Vandet. Drengen kom dog ikke ud paa det dybe, men krøb i Land igjen, hvorefter Faderen greb ham om Halsen, kvalte ham og kastede Liget i Vandet. Jenny var, lammet af Skræk, bleven staaende ved Siden af, og Faderen klemte nu ogsaa hende om Halsen og kastede hende ud i Søen. Hun kom strax op paa Overfladen og raabte bønfaldende: "Fader!", hvilket dog kun havde til Følge, at Umennesket greb en Sten, som han kastede ud efter hende og ramte hende i Ansigtet. Nu ilede nogle Personer strax til, og det lykkedes ved de foretagne Oplivningsforsøg at bringe Barnet til Live igjen. Forbryderen, der ikke syntes at føle nogen Anger over sin Gjerning, gik ud til en Kammerat. hvor han var meget lystig, uden at det dog lod til, at han var meget beruset. Først næste Morgen, da han tog Afsked med Kammeraten, var han bleven alvorlig; han trykkede længe den andens Haand fast og sagde: "Farvel, Hans, nu ses vi ikke de første 16 Aar!" Kort efter blev han arresteret.

Under Sagens videre Forløb er der rejst Tvivl om Forbryderens Tilregnelighed. Han blev indlagt til Observation paa Oringe Sindssygeanstalt, og Lægeerklæringen gaar ud paa, at han vel er sløvet af Drik, men ikke sindssyg. Senere undersøgtes han af det kgl. Sundhedskollegium, der erklærer, at han er et "muligt arveligt degenereret Individ", hvis Aandsevner yderligere er svækkede ved Drik. At han ikke er normal, skulde Aktor gjærne indrømme - det er da heldigvis ikke normalt, at Folk myrder deres Børn - , men skulde man kun straffe de Forbrydere, der var normale, blev ikke mange straffede. 

- Ved Frederiksberg Birk var Drabsmanden idømt Tugthusstraf paa Livstid, hvilken Straf Overretten derimod nedsatte til Tugthus i 16 Aar. Højesteret afsagde i Gaar Eftermiddag Dom i Sagen. Herom telegraferer Ritz. Bur.: Christian Nielsen Hjembæk, idømtes livsvarigt Tugthus. Højesteret fandt ikke i det foreliggende tilstrækkelig Føje til at antage, at Straffelovens § 39 kunde komme Arrestanten til Gode i Nedsættelse i Straffen for Personer, der ikke kunne antages i Gjerningens Øjeblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos sjælssunde Personer). Paa den anden Side havde Retten Betænkelighed ved at statuere, at Handlingen var udført med Overlæg, hvorfor Arrestanten blev dømt efter Straffelovens § 186.

(Holstebro Dagblad 28. juli 1892).

Blandt Døde. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad Publikum ikke faar at se paa Hospitalerne.

En af vore Medarbejdere havde forleden Dag Ærinde paa Kommunehospitalet. Ved en Hændelse kom han ind i Obduktionssalen og fik her at se lidt af det, som ellers strængt er forbeholdt de Indviede.

Obduktionssalen ligger i en lille lav Tilbygning til Ligkapellet ved Bartholinsgade. Straks man kommer indenfor Døren, har man Brug for al sin Nervestyrke. Tilhøjre hænger i et lille Rum nogle hvide Frakker, oversølede med Blod, det er Lægernes Arbejdstøj. Men det Syn, som man møder ved et Blik ud i det ret store Værelse, glemmer man aldrig, naar man da ikke er "Fagmand" og har faaet sig hærdet gennem Vanens Magt. Der staar tre Borde midt paa Gulvet. Oven paa hvert Bord ligger der en Art Bakke af Træ, med opstaaende Kanter og Bunden skraa nedad mod Midten, hvor der findes et Afløbshul. Bakkerne er alle rødmalede. Paa hver af dem ligger der et Lig.

Vi standser ved det første. Det er en ung Mand omkring de tredive. Ved den venstre Stortaa er der bunden en Seddel, hvorpaa hans Navn, Sygdom og Dødsdag, staar skrevet. Hovedet ligger tilbageoverbøjet, Munden er fast sammenkneben og Øjnene lukkede. det tynge mørke Skæg skyder i Farven sammen med Hudens graablaa Dødningeteint. Fra Hagen og ned til Skridtet er han skaaret op og alle Indvoldene ligger paa Bakken ved siden af Kadaveret. Han er fuldstændig tom, man ser de blottede Ribben og Rygsøjlen. Hans Lunger ligger gennemskaarne ved hans venstre Haand og tæt derved leveren, som er fuld af Pletter og Saar, der stammer fra en eller anden Betændelse. Ved et Bord sidder Prosektor omgivet af en Del Medicinere og skærer i Hjærtet, medens han forklarer sine Tilhørere Sygdommens Kendetegn.

Paa det andet Bord ligger der ogsaa en Mand. Hvorledes han egentlig har set ud kan vi ikke gøre os noget Begreb om. da "Kalotten er trukken ned om Ørene paa ham", som det tekniske Udtryk lyder. Det vil sige, at der tvers over hans Isse er gjort et Snit med en Kniv, og hele Hovedhuden er krænget ned over Hovedet paa ham. Det ser mærkeligt ud, at Haaret saaledes vender indad og den blodige Hud ud. "Kalotten" er løsnet helt ned til Øjenhulerne og den nedtrukne Hud skjuler hele Ansigtet. Det er den saakaldte Kadaverkarl, som udfører dette Arbejde. Naar Kalotten er slaaet af kommer han med en sin Sav, hvormed han giver sig til at save Hjærneskallen igennem Det udføres forsigtig for ikke at beskadige Hjærnen, og naar Savningen er forbi kommer Prosektor og brækker med et Instrument Skallen helt op, saa Menneskeaandens hemmelige Værksted ligger blot. Og saa bliver Hjærnen vendt og drejet, skrabet og rodet i, - Ting som vi Lægfolk ikke forstaar os paa, men som ikke just er saa hyggeligt at se.

I den tredje Bakke ligger der en Kvinde, skaaret op ligesom Manden paa det første Bord. Vi staar et Øjeblik og fordyber os i Forskællen paa Mandens og Kvindens indre Bygning, da Karlen kommer hen og begynder at hale Tarmene til sig. Efter at have tømt dem, fylder han dem med Vand, saa de spiles ud, og Lægerne ligger og føler langs ned ad dem for at se, om der er Saar eller andre Skrøbeligheder paa dem.

Naar Videnskaben endelig er sket Fyldest, samler man hele Indholdet sammen igen og fylder det i Kadaveret, som saa sys sammen. Vi lagde Mærke til, at den ene Mand fik sit Hjærte gemt nede i Maven. Derpaa vaskes Ligene, klædes i Ligløj og lægges i Kiste, og ingen aner siden, hvor meget der kort i Forvejen er "rodet" i dem.

Forgivet - døbt - kvalt og druknet.

Inde paa Hospitalet hørte vi en ret ejendommelig Historie, som skal være passeret en Gang i Vinter Vi har hørt den fra to-tre forskellige Sider, saa vi er vis paa, at den er paalidelig. 

Der blev paa Hospitalet indlagt en Kone paa lidt over tyve Aar. Hun var enten frugtsommelig eller havde en stor Svulst i Underlivet, muligvis begge Dele. Hvis hun var svanger, laa Fostret imidlertid saaledes, at hun ikke kunde føde uden at lade Livet. Det var hvad Lægerne kalder et "Ekstrauterint Svangerskab". Det blev da besluttet at operere hende, for om muligt derved at frelse hendes Liv. Hun døde nogle Timer efter Operationen, men det viste sig, at hun var svanger med et kun 5 a 6 Maaneder gammelt, men desuagtet levende Foster.

Dette Foster blev, efter at det var skaaret ud af Moderens Liv, lagt i en Glasskaal, hvor det laa i mindst i et Kvarter, medens man syslede med Moderen. Det var ca. 10 Tommer langt og kunde umuligt leve længere end 24 Timer, da Tarmkanalen ikke var saa udviklet, at det kunde fordøje Føde, som tilførtes det gennem Munden. Det blev besluttet at dræbe det, for at det ikke langsomt skulde pines ihjel.

Allerede det, at det levede efter at have ligget et Kvarter i Glasskaalen, udsat for Luftens Paavirkning og den stærke Temperatur-Overgang fra Moderens Liv, allerede det forbavsede Lægerne, men de skulde faa større Grund til at undre sig. En af dem tog Fostret og duppede Hovedet i Sublimatvand i den Tro, at det straks skulde dræbes deraf.

Men da han tog Fyren op, sprællede den lige stærkt.

Paa dette Tidspunkt indtraf der en Episode, som man ikke ved om man skal le eller græde over. Der kom en Sygeplejerske fra det Røde Kors ind i Operationssalen, og da hun saa, at man var i Færd med at dræbe det 5 Maaneder gamle Foster, spurgte hun straks om det var døbt. Nej, det havde man rigtignok ikke tænkt paa. Den kristelige Sygeplejerske protesterede nu paa det kraftigste mod at dræbe Fostret før det var døbt. Der var ingen af Lægerne, som følte sig kaldet til at være Præst, og den Røde-Kors-Pige tog da selv et Vandfad og døbte med en Højtidelighed, der jog adskillige af Lægerne og Kandidaterne ind i et Sideværelse, det ufødte Forster i Faderens, Sønnens og den Hellige Aands Navn. Hvad det kom til at hedde og hvem Fadderne var, har vi ikke kunnet faa oplyst.

Da Daaben var til Ende og Fostret saaledes reddet for det evige Liv (!), tog man igen fat paa at slaa det ihjel. En Kandidat fattede det med sin ene Haand om Halsen og forsøgte at kvæle det. Men saa sejglivet var det, at man fandt det varede for længe inden han fik Ende paa det. Man hentede saa en Spand Vand, og nu lykkedes det endelig at faa Livet af Fosteret ved at drukne det.

Nogle Dage efter blev det sammen med Moderen begravet paa Kirkegaarden. Her ligger altsaa et ufuldbaaret Væsen, om hvem det nok kan siges, at det aldrig er født, men desuagtet har været kristnet Borger i Samfundet.

(Social-Demokraten 4. marts 1891).

Ligkapellet i ombygget form ligger på Bartholinsgade nr. 2, hjørnet med Nansensgade og Bartholinsgade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Fra Trap Danmark (på Lex.dk) fås følgende oplysninger: Oprindelig var det af Christian Hansen tegnede kapel mod Bartholinsgade et kapel. Det indeholdt pynterum, præsteværelse, ligrum og laboratorier. Den oprindelige del består af en central bygningskrop omkranset på tre sider af lavere fløje, som indvendigt indeholder korridor på bagsiden og separate rum mod øst og vest. Den centrale bygningskrop har skiferbelagt sadeltag, på sidefløje og tilbygninger er taget beklædt med zink af nyere dato. Indgangspartiet er rundbuet og et består af sammenhængende dør- og vinduesparti, der afspejler kapelrummets loftshøjde. Bygningen blev forlænget på bagsiden både i 1900 med laboratorier og i 1970 ud med henblik på at skabe direkte forbindelse til patologisk institut, som blev om- og udbygget på samme tid. Indvendigt fremstår kapellets hovedrum med originalt, rødt terrazzogulv med sort bort og dekorationer af hvide mosaikstifter, malede vægge med kvaderimitation som i H-fløjens trapperum samt originale, malede bjælkelofter med røde trækbånd. De originale fyldningsdøre og greb, fodlister og gerichter er bevarede. De omkringliggende rum er indrettet som kontorer, der ligesom korridoren og interiøret i det øvrige anlæg fremstår med varierende originalitet, hvad angår vinduer, lofter og overflader.

I dag anvendes den som forskningskontorer og undervisning, Københavns Universitet. Bygningen står i gulsten med røde teglstensbånd og rundbuefriser som de øvrige oprindelige bygninger i anlægget. 

Ikke Kommunehospitalet, men Sankt Johannes Stiftelsens lighuset hvor selvmordere, dødfundne og ofre for ulykker eller drab blev indbragt til obduktion. Ukendt fotograf, 1921. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.