Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævaet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Siliane Marie Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 6. november 1878 afsagde Øster og Vester Herreders Extraret for at have skilt sit barn ved livet til forbedringshusarbejde i 2 år. Den 16. december 1878 afsagde landsoverretten i Viborg dom over Siliane Marie Christensen med forbedringshusarbejde i 5 år. Højesteret nedsatte den 17. marts 1879 dommen til 2 år. Sagens akter som følger:

Højesteretsdom Nr. 74.
Mandagen den 17de Marts.
Etatsraad Buntzen

contra

Siliane Marie Christensen (Defensor Levinsen), der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens § 194, eventuelt tillige af § 192.

Øster- og Vester Herreders Extrarets Dom af 6te November 1878: Arrestantinden Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 2 Aar, samt udrede. alle af sin Arrest og denne Sag samt hendes Henbringelse til Straffeanstalten lovligt flydende Omkostninger, hvorunder i Salair til Actor, Sagfører Vorck, og Defensor, Procurator Smith, 10 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Viborg Landsoverrets Dom af 16de December 1878: Tiltalte Siliane Marie Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar. Saa udreder hun og Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten, Procuratorerne Isaacsen og Fasting, 15 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Etatsraad Buntzen og Advocat Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 40 Kroner til hver. 

I den indankede Doms Præmisser hedder det: „Under denne Sag tiltales Siliane Marie Christensen for Overtrædelse af Straffelovens § 194 og eventuelt tillige § 192.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun, der efter sin Forklaring en Dag i Ugen efter Helligtrekongersdag d. A. havde havt Samleie med en hende iøvrigt saagodtsom ubekjendt Karl, og som senere saavidt hun troer i Februar Maaned havde mærket, at hun var frugtsommelig, ligesom hun i den paafølgende Tid oftere følte, at Fosteret var levende, har fattet den Beslutning uden at hun har kunnet opgive, naar Tanken herom først opstod hos hende at dølge sit Svangerskab, saagodtsom hun kunde, samt at skjule Fødselen og lade Barnet, saafremt det maatte komme levende til Verden, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, medens hun ikke vil have dannet sig nogen bestemt Plan for, hvorledes hun, naar Tiden kom, da hun skulde føde, nærmere vilde bære sig ad hermed. I Overensstemmelse med denne Beslutning, som hun senere uforandret fastholdt, nægtede Tiltalte, der i Marts Maaned d. A. kom til at tjene i Lundtang Kro, paa sin Madmoders Spørgsmaal desangaaende, at hun var frugtsommelig, og aabenbarede ikke sin Tilstand for Andre end for sin Moder og en i Kroen tjenende Karl, med hvem hun fra Pintsetid d. A. jevnlig har pleiet legemlig Omgang, idet hun dog for begge disse gav det Udseende af, at hendes Svangerskab var en Frugt af hendes Forbindelse med den Sidstnævnte.

Tiltalte vil ikke have ventet sin Nedkomst førend 8 Dage efter Mikkelsdag, men Natten mellem den 25de og 26de September henimod Kl. 2, medens hun og en anden Tjenestepige, med hvem hun delte Natteleie i Pigekammeret, laae til Sengs, mærkede hun, at Fødselsveerne indfandt sig, og da det som meldt, var hendes Hensigt at føde i Dølgsmaal, og at Barnet ikke skulde leve, undlod hun at kalde paa den i Sengen ved Siden af hende liggende Pige, der sov, ligesom hun for ikke at vække denne afholdt sig fra at skrige, og efter 1 a 1% Times Forløb fødte hun, liggende paa Ryggen i Sengen med Dynen over sig, et Pigebarn, som hun efter Fødselen, der foregik hurtigt og let, lod blive liggende under Dynen imellem sine Laar. Et Øieblik efter Fødselen satte Tiltalte sig op i Sengen og overrev med sine Fingre Navlestrengen, hvorpaa hun, da hun kunde mærke, at Efterbyrden vilde komme, flyttede Barnet længere ned imellem sine Ben, idet hun tog det med Hænderne om Livet, og efterat hun derpaa var bleven skilt ved Efterbyrden, som hun lagde fra sig paa Gulvet ved Siden af Sengen, lagde hun sig igjen tilbage i Sengen, idet hun fremdeles lod Barnet, som hun efter sit Udsagn ikke ønskede at see, men vilde lade passe sig selv, forblive liggende mellem sine Ben. Tiltalte har vedgaaet, at hun vel vidste, at Barnet der iøvrigt efter hendes Udsagn hverken har rørt sig eller givet nogen Lyd fra sig, saa at hun ikke af egen Erfaring vidste, om det har levet efter Fødselen ved at forblive liggende under Dynen nødvendig maatte døe, hvis det var levende født, men at hun desuagtet ikke noget Øieblik tænkte paa at tage Barnet op til sig for mulig at redde dets Liv, idet det netop var hendes Ønske og Villie, at Barnet ikke skulde leve, medens hun paa den anden Side ikke selv vilde tage Livet af det. Efter nogen Tids Forløb som Tiltalte antager Kl 5 a 5½ stod hun ubemærket af den anden Pige, der vedblev at sove, op af Sengen, i hvilken hun laae yderst, tog Barnet, der da var dødt, men endnu varmt, frem af Sengen og indbandt det i et Skjørt og et Tørklæde samt lagde Pakken med Barnet ned ved Fodenden af Sengen, og efterat hun derpaa havde baaret Efterbyrden udenfor paa Marken og dækket den til med noget Jord, gik hun atter til Sengs. Da hendes Medtjenerinde noget efter var staaet op og gaaet ud i Stalden for at malke, fik Tiltalte Leilighed til at bringe Pakken med Barnet over i et Kammer ved Bageriet og gjemme den i sit der staaende kab, hvor det hen paa Formiddagen efter hendes Anvisning blev fundet af hendes Madmoder og Jordemoderen, hvem det var lykkedes at faae Tiltalte til at tilstaa, hvad der var foregaaet.

En af Fysikus og Distriktslægen, der den 28de September d. A. obducerede det heromhandlede Barnelig, afgiven Beskrivelse af Obductionsfundet, gaaer blandt Andet ud paa, at Barnet var fuldbaaret og altsaa levedygtig, at det har aandet og altsaa været levende født, og at Døden maa antages indtraadt suffocativt paa Grund af Mangel paa tilstrækkelig Luft, da Barnet efter Fødselen henlaae i flere Timer under Dynen mellem Moderens Ben.

Idet det nu efter alt, hvad der saaledes er fremkommet, maa antages, at det af Tiltalte fødte Barn er kommet levende til Verden og derefter er bleven kvalt ved at blive liggende under Dynen mellem Tiltaltes Ben, maa Tiltalte der som meldt har tilstaaet, at hun ifølge en forud fattet Beslutning om at lade sit Barn, hvis det blev levende født, døe af Mangel paa fornødne Livsbetingelser, har i dette Øiemed ladet Barnet blive i Sengen under Dynen, og at hun var sig bevidst, at Barnet, hvis det ikke var dødfødt, nødvendig maatte blive berøvet Livet ved denne Fremgangsmaade anses forsætlig at have skilt bemeldte Barn ved Livet, uden at navnlig den Omstændighed, at hun ikke vil have vidst, om Barnet var levende, da det kom til Verden, vil kunne komme i nogen videre Betragtning, og hun, der er født i Aaret 1852 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, vil for dette sit Forhold være at ansee efter Straffelovens § 192, 2det Led, hvorefter der ikke bliver Spørgsmaal om at idømme hende en særlig Straf for Barnefødsel i Dølgsmaal efter § 194. Den Straf, som Tiltalte efter det Anførte har forskyldt, findes efter Sagens Omstændigheder passende at kunne bestemmes til Forbedringshusarbeide i 5 Aar, hvorhos Tiltalte vil have at udrede Actionens Omkostninger og derunder i Salair til Actor for Underretten 12 Kr., til Defensor sammesteds 10 Kr., samt til Actor og Defensor for Overretten 15 Kr. til hver."

(Højesteretstidende. Højesteretsåret 1879-1880)

Lundtang var på daværende tidspunkt sognets materielle midtpunkt og samlingssted: Ejeren Søren Chr. Carstensen (gården Lundtangvej 50) fik krobevilling, byggede mølle, drev købmandshandel og indrettede bageri – alt sammen i eller på gården. Her blev holdt møder, licitationer og afholdt valg til kommune og rigsdag. Det kaldtes også ”Lille København”. Kroen flyttede i 1903 pga. jernbanen og blev til Lunde Kro.

Tiltale for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat en herværende i Anledning af ovennævnte Forbrydelser arresteret Tjenestepige var bleven besvangret ved en Haandværkssvend og var kommen til Vished om sin frugtsommelige Tilstand, erklærede han ved en senere Sammenkomst med hende, at han ikke var Fader til hendes Barn. Herover blev hun meget ulykkelig, men tænkte dog ikke da eller senere før Fødselen paa at føde i Dølgsmaal eller paa at ombringe Barnet, hvorimod hun havde gjort de foreløbige fornødne Forberedelser til Fødselen. Først da den Tanke under selve Fødselen paatrængte sig hende, at hun vilde være ude af Stand til at forsørge Barnet, besluttede hun at dræbe det, hvis det bragtes levende til Verden, I denne Hensigt tog hun - efter at have ladet Barnet ligge ved Siden af sig omtrent '½ Time efter dets Fødsel, i hvilket Tidsrum hun hørte det græde - med sin venstre Haands Tommel- og Pegefinger foran om Barnets Hals og trykkede lidt, hvorefter Barnet hørte op med at græde og med at trække Vejret. Hun svøbte derpaa Barnet ind i noget Linned og lagde det under Dynen i sin Seng, hvor hun lod det ligge, indtil en senere tilstedebragt Jordemoder var kommen. Morgenen efter Fødselen stod hun op og begyndte paa sine daglige Sysler, men gik paa Grund af Mathed med sit Herskabs Tilladelse igjen i Seng, og da hendes Søster samme Dag indfandt sig hos hende, tilstod hun for denne, at hun havde født et Barn og kvalt det, hvorfor Søsteren fik en Jordemoder bragt tilstede, ved hvis Foranstaltning Arrestantinden og Barnets Lig blev bragt til den kongelige Fødsels- og Plejestiftelse. I Følge den legale Obduktion af Barnets Lig maatte det antages godtgjort, at Barnets Død var bevirket ved Arrestantindens Tryk paa dets Hals og at hun saaledes maatte betragtes som den forsætlige Aarsag til dets Død. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev Arrestantinden idømt 2 Aars Forbedringshusarbejde.

(Folkets Avis - København 26. maj 1877)

Barnelig i Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen).

Død af Sult. Den 31te August f. A. blev der i en Afkrog af Søndermarken fundet Liget af et 6 a 7 Uger gammel Drengebarn. Paa Liget, der var paaklædt og laa indsvøbt i et Shavl, fandtes der ingen ydre Beskadigelse, men ved den foretagne Obduktion sandles Liget i en hejst udtæret Tilstand, og Maven, Tarmene og Blæren saa godt som tomme. Ved den af Politiet anstillede Undersøgelse om Barnets Moder, blev Mistanken henledet paa Enken efter en Glarmester, der derefter blev eftersøgt og anholdt den 4de September. Hun erkendte straks at være det fundne Barns Moder, og Følgende blev derefter oplyst. Efter i flere Aar at have ført et usædeligt Levnet, blev hun i 1867 i en Alder af 22 Aar gift med en Glarmester i Valby, med hvem hun levede sammen til hans Død i 1872. Kort efter kom hun i Kjæresteforhold til en Malersvend, ved hvem hun blev svanger, og i Foraaret 1873 flyttede hun sammen med ham, idet det var deres Hensigt at indgaa Ægtestab. Uagtet der bestod et godt Forhold imellem dem, forlod hun gentagne Gange pludselig hans Hus og blev borte i flere Dage og Nætter. Den 16de Juli fødte hun Barnet, der saa sundt og rask ud. Den 20de Avgust, medens Kæresten var paa Arbejde, forlod hun med Barnet uden Varsel Huset, og han antog, at hun var flyttet til det Logis, hun havde talt om. I de 10 Dage, der derefter forløb, indtil Barnet døde, blev hun med Barnet set af Forskellige, der Alle har udsagt, at hendes nedenstaaende Forklaring er rigtig, at hun lod til al være meget omhyggelig for Barnet, der var godt indsvøbt, men saa sygeligt og afmagret ud, ligesom hun selv saa meget nedtrykt ud, medens hun dog ikke modtog et tilbud om at tage Ophold hos en Familie. Hun selv har forklaret, at hun ikke har gjort sig nogen Tanke om, hvor hun vilde gaa hen, da hun forlod Kæresten, men at hun gik til Valby for at hente sine Møbler og ved Salget af disse skaffe sig Penge til at sætte Barnet i Pleje. Da hun ingen Penge havde til at faa Møblerne transporleret til København for, opgav hun sit Forsæt. Senere gik hun, da hun intet Logis havde, ud paa Uttersløv Mark, hvor hun tilbragte Natten udenfor et Hus, hvis Beboere skyldte hende 5, Rd., som hun vilde kræve, men da hun den næste Dag hørte dem omtale, at de havde det smaat med Penge, krævede hun dem ikke, og det faldt hende ikke ind at bede dem skaffe hendes Møbler fra Valby til København. De var meget gode ved hende, men da hun syntes, det var en Skam, at de skulde vedblive at rode hende, forlod hun dem uden at sige, at hun ikke mere kom tilbage. Nu vidste hun imidlertid ingen Udvej for sig og Barnet, og hun gik I derfor og drev omkring idet hun om Natten laa med Barnet i Søndermarken. Hun var fortvivlet over sin Stilling og ulykkelig over at have Barnet, men nænnede ikke at tage del af Dage, hvorimod hun tænkte paa at lægge det hen paa er Sted, hvor det kunde findes og tages i Pleje af Andre, men hun kunde dog ikke bestemme sig dertil. Hun saa vel, at Barnet blev mere og mere usselt, og indsaa nok, at det ved denne Levevis tilsidst maatte dø, men hun gjorde sig ikke nogen nærmere Tanke i denne Henseende og var i det Hele saa fortvivlet, at hun ikke rigtig ved, hvad hun tænkte. Natten mellem den 29de og 30te Avgust laa hun ligesom de foregaaende Nætter med Barnet i Søndermarken. Hun havde den foregaaende Eftermiddag købt nogle Tvebakker, af hvilke han gav Barnet Noget, og hun havde ogsaa selv lidt Mælk i Brystet, og havde om Aftenen givet det lidt Die. Barnet laa hele Natten i hendes Arm og sov, indtil det omtrent Kl. 3 om Morgenen drog et Suk og døde. Hun blev liggende ved Liget til henad Middag, da hun gik hen til en Kilde og drak noget Vand, og hun vendte derefter tilbage til Liget, ved hvilket hun blev hele den øvrige Del af Dagen og den følgende Nat. Den næste Morgen forlod hun Søndermarken, idet hun lod Liget ligge i de Klæder, det var svøbt, og hun gik derpaa ud ad Strandvejen, tilbetlede sig Føden om Dagen, laa om Nætterne under aaben Himmel, tænkte paa at drukne sig, men kunde dog ikke bestemme sig hertil, og gik saa til København, hvor hun blev  anholdt.

Det kongelige Sundhedskollegium har under Sagen udtalt, at efter samstemmende Vidnesbyrd af de i Sagen afhørte Personer har Arrestantinden lagt en meget sørgmodig og nedtrykt Sindsstemning for Dagen, ikke blot efter sin Barselfærd, men ogsaa under Svangerskabet, paa en Tid, da hendes øjeblikkelige Livsforhold og Fremtidsudsigter forholdsvis ikke synes at have været saa kummerlig, at de i og for sig vilde give tilstrækkelig Forklaring derfor , og naar der henses til den planløse Adfærd, navnlig den gentagne Bortløben fra Kerrestens Hjem, hvortil der fra hans eller Andres Side ikke synes at være givet hende Grund, og hvorved hun selv forstyrrede Forholdet, saa at det paatænkte Ægteskab ikke kom i Stand, bliver det meget sandsynligt, at hun har lidt af et sygeligt Tungsind, som har kuet hendes Omtanke og Villiekraft. Hun blev derfor dom efter Straffelovens 198, jfr. § 39, og Straffen fastsat til 3 Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Dagbladet (København), 20. februar 1874. Socialisten 21. februar 1874).

Mishandling af et Plejebarn. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretten har i Fredags paakendt en Sag, hvis Enkeltheder er følgende: Barnet Ane Marie Larsen var født den 17de Februar 1867 udenfor Ægteskab af Tjenestepige Laurine Nielsen Larsen og blev den lste September f. A. af Moderen sat i Pleje hos en i Adelgade boende Kone, Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Arbejdsmand Svendsens Hustru. Den 30te Oktober f. A. afgik Barnet  ved Døden, og da Kommunelægen, der blev tilkaldt for at udstede Dødsattesten, fandt Omstændighederne mistænkelige, henledede han Politidirectørens Opmærksomhed paa det Ønskelige i en Undersøgelse af Plejemoderens Forhold overfor Barnet. Dettes Lig blev derefter underkastet en legal Sektion, hvorved det godtgjortes, at der paa dets Legeme fandtes en betydelig Mængde Saar, der antoges at være fremkomne ved en aldeles sædvanlig Hudsygdom, der som Følge af slet behandling og Mangel paa Pleje efterhaanden havde udbredt sig over en stor Del af Legemet, samt desuden talrige kirsebærrøde Striber, der navnlig paa Bagfladerne af Laarene og ned imod Knæhasene var saa tætsiddende, at de tildels dækkede og krydsede hverandre, og disse Striber skønnedes at være Følger af Slag med et Redskab som et kantet Fiskeben eller flækket Spanskrør. Da Tiltalte Svendsens Hustru modtog Barnet i Pleje, var det i det Hele sundt og livligt uden andre Tegn paa Sygelighed end nogle Saar i Hovedbunden. For at rense Barnets Hoved indgned hun dets Hovedbund med grøn Sæbe og børstede det derefter i nogle Minutter med en Klædebørste, saa at Sæben stod i Skum, en Fremgangsmaade, der efter Lægeskønnet maa have været saa smertefuld, at den falder ind under Begrebet Mishandling. Derhos har Tiltalte hyppig revset Barnet ved at slaa det, dels med den bare Haand, dels med et Spanskrør, og hermed vedblev hun, efter at Barnet var blevet saa sygt, at det trængte til Lægebehandling, ja endog Dagen før det døde, bibragte hun det 3-4 kraftige Slag med Spanskrøret over de blottede Laar; uagtet hun den Gang vidste, at Barnet var livsfarlig sygt, og uagtet de Legemsdele, hvorpaa hun slog, var fulde af Saar og Bylder. Nogle Dage forinden, nemlig den 26de Oktober, bandt hun med et tyndt Reb Barnet til kakkelovnen, som, efter hvad Tiltalte har paastaaet, kun var lunken, og lod det staa i denne Stilling i et Kvarters Tid for at forhindre Barnet fra at bemægtige sig Noget under hendes Fraværelse. Endvidere havde hun gjort sig skyldig i at lade Barnet mangle den tilbørlige Pleje, som hun maatte kunne indse, at dets fremadskridende Sygdom udkrævede, og ved at undlade endog at tilkalde nogen Læge før dets Død. Hvad Barnets Moder angaar, da var hun vel den 20de Oktober, da Plejemoderen henvendte sig til hende, enig i, at der skaffedes Lægehjælp til Barnet, men da hun fik at vide, at hun skulde udlevere sin Skudsmaalsbog *), vægrede hun sig herved, fordi hun da maatte forlange Bogen af Herskabet og derved lod dette erfare, at hun havde et uægte Barn; hun blev derfor enig med tiltalte Svendsen om, at denne skulde indskrænke sig til at anvende nogle af. Sidstnævnte angivne Midler. End ikke senere, efter at hun havde faaet Formodning om, at Barnet var i Livsfare, gjorde hun nogle Skridt for at bringe en Læge til Stede, fordi hun antog, at dette ikke vilde nytte; hun skønnedes derfor at have været medvirkende Aarsag til Barnets Død. De Tiltalte, der er i en Alder af 29 Aar, dømtes efter Straffeloven, Svendsen efter §§ 198 og 202 sidste Led, og Larsen ester §198, og Straffen fastsattes for Førstnævntes til Forbedringshusarbejde i ét Aar, for Sidstnævnte til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

*) Vi gad vidst, hvilken Læge eller Fattigforstander der var forlangt en Skudsmaalsbog, forinden der blev givet Hjælp til et dødssygt Barn. Red.

(Socialisten 24. maj 1873).

Højesteret. Dom i Sagen Nr. 140. 1873.

Etatsraad Buntzen Actor

contra

Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, ogLaurine Nielsine Larsen (Def.  Adv. Hindenburg). 

(Afsagt den 8 October 1873).

Et Fruentimmer anset efter Strfl. § 198 for under hendes Barns Sygdom, der endte med dets Død, efter Aftale med Barnets Plejemoder at have undladt at skaffe Barnet Lægehjælp, skjønt hun ansaa saadan for nødvendig. Plejemoderen straffet efter Strfl. § 198 og § 202 Led 2. 

Criminal og Politirettens Dom af 20 Maj 1873 er saalydende:

Under nærværende, mod Tiltalte Ane Margrete Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, for at have mishandlet sit Plejebarn og foranlediget dets Død og mod Tiltalte Laurine Nielsine Larsen for at have været Medaarsag til sit Barns Død anlagte Sag sigtes de som skyldige i bemeldte strafbare Forhold med Hensyn til Sidstnævntes d. 17 Februar 1867 udenfor Ægteskab fødte og d. 30 October forrige Aar ved Døden afgangne Barn Ane Marie Larsen.

Dette Barn havde Tiltalte Laurine Larsen sat i Pleje hos Tiltalte Svendsens Hustru d. 1 September forrige Aar, og hos denne forblev det indtil dets Ded.

Af de Barnets Lig obducerende Læger fandtes paa dets Legeme en betydelig Mængde Saar formentligen fremkomne ved en aldeles sædvanlig Hudsygdom, der som Følge af en slet Behandling og Mangel paa Pleje efterhaanden havde udbredt sig over en stor Del af Legemet, samt desuden talrige kirsebærrøde Striber, navnlig paa Underextremiteterne, hvilke paa Bagfladerne af Laarene og ned mod Knæhaserne vare saa tætsiddende, at de tildels dækkede og krydsede hverandre, og efter bemeldte Lægers Skjøn vare de omtalte Striber Følger af Slag med et Redskab som et kantet Fiskeben eller et flækket Spanskrør.

Af de foreliggende Oplysninger ses, at Tiltalte Svendsens Hustru modtog det heromhandlede Barn i en i det Hele taget sund og livlig Tilstand uden andre sygelige Tegn end nogle Saar i Hovedbunden, hvori tillige fandtes noget Uvej, men at der kort efter viste sig en begyndende Hudsygdom paa Barnets Legeme, som vedblev at udbrede sig og medførte en tiltagende Sygelighed.

At Tiltalte Svendsens Hustru har ladet Barnet, medens hun havde det i Pleje, lide Mangel paa tilstrækkelig Næring, hvorom der var rejst Formodning under det i Sagen optagne Forhør, kan mod Tiltaltes Benægtelse ikke anses bevist, og ej heller findes det at kunne tilregnes denne Tiltalte som strafbare, uforsvarlige Fremgangsmaader, at hun, saaledes som af hende vedgaaet, for at befri Barnet for Utøj har indgnedet dets Hoved med grøn Sæbe og dereftet børstet det, at hun engang i 1/4 Time bandt det til en lunken Kakkelovn for at forhindre, at Barnet bemægtigede sig Noget under hendes Fraværelse, og at hun har revset det ved at slaa det paa den blottede Bag med sin bare Haand eller paa samme, naar Barnet var iført Underbenklæder, med et Spanskrør.

Derimod maa Tiltalte Svendsens Hustru anses overbevist ved egen, af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse at have gjort sig skyldig i strafbart Forhold mod Barnet ved at lade det mangle den tilbørlige Pleje, som hun har maattet kunne indse, at dets fremadskridende Sygdom udkrævede, ved ikke at skaffe det den Lægehjælp, hvortil hun ikke kan have været i Tvivl om, at Barnet var trængende, og ved ikke i saa Henseende at have foretaget noget afgjørende Skridt, efterat hun selv ansaa Barnet for livsfarligt sygt, idet hun vel henvendte sig til en Districtsforstander under Fattigvæsenet for at faa Lægehjælp, men. da han forlangte at se Moderens Skudmaalsbog eller Daabsattest, og Tiltalte Laurine Larsen vægrede sig ved at skaffe sin Skudsmaalsbog tilveje, opgav at tilvejebringe Læge og lod Barnet de uden at blive tilset af en saadan, og endeligen ved den 23 og 27 October forrige Aar og altsaa paa en Tid, da Barnet var meget sygt og den sidstnævnte Dag endog saa sygt, at heromhandlede Tiltalte antog Sygdommen for livsfarlig, at revse det med et Spanskrør, hvormed hun slog Barnet paa dets blottede, af Sygdommen angrebne Bagdel og Laar.

Det kan ikke antages, at Tiltalte Svendsens Hustru har handlet mod Barnet som ovenommeldt i den Hensigt at fremkalde dets Død, men ligesom hun burde have kunnet indse, at hendes hensynsløse Ligegyldighed ligeoverfor Barnet let kunde forvolde eller dog medvirke til dets Død, saaledes maa det anses godtgjort, at denne er bevirket ved hendes ovenfor omhandlede Fremgangsmaade, idet navnlig det kongelige Sundhedscollegium i en under 3 dennes afgiven Erklæring har yttret, at de foreliggende Oplysninger give Grund til at antage, at slet Behandling af Barnet samt Mangel paa Pleje og sandsynligvis ogsaa paa tilstrækkelig Næring har været den væsentligste Aarsag til, at den Hudsygdom, der optraadte hos Barnet, kort efterat det var kommet i Pleje hos denne Tiltalte, tilsidst antog den ødelæggende Character, som den besad, da det afgik ved Døden, samt derhos antaget, at de udbredte Saardannelser selv have været den umiddelbare Aarsag til Døden.

Hvad Tiltalte Laurine Nielsine Larsen angaar, saa er det bevist ved hendes egen, med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse, at hun, da Medtiltalte d. 20 October forrige Aar henvendte sig til hende betræffende Lægehjælp til hendes ovennævnte Barn, er, uagtet hun ansaa en slig Hjælp for nødvendig, med Medtiltalte bleven enig om ikke at skaffe nogen Læge til Barnet, men indskrænke sig til Anvendelsen af nogle af hende angivne Midler, fordi hun vilde undgaa at bringe sin hos hendes Herskab beroende Skudsmaalsbog tilstede, hvilket hun mente ikke kunde ske, uden at dette kom til Kundskab om, at hun havde et uægte Barn, samt at hun senere, efter at have set Barnet i en Tilstand, hvorefter hun antog, at dets Liv var i Fare, ej heller har gjort noget Skridt for at bringe en Læge tilstede, efter hendes Forklaring fordi hun antog, at en slig Foranstaltning ikke kunde nytte mere, og saaledes overbevist et Forhold, der ifølge det Foranførte maa anses at have været en medvirkende Aarsag til Barnets Død.

I Medfør af det Foranførte ville de Tiltalte, af hvilke Svendsens Hustru, der er født d. 21 Juli 1843 og ved denne Rets Dom af 1 April 1865 anset efter Forordning 11 April 1840 § 1 med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, medens Tiltalte Laurine Nielsine Larsen, der er født d. 22 December 1843, ikke er funden forhen straffet, være at dømme efter Straffeloven, Tiltalte Svendsens Hustru efter §§ 198 og 202 sidste Led og Tiltalte Laurine Larsen efter § 198, og findes Straffen at kunne bestemmes for Feistnævnte til Forbedringshusarbejde i 1 Aar og for Sidstnævnte til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Gange 5 Dage.

- - - - - -

Thi kjendes for Ret: De Tiltalte Ane Margrethe Andersdatter eller Andersen, Svendsens Hustru, og Laurin Nielsine Larsen bør straffes, den Førstnævnte med Forbedringshusarbejde i 1 Aar og den Sidstnævnte med Fængsel paa Vand og Brod i 5 Gange 5 Dage. Saa bør og Tiltalte Svendsens Hustru udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Bocher og Alberti, med 8 Rd. til hver, dog saaledes at Tiltalte Laurine Nielsine Larsen deraf in solidum med hende tilsvarer Actionens Omkostninger for sit Vedkommende og derunder 1/4 af ommeldte Salairer. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde

kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Etatsraad Buntzen og Advocat Hindenburg tillægges i Salarium for Højesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte paa den med Hensyn til de øvrige Salarier bestemte Maade.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1873).

Lovisa Larsson. (Efterskrift til Politivennen)

Den 29. november 1872 druknede Lovisa Larsson sin dreng der blev født 7. oktover 1870, i Limfjorden. Overretten i Viborg stadfæstede i marts 1873 Fleskum Herredsrets livstidsdom for barnemord over Lovisa Larsson.

Livsstraf. Som igaar kortelig anført blev det svenske Fruentimmer Arrestantinden Lovisa Larsson af Høiesteret idømt Livsstraf for efter forudgaaaende Overlæg at have ombragt sit udenfor Ægteskab fødte, et Par Maaneder over to Aar gamle Barn. De nærmere Omstændigheder ved Sagen vare følgende: Da Arrrestantinden ikke erholdt nogensomhelst Understøttelse af Barnefaderen, maatte hun selv af sin Løn udrede Underholdspengene, der for det første Aar vare bestemte til 28 Rd. og til 34 Rd. for hvert af de følgende Aar, men da hun ikke, som hun havde lovet, den 1ste Novbr. f. A. betalte noget Afdrag paa Underholdspengene for det andet Aar, idet hun efter sin Forklaring havde maattet anvende hele sin Løn til Anskaffelse af nødvendige Klædningsstykker, og Barnets Pleieforældre, Huusfolk, den 18de f. M. krævede hende for et Afdrag, som hun ogsa i lovede at betale den 24de f. M., fattede hun samme Dag, idet hun overveiede, at hun sidst i August Maaned paany var bleven besvangret, og at hun ikke vilde kunne faae nogen Hjælp fra sine Slægtninge i Sverig, hvor hendes Moder, en fattig Huuskone, allerede havde et af Arrestantinden udenfor Ægteskab født Barn til Forsørgelse - den Beslutning, hvis hun ikke kunde faae Penge af sin nuværende Kjæreste, at aflive sit ovennævnte Barn ved at drukne det i Liimfjorden, idet hun tænkte paa den Maade lettest at kunne undgaae Opdagelse. Som Følge heraf og da hun erfarede, at hendes Kjæreste ingen Penge havde, gik hun den 24de November til Barnets Plejeforældre og erklærede, at hun endnu ikke faae sig istand til at betale sin Gjæld; men at hun nu havde bestemt sig til at føre Barnet til Sverig, hvor hun meente at kunne faae det anbragt hos sin Familie, og skjøndt Pleieforældrene, der havde faaet Barnet kjært, tilbød: at beholde det for 24 Rd. eller endog 20 Rd. om Aaret samt at eftergive hende, hvad hun skyldte dem, fastholdt hun sin Beslutning at ombringe Barnet og derved frigjøre sig for Byrden af dets Forsørgelse. Efterat have erholdt sin Huusbonds Tilladelse til at reise til Sverrig med sit Barn og afhentet dette hos Plejeforældrene samt efterat have tilbragt Natten mellem 28de og 29de November i et Huus og den 29de alene at have været i Aalborg, forlod hun omtrent Kl. 2 om Eftermiddagen bemeldte Huus med Barnet og gik ad en Vei ned ad Liimfjorden til, og da hun ved at see sig om, ikke bemærkede Nogen i Nærheden, som kunde iagttage hende, besluttede hun sig til, skjøndt det endnu var høilys Dag, at udføre sit Forsæt. Hun tog derfor sine Sko og Strømper af og afførte Barnet alle dets Klæder med Undtagelse af Skjorten i den Hensigt derved at gjøre dets Gjenkjendelse vanskeligere, hvorpaa hun tog det paa Armene og gik en 6 a 7 Favne ud i Fjorden, indtil Vandet naaede hende til Knæene og lagde derefter Barnet med Ansigtet nedad i Vandet, som strax lukkede sig over det, uden at det gav nogen Lyd fra sig. Efterat have udført Gjerningen, vadede hun tilbage til Stranden, idet hun to Gange saae sig om og første Gang saae Barnets ene Haand bevæge sig over Vandfladen, men skjøndt hun efter sin Forklaring allerede dengang fortrød Gjerningen, gjorde hun intet Forsøg paa at redde det, og da hun anden Gang saae tilbage, skjultes Barnet heelt af Vandet. Liget fandtes den 4de December paa Fjordgrunden af nogle Fiskere. De obducerende Lægers Erklæring gik ud paa, at medens der Intet var fundet, der kunde tyde paa en voldelig Medfart, var der derimod forefundet adskillige Tegn, som hævede det til Vished, at Barnet havde fundet sin Død i Vandet som Følge af Drukning. Efter det Anførte maatte det ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt det ommeldte Barn ved Livet, og Højesteret billigede derfor, at hun, der er 27 Aar gammel, ved de foregaaende Instantsers Domme i Henhold til Straffelovens 190 var ikjendt Livsstraf.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. maj 1873).

Sluttelig refererede Justitsministeren [Klein] en allerunderdanigst Forestilling angaaende Livsstrafs Eftergivelse for Lovisa Larsson.

Overensstemmende med Indstillingen behagede det Hans Majestæt allernaadigst at eftergive Lovisa Larsson den hende ved Høiesteretsdom af 5te d.M., for med Overlæg at have ombragt sit Barn, i Medfør af Straffelovens § 190 idømte Livsstraf, mod at hun hensættes til Tuglhusarbeide paa Livstid.

(Statsrådsmødet 23. maj 1873).

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).