Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

Carmen Sylvia Rovsing. (Efterskrift til Politivennen)

Carmen Sylvias triste Jul.

Den kærlige Fabrikant, den uvidende Jærnbaneassistent og den unge Kvinde der fødte i Dølgsmål.

Den unge Moder løslades til Sagen behandles ved Nævningeretten.

I Gaar oprulledes for Byretten et lille Samfundsbillede, der virkede mere gribende end de fleste tillavede Films.

En ung Pige, den 20-aarige Carmen Sylvia Rovsing, stod tiltalt for Fødsel i Dølgsmaal og som sigtet for Barnemord.

Politiassessor Aage Madsen repræsenterede Anklagemyndigheds medens Overretssagfører Staffeldt var Forsvarer. Ham blev der imidlertid ikke megen Brug for da Dommer Troels-Lund med sædvanlig Medfølelse for de Lidende selv optraadte i Retten som Defensor.

Carmen Sylvia saa meget lidende ud, hvilket ikke var saa underligt, da Fødslen fandt Sted Lillejuleaften, hvorefter hun holdt sig oppe, til hun blev anholdt, og siden har hun ligget paa Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Carmen Sylvias Forklaring.

Efter at de indledende Formaliteter var foretagne, gav den unge Pige en Skildring af sit Liv i de senere Aar og af sin Ulykke.

I nogle Aar har hun været ansat i en Fabrik. Fabrikanten, der er en ældre Mand, har i de sidste 2 Aar jævnligt gjort Tilnærmelser til hende uden, at der dog er opstaaet noget Forhold imellem dem. Trods hans Optræden overfor hende, var han dog den eneste, hun nærede en Smule Tillid til, og han var den eneste, som betroede sig til, da hun opdagede, at hun var i Omstændigheder.

For et Aars Tid siden traf hun en ung Jernbaneassistent, med hvem hun indlod sig i et Kærlighedsforhold, der altsaa fik Følger.

Hen paa Sommeren betroede hun sig til Fabrikanten, men da han ikke kunde yde hende nogen Hjælp, studerede hun flere Konversationsleksikon for at lære om Fødsler.

Ind sit Studium havde hun regnet ud, at Fødslen vilde finde Sted mellem Jul og Nytaar.

Lillejuleaftensdag blev hun utilpas og korte hjem fra sit Arbejde. Da hun kom hjem i Gaarden paa Samosvej blev hun mere daarlig og gik ind i Vaskerummet, hvor hun uden at føle Smerter fødte et Barn. Hun hørte ikke en Lyd og mente, at Barnet var dødfødt.

Hun tænkte straks paa at betro sig til sin Moder, men hun opgav igen denne Tanke. Hun lod som om intet var panseret, og gik ind i Hjemmet, hvor hun spiste sammen med Familien. Derefter lagde hun sig paa en Divan, idet hun fortalte, at hun havde Ørepine. Hele Natten laa hun vaagen, og Juleaftens Morgen stod hun op og gik ind i Vaskerummet, hvor hun tog det lille Barnelig, som hun svøbte ind en Dug og gemte i Skorstenen.

3. Juledag var hun paa Arbejde igen, og da hun kom hjem, fortalte man hende, at der var fundet et Barn i Skorstenen. Hun betroede sig da til Moderen, der raadede hende til at henvende sig til Politiet. Det gjorde hun samme Aften.

Dommerens Protokollat.

Da Carmen Sylvia havde afsluttet sin triste Fortælling, kunde man mærke paa Dommeren, at denne havde Medfølelse for hende, og dette gav sig udtryk i Protokollatet.

Dommeren dikterede til Protokollen, at den unge Pige nægtede at have handlet i Drabshensigt og at have født i Dølgsmaal samt at have handlet uforsvarligt med det nyfødte Barn. 

Hendes Optræden maa ses paa Baggrund af den Viden, hun havde erhvervet sig ved at studere Leksika. Hun havde ikke betroet sig til Moderen, da hun paa Grund af sin mangelfulde Viden ikke mente at Fødslen var saa nært Forestaaende. Desuden havde hun dels sparet Penge sammen til Fødslen, dels samlet noget Børnetøj.

Den unge Pige nægter sig skyldig i noget forsætligt retsstridigt.

Derefter erklærede Carmen Sylvia, at hun ønskede sin Sag til Nævningebehandling, hvis der bliver rejst Tiltale mod hende.

Efter Konference mellem Dommer, Politiassessoren og Forsvareren, blev den unge Pige løsladt til Nævningetinget faar Sagen til Behandling.

De to Mænd.

Under Sagens Behandling er der foretaget grundig Undersøgelse af de to Mænds, den gamle Fabrikants og den unge Jærnbaneassistents Forhold til den unge Pige.

For Barnefaderens Vedkommende er det godtgjort, at han har været ganske uvidende baade om Svangerskab og Fødsel, og dermed er han juridisk set ude af Sagen.

Noget anderledes stiller Sagen sig med Fabrikanten, men hans Forhold vil ikke blive fuldt belyst, før under den kommende Nævningesag.

Allerede nu er det imidlertid fastslaaet, at han har været mere end almindelig kærlig overfor sin Fabrikspige, og at han har været vidende om hendes Tilstand uden at yde hende Hjælp eller Raad.

Om der er noget at bebrejde ham, vil Nævningeretten komme til at afgøre.

(Social-Demokraten 15. januar 1925).

Hun gik dog ikke fri med det samme. Retten afventede herefter en erklæring fra fængselslægen (overlæge Friis-Møller) som støttede udsagnet om at hun havde født uden at mærke det og uden at føle smerter. Derefter fik hun dagen efter lov til at gå hjem i følgeskab med moderen.

Retsmedicinsk Institut kunne ikke fastslå om barnet var dødfødt. Den 2. marts 1925 fik Carmen Sylvia Sofie Rovsing (eller Rossing) Staffeldt en betinget dom på 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Denne dom blev stadfæstet i maj samme år.

Barneliget på Assistens Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

 Et ligfund på Assistens Kirkegård.

Det nyfødte barn i avispapiret.

En opsynsmand på Assistens Kirkegård har gjort et uhyggeligt fund.

På et gravsted i afdeling Q tæt ved Helligkorskirken fandt han liget af et nyfødt pigebarn. Liget var svøbt i gamle aviser og var fuldstændig nøgent. Fundet blev overgivet til opdagerne på Fælledvejs Politistation, og ved det legale ligsyn i går komstateredes at barnet er fuldbårent. Det har utvivlsomt været død mindst en måned og er i fuld opløsning.

I dag finder obduktionen sted. Ved den vil det blive fastslået om barnet har været genstand for vold. Politiet er på forhånd af den mening at der foreligger et barnemord. opklaringen vil blive meget vanskelig. Det eneste der kan give en smule vejledning i sagen er det avispapir i hvilket liget fandtes indsvøbt. Og det er så medtaget af vind og vejr at det smuldrer hen ved mindste berøring.

(Social-Demokraten, 29. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Der foreligger mord - Aviserne fra de italienske kongedage.

Som omtalt fandt man for nogle dage siden på Assistens Kirkegård liget af et nyfødt barn som blev overgivet til Retsmedicinsk Institut. Nu foreligger erklæringen som viser at der er tale om barnemord.

Liget som var meget opløst, var af et fuldbårent pigebarn. Det har levet og ndt efter fødslen og er blevet kvalt.

Sagen er derefter blevet overdraget mordeksperten, overvagtmester Lichtner. De foreløbige undersøgelser har vist at liget var pakket ind i aviser hvori der stod artikler om det italienske kongebesøg, altså fra den 21., 22. og 23 i forrige måned. Det er konstateret at liget ikke har ligget på graven den 20., for den dag havde familien hvem gravstedet tilhører, været derude.

Barnet er åbenbart født i dagene omkring kongebesøget. Måske vil der efter at dette er konstateret, tilflyde politiet meddelelser som kan føre til morderskens pågribelse.

(Dagbladet (København), 31. juli 1922).

Barneliget på Assistens Kirkegård. 

Politiet opgiver at søge efter moderen.

Efter at politiet forgæves ved avertering i bladene har søgt at finde den kvinde som har henlagt liget af et fuldbårent pigebarn ved et gravsted på Assistens Kirkegård, er undersøgelsen nu praktisk talt indstillet. Det betragtes som håbløst at fortsætte efterforskningerne.

Alt hvad der er oplyst er, at barneliget rimeligvis er henlagt på kirkegården i en af dagene fra 21. til 25. juli. Den 20. juli lå det der ikke. De folk som ejer gravstedet, havde nemlig den dag været derude og intet barnelig set.

Som bekendt var liget indsvøbt i aviser, og det er konstateret at der i disse aviser fandtes artikler om det italienske kongebesøg. Nærmere kan man ikke komme. Og selv om den stakkels moder skulle undgå den skæbne politiet vil berede hende, var ulykken vel ikke så stor. 

(Social-Demokraten, 8. august 1922).

En Kvindes Rædselsdaad. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemordet i Matthæusgade er en Hævnakt fra den deliristiske Kvinde.

Vesterbros smaa Sidegader har i Tidens Løb været Skueplads for mangt et uhyggeligt og blodigt Drama, men i lange Tider er der dog vist ikke sket en saa sørgelig og uhyggelig Begivenhed som den, der fandt Sted i Gaar Middags i Ejendommen Matthæusgade 8, hvor en fordrukken Kvinde, den 49-aarige Amanda Jensen, dræbte en lille Dreng paa 5 Mdr., Søn af hendes Logiværtinde, den 27-aarige Frk. Kathinka Meyer.

Huset, hvori de to Kvinder boede, er en af de sædvanlige Lejekaserner, man finder saa mange af paa Vesterbro. Uhyggeligt og snavset ser der ud i de lange mørke Korridorer, og Politiet har nu sat sit Segl paa Døren til de to smaa Stuer, hvor Mordet blev begaaet.

Af Mordets Forhistorie.

Frk. Meyer har længe været ked af, at hun havde den forsumpede Kvinde boende hos sig. Hun havde lejet Gaardværelset for et Aarstid siden, men hun tog sig aldrig noget Arbejde til, og fra Tid til anden drak hun flere Dage i Træk og kom da hjem i en modbydelig Tilstand. Til Tider kunde hun være meget fredsommelig, men i Reglen var hun ondskabsfuld, naar hun havde faaet for meget Spiritus.

I Fjor Sommer fandt der en lille Brand Sted i hendes Værelse, men Aarsagen blev aldrig opklaret, og Beboerne antog, at Amanda Jensen i beruset Tilstand havde sat Ild paa

Frk. Meyer har to Gange henvendt sig til Huslejenævnet for at faa den uhyggelige Logerende væk. men Nævnet har sagt Nej, og hun var da nødt til at lade hende blive boende.

En Hævnakt?

Alt taler saaledes for, at Mordet er en Hævnakt. Amanda Jensen havde længe pønset paa at gøre Frk. Meyer Fortræd paa en eller anden Maade, fordi denne vilde have hende ud af Lejligheden, men at det skulde blive en saa blodig Hævn havde hun dog næppe selv tænkt sig.

I Gaar Morges begyndte Amanda Jensen med at drikke fire Pægle "Bitter", som hun selv kaldte det. Frk. Meyer, der skulde paa Arbejde, overlod imidlertid sit Barn til hende, men da dette havde skreget et Par Timer, var Amanda blevet saa rasende, at hun havde taget det ud af Vuggen, lagt det paa Gulvtæppet og givet det en Mængde Hammerslag i Hovedet.

Da Moderen kom hjem,

fandt hun sit lille Barn liggende saaledes tilredt paa Gulvet. Hendes Fortvivlelse var naturligvis over alle Grænser, og hun tilkaldte straks et Par Husbeboere. Kort efter fik hun. fat i Politibetjent Flauenskjold, som allarmerede Svendsgades Politistation. Da Politiet kom til, sad Amanda Jensen endnu og rokkede paa sin Seng, meget beruset af en Flaske Portvin, som hun havde drukket umiddelbart efter sin Ugerning.

Paa Politistationen

tilstod Mordersken straks. Ved 4-Tiden førtes hun ud til en Bil, der skulde køre hende til Arresten paa Nytorv.

Hun er en lille duknakket Kvinde med et meget utiltalende Ansigt, der er rødladent af Drukkenskab.

Det myrdede Barns Moder, den unge Frk. Meyer, gik gennem Vagten et Par Gange. Hun græd højt over sit Barn, som hun havde været saa letsindig at give i den drukne Kvindes Varetægt. Hun gjorde iøvrigt Indtryk nf at være en stille, ordentlig Kvinde, jævnt, men nobelt klædt.

(Roskilde Dagblad 15. januar 1921).

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Hansine Rasmine Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom i en Sag om Barnemord. Høiesteret paakjendte igaar en Sag, hvorunder Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen tiltaltes for denne Forbrydelse, idet hun den 1ste Juni d. A. havde, efter først at have kvalt sit udenfor Ægteskab fødte 7 Maaneders Drengebarn, kastet det i den saakaldte Ladegaardssø tæt udenfor Nyborg. Arrestantinden, der tjente paa en Gaard i Fyen, var den 31te Mai d. A., da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bleven bortviist af Tjenesten og havde begivet sig til Odense. Herfra tog hun samme Aften til Nyborg, hvor hun tidligere havde tjent, og hvor Barnet var anbragt i Pleie. Hos den Familie, hvor Barnet var, tilbragte hun Natten, og i Løbet af samme fik hun, der vel tidligere havde følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads, enten til sig selv eller Barnet, skulde kunne komme ud af det. Den næste Morgen begav hun sig bort med Barnet og paatænkte, da hun i Mellemtiden havde opgivet Tanken om at dræbe sig og Barnet, at faae Barnet anbragt et andet Sted. Hun opgav imidlertid sidstnævnte Bestemmelse om Barnets Anbringelse og besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning. Efter at have siddet lidt i et Krat tæt ved Ladegaardssøen, fattede hun den Beslutning først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun kvalte derpaa Barnet og blev derpaa siddende et Par Timer med Liget i sit Skjød uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind, at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efterat have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendcs paa Klæderne, naar det blev fundet, kastede det nøgent ud i Ladegaardssøen paa det Sted, hvor det samme Dag blev fundet, og reiste samme Dag tilbage til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos cn Gaardmand, hos hvem hun den 6te Juni blev anholdt.

Overretten havde fundet Betænkelighed ved at statuere som af Underretten gjort, at Arrestantinden - der er ca. 30 Aar gl. og ugift og som skildres som hengiven til Drik - havde med Overlæg skilt Barnet ved Livet, hvorimod Retten havde anseet hende efter Straffelovens § 186 med Tugthuusarbejde i 12 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1881).

Underdommeren, herredsfogden i Vinding Herred havde idømt hende dødsstaf. 

Sagen Nr. 306/1881.

Advokat Nellemann Aktor

contra

Hansine Rasmine Rasmussen (Def. Adv. Halkier).

(Afsagt den 6 December 1881).

Spørgsmaal om et Fruentimmer, der havde dræbt sit c. 7 Maaneder gamle, uægte Barn, derved havde handlet med Overlæg. Straffelovens § 186 anvendt.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 25 Oktober 1881 er saalydende:

Den 1 Juni d. A. hen paa Eftermiddagen blev der paa Vinding Herreds Grund tæt udenfor Nyborg i den saakaldte Ladegaardssø paa 2 a 3 Alens Dybde fundet det nøgne Lig af et flere Maaneder ammelt Drengebarn, og gav den den næste Dag foretagne legale Obduktion af samme det Resultat, at Døden ikke var bevirket ved Drukning, men at den sandsynligste Dødsaarsag var Kvælning af Barnet, førend det var kastet i Vandet. Samme Dag oplystes det nævnte Barn derhos at være den af Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen den 2 November f. A. udenfor Ægteskab fødte Dreng Niels Peder Rasmussen. Ved den i Anledning heraf mod Arrestantinden indledede Undersøgelse er der ved hendes egen Tilstaaelse og det iøvrigt Fremkomne blevet oplyst Følgende:

Arrestantinden, der aldrig har været gift, og som i 1871 havde født et uægte Barn, der dog døde Aaret efter, kom, efter at hun den 2 November f. A. hos en Slægtning i Nyborg havde født det ovenfor nævnte Drengebarn med hvis Fader hun ikke havde staaet i Forbindelse siden ifjor Foraar, saa han end ikke anede hendes Frugtsommelighed eller dets Fødsel til at tjene paa en Gæstgivergaard i Nyborg, medens hun fik Barnet anbragt i Pleje hos en Familie lige udenfor den nævnte By, hvorfra det imidlertid den 1 Maj d. A. kom til en Skomager i Nyborg for en Betaling af 10 Kr. om Maaneden, som skulde erlægges forud. Samtidig maatte Arrestantinden paa Grund af, at hun var hengiven til Drik, hvad hun har været fra hun blev voxen, skifte fra den omtalte Gæstgivergaard og kom nu til at tjene paa Søndergaarde i det vestlige Fyn.

Derfra blev hun imidlertid, da hun i 5 Dage i Træk havde været beruset, bortvist den 31 Maj d. A., og hun, der da var i Besiddelse af ca. 10 Kr., begav sig derpaa strax til Odense, hvor hun skaffede sig yderligere 4 Kr. ved Pantsætning af sit Uhr, og tog, efter at have kjøbt en Pægl Brændevin, hvoraf hun drak henved Halvdelen, inden hun forlod Odense, med Jernbanen til Nyborg for at se til sit Barn og betale Plejeløn for det for Juni Maaned. Ved Ankomsten til Nyborg Kl. 10% Aften gik hun hen til den ovenfor nævnte Skomager, der dog ikke havde kunnet beholde Barnet hos sig. men midlertidig havde anbragt det hos en Nabofamilie, og hun erklærede da først, at hun endnu samme Nat vilde rejse tilbage medtagende Barnet, som hun ved denne Lejlighed opgav at kunne faa billigere i Pleje i Nærheden af hvor hun tjente, men lod sig dog af den nævnte Skomager, der ansaa hende for beskænket, og af den Kone, hos hvem Barnet var, overtale til at blive Natten over hos Skomageren, siddende paa en Stol og med Barnet i en Vugge ved Siden af sig. Løbet af Natten fik hun, der vel tidligere har følt sig fortvivlet over sin Stilling og tænkt paa at aflive sig selv, men ikke Barnet, den Tanke at tage Livet baade af sig selv og af det, da hun ikke vidste, hvorledes hun uden Plads enten til sig eller Barnet skulde komme ud af det. Kl. ca. 5 1/2 om Morgenen gik hun alene hen til en Familie i Nyborg, hvor hun havde et Stykke [Tag berende], og paa Vejen derfra tilbage laa hun i nogen Tid og sov paa Voldskrænten. Efter derpaa hos den Familie hvor Barnet i den sidste Tid imidlertid havde været, at have faaet Noget at spise og drikke og noget Mælk til Barnet, [samt] efter at have faaet Lejlighed til at drikke Resten af det Brændevin, hun havde medbragt fra Odense, lidt over ½ Pægl, begav han sig mellem Kl. 8 og 9 Morgen bort med Barnet, idet hun angav, at hun, inden hun rejste tilbage med Jernbanetoget, vilde gaa ud til den Familie udenfor Nyborg, hvor Barnet havde været anbragt indtil den 1 Maj. Dette var efter hendes Forklaring virkelig ogsaa hendes Hensigt, idet hun, der i Mellemtiden havde opgivet sin om Natten fattede Tanke at dræbe sig og Barnet, vilde forsøge, om den nævnte Familie ikke mulig atter vilde modtage Barnet. Paa Vejen opgav hun imidlertid atter denne Bestemmelse, uden at hun har kunnet angive anden Grund dertil, end at hun tvivlede om at kunne komme ud af det, og hun besluttede sig nu til at dræbe sig selv og Barnet ved Drukning og gik derfor ad en anden Vej uden om Byen hen til et tæt Krat lige ved Ladegaardssøen, hvor hun satte sig. Efter at have siddet lidt efter hvad Arrestantinden antager henved et Kvarterstid og grædt fattede hun, idet hun blev bange for, at Barnet ikke skulde komme af Dage eller dog pines længe, naar hun sprang i Vandet med det levende, den Beslutning. først at dræbe Barnet og derpaa at drukne sig selv. Hun tog derfor nu, medens Barnet laa i hendes venstre Arm, med sin højre Haand og trykkede stærkt om dets Hals, hvorved det døde i mindre end et Par Minuter.

Hun blev derpaa siddende et Par Timer med Barnet i sit Skjød, uden at kunne overvinde sig til at udføre sin tidligere Beslutning om at drukne sig, idet ogsaa den Tanke faldt hende ind. at hun nu uden Barnet mulig kunde komme bedre ud af det. Efter at have opgivet at dræbe sig selv, klædte hun Barneliget af, for at det ikke skulde gjenkjendes paa Klæderne, naar det blev fundet, og begav sig lidt efter Middag med Klæderne skjulte i sin Kurv, tilbage til Skomageren og Nabofamilien i Nyborg, hvor hun fortalte, at hun havde været hos en Pige i den Gjæstgivergaard, hvor hun havde tjent indtil den 1 Maj, at Barnet laa og sov der, til hun skulde kjøre med Jernbanetoget, og, efter at have tilbageleveret et laant Shavl og betalt Noget for sin Fortæring, gik hun atter bort og rejste Kl. 2½ med Toget til Odense, i hvis Omegn hun Dagen efter fik Tjeneste hos en Gaardmand, hos hvem hun den 6 Juni blev anholdt.

Den omtalte Skomager har - som allerede ovenfor berørt - forklaret, at Arrestantinden ved sin Ankomst til Nyborg den 31 Maj om Aftenen var beruset og i saa Henseende nærmere ndsagt, at baade hendes Tale og Udseende dengang viste, at hun var fuld, medens den Kone, hos hvem Barnet var, har forklaret, at hun, der ikke tidligere har kjendt Arrestantinden, nok fandt hende noget underlig den nævnte Aften, men ikke bestemt kunde skjønne, om hun var fuld. Med Hensyn til Arrestantindens Tilstand den næste Morgen har den nævnte Kone derhos forklaret, at hun vel ogsaa da fandt Arrestantinden noget underlig og sær, men dog ikke fattede nogen Betænkelighed, da Arrestantinden talte fornuftigt om, hvor Barnet skulde hen, medens Skomagerens Forklaring gaar ud paa, at Arrestantinden, den Gang hun Kl. ca. 5½ om Morgenen gik hen til den ovenfor omtalte Familie, hvor hun havde et Stykke Tøj beroende, vel var mindre fuld end den foregaaende Aften, men ikke ædru, samt at hun, da hun omtrent Kl. 9 gik bort med Barnet, vel var noget forstyrret og sær, men dog ikke anderledes, end at de nok mente at kunne lade hende gaa med Barnet, idet hun talte meget fornuftigt om, hvor hun vilde hen, og tilsyneladende var ved Sans og Samling. Hos den Familie, til hvilken Arrestantinden Kl. 5½ eller 6 kom hen for at hente det ovenomtalte Stykke Tøj, og hvor hun opholdt sig et Kvarters Tid, traf hun to Personer, der. have forklaret, den Ene, at Arrestantinden kjendelig var noget beruset, den Anden, at hun var beruset og i en meget fortvivlet Stemning, hvilket Indtryk dog navnlig fremkaldtes ved hendes sære Fagter, medens hendes Tale var sammenhængende og fornuftig. Endelig have to Personer, der saa Arrestantinden paa den Vold, hvor hun paa Tilbagevejen fra nysnævnte Familie var faldet i Søvn, forklaret, at hendes Gang, da hun, efter at være vaagnet, gik videre, var rolig og sikker, hvorhos den Ene, der ved nævnte Lejlighed talte med hende, har tilføjet, at hun vel gjorde et underligt Indtryk paa ham, men at han dog slet ikke fik det Indtryk, at hun var fuld.

Arrestantinden har selv bestemt fastholdt, at hun hverken var beruset om Aftenen den 31 Maj eller den paafølgende Nat eller den 1 Juni og at hun godt vidste, hvad hun gjorde, den Gang hun besluttede og udførte den af hende begaaede Forbrydelse.

Det er derhos i en af Distriktslægen i Nyborg i Anledning af Sagen afgiven Erklæring udtalt, at hun, der i de sidste Aar hyppigt skal have nydt Spiritus i Overmaal, ikke i legemlig Henseende frembyder noget Sygeligt, men synes upaavirket af Spirituosa, og at hun vel i sin hele Fremtræden er noget langsom og træg og synes i noget mere end almindelig Grad at være lidet aandelig udviklet og saavel tidligere at have været som nu at være tilbøjelig til Tungsind, men at det dog ikke kan siges, at hun i nogen Henseende frembyder saadanne Abnormiteter, at hendes Tilregnelighed derved skulde være bleven paavirket. Endelig har Sundhedskollegiet, hvis Erklæring er bleven indhentet af Overretten, udtalt, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke er tilstrækkelig Grund til at antage, at Arrestantinden paa den Tid, da hun begik den omhandlede Forbrydelse, ikke skulde have været i Besiddelse af den Tilregnelighed. der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Medens det efter det Anførte maa antages, at Arrestantinden har været fuldt tilregnelig, den Gang hun bestemte sig til og udførte Forbrydelsen, maa Retten derimod efter samtlige foreliggende Omstændigheder finde Betænkelighed ved at statuere, at hun - som i Straffelovens § 190 krævet - med Overlæg har skilt sit Barn ved Livet, og hendes Gjerning findes derfor at maatte henføres under Straffelovens § 186. Arrestantinden, der er født den 4 Februar 1852 og ved nærværende Rets Dom af 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned, vil derfor nu efter bemeldte Lovbestemmelse være at anse med en Straf, som findes passende at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar.

I Overensstemmelse hermed vil den inden Vinding Herreds Extraret af Underretsdommeren med tiltagne Meddomsmænd den 14 Juli d. A. afsagte Dom, hvorved Arrestantinden ifølge Straffelovens § 190 er ifunden Livsstraf, være at forandre.

Thi kjendes for Ret: Arrestantinden Hansine Rasmine Rasmussen bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Prokuratorerne Alberti og Nissen betaler Arrestantinden 25 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1882).

Fra voldgraven om Nyborg Slot med vandtårnet i baggrunden til højre. Her på volden et eller andet sted overnattede Hansine og overvejede at dræbe barnet og begå selvmord. Og senere aflivede hun sit barn i Ladegårdssøen som ligger bag træbræmmen til venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ladegårdsåen blev for at indvinde rent drikkevand opstemmet, hvorefter Ladegård Sø opstod. Den gik helt ind til borgen.

I Højesteretsafgørelsen står at Hansine Rasmine Rasmussen den 20. april 1869 var blevet straffet med 1 måned efter 20 April 1869 blev anset efter Straffelovens § 162, sammenholdt med § 37 og 163 med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 1 Maaned. Endvidere oplyses at hun er født 1852. Dette kunne være identisk med en Hansine Rasmine Rasmussen som omtales i "Forbryderbilleder 1867-1870" (1989) side 38. Dette stemmer med at der under nedenstående foto står at hun i 1869 var 17 år. Fotoet er optaget af fotograf E. Rye i Odense:

Hansine Rasmine Rasmussen -17 år, tjenestepige, født på Sødinge Mark, "uægte" datter af Ane Rasmussen og krokarl Jeppe Nielsen. "Middel af Væxt, stærk af Bygning, blondt Haar, blaa Øine og noget tykhovedet."

Som 13-årig var Hansine ude og tjene. Hendes stedfader besøgte hende beruset og fik hende med på en spadseretur. I en græsmark forsøgte han samleje, men afstod fra at fuldbyrde. Samme sommer blev hendes lidt yngre brødre tvunget til at stille stedfaderens kønsdrift nogle gange, hvor han var fuld og derfor "ikke tænkte videre over", hvad han gjorde. Både Hansine og brødrene fortalte det til deres mor; men hun gjorde ikke noget ved det. Hansine blev konfirmeret og fik en ny plads. Hun var flink, men tilbøjelig til brændevinsdrik. 16 år gammel mistede hun pladsen og kom hjem at bo. Hun sov på gulvet i forældrenes værelse. Så blev det koldt, og på moderens forslag kom Hansine op i sengen. Stedfaderen lå i midten. Tre morgener stod moderen tidligt op og gik i byen. Og så skete det, som hun var advaret om. - Var det også meningen? - Hun havde mistanke og kom uventet hjem. Nu meldte hun ham og kom af med manden. Han fik 5 års forbedringshusarbejde. Hansine måtte også have sin straf. Ved overretten blev den fastsat til 1 måneds fængsel på sædvanlig kost. Hun sad fængslet 134 dage. Hendes mindre brødre slap for tiltale.

Stedfaderens overgreb udløste også straf til Hansine, hvilket var mere reglen end undtagelsen. Se fx Mette Seidelin: "Da børn var medskyldige - lovgivning og straffepraksis i blodskamsager før 1933." Af denne artikel fremgår at kvinderne i et blodskamsforhold blev anset for skyldige i uterlighed, selvom det drejede sig om mindreårige kvinder/piger. Også af familiens omgivelser var der ringe forståelse for den yngre parts situation, selv når det drejede sig om forældreløse. Anmeldelser af blodskamsforhold skete på samfundets og/eller sædelighedens vegne, uden at tage hensyn til barnet Kvinders seksualitet og adfærd var underlagt strenge normer, mens mænds blev undskyldt med deres manglende evne til at kontrollere deres drifter. Hvilket endog afspejledes i domstolenes afgørelser. At Hansine fik en efter den tids normer mild straf skyldes, at forholdet ikke var fuldbyrdet, og altså "kun" var uterligt.

Ved folketællingen november 1925 ses hun at bo Prinsessegade 12D (opslag 156-157). Det synes at fremgå at hun da havde boet 13 år i København efter at være kommet fra St. Hans (formentlig hospitalet i Roskilde. Hansine døde på Bispebjerg Hospital den 7. maj 1928, 75 år gammel, ugift og stadig med bopæl Prinsessegade 12D på Christianshavn (Se Christians sogns kirkebog, opslag 129).