Den herværende Overret har paadømt en fra Vallø Birks og Bjeverskov Herreds Extraret indanket Sag. hvorunder Arrestantinden Maren Kirstine M. tiltaltes for at have dræbt sit Barn.
Natten mellem 19de og 20de Avg. f. A. vækkede Arrestantinden Beboerne i det Hus paa Haarlev Overdrev, hvori hun og hendes 7 aarige Datter boede til Leje. idet hun angav, at hun umiddelbart forud var blevet bestjaalet. og at Barnet var slaaet ihjel. Ved Folks Tilstedekomst fandtes Barnet liggende død i Sengen med et Favnestykke Brænde hvilende over Arm og Bryst og med en Sten paa Ansigtet over Munden, Et andet Favnestykke laa ved Fodenden af Sengen og endnu en Sten ved Hovedgærdet. Dørene til et Skab i Stuen stod aabne, og en lille Trækasse, der ellers havde sin Plads i Skabet, laa udenfor Huset, medens dens Indhold var spredt omkring i Gaarden. Arrestantinden fortalte, at hun om Natten var vaagnet ved at høre Stakitlaagen i Gaarden lukkes op, og da hun saa Døren til Forstuen og Gaarden aaben og følte. at Barnet, der laa ved Siden af hende, var koldt, til kaldte hun Hjælp.
Denne Forklaring erkjendte Arrestantinden dog snart for usandfærdig og tilstod, at hun selv havde ombragt Barnet, samt afgav herom følgende Forklaring:
Arrestantinden, der var Gaardmandsenke, havde, efter at hun var komme saaledes tilbage, at hun havde maattet sælge Gaarden, i de sidste 2 Aar med sin Datter boet til Leje i ovennævnte Hus paa Haarlev Overdrev og levet i meget fortrykte Kaar, idet hun til deres Underhold kun havde Renten af en hende selv tilhørende Kapital af 1350 Kr. og af en Datteren tilhørende Kapital af 1175 Kr., og hendes Arbejdsfortjeneste og Hjælp fra familien kun var ubetydelig. Plaget af Sorger for Udkommet, nedtrykt over Barnets Sygelighed og sin egen forladte Stilling, havde hun alt i længere Tid omgaaedes med Tanken om at berøve sig selv og Barnet Livet, og denne Tanke havde i den sidste Tid optaget hende saaledes, at hun ikke havde Ro Nat eller Dag. Den 19de Avgust f. A. bestemte hun, at det nu maatte ske, og tog derfor fra en Brændestabel to Favnestykker ind i Stuen, hvilke hun mente at ville benytte tillige med to Sten, hun havde, uden at tænke paa hvorledes. Efter at de var gaaede til Sengs og Datteren var falden i Søvn, tog Arrestantinden det ene Favnestykke, der vejede 11 3/4 Pd., og lagde det over Barnets højre Arm, for at hindre hende i at bruge denne, og kvalte derpaa Barnet ved med Haanden at holde det for Mund og Næse. Da hun mærkede, at det var død, lagde hun den ene Sten af ca. 4 Pd.s Vægt paa dets Mund og den anden paa sin egen Mund samt et Favnestykke over sit Bryst for derved at berøve sig selv Livet. Da dette ikke virkede, opgav hun Tanken om Selvmord og tilbragte nu en Tid af Natten i Uro, snart liggende i Sengen, snart gaaende paa Gulvet, indtil hun for at skjule sin Gjerning og give det Udseende af, at den skyldtes en fremmed, foretog de ommeldte Forstyrrelser i Stuen og tilkaldte Folk.
Det kgl. Sundhedskollegium havde i en Erklæring ytret, at Arrestantinden maatte anses for aandssvag i en saadan Grad, at hun ikke kunde antages i Gjerningsøjeblikket at have været i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.
Overretten stadfæstede Underretsdommen, ved hvilken Arrestantinden var anset med Straf af Tugthusarbejde i 8 Aar.
(Morgenbladet (København) 7. august 1891).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar