I
Omtrent midt i Helsingør ligger en stor skummel og fængselslignende Bygning - det er Byens Fattighus og Arbejdsanstalt. Bygningen bestaar af fire sammenbyggede 1- og 2- Etages Længer og er fritbeliggende til alle fire Sider, dels ud mod Pladsen ved Mariekirken og Sortebrødreklostret, dels mod Hestemøllestræde og St. Annagade.
Bygningen er af meget gammel Oprindelse, hvad ogsaa dens skrøbeliqe Udseende tyder paa. Huset er for over 200 Aar siden skænket Byen af en Enkefrue og derefter taget i Brug for Fattige. Der var oprindelig indrettet 5 Stuer for Kvinder og 3 for Mænd, samt 2 "Kaserner" og nogle Interimslokaler, ialt med 96 Senge, men disse Lokaliteter er senere omdannet. Desuden forefindes der et flot udstyret Kontor for Inspektøren og Beboelseslejlighed for en gift Opsynsmand (en forhenværende Underofficer) og 2 Gangkoner.
Set udefra, gør den gamle Bygning et absolut frastødende og uhyggeligt Indtryk. Vinduerne er forsynet med Jærngitter som i et Fængsel og uden nogetsomhelst Gardin eller Forhæng. Baade de Forbipasserende og Genboerne i Hestemøllestræde kan se tværs gennem Stuerne, hvad der selvfølgelig er meget generende for de gamle Kvinder, der Morgen og Aften maa foretage deres Paa- og Afklædning udsat for alle Nysgærriges Blik. Og ud mod Marie Kirkeplads er Muren bugtet ud og ind i en saa foruroligende Grad, at det er et Vidunder, at det hele ikke ramler sammen over Hovedet paa de Gamle.
Slipper man indenfor Porten til denne Rede, er Indtrykket, man faar, om muligt endnu uhyggeligere. Anstalten huser nemlig baade forfaldne Individer og de omstrejfende Løsgængere og Vagabonder, saavelsom erhvervsløse Personer, der antræffes og indsættes sammen med gamle, svagelige Mennesker, hæderlige Fattige og Familier med Børn.
Og hvilke Lokaliteter, disse Mennesker er sammenstuvet i!
Vi var oppe paa Loftet, hvor der under Taget er indrettet højst primitive Soverum. Og vi hørte fra de Gamle kun Beklagelser over den haarde Behandling, den drøje Arbejdstid og den sløje Kost.
Arbejdstiden er fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6 om Aftenen, kun afbrudt af en Hviletid fra Kl. 8 til 8½ Formiddag og fra Kl. 11 til 1 Middag - altsaa 9½ Times Arbejde, deraf de 5 Timer om Eftermiddagen uden nogen Afbrydelse. Arbejdet bestaar i dels at frynse Shavler, dels at pille Tovværk. Der gives 3 Øre for at pille 1 Pund Værk, og hvis det ikke er pillet aldeles fint, kasseres det og maa pilles om. Det betragtes derfor som et stort Held, naar der kan naas 12 Pund paa en Uge, hvilket giver 36 Øre, og i de fleste Tilfælde er Fortjenesten kun 25 Øre pr. Uge. Hver Maaned betales der desuden et Tillæg af 1 Øre for hvert Pund, der er pillet, det kan allerhøjst løbe op til ca. 32-48 Øre. De Gamles Arbejdsindtægt pr. Maaned varierer altsaa mellem ca. 1 Kr. 32 Øre og i allerheldigste Tilfælde ca. 1 Kr. 94 Øre - det bliver allerhøjst mellem ca. 4 a 6 Øre pr. Dag!
Den udleverede Kost bestaar i 2 Rugbrød a 5 Pund til hvert Lem pr. Uge, samt Middagsmad - det er det Hele.
Foruden dette Rugbrød, der i Sommervarmen ved Henliggen indtørres til en haard Masse, og Middagsmaden, der er af den tarveligste Beskaffenhed, saa udleveres der ikke nogetsomhelst hverken af Spise eller Drikke!
De Gamle faar hverken The, Kaffe, Øl eller Mælk, der er saa nødvendig for saadanne udtærede og kraftløse Mennesker. Og da de ikke kan komme langt med de 4-6 Øre, saa har de kun Vandposten at tye til, saalænge indtil de som fuldstændig afkræftede kommer under Sygebehandling.
Anstalten tilbereder ikke selv Middagsmaden, der indkøbes hos en Privatmand, Ølhandler Jensen i "Flinten", og koster 25 Øre Portionen. Efter Prisen at dømme, saa kan enhver erfaren Husmoder selv slutte sig til Kvantiteten og Kvaliteten. Portionerne er selvfølgelig yderst knappe og tarvelige. Kødsuppen beskrives som et vandet Fluidum, Øllebrøden som muggen. Klipfisken salt og sejg osv.
Hvor kan der paaregnes nogen tilstrækkelig Næring af en Middag, der f. Eks. bestaar af 3 Pægle Kødsuppe og 4 Lod Kød? Eller 3 Pægle Øllebrød og 4 Lod Klipfisk? Eller 3 Pægle Ærter og 4 Lod Flæsk?
Og dog maa de Gamle prise sig lykkelig, der er foretrukne og faar denne tarvelige Middag hver Dag i Ugen. For en Del af de gamle Menneskers Vedkommende er der nemlig truffet den besynderlige Bestemmelse, at de kun faar Middagsmad de 5 Dage i Ugen, idet man skyder sig ind under, at de i deres Fritid maa kunne tjene saa meget ved privat Arbejde, at de selv kan købe sig Middagsmad osv. de to resterende Dage af Ugen!
En mere inhuman Bestemmelse stal man vanskelig finde paa nogen Anstalt for gamle, fattige og svagelige Mennesker, og den fortjener den alvorligste Paatale og Misbilligelse.
Under Arbejdet er i et Lokale sammenstuvet en Snes Mænd og Kvinder i en trykkende Atmosfære, da Vinduerne er tilspigrede og den friske Luft kun skaffer sig Adgang gennem et Par smaa Trækruder. Her sidder de sultne Mennesker fra den tidlige Morgen den hele Dag og piller og piller med de magre, rystende Fingre for at tjene de usle 4-6 Øre, de skal skaffe sig Mad for. Og som Dagen skrider frem, saa sænker Døsigheden sig over deres trætte Lemmer. Naar saa endelig om Aftenen Klokken slaar 6, saa befries de fra Arbejdsstuen og har nu været i Aktivitet i 12 Timer og kan nok trænge til Hvile.
Hvor kan man forlange, at de efter en saa lang Dag skal kunne skaffe sig nogen privat Ekstrafortjeneste? Og hvilket Arbejde skal de i det Hele taget tage fat i og skaffe sig om Aftenen?
Selvfølgeligt viser det sig yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de Gamle at tjene noget ad denne Vej (maaske med en ganske enkelt Undtagelse) Og hvad bliver saa Resultatet? At de stakkels Mennesker bogstavelig maa sulte og leve af Vand og Brød!
Det vil med andre Ord sige, at naar disse Mennesker under Fattigforsørgelsen bydes en Levevis, hvorved de maa nøjes med Vand og Brød, saa er de stillet fuldstændig paa samme Fod som de Forbrydere, der som Straf for deres Brud paa Lovene idømmes Vand og Brød.
Der er dog den Forskel, at Forbryderne kun kan idømmes Vand og Brød i allerhøjst 5 Gange 6 Dage, medens de Fattige i Aarevis lider denne Sultestraf, hvad vi nærmere skal paavise i en følgende Artikel.
(Social-Demokraten 5. august 1891).
Omkring 1630 købte Helsingør Kommune Karmeliterhuset der blev "Fattiggården". Karmelitersygehuset blev forhøjet til hvad man kan se i dag. To bindingsværkslænger (mod øst og nord) kom til.
II
Blandt de Gamle fra Fattighuset, vi talte med, var ogsaa en skikkelig og yderst svag udseende Olding paa 76 Aar, der har været i Anstalten i ca. 15 Aar og endnu arbejder ved Tovpilning. Han er mager og udtæret med et furet og rynket Ansigt, hvis gule og blaa Misfarvning tyder paa Blodmangel og Svækkelse, hvad der yderligere bekræftes ved de rystende Lemmer og dirrende, krogede Fingre og den uafladelige hivende, tørre Hoste. Kort sagt en gammel Stakkel, der efter mange Aars haardt Slid og Slæb som Arbejdsmand nok kunde have trængt til at hvile sine Lemmer allerede fra den første Dag, da han 61 Aar gammel ikke længer saa sig i Stand til at klare sig selv og derfor meldte sig til den kommunale Fattigforsørgelse i Helsingørs Fattighus.
Han er en af dem, der erholder Middagsmad hver Dag, og hører altsaa til de lykkeligste paa dette Sted - for saa vidt man kan forbinde Begrebet Lykke med Tilværelsen paa en saadan Anstalt.
Han fortalte, at han i den sidste Uge havde pillet 7½ Pund Værk og som Arbejdsløn havde faaet 22 Øre, hvad der langt fra strakte til blot at skaffe Øl og Kaffe hver Dag. Han købte for 4 Øre en Kop Kaffe om Morgenen af en af de kvindelige Lemmer, og spiste til Kaffen et Stykke bart Rugbrød. Endvidere købte han en Flaske Øl til 4 Øre, for at faa Resten af Rugbrødet til at glide ned den øvrige Del af Dagen. Det bliver en ugenlig Udgift af 56 Øre. Da han kun tjente 22 Øre, vilde han altsaa være afskaaret fra at købe Øl og Kaffe, saafremt han ikke hos Bekendte i Byen fik et Tilskud af 34 Øre.
- Faar De slet intet Sul eller Smør til Brødet? spurgte vi, og maatte raabende gentage Spørgsmaalet, da hans Hørelse var svækket.
- Næ, vi gør saamæn ikke, svarede Oldingen. Men jeg gemmer jo et Stykke Sul fra Middagsmaden, for at have lidt til Brødet om Aftenen.
- Hvorfor gemmer De noget? Er der da saa meget Mad, at De ikke kan spise op?
- Næ tværtimod, jeg kan godt spise det op - men saa har jeg jo kun det bare Brød...
Staklen gaar altsaa halvmæt fra Middagsbordet og gemmer heller en Stump af de 4 Lod Sul.
Han maa tidlig op om Morgenen, fortalte han videre, da der skal mødes paa Arbejdsstuen Kl. 6. Paa hans Sovestue er der 12 Mand, der har 2 Haandklæder om Ugen til fælles Brug og 2 Blikskaale til Morgenvasken, men intet Sæbe, saa man kan slutte sig til Properheden. Den Gamle gaar Sommer og Vinter ned i Gaarden og vasker sig ved Posten!
Efter denne kolde Morgentur køber han den Sjat Kaffe og spiser det bare Rugbrød før han gaar til Arbejdet.
Frokosten bestaar af bart Rugbrød og det halve af den Flaske Øl, han køber.
Middagen har vi beskrevet. Af de 4 Lod Sul gemmer han Halvdelen til om Aftenen og spiser det til det bare Rugbrød og drikker Resten af Øllet for han gaar til Sengs.
- Men nu de andre Lemmer, som kun har 4-6 Øre at købe for og som ikke kan faa Hjælp udefra - de kan da ikke skaffe sig Kaffe eller Øl til Frokost, Middag og Aften? spurgte vi.
- Næ, men saa maa de drikke Vand, svarede den Gamle.
- Og hvad gør de Lemmer, der kun saar Middagsmad 5 Gange om Ugen? Af de Par Øre, de tjener, kan de jo ikke købe sig Middagsmad - hvad lever de saa af i de 2 Dage? Faar de andet end Vand og Brød?
- Næ, det kan vel ikke blive til andet!
- Ser De aldrig noget til Inspektøren eller Fattigbestyrelsen?
- Næ, ikke meget. Der er "Storkommission" en Gang hver Maaned, og en Gang om Aaret i Sommertiden faar vi Besked om at holde os parat paa Stuerne, saa kommer Inspektøren og de andre store Herrer (Fattigudvalget) og gaar gennem Anstalten, men de siger ikke noget og vi siger heller ikke noget.
- Hvorfor klager Lemmerne da ikke over at de sulter?
- Aa, hvad kan det nytte, det kan vel ikke blive anderledes...
Her kom atter den tørre Hoste og afbrød ham, og han saa' med et resigneret halvslukt Blik paa os. Disse gamle Mennesker er saa indlevet i Sultekuren, at de anser det for aldeles haabløst at søge Forholdene ændret.
- Det synes at være galt med Deres Bryst, har De ikke talt til Lægen om den slemme Hoste?
- Jo, jeg har. Men han gav mig bare lidt Lakritsmikstur, og det kunde jeg ikke taale for Maven - jeg fik Diarrhoe og maatte holde op med den Mikstur.
Hvor maa Staklens Mave dog ikke være spoleret af det idelige Rugbrød, naar han ikke en Gang kan taale lidt Lakritssaft!
- Fortalte De det til Lægen?
- Jo, jeg var nok nødt til at at sige det, for Forkølelsen har taget saadan sat paa mig, at jeg næsten har mistet Hørelsen. Saa gav han mig noget Brystsaft, men det hjælper heller ikke noget . . .
Et nyt haardnakket Hosteanfald, der varede et Par Minuter, bragte Sveden frem paa Oldingens Pande.
- De maa jo meget hellere se at komme paa Hospitalet. Saa syg, som De er, kan De da umuligt udholde at arbejde?
- Ja, jeg har ogsaa tænkt paa, at jeg vil melde mig fra, og sige at jeq ikke kan mere. Jeg vilde gærne blive ved, saa længe jeg har Kræfter, men nu kan jeg ikke tage fat mere.
- Paa Hospitalet vil De sikkert ogsaa faa lidt bedre Forplejning, der kan styrke Dem, sagde vi trøstende til Afsked. Og i Oldingens matte Øjne lyste der et pludseligt Glimt af Glæde ved Tanken om de Herligheder, som Hospitalet mulig kan byde hans syge og udpinte Legeme, efter en 15 Aars udtærende Tilværelse paa Fattighuset.
* * *
For at ingen skal beskylde os for Partiskhed, saa har vi her med Forsæt skildret en af de Gamle, der er forholdsvis bedst stillet paa Anstalten.
Han faar Middagsmad hver Dag og er desuden ved Hjælp fra Bekendte i Stand til at købe lidt Drikke, om ogsaa kun lidt. Han er altsaa en formelig Krøsus i Sammenligning med de andre Stakler, der kun faar Middagsmad 5 Gange om Ugen og kun har 4-6 Øre om Dagen at klare sig med.
En af de Gamle sagde til os: Morgen og Aften hver Dag faar vi Vand og Brød, og de to hele Dage kun Vand og Brød! Kunde der ikke rettes lidt herved, saa vi ogsaa kunde faa Mad de 2 Dage, og Morgen og Aften lidt varm Mælk eller Øl til det bare Brød ?
Dette er et saare beskedent Duske, som enhver human Fattigbestyrelse øjeblikkelig vilde opfylde.
Selv de sletteste Individer og forfaldne Subjekter paa Københavns Ladegaard faar hver Dag udleveret deres Middagsmad og varme Drikke. Ja selv Forbryderne i Fængslerne faar hver Dag deres fulde Forplejning, for saa vidt Straffen ikke bestaar i indflrænket Fangekost eller Vand og Brød.
Saa bør ogsaa Helsingørs Fattighus og Arbejdsanstalt række sin Humanitet mod de Fattige saa vidt, at de ikke lider Sult indenfor dens Vægge,
(Social-Demokraten 6. august 1891).
III.
(Sidste Artikel)
Det var et mørkt og trøstesløst Indtryk vi fik ved vort Besøg paa Fattighuset.
Vi var bl. a. oppe paa Loftet, hvor der under selve det skraa Tag er indrettet Soverum for en Snes Mand, 3 i 4 Mand i hvert Rum. Hele Loftet er paa langs delt i 2 lige store Dele ved et Bræddeskillerum, der naar fra Gulvet til op til Tagryggen. Den ene Halvdel af Loftet er fri og benyttes til Passage. Den anden Halvdel er inddelt i 6-7 smaa Rum, hvori Lemmerne har Ophold. Man maa kunne indse, at det hele er knebent og uhyggeligt.
Vi traadte ind i et af disse kvalme Rum, mens Lemmerne ivrigt diskuterende samledes uden for. Skønt vi ikke havde navngivet os til et eneste Menneske, var det dog som en Løbeild såret gennem Anstalten, at en af "Social-Demokraten's Medarbejdere var kommen til Stede og nu var oppe at undersøge Loftet.
Rummet, hvori vi kom ind, er et Slags "Atelier" - det huser nemlig foruden 2 gamle Lemmer ogsaa Anstaltens berømteste Beboer, en gammel Maler, der har lidt Skibbrud i Livet og under Havariet søger Nødhavn her for Resten af sin Tid. Han regnes selvfølgelig for en hel Matador her inde, eftersom han i sin Fritid maler smaa Skitser og afhænder dem for en billig Penge, og saaledes kan klare sig for den værste Sult. Vi saa en hel Del af hans Miniatur-Malerier: Partier af Fredensborg, Frederiksborg, Kronborg. Marienlyst osv., nette smaa Udkast, ja selv en større Portrætkultegning havde han givet sig i Kast med, og paa Sengen stod et paabegyndt større Skovparti med en idyllisk Sø, hvor Kunstneren selv sidder ved Bredden og angler efter Lykken. Hvilken Kontrast til de lurvede Omgivelser!
Malerierne er ganske vist ikke saa betydelige Kunstværker som t. Eks. Exners eller Vermehrens, men til Gengæld faar man dem da ogsaa for en Slik - 25 Øre pr. Stykke!
Vi maatte løsrive os fra Beskuelsen af al denne maleriske Herlighed for at kaste et Blik om i "Atelieret". Ja, Gud bedre os for et Hul og en Elendighed! Sort Gulv, skraat Tag med én Rude, umalede skidne Trævægge, langs hvilke er sammenpresset 3 Senge med mørke, skiddent udseende Halmsække og Tæpper - Lagener var der ikke til at opdage - , en enlig Stol og et lille Bord. Midt paa Gulvet er akkurat saa megen Plads, at 3 Mennesker kan staa oprejst; vil de sidde, saa staar Sengene parat lige bagved. Og paa Bordet tronede i ensom Majestæt Lemmernes berygtede Maaltid: et grovt Rugbrød og en stor grisset Bolle fyldt med Vand! Vi skyndte os hurtigst muligt ud fra benne Kunstnerbolig og de stakkels Gamle ....
Paa en lavloftet Kvindestue underneden var der ligesaa uhyggeligt med de tilgitrede Vinduer. Her var en halv Snes Senge og blandt de indlagte en hel Familie, Kone og 4 Børn - Manden laa afsondret paa en Mandstue. Pladsen var ganske vist lidt rigtigere her, men Sengene saa sorte ud med deres ubestemmelige Indhold af Sække eller Hestedækkener. Heller ikke der var der Lagner at se - med mindre det sorte grove Stof bærer denne Benævnelse. En gammel Kvinde beklagede sig for os over, at hun trods sine 68 Aar endnu maatte arbejde og kun fik 25 Øre at købe for.
I den saakaldte "Mandskaserne" er der slaaet Køjer op langs Væggene, og i "Rullekasernen", i hvis Gang Retiraden findes, er der sammen med Sengene opstillet en Rulle og ophobet Vasketøj.
Men der er dog i det mindste et elegant udstyret Lokale paa Anstalten: det er Inspektørens Kontor ud mod St. Annagade, hvis lyse, flotte Møblement danner en skærende Modsætning til al den øvrige Fattigdom.
Lemmerne faar en ren Skjorte eller Særk hver Uge, og aarlig 2 Par Strømper, som de selv maa stoppe og vaske. Den Vask, der ellers er fornøden, maa ogsaa Lemmerne selv besørge. De faar hertil udleveret 2 Lod grøn Sæbe, men intet Brændsel.
Endvidere saar Mændene udleveret et Par hvide Lærredsbukser, som de maa spadsere i baade Sommer og Vinter, for saa vidt de ikke selv kan skaffe en varmere Beklædning eller kan faa udleveret de afdøde Lemmers Klæder, der trods deres pjaltede Forfatning gaar paa Skifte mellem dem.
Forseelser straffes med mørk eller lys Arrest. Ja der blev endog fortalt os, at til Straffene hørte Inddragelse af den vedkommendes Middagsmad i en eller flere Dage, og at en saadan Straf netop blev eksekveret for Øjeblikket.
Men dette lyder dog for barbarisk, og vi vægrer os foreløbig ved at tro paa, at Helsingørs Kommune virkelig giver sit Samtykke til slige raffinerede Pinsler overfor de allerede i Forvejen saa udsultede Mennesker!
Kommer Lemmerne for sent op om Morgenen, eller møder de 1 Kvarter for sent til Arbejdet, straffes de med Nægtelse af Udgangstilladelse i en hel Maaned. Ellers er for de faste Lemmers Vedkommende fri Udgang en halv Dag ugenlig . . .
Vi kom endelig ud fra disse sørgelige Lokaler og stod atter i Anstaltens Gaard, hvor en gammel blind Mand, en forhenværende Gaardejer fra Horserød, stavrede om langs Muren. Ved at se hvad Helsingørs Kommune byder sine Fattige, kunde vel ikke undgaa at drage en Sammenligning med København: St. Johannesstiftelsens Bygninger i Ryesgade og navnlig den nye Anstalt i Nørre Alle - dette storartede, velindrettede Bygningskompleks, der nylig er beskrevet heri Bladet. Ja, selv den stærkt kritiserede og mangelfulde Stiftelse paa "Almindeligheden" staar langt over det skumle Fattighus Helsingør.
Ved Helsingørs Havn er fornylig fuldendt den nye pragtfulde Banegaard, der ligner et lille Rosenborg Slot og knejser over Byen med sin straalende Facade og høje Spir. Helsingørianerne er selvfølgelig - og det med Rette - stolte over denne nye forøgede Pryd af deres saa smukt beliggende By.
Men en Skandale for Byen er det ovenfor skildrede Fattighus Byens Centrum, der daglig vækker Forargelse og Medynk hos ethvert humant tænkende Menneske. Og det maa haabes, at Helsingørs Kommune snarest muligt jævner denne gamle, elendige Rønne med Jorden og op fører en nutidssvarende Anstalt, der er Byen værdig.
Men først og fremmest kan det forlanges, at Byen bespiser sine fattige Gamle saaledes, at de ikke kommer til at nøjes med Vand og Brød.
(Social-Demokraten 7. august 1891).
Artiklerne affødte kommentarer, bl.a. fra fattigudvalget i Helsingør (se fx Social-Demokraten 9. august 1891) som udtalte at klagerne var overdrevne eller usande. Det bekræftede at inddragelse af middagsmand brugtes som straffemiddel. Torsdag den 11. august 1891 blev der afholdt et møde om sagen i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Helsingør med deltagelse af ca. 500 personer. Ingen fra fattigvæsnet var mødt op. Der blev vedtaget resolution om at henvende sig til byrådet om at det sørgede for ændrede forhold. I løbet af 1890’erne begyndte man at rømme det forfaldne Fattighus som i folkemunde blev kaldt ”Skændselenshus”. I 1902 var de sidste lemmer væk. Biblioteket holdt til i huset 1910-1971.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar