"Aarhus Stiftstidende" meddeler følgende Enkeltheder ved en Sag. der for nylig er bleven afsluttet ved Hads Herreds Ekstraret:
"I Slutningen af April Maaned d. A. indlagdes paa Amtssygehuset i Odder et Fattiglem, 77½ Aar gammel. Han indkom til Sygehuset i dettes Vogn, der var sendt ud efter ham. Han laa i nogle usle Sengeklæder, som var ganske utilstrækkelige til at holde ham varm. og var bedækket med tykke Lag af Smudsig anden Urenlighed samt af Utøj i en saadan Grad, at Sygehusets Personale aldrig havde set noget lignende. Næste Dag henad Aften afgik han ved Døden.
Den Afdøde, som var gift, boede sammen med sin Hustru og en voksen Datter i et meget afsides liggende Hus, og da der var langt til Naboer og der meget sjældent kom nogen til dem, var den Afdøde ganske overladt til disse to Menneskers Pleje og Varetægt. Den Afdøde havde i 18 Aar havt Natteleje i en lille og kold Forstue hvor der ikke kunde anbringes nogen Kakkelovn, og i en Seng, der var meget utilstrækkelig forsynet med Sengeklæder. Han havde i flere Aar lidt af ømme og hovne Fødder, og siden den 2den April d. A havde han været sengeliggende, idet han denne Dag følte sig saa syg, at han ikke kunde staa op.
I Fattighjælp fik Familien udbetalt 20 Kr. om Maaneden, og om det end ikke er oplyst, at Konen og Datteren ligefrem har sultet den Afdøde, har de dog erkendt, at de kun har givet ham The og Smørrebrød, en enkelt Gang maaske ogsaa Grød eller Vælling, og en Nabokone, som et Par Gange var bleven kaldt til Hjælp, naar de troede, at Døden var nær, og som medbragte forskellige Spisevarer som Æg og Søbemad, har forklaret, at den Afdøde spiste disse med stor Begærlighed og saaledes, at han gjorde Indtryk af at være meget sulten.
Den Afdøde havde i flere Aar lidt af en Hjærtesygdom, og han kunde ikke hjælpe sig selv; men ikke desto mindre ydede hverken Konen eller Datteren ham den nødvendige Hjælp. De opholdt sig i den opvarmede Stue ved Siden af Forstuen, til hvilken de lukkede Døren for ikke at faa Sygestuens Lugt herind, og lod ham blive liggende i sine egne Udtømmelser. Han blev hverken vadsket eller redt undtagen en eneste Gang, da den omtalte Nabokone forsøgte at rede hans Haar, men maatte opgive det igen, da Utøjet dryssede fra hans Hoved ned paa Gulvet.
Endskønt den Afdøde havde bedt om, at der maatte blive hentet Læge, sendte de først Bud efter denne den 13. April, som det maa antages, fordi Datteren frygtede for, at Lægen skulde beordre Faderen lagt ind i en hende tilhørende god Seng. Lægen beordrede nogen Medicin, som den Afdøde ogsaa fik, og dernæst beordrede han, at den Afdødes Fødder, i hvilke der var gaaet Koldbrand, skulde holdes varme ved ophedede Sten. Dette blev gjort i to Dage, men saa blev der holdt op med, fordi den Afdøde efter Konens og Datterens Foregivende sagde, at han ikke kunde holde det ud; men selv i de to Dage, i hvilke de holdt Stenene varme, skete det kun om Dagen, idet de gik i Seng og stod op til sædvanlig Tid, og lod den Afdøde i Mellemtiden skøtte sig selv.
Lige saa lidt anmeldte de den Afdødes Sygdom for Sogneraadet, fordi "de ikke vilde sætte Sogneraadet i unødig Bekostning".
Sygehus-Lægen har erklæret, at den Afdøde er død af Koldbrand, og har ment, at hele den Afdødes Behandling i Hjemmet, har fremskyndet Døden. Distriktslægen har udtalt, at den Afdøde vistnok ikke er bleven mishandlet i Hjemmet, men at Konen og Datteren har tabt Lysten til at pleje ham, da de mærkede, at Døden nærmede sig. Det er efter hans Mening umuligt at sige, om deres Forsømmelighed har fremskyndet Døden, men han mener, at Forholdet muligvis vilde have været anderledes, om den Afdøde tidligere havde faaet Lægehjælp og bedre Pleje.
Saavel Konen som Datteren bleve satte under Tiltale, og i Henhold til Straffelovens § 197 idømtes de hver især en Straf af 14 Dages simpelt Fængsel foruden Sagsomkostningerne."
* * *
Socialdemokratiet fordrer, at Staten skal drage human Omsorg for Syge og Gamle, ved at etablere en tilstrækkelig Stats-Alderdomsforsørgelse og en samfundsmæssig Sygepleje. Ovennævnte Eksempel paa, hvorledes gamle fattige Mennesker er udsat for at blive behandlet under de nuværende Forhold, er et Bevis til de mange tidligere for, hvor nødvendig Gennemførelsen af Socialdemokratiets Fordring er.
Det nytter ikke at henvise til, at Barbarismen er udøvet af den Mishandledes Familie. Dels vil Mishandlinger fra den Side bortfalde af sig selv, naar Staten optræder paa den Maade den bør overfor Syge og Gamle, og dels bør Staten føre fornødent Tilsyn med Syges og Gamles Behandling, ogsaa naar de ikke er indlagte paa Sygehuse eller Alderdomshjem. I Særdeleshed skal Syges Paarørende være forpligtet til at søge Lægehjælp i alle betydelige Sygdomstilfælde, og naar Lægen finder, at den Syge ikke plejes tilbørligt i Hjemme eller ikke kan blive ordenlig plejet dér, lagt paa et Sygehus.
Vi skal afholde os fra enhver Kommentar om, hvorvidt Straffen er for mild eller ikke. Det er ikke ved Straffe, man raader Bod paa Onder af denne Art, men ved gode og hensigtsmæssige Foranstaltninger.
(Social-Demokraten 2. august 1891).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar