Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.

Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julie Ramsing (1871-1954). (Efterskrift til Politivennen).

Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.

Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.

Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen. 

Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.

Se artiklen En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. Dannebrog 16. oktober 1905.

1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.

Se artiklen Mod Kulden, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914.

Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.

Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.

Se artiklen Interview med Fru Julie Ramsing, B. T. 7. december 1918.

I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.

Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.

Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.

D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.

Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark. 

Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år. 

Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.

Se artiklen Det danske Hjælpebureau i Flensborg, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave

Se artiklen Oberstinde Ramsing som Udlejer, september 1921.

I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh. 

Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.

Se artiklen Min Yndlingskrog, København 23. november 1922

Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.

Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.

Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

Joachim Hans Wilhelm Briegleb 1905-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Joachim Hans Wilhelm Briegleb var søn af en ældre søster (Edelgard Seraphine Maria Hanna von Leyser) til Ernst Ulrich Hans von Leyser (1889-1962) - en højtstående tysk officer. Edelgard var gift med Hans Carl Wilhelm Oswald Wolfgang Briegleb som var af en officersfamilie. Joachim Briegleb blev gift 1934 med den næsten 5 år yngre Hella Albertine Alma Minna Käthe von Graevemeyer

Hans militære karriere forløb således: 1. april 1934 løjtnant, 1. marts 1934 Oberleutnant, 1. marts 1938 ritmester. 15. maj 1940 taktiklærer ved Kavallerieschule, 16. september 1940 lærer ved Heeresreit- und Fachschule. 7. marts 1941 kommandant for Aufkläringsabteilung 102. 18. januar 1942 major med EDA fra 1. januar 1942. I april 1942 var han med til at organisere operation "Seydlitz": nedkæmpelsen af en sovjetiske hærstyrke i det sumpede og skovbevokset område ved Kholm-Jirkovski mellem 2. og 13. juli 1942. Efter ødelæggelsen vendte han tilbage som leder af Schnellen-Abteilung 102.1. august 1942 kommandant for "schnellen Abteilung".

Han blev såret 20. december 1942 og tildelt 9. cykel-afdeling. 3. marts 1943. kommanderede han 6. Lehrgang för höhere Adjutanten. 24. marts 1943 ved Armeafdeling Kempf. 1. maj 1943 ved XXXXVIII panserkorps' stab. 1. september 1943 adjudant ved XXXXVIII panserkorps. 1. oktober 1943 oberstløjnant. 25. marts kommandør for Lehrgruppe II ved Aufklärungs- und Kavallerischule Bromberg. 12. december 1944 kommandant for 10. Radfahrjägerbrigade.

Den var blevet oprettet januar 1945 og resterne af den indgik i 28. Jägerdivision 31. marts 1945. Han deltog i det sovjetiske omringelsesslag ("kedelslag") ved Heiligenbeil - Mamonovo - i Østpreussen 26. januar 1945 til 24. marts 1845. Grundet den kaotiske situation var tabstal meget usikre. Sovjet erklærede 93.000 fjender døde og 46.488 tilfangetagne.

Tæt på lå en af koncentrationslejren Stutthofs udearbejdslejre Heiligenbeil som var blevet oprettet september 1944. Lejren rummede 1.064 jødiske kvinder og 93 mænd ved evakueringen (dødsmarch) den 20.-21. januar 1945 til Stutthof. Ved anden fase af evakueringen fra Stutthof besluttedes at myrde dem alle. Fangerne - hvis tal nu var nået op på omkring 4.000 - blev drevet mod kysten og tvunget til at enten begå selvmord eller blive skudt. Omkring 200 lykkedes det at flygte, hvoraf kun 15 overlevede krigen.

Ingen fundne kilder nævner hvordan Briegleb havnede i Danmark hvor han opgives til at være død i Korsør. 20. eller 21. maj 1945. Men scenariet generelt var at 232.700 tyske soldater marcherede hjem i maj og frem til 6. juni 1945. De resterende ca. 54.000 tog hjem indtil 1949. Et gæt kan være at han efter befrielsen 5. maj 1945 blev sendt på march til Tyskland fra fx København hvor han nåede til Korsør. 

Se fx DRs dokumentar "Flødeskumsfronten. Den sidste March".

Ubekendt fotograf: Tyske soldater drager hjem, Holmens Kanal, København, maj 1945. Det kongelige Bibliotek. Briegleb kan have været med i en sådan kolonne efter at være ankommet til København fra Østfronten, måske slut marts/begyndelsen af april 1945.

Korsør spillede (sammen med fx Gedser) efter tyskernes kapitulation en stor rolle som det sted hvor 65.000 soldater blev afvæbnet på deres vej til Tyskland, overvåget af 100 engelske faldskærmssoldater samt lokale frihedskæmpere og politifolk. Alt materiel, heste, gods og penge (ca. 6 mill. kr.) blev konfiskeret og opbevaret i byen. Soldaterne overnattede imens i telte og bivuak - og pavillon Sommerlyst. Kilderne nævner ikke dødsårsagen.

Svigerfar von Leyser blev taget i amerikansk fangenskab efter krigen og ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg 1947 idømt 10 års fængsel, bl. a. for at have slæbt kroater til tvangsarbejde i Tyskland samt for og folkeretsstridige henrettelser. Han blev løsladt i begyndelsen af 1951. 

Joachim (Hans Wilhelm) Briegleb, Oberstleutnant 23.11.1905-21.5.1945. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 75/76. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Tysk Ubaad sænket i Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3. maj 1945 blev den tyske ubåd U-2503 sænket i Storebælt. Ubåden var blevet søsat 29. juni 1944. Besætningen var normalt 5 officerer og 52 besætningsmedlemmer. Den 3. maj 1945 var den på vej nord på gennem Storebælt med kurs mod Norge. Tæt ved Omø Fyr blev den angrebet af fly fra Royal Airforce (RAF) Bristol Beaufighters. Kommandotårnet blev ramt, og flere besætningsmedlemmer dræbt, bl.a. kaptajnløjtnant Karl-Jürg Wächter. Ubåden blev glødende og af en mindre motorbåd slæbt til Nordfyns kyst. De overlevende (59?) gik i land her. Ubådens ledende ingeniør Oskar Curio sænkede den næste morgen 4. maj kl. 5.12 med sprængstof på position 55°09′N 11°08′E.

Chefen for eskorten til de fly der nedskød ubåden, major Arne Austeen (1911-1945) blev i sin Mustang ramt af flak, formentlig fra ubåden U-155 den 4. maj 1945 over Flensborg Fjord. Flyet eksploderede og Austeen omkom. Han se dog ikke at have været med i selve nedskydningen af U-2503. Han havde nedskudt 5 fly og beskadiget 3 andre.

Kaptajnløjtnant Wächter var kommandant på ubåden siden 22. november 1944. Han var startet som søkadet 10. september 1936 og var herefter steget i graderne til 1. oktober 1940 at blive Oberleutnant zur See, 1. juni 1943 kaptajnløjtnant. I starten af krigen var han i Luftwaffe, men blev i 1941-1942 uddannet til ubådsflåden. 6. juni 1942 - 12. januar 1944 var han kommandant for U 223 som sejlede i Nordatlanten og ved sydøstlige Grønland. Her sænkede han 2 skibe. Senere på året yderligere 2 skibe. Den 12. november 1944 blev han kommandant på 2503 (XXI). Den havde bl. a. været i Swinemünde, Gotenhafen, Hela, Travemünde og sejlet 30 flygtninge fra Østpreussen dertil. Den 3. maj 1945 afsejlede den fra Kiel mod Norge. 

Karljürg Wächter. Kapitänleutnant. 2.5.1916-3.5.1945. Wächter havde kommandoen på ubåden, mens Erwin Christophersen var med som passager på vej mod Norge for at overtage kommandoen over en båd der. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 49/50. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

På båden befandt sig endvidere kaptajnløjtnant Erwin Christophersen som skulle til Norge for at overtage kommandoen over en ny båd. Hans karriere var var startet i 1935 i marinen og forløb fra december 1940 på følgende ubåde:

På træningsbåden U-753 var han 18. juni 1941 til 30. november 1941 som 1. udkik. Det må være på dette tidspunkt han var med på båden. Båden blev senere indsat og sænkede den 20. maj 1942 et amerikansk handelsskib, beskadigede den 22. maj 1942 et britisk sejlskib, samt den 25. maj 1942 en norsk tanker. Den 27. maj 1942 sænkede den den norske tanker Hamlet. Den 5. maj 1943 blev den sænket og alle 47 besætningsmedlemmer omkom.

U-228 blev søsat 30. juli 1942 og var i starten til træning. Den udførte seks patruljer mellem 1. marts 1943 til 5. oktober 1944 uden at få sænket et skib, men fik nedskudt to fly. Den blev beskadiget i Bergen 5. oktober 1944 og skrottet.

U-3028 blev søsat 22. december 1944 under kommando af kaptajnløjtnant Erwin Christophersen fra 27. januar 1945. Den kom aldrig i aktiv tjeneste og han forlod den 3. maj 1945, samme dag som han var ombord på U-2503 som passager for at overtage en ubåd i Norge, men døde under angrebet. Vraget blev senere hævet og skrottet.

Heinrich Gissel. Oberleutnant. 5.2.1913-3.5.1945. Døde ifølge kilder sammen med Erwin Christophersen. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 51/52. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Tove Schmidt 1920-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Likvideret sammen med sin mand, Kaj Jørgen Godtfredsen Schmidt. Født 28. januar 1910 i København. Opdagelsesbetjent. Han var med i De frie Danskes første plakat over 12 danske stikkere, der blev mistænkt for at samarbejde med Dagmarhus (Gestapo), i apriludgaven i 1944. Kaj og Tove Godtfredsen Schmidt  blev likvideret sammen med sin kone Tove Schmidt på hjørnet af Vigerslevsvej og Hanstedsvej i Valby den 13. april 1945 af Holger Danskes gruppe Lange: ”Karl”, ”Philipsen”, ”Lange-Jens” og Gudrun Ingeborg Agnete Johansen kaldet ”Frøken Lange” (1905-1983). Tove Schmidt er begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365

Dobbeltlikvideringen blev udført af fem modstandsfolk. Jørgen blev dræbt på stedet. Han havde været på Østfronten i tysk tjeneste og arbejdede for Gestapo. Sammen med sin kone Tove ifølge modstandsbevægelsens oplysninger. Hun blev i første omgang hårdt såret, men levede en kort tid. Den 40-årige Gudrun Johansen (dæknavn Frøken Lange) var en af de fem bevæbnede modstandsfolk. Spinkel, nærsynet og undseelig kvinde, halvlangt mørkt hår og store hornbriller. Hun træder frem og retter sin pistol mod Toves hoved og affyrer et dræbende skud. Gudrun levede et dobbeltliv. Når hun ikke studerer plantesygdomme (plantepatolog), er hun en af modstandskampens få kvindelige ledere. Hun er anfører af Gruppe Lange og mod slutningen af besættelsen har hun 34 unge mænd under sig. Gruppen ransager huse, holder vagt og så likviderer de stikkere og andre danskere, som bliver vurderet farlige for modstandsbevægelsen. Men Gudrun kæmper ikke altid kun mod den tyske besættelsesmagt og dens danske håndlangere. Da hun bliver forfremmet til afdelingsleder og får flere grupper under sig, lyder der protester fra modstandsfolk, som ikke mener, at kvinder kan være ledere i modstandsbevægelsen. Men ”Frøken Langes drenge”, som de unge mænd under Gudrun bliver kaldt, stiller sig bag hende og de skaber et stærkt bånd mellem sig, der fortsætter mange år efter befrielsen. Selv efter Gudrun bliver gift og flytter til Brasilien, mødes hun stadig med sine drenge ved enkelte lejligheder. Frem til befrielsen ledede hun afdelingen på omkring 35 mand og deltog selv i flere likvideringer og sabotager. Gudrun døde i 1983. (Oplysninger fra Frihedsmuseet).

Tove Schmidt er begravet påVestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gunnar Otto Alvang 1922-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Gunnar Otto Alvang blev født 26. marts 1922 i København. Han meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS. Senere tolk for Nordenbruch og Zschoche fra sommeren 1944 i Gestapos afdeling IV 1b i København. Han gik under dæknavnet Günther Schmidt. Han havde forbindelse til kæresteparret Flemming Bertram Larsen og Inga V. Stobbe, der begge senere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I en rapport om de to sidstnævnte personer stod bl.a "For 75 kroner stak pigebarnet 2 personer, som blev skudt ned af HIPO. I rapporten har hun underskrevet erklæringen: "Jeg erklærer herved at det var min absolutte hensigt at angive de to for at få pengell (underskrift) for 75 kroner - to menneskeliv." (DKP og Frihedskampen. 30. Likvideringer og lignende).

Han blev såret under en aktion på Amager i midten af marts 1945 og dræbt den 21. marts 1945 under angrebet på Shellhuset. 

Hipo-Patruljevogne nedkæmpet.

Paa Thorvaldsensvej mellem Bülowsvej og Dr. Priemesvej kom det forleden til et dramatisk Optrin, hvorunder en Hipo-bil med fem Mand forsøgte at overhale og standse en Lastbil. Hipo-Vognen blev imidlertid modtaget med Skud og Haandgranater, og en af Hipo-Folkene, der var i civil, blev dræbt.

De to Vogne kørte med meget stor Fart i Retning mod Falkoner Alle, men det var indlysende, at Lastbilen maate komme til kort overfor den meget hurtigere Patruljevogn. Lige ved Dr. Priemesvej var Hipo'erne naaet op til Lastbilen og skulde netop til at overhale den, da en Haandgranat pludselig blev kastet fra Lastbilens Førersæde, samtidig med at en Række Maskinpistoler rettedes mod Hipo-Vognen og dens Besætning. Det forfejlede ikke sin Virkning. Føreren mistede Herredømmet over Vognen, der med et Brag tørnede mod en Stander. Det viste sig, at en af Hipo-Folkene var blevet dræbt paa Stedet, en Mand ved Navn Gunar Alvang, mens et Par andre havde faaet lettere Kvæstelser.

Lastbilen fortsatte imidlertid sin Kørsel, men kort efter kom en omfattende Hipo-Udrykning til Stede. Den dræbte blev transporteret bort, og tro mod deres Sædvane iværksatte Hipo'erne en fuldstændig Terror i Kvarteret. De skød og ransagede i det meste af en Time. Der fandt dog ingen Anholdelser Sted. Efter at de var kørt bort, stod den delvis Ødelagte Patruljevogn stadig op ad Standeren, og kort efter kom nogle af de forfulgte Patrioter til Stede. De tappede Benzinen af Bilens Tank og hældte det ind i Vognens Indre, hvorefter de satte Ild til og forsvandt. Den bliver aldrig til Bil mere.

(Information nr. 441, 24. marts 1945)

Mindesten på Vestre Kirkegård tyske afdeling D/1124-1123. Han blev dræbt kort før sin 23-års fødselsdag - og 1½ måned før befrielsen.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139) ligger Kriminalsekretär Herbert Christiansen (12. juni 1904-23. marts 1945) der ligeledes omkom under bombningen af Shellhuset.

Tyskere og danske i tysk tjeneste dræbt ved bombardementet på Shell-Huset 21. marts 1945. (Efterskrift til Politivennen)

Under bombardementet af Shell-huset i København 21. marts 1945 døde en række tyskere og danskere i tysk tjeneste. Rigspolitiet opgjorde det samlede antal omkomne ved Shellhuset til omkring 125 personer. 51 kan navngives og identificeres, 42 omkom senere af deres kvæstelser. Efter krigen blev der fundet rester af mellem 20 og 40 personer i ruinerne.

Nedenstående et lille indblik i hvad slags folk der var tale om.

Friedrich Bossen, Kriminalsekretär. 16.6.1905-21.3.1945. Døde under det engelske luftangreb på Gestapos hovedkvarter. (Shell-huset). D 1136-1135

Karl Döhrbeck. Kriminalsekretär. 6.10.1901-21.3.1945. Er starb während einem Britischen Luftangriff auf die Dänische Gestapo Zentrale in Kopenhagen. Shellhuset.

Ludwig Huf. Kriminaloverassistent. 21.12.1908-21.3.1945. Tysk medlem af Petergruppen. SS-Hauptscharführer Ludwig Huf (født 21. december 1908, omkom ved luftangrebet 21. marts 1945 på Shellhuset. Begravet på Vestre Kirkegård, København). D 1126-1125.

Gunnar Alvang 26.3.1922. Dansk frivillig i Waffen-SS. Fra sommeren 1944 Gestapo i København. D 1124-1123. 

Herbert Christiansen, dansker. Vestre Kirkegård D 1140-1139.

Til dette indslag er bl. a. brugt "Daglige beretninger om begivenheder under den tyske besættelse" (1946)

Fritz Renner, Kriminalassistent. 10.8.1912-21.3.1945. SS-Oberscharführer. Kom til Danmark i november 1940 fra Gestapo i Saarbrücken. Han skal have lært at tale udmærket dansk. I sommeren 1944 fulgte han som en af Gestapo-vagt med Røde Kors-udsendinge og danske embedsmænd til Theresienstadt. Renner blev dræbt under RAF-luftangrebet på Shellhuset 21. marts 1945.

Omtalt i Peter Øvig Knudsen: Birkedal (s. 151-152). Her beskrives indgående Renners torturmetoder mod lægen Aage Grut som læremester for Birkedal.

Fritz Renner var en af Hans Hermannsens nærmeste medarbejdere og medlem af Gestapo i Saarbrücken, før han kom til Danmark den 23. november 1940. Hans hovedopgave ser ud til at have været at registrere jøderne i Danmark. Tidligere forskning har præsenteret os for et udførligt eksempel på Renners arbejde som Heinrich Himmler havde beordret arrestationen af den formodede dansk-jødiske professor Walter Thalbitzer. Thalbitzer, ekspert i inuitkultur, skulle arbejde i koncentrationslejren Dachau på de forfærdelige medicinske fryseeksperimenter. Kanstein skulle finde på de passende årsager til Thalbitzers arrestation, og Fritz Renner skulle undersøge Thalbitzers arv via offentliggjorte genealogiske værker. I en fire-siders rapport optrevlede Renner Thalbitzers familiehistorie kun for at konkludere, at han ikke var jøde. Da spørgsmålet kom direkte fra Himmler, må hans overordnede have stolet på Renners evner, og han kendte tydeligvis sine kilder. Fritz Renner var en af de få personer, der ville blive tildelt arbejde i det officielle Gestapo-kontor for jødiske anliggender IV-4-B, som det blev etableret i september 1943. Han er også kendt for sine forsøg på at fange flygtende jøder i oktober 1943. Det gjorde han sammen med Paul Hennig (se afsnit 5.3.1) og under et skyderi i Tårbæk dræbte Renner eller Henning Claus Christian Heilesen, der hjalp jøder med at flygte. En af Renners medarbejdere til at indsamle efterretninger om jøder var Gustav Oehlerking, om Gustav Oehlerking vi ved meget lidt. Han kom til Danmark i januar 1943 som en af de femten nye tyske politibetjente, der blev indsat ved den tyske legation. Han var 53 år gammel, da han ankom til Danmark fra Hannover med titlen Kriminalobersekretär – en mellemrang.

Fritz Renner was one of Hans Hermannsen’s closest associates and member of the Gestapo in Saarbrücken before coming to Denmark on November 23rd, 1940. His main task seems to have been registering the Jews in Denmark. Previous research has presented us with one elaborate example of Renner’s work as Heinrich Himmler had ordered the arrest of the presumed DanishJewish professor Walter Thalbitzer. Thalbitzer, an expert on Inuit culture, was to work in the concentration camp Dachau on the horrible medical freezing experiments.470 Kanstein was to concoct the appropriate reasons for Thalbitzer’s arrest and Fritz Renner was to examine Thalbitzer’s heritage via published genealogical works. In a four-page report Renner unraveled Thalbitzer’s family history only to conclude he was not Jewish. 471 As the question came directly from Himmler, his superiors must have trusted Renner’s skills, and he clearly knew his sources. Fritz Renner was one of the few persons who would be assigned work in the official Gestapo office for Jewish affairs IV-4-B as it was established in September 1943.472 He is also known for his attempts to catch fleeing Jews during October 1943. He did so along with Paul Hennig (see section 5.3.1) and during a shoot-out in Tårbæk Renner or Hennig killed Claus Christian Heilesen who assisted in helping Jews escape.473 One of Renner’s associates in gathering intelligence on Jews was Gustav Oehlerking, of whom we know very little. He came to Denmark in January 1943 as one of the fifteen new German police officers who were instated at the German Legation. He was 53 years old when he arrived in Denmark from Hannover with the title of Kriminalobersekretär – a middle rank. 474. (Flere citater om Renner i dokumentet. PDF-dokument downloaded: JødereDK.)

(Jacob Halvas Bjerre: Excluding the Jews. The Aryanization of Danish-German Trade and German Anti-Jewish policy in Denmark 1937-1943. (2018).)

Fritz Renners gravsten på Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139). Foto Erik Nicolaisen Høy.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling er næsten hele afdeling D numrene D 1093-1344 på nær et par rækker, gravsten for personer døde den 21. marts 1945 eller i dagene derefter. Det er formentlig blandt dem man skal finde de døde tyske og danske håndlangere. Området rummer formentlig også personer der ikke døde som følge af bombardementet. Desuden er der sten hvor der blot er angivet: "Ein unbekannter deutscher Soldat/Toter" o. lign. 

Nedenfor er angivet de fra afdeling D som døde inden 1. april 1945 (hvilket betyder at de der døde efter, ikke er med):

Dyveke Hilden 6.3.1899-21.3.1945. Gustav Adolfsgade 3, 2. sal. Ifølge Bovrup-kartoteket indmeldt i DNSAP 14. oktober 1940. D 1124-1123.
Hans Wienecke, Untersturmführer. 5.5.1910-26.3.1945. D 1126-1125.
Martin König, Kriminaloverassistent. 12.9.1913-21.3.1945. Jensen
Dr. Walter Gregor. Oberstarzt. 17.8.1898-21.3.1945.
Albert Malik. Polizeimeister. 20.11.1901-21.3.1945. Berlin, den 19. Juli 1950. Der Meister der Schutzpolizei, Albert Malik, wohnhaft in Litzmannstadt, Scharnhorststraße 18, ist am 24. März 1945, um 23.25 Uhr, in Kopenhagen/Dänemark, verstorben. Der Verstorbene war geboren am 20. November 1901 in Helbra, Mansfelder Seekreis. Der Verstorbene war verheiratet mit Gertrud, Margarete, Klara Malik, geborenen Malig. D 1161-1162.
Ludwig Wicht, Unteroffizier. 21.8.1895-27.3.1945. D 1161-1162.
Otto Rissmann. Kriminalsekretär. 27.12.1899-21.3.1945.  D 1149-1150.
Maria Theobald. D 1149-1150.
Leopold Kröpel. Kriminalsekretär. 18.8.1909-21.3.1945. D 1134-1133.
Erich Bostelmann. Kriminalassistent. 3.2.1911-21.3.1945. D 1134-1133.
Willibald Wiedemann. Polizeiinspektorenanwärter. 10.4.1909-21.3.1945. D 1132-1131.
Otto Schlehahn. Obergefreiter. 18.5.1910-21.3.1945. D 1132-1131.
Rudolf Hammerich. Oberscharführer. 12.1.1913-21.3.1945. D 1130-1129
Kurt Sinjen, Kriminalsekretär 28.1.1907-21.3.1945. D 1130-1129.
Marga Nielsen 31.10.1904-21.3.1945. D 1144-1143
Wilhelm Wassermann, Obersturführer. 26.2.1912-23.3.1945. D 1144-1143
Erna Greinke, Stabshelferin. 8.9.1912-22.3.1945. D 1142-1141
Josef Sampl, Oberscharführer. 2.1.1905-21.3.1945. D 1142-1141
Jürgen Holm. 18.6.1922-21.3.1945. D 1136-1135
Friedrich Bossen, Kriminalsekretär. 16.6.1905-21.3.1945. D 1136-1135
Klärchen Westrup. 27.6.1927-21.3.1945. D 1128-1127.
Hans-Günther Flakowski, Unteroffizier. 28.7.1909-21.3.1945. D 1128-1127.
Diedrich Armsbrust, Oberscharführer. 16.8.1910-26.3.1945. D 1151-1152.
Christel Schramm. 25.12.1923-21.3.1945. D 1122-1121.
Paul Raffelt, Oberscharführer. 19.7.1906-22.3.1945. D 1122-1121.
Willi Hackstein, Unteroffizier. 22.9.1918-24.3.1945. D 1093-1094.
Heinz Paschke, Gefreiter. 23.3.1912-25.3.1945. D 1093-1094.
Ewald Grams, Unteroffizier. 29.1.1920-22.3.1945. D 1095-1096.
Kinke, Obergefreiter. -26.3.1945. D 1095-1096.
Friedrich Alf, Obergrenadier. 9.3.1910-24.3.1945. D 1097-1098
Ferdinand Sprunck, Wachtmeister. 1.7.1897-23.3.1945. D 1097-1098
Otto Kallmeyer, Obergefreiter. 12.7.1911-25.3.1945. D 1099-1100.
Georg Krÿger, Obergefreiter. 15.1.1920-24.3.1945. D 1099-1100.
Friedrich Hoecker, Obergefreiter. 18.7.1911-25.3.1945. D 1101-1102.
Hans-Joachim Stephan, Rottenführer. 5.2.1921-21.3.1945. D 1101-1102.
Otto Haase, Maat. 4.6.1921-24.3.1945. D 1109-1110.
Claus Brandstaedter, Fähnrich zur See. 16.3.1925-24.3.1945. D 1109-1110.
Herbert Tonn, Stabsgefreiter. 3.12.1920-23.3.1945. D 1167-1168.
Max Hertenstein, Obergrefreiter. 20.5.1921-25.3.1945. D 1163-1164.
Heinz Nielewski, Oberfeldwebel. 11.6.1918-24.3.1945. D 1163-1164.
Johannes Kothorst, Obergefreiter. 29.1.1910-26.3.1945. D 1165-1166.
Max Schulze, Unteroffizier. 24.9.1895-27.3.1945. D 1165-1166.
Martin Günster, Obergefreiter. 11.11.1924-25.3.1945. D 1169-1170.
Walter Pett, Gefreiter. 26.12.1910-25.3.1945. D 1171-1172.
Sidak Taubaew. 1922-24.3.1945. D 1173-1174.
Herbert Spitzner, Feldwebel. 1.10.1912-26.3.1945. D 1173-1174.
August Wieland, Obergefreiter. 3.7.1904-27.3.1945. D 1175-1176.
Alfred Langner, Polizeimeister. 18.9.1905-24.3.1945. D 1175-1176.
Fritz Eckert, Obergefreiter. 5.9.1905-25.3.1945. D 1159-1160.
Bruno Bornhöft, Stabsgefreiter. 4.4.1919-25.3.1945. D 1159-1160.
Michael Scharpe, Obergefreiter. 14.8.1909-31.3.1945. D 1157-1158.
Kurt Wormser, Obergefreiter. 31.3.1919-31.3.1945. D 1157-1158.
Willi Klumm, Soldat. -24.3.1945. D 1178-1177.
Alexander Zutis, Schütze. 7.6.1914-27.3.1945. D 1178-1177.
Günther Lohmann, Unteroffizier. 29.6.1922-26.3.1945. D 1180-1179.
Alfred Kraul, Unteroffizier. 28.9.1909-27.3.1945. D 1180-1179.
Rudolf Kissling, Unteroffizier. 27.12.1920-26.3.1945. D 1182-1181.
Max Bieler, Unterscharführer. 25.10.1920-26.3.1945. D 1182-1181.
Willy Claus, Feldwebel. 30.11.1906-26.3.1945. D 1184-1183.
Hans Kobbe, Stabsgefreiter. 15.12.1914-25.3.1945. D 1184-1183.
Wittig Weniger, Soldat. 18.12.1925-27.3.1945. D 1186-1185.
Günther Fischer, Matrose. 6.1.1927-27.3.1945. D 1186-1185.
Kurt Wicke, Unteroffizier. 15.3.1923-25.3.1945. D 1188-1187.
Josef Höcke, Unteroffizier. 30.8.1916-27.3.1945. D 1188-1187.
Karl Wöhler, Obergefreiter. 6.4.1911-27.3.1945. D 1190-1189.
Walter Schmidt, Gefreiter. 15.6.1925-25.3.1945. D 1190-1189.
Heinrich Zibrowski, Hilfswilliger. -25.3.1945.
Karl Strobl, Obergefreiter. 29.8.1924-25.3.1945.
Hans John, Gefreiter. 21.7.1925-25.3.1945. D 1194-1193.
Herbert Stryjewski, Unteroffizier. 1.7.1893-27.3.1945. D 1194-1193.
Arthur Schäfer, Stabsfefreiter. 8.11.1914-26.3.1945. D 1196-1195.
Friedrich Heimann, Obergefreiter. 29.10.1910-24.3.1945. D 1196-1195.
Stanislaus Glogokinski, Füsilier. 12.1.1906-24.3.1945. D 1198-1197.
Alexander Shcedl, Gefreiter. 15.3.1906-26.3.1945. D 1198-1197.
Heinz van Eicken, Unteroffizicier. 20.12.1918-26.3.1945. D 1200-1199.
Alfons Neuwirth, Gefreiter. 20.8.1916-27.3.1945. D 1200-1199.
Friedrich Stühmer, Matrose. 29.5.1926-27.3.1945. D 1202-1201.
Albert Schaffler, Steuermannsmaat. 1.8.1921-25.3.1945. D 1202-1201.
Schmidt, Stabsgefreiter. -31.3.1945. D 1227-1228.
Rudolf Schuhmann, Rottenwachtmeister der Polizei. 18.11.1904-25.3.1945. D 1227-1228.
Günther Bertram, Gefreiter. 25.3.1927-23.3.1945. D 1225-1226.
Georg Anischikoff, Soldat. 4.9.1923-31.3.1945. D 1223-1224.
Willibald Knab, Stabsovermaschinist. 13.6.1911-26.3.1945. D 1223-1224.
Martin Häder, Obergefreiter. 18.9.1917-26.3.1945. D 1221-1222.
Wilhelm Marzinzik, Obergefreiter. 24.2.1899-24.3.1945. D 1221-1222.
Martin Buchner, Oberfeldwebel. 3.3.1915-26.3.1945. D 1219-1220.
Gerhard Breitung, Obergefreiter. 21.1.1917-23.3.1945. D 1219-1220.
Julius Schäfer. -30.3.1945. D 1217-1218.
Friedrich Bartels, Unteroffizier. 1.6.1903-26.3.1945. D 1217-1218.
Karl Trapp, Obergefreiter. 19.12.1922-23.3.1945. D 1215-1216.
Gerhard Brunken, Schütze. 4.2.1902-24.3.1945. D 1215-1216.
Friedel Osterlein. -27.3.1945. D 1213-1214.
Josef Polanetzki. 29.3.1925-24.3.1945. D 1213-1214.
Fritz Reiss, Obergefreiter. 13.7.1912-28.3.1945. D 1211-1212.
Richard Lowerenz, Stabsgefreiter. 11.3.1916-27.3.1945. D 1211-1212.
Paul Knorr, Gefreiter. 29.10.1906-31.3.1945. D 1209-1210.
Friedrich Koppen, Obergefreiter. 20.1.1902-27.3.1945. D 1209-1210.
Heinrich Nissen, Obergefreiter. 8.1.1923-27.3.1945. D 1207-1208.
Fritz Steinke, Obergefreiter. 19.2.1906-24.3.1945. D 1234-1233.
Josef Hrach, Feldwebel. 14.1.1911-27.3.1945. D 1234-1233.
Edwin Gundelwein, Gefreiter. 9.9.1899-26.3.1945. D 1236-1235.
Otto Fritz, Schütze. 4.7.1905-24.3.1945. D 1236-1235.
August Schmidt, Oberfeldwebel. 1.3.1914-28.3.1945. D 1265-1266.
Otto Engel, Obergefreiter. 18.9.1912-31.3.1945. D 1265-1266.
Heinrich Hartmann, Gefreiter. 7.10.1923-29.3.1945. D 1240-1239.
Johann Bechtel, Gefreiter. 28.2.1902-29.3.1945. D 1240-1239.
Hubert Fimmers, Gefreiter. 14.10.1910-28.3.1945. D 1242-1241.
Kurt Blechschmidt, Grenadier. 15.1.1909-28.3.1945. D 1242-1241.
Reinhold Binke, Unteroffizier. 1.8.1921-29.3.1945. D 1244-1243.
Kurt Noack, Gefreiter. 16.1.1913-28.3.1945. D 1244-1243.
Karl Zorn, Unteroffizier. 18.2.1906-28.3.1945. D 1246-1245.
Alfred Krause, Matrose. 5.4.1926-26.3.1945. D 1246-1245.
Hermann Pötzinger, Obergefreiter. 24.5.1913-28.3.1945. D 1248-1247.
Anton Köble, Obergefreiter. 29.8.1919-27.3.1945. D 1248-1247.
Kurt Karberg, Grenadier. 8.11.1926-28.3.1945. D 1250-1249.
Martin Zweck, Obergefreiter. 2.12.1921-26.3.1945. D 1250-1249.
Otto Imhof. 5.2.1908-29.3.1945. D 1252-1251.
Paul Hagedorn, Marineartillerist. 28.6.1927-293.1945. D 1252-1251.
Wilhelm Wager, Soldat. 7.9.1892-30.3.1945. D 1254-1253.
Joachim Fünfhausen, Arbeitsmann. 23.1.1928-26.3.1945. D 1254-1253.
Josef Plank, Obergefreiter. 22.2.1913-28.3.1945. D 1256-1255.
Johann Hofmann, Stabsgefreiter. 1.5.1916-29.3.1945. D 1256-1255.
Heinrich Krause, Grenadier. 9.3.1902-29.3.1945. D 1257.
Herbert Lampel, Obergefreiter. 2.7.1899-31.3.1945. D 1260-1259.
Konrad Sommer, Unteroffizier. 18.12.1917-27.3.1945. D 1287-1288.
Richard Härtel, Stabsfeldwebel. 17.6.1909-26.3.1945. D 1287-1288.
Wilhelm Beyer, Soldat. 18.3.1901-28.3.1945. D 1285-1286.
Albert Radtke. 16.11.1914-25.3.1945. D 1285-1286.
Johann Bohrmann, Gefreiter. 26.12.1901-26.3.1945. D 1283-1284.
Walter Schmitz, Unteroffizier. 13.9.1915-26.3.1945. D 1283-1284.
Anton Wolschon, Obergefreiter. 9.2.1915-26.3.1945. D 1281-1282.
Hubert Heuer, Gefreiter. 6.1.1913-27.3.1945. D 1281-1282.
Franz Bauer, Oberkanonier. 26.11.1926-31.3.1945.  D 1279-1280
Gustav Werner, Gefreiter. 3.12.1903-27.3.1945. D 1279-1280.
Richard Lutz, Gefreiter. 1.5.1922-26.3.1945. D 1277-1278.
Franz Brönner, Gefretier. 18.1.1925-27.3.1945. D 1277-1278.
Franz Nowack, Obermaat. 3.10.1898-28.3.1945. D 1275-1276.
Otto Albuschat, Unteroffizier. 29.4.1911-27.3.1945. D 1275-1276.
Georg Bötzl, Unteroffizier. 19.12.1908-27.3.1945. D 1273-1271.
Otto Kammer, Obergefreiter. 4.10.1906-26.3.1945. D 1273-1271.
Josef Carraro, Obergefreiter. 1.10.1923-22.3.1945. D 1271-1272.
Paul Kröger, Obergefreiter. 30.10.1920-31.3.1945. D 1271-1272.
Erwin Salinger, Obergefreiter. 26.1.1912-26.3.1945. D 1269-1270.
Johann Schiwy, Obergefreiter. 17.10.1919-31.3.1945. D 1267-1268.
Wilhelm Hommel, Obergefreiter. 1.5.1907-31.3.1945. D 1267-1268.
Georg Knöpfle, Stabsgefreiter. 24.4.1913-29.3.1945. D 1238-1237.
Karl Helmke, Obergefreiter. 19.1.1902-29.3.1945. D 1238-1237.
Friedrich Tuschewski, Wachtmeister. 6.9.1921-28.3.1945. D 1264.
Rudolf-Wilhelm Gröpper, Grenadier. 30.12.1910-25.3.1945. D 1261-1262.
Kurt Kaerstner, Unteroffizier. -25.3.1945. D 1261-1262.
Manfred Berger, Gefreiter. 20.11.1926-26.3.1945. D 1290-1289.
Herbert Pochmann, Gefreiter. 12.5.1923-27.3.1945. D 1290-1289.
Bernhard Max, Feldwebel. 20.4.1898-29.3.1945. D 1292-1291.
Edwin Gentes, Gefreiter. 2.9.1925-26.3.1945. D 1292-1291.
Friedrich Schnitker, Offizier. 11.1.1888-29.3.1945. D 1294-1293.
Robert Palmer, Obergefreiter. 27.8.1921-28.3.1945. D 1294-1293.
Hubert Knop, Gefreiter. 6.6.1914-25.3.1945. D 1296-1295.
Gottfried Schüller, Kraftfahrer. 19.7.1906-27.3.1945. D 1296-1295.
Hubert Kaufmanns, Obergefreiter. 27.11.1913-27.3.1945. D 1298-1297.
Jakob Barthel, Grenadier. 21.7.1911-28.3.1945. D 1300-1299.
Fritz Wenk, Obergefreiter. 13.10.1923-28.3.1945. D 1300-1299.
Herbert Kraushaar, Unteroffizier. 15.5.1917-26.3.1945. D 1302-1301.
Heinrich Strubel, Unteroffizier. 16.5.1921-29.3.1945. D 1302-1301.
Gustav Zwanzer, Obergefreiter. 2.7.1921-27.3.1945. D 1304-1303.
Peter Weber, Grenadier. 23.2.1900-27.3.1945. D 1304-1303.
Oskar Hiemer, Gefreiter. 6.8.1898-26.3.1945. D 1306-1305.
Johann Weber, Gefreiter. 23.12.1925-26.3.1945. D 1306-1305.
Walter Kammermeyer, Obergefreiter. 11.11.1914-27.3.1945. D. 1308-1307.
Peter Schimka, Unteroffizier. 12.4.1920-26.3.1945. D. 1308-1307.
Fritz Hübner, Sturmmann. 4.8.1926-23.3.1945. D 1310-1309.
Heinrich Veith, Gefreiter. 9.4.1911-24.3.1945. D 1310-1309.
Fritz Lindner, Obergefreiter. 3.12.1921-26.3.1945. D 1312-1311.
Lorenz Meyer, Stabsgefreiter. 13.8.1918-23.3.1945. D 1312-1311.
Wilhelm Giesen, Stabsgefreiter. 6.7.1910-26.3.1945. D 1314-1313.
Hermann Scheffler, Grenadier. 28.4.1903-24.3.1945. D 1314-1313.
Heinz Grahn, Obergefreiter. 15.1.1922-27.3.1945. D 1316-1315.
Franz Bellgardt, Grenadier. 4.1.1907-28.3.1945. D 1316-1315.
Alfred Heil, Matrose. 7.3.1926-29.3.1945. D 1343-1344.
Fritz Baasner, Stabsgefreiter. 17.5.1900-28.3.1945. D 1343-1344.
Wilhelm Haas, Stabsgefreiter. 15.11.1915-26.3.1945. D 1341-1342.
Rolf Frenzel, Unteroffizier. 10.1.1921-29.3.1945. D 1341-1342.
Alfred Haase, Obergefreiter. 9.110.1909-27.3.1945. D 1339-1340.
Ernst Holderbaum, Unteroffizier. 8.5.1914-26.3.1945. D 1339-1340.
Heinz Renner, Unteroffizier. 2.11.1919-28.3.1945. D 1337-1338.
Franz Brobeil, Unterschirrmeister. 23.3.1914-2.4.1945. D 1337-1338.
Heinrich Wulf, Oberfeldwebel. 7.6.1911-27.3.1915. D 1335-1336.
Adolf Wagner, Kapitänleutnant. 30.4.1885-21.3.1945. D 1335-1336.
Franz Bartel, Unteroffizier. 16.5.1917-28.3.1945. D 1333-1334.
Walter Zimmer, Obergefreiter. 18.9.1921-27.3.1945. D 1333-1334.
Heinz Enger, Grenadier. 14.4.1922-27.3.1945. D 1331-1332.
Johann Papierok, Gefreiter. 17.1.1909-25.3.1945. D 1331-1332.
Günther Schneider, Obergefreiter. 24.12.1923-28.3.1945. D 1329-1330.
Franz Blaskovits, Gefreiter. 7.3.1911-27.3.1945. D 1327-1328.
Hermann Flachsland, Stabsgefreiter. 28.11.1908-28.3.1945. D 1327-1328.
Erich Werner, Obergefreiter. 13.8.1900-26.3.1945. D 1325-1326.
Reinhold Neubauer, Gefreiter. 20.7.1913-28.3.1945. D 1325-1326.
Wilhelm-Karl Hütter, Obergefreiter. 10.2.1906-24.3.1945. D 1323-1324.
Rudolf Lehmann, Obergefreiter. 1.2.1923-25.3.1945. D 1323-1324.
Hermann Neumann, Grenadier. 20.3.1903-23.3.1945. D 1321-1322.
Peter Gast, Leutnant. 25.7.1923-24.3.1945. D 1321-1322.
Herbert Kürschner, Gefreiter. 4.2.1922-24.3.1945. D 1319-1320.
Alois Slabon, Gefreiter. 10.8.1922-24.3.1945. D 1319-1320.
Hans Hacker, Sturmmann. 20.9.1925-23.3.1945. D 1317-1318.
Heinrich Mester, Funker. 9.2.1927-23.3.1945. D 1317-1318.
Robert Scheffler, Gefreiter. 11.3.1903-23.3.1945. D 1346-1345.
Kurt Kowalkowski, Obergefreiter. 7.12.1903-25.3.1945. D 1346-1345.
Maria Kober, DRK-Schwester. 2.6.1903-26.3.1945. D 1348-1347.
Franz Böse, Obergefreiter. 25.9.1907-23.2.1945. D 1348-1347.
Kurt Lischka, Unteroffizier. 29.12.1906-21.3.1945. D 1352-1351.
Flemming Larsen. -21.3.1945. D 1354-1353.
Erna Stade. 26.8.1902-4.4.1945. D 1354-1353.
Pal Revesz, Grenadier. 5.4.1910-27.3.1945. D 1356-1355.
Klaus Kögler. 25.1.1915-6.4.1945. D 1356-1355.
Heinz Barthel, Leutnant. 14.5.1923-30.3.1945. D 1358-1357.
Stephan Orban. 20.6.1924-27.3.1945. D 1358-1357.

Knud Evald og Elise Johanne Bryning, modstandsmand (1906-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Ewald Bryning (1906-1945) var tilknyttet illegal gruppe i Roskilde. Han var udgået fra Østre Borgerdyd Skole med realeksamen i 1923. Ansat som assistent i Københavns Handelsbank, senere i „Skandinavien“; derefter i valutacentralen og endelig i Landbrugsrådet, hvor han avancerede til fuldmægtig. 

Elise Johanne Bryning (1902-1945) havde gennem længere tid opholdt sig i England, og familiens indstilling var stærkt engelskvenlig. 

Ægteparret var tilknyttet en illegal gruppe i Roskilde, der lededes af pastor Krohn. Ægteparret samarbejdede med kriminalbetjent Sigurd Bemskov, der var leder af politiets modstandsgrupper i området. Ægteparret stillede ligeledes deres villa til rådighed som sendestation.

Roskilde, Lørdag Eftm. (RB)

Ved 4.30-tiden i morges hørte to medlemmer af Himmelev Vagtværn, der befandt sig i nærheden af skolen, lyden af en bil og af skud fra vejen, der fører mod St. Valby. Da de kom hen til fuldmægtig i Landbrugsrådet Knud Evald Brynings villa, fandt de en mand liggende skudt ved garagen, dræbt af skud gennem hovedet. Han var kun halvt påklædt. Det viste sig at være Bryning. Vagtmændene alarmerede sognerådssekretær Pedersen, der er leder af vagtværnet, og han tilkaldte Roskilde Brandvæsens ambulance.

Der var ingen til stede, da ambulancen ankom, men da ambulancefører Aage Jensen ville undersøge om der opholdt sig noget i huset, hvor entredøren stod åben og hvor lyset var tændt, fandt han fru Elise Johanne Bryning liggende død i sin seng i soveværelset, ligeledes dræbt af skud i hovedet. I ambulancen førtes Brynings lig derefter til Roskilde Amts og Bys Sygehus, og da ambulancefolkene vendte tilbage for at hente fru Brynings lig, opdagede de, at der lå en dræbt mand i villaens vaskerum. Han er endnu ikke identificeret.

Fuldmægtig Bryning, der var født i marts 1906, havde været ansat i Valutacentralen og Vareforsyningsdirektoratet før han blev knyttet til Landbrugsrådet. Han købte for et par år siden villaen i Himmelev, og havde siden boet her, idet han hver dag tog ind til sit arbejde i København. Fru Bryning, født Valentin, blev 43 Aar.

Identificeret.

Roskilde, lørdag eftm. (R.B.)

Det er nu opklaret at den tredie dræbte ved fuldmægtig Brynings villa er en Mand, S. Bernskov, som har tilhørt Politiet.

(Isefjordsposten, 24. februar 1945).

I februar 1945 dannedes en tysk gruppe, der havde til formål at infiltrere modstandsbevægelsen, og til dette formål benyttedes stikkere. Denne gruppe havde bragt i erfaring, at der i Himmelev var såkaldte „illegale vogne“ , og ved at udgive sig for frihedskæmpere fik de kontakt med familien Bryning, i hvis garage en tidligere politibil, der nu benyttedes af de illegale grupper, var henstillet. Det lykkedes dem herigennem at fastslå, at ægteparret havde illegale kontakter, men uden at give sig til kende satte de kursen mod København i bil. Her erfarede de om drabet på tre nazister, hvorefter de besluttede at likvidere deres kontakter i Himmelev. 

Mindesten for Elise og Knud Bryning, samt Otto Bernskov på Himmelev Kirkegård, indsat i kirkegårdsmuren. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kort forinden havde Sigurd Bernskov indfundet sig hos ægteparret. Fru Bryning myrdedes i sin seng, mens fuldmægtig Bryning blev dræbt foran huset ved garagen. Bernskov, der forsøgte at flygte gennem bryggerset, blev dræbt her. Forinden var det lykkedes Bryning og Bernskov at skjule papirer, der ville have kompromitteret den illegale gruppe, familien Bryning var tilknyttet.

Knud og Elise Bryning har en medaljon Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45 på deres grav på Vestre Kirkegård.

Brynings gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy