Tragedien i Hejlsgade . (Efterskridt til Politivennen)

Frygteligt Familiedrama i Hejlsgade i Nat.

En Fader søger Døden med sine tre Børn. - Børnene er døde, og Faderen kan næppe overleve. - Aarsagen er Fortvivlelse over Hustruens Død.

I Nat har der fundet et trist Familiedrama Sted i Ejendommen, Hejlsgade Nr. 1. 

En Mand og Fader har I Fortvivlelse over sin Hustrus Død besluttet sig til at berøve sig og sine Børn Livet. Og hans Forehavende har medført Døden for Børnene, medens han selv endnu i Nat, da disse Linjer skrives, er i Live.

En Dame, der bor i samme Ejendom, mærkede, at der strømmede Gas ind gennem Entrédøren til hendes Lejlighed, og hun stod straks op for at se, om det var fra hendes Køkken, at Gassen kom; men det viste sig, at det var fra hendes Nabos, Maskinarbejder Jacobsens Lejlighed.

Da hun vidste, at Jacobsen i de sidste Dage havde været meget fortvivlet over, at hans Hustru var afgaaet ved Døden, frygtede hun straks tor, at Manden I sin Fortvivlelse havde gjort en Ulykke paa sig selv og sine Børn.

Hun alarmerede derfor Politiet, som straks mødte med stor Udrykning, og Ambulancen blev tilkaldt, men den kom ikke i Anvendelse, da Politiet forinden standsede 2 Taxa-Vogne, som med det sædvanlige holde Flag hurtigt kørte til Kommunehospitalet med de gasforgiftede Mennesker.

Da Politiet kom ind i Lejligheden.

Da Politiet kom og sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed, mødte der det et uhyggeligt Syn. I Sengene laa tre Børn tilsyneladende i den blideste Søvn. De var afklædt og kun iført Linned. I Værelset ved Siden af laa Jacobsen paaklædt men bevidstløs.

De fire Personer blev fordelt i de to Biler og kørt til Hospitalet. Her kunde man imidlertid kun konstatere, at de tre Børn, der er 16, 13 og 11 Aar gamle, var døde, medens Faderen er meget stærkt forgiftet og maaske Ikke kan leve. Det vil vel ogsaa være det bedste for ham, om han maa følge Hustru og Børn i Graven, da han ellers kan blive sat under Tiltale for Drab.

Inde i Lejligheden fandt Politiet en Gasslange, der var ført fra Køkkenet ttl Værelserne, hvor Børnene og Faderen laa. Der var derimod ikke gjort Forsag paa at lukke for Aabninger I Vinduer og Døre.

Motivet.

Da Lægerne paa Hospitalet havde konstateret Dødsfaldene, blev Politiets Mordkommission alarmeret. Men Kendsgerningerne talte, de tre Børn var døde - og Faderen tilsyneladende haabløs syg.

Det meste Materiale, der forelaa for Opdagerne, var et Brev, hvori Maskinarbejder Jacobsen

meddelte, at Motivet til hans fortvivlede Handling var Sorgen over Hustruens Død.

Mordkommissionen l Arbejde.

Da der foreligger et aabenbart Mord og Selvmordsforsøg, og da der Ikke kunde være Tale om at afhøre Hovedpersonen, blev to Opdagere sendt ud i Ejendommen for at søge nærmere Oplysning. Men de kunde ikke i Nat faa andet at vide end det, vi ovenfor har meddelt.

Den 16-aarlge Ingrid, den 13-aarlge Knud Ove og den 11-aarige Harry var døde, og den ca. 40 Aar gamle Fader var Døden nær.

Hvad det omtalte Brev indeholdt ud over Meddelelsen om, at Aarsagen til den fortvivlede Handling var Sorg over Hustruens Død, kunde man kun meddele Familien.

(Social-Demokraten 21. august 1929).

Huset i Hejlsgade, hvor Dramaet fandt Sted. Krydset viser, hvor Jacobsens Sovekammer er. Døren og Vinduerne er slaaet op for at faa Gaslugten ud. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Nielsen, der sprængte Døren til Jacobsens Lejlighed og saa, hvad der var sket. Foto fra Klokken 5, 21. august 1929.

Ejendommen i Heilsgade i København, hvor det rystende Gasdrama, der krævede tre Ofre, fandt Sted. Foroven ses Politiets Segl paa Døren. Foto fra Ærø Venstreblad, 22. august 1922.

Faderen døde to dage efter, den 22. august ved middagstid på hospitalet, efter kun kortvarigt at være ved bevidsthed

Ofrene fra Hejlsgade-Dramaet begraves

En Jordefærd af gribende Virkning.

De fire Kister bæres til Fællesgraven.

En tusindtallig Skare strømmede i Gaar ud til Vestre Kirkegaard, hvor Ofrene for det frygtelige Drama i Hejlsgade, Faderen, der tog sine tre Børn med sig i Døden, skulde sænkes i Graven ved Siden af Moderen der var gaaet forud.

Det store Kapel har vel aldrig været Ramme om en mere gribende Tragedie end denne. Her stod de fire hvide Kister, alle pyntet med en Guirlande af røde Roser, og foran sad de af Sorgen sønderknuste Slægtninge. Jacobsens gamle Forældre, stivnede i Fortvivlelse, hans Broder, Søster og Svigerinde samt andre Paarørende. Bag Kisterne stod to floromhyIlede Faner, Maskinarbejderforbundets og Sygekassens. 

Pastor Charles Nielsen fra Kristkirken havde faaet den uhyre vanskelige Opgave at tale ved Baarerne, og han løste Opgaven smukt. Jævnt og roligt , men saadan at det gik til Hjerterne, skildrede han det smukke Sammenhold mellem Forældrene gennem 17 Aar, Jacobsens Kamp for at holde Hjemmet oppe under Hustruens toaarige Sygeleje og hans fuldstændige Sammenbrud i Sorgen, da hun døde.

- Denne Mand, der elskede sine Børn saa højt, at han aldrig vilde have kunnet lagt Haand paa dem, havde desværre den altfor let tilgængelige Adgang til Gassen, der dræber uden Brutalitet - det var den store Ulykke.

Og derefter udtalte Præsten et Ønske, som alle vil være enige med ham i: Gud give, vore Teknikere kunde gøre det vanskeligere for Folk at aabne for Gassen! Talen sluttede med en Bøn; Forlad ham hans Skyld; han vidste ikke, hvad han gjorde.

Medens Rummet genlød af Hulken, sang man Salmen, der var sunget ved Moderens Baare, og hvis trykte Tekst havde ligget i den lille Iris Hænder, da man fandt hende død: "Jeg er træt og gaar til Ro ..."

Og saa blev de fire Kister baaret ud og sænket i Graven til Moderen. Da brast det for Slægtningene, Jacobsens Moder, Søster og Svigerinde sank bevidstløse sammen og maatte bringes ud til en Droske og køres hjem.

Men længe efter stod der i Hundredvis af Mennesker og stirrede paa Graven, der lukkedes over en Tragedie saa rystende, som vi heldigvis sjældent oplever den.

(Aftenbladet (København) 26.  august 1929)

To af Kisterne bæres til Graven. Foto fra Social-Demokraten 26. august 1929.

Liva Weels Plads. Heilsgade går ind til venstre, man kan se de lige numre. Bygningen med nr. 1 er yderst til venstre. Ud fra fotoet ovenfor virker det som om den lå på hjørnet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

John William Schibbye Johnsson (1868-1929). (Efterskrift til Politivennen)

John William Schibbye Johnsson (1868-1929) var læge, cand. med. 1893, reservelæge ved Sankt Josephs Hospital og praktiserende i København fra 1900. Han var kunsthistorisk interesseret og på sine mange rejser beskæftigede han sig bl.a. med lægekunstens sammenhæng med almindelig kulturhistorie. Johnsson var bestyrelsesmedlem og medstifter af flere medicinalhistoriske og folkloristiske foreninger i Danmark og i udlandet. Sammen med C.J. Salomonsen og Kristian Carøe stiftede han i 1906/1907 det medicinalhistoriske museum i København (åbnet 22. august 1907) samtidig med markeringen af Den Almindelige Danske Lægeforenings 50-års-jubilæum. Udstillingen var i Fredericiagade (tidligere Østre Landsret). Samlingen overgik til universitetet 1918, og er i dag kendt som Medicinsk Museion, i det gamle Kirurgisk Akademi (1787), Bredgade 62 i København.

Johnsson, J. W. S. (1868-1929) læge og medicinhistoriker. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Som praktiserende læge var Johnsson en overgang tilknyttet Københavns Luftkursted, se indslaget Københavns Luftkursted på denne blog.

Lægeforeningen blokerer Voldsanatoriet.

Nationalforeningen og Københavns Luftkursted i Krig mod hinanden.

Nationalforeningen faar Hjælp hos Lægerne. - En Samtale med Sanatoriets Administrator, Grosserer Kjeldsen.

Der er i disse Dage udbrudt en højst kedelig Krig mellem Voldsanatoriet paa Kalvebod Bastionen som den ene Part og Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse paa den anden.

Nationalforeningen har hurtig gjort det første Skridt og staar nu foreløbig bedst i denne mere end mærkelige Strid.

"Folkets Avis" har i Gaar henvendt sig til Hjælpekorpsets Administrator, Grosserer Kjeldsen, og bedt ham udtale sig om Sagen.

- Det er en pinlig Historie, sagde Grosserer Kjelsen, som jeg helst havde set ordnet, uden at Offentligheden havde faaet noget at vide derom.

Siden Luftkurstedet herud paa Bastionen for 2 Aar siden i blev stiftet, har vi blandt andre Rekonvalescenter ogsaa modtaget Patienter, der har været os tilsendte af Nationalforeningens Forplejningstation i Laksegade, uden at vi nogen Sinde har modtaget saa meget som en eneste Øre derfor af den rige Forening.

Forholdet er nu dette og har altid været det, at Patienterne bliver vist herud af en Læge, som saa tilser dem, saa ofte han selv finder det ønskeligt, men samtidig er Patienten to Gange ugenlig bleven tilset af Dr. Johnsson fra GI. Kongevej 86 A, der den 10. Januar har været Kurstedets Læge i et Aar. Hans Honorar var 40 Kr. maanedlig.

I Begyndelsen af November Maaned kom Læge Arne Faber herud paa Sanatoriet, og efter at have gennemset det, begyndte han til en af Sygeplejerskerne at tale om, at Kurstedet er forkert anhlagt; der var baade det ene og andet i Vejen. Selv var jeg ikke til Stede; jeg betragter det som en Næsvished af en fremmed Læge at komme ind og kritisere Sanatoriet, noget, han aldeles ingen Ret har til, og saa tilmed overfor en af Funktionærerne.

Imidlertid sagde jeg intet til dette, skønt det harmede mig, men det blev værre endnu. Patienterne, der var indlagte af Nationalforeningen, sagde mig, at naar de mødte til Kontrol paa Stationen i Laksegade, saa blev der stillet dem saa mange mærkelige Spørgsmaal. F. Eks.: Om Maden herude var god, om hvordan jeg var og andre for mig og Sanatoriet meget nærgaaende, ja  højst generende Spørgsmaal, som kun er egnet til at skabe Mistilllid overfor Arbejdet herude. Nu syntes jeg, det kunde være nok, og skrev da til Nationalforeningen, at jeg ønskede, den inden Tirsdag den 19. December trak sine Patienter tilbage fra Anstalten.

Herpaa modtog jeg intet Svar, men den 23. December modtog jeg Besøg af Kommunelæge Asmund i hans Egenskab af Bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen.

Læge Asmund meddelte mig nu, at Lægerne i Byen ingen Tillid havde til Kurstedet, blandt andet var de hygiejniske Forhold ikke som de burde være, sagde han.

Jeg fandt, at det var lidt for sent, Lægerne kom til det Resultat, efter at Anstalten havde bestaaet i to Aar, og vi blev enige om at afholde et Møde den 29 December i Medicinsk Selskab. Forinden dette Møde blev Dr. Johnsson og jeg enige om at ophøre med Samarbejde fra den 10. Januar.

Mødet kom imidlertid ikke i Stand, thi Dagen efter at Dr. Johnsson og jeg var blevne enige om at skilles, erfarede jeg, at Asmund ringede rundt til Medlemmerne af Lægeforeningen og udtalte, at Kurstedet var blokeret for Tilgang af Læger.

Den Dag, Mødet skulde havde været afholdt, sendte jeg Læge Asmund saalydende Telegram:

Mødet bedes godhedsfuldt aflyst. Forklaring følger senere.

I Dag, Torsdag, har jeg sendt Nationalforeningen, som jo er Skyld i hele Postyret, en Skrivelse, hvori jeg henviser til min Opfordring om, at den trækker sine Patienter tilbage, og samtidig siger jeg den forskellige ret haarde Sandheder.

Jeg beklager mig saaledes over, at Foreningen ikke fornylig skaffede en fattig kvindelig Rekonvalescent Huslejehjælp, men lod denne stakkels Kvinde afbryde sin Kur; hun maatte tage Plads som Enepige hos en Enke mand med et Barn.

Sanatoriet her paa Volden er et Værnested for Byens ubemidlede tuberkuløse Rekonvalescenter. Saalænge den rige Nationalforening ikke sørger for, at der bliver bygget Luftkursteder i Byens Udkanter, saaledes som det er vedtaget i Tuberkuloseloven af 1905, mener jeg, Københavns Læger er interesserede i, at Bastion-Sanatoriet opretholdes.

I de forløbne to Aar er det et forsvindende Mindretal af Læger, der har besøgt Sanatoriet her, og jeg mener, de bør kende Stedet, inden de kritiserer det. Anlæget af Sanatoriet med Liggehaller, Vand, Gas, Kloaker o. s. v. har ikke kostet nær saa meget som en Seng paa Julemærke-Sanatoriet ved Kolding.

Efter at Nationalforeningen har modtaget Grosserer Kjeldsens Skrivelse, er denne oversendt til Sygekassedirektør Berg i "Bikuben", der er Formand for Københavns-Kredsen.

Emanuel.

(Folkets Avis - København 12. januar 1912)

1913 indvalgtes Johnsson i en international kommission, der skulle forberede en sammensmeltning af de medicinalhistoriske foreninger i de forskellige lande, ligesom han var i redaktioner af medicinalhistoriske tidsskrifter. Han var medudgiver af Den danske Lægestand, 7. og 8. udgave.  

Mens Johnsson var på en lægekongres i London i august 1913, blev der stjålet to sjældne og kostbare mikroskoper (et moderne og et gammeldags fra 1850) fra Medicinsk-historisk Musæum. Johnsson indrykkede i "Ugeskrift for Læger" en opfordring til læger om straks at underrette ham når mikroskoperne dukkede op. Han indrykkede også et åbent brev til indbrudstyven i nogle dagblade om at han ville give frit lejde hvis de blev tilbageleveret:

Frit Lejde.

De stjaalne Mikroskoper.

For nogle Dage siden meddelte københavnske Blade, hvorledes Lederen af Medicinalhistorisk Musæum, Dr. Johnsson, gennem Pressen søgte at komme i Forbindelse med en Indbrudstyv, der havde stjaalet to gamle Mikroskoper paa Musæet.

Dr. Johnsson fortæller nu, at dette faktisk er lykkedes ham.

Tyven telefonerede nogle Dage senere hen til ham, og naturligvis uden at navngive sig eller opgive nogen Adresse tilbød han at tilbagelevere Mikroskoperne paa et aftalt bestemt Sted, naar der samtidig kunde ligge 50 Kr. til ham i en af de københavnske Kiosker.

Dr. Johnsson tilbød meget imødekommende Tyven frit Lejde, hvis han vilde komme op til ham med Mikroskoperne, men Fyren har aabenbart ikke stolet ganske paa dette. Og han viser sig samtidig at være en meget uordholden Person, idet han ikke har anbragt Mikroskoperne paa det aftalte Sted den bestemte Aften.

Dr. Johnsson erklærer nu i et nyt, aabent Brev til Hr. Indbrudstyven, at denne Uordholdenhed forbavser ham meget, thi den første Betingelse for, at de skulde komme overens, maa jo være, at de har Tillid til hinanden. Han slutter med at erklæret, at han vil vente til Torsdag Aften og til den Tid staa ved sit Ord om de 50 Kr. Men kommer Mikroskoperne saa ikke den Dag, maa han desværre anmode Politiet om Assistance.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. september 1913)

Aviserne berettede ikke noget om mikroskoperne kom tilbage eller om politiets indblanding i sagen.

Nattero og de frivillige Drenge.

Vi har modtaget følgende, som paa Grund af Pladsmangel er forsinket:

I "Politiken" beklagede Læge J. V. S. Johnsson sig forleden over, at "de frivillige Drenge" Søndag den 17. ds. 3 Gange var passeret Værnedamsvejen med fuld Musik, sidste Gang Kl. 10½ Aften. Hr. Johnsson skriver: "Ledelsen har øjensynlig ingen Forstaaelse af den Hensynsløshed, disse Korps viser Husbeboerne paa Hovedgaderne".

For at undgaa videre Misforstaaelse skal jeg tillade mig at meddele følgende: De Unges Idræt har Søndag den 17. ds. Kl. 3 Eftm. passeret Værnedamsvejen med 600 Børn, ledsaget af 2 Drengeorkestre og der findes sikkert ikke mange udover Dr. Johnsson, som føler sig forarget over, at vi i vort Arbejde for den opvoksende Ungdom benytter vore Drengeorkestre til at ledsage de mange Børn fra de store Arbejderkvarterer til og fra Byens smukke Omegn.

Angaaende Dr. Johnssons Anke over, at der samme Dag af et Drengeorkester er musiceret Kl. 10 Aften paa Værnedamsvejen, skal jeg bemærke: Dr. Johnsson betragter det som hensynsløst af Lederne at tillade noget saadant. Jeg giver ham fuldstændig Ret heri og kan tillige meddele, at det ikke er de Unges Idræt, der paa dette sene Tidspunkt har forstyrret Folks Ro, men derimod et Orkester, som kalder sig Dansk Drenge-Orkester.

Dette Orkester fortjener forøvrigt en nærmere Omtale, idet det absolut ikke har nogen Berettigelse som Børneorganisation; hele dets Opgave er at uddanne Musikere til senere Overgang i de voksne Musikeres Rækker. Som om der Ikke alt var Musikere nok, der har vanskeligt ved at faa den nødvendige Beskæftigelse,

Naa, den Side af Sagen skal jeg Imidlertid ikke opholde mig ved, men overlade til de organiserede Musikeres Behandling. En anden Sag, som jeg derimod gerne vil have Lov til at berøre ganske kort er dette Orkesters eller dets Lederes Forhold til den store Offentlighed gennem den Indsamling af Midler, dette Foretagende foranstalter ved Salg af Postkort, Samlermærker, Lodsedler og ved personlige Henvendelser, i mange Tilfælde under fejlagtig Opgivelse af at tilhøre en af de store Børneorganisationer og uden at de i noget Tilfælde aflægger Regnskab for Midlernes Anvendelse.

Det vilde være ønskeligt, om rette vedkommende vilde have Opmærksomheden henvendt paa dette Forhold. Disse Midler unddrages jo desværre det virkelige Børnearbejde, og jeg kan næppe tro, at det er eventuelle Bidragyderes Mening at støtte smarte geschæftige Personer i deres mindre heldige, men sindrigt udtænkte Udnyttelse af Børnearbejdet.

John Michelsen,

Formand for "De Unges Idræt"s Fællesrepræsentation,

(Social-Demokraten 7. december 1918)

Dansk Drenge Orkester annonceres dannet i februar 1894. Næste gang det omtales er Aftenbladet 15. november 1918 hvor der søges om optagelse, det skal være drenge fra pæne hjem som er fyldt 12. år. Hvervestedet var "Jægerhytten" på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard. Det har ikke været muligt at finde andre oplysninger.

I årene 1919-1925 fik ca. 25.000 fattige og sultne børn fra Wien. De såkaldte wienerbørn. Østrig og specielt Wien var efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki hårdt ramt. Opholdet varede 3-12 måneder hvorefter de vendte tilbage til Wien, solbrændte, velnærede, velklædte og raske. Mange beholdt deres danskkundskaber resten af livet, og forbindelsen til de danske familier blev opretholdt ved private gensidige besøg og ved danskundervisning i Wien. En af de ledende personer var overretssagfører Sigurd Jacobsen. Han havde været i Wien under den spanske syge. J. W. S. Johnsson var komitelæge. Han blev gift med Karoline Marie Johnsson, f. Schuster (1890-1977) i 1913 i Wien, og hun havde slægtninge i Wien af hvilke 8 døde.

Holger Damgaard (1870-1945): Wienerbørn efter ankomst til København. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Wienerbørnene

Der kommer 1000 til København i Januar.

Læge Johnsson takker Arbejderhjemmene.

Vi bragte forleden Dag en Artikel om de saa ulykkelige Forhold i Wien. Medlem af den københavnske Wienerbørn-Komité-Læge J. W. S. Johnsson har i den Anledning sendt os følgende Brev:

Tillad mig at bringe Dem en hjærtelig Tak, fordi De ved Deres Artikel i Dag har oplyst Deres store Læsekreds om Nøden i Wien. De har derved ydet den herværende Wienerkomité en meget paaskønnet Haandsrækning. Skulde De komme til at berøre Sagen yderligere, vilde det være os meget kært, om De vilde antyde, at Komitéen med den største Glæde har set, at Arbejdere og underordnede Funktionærer rundt om paa Værksteder og i Forretninger ved lokale Indsamlinger, som er afleverede enten til Røde Kors' Bureau, Raadhusplads 2, Mezz., allerede nu har skaffet ikke ubetydelige Summer tilveje og derved bidraget ikke lidet til at redde den sultende Bys Befolkning.

Mange Arbejderhjem har ogsaa ønsket at tage imod Wienerbørn, og, jeg benytter Lejligheden til at sige min hjærteligste Tak for den udviste store Hjælpsomhed netop blandt Deres Læsere.

VI har iøvrigt haft en Samtale mod Læge Jonsson, der er gift med en Wienerinde, og som fortalte os, at Elendigheden var saa uhyre, at alene 8 af hans Hustrus Slægtninge var døde delvis af Sult.

Der foretages ikke mere Operationer paa Wiens Hospitaler, thi man har ikke Kul til at varme Operationsstuerne med eller overhovedet til at opvarme Hospitalerne mod.

Heldigvis er vi nu i Stand, siger Dr. Johnsson, til at gøre en Del for Wienerbørnene. Vi har i Øjeblikket 600, i Januar faar vi 1000 Børn, og i Februar faar vi flere, saaledes at vi til den Tid vil have 2000 Børn, og vi vil fortsætte. Da vi har faaet en Del Pengebidrag, er vi ogsaa i Stand til at sende Levertran og Havregryn. Scala holder Forestilling, og flere andre Teatre vil følge efter med Forestillinger til Fordel for Wienerbørnene, og fra Kunstindustrimusæet har vi faaet 1000 Kr. Men Teatrene hører Publikum jo altid om, men den Hjælp, vi har faaet fra Arbejdere, og som har rørt mig meget, er vist ikke Offentligheden bekendt, og jeg beder Dem derfor optage det Brev, jeg har sendt Dem.

(Social-Demokraten 8. december 1919)

I 1927 deltog ca. 1.000 forhenværende plejeforældre i et besøg i Wien hvor der blev afviklet et storstilet takkearrangement, og i 1959 blev de endnu levende plejeforældre samt plejebørnenes danske "søskende" inviteret til et ugelangt ophold i Wien som byens tak.

Medicinsk Selskabs Festskrift

I Anledning af sit 150 Aars Jubilæum i Dag har Medicinsk Selskab udsendt et stort Festskrift. Det er et Værk paa omtrent 300 Sider, udgivet hos Th. Linds Efterfølger i et endog særdeles smukt Udstyr.

Dr. J. W. S Johnsson er Forfatter til Festskriftet, hvis Titel er "Københavnske medicinske Selskaber". Dr. Johnsson er som bekendt en fremragende Medicinalhistoriker, og da han desuden skriver et livligt Sprog, er Festskriftet ikke alene et højst værdifuldt medicinalhistorisk Værk, men ogsaa en yderst fornøjelig Bog.

I Bogens første Kapitler giver Dr. Johnsson Oplysning om en Række medicinske Studenterselskaber, der oprettedes i de sidste Decennier af det 18. Aarhundrede. Sjælen i flere af disse Selskaber var den kendte Læge Johann Clemens Tode, der var utrættelig i sit Arbejde for Studenternes Undervisning. Dr. Johnsson paaviser, at disse Studentersammenslutninger indledede det medicinske Foreningsliv i Danmark, og at de gav Stødet til Dannelse af et tilsvarende Selskab for Læger.

Det var da ogsaa Tode, der blev Stifteren af et saadant, hvis Love fremsattes den 11. Oktober 1772, og som fik Navnet "Det københavnske medicinske Selskab" . Dette Selskab er derved den næstældste videnskabelige Sammenslutning af Læger.

I Selskabets første Love var det bestemt, at kun Doktorer ved Københavns Universitet kunde blive Medlemmer, men Dr Johnsson paaviser, at da Doktorgraden paa det Tidspunkt var Adkomsten til Ret til at praktisere, var det medicinske Selskab oprindeligt en Organisation af praktiserende Læger. I Løbet af Aarene er dette blevet forandret, idet den indførte Embedseksamen gav Praksisret, og nu er Forholdet det, at Københavns medicinske Selskab er Lægernes videnskabelige Forening i Modsætning til Lægeforeningen, der er en kollegial Sammenslutning.

Overordentlig interessant er det at læse Dr. Johnssons Gennemgang af Selskabet; Historie, Beskrivelsen af Medlemmernes Mødepligt - Udeblivelse uden Grund kostede to Mark - , om de videnskabelige Meddelelser, om Selskabets Omdøbelse i 1782 til "Det kongelige medicinske Selskab" , om den Tillid, Selskabet nød i Udlandet o. s. v.

Paa 100 Aarsdagen for Selskabets Stiftelse, den 11. Oktober I 1872, sammensmeltedes det med det i 1824 stiftet Selskab "Philiatrien", hvis Historie Dr. Johnsson opruller i et selvstændigt Kapitel. Efter Sammenslutningen fik Selskabet sit nuværende Navn "Det medicinske Selskab i København" .

Dr. Johnsson giver Oplysning om alle de vigtige Data i Selskabets Liv, om en Del af de betydningsfulde videnskabelige Meddelelser og om Foreningens daglige Liv, Bestræbelserne for at faa en egen Bygning og meget andet.

Bogen afsluttes med Lister over Formænd, Æresmedlemmer og udenlandske eller korresponderende Medlemmer samt et paa Fransk affattet Resumé.

I et smukt formet Slutningsafsnit skriver Dr. Johnsson om Medicinske Selskab: "Lægekunstens inderste, at søge at hjælpe, er gaaet som en rød Traad gennem dets Virksomhed fra den allerførste Dag. Lydhørt har det lyttet til Fremskridtene derude og af og til, ikke engang helt sjældent, er de store Fremskridt udgaaede herhjemme fra og er første Gang fremsatte indenfor Medicinsk Selskabs Rammer."

Disse Ord er ikke almindelige Jubilæumsbemærkninger, men Konklusionen af de historiske Dokumentationer, som Dr. Johnsson har fremlagt i sit vægtige og værdige Festskrift.

F. R.

(København 11. oktober 1922).

Johnsson skrev afhandlinger af medicinsk-kulturhistorisk indhold og tekstudgaver af middelalderlige forfattere (Johannes Paulinus, Nicolaus de Bohemia). Han Henricus Dacus: De simplicibus medicinis laxativis (1917), den første latinske tekst af Henrik Harpestreng, og en brevveksling mellem Thomas Bartholin og Ole Worm. Materialet til en del af disse arbejder fik han under udarbejdelsen af en håndskreven registratur over det kongelige Biblioteks medicinske håndskrifter. Større arbejder er også Den galliske Syge i Danmark før 1550; Johan Clemens Tode (1918) og (sammen med Walter G. Brieger) en udgave af Otto Sperlings dagbøger (1920). Johnsson udgav 1928 L'anatomie mandchoue et les figures de Th. Bartholin, étude d'iconographie comparée i Videnskabernes Selskabs skrifter. Han deltog meget i arbejdet for Wienerbørnenes vel. En udførlig bibliografi over hans arbejder er trykt i "Danske Studier" 1929 (siderne 77-85). Ridder af Dannebrog i 1920.

Se fx en artikel i Jyllandsposten 5. oktober 1924 "Fra gamle Dage" om overtro og trolddom vedrørende muldvarpen.

Medicinalhistorikeren Læge John W. S. Johnsson, Lina Johnsson, f. Schuster. 9. februar 1890-17. april 1977, eller Karoline Maria Schuster. De blev gift 1913 i Wien. Parret fik to døtre: Vera Johnsson og Inge Johnsson. Samt en ved blomsterne. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling S, rk. 3, nr. 31. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et populært Østerbro-Ansigt. (Efterskrift til Politivennen)

Trafikmester C. J. Jeppesen, der nu tager sin Afsked.

Man behøver hverken at være Skuespiller, Filmør eller Forfatter for at blive kendt og populær i Byen. Der er Folk, som gør deres Arbejde i al Stilfærdighed og som dog opnaar den Position ligefrem at komme til at høre med ti! Byens Fysiognomi.

En saadan Position har denMand. der ses paa ovenstaaende Billede.

Tusinder vil sikkert sige: - Ih ja. ham kender vi da rigtig godt. men vi véd blot ikke, hvad han hedder.

Det er Trafikmester C. J. Jeppesen ude paa Trianglen. Nu glider han ud af Københavnerbilledet, for den 31. Januar trækker han sig tilbage til Privatlivet,

- Jeg synes jeg har Lov til det - siger han. I 41 Aar har jeg virket ansat ved Sporvejene, og jeg er nu 68. I den Tid er Byen jo vokset. Men egentlig talt er det gaaet næsten umærkeligt for mig, fordi Trafiken er steget gradvis. Men naturligvis var det mere fredelige Tider, da jeg kom til i 1884. Da begyndte jeg ved Forstædernes Sporveje med de smaa Hestevogne ad Farimagsgade og Blegdamsvejen, og Tempoet var jo et noget andet end nu. Saa kom Dampsporvognen og Akkumulatorvognen ad Gothersgade, som var Forløberen for Elektrificeringen omkring Aarhundredskiftet. 

Ja. man har jo fulgt en Del af de faste Passagerer fra de var Børn og til et Stykke op i Aarene, og kendt er man jo bleven paa Posten her gennem Tiderne.

Den gamle Trafikmester stryger sig tankefuld gennem sit graanende skæg og smiler mildt. Med sit venlige og glade Smil er det, at han har vundet Københavnernes Hjerte.

(Aftenbladet (København) 29 januar 1929)

Carl Julius Jeppesen var født i Tranekær på Langeland, og aftjente sin værnepligt ved garden og var ansat ved sporvejene i 42 år. Først som konduktør, 1903-1926 som trafikmester på Trianglen. Han døde i marts 1941 efter nogen tids sygdom i sit hjem på Østerbro, godt 83 år gammel. En af hans sønner Frølich Jeppesen var da ansat som depotbestyrer ved sporvejene. Han blev begravet på Vestre Kirkegård fra Østre Kapel.

Sextus Miskow (1857-1928). (Efterskrift til Politivennen)

Sextus Miskow (3. februar 1857 i Nyborg – 24. november 1928) var en dansk sanger, komponist og musikanmelder. Efter to år på Hærens Elevskole fra 1871 videreuddannede han sig i violin- og klaverspil og blev 1876-1879 undervist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han fik sangundervisning med Carl Helsted som lærer, og debuterede som bassanger på Det kongelige Teater i 1880. Han fik imidlertid aldrig fast ansættelse på teatret og virkede siden som sanglærer og som koncertsanger:

Sextus Miskow (født 3. febr. 1857) debuterede i Schrams Parti som Jacob, Israelitternes Stamfader. Han var elev af Musikkonservatoriet og Adolph Rosenkilde og ejede en i Dybden velklingende Basbaryton, som han benyttede musikalsk. Men dens ungdommelige Klang passede ikke til Oldingens Skikkelse, og Pressen turde intet spaa om Debytantens Fremtid. Han trak sig forøvrigt snart tilbage til en omfattende Gerning som Komponist og Sanglærer.

(Fra: Det kongelige Teaters historie 1878-1882).

I 1880 skrev han melodien til Holger Drachmanns "Den spillemand snapped' fiolen fra væg" (1879). Den kom med i mange sangbøger op til nutiden, og indspillet af talrige kunstnere.  Bl. a. genoplivet af Peter Malberg i "Det gamle guld" (1951). I 1903-1914 var han også musikanmelder bl.a. ved Berlingske Tidende og kordirigent for Københavns Arbejder Sangkor, som han stiftede i 1915. Desuden begyndte han at komponere. Hans Allegretto Fantasia for klarinet og klaver kan høres i flere udgaver på nettet.

Sextus Miskow

Sextus Miskow har i Aarenes Løb med Rette skabt sig et Navn som sangkomponist - ja, han er vel egentlig den, der mest har forstaaet at trænge igennem, naar Talen er om dansk Sang-Komposition, En Lange-Müller kan være finere, dybere, og han henvender sig derfor til en snævrere Kreds af Musik-Interesserede, Men Miskow har den store Fordel, at hans Sange er skrevne for alle, ikke mindst for den menige Mand, der længes efter sund, naturlig Musik - og af den har vi ikke altfor megen i dette Land, hvor "fin" Musik ofte er det samme som kunstlet, utilgængelig.

Sextus Miskow hører ikke til den Slags Komponister, der mener at have brudt nye Baner. Han har det gode, sunde Talent, der ved, hvad han kan, og stadig søger at uddybe sig selv.

Han havde f. Eks. til i Aftes skrevet en ny Sangcyklus - aldeles fortrinlig udført af Frk Ellen Beck - "Erico" til Tekst af Søderberg. Man genkendte Miskow i disse Sange og dog var der et nyt Moment, et dramatisk Spring, som men ikke tidligere har bemærket hos denne Komponist. Skulde mon Hr. Miskow ikke sidde inde med Evner til at skrive for Scenen? Han burde i alt Fald efter denne Cyklus prøve derpaa.

En Suite for Piano og Klaver, d Hrr, Edv. Borregaard og Fini Henriques, er tidligere hørt. Den er saa vidt vides omarbeidet. og har kun vundet ved denne Omarbejdelse - sidste Sats maatte endda gives da capo.

Nogle Stykker for Piano og Klarinet viste netop Hr, Miskows fine poetiske Nerve. De er just ikke særlig banebrydende, men man genfinder i dem den Miskowske Ynde og Naturlighed. Det er ikke store Motiver eller ejendommelige Kombinationer, som Komponisten leverer, men man hører Sextus Miskow selv, der skriver ud af sit store, gode musikalske Hjerte, Fantasistykkerne blev udmærket blæst af Hr. Anders Brems.

Mindst betydelige forekom mig de 6 Sange for Mandskor. Der manglede jeg Miskows sædvanlige Melodiøsitet og naturlige Ligefremhed. De var hørlig vanskelige for Koret - som forøvrigt sang med stor Interesse - og der var ikke den Klangsang, som man skulde have tiltroet Miskows fine Øre.  Bedst Iykkedes hans herlige Spillemandsvise, der tog sig overordentlig morsom ud i denne Udsættelse.

Der var stor og stærk Begejstring for hele Koncerten, og Miskow fortjente det i fulde Maal - og Komponisten fremkaldtes Gang paa Gang.

Sophus Andersen

(København 15. marts 1905).

Der var også en anmeldelse af Miskow-Koncerten i Frederiksborg Amts Avis 16. marts 1905 der stillede store forventninger til dennes gentagelse for Folkekoncert for Hillerød og Omegns Foredragsforening på "Leidersdroff".

Sextus Miskow

Hr. Redaktør!

I Anledning af "København"s elskværdig-spøgefulde Artikel om min "Spillemandsvises" forestaaende 25-aarige Fødselsdag den 13. ds., tillader jeg mig at berigtige en lille Unøjagtighed.

Der udtales nemlig, at Frk. Ellen Beck har skabt den Popularitet, der knytter sig til den Melodi, jeg har skrevet til Ludvig Holsteins "Far, hvor flyver Svanerne hen?" Dette er ikke ganske korrekt; thi den Melodi, som Frk. Beck plejer at foredrage til Holsteins Tekst, er ikke at mig, men af Lange-Müller.

Min Melodi kan fornemlig takke min kære Ven og gamle Elev, Operasanger Ejnar Forchhammer, for den store Udbredelse, som den har vunden blandt Publikum.

Deres ærbødige.

Sextus Miskow.

(København 8. december 1906)

I Morgen - "Snehvide" paa Casino

Komponisten Sextus Miskow

Endelig i Morgen naar Casino at faa "Snehvide" paa Plakaten og faa udløst den Spænding, hvori Komponisterne Sextus Miskow og Chr. Danning saa længe har gaaet.

Men endelig staar nu den store Julepremiere i Morgen Aften. Vi synes oprigtig talt, det er kedeligt at servere Juleknas en Uge før Jul. Anmelderne er meget mere glade 2den Juledag, naar de har Maverne fulde af Gaas og Rødkaal, Marzipan og Romtoddyer, - meget mere mætte og velvillige. Selv Sven Lange har Vinger paa i Julen.

Men det bliver jo nu Casinos Sag.

Kongen af Sjælland spilles af Vilh. Birch, Dronningen af Carmen Riis, Snehvide af Illemann Levinsen (udslagent Haar), Prins Jørgen af Lolland af Carl Hillebrandt, Prinsens Følgesvend af Gunnar Helsengreen, Førsteministeren af Regnar Bjelske og Mosekonen af Amanda Lund.

Reenberg medvirker ikke.

(Folkets Avis 15. december 1916).

Dagens Krønike

Dagens Fødselsdagsbarn

Sextus Miskow

I Dag fylder Sextus Miskow, - tal bare ikke om det! - Fanden er gammel, - ikke jeg! siger Sextus, og det har han Lov til at sige.

Sextus er en af mine livligste Bekendte, og man opdager stadig nye Talenter hos ham. For tre Aar siden opdagede jeg f. Eks., at han er en udmærket Maler, - ikke I Kunstmaler, - dem er der nok af, - nej, rigtig Maler, - Plankeværk osv.

Sextus Miskow er bl. a. en Svend til at male Havemøbler! Han og jeg var for tre Aar siden oppe i Skive og hjalp hinanden med at holde Sommerferie.

Sextus havde nemlig en Søn der var Præst i Skive. - Sextus, - en Søn der er Præst! - Ja det lyder mærkeligt, men som bekendt er dét Livet selv, der digter de mærkeligste Æventyr.

VI holdt Sommerferie deroppe, og for at faa Tiden til at gaa, skulde vi male Præstens Havemøbler. Vi stod nede i en Kælder og gjorde det. - Det lyder ogsaa mærkeligt, men det havde sine Grunde. Skive Befolkning er nemlig alvorlig, lidt religiøs og rettænkende. - de maatte ikke se at vi malede Møblerne, - for Sextus og jeg kan nemlig ikke male Møbler uden at drikke Øl til Altsaa stod vi inde i Kælderen.

Og vi malede, og trallede og sang. - den Spillemand snapped' Fiolen fro Væg, - og drak Albani Øl.

Det lyder ogsaa mærkeligt at man drikker Albani Øl i Skive. - men det havde ogsaa sine Grunde. De rettænkende Skiboniter maatte Ikke se at Præsten fik en Kasse Øl hver Dag, - derfor fik vi den sendt fra Odense, - Albani Øl - godt emballeret. og der stod skrevet uden paa Kassen:

- Forsigtig! Billedbibler!

Men Møblerne blev malet, - det var muntert. - jeg fik mange Malerklatter paa Tøjet.

Træffer jeg Sextus Sivsko i Dag skal v| have en Fødselsdagsøl sammen. - ikke Albani. - her i København behøver vi jo ikke af genere os. Her er Folk ikke nær saa "rettænkende", som i Skive

Skaal. Sexsjus!

Michael.

(Folkets Avis - København 3. februar 1923)

"Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg betalt med 40 Kr.

Komponisten Sextus Miskow fortæller om sin Fortjeneste hos Wilhelm Hansens Musikforlag.

Mellem de Skrivelser, vi har modtaget i Anledning af vor Omtale af det Wilhelm Hansenske Musikforlag, er en, der har henledt vor Opmærksomhed paa Forlagets Forhold til en enkelt af dets Komponister, Hr. Sextus Miskow. Brevet nævner som et Kuriosum, at Hr. Miskows Melodi til Holger Drachmanns herlige Sang "Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg" - en Sang, der ved Melodien ikke mindre end ved Teksten er blevet et nationalt Klenodie - i sin Tid af Wilhelm Hansens Musikforlag er blevet betalt med 300 Kr.

- Er dette rigtigt? spurgte vi i Gaar den gamle Komponist.

- Ikke helt, svarede Hr. Sextus Miskow. Thi naar jeg skal være helt ærlig, er Sandheden den, at der den Gang jeg afleverede min Melodi kun blev udbetalt mig 40 Kr. Det blev jo regnet for meget den Gang, og ingen kunde jo da ane, hvor godt Melodien skulde slaa igennem.

- Har De da ikke senere faaet udbetalt mere for Kompositionen alt som den blev trykt op i Oplag efter Oplag?

- Nej, det kan jeg jo heller ikke godt sige, naar jeg skal være i Overensstemmelse med Sandheden. For den enkelte Melodi har jeg intet særligt faaet. Men mit Forhold til Wilhelm Hansens Forlag er i Aarenes Løb blevet saadant, at Forlaget har fundet sig foranlediget til at yde mig en lille ekstra Paaskønnelse nu og da. Alt ialt har Jeg vel faaet nogle Hundrede Kroner udbetalt med Mellemrum.

- Og hvor meget mener De, at Forlaget selv har tjent paa "En Spillemand snapped' Fiolen fra Væg"?

- Ork, det løber op i mange Tusinder. Men forøvrigt er vi Komponister jo saa vant til den Slags Misforhold. De aner ikke, hvad Forlaget har tjent paa "Lille Ellen", en anden af mine Melodier, der synges i hvert Hjem, og jeg tror saamænd ikke, at jeg selv fik 50 Kr. for den. Men det er dog Ingenting mod den Skuffelse, jeg har haft med et lille Bind med tre Sange, deriblandt Melodien "Vil man kysse Hjertenskær", ogsaa en Komposition, der er bleven uhyre populær og blandt andet hører til Koncertsangerinde Ellen Bechs faste Repertoire. Paa det Bind har Wilhelm Hansen tjent enorme Summer. Engang, jeg henvendte mig paa Forlaget, fortalte en af Personalet mig, det var Forlagets bedste Salgsartikel.

- Men De selv har intet faaet for det?

- Saa godt som intet. Jeg er den Dag i Dag en fattig Mand, der maa kæmpe for det daglige Udkomme og maa være glad for det lille, aarlige Tilskud, jeg faar af Staten. Havde jeg levet i Tyskland, saa havde jeg forlængst haft en Formue alene for Melodien "En Spillemand". Men saadan er det jo nu engang. Den ene bliver rig paa den andens Arbejde.

- Finder De ikke, at det var mere rimeligt, at et Musikforlag betalte en Kunstner eftersom hans Arbejde blev solgt til?

Den gamle Komponist lér.

- Jo, naturligvis! Naa, saadan de moderne Kontrakter vel ogsaa indrettede. Men forsøg paa at faa Wilhelm Hansen til at efterbetale mig i Forhold til, hvad Forlaget har solgt af mig. Prøv blot paa at gøre Forsøget.

Nej, vi anser paa Forhaand Forsøget for haabløst.

g.

(Social-Demokraten  1. oktober 1925).

Med Fryd og megen Glæde...

Men ikke for Komponisten Sextus Miskow, der bare fik et par Kroner.

Hos den gamle Komponist.

Under et besøg fortæller han om Kunstnerkaar og Forlagssucces.

Den gamle djærve Sextus Miskow fortæller om Komponistvilkaar og []dagssukcesser.

Vi synger de gamle Sange, vi lærer at holde af dem - men oftest glemmer vi vel at sende en venlig Tanke til dem, der har skabt de gamle Sange.

Og hvor mange Gange har vi ikke, naar det gode Humør var oppe, sunget Visen om Spillemanden, der snappede Fiolen fra Væg og gik i Skoven med Pigerne, disse djærve Ord af Drachmann til Sextus Miskows prægtige Melodi.

FOR TID OG EVIGHED

Og nu hører man, at den muntre gamle Kunstner fik - 40 Kroner for denne Sang, der er gaaet ud i Folket og solgt i titusinder Eksemplarer, ja endda hører man, at han for de 40 Kr. yderligere leverede to andre Sange - og underskrev Kontrakt paa, at Retten til de 3 Sange for Tid og Evighed gik over til Forlæggeren for samme 40 Kr.

- Det har været svært at være Kunstner i "de gode gamle Dage", siger vi til Sextus Miskow, der nu med sit store Skæg og sine buskede Bryn minder om en af de gode og gæve gamle Gubber, der fortælles om i skønne Æventyr.

- Naa - den Gang gik det - siger han - men nu, hvor man er blevet lidt gammel, ja, man kan vel næsten sige en Fortidslevning, nu sidder man jo og synes, man havde fortjent lidt mere for det, man skabte i de unge Aar - og som gik ud i Folket

- Er det Forlæggernes Skyld?

- Naa - egentlig ikke. De kunde selvfølgelig være lidt mere forstaaelige - men det er Loven, der er gal. Der skulle pilles ved den - og det er det Forhold, der aldrig er rør ved. Vi har solgt vore Ting for et Par skilling - for Tid og Evighed. De unge Kunstnere har faaet lidt bedre Forhold ved Loven af 1913. Men vi, der solgte før - vi sidder i det. Det vilde gavne de gamle Kunstnere, om man kunde faa ordnet dette Forhold. 

DE GAMLE SANGE

- Hvornaar skrev De "Den Spillemand snapped'"?

- Da jeg var 25 Aar? Det var min første Komposition. Aa, det var dejlige Tider.

- Hvor længe varede det før den slog Igennem?

- Det var Jerndorff, der holdt den over Daaben, men det varede et Par Aar, inden den blev - skal vi sige en Forlagssukces.

- Hvor meget fik De for Sukces'en Lille Ellen?

- Jeg tror, det var 50 Kr - for Tid og Evighed. 

-- Har De haft nogen kunstnerisk Glæde af Deres Kompositioner?

- Ja, det kan De tro, jeg har. Og de har da ogsaa slaaet an - mange af dem. Baade Spillemanden, Lille Ellen, Skriv hjem til Mor, Fader vor, der ofte spilles i Tivoli Koncertsal under Navnet "Andante religiøs" - og - ja, der er mange, der synges meget.

- Hvilken af de nyere Kompositioner synes De er slaaet an?

- Melodien til Seedorfs prægtige "3 Røvere fra Rold".

HVOR ER "DUKKELISE"

- Bundede de gamle Sange dybere end Nutidens?

- Ja, det kan man vist sige uden at sige noget ondt om Nutiden. Vi er kommet ind i Schlagernes Tid. En Sang, eller et Par Stykker, for hver Sæson. Saa lever de et hektisk Liv. De kommer paa Lirekasser, paa Grammofoner, de sælges rundt i Hjemmene til alle Klavererne, de sælges paa Postkort - og Forfatter og Komponist tjener en Snes Tusind Kroner. Men de dør hurtigt, glider væk. Hvem husker "Dukkelise" nu? Hvem synger og spiller den? Jeg tror, der var mere Følelse i de gamle Sange, derfor lever de udover alle de Snese af Døgnmelodier der dukker op.

Og den gamle Spillemand nynner nogle af de gamle Sange, der har sunget sig ud over Danmark og for nogles Vedkommende udover Verden - og har skabt deres Forfattere Publikums Gunst - men ikke af Forlæggerens Guld.

(Klokken 5 (København) 12. oktober 1925)

Sextus Miskow 3.2.1857-24.11.1928. Gudrun Miskow, f. Langkilde 5.8.1871-15.5.1957. De blev gift i Odense 29.11.1890. Gudrun var datter af Niels Valdemar Langkilde (1838-1914) og Hedevig Marie Petersen (1848-1921). Hun var klasselotterikollektrice. I 1930 boede hun i Nansensgade 23, i 1940 i Hellebækgade 1, st. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 4, række 1, nummer 15. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mindesmærket for pastor Ifversen. (Efterskrift til Politivennen).

Afsløringen på Vestre Kirkegård i går.

Til venstre sognepræst C. J. Holt der holder afsløringstalen, og til højre sognepræst Axel Beck. Vestre Kirkegård Afdeling 5, rk. 20, nr. 80.

I går afsløredes et mindesmærke for pastor Jul. Ifversen, rejst på hans grav på Vestre Kirkegård ved bidrag fra venner og menighed. Monumentet, en stor, brun granitsten, er udført af stenhuggermester Hans C. Larsen og prydes af en portrætmedaillon i bronze, udført af billedhugger Arvesen. Et par hundrede mennesker var samlet omkring graven, da formanden for Den indre Mission i København, pastor Holt, stod op og talte.

Han gik ud fra Pauli ord: Vær med til at lide ondt som en sand Jesu stridsmand, og han skildrede Ifversen som stridsmanden, vingårdsmanden og hyrden. Han var med til at samle menighederne i København og blev den første formand for Menighedsforbundet i 1898. Han opsled sine ungdomskræfter i København, ofrede sig selv og hele sit personlige liv for at tjene de opgaver, han så foran sig. De var mangeartede og vanskelige. Men Ifversen tjente med et ydmygt sind. Han sagde i sin afskedsprædiken: Jeg har lært aldrig at foragte noget menneske.

Vi har valgt at sætte på hans monument: en god herrens stridsmand. Han ville næppe selv have godkendt de ord, men de passer på ham. Han stred i hele sit liv imod alle onde magter, imod løgnens og mørkets ånd. Og hvor det gjaldt, stod han ubøjeligt fast. Det er netop i dag 26 år, siden den sag, som gjorde hans navn kendt over hele landet, fik sin afgørelse ved Højesteret. Han havde nægtet at foretage en vielse, som efter hans opfattelse stred imod Jesu ord. Højesteret frifandt pastor Ifversen i den sag, som blev anlagt imod ham, og nu ved vi, at ingen præst behøver foretage en vielse, som strider imod hans samvittighed.

Dækket faldt for monumentet, og i nogle minutter stod alle tavse med blottede hoveder og betragtede den store, smukke sten.

Indsamlingens kasserer, fabrikant Klitgaard, takkede alle bidragyderne og lagde en smuk krans ved monumentets fod.

Pastor Beck bragte en tak fra Helligkorskirkens menighedsforbund, hvori Pastor Ifversen var med til at grundlægge de danske menighedsforbund. Pastor Charles Nielsen bragte hilsen fra alle medarbejdere og venner. Begge præsterne bragte store kranse til monumentet. Stiftsprovst Ussing sagde i få, alvorlige ord en personlig tak for, hvad Jul. Ifversen havde været for den sag, han tjente. Pastor Ifversens svigersøn takkede på familiens Vegne og lovede at værne om monumentet. Til slut talte Pastor Charles Nielsen for Københavns Kirkefond og bad en bøn over graven.

Højtideligheden indlededes og sluttedes med salmesang.

(Nationaltidende, 22. oktober 1928).

Gravstenen i 2024 på Vestre Kirkegård, afdeling 5, rk. 20, nr. 80. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julius Niels Sophus Ifversen (1863-1927). 1889 medhjælper ved Johanneskirken, 1890 Hellig Kors Kirke - sognepræst her 1895. I 1922 blev folkekirkepræster fritstillet mht. fraskiltes vielse pga den sag Ifversen havde ført. Han forsøgte herefter forgæves at rejse en sag over for den liberale teologi. Sognepræst i Bregninge-Bjergsted 1907-1927.

Ifversens kone var død i 1908. Hendes begravelse omtales andetsteds på denne blog.

Jens Jensen (1859-1928). (Efterskrift til Politivennen)

 Overpræsident Jensen død.

Overpræsident Jensen blev som bekendt, for kort Tid siden angrebet af en heftig Influenza, der straks gav Anledning til alvorlig Bekymring, og da den Nyre- og Galdesygdom, som Overpræsidenten tidligere har lidt af, atter brød op, tilraadede Lægen en Overflytning til Kommunehospitalet, paa Overlæge, Professor Sophus Bangs Afdeling. Her indtraadte straks en Bedring, men denne viste sig desværre kun at være af forbigaaende Art. Langsomt ebbede Kræfterne ud, og uden Smerter, stille og rolig, sov Overpræsidenten ind. Kl. 12.15 i Nat indtraadte Døden.

- - -

Overpræsident Jens Jensen vil alle Dage komme til at staa som en af Social-Demokratiets mest særprægede og nobleste Repræsentanter, en Mand, hvis Gerning og Livsværk har været af uvurderlig Betydning for hele Partiet. Kølig, sindig og ligevægtig har han, fra den første Dag han traadte ind i offentlig Virksomhed, arbejdet sig fremad, og uden store Ord og voldsomme Fagter, men med maalbevidst, sejg Energi, banet Vejen for det Parti, han viede sine Kræfter.

Født 18. April 1859 i Rørup paa Fyen i et Smaakaarshjem - Faderen var Murer og Lejehusmand - røbede han tidlig en umættelig Kundskabstrang, al sin Fritid benyttede han til Læsning, i Skolen var han stadig den første i sin Klasse, og de sidste Skoleaar benyttede Læreren ham endda som en Slags Hjælpelærer. Han kom i Malerlære i Aarup, blev Svend og arbejdede nogle Aar i Odense og Randers, sidstnævnte Sted malede han københavnske Sporvogne paa den store Fabrik "Skandia".

I 1879 kom han til Hovedstaden, just i den Periode, da "Kongens København" var ved at udvikle sig til "Folkets København", her kom han i sit rette Element. Han fik Arbejde hos det store Firma Bernhard Schrøder, og han var en dygtig Arbejder. Vil man se nogle af hans Arbejder fra den Tid, kan man gaa ind i Universitetets Solennitetssal og se paa Friserne, eller paa Ornamenterne i det kgl. Teaters Foyer. Det "Malerarbejde" har den senere Overpræsident ofte set paa med berettiget Tilfredshed

Fagforeningsbevægelsen tog han hurtig fangen; han blev formand for Malernes Fagforening, og allerede i 1886 stod han som Formand for De samvirkende Fagforbund, forholdsvis ung paa en saa fremskudt Post. Men han var Stillingen voksen, hans urokkelige Ro indgød Tillid, og paa de Tiders bevægede Møder i Rømersgade var han ofte den Bølgedæmper, der forhindrede Overilelser, og hans Ord havde altid Vægt, selv om han ikke var den fødte Taler; men man følte, at der stod en paalidelig Mand bag ved Ordene.

Sin største Opgave og vanskeligste Prøve fik Jensen i 1899 under den store Lockout, der varede næsten et halvt Aar, omfattede 34,000 arbejdere og kostede et Løntab af 11 Millioner Kroner. Det var en yderst alvorlig Krise, og det tjener Jensen til uvisnelig Ære, at han under de fortvivlede Forhold bevarede sin Ro og intet øjeblik lod sig forlede til Forløbelser. Heide, Bing og Trier gennemførte Forliget og høstede det meste af Æren, men de ville aldrig have kunne gjort det, om de ikke havde haft netop Jensen at forhandle med.

2. Marts 1903 blev den store Dag i Jens Jensens Liv, da han, efter 10 Aar at have siddet i Borgerrepræsentationen, blev valgt til Finansborgmester. Man forstaar ikke nu den mægtige Opstandelse, dette Valg vakte, den bitre Modstand, der mødte ham; i store Kredse følte man det som en Revolution, der herskede, jo endnu mange Steder "Socialistforskrækkelse", og netop i det saa meget betydende Finansborgmestersæde havde man saa vanskeligt ved at tænke sig en Arbejdernes Repræsentant. Men naar man nu ikke forstaar den Opstandelse Valget afstedkom, da er dette netop Jensens egen Fortjeneste. Han viste sig, mod saa manges Forventning, som den rette Mand paa den rette Plads, han lod sig intet Øjeblik forvirre, blev aldrig ør af sin Ophøjelse, leflede ikke og blev aldrig Snob, han bevarede sin Ro, forvaltede sit Embede og Byens Pengekasse saadan, at alle fik Respekt, selv hans argeste Modstandere, og han slog Bro over den Kløft, skilte Socialdemokraterne og de besiddende Klasser, han dræbte kort sagt Socialistforskrækkelsen i København Og han fik udrettet noget virkeligt, skønt han traadte til i en vanskelig Tid, netop i de Aar, da Byens Udvikling foregik. Hans Navn vil bl. a. evig være knyttet til saa store og betydende Institutioner som Fælledparken, Bispebjerg Hospital og Stadion.

Finansborgmesterens kloge og altid sympatiske Fremtræden skabte ham en mægtig Popularitet, man fik Bud efter ham fra mange Sider, og utallige var de Hæders- og Tillidshverv, der blev betroet ham. Det var en iøjnefaldende Modsætning i Stemningen ved Valgene i 1903 og i 1924. da Jensen gled ind Byens allerfineste Embede som overpræsident; nu fandt ingen det mærkeligt, det var nærmest en ren selvfølge, og Jensen, der aldrig har paataget sig en Opgave, han ikke kunde magte, har ogsaa her gjort god Fyldest. Har han ikke haft sine Forgængeres fornemme, repræsentative Egenskaber, havde han til Gengæld en bred, solid og folkelig Værdighed, han lod sig aldrig imponere, var saa ægte dansk og gav netop Udtryk for de bedste Egenskaber i den danske Folkekarakter. Derfor blev den Mand, man i sin Tid var bange for, efterhaanden en af vor Bys mest populære, og hans Bortgang føles som et virkeligt Tab, ogsaa af dem, der en Gang var hans Modstandere.

O. B.

(Aftenbladet 16. marts 1928)

Borgmester Jens Jensen på talerstolen i Borgerrepræsentationen (Riget 24. november 1910). 

Overpræsident Jensen død.

Fra København telegraferes, at Overpræsident J. Jensen i Nat Kl. 12.15 er afgaaet ved Døden.

I det danske Socialdemokratis Historie, i dansk Arbejderbevægelse er Jens Jensen et af de største Navne. Ikke fordi han naaede saa højt i Embeder og ydre Anseelse, men paa Grund af sit store Arbejde og sine fremragende Egenskaber.

J. Jensens Deltagelse i offentligt Liv spænder over næsten alle Felter og over langt mere end en Menneskealder. Kun 23 Aar gammel valgtes han i 1883 til Formand for Malernes Fagforening i København, og i de 45 Aar, der er gaaet siden da, har hans Navn været kendt i Offentligheden, og hans Arbejde været med til at præge dansk Samfundsliv.

Hans første Virksomhed faldt i Fagorganisationerne. Som Formand for sin Fagforening blev han trods sin Ungdom kaaret til Fagbevægelsens Leder. Ved den store skandinaviske Arbejderkongres i 1886 blev han Ordfører for den danske Delegation, og samme Aar var han med til at stifte og blev valgt til Formand for De samvirkende Fagforeninger i København - en Sammenslutning af alle Fagforeninger i Hovedstaden, senere kaldt Arbejdernes Fællesorganisation.

Herved kom J. Jensen ind paa et Felt, hvor han skulde komme til at vise enestaaende Evner. Fagbevægelsen led endnu den Gang under de Vanskeligheder, som var skabt ved Pios Bortrejse i 1877 og det deraf følgende Mismod i Arbejderbevægelsen. Det begyndte dog at gry. I 1881 valgtes de to første Socialdemokrater, P. Holm og Hørdum, til Folketinget. Social-Demokraten gik under Wiinblads Ledelse udmærket frem. De enkelte Fagforeninger var ogsaa voxet sig ret stærke, selv de ufaglærte Arbejdsmænd blev grebet af Organisationstanken. Men der manglede ligesom Samling, et fælles Udtryk overfor Samfund og Offentlighed.

Ved Dannelsen af De samvirkende Fagforeninger skabtes dette, og J. Jensen havde afgørende Indflydelse derpaa. Han havde mere end en overfladisk Forstaaelse af Sammenholdets Betydning. En Fagforening i Konflikt er ikke stærk overfor Arbejdsgiverne, men sammen med alle andre Fagforeninger dannes en Magtfaktor. Han forstod at føre Organisationstanken ud i sine Konsekvenser; Hver Mand sin Fagforening, hver Fagforening i sit Fagforbund, og hvert Fagforbund i Landsorganisationen. Og endnu videre: Hver Landsorganisation samlet i et Internationale, omfattende hele Verdens Arbejderklasse. - Ejendommeligt nok, var det netop J. Jensen, den danske Arbejderleder, der fik Idéen til og førte de første Forhandlinger om Dannelsen af det store Fagforeningsinternationale.

De danske Fagforeninger var ved at blive en Magt. Arbejdsgiverne følte sig truet og samlede sig i en Kamporganisation for hele Landet. I København havde man allerede længe diskuteret Dannelsen af et stort fælles Landsforbund. Og nu var Tiden moden. Under J. Jensens Førerskab, hvis Styrke det var altid at gøre det rigtige paa det rigtige tidspunkt, dannedes De samvirkende Fagforbund i 1898.

Næppe var De samvirkende Fagforbund blevet et Aar gammel, før Uvejrsskyerne trak sammen om den unge Organisation, og den store Lockout kom. 34,000 Arbejdere blev kastet paa Gaden, fordi Snedkersvendene i syv jyske Byer strejkede. Og det samlede Løntab for de 17 Ugers Konflikt blev 11 Mill. Kr. 

Saa meget kostede denne første store Konflikt danske Arbejdere. Men de vandt Respekt for deres Organisation. Den blev en med Arbejdsgiverne sideordnet Faktor. Organisationsretten var anerkendt.

Lockouten blev en mægtig Anspændelse af J. Jensens legemlige Kræfter og aandelige Evner. Han arbejdede baade Nat og Dag. Et uhyre Ansvar hvilede paa ham. 34,000 Arbejdere med Hustruer og Børn var ude i en Kamp, hvor det gjaldt Liv eller Død for Organisationen. Ikke en Dag længere end nødvendigt maatte Konflikten vare, men den maatte heller ikke sluttes en eneste Dag forinden Sejren var sikret. Jensen bar Ansvarets Byrde paa sig, og han førte med den Blanding af Maadehold og Fasthed, der altid har karakteriseret ham, Lockouten til en for Arbejderne lykkelig Afslutning. Ved Septemberforliget lagdes Grunden til den Retsorden, der bestaar mellem de to Parter, og den permanente Voldgiftsret - som senere fik Navneforandring til den faste - oprettedes.

Dannelsen af De samvirkende Fagforbund og Ledelsen af Arbejderne under Lockouten i 1899 er J. Jensens to store Bedrifter i Fagbevægelsen, store nok til at sikre hans Navn fra Forglemmelse.

Den 2. Marts 1903 valgtes han til Finansborgmester. Og for den nulevende Generation staar han i første Række som Borgmester Jensen eller som Overpræsidenten, med hele den mægtige 25 Aar lange administrative kommunale Virksomhed bag sig.

Forud havde han endda ogsaa en stor politisk og journalistisk Virksomhed bag sig. Han var Medarbejder ved Social-Dernokraten fra 1887 til 1903 og valgtes i 1895 til Folketingsmand for Københavns 10. Kreds.

I en kortvarig Periode blev han paany draget ind i Politik som Socialminister i Forretningsministeriet Friis efter Paaske-Kupet i 1920.

Men ellers helligede han sig Københavns Kommune i de mange Aar, efter at han havde forladt Fagbevægelsen.

Han valgtes i 1893 til Borgerrepræsentationen, han og K. M. Klausen var de første Socialdemokrater, der tog Sæde i Byens Raad.

Borgmester Jensen var ikke for intet Socialdemokrat. Han kendte selv Arbejdernes Kaar, han vidste selv, hvad det vil sige at bo i en lille 2 Værelsers Lejlighed i en mørk Baggaard. Derfor var det hans Maal at give Københavns Befolkning Adgang til Sol og Luft. Gaderne skulde gøres bredere og Haver og grønne Træer skulde erstatte de høje, skumle Lejekaserner. Af den samme Følelse udsprang Tanken om Fælledparken med Idrætsparken, der gav Idrætten, Ungdommens evigt rindende Sundhedskilde, en anerkendt Plads i København.

Et andet smukt Monument for J. Jensens sociale Virksomhed er Bispebjerg Hospital.

Først og sidst var han Manden, der bragte Orden i Kommunens Økonomi. Han viste, at Malersvenden var langt mere Finansmand end Ministerialkontorernes Departementschefer.

Han konsoliderede Kommunen, bragte Orden og System i Regnskabsførelsen, og under en rivende Udvikling med et voxende Antal Opgaver og en Mangedobling af Kommunens Balancesum bevarede han hele Tiden Herredømmet og Oversigten over Københavns finansielle Forhold.

Nu er altsaa hele denne Virksomhed endt. Et rigt Liv er afsluttet, og Manden er draget tilbage til den store Alnatur, hvoraf Liv og Død begge er Børn. Men som det gamle Havamaal siger, er Mennesket borte, saa lever hans Virke efter ham. Og J. Jensens Arbejde vil blive bevaret i Historien.

J. Jensen var Arbejderklassen en god Søn, ærlig, usvigelig Tro paa dens Ret og dens Fremtid fyldte hans Sind. Sine rige Evner som Organisator og Administrator anvendte han til Gavn for Arbejderne og for det Samfund hvis gode Søn han ogsaa var.

Han har selv en Gang sagt, at han altid følte sig som Tjener. Derfor var Pligtfølelse en af hans fornemste Egenskaber og sammen med hans Karakters uplettede Renhed fuldender det Billedet af en Mand, der var af de ædles Æt. 

Saaledes vil Arbejderklassen mindes ham, den trofaste Søn, Skaberen af Arbejdernes faglige Landsorganisation og Socialdemokratiets første Borgmester.

(Demokraten (Aarhus) 16. marts 1928)

Borgmester Jensen (nr. 2 fra højre) ses her sammen med cand. phil. Gandil, formand i Boldklubben af 1893, afdelingsingeniør Nobel, arkitekt Brandstrup og Dansk Idræts-Forbunds formand, overretsssagfører J. L. Nathansen. De var blandt de mænd der arbejdede for at få anlagt Idrætsparken. Riget 24. maj 1911.

Da Byen viste sin Overpræsident den sidste Ære.

Byen stod i Gaar i den store Begravelses Tegn. Et Følge paa 2000-3000 Mennesker fyldte Raadhushallen til den officielle Bisættelseshøjtidelighed for Overpræsident Jensen. Vort Billede til højre er taget derfra og giver et Indtryk af Sørgefestens pompøse Karakter. Neden under ser man det store Ligtog paa Vej ud ad Vesterbrogade med de flyvende Faner i Spidsen. Mange Tusinde Mennesker sluttede sig undervejs til Toget, saa det var et mægtigt Folketog, da det omsider naaede Vestre Kirkegaard.

(Nationaltidende 22.marts 1928)

Kongeparret ledsaget af en tilsyneladende tilfreds borgmester Jensen ved Bispebjerg Hospitals indvielse. Riget 20 september 1913.

Overpræsident Jensens sidste Færd gennem København.

En dybt gribende Sørgehøjtid i Raadhushallen. - Talere fra alle politiske Lejre hyldede den Afdødes Livsindsats. - I den storslaaede Procession gennem byen deltog over 200 Faner og et tusindtalligt Følge. - Afslutningen paa Kirkegaarden var præget af dyb Vemod.

STORSLAAET gribende og pompøs - saaledes formede Overpræsident Jens Jensens Bisættelse sig i Gaar. Ingen Konge eller Fyrste kunde have faaet en skønnere Jordefærd end denne Folkets tro Tjener, som fra fattige og foragtede Kaar havde kæmpet sig frem til at blive den første og ædleste Borger i Danmarks Hovedstad. Overalt hvor Ligtoget passerede gennem den solbestraalede By stod Tusinder af Mennesker og bøjede Hovederne til en sidste Hilsen da den sortbetrukne Ligvogn fulgt af den imponerede brogede raneskov passerede. Ikke siden Hørdum og Knudsen jordedes under overvældende Deltagelse har København oplevet et lignende Sørgetog. Fra utallige offentlige og private Bygninger vajede Flagene paa halv Stang smældende i den isnende Jævndøgnsblæst. Paa Vestre Kirkegaard, der laa som en lun og solbeskinnet Oase midt i den kolde Dag fyldtes alle Gange og Stier i Løbet af kort Tid af et  mægtigt Menneskehav, som andagtsfuldt overværede den sidste gribende Højtidsakt ved Graven. Længe efter at Højtideligheden var afsluttet valfartede nye Tusinder til Gravhøjen ved det store Kapel for at sige Byens Overpræsident det sidste Farve!.

Da Kisten førtes til Raadhushallen.

Ved Middagstid førtes Overpræsidentens hvide Kiste fra Kommunehospitalets Kapel til Raadhushallen. Otte Raadhusbetjente med Sørgebind om Armen bar den ud fra Kapellet til den sorte Rustvogn, som langsomt satte sig i Bevægelse fulgt af et Par Vogne med Familiens Medlemmer. Det lille Sørgetog passerede Social-Demokratens Bygning, hvor Flaget vajede paa halv, og et Kvarters Tid efter naaede Rustvognen den larmende Raadhusplads og forsvandt snart bag Nyrops skønne Raadhus. Klokken slog just 12, og samtidig lukkedes alle Raadhusets Kontorer. Den store Bygning laa tom og stille som paa en Helligdag med lukket Hovedindgang, som var flankeret af to grønne Laurbærtræer. Raadhusbetjentene bar Kisten ind i Hallen og anbragte den i et Blomstervæld paa den høje, sorte Katafalk, som var rejst midt paa Langsiden foran Hovedindgangen. Kisten var smykket med grønne Guirlander og en Dekoration af lyserøde Roser, og foran Baaren saas de mange hundrede Kranse med de farvede Baand Væggene i Hallen var ligeledes prydet med Kranse; et uforglemmeligt og skønt Syn.

Det mægtige Kransevæld.

Kongen, Dronningen og Kronprinsen havde sendt smukke Laurbærkranse. Lige foran Kisten paa en sort Fløjelspude laa en Sølvkrans af udhamrede Bøgeblade fra Embedsmænd og Læger ved Kommunens Hospitaler. Indenrigsministeriet og Undervisningsministeriet hædrede Overpræsidenten med smukke Blomsterdekorationer, og fra De samvirkende Fagforbund saas en dejlig Krans af Mahogniløv med Syrener og Kaméliaer. Lige ved Kisten hang to store Kranse fra mandlige og kvindelige Tjenestemænd i Raadhusforvalterens Kontor, og en Laurbærkrans fra Københavns Borgerrepræsentation.

Endvidere var der Krans fra Københavns Magistrat, Overpræsidentens Sekretariat, Den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe, Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Arbejdernes Fællesorganisation, Socialdemokratisk Forbund, Social-Demokraten. Dansk Kommunalarbejderforbund, Stjernen, Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Idrætsparkens funktionærer og Arbejder Guld-, Sølv- og Elektropletarbejderne- Organisation, Dansk Smede og Maskinarbejderforbund, Dansk Arbejdsmandsforbund, Keramisk Forbund og endnu en lang Række Fagorganisationer og socialdemokratiske Partiforeninger. Endvidere fra Finlands Præsident, Demokraten, Aarhus, Dansk Tonekunstnerforening. Den polytekniske Læreanstalt. Arbejdernes Andels Boligforening. Havnevæsenet, Welanderbjemmene, Dansk Købestævne, Statsbanerne, Arbetet, Malmø, Dansk Sten-industriforbund, Købstadsforeningen, Nationalforeningen, Husassistenternes Fagskole, Arbejdernes Læseselskab, Stockholms socialdemokratiske Stadsfuldmægtige. Tivolis Direktion, Det kooperative Fællesforbund, Stukkatørernes Fagforening, Malernes Fagforening. De samvirkende Sygekasser, Nationalmuseumsfondet, Kolonihaveforbundet, Det czekoslovakiske Gesandtskab, Prags kommune, Københavns Idrætspark, Kalvebod Bastion, Borups Højskole, .Socialdemokratisk Forbund, Odense, Foreningen til Lærlinges Uddannelse, Fængselshjælpen, Socialdemokratisk Døvstummeforening, Borgerrepræsentationens Presseloge. Politiken, Havnearbejdernes Fællesforbund, De forenede Bryggerier, Kvindeligt Arbejderforbund, Glyptoteket, Dansk Blindesamfund, Folkekøkkenerne, Kørselsafdelingen, Handelsbanken, Den olympiske Komite, Helsingør Byraad, Frihavnen, Dansk Idrætsforbund, Danmarks socialdemokratiske Ungdom, Funktionærer paa Thorvaldsens Museum, Belysningsvæsenet, Dansk Arbejde, Sporvejene, Dansk Brilæggerforbund, St. Hans Hospital o. s. v

Det imponerende Følge.

En Times Tid før Højtideligheden skulde indledes begyndte det store Følge at indfinde sig. Snart fyldtes Gulv og Balkonerne bag de bølgende Dannebrogsflag af Mennesker, og ved 2-Tiden var mellem 2 og 3000 samlet i Hallen. Nærmest Kisten ved den sorte Talerstol sad Talerne, Folkethingsmand Stauning. Borgerrepræsentationens Formand Em. Svendsen, Ingeniør Jul. Madsen. Dommer Jesper Simonsen og Borgmester Bååth fra Helsingborg. Tilhøjre for Kisten sad det samlede Ministerium fraregnet Undervisningsminister Byskov og Kirkeminister Bruun-Rasmussen. Derefter fulgte Kammerherre Krieger, den svenske, norske, finske, islandske, hollandske, tyske, polsk- og czekiske Minister. Paa den anden Side sad Borgmestrene og Raadmændene med deres Damer og Kommuners Direktører. Midt foran Katafalken fik Familiens Medlemmer anvist Plads. Her sad ogsaa Rigsdagens Præsidium og en Mængde af Borgerrepræsentationens Medlemmer. Endvidere saas Landsthingsmand C. C. Andersen, Redaktør Borgbjerg med Frue, Folkethingsmændene Vilhelm Rasmussen. Hans Nielsen, L. Rasmussen, Friis Skotte, Zahle og Pinstrup, Borgmestrene Godskesen og Parkov, Landsthingsmændene Josiassen Alb. Jensen, Ludvig Christensen og C. F. Sørensen, fhv. Borgmester Møller, Redaktør H. P. Sørensen, C. F. Madsen, Sekretærerne Hans Jacobsen og Johs. Hansen, Formanden for Kommunalarbejderforbundet Th. Thomsen, General Castenskjold, A. C. Meyer, Pastor Dahl Sædder, Generaldirektør Koefod o. fl. a. 

Uden om disse officielle Repræsentanter grupperede den mægtige, tavse, sortklædte Forsamling sig.

Sørgetoget passerer Akselborg.

Staunings gribende Mindetale.

Højtideligheden indlededes med at Gardens Orkester spillede Hartmanns pompøse Sørgemarch over Thorvaldsen. Saa sang Forsamlingen A. C. Meyers Sang, der i 4 smukke Vers gav en Karakteristik af Jens Jensens gærning. Vi citerer et Par af Versene:

Runden af Danmarks rige Muld,
skønt fattig selv, af Hjærtets Guid
han dannede sit Værge
og søgte hen til Smaamands Bo.
til Tidens Gæring, Trods og Tro,
den Tro der flytter Bjerge

Løftede den ham selv paa Skjold,
saa lønned' han den mangenfold
ved trofas! Borgenvirke,
hans milde Sind og faste Haand
har ydet sit i Tiden Aand
og rejst dens nye Kirke.

Stauning taler i Raadhushallen.

Stauning traadte derpaa op bag Kisten og holdt bevæget sin gribende Mindetale, hvoraf vi gengiver et Afsnit:

Byens Raadhus er i Dag klædt til Sorg. Landets Hovedstad tager farvel med en af sine bedste Mænd, Folkets brede Lag tager Afsked med e trofast Fører.

Den store Kreds, som er randt her i Afskedsstunden, er Repræsentanter for Tusinder, der med Smerte modtog Budskabet om Jens Jensens Død, og vi ved, at i denne Stund gaar Tanken fra mange Hjem til denne Baare, for ham, de mange Aars smukke og gode Gerning, til ham, der maatte forlade os længe før vi havde ventet det.

Vi ved at det er Byens Overpræsident, som er gaaet bort, men i vor Erindring staar ogsaa præget Træk fra andre Stadier af den Afdødes Liv og det er netop disse Træk, som opfylder den største Plads.

Over 45 Aar spændte hans offentlige Virksomhed, stille og beskeden udførte han sin Gerning i det Fag han havde lært, men fremadstræbende som han var, fandt han i de unge Aar Tid til den Selvudvikling, som fortsattes hele hans Liv.

23 Aar gammel blev han Formand i Malernes Fagforening, og hermed indlededes snart et saare rigt Afsnit af Liv. Med en egen fin Kultur kastede han sig over de store Opgaver, som skulle de løses igennem Organisationslivet.

Storslaaet var vor afdøde Vens Gerning. Den unge Fagforeningsmand lægger allerede i 1886 Grunden til den betydningsfulde Samvirken mellem de faglige Organisationer i Hovedstaden og i samme Aar lykkedes det ham at grundlægge en praktisk og værdifuld Skandinavisme, ved Afholdelse af den første skandinaviske Arbejderkongres. Og videre gaar hans Stræben frem til den store Landsorganisation: De samvirkende Fagforbund, hvis samfundsmæssige Værdi ingen kyndig vil benægte. Og atter herfra knyttes Baandene ud over Verden, i en international faglig Samvirksomhed, som Jensen tog Initiativet til.

Jensens Maal var at se Arbejderklassen blive jævnbyrdig med andre Befolkningslag. Han slog det fast, da Landsorganisationen dannedes i 1898, at dens Opgave ikke alene var økonomisk Højnelse, den stærke Organisation, sagde han, skal udvikle Mennesker.

Ja, dette var netop i saa høj Grad lndholdet i disse første 20 Aar af Jensens Liv som Fører. I enhver Side af Livet fandt han det der kunde tjene til Udvikling.

En betydningsfuld Epoke i dette Afsnit af Jensens Liv var den første faglige Storkamp, der fandt Sted i 1899. Det er ikke Stedet her at udrede Oprindelse og Skyld, men det vil utvivlsomt af alle blive erkendt, at Jensens Førerskab, ganske særlig ved Kampens Afslutning, kom til at betyde uhyre meget.

Stauning skildrede videre Jensens politiske og kommunale Indsats. I de 22 Aar, Jensen var Borgmester, styrede han med fast og sikker Haand Byens Økonoml.

Fælledparken. Bispebjerg Hospital og Idrætsparken.

er tre af de mest fremragende Vidnesbyrd om afdøde Jens Jensens Fremsyn og Forstaaelse. Og om disse grupperer sig gode Beboelseshuse, brede Gader, nye smukke Bydele og talrige Værker, som er fornødne for Byens og Folkets Trivsel.

VI ved, fra de mange Aar. hvorledes han omfattede Hustru, Børn og Hjem med Ømhed og Kærlighed. Og vi forstaar ogsaa, hvor meget det offentlige Liv har taget fra hans Hjem.

Hustru og Børn maatte vise Resignation. Naar Partiet kaldte, naar det offentlige Liv krævede Mands Gerning, naar Nationens Interesser krævede en Haandsrækning fra Københavns Finansborgmester, saa bød Pligtfølelsen, at han mødte og udrettede hvad han kunde og hvad der ventedes af ham, men meget af dette blev udrettet paa Bekostning af Familieliv, ved Ofre fra dem, han elskede saa højt.

VI tager da Afsked med den stilfærdige, men kloge og varmtfølende Borger, som viede hele sit Liv i Folkets Tjeneste.

VI takker Dig Jens Jensen for al din Gerning. Tak fra Hytterne, fra alle de Smaafolk, som stod dit Hjerte saa nær. Tak fra de Organisationer, der er de nødvendige Led i det bestaaende Samfund. Tak for din store Gerning, for din opdragende og højnende Virksomhed og

Æret være Jens Jensens Minde.

Em. Svendsens Mindeord

Borgerrepræsentationens Formand takkede i bevægede Mindeord Byens Sorg ved Tabet af Overpræsidenten. Jens Jensen efterlader sig et stort Savn. Jeg hørte til dem, der paa et tidligt Tidspunkt lærte Jensen at kende, og jeg beundrede snart hans store Indsats i den faglige Bevægelse. Han var Grundlæggeren af De samv. Fagforbund, en Indsats, der for evigt har knyttet hans Navn til den danske Arbejderbevægelse. Da han i 1903 blev Borgmester, jublede mange af os, men med en Understrøm af Vemod. En elsket Fører gik fra os over i en anden Gerning. Men vi bøjede os i dyb Taknemlighed for den Indsats, Maler Jensen havde ydet for Arbejderklassens Fremgang.

Det andet Afsnit af hans Liv optoges af 35 Aars kommunalt Arbejde, hvoraf de 25 foregik Indenfor Magistraten. Jeg skal ikke her skildre hans mangesidede Virksomhed, men prise hans store Udsyn. Fælledparken og Bispebjerg Hospital er Resultater heraf og vil bevare Jensens Navn længst.

Em. Svendsen rettede sluttelig nogle gribende Trøstens Ord til Jensens Hustru og Børn, og han sluttede med at sige: Vi siger ham Tak og vil længe bevare hans Minde!

Et betydeligt Menneske med store Ævner til Samarbejde.

Efter Svendsens Tale sang Forsamlingen Grundtvigs Salme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder". 

Malernes Sangforening, som var anbragt paa Balkonen, sang for med skolede Stemmer.

Derefter talte Repræsentanten for den borgerlige Fællesgruppe, Ingeniør Julius Madsen, der karakteriserede Jensen som et betydeligt Menneske med Evner til Samarbejde. Det, som særlig prægede den afdøde Overpræsident, var hans Evne til ikke blot at løse Opgaver men ogsaa at løse dem paa allerbedste Maade. Han havde en betydelig Evne til at sætte sig ind i andres Tankegang og indlede et Samarbejde, der bar rige Frugter. Paa den borgerlige Fællesgruppe Vegne bringer jeg Overpræsident Jensen en Tak for hans gode Borgersind: Æret være hans Minde.

Byretsdommer Jesper Simonsen, der bragte en Hilsen fra den Radikale Gruppe, mindede bl. a. om, at Jensen sammen med fem andre Mænd tilførte Borgerrepræsentationen nyt Blod i 1893. Dette Valg blev Udgangspunktet for en Livsgerning af ganske særlig Betydning. Med Sans for Realiteter og med Respekt for Forskelligheder i de politiske Synspunkter søgte Jensen at skabe de sundeste og bedste Forhold for Byens Borgere. Hans store Grundighed og ualmindelige Kyndighed tillod ham at lære af andre Meninger, uden at han derfor svigtede sin egen Opfattelse. Først Fremtiden vil formaa rigtigt at vurdere hans store Forudseenhed. En dybfølt Tak for det gode Samarbejde og for det Eksempel til Efterfølgelse, Jens Jensen var for os

Svenske Mindeord..

Borgmester Bååth fra Helsingborg bragte paa Nordens sydsvenske Kreds Vegne en Tak for Overpræsidentens betydningsfulde Indsats i det skandinaviske Samarbejde. Overpræsident Jensen ejede et varmt Hjærte og en rig Intelligens og alt, hvad han beskæftigede sig med, forlenede han med et Præg af Personlig

Kisten bæres ud af Magistratens Medlemmer..

Talerne var nu forbi. En Kvartet, bestaaende af Kammermusikus Peder Maller. Koncertmester Johannes Schiørring, Violoncellisten Louis Jensen og Violinisten Chr. Sandby spillede Schuberts dejlige Andante i D-Moll, som paahørtes under andagtsfuld Stilhed.

Forsamlingen istemte "Dejlig er Jorden", og under Salmen løftede ti sortklædte Raadhustjenere Kisten ned af Katafalken. Saa traadte den samlede Magistrat til og bar med Borgmester Kaper og Raadmand Fr. Andersen i Spidsen Kisten ud til den ventende Ligvogn.

Bagefter fulgte et Par Hundrede sænkede Foreningsfaner, som under Højtideligheden havde været anbragt langs Væggene i Hallen. Tæt bag Kisten vajede to Faner fra Malernes Fagforening, Socialdemokratisk Forbunds Fane og røde Duge fra 3. og 6. Kreds Vælgerforeninger.

Tilskuerne blev paa Plads, til Sørgetoget var naaet udenfor, og uafladelig lød Tonerne af Chopins gribende, pompøse Sørgemarch.

Sørgetoget gennem Byens Gader til Vestre Kirkegaard.

I Sørgetoget gennem Byens Gader var en uforglemmelig betagende Oplevelse. Da Magistratens Medlemmer havde baaret Kisten ud til den ventende Ligvogn, satte Processionen sig langsomt i Bevægelse ud til Vesterbros Passage, hvis Fortove flankeredes af Tusinder af Tilskuere. Forrest red fire Politibetjente paa stejlende Gangere banende Vej for Ligvognen. Umiddelbart efter denne vajede en lille Afdeling af røde og blaa Faneduge, som smældede i den kraftige Blæst. Saa fulgte Overpræsidentens nærmeste Slægt i tre Vogne, Toget afsluttedes af et mylder af farvestraalende rødee, blaa og hvide Faner og Bannere. De blanke Messingspyd lynede i Solen, og Dugene fyldtes som Sejl af Blæsten, saa Fanebærerne havde stor Møje med at holde Balancen. Toget passerede forbi Axelborg, hvor Flaget vajede paa halv, videre ad Vesterbrogade til Enghavevej, som fulgtes til Ny Carlsbergvej. I dette typiske Arbejderkvarter var samlet Tusinder af Beboere, Mænd, Kvinder og Børn. Vinduespladserne var tæt besat af Folk, som vilde se et Glimt af Processionen. Paa en stor Nybygning paa Hjørnet af Ny Carlsbergvej og Vesterfælledvej stod Haandværkerne i deres Arbejdstøj med blottede Hoveder, da Kisten førtes forbi. Alléen op til Kirkegaarden dannede et sydende Hav af Mennesker, der alle søgte indenfor, hen til Graven, som er beliggende paa Skrænten ved den lille Sø tæt ved Kapellet.

Ved Indgangen trak de ridende Betjente sig tilbage, og Sørgetoget  svingede med Magistratens Medlemmer i Spidsen Ind paa den brede Vej op mod Kapellet, 

Højtidelighedens skønne Afslutning.

Omkring en halv Snes Tusind Mennesker stod samlet omkring Graven, hvis Vægge var smykket med grønne Grangrene. Under gribende Stilhed bar Raadhusbetjentene Kisten op paa Forhøjningen og sænkede den i Dybet, medens alle blottede Hovederne. Der fulgte nu en lille Pavse. Saa viste Pastor Rannow sig paa Platformen og holdt en smuk Mindetale over Overpræsidenten. Han priste Jensens store Kærlighed til Familien, en Kærlighed, som altid fandt rige og varme Udtryk. Præsten forrettede derpaa den gejstlige Handling, og Forsamlingen sang "Klokken slaar".

Overpræsidentens Søn, Fuldmægtig i Indenrigsministeriet Alf Jensen bragte sluttelig sin Fader en bevæget Hyldest for alt, hvad han havde betydet for sit Hjem og sin By. Han takkede Københavns Kommune for den pompøse Jordefærd, som var et Udtryk for den Betydning, man tillagde Overpræsidentens Livsgerning.

Den storslaaede Ligfærd var hermed til Ende. Fanerne blev rullet sammen, og Følget skiltes langsomt. Men længe efter valfartede nye Tusinder til Jens Jensens Grav for at bringe Byens Førsteborger en sidste taknemmelig Hilsen.

Kisten sænkes i Graven af Raadhusbetjente.

(Social-Demokraten 22. marts 1928)

Jens Jensens grav på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 5, nr. 5. Både kirkebogen og begravelsesprotokollen oplyser at han blev begravet på Vestre, men ikke nærmere hvor. I begravelsesprotokollen er der ikke noteret priser for jord eller andre handlinger i forbindelse med Jensens begravelse, måske fik han det gratis. Jens Jensen er i nogen grad stået i skyggen af andre socialdemokrater. Der er dog udkommet en biografi om ham som ses ovenpå rygsækken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141.