Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.

Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Julie Ramsing (1871-1954). (Efterskrift til Politivennen).

Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.

Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.

Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen. 

Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.

Se artiklen En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. Dannebrog 16. oktober 1905.

1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.

Se artiklen Mod Kulden, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914.

Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.

Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.

Se artiklen Interview med Fru Julie Ramsing, B. T. 7. december 1918.

I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.

Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.

Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.

D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.

Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark. 

Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år. 

Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.

Se artiklen Det danske Hjælpebureau i Flensborg, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave

Se artiklen Oberstinde Ramsing som Udlejer, september 1921.

I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh. 

Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.

Se artiklen Min Yndlingskrog, København 23. november 1922

Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.

Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.

Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dagny Thomsen, Modstandskvinde (1892-1945). (Efterskrift til Politivennen).

Dagny Caroline Louise Thomsen, 1892-1945. Dagny Thomsen blev arresteret i november 1942 som medlem af Danmarks kommunistiske Parti i henhold til kommunistloven og interneret i Horserød. Efter den tyske overtagelse af lejren den 29.8.1943, deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i Polen den 2.10.1943. Hun overlevede opholdet i lejren og dennes evakuering og vendte den 12.5.1945 tilbage til Danmark. Død af eftervirkninger efter opholdet i koncentrationslejr.

Dagny Caroline Louise Thomsen solgte bl.a Arbejderbladet. Da partiet blev forfulgt fra 1941, indsamlede hun penge til de mange der mistede deres forsørgere. Hun blev arresteret for at være i besiddelse af illegalt materiale, men dog løsladt igen. Hun blev arresteret anden gang i januar 1943 og anbragt først i Vestre Fængsel, senere Horserød.

Som fange her blev hun den 29. august tysk fange, da den danske regering ophørte med at fungere den 29. august 1943. Det lykkedes kun halvdelen af de internerede i Horserødlejren at flygte. 150 kommunister og spaniensfrivillige forblev fanger og den 2. oktober 1943 sendt med skibet Wartheland fra Langelinje til koncentrationslejren Stutthof, øst for Gdansk. Heraf var 7 kvinder. 15 døde under opholdet her, mens yderligere 6 døde efter krigen af følgevirkninger. Under opholdet i Stutthof blev Dagny Thomsens hjerte overbelastet, hun led af bronkitis og fik sandsynligvis også tuberkulose.

Af de i alt omkring 110.000 mennesker, omkom mindst 65.000 i selve lejren. I 1944 udbrød en tyfusepidemi i lejren som kostede 9% livet. I slutningen af februar 1945 blev fangerne som følge af den Røde Hærs fremmarch. Fangerne blev i grupper af 1.500 sendt afsted. 3. februar til 9. marts var de anbragt i underlejren Nawitz. Herfra skulle dødsmarchen være fortsat, men fangevogterne flygtede, og fangerne fortsatte selv, indtil de kunne hjemsendes. Stutthof der var blevet ødelagt af tyskerne og med kun 100 fanger tilbage, blev befriet 9. maj 1945 som den sidste af alle større koncentrationslejre. 

Dagny Thomsen blev evakueret og vendte hjem 11 eller 12. maj 1945, sammen med 30 internerede fra Stutthof. Turen gik over Neustadt ved Lübeck og Padborg. Det var ikke ufarligt, andre af transporterne til Neustadt blev angrebet, dog ikke de transportenheder der medførte danske statsborgere.

Efter hjemkomsten fik hun et hjerteanfald under et familiebesøg i Århus som hun dog kom sig over. Hun nåede at stemme til folketingsvalget i København, men blev syg samme aften, og døde om natten den 3.november 1945.

Foto fra Land og Folk, 19. december 1949 som viser mindehøjtideligheden ved afsløringen af mindesmærket. 

Mindestenen er opsat 18. december 1949. Ved afsløringen sagde folketingsmedlem Ragnhild Andersen (der selv havde været i Stutthof, nu sad som medlem af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti), at "Dagny Andersen i Stutthof altid kunne få tid og energi til at tage sig af og trøste de dårligst stillede i lejren, de ganske unge russiske fanger, der var revet bort fra deres land og hjem. Hun var som en mor for dem. Man forstår i dag næppe, at det kun er fem år siden, vi gennemlevede det"  (Land og Folk, 19. december 1949).

I Frihedsmuseets modstandsdatabase er blandt de 90.000 navne under 2 % kvinder. Heraf er der i Hovedstadsområdet minder for omkring 16 kvinder. Dagny Nielsen var en af dem.

Dagny Thomsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jens Chr. Jetsmar, Modstandsmand (1918-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Jens Kristian Alfred Jetsmar (1918-1944) var tilknyttet den illegale transporttjeneste. Efter endt skolegang i lære som kleinsmed på maskinfabrikken „Atlas“ i København. Efter læretiden indkaldt ved 10. artilleriafdeling, 2. bataljon. Hjemsendt som korporal. Ansat i ingeniørfirmaet „Arne Piper“ føret som værkfører ved et mindre værksted, senere som driftsleder. Da værkstedet som følge af materialemangel måtte indstille virksomheden i 1943 rejste han i provinsen for det samme firma og formidlede køb og salg af brugte værktøjsmaskiner.

Han blev tilknyttet den illegale transporttjeneste, antageligt fra det tidlige efterår 1943. Under anvendelse af en bestemt stikker var det flere gange lykkedes Gestapo at infiltrere illegale transportorganisationer. Episoden på Asiatisk Plads (se under Blichfeldt Møller) skyldtes således hans virksomhed. Under det påtagne navn „arkitekt Jørgensen“ lykkedes det ham ved at give sig ud for at være flygtning at kontakte Jens Jetsmar. Det var imidlertid lykkedes Holger Danske at komme på sporet af denne stikker, der efter et besøg i Jetsmars lejlighed blev likvideret 12.5.1944. 

„Brøndum-banden“, der havde dirigeret stikkerens arbejde, besluttede herefter at likvidere Jens Jetsmar. Under anvendelsen af en anden stikker, der gik under navnet „Strynbo“, lykkedes det at lokke Jetsmar og hans hustru i baghold, idet „Strynbo“ , der af Jetsmar blev anset for at høre til transportorganisationen, angav at ville formidle ægteparrets flugt til Sverige efter stikker-episoden. Jens Jetsmar blev ramt bagfra af to kugler i hovedet, medens hans kone på mirakuløs måde undgik at blive ramt af skud, der blev rettet mod hende. På hjørnet af Skelbækgade og Sdr. Boulevard.

Brøndum fik 40 Kr. om dagen.

Han har aflagt nye tilståelser.

København, fredag (RB)

Lederen af Bovensieben-terrorgruppen, viktualiehandler Henning Brøndum, har nu overfor opdagelsespolitiet tilstået at han har dræbt inspektør Henning Krarup Petersen i Restaurant "Skandia", og at en af hans medskyldige samme dag skød repræsentant Jens Chr. Jetsmar i Saxogade. Begge de dræbte var medlemmer af modstandsbevægelsen. Endvidere har han tilstået drabet på slagtermester Valdemar Søndergaard i Gothersgade 45. Arrestanten oplyste, at han og hans hjælpere - 7 tyskere og 2 danskere - var lønnet med 40 kr. om dagen, som udbetaltes hver 5. dag. Han ville ikke opgive navnene på sine folk, og påstår i øvrigt, at de allesammen er kommet over grænsen.

(Vestsjællands Social-Demokrat 19. maj 1945).

Jens Chr. Jetsmars gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Frie Danske. 3. årg. Nr 8:

Samme dag [13. maj] var der tidligere på aftenen sket et andet mord på en god dansk mand, driftsleder J. K. Jetsmar. Driftsleder Jetsmar havde huset stikkeren Poul Emil Berthelsen, der under falsk navn ventede på at komme til Sverige ad illegal vej. Berthelsen var ude efter at afsløre denne udrejse-organisation, men stikkeren blev genkendt og henrettet. (Se artikl. side 8.) Et døgn efter denne henrettelse blev Jetsmar telefonisk kaldt ned på gaden - og i Skellebækgade blev han skudt ned bagfra af en cyklist, der åbenbart har været med manden, der kaldte driftslederen ned på gaden.

Også omtalt i Frit Danmark, nr. 3, 3. årg., s. 3.

Tove Schmidt 1920-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Likvideret sammen med sin mand, Kaj Jørgen Godtfredsen Schmidt. Født 28. januar 1910 i København. Opdagelsesbetjent. Han var med i De frie Danskes første plakat over 12 danske stikkere, der blev mistænkt for at samarbejde med Dagmarhus (Gestapo), i apriludgaven i 1944. Kaj og Tove Godtfredsen Schmidt  blev likvideret sammen med sin kone Tove Schmidt på hjørnet af Vigerslevsvej og Hanstedsvej i Valby den 13. april 1945 af Holger Danskes gruppe Lange: ”Karl”, ”Philipsen”, ”Lange-Jens” og Gudrun Ingeborg Agnete Johansen kaldet ”Frøken Lange” (1905-1983). Tove Schmidt er begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365

Dobbeltlikvideringen blev udført af fem modstandsfolk. Jørgen blev dræbt på stedet. Han havde været på Østfronten i tysk tjeneste og arbejdede for Gestapo. Sammen med sin kone Tove ifølge modstandsbevægelsens oplysninger. Hun blev i første omgang hårdt såret, men levede en kort tid. Den 40-årige Gudrun Johansen (dæknavn Frøken Lange) var en af de fem bevæbnede modstandsfolk. Spinkel, nærsynet og undseelig kvinde, halvlangt mørkt hår og store hornbriller. Hun træder frem og retter sin pistol mod Toves hoved og affyrer et dræbende skud. Gudrun levede et dobbeltliv. Når hun ikke studerer plantesygdomme (plantepatolog), er hun en af modstandskampens få kvindelige ledere. Hun er anfører af Gruppe Lange og mod slutningen af besættelsen har hun 34 unge mænd under sig. Gruppen ransager huse, holder vagt og så likviderer de stikkere og andre danskere, som bliver vurderet farlige for modstandsbevægelsen. Men Gudrun kæmper ikke altid kun mod den tyske besættelsesmagt og dens danske håndlangere. Da hun bliver forfremmet til afdelingsleder og får flere grupper under sig, lyder der protester fra modstandsfolk, som ikke mener, at kvinder kan være ledere i modstandsbevægelsen. Men ”Frøken Langes drenge”, som de unge mænd under Gudrun bliver kaldt, stiller sig bag hende og de skaber et stærkt bånd mellem sig, der fortsætter mange år efter befrielsen. Selv efter Gudrun bliver gift og flytter til Brasilien, mødes hun stadig med sine drenge ved enkelte lejligheder. Frem til befrielsen ledede hun afdelingen på omkring 35 mand og deltog selv i flere likvideringer og sabotager. Gudrun døde i 1983. (Oplysninger fra Frihedsmuseet).

Tove Schmidt er begravet påVestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gunnar Otto Alvang 1922-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Gunnar Otto Alvang blev født 26. marts 1922 i København. Han meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS. Senere tolk for Nordenbruch og Zschoche fra sommeren 1944 i Gestapos afdeling IV 1b i København. Han gik under dæknavnet Günther Schmidt. Han havde forbindelse til kæresteparret Flemming Bertram Larsen og Inga V. Stobbe, der begge senere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I en rapport om de to sidstnævnte personer stod bl.a "For 75 kroner stak pigebarnet 2 personer, som blev skudt ned af HIPO. I rapporten har hun underskrevet erklæringen: "Jeg erklærer herved at det var min absolutte hensigt at angive de to for at få pengell (underskrift) for 75 kroner - to menneskeliv." (DKP og Frihedskampen. 30. Likvideringer og lignende).

Han blev såret under en aktion på Amager i midten af marts 1945 og dræbt den 21. marts 1945 under angrebet på Shellhuset. 

Hipo-Patruljevogne nedkæmpet.

Paa Thorvaldsensvej mellem Bülowsvej og Dr. Priemesvej kom det forleden til et dramatisk Optrin, hvorunder en Hipo-bil med fem Mand forsøgte at overhale og standse en Lastbil. Hipo-Vognen blev imidlertid modtaget med Skud og Haandgranater, og en af Hipo-Folkene, der var i civil, blev dræbt.

De to Vogne kørte med meget stor Fart i Retning mod Falkoner Alle, men det var indlysende, at Lastbilen maate komme til kort overfor den meget hurtigere Patruljevogn. Lige ved Dr. Priemesvej var Hipo'erne naaet op til Lastbilen og skulde netop til at overhale den, da en Haandgranat pludselig blev kastet fra Lastbilens Førersæde, samtidig med at en Række Maskinpistoler rettedes mod Hipo-Vognen og dens Besætning. Det forfejlede ikke sin Virkning. Føreren mistede Herredømmet over Vognen, der med et Brag tørnede mod en Stander. Det viste sig, at en af Hipo-Folkene var blevet dræbt paa Stedet, en Mand ved Navn Gunar Alvang, mens et Par andre havde faaet lettere Kvæstelser.

Lastbilen fortsatte imidlertid sin Kørsel, men kort efter kom en omfattende Hipo-Udrykning til Stede. Den dræbte blev transporteret bort, og tro mod deres Sædvane iværksatte Hipo'erne en fuldstændig Terror i Kvarteret. De skød og ransagede i det meste af en Time. Der fandt dog ingen Anholdelser Sted. Efter at de var kørt bort, stod den delvis Ødelagte Patruljevogn stadig op ad Standeren, og kort efter kom nogle af de forfulgte Patrioter til Stede. De tappede Benzinen af Bilens Tank og hældte det ind i Vognens Indre, hvorefter de satte Ild til og forsvandt. Den bliver aldrig til Bil mere.

(Information nr. 441, 24. marts 1945)

Mindesten på Vestre Kirkegård tyske afdeling D/1124-1123. Han blev dræbt kort før sin 23-års fødselsdag - og 1½ måned før befrielsen.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139) ligger Kriminalsekretär Herbert Christiansen (12. juni 1904-23. marts 1945) der ligeledes omkom under bombningen af Shellhuset.

Knud Evald og Elise Johanne Bryning, modstandsmand (1906-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Ewald Bryning (1906-1945) var tilknyttet illegal gruppe i Roskilde. Han var udgået fra Østre Borgerdyd Skole med realeksamen i 1923. Ansat som assistent i Københavns Handelsbank, senere i „Skandinavien“; derefter i valutacentralen og endelig i Landbrugsrådet, hvor han avancerede til fuldmægtig. 

Elise Johanne Bryning (1902-1945) havde gennem længere tid opholdt sig i England, og familiens indstilling var stærkt engelskvenlig. 

Ægteparret var tilknyttet en illegal gruppe i Roskilde, der lededes af pastor Krohn. Ægteparret samarbejdede med kriminalbetjent Sigurd Bemskov, der var leder af politiets modstandsgrupper i området. Ægteparret stillede ligeledes deres villa til rådighed som sendestation.

Roskilde, Lørdag Eftm. (RB)

Ved 4.30-tiden i morges hørte to medlemmer af Himmelev Vagtværn, der befandt sig i nærheden af skolen, lyden af en bil og af skud fra vejen, der fører mod St. Valby. Da de kom hen til fuldmægtig i Landbrugsrådet Knud Evald Brynings villa, fandt de en mand liggende skudt ved garagen, dræbt af skud gennem hovedet. Han var kun halvt påklædt. Det viste sig at være Bryning. Vagtmændene alarmerede sognerådssekretær Pedersen, der er leder af vagtværnet, og han tilkaldte Roskilde Brandvæsens ambulance.

Der var ingen til stede, da ambulancen ankom, men da ambulancefører Aage Jensen ville undersøge om der opholdt sig noget i huset, hvor entredøren stod åben og hvor lyset var tændt, fandt han fru Elise Johanne Bryning liggende død i sin seng i soveværelset, ligeledes dræbt af skud i hovedet. I ambulancen førtes Brynings lig derefter til Roskilde Amts og Bys Sygehus, og da ambulancefolkene vendte tilbage for at hente fru Brynings lig, opdagede de, at der lå en dræbt mand i villaens vaskerum. Han er endnu ikke identificeret.

Fuldmægtig Bryning, der var født i marts 1906, havde været ansat i Valutacentralen og Vareforsyningsdirektoratet før han blev knyttet til Landbrugsrådet. Han købte for et par år siden villaen i Himmelev, og havde siden boet her, idet han hver dag tog ind til sit arbejde i København. Fru Bryning, født Valentin, blev 43 Aar.

Identificeret.

Roskilde, lørdag eftm. (R.B.)

Det er nu opklaret at den tredie dræbte ved fuldmægtig Brynings villa er en Mand, S. Bernskov, som har tilhørt Politiet.

(Isefjordsposten, 24. februar 1945).

I februar 1945 dannedes en tysk gruppe, der havde til formål at infiltrere modstandsbevægelsen, og til dette formål benyttedes stikkere. Denne gruppe havde bragt i erfaring, at der i Himmelev var såkaldte „illegale vogne“ , og ved at udgive sig for frihedskæmpere fik de kontakt med familien Bryning, i hvis garage en tidligere politibil, der nu benyttedes af de illegale grupper, var henstillet. Det lykkedes dem herigennem at fastslå, at ægteparret havde illegale kontakter, men uden at give sig til kende satte de kursen mod København i bil. Her erfarede de om drabet på tre nazister, hvorefter de besluttede at likvidere deres kontakter i Himmelev. 

Kort forinden havde Sigurd Bernskov indfundet sig hos ægteparret. Fru Bryning myrdedes i sin seng, mens fuldmægtig Bryning blev dræbt foran huset ved garagen. Bernskov, der forsøgte at flygte gennem bryggerset, blev dræbt her. Forinden var det lykkedes Bryning og Bernskov at skjule papirer, der ville have kompromitteret den illegale gruppe, familien Bryning var tilknyttet.

Knud og Elise Bryning har en medaljon Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45 på deres grav på Vestre Kirkegård.

Brynings gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy

Anker Herman Knudsen, Modstandsmand (1914-1945).

Dødsannonce som er måske typisk for hvad man kunne skrive under besættelsen om likviderede modstandsfolk:

Vor kære Søn og Broder

Anker Herman Knudsen

er pludselig død den 8. januar 1845.

John Knudsen

Søskende.

Begravelsen finder sted søndag den 14. januar Kl. 1 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Eventuelle kranse bedes sendt til kapellet.

(Social-Demokraten 12. januar 1945.)

Forretningsbestyrer, f. 28.10.1914 i Hvidbjerg, Thisted amt, d. 8.1.1945 i København. F.: Arbejdsmand John Jensen Knudsen og hustru Camilla Johanne Christine f. Jensen. Gift 9.11.1935 med Gurli Erna Else Frandsen, f. 21.5.1913 i København. (B.: D. 4.3. 1935, P. 29.8.1938).

 

Tilknyttet modstandsbevægelsen i København under afsnit 8. Anker Knudsen var bestyrer af firmaet „Denka Radio“ på Toftegårds Allé. Anker Knudsen deltog fra 1943 i illegalt arbejde i en militærgruppe under afsnit 8 V, 2. kompagni, og benyttede herunder blandt andet forretningen som våbendepot. Den tyske terrorgruppe „Peter Gruppen“ havde fået oplysning om, at Anker Knudsen var tilknyttet modstandsbevægelsen. Da der kort forinden var blevet dræbt en tysk stikker, gav gruppens chef ordre til, at Anker Knudsen skulle likvideres som hævnakt. 

Medlemmer af gruppen trængte om eftermiddagen den 8.1.1945 ind i forretningen og nedskød Anker Knudsen, der var dræbt på stedet. Den følgende dag blev forretningen sprængt i luften af tyskerne.

(Modstandsdatabasen)

Anker Hermann Knudsens gravsted på Vestre Kirkegård (18-8-28). Foto Erik Nicolaisen Høy)

Keld Hjortø (1909-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Inspektør, cand. mag Keld Hjortø, f. 29.5.1909 i Vordingborg, d. 18.2.1945 i København. Student fra Akademisk Kursus 1928. Cand. mag. 1936. Ansat ved Akademisk Kursus 1936, inspektør samme sted 1942. Lærer ved Hærens Officersskole.

Akademisk Kursus bygning lå i Nyropsgade, ganske nær ved Shellhuset. Det var uundgåeligt, at der opstod episoder mellem elever og vagtposter. Adskillige gange måtte Keld Hjortø som repræsentant for kursus udvirke frigivelse af arresterede elever. Desuden viste han så tydeligt sin nationale holdning, at han havde flere sammenstød med anderledes tænkende elever. Blandt disse kan specielt nævnes en elev, hvis fætter var medlem af Ib Birkedahl-Hansen gruppen. Eleven var stikker for denne og blev likvideret 15.2.1945. Som en gengældelsesforanstaltning for dette blev Keld Hjortø 16.2.1945 nedskudt af tre medlemmer af gruppen i sit hjem. Han førtes til Bispebjerg hospital, hvor han døde to dage senere.

Knud Hjortøs gravsten på Vestre Kirkegård ligger i Urnehave A, rk. 0, nr. 66 ved den lille dam. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Likviderede Danskere og Tyskere paa Vestre Kirkegaards tyske Afdeling. (Efterskrift til Politivennen)

Modstandsbevægelsen udførte omkring 400 likvideringer af danskere under besættelsen, i København især af BOPA og Holger Danske. Nogle af dem blev begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Fælles for dem er at de havde været i Waffen SS og/eller med på Østfronten og ansat hos tyskerne. LIgeledes  blev tyskere likvideret. Denne liste med angivelse af nummeret på gravstedet over de som blev begravet på Vestre Kirkegård i København, giver sig ikke ud for at være komplet.

Vestre Kirkegård, den største af de tre tyske afdelinger. Her ses afsnittene B, I, H, A, G, C, D. E. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kaare Abraham. Født 4. januar 1920 i Tingsted. Meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS og havde rang af Untersturmführer. Han blev hårdt såret under kampene på Østfronten og hjemsendt som krigsinvalid. Likvideret den 9. april 1945 af Holger Danske på Roskildevej ved Damhussøen mellem Vanløse og Rødovre. Mindesten på Vestre Kirkegård, tyske afdeling D/1362-1361.

Gunnar Otto Alvang. Mindesten på Vestre Kirkegård tyske afdeling D/1124-1123. Se særskilt indslag.

Matroser dræbt ved Amalienborg 19. september 1944. Erik-Paul Tornkvist. Schalburgmand, Schalburgkorpset København, Mindesten på Vestre Kirkegård A/156-155. Franz Lauterborn. Begravet på Vestre Kirkegaard, tyske afdeling A/158-157. Christian Gustav Staak. Vestre Kirkegård A/ 1-18. Heinrich Rowold. Vestre Kirkegård A/15-16. Matros Rolf Gottschild. Vestre Kirkegård A/73-74. Matros Günter Brose. Vestre Kirkegård A/127-128. Matros Gerhard Borrmann. Vestre Kirkegård A/46-45. Matros Leo Ziemann. Vestre Kirkegård A/129-130. Matros Hans Helwig. Se særskilt afsnit.

Svend Bach. Se særskilt indslag. Født 9. marts 1917 eller som på gravstenen på Vestre Kirkegårds tyske afdeling B/627-628 hvor der står 16.6.12. (Peter Birkelund: Sabotør i Holger Danske) Oplysningen om at Svend Bach skulle være 36 svarer ikke til oplyste datoer ovenfor.

Walter Bauer. Født 31. december 1911 i Aschersleben. Wachtmeister der Schutzpolizei. 5/II/Pol Wacht i København. Skudt i brystet 13. februar 1945 i København. Vestre Kirkegård B384-385. 

Georg Beige. Født 17. december 1901 i Saulwitz/Ohlau. Dræbt 17. oktober 1944 i København. Vestre Kirkegård A/326-325. SS-Scharführer SIPO under Sikkerhedstjenesten København.

Fritz Freiherr von  Buchholtz (1913-1944). Vestre Kirkegård A/268-267. Se særskilt afsnit.

Bruno Werner Degenhardt. Født 27. oktober 1909. Gift med Maria Irmgard Degenhardt, født Reinhardt. Revier Oberwachtmeister der Schutzpolizei, arbejder  I/Pol Wach-Btl "Danmark". Dræbt i en skudveksling (?) 2. januar 1945 i Ordrup. Begravet på Vestre Kirkegård tyske afdeling B/548-547.

Josef Dischler. Født 25. august 1905 i Ottersweier, dræbt med pistoler 4. december 1943 i København. Vestre Kirkegård B/538-537. Stabsfeldwebel 4 Wachbatl København.

Kan være ham:

København, 4/12.- En tysk Soldat er i Aften blevet skudt ned ud for Parkhotellet ved Jarmers Plads af en ukendt Mand, der affyrede 5-6 Skud, formentlig med en Maskinpistol mod Tyskeren og derefter forsvandt. Soldaten var kommet gaaende over Jarmers Plads mod Nørrevold, og da han var ud for Hotellet, faldt Skuddene hurtigt efter hinanden. Revolvermanden stod paa det modsatte Hjørne. Det vides endnu ikke, om Tyskeren er død. Der var flere Vidner til Begivenheden, nogle af dem er afhørt af dansk Politi, mens andre blev ført til Dagmarhus og afhørtes af Tyskerne. Man har intet Spor af Flygtningen, der, saa vidt Vidnerne kunde se, løb op ad Nørrevold. (Information)

Karl Heinz Fischer. SS.Hauptscharführer. Ex member of SIPO-SD in Toulouse (France). Dræbt i Danmark 28. januar 1945.

Johannes Gruner SS-Untersturmbannführer. død 9. februar 1945. Født 1 marts 1896, Chemnitz. 1914-18 Gefreiter der Reserve, infanteriregiment 104. Såret okt/nov 1914. Mindesten på Vestre Kirkegård B/448-447

Rudolf Heilmann. Vestre Kirkegård A/166-165. Oberscharführer with B d S Dänemark. født 29. oktober 1901 i Maltis/Altenburg. død 1 Mar 1945 i København. Begravet i København (Vestre-Kirkegaard). Muligvis dræbt eller død af skud. 

Eugen Herb. Meister der Schutzpolizei with 2/I Pol Wach Btl, Danmark. Født 1. juni 1901 i Göppingen. Gift med Elsa Martha Herb, født Teufel. Dræbt ved skud i hovedet 31. juli 1944 i København. Skulle være begravet på Vestre Kirkegård, men grav ikke lokaliseret.

Hugo Adolf Herbertz. Født 1. august 1889, Remscheid. Under 1. verdenskrig 1914-18 var han i Minenwerfer-Kompagnie 64 og såret i juni 1916. Waffen Oberfeldwebel, with 4 (Mg) Komp Wachbatl Kopenhagen (Formerly with Inf Regt 69). Død af sår 23. april 1944 i København. Begravet på Vestre Kirkegård B/654-653. Værktøjsmager.

Fritz Himmel (1919-1944). Vestre Kirkegård A/185-186. Se særskilt afsnit. 

Leo Manuel Jenrich. F: 27. september 1910 i København. Arbejdsmand. Medlem af DNSAP, hvor han sendte hilsner til deltagerne i Waffen-SS. Marinevægter på Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse. Forsøgt likvideret den 21. december 1944 af modstandsbevægelsen. Han døde dagen efter af sine  kvæstelser. Han døde 22. december 1944 af skudsår på Nyelandsvejens Lazaret, på Frederiksberg. Bisættelse på Vestre Kirkegård, tysk afdeling, 28. december 1944 kl. 11.00. Begravet på Vestre Kirkegård, B/581-582. Se særskilt afsnit.

Hans Keck. Født 25. september 1907 i Reutligen. Dræbt under folkestrejken 1. eller 2. juli 1944 i København. Død 2. juli 1944. Begravet på Vestre Kirkegård 5. juli 1944. B 627-628. SS-Rttf u. Polizei-Assistent. med Bef. d. Sipo u. SD Kopenhagen. (Se også Svend Bach)

Ludwig Martin. Født 9. april 1909 i Niederbrunn/Elsaass. Wachtm. d. Schupo d Res of 4/II. Pol. Wachbtl. Kopenhagen (previously Frankfurt Schupo). Dræbt ved skud i hovedet 6. november 1944 in Kopenhagen. Begravet i København, måske Vestre Kirkegård.

Robert Sustmann Ment. Se særskilt indslag.

Viktor Mienkinsky. Født 1. december 1907 i Wien. Stabs-Wachtmeister with Wach Streife zbV 29 Silkeberg. Dræbt 25. februar 1945 i København. Begravet på Vestre Kirkegård tyske grave A/189-190.

Friedrich Müller. Født 10. juni 1927 in Stettfeld. A young sailor of the Harbour Security Detail, Matrose (Sailor) with Hafen-Wach-Kp Kopenhagen. Dræbt ved skud i hoved, nakke og bryst 4. februar 1945 i København. Begravet på Vestre Kirkegård tyske grave B/413-414.

Rudolf Niswald. Født 20. marts 1914, gift med Olga Niewald, født Pfau, dræbt 13. september 1944. Af en indberetning fra Berlin 20. juli 1948 fremgår følgende oplysninger om bezirksoberwachtmeister Rudolf Niswald. Niswalds adresse var Rawa Kreis Tomaschow, Posen, Marktplatz 17. Gift med Olga Niswald, født Pfau. "Ist um 13. September 1944 zu unbekannter Stunde in Kopenhagen gefallen. Der verstorbene war geboren am 20. März 1914´, in Annow Kreis Tomaschow." Endvidere fremgår følgende: "Eingetragen auf schriftlige Anzeige der Deutschen Dienststelle für de Benachrichtigun der nächsten Angehörigen vom Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht. Der letzte Wohnort sowie der Geburtsort des Verstorbenen wurden berichtigt, der Mädchenname der Ehefrau wurde ergänzt. Einge Zwischenzeile." Han blev muligvis skudt i brystet og dræbt af den danske modstandsbevægelse. Begravet på Vestre Kirkegård tyske afdeling A/324-323.

Svend Ulrik Børge Petersen. Født 29. april 1917 på Frederiksberg. Meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS. Senere tillige marinevægter. Likvideret på Vester Farimagsgade i København den 12. august 1944. Mindesten på Vestre Kirkegårds tyske afdeling A/181-182.

Kurt Petterson. Vestre Kirkegård A/100-99, Schalburgmand.  Se særskilt afsnit.

Heinrich Karl August Prasuhn. Se særskilt indslag.

Emil Ribbe. 2./I Pol. Wachbtl. Kopenhagen. Født 29. november 1912. Gift med Hanny Ribbe, født Schubring. Zugwachtmeister, Schlächter d. Schupo. Dræbt ved skud i hovedet 25. januar 1945 i København. Mindesten på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, A/361-362.

Walter Karl Friedrich Rohde. SS Untersturmführer, Kriminalobersekretär. Født 7. januar 1904. Gift med Frieda Wilhelmine Anna Berta Rohde, født Köstenberg. Dræbt 27. august 1944 i København. Vestre Kirkegård A 98-97.

Alfred Scheumann Unteroffizier. Født 29. maj 1902 i Wehlen, Dresden. Ramt af flere pistolskud 23. april 1944, bl.a. i maven. Blev behandlet i 2 uger på hospitalet. Død 4. februar (?) 1944 på lazaret i København. Begravet på Vestre Kirkegård B 621-622. 

Politiets daglige efterretninger, 23. april 1944: Kl. 23,10 meddelte Station 1, at 4 tyske Underofficerer er saaret bragt til Kommunehospitalet. De 2 er svært saaret, og de 2 er lettere saaret. De var kommet gaaende ad Vestre Boulevard, og idet de var ud for en Lægebil, K. 8285, der holdt ud for Nr. 33, eksploderede 2 til 4 Bomber, der var anbragt i Bilen. Den ene af de tyske Underofficerer skal have amputeret det højre Ben.

Kaj Jørgen Godtfredsen Schmidt. Tove Schmidt er begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, D/1366-1365. Se særskilt afsnit.

Paul Gustav Sparka. Se særskilt indslag.

Otto Voigt. Kriminalsekretär SS Sturmscharführer. Født 21. januar 1906 i Lübeck. Gift med Mary Voigt, født Seiffer. Søn af Fritz Voigt og Berta Voigt, født Ratzow. Begge i Bad-Oldesloe wohnschaft. Dræbt af en sabotør 5 september 1944 i København. Vestre kirkegård A/15-16. 

Georg Wägelein. F: 26. december 1901 i Tyskland. Kriminalobersekretær ved det tyske sikkerhedspoliti København. Døde på lazaret den 13. januar 1944, da Gestapo kom i ildkamp med modstandsbevægelsen i den københavnske gade Aabenraa. Særskilt afsnit.

Evald Aabenhus. Født 21. maj 1909. Han var ansat ved Gestapo i Aarhus og blev dræbt under det engelske bombardement den 31. oktober 1944. Begravet på den tyske del af Vestre Kirkegård i København, B/699-700. Se særskilt afsnit.

Kilder

Danskere i tysk tjeneste. 
Hængt ud.
Information. Register Information.
Axis History Forum.
Politidirektørens beretninger. 

Eigil Bahnson Theodor Jensen (1914-1944). (Efterskrift til Politivennen)

Direktør Eigil Bahnson Theodor Jensen, født 2.9.1914 i København, død 29.12. 1944 på Åbenrå Sygehus. Gruppeleder i „Dannevirke“ . Realeksamen fra Ordrup Gymnasium 1930. Handelseksamen fra Niels Brocks Handelsskole 1933. Efteruddannelse i England 1933-35. Indkaldt til hæren, sekondløjtnant 1939. Indtrådt i faderens importfirma som direktør efter endt militærtjeneste.

Knyttet til de illegale transportruter. Sluttede sig senere til „Dannevirke“ , hvor han fungerede som gruppeleder. Opbevarede våben og deltog i flere aktioner.

7. december 1943 arresteret tillige med Dannevirkes chef og indsat i Vestre Fængsel. Derfra overført til Horserød og på ny til Vestre Fængsel, hvorfra han sendtes til Frøslev. Deporteret 20.10.1944 til Neuengamme. Efter et ophold her på udkommando til Versen bei Meppen. Bragtes dødssyg tilbage til Neuengamme og overførtes derfra sammen med nogle få andre til Frøslevlejren 17.12.1944.

Indlagt på Åbenrå Sygehus. Død 29.12.1944 som følge af en dobbeltsidig lungebetændelse.

Gravstedet på Vestre Kirkegård Afdeling A, rk. 3, nr. 7. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Leo Manuel Jenrich, 1910-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Leo Manuel Jenrich. Født 27. september 1910 i København. Arbejdsmand. Medlem af DNSAP, hvor han sendte hilsner til deltagerne i Waffen-SS. Marinevægter på Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse. Han blev forsøgt likvideret den 21. december 1944, og døde dagen 22. december 1944 efter af sine skudsår på Nyelandsvejens Lazaret på Frederiksberg. Han blev bisat på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, 28. december 1944 kl. 11.00. I dag findes hans grav samme sted med nummer B/581-582.

Omkring december 1944 havde en Holger Danske gruppe fået at vide at Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Vanløse fremstillede vitale dele til Værnemagten. Der var da også sabotagevagter på fabrikken som under modstandsfolkenes rekognesering havde beskudt dem. Dedn 21. december 1944 forsøgte modstandsfolk at sprænge fabrikken i luften, men det blev forpurret af fabrikantens søn som godt nok forhindrede sabotagen, men ved samme lejlighed blev skudt.

Vagtværnsfolkene blev holdt op. Ingeniør Høegh Rasmussen, Dybendalsvej 49, tilkaldte i Aftes Vagtværnet, fordi der var Indbrud i hans Maskinværksted, Bogholderallé [Bogholder Allé] 76 i Vanløse. Da Vagtværnets Folk ankom, viste Hr. Høegh Rasmussen dem fra Kontoret over til Maskinværkstedet, men saasnart de tog i Døren, kom 3 revolverbevæbnede Mænd farende og tvang dem til at stille sig med Ansigtet mod Væggen. Ogsaa Chaufføren blev hentet ind og stillet op mod Væggen. I Mellemtiden var der kommet yderligere 3 revolverbevæbnede Mænd til. De skyndte sig at lægge forskellige Effekter i en Sæk og trak sig derefter tilbage med Ordre til Vagtværnets Folk om ikke at røre sig det første Kvarter, da de ellers vilde blive skudt. Det viste sig, at alle Skabene i Kontoret var brudt op, Pengekassen tømt og nogle Cykler i Cykleskuret skrællet.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 8. december 1944)

Mand dræbt i Bogholder Allé 76. I Morges blev Brandvæsenets Ambulance kaldt ud til Bogholder Allé 76. De tilstedeværende fortalte Ambulancefolkene, at en Mand laa dræbt inde i Ejendommen, men at de ikke skulde gaa derind, da der var udlagt Sprængstof. Da det hævdedes bestemt, at Manden var død, kørte Ambulancen tilbage. Ved 10-Tiden blev der ringet fra det tyske Politi og forlangt en Vogn til at køre den Døde bort. Samtidig opgav man, at Sprængstoffet var fjernet. Der blev saa sendt en Rustvogn ud efter den Afdøde, som kørtes til Nørre Hospital, og derfra senere til Retsmedicinsk Institut. Det er siden blevet opklaret, at den Dræbte var en ca. 20-aarig Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen. Nogle Sabotører havde udlagt en Sprængbombe i Ejendommen, men Høgh-Rasmussen rev Lunten af og blev saa skudt. Senere kom Folk fra Sommers Vagtkorps til Stede og tog Affære.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Torsdag den 21. december 1944).

Episoden i Bogholder Allé 76. I Ejendommen Bogholder Allé 76, hvor en ung Sabotagevagt, Høgh-Rasmussen i Gaar blev dræbt, findes en Maskinfabrik, og det var den, Sabotageforsøget blev rettet imod. Fabrikens Indehaver er den dræbte unge Mands Fader, Ingeniør Høgh-Rasmussen.

Vagtposterne satte sig iøvrigt til Modværge, og det kom herunder til Ildkamp. Sabotørerne flygtede i en Bil.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Fredag den 22. december 1944).

Efterspil fra mislykket Sabotageforsøg. Den i Morgenbladene i Dag omtalte Leo Jerrick, som Fredag Eftermiddag blev saaret ved Skud i Bogholder Allé, var Marinevægter og tilknyttet Vagten i Høgh-Rasmussens Maskinfabrik, Bogholder Allé 76, hvor et Sabotageforsøg forleden mislykkedes, og hvor en Søn af Indehaveren blev skudt, da han skar Lunterne til Bomberne over.

(Redaktør Søren Hansens Beretninger om Tiden fra den 19. September 1944 til den 4. Maj 1945. Lørdag den 23. december 1944).

Gravsten B/581-582 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Leo Jenrich, Wächter. 27.9.1910 22.12.1944. Nedenunder står Seekadett Eduard Tombrink, som død en alder af 18 år. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den berygtede Stikker, Marinvægter Leo Jenrich, der var Sabotagevagt paa Høegh Rasmussens Maskinfabrik i Bogholderalle 76, blev i Fredags saa haardt saaret af en Revolvermand udfor Arbejdsstedet, at han nu er afgaaet ved Døden. Desværre blev Revolvermanden, den 25-aarige Henning Hansen fra Hillerød selv saaret under Kampen med Stikkeren og var død inden Ankomsten til Hospitalet.

(Information 28. december 1944).

Der blev i den illegale presse regelmæssigt berettet om marinevægtere der begik vold og skudepisoder, også når de var hjemme på orlov. De omtaltes også ofte som stikkere. Blev de anholdt, afleveredes de til tyskerne der som regel løslod dem igen. Se fx Information for perioden op til december 1944. Der er dog ikke beretninger desangående Leo Jenrich, men læsere af den illegale presse har formentlig forbundet ham med andre marinevægteres opførsel.

Høegh-Rasmussens Maskinfabrik i Bogholder Alle er blevet ødelagt ved Sabotage. Der har to Gange tidligere været gjort Forsøg paa at ødelægge Virksomheden, men først tredie Gang lykkedes det.

(Information 12. januar 1945). Sabotagen skete den 9. januar 1945.

Se eventuelt Dines Bogøs fremstilling af sagen.

Amalienborg 19. september 1944. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden op til tyskernes tilfangetagelse af dansk politi 19. september 1944 var der hyppige meddelelser i "Politidirektørens Beretninger om Forholdene i København i Tiden fra den 5. Juli til den 17. September 1944" om tyske marinesoldaters hærgen i København. De involverede bl.a. vold, skyderier og grove chikanerier mod civile. Netop disse blev involveret i træfningen ved Amalienborg:

9. juli 1944: Kl. 22,35: Gernersgadevagten kaldt til Ny Østergade, hvor nogle tyske Marinesoldater var kommet i Slagsmaal med en civil dansk Mand om en Kvinde. Danskeren blev indbragt til Station 2, sigtet for Beruselse og Gadeuorden.

Kl. 23,05 blev Gernersgadevagten rekvireret til Amagerbrogade, hvor en beruset tysk Marinesoldat skød med Pistol. Han blev bragt til Kastellet.

10. juli 1944: Kl. 22,25-22,50 meldtes, at 3 berusede tyske Marinesoldater lavede Gadeuorden i Skindergade, paa Hjørnet af Gothersgade og Borgergade og paa Kongens Nytorv. Alle 3 anholdt af Gernersgadevagten.

14. juli 1944: Kl. 22,45 blev Gernersgadevagten rekvireret til Langeliniebroen ved Indkørslen til Frihavnen, hvor nogle tyske Marinesoldater trods det danske Politis Forbud vilde medtage nogle Piger gennem den derværende Afspærring.

21. juli 1944: Kl. 21,25 har 3 tyske Marinesoldater og en Marineofficer, medens de sejlede med Baadene i Tivolisøen, strøget Baadens Flag og kastet dem ned i Bunden af Baaden. Feldgendarmerne anholdt de paagældende.

29. juli 1945: Kl. 21,42: Gernersgadevagten rekvireret til "Montmartre", St. Regnegade 19, i Anledning af et Klammeri om et Pigebarn mellem en civil Dansker og tysk Marinesoldat. Herunder affyrede Marinesoldaten et Skræmmeskud i Gulvet. Marinesoldaten blev medtaget; den civile Dansker var forsvundet, da Vagten kom.

6. august 1944: Kl. 20,19: Gernersgadevagten rekvireret til Restaurant "Den blaa Ged" i Farvergade, hvor 2 tyske Marinesoldater havde yppet Klammeri med de øvrige Gæster og herunder overfaldet en Buntmager. Den ene Marinesoldat var forsvundet, forinden Gernersgadevagten ankom; den tilbageblevne blev ført til Kastellet.

8. august 1944: Kl. 21,25: Gernersgadevagten til Stoppestedet ved Niels Juels Statue En civilklædt tysk Marineofficer og en tysk Marinesoldat i Uniform havde røget i en Sporvogns Hovedvogn. Konduktøren paatalte det, men uden Virkning. Han standsede derefter Vogntoget ved Niels Juel, og Gernersgadevagten blev tilkaldt. Vagten medtog de to Militærpersoner.

13. august 1944: Kl. 22 blev Gernersgadevagten tilkaldt til Ny Adelgade 8, hvor tyske Marinesoldater var kommet i indbyrdes Slagsmaal, hvorunder de brugte Bajonetterne. Nogle af Marinesoldaterne blev kørt til Kastellet.

4. september 1944: Kl. 0,58 meldte Vagten paa Elektricitetsværket i Gothersgade, at 2 tyske Marinesoldater, der kom kørende paa Cykel, havde affyret flere Pistolskud. En Eftersøgning forblev resultatløs.

5. september 1944: Kl. 23 blev Gernersgadevagten kaldt til Raadhuspladsen, hvor en beruset tysk Marinesoldat var gaaet amok og herunder slog løs paa Folk. Han blev indbragt til Kastellet.

14. september 1944: Kl. ca. 23,55: Gernersgadevagten tilkaldt til Nordhavn Station, hvor en beruset tysk Marinesoldat havde forsøgt at stjæle en Cykel. Han blev anholdt og ført til Kastellet.

Gernersgadevagten var en fælles dansk-tysk udrykningskommando som fungerede 16.1.1944 til 19.11.1944. Den bestod af tyske og danske politifolk som var trænet i sammen at tage sig af ballade når tyskere og deres håndlangere var indblandet.

Det er bl.a. med dette i baghovedet man skal se politiets reaktion ved Amalienborg under den tyske tilfangetagelsen af dansk politi, Operation Möwe, 19. september 1944. Ved Amalienborg kom det til skyderi mellem dansk politi og tyskere. Ifølge en tysk opgørelse fra dagen omkom i alt ni tyske soldater, mens syv var sårede efter kampene med politivagten. Blandt politifolkene var tre sårede. Mindst 2 medlemmer af SD og en schalburgmand dræbt af geværer, sammen med mindst 3 meget unge marine trainees samt en instruktør og junior officer.

Besættelsesmagten indledte i København operationen ved en falsk luftalarm kl. 11, hvorefter tyske politisoldater angreb politistationerne. De trængte forholdsvis nemt ind på politigaarden, dog med anvendelse af håndgranater og en kanon der nåede at affyre 3 skud. Betjente og overordnede politifolk blev afvæbnet og kørt bort i lastbiler til nogle store vareskure i Frihavnen. På nogle få andre stationer (Antonigade, Under Elmene og St. Kongensgade) mødte de svag modstand. På den nye politiskole ved Artillerivej kom det til en livlig Skudveksling.

Luftværnsmyndigheder blev efterhånden klar over at luftalarmen var falsk og at det var en list fra tyskernes side. På Amalienborg Slotsplads blev der lavet spærringer, skudstillinger og lette barrikader. Kl. 12 ankom 50-60 tyske marinesoldater med båd fra Holmen ved Nordre Toldbod. Deres mål var egentlig at forstærke hovedkvarteret Hotel Phønix på Bredgade, men i stedet drejede kolonnen for tidligst til venstre, og gik ad Amaliegade, og dermed direkte ind i de afspærringer som politi og frivillige fik etableret i løbet af en halv time. De nærmede sig i kampformation. De forsøgte at fjerne dem, og dermed indledtes skydningen ca. 12.15. Tyskerne alarmerede en kanonbåd, som ved 13-tiden lagde til ved Larsens Plads og begyndte at beskyde slotspladsen.

Kamphandlingerne anslås at havde kostet en halv snes livet, mens 30-40 blev såret. Tyskerne angav deres tabstal til 9 tyske soldater og 7 sårede. 3 danske politifolk blev såret. I forsvaret deltog også civile. Tyskerne mente at de opholdt sig i Amaliegade 39, og kastede bomber ind i ejendommen, som kom i en brand som bredte sig til naboejendommene, Amaliegade 37 og 41. Det tyske Militær nægtede det danske brandvæsen og ambulancerne adgang til brandstedet. Herefter blev der givet ordre til det tyske militær om at trække sig tilbage fra Amalienborg. Der blev affyret ca. 15.000 skud på og omkring slotspladsen. Bl.a. palæforvalter, kaptajn Schlichtkrull blev svært kvæstet. Efterfølgende forklarede tyskerne at det hele var en misforståelse, og at det slet ikke var hensigten at afvæbne politiet på Amalienborg. Det fungerede da også helt frem til befrielsen. 

Det hævdes af øjenvidner, at Kaptajn Henningsen, Adjudanten, der indlagde sig Hæder den 9.April, deltog i Kampen ved Amalienborg i Gardeuniform.

Denne Kamp fortjener nærmere Omtale. Udover det allerede oplyste kan med deles: Da det danske Politi paa Pladsen opdagede, hvar der foregik, gik man i Alarmberedskab. Forposter blev sendt ud i Fredericiagade, Amalie gade etc, og tog Stilling inde i Ejendommene. Da Tyskerne fra flere Sider rykkede frem mod Amalienborg, blev de beskudt og slaaet paa Flugt. Tilfældige Civilpersoner og CBfolk slæbte de spanske Ryttere paa Plads og bankede dem ned i Stenbroen. En Kusk for en Saltvogn læssede af. Politiet brugte Saltsækkene som Sandsække og forstærkede deres Stillinger ved Staalskilderhusene paa Palæhjørnerne. En Del Mennesker søgte ind i Tuborgdepotet i Amaliegade. Da Tyskerne kom igen og stoppedes ved Pigtraaden, aabnedes Bombardement med de fulde ølflasker, der sprang som Haandgranater paa Kørebanen og fyldte den med Glasskaar, saa tyske Køretøjer ikke kunde passere. Dette Bombardement turde være et af Krigshistoriens mærkværdigste. Flaskerne kastedes højt oppe fra Ejendommens Vinduer og var næsten dødbringende Vaaben, om de ramte. Samtidig rasede Ildkampen ved alle fire Palæindgange. Tyskerne maatte retirere med flere Faldne og adskillige Saarede. Folk i Kvarteret raabte Hurra, naar en tysk Saaret blev ført forbi....

150 Marinesoldater blev sat ind til Forstærkning af det tyske Sikkerhedspoliti. En Kanon fra et Marinefartøj ved Larsens Plads blev bragt i Stilling, men Tyskerne fik aldrig brug for den. En sindig dansk Politibetjent sagde Plaf Plaf med en Maskinpistol, og de to Skud var nok til at jage Kanonbetjeningen til hver sin Side. Den kom igen, og atter skød Politibetjenten et Par Skud. Paa den Maade affyrede han under Kampen 76 Skud mod Kanonen. Ingen kom til den! 

De danske Betjente laa i Dækning, Tyskerne maatte frem paa aaben Kørebane. Branden i Amaliegade 39 (ikke 27 og ved Siden af det gamle Hospital, ikke overfor-..) opstod som Følge af tyske Haandgranater.

Da Kampen efter tysk Opfordring blev blæst af, og Politiet beholdt Valpladsen, strømmede begejstrede Københavnere til. Ogsaa i Formiddag har Tusinder valfartet til Amalienborg, hvis Tilkørselsveje er spærret af Politibetjentene, der trætte, men lykkelige, fortsætter paa en Vagt, de ikke kan afløses paa i overskuelig Fremtid. Thi de er de eneste danske Politifolk i Funktion i Dag. Kronprins Frederik gik efter Kampen over Pladsen fra Regeringspalæet til sit eget Palæ, hilst af Folks Jubel. Kongen har udtalt sin varmeste Paaskønnelse overfor den Vagt, der saa tappert forsvarede ham mod en knusende Overmagt.

Under Kampen transporterede Brandvæsenet adskillige Ofre bort. Derimod maatte man ikke slukke Branden i Amaliegade. Tyskerne jog Brandmændene bort, og først. paa et sent Tidspunkt kom de i Arbejde. Den fredede Ejendom ødelagdes derfor. Blandt Ofrene kan nævnes: Bjørnsson, Bredgade 69, dræbt ved Ejendommen. Overofficiant Larsen, dræbt paa St Annæ Plads, Poul Nielsen, Rødovre, dræbt i Ny Toldbodgade. En ikke med Sikkerhed identificeret Mand, vistnok Chr Larsen, Horsekildevej 16, dræbt paa Sct Annæ Plads ved Hjørnet af Toldbodgade. Fra Ny Toldbodgade 13 transporterede Brandvæsenets Ambulance en død Tysker, fra samme Gade Nr 53 endnu en død Tysker, fra Nr 35 en død Tysker og to haardt saarede. Fra Ny Toldbodgade 2 en saaret Dansker, Brunell fra Amagerbrogade 12. Paa selve Slotspladsen hentedes Politibetjent Larsen, der havde et Strejfskud i Hovedet, og noget senere Jacobsen, Taastrup, Marius Schmidt, Gentoftegade 55 (saaret i Hovedet) og Petersen, St Kongensgade 69 (saaret i begge Arme). Paa St Annæ Plads hentedes saa sent som lidt i Kl 15 to Mænd, Einar Jørgensen og Karl Sørensen. Og endelig hentedes fra Det gule Palæ Kaptajn Schlictkrull, som døde, og Arbm Bakt (?) fra Drogdensgade, der var saaret. 14,35 hentedes i Toldbodgade en ukendt Mand og Politibetjent Brandt, der var saaret i Benet.

Derudover har danske Ambulancer under Kampen afhentet Politibetjent Olsen, Aaboulevarden 9, der var skudt i Hovedet og dræbt, og en ukendt Mand fra Kongedybet 10, ligeledes dræbt, to ukendte Døde fra Nørrebro, Fru Andersen fra Under Elmene 3, saaret i Ryggen, og fra Hjørnet af Blaagaardsgade og Nørrebrogade 3 Mænd: M Hansen, Vesterbrogade 92, Jungby, Kiplings Alle og Rasmussen, Havdrupsvej 1, alle saarede. Paa Rasmus Rasksvej saaredes Fru Jensen i Hovedet, og fra Blaagaardsgade 1 hentedes noget senere Larsen, Viborgvej 2 og Fru Mikkelsen, der havde Skud i den ene Arm. I Peter Skramsgade saaredes Fru Hansen, øresundsvej 23. En mere nøjagtig Tabsliste skal blive bragt, naar den forligger.

(Information nr. 285, 20. september 1944)

Tusinder af Københavnere strømmede Dagen igennem til Amalienborg, hvor den trætte Politivagt stadigt staar urokkeligt. Gaderne holdtes spærrede af een Mand, som sagde: Saa Saa!, naar Mængden pressede sig for Langt frem. Politivagten i Kolonnaden bugner af Frugt og Tobaksvarer, Hvert øjeblik ser man Folk slaa en af Politimændene paa Skulderen og stikke en Pakke Cigaretter i hans Lomme. Stikkerne arbejder i Menneskemængden, men Folk lægger ikke Skjul paa deres Meninger. Vagten paa Amalienborg er nu Symbolet paa det danske Samfund, som det var, og som det skal blive igen, naar den “illoyale Del af Politiet”, d.v.s. de helt tilfældige 1680 Mand, som havde Formiddagsvagt i Forgaars paa de københavnske Politistationer, er vendt tilbage fra dén Koncentrationslejr, hvortil de i Gaar ankom “i bedste Velbefindende”, som den nye Radioavis meddeler. Den oplæses af Leif Clauson Kaas, en ældre Broder til den kendte Flyver, et sølle for drukkent Subjekt. Den kasserede Journalist og Manuduktør Harald Henriksen, kaldet Rus-Henrik, et lignende, altid beruset, psykopatisk Individ, er Reservespeaker.

Slotsforvalter Schlichtkrulle er alligevel ikke død. Dødsmeldingen var falsk. Men han er meget haardt saaret. Tyskerne har til Begravelsesvæsnet anmeldt 16 døde Politimænd eller Soldater, alle faldet ved Amalienborg. Det bekræftes, at Kampen lededes af Adjudanten, Kaptajn Henningsen. Tyskerne naaede intet Sted ind paa Pladsen. Efter den første Salve fra dansk Side flygtede de i Panik, og man sikrede sig deres Haandgranater. Først, da de havde faaet Forstærkninger, prøvede de igen at trænge ind. Der blev under Kampen skudt ned i Haven bag Residenspalæet. 20 Børn fra en beslaglagt Skole var i Fare i et Lokale i Fredericiagade. Lærerinderne maatte under Fare snige sig bort med dem. Chefen for Reservepolitikasernen, Pk.Ubberup, deltog i Kampen sammen med Pa Krogh og Overpolitibetjentene Kirkegaard og Johansen og 50 Politibetjente og Reservebetjente.

De danske Dødsofre er:

1) Assistent Hvorslev, Finansministeriet, som ikke gik hurtigt nok ned ad Trappen til Tilflugtsrum, hvor Ministeriernes Personale bevogtedes.

2) Stabsofficiant A P Larsen, Strindbergsvej 72, Valby, som dræbtes, da han saa ud fra 4.Sal i Luftværnets Ejendom paa St Annæ Plads. Han var født 1886.

3)Kemigraf Bergman Lundberg-Hansen, Agertoften 10, født i 1902. Gift.

4) Lagerekspedient Mogens E Bjørnsson, Bredgade 69 A. Født 1920.

5) Toldelev Jørgen Jacobsen, Glamsbjerg Alle, 23.f. 1928.

6) Laboratoriemedhjælper Finn Helmuth Neumann, Taastrup, f.l911. Gift.

7) Poul Magnus Nielsen, Nørregaardsvej 153, Rødovre. F.l9lO. Gift.

8) Fhv Arbejdsmand Harald Arthur Eriksen, Oenlenschlægersgade 28, skudt ned i Laxegade udfor Nr 5O.F. i 1885.

Der er 19 saarede, deraf fire fra Amalienborg. I Amaliegade 4 ser man Puds og Mur gennemskudt. De værste Huller i Brolægningen er repareret. Men den lilleMisforstaaelse fra tysk Side - kuriøst nok misforstod man jo ogsaa baade 9. April og 29. August - har sat sig varige Spor i Amalienborgs Omgivelser.

(Information 21. september 1922).

Den danske jurist, dr. jur. Popp-Madsen tilbød Justitsministeriet at lede et reorganiseret dansk Politi. Det blev omtalt således 22. september 1944: "Da Popp Madsen henvendte sig til Svenningsen, ringede han først fra General Panckes Kontor Henvendelsen gik ud paa, at han kunde standse Begivenhederne, hvis han fik baade Eyvind Larsens og Begtrup Hansens Embeder. Man svarede: Naa Vil De ikke ogsaa have Kongens, Hr Popp?" Popp Madsen er udførlig omtalt andetsteds på denne blog. Han blev efter befrielsen dømt for krigsforbrydelser.

Oplysninger om de tyske soldater som blev dræbt og som ligger begravet på Vestre Kirkegård følger nedenfor. Desuden blev en dansk schalburgmand dræbt samme dag (Erik Paul Tornkvist).

På mindestenene over de dræbte tyske marinere står enslydende angivet "Matrose", her som eksempel Günther Brose. De befinder sig i den tyske afdelings afsnit A, se nedenstående liste.

Fritz Himmel fra Peter-gruppen, se særskilt indslag.

Erik-Paul Tornkvist. Schalburgmand, Schalburgkorpset København, Blegdamsvej 23. Født 1. april 1925 på Frederiksberg. Dræbt 19. September 1944 i København. Mindesten på Vestre Kirkegård A/156-155.

Franz Lauterborn. Født 26. november 1908 i Materbom, Gift med Erna Klara Lauterborn, født Zwarg, såret og senere død efter geværskud 20. september 1944 i København. Kriminaloberassistent. SS-Scharführer with Bef. d. Sipo u SD. Kopenhagen. Begravet på Vestre Kirkegaard, tyske afdeling A/158-157.

Christian Gustav Staak. Født 3. juli 1920 i Ekenis/Schleswig, dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/ 1-18. Ob Bstmt with 5. Mar.-Lehr-Abt. (formerly of Sperr Schule Kiel Wyk). 

Heinrich Rowold. Født 22. december 1909 i Hannover. Oberfähnrich zur See i 5. Mar.-Lehr-Abt. born 22 Dec 1909 in Hannover. Dræbt 19. september 1944 i København ved skud gennem hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944 (A/15-16)

Udvalg af marinesoldater på Vestre Kirkegårds tyske afdeling:

Matros Rolf Gottschild. Født 18. august 1927 i Meuselwitz I/Thuringen. Dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/73-74. 

Matros Günter Brose. Født 4. maj 1926 i Neuwarp/Uckernmunde, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944. Tyske afdeling: A/127-128. 

Matros Gerhard Borrmann. Født 19. august 1926 i Magdeburg, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård 23. september 1944, tyske afdeling A/46-45.  

Matros Leo Ziemann. Født 7. december 1926 i Bissau Karthaus, dræbt 19. september 1944 ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944, tyske afdeling A/129-130. 

Endvidere findes matros Hans Helwig, født 22. april 1927, død 19 september 1944. Måske er det endnu en af de dræbte marinesoldater.

I alt 12 tyske marinesoldater og 4 tyske politisoldater blev begravet efter affæren ved Amalienborg på Vestre Kirkegård.