John William Schibbye Johnsson (1868-1929) var læge, cand. med. 1893, reservelæge ved Sankt Josephs Hospital og praktiserende i København fra 1900. Han var kunsthistorisk interesseret og på sine mange rejser beskæftigede han sig bl.a. med lægekunstens sammenhæng med almindelig kulturhistorie. Johnsson var bestyrelsesmedlem og medstifter af flere medicinalhistoriske og folkloristiske foreninger i Danmark og i udlandet. Sammen med C.J. Salomonsen og Kristian Carøe stiftede han i 1906/1907 det medicinalhistoriske museum i København (åbnet 22. august 1907) samtidig med markeringen af Den Almindelige Danske Lægeforenings 50-års-jubilæum. Udstillingen var i Fredericiagade (tidligere Østre Landsret). Samlingen overgik til universitetet 1918, og er i dag kendt som Medicinsk Museion, i det gamle Kirurgisk Akademi (1787), Bredgade 62 i København.
Johnsson, J. W. S. (1868-1929) læge og medicinhistoriker. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.
Som praktiserende læge var Johnsson en overgang tilknyttet Københavns Luftkursted, se indlaget Københavns Luftkursted på denne blog.
Lægeforeningen blokerer Voldsanatoriet.
Nationalforeningen og Københavns Luftkursted i Krig mod hinanden.
Nationalforeningen faar Hjælp hos Lægerne. - En Samtale med Sanatoriets Administrator, Grosserer Kjeldsen.
Der er i disse Dage udbrudt en højst kedelig Krig mellem Voldsanatoriet paa Kalvebod Bastionen som den ene Part og Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse paa den anden.
Nationalforeningen har hurtig gjort det første Skridt og staar nu foreløbig bedst i denne mere end mærkelige Strid.
"Folkets Avis" har i Gaar henvendt sig til Hjælpekorpsets Administrator, Grosserer Kjeldsen, og bedt ham udtale sig om Sagen.
- Det er en pinlig Historie, sagde Grosserer Kjelsen, som jeg helst havde set ordnet, uden at Offentligheden havde faaet noget at vide derom.
Siden Luftkurstedet herud paa Bastionen for 2 Aar siden i blev stiftet, har vi blandt andre Rekonvalescenter ogsaa modtaget Patienter, der har været os tilsendte af Nationalforeningens Forplejningstation i Laksegade, uden at vi nogen Sinde har modtaget saa meget som en eneste Øre derfor af den rige Forening.
Forholdet er nu dette og har altid været det, at Patienterne bliver vist herud af en Læge, som saa tilser dem, saa ofte han selv finder det ønskeligt, men samtidig er Patienten to Gange ugenlig bleven tilset af Dr. Johnsson fra GI. Kongevej 86 A, der den 10. Januar har været Kurstedets Læge i et Aar. Hans Honorar var 40 Kr. maanedlig.
I Begyndelsen af November Maaned kom Læge Arne Faber herud paa Sanatoriet, og efter at have gennemset det, begyndte han til en af Sygeplejerskerne at tale om, at Kurstedet er forkert anhlagt; der var baade det ene og andet i Vejen. Selv var jeg ikke til Stede; jeg betragter det som en Næsvished af en fremmed Læge at komme ind og kritisere Sanatoriet, noget, han aldeles ingen Ret har til, og saa tilmed overfor en af Funktionærerne.
Imidlertid sagde jeg intet til dette, skønt det harmede mig, men det blev værre endnu. Patienterne, der var indlagte af Nationalforeningen, sagde mig, at naar de mødte til Kontrol paa Stationen i Laksegade, saa blev der stillet dem saa mange mærkelige Spørgsmaal. F. Eks.: Om Maden herude var god, om hvordan jeg var og andre for mig og Sanatoriet meget nærgaaende, ja højst generende Spørgsmaal, som kun er egnet til at skabe Mistilllid overfor Arbejdet herude. Nu syntes jeg, det kunde være nok, og skrev da til Nationalforeningen, at jeg ønskede, den inden Tirsdag den 19. December trak sine Patienter tilbage fra Anstalten.
Herpaa modtog jeg intet Svar, men den 23. December modtog jeg Besøg af Kommunelæge Asmund i hans Egenskab af Bestyrelsesmedlem i Lægeforeningen.
Læge Asmund meddelte mig nu, at Lægerne i Byen ingen Tillid havde til Kurstedet, blandt andet var de hygiejniske Forhold ikke som de burde være, sagde han.
Jeg fandt, at det var lidt for sent, Lægerne kom til det Resultat, efter at Anstalten havde bestaaet i to Aar, og vi blev enige om at afholde et Møde den 29 December i Medicinsk Selskab. Forinden dette Møde blev Dr. Johnsson og jeg enige om at ophøre med Samarbejde fra den 10. Januar.
Mødet kom imidlertid ikke i Stand, thi Dagen efter at Dr. Johnsson og jeg var blevne enige om at skilles, erfarede jeg, at Asmund ringede rundt til Medlemmerne af Lægeforeningen og udtalte, at Kurstedet var blokeret for Tilgang af Læger.
Den Dag, Mødet skulde havde været afholdt, sendte jeg Læge Asmund saalydende Telegram:
Mødet bedes godhedsfuldt aflyst. Forklaring følger senere.
I Dag, Torsdag, har jeg sendt Nationalforeningen, som jo er Skyld i hele Postyret, en Skrivelse, hvori jeg henviser til min Opfordring om, at den trækker sine Patienter tilbage, og samtidig siger jeg den forskellige ret haarde Sandheder.
Jeg beklager mig saaledes over, at Foreningen ikke fornylig skaffede en fattig kvindelig Rekonvalescent Huslejehjælp, men lod denne stakkels Kvinde afbryde sin Kur; hun maatte tage Plads som Enepige hos en Enke mand med et Barn.
Sanatoriet her paa Volden er et Værnested for Byens ubemidlede tuberkuløse Rekonvalescenter. Saalænge den rige Nationalforening ikke sørger for, at der bliver bygget Luftkursteder i Byens Udkanter, saaledes som det er vedtaget i Tuberkuloseloven af 1905, mener jeg, Københavns Læger er interesserede i, at Bastion-Sanatoriet opretholdes.
I de forløbne to Aar er det et forsvindende Mindretal af Læger, der har besøgt Sanatoriet her, og jeg mener, de bør kende Stedet, inden de kritiserer det. Anlæget af Sanatoriet med Liggehaller, Vand, Gas, Kloaker o. s. v. har ikke kostet nær saa meget som en Seng paa Julemærke-Sanatoriet ved Kolding.
Efter at Nationalforeningen har modtaget Grosserer Kjeldsens Skrivelse, er denne oversendt til Sygekassedirektør Berg i "Bikuben", der er Formand for Københavns-Kredsen.
Emanuel.
(Folkets Avis - København 12. januar 1912)
1913 indvalgtes Johnsson i en international kommission, der skulle forberede en sammensmeltning af de medicinalhistoriske foreninger i de forskellige lande, ligesom han var i redaktioner af medicinalhistoriske tidsskrifter. Han var medudgiver af Den danske Lægestand, 7. og 8. udgave.
Mens Johnsson var på en lægekongres i London i august 1913, blev der stjålet to sjældne og kostbare mikroskoper (et moderne og et gammeldags fra 1850) fra Medicinsk-historisk Musæum. Johnsson indrykkede i "Ugeskrift for Læger" en opfordring til læger om straks at underrette ham når mikroskoperne dukkede op. Han indrykkede også et åbent brev til indbrudstyven i nogle dagblade om at han ville give frit lejde hvis de blev tilbageleveret:
Frit Lejde.
De stjaalne Mikroskoper.
For nogle Dage siden meddelte københavnske Blade, hvorledes Lederen af Medicinalhistorisk Musæum, Dr. Johnsson, gennem Pressen søgte at komme i Forbindelse med en Indbrudstyv, der havde stjaalet to gamle Mikroskoper paa Musæet.
Dr. Johnsson fortæller nu, at dette faktisk er lykkedes ham.
Tyven telefonerede nogle Dage senere hen til ham, og naturligvis uden at navngive sig eller opgive nogen Adresse tilbød han at tilbagelevere Mikroskoperne paa et aftalt bestemt Sted, naar der samtidig kunde ligge 50 Kr. til ham i en af de københavnske Kiosker.
Dr. Johnsson tilbød meget imødekommende Tyven frit Lejde, hvis han vilde komme op til ham med Mikroskoperne, men Fyren har aabenbart ikke stolet ganske paa dette. Og han viser sig samtidig at være en meget uordholden Person, idet han ikke har anbragt Mikroskoperne paa det aftalte Sted den bestemte Aften.
Dr. Johnsson erklærer nu i et nyt, aabent Brev til Hr. Indbrudstyven, at denne Uordholdenhed forbavser ham meget, thi den første Betingelse for, at de skulde komme overens, maa jo være, at de har Tillid til hinanden. Han slutter med at erklæret, at han vil vente til Torsdag Aften og til den Tid staa ved sit Ord om de 50 Kr. Men kommer Mikroskoperne saa ikke den Dag, maa han desværre anmode Politiet om Assistance.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. september 1913)
Aviserne berettede ikke noget om mikroskoperne kom tilbage eller om politiets indblanding i sagen.
Nattero og de frivillige Drenge.
Vi har modtaget følgende, som paa Grund af Pladsmangel er forsinket:
I "Politiken" beklagede Læge J. V. S. Johnsson sig forleden over, at "de frivillige Drenge" Søndag den 17. ds. 3 Gange var passeret Værnedamsvejen med fuld Musik, sidste Gang Kl. 10½ Aften. Hr. Johnsson skriver: "Ledelsen har øjensynlig ingen Forstaaelse af den Hensynsløshed, disse Korps viser Husbeboerne paa Hovedgaderne".
For at undgaa videre Misforstaaelse skal jeg tillade mig at meddele følgende: De Unges Idræt har Søndag den 17. ds. Kl. 3 Eftm. passeret Værnedamsvejen med 600 Børn, ledsaget af 2 Drengeorkestre og der findes sikkert ikke mange udover Dr. Johnsson, som føler sig forarget over, at vi i vort Arbejde for den opvoksende Ungdom benytter vore Drengeorkestre til at ledsage de mange Børn fra de store Arbejderkvarterer til og fra Byens smukke Omegn.
Angaaende Dr. Johnssons Anke over, at der samme Dag af et Drengeorkester er musiceret Kl. 10 Aften paa Værnedamsvejen, skal jeg bemærke: Dr. Johnsson betragter det som hensynsløst af Lederne at tillade noget saadant. Jeg giver ham fuldstændig Ret heri og kan tillige meddele, at det ikke er de Unges Idræt, der paa dette sene Tidspunkt har forstyrret Folks Ro, men derimod et Orkester, som kalder sig Dansk Drenge-Orkester.
Dette Orkester fortjener forøvrigt en nærmere Omtale, idet det absolut ikke har nogen Berettigelse som Børneorganisation; hele dets Opgave er at uddanne Musikere til senere Overgang i de voksne Musikeres Rækker. Som om der Ikke alt var Musikere nok, der har vanskeligt ved at faa den nødvendige Beskæftigelse,
Naa, den Side af Sagen skal jeg Imidlertid ikke opholde mig ved, men overlade til de organiserede Musikeres Behandling. En anden Sag, som jeg derimod gerne vil have Lov til at berøre ganske kort er dette Orkesters eller dets Lederes Forhold til den store Offentlighed gennem den Indsamling af Midler, dette Foretagende foranstalter ved Salg af Postkort, Samlermærker, Lodsedler og ved personlige Henvendelser, i mange Tilfælde under fejlagtig Opgivelse af at tilhøre en af de store Børneorganisationer og uden at de i noget Tilfælde aflægger Regnskab for Midlernes Anvendelse.
Det vilde være ønskeligt, om rette vedkommende vilde have Opmærksomheden henvendt paa dette Forhold. Disse Midler unddrages jo desværre det virkelige Børnearbejde, og jeg kan næppe tro, at det er eventuelle Bidragyderes Mening at støtte smarte geschæftige Personer i deres mindre heldige, men sindrigt udtænkte Udnyttelse af Børnearbejdet.
John Michelsen,
Formand for "De Unges Idræt"s Fællesrepræsentation,
(Social-Demokraten 7. december 1918)
Dansk Drenge Orkester annonceres dannet i februar 1894. Næste gang det omtales er Aftenbladet 15. november 1918 hvor der søges om optagelse, det skal være drenge fra pæne hjem som er fyldt 12. år. Hvervestedet var "Jægerhytten" på hjørnet af Enghavevej og Sdr. Boulevard. Det har ikke været muligt at finde andre oplysninger.
I årene 1919-1925 fik ca. 25.000 fattige og sultne børn fra Wien. De såkaldte wienerbørn. Østrig og specielt Wien var efter nederlaget i 1. verdenskrig og opløsningen af det østrig-ungarske monarki hårdt ramt. Opholdet varede 3-12 måneder hvorefter de vendte tilbage til Wien, solbrændte, velnærede, velklædte og raske. Mange beholdt deres danskkundskaber resten af livet, og forbindelsen til de danske familier blev opretholdt ved private gensidige besøg og ved danskundervisning i Wien. En af de ledende personer var overretssagfører Sigurd Jacobsen. Han havde været i Wien under den spanske syge. J. W. S. Johnsson var komitelæge. Han blev gift med Karoline Marie Johnsson, f. Schuster (1890-1977) i 1913 i Wien, og hun havde slægtninge i Wien af hvilke 8 døde.
Wienerbørnene
Der kommer 1000 til København i Januar.
Læge Johnsson takker Arbejderhjemmene.
Vi bragte forleden Dag en Artikel om de saa ulykkelige Forhold i Wien. Medlem af den københavnske Wienerbørn-Komité-Læge J. W. S. Johnsson har i den Anledning sendt os følgende Brev:
Tillad mig at bringe Dem en hjærtelig Tak, fordi De ved Deres Artikel i Dag har oplyst Deres store Læsekreds om Nøden i Wien. De har derved ydet den herværende Wienerkomité en meget paaskønnet Haandsrækning. Skulde De komme til at berøre Sagen yderligere, vilde det være os meget kært, om De vilde antyde, at Komitéen med den største Glæde har set, at Arbejdere og underordnede Funktionærer rundt om paa Værksteder og i Forretninger ved lokale Indsamlinger, som er afleverede enten til Røde Kors' Bureau, Raadhusplads 2, Mezz., allerede nu har skaffet ikke ubetydelige Summer tilveje og derved bidraget ikke lidet til at redde den sultende Bys Befolkning.
Mange Arbejderhjem har ogsaa ønsket at tage imod Wienerbørn, og, jeg benytter Lejligheden til at sige min hjærteligste Tak for den udviste store Hjælpsomhed netop blandt Deres Læsere.
VI har iøvrigt haft en Samtale mod Læge Jonsson, der er gift med en Wienerinde, og som fortalte os, at Elendigheden var saa uhyre, at alene 8 af hans Hustrus Slægtninge var døde delvis af Sult.
Der foretages ikke mere Operationer paa Wiens Hospitaler, thi man har ikke Kul til at varme Operationsstuerne med eller overhovedet til at opvarme Hospitalerne mod.
Heldigvis er vi nu i Stand, siger Dr. Johnsson, til at gøre en Del for Wienerbørnene. Vi har i Øjeblikket 600, i Januar faar vi 1000 Børn, og i Februar faar vi flere, saaledes at vi til den Tid vil have 2000 Børn, og vi vil fortsætte. Da vi har faaet en Del Pengebidrag, er vi ogsaa i Stand til at sende Levertran og Havregryn. Scala holder Forestilling, og flere andre Teatre vil følge efter med Forestillinger til Fordel for Wienerbørnene, og fra Kunstindustrimusæet har vi faaet 1000 Kr. Men Teatrene hører Publikum jo altid om, men den Hjælp, vi har faaet fra Arbejdere, og som har rørt mig meget, er vist ikke Offentligheden bekendt, og jeg beder Dem derfor optage det Brev, jeg har sendt Dem.
(Social-Demokraten 8. december 1919)
I 1927 deltog ca. 1.000 forhenværende plejeforældre i et besøg i Wien hvor der blev afviklet et storstilet takkearrangement, og i 1959 blev de endnu levende plejeforældre samt plejebørnenes danske "søskende" inviteret til et ugelangt ophold i Wien som byens tak.
Medicinsk Selskabs Festskrift
I Anledning af sit 150 Aars Jubilæum i Dag har Medicinsk Selskab udsendt et stort Festskrift. Det er et Værk paa omtrent 300 Sider, udgivet hos Th. Linds Efterfølger i et endog særdeles smukt Udstyr.
Dr. J. W. S Johnsson er Forfatter til Festskriftet, hvis Titel er "Københavnske medicinske Selskaber". Dr. Johnsson er som bekendt en fremragende Medicinalhistoriker, og da han desuden skriver et livligt Sprog, er Festskriftet ikke alene et højst værdifuldt medicinalhistorisk Værk, men ogsaa en yderst fornøjelig Bog.
I Bogens første Kapitler giver Dr. Johnsson Oplysning om en Række medicinske Studenterselskaber, der oprettedes i de sidste Decennier af det 18. Aarhundrede. Sjælen i flere af disse Selskaber var den kendte Læge Johann Clemens Tode, der var utrættelig i sit Arbejde for Studenternes Undervisning. Dr. Johnsson paaviser, at disse Studentersammenslutninger indledede det medicinske Foreningsliv i Danmark, og at de gav Stødet til Dannelse af et tilsvarende Selskab for Læger.
Det var da ogsaa Tode, der blev Stifteren af et saadant, hvis Love fremsattes den 11. Oktober 1772, og som fik Navnet "Det københavnske medicinske Selskab" . Dette Selskab er derved den næstældste videnskabelige Sammenslutning af Læger.
I Selskabets første Love var det bestemt, at kun Doktorer ved Københavns Universitet kunde blive Medlemmer, men Dr Johnsson paaviser, at da Doktorgraden paa det Tidspunkt var Adkomsten til Ret til at praktisere, var det medicinske Selskab oprindeligt en Organisation af praktiserende Læger. I Løbet af Aarene er dette blevet forandret, idet den indførte Embedseksamen gav Praksisret, og nu er Forholdet det, at Københavns medicinske Selskab er Lægernes videnskabelige Forening i Modsætning til Lægeforeningen, der er en kollegial Sammenslutning.
Overordentlig interessant er det at læse Dr. Johnssons Gennemgang af Selskabet; Historie, Beskrivelsen af Medlemmernes Mødepligt - Udeblivelse uden Grund kostede to Mark - , om de videnskabelige Meddelelser, om Selskabets Omdøbelse i 1782 til "Det kongelige medicinske Selskab" , om den Tillid, Selskabet nød i Udlandet o. s. v.
Paa 100 Aarsdagen for Selskabets Stiftelse, den 11. Oktober I 1872, sammensmeltedes det med det i 1824 stiftet Selskab "Philiatrien", hvis Historie Dr. Johnsson opruller i et selvstændigt Kapitel. Efter Sammenslutningen fik Selskabet sit nuværende Navn "Det medicinske Selskab i København" .
Dr. Johnsson giver Oplysning om alle de vigtige Data i Selskabets Liv, om en Del af de betydningsfulde videnskabelige Meddelelser og om Foreningens daglige Liv, Bestræbelserne for at faa en egen Bygning og meget andet.
Bogen afsluttes med Lister over Formænd, Æresmedlemmer og udenlandske eller korresponderende Medlemmer samt et paa Fransk affattet Resumé.
I et smukt formet Slutningsafsnit skriver Dr. Johnsson om Medicinske Selskab: "Lægekunstens inderste, at søge at hjælpe, er gaaet som en rød Traad gennem dets Virksomhed fra den allerførste Dag. Lydhørt har det lyttet til Fremskridtene derude og af og til, ikke engang helt sjældent, er de store Fremskridt udgaaede herhjemme fra og er første Gang fremsatte indenfor Medicinsk Selskabs Rammer."
Disse Ord er ikke almindelige Jubilæumsbemærkninger, men Konklusionen af de historiske Dokumentationer, som Dr. Johnsson har fremlagt i sit vægtige og værdige Festskrift.
F. R.
(København 11. oktober 1922).
Johnsson skrev afhandlinger af medicinsk-kulturhistorisk indhold og tekstudgaver af middelalderlige forfattere (Johannes Paulinus, Nicolaus de Bohemia). Han Henricus Dacus: De simplicibus medicinis laxativis (1917), den første latinske tekst af Henrik Harpestreng, og en brevveksling mellem Thomas Bartholin og Ole Worm. Materialet til en del af disse arbejder fik han under udarbejdelsen af en håndskreven registratur over det kongelige Biblioteks medicinske håndskrifter. Større arbejder er også Den galliske Syge i Danmark før 1550; Johan Clemens Tode (1918) og (sammen med Walter G. Brieger) en udgave af Otto Sperlings dagbøger (1920). Johnsson udgav 1928 L'anatomie mandchoue et les figures de Th. Bartholin, étude d'iconographie comparée i Videnskabernes Selskabs skrifter. Han deltog meget i arbejdet for Wienerbørnenes vel. En udførlig bibliografi over hans arbejder er trykt i "Danske Studier" 1929 (siderne 77-85). Ridder af Dannebrog i 1920.
Se fx en artikel i Jyllandsposten 5. oktober 1924 "Fra gamle Dage" om overtro og trolddom vedrørende muldvarpen.
Medicinalhistorikeren Læge John W. S. Johnsson, Lina Johnsson, f. Schuster. 9. februar 1890-17. april 1977, eller Karoline Maria Schuster. De blev gift 1913 i Wien. Parret fik to døtre: Vera Johnsson og Inge Johnsson. Samt en ved blomsterne. Gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling S, rk. 3, nr. 31. Foto Erik Nicolaisen Høy.
