15 juni 2024

Evald Aabenhus 1909-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Evald AabenhusFødt 21. maj 1909. Han var ansat ved Gestapo i Aarhus og blev dræbt under det engelske bombardement den 31. oktober 1944. Begravet på den tyske del af Vestre Kirkegård i København, B/699-700.

Sidste Uge var en af de mest begivenhedsrige i lange Tider. Den ubetinget største Begivenhed var det engelske Præcisionsbombardement af Gestapos Hovedkvarter i Aarhus med Arkiver og Kartoteker. Den senere Udvikling har vist, at ikke alene 90 af Gestapos mest drevne Folk, med Chefen i Spidsen mistede Livet - men hele Arbejdet, specielt m.H.t. Indkredsningen af Jernbanesabotagerne, har lidt et saa alvorligt Afbræk, at det er et stort Spørgsmaal, om det kan genoptages i blot nogenlunde Omfang, før Tyskland har tabt Krigen. Det kan iøvrigt tilføjes, at adskillige af de saarede Gestapofolk ved Ugens Udgang var afgaaet ved Døden, men Tallet paa dræbte Tyskere naar dog alligevel næppe over 100. Til Gengæld er en hel Del af Gestapos danske Haandlangere dræbt eller saaret, og derfor er sikkert det første Tal paa 130 dræbte Gestapofolk, som i sin Tid blev meddelt, utvivlsomt rigtigt. Her kan det nævnes, at blandt de danske Haandlangere, der er afgaaet ved Døden, er ogsaa Journalist Kjeld Helweg Larsen. I “Fædrelandet” for Lørdag beklager man, at han var blandt de saarede. Han var - hedder det - sendt ud for Bladet paa en Turne til Provinsen - men er det ikke ejendommeligt, at han netop opholdt sig i Gestapos Hovedkvarter under sit Besøgt i Aarhus, naar han blot var ude for at beskrive danske Provinsforhold. Men maaske har ogsaa “Fædrelandet” forstaaet, at Gestapokvartererne rundt om i Landet netop er det karakteristiske for Forholdene i Danmark i Dag. Eller maaske har Helweg—Larsen været ude i en særlig Mission. Blandt de Stikkere og andre tysk—ansatte, der blev dræbt, er en Mand ved Navn Aabenhus og Kontorist Palle Sørensen, ligesom en haardt kvæstet ved Navn Skaade er en berygtet Stikker. Desværre viser det sig, at den sønderjyske Næstkommanderende i Gestapo, Johannsen, ikke er dræbt. Han er blot forflyttet paa Grund af Drukkenskab. Derimod dræbtes von Schwitzgibels to nærmeste Medarbejdere, Rothenberg og Werner. Ligeledes blev en højtstaaende Gestapomand, der netop var ankommet fra Paris, dræbt. I denne Forbindelse kan det nævnes, at Gestapomand Buncke er ankommet og har forhandlet med Byens Borgmester om at faa overladt nye Lokaler. Gestapo er herefter flytte ind i Politistationen i Mejlgade, men det er Meningen, at de senere vil flytte udenfor Byen. Den tidligere Presseofficer med det træffende Navn Töter er fjernet til Fordel for Sonderführer Brammer. - Der er Grund til at mindes de danske Patrioter, som led Døden ved Bombardementet, da de sad som Fanger i Gestapos Hovedkvarter. Det drejer sig ikke om 20, snarere mindre, men Tabet af dem beklages oprigtigt af den danske Modstandsbevægelse. Vi lover, dem, at deres Død ikke har været forgæves. Blandt de haardtsaarede danske Fanger er Pastor Sandbæk, der fornylig i en officiel tysk Redegørelse betegnedes som “Anstifter af politiske Mord og Sabotør i stor Stil”.

(Information nr. 326, 6. november 1944).

Ewald Aabenhus endte på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar