Viser opslag med etiketten hyrekuske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hyrekuske. Vis alle opslag

13 september 2022

Veteranen i et Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den ældste Droskekusk.

For Tiden er der, som det alt vil være vore Læsere bekendt, en Del Mudder mellem Droskekusks og do.- Ejere; det gælder det vanskelige Takstspørgsmaal, som man fra forskellige Sider ønsker at omredigere. Det skal ogsaa villig indrømmes, at medens 70 Øre som mindste Gebyr kan være god Betaling, er der ingen Mening i, at en Kusk skal køre fra Amagerbro til Frihavnen for det samme. En Krone for Turen fra Langelinje til Frederiksberg Runddel er ogsaa Penge, hverken Hest eller Kusk bliver fed af.

Det synes mer og mer at være det Fornuftigste at indføre det fra Udlandet kendte System: Betalingen rettende sig efter Tid eller Distance, maaske bedst det sidste. Men synderlig hurtige i Vendingen er vi Danske jo ikke, og med Forandringer i dette Kørselsreglement har det ligeledes efter Sagkyndiges Udsagn temmelig lange Udsigter.

* * *

Imidlertid staar som Veteranen i dette aktuelle Spørgsmaal en Mand, "København" i Dag vil præsentere sine Læsere, Droskekusk Peter Poulsen, der nu, 73 Aar gammel, har siddet paa Bukken siden 1851, altsaa samfulde 43 Aar. Det er den Slags Ting, man slaar Æsken ned for!

Peter Poulsen begyndte, da han i 50 kom hjem fra Krigen, hos Vognmand Willumsen i "Kæden".

Det var, om en af hans Kolleger ytrede, i de gode, gamle Dage, da man havde Lov at køre med Lærredsbukser og Straahat, og da den stygge Uniformering var ukendt. Han er følgelig ikke fra den Tid indrulleret i Politibøger, men gennem hans Kamerater fandt vi Vejen til den gamle, graanede Hædersmand, der nu kører Nr. 43, holdende paa Halmtorvet.

- "Er det her, Peter Poulsen holder?" spurgte vi i Gaar Middags en anden Kusk, der har Stade samme Steds.

- "Jo -o, men han er ikke kommen endnu; han blev jo saa vaad i Gaar, det gamle Skidt."

- "Er han da hjemme?" - "N'aa-aa han gaar vel ude i Stalden."

- "Han er jo den Ældste; den Kusk, som har kørt længst? tror De", vedblev vi, "at han kan fortælle os lidt om sit Leben, hvis vi kører ud til ham i Stalden?"

- "Ja ... . hvis han kan faa Forstandskisten i Orden."

- "Har han da vanskelig ved det?"

- "Næ, han er sgu dreven nok."

.... Enfin! Vi kører ud i Danmarksgade 17, hvor vi træffer Peter Poulsen, en graastubbet gammel Sveder, fodrende sin Hest. Han har to Vogne og to Heste; den ene kører hans Søn. Kusken, som har ført os herud, hjælper os da med at underkaste gamle Poulsen et lille Interview, der lunter saa smaat af Sted. Naar man først er et Par og Halvfjerds, gider man ikke

- "Er Du ikke den ældste, Peter Poulsen mumler noget i Skæget; han mener dog, at han tør tilkende sig Prisen.

- "Ja. hvordan er det?" vedbliver vor ungdommelige Kusk, der er et godt Stykke oppe i Tredserne, "der er jo "Skønne Hans". Eller er han død?"

- "Ja, han er væk".

- "Saaer der "Pløjeskidt" og "Svensken", men de har vel ikke kørt saa længe?"

.... Resultatet bliver, at vi virkelig staar overfor Veteranen blandt Droskekuskene, disse vor Bys mest kendte Fysiognomier.

"Naa, hvordan gaar det nu i vore Dage med Kørslen, Peter Poulsen?" vover vi os selv frem.

- "Man kan jo ikke døje det" er den Gamles lakoniske Svar. Og hans yngre Kollega supplerer med Beklagelser over Telefon og Bicykle.

Et Øjeblik synker Peter Poulsen hen i Meditationer over de henrundne Dage mod do gamle, hyggelige Vogne, som ikke kunde slaas ned, (hvorved undgikkes meget Vrøvl og Besvær), og som havde en syv - otte Ruder.

Saa rives han atter hen til Virkeligheden, da Hesten løfter Halen; med Kenderblik ser han først paa Dyret og saa paa sin Kollega, mens hans siger:

- "Ja, frem og tilbage er lige langt".

Det ligger nu nær for os at rette at Spørgsmaal til Peter Poulsen angaaende Dyrets Navn.

- "Hvad hedder Hesten?" spørger vi.

- "Aa, han hedder ikke noget Videre".

- "Ja, ja, da . . . den stamper . . . den er vist ked af det".

- "Aa - aa, han er et Vrøvl: nu keder han sig og vil ud, og naar han kommer ud, spræller han og vil hjem. Der er ingen Udkomme med ham".

- "Næ, det er ikke saadan som med Mennesker, indskyder vi filosofisk."

- "Aa, Menneskene er s'gu li'danne."

- " . . . Har De tjent nogle Penge i Deres lange Tid, Poulsen?"

- "Jeg har tjent mange. (Pavse). Men de er snart gaaet a. H. t. allesammen."

- "Da har De dog ikke nogen stor Familje, ikke mange Børn, vel ?"

- "Naa-aa-aa, jeg har haft tre, men de to døde tidlig. Nu har jeg en Broder, som bor i min Fødeby, Gladsakse, hvor jeg før Krigen kørte med Mælk."

Længere Pavse, under hvilken Gaardens Ungdom, som har samlet sig i Stalddøren, betragter os med stigende Interesse.

- "Ja, saa kan man vel ikke klemme Dem for mere. Saa skulde vi have deres Billede, Poulsen, saa skal De komme paa Bukken i Morgen."

Og med Beredvillighed viste han os derpaa hjem til sin Kone i Nansensgade, hvor han havde tre Billeder.

- "Det bedste er et, som er malet for en trefire Aar siden med Sortkridt; det er vel paa Størrelse med Muleposen her," sagde Poulsen, idet han styrtede noget Hakkelse ned i Krybben til den navnløse Hest.

* * *

Hyp, hyp!

Vi korte atter ned gennem Danmarksgade, mens vor "Lotte" over Skyklapperne skelede op til de srnaa Pigeansigter, der her og der kom til Syne i Vinduerne.

- Tre og fyrretyve Aar som Droskekusk!

Fra sin Buk har han set en By vokse og omformes; set unge Elskende, som i hans Æske første Gang søgte Ly for deres Stævnemøde, blive til gamle og satte Ægtefolk; han har kørt for unge Velhavere, som siden har maattet gaa; han har skiftet Forspand saa mange Gange, at det nu er let forstaaeligt, at han ikke mer kerer sig om at give sin Hest et Navn.

Vi tog Hatten af. Og tørte Svedremmen.

* * *

I Nansensgade har den gamle Kusk et idyllisk Familjeliv med sin for tredje Gang gifte Hustru, der blev viet til Poulsen i Januar d. A. i St. Johannes Kirke. Hun er et godt Stykke oppe i Tredserne og har været forlovet med sin nuværende Gemal i 12 Aar. Til os erklærede hun, at hendes Mand havde kørt Droske i 52 Aar; der er saaledes en lille Uoverensstemmelse mellem de to Parters Udsagn, men i hvilket Ægteskab er der ikke det!

- Ovenstaaende Billede er taget efter et lille Visitkort, der atter har tjent som Grundlag for det omtalte Sortkridts. "SomDe ser", sagde Md. Poulsen, "mangler min Mand et Øje paa Billedet; det har han en Gang kradset ud".

Uden at ville komme nærmere ind paa den Mystik, dette manglende Øje frembyder, lovede vi selvfølgelig at erstatte det, saa vidt muligt, i Trykken.

Glen.

(København 31. maj 1894).

18 januar 2022

Kjøbenhavns Offentlige Politiret 27de og 29de Juli 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.
Torsdagen. den 27de Juli.

- Snedkersvend Stabel og Cigarmagersvend Giessing bebo en Leilighed med fælles Kjøkken, hvorfra der om Natten af og til finder et saa rædsomt Vandspild Sted, at Vandet trænger gjennem Lofter og Vægge ned fra 5te til 3die Sal. Giessing var imidlertid ikke mødt, og Stabel benegtede at have ladet Hanen staa aaben om Natten, i næste Retsmøde vil der blive afsagt Dom i Sagen, og møder Cigarmageren da ikke, vil han faa en Udeblivelsesdom, det kan han være overbevist om.

- Madam Jørgensen, der er Viceværtinde i Urtekræmmer Levys Eiendom, Overgaden oven Vandet Nr. 4, skulde betale 4 Rd. for det Svineri, som havde fundet Sted paa Latrinerne i Eiendommen, men slap med at betale 2 Rd.. da Levy betalte de andre 2 Rd. for hende, der er en fattig Kone.

- - -

- Da Jørgen Nielsen vil producere nogle Vidner for at godtgjøre, at han ikke har nogen Skyld i Overkjørslen af en lille Dreng i Adelgade, maatte Sagen udsættes til et senere Møde.

- Karlen Speyermann havde forleden med en Trækvogn paakjørt en Droske, og Droskekudsken forlangte 12 Rd. i Skadeserstatning, medens Speyermann tilbød ham 4 Mark. Idag blev Skaden vurderet til 9 Rd. 48 Sk., men neppe havde Synsmændene besigtiget Drosken, før Hesten løb ud ad Raadhusets Port og forsvandt for de den forfølgende Betjente. - Ved Mødets Slutning vidstes endnu Intet om Hest og Vogns Skæbne eller om, hvormange Oldinge og Børn der var trampet ihjel og overkjørt af den rasende Droskekrikke. - Sagen med Speyermann endtes endnu ikke idag, da han kun kunde tilbyde Droskeeieren et ugentligt Bidrag af 16 Sk., som han tilmed fandt var et meget "fint" Tilbud.

- Drengene Fr. Vilh. Busk og Chr. Jørgensen, der havde faaet endel Rulletøi under falsk Navn udleveret fra en Rullekjælder og derefter pantsat det i en Sættekjælder, bleve dømte til Ris "efter Omstændighederne".

Som en Mærkelighed ved dette Retsmøde kan anføres, at der idag intet Ladegaardslem var tiltalt for at have solgt Skjorter eller Buxer - og i denne Varme har man dog mindst Brug for disse Beklædningsgjenstande.

(Dags-Telegraphen (København) 28. juli 1865).

Den 1. august indgik Speyermann en aftale med vognmanden om at betale de 9 Rd. 48 skilling i ugentlige rater på 2 mark.


Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Wallick.
Lørdagen den 29de Juli.

- Retsmødet begyndte med en Vandspildssags Udsættelse, hvorefter af Manufakturisterne Eman. Schmidt. Lundholm og Selmer, der havde havt aabne Butiker, men med blændede Døre, om Søndag Morgen til Klokken 9, Dhrr. Schmitt og Selmer modtog en Advarsel, og mod Hr. Lundholm hævedes Sagen, da han kun havde ladet udlevere noget Tøi.

- Naar Grovsmedesvendene Beth og Lars Bille en anden Gang ville benytte deres Næver som Forhamre og deres respektive Pandeskaller som Ambolte, hvorpaa de gjensidig smede, saa maa de helst vælge et afsides Sted og ikke en Gade til al foretage Smedeøvelserne paa.

- Kleinsmedsvend Th. Em. Gotfr. Birck kom fra Branden i Valbv. Omme i Farvegade gik to Ungersvende, "en Smørrebrødskærer" og "en Opvarter", der tidligere have været saa uheldigt at maatte bøde for Gadespektakler og Opsætsighed mod Politiet, foran ham med 2 udmaiede Skjønheder. "Lille Jomfru, det er vel ikke Deres Kjæreste, saa kom De hen og følg med Undertegnede." sagde Birck til den ene "Jomfru", idet han pegede paa Smørrebrødskjæreren. Det blev Smørrebrødsmennesket vred over og langede Birck en over Nakken. "Av" brølede Birck og tog Revanche ved at bibringe Modpartens nye Silkehat et saadant Slag, at uvillige Mænd udenfor Retten have erklæret den for at være sunken i Værdi fra 6 Rd. til 24 Skilling. Saa hylede da Silkehattens Eiermand paa Politiet, der kom til og anholdt hele Klatten, og i Retten  betalte Birck idag 2 Rd. i Mulkt, da han var den egentlige Ophavsmand, og Smørrebrødskjæreren, der forlangt Godtgjørelse for sin mishandlede Hovedbedækning, henvistes til Gjældskommissionen som det rette Forum.

- Jens Sørensen - igjen Jens Sørensen atter Jens Sørensen - og Jens Sørensen evig og altid! Der er ingen Ende paa hans mange Droskesager: men nu hører dog hans Virksomhed som Droskekudsk op thi Dommeren erklærede den berømte Jens Sørensen, at han vilde anmode Politidirektøren om at forbyde ham al Kjørsel med Droske for Fremtiden, da Ingen er sikret mod Fornærmelser af den stridige Kudsk. Denne Gang bestod hans Forseelse i. at han havde taget uberettiget Holdeplads og dernæst var han en Aften Kl. 11½ bleven anmodet af en Kaptain om at kjøre ud til Aldersro fra Høibroplads. Men da Sørensen kom hen ved Postgaarden, forlangte han 1 Rd. for at kjøre derud, og Enden paa Historien blev, at Kaptainen, der vilde betale ham efter Drosketaxten, med sin Frue maatte stige ud af Drosken paa Jens Sørensens Forlangende. Jens Sørensen vil vistnok nu blive forhindret i som Droskekudsk at fornærme Folk for Fremtiden.

- Urtekræmmer C. A. Iversen kan virkelig ikke lade et Oliefad henligge en Timestid paa Fortovet.

- I Aaret 1858 blev Værtshusholder Jacobsen ved Nørrevold anklaget af Fæstemændene, fordi han formentlig gjorte Indgreb i deres Rettigheder ved at fæste Tyende til Folk fra Landet. men Jacobsen frikjendtes ikke blot ved Underretten, men endogsaa ved Højesteret. Nu havde Fæstemand Krogh atter givet Klage ind over ham, men Sagen vil vist denne Gang faa det samme Udfald, naar den bliver endelig sluttet.

- Rigtignok har Emilie Aurora Tofte solgt en Særk, hvortil Fattigvæsenet har Ejendomsret, men da hun ikke har krænket Varebeholdningen paa Ladegaarden siden Aaret 1840, og hun altsaa iaar holder sit 25aarige Jubilæum som Ikkesælgende Ladegaardsmedleminde, saa vilde det være for haardt at give hende Tvangsarbeide for det denne Gang; men saa maa hun ogsaa smukt lade hengaa 25 Aar, inden hun atter skiller Fattigvæsenet af med Linned.

- Derimod fik Laurids Petersen, der ligeledes havde solgt noget Stof fra Ladegaarden, 24 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 30. juli 1865)


Vedr. Jens Sørensen, så gav politidirektøren ham endnu en chance, som dog ikke gik helt efter hensigten:


Kjøbenhavns offentlige Politiret. 2den Afdeling. Assessor Wallick.

Lørdagen den 5te August.

- Jens Sørensen faaer endnu Lov til at køre Droske - thi Politidirektøren har Medlidenhed med ham - men da han efter eget Sigende ikke er stærk i Munden, mødte han idag med et sirligt skrevet Indlæg, der skulde forklare hvorfor han forleden Aften havde forlangt 1 Rd. for at befordre en Kaptain med Frue ud til Vibenshuus, skjøndt Taxten kun er 4 Mark, og da Manden ikke vilde give mere end Taxten lød, maatte han og hans Kone strax staa ud af Drosken. Grunden til at Jens Sørensen forlangte Daleren. angiver han at være Frygt for at blive pryglet af Kaptainen, der var "en hidsig ung Herre", og for 4 Mark vilde han ikke have en banket Trøie, men nok, naar han fik 1 Rd. for det. Kaptainen er for Øieblikket i Aalborg og nu gaaer Sagen over til Jyllands Kyst, hvor Kaptainen ved Aalborg Byret vil blive afhørt som Vidne. Og Gud naade Jens Sørensen, hvis Kaptainens Vidnesbyrd fælder den benegtende Droskekudsk.

11 januar 2022

Slagsmaal ved Banegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En Sammensværgelse blandt Droskekudske. Til Ordens Overholdelse blandt Droskekudskene ved Jernbanen er der af Politiet truffet flere Bestemmelser', hvis Opfyldelse med den ligeover disse Folk nødvendige Strenghed paasees af det ved Banegaarden posterede Politi. For at der imidlertid aldrig skal savnes Vogne til Befordring af de Reisende, er der oprettet en Holdeplads for Drosker udenfor Banegaarden, og de der holdende Drosker have den Forret at holde forrest i Rækken ved ethvert Togs Ankomst, forsaavidt de møde ved Jernbanestationen senest ved Heisningen af Signalet for et Togs Ankomst. Denne Foranstaltning ere de andre Droskekudske meget misfornøiede med, og denne Misfornøielse kom i Mandags Eftermiddags til Udbrud, idet Kudskene havde sammensvoret sig om, at de, naar Holdedroskerne bleve satte forrest i Rækken, alle vilde kjøre bort, og denne  Beslutning blev da ogsaa udført af dem alle paa to nær, som vare mere fornuftige og erkjendte, at dette vilde være ea unyttig Demonstration. Det eiendommelige Kammeratskab, som hersker mellem Droskekudskene, synes ikke at have tilladt de Sammensvorne at sove roligt, for de to Frafaldne vare blevre tugtede. Samme Dags Aften Kl. 10 hørte det ved Banegaarden posterede Politi Spektakel som af Slagsmaal, og ved at ile til Stedet, saaes det, at det var den ene af de to Syndere, som blev afbanket af hans Kammerater. En af disse, der i Særdeleshed udmærkede sig ved at bearbeide ham, blev udvist af Banegaardens Territorium til stor Misfornøielse for de Øvrige, der alle syntes at have samlet Mod til deres Heltebedrift ved Nydelsen af adskillige Snapse. Da der netop i dette Øieblik ankom et Tog, gjorde det vagthavende Politi, der kjendte alle de Paagjældende, intet Videre ved Sagen den Aften, men anmeldte strax det Passerede paa Politikammeret. Den næste Dag, da Rusen var udsovet, og Urostifterne formodentlig vare komne til Erkjendelse om, at den foregaaende Aftens Begivenheder let kunde have ubehagelige Følger for dem, var Alt i Orden igjen. Paa Grund heraf afgjordes Sagen paa den Maade, at Formanden for Optøierne blov opkaldt til 1ste Politiinspektør, der gav ham en alvorlig Advarsel og tillige forbød ham indtil Videre som Droskekudsk at indfinde sig paa Banegaarden.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1865).

07 januar 2022

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Marts 1865. (Efterskrift til Politivennen)

For Kjobenhavns offentlige Politieret fremstilledes i Torsdags en stakkels Invalid, iført Uniform og haltende frem ved Hjælp af en forsvarlig Stok. Han kaldte sig Joh. Edv. Wolff, havde i længere Tid gjort Tjeneste som Soldat, tidligere i 2det Jnsanterieregiment, men i sidste Krig som Frivillig ved 1ste, og blev i Affairen ved Lundby truffen i Benet af en Kugle, saa at han reent har mistet sin Førlighed, hvorfor ogsaa stedse gode Mennesker, der have hørt om hans Ulykke, have forsynet ham med Spise- og Drikkevarer. Det var den pæne Side af Medaillen; men Politiet og Retten vilde nok have den anden Side frem, da der var stærk Mistanke om, at Invaliden" ikke var af de ægte. For Retten gjorde denne ogsaa adskillige Indrømmelser, men da han var lidt tilbageholdende i sine Meddelelser, decreteredes der Arrest paa hans Person, hvilket havde den glædelige Virkning paa hans Hukommelse, at han efter kort Tids Forløb besindede sig. Han kan saaledes nu mindes, at han aldrig har staaet ved 2det Infanterieregiment, men derimod været Trainkudsk. Efter at være afskediget fra Militairetaten har han vel for ca. 4 Aar stden, ved at arbejde paa et Skib, brækket Benet, men denne Beskadigelse har dog ikke medført varig Gene for Gangen, idet han deiligt kan gaae, ja maaskee endog løbe uden Stok, hvilket Redskab imidlertid fortrinligt egnede sig til i en duelig Kunstners Haand at opvække Folks Medlidenhed. Efter at have meddeelt disse Oplysninger blev "Invaliden" fri for Arrest, men det ansaaes dog nødvendigt at indhente nærmere Underretning, og Sagen blev derfor udsat. Da gammel Vane bider bedst, hinkede Tiltalte ud af Retten ved Hjælp af sin Medlidenhedsvækker. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. marts 1865).



2den Afdeling, Assessor Wallack.
Tirsdagen den 14de Marts.

- Emil Lou fik idag en Stopper paa sin Mund. Som sidst omtalt, havde Emil med sin Droske forfulgt en Kontorist Ahlund, saaledes at Kontoristen maatte tilkalde Palmer. I Retten kunde Lou saa daarligt tie stille, at han, uagtet han gjentagne Gange blev advaret af Dommeren, ikke kunde undlade at komme med Bemærkninger. Disse Bemærkninger vare ham temmelig kostbare, thi da han ikke vilde holde op, afsagtes der en Kjendelse, som i Medfør af Loven af 11te Febr. 1863 om Behandlingen af offentlige Politisager i Kjøbenhavn, § 19, idømte ham en Mulkt af 2 Rd. til Kommunens Kasse. Hvad derimod Hovedsagen angik, saa slap Emil Lou med en alvorlig Advarsel, idet Kontorist Ahlund nemlig ikke dristede sig til ved Ed at bekræfte, at han ikke havde kaldt Lou for "Slave", hvilket Ukvemsord Lou bestemt paastod, at Kontoristen først havde benyttet mod ham.

- Ligeledes afgjordes idag Sagen mod Brødrene Carl og Erik Høyer, der for nogle Tiggerbreves Skyld idømtes simpelt Fængsel i 8 Dage; det var kun deres store Ungdom, der bevirkede, at de slap for saa godt Kjøb.

- Peter Fischers Handsker vare i Vask, og da han kun har det ene Par Bælvanter, saa er det jo ikke saa forunderligt, at han fryser om Fingrene, naar han kjører Skraldevognen i disse Dage. Og hvad havde denne Fingerfrysen bevirket? - ganske simpelt, at han ikke kunde spinde Skaglerne fra Skraldevognen, da han gik ind i er Værtshus for at faa en Kop Kaffe. I Betragtning af, at Fingrene virkelig kunde have været stivfrosne, slap Fischer for idag med en Advarsel.

- Der havde været Bal i Laxegade. - Der var intet Betalingsbal, nei, der var er komplet Familiebal, som Eierinden af Beværtningen, Mad. Christensen, har faaet Tilladelse til aarlig at afholde i Anledning af "Tvillingernes" Fødselsdag. Og dette Bal blev da afholdt forleden Aften. Ballet var meget animeret. Til Violinens smeltende Toner hvirvlede de Dandsende sig om paa Gulvet, da pludselig den ustyrlige Glæde afbrødet. Fremmede Ansigter traadte ind, blaa Pjækkerter stak afskyeligt af mod Baltoiletterne, og disse Fremmede, fire raske Sømænd, anmodedes om at forlade Terpsikores Tempel. Det havde de tjærede Genier ikke Lyst til, og nu begyndte der først en jævn Ordstrid, som snart gik over til Skænderi og endte med et vældigt Slagsmaal, under hvilket Kvinderne med Hujen og Skrigen flygtede. I et foregaaende Retsmøde erklærede imidlertid de fire Sømænd, at de ikke vilde forlade Kjælderen, fordi de nemlig ved Indgangen havde maattet betale 4 Skilling i Entre, men da Madam Christensen og hendes Associé i Forretningen, Sømand Edvard Sørensen, ivrigt negtede, at der var blevel betalt Entré, udsattes Sagen, for at den unge Sømand Hans Christensen, der sagdes at være den, som havde indkrævet Penge ved Indgangen, kunde blive tilsagt til at give Møde i Retten. Da nu Hans Christensen idag afgav sin Forklaring, begyndte han med at fortælle, at han var saa drukken vedkommende Aften, at han ikke med Bestemthed kunde erindre, hvorledes Sagen var gaaet til. Dommeren opfordrede imidlertid alvorligt Hans Christensen til at sige den rene Sandhed, som han skulde bekræfte med Lovens Ed, og nu fremkom den Forklaring, at Madamen virkelig havde givet Ordre til, at der skulde afkræves de senere Komne en billig Entre. Tillige forklarede Hans Christensen, at han var bleven anmodet baade af Sømand Edvard Sørensen og af Mad. Christensen om at afgive en om end ikke falsk saa dog stærkt koloreret Forklaring i Retten. Sømand Edvard Sørensen og Mad. Christensen bleve derpaa satte under Anholdelse, og Sagen henvistes til et Kriminalkammer, hvor den vil blive endelig afgjort.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1865).

11 august 2017

Om Omnibussen til Gjentofte.

Indsenderen ville forrige søndag sammen med en bekendt tage ud til Gentofte. Da vi vidste at en omnibus denne dag afgik til Gentofte fra hr. Petersens bopæl i Møntergade, begav vi os derhen og så af den ophængte tavle at omnibussen kørte kl. 3. Da vi derpå til bestemt tid indfandt os, fik vi den besked at de ikke kunne køre for 2 passagerer. Da man daglig ser andre omnibusser køre til deres bestemmelsessteder, enten der er passagerer eller ej, findes denne fremgangsmåde meget upassende. Og det var ønskeligt at der for fremtiden på tavlen blev anført at omnibussen kun afgik når et tilstrækkeligt antal personer indfandt sig. For at man i vigtige ærinder kunne benytte sig af en mere sikker lejlighed.

(Politivennen nr. 1429. Løverdagen, den 19 Mai 1843. Side 319-320). 

07 juli 2017

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.


Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).

24 april 2017

En uheldig Kongelig Kudsk.

Adskillige store uheld der i den sidste tid er ramt flere kørende her i staden, har forøget den opmærksomhed hvormed man må betragte en kongelig kusk der synes at være meget uheldig. For at uduelighed ligefrem skulle være årsagen til de mange fataliteter der er truffet ham, tør man næppe antage, da han vel i så fald ikke havde opnået en sådan ansættelse. 

Denne mand hvis navn skal være Niels Petersen Skousgaard, kørte således i oktober måned forrige år i Filosofgangen hvor begge hestene der var af det kongelige røde spænd, styrtede i den dybe slamkiste, hvoraf de måtte løftes op med stænger. At de der har fået et betydeligt knæk, er troligt, da den ene efter en langvarig sygdom er død for kort tid siden. For samme mand kuldkastedes i juni måned dette år på samme sted 4 af kongens sorte hingste som ved slaver måtte graves ud af den dybe grav. 

Ligeledes har han haft det uheld mens et medlem af den kongelige familie sad i vognen, at køre på en afvisersten med en sådan kraft at lakajen styrtede af vognen. Og samme dag tog hesten der var spændt for den tomme vogn, sig den frihed at spadsere ind mellem fourchetterne udenfor vagten på Amalienborg, hvorfra de måtte ledes ud ved vagtmandskabet. 

Næppe nogen af stadens borgere ville betro en mand hvem sådant var hændt, deres heste og vogne og endnu mindre deres og families liv og lemmer. Og vi kan derfor heller ikke uden stor ængstelse tænke os ham som kusk for de os allerdyrebareste medlemmer af den kongelige familie. Dog vil vi ikke dvæle ved et sørgeligt maleri af de ulykker der kan afstedkommes ved en sådan mands malkonduite. Eller hvad navn man nu heller ville give det. Men vi henstiller trøstigt til hans excellence staldmesteren om det ikke måtte anses passende at den her nævnte mand blev fjernet fra en post hvortil han synes mindre brugbar hvis man tør dømme efter de her anførte bevislige fakta, som vi dog antager ikke at være hans excellence ubekendte. For mandens forsørgelse på anden måde vil der vel ved hans excellences gunst findes udvej.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 599-601)

14 januar 2017

En strafværdig handlemaade af en Hyrekudsk.

Natten mellem den 5. og 6. juni blev min hustru overfaldet af fødselssmerter og da jeg ifølge min stilling næsten hele dagen må være udenfor mit hus og beskæftiget på andet sted, var vi blevet enige om at hun skulle benytte de af det classenske legat på fødselsstiftelsen indrettede konestuer.

I min kære hustrus lidende stilling kunne eller ville jeg ikke forlade hende, og anmodede af den grund vægteren om at besørge mig en vogn for at kunne bringe hende til Fødselsstiftelsen. Denne mand opfyldte med velvilje min anmodning, idet han begav sig til vognmand og hyrekusk Mortensens enke som bor i Strandgade på Christianshavn for at bestille den attråede og med smerte ventende vogn. Ved ankomsten på dette sted mødte imidlertid den hindring at den person der formentlig bestyrer vognmand og hyrekusk Mortensens enkes hyrekuskeri nægtede den bestilte vogn med mindre han fik forudbetaling for turen, uagtet han med hensyn til den vognen bestillende persons dragt (vægteruniformen) kunne se at denne ikke var nogen lazaron eller dagdriver.

Imidlertid afholdt denne vægring ikke denne brave mand skønt han ikke havde så mange penge hos sig, som blev opkrævet for vognen, fra at besørge sit ærinde. For han trak sit ur op af lommen og deponerede dette som sikkerhed for vognlejen.

Af forestående fremgår at min kone uden denne brave mands tjenstvillighed måtte have tilbragt en lang tid i en lidende tilstand da der ikke bor flere end den samme hyrekusk på Christianshavn.

Da der i vores nuværende og af sine undersåtter højstelskede konges regeringstid er emaneret en forordning der dikterer maget betydelige korrektioner og straffe for sådanne personer der viser uhjælpsomhed imod deres i fare stedte medmennesker, så indstilles til høje ansvarlige til modnere overvejelse om der ikke er anledning til at foranstalte vedkommende tiltalt og straffet for denne højst urigtige opførsel, for ikke at tale om det hverken var mere eller mindre end hans pligt at opfylde den gjorte anmodning.

Franck, tøjmagersvend.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 371-373).

Strandgade 28.Foto Erik Nicolaisen Høy

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge Vejviseren er der tale om M. C. Mortensens enke, Strandgade 44, Christianshavn. Adressen blev 1856 til Strandgade 28/Wildergade 41, i 1934 henlagt til Strandgade 28-30/Wildersgade 39-43. Strandgade 28 er fra 1626, ombygget flere gange. Også huset i Wildersgade er det fra dengang.

23 november 2016

Mangel paa Transport for Tilskadekomne.

Lørdag den 2. dennes indtraf den ulykke at en håndværkersvend faldt ned fra den under bygning værende gård nr. 349 i Gothersgade, og forslog sig således at han måtte føres til hospitalet. De tilstedeværende søgte da hos hyrekuskene Kymmel og Lorck i samme gade at få en vogn til den forulykkedes transport. Men begge steder nægtedes man en vogn til dette brug - der var nemlig ingen hjemme!

Over for 30 år siden har man i dette blad klaget over at det ved sådanne ulykkestilfælde var vanskeligt at få en vogn. Men endnu er det som før! Med de forrettigheder hyrekuskene her i staden har, synes det som om det rimeligvis kunne pålægges dem altid at have en vogn hjemme til sådant brug. Heste skal de altid have i tilfælde af ildebrand, og disse kunne vel gerne bruges for et øjeblik i et ulykkeligt tilfælde af en anden natur. Sørgeligt skulle det være om et menneskes og som det her var tilfældet, en familiefaders liv skulle sættes på spil fordi man midt i hovedstaden ikke kan få ham bragt tids nok hen hvor hjælp var at finde.

(Politivennen nr. 974. Løverdagen den 30te August 1834, s. 602-603).

15 november 2016

Om Bøndernes Holdepladse i Kildetiden.

Deres blad, hr. udgiver har som jeg hører medvirket til afskaffelsen af mange misbrug. Jeg tør derfor håbe at jeg ikke forgæves henvender mig til Dem for at søge oplysning i en for os bønder vigtig sag.

De holdepladser som ved plakat af 16. februar 1780 er anvist bønderne i kildetiden, er nu så opfyldt af vognmænds og hyrekuskes vogne at kun lille plads levnes bøndervogne, og Gud ved hvorledes det går til, disse må som oftest søge de bagerste pladser hvor folk ikke gerne går til dem.

Da imidlertid såvel forordning 27. januar 1804 som plakat 13. april 1822, kun tillader vognmændene hjemme at udleje befordring, så bedes at en kyndig mand gennem dette blad ville give underretning om til hvem bønderne skal henvende sig for at få bortvist fra pladserne de vogne som er uberettigede til at holde der, ved hvilken lejlighed muligvis også de skriftkloge som på holdepladserne søger at indbilde bønder at det kun er dem fra Københavns Amt der har rettighed til at køre i kildetiden, kan bringes til tavshed. For den gængse tale at bonden aldrig får ret, gælder ikke længere. Ved jeg blot hvor jeg skal henvende mig for at påtale min ret, og vedkommende øvrighed oplyses om at bondens rettighed krænkes, da vil denne blive lige så godt hævdet som nogen anden stands.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 497-498)

19 oktober 2016

En altfor nærgaaende Vognmand.

Hr. vognmand og hyrekusk Jacobsen i Løvstræde har ved næppe nogen hjemlet ret til at spærre hele gaden med sine tilsølede last- eller mere pyntelige stadsvogne? Såvel den side hvor han selv bor, som den anden side af gaden, besættes dog af ham med vogne af begge slags, dels med, dels uden forspænd, således at de andre af gadens beboere ikke kan komme ud af deres gårde med heste og vogne uden først at tiltigge sig den fornødne plads. Holder nu dertil en bryggers, en bondes eller en andens vogn i gaden for at af- eller pålæsse nødvendighedsvarer, da er færdslen i denne desuden temmelig smalle gade aldeles spærret for enhver kørende fra hvilken side han måtte komme. Ja selv fodgængere som nødvendigvis må ty til de meget smalle fortove, er her højligt besværede da vognene står så nær ved fortovet at man hele tiden er udsat for at få klæderne ødelagt af tjære eller skarn hvis man ikke ejer en åls tyndhed og evne til at sno sig. Denne uorden fortjener vist nok med rette at kaldes besværende, men farlig bliver den endog når hr. Jacobsen lader heste stå på gaden der med glubsk bid kaster forbigående over ende, hvilket naboer og genboer kan bevidne er sket.

Allerede for over 30 år siden har i Deres almenagtede blad der har hævet og endnu hæver så mange uordener, været ytret ønske om et regulativ for at forhindre vognmænds anmasselser på den her omtalte måde, kan dette endnu ikke ske, af grunde som dog ikke er let at indse, håber dog anmelderen at man vil yde denne sag opmærksomhed når den som her går så vidt over skrævet.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 540-542) 


08 juli 2016

Om Spærring af Veien ved Assistence-kirkegaarden.

Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro, fandtes denne ved Assistenskirkegården besat af kareter hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde. På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bageste tølpere idet han målte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset - der gik vognen til hjulnavene - og slap efter temmelig nær at være væltet lykkeligt igennem, med den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.

På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling då at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.

(Politivennen nr. 748, Løverdagen den 1ste Mai 1830, s. 284-285)

Jagtvej 53. Tæt på nuværende Nørrebros Runddel (Søllerødgade/ Julius Blomsgade. Tegning, formentlig fra omkring år 1900, men Stadsarkivets kort antyder at ejendommen lå der også i 1856. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913.

29 juni 2016

Uorden paa Droschernes Holdepladse.

På de holdepladser der er anvist droskerne, finder en uorden sted som man håber kun behøver at påpeges for at fjernes af de ansvarlige. Ved disse vogne hensættes nemlig sædvanligvis en krybbe af omtrent en mands halve højde for deraf at fodre hestene hvilket måske kan være fordelagtigere end brugen af sædvanlige muleposer. Men for at opnå en sådan fordel, bør vel næppe forgængernes lemmer og muligvis liv udsættes for fare. Og dog er dette virkelig tilfældet. For når nævnte vogne forlader holdepladsen for at køre en tur, bliver krybberne stående og er da meget farlige for enhver fodgænger der ikke er skarpsynet nok til at blive opmærksom på dem på mørke aftner som er den tid på hvilken droskerne især i dårligt vejr, hyppigst benyttes og krybberne altså står alene tilbage.

Anmelderen har således flere aftner når aldeles ingen vogn var på stedet, fundet en sådan ḱrybbe hen sat ved fortovet udenfor forrige Raus gård på Kongens Nytorv. Han var den første gang nær ved at gøre et farligt fald over denne kasse som da stod oprejst. En anden gang slap han med at snuble over den da den lå på jorden, med fødderne i vejret. På dette sted hvor så mange, barn, mand olding har vandret uden at træffe på sådanne snarer, er det højst uventet at finde dem nu da København med hensyn til orden står langt over de fleste hovedstæder.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 803-805)

26 juni 2016

Oplysning om en Liigfærd, der gjorde Opsigt.

Fredag den 16. i denne måned mødte anmelderen efter foregående indbydelse på Frederiks Hospital for at følge en afdød der til sit hvilested på Assistenskirkegården. Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen uagtet de fremstående udsmykninger blev afbrudt, på anden måde end at et stykke af en alens længde af samme blev stående udenfor ligvognen. For at kisten ikke skulle tabes undervejs, blev den fastsurret med tove til de to forreste opstandere på ligvognen og således transporteret gennem staden hvorved den tildrog sig enhver den mødte særdeles opmærksomhed.

På efterspørgsel erfarede man at den afdøde der ikke her på stedet var i nogen embedsstilling og ikke havde nære pårørende, var indlagt på hospitalet uden betaling. Men at en fjernt beslægtet havde villet forunde ham en såkaldt hæderligere eller mere anstændig begravelse end den hospitalet plejer at give sådanne. Han havde derfor sendt en ligkiste til hospitalet til en pris af 10 rigsbankdaler og desuden deponeret 20 rigsbankdaler til hospitalet til hvilket den øvrige besørgelse overlodes, så begravelsesomkostningerne som efter sigende ville andrage omtrent 30 rigsbankdaler, hermed var dækket ind når man betjente sig af 1 rigsbankdalers ligvognen. *)


"Efter at sørgeparrene var samlet og liget bragt ud i gården, var det umuligt for ligbærerne at få kisten indsat i ligvognen." (Niels Ludvig Mariboe: Lighuset i nordre sidegård mellem Bredgade og Amaliegade, o. 1900. Brostenene kan ikke have været der på Politivennens tid. Københavns Museum.)

Da denne som bekendt nok frembyder et højst ubehageligt skue, ønskede man at benytte den til 5 rigsbankdaler. Men man lod vedkommende forstå at denne forandring ville forårsage at udgifterne som rettes efter den satte takst på ligvognen, derved ville forøges til en sum af nogle og 80 rigsbankdaler, hvorfor man fandt sig beføjet til at afbenytte den første.


Da denne ligvogn der dog synes højst upassende efter nutidens begreb om det anstændige, kun er indrettet til at rumme en kiste der består af 4 brædder, så var det dog ønskeligt at de 4 opstandere forlængedes til en sådan højde at vognen kunne modtage enhver kiste således som den bliver forfærdiget efter nutidens skik.


Regner man nu at denne bør benyttes i det mindste en gang dagligt, så kunne det måske nok lønne sig at kusken fik en mere anstændig påklædning. For det ville være vanskeligt at afgøre grundfarven på den habit som hanhavde, da den spillede mellem rødt, mørkegråt og sort. Især bukserne var yderst slemt medtagne og forsynet med utallige lapper så at han i så henseende ikke stod tilbage for den simpleste karl ved det lille vognmandslaug.

*) Med sørgetæppe og øvrige udgifter koster den dog 3 rigsbankdaler.


(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 691-694)

02 juni 2016

Svar fra Chr. Holst til den lille Angriber i forrige Nr. af Politivennen.

I det sidst udkomne nummer af dette blad har "en næsvis lille person" (jeg ved ingen anden måde at benævne ham på) gjort sig den umage at fremsætte en annonce imod mig i en uforskammet tone. Og hvorfor? Fordi han har set mig give en grov tjenestekarl en følelig, men velfortjent irettesættelse!

At høflighed på et sted hvor en snes mennesker af den tjenende klasse er i virksomhed, ikke altid er det mest virksomme middel, om det end var det mest ønskværdige til at holde så mange som oftest rå og uvillige karle i tømme og bringe dem til at gøre deres pligt, det vil enhver indse der besidders und menneskeforstand. Dog herpå gør den lille anonymus formodentlig heller ingen fordring. For i følelsen af sin lille persons store vigtighed blandede han sig på en næsvis måde i en affære der på ingen måde vedkom ham eller trængte til tredje mands drøftelse. For at jeg uden ydre foranledning skulle have tilladt mig fornærmelige udtryk mod en mig aldeles ubekendt person, er en så tåbelig beskyldning at den næppe behøver noget svar. For hvad skulle vel have bevæget mig til at ytre mig netop mod personen "i den blå chenille" og ikke mod den anden tilstedeværende, når ikke denne første ved på en næsvis måde at trænge sig ind på mig, havde udladt sig med noget om "uforskammet opførsel" og deslige, der opbragte mig og måske har fremkaldt de af ham omtalte udtryk, hvilke jeg for resten hverken vil bekræfte eller benægte, da næsten en hel måned er forløbet siden den tid. Og hvis det måske skulle være netop disse, i brede kredse udtalte ord, der har fornærmet hr. Anonymens lille personlighed og foranlediget hans offentlige angreb, Herre Gud! er det da værd at gøre så mange ophævelser for de prygl han ikke har fået, skønt de for resten kunne have været velfortjente?!

Hvad den øvrige del af historien angår, ved jeg ikke hvad jeg mest skal beundre: personens klogskab eller hans sandhedskærlighed. Han siger "at han gav mig koldsindige og undvigende svar". Hvor klogt! Skade kun at jeg ikke har samme begreber om disse som han. Han fortæller derpå med største suffisance en opspunden diskurs med gadevægteren, hvoraf sandheden er at vægteren bad personen "at pakke sig, da det var juleaften og folkene var lidt muntre, hvilket ikke vedkom ham". Men hvor klogt, hvor snildt ved personen ikke at lægge sine usande udsagn i munden på en stakkels gadevægter! 

Dog hele denne diskurs bærer overhovedet et så latterligt præg at der behøves en forstand som den lille persons, for blot et øjeblik at kunne håbe at bringe andre til at tro den. Men når nu denne samme gadevægter, hvis autoritet De bestandig påberåber Dem, og hvis vidnesbyrd De vel altså heller ikke vil forkaste, da han er deres eneste hjemmel, når nu han tilbyder sig endelig at bevidne hvor det forlanges at han ikke har talt et eneste ord af hvad det har behaget Dem at lægge i munden, så tror jeg enhver vil indse at Deres uforskammethed også heri søger sin lige og alt hvad De har opnået ved at bekendtgøre denne i sig selv ubetydelige sag kun er: at have prostitueret Dem selv.

(Politivennen nr. 682, Løverdagen den 24de Januar 1829, s. 52-56)

Redacteurens Anmærkning


Artiklen er et svar på en artikel i nummer, 681, 17. januar 1829.

05 maj 2016

Efterretning for Vedkommende.

Anmelderen har hørt at befordringsvognene eller de såkaldte returvogne hvert år bliver besigtiget for at de skal være forsvarlige og således at rejsende som benytter dem, intet har at udsætte på dem. Men hvis dette er tilfældet, da må det være længe siden et sådant syn fandt sted. For forleden dag så anmelderen i Store Kongensgade en sådan vogn der skulle befordre to damer til Helsingør, og som manglede alt hvad man kan henregne til bekvemmelighed. Ja selv trinnet op på den venstre side af vognen var borte. Karlen havde ingen stige, og det havde set slemt ud for de stakkels damer dersom ikke en husejer i nabolaget der så deres forlegenhed, havde ladet en karl hente en trappestige ved hvis hjælp de endelig slap op på den høje og umagelige vogn.

Man anmelder dette da det kunne være muligt at vognen kunne få retur med fremmede rejsende og der er vist ingen tvivl om at disse da ville finde en sådan befordring dårlig og ubekvem, især med hensyn til betalingen. At nogen vognmand skulle befordre rejsende med vogne der ikke var synet og godkendt, kan man vel ikke formode. Hvem denne omtalte vogn tilhørte, ved anmelderen ikke. Men kusken var en næsvis holstener der besvarede de spørgsmål han blev stillet, studs og inurbant.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 316-317).

13 februar 2016

Ubehageligt Møde på Vesterbro.

Sidste lørdag den 21. maj besluttede indsenderen af dette sammen med to bekendte at gøre en rejse på 3 mil ud på landet for at profitere af de behageligheder som denne årets skønne tid giver os lejlighed til at benytte. Til den ende ønskede vi os en kørelejlighed, hvilken vi også var så heldige straks at få, og som vi anså meget bekvem for os, da det netop var en af os bekendt bonde fra den by vi havde bestemt os for at tage til. Bonden tilbød straks at befordre os uden at ønske, langt mindre at kræve nogen betaling for det .

Lige så snart vi var færdige til rejsen, gik vi op på vognen og ved hjælp af vores kusks raske befordring så vi os snart ude af hovedstaden. Idet vi nu således ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted. Vi søgte klart at gøre dem den urigtigt fremgangsmåde mod os begribelig, idet vi sagde at bonden på ingen måde kørte for betaling, men kun på grund af det bekendtskab han stod i til den familie, til hvilken vi agtede os. 


 "Idet vi ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger". (Udsigt over det landlige Vesterbro fra Frederiksberg, 1919. H.G. F. Holm)

Men alt var forgæves. Ja der var endog en mand mellem disse vore modstandere som angav sig for at være en vognmand Jacobsen, hvilket også siden blev fundet at være en sandhed, der på en uhøflig måde befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel. Anmelderen nærmede sig derpå værelset for at bidrage sit til at kusken snart kunne blive frigivet og så da i samme til sin store forundring den samme mand der førhen sagdes at være vognmand Jacobsen, sidde som dommer for et bord og tilføre det politibetjentene løseligt tilmeldte ham angående vores anholdelse i en såkaldt protokol der imidlertid hvad anmelderens øje synes at bemærke, snarere var omslaget af en kardus virginiatobak end en protokol. Jeg indlod mig imidlertid ikke med denne besynderlige dommer, men fandt mig i at lægge de 2 rigsbankdaler de krævede af os, hvorfor jeg forlangte kvittering. Men da de fest nægtede at give mig en sådan, måtte jeg finde mig i efter at være blevet opholdt 1 times tid at fortsætte den afbrudte rejse.

Jeg er derfor nu så fri at forespørge hos en mere kompetent dommer end hr. vognmand Jacobsen om det kan anses tilladt og overensstemmende med de herhen hørende anordninger at anholde rejsende som søger befordring på den måde som jeg og mit selskab og ydermere om sådanne personer skal have tilladelse til på stedet hvor anholdelsen sker at idømme mulkter. Eller om det ikke måtte kunne anses for mere hensigtsmæssigt at denne kompetence alene blev vedkommende øvrighed til del. Og videre om det er disse fra politiet udsendte betjente i selskab med en vognmand tilladt vilkårligt at udsætte rejsende for fornærmelser.


(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9733-9737)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen efterfølges af en næsten enslydende beretning "Standret midt på Landevejen" som yderligere oplyser at stedet var på vejen tæt ved Frederiksberg Bakke og at alle modstanderne var vognmænd, altså ikke betjente.