Cyklister og Drosker i Borgerrepræsentationen. (Efterskrift til Politivennen)

Hele Interessen ved Mødet i Borgerrepræsentationen i Aftes samlede sig om det fra Magistraten indsendte Forlag om Nedsættelse af et Fællesudvalg Anledning af Politidirektørens bekendte Idé til Forholdsregler mod Cyklekørselen. Tilskuerpladsen var fuldstændig overfyldt af Cyklister, der havde stillet deres lette Befordringer til Ro i Forhallen, hvor Bisp Absalon til dagligdags troner i ensom Majestæt. I Salen herskede en tropisk Hede, men de interesserede Tilhørere holdt troligt ud, medens Politidirektørens Forslag blev sønderlemmet paa det grundigste af Forsamlingens Viceformand, Assessor Koch, samt vor Partifælle J. Jensen.

Formanden meddelte, at de Aktstykker, hvortil Politidirektøren støtter sig angaaende Bestemmelserne vedrørende Cyklekørslen, ikke var til Stede. Hvis noget Medlem derfor forlanger Sagen udsat, vil dette ske. Da Ingen begærede saadan Udsættelse gaves Ordet til Viceformanden.

Assessor Koch, der indledte sin Tale med den Bemærkning, at han meget godt forstaar, at store Lag af Befolkningen har følt sine Interesser truet ved de af Politidirektørens foreslaaede Bestemmelser. Cyklen er fra et Fornøjelsesmiddel blevet til et Befordringsmiddel af overordentlig stor Betydning. Enkelte af de foreslaaede Bestemmelser kan være ret fornuftige og Overvejelse værd, saaledes Forslaget om, at Cyklister skal have tændt Lygte paa Cyklen efter Mørkets Frembrud. Vi har ganske vist ikke lignende Bestemmelser overfor Vogne, men det kan dog forsvares, da Cyklerne er mere lydløse end Vogne. Andre Bestemmelser, som f. Eks. Forbudet mod Cyklekørsel paa Købmagergade, kan vel overvejes, men er dog meget betænkelige, og Forbudet imod Cyklekørsel paa Ridestierne er absolut forkasteligt. Det vil genere Cyklisten meget uden at være til ringeste Nytte. Saadanne Bestemmelser som Forbud imod Væddekørsel af Cyklister paa Københavns Gader kan være meget fornuftige, men er absolut overflødige, thi der maa jo f. Eks. heller ikke finde Fodvæddeløb Sted paa Københavns Gader. Mærkeligst er dog Hensynet til de Ridende. Der er jo ikke et Menneske her i Byen, der bruger Ridehest for at befordre sig fra det ene Sted til det andet. De holdes udelukkende for Fornøjelse eller af hygieiniske Grunde, og har endelig enkelte Militære Brug for deres Rideheste som Transportmiddel, saa maa saadanne Heste sandelig være saa vel dresserede, at de ikke bliver bange for en Cykle. Man kan meget ofte gaa en Tur paa Københavns Boulevarder uden at møde en eneste Ridende, medens man altid træffer Snese af Cykler. Endelig er Forslaget om Numerering af Cykler i højeste Grad upraktisk. Man vil efter et saadant Forbud ikke kunne leje en Cykle, og Cyklister fra Provinserne vil ikke kunne køre her i Byen, uden at risikere Straf. Tænk Dem saa endelig disse Cykler med et 5-chifret Tal paa Lygten. Et saadant Monstrum af en Lygte vil blive helt ud latterligt. Hvem vilde tænke paa at binde et Numer paa Halen af en Hest, som der nu foreslaas malet bag paa Sædet af Cyklen. (Munterhed). Jeg har ikke noget imod Nedsættelsen af det foreslaaede Udvalg, men det bliver ganske vist kun faa og ubetydelige Ændringer, jeg vil kunne gaa med til.

E. Salomon fandt, at Droskeejerne blev temmelig haardt medtaget ved Politidirektørens Forslag. Iøvrigt var han enig med Koch, idet han dog maatte bemærke, at han ikke kunne anse det for rigtigt, at Cyklister fik [forbud?] at passere Købmagergade.

Dr. Ørum kunde i det hele slutte sig til Assessor Koch; men han var dog taknemlig mod Politidirektøren og Magistraten, fordi de havde foranlediget, at denne Sag kom frem til Behandling. Der var mange Ting at rette paa, og særlig trængte Droskeforholdene til en gennemgribende Reform. Naar man, som Taleren, maatte tilbringe en Dag i disse umagelige Æsker, fik man at føle Ømheden bagefter. Derimod kunde han ikke billige Politidirektørens Paastand om, at Droskekuskene flaaede Folk. De flaar nemlig ikke de Indfødte, og de Fremmede, ja det kommer jo egenlig ikke os ved. (Munterhed.) Om Cyklisterne sagde Næstformanden meget godt, men der kan dog ogsaa siges en Del ondt. Af Cyklisterne er bleven en Landeplage eller en Byplage, kan vi dog vel alle være enige om. Derfor bør man alligevel ikke lave Love for Cyklister alene, og Politidirektørens Bestemmelser forekom Taleren ganske urimelig. Navnlig var det galt at numerere Cyklisterne ligesom Kvæg, der skal paa Fælleden. Heller ikke Forbudet mod at passere Købmagergade forekom ham rimelig. At de ikke maatte komme paa Østergade, kunde endda gaa an; thi der kunde man dreje om ad Lille Kongensgade, men det nye Forbud vilde virke meget generende. Faren ved Cyklekørslen kommer dels fra dem, der ikke kan køre, og en saadan Fyr frembyder dog et skrækkeligt Syn, dels fra de hensynsløse, lad os sige Bøllerne, der i susende Fart kiler gennem Gaderne. Overfor de sidste er der intet andet at gøre, end at stoppe dem og overgive dem til politiet, indtil de lærer at tage Hensyn til andre Folks Liv og Lemmer.

Arkitekt Koch mente, at Livet nu var taget saa temmelig af Politidirektørens monstrøse Forslag, og han skulde derfor ikke yderligere sparke til det.

Hr. Trier var ikke tilbøjelig til at godkende Hr. Ørums Retsgrundsætninger med Hensyn til Forholdet mellem Droskekuske og Fremmede. Han oplæste en Skrivelse fra Dansk Bicycle Club, hvori der protesteredes imod Vedtagelsen af Politidirektørens Forslag. Enhver Hovedstad trænger til at kunne ligge paa Landet til daglig Brug, og Cyklen hjælper svært til med at komme ud over Brolægningen. Vedtagelsen af Politidirektørens Forslag vil betyde meget alvorlige Hindringer for Cyklekørselens Udvikling og undergraver Politiets Autoritet ved at skabe altfor mange Forseelser. Styrk Cyklisternes Æresfølelse, det vil hjælpe bedre end alle Politireglementer.

Dr. Ørum havde ikke billiget Droskekuskenes Optrækkeri overfor Fremmede. Han havde blot ment, at de hellere maatte trække Fremmede op end os selv. (Munterhed.)

H. Trier: Jeg har den modsatte Opfattelse. Skal endelig nogen trækkes op, lad det saa blive os selv og ikke de Tilrejsende.

A. Meyer var glad over, at Politidirektørens Forslag var kommen frem. Derved kom Sagen til Forhandling.

J. Jensen: Ogsaa jeg er enig med Viceformanden i den Kritik, han har underkastet Politidirektørens Forslag. Jeg kunde have ønsket, at Magistraten havde skilt disse 2 Sager, saaledes at man kunde beskæftige sig indgaaende med Droskeforholdene i vor By uden at beskæftige sig med Cykler. Disse trænger vist nok ikke til noget Politireglement. Hverken i denne Forsamling eller i Pressen er der kommet noget som helst frem, der kunde begrunde Trangen til et saadant Reglement, og Pressen har dog - naturligt nok - beskæftiget sig ret indgaaende med dette Thema. Alle saadanne Forbud og Reglementer maa virke uheldigt, thi Rytteren maa jo tilsidst stadigt sidde og spekulere paa, om han nu ikke overtræder en eller anden urimelig Bestemmelse. Man opnaar kun ved saadanne Bestemmelser at sætte Befolkningen i Gangkurv, medens man ved at overlade den Art Ting til Folkets sunde Sans, opdrager og udvikler Befolkningen. Hr. Eugen Petersen har givet os Meddelelser om indskrænkende Bestemmelser, der er i Kraft i andre Lande. Disse Meddelelser siger ikke ret meget og er meget ufuldstændige. Det maa saaledes betvivles, at han kan skaffe os Oplysning om nogen indskrænkende Bestemmelser for Brug af Cykler fra selve Cyklens Hjemsted, England. Naar Dr. Ørum har kaldt Cyklisterne en Landeplage, saa har han vistnok overdrevet noget, og naar han taler om pæne Folk, deriblandt Læger, som ogsaa kører paa Cykle, saa taler han i en Form, som er lidet tiltalende. Fordi der vitterlig eksisterer cyklende Bøller, er det dog ikke nødvendigt at genere alle de Tusinder af Cyklister, der opfører sig vel. Fordi enkelte Medborgere kunde trænge til at faa Haandjærn paa, faldt det dog ingen ind at anvende saadanne Sikkerhedsforanstaltninger overfor alle Landets Borgere Jeg forbeholder mig ved Diskussionens Slutning at foreslaa delt Afstemning om denne Sag, saa at man kun henviser Bestemmelserne om Droskekørselen til det forestaaede Fællesudvalg, men lade Cyklisterne fare i Fred. 

Tømrermester Thomsen antog, Politidirektøren ikke havde anden Brug for de sidst bevilgede 100 Betjente havde lavet sine drakoniske Forslag for at give dem noget at bestille.

Paludan: En stor Del af Befolkningen ser skævt til Cyklisterne, og jeg kan ikke indse, at det kan skade dem at blive numererede. Jeg anbefaler Fællesudvalget.

Urtekræmmer Munck støttede J. Jensens Forslag om delt Afstemning.

Will fandt, at Politidirektørens Forslag var et meget godt Grundlag for et Fællesudvalgs Arbejder.

Kommandør Nielsen kunde slutte sig hertil. Faren ved Cyklerne var deres lydløse Kørsel. Kunde man ikke hænge Bjælder paa dem?

Assessor Lassen: Selv om man er nok saa utilfreds med Politidirektørens Forslag, saa bør man alligevel sende dem i Fællesudvalg. Det modsatte var ikke rigtig velanstændigt. Han maatte beklage, at der i Aviserne var rettet Angreb imod Politidirektøren personlig.

J. Jensen: Jeg kunde ikke tænke mig noget værre, end naar enhver Cykle skulde behænges med en stadig ringende Klokke. Det vilde blive et evindeligt og uudholdeligt Kimeri. Saadanne og lignende Forslag kan jeg ikke se Trangen til og derfor ønsker jeg ikke, at vi skal nedsætte et Fællesudvalg til Overvejelse af reglementerede Bestemmelser, som vi mener, at vi ikke trænger til. Han havde ikke med sit Forslag tænkt at ville fornærme Politidirektøren men maatte dog hævde Forsamlingens Selvstændighed overfor denne Embedsmand. . .

Assessor Koch vilde ligeledes anbefale at forkaste Jensens Forslag. Det var mest høfligt. I Retning af Avislæsning havde han i den sidste Tid levet i en sand Uskyldighedstilstand, da han havde været paa Landet og kun læst "Dagbladet". (Stormende Munterhed.)

K. Mostrup vilde stemme for J. Jensens Forslag. enten det saa var høflig eller ej.

Dr. Ørum var vedblivende af ganske modsat Anskuelse.

J. Marstrand: Den bedste Protest imod Politidirektørens Forslag er følge J. Jensen og standse Sagen straks. Bestemmelserne er upraktiske og uigennemførlige. Vi har desuden allerede en Bestemmelse af 1883, der tillader Politiet at fordre, at Cykler er forsynede med Klokke eller Bjælder.

Borgmester Hansen: Jeg har ikke ønsket at blande mig i denne Sags Realitet, men maa dog advare Dem imod at vedtage J. Jensens Forslag. Justitsministeren kan fordre et Svar, da han nu engang har ønsket at høre vor Mening; men dette Svar kan jo meget godt gaa ud paa, at vi ikke vil have noget Cyklereglement. Lad os i hvert Fald give et Svar.

Diskussionen var dermed tilende.

J. Jensen stillede Forslag om straks at svare Justitsministeren, at man ansaa de gældende Bestemmelser er tilstrækkelige til at regulere Cyklekørselen heri Staden og derfor ikke ønskede de af Politidirektøren forestaaede Bestemmelser optagne i Politivedtægten; men Forslaget forkastedes med 16 St. imod 9. Derpaa vedtoges det at henvise Ministerens Skrivelse til et Fællesudvalg, hvortil Borgerrepræsentationen valgte følgende fem Medlemmer: Asessor Koch, Dr. Ørum, Assessor Lassen, Arkitekt Koch og Axel Meyer.

(Social-Demokraten 2. juli 1895).

Fotograf N. Zachariasen: Cyklister. Haslev. 1896. Foto fra erindring af Ebba Scheel, født 1892. "Fra venstre: min far sagfører Gustav Scheel, Holbæk. Fru apoteker Ipsen, Holbæk. Bankdirektør Petersen (Landmandsbankens afdeling, ???). Min mor, Fru Marie Scheel f. Fungersen, Holbæk. Person 5 husker jeg ikke navnet på, men kan skaffe det, hvis ønskes idet min bror, fhv. generalkonsul Poul Scheel lever og kender alt!!. […] Mine forældre cyklede – lidt af en sensation i 1896 – og til det brug havde de særlige pludderbukser. Ellers gik mor i lange, hvide kjoler med kantebånd, og man holdt op i den på en ganske bestemt måde – albuen ud til siden – hvis man var en rigtig dame. Man gav hinanden hånden på samme måde, albuen ud! […] Da jeg var 8 år, fik jeg en cykel, den stod i spisestuen til mig, og jeg var stum! På samme tid begyndte jeg at rejse alene ud i verden, til Marslev præstegård ved Odense, hvor min mors søster var gift med præsten, og børnene og jeg var jævnaldrene. Jeg drog af med min cykel, stor dukkekuffert (alle mine lege var koncentreret om dukker og deres mange fornødenheder) og så min egen kuffert. Først skulle jeg med toget til Roskilde, der skulle jeg vente i 3 timer, de var lange, og jeg vovede mig ikke bort fra ventesalen, for tænk, om jeg ikke kunne finde tilbage igen!" Tekst af Ebba Scheel. Fotoet er ikke fra København, men giver måske et indtryk af datidens cyklisme. Kbhbilleder. Public domain.

Veteranen i et Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den ældste Droskekusk.

For Tiden er der, som det alt vil være vore Læsere bekendt, en Del Mudder mellem Droskekusks og do.- Ejere; det gælder det vanskelige Takstspørgsmaal, som man fra forskellige Sider ønsker at omredigere. Det skal ogsaa villig indrømmes, at medens 70 Øre som mindste Gebyr kan være god Betaling, er der ingen Mening i, at en Kusk skal køre fra Amagerbro til Frihavnen for det samme. En Krone for Turen fra Langelinje til Frederiksberg Runddel er ogsaa Penge, hverken Hest eller Kusk bliver fed af.

Det synes mer og mer at være det Fornuftigste at indføre det fra Udlandet kendte System: Betalingen rettende sig efter Tid eller Distance, maaske bedst det sidste. Men synderlig hurtige i Vendingen er vi Danske jo ikke, og med Forandringer i dette Kørselsreglement har det ligeledes efter Sagkyndiges Udsagn temmelig lange Udsigter.

* * *

Imidlertid staar som Veteranen i dette aktuelle Spørgsmaal en Mand, "København" i Dag vil præsentere sine Læsere, Droskekusk Peter Poulsen, der nu, 73 Aar gammel, har siddet paa Bukken siden 1851, altsaa samfulde 43 Aar. Det er den Slags Ting, man slaar Æsken ned for!

Peter Poulsen begyndte, da han i 50 kom hjem fra Krigen, hos Vognmand Willumsen i "Kæden".

Det var, om en af hans Kolleger ytrede, i de gode, gamle Dage, da man havde Lov at køre med Lærredsbukser og Straahat, og da den stygge Uniformering var ukendt. Han er følgelig ikke fra den Tid indrulleret i Politibøger, men gennem hans Kamerater fandt vi Vejen til den gamle, graanede Hædersmand, der nu kører Nr. 43, holdende paa Halmtorvet.

- "Er det her, Peter Poulsen holder?" spurgte vi i Gaar Middags en anden Kusk, der har Stade samme Steds.

- "Jo -o, men han er ikke kommen endnu; han blev jo saa vaad i Gaar, det gamle Skidt."

- "Er han da hjemme?" - "N'aa-aa han gaar vel ude i Stalden."

- "Han er jo den Ældste; den Kusk, som har kørt længst? tror De", vedblev vi, "at han kan fortælle os lidt om sit Leben, hvis vi kører ud til ham i Stalden?"

- "Ja ... . hvis han kan faa Forstandskisten i Orden."

- "Har han da vanskelig ved det?"

- "Næ, han er sgu dreven nok."

.... Enfin! Vi kører ud i Danmarksgade 17, hvor vi træffer Peter Poulsen, en graastubbet gammel Sveder, fodrende sin Hest. Han har to Vogne og to Heste; den ene kører hans Søn. Kusken, som har ført os herud, hjælper os da med at underkaste gamle Poulsen et lille Interview, der lunter saa smaat af Sted. Naar man først er et Par og Halvfjerds, gider man ikke

- "Er Du ikke den ældste, Peter Poulsen mumler noget i Skæget; han mener dog, at han tør tilkende sig Prisen.

- "Ja. hvordan er det?" vedbliver vor ungdommelige Kusk, der er et godt Stykke oppe i Tredserne, "der er jo "Skønne Hans". Eller er han død?"

- "Ja, han er væk".

- "Saaer der "Pløjeskidt" og "Svensken", men de har vel ikke kørt saa længe?"

.... Resultatet bliver, at vi virkelig staar overfor Veteranen blandt Droskekuskene, disse vor Bys mest kendte Fysiognomier.

"Naa, hvordan gaar det nu i vore Dage med Kørslen, Peter Poulsen?" vover vi os selv frem.

- "Man kan jo ikke døje det" er den Gamles lakoniske Svar. Og hans yngre Kollega supplerer med Beklagelser over Telefon og Bicykle.

Et Øjeblik synker Peter Poulsen hen i Meditationer over de henrundne Dage mod do gamle, hyggelige Vogne, som ikke kunde slaas ned, (hvorved undgikkes meget Vrøvl og Besvær), og som havde en syv - otte Ruder.

Saa rives han atter hen til Virkeligheden, da Hesten løfter Halen; med Kenderblik ser han først paa Dyret og saa paa sin Kollega, mens hans siger:

- "Ja, frem og tilbage er lige langt".

Det ligger nu nær for os at rette at Spørgsmaal til Peter Poulsen angaaende Dyrets Navn.

- "Hvad hedder Hesten?" spørger vi.

- "Aa, han hedder ikke noget Videre".

- "Ja, ja, da . . . den stamper . . . den er vist ked af det".

- "Aa - aa, han er et Vrøvl: nu keder han sig og vil ud, og naar han kommer ud, spræller han og vil hjem. Der er ingen Udkomme med ham".

- "Næ, det er ikke saadan som med Mennesker, indskyder vi filosofisk."

- "Aa, Menneskene er s'gu li'danne."

- " . . . Har De tjent nogle Penge i Deres lange Tid, Poulsen?"

- "Jeg har tjent mange. (Pavse). Men de er snart gaaet a. H. t. allesammen."

- "Da har De dog ikke nogen stor Familje, ikke mange Børn, vel ?"

- "Naa-aa-aa, jeg har haft tre, men de to døde tidlig. Nu har jeg en Broder, som bor i min Fødeby, Gladsakse, hvor jeg før Krigen kørte med Mælk."

Længere Pavse, under hvilken Gaardens Ungdom, som har samlet sig i Stalddøren, betragter os med stigende Interesse.

- "Ja, saa kan man vel ikke klemme Dem for mere. Saa skulde vi have deres Billede, Poulsen, saa skal De komme paa Bukken i Morgen."

Og med Beredvillighed viste han os derpaa hjem til sin Kone i Nansensgade, hvor han havde tre Billeder.

- "Det bedste er et, som er malet for en trefire Aar siden med Sortkridt; det er vel paa Størrelse med Muleposen her," sagde Poulsen, idet han styrtede noget Hakkelse ned i Krybben til den navnløse Hest.

* * *

Hyp, hyp!

Vi korte atter ned gennem Danmarksgade, mens vor "Lotte" over Skyklapperne skelede op til de srnaa Pigeansigter, der her og der kom til Syne i Vinduerne.

- Tre og fyrretyve Aar som Droskekusk!

Fra sin Buk har han set en By vokse og omformes; set unge Elskende, som i hans Æske første Gang søgte Ly for deres Stævnemøde, blive til gamle og satte Ægtefolk; han har kørt for unge Velhavere, som siden har maattet gaa; han har skiftet Forspand saa mange Gange, at det nu er let forstaaeligt, at han ikke mer kerer sig om at give sin Hest et Navn.

Vi tog Hatten af. Og tørte Svedremmen.

* * *

I Nansensgade har den gamle Kusk et idyllisk Familjeliv med sin for tredje Gang gifte Hustru, der blev viet til Poulsen i Januar d. A. i St. Johannes Kirke. Hun er et godt Stykke oppe i Tredserne og har været forlovet med sin nuværende Gemal i 12 Aar. Til os erklærede hun, at hendes Mand havde kørt Droske i 52 Aar; der er saaledes en lille Uoverensstemmelse mellem de to Parters Udsagn, men i hvilket Ægteskab er der ikke det!

- Ovenstaaende Billede er taget efter et lille Visitkort, der atter har tjent som Grundlag for det omtalte Sortkridts. "SomDe ser", sagde Md. Poulsen, "mangler min Mand et Øje paa Billedet; det har han en Gang kradset ud".

Uden at ville komme nærmere ind paa den Mystik, dette manglende Øje frembyder, lovede vi selvfølgelig at erstatte det, saa vidt muligt, i Trykken.

Glen.

(København 31. maj 1894).

Fremmede Turister i København. (Efterskrift til Politivennen)

En Provinskorrespondent skriver: Eftersommeren har i Aar bragt København en overraskende stor Mængde Reisende. Vistnok alle Hoteller er fyldte, og i alt Fald gælder dette om de store og mest bekendte Hoteller. Der kommer saa at sige ikke noget Tog hertil fra Udlandet eller noget Dampskib fra Sverig uden at adskillige Rejsende maa hjemsøge flere Hoteller for at finde Plads, idet der begyndes med de mere bekendte eller i Pensionater. Hovedstrømmen af de Reisende dannes vistnok af Tyskere der i Massevis ved billige Tog og ad Dampskibsruter bringes hertil; de er let kendelige derved, at de jævnlist samles i livlige Grupper i Hovedfærdselsaarerne og overalt hvor der findes Musæer eller Forlystelsesanstalter. I Reglen er den tyske Turist, der nu besøger København, ledsaget af sin Hustru; Flertallet er jævne Folk, henhørende til Middelstanden. Paaklædningen er net, men ikke udsøgt, og en Rejsetaske hænger over Skulderen. Formaalet er at foretage en saa fornøjelig Tur som mulig for en saa billig Penge, det lader sig gøre. De tyske Damers Udseende svarer til Herrernes, idet deres Toiletter mindre gør Fordring paa at være elegante end paa at være bekvemme og i Stand til at taale Vejrets Omskiftelser. Men en naturlig Følge af alt dette er, at disse Rejsende ikke tilfører Københavns Forretningsliv synderlig Omsætning, og eksempelvis kan anføres, at Droskekuskene til Trods for den store Mængde Fremmede i Aar klager over, at deres Fortjeneste aldrig nogen Sommer har været saa ringe som i denne. I Modsætning til de tyske Rejsende er de svenske overvejende velhavende Folk, der ikke frygter for at give Penge ud, og hvis Tilholdssteder fortrinsvis er Kafeerne omkring Kongens Nytorv og Tivoli om Aftenen. Adskillige Englændere er i de sidste Uger indtrufne hertil. Saa længe Valgene foregik i England, fandtes der næsten ingen Englændere her paa Pladsen, men til Gengæld vælter nu Turiststrømmen fra Storbritanien saa meget livligere ind over os.

(Social-Demokraten 11. august 1886).

Ulykkerne paa Strandvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Et Forsvar for Dampsporvognen er endelig i Gaar fremkommet i Pressen, idet Birkedommer Schow fra nordre Birk har skrevet en Artikel til "Berlingske Tidende", hvori han tager til Orde mod den ualmindelige Hidsighed, som særlig Ulykkesfældet med Frøken Brock har hensat et Par københavnske Blade i.

Ogsaa efter vor Mening har Dampsporvognen ikke saa lidt, der taler for den. Som Befordringsmiddel er den for det første til Gavn for Smaafolk; kommer den bort, har disse ikke andet Valg end enten at gaa de to Mil til Skoven med Kone og Børn, benytte de dyrere Kapervogne, eller rent opgive den smukke Strandvej og holde sig til Jernbanen. Paa den Maade bliver Veien væsenlig til Gavn og Glæde for Vognmænd og Herskaber med egen Befordring.

Dernæst gaar Udviklingen her som alle andre Steder i Retning af Maskinerne. Selv Bicyklerne, med hvilke der ogsaa var meget ubilligt Kvalm i Begyndelsen, er kun et Udslag af dette. De sparer Arbejdskraft, og naar de trods denne i og for sig absolut priselige Fordel alligevel gør Samfundet en Del Ulykker, som er langt værre end dem paa Strandvejen, saa kommer det kun af, at Kapitalisterne, der ejer Kørevognene, ogsaa kommer til at eje Dampsporvognene. Ondet kommer ikke fra selve disse. Enden vil da ogsaa blive, at de ikke nøjes med at erobre Strandvejen, men tager hele "Plougs" København med, for ikke at tale om det øvrige Land.

Tegner, maler og bladtegner Alfred Schmidt (1858-1938): Dampsporvognen kommer. 1887 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hvad angaar Ulykkestilfældene, da vil en længere Tids Statistik utvivlsomt vise, at de ikke er flere, end den gamle Kørsel vilde have fremkaldt. Vi tør endog rolig gaa videre end Birkedommer Schow og paastaa, at de bliver færre. For at erstatte én Dampsporvogns Arbejdskraft, skal der mange Køretøjer, og selv bortset fra, at ikke faa vil blive styrede af Søndagskuske, er det ikke rimeligt, at de mange Befordringer skulde afstedkomme færre Ulykker end den ene Dampvogn. Schow, der vist nok har et Kendskab til Strandvejen som kun faa, skriver herom følgende:

"Hvis man forøvrigt tror, at Paakørsler og Væltninger ikke tidligere fandt Sted paa Strandvejen, vil man tage storligen fejl, thi der var utvivlsomt tidligere inden vi fik Dampsporvognen lige saa mange, om ikke flere Uheld der end nu, foraarsagede ved uforsvarlig Kørsel, Noget, som bedst Rudera af Vogne, der af Politiet opsamledes Dagen efter Helligdage, forslaaede Mennesker og skamferede Heste kunne vidne om. Men dengang blev der gjort langt mindre Snak om Sligt; mange Tilfælde blev endog slet ikke anmeldte for Politiet, idet vedkommende Kuske vel vidste, at de begge havde Skyld. Nu derimod forstaar enhver ubehændig Kusk eller Enhver, der kører uforsvarligt, at vælte al Skyld for selvforskyldt Uheld over paa Dampsporvognen."

Ligeledes hævder Birkedommeren, at de almindelige Sporvogne i sin Tid gjorde flere Ulykker end Dampsporvognen nu. Det forekommer os ikke utroligt, men vi skal dog ikke udtale nogen Mening derom. Et Materiale til Bedømmelsen heraf maatte vel iøvrigt kunne skaffes til Veje.

Paa de positive Forslags Omraade forekommer Hr. Schow os ulige tyndere end i sit Forsvar for Dampsporvognen. Han nøjes egentlig med det temmelig upraktiske, at skrive imod Søndagskuskene, særlig Damer som Styrere Enspændervogne. Vistnok er disse Befordringer de farligste, men at ivre op imod dem nytter ikke, og Kontrol med Kuskene er umulig ud over den, der forbyder Børn at føre Tømmerne.

Skulde vi foreslaa noget, saa var det for det første en noget mindre Kørehastighed for Dampsporvognen. De i Forvejen velhavende Aktionærer kan jo raade Bod paa Tabet derved ved at forøge Togenes Antal, hvilket desuden ogsaa er i Publikums Interesse. For det andet bør Maskinerne gøres fuldstændig røgfortærende. Som det nu er, har den forreste Vogn en styg Lighed med et Lokomotiv fra Klampenborgbanen, baade hvad Røg og Spektakel angaar. Den hvæser og oser og limer sig undertiden forbi Hestene paa en saa hæsblæsende Maade, at man ikke altid kan fortænke dem i, at de faar Nykker ogsaa under en dygtig Kusks Tilsyn.

Men endelig er der et tredje nærliggende Forslag, som ikke et københavnsk Blad har havt Øje for. Det er en bekendt Sag, at ogsaa Dampsporvejsselskabet lønner sine Folk mindre godt. Et Par Højreblade, vi husker ikke i Øjeblikket hvilke, fandt det endog for galt en Gang i Fjor og paatalte det, saa man kan tænke sig, at Funktionærerne muligvis ofte er farne omtrent som Statsbanernes Konduktører. De samme Blade har utvivsomt af og til i de sidste Dages vilde Krig mod Dampsporvognen været med til at give denne og dens Personale Skyld for Ulykkestilfældene ; men Ingen er endnu faldet paa at lægge Skylden hos dem, der lønner Folkene saaledes for et anstrængende, ansvarsfuldt Arbejde, at man virkelig ikke kan sige disse ganske fri for Undskyldninger, naar Paapasseligheden sløves.

Af alle Raad og Forslag forekommer følgende os derfor at være det bedste: Giv Maskinister og Konduktører mere Interesse for deres Gærning i Selskabets Tjeneste ved at give dem en bedre Betaling og en mindre anstrængende Arbejdstid. Selv om Bestyrelsen nemlig vel ikke hører til de daarligste Arbejdsgivere, ino.1 der dog kunne gøres noget ad denne Vej. Det vil ubetinget være til Gavn for alle Parter, for Publikum, der knurrer, for Funktionærerne, der overanstrænges, og ikke mindst for Aktieselskabet, der angribes.

* * *

Vi henviser i øvrigt til efterstaaende Referat af et Møde, som blev holdt i Gaar paa Indenrigsministeriets Foranstaltning til Drøftelse af Sagen.

(Social-Demokraten 2. juli 1886).

Dampsporvogn på Strandvejen: Trianglen, Charlottenlund, Skovshoved, Klampenborg. Det kongelige Bibliotek.

Fra Gader og Veie. (Efterskrift til Politivennen)

I hele Kjøbenhavn og dens Omegn findes ikke ved alfar Vei nogen offenlig Plads, der henligger i en saa skandaløs Tilstand som  den saakaldte Triangel" paa Østerbro. "Trianglen" breder sig som bekjendt midt i den offenlige Passage, hvor de fem Veie Blegdamsveien, Øster Allee, Strandveien, Kalkbrænderiveien og Østerbrogade mødes. Som Følge af sin centrale Beliggenhed kunde denne Veistjerne, der omtrent er en Tønde Land stor, om den var ordenlig anlagt, være en sand Pryd for hele det smukke Kvarter. Men som Forholdene nu ere, er den en ren Skandale for Østerbro med de opvoksende nye Anlæg. Forholdene ere nemlig for Tiden saaledes, at Trianglen mere ligner en Losseplads end et Torv. I Flugt med Blegdamsveien er der imellem Østreallee og Strandveien anlagt en makademiseret Kiørebane, afbrudt af adskillige uregelmæssige brolagte Partier. Der har Forstædernes Sporvei Endestation og Holdeplads. I Flugt med Østerbrogade er der tid til Strandveien en brolagt Kjørebane med Fortov paa den østre Side langs Husene og en Betonsti paa den anden Side, hvor der staar fire Træer, ynkelige Levninger af fordums Herlighed, og det er Holdeplads for Drosker. Paa den tredie Side af Pladsen, der, som Navnet "Trianglen" antyder, er trekantet, er der langs Husene et brolagt Fortov, Jordvei og en smal brolagt Kørebane, der fører fra Østerbrogade til Østeralle og Fælleden. Mellem alle disse veie breder der sig en stor Midtplads, der oprindelig var en smuk Grønning, men som nu er en Mellemting mellem en Mødding og et Morads. Et Sted paa denne Plads staar det en Vandpost, og et andet Sted, paa en Ø i Uføret, er der opført en Bytelegrafstation umiddelbar op til et Pissoir. Derimellem er om Dagen anvist Stadeplads for en Vogn med Sodavand og for nogle Torvehandlende, især Fiskehandlere, hvorved Pladsen til visse Tider af Dagen faar Udseende af et Slags Torv, saa meget mere som der hele Dagen igjennem, og Aftenen med, bagved er etableret et Slags almindeligt Bedested for allehaande maleriske Arbeidskiøretøier, grupperede med løse Krybbet l den vildeste Uorden.

Om Sommeren have ogsaa en Del Kildevogne deres Stade her. Forøvrigt opfyldes Pladsen af Jord-, Sand- og Skarndynger. Den løse Jord, hvoraf Pladsen bestaar, er i den Grad giennemtrukken af alle de Uhumskheder, hin Brug afføder, at naar Jordsmonnet i Sommerens Tørke, opløst i Partikler, i Forening med Sandet fyger for alle Vinde, udbreder et ilde lugtende Støv sig til alle Sider, trænge ind alle vegne og lægge sig i tykke Lag overalt, værre er det dog om vinteren. Er det Frostveir, stivner det opkjørte Jordsmon og Bunkerne sig i klippeagtige Partier, der frembyde en farlig Passage i Mørke. Men i fugtigt veie forvandler det Hele sig til et forfærdeligt Uføre, hvor enhver, der, ukjendt med Lokaliteterune, i Mørke lader sig forlede af den paa Pladsen brændende Lygte til at skyde Gjenvei over Pladsen, maa prise sig lykkelig, om det ikke gaar værre end til Tabet af Skosaal eller til vaade Fødder. Det er ingenlunde nogen Sjældenhed, at Sporvognspassagerer komme saaledes afsted, efter som Intet fornuftigt Væsem kan tænke sig, at der ligger en saaaan Faldgrube paa Alfarvei; kunde Pladsen tale, vilde den fortælle om mange Forbandelser, der have lydt over dens elendige Tilstand.

K. Gamborg: Søndagseftermiddag ved "Trianglen". Illustreret Tidende nr. 1283, 27. april 1884.

Kort sagt, "Trianglen" er i en Tilstand, om ikke burde taales i den mindste Landsby, langt mindre i en Hovedstad, og dog vilde det være saare let at afhjælpe dette Onde, da Pladsen ligger saaledes paa Brynet af Terrainets Afskraanlng mod Stranden, at Fugtigheden blot med et Par Spadestik vilde kunne afledes, især da Hovedkloaken, der fører fra Blegdamsveien til Sundel, ligger lige under den. I sit stille Sind gik Publikum ifior og ventede paa, at der skulde ske noget for "Trianglen", da Kalkbrænderiveien blev planeret, men forgæves. I Stedet for at kjøre noget af den Fyld, der blev afgravet ved Kalkbrænderiveien, ud i Udføret paa Trianglen kjørte man rask forbi med det ene Læs efter det andet for at aflæsse det, Gud ved paa hvilket fjernt Sted. For en forholdsvis ren Ubetydelighed kunde Trianglen reguleres, planeres og blive til en smuk Plads, og vi opfordre Indtrængende vedkommeade Myndigheder til at tage sig af den.

(Nationaltidende 24. februar 1883).

Henrichsen: Parti af Trianglen ved Østerbro. Set mod nord. 1880-1889. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Tiltale for edelig at have aflagt falsk Vidneforklaring for Retten m. m. (Efterskrift til Politivennen).

I Midten af Decbr. Maaned f. A. forhandledes der i den offentlige Politiret en Sag imod Vognmandskarl Theodor Valdemar Berggreen for Paakjørsel af en Sporvogn mm. Under denne Sag, der endte med, at han idømtes en Bøde af 10 Rd., var der opstaaet Formodning om, at tre af Tiltalte førte Vidner, nemlig Vognmandskarlene Niels Møller Thomsen, Bendt Jørgen Bendtsen og Christian Nielsen havde afgivet falsk Forklaring for Retten og bekræftet samme med Ed, at et fjerde Vidne H. ligeledes havde afgivet falsk Forklaring for Retten, uden at have beediget samme, og at Tiltalte havde forledet alle Fire til disse Forbrydelser. Der blev derfor indledet Undersøgelser imod samtlige fem Personer, som alle blive belagte med Varetægtsfængsel, og igaar (Tirsdag) blev Sagen paadømt af Criminalretten. Af Forhøret fremgaaer Følgende: Den 30te Novbr. f. A. om Formiddagen kom 3 Skraldevogne kjørende fra Byen paa Nørrebrogade. Arrestanten Bendtsen kjørte forrest, Thomsen og Nielsen paa den anden og Berggreen og H. paa den bageste Vogn. Berggreen kjørte i rask Trav i Sporvognssporet og vedblev hermed, uagtet han saae Sporvognen komme sig imøde. For ikke at faae sine Heste paakjørte maatte Sporvognskusken dreie dem til Siden, men han undgik ikke Sammenstødet med Berggreens Vogn, som tørnede saa stærkt imod Sporvognens venstre Side, at Passagererne faldt om imellem hverandre og Sporvognens Trappegelænder tilføieres en Skade, der er ansat til 14 Mk. I det Øieblik, Sammenstødet fandt Sted, vare begge de andre Vogne saa langt fra Berggreens, at de Personer, der befandt sig paa dem, ikke kunde see, hvorledes det gik for sig. Ved flere Vidners Forklaringer blev det godtgjort, at Berggreen havde kjørt i stærk Fart, at han havde havt Tid til at vige ud af Sporet, og at Sporvognskudsken ikke havde kunnet undgaae Sammenstødet ved at bremse. Rigtigheden heraf blev imidlertid benægtet af Berggreen, som i Haab om derved at undgaae Ansvar overtalte de ovenfor nævnte Arrestanter til som Vidner at afgive usandfærdige Forklaringer til Fordeel for ham og i fornødent Fald at bekræfte dem med Ed. Berggreen vidste eller havde erfaret, at Thomsen, Bendtsen og Nielsen slet ikke havde seet noget til Paakjørselen og at H., da den indtraf, var saa beskjænket, at han ingen Mening kunde have om det Forefaldne.

Ikke destomindre overtalte han Arrestanterne til at afgive den falske Forklaring, og han var tilstede i den offentlige Politiret og paahørte Forklaringen og Edsaflæggelsen, uden at foretage det Mindste for at afværge Forbrydelsen. Hvad Arrestanterne angaaer, da have de 3 nævnte imod bedre Vidende usandfærdig udsagt, at de havde været Vidne til Sammenstødet, Arrestanten Bendtsen derhos, at det efter hans Skjøn havde været umuligt for Berggreen at slippe ud af Sporet i rette Tid, og Thomsen og Nielsen tillige, at de havde seet Berggreen 20 Skridt fra det Sted, hvor Sammenstødet skete, gjøre sig al mulig Umage for at dreie ud af sporet, samt at Sporvognskudsken kunde have undgaaet Paakjørselen, hvis han betimelig havde bremset. Arrestanten H. afgav en Forklaring, der lignede de to sidstnævnte Arrestanters, uagtet han maatte vide, at den var falsk. Forinden de tre navngivne Arrestanter beedigede deres Forklaringer, bleve de - hvilket udtrykkelig er indrømmet - alvorlig formanede af Dommeren til at udsige Sandhed og foreholdt Lovens Straf for Mened; de aflagde alligevel Eden, ikke fordi de derved opnaaede noget Vederlag, men alene "fordi de ikke syntes at kunne nægte Arrestanten Berggreen den Villighed at vidne falskelig for ham, naar han bad dem derom". Arrestanten H. blev ikke opfordret til at aflægge Ed og paastod, at han, hvis hans Ed var bleven ham affordret, ikke vilde have trøstet sig til at aflægge den, men han afgav dog den falske Forklaring for Retten under Et« Tilbud af Frygt for Mishandling, naar han modsagde de Andres dengang allerede afgivne falske Forklaringer. Arrestanten H. tilstod strax til Rapporten sin Brøde, hvorimod de andre Arrestanter, flvst Arrestanten Bendtsen, først senere opgave deres Nægtelse af at være skyldige.

Af Arrestanterne, der ere i en Alder af imellem 19 og 29 Aar, ere Bendtsen og Berggreen tidligere straffede for mindre Forseelser. Ved Dommen bleve Arrestanterne Thomsen, Bendtsen, Nielsen og Berggreen ansete med Straf af Forbedringshuuarbeide, Berggreen i 3 Aar, de to Andre i 2 Aar for hver især; Arrestanten H. idømtes Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. marts 1871).

P. Olsen: En ny Sporvogn, construeret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende nr. 645, 4. februar 1872.

Kjøbenhavns Offentlige Politiret 27de og 29de Juli 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Torsdagen. den 27de Juli.

- Snedkersvend Stabel og Cigarmagersvend Giessing bebo en Leilighed med fælles Kjøkken, hvorfra der om Natten af og til finder et saa rædsomt Vandspild Sted, at Vandet trænger gjennem Lofter og Vægge ned fra 5te til 3die Sal. Giessing var imidlertid ikke mødt, og Stabel benegtede at have ladet Hanen staa aaben om Natten, i næste Retsmøde vil der blive afsagt Dom i Sagen, og møder Cigarmageren da ikke, vil han faa en Udeblivelsesdom, det kan han være overbevist om.

- Madam Jørgensen, der er Viceværtinde i Urtekræmmer Levys Eiendom, Overgaden oven Vandet Nr. 4, skulde betale 4 Rd. for det Svineri, som havde fundet Sted paa Latrinerne i Eiendommen, men slap med at betale 2 Rd.. da Levy betalte de andre 2 Rd. for hende, der er en fattig Kone.

- - -

- Da Jørgen Nielsen vil producere nogle Vidner for at godtgjøre, at han ikke har nogen Skyld i Overkjørslen af en lille Dreng i Adelgade, maatte Sagen udsættes til et senere Møde.

- Karlen Speyermann havde forleden med en Trækvogn paakjørt en Droske, og Droskekudsken forlangte 12 Rd. i Skadeserstatning, medens Speyermann tilbød ham 4 Mark. Idag blev Skaden vurderet til 9 Rd. 48 Sk., men neppe havde Synsmændene besigtiget Drosken, før Hesten løb ud ad Raadhusets Port og forsvandt for de den forfølgende Betjente. - Ved Mødets Slutning vidstes endnu Intet om Hest og Vogns Skæbne eller om, hvormange Oldinge og Børn der var trampet ihjel og overkjørt af den rasende Droskekrikke. - Sagen med Speyermann endtes endnu ikke idag, da han kun kunde tilbyde Droskeeieren et ugentligt Bidrag af 16 Sk., som han tilmed fandt var et meget "fint" Tilbud.

- Drengene Fr. Vilh. Busk og Chr. Jørgensen, der havde faaet endel Rulletøi under falsk Navn udleveret fra en Rullekjælder og derefter pantsat det i en Sættekjælder, bleve dømte til Ris "efter Omstændighederne".

Som en Mærkelighed ved dette Retsmøde kan anføres, at der idag intet Ladegaardslem var tiltalt for at have solgt Skjorter eller Buxer - og i denne Varme har man dog mindst Brug for disse Beklædningsgjenstande.

(Dags-Telegraphen (København) 28. juli 1865).

Den 1. august indgik Speyermann en aftale med vognmanden om at betale de 9 Rd. 48 skilling i ugentlige rater på 2 mark.

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Wallick.

Lørdagen den 29de Juli.

- Retsmødet begyndte med en Vandspildssags Udsættelse, hvorefter af Manufakturisterne Eman. Schmidt. Lundholm og Selmer, der havde havt aabne Butiker, men med blændede Døre, om Søndag Morgen til Klokken 9, Dhrr. Schmitt og Selmer modtog en Advarsel, og mod Hr. Lundholm hævedes Sagen, da han kun havde ladet udlevere noget Tøi.

- Naar Grovsmedesvendene Beth og Lars Bille en anden Gang ville benytte deres Næver som Forhamre og deres respektive Pandeskaller som Ambolte, hvorpaa de gjensidig smede, saa maa de helst vælge et afsides Sted og ikke en Gade til al foretage Smedeøvelserne paa.

- Kleinsmedsvend Th. Em. Gotfr. Birck kom fra Branden i Valbv. Omme i Farvegade gik to Ungersvende, "en Smørrebrødskærer" og "en Opvarter", der tidligere have været saa uheldigt at maatte bøde for Gadespektakler og Opsætsighed mod Politiet, foran ham med 2 udmaiede Skjønheder. "Lille Jomfru, det er vel ikke Deres Kjæreste, saa kom De hen og følg med Undertegnede." sagde Birck til den ene "Jomfru", idet han pegede paa Smørrebrødskjæreren. Det blev Smørrebrødsmennesket vred over og langede Birck en over Nakken. "Av" brølede Birck og tog Revanche ved at bibringe Modpartens nye Silkehat et saadant Slag, at uvillige Mænd udenfor Retten have erklæret den for at være sunken i Værdi fra 6 Rd. til 24 Skilling. Saa hylede da Silkehattens Eiermand paa Politiet, der kom til og anholdt hele Klatten, og i Retten  betalte Birck idag 2 Rd. i Mulkt, da han var den egentlige Ophavsmand, og Smørrebrødskjæreren, der forlangt Godtgjørelse for sin mishandlede Hovedbedækning, henvistes til Gjældskommissionen som det rette Forum.

- Jens Sørensen - igjen Jens Sørensen atter Jens Sørensen - og Jens Sørensen evig og altid! Der er ingen Ende paa hans mange Droskesager: men nu hører dog hans Virksomhed som Droskekudsk op thi Dommeren erklærede den berømte Jens Sørensen, at han vilde anmode Politidirektøren om at forbyde ham al Kjørsel med Droske for Fremtiden, da Ingen er sikret mod Fornærmelser af den stridige Kudsk. Denne Gang bestod hans Forseelse i. at han havde taget uberettiget Holdeplads og dernæst var han en Aften Kl. 11½ bleven anmodet af en Kaptain om at kjøre ud til Aldersro fra Høibroplads. Men da Sørensen kom hen ved Postgaarden, forlangte han 1 Rd. for at kjøre derud, og Enden paa Historien blev, at Kaptainen, der vilde betale ham efter Drosketaxten, med sin Frue maatte stige ud af Drosken paa Jens Sørensens Forlangende. Jens Sørensen vil vistnok nu blive forhindret i som Droskekudsk at fornærme Folk for Fremtiden.

- Urtekræmmer C. A. Iversen kan virkelig ikke lade et Oliefad henligge en Timestid paa Fortovet.

- I Aaret 1858 blev Værtshusholder Jacobsen ved Nørrevold anklaget af Fæstemændene, fordi han formentlig gjorte Indgreb i deres Rettigheder ved at fæste Tyende til Folk fra Landet. men Jacobsen frikjendtes ikke blot ved Underretten, men endogsaa ved Højesteret. Nu havde Fæstemand Krogh atter givet Klage ind over ham, men Sagen vil vist denne Gang faa det samme Udfald, naar den bliver endelig sluttet.

- Rigtignok har Emilie Aurora Tofte solgt en Særk, hvortil Fattigvæsenet har Ejendomsret, men da hun ikke har krænket Varebeholdningen paa Ladegaarden siden Aaret 1840, og hun altsaa iaar holder sit 25aarige Jubilæum som Ikkesælgende Ladegaardsmedleminde, saa vilde det være for haardt at give hende Tvangsarbeide for det denne Gang; men saa maa hun ogsaa smukt lade hengaa 25 Aar, inden hun atter skiller Fattigvæsenet af med Linned.

- Derimod fik Laurids Petersen, der ligeledes havde solgt noget Stof fra Ladegaarden, 24 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen 30. juli 1865)

Vedr. Jens Sørensen, så gav politidirektøren ham endnu en chance, som dog ikke gik helt efter hensigten:

Kjøbenhavns offentlige Politiret. 2den Afdeling. Assessor Wallick.

Lørdagen den 5te August.

- Jens Sørensen faaer endnu Lov til at køre Droske - thi Politidirektøren har Medlidenhed med ham - men da han efter eget Sigende ikke er stærk i Munden, mødte han idag med et sirligt skrevet Indlæg, der skulde forklare hvorfor han forleden Aften havde forlangt 1 Rd. for at befordre en Kaptain med Frue ud til Vibenshuus, skjøndt Taxten kun er 4 Mark, og da Manden ikke vilde give mere end Taxten lød, maatte han og hans Kone strax staa ud af Drosken. Grunden til at Jens Sørensen forlangte Daleren. angiver han at være Frygt for at blive pryglet af Kaptainen, der var "en hidsig ung Herre", og for 4 Mark vilde han ikke have en banket Trøie, men nok, naar han fik 1 Rd. for det. Kaptainen er for Øieblikket i Aalborg og nu gaaer Sagen over til Jyllands Kyst, hvor Kaptainen ved Aalborg Byret vil blive afhørt som Vidne. Og Gud naade Jens Sørensen, hvis Kaptainens Vidnesbyrd fælder den benegtende Droskekudsk.

Slagsmaal ved Banegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En Sammensværgelse blandt Droskekudske. Til Ordens Overholdelse blandt Droskekudskene ved Jernbanen er der af Politiet truffet flere Bestemmelser', hvis Opfyldelse med den ligeover disse Folk nødvendige Strenghed paasees af det ved Banegaarden posterede Politi. For at der imidlertid aldrig skal savnes Vogne til Befordring af de Reisende, er der oprettet en Holdeplads for Drosker udenfor Banegaarden, og de der holdende Drosker have den Forret at holde forrest i Rækken ved ethvert Togs Ankomst, forsaavidt de møde ved Jernbanestationen senest ved Heisningen af Signalet for et Togs Ankomst. Denne Foranstaltning ere de andre Droskekudske meget misfornøiede med, og denne Misfornøielse kom i Mandags Eftermiddags til Udbrud, idet Kudskene havde sammensvoret sig om, at de, naar Holdedroskerne bleve satte forrest i Rækken, alle vilde kjøre bort, og denne  Beslutning blev da ogsaa udført af dem alle paa to nær, som vare mere fornuftige og erkjendte, at dette vilde være ea unyttig Demonstration. Det eiendommelige Kammeratskab, som hersker mellem Droskekudskene, synes ikke at have tilladt de Sammensvorne at sove roligt, for de to Frafaldne vare blevre tugtede. Samme Dags Aften Kl. 10 hørte det ved Banegaarden posterede Politi Spektakel som af Slagsmaal, og ved at ile til Stedet, saaes det, at det var den ene af de to Syndere, som blev afbanket af hans Kammerater. En af disse, der i Særdeleshed udmærkede sig ved at bearbeide ham, blev udvist af Banegaardens Territorium til stor Misfornøielse for de Øvrige, der alle syntes at have samlet Mod til deres Heltebedrift ved Nydelsen af adskillige Snapse. Da der netop i dette Øieblik ankom et Tog, gjorde det vagthavende Politi, der kjendte alle de Paagjældende, intet Videre ved Sagen den Aften, men anmeldte strax det Passerede paa Politikammeret. Den næste Dag, da Rusen var udsovet, og Urostifterne formodentlig vare komne til Erkjendelse om, at den foregaaende Aftens Begivenheder let kunde have ubehagelige Følger for dem, var Alt i Orden igjen. Paa Grund heraf afgjordes Sagen paa den Maade, at Formanden for Optøierne blov opkaldt til 1ste Politiinspektør, der gav ham en alvorlig Advarsel og tillige forbød ham indtil Videre som Droskekudsk at indfinde sig paa Banegaarden.

(Dags-Telegraphen (København) 6. maj 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret, Marts 1865. (Efterskrift til Politivennen)

For Kjobenhavns offentlige Politieret fremstilledes i Torsdags en stakkels Invalid, iført Uniform og haltende frem ved Hjælp af en forsvarlig Stok. Han kaldte sig Joh. Edv. Wolff, havde i længere Tid gjort Tjeneste som Soldat, tidligere i 2det Jnsanterieregiment, men i sidste Krig som Frivillig ved 1ste, og blev i Affairen ved Lundby truffen i Benet af en Kugle, saa at han reent har mistet sin Førlighed, hvorfor ogsaa stedse gode Mennesker, der have hørt om hans Ulykke, have forsynet ham med Spise- og Drikkevarer. Det var den pæne Side af Medaillen; men Politiet og Retten vilde nok have den anden Side frem, da der var stærk Mistanke om, at Invaliden" ikke var af de ægte. For Retten gjorde denne ogsaa adskillige Indrømmelser, men da han var lidt tilbageholdende i sine Meddelelser, decreteredes der Arrest paa hans Person, hvilket havde den glædelige Virkning paa hans Hukommelse, at han efter kort Tids Forløb besindede sig. Han kan saaledes nu mindes, at han aldrig har staaet ved 2det Infanterieregiment, men derimod været Trainkudsk. Efter at være afskediget fra Militairetaten har han vel for ca. 4 Aar stden, ved at arbejde paa et Skib, brækket Benet, men denne Beskadigelse har dog ikke medført varig Gene for Gangen, idet han deiligt kan gaae, ja maaskee endog løbe uden Stok, hvilket Redskab imidlertid fortrinligt egnede sig til i en duelig Kunstners Haand at opvække Folks Medlidenhed. Efter at have meddeelt disse Oplysninger blev "Invaliden" fri for Arrest, men det ansaaes dog nødvendigt at indhente nærmere Underretning, og Sagen blev derfor udsat. Da gammel Vane bider bedst, hinkede Tiltalte ud af Retten ved Hjælp af sin Medlidenhedsvækker. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. marts 1865).

2den Afdeling, Assessor Wallack.

Tirsdagen den 14de Marts.

- Emil Lou fik idag en Stopper paa sin Mund. Som sidst omtalt, havde Emil med sin Droske forfulgt en Kontorist Ahlund, saaledes at Kontoristen maatte tilkalde Palmer. I Retten kunde Lou saa daarligt tie stille, at han, uagtet han gjentagne Gange blev advaret af Dommeren, ikke kunde undlade at komme med Bemærkninger. Disse Bemærkninger vare ham temmelig kostbare, thi da han ikke vilde holde op, afsagtes der en Kjendelse, som i Medfør af Loven af 11te Febr. 1863 om Behandlingen af offentlige Politisager i Kjøbenhavn, § 19, idømte ham en Mulkt af 2 Rd. til Kommunens Kasse. Hvad derimod Hovedsagen angik, saa slap Emil Lou med en alvorlig Advarsel, idet Kontorist Ahlund nemlig ikke dristede sig til ved Ed at bekræfte, at han ikke havde kaldt Lou for "Slave", hvilket Ukvemsord Lou bestemt paastod, at Kontoristen først havde benyttet mod ham.

- Ligeledes afgjordes idag Sagen mod Brødrene Carl og Erik Høyer, der for nogle Tiggerbreves Skyld idømtes simpelt Fængsel i 8 Dage; det var kun deres store Ungdom, der bevirkede, at de slap for saa godt Kjøb.

- Peter Fischers Handsker vare i Vask, og da han kun har det ene Par Bælvanter, saa er det jo ikke saa forunderligt, at han fryser om Fingrene, naar han kjører Skraldevognen i disse Dage. Og hvad havde denne Fingerfrysen bevirket? - ganske simpelt, at han ikke kunde spinde Skaglerne fra Skraldevognen, da han gik ind i er Værtshus for at faa en Kop Kaffe. I Betragtning af, at Fingrene virkelig kunde have været stivfrosne, slap Fischer for idag med en Advarsel.

- Der havde været Bal i Laxegade. - Der var intet Betalingsbal, nei, der var er komplet Familiebal, som Eierinden af Beværtningen, Mad. Christensen, har faaet Tilladelse til aarlig at afholde i Anledning af "Tvillingernes" Fødselsdag. Og dette Bal blev da afholdt forleden Aften. Ballet var meget animeret. Til Violinens smeltende Toner hvirvlede de Dandsende sig om paa Gulvet, da pludselig den ustyrlige Glæde afbrødet. Fremmede Ansigter traadte ind, blaa Pjækkerter stak afskyeligt af mod Baltoiletterne, og disse Fremmede, fire raske Sømænd, anmodedes om at forlade Terpsikores Tempel. Det havde de tjærede Genier ikke Lyst til, og nu begyndte der først en jævn Ordstrid, som snart gik over til Skænderi og endte med et vældigt Slagsmaal, under hvilket Kvinderne med Hujen og Skrigen flygtede. I et foregaaende Retsmøde erklærede imidlertid de fire Sømænd, at de ikke vilde forlade Kjælderen, fordi de nemlig ved Indgangen havde maattet betale 4 Skilling i Entre, men da Madam Christensen og hendes Associé i Forretningen, Sømand Edvard Sørensen, ivrigt negtede, at der var blevel betalt Entré, udsattes Sagen, for at den unge Sømand Hans Christensen, der sagdes at være den, som havde indkrævet Penge ved Indgangen, kunde blive tilsagt til at give Møde i Retten. Da nu Hans Christensen idag afgav sin Forklaring, begyndte han med at fortælle, at han var saa drukken vedkommende Aften, at han ikke med Bestemthed kunde erindre, hvorledes Sagen var gaaet til. Dommeren opfordrede imidlertid alvorligt Hans Christensen til at sige den rene Sandhed, som han skulde bekræfte med Lovens Ed, og nu fremkom den Forklaring, at Madamen virkelig havde givet Ordre til, at der skulde afkræves de senere Komne en billig Entre. Tillige forklarede Hans Christensen, at han var bleven anmodet baade af Sømand Edvard Sørensen og af Mad. Christensen om at afgive en om end ikke falsk saa dog stærkt koloreret Forklaring i Retten. Sømand Edvard Sørensen og Mad. Christensen bleve derpaa satte under Anholdelse, og Sagen henvistes til et Kriminalkammer, hvor den vil blive endelig afgjort.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1865).

Om Omnibussen til Gjentofte.

Indsenderen ville forrige søndag sammen med en bekendt tage ud til Gentofte. Da vi vidste at en omnibus denne dag afgik til Gentofte fra hr. Petersens bopæl i Møntergade, begav vi os derhen og så af den ophængte tavle at omnibussen kørte kl. 3. Da vi derpå til bestemt tid indfandt os, fik vi den besked at de ikke kunne køre for 2 passagerer. Da man daglig ser andre omnibusser køre til deres bestemmelsessteder, enten der er passagerer eller ej, findes denne fremgangsmåde meget upassende. Og det var ønskeligt at der for fremtiden på tavlen blev anført at omnibussen kun afgik når et tilstrækkeligt antal personer indfandt sig. For at man i vigtige ærinder kunne benytte sig af en mere sikker lejlighed.

(Politivennen nr. 1429. Løverdagen, den 19 Mai 1843. Side 319-320). 

Concert paa Hjørnet af Myntergade og Pilestræde.

I den senere tid bliver beboerne af Pilestræde, Møntergade og de gader der ligger i nærheden, for det meste hver aften opvartet med en offentlig koncert der vedvarer omtrent fra kl. halv ti til ti. Denne musikalske nydelse tror anmelderen at publikum skylder hr. omnibusejer Petersen på hjørnet af Møntergade og Pilestræde der formentlig betaler sin omnibuskusk at opføre samme for at sammenblæse passagerer til omnibusfarten. Dog er der vist mange aldrende og sygelige personer som kun nyder lidt ro og hvile, der på denne sene tid af aftenen ønskede sig fritaget for denne uhyggelige horntuden som denne virtuos på posthorn ideligt udfører. 

I tirsdag aftes opførtes således ikke færre end en halv snes forskellige ufuldendte og mislykkede koncert- og vaudevillestykker, og når man så tillige hører koncertgiveren på bukken akkompagneret af flere af nabolagets ikke-musikelskende hunde, så kan enhver der bor i et af stadens roligere kvarterer, nok gøre sig en forestilling om hvad oven nævnte gaders beboere må udstå. Skulle det ikke være muligt at der fra det offentliges side kunne gives hr. Petersen en instruks hvorledes han på en for disse gaders beboeres mindre foruroligende måde om aftenen kunne sammenkalde sine omnibuspassagerer?

(Politivennen nr. 1375, Løverdagen, den 7de Mai 1842. Side 298-299). 

Annoncer fra Adresseavisen, 23. august 1843. På billedet ses et indtryk af hvordan sådanne hestetrukne omnibusser så ud, og de blev forlæg for senere tiders sporvogne, ligesom navnet overlevede som nutidens busser.

Redacteurens Anmærkning

Omnibusfart havde en kort opblomstringsperiode fra 1840'erne til 1860'erne som alternativ til hestedroskerne. Det var ikke kun hornmusik der gjorde dem upopulære. Datidens marksten på vejene kombineret med dårligt affjedrede omnibusser gjorde dem trods alt til en begrænset konkurrent. Da sporvognene dukkede op, forsvandt hesteomnibusserne helt.

Kjøbenhavnsposten havde allerede i 1839 beklaget at man endnu ikke havde fået indført omnibusser i Danmark (illustrationen stammer derfra).

En uheldig Kongelig Kudsk.

Adskillige store uheld der i den sidste tid er ramt flere kørende her i staden, har forøget den opmærksomhed hvormed man må betragte en kongelig kusk der synes at være meget uheldig. For at uduelighed ligefrem skulle være årsagen til de mange fataliteter der er truffet ham, tør man næppe antage, da han vel i så fald ikke havde opnået en sådan ansættelse. 

Denne mand hvis navn skal være Niels Petersen Skousgaard, kørte således i oktober måned forrige år i Filosofgangen hvor begge hestene der var af det kongelige røde spænd, styrtede i den dybe slamkiste, hvoraf de måtte løftes op med stænger. At de der har fået et betydeligt knæk, er troligt, da den ene efter en langvarig sygdom er død for kort tid siden. For samme mand kuldkastedes i juni måned dette år på samme sted 4 af kongens sorte hingste som ved slaver måtte graves ud af den dybe grav. 

Ligeledes har han haft det uheld mens et medlem af den kongelige familie sad i vognen, at køre på en afvisersten med en sådan kraft at lakajen styrtede af vognen. Og samme dag tog hesten der var spændt for den tomme vogn, sig den frihed at spadsere ind mellem fourchetterne udenfor vagten på Amalienborg, hvorfra de måtte ledes ud ved vagtmandskabet. 

Næppe nogen af stadens borgere ville betro en mand hvem sådant var hændt, deres heste og vogne og endnu mindre deres og families liv og lemmer. Og vi kan derfor heller ikke uden stor ængstelse tænke os ham som kusk for de os allerdyrebareste medlemmer af den kongelige familie. Dog vil vi ikke dvæle ved et sørgeligt maleri af de ulykker der kan afstedkommes ved en sådan mands malkonduite. Eller hvad navn man nu heller ville give det. Men vi henstiller trøstigt til hans excellence staldmesteren om det ikke måtte anses passende at den her nævnte mand blev fjernet fra en post hvortil han synes mindre brugbar hvis man tør dømme efter de her anførte bevislige fakta, som vi dog antager ikke at være hans excellence ubekendte. For mandens forsørgelse på anden måde vil der vel ved hans excellences gunst findes udvej.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 599-601)