Justitssagen imod Sigvald Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen er hævet.

En Snyder til Inspektør Bahnson.

Begravelsesvæsenet har nu frafaldet Tiltale imod Folkethingsmand Sigvald Olsen.

Som bekendt blev denne Sag rejst imod Sigvald Olsen paa Foranledning af Inspektøren paa Vestre Kirkegaard, Bahnson, som havde nedlagt Forbud imod, at vor Partifælle talte ved Cigararbejder Hougaards Begravelse.

Forretningsføreren for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" og en Medarbejder ved "Social-Demokraten" blev stævnede som Vidner; men under denne Vidneførsel blev det godtgjort, at Præsten havde tilladt Olsen at tale, og at Bahnson havde spurgt vor Medarbejder, hvad denne troede, at Sigvald Olsen vilde tale om. Herpaa fik han det Svar, at Olsen sikkert kun vilde byde et Farvel og takke for det gode Arbejde, den Afdøde havde udført, og Bahnson svarede hertil: "Naa, Gud ske Lov da!"

Herved fik naturligvis hele Sagen et andet Udseende, idet Bahnson hidtil havde paastaaet, at Olsen havde besvaret hans Forbud med i en hidsig Tone at sige: "Jeg vil tale!" Da Bahnson

imidlertid ikke kunde benægte, at det forholdt sig, som af Vidnerne fremført, lod Birkedommeren Vidnesagen beskrive og sendte den til Begravelsenets Bestyrelse, med Forespørgsel, om den nu vilde have den fremmet.

Det er paa dette Spørgsmaal, der nu er kommet Svar fra Begravelsesvæsenet. Det hedder deri, at dette Sagsanlæg er sket paa Foranledning af Inspektør Bahnson, men da dennes Udsagn under Vidneførslen dels var vage og selvmodsigende, dels ikke stemmede med den Rapport, paa Grundlag af hvilken Undersøgelsen var paabudt, saa Begravelsesvæsnet ikke nogen Grund til at føre Sagen videre.

Men nu er det konstateret, at Vester Kirkegaard har en Inspektør, der af Partifanatisme og for at komme en politisk Modstander tillivs laver en saa stærkt farvet Rapport, at den ikke holder

ved nærmere Undersøgelse.

Det lykkedes imidlertid først efter at Folkethingsmand Sigvald Olsen har sat et stort Apparat af Vidner i Bevægelse, selv har haft og forvoldt andre stort Tidsspilde, for Skridt for Skridt at tvinge den politiske Kirkegaardsinspektør til at indrømme en simpel Kendsgerning. Sigvald Olsen har kun, som den Afdødes nærmeste Ven, da der absolut ikke var nogen Slægtning til

Stede, gjort det samme, som der bliver gjort ved Tusinder af Begravelser, idet han i varme Ord omtalte den Afdødes uegennyttige Arbejde, og takkede det vældige Følge, fordi de hædrede hans Minde ved at være til Stede.

Begravelsesvæsnet har imidlertid truffet en ny Ordning, og imod den maa vi nedlægge den alvorligste Protest. Hidtil kunde Præsten give andre Tilladelse til at tale ved Graven, men under Sagen imod Sigvald Olsen oplystes, at det nu er Graveren, som kan forbyde Folk at tale, eventuelt med Politiets Hjælp forhindre, at der bliver talt af andre end Præsten, men en saadan Myndighed er altfor stor at lægge i en Gravers Haand.

(Social-Demokraten 21. februar 1900).

Sigvald Conrad Christian Olsen (1854-1919). Bryggeribestyrer, rigsdagsmand. Det Kongelige Bibliotek. Fagforeningsmand og politiker. Arbejdede i Tyskland som cigarmager og tilsluttede sig i 1870'erne den socialistiske bevægelse. I Danmark aktiv i organiseringen af tobaksarbejderne. 1884-96 formand for Enigheden og 1887-99 for Tobaksarbejderforbundet. Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1895 til sin død.

Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som lom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, al Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag sik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Delte er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københevnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske kke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet as Korsgade, og Kapelvej, fortæller, al hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm , som bor i Grissenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da. al hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrom før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Mari Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv. men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Cristensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idel Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenseldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Ehristensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har sundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Fru Lona Barrisons kniplinger. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison er den mest bekendte af de unge piger, der i sin tid udgjorde truppen "Søstrene Barrison", og som vakte kolossal opmærksomhed i udlandets varieteer på grund af deres skønhed, ungdom og kvikke optræden - men først og fremmest på grund af deres letklædthed.

Hun - der ligesom et par andre af selskabets medlemmer stammede fra Fyn - gik imidlertid hen og giftede sig, og da flere af de andre fandt på det samme, opløstes så truppen.

Fru Lona Barrison, som hun derefter kaldte sig, optrådte nu på egen hånd og fejrede mange triumfer. Men samtidig havde hun rigtignok den sorg, at formanden for den tyske Artistforening bestred hendes foreteelser i sit blad og betegnede hende som en dame, ingen anstændig artist kunne optræde sammen med.

Det kom til en proces mellem hende og hendes mand på den ene side og artistformanden på den anden, og det endte - atter en sejr for danskheden! - med at artistformanden måtte erlægge en bøde, hvorhos hans udtalelser blev mortificerede.

Men fru Lona Barrison har efter denne Pyrrhussejr haft mange genvordigheder at udstå, og for nogen tid siden, da hun indlogerede sig i et hotel i "Unter den Linden" i Berlin, gik det så vidt, at man ved allehånde trakasserier søgte at få hende til at fortrække fra hotellet.

Der var da også nogen - hvem det var vides ikke - der fik en af pigerne til at stjæle de kniplinger, Lona skulle have på ved sin optræden om aftenen i Apolloteatret. Og da fru Lonas dragt om aftenen så at sige udelukkende består af disse kniplinger, vil man forstå, at hendes optræden nu var blevet umuliggjort.

Men i disse dage har hun fået en frygtelig hævn over hotelpigen. Hun meldte nemlig straks sagen til politiet, og nu har retten idømt pigen en måneds fængsel for - tyveri.

Sådan sejrer altid retfærdigheden og den hvide uskyld.

(Aarhus Amtstidende, 27. juni 1899).

Lona Barrison. Theatermuseum Wien. Reutlinger, Paris. CC BY-NC-SA.

Bryggeriet "Trekroner", Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 Indbydelse til tegning

af

Aktier og Obligationer

i aktieselskabet

"Bryggeriet Trekroner".

Under ovenstående navn er der stillet et aktieselskab med det formål at drive produktion af overgæret øl.

Aktieselskabets bryggeri vil blive anlagt i Valby hvor selskabet har sikret sig et areal af 5 tdr. land. Dets anlæg og indretning vil ske under tilsyn af herr. bryggeriinspektør C. I. W. I. Lüders, der som direktør vil forestå ledelsen af bryggeriets drift.

Bryggeriet vil blive anlagt efter de nyeste og bedste principper hvorved på den ene side vil vindes garanti for fremstillingen af godt og ensartet produkt og på den anden side opnås fordelene ved en rationel økonomisk drift.

Det forventes at driften vikl kunne påbegyndes i sommeren 1899. Aktieselskabets driftsår løber fra 1. oktober til 30. september. Det første driftsår vil omfatte tiden fra driftens påbegyndelse til 30. september 1900.

Til anlægsomkostniger og driftskapital vil udkræves kr. 900.000 hvoraf kr. 300.000 tilvejebringes ved et partialobligationslån, kr. 600.000 ved udstedelse af aktier. Partialobligationslånet der forrentes med 5 pct. p. a. sikres ved 1. prioritets panteret i aktieselskabets faste ejendom med materiel og driftsinventar, hvis samlede anskaffelsessum vil andrage ca. kr. 800.000.

For lånet udstedes en hovedobligation med tilhørende 300 stk. partialobligationer a kr. 1.000 forsynede med halvårlige rentekupons pr. 2. januar og 1. juli, første kupon pr. 1. juli 1899.

Hovedobligationen deponeres i Nationalbanken der i samme vil blive stillet som repræsentant for partialobligationerne. Fra og med året 1905 amortiseres lånet ved udtrækning til indfrielse af partialobligationer til et beløb af mindst kr. 15.000 årlig.

Af partialobligationslånet er fast overtaget kr. 100.000, af aktierne kr. 150.000, resten

Kr. 200.000 partialobligationer

og kr. 450.000 aktier

udbydes til tegning.

Tegningen sker ved d'herrer J. S. Salomonsen & Co. der er bemyndigede til på aktieselskabets vegne at modtage og kvittere for de indbetalte beløb, for hvilke der udstedes interimsbeviser som i sin tid vil blive ombyttede henholdsvis med obligationer og aktier. Selskabets love henligger til eftersyn på tegningsstedet.

København den 15. juni 1898.

Bestyrelsen for aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"
Alfred Benzon, apoteker og fabrikejer.
F. E. v. d. Aa Kúhle, fabrikant, bestyrelsens formand.
L. Zeuthen, overretssagfører.

_____

I henhold til foranstående indbydelse modtager vi tegning af

a) kr. 450.000 aktier i aktieselskabet

"Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 2.000 og kr. 500 til pari kurs, at betale med

25 pct. ved tegningen,
25 pct. den 1. oktober d. å.
25 pct. den 2. januar 1899
25 pct. den 1. april 1899

Af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p. a. fra indbetalingsdagen til 1. april 18989, hvilken rentegodtgørelse reguleres ved indbetalingen af den sidste rate.

b) Kr. 200.000 5% 1. prioritets partialobligationer

i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 1000 til pari kurs, at erlægge enten kontant ved tegningen eller med

50 pct. ved tegningen
50 pct. den 2. januar 1899.

af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p.a. fra indbetalingsdagen til 1. januar 1899, hvilekn rentegodtgørelse reguleres ved de originale obligationers udlevering.

Udebliver nogen indbetaling - enten på aktier eller på obligationer - mere end 8 dage efter de fastsatte terminer, er selskabet berettiget til at betragte den som ikke rettidig præsteret.

Tegningen foregår på vort kontor, Amagertorv nr. 7, 1. sal:

Onsdag den 22. juni og
torsdag den 23. juni.

I tiden fra 10-2 og sluttes når de fremlagte beløb er tegnede, dog forbeholdes eventuel reduktion.

D. u. s. 

J. S. Salomonsen & Co.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. juni 1898. Også publiceret i en lang række andre dagblade)

I en  artikel om "Aktiemæthed" der blev bragt i flere aviser, nævnes bryggeriet som et af flere eksempler:

Og endnu mere slående er det at i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner" - der syntes at måtte have de bedste chancer og under hvis indbydelse til tegning en Kühles navn figurerede (en omstændighed der kunne tyde på en vis forbindelse med Gamle Carlsberg) i dette foretagende er der faktisk kun tegnet for ca. 40.000 kr. aktioner af de udbudte 450.000 kr.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. juni 1898)

Et nyt bryggeri

Et helt nyt brygger er i sin vorden ude i Valby. Bryggeriet får navnet "Trekroner" og skal ledes af en broder til direktør Kühle på Gl. Carlsberg samt fhv. overinspektør ved "De forenede Bryggerier" hr. Lüders.

Det betydelige anlæg er allerede godt fremskredet og skal efter bestemmelsen stå færdigt til foråret.

Som specialitet vil man kaste sig over krone-øllet. Ved siden deraf er der tale om et stort pilsnerbryggeri.

(Dannebrog (København), 28 september 1898).

Frederik Emil van der Aa Kühle (1852-1902) var fabrikant og 1901-1902 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Hans langt mere kendte bror var Søren Anton van der Aa Kühle (1849-1906) var brygmester og direktør for Gamle Carlsberg, udpeget af J. C. Jacobsen som sin efterfølger. Dette skete i 1887, fra 1901 som overdirektør. Fra 1903 boede han på villa Solbakken i Valby og er begravet på Vestre Kirkegård. 

Firma-Anmeldelse

I henhold til lov 1. marts 1889 om handelsregistre mm. bekendtgøres herved at jeg under d.d. har modtaget anmeldelse om at et aktieselskab under firma "Bryggeriet Trekroner Aktieselskab" driver fabrikationsvirksomhed med hjemsted i Valby, Hvidovre sogn. Bestyrelsen af aktieselskabet, hvis vedtægter er af 18. juni 1898, består af fabrikant F. E: van der Aa Kühle af Valby, bestyrelsens formand, fabriksejer og apoteker Alfred Benzon, R. af København, samt overretssagfører L. Zeuthen af København. Ret til at tegne selskabets firma har to medlemmer af bestyrelsen i forening. Aktiekapitalen, der er fuldt indbetalt, udgør 600.000 kr. i aktier på 2.000 og 500 kr. lydende på ihændehaveren. Bekendtgørelse til medlemmerne skal ske i den til optagelse af offentlige bekendtgørelser i København autoriserede avis.

Københavns amts søndre birk, den 17. maj 1899.

Høst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. maj 1899). 

De forenede Bryggerier

Den i morgen forestående generalforsamling bliver formentlig meget livlig idet omtrent halvtredje mill. kr. i aktier vides at ville blive repræsentererede, hvorfor lokalet er forlagt til Koncertpalæet.

Hele den gamle bestyrelsen siges at ville nedlægge mandaterne, og en ny mindre bestyrelse antages at ville blive valgt, bestående af nogle medlemmer af den ældre bestyrelse samt af nye mænd, blandt hvilke apoteker Alfr. Benzon og lektor Johannsen nævnes. 

Efter forlydende agtes flere ejendomme med nedlagt bryggerier bortsolgte (således Svanholm og Kongens Bryghus samt mulig en eller et par til), mens hvidtølsbryggeriet "Trekroner" som er af ny og fortrinlig indretning, påtænkes købt.

Man venter endvidere forslag til lovændringer om ansættelse af en eller flere driftsdirektører, og på Børsen i går antoges direktør Dessau på Tuborg samt direktør for bryggeriet "Trekroner" i Valby, Kühle, eventuelt at have de bedste chancer.

(Dagens Nyheder, 18. maj 1899).

Bryggeriet Trekroners bygning i Valby i 2019, Trekronergade 26. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I København skal det i forgårs være kommet til tumulter. Herom melder et telegram: På bryggeriet "Trekroner" i København hvis metier står udenfor arbejdsgiverforeningen, blev i tirsdags nogle af arbejderne overfaldet af de udelukkede. Arbejderne der fredelig gik fra deres gerning, blev gennembankede på det frygteligste.

(Dannevirke, 1. juni 1899).

Aktieselskabet

De forenede Bryggerier

I henhold til lovenes § 11 indkaldes herved en ekstraordinær generalforsamling til tirsdag den 20. juni d. å. kl. 3:30 efterm. i Koncerpalæet, Bredgade 28, med følgende dagsorden:

1. Forslag fra en kreds af aktionærer om køb af bryggeriet "Trekroner"
2. Forslag til og ændringer derunder bemyndigelse for bestyrelsen til at udvide aktiekapitalen og forøge obligationslånene.
3. Valg af bestyrelse.

Adgangskort til generalforsamlingen fås mod legitimation af egenskaben som aktionær på den i lovenes § 15 foreskrevne måde fra den 12. til den 17. juni, begge dage inklusive, daglig kl. 10-2 på aktieselskabets hovedkontor, Vestergade 18.

København den 6. juni 1899.

Bestyrelsen for aktieselskabet
"De forenede Bryggerier"

Aktieselskabet

Bryggeriet "Trekroner"

I henhold til aktieselskabets loves § 8 indkaldes herved til overordentlig generalforsamling til tirsdag den 20. juni d. å. kl. 12 form. i Hotel "Dagmar", Vestre Boulevard 12, med følgende

Dagsorden: 

Forslag om eventuel opløsning af aktieselskabet i henhold ti lovenes § 32.

Stemmesedler udleveres mod legitimation af stemmeret på vekselerfirmaet J. S. Salomonsen & Co.'s kontor, Amagertorv nr. 7, 1. sal, fra 12. til 17. juni inklusive, daglig kl. 10-2

Københavns den 6. juni 1899

Bestyrelsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 6. juni 1899).

De forenede Bryggerier.

Generalforsamlingen på tirsdag.

Skal Bryggeriet "Trekroner" købes og etatsråd Fritsche genvælges?

Der er al udsigt til, at den nye, ekstraordinære generalforsamling, der på tirsdag skal afholdes i "De forenede Bryggerier", vil blive ikke mindre bevæget end den, der fandt sted den 19. april, og på hvilken den gamle bestyrelse til sin egen overraskelse hentede sig et mistillidsvotum så eklatant som vel sjældent nogen bestyrelse i et aktieselskab har fået.

---

Hvad angaar købet af bryggeriet "Trekroner", er der meget delte meninger blandt aktionærerne. Det nye bryggeri er endnu ikke færdigt; det har altså ingen kundekreds, og ingen mo'ers sjæl kan vide, af hvad værdi eller betydning det kan være for "De forenede Bryggerier" at erhverve dette aktiv, der i det højeste kan betragtes som en fremtidsmulighed. "Trekroner" skal udelukkende være et hvidtølsbryggeri. "De forenede Bryggerier" har imidlertid allerede et sådant der ganske tilfredsstiller deres nuværende afsætning på dette område, men det er næppe heller ønsket om at udvide hvidtølsproduktionen, der har fremkaldt tanken om at erhverve "Trekroner. Det forlydende har vistnok ret som siger, at købet af "Trekroner" er det offer, der skal bringes visse vrede guder for at få gennemført en forhøjelse af ølprisen. Forklaringen hertil skal være den, at hr. Kühle, der sammen med apoteker Alfr. Benzon og overretssagfører Zeuthen o. fl. danner det endnu ufærdige bryggeris tilkommende bestyrelse, er en bror til GI. Carlsbergs chef, kaptajn van d. Aa Kühle, med hvem etatsråd Haurowitz ikke stod på en sådan fod, at der mellem dem kunne føres nogen forhandling om en prisforhøjelse til delvis dækning af ølskatten.

Så vidt vi har kunnet erfare, er man fra oppositionens side absolut ikke begejstret for købet af "Trekroner", men det anses dog ikke for umuligt, at man af de ovenfor anførte grunde i sidste instans akcepterer denne ordning.

Hvad man derimod decideret misbilliger, er dette, at "Trekroner"-spørgsmaalet opføres som nr. 1 på generalforsamlingens dagsorden, at det med andre ord bliver under den gamle bestyrelses Ægide, at dette vigtige - måske heldige, måske skæbnesvangre - skridt gøres, På dagsordenen er spørgsmålet opført som et forslag fra "en kreds at aktionærer". Man siger - vi véd ikke, med hvor megen ret - at den gamle bestyrelse eller i alt fald enkelte af dens medlemmer har været virksomme ved de underhandlinger, der i den sidste tid er førte for at få ordnet denne sag. Og her overfor er det at det fra oppositionens side gøres gældende, at hverken den gamle bestyrelse eller "en kreds af aktionærer" er i stand til at føre så vigtige forhandlinger på aktieselskabets vegne på fuldt betryggende måde. Man forlanger - og vi synes: med god ret - at dette arbejde og dette ansvar burde man have ladet ligge til den nye bestyrelse, der skal vælges på tirsdag, og efter sikkert forlydende vil de samme Herrer, der den 19. maj var oppositionens ordførere: Direktør Slomann, ingeniør Johannsen, ingeniør Zahrtmaan o. fl., stille forslag om. at hele "Trekroner"-spørgsmålet henvises til afgørelse af den nye bestyrelse.

Hvem der skal danne »De forenede Bryggeriers" nye ledelse, er det andet store spørgsmål, som i disse dage med meget stor iver drøftes af de interesserede parter.

(Artiklen fortsætter med at analysere valget til bestyrelsen, med navne)

- Hvem hr. Lassen er, véd vi ikke, ud over det, at han skal være en broder til plantageejer Lassen og netop i disse dage er vendt hjem fra Sumatra. Brygger J. Tvede har megen sympati for sig blandt aktionærerne af oppositionen; han tog som bekendt, afstand fra sine kolleger i den gamle bestyrelse, da disse vedtog at bevilge etatsraad Haurowitz 12.500 kr. om året for resten af hans funktionstid. D'hrr. Alfr. Benzon og Zeuthen er jo to meget udmærkede mænd, som fra den side naturlig er taget med som repræsentanter for det forventede nye aktiv "Trekroner".

---

(Dannebrog (København), 15. juni 1899. Dannebrog havde endvidere et interview den 17. juni 1899 i anledning af generalforsamlingen med bankdirektør Heide, som var en af de største aktionærer i "De forenede Bryggerier").

En aktionær indrykkede et læserbrev i flere aviser (se fx København 18. juni 1899), hvori han angav at årsagen til at de interessenter i "Trekroner" gerne ville slippe af med bryggeriet ved at sælge det. 

Bryggeriet "Trekoner" vedtog på generalforsamlingen  20. juni 1899 at bemyndige bestyrelsen til at overdrage samtlige aktiver og passiver til "De forenede Bryggerier". Herefter blev aktieselskabet opløst. Grunden var at forudsætningen for at danne selskabet var at vinde på den krig som dengang var mellem bryggerierne. Da den nu var forbi og ingen udsigt var til at den ville bryde ud igen, var et salg nødvendigt for at slippe for tab, bortset fra det som fulgte af lockouten. (Se fx Nationaltidende, 20. juni 1899).

De forenede Bryggerier køber Bryggeriet Trekroner.

Oppositionen stemmes ned.

I Gaar Eftermiddags holdt "De forenede Bryggerier" endelig sin saa længe bebudede Generalforsamling, og det viste sig straks, at skønt Oppositionens Mænd var mødt ganske mandstærk op, havde de store Kuponklippere denne Gang vidst at gardere sig. 

De mødte med Bankdirektør Heide i Spidsen, og Heide gav Enhver, som ikke vilde være med til at købe "Bryggeriet Trekroner", Attest for at være en Klodrian.

Ester at det ved Afstemningen havde vist sig, at Oppositionen kun mønstrede 5,521 Stemmer, medens Heide mødte med 22,042 Stemmer, tabte d'Hrr. helt Modet og gik saa vidt, at de endog opgav at sætte en eller to Mand ind i Bestyrelsen. En Ting havde de Folk lært, og det var, at de vel en enkelt Gang kunde komme i Flertal, men det var kun, naar Kapitalisterne havde lidt groft Arbejde, der helst skulde udføres af andre.

Efter at Højesteretssagfører Shaw var valgt til Dirigent, tog man straks fat paa Kampen. Fra en Kreds af Aktionærer var der stillet Forslag om at købe Valby Bryggeriet "Trekroner", og de havde taget Højesteretssagfører P. G. C. Jensen med som Ordfører.

P. G. C. Jensen anbefalede at købe Bryggeriet "Trekroner" for en Sum af 900,000 Kroner. Ved at købe dette udmærket indrettede og godt byggede Bryggeri vilde man gøre en god Forretning og undgaa en skarp Konkurrence. (Hm ! Hm!)

Direktør Slomann maatte beundre den Snildhed, hvormed den gamle Bestyrelse havde forstaaet at forplumre Situationen. Der fik Bestyrelsen et rent Mistillidsvotum, men nu lader det til, at Købet af Trekroner skal bevirke en Kovending. Jeg vil advare imod dette Køb. Der er vist ikke en Gang Vand nok derude.

Direktør Larsen (Privatbanken) var ikke glad for den sidste Generalforsamling. Han troede, at en Mængde Aktionærer havde misforstaaet Situationen og stemt galt. (Munterhed.) Taleren anbefalede Købet af Trekroner baade som privat Aktionær og som Leder af Bryggeriets Bank.

Slomann: At købe sine Konkurrenter ud, er det værste, man kan tænke sig, thi derved opmuntrer man dem. Ved man, at De forenede Bryggerier køber ethvert Bryggeri, da er det jo en sikker Vej at tjene Penge.

Direktør Kühle erklærede, at der var rigeligt Vand ved Valby-Bryggeriet.

Ingeniør Zahrtmann: Man borer endnu efter Vand ved Valby, og man kan lige saa godt risikere at bore Vand bort, som faa det.

Etatsraad Fritsche: Situationen har været vanskelig for os, men vi ved, at vi med Trekroner vilde faa en sideordnet Konkurrence, medens vort Øl nu er bedre end vore Konkurrenters. Køber vi Trekroner, faar vi en bedre Pris i Stedet for Konkurrencetab.

- Ingeniør Johansen: Forslaget om dette Køb burde være ledet af en Bestyrelse, der havde Aktionærernes Tillid. Skal Købet nu lægges i den nye Bestyrelses Haand, saa lad det endelig ikke blive de samme Mænd, som nu sidder i Trekroners Bestyrelse. Ikke sandt! Vi er jo ked af, at Køber og Sælger eer en og samme Person. (Bifald.)

Alfred Christensen anbefalede at tale rent ud af Posen. Nu siger man, at Bestyrelsen slet intet har havt med dette Salg at gere; men allerede paa sidste Generalforsamling blev der forelagt Forslag om Udvidelse af Aktiekapital og Prioritetsgæld, og Enhver ved, at disse Penge skulde bruges til Køb af Trekroner. (Hør!)

Direktør Heide: Det er en klog Gærning at købe "Trekroner", og gør De det ikke, er De ukloge, Lad os købe den billige Grund i Valby og sælge De forenede Bryggeriers dyre Grunde i København.

Alfred Christensen: Lad os ikke bryde os om, hvad Hr. Heide siger (Munterhed).

Der skrides nu til Afstemning om en Ændring, der er stillet af Ingeniør Johansen og gaar ud paa, at Bestyrelsen kun skal købe "Trekroner" i det Tilfælde, at den finder det forsvarligt. Forslaget forkastes med 22,042 stemmer imod 5521.

Endelig vedtoges det at købe "Trekroner" for 900,000 Kr. Heraf betales 300,000 Kr. med Partialobligationer og Resten i De forenede Bryggeriers Aktier.

Et meget udførligt Forslag til Forandring af Selskabets Statuter vedtoges uden Afstemning. Ligeledes valgtes uden Afstemning hele den foreslaaede Bestyrelse : Grosserer Fritsche, Direktør Jørgen Tvede. Administrator Lassen, Apoteker Alfred Benzon, Direktør Kühle og Overretssagfører Zeuthen

(Social-Demokraten 21. juni 1899.)

Se fx også Adresseavisen, 21. juni 1899 og udførligt referat i Dagbladet (København), 21. juni 1899. Pga lockout blev fuldførelsen af byggeriet forsinket. Maltgøreriet kom dog i gang i løbet af januar 1900.

I juni 1914 udbød De Forenede Bryggerier "Trekroner" til salg. I marts 1915 blev det købt af aktieselskabet Ballins Sønner som indrettede det til garveri.

Voldtægt paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem døde.

Nattevagtens Meriter.

I Mandags Aften havde der hos en Familie i Valby været Barselgilde. Blandt Gæsterne befandt sig en Teglværksarbejder, der var forlovet med en ung Pige, datter af Mursvend Schwidler i Valby.

Ud paa Natten fulgte den unge Pige sin Kjæreste, der skulde møde paa sit Arbejde paa Frederiksholms Fabriker Kl. 5, et Stykke paa Vej forbi Vestre Kirkegaard. Hun sagde Farvel til ham og vendte tilbage ad den ensomme Sti, der fører forbi Kirkegaarden

Pludselig traadte en Mand hende

i Møde

Det var Nattevagten paa Kirkegaarden, forhenværende Kusk derude, Henrik Petersen

Med barsk Stemme spurgte han Pigen, hvad hun havde at gjøre der og om hun ikke vidste, at det var forbudt at færdes paa Stien. Hun erklærede sin Uvidenhed herom, men han bød hende følge med ind paa Kirkegaarden for at han kunde notere hendes Navn. Pigen lod sig forbløffe og fulgte med. Da de inde paa Kirkegaarden kom forbi noget tæt Buskads, greb Nattevagten fat i hende og slæbte hende

ind i Buskadset.

hvor han rev hendes Undertøj i Stykket og voldtog hende.

Da Forbrydelsen var fuldbyrdet, saade han til den fortumlede Pige, at nu skulde hun slippe for videre Tiltale den Gang. Nedtrykt og fortvivlet sneg den unge Pige sig ud af Kirkegaarden.

Næste Dags Eftermiddag gik hun op paa Kirkegaardens Kontor og anklagede Henrik Petersen for Forbrydelsen. Han blev tilkaldt og der blev sendt Bud efter Politi, som anholdt Nattevagten og indsatte ham i Arresten paa Blegdamsvej, hvor han sidder endnu.

Om den Arresterede gaar der for Resten .

slemme Rygter

ude paa Kirkegaarden blandt hans Kammerater. Der ymtes om, at han for nogle Aar siden i Aarhus har været straffet med Vand oq Brød for Mishandling af sin Hustru, der var kommen under Vejr med, at han eftestræbte sin Steddatter, en ung Pige af Hustruens første Ægteskab. Hun maatte skjule den unge Pige for ham, hvorover han blev saa rasende, at han overfaldt Hustruen med Hug og Slag.

Ligeledes har han en Gang i Vinter forøgt at voldtage en ældre Kone, der har Arbejde paa Kirkegaarden Han indfandt sig i hendes Hjem og gjorde et tre Gange gjentaqet Forsøg paa at naa sin Hensigt med hende. Det lykkedes imidlertid ikke for ham. Konen har siden den Tid vidt og bredt fortalt om Henrik Petersens opførsel mod hende.

Den arresterede Nattevaqt er ualmindelig ilde lidt blandt sine Kammerater ude paa Kirkegaarden. Kun Graveren Kammerraad Bahnsen nærer en sand Tyrketro til hans Fortræffelighed og lader til at være vis paa, at det nok skal lykkes Petersen at klare for sig i den slemme Affære,

Foreløbig nægter Petersen alt. Petersen er henved de 40 Aar og Enkemand.

(Aftenbladet (København) 17. juni 1899)

Tragedie i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama i Valby.

Valbygaards Villakvarter opskræmmedes i Formiddags ved at erfare, at der i dets fredelige Omgivelser havde fundet et Dobbelt Selvmord Sted. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende! Hos Staldmester paa GI. Carlsberg H. P. Hansen, Valbygaardsvej 30, boede paa 1. sal en enlig Dame, der havde lejet en 2 Værelses Lejlighed af Hr. hansen, og som atter havde udlejet det ene Værelse til en Gartner, der var ansat paa Valbygaard.

I Morges Kl. 5 vækledes Hr. Hansens Hustru ved et Par Skud, og hun kaldte strax paa sin Mand, der øjeblikkelig ilede op i Lejligheden ovenover. Her mødte ham et uhyggeligt Syn. Ved sin Indtræden i Værelset saa han en ung Pige, rimeligvis Gartnerens Kjæreste, ligge fuldt paaklædt paa Sofaen, medens Gartneren laa noget derfra paa Gulvet. Begge vare døde. Øjeblikkelig løb Hr. .Hansen efter Læge Durloo og Politibetjent Svendsen. De gave begge strax Møde, men kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt.

Gartneren havde sandsynligvis skudt den unge Pige med en Revolver, staaende i nogen Afstand, og herefter rettet denne mod sig selv.

Skuddene havde ramt godt og strax dræbt begge de unge Mennesker.

Motivet synes at være Næringssorg. Gartneren var igaar af sin Principal, Grosserer Petersen, Valbygaard sagt op til Fraflytting i Dag, hvad der vel har trykket ham, og kan have været i ethvert fald medvirkende årsag til dobbeltselvmordet.

Efter hvad vi senere erfarer er den afdøde gartners navn Petersen. Han havde efterladt sig 3 breve, et til den dame han boede hos, og 2 til folk i Valby. Samtlige breve blev taget i forvaring af politiet. Ligene er ført til Valby fattighus.

(Nationaltidende 25. januar 1899. 2. udgave).

Mord og selvmord.

Frygtelig begivenhed i morges.
En ung mand skyder sin kæreste, og bagefter sig selv.
Tvende Dræbte.

Ude i Valby er der tidlig i morges foregået en forfærdelig Begivenhed, idet en ung Mand har dræbt sin unge Kæreste ved et Revolverskud og bageste taget Livet af sig selv

Det forfærdelige Mord og Selvmord er fuldt ud lykkedes, idet de to unge Mennesker var døde og kolde da Læge og Politi tilkaldtes.

Vi skal i det efterfølgende give sammentrængt Skildring af Morgenens sørgelige Drama.

Hovedpersonen er, som sagt, en ung mand

Valdemar Petersen

Han boede paa Valbygårdsvej nr. 24, ikke langt fra Jesus-Kirken. 

Han havde her et lille Værelse i Hus, hvor han boede til Leje hos Staldmester Hansen fra Gamle Carlsberg.

Den unge Mand var Kæreste med en purung Pige, den kun ca. 17-årig Agnes Andresen, Datter af en paa GI. Jernbanevej boende Handelsagent.

Der er ikke Tvivl om, at den unge Mand ikke har næret “alvorlige Hensigter" overfor den unge Pige, med hvem han jævnlig gik ud og morede sig.

Saaledes havde de i Søndags været paa et Bal, hvorfra de først kom hjem langt ud paa morgenen.

Valdemar Petersen var da stærkt beruset.

Hans Principal, Forpagteren Valbygaards Have, Gartner Christiansen, blev gnaven over at se sin Undergivne komme hjem paa den Tid af Dagen, og sagde til ham:

“Jeg vil ikke finde mig i de Slags Narrestreger."

Herover blev Petersen rasende og svarede med nogle mindre behngsii! Grovheder.

Christiansen sagde da:

“Ja, saa er De opsagt fra Deres Plads til den første!"

“Jeg kan faamænd gerne gå med det samme," svarede Petersen.

“Naa, ja, det har jeg heller ikke noget imod," var Christiansen« og herved blev det.

Da Petersen blev ædru, gik det op for ham, at han havde baaret sig galt ad, og han blev i et meget nedtrykt Humør.

Det var forøvrigt i den sidste tid blevet klart at han allerede var ked af sin kæreste. Ofte kom det til stormende Optrin imellem dem, naar hun besøgte ham paa hans Værelse i det lille Hus.

I de sidste Dage havde han ladet sig forlyde med, at han ville rejse til Hamborg da han var blevet led og ked af opholdet herhjemme

I går aftes 

ved nitiden opsøgte Agnes Andresen sin kæreste i hans hjem.

Beboerne i huset mærkede dog ikke til at det gik særligt stormende til mellem de to.

Først ud paa Morgenen kom det uhyggelige drama, der forstyrrede freden i dette lille, idylliske Hjem.

Omtrent kl. 6 vaagnede Familien ved at høre to paa hinanden hurtigt følgende Knald.

Forfærdet sprang de op og ilede op Lejerens værelse.

Det forfærdelige Syn, der mødte dem her, fik dem til at skrige højt af skræk. 

De var en Besvimelse nær og havde i det første Øjeblik helt tabt sans og Samling.

Hvad de saa, var:

Paa Sofaen i Petersens Værelse lå den unge Pige, helt paaklædt udstrakt, øjensynlig død. Hun var ramt af Kuglen i Tindingen, hvorfra en tynd Bloddraabe piblede ned over det blege Ansigt, hvis Mund var aaben og hvis brustne Øjne med et endnu i Døden bevaret Udtryk af rædsel stirrede tomt ud i det dystre lys som Skæret fra de Tililendes lampe kastede derind.

Men, endnu uhyggeligere:

Paa Gulvet laa det unge menneske, vridende sig i de sidste Smerter, rallende og stønnende. Et Skum af hvid fråde stod om hans Læber. Hans ben var krampagtigt trukne sammen, således at knæene stod næsten helt oppe under Hagen. Ved hans Side laa Revolveren, af hvis Løb det dræbende Bly var udgået. Det var let at se, at han var Døden nær. 

Læge og politi.

Da Familiens Medlemmer havde overvundet den første Skrækslagenhed, styrtede de ud i den mørke Nat for at kalde Læge og Politi.

Det varede imidlertid omtrent en times Tid, inden Læge Durloo kom til Stedet, og da var enhver tanke om at redde Livet for de to unge Mennesker udelukket. Der laa to kolde Lig i Værelset. Lægen havde kun at konstatere Døden og Dødsårsagen.

Kort efter ankom Politiet, der hurtigst muligt sørgede for Ligenes Bortruelse. Paa en Vogn kørtes de til byens Fattighus.

Politiet fandt endvidere i værelset 

et brev

hvis Overskrift lød: "Min egen kære moder".

Brevet var fra Selvmorderen, stillet til hans her i Byen boende gamle moder, der er Enke.

I Brevet skildrer Valdemar Petersen sine Ulykker. Han havde opgivet alt Haab om at komme frem i Verden, efter at hans Kæreste havde meddelt ham, at hun var frugtsommelig. Heri maa da den direkte Årsag Selvmordet og Mordet paa den unge Pige søges.

Det fremgår endvidere af Brevet, at de, begge lige fortvivlede over deres forhold, har været enige om at gaa i døden sammen.

Foruden dette Brev laa der Breve både fra ham og hende til deres venner og Slægtninge, og hvori de hver paa sin Vis skildrer de ulykker der har drevet dem i døden. 

Ude i nat.

Det fremgår af de Undersøgelser, vi har anstillet, at Kæresteparret ikke, som man har troet, har tilbragt hele natten i hans Hjem.

kl. 1 i Nat talte Valdemar Petersen nemlig med en af Medhjælperne i Christiansens Gartneri.

Medhjælperne bemærkede da, at et stykke henne paa Vejen stod Agnes Andresen, men hun holdt sig under hele Samtalen skjult.

Petersen gjorde Indtryk af at være meget nedtrykt, og han talte gentagne gange om, at han vilde rejse til Tyskland. Til Sidst sagde han:

“Ja, nu ses vi ikke mere, Farvel og Lev vel”

Siden er der ingen der har talt med ham. Han er sandsynligvis straks efter gaaet med den unge Pige op paa sit værelse.

Ligsyn.

Endnu i Formiddags, da Redaktionen af "København" sluttedes, var der ikke holdt Ligsyn, men det meddeltes os at det ville finde sted i løbet af eftermiddagen, ligesom der vil blive afholdt forhør over den familie hos hvilken selvmorderen boede.

(København 25. januar 1899.)

(København 26. januar 1899 fulgte op om sagen).

Dobbelt-Selvmord l Valby.

Et Par unge Kærestefolk afliver sig.
Efterladte Breve.

Natten til i Gaar har en ung Gartner Hermann Petersen, der boede hos Staldmester Hansen paa Valbygaardsvej i Valby, dræbt sin Kæreste og sig selv ved et Revolverskud. Den unge Pige, Agnes Andresen, var Datter af en paa Gl. Jærnbanevej i Valby boende Slagtermester.

Hermann Petersen, der er Søn af en i Frederiksberggade boende Enke, havde i Søndags tilligemed sin Forlovede og sine Svigerforældre været til Bal paa "St. Thomas", og dette medførte, at hans Principal, Gartner Petersen paa Valbygaard, straks afskedigede ham, da han mente, Arbejdet ikke blev passet. Hermann Petersen udtalte til sin Familie og sine Venner, at han agtede at rejse til Udlandet, og hans herboende Søster laante ham i den Anledning 10 Kr. Han købte imidlertid i Tirsdags Eftermiddags for disse Penge en Revolver af svær Kaliber, og Selvmordet var altsaa allerede paa dette Tidspunkt besluttet.

Hermann Petersen var Medlem af den socialdemokratiske Forening i Valby samt Bestyrelsesmedlem i den dertil knyttede Sangforening, for hvilken Garver L. P. Pedersen paa Mosedalsvej er Formand. I Tirsdags Aftes havde Sangforeningen Mode i Valby Kro; Hermann Petersen kom til Stede og deltog i Øvelserne, uden at nogen af hans Kammerater og Venner anede, at han rugede paa Selvmordsplaner.

Da Petersen gik, tog han Afsked med Formanden med den Tilføjelse, at han rejste, men den følgende Dag skulde der indtræffe Brev fra ham. Hermann Petersen gik fra Sangforeningen hjem til sine Svigerforældre, hvor han om Aftenen ved 10-11 Tiden hentede sin Forlovede. De to unge Mennesker fulgtes sammen til hans Logi, hvor altsaa Dramaet foregik Kl. 5 i Gaar Morges.

Man er ikke klar over, hvad der har bevæget de unge Mennesker til at søge Døden. Familien mener, at den unge Pige er bleven fortvivlet over, at hendes Kæreste skulde rejse, og at hun har talt om at begaa Selvmord. Hendes mørke og eksalterede Sindsstemning har saa paavirket ham i den Grad, at han har besluttet at følge hende i Døden.

Kl. 5 i Gaar Morges hørte Hermann Petersens Vært et Skud, og efter nogle Minutters Forløb atter et Skud, fulgt af et dumpt Fald. Da Værten gik ind i Petersens Værelse, fandt han ham liggende paa Gulvet og den unge Pige paa Sofaen, begge fuldt paaklædte. De havde begge Skudsaar i Hovedet, hun i den venstre Tinding og han i højre Tinding. Den unge Pige var allerede død, medens Petersen udaandede kort efter. Det formodes, at han først har rettet Vaabenet mod sin Kæreste og dræbt hende, og at han derefter har skudt sig selv.

Paa Bordet laa to Breve, et fra den unge Pige til hendes Forældre, og et fra Hermann Petersen til Sangforeningens Medlemmer. Det sidstnævnte har følgende Indhold:

Til
"Socialdemokratisk Sangkor"
ved Hr. Garver L. P. Petersen,

fra Gartner Herman Petersen.

Kære Partifæller!

Jeg maa forlade Eders Rækker og siger Eder Tak for den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg har, som I ved, kun interesseret mig for sangkoret og dettes sociale arbejde og formål, men nu må jeg trække mig tilbage.

Fremad, brødre! Frem til kamp! Vor sang, den giver kraft!
Farvel, I gode kammerater, nu har jeg og min pige det godt!

Den unge piges brev lød således:

Kære Moder?

Tak for alt, hvad Moder har været for mig. Naar jeg skriver disse Linier, saa er jeg lykkelig, thi jeg dør med ham, som jeg har kærest over alt i Verden. Han vilde jo dø, og Moder ved jo nok, at foruden ham kunde jeg ikke leve.

Jeg vil ønske, at Moder med Glæde ser paa os. Nu har vi det jo saa godt. Ej med Sorg maa Øjet skue de to kære Ansigter, thi hellere maa jeg da være død, end at Vanvidets grufulde Spøgelse maa mærke min Pande.

En Ting skal Moder vide: jeg gaar i Døden som en uskyldig ung Pige. Hos Hermann har jeg jo været sikker som hos Moder selv, saa den tanke må moder endelig ikke have.

I min kommodeskuffe ligger en rose - læg den på mit bryst!"

Sammen med Agnes' brev lå en lille skrivelse fra Herman Petersen til hans svigerforældre:

"Kære fader og moder! Ja - det har I været for mig! tilgiv mig og Agnes den sorg vi  nu har gjort eder.

Hjælp till med at skåne min gamle moder, at hun først sent og varsomt får denne sorg at høre. Send først bud til mine brødre i København og i Lyngby.

Farvel og tilgiv os, thi vi vil sammen i graven!"

Vi talte i Aftes med de Afdødes respektive Familier, der selvfølgelig var dybt rystet over det skete, og for hvem hele begivenheden stod som en uløselig gåde. Vor partifælle, garver Petersen udtalte sig i stærke lovord om sin afdøde ven, der trods sin ungdom havde været en trofast støtte i virksomheden for Socialdemokratiet.

Hermann og Agnes får nu deres sidste ønske opfyldt - de kommer til at hvile i en fælles grav på Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 26. januar 1899.

Aftenbladet den 26. januar 1899 bragte et resume over de ovennævnte oplysninger, samt denne tegning. Avisen fortalte at han efter mødet i sangforeningen havde været på besøg hos bager Hansen hvis ene datter han gennem et stykke tid havde "haft et godt øje til ... Men hun ville ikke vide af ham."

De Forlovedes Begravelse.

Pastor Ussing forbyder Fane og Sang.
Præsten hilstes med Hurraraab.

Begravelsen i Gaar paa Vestre Kirkegaard, hvor Ligene af Gartner Herman Petersen og hans Forlovede, Frøken Agnes Andresen, jordfæstedes, formede sig til en Begivenhed, der ret karakteriserer Præsteregimentets Magt.

Som omtalt havde Herman Petersens Venner ønsket at synge et Farvel i Kapellet samt at lade den socialdemokratiske Fane vaje ved de to Baarer - men Præsten Ussing fra Jesuskirken i Valby nægtede rent ud sin Tilladelse hertil. Det er den samme Øl-kirkepræst, som forbød Musik (men ikke Øl) paa Frederiksberg Pinse-Morgen. Præsten Glahn ved Frederiksberg Kirke, der havde konfirmeret den unge Pige, nægtede paa Forespørgsel at tale ved hendes Baare, og de Efterladte var da henvist til Hr. Ussing, der er bekendt for sin Fanatisme og bl. a. har faaet sit Navn i Folkemunde ved den populære Sang i "Sommerrevuen om Pinse-Solen.

Hr. Ussing svarede Familien, at han ikke kunde tillade firstemmig Sang ved denne Lejlighed!!!. Hvad Fanen angik, saa kunde han ganske vist ikke forbyde, at den ledsagede Kisterne, men i saa Fald vilde han ikke tale.

Den afdøde Herman Petersens Broder gjorde opmærksom paa, at Fanerne var floromvundne.

"Det nytter intet", svarede Hr. Ussing. Og han tilføjede: "Jeg skriver for Tiden en Bog om Selvmordere og om Ceremonierne ved deres Begravelse. Denne Bog udkommer om kort Tid, og jeg vilde komme i Modstrid med de Meninger, som jeg fremsætter i Bogen saafremt jeg føjede Dem i Deres Ønsker."

Efter denne Indledning var der Grund til at vente, at Præsten vilde give Anledning til yderligere Forargelse ved selve Begravelsen.

I Kapellet.

Kl. 12 i Gaar Middags var en talrig Skare samlet paa Kirkegaarden, og det lille Kapel blev hurtig fyldt til sidste Plads. Det socialdemokratiske Sangkor fra Valby var mødt med floromvunden Fane, men trods indstændig Anmodning i sidste Øjeblik nægtede Ussing den Adgang til Kapellet.

De to lyse Kister var stillet Side om Side og dækkedes med et overvældende Flor af duftende Kranse og Blomster - den sidste Hilsen fra de Afdødes store Familie og Vennekreds. Blandt Kransene bemærkedes flere med store røde Sløjfer, der var sendt fra de socialdemokratiske Foreninger.

Efter en Ventetid paa en Snes Minuter arriverede Hr. Ussing, bleg og mager, af et asketisk Udseende og med kolde, haarde Øjne; hele Mandens Optræden viser, at han staar uforstaaende og udeltagende overfor de almindeligste menneskelige Følelser. Han har kun et Maal: hensynsløst at pege paa Svovlpølen som det endelige Opholdssted, og man maa lade ham, at han i fuldt Maal benyttede sin Talefrihed, selv om to stakkels Moderhjærter krymper sig derunder.

Hr. Ussing sagde bl. a. følgende :

Vi samles her i en saare alvorlig Anledning. Mørket har overfaldet de to unge Mennesker, ved hvis Baare vi staar. De havde heldigvis ikke gjort sig skyldig i noget, der i Menneskenes Øjne anses for ondt. Aarsagen til deres Død var uforklarlig, og Sorgen bliver da faa meget større for de Efterlevende . . .

Indtil dette Punkt var Hr. Ussings Tale ret moderat. Men havde Præsten klappet med den ene Haand, saa slog han nu til med den anden. Han fortsatte omtrent saaledes :

Men det kan ikke forties, at disse unge Mennesker har overgivet sig til Mørket, de har gjort sig skyldig i en af de store Synder, baade overfor Gud og Mennesker. Der er onde Aander oppe i Tiden, som stiller sig undskyldende overfor Selvmordere og siger, at vi ikke bør dømme disse Stakler. Men Guds Ord skal have Lov til at stemple saadanne Ord som Løgn. Man siger om Selvmord, at det er "at dø i Skønhed". Man kan kun tale om at dø i Skønhed, naar man ser Døden fremstillet paa et Teater eller beskrevet i en Roman, men ikke, naar man staar med Virkeligheden for Lynene. De, der hin Morgen kom ind i Stuen paa Valbygaardsvej og saae de to Lig, kunde ikke paastaa, at det var en Død i Skønhed . . .

Præstens Tale afbrydes her af en stærk Hulken, en krampagtig undertrykt Graad - det er den afdøde Herman Petersens gamle, svagelige Moder, der segnefærdig maa klynge sig til en af sine Slægtninge.

Forsamlingen er stærkt indigneret over Præstens Udtalelser og udtaler sig herom saa højlydt, at det overdøver Talen. Da der atter bliver Ro, fortsætter Hr. Ussing - han er øjensynlig fuldt opsat paa at repetere et Kapitel af sin Selvmorderbog:

Det er pjaltede Mennesker, som ikke ved, hvad Mod er. Der skal mere Mod til at leve end til at dø. Lad os ikke prise det, som ikke er Pris værd. Man har sagt, at det her dog var Kærlighed, som havde ført dem i Døden, og Kærlighedens Kaabe skjuler Syndernes Mangfoldighed. Men det var ikke Kærlighed, men Egenkærlighed, ikke alene at tage sit eget Liv, men ogsaa en andens Liv. Vi ved ikke, hvem af dem der først tog Beslutning om at dø. Men der er ingen Undskyldning for den, der fortvivler og erklærer, at han ikke længer kan leve. Dette siger jeg dog ikke for at dømme disse to Mennesker - dem skal Gud dømme. Sker der en saadan Ulykke, da skal vi efterlevende dømme os selv og det Samfund, der priser en saadan Død, et Samfund, der optager Menneskenes Sind med mange Spørgsmaal, men glemmer Gud ....

Der er ogsaa dem, der har sagt om disse To, at nu har de jo Fred. Ingen Kristen har Lov til at sige dette. Ingen ved, om disse Døde har det godt. Husk vel paa, at Herren siger: Den, der ikke troer, gaar hen til et evigt Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, til et Sted, hvor der er forfærdeligt!

. . .

Atter lyder der Skrig og Graad fra Kvinderne; Situationen bliver et Øjeblik helt uhyggelig; Forsamlingen føler Medlidenhed med den stakkels Familie, mod hvem Præsten har vendt sig og slynger sine sidste truende Ord. Nu er det heldigvis Slut, og man trækker atter lettet Vejret, som befriet fra et uhyggeligt Mareridt. Men det er uforstaaeligt, at Folk i det hele taget anmoder Præsterne om at tale over de Døde.

*

Kisterne bæres ud af Kapellet; den floromvundne Fane føres nu frem og bæres i Spidsen for Toget. Saasnart Hr. Ussing, der bærer lavpullet, bredskygget Kvækerhat, faar Øje paa Fanen, raaber han: Væk med den! Væk med den! Sogneraadsmedlem Therkelsen parlamenterer med Præsten, mens Toget et Øjeblik standser. Det ender med, at Præsten giver sit Samtykke paa den Betingelse, at Fanen bæres sammenrullet!

Ved Graven.

Fællesgraven er gravet helt ude paa det lave, flade Terræn tæt ved Frederiksholms Teglværker, hvor der endnu fuldstændig mangler Beplantning. Fra Gravtuen ses et vidtstrakt Panorama: paa den ene Side Kalveboderne med Amagers Kyst, og langt ude i Horisonten Køgebugt, og paa den anden Side Valby med de lave, landlige Huse, hvor de unge Mennesker boede, og hvor Selvmords-Dramaet foregik.

Efter at Kisterne er sænket i Graven, - Hermans nederst og Agnes' øverst, - og Præsten har udført Jordpaakastelsen, træder Fanebæreren til og svinger det røde Banner tre Gange over Graven. Nu, da Præsten fuldført sin Funktion og er parat til at stige til Vogns, træder Sogneraadsmedlen Therkelsen hen til ham for at saa en Forklaring om, af hvad Grund han stillede sig saa afvisende overfor Fanen. Det store Følge lytter opmærksomt til, men føler sig ikke tilfredsstillet ved Hr. Ussings Argumenter.

Indignationen vokser, og da Præsten tilsidst afbryder Samtalen og kører bort, stormer Folk sammen om hans Vogn og - raaber et demonstrativt Hurra! Tre lange, taktfaste Hurraraab tordner hen over Kirkegaarden og afbryder Gravstilheden, mens Ussings Vogn ruller bort.

Et lignende Optrin er næppe nogensinde tidligere forefaldet i de Dødes Have. Vinder Hr. Ussing mange saadanne Sejre, er det snart ude med ham og Præstevældet.

Men det var jo en god Reklame for hans forventede Værk om Selvmorderne.

(Social-Demokraten 1. februar 1899).

Dramaet.

De Dræbtes Begravelse i Gaar.

Pastor Henry Ussing
Talen
En Kamp om Fanen!
Skandaløse Optrin paa Kirkegaarden

Den Forventning, vi Gaar udtalte om, at man vilde sørge for, at Begravelsen af det unge Kærestepar fra Valby, Herman Petersen og Agnes Andresen, ikke gav Anledning til offenlig Forargelse, har desværre ikke bekræftet stg.

Tværtimod blev Begravelsen Anledning til forargelige og skandaløse Optrin.

I det Efterfølgende vil vi give et tro Referat af denne den uhyggeligste Begravelse, det nogensinde er falden i vor Lod at overvære

Foran Kapellet

paa Vestre Kirkegaard havde der ved Tolvtiden samlet sig en stor Del Mennesker, som afventede Præstens Ankomst.

Foran Indgangen stod Medlemmer af den socialdemokratiske Sangforening med deres røde Silkefaner.

Da Hr. Ussing i sin Landauer kørte op foran Porten - en Snes Minuter over den fastsatte Tid - blev han straks adspurgt af et Bestyrelsesmedlem.

- Maa vi tage Fanen med ind i Kirken?

- Nej!

- Hvorfor? Er det, fordi vi er Socialdemokrater?

- Nej. Jeg er selv Socialdemokrat, det gør Intet. Men, de, der skal begraves, er Selvmordere - dem maa der ikke gøres Stads af! De skal begraves i Stilhed. 

Efter delte Ordskifte gik Præsten ind i Kapellet.

Omkring Kisterne

Det lille Kapel er overfyldt til stuvende Trængsel. Luften er kvælende tung at indaande. Foran de to Egetræskister, der er dækkede med smukke Kranse, sidder de Afdødes Familier, alle klædt i dybeste Sorg. Det øvrige Publikum staar op, saa tæt, at der er ikke Plads til at røre sig en Tomme.

Efter at Præsten er traadt ind, bliver der afsunget en lang Salme. Der er ingen Musik, ligesom der heller ikke er Lys i Kapellet. Kun Faa synger.

Saa træder Præsten frem, beder en kort Bøn og oplæser det Skriftsted, han vil tale over:

"Lyser er endnu en liden Stund hos Eder - vandrer derfor varligen, mens I have Lyset, at Mørket ej skal falde over Eder

Efter at have oplæst dette Skriftsprog, begynder Præsten paa 

Talen,

af hvilken vi paa Stedet nedskrev et omtrent ordlydende Referat, som vi her gengiver med enkelte uvæsenlige Forkortelser.

Han begynder saaledes :

- Lyset er dette Livs Lys. Lad os huske, at Livet er kun en liden Stund. Men, vi ved ikke, hvor længe. Ingen af os har Brev paa, hvor gamle vi skal blive. Derfor gælder det om at bruge den Tid, vi har, og at vandre frem ad den Vej, der fører til Lyset.

Der skinner Lys i denne Verden, men det er omgivet af Mørke.

En alvorlig Anledning

Han sænker nu sin Stemme til en Hvisken, idet han fortsætter:

Det er en alvorlig Anledning, der har kaldt os sammen her.

Mørket har overfaldet to unge Mennesker, og vi er bevægede til den dybeste Medlidenhed med deres Skæbne.

Det var unge, raske Mennesker med Udsigt til et langt og lyst Liv. Men saa faldt Mørket over deres Sind, og de begik denne foriærdelige Gerning.

Enhver, der har lidt Følelse i Hjærtet, maa have Medlidenhed med dem. Vore Hiærter maa bæve af Medlidenhed. Sært vilde det være, dersom vi ikke følte med i den dybe Sorg, der hersker i Hjemmene, som disse To har efterladt sig.

I Stilhed vil vi da følge dem til deres sidste Hvilested.

Familjens Sorg.

Præsten vender sig nu direkte til Familjen, og udtaler med blid Stemme:

- I siger, at det var unge, livfulde, ja, flinke og brave Mennesker. Det er en Trøst, at I kan tale svaaledes om dem, en stor Trøst, at de ikke har forladt Verden, fordi de har gjort noget Ondt i menneskelig Forstand. Men ...

I skal høre Guds Ord!

Her hæver Præsten sin Røst, idel han ligesom retter sig op og næsten raaber. Med en prælatmæssig Myndighed i Tonen fortsætter han:

..... Men, det gør paa den anden Side ogsaa Sorgen ubegribeligere og større. Naar vi nu staar her med mørke Hjærter, saa kan vi ikke glemme, at Guds Ord har noget at sige. Guds Ord maa holdes i Ære! Og det kan da ikke skjules, naar I nu har ønsket Guds Ord talt her - (henvendt til Familjen): "Og det var var jo Eders Ønske?- - saa kan det ikke forties at de, der selv overgiver sig til Mørkets Magt, begaar en stor og forfærdelig Synd.

Et Barn græder.

Paa dette Tidspunkt begynder et Spædebarn at skrige himmelhøjt ude i Forhallen. En Hund gøer, der tysses og støjes, saa det er næsten umuligt at følge Præsten. Han fortsætter:

- Dette skal ikke siges for at dømme de Døde, men for at retlede de Levende.

Del er en Synd, den Merstørste Synd mod Gud at begaa Selvmord, og det er den største Synd mod Menneskene.

Og dette skal siges saa meget des stærkere i vore Dage, fordi det er onde Aander oppe i Tiden, som priser denne Synd. De nøjes ikke med med at undskylde den, men de oplyser den forfærdelige Synd som den skønne og sande Død. Men med Guds Ord vil vi stemple stige Røster som Løgnen? Tale. Nej, det er og bliver en Synd !

Man har talt store og berømte Ord om at dø Skønhed.

Del et en forvirret Hjærnes tale.

Dette er dog ikke at dø i Skønhed - hvem tør sige Sligt ?

Det kan være skønt at se det paa Teatre, eller at læse det i Romanerne, men saaledes er det ikke i det virkelige Liv.

Et stygt Syn!

Pludselig hæver Præsten sin Røst paany, idet han taler ud over Forsamlingen med gennemtrængende og hævet Røst:

Hvad tror I, de Mænd mener, som hin Morgen trængte ind i Værelset paa Valbygaard, hvor disse Mennesker laa døde? De siger sikkert ikke, at det var skjønt, hvad de der saae?

Demonstrationer

Fra Forsamlingens Baggrund lyder der i dette Øjeblik harmfulde Udbrud. "Fy! Fy!" raaber Nogle "Lad os gaa," siger andre. "Vi vil ikke høre mere!" En Del oprørte Mennesker trænger op mod Kapeldøren for at slippe ud. Under den stærke Uro, der opstaar, hører man fortvivlet Hulken og klagende Udbrud fra de Kvinder, der omgiver Kisterne. Herman Petersens Moder græder højt og fortvivlet.

Præsten har forsøgt at fortsætte, han priser den Død, der er efter Salmens Ord "Lær mig o Skov at visne glad," i Modsætning til den stygge Død, der fremkaldes af Lidenskabernes vilde Storm, der river Løvet af Træerne og knækker de tykkeste Skovstammer.

Tilsidst maa han dog holde op. Han ser med lynende Øjne og rynkede Bryn ud over Forsamlingen, i hvilken Uroen er stor. Hans Tavshed og hans af en mægtig Fanatisme lynende Blikke frembringer den Ro, som hans Tale har afbrudt. Efter et Minuts Ophold forsætter han sin Tale.

Var de modige ?

Præsten fortsætter:

- Mange siger at der skal Mod til at give slip paa Livet. Ja, der gives et saa stort Pjatteri hos Folk at de ikke en Gang har Mod til at begaa Selvmord.

Men, lad os tale alvorligt og tilstaa, at der skal mere Mod til at leve Livet end til at dø.

Jeg kalder det ikke modigt, at man render fra det Hele!

Nej, lad os ikke prise Sligt!

Var det Kærlighed?

Saa siger man :

Men, det er Kærlighed!

Ja, Kærlighed er een stor og skøn Følelse. Men her er det ikke den store, skønne Kærlighed, som det saa gerne vil give sig ud for at være. Hvis det var saa, da kunde man bøje sig derfor. Men det er slet ikke Kærlighed - det er kun Egenkærlighed!

Saa forfærdeligt det end er at sige det: Det er lige det modsatte af Kærlighed, at tage en Andens Liv med sig i Graven.

Mellem de to maa Gud dømme, men vi skal have Lov at sige:

Nej, det er ikke Kærlighed!

Samvittigheden!

Der et to Lys : Lyset i Guds skrevne Ord og Lyset i os selv Naar Guds Lys overskygges af Vantroens Sorger, har vi Lyset i vor egen Sjæl, den menneskelige Samvittighed.

Den største Ulykke for et Menneske er at give slip paa sin Samvittighed, saa han glemmer at spørge: Hvad er Ret?

Giver vi efter for øjeblikkelige Stemninger, det kun er halv Sandhed, saa er det en skrækkelig Ulykke. At gøre, hvad der er Uret, gøre, hvad man kun i øjeblikket har mest ulyst til, det er en forfærdelig Utroskab imod Samvittigheden, men en endnu større Synd mod Guds Ord deroppe!

Er man tilmed født i et kristent Land og døbt i Jesu Kirke, saa er det en frygtelig Utaknemlighedens og Vantroens Synd.

Der er ingen Undskyldning for den, der døer i Fortvivlelsens Mørke, naar han har Lyset over sig!

Kan Du ikke andel i Din Ulykke, saa kan Du kaste Tig paa dine Knæ og bede til Gud!

Synd ! Synd !

Præsten vender sig nu mere direkte til hele Forsamlingen, idet han udtaler :

- Saa skal det del da være sagt, at disse Mennesker har sluppet Lyset for at kaste sig ud i Mørket. Det er en grusom Synd! Gid Eders hjærter i denne Stund maatte føle en saadan Frygt og Bæven, at I aldrig vil kunne gøre en saadan Gærning!

Samfund og Kirke!

- Dog - disse to Mennesker bærer ikke hele Skylden for det forfærdelige.

Lad os tilstaa: Samfundet, hvor saadanne onde Selvmordsgjærninger prises i høje Toner, har ogsaa sin Del af Skylden.

Og den Kirke, som har døbt og opdraget dem, bærer ogsaa Skyld, fordi den ikke har mægtet at vække dets Samvittigheder.

Lad kun kirken slaa sig for Brystet hver Gang der sker saadanne Gærninger!

Et Glimt af Haab?

Præsten siger derefter Noget, der vækker Opmærksomhed. Han antyder, at deres Forstand kan have været omtaaget i Gerningsøjeblikket. Derfor maa man ikke dømme dem. Endvidere:

- Ingen ved, hvad der er sket i deres Hjerter i det Øjeblik, de endnu levede, efter at de havde skudt sig! Jesu Kærlighed er umaadelig. Endnu i den sidste Stund kan han gøre et Under med Mennesket, der døer i en Synd!

Præsten forlader imidlertid hurtigt disse mildere, men meget dunkle Antydninger, og nu anslaar han meget kraftige Toner :

- Nogle trøster sig, idet de siger:

"Ja, det var sørgeligt som det gik. Men nu har de Fred, nu er de lykkelige."

Det kan en Kristen ikke sige - det maa han ikke sige.

Vi ved ikke om de er lykkelige. Men vi véd af Guds Ord, at de, der slipper deres Faders Haand, gaar ind i det yderste Mørke, hvor der er evig Graad og Tænders Gnidsel! Hvo, der tror, bliver salig, men hvo, der ikke troer, er fordømt til det evige Mørke

Endelig er Præsten færdig.

Hans sidste Ord er en Bøn om, at de, der har staaet de Afdøde nær, maa finde Trøst i deres dybe Sorg. 

Grennem Præstens Ord lyder uafbrudt fortvivlet Graad og Hulken fra de Kvinder, der sidder nærmest Kisten.

Til Graven!

Kapellets Døre smækkes atter op, og Folk presser sig ud paa Kirkegaardspladsen.

Midt i Skaren kommer de to Kister, baarne af kraftige Mænds Arme, ud af Kapellet.

Sangforeningens Fane er løftet højt foran Toget og smælder i den stærke Blæst paa sin høje Stang.

Pastor Ussing er kommen efter Kisterne. Da han ser Fanen, kalder han ad en Kirkebetjent.

- Sig til dem, at de skal tage den Fane væk !

Betjenten styrter i fuld Firspring ud paa Pladsen, hvor han raaber til de Forreste :

- Væk med Fanen!

Der bliver Uro, og Toget standser.

Paany forsøger Folk fra Sangforeningen at paavirke Pastor Ussing :

- Nej, siger han, hvis Fanen ikke kommer bort, gaar jeg ikke med til Graven!

Saa bæres Fanen til Side, og Toget sætter sig atter i Bevægelse.

Dog, rundt om fra lyder der dæmpede Raad til Fanebæreren :

"Fanen frem!"

Og tilsidst gaar han virkelig frem med Fanen igen og gaar foran Toget. 

Kun løfter han ikke Fanen i Vejret, men sænker den ned mod Jorden.

Jordpaakastelsen

Begravelsespladsen er langt borte, i Kirkegaardens yderste Ende. Man ser Frederiksholms Teglværk tæt foran sig, Kallebodstrands blaa Vandflade sænker sig nær derunder. Man vader

i et frygteligt Søle.

Graven er dyb. De to Kister skal staa ovenpaa hinanden Først sættes Herman Petersens Lig i Jorden, hvorpaa Præsten forretter Jordpaakastelsen, og læser "Fadervor". Derefter drages Agnes Andresens Kiste ned i det sorte Dyb.

Da Præsten ogsaa har kastet Jord paa den unge Kvindes Kiste, tager han Afsked med Familien.

Medens dette foregaar, trænger Fanebæreren sig op til Graven og sænker Fanen tre Gange ned over den - den sædvanlige sidste Hilsen.

Præsten gør intet Forsøg paa at hindre denne Demonstration. Men idet han træder bort fra Graven, hilser han paa et af Valby Sogneraads Medlemmer, Hr. Therkilsen.

En Diskussion.

Og med denne Mand indlader Præsten sig nu i en længere Diskussion, den frembyder et mærkeligt Billede.

Omkring de to Mænd, der hæftigt disputerer om Præstens Kompetence til at forbyde Fanernes Udfoldelse, danner der sig en stor Gruppe Mennesker, der ivrigt trænger og skubber omkring dem.

Latter og spottende Bemærkninger lyder lil Præsten, der siger:

- Her er jeg Herre. Der bliver intet juridisk Spørgsmaal ud af den Ting! 

Tilsidst bliver det dog øjensynligt Præsten for hedt. Hurtigt byder han Therkilsen Farvel og skrider ud gennem Menneskemængden.

Han faar da

Et sidste Farvel!

Det kommer her til et Optrin, der heldigvis er uhørt paa Kirkegaarden, hvis Fred dog altid respekteres.

Ude paa Vejen holder Præstens Landauer, hvis Kusk knalder lystigt med Pisken.

Idet Præsten nu fejer sin Kjole sammen omkring sig for at stige op i Vognen, lyder der ude fra Flokken et spottende Raab :

- Skal vi ikke give Præsten et Hurra !

Just da smækker Præsten Vogndøren i efter sig - og i samme Ojeblik genlyder Luften af høje Skrig :

- Hurrah-h! - Hurrah-h!

Piben og Hyssen og larmende Tilraab forfølger Præstens Vogn, der i flyvende Karriere bag de skræmte Heste piler op ad Kirkegaardsvejen.

Saasnart Øjeblikket er forbi, bliver der en kort, uhyggelig Tavshed blandt de Tilstedeværende. De ser paa hverandre, som om de ikke ret vil tro, hvad de i dette øjeblik har oplevet: at Kirkegaardens Fred brutalt er bleven forstyrret af ubesindige Mennesker, der er komne i en ophidset og irriteret Sindsstemning overfor en Præsts Optræden.

Saa afløses Tavsheden af livlig bevæget Samtale om det forefaldne, mens Flokken langsomt spreder sig mellem Gravene og i en sagte drivende Strøm rækker over mod Udgangene.

Dramaet i Valby har faaet sin dramatiske og triste Afslutning.

Pax

(København 1. februar 1899).

I efteråret 1911 udsendte kultusministeriet et cirkulære til landet biskopper om at ministeriet ikke anså det for stemmende med hverken udviklingen og kirkens tarv at præster modsatte sig faner i kirken, fx våbenbrødrene, fagforeninger eller andre faner ved begravelser. Det samme gjaldt for brug af udsmykning og anden musik end orgelspil. Biskopperne blev pålagt at indskærpe præsterne dette, så man blev forskånet for forargelige optrin ved begravelser hvor præster farer frem mod en socialdemokratisk fane eller en beværterfane.