Bekæmpelse af fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Paa en Tid, da Fattigdom og Trang er saa almindelig, er det desto vigtigere for det Almindelige, og især for Landboerne, at befries fra den store Mængde tryglere og Omløbere, som hjemsøger Byer og eneliggende Stæder. Vel er denne Betlen forbuden i Lovene; men Frygten for at hændes noget Værre, afholder som oftest baade Sognefogderr og andre fra at anvende Tvangsmidler eller opbringe dem. Den ofte langt fra boede Politimester eller Herredsfoged kan med den bedste Villie til at hæmme denne Uskik, intet udrette; thi han mangler Bistand af underordnede Politibetjente. Foruden det, at Fattigforsørgelsen koster Landboeren meget aarlig, yder han til disse omløbende Betlere og arbeidsføre Tryglere saameget baade i Uld, Fødevahre og Penge, at det for hver Beboer ville opløbe til en ikke ubetydelig Sum om Aaret, dersom man vidste den. Lukker man ikke Haanden op for dem, true og skjelde de. Ofte kan en Beboer have 10 saadanne Besøg daglig. Med Skillinger slipper man dem ikke nu, som i forrige Tider. De mange Tyverier og Ildebrande paa Landet, nu mere end forhen, tilregnes ikke ubilligen slige Omløbere - og hvo ville ikke gjerne kjøbe sig disse Uheld fra, saalænge man kand? Den Embedsmand der raader Bod herpaa, vil altsaa vist nok være berettiget til det Offentliges Tak. Da en gavnbringende Anstalt maae være enhver magtpaaliggende, glæder det Anmelderen at kunne forsikre, at der cirkulerer i denne Tid et Forslag her i Stiftet fra en Herredsfoged, der øsnker at see denne Landeplage hævet. Han har foreslaaet Dherr. Proprietærer, Præster og andre at bidrage aarligt noget vist i Fourage eller Penge til, at holde i 2 Herreder til Prøve i 2 Aar 6 ridende Politibetjente, der maate være ugifte og patrollere idelig omkring i Districtet, for at opbringe saadanne Omløbere og fremmede Tiggere. De som ikke bidrage noget ved frivillig Subskription maatte betale noget af Hartkornet, som dog ikke formenes at ville overstige 32 sk. af Tde. Htk. Selv har Herredsfogden tegnet sig or et Bidrag af 200 Rbdlr. R. B. aarlig til denne Indretning, om han end skulle vorde forflyttet. Der er vel Ingen, der kunne drage denne Indretnings nytte i Tvivl; besparende for enhver Landboer ville den vist nok blive. Mange Tyverier og Ildsvaader ville og derved afværges. Haabe bør man derfor, at flere Politimestere paa Landet ville tage Deel i Sagen; thi da ville den lettere iværksættes. Disse Sværme af Lediggjængere ville ikke forstyrrre og beskatte den rolige Landmand og den virkelig Nødlidende og Fattige ville da bedre kunne hjelpes og underholdes.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. oktober 1818.

(Det fremgår ikke af artiklen hvilken herred der er tale om)

Krystalgade. (Efterskrift til Politivennen)

I Anledning af at Skidenstrædet, som nu paa nye brolægges, og bliver stampet paa en ganske nye Maade, da istedet for, at der forhen kun brugtes til Steenbroens Nedstampning en Støder eller saakaldet Jomfue, der førtes af een Mand, nu brugtes til Nedstampningen en saa svær Støder, at fire Mand maae være om at hæve samme, og kunne dog kun udholde dette Arbeide i kort Tid, da de igien afløses af andre fire, og Jorden endog i en Afstand af en Snees Alen ryster under Fødderne - tilføier Hr. Iversen i sin Avis følgende: "Det der ellers meget fordærver vor Brolægning i Kiøbstæderne er den evige Gadefeining med forslidte Skruppekoste, hvorved strax det til Jevning og Holdning paalagte Gruus fraskrabes, som giør Stenen løse, og de fremragende Kanter til sand Tortur for ømme Fødder. Gadefeining er fornøden, men hvorfor bruges ikke til nyebrolagte Gader Svabberter, som i Holland, og Vand? er Gaden meget ureen,saa skovles først Dynden af, ellers slaaes strax Vand paa, og overvidskes med Svabberter, der er en Samling af gamle Klude, befæstede paa et Kosteskaft. Ved Vandpaagydningen vindes ogsaa dette, at de Gaaende og Vinduerne undgaae Støvskyerne, og Stenene stedse mere befæstes."

Dagen nr. 197, 19. august 1818

Politivennen. (Efterskrift til Politivennen)

I Politievennen gjøres opmærksom paa den Misbrug, som kan flyde af, at de saakaldte Kammerjægere sælge deres Krukker og Æsker til Enhver, der vil kjøbe samme. Tillige kunde Man ønske et strængere Tilsyn med disse Personer, hvis hele Kunst som oftest gaaeer ud paa reent Snyderie. En saadan Herre, som for et Aars Tid siden beærede Odense med sit Besøg, brandskattede under de helligste Forsikringer mange Huuseier, ved at lade sig betale indtil 20 Rbd. af Hver; men Rotterne blev og Pengene vare borte. Best bliver det vel under alle Tilfælde at følge en vis tydsk Kammerjægers Recept. Han lagde nemlig, som Middel mod Rotter, nogle smaae Stykker Papir paa visse Steder i Husene og forbød Vedkommende at see efter samme, før efter en vis Tids Forløb. Ved Eftersyn fandt Man, at Sedlerne ikke indeholdt andet end følgende to Linier:
Halten sie Katze,
so kommen nicht die Ratze.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 15. august 1818.

Martin Dietz og Optøjerne i Vendsyssel. (Efterskrift til Politivennen)

Sognedegn Marthin Dietz (28.8.1765-16.8.1843) var født i Tønder, søn af en underofficer ved kavalleriet i Tønder og konen Metta Maria. Han blev skolelærer som 18 årig og blev bl.a. huslærer i Tønderegnen, fra 1789 i Aalborg. I 1792 blev han skrive- og regnemester i Ålborg og 1794 lærer ved den Kirketerpske skole i Randers og tillige 1806-1808 som timelærer i kalligrafi ved Randers lærde Skole. Han blev i 1793 gift med Anne Marie Salomonsdatter Hübertz og sammen fik de 4 døtre og 2 sønner. I 1807 blev han sognedegn i Vrensted og Thise i Vendsyssel. Den 21. juli 1809 nedbrændte degneboligen totalt og familiens ejendele gik tabt. De havde da 6 børn). 

Dette billede af Martin Dietz (28.8.1765-16.8.1843) af en ukendt kunstner, fra et ukendt årstal er vist det eneste af ham. Det er tydeligvis en karikatur af Dietz på sine gamle dage. Bl.a. antyder den røde næse formentlig at han var fordrukken. Ifølge Vendsyssel Tidende 11. december 1896 befandt det sig i "Vendsyssels historiske Musæum". Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Han begyndte snart at føre sager for de lokale. Et par eksempler på sådanne står i P. M. Rørsig: Skoler, degne og skoleholdere i Vendsyssel, side 447-469, især i de indledende sider.

Oprøret i Sæby 1814.

I en interessant Række Artikler i Tidsskriftet "Fra alle Lande" om "Vendsyssel og dets Beboere", af K. Petersen, findes følgende Episode fortalt, som Charakteristik for Retsforholdene og Vendelboernes Forhold dertil for nogle og tresindstyve Aar tilbage.

Den, der spillede Hovedrollen ved denne Leilighed, var en Degn ved Navn Dietz fra Vrensted, en Fjerdingvei Nord for Løkken *)

Ifølge Traditionen havde Dietz kjøbt Embedet af Grev Rosenkrones Tjener og kom dertil 1807. Da han talte og skrev godt for sig, var en munter Selskabsbroder, der kunde give mange fornøielige Fortællinger tilbedste og paa staaende Fod gjøre Riim, vandt han i kort Tid Bønderne for sig. Disse, der havde skjellig Grund til Klage baade over deres Øvrighed og Herskab, henvendte sig stadig til ham om Raad, og da han ikke sagde Nei, havde han altid fuldt op at gjøre med at skrive Indlæg eller Klager til Kongen og Cancelliet. Der var et Par Procuratorer, som lagde Navn til og officielt førte Sagerne; men at Dietz stod bag ved var ingen Hemmelighed. Hverken Godsejerne eller Embedsmændene betragtede ham derfor med venlige Øine. Paa Grund af sin agitatoriske Færd havde Dietz allerede paadraget sig et Par skarpe Irettesættelser ifølge Cancelliets Ordre, da det 1814 kom til et Sammenstød mellem ham og Amtmand Sporon i Hjørring, over hvis Embedsførelse Dietz tidligere havde klaget til Kongen. Der skulde holdes et Retsmøde, og udenfor Salen havde der samlet sig endeel Bønder, blandt hvilke Dietz løb om med sine Papirer i Haanden. Amtmanden kaldte ham da ind og bebrejdede ham hans Vinkelskriveri; men Dietz svarede ham uforskammet og frækt, og Enden blev da, at Amtmanden kastede ham paa Døren.

Dietz indgav nu en Klage, lydende paa, at Amtmanden havde begaaet Vold imod ham i Retslocalet og krænket Thingstedets Fred, og fik Bønderne til at underskrive den. Men da Sagen blev Gjenstand for Undersøgelse, gik Bønderne fra Klagen i det væsentlige Punkt, at Dietz havde faaet Prygl i Retslocalet, thi Retten var da endnu ikke sat, og hvad der var passeret var foregaaet i Amtmandens private Værelse. Derimod fremkom Sporon med saa mange Beviser mod Dietz for Vinkelskriveri, at Cancelliet befalede, der skulde anlægges Sag imod ham.

Blandt Anklagepunkterne var der to saare alvorlige, nemlig at Dietz i en Klage havde udtalt, at da Bønderne Ingen havde til at forsvare dem mod Embedsmændene, kunde der ventes en Opstand i Landet, samt at han havde Deel i, at Bønderne paa Kokkedals Gods, der vilde være frie for Hoveri, havde sammenrottet sig og overfaldet Forvalteren. Som en for den offentlige Sikkerhed farlig Person blev Dietz derfor arresteret og ført til Sæby. Da han ved sin Ankomst hertil ikke var ganske rask, nøiedes Herredsfogden med at give ham Huusarrest hos En af Borgerne, en Skomager, hvem det blev paalagt at sørge for, at Fangen ikke havde Skrivematerialier eller modtog Besøg; Byens to Politibetjente skulde hjælpe ham med at passe paa. Men efter kort Tids Forløb vandt Dietz baade sin Vært og de to Politibetjente i den Grad, at de under Herredsfogdens Fraværelse tillode, at der holdtes Forsamlinger hos ham, ved hvilke der blev drukket Brændevin, røget Tobak og forhandlet baade politiske og juridiske Materier.

Saasnart Amtmanden fik Nys herom, afsendte han strax to Politibetjente, der skulde føre Arrestanten til Hjørring. Men Dietz, som ikke syntes om denne Forandring, insinuerede nu for sine Venner, at hans Fjende Amtmanden kun vilde have ham til Hjørring for lettere at tage Livet af ham, hvad man allerede havde forsøgt i Sæby ved at give ham forgiftet Medicin. Fuldmægtigen, der var konstitueret under Herredsfogedens Fraværelse, søgte forgjæves at tale ham til Rette, og da han derefter indfandt sig med sine Politibetjente for at tage ham med Magt, vakte den drabelige Agitator, understøttet med theatralsk Dygtighed af sin Familie, et saadant Opløb, at Politibetjentene vægrede sig ved at gaae frem, og Fuldmægtigen forlangte nu Hjælp af Borgervæbningen. Tyve Mand stærk marscherede den frem under Anførsel af sin Lieutenant, hvilken brave Mand paa Grund af den overhængende Fare var løben lige fra sit Arbeide i sin hvide Møllerdragt. Men det forsamlede Publikum lod sig ikke imponere; man lo ad den tjenstivrige Officier og spurgte, hvad det var for en Uniform, han havde paa, og da de loyale Borgere vilde gjøre deres Pligt, kom det til Haandgribeligheder, som endte med, at de gjæve Artillerister, der under Krigen havde betjent et mod de engelske Krydsere opkastet Batteri, bleve drevne paa Flugt.

Iilbud afsendtes nu til Hjørring og Aalborg med Melding om det Passerede, og et Par Dage senere rykkede Lieutenant Mantzius ind i Sæby med 20 Mand og en Underofficier. Da hans Forsøg paa at formaae den oprørske Degn til at være fornuftig og følge godvillig med vare forgjæves, lod han sine Soldater rykke frem og opstillede dem foran Huset; men Dietz slog Bolt for Døren, og da Mantzius gjorde den sammenstimlede Mængde opmærksom paa, at Soldaternes Geværer vare skarpladte, raabte man, at der skulde flyde Blod, førend man udleverede Dietz. Inde fra Huset opmuntrede Degnens Familie sine Venner til kjæk Modstand, og hans Datter slæbte Steen op paa Taget for, om fornødent, at kyle dem i Hovedet paa Soldaterne. Flere af Borgerne havde desuden vægret sig ved at modtage Soldaterne i Qvarteer, og ligesaa havde Bønderne, der vare blevne tilsagte, nægtet at give dem Befordring

Under disse Omstændigheder stod Lieutenant Mantzius, som tilmed ikke havde ubetinget Fuldmagt, noget raadvild ligeoverfor Mængden med sine 20 Mand, da nogle Borgere heldigviis fandt paa den Udvei at tilbyde ham deres Caution for, at Degnen skulde forblive i Sæby, indtil der indtraf nærmere Ordre. Dette Forslag gik han ind paa, lod sine Folk leire sig i en Kjøbmandsgaard og afsendte en Rapport, hvori han fremstillede Forholdene; Befolkningen optraadte for Dietz, som om han var en Martyr, og han selv stod magtesløs, da hans Ordre ikke strakte til for dette Tilfælde.

Ved denne Efterretning kom der stærkt Røre i Aalborg, og Autoriteterne indsaae nu, at det var nødvendigt at gribe Sagen alvorligt an, dersom der ikke skulde skee Ulykker. Capt. Stricker blev uopholdelig afsendt med 200 Mand og ubetinget Fuldmagt, og Frederik den Sjette, som var bleven underrettet om det Forefaldne, stillede det lette Rytteri til Amtmandens Raadighed; men herfor blev der dog ingen Brug, thi da Stricker den 28de August rykkede ind i Sæby, og Ruderne dirrede under Trommeslagene, tabte alle de oprørske Hoveder Modet, paa nær Dietz's unge, mandhaftige Datter Agathe. Forgjæves sendte hun, saasnart Soldaterne nærmede sig, ridende Stafetter ud for at faae Bønderne og Fiskerne ved Bangsbostrand og Fladstrand til at reise sig; ligefrem gribe til Vaaben mod Kongen var der dog Ingen, som tænkte paa, og saa blev den oprørske Degn da uden Blodsudgydelse greben i Maren Tranes Madskab, hvor han havde skjult sig, og ført i Lænker til Aalborg. Foruden ham arresteredes hans Hustru, Søn, Døttre og Svigersønner, tilligemed 45 andre Personer. Skildvagter bleve udstillede rundt om; Ingen maatte gaae ud af Byen uden Pas, og for et Øieblik havde Sæby Udseende af at være en erobret By. 

Conimissionen, der blev nedsat samme Aar (1818), viste sig ikke synderlig velvillig stemt imod Dietz, saa at den baade forbød ham selv at føre sin Sag og at see Akterne; senere gav Cancelliet ham imidlertid Lov til at tale for Høiesteret. Commissionens Dom, der faldt i Sommeren 1819, lød paa, at Dietz havde forbrudt Haand, Ære og Boeslod; men Straffen nedsattes siden af Høiesteret til Embedsfortabelse og 3 Aars Arbeide i Viborg Tugthuus. Ogsaa for de andre Anklagedes Vedkommende nedsattes Straffen meget betydeligt; men alle de Dømte, der eiede Noget, bleve ødelagte ved Processen, hvis Omkostninger løb op til omtrent 12,000 Rd. Efter at Dietz havde udstaaet sin Straf gav Frederik den Sjette ham en aarlig Understøttelse; men da han igjen begyndte paa sin gamle Haandtering, kom han paany i Strid med Øvrigheden, blev atter arresteret og maatte forlade Egnen.

*) Martin Dietz var, ifølge Erslevs Forfatterlexicon, født i Tønder i 1795. Han var først Huuslærer paa forskjellige Steder i det Slesvigske og blev 1790 Skrive- og Regnemester i Aalborg, derefter tydsk Skolelærer, og senere Skrivelærer ved Latinskolen i Randers, indtil han 1ste Jan. 1808 blev Degn i Vrensted. Han døde i Kjøbenhavn i 1843.

(Aarhuus Stifts-Tidende 30. november 1879).

Ifølge "Købstadsliv i det gamle Sæby" var der i arresten ikke kakkelovn, og Dietz' helbred taget i betragtning blev han så indlogeret hos skomager Schioldan i Vestergade. Huset lå på nordsiden (daværende matr. nr. 67, nuværende matr. nr. 108) og bestod af 10 fag forhus til gaden og 5 fag tværhus i gården. I 1833 blev ejendommen solgt underhånden til garvermester Christoffer Wilsen (-1846). Enken Frederikke Wilsen født Birch solgte omkring 1848 ejendommen til garvermester David Julius Myhrmann. Han nedbrød forhuset 1855 og tværhuset 1866. Dietz' arrestlokale i Sæby eksisterer altså ikke længere.

Borgervæbningen under møller Aabel mødte op uuniformerede. Mandskabet var ikke særlig tilbøjelige til at udføre ordren. En af dem, Thomas Chr. Mathiesen, var glødende tilhænger af Dietz og kom med en spydig bemærkning om Aabel. Et korporligt sammenstød startede med skomager Krøg og Aabel, hvorefter flere blandede sig. Bataljen bestod dog mest af skubben og udvekslinger af skældsord.

Fotograf Sophus Oluf Waldemar Jensen (1835-1873): Amtmand, kammerherre Frederik Sporon (1783-1867). 1862-1873. Amtmand Frederik Sporon blev i 1822 udnævnt til amtmand over Svendborg Amt. Her var han i 33 år. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Oprøret" i Vendsyssel.

Ved det offentlige Møde i Kolding paa "Fønix" i Søndags fortalte Cand. theol Nutzhorn, Askov, følgende kostelige Historie fra dette Aarhundredes Begyndelse. Vi gjengiver den efter "Kold. Folkebl.":

Degnen Dietz var født 1765 i Tønder egnen. Han fik efter at have taget Lærerexamen, Bisættelse i Aalborg, hvorfra han fire Aar senere forflyttedes til Randers. Her begyndte han ved Siden af sin Lærergjerning at give sine Medborgere juridiske Raad og Vejledninger, hvad ikke var tilladt. Han var meget kritisk mod Embedsmændene, og han tog det paa den Maade, at han fortalte, at deres Færd var imod Kongens Vidende. Vidste Kongen Besked med, hvad der foregik, skulde der nok blive forandret paa Sagerne. Til Støtte for denne Anskuelse fremviste han efter Sigende en kongelig Takskrivelse, forsynet med et stort Segl, som han en Gang havde faaet efter at have sendt Landsfaderen et Par fede Randerslax. Hans Oppositionslyst og hans Praktikeren i Prokuratorfaget vilde i Længden have gjort ham det for broget i Randers, og han søgte derfor bort i Tide.

Han kjøbte Degneembedet i Vrensted, vest for Hjørring, som en Herremand havde foræret til sin Tjener. Og her, nord for Landets Lov og Ret, hvorhen de Embedsmænd sendtes, der var umulige andre Steder i Landet, her var nu en vid Virkeplads for hans Lyst til Advokatvirksomhed. Hvem som helst, der kom i Retstrætte, søgte til ham, og han var dem behjælpelig med at faa Sagen i Gang og faa Vidner ført. Han lagde stor Snuhed for Dagen og fik saa stor Praxis, at han ligefrem holdt Kontor, hvor han havde to Mand til sin Medhjælp. Hans Adfærd blev imidlertid for nærgaaende, og daværende Amtmand i Hjørring, forhen Amtmand paa Koldinghus, Sporon, besluttede at sætte en Stopper derfor. En Retsdag i Hjørring, før Retsmødet var begyndt, kaldte Amtmanden Dietz ind til sig i Retssalen og forbød ham at blande sig i Retssagerne. Dietz spillede den uskyldige, der var uvidende om at have foretaget sig noget, og det endte med, at Amtmanden blev vred og tog Dietz i Kraven og smed ham ud. Dietz gjorde saa passende Modstand, at det for de udenforstaaende kom til at se ud, som om han med stor Voldsomhed blev kostet ud af Døren, og udenfor afmalede han Begivenheden, som om Rettens Hellighed var bleven krænket, hvorfor der intet Retsmøde kunde finde Sted den Dag. I Virkeligheden blev ogsaa Retsmødet udsat, og der blev gjort Skridt til Sagsanlæg mod Dietz. I den Hensigt blev der skrevet rundt til Præster og Øvrighedspersoner for at høre, hvad ufordelagtigt, der var at sige om Dietz. Det mulige for delagtige spurgte ingen om, og Følgen blev en Række Skrivelser med svære Beskyldninger mod Dietz. Kun hans egen Sognepræst skildrede ham som "en meget hjælpsom Mand, der altid er rede til at hjælpe mig paa og af Vognen og skyde bag paa Vognen, naar den skal op ad den slibrige Thisehøj."

Retssagen mod ham skulde foretages i Sæby, hvorfor et Par Betjente bleve sendte ud for at hente ham hertil. Han foregav at være svagelig og fik Lov til at tage sin Hustru og et Par voxne Døtre med. Ikke heller blev han indsat i Arrestlokalet, "ikke fordi dette jo var umenneskeligt, men fordi han havde hovne Ben". Han blev saa tillige med sin Familie indlogeret hos en Skomager Scholdan, og Byens to Politibetjente sattes til at holde Vagt over ham. Længe varede det imidlertid ikke, før han fik Lov til at have dem inde hos sig, og for dem udviklede han nu sine Teorier om Embedsmændenes Nederdrægtighed og Kongens gode Villie til at raade Bod paa Manglerne, og han overbeviste dem snart og vandt dem over paa sit Parti. De udspredte hans Ros i Byen og støttedes heri af Dietz' Svigersøn og en Møllersvend Mathiesen, der var indtaget i den yngste Datter. Det rygtedes snart, at Sæbyborgerne stod paa Dietz' Side; man begyndte at frygte en Gjæring i Byen, angst som man var for at Frihedsrørelse, under hvilken Form den end viste sig, og det bestemtes, at han skulde flyttes til Arresten i Hjørring. Det var Dietz en utaalelig Tanke at skulle flyttes til Hjørring, hvor hans argeste Fjende, Amtmand Sporon, boede. Han fik det Rygte udspredt, at det var Hensigten at lade Apoteken i Hjørring forgive ham. Borgerne i Sæby besluttede at beskytte ham.

Fra Hjørring kom to Politibetjente for at hente ham; men Betjenten i Sæby nægtede at udlevere ham, og de to Mænd maatte med uforrettet Sag gaa tilbage til Hjørring. Angsten for et begyndende Oprør i Sæby voxede, og der gik Bud til Aalborg hvorfra en Løjtnant Stricker udkommanderedes med 40 Mand for at føre Degnen fra Sæby til Hjørring. I Sæby havde man hørt, hvad der forestod, og Borgerne var samlede om Scholdans Hus for at forsvare Dietz, da Hærstyrken kom. Mængden viste sig utilbøjelig til at spredes godvillig, og Løjtnanten gav Ordre til at lade Bøsserne. Folkene var trængt sammen omkring Scholdans hus, og der samlet Sten op paa Loftet i de tilstødende Huse for dermed at bombardere Soldaterne, om de trængte ind i Gaden. Selve Huset var bleven forsvarlig stænget med Laas og Slaa, saa ingen kunde komme ind. Dietz' Hustru, en frejdig Vendelbokvinde, der havde været ude for at mane til tappert Forsvar, kom for sent til at slippe ind før Dørene aflaasedes. Hun var dog ikke raadvild. Hun kommanderede en Mand til at sætte Hovedet mod Muren, gymnasticerede op paa Ryggen af ham, trykkede en Rude ind og kravlede ind ad Vinduet. Under dette fik hun sin Arm skaaret paa Glasskaarene. Da hun var kommet i god Behold indenfor Vinduet, vendte hun sig ud til Mængden, formanede dem til at forsvare sig tappert og raabte, idet hun stak sin blødende Arm frem: "Her flyder det første Blod, men det vil ikke blive det sidste."

Den ovenfor nævnte Møllersvend Mathiesen var ansat ved Brandvæsenet; han kommanderede Byens eneste Sprøjte frem, før de endnu var færdig med at lade Bøsserne. De trak sig forskrækkede tilbage, uden at der flød Blod og uden at faa fat paa Degnen.

Havde man ikte været forskrækket for "Oprøret" i Sæby, saa blev man det nu. En Beretning om Sagens Gang blev indsendt til Kjøbenhavn, og en kongelig Skrivelse blev derfor sendt til Generalkommandoen i Jylland om i største Hemmelighed at sende en Afdeling Kavalleri til Sæby og afhente Dietz.

En saadan Afdeling afgik fra Randers, og det lykkedes den at komme over Limfjorden og droge ind i Sæby en Nat, da Borgerne ingen Fare anede. Alle Byens Udgange blev besatte og Dietz blev purret ud og ført med. Han blev nu ført, ikke til Hjørring, men til Kjøbenhavn, hvor Sagen snart opløste sig i den Ubetydelighed, den var. Dietz blev idømt en Mulkt og fradømt sit Embede. Senere gav man ham dog nogle Hundrede Daler i aarlig Pension. Han begyndte noget efter Udgivelsen af sine Livserindringer, men naaede kun at faa første Hefte ud; saa blev Bogen forbudt.

(Aarhus Amtstidende 24. januar 1895).

Nyere foto fra Sæby: Algade med torvet foran den forhenværende arrestbygning i baggrunden. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Teolog, højskolelærer og sangkomponist Bendix Conrad Heinrich Andersen von Nutzhorn (1833-1925) blev cand. theol. 1860. Han var lærer i historie og musik ved Rødding Folkehøjskole 1862, fra 1865 ved Askov Folkehøjskole. Han er mest kendt for sangkompositioner og musikhistoriske afhandlinger.

Byfogedens midlertidige stedfortræder, en 29-årig skriver, noterede at der aldrig i Danmarkshistorien var set en så forenet modstand i en så lille by. Mens en ældre, pensioneret 72årig skriver skrev at pøbelen var ens i alle lande. Affæren omtales i Dagen den 27. marts 1818. Disse vidt forskellige udtalelser løfter fligen for de mangfoldige udlægninger af affæren hvoraf de fleste tydeligvis er partiske.

Efter udståelse af denne straf førte han et kummerligt liv, først i Jylland, derefter i København. Han fik et mindre beløb af kongen, men aldrig ansættelse som fængselsinspektør hvad han ellers ønskede. Han levede videre i Vendsyssel som en frihedshelt. Dietz førte en del sager som han alle tabte. I 1831 blev han igen idømt 1 års tåleligt tugthus. Dette ændrede Højesteret i april 1892 til 120 dages simpelt fængsel. 

Det må have været fra denne proces at Martinus Rørbye mødte ham. Rørbye beskriver i sin Rejsedagbog for den 14. juli 1830 at han sammen med løjtnant og kommandant Ulstrup besøgte Citadellet Fladstrand (i Frederikshavn), samt også byens arrest. Her så han "den berygtede Degn Ditz, en gammel Mand med et stygt Hoved og vist en stor Lurendreier, da han den hele Tid, hvori vi talte med ham, forestillede sig som den uskyldigste Mand under Solen, der blev gjort Uret af Alle og fornemmelig af hans Dommere."

I 1834 efterlyste han abonnenter til at finansiere hans kommende selvbiografi. Formentlig var han flyttet til København på den tid.

I oktober 1836 døde hans hustru gennem 44 år, Anne N. Dietz, f. Hybertz, 64 år gammel. "min troe Ledsagerinde gjennem Verdens ulykkelige Huler." Han boede herefter hos sin datter Frederikke som var gift med skrædder Echernstein.

I juli 1842 annoncerede han i Adresseavisen om 15 Rbd, da han befandt sig i en højst trængende stilling på grund af svagelighed og høj alder (han var da omkring 77 år). Han blev begravet på Assistenskirkegården. Mindet om ham døde efterhånden som de mange mennesker han havde hjulpet, døde. Omtaler af Dietz var i de efterfølgende år mest skrevet af personer som så det ud fra myndighedernes side: han omtaltes som en utroværdig, berygtet fantast. Men hen imod slutningen af 1800-tallet hvor der blev lagt mere vægt på bøndernes og arbejdernes historie, blev han anset for en tidlig oprører mod undertrykkende systemer. 

M. Goldschmidt skrev en biografi i sin "Dagbog fra en Rejse paa Vestkyten af Vendsyssel og Thy" (1865). Hans kilder var Dietz' egen levnedsbeskrivelse (1834).

Eksempler kom frem i august 1915 i forbindelse med en debat ved 100 års jubilæet i Vendsyssel Tidende, samt i en længere gennemgang af Martin Dietz' sag findes i Nordjyllands Social-Demokrat 20. 21. og 23. februar 1922.

Et mere overordnet vy findes i Jørgen Mührmann-Lund: Uordenerne i Sæby (2020), samt The Sæby Riot of 1818 - Popular Protest and the Political Culture of late Danish Absolutism. Aalborg Universitet, 2006. Bog og artikel ser affæren i sammenhæng med med samtidige uroligheder i Europa: et forsvar for købstaden som fællesskab. Oprørerne så ligevægten eller byens "politi" truet af rige borgere der undertrykte "de mindre formuende", fattige indvandrere fra landet, der slog sig ned i byen uden at tage borgerskab og en øvrighed, der enten var korrupt eller ikke gad tage sig af disse problemer.

Endnu 200 år efter begivenheden står Martin Dietz som en omdiskuteret person.

Slagelse, den 14de Juli. (Efterskrift til Politivennen)

Det i Slagelse den 7de d. M. afholdte Krammarked var sandsynligt et af de største Markeder, der længe har været holdt i nogen af Siellands Kiøbstæder, saavel med Hensyn til de Handlendes Antal, som de, der havde indfunden sig, enten som Kiøebere eller Tilskuere. Ikke mindre end 310 udenbys Handlende besøgte, ved denne Leilighed, denne Kiøbstad, og i disses Boutiker saaes alt, hvad der kunde være tillokkende, saavel for Øiet, som Ganen, til Exeempel: Juveler af flere hundrede Rigsbankdalers Værd, og Conditorier fra Hovedstaden, Fyen, Langeland og mange af Siellands Kiøbstæder.

De handlende skal have funden god Afsætning, ja, man paastaaer endog, at flere udsolgte ganske deres medbragte Varelager. De kostbareste og eleganteste Vare bleve fortrinligt søgte. Paa Postgaarden, hvis indvendige Locale, ved dens nye Eier, allerede er, og kan ventes end mere, forbedret og forskiønnet ved en passende Decorering og et meget skiønt Meublement, og hvor Beværtning og Opvartning, efter de Reisendes almindelige Omdømme, nu skal være meget god, var der en saadan Søgning, at Giæsterne næppe kunde rummes.

På tvende andre Steder i Byen, hvor der paa den Dag, med Politiets Tilladelse, gaves Dandseforlystelser, saaes, uagtet den brændende Hede, saa fulde Huus, i snevre Rum, fra Morgen til Aften, at Tilskuerne, fra Bænke og Borde, maatte tage la bateuse og Wienervalsen i Øiesyn.

En Hr. Bøchmann, der morede Publikum med sine og sin kloge Hests Tusindkonster, manglede ei heller Søgning.

Alt dette uagtet, gik alt med den mueligste Orden og Rolighed, og en beskiænket Person var et Særsyn, men om dette kan antages som et heldigt Symptom for Moralitetens Fremskridt, eller det bevirkedes derved, at Brændeviinsbrænderne til denne Dag hensigtsmæssig havde lempet Styrken af deres Spiritus efter Luftens Varmegrad, eller og Evnen ei har villet staae de Lysthavendes Villie bi, skal man lade være usagt.

Kun et Uheld indtraf, at et Barn paa 7 Aar blev ved Uforsigtighed overredet; Barnet er i god Bedring.

Den 8de, lidet over Middag, fandtes ei Spor tilbage af, at en saa stor Samling, Dagen tilforn havde giæstet Byeen, og en almindelig Tilfredshed hos Kiøbstadens Indvaanere, over, at en ikke ubetydelig Sum Penge derved var sat i Circulation, var den endelige og behagelige Følge af denne Folkeforsamling. (Slagelse Av.)

Dagen, 18. juli 1818.

Markedet i Slagelse var også året før (1817) tilsyneladende stort. Det fortalte Skilderie af Kjøbenhavn, juli 1817.

Selvmord fra Rundetårn. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags styrede en Mandsperson sig ned fra Rundetaarn, og fandt sin Død paa Stedet. En forbigaaende Kone var nær blevet slaaet ihjel af ham i Faldet.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 8. juli 1818.

Genopbygning efter bombardementet. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn den 4de Juli. Man har gjort den Bemærkning, at under Christian den Syvendes Regjering en Trediedel af Hovedstaden er opbygt af ny, og nu derimod 934 Bygninger brændte 1795 og 305 i 1807, altsaa ligeledes omtrent en Trediedeel; at i Dannmark, lige siden Harald Blaatand ingen Konges Regjeringstid, naar man undtager Christian den 4de, har været saa længe som hans.
Efter den store Ildebrand 1795, vare inden Slutningen af Aaret 1795, 163, og ved Udgangen af Aaret 1799, 538 af de 934 afbrændte Gaarde og Huse igjen opbygte og for største Delen beboede. Nu derimod, da allerede over 10 Aar ere forløbne siden Hovedstaden hjemsøgtes af Bombardementet, staaer endnu en stor Deel af Nørregaden, Kultorvet og flere Gader ubebygt, og fulde af øde Tomter. Paa nogle Steder har man vel i den sidste Tid begyndt at bygge, men Arbeidslønnens og Materialiernes Dyrhed ere Aarsag i, at det kun gaaer meget langsomt med Bygningen. Man kan ikke vente, at Tomterne ville blive bebygte, saa længe Ejendommenes Priis, endog beregnede i Sølv, staaer 1/3 Deel under deres oprindelige Værdie, og altsaa kunne kjøbes fuldfærdige meget lettere end bygges.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 8. juli 1818.

Vesterbroe Skole. (Efterskrift til Politivennen)

Skolecommissionen for Menigheden paa Vesterbroe har til Underretning for sammes Beboere bekiendtgiort, at dens Skole som i nogle Aar har været bestyret for offentlig Regning, vil fra 1ste Juli dette Aar blive som privat bestyret for Vedkommendes egen Regning. Commissionen har derfor overbragt den meget duelige og øvede Skoleærer Hr. Seehausen, de hidtil afbenyttede Skoleværelser hos Tracteur Wahl i No. 31 paa Vesterbroe, hvor han ved Medhjælp af Lærere og Lærerinder agter at udvide Skolen til et Institut for Børn af begge Kiøn.

Dagen 1. juli 1818 

Vesterbro 31 lå nogenlunde ved nuværende Vesterbrogade 64.

Vafler i Dyrehaven. (Efterskrift til Politivennen)

Det Nye, som i Aar udmærker Jægersborg Dyrehauge, er en hollandsk Vaffelboutik, hvor man kan faae Vafler ligesaa varme som de komme af Jernet. Boutiken er pyntet med Malerier, som Staden Rotterdam, den bekjendte Begivenhed med Wilhelm Tell, Forestillingen af et Traktement, hvor man bærer Vafler frem o. s. v. I Boutiken er anbragte paa den ene Side et lidet Cabinet, hvor der serveres med Vafler, og paa den anden en Ovn, for hvilken Vaffelbageren sidder med en Potte fuld af Vaffeldeig. Han har bestandig fem Jern i Ilden, og ligesom Vaflerne ere færdige, leverer han dem til et ganske hvidt, i hollandsk Dragt, klædt Fruentimmer, formodentlig hans Kone, som beklipper dem med en Sax, og strør Sukker derpaa. En anden ligeledes hvidklædt Hollænderinde indcasserer Pengene. Søgningen var i Søndags saa stærk, at Boutikdøren ofte maatte lukkes, da det var umueligt at tilfredsstille alle Kiøberne, af hvilke nogle forlangte hele Dusin ad Gangen, og man hørte derfor af og til imellem det meget hollandsk her snakkes Zy moeten malkander wachten! I det Hele hersker her en sand hollandsk Reenlighed, men hver Vaffel koster 1 Mk., og det er temmelig dyrt. For kildegiesterne er det imidlertid en stor Behagelighed, saaledes strax at kunne faae friskbagte velsmagende Vafler, skiøndt Huseland neppe er fornøiet dermed. - Paa Messerne i Tyskland skulle saadanne Vaffelboutiker være meget almindelige.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 29. juni 1818

Der er muligvis tale om nogle holstenere, forklædt som hollændere. Følgende stod i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 28. juli 1821:

Man vilde uden Tvivl finde det høist utroligt, dersom nogen paastod, at der gives Nomader midt i Danmark, og dog er dette virkeligen Tilfældet. Eierne af den største Vaffelboutik, der i Sommer fandtes i Dyrehaugen, føre et sandt nomadisk Liv. Boutiquen er saaledes indrettet, at den, uagtet den kan skilles ad, har fire nydelige Værelser til Beboelse, og et beqvemt Kjøkken, i to Etager, hvori eierne opholde sig baade Sommer og Vinter. Den er i sidste Øjemed forsynet med en Kakkelovn. I Sjælland behøve de sex Vogne til at transportere den, men i Holsteen, hvor de egentligen have deres fast Bopæl, kan den rummes paa to,, men naturligvis meget størrre Vogne. Uagtet Boutiquen er indrettet efter hollandsk Smag, og de selv kæde i hollandsk Dragt, saa ere de dog egentligen Holstenere.

Assistencekirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Assistencekirkegaarden uden for Nørreport er den store Dødelighed i Kiøbenhavn især mærkelig. I de sidste Aar er denne Kirkegaard bleven saa opfyldt med grave, at der om føie Tid maa tænkes paa dens Udvidelse, uagtet dog endnu saa mange Liig begraves, saavel paa Kiøbenhavns, som paa de uden for Østerport værende Kirkegaarde. Hvad Smagfuldheden og Ordenen angaaer, da er Assistencekirkegaarden nu den skiønneste af alle kirkegaarde her til Lands. Den ligner mere en Hauge med de herligste Anlæg end en Kirkegaard. af særdeles kostbare Mindestene ere ingen komne her i de sidste Aar, formodentlig fordi de vare alt for bekostelige. Men dog er der ved Muren opført et mærkværdigt Capel med Straatag paa, for den afdøde Oberstlieutenant og forrige Commandant paa St. Thomas v. Scholten. Det har ordentlige Døre og Indgang, og Vinduesruderne ere at et Slags couleurt Glas, der falder i det Rødlige. - Biskop Balle, Skuespiller Knudsen, og adskillige andre bekiendte Mænd, have endnu ikke faaet noget Minde. I disse Dage oprettes eet for Generalkrigscommissair Lange. - Af curiøse Mindesmærker fortjener at anføres eet, som er malet paa Muren. Man seer nemlig Tiden med Lee og Timeglas til Hest, i fuld Firspring, malet med Sort paa Graat. Nedenunder læses: "Saaledes levet, at naar Ben Mors banker paa Døren, man saa kan sige: kom ind! (Skilderiet)

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissmentstidende, 27. juni 1818.

Mindst to år gik der før Hans Christian Knudsen (1764-1816) fik dette mindesmærke. Det samme skete for Johann Clemens Tode (1736-1806) - her gik der over 5 år. Knudsens optrædender efter Slaget på Reden (1801) og Københavns Bombardement (1807) indtjente kolossale pengesummer. Biskop Balle (1744-1816) havde åbenbart heller ikke fået sit prægtige gravsted 2 år efter sin død.

Det omtalte og ret detaljeret beskrevne kapel er hvad der i dag er forbundet med Peter von Scholten. Men han døde årtier senere, og det er da også hans far, oberst og kommandant Casimir Wilhelm von Scholten (1752 – 1810), der her er tænkt på. Han var guvernør på St. Thomas og St. Jan 1800-1801, og 1803-1807. I kirkebogen for Garnisonskirke er han godt nok opført som begravet på Garnisons Kirkegård i København. "Historiske Meddelelser om København 2018" meddeler at hans lig blev flyttet til familiegravstedet på Assistens Kirkegård 13. juni 1811. Stråtaget blev fornyet 1856, og sandsynligvis erstattet med tegltag 1894.

Den omtalte generalkrigskommissær kan være Ole Tønder Lange (1749-1814). Som jeg dog ikke kan verificere er begravet på Assistenskirkegården.

Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

For nogen Tid siden tildrog sig i Nakskov følgende pudsige Begivenhed: Imedens Naskoviterne af den mosaiske Religions-Bekiendelse bivaanede i Synagogen deres sædvanlige Andagtsøvelse, fandt 2de kaade Knægte af den christelige Religions Bekiendelse for godt at tilspigre Udgangen, saa at de, efter fuldendt Andagt, ikke kunne komme ud af Synagogen. Imidlertid slap de, og vare heldige nok at opdage Gierningsmændene, der, for deres Kaadhed, maatte hver især bøde 9 Rbd. S: B.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 30. maj 1818.

Ildebrand, Lille Strandstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Den nys omtalte Ildebrand i Kiøbenhavn, opkom i Sadelmager og Vognfabrikør Jansens Gaard No. 63 i lille Strandstrædet. Ikke allene hele denne temmelig store Gaard brændte, men Ilden tog, ved den stærke blæst, ogsaa fat i de tilstødende Bygninger, af hvilke især 3 bleve meget beskadigede. Den udbredte sig saa stærkt og hurtigen, at man maatte kaste Boehave, og, da Hr. Eckersberg just havde sit Atelier der, adskillige af hans Malerier ud af Vinduerne. Endnu Natten fra Onsdag til Torsdag, Kl. 1, begyndte Ilden at lue op igien i de nedbrændte Ruiner, hvilket foranledigede Brandraab og klemten med Klokkerne fra Taarnene; men efter at være blevne satte meget i Uroelighed, beroligedes Hovedstadens Indvaanere snart, endskiønt en stor Mængde Mennesker vare stimlede ud tiil Brandstedet. - De som især have lidt ved Ilden ere Pastor S. Schiødte, Vognfabrikør Jansen, Mechanikerne H. v. Pløtz og C. J. Norberg, og Mad. K. Nybroe. Alle disse Mænd, der med deres Familie af Luen ere blevne fordrevne fra deres Huus og seet deres meeste Indboe ødelagt, bevidne nu i Avisen alle de Menneskevenner, der har hiulpet dem at redde, deres Tak. Hr. Nordberg savner af meget, han har mistet, 2000 Pd. Blly en betydelig Mængde smeddede og færdiggiorte Jernvaltser, Gevær-Laase, Messing, Maskindele, til Værdie nogle 1000 Rbd.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende 20. maj 1818.

Lille Strandstræde 63 blev 1847 delt i to: 63A og 63B. Der er nok tale om 63A, fordi huset blev opført 1820 for sadelmager Bendt Jansen, og er i dag Lille Strandstræde 24. 63B blev i 1847 sammenlagt med nr. 60 til 60 & 63 B, nutidens Sankt Annæ Plads 10, opført 1785 af tømmermester Andreas Hallander, og blev altså ikke berørt af branden.  

Politivennen om privatteatre. (Efterskrift til Politivennen)

I Politievennen læses "et Par, ikke smigrende, maaskee des sandere, Ord til Forsvarerinden af Privat-Theatret", hvem Forfatteren reent ud erklærer at aldrig har nogen ædel Qvindehaand skrevet hiint bekjendte Stykke i Skilderiet, og mindre vil Nogen vedkjende sig det. "Lad - siger han - ugivte Fruentimmer spille Komedie og Tragedie saa meget de behage. Derimod har jeg intet. Den Mand, som vælger en af disse Theaterprindsesser til Ledsagerinde i Livet, han veed forud hvad han faaer og han har kun sin selvvalgte Skjebne at bære. See Dem om i Kjøbenhavn! Byen er stor. Men jeg vædder med Dem, at De vil finde faa - meget faa Koner af nogen Rang eller Stand, eller hvis Mænd sidde i agtede og offentlige Embeder, som nedlade sig til at spille Roller i dramatiske Selskaber, hvormeget Lysten til Forlystelser desværre! er større end til at studere og kjende den Rolle, Man har som Pligtrolle at spille inden Dørre." - Anden Udgave af herr Amtsprovstens Skrift indeholder ikke de Udfald paa Privattheatrene, som i første Udgave mishagede saa-Mange af Skuespillets Forfægtere; derimod have nogle Udfald paa Leiebibliothekerne paadraget en temmelig alvorlig Tiltale i Aarhuus Avis af dennes Udgiver Herr. elmquist, som selv i sin Tid har oprettet et Leiebibliothek. At Herr Amtsprovsten f. Ex. kalder dem Kloaker, hvrfra Uhumskheder udflyde til Sædernes Fordærrvelse, viser, at han bruger en Udtryksmaade, som vel kunde have været noget mere moderat.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 18. maj 1818. (Se også tidligere indslag herom).

Tyveri. (Efterskrift til Politivennen)

I Boring By ude ved Aarhuskanten skete nylig Indbrud om Natten i en Stue, hvor Manden laa Lig og skulde jordes den paafølgende dag. Et Skab med Sølvtøi, samt hvad videre Sager af Værdi, der ellers forefandtes i Ligstuen, var lykkeligvis samme Dag fløttet ind i en Stue ved Siden af, saa at Tyvene maatte gaae bort med næsten uforrettet Sag. At der var Folk i nærmeste Stue, og hørte al deres Raslen og Puslen i Ligstuen, behøvede de just ikke frygte stort for, da disse jo troede, at det var den salig Mand, som var oppe at røre sig, hvorfor de følgelig vel toge sig i Agt for at forstyrre den formentlige Genganger.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 6. maj 1818.

Husholdningsbog. (Efterskrift til Politivennen)

Den blinde Christiane Rosen, Datter efter afdøde Farver Frederik Rosen i Kiøge, nu boende i Vognmagergade No. 72, første Sidesal, har havt det Held, at det første Bind af hendes Huusholdningsbog er gaaet godt fra Haanden. Hun indbyder nu til Subscription paa det andet Bind ved følgende Plan:

"Af min tidlige Ungdoms Flid og Møie paa mange vaagede Nætter tilsmiles mig en uskateerlig Glæde, i mit 50de Aar ved den rige Trøst mine indvortes Overbeviisninger give mig, at Tiden og Lykken intet kan bebreide mig i Medgangs efter Modgangs Time. Fra skiønnende Alder har Lydighed og Forsigtighed været mig tvende Hovedpligter, der have tilveiebragt mig varig Lykke i dette korte og ubestandige Liv. Med mine ringe Evner lagde jeg Haan på et Arbeide, som endnu var skiult for mig om dets bedre og heldigere Udfald. Overrasket ved Opmuntring af den Yndest og Bifald det ærede Publikum nu har viist mig ved allerede at have beæret mig med et større Antal Subscribentere paa dette Bind end det første, giør, at jeg ufortøvet vil arbeide paa Fuldendelsen af mit begyndte Værk, og skal derhos bestræbe mig for at giøre det saa fatteligt, at det kan afbenyttes af Enhver der uden Veiledning vil føre en oeconomisk Huusholdning; og skal altsaa dette Bind til samme Størrelse som det første snarest mueligt udkomme, ifald det er Lysets Faders Villie at forlene mig Kraft udi min mærke Vandring til at fuldende det.

Dagen 18. april 1818 (uddrag. Indholdsfortegnelsen er udeladt)

Redacteurens Anmærkning.

Christiane Rosen (1767-) var blandt pionererne af en ny type kogebøger rettet mod den sparsommelige og duelige husmor. Også med madplaner som fulgte året gang, samt hvilket socialt lag man tilhørte (herskab eller tyende, byboer eller bonde, fx). Det omtalte værk er hendes hovedværk i 4 bind (Oeconomisk Huusholdnings-Bog, 1818-21). Den indeholdt også information om slagtning, nedsaltning, syltning osv. Opskrifter på blodsuppe, kråsesuppe, søbekål og brødsuppe var aldrig set før. Vognmagergade 72, 1859 31. 1934 henlagt til offentlig gade.

Musikalier. (Efterskrift til Politivennen)

Musikhandler Looses musicalske Leiebibliothek i Boldhuusgade No. 225, der er det første og fuldstændigste her gives, er atter forøget med et tredie Tillæg af nye Musicalier. Blandt flere Sorter findes i dette Bibliothek de berømte Componisters: Mozarts, Haydns, Cemmentis og Dubsoch's complette Compositioner for Claveer.

Dagen 14. april 1818

Matrikel 225 - Admiralgade 28/Boldhusgade 1 midt i billedet (den røde murstensbygning), set gennem Boldhusgade. Den er fra 1799.

Til Udgiveren af Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn, fra et Fruentimmer. (Efterskrift til Politivennen)

Min Herre!
Deres i No. 24 af Skilderiet, ved Anmeldelsen af Hr. Amtsprovst Stockholms Skrift yttrede Ønske at see det Spørgsmaal: om det er skadeligt eller ei at Fruentimmer spille paa Privattheatre nøiere undersøgt, har opmuntret mig til at prøve, hvad jeg sandelig endnu aldrig har forsøgt, at skrive en Afhandling. Ikke for at recensere Stykker af Hr. Amtsprovstens Skrift, angaaende denne Gienstand, men for med al Beskedenhed at giøre den Bemærkning: at Moralisten gavner mere, naar han som advarende Ven giør sine Medmennesker opmærksomme paa de ulykkelige Følger af Umaadelighed i enhver selskabelig Fornøielses Nydelse, end naar han som Misantrop dadler Forlystelser, og med ukierlig Bitterhed angriber dem, som deeltage deri; thi krænkende utidig Daddel eller bidende Kritik giør langt mere Skade end Gavn, i det den kun opirrer til Trods istedetfor at forbedre, og er ingen Liden Aarsag til at mangen velmenende Dyds-Prædikant raaber i Ørken. Dertil kommer endnu, at de gode Herrer ikke sielden laste en Moerskab, uden at kiende det ringeste dertil af Erfaring. Saaledes hørte jeg nylig en meget agtværdig Mand paa det heftigste ivre mod den nu brugelige Valts, og med græsselige Farver afmale de onde Tanker, der under den kunde opstaae. Hvorledes troer [] han blev omvendt? Jeg fik ham tiil at forsøge en lille Valts med mig. Det kostede rigtignok Kræfter; thi Manden var temmelig ude af Øvelse, men til det valtsende Publikums Bedste snurrede jeg ham rundt, til han fløi som en pidsket Top, og neppe vare vi komne til Enden af Salen, førening han var saa tilstrækkelig overbeviist om, at det var physisk umueligt, at der under en Valts kunde opstaae nogensomhelst Tanke, at han erklærede sig overvunden og lovede, ikke oftere at fordømme hvad han ikke tilforn selv havde prøvet og undersøgt. Ligesaaledes gaaer det med Meningerne for og imod Komediespils Skadelighed for vort Kiøn. Dette Æmne er saa ofte omtvistet, uden at man deraf har kunnet uddrage noget Resultat, og hvorfor? fordi Striden førtes af Mandfolk, der selv med den bedste Villie ikke kunne sige noget væsentligt derom, just fordi de ere - Mandfolk, og følgelig ikke kunne vide af Erfaring, hvormeget et Fruentimmer kan udrette og hvorledes hun kan inddele sin Tid. Hvorvidt Privattheatre ere til Gavn eller Skade for Staten og Moraliteten, det vil jeg overlade til Deres Kiøn at afhandle, hvis Nogen skulde være saa medlidende at antage sig hines Sag; men som Huusmoder, der levende følger og ivrig stræber at opfylde sine Pligter, uden derfor at udelukke sig fra al selskabelig Fornøielse, vover jeg dette Forsøg paa at udvikle Dem, hvorvidt den Beskyldning er grundet, at den dramatiske Kunsts Udøvelse er tidsspildende og har en skadelig Indflydelse paa vor huuslige Stilling? Med al Agtelse for Deres Kiøns høiere Aandskræfter, troer jeg dog dette Æmne bedre kan undersøges og bedømmes af Fruentimmer end Mandfolk, this disse glemme bestandigen, at ligesom Deres Kiøn næsten ved enhver Beskieftigelse maa bruge Hovedet, behøver vort derimod, som oftest, kun Hænderne; og at et Fruentimmers Tanker kunne følge fraværende Venner giennem alle Verdensdele, uden at det Arbeide, hun har i Hænderne derved lider mindste Opsættelse. Dette er imidlertid det største Bevis for, at den dramatiske Kunsts udøvelse ikke kan være saa tidsspildende for vort Kiøn som Mange, Gud veed hvorfor, have giort sig Umage for at afmale dem.
Naar et Mandfolk skal lære eller studere en Rolle, maa han, saalænge det staaer paa, ophøre med ethvert andet Arbeide. Dette er ikke Tiilfældet med et Fruentimmer. Hun kan meget mageligt lære sin Rolle, i det hun tillige strikker paa en Strømppe, og giennemtænke, eller rettere sagt, studere den ved sit Sytøi. Tro ikke, det er tomme Undskyldnninger, jeg her fremfører. Jeg veed det af egen Erfaring, og spørg enhver af mit Kiøn, der nogensinde spillede i en Komedie, om det ikke er Sandhed. De vil snart blive overtydet om at man uden Besværlighed paa eengang kan stoppe en Strømpe og i Tankerne spille Dronning Cleopatra. Spørg enhver agtværdig Huusmoder om hun ikke ved sine huuslige Sysler ofte tænker paa det Arbeide, der om flere Maaneder skal forrettes. Og er hun mindre agtværdig, om hun stundom tænker paa den Fornøielse, hun kan berede Sig eller Sine, uden det nærværende Arbeide derfor behøver at blive forsømt? Spørg den kierlige Moder om hun med sin Patteglut paa Skiødet ikke undertiden har tænkt sig som Bedstemoder? Og udrettede hun i det Øieblik mere, end hun havde tænkt paa, hvordan hun om 8te Dage skulde spille Mad. Isegrim? Der er sikkert intet Fruentimmer, der har ringeste dramatiske Talent (og Andre give sig sieldent af med at spille Komedie) der vilde eller behøvede at løbe om i Huset, som en Vanvittig, og deklamere sin Rolle, til Latter og Spektakel for Alle som omgav, hende, ja for hele Byen, hvis hun boede i en Kiøbstad, hvor Sladder sædvanlig er i god Circulation; thi da man aldrig paa Privattheatre fremstiller Gudinder, Engle eller Spøgelser, følgelig ikke har nødig at studere overnaturlige Stillinger, men Fruentimmer saaledes, som de staa og gaa omkring i Verden, kan man meget tilstrækkelig øve sin Gestikulation paa Prøverne. Af disse gives der til hvert Stykke 2, der medtage i det høieste 3 Timer hver, og unægteligen maatte det Huus være saare slet organiseret, hvor Huusmoderens Fraværelse i 3 Timer kunde foraarsage saa store Uordener, som dem, Hr. Amtsprovsten omtaler. Der hører heller ikke megen Menneskekundskab til at begribe, at det fruentimmer, som Naturen nægtede Fatte-Evne i saa høi Grad, at hun, som Hr. Amtsprovsten antager, behøver 6-8 Dage til at lære, og sin udeelte Opmærksomhed for at studere en Rolle, upaatvivlelig maate være saa aldeles blottet for Phantasie og Fremstillelses-Evne, at hun aldrig kunde finde nogen Smag i den dramatiske Konsts Udøvelse, da det ringe Bifald, hun derfor høstede, umuelig kunde erstatte hende saa store Anstrængelser. Jeg kiender Mænd, der i Videnskabelighed, Retskaffenhed embedsiver og borgerlige Stilling kunne regnes blandt de første, vort Fædrenelland har at fremvise, der ofte helligede den dramatiske Konsts Udøvelse deres Fritimer, uden at det endnu er faldet Nogen ind at beskylde dem for at forsømme deres Forretninger derover. Hvorfor vil man da med saa megen Bitterhed dadle Huusmoderen og beskylde hende for Ørkesløshed, naar hun om Aftenen, efter endt Dags-Arbeide, ved sit Strikketøi læser en Bog, fordi hun derved lærer en Rolle udenad? Naar hun ikke selv forsætlig vil overtræde sin Pligter, kan hun meget gierne stundum spille i en Komedie, uden derfor at forsømme eller endog blot komme i Fristelse at glemme det ringeste af, hvad der er og bør være enhver brav Kone helliget, og at den, der ikke vil det Gode, let vil finde Midler til at iværksætte det Onde, behøver man vel ikke fortælle Nogen, som Gud gav Evne til at tænke.
Jeg tør dristig paastaae, at de skiønneste Regler for qvindelig Sædelighed og Dyd ere de, som ere skrevne af Fruentimmer, og endnu veed jeg aldrig, at nogen af dem har fremstilt den dramatiske Konsts Udøvelse som skadelig eller vanærende for os. Netop, fordi de mere Dannede iblandt os vide af Erfaring, at sand Huuslighed og Talenter meget got kunne forenes, og de aldeles Udannede, Gud være lovet, kun fægte med Ildtang og Kosteskaft. Jeg antager, min Herre! at De og Deres læsere ei høre til den, til Menneskelighedens Ære, mindre Deel af Deres Kiøn, der ikke indrømmer os en anden Glæde eller Bestemmelse i Livet end den, at være Mandens Kokkepige og Børnenes Amme. Jeg antager at De tillader os en liden Deel i de selskabelige Fornøielser, der dog uden os næppe vilde være synderligt moersomme, og at De intet har imod, at vi besidde de Talenter, som Nutidens Opdragere ansee for nyttige at lære: Musik, Dands, Tegning og Broderie, hvilke dog i Grunden ikke ere til anden Nytte end at moere os selv og Andre, thi selv det sidste kan for Huusmoderen kun saare sieldent blive andet end Moerskabs-Arbeid. Enhver af disse Talenter medtage ulige mere Tid at lære og øve end det dramatiske, og hvo vil vil eller kan dadle enkkone eller Pige, om hun i den Tid, hendes huuslige Sysler levner hende, lærer en Sonat, maler et Landskab, eller broderer paa en Krave til en Veninde? Hvorforr skulde det være mere usædeligt at træde frem i en Vennecirkel og fremstille en Dyd, Lidenskab eller Last, end at synge en Arie, eller føre en Dands[]ns? Og jeg kan af egen og fleres Erfaring forsikkre dem, at der ingenlunde udfordres mere Mod, end sige Frækhed, til det første end til det sidste, naar man føler ved sig selv, at man kan giøre det, uden at udsætte sig for at blive til Latter. Hvad end Hr. Amtsprovsten siger om den ugenerede Omgang, saa vil dog vist enhver Tilskuer ved Privatforestillinger være nødt til at bemærke, at Menneskene intetsteds paa Jorden ere mere generede end paa et Thater, og enhver Spillende kunde bevidne, at den Fortrolighed det tilsyneladende giver Anledning til, er aldeles forbi, naar Dækket er rullet ned, af den simple Grund, at den kun existerede i Phantasien, og altsaa maa forsvinde tilligemed den. Hvad den Kone angaaer, der er saa uhældig, at have en jaloux Mand, da maa hun vistnok frasige sig denne, ligesom enhver anden, selskabelig Fornøielse, indtil Alderen har sat hende i Sikkerhed for Mistanke; thi et Menneske, der beherskes af denne ulykkelige, eller rettere sagt, elendige Lidenskab, vil kunne mistyde hendes uskyldigste Handlinger, og hvilken retskaffen Kone bringer ikke sin huuslige Tilfredshed ethvert Offer. (Sluttes i Avisen der udkommer i Morgen.)

Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 13. april 1818.

(Slutning.)
Jeg nægter ikke, at det dramatiske Talent jo kan misbruges, men at dette sieldnere er og maae være Tilfældet, end med enhver anden Forlystelse, tør jeg nok paastaae, thi da der paa intet Privattheater spilles oftere end hver 14 Dag, og man aldrig anmoder een og samme Dame om at spille 2 Gange i Rad, kan altsaa den meest passionerede Privat-Skuespillerinde, om hun nok så gerne vil, ikke komme til at spille mere end 1 Gang hver  Maaned, og hvormange Baller, Selskaber og Spillepartier kan der ei i den Tid gives for den, der har Tilbøielighed dertil! Skulde det Fruentimmer da være mere lastværdig, der anvendte 3 Aftener i en Maaned paa at bidrage til at forskaffe sine Venner og Bekiendtere en ligesaa uskyldig som behagelig Underholdning? Ikke at tale om, at man kan være i et dramatisk Selskab et heelt Aar for det samme som eet eneste blot nogenlunde galant Aftenselskab koster, og at den Pynt, man dertil bruger, ikke er anderledes, end den, man sædvanlig gaaer i et Selskab med. Desuden kom jo ikke allene vore alleruuskyldigte Glæder, men endog vore allernødvendigste Dyder blive Midler til vor Fordærvelse, naar vi ikke udøve dem med Fornuuft. Hvilken Mand ønsker ikke at hans Kone skulde være et Mønster paa Blidhed og Overbærelse? Og hvilken Huusholdning gaaer og maa ikke gaae til Grunde, naar disse Egenskaber forbyde Huusmoderen at paatale sine Tienestefolks Forsømmelser eller Utroskab. Hvilken Mand seer ikke med Glæde, at hans Kone har lyst til at holde sig, sine Børn og sit Huus pent og pynteligt, og hvormangen Families Undergang har overdaadighed i denne Lysts Tilfredsstillelse ikke foraarsaget? Ja, der skal endog allerede have været Koner, der ruinerede deres Mænd ved Traktementer, blot for at glimre med det eneste talent, de besade - deres Kogekunst, og der kan dog vist ingen nægte, at dette er et Talent, enhver af os børr søge at uddanne. Neppe vil man (uden paa papiret) kunne fremvise mig een Familie, der blev ulykkelig, blot fordi Konen spillede Komedie; thi den letsindige Kone, der, for at glimre udenfor sit Huus, forglemte at opfylde sine Pligter hjemme, vilde sikkert have gjort Sig og Sine ulykkelig, om hun end aldrig havde betraadt et Theater. Derimod kiender jeg personlig mere end een Kone, som spiller Komedie, hvis Huus og Børn er i bedste Orden og Velgaaende, og der saavel ude som hjemme, kunne fremstille den værdige Moder, uden at frygte for nogensomhelst Ironie; mere end een elskværdig Pige, der er ligesaa sædelig, beskedeen og godmodig hiemme, som paa Theatret. Ja, De kan troe mig, min Herre! Derom nogen af dem, der ivre saa meget mod Privattheatre, har en Kone eller Datter, der er fornuftig og god, hvilket ethvert Fruentimmer maa være, naar hun ikke skal bringe Ulykke istedet for Held over den Kreds, der omringer hende, og samme blot een eneste Gang havde spillet i en Komedie, vilde han saa tilstrækkelig have erfaret, hvor lidet tidsspildende det er, at der vist aldrig vilde skrives dadlende Epistler om dette Slags Forlystelse.
Jeg har her sagt Dem hvad jeg kan og troer at burde sige om dette Æmne. Ikke med Skieldsord, Fordømmelses-Udraab eller ondskabsfuld Spot imod dem, der tænke anderledes derom end jeg; men simpelt og beskedent, som det sømmer sig for et Fruentimmer, der med en god Samvittigheds Rolighed taler sin og sit Kiøns retfærdige Sag. Skulde De eller nogen af Deres Læsere endnu tvivle om Rigtigheden af hvad jeg har anført, da beder jeg Dem blot henvende Dem til den "værdigste og fornuftigste Huusmoder", De kiender, og jeg er vis paa, hun vil beskrive Sandheden af hvad jeg har sagt, og med Ord ogg Exempel overtyde Dem om: at et Fruentimmer, naar hun vil anvende sin Tid rigtig, "gierne kan dyrke et Talent, uden derfor at forsømme en eneste af sine Pligter". Dersom jeg i dette Øieblik kunne give Dem et levende Beviis paa, at vi kunne udrette mere, end een Ting ad Gangen; thi medens jeg skriver dette, vugger jeg med den ene Fod mit mindste Barn, og maa tillige være Fredsdommer og Mægler mellem mine andre Rollinger, der sidde og more sig, men ikke sielden blive uenige, over det chinesiske Forandringsspil.
Til Slutning vover jeg at giøre en hiertelig Bøn til Enhver, der føler Kald til offentlig at moralisere for os Fruentimmer, den nemlig: ikke med tordnende Magtsprrog at fordre, vi skulde leve og tænke ganske som vore Oldemødre, da vor Opdragelse jo er saa aldeles forskielllig fra deres, og de dog vist ligesaavel havde deres Feil som vi. Heller at vælge dette eller lignende Thema: "Nyd enhver Fornøielse, som din Alder, Stand og Stilling tillader dig; men nyd den med Maade, at ikke Selvbebreidelse skal forbittre dig Erindringen derom". Sandelig, mangt et nyttigt Raad vilde da blive lagt paa Hiertet, der nu farer ind af eet Øre og ud af et andet, blot fordi den, det kom fra, ikke ansees som en faderlig Ven, men som en urimelig Skiendegiest.

Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 14. april 1818.

Rødbye Marked, den 17de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Morgenstunden skylregnede det. Caravanerne fra alle Lollands Hiørner rullede i hele Hærskarer igiennem Mariboe til Rødbye. Saalænge Farten gik ad den nye anlagte Vei gik det noget godt; men da man kom til den egentlige Rødbynieske Vei, gik Hestene til Bugen i Dynd og Skarn, og Vognene over Axlerne. Det blev ved at regne til Middag; imidlertid morede Markedsgiesterne dem med suur Viin. Som sædvanlig bleve nogle Heste forhandlede og ombyttede. En, der kunde være 5 a 6 Aar gammel kostede 150 Rbd. Natten hengleed i Fryd og Gammen. Om Morgenen rørtes Stadstrommen; hvis Herold proclamerede deels tabte, deels fundne Tegnebøger med Bancosedler og Heste der havde forladt deres Principaler.
(Mariboe Av.)

Dagen, 30. marts 1818.

Aalborg, den 19de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen mod de Bønder ved Kokkedal i Hanherred, som for nogen Tid siden fra et Baghold overfaldt og forsloge Forvalteren, er i fuld Gang. De sidde arresterede her i Aalborg. I afvigte Uge vare de ude i Hanherrede og bleve der confronterede med Degnen Dietz fra Vrensted, som ellers sidder i Sæbye, men var bragt herud i denne Anledning. De førtes under Militairbedækning af en Capitain, 3 Underofficerer og 18 Soldater. Dietz er overbeviist om Vinkelskriverie og desuden tiltalt for Meened og andre Forbrydelser. Han er vel henved 60 Aar, en født Sønderjyde eller Slesviger og har før været Skolemester i Aalborg og Randers. Hans Hustrue deler frivilligen Fængslet med ham.

Blandt Forbrydere i Aalborgs Arrester er et ugift Fruentimmer, norsk af Fødsel, som har forgivet sit Barn med Skedevand, hvoraf det døde efter de grueligste Pinsler Dagen efter. Dette Barnemord fandt sted i Slutningen af forrige Aar.
(Aalborg Av.)

Dagen 27. marts 1818.

Helsingør Politikammer. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort antal reisende Haandværkersvende have i den senere Tid indfundet sig her i Byen, ankomne hertil deels fra Kiøbenhavn for at gaae videre giennem Landet til Tydskland, deels fra andre Stæder i Sielland. Den største Deel af disse Personer eie intet for at kunne fortsætte Reisen med. Det er og sielden deres Attraae at faae Arbeide, men de falde de respectives Lauge til Byrde, fordre Understøttelse af disse, og da de ikke finde denne tilstrækkelig, tigge de sig frem baade her i Byen og i de Districter som de giennemvandre. For at komme denne Uskik og sikre baade Byen og Omegnen for slige Personers Besøg, har jeg med Oldermændene for samtlige Haandværkslauge overlagt, hvorledes der paa den meest hensigtsmæssige Maade kunde raades Bod herpaa, uden dog at berøve Mestrene Leiligheden til, naar de trænge til Svende, at live forsynede med duelige Subjecter, eller og at lægge unødvendige Hindringer i Veie for retsindige og arbeidsomme reisende Svende. I denne Anledning ere her truffet følgende Foranstaltninger, der saa meget mueligt søges bragte til offentlig Kundskab.

Uagtet de fleste Lauge her i Byen ikke vilde ophøre at sørge for, at efter gammel Vedtægt en reisende Haandværkersvend første Nat han opholder sig her faaer frit Logis, saa ere de dog samtlige blevne enige om, aldeles ikke for Fremtiden at ville yde megen Understøttelse i Penge eller give de saakaldte Geschenck, saa at ingen Svend kan være tient med at komme hertil aldeles blottet for Penge.

Saasnart en reisende Haandværkersvend anmeldes paa Politiekammeret, indhentes fra Politiets Side strax Underretning hos vedkommende Oldermand, om der i Lauget er nogen Mester som trænger til en Svend; er dette ikke Tilfældet, faaer den ankomne Svend i Almindelighed ikke Tilladelse at forblive længere i Byen, da han ellers vil udsætte sig for at blive anseet som Løsgiænger.

Fra Politiets Side vil der baade her i Byen og de tilstødende Kystdistricter anvendes den største muelige Aarvaagenhed for at faae anholdte de Svende der løbe om og tigge, hvilke da strax vil blive arresterede og dømte efter Anorningerne for deres lovstridige Fremgangsmaaade.

Helsingørs Politiekammer den 16de Marts 1818.

J. A. Mariboe.

(Dagen for 20. marts 1818)

Vægter dræber væverdreng. (Efterskrift til Politivennen)

I Mariboe er atter skeet en Ulykke. - Vægteren Jacob Bramsen har med sin jernpiggeede Morgenstierne slaaet Væverdrengen Jørgen Vikke, saa voldsomt i hovedet, at Jernpiggene var gaaet dybt ind i Hiernen og voldte, efter Lægernes Erklæring, at Drengen døde. Den ivrige Vægter er nu arresteret.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 12. marts 1818.

Dronningens livlæge og dyrisk magnetisme. (Efterskrift til Politivennen)

I forrige Aar har en af Hr. Etatsraad og Livlæge J. D. Brandis udøvet Kuur ved Hjelp af den dyriske Magnetisme, været en Gienstand for de fleste Samtaler iKiøbenhavn, endskiøndt kun Faa kjendte til Sagens sande Sammenhæng, da Etatsr. ikke tiillod Nogen at være Tilskuer ved sin Magnetiseren, hvortil han og havde største Føie. Man ønskede længe en udførlig Efterretning om denne Gjenstand fra Etatsraadens egen Haand, og han har nu endeligen opfyldt dette Ønske, ved at levereos et fuldstændigt Værk over dette Æmne. Til de mærkelige Kjendsgjerninger, som Forfatteren anfører at have været Øienvidne til hos sin magnetiserede Patienter der opholdt sig i hans eget Huus, hører, at den Syge kunde i Søvne opdage en Feil, der var begaaet ved en af hende selv for en Veninde anordnet Recept. En anden Gang forordnede hun sig, i sin sovende Tilstand, af visse Draaber, hvori der var Opium, 25; hendes Opvarterske, som troede at Portionen var for stor, kom stiltiende, og uden at Somnambusen paa nogen Maade kunde see det, 20 i Skeen og den Syge bemærkede det, idet samme hun tog Draaberne!

Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 18. marts 1818.

Harms i Kiel. (Efterskrift til Politivennen)

Kiel, den 22 Febr. Mærkværdigt er Kiel ved Præsten Harms. Ved sine Talers Tryllekraft trækker han hver Stand og hver Alder til sig. Naar han præker, er Kirken propfuld. Hans Moral og Lærdom ere en Gjenstand for Samtalerne næsten i alle Selskaber; men især have hans 95 Theses deelt Publicum, saavel i Kiel, som i Hertugdømmene, i to Partier, dog er det harmske Partie i Kiel selv størst, men i de andre Dele af Hertugdømmene er det kun svagt. Vel har Harms ogsaa i Kiel aandrige og lærde Modstandere, men disse holde sig rolige. Mange Penne har han allerede sat i Bevægelse; og hans egen vil endnu ikke hvile. Unægteligen hører Harms til Tiiden mærkelige Særsyn; han giver stor Opsigt, og har et stort Tilhæng, selv i Udlandet. Men om hans Anskuelser og Lærdomme ere de rigtige, om de stemme overens med Videnskabernes og Culturens Fremskridt, de nærværende statsoeconomiske Forhold, derom strider man nu mundtligen og skriftligen. Tiden vil lære, hvad der er det Rigtige; thi de stridende Partier ere for hidsige, til at ikke snart Rolighed og Kulde skulde indtræffe igjen. Imidlertid er man dog enig om, at Harms som Religionslærer ogsaa stifter meget Godt og har bragt mangen Sandhed kraftigen paa Bane; i det mindste kan man sige, at han præker Folk ind i Kirken. Selv de, der ikke ere af hans Mening, finde det dog interessant at høre ham. Det tilsyneladende Søgte, Korte og Uvante i hans Udtrykke giver  hyppigen Anledning til Misforstaaelser og Ordstrid. Originaliteten og Dristigheden i hans Billeder og Paastande forskaffe ham Tilhængere, og Partie, men frembringe tillige Modpartier. Ikke Declamation, ikke Tale-Anstand, ikke noget vellydende Organ men ene det Stærke og Skarpe i Talen er det, hvorved han trækker Almeenheden til sig. Harms har gjort sig berømt ved sin Sommer- og Vinterpostil, og denne læses meget og gjerne. Det er Skade at han ikke bliver ved at vandre paa denne Vei at præke og lære Kjerlighed og Glæder, men ogsaa troer at have Kald til at fremtræde dadlende og stridende mod Tidsaanden, og dog er hans Moral og Lære et Product af denne Tidsaand, som naturligviis ogsaa maa have sine svage Sider. Den, som falder paa et Extrem, bliver Rigorist i sit Fag og saaledes gaaer det ogsaa med Harmskanerne, som de ubetingede Forsvarere af de 95 Stridssætninger. I disse Sætninger hersker en bidende, lidenskabelig Tone. Det er derfor intet Under, at Harms er bleven Stifter af en Penne- og Meningsstrid. En Krig føres ikke uden Lidenskab. Derfor have ogsaa alle Skrifter og Samtaler for og imod Harms en lidenskabelig Caracteer. Præsterne i Hertugdømmerne synes mindst at være for den harmske Lære; thi allerede adskillige Præster ere fremtraadte som hans Mostandere, og endnu flere træde op imod ham.

Den Kongelig Privilegerede Viborger Samler, 2. marts 1818.

En Spillemands Død. (Efterskrift til Politivennen)

Maribo Avis beretter en Spillemands Død i Lolland paa en samme Blad saa egen Maade, at Beretningen godt kan tiene som en Prøve paa den Lollandske Skrivemaade, og meddeles her, som saadan, i dens hele Udstrækning. "Saxkiøbing, den 14de Januari. Fire tonekunstnere, forhenværende Hoboister, som nu søge Ære, Brød og Brændeviin herpaa Landet, kom med Fuldmagt fra Stadsmusikanten i Nakskov, af hvem de have leiet Musiken her i Egnen, til Saxkiøbing ved Juletider, øvede her Kunsten, og reiste herfra paa Kunstens Vegne videre til Falster. Men paa Tilbagereisen herfra begyndte det at gaae dem ulykkeligt, thi først var den rene Gevinst kun meget ringe, og dernæst blæste Hatten af Hr. Hundt, en af dem, og gik til Søes. I Slud og Regn kom de Tirsdagen den 13de Januari hiem til Saxkiøbing i Qvarteret hos Giæstgiver Hans Frandsen. I Stuen talte de nu Resten af deres Penge, som beløb sig til 2 Rbd. 3 Mk. 8 Sk. og derpaa søgte de at forslaae Grillerne og tørre deres Klæder. Tiden løb hastig i den fortrolige Vennekreds, endelig skildtes de ad og tumlede i deres Senge. Hr. Hundt laae i et Værelse for sig. De tre andre samledes om Morgenen, uden i Selskab med deres Ven, Hr. Hundt. En af dem gaaer til hans Værelse, men foer hastig bleeg og maalløs tilbage, den anden og saa den tredie fulgte efter og - hvilket skræksomt Syn! Der lae deres Ven næsegrus mod Jorden, og havde - knækket sin Hals. Med den ene Haand havde han vildet gribe et Ølglas, der stod uden for Sengen. Hovedet var for tungt, det fik Overvægten, og Ulykken var skeet. - Han efterlader sig Besiddelser i Mariboe og Saxkiøbing, nemlig: der en Violin uden Stoel, og her et Par gamle Buxer og et Par gamle Støvler. Skiorte, Tørklæde og Frakke havde Venskab laant ham, og Hatten var, som ovenmeldt, falden i Vandet. - Fred over hans Grav i det fremmede Land."

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende. 31. januar 1818.

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. (Efterskrift til Politivennen)

Det kongelige danske Concellie har under 13de Januar bekiendtgiort: "For at Fangerne i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i Kiøbenhavn i Undvigelses-Tilfælde kunne være saa kiendelige som mueligt, er der anskaffet for Mandfolkefangerne i Tugt- og Rasphuset Trøier og Buxer af guult og bruunt, og for dem i Forbedringshuset ligeledes Trøier og Buxer af guult og graat Klæde, syede saaledes, at den ene Side- og Ærme- samt For- og Bagstykke er af den gule, og det andet af den brune eller graae Farve.

Af Fruentimmerne i samme Straffeanstalt vil blive anlagt Dragter af samme Farver, og syede paa samme Maade, ligesom det enten er Fanger i Tugthuset eller i Forbedringshuset.
(Coll. Tid.)

Dagen, 17. januar 1818.