Min Herre!
Deres i No. 24 af Skilderiet, ved Anmeldelsen af Hr. Amtsprovst Stockholms Skrift yttrede Ønske at see det Spørgsmaal: om det er skadeligt eller ei at Fruentimmer spille paa Privattheatre nøiere undersøgt, har opmuntret mig til at prøve, hvad jeg sandelig endnu aldrig har forsøgt, at skrive en Afhandling. Ikke for at recensere Stykker af Hr. Amtsprovstens Skrift, angaaende denne Gienstand, men for med al Beskedenhed at giøre den Bemærkning: at Moralisten gavner mere, naar han som advarende Ven giør sine Medmennesker opmærksomme paa de ulykkelige Følger af Umaadelighed i enhver selskabelig Fornøielses Nydelse, end naar han som Misantrop dadler Forlystelser, og med ukierlig Bitterhed angriber dem, som deeltage deri; thi krænkende utidig Daddel eller bidende Kritik giør langt mere Skade end Gavn, i det den kun opirrer til Trods istedetfor at forbedre, og er ingen Liden Aarsag til at mangen velmenende Dyds-Prædikant raaber i Ørken. Dertil kommer endnu, at de gode Herrer ikke sielden laste en Moerskab, uden at kiende det ringeste dertil af Erfaring. Saaledes hørte jeg nylig en meget agtværdig Mand paa det heftigste ivre mod den nu brugelige Valts, og med græsselige Farver afmale de onde Tanker, der under den kunde opstaae. Hvorledes troer [] han blev omvendt? Jeg fik ham tiil at forsøge en lille Valts med mig. Det kostede rigtignok Kræfter; thi Manden var temmelig ude af Øvelse, men til det valtsende Publikums Bedste snurrede jeg ham rundt, til han fløi som en pidsket Top, og neppe vare vi komne til Enden af Salen, førening han var saa tilstrækkelig overbeviist om, at det var physisk umueligt, at der under en Valts kunde opstaae nogensomhelst Tanke, at han erklærede sig overvunden og lovede, ikke oftere at fordømme hvad han ikke tilforn selv havde prøvet og undersøgt. Ligesaaledes gaaer det med Meningerne for og imod Komediespils Skadelighed for vort Kiøn. Dette Æmne er saa ofte omtvistet, uden at man deraf har kunnet uddrage noget Resultat, og hvorfor? fordi Striden førtes af Mandfolk, der selv med den bedste Villie ikke kunne sige noget væsentligt derom, just fordi de ere - Mandfolk, og følgelig ikke kunne vide af Erfaring, hvormeget et Fruentimmer kan udrette og hvorledes hun kan inddele sin Tid. Hvorvidt Privattheatre ere til Gavn eller Skade for Staten og Moraliteten, det vil jeg overlade til Deres Kiøn at afhandle, hvis Nogen skulde være saa medlidende at antage sig hines Sag; men som Huusmoder, der levende følger og ivrig stræber at opfylde sine Pligter, uden derfor at udelukke sig fra al selskabelig Fornøielse, vover jeg dette Forsøg paa at udvikle Dem, hvorvidt den Beskyldning er grundet, at den dramatiske Kunsts Udøvelse er tidsspildende og har en skadelig Indflydelse paa vor huuslige Stilling? Med al Agtelse for Deres Kiøns høiere Aandskræfter, troer jeg dog dette Æmne bedre kan undersøges og bedømmes af Fruentimmer end Mandfolk, this disse glemme bestandigen, at ligesom Deres Kiøn næsten ved enhver Beskieftigelse maa bruge Hovedet, behøver vort derimod, som oftest, kun Hænderne; og at et Fruentimmers Tanker kunne følge fraværende Venner giennem alle Verdensdele, uden at det Arbeide, hun har i Hænderne derved lider mindste Opsættelse. Dette er imidlertid det største Bevis for, at den dramatiske Kunsts udøvelse ikke kan være saa tidsspildende for vort Kiøn som Mange, Gud veed hvorfor, have giort sig Umage for at afmale dem.
Naar et Mandfolk skal lære eller studere en Rolle, maa han, saalænge det staaer paa, ophøre med ethvert andet Arbeide. Dette er ikke Tiilfældet med et Fruentimmer. Hun kan meget mageligt lære sin Rolle, i det hun tillige strikker paa en Strømppe, og giennemtænke, eller rettere sagt, studere den ved sit Sytøi. Tro ikke, det er tomme Undskyldnninger, jeg her fremfører. Jeg veed det af egen Erfaring, og spørg enhver af mit Kiøn, der nogensinde spillede i en Komedie, om det ikke er Sandhed. De vil snart blive overtydet om at man uden Besværlighed paa eengang kan stoppe en Strømpe og i Tankerne spille Dronning Cleopatra. Spørg enhver agtværdig Huusmoder om hun ikke ved sine huuslige Sysler ofte tænker paa det Arbeide, der om flere Maaneder skal forrettes. Og er hun mindre agtværdig, om hun stundom tænker paa den Fornøielse, hun kan berede Sig eller Sine, uden det nærværende Arbeide derfor behøver at blive forsømt? Spørg den kierlige Moder om hun med sin Patteglut paa Skiødet ikke undertiden har tænkt sig som Bedstemoder? Og udrettede hun i det Øieblik mere, end hun havde tænkt paa, hvordan hun om 8te Dage skulde spille Mad. Isegrim? Der er sikkert intet Fruentimmer, der har ringeste dramatiske Talent (og Andre give sig sieldent af med at spille Komedie) der vilde eller behøvede at løbe om i Huset, som en Vanvittig, og deklamere sin Rolle, til Latter og Spektakel for Alle som omgav, hende, ja for hele Byen, hvis hun boede i en Kiøbstad, hvor Sladder sædvanlig er i god Circulation; thi da man aldrig paa Privattheatre fremstiller Gudinder, Engle eller Spøgelser, følgelig ikke har nødig at studere overnaturlige Stillinger, men Fruentimmer saaledes, som de staa og gaa omkring i Verden, kan man meget tilstrækkelig øve sin Gestikulation paa Prøverne. Af disse gives der til hvert Stykke 2, der medtage i det høieste 3 Timer hver, og unægteligen maatte det Huus være saare slet organiseret, hvor Huusmoderens Fraværelse i 3 Timer kunde foraarsage saa store Uordener, som dem, Hr. Amtsprovsten omtaler. Der hører heller ikke megen Menneskekundskab til at begribe, at det fruentimmer, som Naturen nægtede Fatte-Evne i saa høi Grad, at hun, som Hr. Amtsprovsten antager, behøver 6-8 Dage til at lære, og sin udeelte Opmærksomhed for at studere en Rolle, upaatvivlelig maate være saa aldeles blottet for Phantasie og Fremstillelses-Evne, at hun aldrig kunde finde nogen Smag i den dramatiske Konsts Udøvelse, da det ringe Bifald, hun derfor høstede, umuelig kunde erstatte hende saa store Anstrængelser. Jeg kiender Mænd, der i Videnskabelighed, Retskaffenhed embedsiver og borgerlige Stilling kunne regnes blandt de første, vort Fædrenelland har at fremvise, der ofte helligede den dramatiske Konsts Udøvelse deres Fritimer, uden at det endnu er faldet Nogen ind at beskylde dem for at forsømme deres Forretninger derover. Hvorfor vil man da med saa megen Bitterhed dadle Huusmoderen og beskylde hende for Ørkesløshed, naar hun om Aftenen, efter endt Dags-Arbeide, ved sit Strikketøi læser en Bog, fordi hun derved lærer en Rolle udenad? Naar hun ikke selv forsætlig vil overtræde sin Pligter, kan hun meget gierne stundum spille i en Komedie, uden derfor at forsømme eller endog blot komme i Fristelse at glemme det ringeste af, hvad der er og bør være enhver brav Kone helliget, og at den, der ikke vil det Gode, let vil finde Midler til at iværksætte det Onde, behøver man vel ikke fortælle Nogen, som Gud gav Evne til at tænke.
Jeg tør dristig paastaae, at de skiønneste Regler for qvindelig Sædelighed og Dyd ere de, som ere skrevne af Fruentimmer, og endnu veed jeg aldrig, at nogen af dem har fremstilt den dramatiske Konsts Udøvelse som skadelig eller vanærende for os. Netop, fordi de mere Dannede iblandt os vide af Erfaring, at sand Huuslighed og Talenter meget got kunne forenes, og de aldeles Udannede, Gud være lovet, kun fægte med Ildtang og Kosteskaft. Jeg antager, min Herre! at De og Deres læsere ei høre til den, til Menneskelighedens Ære, mindre Deel af Deres Kiøn, der ikke indrømmer os en anden Glæde eller Bestemmelse i Livet end den, at være Mandens Kokkepige og Børnenes Amme. Jeg antager at De tillader os en liden Deel i de selskabelige Fornøielser, der dog uden os næppe vilde være synderligt moersomme, og at De intet har imod, at vi besidde de Talenter, som Nutidens Opdragere ansee for nyttige at lære: Musik, Dands, Tegning og Broderie, hvilke dog i Grunden ikke ere til anden Nytte end at moere os selv og Andre, thi selv det sidste kan for Huusmoderen kun saare sieldent blive andet end Moerskabs-Arbeid. Enhver af disse Talenter medtage ulige mere Tid at lære og øve end det dramatiske, og hvo vil vil eller kan dadle enkkone eller Pige, om hun i den Tid, hendes huuslige Sysler levner hende, lærer en Sonat, maler et Landskab, eller broderer paa en Krave til en Veninde? Hvorforr skulde det være mere usædeligt at træde frem i en Vennecirkel og fremstille en Dyd, Lidenskab eller Last, end at synge en Arie, eller føre en Dands[]ns? Og jeg kan af egen og fleres Erfaring forsikkre dem, at der ingenlunde udfordres mere Mod, end sige Frækhed, til det første end til det sidste, naar man føler ved sig selv, at man kan giøre det, uden at udsætte sig for at blive til Latter. Hvad end Hr. Amtsprovsten siger om den ugenerede Omgang, saa vil dog vist enhver Tilskuer ved Privatforestillinger være nødt til at bemærke, at Menneskene intetsteds paa Jorden ere mere generede end paa et Thater, og enhver Spillende kunde bevidne, at den Fortrolighed det tilsyneladende giver Anledning til, er aldeles forbi, naar Dækket er rullet ned, af den simple Grund, at den kun existerede i Phantasien, og altsaa maa forsvinde tilligemed den. Hvad den Kone angaaer, der er saa uhældig, at have en jaloux Mand, da maa hun vistnok frasige sig denne, ligesom enhver anden, selskabelig Fornøielse, indtil Alderen har sat hende i Sikkerhed for Mistanke; thi et Menneske, der beherskes af denne ulykkelige, eller rettere sagt, elendige Lidenskab, vil kunne mistyde hendes uskyldigste Handlinger, og hvilken retskaffen Kone bringer ikke sin huuslige Tilfredshed ethvert Offer. (Sluttes i Avisen der udkommer i Morgen.)
Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 13. april 1818.
(Slutning.)
Jeg nægter ikke, at det dramatiske Talent jo kan misbruges, men at dette sieldnere er og maae være Tilfældet, end med enhver anden Forlystelse, tør jeg nok paastaae, thi da der paa intet Privattheater spilles oftere end hver 14 Dag, og man aldrig anmoder een og samme Dame om at spille 2 Gange i Rad, kan altsaa den meest passionerede Privat-Skuespillerinde, om hun nok så gerne vil, ikke komme til at spille mere end 1 Gang hver Maaned, og hvormange Baller, Selskaber og Spillepartier kan der ei i den Tid gives for den, der har Tilbøielighed dertil! Skulde det Fruentimmer da være mere lastværdig, der anvendte 3 Aftener i en Maaned paa at bidrage til at forskaffe sine Venner og Bekiendtere en ligesaa uskyldig som behagelig Underholdning? Ikke at tale om, at man kan være i et dramatisk Selskab et heelt Aar for det samme som eet eneste blot nogenlunde galant Aftenselskab koster, og at den Pynt, man dertil bruger, ikke er anderledes, end den, man sædvanlig gaaer i et Selskab med. Desuden kom jo ikke allene vore alleruuskyldigte Glæder, men endog vore allernødvendigste Dyder blive Midler til vor Fordærvelse, naar vi ikke udøve dem med Fornuuft. Hvilken Mand ønsker ikke at hans Kone skulde være et Mønster paa Blidhed og Overbærelse? Og hvilken Huusholdning gaaer og maa ikke gaae til Grunde, naar disse Egenskaber forbyde Huusmoderen at paatale sine Tienestefolks Forsømmelser eller Utroskab. Hvilken Mand seer ikke med Glæde, at hans Kone har lyst til at holde sig, sine Børn og sit Huus pent og pynteligt, og hvormangen Families Undergang har overdaadighed i denne Lysts Tilfredsstillelse ikke foraarsaget? Ja, der skal endog allerede have været Koner, der ruinerede deres Mænd ved Traktementer, blot for at glimre med det eneste talent, de besade - deres Kogekunst, og der kan dog vist ingen nægte, at dette er et Talent, enhver af os børr søge at uddanne. Neppe vil man (uden paa papiret) kunne fremvise mig een Familie, der blev ulykkelig, blot fordi Konen spillede Komedie; thi den letsindige Kone, der, for at glimre udenfor sit Huus, forglemte at opfylde sine Pligter hjemme, vilde sikkert have gjort Sig og Sine ulykkelig, om hun end aldrig havde betraadt et Theater. Derimod kiender jeg personlig mere end een Kone, som spiller Komedie, hvis Huus og Børn er i bedste Orden og Velgaaende, og der saavel ude som hjemme, kunne fremstille den værdige Moder, uden at frygte for nogensomhelst Ironie; mere end een elskværdig Pige, der er ligesaa sædelig, beskedeen og godmodig hiemme, som paa Theatret. Ja, De kan troe mig, min Herre! Derom nogen af dem, der ivre saa meget mod Privattheatre, har en Kone eller Datter, der er fornuftig og god, hvilket ethvert Fruentimmer maa være, naar hun ikke skal bringe Ulykke istedet for Held over den Kreds, der omringer hende, og samme blot een eneste Gang havde spillet i en Komedie, vilde han saa tilstrækkelig have erfaret, hvor lidet tidsspildende det er, at der vist aldrig vilde skrives dadlende Epistler om dette Slags Forlystelse.
Jeg har her sagt Dem hvad jeg kan og troer at burde sige om dette Æmne. Ikke med Skieldsord, Fordømmelses-Udraab eller ondskabsfuld Spot imod dem, der tænke anderledes derom end jeg; men simpelt og beskedent, som det sømmer sig for et Fruentimmer, der med en god Samvittigheds Rolighed taler sin og sit Kiøns retfærdige Sag. Skulde De eller nogen af Deres Læsere endnu tvivle om Rigtigheden af hvad jeg har anført, da beder jeg Dem blot henvende Dem til den "værdigste og fornuftigste Huusmoder", De kiender, og jeg er vis paa, hun vil beskrive Sandheden af hvad jeg har sagt, og med Ord ogg Exempel overtyde Dem om: at et Fruentimmer, naar hun vil anvende sin Tid rigtig, "gierne kan dyrke et Talent, uden derfor at forsømme en eneste af sine Pligter". Dersom jeg i dette Øieblik kunne give Dem et levende Beviis paa, at vi kunne udrette mere, end een Ting ad Gangen; thi medens jeg skriver dette, vugger jeg med den ene Fod mit mindste Barn, og maa tillige være Fredsdommer og Mægler mellem mine andre Rollinger, der sidde og more sig, men ikke sielden blive uenige, over det chinesiske Forandringsspil.
Til Slutning vover jeg at giøre en hiertelig Bøn til Enhver, der føler Kald til offentlig at moralisere for os Fruentimmer, den nemlig: ikke med tordnende Magtsprrog at fordre, vi skulde leve og tænke ganske som vore Oldemødre, da vor Opdragelse jo er saa aldeles forskielllig fra deres, og de dog vist ligesaavel havde deres Feil som vi. Heller at vælge dette eller lignende Thema: "Nyd enhver Fornøielse, som din Alder, Stand og Stilling tillader dig; men nyd den med Maade, at ikke Selvbebreidelse skal forbittre dig Erindringen derom". Sandelig, mangt et nyttigt Raad vilde da blive lagt paa Hiertet, der nu farer ind af eet Øre og ud af et andet, blot fordi den, det kom fra, ikke ansees som en faderlig Ven, men som en urimelig Skiendegiest.
Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 14. april 1818.
Deres i No. 24 af Skilderiet, ved Anmeldelsen af Hr. Amtsprovst Stockholms Skrift yttrede Ønske at see det Spørgsmaal: om det er skadeligt eller ei at Fruentimmer spille paa Privattheatre nøiere undersøgt, har opmuntret mig til at prøve, hvad jeg sandelig endnu aldrig har forsøgt, at skrive en Afhandling. Ikke for at recensere Stykker af Hr. Amtsprovstens Skrift, angaaende denne Gienstand, men for med al Beskedenhed at giøre den Bemærkning: at Moralisten gavner mere, naar han som advarende Ven giør sine Medmennesker opmærksomme paa de ulykkelige Følger af Umaadelighed i enhver selskabelig Fornøielses Nydelse, end naar han som Misantrop dadler Forlystelser, og med ukierlig Bitterhed angriber dem, som deeltage deri; thi krænkende utidig Daddel eller bidende Kritik giør langt mere Skade end Gavn, i det den kun opirrer til Trods istedetfor at forbedre, og er ingen Liden Aarsag til at mangen velmenende Dyds-Prædikant raaber i Ørken. Dertil kommer endnu, at de gode Herrer ikke sielden laste en Moerskab, uden at kiende det ringeste dertil af Erfaring. Saaledes hørte jeg nylig en meget agtværdig Mand paa det heftigste ivre mod den nu brugelige Valts, og med græsselige Farver afmale de onde Tanker, der under den kunde opstaae. Hvorledes troer [] han blev omvendt? Jeg fik ham tiil at forsøge en lille Valts med mig. Det kostede rigtignok Kræfter; thi Manden var temmelig ude af Øvelse, men til det valtsende Publikums Bedste snurrede jeg ham rundt, til han fløi som en pidsket Top, og neppe vare vi komne til Enden af Salen, førening han var saa tilstrækkelig overbeviist om, at det var physisk umueligt, at der under en Valts kunde opstaae nogensomhelst Tanke, at han erklærede sig overvunden og lovede, ikke oftere at fordømme hvad han ikke tilforn selv havde prøvet og undersøgt. Ligesaaledes gaaer det med Meningerne for og imod Komediespils Skadelighed for vort Kiøn. Dette Æmne er saa ofte omtvistet, uden at man deraf har kunnet uddrage noget Resultat, og hvorfor? fordi Striden førtes af Mandfolk, der selv med den bedste Villie ikke kunne sige noget væsentligt derom, just fordi de ere - Mandfolk, og følgelig ikke kunne vide af Erfaring, hvormeget et Fruentimmer kan udrette og hvorledes hun kan inddele sin Tid. Hvorvidt Privattheatre ere til Gavn eller Skade for Staten og Moraliteten, det vil jeg overlade til Deres Kiøn at afhandle, hvis Nogen skulde være saa medlidende at antage sig hines Sag; men som Huusmoder, der levende følger og ivrig stræber at opfylde sine Pligter, uden derfor at udelukke sig fra al selskabelig Fornøielse, vover jeg dette Forsøg paa at udvikle Dem, hvorvidt den Beskyldning er grundet, at den dramatiske Kunsts Udøvelse er tidsspildende og har en skadelig Indflydelse paa vor huuslige Stilling? Med al Agtelse for Deres Kiøns høiere Aandskræfter, troer jeg dog dette Æmne bedre kan undersøges og bedømmes af Fruentimmer end Mandfolk, this disse glemme bestandigen, at ligesom Deres Kiøn næsten ved enhver Beskieftigelse maa bruge Hovedet, behøver vort derimod, som oftest, kun Hænderne; og at et Fruentimmers Tanker kunne følge fraværende Venner giennem alle Verdensdele, uden at det Arbeide, hun har i Hænderne derved lider mindste Opsættelse. Dette er imidlertid det største Bevis for, at den dramatiske Kunsts udøvelse ikke kan være saa tidsspildende for vort Kiøn som Mange, Gud veed hvorfor, have giort sig Umage for at afmale dem.
Naar et Mandfolk skal lære eller studere en Rolle, maa han, saalænge det staaer paa, ophøre med ethvert andet Arbeide. Dette er ikke Tiilfældet med et Fruentimmer. Hun kan meget mageligt lære sin Rolle, i det hun tillige strikker paa en Strømppe, og giennemtænke, eller rettere sagt, studere den ved sit Sytøi. Tro ikke, det er tomme Undskyldnninger, jeg her fremfører. Jeg veed det af egen Erfaring, og spørg enhver af mit Kiøn, der nogensinde spillede i en Komedie, om det ikke er Sandhed. De vil snart blive overtydet om at man uden Besværlighed paa eengang kan stoppe en Strømpe og i Tankerne spille Dronning Cleopatra. Spørg enhver agtværdig Huusmoder om hun ikke ved sine huuslige Sysler ofte tænker paa det Arbeide, der om flere Maaneder skal forrettes. Og er hun mindre agtværdig, om hun stundom tænker paa den Fornøielse, hun kan berede Sig eller Sine, uden det nærværende Arbeide derfor behøver at blive forsømt? Spørg den kierlige Moder om hun med sin Patteglut paa Skiødet ikke undertiden har tænkt sig som Bedstemoder? Og udrettede hun i det Øieblik mere, end hun havde tænkt paa, hvordan hun om 8te Dage skulde spille Mad. Isegrim? Der er sikkert intet Fruentimmer, der har ringeste dramatiske Talent (og Andre give sig sieldent af med at spille Komedie) der vilde eller behøvede at løbe om i Huset, som en Vanvittig, og deklamere sin Rolle, til Latter og Spektakel for Alle som omgav, hende, ja for hele Byen, hvis hun boede i en Kiøbstad, hvor Sladder sædvanlig er i god Circulation; thi da man aldrig paa Privattheatre fremstiller Gudinder, Engle eller Spøgelser, følgelig ikke har nødig at studere overnaturlige Stillinger, men Fruentimmer saaledes, som de staa og gaa omkring i Verden, kan man meget tilstrækkelig øve sin Gestikulation paa Prøverne. Af disse gives der til hvert Stykke 2, der medtage i det høieste 3 Timer hver, og unægteligen maatte det Huus være saare slet organiseret, hvor Huusmoderens Fraværelse i 3 Timer kunde foraarsage saa store Uordener, som dem, Hr. Amtsprovsten omtaler. Der hører heller ikke megen Menneskekundskab til at begribe, at det fruentimmer, som Naturen nægtede Fatte-Evne i saa høi Grad, at hun, som Hr. Amtsprovsten antager, behøver 6-8 Dage til at lære, og sin udeelte Opmærksomhed for at studere en Rolle, upaatvivlelig maate være saa aldeles blottet for Phantasie og Fremstillelses-Evne, at hun aldrig kunde finde nogen Smag i den dramatiske Konsts Udøvelse, da det ringe Bifald, hun derfor høstede, umuelig kunde erstatte hende saa store Anstrængelser. Jeg kiender Mænd, der i Videnskabelighed, Retskaffenhed embedsiver og borgerlige Stilling kunne regnes blandt de første, vort Fædrenelland har at fremvise, der ofte helligede den dramatiske Konsts Udøvelse deres Fritimer, uden at det endnu er faldet Nogen ind at beskylde dem for at forsømme deres Forretninger derover. Hvorfor vil man da med saa megen Bitterhed dadle Huusmoderen og beskylde hende for Ørkesløshed, naar hun om Aftenen, efter endt Dags-Arbeide, ved sit Strikketøi læser en Bog, fordi hun derved lærer en Rolle udenad? Naar hun ikke selv forsætlig vil overtræde sin Pligter, kan hun meget gierne stundum spille i en Komedie, uden derfor at forsømme eller endog blot komme i Fristelse at glemme det ringeste af, hvad der er og bør være enhver brav Kone helliget, og at den, der ikke vil det Gode, let vil finde Midler til at iværksætte det Onde, behøver man vel ikke fortælle Nogen, som Gud gav Evne til at tænke.
Jeg tør dristig paastaae, at de skiønneste Regler for qvindelig Sædelighed og Dyd ere de, som ere skrevne af Fruentimmer, og endnu veed jeg aldrig, at nogen af dem har fremstilt den dramatiske Konsts Udøvelse som skadelig eller vanærende for os. Netop, fordi de mere Dannede iblandt os vide af Erfaring, at sand Huuslighed og Talenter meget got kunne forenes, og de aldeles Udannede, Gud være lovet, kun fægte med Ildtang og Kosteskaft. Jeg antager, min Herre! at De og Deres læsere ei høre til den, til Menneskelighedens Ære, mindre Deel af Deres Kiøn, der ikke indrømmer os en anden Glæde eller Bestemmelse i Livet end den, at være Mandens Kokkepige og Børnenes Amme. Jeg antager at De tillader os en liden Deel i de selskabelige Fornøielser, der dog uden os næppe vilde være synderligt moersomme, og at De intet har imod, at vi besidde de Talenter, som Nutidens Opdragere ansee for nyttige at lære: Musik, Dands, Tegning og Broderie, hvilke dog i Grunden ikke ere til anden Nytte end at moere os selv og Andre, thi selv det sidste kan for Huusmoderen kun saare sieldent blive andet end Moerskabs-Arbeid. Enhver af disse Talenter medtage ulige mere Tid at lære og øve end det dramatiske, og hvo vil vil eller kan dadle enkkone eller Pige, om hun i den Tid, hendes huuslige Sysler levner hende, lærer en Sonat, maler et Landskab, eller broderer paa en Krave til en Veninde? Hvorforr skulde det være mere usædeligt at træde frem i en Vennecirkel og fremstille en Dyd, Lidenskab eller Last, end at synge en Arie, eller føre en Dands[]ns? Og jeg kan af egen og fleres Erfaring forsikkre dem, at der ingenlunde udfordres mere Mod, end sige Frækhed, til det første end til det sidste, naar man føler ved sig selv, at man kan giøre det, uden at udsætte sig for at blive til Latter. Hvad end Hr. Amtsprovsten siger om den ugenerede Omgang, saa vil dog vist enhver Tilskuer ved Privatforestillinger være nødt til at bemærke, at Menneskene intetsteds paa Jorden ere mere generede end paa et Thater, og enhver Spillende kunde bevidne, at den Fortrolighed det tilsyneladende giver Anledning til, er aldeles forbi, naar Dækket er rullet ned, af den simple Grund, at den kun existerede i Phantasien, og altsaa maa forsvinde tilligemed den. Hvad den Kone angaaer, der er saa uhældig, at have en jaloux Mand, da maa hun vistnok frasige sig denne, ligesom enhver anden, selskabelig Fornøielse, indtil Alderen har sat hende i Sikkerhed for Mistanke; thi et Menneske, der beherskes af denne ulykkelige, eller rettere sagt, elendige Lidenskab, vil kunne mistyde hendes uskyldigste Handlinger, og hvilken retskaffen Kone bringer ikke sin huuslige Tilfredshed ethvert Offer. (Sluttes i Avisen der udkommer i Morgen.)
Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 13. april 1818.
(Slutning.)
Jeg nægter ikke, at det dramatiske Talent jo kan misbruges, men at dette sieldnere er og maae være Tilfældet, end med enhver anden Forlystelse, tør jeg nok paastaae, thi da der paa intet Privattheater spilles oftere end hver 14 Dag, og man aldrig anmoder een og samme Dame om at spille 2 Gange i Rad, kan altsaa den meest passionerede Privat-Skuespillerinde, om hun nok så gerne vil, ikke komme til at spille mere end 1 Gang hver Maaned, og hvormange Baller, Selskaber og Spillepartier kan der ei i den Tid gives for den, der har Tilbøielighed dertil! Skulde det Fruentimmer da være mere lastværdig, der anvendte 3 Aftener i en Maaned paa at bidrage til at forskaffe sine Venner og Bekiendtere en ligesaa uskyldig som behagelig Underholdning? Ikke at tale om, at man kan være i et dramatisk Selskab et heelt Aar for det samme som eet eneste blot nogenlunde galant Aftenselskab koster, og at den Pynt, man dertil bruger, ikke er anderledes, end den, man sædvanlig gaaer i et Selskab med. Desuden kom jo ikke allene vore alleruuskyldigte Glæder, men endog vore allernødvendigste Dyder blive Midler til vor Fordærvelse, naar vi ikke udøve dem med Fornuuft. Hvilken Mand ønsker ikke at hans Kone skulde være et Mønster paa Blidhed og Overbærelse? Og hvilken Huusholdning gaaer og maa ikke gaae til Grunde, naar disse Egenskaber forbyde Huusmoderen at paatale sine Tienestefolks Forsømmelser eller Utroskab. Hvilken Mand seer ikke med Glæde, at hans Kone har lyst til at holde sig, sine Børn og sit Huus pent og pynteligt, og hvormangen Families Undergang har overdaadighed i denne Lysts Tilfredsstillelse ikke foraarsaget? Ja, der skal endog allerede have været Koner, der ruinerede deres Mænd ved Traktementer, blot for at glimre med det eneste talent, de besade - deres Kogekunst, og der kan dog vist ingen nægte, at dette er et Talent, enhver af os børr søge at uddanne. Neppe vil man (uden paa papiret) kunne fremvise mig een Familie, der blev ulykkelig, blot fordi Konen spillede Komedie; thi den letsindige Kone, der, for at glimre udenfor sit Huus, forglemte at opfylde sine Pligter hjemme, vilde sikkert have gjort Sig og Sine ulykkelig, om hun end aldrig havde betraadt et Theater. Derimod kiender jeg personlig mere end een Kone, som spiller Komedie, hvis Huus og Børn er i bedste Orden og Velgaaende, og der saavel ude som hjemme, kunne fremstille den værdige Moder, uden at frygte for nogensomhelst Ironie; mere end een elskværdig Pige, der er ligesaa sædelig, beskedeen og godmodig hiemme, som paa Theatret. Ja, De kan troe mig, min Herre! Derom nogen af dem, der ivre saa meget mod Privattheatre, har en Kone eller Datter, der er fornuftig og god, hvilket ethvert Fruentimmer maa være, naar hun ikke skal bringe Ulykke istedet for Held over den Kreds, der omringer hende, og samme blot een eneste Gang havde spillet i en Komedie, vilde han saa tilstrækkelig have erfaret, hvor lidet tidsspildende det er, at der vist aldrig vilde skrives dadlende Epistler om dette Slags Forlystelse.
Jeg har her sagt Dem hvad jeg kan og troer at burde sige om dette Æmne. Ikke med Skieldsord, Fordømmelses-Udraab eller ondskabsfuld Spot imod dem, der tænke anderledes derom end jeg; men simpelt og beskedent, som det sømmer sig for et Fruentimmer, der med en god Samvittigheds Rolighed taler sin og sit Kiøns retfærdige Sag. Skulde De eller nogen af Deres Læsere endnu tvivle om Rigtigheden af hvad jeg har anført, da beder jeg Dem blot henvende Dem til den "værdigste og fornuftigste Huusmoder", De kiender, og jeg er vis paa, hun vil beskrive Sandheden af hvad jeg har sagt, og med Ord ogg Exempel overtyde Dem om: at et Fruentimmer, naar hun vil anvende sin Tid rigtig, "gierne kan dyrke et Talent, uden derfor at forsømme en eneste af sine Pligter". Dersom jeg i dette Øieblik kunne give Dem et levende Beviis paa, at vi kunne udrette mere, end een Ting ad Gangen; thi medens jeg skriver dette, vugger jeg med den ene Fod mit mindste Barn, og maa tillige være Fredsdommer og Mægler mellem mine andre Rollinger, der sidde og more sig, men ikke sielden blive uenige, over det chinesiske Forandringsspil.
Til Slutning vover jeg at giøre en hiertelig Bøn til Enhver, der føler Kald til offentlig at moralisere for os Fruentimmer, den nemlig: ikke med tordnende Magtsprrog at fordre, vi skulde leve og tænke ganske som vore Oldemødre, da vor Opdragelse jo er saa aldeles forskielllig fra deres, og de dog vist ligesaavel havde deres Feil som vi. Heller at vælge dette eller lignende Thema: "Nyd enhver Fornøielse, som din Alder, Stand og Stilling tillader dig; men nyd den med Maade, at ikke Selvbebreidelse skal forbittre dig Erindringen derom". Sandelig, mangt et nyttigt Raad vilde da blive lagt paa Hiertet, der nu farer ind af eet Øre og ud af et andet, blot fordi den, det kom fra, ikke ansees som en faderlig Ven, men som en urimelig Skiendegiest.
Aalborg Stifts Adresse- Avis og Avertissementstidende. 14. april 1818.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar