En 100aarig Barberforretning. (Efterskrift til Politivennen)

Den nuværende Indehaver, Barber Andersen, paa Trappen op til sin Forretning.

En Barberforretning, der i Hundrede Aar har ligget paa samme sted, tør nok siges at høre til Sjældenhederne.

En saadan Salon findes imidlertid den Dag i Dag i det gamle Bykvarter. Her aabnede Sct. Michael Flyttedag 1828 Johan Chr. Hestorff i Snedkerlaugets Hus, Grønnegade 21, en Barberforretning. Den kan i disse Dage holde 100 Aars Jubilæum.

I tre Generationer blev den ledet af Slægten, Søn og Sønnesøn af Stifteren; men i 1920 blev Linien brudt, og Indehaveren er nu Hr. M. Andersen, en ung Mand, der holder Traditionerne smukt i Ære. Det fremgaar af Stuens sirlige Indreting. - Hele Stuens Historie kan man læse i Snedkerlaugets gamle protokoller siger han, og de fortæller mange morsomme Ting. Det har jo altid været et Haandværkerkvarter her, og Stifteren kaldtes Amtsbarber, d. v. s., han var forpligtet til at lægge Forbinding paa alle de skadekomne paa Værkstederne her i Distriktet. Det hørte jo den Gang med til Professionen. En af Sønnerne uddannedes ogsaa til Barber, men læste samtidig til Læge og bosatte sig i Gothersgade, hvor han fik en meget stor Praksis.

1854 døde gamle Restorff, og den ældste Søn overtog saa Forretningen, som i 1880 overgik til hans Søn, der beholdt den til 1920. Han lever forøvrigt endnu og bor i "Alderstrøst". Han virker stadig som Barber paa Almindeligheden, fordi han synes, det er for tidligt at lægge op trods de 70 Aar.

Gennem Aarene har Forretningen haft et meget stort Klientel. Mangen gammel Grosserer og Fabrikant kom her daglig. Den lille hyggelige; Stue passede dem godt. Og jeg maa sige, at Søgningen stadig ligger i samme Niveau.

Jeg synes derfor, Jeg har Lov at sige, at trods de Hundrede Aar, der er gaaet, har jeg fulgt den Linie, Stifteren ønskede.

(Aftenbladet (København) 9. oktober 1928).

Herman Bangs Bo og hans Arving. (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Haderslevgade bor Frisør og Barber Hans Larsen, som ved et Lune blev Herman Bangs Universalarving. Overfor vor Medarbejder, Hr. Christian Houmark, fortæller han om sin Arvelod, om den udenlandske Film og Bangs Digtning.

Hr. Larsen på Stuen.

DER findes flere Testamenter efter Herman Bang. Paa sine mange Sygelejer, der af ham bestandig betragtedes som lige saa mange Dødslejer, nød han at udstede et eller andet Testamente til en eller anden, ofte tilfældig Tilstedeværende. Snart bortskænkede han Ejendomsretten til Romanerne, snart til Novellerne, en Enkelt overlod han rundhaandet sin samlede Produktion, baade den hjemlige og den oversatte - den skrevne og den endnu uskrevne, og tog efter en saadan Opbydelse af de sidste Kræfter, en hjertelig og uigenkaldelig Afsked med den lykkelige Besidder af det ganske værdiløse, juridisk ugyldige Dokument. Mens Bang ellers nøje huskede, hvem han havde betænkt, saa syntes han ganske at have glemt det Testamente, som indsatte Portnersønnerne fra Walkendorffs Kollegium til hans Universalarvinger. Det talte han aldrig om. Derimod nævnede han hyppigt og med Glæde et andet, som, efter hans Mening, var fuldkommen lovgyldigt. Han navngav Arvingen og Vidnerne, men dette Testamente synes paa hemmelighedsfuld Maade at være forsvundet. Maaske har Bang selv, i et deprimeret øjeblik, tilintetgjort Dokumentet.

Den ene af Digterens Universalarvinger, Frisør Hans Larsen ude fra Haderslevgade, modtager i denne Tid talrige Henvendelse fra udenlandske Filmsselskaber, som ønsker at sikre sig Retten til at overføre Bangs Digtning paa Filmen

- Vidste De, at De var Bangs Arving? spørger jeg Hr Larsen en støt og stille Herre med et smukt Væsen.

- Nej. Ikke jeg, lyder Svaret. Jeg var kun tre Aar, den Gang han skrev det. Men nogle ældre Halvsøskende huskede godt, da der senere blev talt om det, at vore Forældre havde sagt, at vi var indsatte.

- Vi .... hvem?

- Min ældre Bror, Gilbert, og jeg.

- Hvor gammel er De?

- Bror er 51 og i Amerika. Jeg er 49.

- Hvad Aar blev Testamentet skrevet?

- I 1879.

- Hvordan lyder det?

- Ja, der staar, at han indsætter os, fordi vores Forældre havde været saa gode imod ham, da ingen vilde kendes ved ham, heller ikke Slægten. Han havde jo dengang ikke skrevet saadan noget videre.

- Hvorfra kendte Bang Deres Bror og Dem?

- Fra Walkendorffs Kollegium, hvor Far og Mor var Portnerfolk, og hvor han boede som Student. Han laa meget syg af Gigtfeber engang, og min Mor plejede ham og tog sig kærligt af ham; han ejede ingenting og hun hjalp ham med Mad og saadan, hvad der kunde falde fra ... Jeg kan nu ogsaa godt huske, at da Bang Byttede hen i Studiestræde hos Fru Ottesen, dér boede ogsaa Peter Nansen, saa bar min Bror og jeg Middagsmad hen til ham, som Mor lavede.

- Hvomaar døde Deres Forældre, Hr. Larsen?

- I Firs - enogfirs.

- Hvomaar saa De sidste Gang Herman Bang?

- Det var til en Børnehjælpsdag, da vidste jeg jo ikke noget om det, ellers havde jeg vel talt med ham, men det har jeg aldrig gjort Jeg har tit set ham, ogsaa hørt ham læse op.

- Og saa døde han?

- Ja, og saa blev vi jo opsøgte. De henvendte sig først paa Walkendorff. dér var der ingen, som kendte os, men ligeoverfor boede en gammel Skomager, jo, han hed Madsen, og han vidste, at vi havde en Onkel, der var Bud paa Polyteknisk Anstalt, og hos ham fik de at vide, at jeg var næringsdrivende Barber- og Frisør paa femogtyvende Aar i Haderslevgade, og saa blev jeg kaldt op til Boets Eksekutor, der fortalte mig, at jeg var Arving, men at der næppe vilde blive noget .... Familien - Bang - vilde have Testamentet omstyrtet, men det var retsgyldigt, og Vidnerne lagde Ed paa, at det var skrevet paa Kollegiet, og at Testator var ved sin Fornufts fulde Brug, og saa blev det mig.

- Men Filmen?

- Ja. Den frembød jo Vanskeligheder. Men en Voldgiftskendelse har tilskrevet mig Retten til hans Værker, til Film og Dramatisering over hele Verden.

- Og Deres Bror?

- Ham har jeg ikke hørt fra i flere Aar Jeg har søgt ham pr. Breve, men der kommer ikke noget Svar. Jeg véd ikke, om han er levende eller død .... 

- Saa er De ene Arving?

- Ja .... desværre. Men maaske afdøde Broders Gæld herhjemme er blevet betalt af hans Arv ifølge Fuldmagt af 1912, da levede han endnu, saa han vidste, han var Arving, Med-Arving. Siden 1918 har jeg ikke hørt fra ham. Der kom nok en Dansk Amerikaner en Dag for et halvt Aar og skulde hilse mig fra ham - men .... næh, den tror jeg nu ikke paa.

- Hvormeget har Boet hidtil indbragt Dem?

- Der var store Udgifter .... Voldgiften, og hver Gang jeg skulde møde i Boet, maatte jeg stille en Mand Forretningen, det er 12-14 Kr om Pagen .... aah, ikke noget videre naar jeg saadan skal se .... Jeg vilde saamænd gerne sælge Ejendomsretten til Film og det hele og trække mig ud af det, naar jeg kun de faa et ordentligt Bud. For "Mikaél" gav Filmen mig kun /> af 3500 Kr. Det er det højeste, jeg har faaet.

- Har De Ingen Pietet?

- Jo. Jeg har skrevet saadan lidt Smaasange i Familie-Lejligheder, men det ér jo ikke i Sammenligning .... ikke noget nævneværdigt.

- Hvad synes De bedst om i Bangs Digtning?

- "Mikael". Jeg gaar ogsaa tit ud paa hans Grav og ligger en lille Blomst til Erindring for mine smaa Penge, eller en lille Krans, som det nu gaar paa Stuen, det er den, jeg maa stole paa .... Jeg synes. Forfatterforeningen skulde holde Graven og rejse et Monument over ham. Han har sagt, han ikke vilde, véd jeg nok, men hvad gør det .... Han sagde ogsaa, at der ikke maatte tales over hans Grav og ikke tages Maske - og alt det skete alligevel der er ikke noget blevet overholdt .. alligevel ....

Christian Houmark.

(B. T. 11. juli 1925).

Se også artikelen om Herman Bangs død og begravelse her på bloggen.-

Den første indenbys kvindelige Barbersvend. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frk. Edith Lundquist i Arbejde paa Stuen.

I Dag har København faaet sin første rigtige kvindelige Barbersvend - Provinsen har jo allerede i nogle Aar haft et Par Stykker. og vi har ogsaa set en af dem herinde.

Men nu har vi en rigtig udlært københavnsk Svend. Det er den attenaarige Frk. Edith Lundquist, der her i København er Foregangskvinde paa dette Omraade. Hun, der er Datter af den bekendte Luthsanger og Barber Herman Lundquist, har arbejdet paa sin Faders Stue i Sølvgade lige siden sit tiende Aar, da hun i sin Fritid sæbede Kunderne ind. Ganske vist er Frk. Edith ligesom den øvrige Familje, musikalsk, slaar Luth'en og synger, men Kniven og Sæbeskummet har altid hos hende været Nr. 1.

Derfor vil hun ogsaa om en Maanedstid aflægge Svendeprøve for Lavet, men Svend er hun jo alligevel blevet i Dag, da hun har udstaaet Læretiden. Og samtidig bliver hun Faderens Kompagnon. "Kunderne har allerede længe," siger Faderen, "foretrukket hende for mig".

Faderen spiller spiller og synger, og Datteren barberer.

Det er Arbejdets Fordeling.

(Aftenbladet (København), 1. april 1921).

I Kraks Vejviser for 1921 er Hermann Lundqvist betegnet som Luthsanger, Sølvgade 99 st. Om hun forblev i barberfaget er uvist. Fra 1925 optræder en Edith Lundqvist som kommunelærer i Kraks Vejviser. Dem er der imidlertid et par stykker af, så det kan være en anden.

Sønnen Martellius der var Ediths lillebror, var født 1904, og blev kapelmester. Han var uddannet på det kgl. danske musikkonservatorium 1920-24; pianist og repetitør ved Det ny Teater 1922-26, ved Scala Teatret 1926-27 og ved Nørrebros Teater 1927-28; operarepetitør ved Det kgl. Teater 1929-37; vicedirigent i Studentersangforeningen 1933-34; debut som kapelmester på Det kgl. Teater 18. maj 1930 (Flagermusen); korleder og kapelmester ved statsradiofonien 1937-47; instruktør og kapelmester for Kbhvns Koncertforenings orkester 1941-43: overdirigent for Øerne i Dansk Kor-forening 1943-46; kunstnerisk leder og 1. kapelmester for Odense byorkester fra 1949; kunstnerisk leder og kapelmester for Den fynske Opera fra 1953. Medl. af bestyrelsen for Det fynske Musikkonservatorium fra 1955.

Barberen paa Sandkisten.

Flere gange og sidst søndag den 1. marts har anmelderen set en barber udøve sit håndværk på sandkisten ligefor hjørnet af Gammelstrand, idet personen forsynet med alle behørige rekvisitter barberede en mand som havde taget sæde på en bærebør der stod mit på kisten. I London og Paris ville sådant vel ikke være påfaldende. Men her er vi endnu ikke vant til sådanne forretninger foretages på offentlig gade og under åben himmel. Dog ikke nyheden af dette skue bevæger anmelderen til at omtale det. Men det sker kun for at gøre oldermanden for det kirurgiske amt opmærksom på det for at han kan undersøge om denne person muligvis gør sig en bifortjeneste på sin principals eller principalindes bekostning eller om han er aldeles uberettiget til at drive denne næringsvej og altså gør indgreb i andres rettigheder.

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 204-205) 

Nybrogade, Gammelstrand. Thorvaldsens Museum (færdigt 1848). Busch, Johan Frederik (1825-1883), så billedet må være fra før 1883. Det Kongelige Bibliotek.

Et Par Ord angaaende S. Andresen.

Ikke for at besvare hvad S. Andresen har ladet indrykke i Politivennen angående mig er det at jeg griber pennen, men for at fremstille sagen således som den virkelig er forefalden for dem af mine medborgere som ikke kender mig nøje nok til at kunne vide at dette er usandfærdigt.

Søndag den 5. i denne måned kom en mig ukendt person (S. Andresen?) ind på min barberstue og spurgte om han kunne blive ekspederet straks da han ingen tid havde. Der sad den gang netop tre mænd, af hvilket de to allerede var indsæbede. På mit forlangende tillod disse at han måtte blive ekspederet før de. Han blev derfor straks indsæbet og jeg begyndte at barbere ham. Idet samme spurgte en af de tre andre tilstedeværende mig om noget. Det var vel min skyldighed ifølge den opmærksomhed jeg skylder enhver af mine ærede kunder at bevare dette, hvilket jeg også gjorde. Dog uden at S. A. derved blev opholdt. Ikke desto mindre vendte han sig straks om til min medhjælper og forlangte at denne skulle tage fat på ham, da han ikke havde tid til at sidde der og være nar. Og inden hverken denne eller jeg havde fået tid til at svare, sprang han op fra stolen og sagde at nu ville han gå. Han løb derpå efter at jeg med servietten i største hast havde tørret sæben af ham for at han ikke således som total nar skulle gå på gaden. 

Således var S. Andresen og min opførsel den dag og i sandhed ikke anderledes. Nu må jeg spørge enhver: Har jeg vist mig som ikke rigtig i hovedet eller har han vist sig således? Man vil desuden af modsigelserne i det nonsens som han har skrevet eller ladet skrive, let slutte sig til af hvad kvalitet han selv må være. Men hvem mon denne S. Andresen egentlig er? Han har så rask fremsat mit navn, min håndtering og min bopæl at ingen kan være uvidende om hvem jeg er. Men hvem er han så? Skal måske det S. som står foran navnet Andresen tilkendegive hans bestilling? Man kunne da let forledes til at tro at denne var af de meget lave. Dog dette kan være ligegyldigt. Men snavs har hans fremgangsmåde været da han selv krybende i skjul måske under et stjålet navn, uden al grund søger at nedsætte en mands gode navn og rygte. Og da jeg ikke holder af at røre ved snavs, så skal også dette hvor som helst det i fremtiden på min vej måtte forekomme for mig, af mig forblive liggende urørt.

P. Ingemann.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 836-838)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 780.

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.

S. Andresen.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:

Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

Uformodede Følger af en Aareladen.

For omtrent 1 år siden var anmelderen så uheldig at vælte med en vogn på landevejen, hvorved han fik sin højre side slemt forslået. Da smerten vedblev, besluttede han efter nogle dages forløb at lade sig årelade. Han gik derfor til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades. Efter at denne operation var foretaget, spurgte anmelderen hvad han skulle betale, hvorpå barberen svarede 1 rigsbanksdaler. Anmelderen lagde 4 mark, som var alle de penge han havde hos sig på bordet og sagde at efter hans mening kunne dette vel være nok, men at han var villig til at betale mere når barberen kunne vise ham noget der berettigede ham til at fordre mere. Dette var den hr. barber ikke at formål til, men derimod har han fundet på når anmelderen i selskab med andre kører forbi ham, at råbe efter ham: "Du slyngel, betal  mig de 2 mark de skylder mig". 

Da man nu ønsker at være befriet for sådan ubehagelig tiltale på landevejen og for at få at vide om barberen kan have noget videre at fordre, fremsættes det spørgsmål: "Er der bestemt nogen betaling for åreladen".

Besvares dette spørgsmål til barberens favør, da skal han få det ham tilkommer. Men i andet fald vil man søge at bringe ham til at holde inde med sin grove tiltale og at forunde de forbikørende vejfred.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9199-9200)

 "Han gik til en ung barber i Lyngby og forlangte at årelades." (Barberer fungerede også som en slags kirurger, her en rekonstruktion af en barberstue fra omkring 1800 i Håndværkerstat.)

Blodigler.

En mand her af staden som blev tilrådet at lade sig sætte igler, sendte bud til en barber og lod spørge hvad sådant kostede, hvorpå han fik det svar: 3 mark for stykket. Manden lod nu på et apotek forhøre hvad en blodigle kostede når man købte den, og erfarede at prisen da for samme var 1 mark. I den tanke at når han nu selv havde igler, ville han spare penge ved at lade en barber sætte dem, købte han 3 igler og sendte bud til en barber for at få dem påsat. Der kom da en barberdreng som påsatte iglerne, men da man spurgte ham om hvad man skulle give ham for sin ulejlighed, forlangte han 2 mark for stykket, ialt 16 mark. Denne betaling forekommer anmeldren at være alt for stor, og melder derfor dette for vedkommende for om muligt kunne skaffe en forandring i prisen. En arbejder er vel sin løn værd, men man kan også betale guld for dyrt. Desuden behøves der jo kun lidt kunst eller arbejde til at påsætte igler.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6753-6754)

Svar paa det i Politivennen no. 165 indførte Stykke Hovedets og Pungens ønske

At bekostningen af det værktøj som barberer og hårskærere bruger, er ubetydelig er vel en sandhed, men at der gives mange andre håndværkere hvis værktøj heller ikke koster dem mere, kan let bevises, da de for en stor del kan forfærdiges af disse selv. Hvad lokalet angår, er det nødvendigt at have det bekvemt og anstændigt og følgelig må der betales undertiden dyrere end mange andres, som vel behøver større plads, men kan behjælpe dem med side- og bagværelser. Det bliver altid en fejl at forklippe håret, men dette kan ske for enhver betaling da den erlægges efter klipningen og er ubestemt. At der gives de der bestemmer prisen for denne opvartning er muligt, men i en tid af nogle og tyve år i hvilken jeg har befattet mig dermed, kan vist ingen sige at jeg har krævet en bestemt betaling, men altid været tilfreds med hvad man efter rimelighed betalte mig, og således agter jeg at vedblive. 

Pålægges det mig derimod af vedkommende at bestemme betalingen, tror jeg at det er rimeligere at tage 2 til 3 mark for at klippe et hår, end at tage 4 skilling for at aftage et skæg. For når man regner med at det sidste sker 2 til 3 gange ugentligt og det første derimod kun 4 til 6 gange årligt, så bliver hårskærernes fortjeneste næppe det halve af barberernes. Dog dersom jeg kunne være så lykkelig at få så mange af disse små sølvbække, hvormed jeg kunne fylde blot en lille å, er jeg villig til at lade mig nøje med 16 rigsbankskilling R. B. og derved vil den ulejlighed forebygges som brøken vil forårsage ved at betale i sølvmarker, hvilke kun få for øjeblikket ejer.

Som følge heraf tager jeg mig den frihed at anbefale mig til hårklipning, frisering, al salgs hårarbejde for damer og mandfolk samt med at forfærdige lokker og anden hårpynt af aftjente hår i min bopæl på hjørnet af Store og Lille Regnegade første sal. Min bestræbelse skal altid være ved reelt arbejde og rimelig behandling at vinde enhvers agtelse og tillid.

Hendr. Hoppensach
Parykmagermester og frisør

(Politivennen nr. 168, Løverdagen den 20de Marts 1819, s. 2716-2718)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664, som også besvaredes af en barber i Politivennen nr. 166, 6. marts 1819, s. 2702-2703.

Svar fra en Barber

Indsenderen af et stykke i nr. 165 klager over at barbererne lader sig deres arbejde betale for dyrt. Men han har undladt at anmærke at her næppe findes nogen barberstue hvor man har krævet nogen vis bestemt betaling, men at man derimod har ladet sig nøje med hvad enhver efter behag ville lægge. Rigtig nok har mængden betalt 8 til 12 skilling for at blive barberet. Men tager man blot hensyn til at en stuelejlighed som en barber jo altid må bebo, nu betales med 150 til 200 rigsbankdaler, mens før samme lejlighed kun gaves 30 til 40 rigsbankdaler, at livets fornødenheder er dyre og slet ikke står i forhold til de forbedrede penge, så vil man vel ikke finde at 6 til 8 skilling kunne være mere en passende betaling for det som indsenderen kalder et øjebliks tjeneste. En arbejder siger man er jo sin løn værd, og i denne næringsvej må man i sit ansigts sved søge at erhverve brødet der ofte er knap nok skåret. Kunne man blot opvise en eneste der ved barberkniven havde erhvervet sig over det fornødne, eller havde til overflod, da vil anmelderen intet have imod at denne næringsvej bliver den første hvis indtægter formindskes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2702-2703)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er svar på Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664. Denne artikel blev besvaret i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718

Hovedets og Pungens Ønske

Når det spørgsmål blev fremsat: Hvem af håndværkerne her i staden bruger det mindst bekostelige værktøj og mindste plads, da ville vist med god grund kunne svares: Barbererne og hårskærerne. Årsagen til at dette spørgsmål kastes frem vil enhver let kunne gætte og især de der har et hurtigt voksende skæg eller de som vansires eller generes af et langt hovedhår. Får går man til de første (barbererne) da må man for at blive ordentlig behandlet i ansigtet mindst give 8 til 12 skilling, ja også 1 mark for dette øjebliks opvartning som man før i tiden kun betalte med 2 til 4 skilling. Går man til de sidste da må man for ikke at blive vansiret eller skaldet give 2 til 3 mark som de endog ved forespørgsel selv begærer, det være af en kavaler eller læredreng, da man dog for nogle år siden kun gav 8 til 16 skilling for samme tjeneste. Da tidsomstændighederne kræver indskrænkning i enhver stand og alder var det et ønske at d'herrer barberer og hårskærere ville fastsætte nogenlunde moderat pris såsom at for at aftage skægget 16 skilling sølv, hvilket man tror kunne være en passende erkendtlighed for deres tjeneste da ordsproget siger: Mange bække små gør en stor å.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2663-2664)

Rekonstrueret barberstue fra 1800-tallet. Barberstuerne blev også brugt til kirurgiske formål, hvad der fremgår af flere artikler i Politivennen. (Fra Håndværkerstat). 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af en barber i Politivennen nr. 166, 6. marts 1819, s. 2702-2703, og igen i Politivennen nr. 168, 20. marts 1819, s. 2716-2718.

Gendrivelse af en urigtig Anekdote

I bladet Københavns Skilderier nr. 49 er skrevet en anekdote om åreladning ved en fribarber, som er helt usand. Denne åreladning kan ikke anses som misbrug, da den såkaldte fribarber ikke fandt patientinden i nogen tilstand som kunne røbe koldfeber, på det tidspunkt hvor han blev kaldt derhen for at betjene hende med åreladning. Det kan jeg (hendes mand) og hun selv bevidne. Men da vor husdoktor siden kom for at se til hende, sagde vi begge til ham, at vi dagen igennem vel havde sendt bud 3 til 4 gange efter ham. Da det var forgæves, var vi nødsagede til at søge råd og hjælp hos nogen anden mand, det være sig enten hos embeds- eller fribarber. Vi kendte til en fribarber, som da han kom, for at årelade min kone, spurgte hende: Hvorfor? Hvorpå hun gav til svar, at det meste hun klagede over den gang var svimmelhed, hold i ryggen osv. Dengang sporedes endnu ingen feber, og det er en sandhed, at min kone efter hans senere besøg hos hende i henseende til hans opvartning og betjening efter åreladningen, befandt sig både frisk og vel

Georg Poeschmann
Buntmagermester

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 318, 26. maj 1804, s. 5061-5062)

Julius Exner: Bedstemoder bringer den første hilsen til den lille pige, der er kommet op fra sygelejet (1867). Gode mennesker der er glade for hinanden. Det taler nok mere ind i forestillinger tilskuerne gerne vil have findes. Avisartikler og andre kilder tegner ofte en anderledes rå og barsk verden.. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Koldfeber er malaria. I dag betragtes den mest som en tropesygdom, men på Politivennens tid var den en meget udbredt sygdom i Danmark. At den var meget udbredt langt op i 1800-tallet, fremgår af at lægen Carl Adam Hansen mente at kunne registrere 163.736 malariatilfælde i perioden 1862-90 i hele Danmark. Så ikke uden grund havde Aalborg Stiftstidende ... 12. maj 1832 helliget en meget lang og detaljeret artikel til sygdommen forfattet af stiftsfysikus Hansen. Den indledtes således:

Om Koldfeber.

Da Koldfeber atter i dette Foraar har viist sig herskende her i Egnen ligesom i flere Landets egne og denne Sygdom, fornemmelig blandt Landalmuen, hyppigen deels overlades ganske til sig selv, deels paa en urigtig og skadelig Maade behandles ved forskjellige Huusraad, hvorved denne ialmindelighed fareløse Sygdom ofte bliver farlig, ja endog dødelig, og, hvad som for den arbeidende Classe næsten værre er, i meget lang Tid betager Evnen til Arbeide, og efterlader en, ei sjelden langvarig, ja undertiden hele Livet igjennem vedvarende Sygelighed, lægger Grund til andre besværlige og farlige Sygdomme, har jeg troet det hensigtsmæssigt og nyttigt, nærmest til Underreetning og Veiledning for Landbeboere, der ere længere fjernede fra Læge, i det mig allernaadigst anfortroede Physicat, at meddele adskillige Forholdsreglerr, om hvad der i henseende til benævnte Sygdom fornemmelig er at iagttage. 

Artiklen opremser herefter hvad man skal gøre for at afværge sygdommen: klæde sig varmt, spise morgenmad, ikke stå stille i aftenkulden eller i det hele taget afkøle sig. Den beskriver sygdomsforløbet. Hvordan man kan forsøge at helbrede: rigtig mad og drikke, dog ikke mælk og mælkemad,æg,fedeting, vin eller brændevin. Desuden må man ikke afkøles. Man skal opsøge apoteket for at få medicin: feberpulver, brækpulver og febernedsættende pulver. Tilbagefald skal overvåges. Forfatteren anfører at det hele koster 1 Rbd og burde være til at betale for bonden. Til slut frarådes på det kraftigste husrådet med peber og brændevin. Det sidste blev fx beskrevet i Aalborg Stiftstidende den 1. juni 1831: 

Paa Farligheden af den blandt Landalmuen saa gængse Skik, at standse Koldfeberen med Peber og Brændeviin, er atter i disse Dage paa Morsø givet tvende utvetydige Beviser, idet en Kone i Vester Jøldby og en Karl fra Veierslev øieblikkeligen, efterat have indtaget en Dosis heraf, tabte Mælet og kort efter døde.

Set i bagklogskabens lys, kan man nærmest opfatte det som man skød i blinde hvad angik medicin: åreladning, igler, brækmidler mm. Som stadsfysikus beskriver. Men selv blind høne kunne finde korn. Nemlig når nogen brugte kinabark. Det indeholder kinin, som hvis man fik patienterne under behandling med det straks, rent faktisk også hjælper. Og det skortede ikke på "virksomme" forslag til kure. Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende angav den 15. december 1829 et middel man havde fundet i udlandet mod malaria:

Man lægger, naar Febergyset er forbi, et Æg med Skallen i et Viinglas og overgyder det med rødviin, indtil det er bedækket. Denne Viin taber sin Farve efter 6 til 8 Timers Forløb og bliver ganske blaa, sandsynligviis af den af Æggeskallen indsugede Kalk og andre Stoffer, der synes at udgjøre det specifikke Lægemiddel. Indtil Feberens Tilbagekomst lader man Glasset være tildækket, tager det første man mærker Febergyset, Ægget af Vinen og drikker denne. Sædvanligt bliver Feberen efter den første Nydelse heftigere, efter den anden er Feberen ganske borte. Men det er raadeligt, selv naar Sygdommen er hævet, at tage Midlet endnu nogle Gange paa Feberdagen, for at forebygge et Tilbagefald. Derved især udmærker dette Middel sig fremfor andre, at der efter dets Brug sjeldent indtræffer Tilbagefald. - Som det overhovedet er raadeligt ved Vexelfeber at lade nogle Paraxysmer gaae forrbi, inden man søger at standse Sygdommen, saaledes er dette ogsaa at anbefale ved ovenanførte Middel. (Det i gamle Lærebøger brugelige Mærke: Probatum est, tilføies af en Dame, hvis Datter blev helbredet ved Midlet).

Jeg skal ikke kunne sige om midlet virkede. Sygdommen var international. Det fremgår fx efter Københavns bombardement, hvor en artikel i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 103, 7. Oktober 1807 skrev:

Hr. Simonsen, Chirurg ved Marineregimentet, har paa en hædervardig Maade benyttet den Adgang til de Engelske Feldthospitaler i Omegnen af Kjøbenhavn, som er enhver Lægekonstens Dyrker aaben. Han har i videnskabelig Henseende beseet Feldthospitalet i Ordrup, som er det betydeligste og største; Lazarettet i Lundehuset, hvor han var overværende imedens en vigtig Operation blev foretaget; et Sygehuus paa en af Blegdammene, hvilket omtrent havde 40 Syge, meest af Koldfeber. Som epidemiske Sygdomme iblandt de Engelske Tropper bemærkede han Blodgang i Husum og Omegnen af Brønshøi, og Øienbetændelse i Ordrup. De Engelske Læger have overalt vist Hr. Simonsen megen Beredvillighed og Høflighed.

Selv om den især var udbredt på landet, var malaria i allerhøjeste grad også til stede i hovedstaden, se Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede ... 23. maj 1809:

Koldfeberen grasserer i denne Tid ualmindelige i Hovedstaden Henimod 6000 Personer skulle ligge syge deraf. Lykkeligviis lader den nærværende blide Aarstid haabe, at Sygdommen snart vil standses.

I en by med 100.000 indbyggere ganske meget. Antallet af tilfælde svingende. Ifølge Aarhus Stifts-Tidende 20. juli 1826 klingende malariaen på daværende tidspunkt af i hovedstaden:

Koldfeberen, der i de sidste Aaringer havde begyndt at være sielden, har i Aar i de tvende sidste Maaneder været temmelig hyppig.

Men få år efter kunne omvendt Aarhuus Stifts-Tidende 3. juni 1831 melde fra hovedstaden:

Koldfeberen grasserer temmelig stærkt her i denne Tid. Tre unge svenske Læger ere passerede herigjennem til Polen, og en af vore Landsmænd, Hr. R., en ung chirirgisk Candidat, agter ogsaa i disse Dage at reise dertil, for at blive ansat ved Lazaretherne.

På landet var den meget udbredt, og avisartiklerne giver indtryk af at noget der om igen år efter år. Her er nogle eksempler fra avisnotitser, fx Den Kongelige Privilegerede Viborger Samler, 11. maj 1812 i forbindelse med Nykøbing Mors:

Koldfeberen raser og paa Morsøe i fuld Maade. Mange Gamle døe deraf.

Også på Langeland, Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende, 24. april 1829:

Rudkjøbing. Koldfeberen her paa Langeland er i enhver Henseende som før, det vil sige: den er mere almindelig blandt de Uformuende end de Velhavende, mere udbredt midt paa Øen end Sønder paa, hvor den er i Aftagende, medens den tiltager Nord paa. Iblandt Aarsagerrne til dens Vedvarenhed bør ogsaa bemærkes Vanen med paa egen Haand at bruge hvilkesomhelst Midler, der anprises for Feberen, og den store Modbydelighed hos Almuen for at søge fornuftig Hjelp. Men hvor meget Sygdommen end huserer her paa Landet, kan den dog, i Sammenligning med Fehmern, endnu kaldes taalelig, da Dødeligheden paa hiin Øe er meget større end her.

I en almen beretning om Vendsyssel skrev Aalborg Stiftstidende, den 28. juni 1830:

Koldfeberen er den nylig herskende Sygdom: den er langvarig, stræng og affærdiger ikke faa Offere til Graven.

At den ramte høj som lav fremgik af at biskop Mønster den 3. august 1830 døde efter at være blevet angrebet af koldfeber. Videre til Bornholm, Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende, 24. marts 1830, hvor lægen Jensen fra Hasle den 23. marts 1830 bl.a. skrev i forbindelse med at en anden smitsom sygdom nu var i aftagende:

Endskjønt Rygtet gaaer, at den grasserende typhose Sygdom nu skal være kommen (vel ikke fra Hasle) til Nyeker og Knudsker Sogn, saa tør jeg dog sige at den vist ikke vil blive saa farlig eller langvarig, da Koldfeberen nok vil, som i nogle Aar, spille sin sædvanlige Rolle. 

Her fremgår at malariaen er gængs. Selvom malaria altså krævede langt flere ofre end fx kolera, fik den sjældent store overskrifter i aviser. Måske fordi den i modsætning til kolera (der fortrinsvis ramte byerne), var mest udbredt på landet. At malaria internationalt var en frygtet og meget udbredt sygdom fremgår af at lægen Ronald Ross i 1902 fik Nobelprisen for at opdage at sygdommen smittede via myg. Men det vidste man altså ikke noget om dengang.

Og allerede flere årtier før forsvandt malaria af sig selv: Da hertugdømmerne efter 1864 blev en del af Tyskland, intensiverede man på landet dræning, og lavede mergelgrave. Det betød et voldsomt indhug i myggenes tilholdssteder: moser og vådområder. Og dermed også malariaen.

Om fribarbererne

(Efter indsendt)

Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.

Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.

Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.

Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.

Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.

Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.

Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.

Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)

Redakteurens Anmærkning

Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.