(Efter indsendt)
Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.
Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.
Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.
Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.
Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.
Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.
Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.
Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.
(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)
Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.
Man har ofte med rette hørt nogen ihærdigt tale imod den mærkelige indretning hos os, at de fleste der lærer kirurgi, starter karrieren som barberdrenge og at denne håndtering, barberen, tilsyneladende er blevet så uadskillelig forenet med den ædle kirurgi ved vores barberembeder. Der er imidlertid mange vanskeligheder ved at ville ophæve dette levn fra ældre tiders badstuekvaksalveri, fordi her kommer ejendomsretten i vejen, og ejendomme var altid hellige for den gode regering.
Vores regering, der har gjort og gør så meget for kirurgiens dyrkelse hos os, vil nok med tiden udtænke et middel, der uden despotisk brud på ejendomsretten, adskiller barberingen helt derfra.
Fribarberenes oprettelse må anses som et skridt henimod det. For det gik dog ikke an, at denne forretning ophørte at drives i embedskirurgernes stuer, før der var personer fordelt i staden, der bedrev dette erhverv som embedskirurgerne ophørte med.
Fribarberene bør altså anses som nødvendige og gavnlige borgere i staten. Som sådanne har kongen givet dem den lettelse at drive næringen uden borgerbrev, når de er antagne af chefen for det borgerlige artilleri.
Men nogle af de, der vel ikke benægter dette, taler kraftigt imod, at fribarberene årelader. Og dersom deres påstand var sand, at fribarberer må antages at være ukyndige i hvad man bør vide, for at kunne betjene folk med et så vigtigt middel, så burde enhver være enig med dem. Men denne indvending bortfalder når man tager i betragtning, at fribarberene har lært på barberstuer, hvor der altid, når læremesteren udskriver en dreng, bliver afholdt en slags eksamen i to-tre embedskirurgers nærværelse, i grundlæggende kirurgi, og altså også over hvad der hører ind under en god åreladers anatomiske kundskab og hans fingerfærdighed. Og man må vel indrømme, at den erfarne læge eller feltskær lige så godt kan betjene sig af en fribarber, som af en embedsbarber, når han dømmer at en lidende skal årelades.
Ja vel, vil man måske indvende, men fribarberene tilkaldes af folk, der i deres naivitet mener at de skal årelades, og han forretter så åreladningen på egen hånd, måske netop i tilfælde, hvor den bliver til patientens første fordærvelse.
Herimod svarer fribarberen: Tror man da at embedsbarberens svend ville være mere samvittighedsfuld, eller at han ikke gerne ville tjene nogle drikkepenge? Og amtsbarberen selv kan jo ikke være allevegne. Overalt hvordan skulle jeg som fribarber, der ikke er ukyndig i kirurgiens første grunde, der har kone og børn, og altså ikke så let kan løbe fra en lumpen handlings følger, være så tilbageholdende med at årelade i flæng. Jeg vinder jo ved at sige, hvis tilfældet er derefter: "Her bør en læge kaldes". For både lægen og den syge vil så fatte større fortrolighed til mig, og jeg vil ikke tabe ansigt ved det.
Kort sagt, så længe ændringen med embederne går for sig, er der ikke noget vundet, men snarere tabt ved at ville forbyde fribarbererne åreladen, kopsætning, lavementssætning osv. For det er da bedre at den, der har behov for øjeblikkelig hjælp, kan få denne af en fribarber, da lægen ofte ikke kan, gerne ikke vil applikere den, og embedsbarberene dels er så ulige fordelt, at den nærmeste undertiden er langt væk, dels ikke sjældent beklager sig over at forlade varmen og hvilen, for gennem rusk og kold nat at følge den syges bud.
(Politivennen. Hefte 25, Nr. 314, 28. april 1804, s. 4996-4999)
Redakteurens Anmærkning
Barberernes stilling som kirurger ses bl.a. af at de ikke var soldater, men fungerede som kirurger under Slaget på Reden og Københavns Bombardement.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar