De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).

Kjøbenhavns Vandværk. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns nye Vandværk. Ifjor nærede man Bekymring for, at der, paa Grund af de foregaaende tørre Somre og det større Forbrug, som det nye Vandværk gav Anledning til, vilde udfordres nye bekostelige Anlæg for at tilvejebringe en tilstrækkelig Vandmængde til Hovedstadens Forsoning. Denne Bekymring er nu aldeles hævet, da den i Vinter og Foraaret samlede Vandmasse, hvis største Vandbeholder er Damhuussøen, er saa betydelig, at den antages at være tilstrækkelig for et heelt Aar, selv om den ikke i den Tid blev forøget ved det almindelige Tilløb. I de to Bassiner, der ere dannede af den forrige St. Jørgens Sø, staaer Vandet nu flere Alen høiere end i Vinter, men der har derved viist sig en anden Mislighed. Den sydvestlige Side af Dæmningen mod Wodrufsgaard og Ladegaardens Marker har ikke været saa fast og tæt, at den nu, med den høiere Vandstand, har kunnet forebygge en Gjennemsivning, og Følgen heraf er, at de meget lavere liggende Jorder lide betydelig af det indtrængte Vand. Hvorledes dette kan afhjælpes, maa en Undersøgelse af Dæmningen vise; men dersom man ikke kan aflede Vandel ved Grøfter eller paa anden Maade, turde man vel endog blive nødt til at tømme det ene Bassin for at foretage de fornødne Forbedringer ved Dæmningen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1860)

Drukneulykker. (Efterskrift til Politivennen)

Underdelen af Kjøbenhavns Toldbodbro har, som bekjendt, i mange Aar været en af Drengene yndet Legeplads, endskjøndt Legen der er forbundet med Livsfare. Saaledes er der neppe hengaaet nogen Uge eller Dag uden at en eller anden Dreng er faldet i Vandet; men da der som oftest er Folk tilstede, ere de hidtil heldigen blevne bjergede; men i Fredags var Lykken ikke saa gunstig. Et Par Drenge legede under Broen, hvoraf den ene faldt i Vandet; da den Anden saae dette lob han strax sin Vei uden at gjøre Anskrig om det Forefaldne; Følgen heraf blev, da ingen Andre strax havde observeret, al Drengen var faldet i Vandet, at Drengen druknede. (Berl. Td.)

Forleden Dag styrtede et Fruentimmer sig fra Flydebroen ved Kjærlighedsstien i St. Jørgens Sø; men efter at hun i nogen Tid forgjæves havde arbejdet paa at komme under Vandet, hvori imidlertid hendes Klæder hindrede hende, søgte hun atter Landet, saaledes at da Redningsbaaden fra den anden Side at Søen kom tilstede, havde hun allerede begivet sig paa Veien tilbage til Byen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1855).

Scene fra området omkring toldboden som viser Bomløbet og træbroen mellem toldboden og Holmen: På vej til Holmen. Illustreret Tidende 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sankt Jørgens Sø (Efterskrift til Politivennen)

I en artikel i dette blads nr. 174, betræffende Københavns drikkevand, spørges blandt andet: hvad nytter det fx Vesterbros beboere, at der et par enkelte steder findes drikkevand? (de nye gadebrønde i Landemærket og Adelgade) Ja, med føje har red. gjort denne bemærkning og opkastet dette spørgsmål, navnlig med hensyn til Vesterbro. Vandet i Skt. Jørgens Sø, den af hovedstadens vandbeholdninger, hvorfra denne bros beboere får deres vand, er således at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgrøn. Selv i dets mest rolige tilstand er det aldeles uigennemsigtigt og jævnligt ligger en slimet skorpe oven på ved bredderne. Søen selv er bevokset med lodne, væmmelige planter, der fra bunden strækker sig op i fladen; for hvad der bliver optaget er kun en smule løst græs eller tang. Midt ude i søen skal der være 4 alen dybt mudder. I en spand eller et kar er vandet ganske plumret og tykt. Synderligt nok, at ikke almindelige sygdomme er sporede af dets nydelse.

At bunden er opfyldt med mudder, er vel den væsentlige grund. Men når hertil kommer, at mennesker og hunde vasker sig og svømmer deri, kreaturer vander, smede svaler jern, det sure og smudsige vand af den altid tørstige redningsbåd udøses deri, for ikke at tale om andre væmmeligheder, så kan man let danne sig et begreb om, hvilket drikkevand bemeldte bros beboere har, der dog vist også yder deres skærv dertil. Med 1. oktober d. å. skal forpagtningen af denne sø være ude. Det burde da være en passende tid til dens opmudring, vistnok det eneste radikalmiddel til denne så vigtige vandbeholdnings forbedring, hvilket vistnok også var en let udførlig sag, når blot enten vedkommende ville tage sig deraf, eller også en enkelt dygtig mand ville gøre sig fortjent af staden. Men så længe det kun bliver ved skriven og talen, sker intet; der må handles. O.

(Kjøbenhavnsposten, 2. august 1847).

Vandet i St. Jørgens Sø hedder det i en artikel i Kjøbenhavnsposten af 2. august d. å. er således, at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgul osv.  

I den anledning har man opfordret en praktisk mand til at give råd herimod. Indsenderen af denne annonce kan vel ikke mene, at om der end fandtes en sådan mand, han da uden videre kunne tage fat på Søernes rensning eller søge at få ondet hævet ved at handle. Nej, det går ikke således til, hvor der er autoriserede vandinspektører. Men hvad nytter det at skrive og oplyse manglerne, når vedkommende ikke følger de således givne råd. Allerede for 3 år siden fremstillede krigråd Schøtz efter opfordring sin anskuelse i "Fædrelandet" af 4. marts 1844; en anskuelse, der vidner om det praktiske blik og den sagkundskab, der ikke erstattes ved al verdens eksaminer, hvor spørgsmålet er rent praktisk. Af dette inserat skulle vi her udhæve følgende:

"For nu at forebygge alle, eller i det mindste de væsentlige afløb af urent vand i Søerne, måtte uden betingelse alle grøfterne uden for stadens porte tilkastes. Rendestene anlægges, afløb af alt urent vand ledes ved en grundig nivellering til Kalvebo Strand, opdyrkning af jorden indskrænkes, ingen gaderenovation lægges i nærheden af Søerne, så lidt som svinehold tåles der, latrinernes indhold ikke afbenyttes til gødning omkring Søerne - det er alt slemt nok at den animalske gødning ikke kan forbydes - kort, det måtte påses at intet urent fik afløb i nærheden af eller i Søerne. Ville endog kemikerne og medicinerne bevise os, at vandet desuagtet kan nydes uden skade for sundheden, ville man dog ikke kunne lægge bånd på modbyde!igheden for vand, der er således inficeret". 

Da nu enhver kan se, at jorderne ved Vodroffsgård er opfyldte lige til randen af Dosseringen med gaderenovation, er der også indlysende, at væskerne heraf ved regn skylles ud i søen; da Skt. Jørgens Sø fremdeles ikke får frisk vand uden fra Peblingesøen, når vedkommende finder for godt, og har manglet denne tilstrømning og den dermed forbundne bevægelse i vandet, der er så nødvendig for at holde det frisk, så kan man jo indse, at renovationsvæskerne har for lidt vand at blande sig med til at de kan blive uskadelige. - I 3 dage har man endelig forbarmet sig over Skt. Jørgens Sø og givet den noget af Peblingesøens vand, om det nu har været ifølge annoncen i Kjøbenhavnsposten eller af frygt for at Peblingesøens vand også skulle begynde at skimle, ved vi ikke. Ved at tage Skt. Jørgens Sø ved Vesterport i øjesyn vil man finde, at vandet, der for 4 dage siden var aldeles urent, nu er blandet; men det er ikke derved man kan eller bør blive stående. 

Vi er derfor af den mening, at publikum måtte være vedkommende tak skyldig, hvis de ville tage ovenanførte råd under nærmere overvejelse, og navnlig gøre begyndelse med at grave grøfter om Dosseringen, samt gøre denne tilgængelig for publikum. Men har man i de sidste år ikke gjort synderligt i denne retning, glæder det os dog at se, at vedkommende har lånt øre til et forslag, der ligeledes blev gjort 1844 af den samme krigsråd S. Dette forslag handlede om brøndes gravning på visse terræn: flere torve, Landemærket og de gader, der ikke er kanalerne for nær. Det har nu vist sig at brønden i Landemærket ikke alene giver et herligt drikkevand, men endogså vand, der af flere familier bruges til madlavning og foretrækkes for pumpevandet. Man vil vist have bemærket, hvorledes den omtalte brønd ligesom også den i Adelgade belejres fra morgen til aften af voksne og børn, både for at benytte den på stedet som også for at hente dens vand hjem i husene. Vi håber derfor at man hermed ikke bliver stående på halvvejen, men snarest muligt udfører det omtalte forslag om 30 brøndes gravning *), kalkuleret til 2 a 300 Rbd. **) stykket, eller ialt 6 til 9-000 rbd  ') Men da erfaringen allerede har vist det utilrådelige i at bo udenfor det i forslaget anviste terræn, var det ønskeligt at man ville følge dette. T. B.

*) Rimeligst ville det måske være at begynde med Gråbrødetorv.

**) Fx ved licitation

(Kjøbenhavnsposten, 14. august 1847).

Det er umuligt at forestille sig Sankt Jørgens Sø på Politivennens tid, for årtier efter artiklen blev skrevet, blev den lavet om til vandreservoir og omgivet af en meterhøj dæmning. At vandspejlet ligger højere end den daværende jordoverflade, fremgår af dette billede, hvor man kan se at husene langs Vodroffsvej ligger lavere end vandspejlet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Når vandet i Skt. Jørgens Sø stadig bliver mere dårligt, urent og ildelugtende, til hvem skal og bør Vesterbros beboere da henvende sig for at få et så påtrængende onde afhjulpet? Der siges at Vesterkro har sit eget vandkompagni. Men i ethvert fald henhører det dog under den almindelige kgl. københavnske vandkommission, hvori der sidder så lærde og berømte folk. Den hermed forbundne ære har hidtil ikke været Vesterbros beboere til nogen nytte. At vandet herude er temmelig dårligere end selv det københavnske vand, turde ikke være københavnerne nogen så aldeles ligegyldig sag, når de ved eller betænker, at de fleste slagtere på Vesterbro, der forsyner København med frisk kød, daglig må benytte det fra Skt. Jørgens Sø oppumpede rådne og stinkende vand til deri at skylle og vaske kødet, som de fører til København. 

Men som sagt, til hvem skal man henvende sig herom? Eller hvad hjælper det at henvende sig til nogen desangående? De små autoriteter er for små til at have nogen indvirkning på udførelsen af nogen forbedring, og de store autoriteter er for store til nogensinde at blive færdige med deres betænkninger og overvejelser; eller med andre ord, de store kan ikke komme videre end til ideernes vindæg, og de små har ikke engang nogen ide herom; alle er de glade ved at kunne sige, at det ikke er deres sag. Hvorledes skulle det ellers gå til, at der hverken af vandkommission, vandkompagni, vandinspektører eller vandmestre foreslås eller foretages noget som helst til en virkelig forbedring af vor vesterbroske vandforsyning? Vandkommissionen er for upraktisk. Vandkompagniet for interesseret, og vandinspektører og vandmestre for ligegyldige. 

Man har vel hørt, at en af de sidstnævnte, hr. Sørensen, for nogen tid siden havde en selvstændig plan til en vandforsyning for hele staden, ved hjælp af underjordiske kilder på denne side af København; men hvad er det blevet til dermed? Var det måske også et vindæg, eller er planen sunket ned i vandkommissionens betænkningers umådelige dyb, hvorfra ingen vandmester nogensinde vil kunne bringe den op igen? Vi ved det ikke. Men hr. Sørensen er vores vandmester, og når han virkelig har kunnet finde store underjordiske vandløb langt ude i landet, som enten kunne ledes hertil under jorden eller selv søge vej hertil, så kunne han i det mindste vel også have skaffet os nogle gode brønde herude på Vesterbro, hvortil han i alt fald hverken behøvede vandkommissionens eller nogen anden autoritets bistand, da der vist er mange husejere herude, som gerne ville betale det dermed forbundne arbejde, da deres ejendomme ville vinde derved. Men vi har ikke hørt, at hr. Sørensen, skønt han som sagt er vor vandmester, har foretaget noget skridt til udførelsen heraf. Og dog ville sådanne brønde her vist være det bedste hjælpemiddel. V. B.

(Kjøbenhavnsposten 24. august 1847).

Ønske angaaende Gjerderne imellem Søerne ved Kjøbenhavn.

Da Københavns magistrat har bidraget så meget til byens og omegnens forskønnelse, foreslås som prydende og mere varigt, i stedet for de med jord og græstorv belagte stengærder på begge sider af vejen mellem søerne, at opføre hegn af hollandske linker og cement, belagt eller dækket med fliser eller hugne sten (der efter omstændighederne i fald det behøvedes kunne bindes ved jernankre). De nys omtalte stengærder er vanskelige at vedligeholde, græstørven og stenen rives løse og falder i vandet, og gærdernes udseende vansirer promenaden til forstæderne.

(Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363.)

Noget, saa godt som Intet.

I Sankt Jørgens Sø er der nu henlagt en båd. Og formodentlig er det foranlediget ved anmodningen i nr. 813 i dette blad om en redningsbåd i nævnte sø. Men da indsenderen har set at den straks efter at den var udlagt var halv fyldt med vand, så kan han ikke undlade at bemærke at den som redningsbåd betragtet er omtrent lige så god som ingen båd. For skal den først øses læns før den kan bruges, da vil vist nok en forulykket for længst være druknet inden man kan komme en sådan til hjælp. Man gentager derfor sin anmodning om anskaffelse af en brugbar båd i søen.

(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 609)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 824, 15. oktober 1831, s. 718 bekendtgjordes at der nu var blevet anskaffet en god båd og opført et hus hvor forulykkede kunne anbringes.

"I Sankt Jørgens Sø er der nu henlagt en båd." (Vilhelm Kyhn: Bag kunstneren have på Farimagsvej ved St Jørgens Sø, 1852. Statens Museum for Kunst.)

Noget, saa godt som Intet.

I Sankt Jørgens Sø er nu vel henlagt en båd og formodentlig er det foranlediget ved anmodningen i nr. 813 af dette blad om en redningsbåd i nævnte sø. Men da indsenderen har set den, straks efter at den var udlagt, være halvfyldt med vand, så kan han ikke undlade at bemærke at den som redningsbåd betragtet er omtrent lige så god som ingen båd, for skal den først øses læns forinden den kan bruges, da vil vist nok en forulykket for længst være druknet, inden man kan komme en sådan til hjælp. Man gentager derfor sin anmodning om anskaffelse af en brugbar båd i søen.

(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 609)

Uordener.

1) Stendiget for søen ved Østerbro er flere steder sunket, eller har forskudt sig og trænger ellers hårdt til reparation.

2) Dosseringen for søen ved Gammel Kongevej er så brat at da træerne står i yderkanten, gamle folk som ikke har sikker fod, og ørn let kan styrte ned i vandet, især i tåget og mørkt vejr. Dette kunne afhjælpes ved at plante en hæk på skråningen af dosseringen. Bolværket om slusen er også meget lavt, og behøver et rækværk.

3) Det ville være godt om der i sommer blev anbragt et rækværk på det lave bolværk ved venstre side af Højbro for at ikke som sidste vinter, nogen skal styrte ud og drukne. Rækværket kunne for ikke at genere bornholmerne som anlægger der, indrettes som det lave slæbested for både ved Fisketorvet.

5) Rækværket ved stenkisten udenfor Constantia på Strandvejen beskytter vel for at falde hovedkuls i den der værende meget dybe grøft. Men under rækværket er et så stort hul at den mest bemavede mand mageligt kan smutte derigennem, når han gør et ubetydeligt fejltrin eller ikke bemærker denne falgrube. At afhjælpe denne mangel er såre let.

(Politivennen nr. 802, Løverdagen den 14de Mai 1831, s. 345-346)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 808, 25. juni 1831, s. 459 bekendtgjordes at der nu var opsat rækværk på begge sider af Højbro.

Spørgsmaal til Kjøbenhavns Vand-Commission.

Den å som fører vandet fra Damhussøen og forbi Falkonergården til Søerne ved København, har i denne sommer været os til megen skade og plage, idet den ligesom har forenet sig med regnfulde år for at ødelægge os hvis jorder nærmer sig dens bredder. Således står vores enge endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren. Flere af os har nogle tønder land af disse enge hvoraf vi hidtil har haft betydelig gavn. For da vi til dels for de jorder vi dyrker er behæftet med en betydelig høj leverance af hårdbundshø, så må vi naturligvis være fornøjede med enghø, selv til vores kreaturer. Men mangler dette også, så går det for vidt. 

Desuden er disse enge langs med åen af den grundbeskaffenhed at de taber i værdi ved oversvømmelse af vand da grunden er svampagtig og de således ved så vedholdende en oversvømmelse er ødelagt for flere år. Indsenderen heraf ved ikke andet end at det er Københavns Vandkommission der kan frembringe en gavnlig synken af det vand der er skadeligt for os, og holde det inden for øens bredder. Kan Søerne der modtager dette vand, ikke gives et raskere afløb og dette nye vand igen modtages af dem? Det ville forfriske vandet og endog tilføre fiskene ny næring og ikke i mindste måde skade Københavns vandbeholdning.

De af vandet lidende jordbrugere.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 629-631)

"Vores enge står endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren." (Grøndalsåen ved Flintholm Station, 2015. Efter Politivennens tid blev der gravet en rende til grundvandet som kom fra kildepladserne langs Harrestrup Å. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Der kan næsten kun være tale om Grøndalsåen som i vore dage er lagt i rør. Grøndalsåen ramte Ladegårdsåen ved nuværende Lygten og forløb derefter sammen til Søerne.

Kjærlighedsveien er slibrig.

Mange påstår at kærlighedsvejen er bestrøet med roser. Kan være! Men efter den erfaring jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke at den er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog må tilføje at denne bemærkning ikke her gælder kærlighedsstien i figurlig forstand (ad hvilken vi alle engang mere eller mindre har vandret), men i egentligste betydning. Nemlig den for adskillige år siden anlagte spadseregang på Dosseringen langs søen mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede spadseregang endnu trænger til forbedringer, håber jeg ved det efterfølgende nok så meget at godtgøre.

Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 dage siden (den rejse glemmer jeg aldrig) med sin kone om aftenen at gå tilbage fra Blegdamsvej til sin bolig på Vesterbro, og valgte dertil den nærmeste vej ad stierne langs med søen. I begyndelsen på den såkaldte Ægteskabssti gik det ret godt, og hvad under! for over i 30 år har jeg ført det lykkeligste ægteskab, og kunne derfor ikke andet end befinde mig vel på denne vej. Men nu kom "Kærlighedsstien". Hvilken række af elendigheder påførte den os ikke! Men hvad ville også vi to gamle folk som for over 60 år siden har trådt vore børnesko, på en vej som vi rimeligvis burde overlade til yngre at vandre? En ni og trediveårig ægtemand betræder elskovsstien! Hvorfor lagde vi ikke ordene på hjertet der står i hr. Heibergs vise:

"Men er man for gammel til Amor at nå,
Man er incurabel og hvad gør man så?"

Man bliver stikkende i dyndet! svarer jeg. For hør: Samme eftermiddag havde det regnet meget stærkt, men om aftenen var det klaret op, og altså måtte jeg formode at vandet som dette sømmer sig for en brav og honet regn om sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I dynd og morads måtte vi vade til over anklerne. Ved hvert skridt vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: "Søde mand! Nu falder jeg," snart "ak, nu kan jeg ikke mere." Som en tro ægtemand og ridder understøttede jeg efter svage kræfter hendes vaklende fjed. Men også jeg havde vanskelighed ved at holde mig på benene, og måtte ofte holde fast ved et træ, for at vi ikke begge skulle falde omkuld. Flere gange måtte vi stå stille og angle efter min kones sko som på en forræderisk måde havde løsnet sig fra fødderne ved dyndets større attraktionskraft, og med lumske miner aldeles havde skjult i snavset for vore spejdende og forbavsede blikke. Men Gud være lovet! Tålmod og standhaftighed sejrer til sidst. Og efter 1½ times besværlig gang, nåede vi efter udstået livsfare, hjemmet. Hvad om vi var blevet stikkende i dyndet indtil næste morgen til spot og spe for den gabende pøbel? Efter hjemkomsten vejede jeg min kones sko, og fandt at de med snavs og alt vejede brutto 6½ U. Når jeg nu regner tara af skoene op til ½ U, så er det netto 6 U snavs som min stakkels kone måtte slæbe på i denne uheldssvangre nat. På mine støvler sad snavset i lispundevis. Men jeg har altid som brav mand, påtaget mig i vores ægteskab at bære de tungeste byrder. Som sagt altså: "den rejse glemmer jeg aldrig." Min ærbødige bøn til høje ansvarlige der i denne tid har indhøstet så megen ros i de offentlige tidender for disse spadseregange, er derfor at træffe sådanne foranstaltninger at elskoven ikke forkøler sig, ved at vandre på en våd og slibrig sti, men at denne der egentlig burde bestrøs med roser, bliver lige så god at passere som "Ægteskabsstien". Den dog kun få i disse pengetrange og næringsløse tider med frejdigt mod kan betræde.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning.

Vægtangivelserne i slutningen af artiklen er et tegn som jeg formoder er et unse tegn (Derfor angivet med U). 1 Unse skulle svare til 31,25 gram. 1 Lispund er 8 kg.

Advarsel om at følge Landeveien.

Efter at have været på Frederiksberg kom jeg anden pinsedags aften henad klokken 8 gående fra dæmningen langs med St. Jørgens Sø, hvor jeg velsignede vedkommende for den beplantning der var anbragt der og lykønskede hovedstaden hvis omegn således forskønnes år for år. For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv. Det gruede jeg noget for, men gjorde i det samme en meget behagelig opdagelse. Lågen eller stakitporten ind til gangstien ved Peblingesøen stod åben, og jeg så folk spadsere frem og tilbage der. 

"For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv". Endnu i 1850 da H. G. F. Holm tegnede møllerne ved Farimagsgade kan man forestille sig vejen stå i en sky af støv. Københavns volde og deres møller anes i horisonten til højre.

Jeg ytrede imidlertid min betænkelighed over for en mand der just stod ved lågen, om det vel virkelig også skulle være tilladt for alle og enhver at gå der. Han mente ja, og anså denne omsorg for publikums bekvemmelighed som en følge af det så rimelige ønske om det som Politivennen ytrede forrige år. Jeg istemte med hans ros af ovennævnte blad og gik ind på stien. Da jeg mødte adskillige som kom fra den modsatte side, tænkte jeg ikke på mindste vanskelighed før jeg kom til gangstiens ende og fandt stakitporten låst. Jeg befandt mig herved i en forlegenhed som jeg med disse linjer har villet advare læseren for. Jeg stod i begyndelsen tvivlrådig om jeg skulle gå samme vej tilbage jeg var kommet fra, og så dog indslurke støvet på Farimagsvejen, eller jeg skulle søge at forcere passagen som jeg så andre gjorde. Sidstnævnte redningsmiddel var der forbundet nogen vanskelighed forbundet med, med mindre de spadserende enten var børn eller var stærke i gymnastiske øvelser. I sidstnævnte tilfælde kunne de ved et saltomortale sætte over stakitværket. Børnene derimod lod sig glide ned i den dybe grøft og kravlede på hænder og fødder op på  den modsatte brink. For kvinder og aldrende mænd var det derimod helt vanskeligt, og indsenderen af disse linjer var næppe kommet over, hvis ikke godmodige mennesker på begge sider af grøften havde rakt ham hjælpsomme hænder. 

Således slap jeg ud af denne knibe. Derimod har jeg siden følt samvittighedsnag over at have begået en handling der strider imod anordningerne om hegn og markfred. Denne brøde kan jeg så meget desto mindre tilgive mig selv som jeg ellers alle mine dage har hyldet den maksime at frygte Gud og følge landevejen. 

C. E.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8021-8023)

Redacteurens Anmærkning

Vejen bliver beskrevet i artiklen "Med den Grundforbedring, Vester-Farimangsvei nylig har faaet, er den dog ei aldeles færdig" Politivennen nr. 990, lørdag den 20. december 1834, s. 876-879. 

Tak, og gjentagen Bøn, til Vedkommende, for den nye andlagte Allee ved St. Jørgens Søe.

I Politivennen nr. 432 er indrykket en bøn om en spadseregang langs Søerne uden for staden. Dette stykke var indgivet forrige år, men kom først i samme den 10. april 1824, altså efter den påbegyndte forskønnelse af den fodsti fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen langs med St. Jørgens Sø som herefter vil blive en skøn alle for stadens og forstadens indbyggere der ikke kan andet end at takke bestyrerne af sammes anlæg for nydelsen af det. Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti, og slutter heraf det er vedkommende bestyreres plan at denne skønne alle først skal ende ved Østerbro. Hvor megen taknemmelighed skyldes ikke for denne sundheden så behagelige spadseregang, helst når den her gentagne bøn måtte opfyldes at den blev åben for enhver da det ville være hårdt for de uformuende at se det skønne anlæg og ikke nyde dets behagelighed. Men endnu hårdere ville det være, hvis den der nu åbnes ved St. Jørgens Sø skulle fra dens istandsættelse blive lukket som de andre er. Dog er der ikke givet mindste årsag til at formode sådant, men snarere må man tro at ønsket bliver opfyldt til alles fornøjelse.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7033-7034)

"Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti". (Dosseringen med udsigt fra Nørrebro mod København, 1837. Købke, Statens Museum for Kunst)

Bøn om en Spadserevei langs Søerne.

Skønt enhver der kan mindes hvorledes Farimagsvejen udenfor stadens porte før var beskafne, vist med taknemmelighed påskønner vedkommendes gavnlige opmærksomhed for disse vejes forbedring, beplantning med træer og anlæg af en fodsti, hvorpå man i vådt vejrlig kan gå temmelig tørt og altid sikkert for kørende og ridende, så har dog mange ytret det ønske at en anden vej for fodgængere mellem stadens broer måtte åbnes for stadens og broernes beboere. Ønsket er nemlig at man frit måtte passere over Dosseringen langs søerne. For foruden at denne vej frembyder alle de fordele som Farimagsvejen, er man også der fri for den megen støv som ridende og kørende i tørt vejr forårsager på Farimagsvejen og som falder fodgængerne meget besværlig. Indsenderen kan ikke indse nogen grund til at dette ønske ikke skulle blive opfyldt. For skulle det være for at skaffe forpagteren af søen fred, at man ikke uden nøgle til Dosseringen må passere fra Ladegårdsvejen og videre, da svares hertil at forpagteren af fiskeriet i Sankt Jørgens Sø gier langt mere i forpagtning med hensyn ti søens størrelse uden at nyde en sådan fred. Skulle det være for de tilgrænsende jorde og haver, da synes man at en forsvarlig grøft kunne lige såvel frede der som ved Sankt Jørgens Sø. Men skulle det være for at ingen skal beskadige renderne der leder vandet til staden, da er man af den mening at et forsvarligt, med dør forsynet stakit om hver kasse som gik fra den ene side til den anden ud i vandet, så langt på begge sider og så højt man fandt nødvendigt, ville frede langt bedre end det nuværende hegn der. For de som det nuværende hegn holde fra at gå der, kunne man gerne unde den behagelighed at spadsere der, og de der afstedkommer uorden og skade, ville vist sådanne hegn ikke udelukke. De overstiger langt større hegn end dette.

Det går her som ved Assistenskirkegården. De fredelige som ønsker om eftermiddagen i vintermånederne at se til deres afdødes grave, som om fomiddagen ikke har tid dertil og på grund af huslige eller andre forretninger afholdes derfra, da portene er låst så at skadefro og tyvagtige mennesker ikke skal skade og rane. Dog derfor kunne portene ligeså godt stå åbne til dagens ende. For de der vil afstedkomme skade, kunne vist nok også nå dens mål, de kan jo gå ind om formiddagen og udrette desto tryggere hvad de vil om eftermiddagen, og bryder sig kun lidt om at der er låst, da de overalt let kan finde en udgang.

Skønt ville det vist nok være om man ligesom fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen kunne passere fra den ene bro til den anden på en så behagelig fodsti. Men skulle dette ikke kunne ske til almen nytte og fornøjelse, var det ønskeligt om grunde herfor måtte opgives.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6977-6980)

Bøn om St. Jørgenssøes Rendsning.

Når man sejler i Sankt Jørgens Sø, vil man i stille vejr bemærke at bunden af samme ligner en kratskov, da den er så opfyldt af grøde og ukrudt at dette næsten når til vandskorpen. Vel har man set at nogle folk i sommer har været i færd med at rense den, men denne rensning synes især at have bestået deri at man ved bredderne har borthugget en del siv med leer, hvoraf rødderne dog er blevet stående og som altså fra tid til anden atter skyder frem over vandfladen. 

"Når man sejler i Sankt Jørgens Sø, vil man i stille vejr bemærke at bunden af samme ligner en kratskov, da den er så opfyldt af grøde og ukrudt at dette næsten når til vandskorpen. (Skt. Jørgens Sø med Vodroffs Gård og Mølle i baggrunden på Frederiksbergsiden. Siden omkring år 1700 havde møllen i forskellige udformninger ligget der. Før og nu, 1921)

Denne tilgroning af søen har ikke alene til følge at vandmassen formindskes, men at vandet på visse årstider bliver usundt og udrikkeligt. Vesterbros beboere som får deres vand fra denne sø, kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der må foretages en alvorlig rensning, hvortil nærværende årstid synes meget bekvem. Dette ønske istemmes vist nok også af dem der har forpagtet søen til fiskeri. For så bevokset som den nu er, vil disse ikke kunne vente at gøre nogen betydelig fangst, da garnene ikke kan nå bunden, men når der trækkes vod vil de rulle sammen hen over toppen af det ukrudt som vokser i søen.

(Politivennen nr. 404. Løverdagen den 27de September 1823, s. 6545-6546) 

Ønske om en Rednings-Baad i St. Jørgens Søe.

Indsenderen heraf passerede den 6. denne måned den såkaldte Ladegårdsvej der fører forbi Sankt Jørgens Sø hvori han så et druknet fruentimmer ligge. men da al sandsynlighed tilkendegav at hun havde ligget vandet i flere dage, så var den redning en svømmer kunne anvende, unødvendig hvorpå han søgte søen rundt efter en båd hvori han kunne sejle ud for at optage liget. Men fandt ikke andre end to sammenlænkede og under lås henlagt både som så vidt erfaredes tilhørte søens forpagter og de herrer brødre Sigumfeldt. Her fandtes altså ingen båd der kunne anvendes til druknedes redning. Hvorefter liget på anden måde blev optaget, og efter at anmeldelse var sket på fogedens kontor, blev det afhentet og indbragt til lighuset ved Langebro. Den tolvte denne måned blev indsenderen atter vidne til et menneskes død der var druknet i samme sø. Han var optaget da indsenderen tilfældigvis kom forbi. Dette menneske havde så vidt kunne skønnes, kun ligget meget kort tid i vandet, men dog for længe til at livet igen kunne tilvejebringes, uagtet der af de personer der var tilstede, blev anvendt al muligt til redning for den druknede, hvortil de herrer brødre kaptajn og ridder Skibsted og rådmand Skibsted bidrog alt hvad menneskekærlighed bød i et sådant ulykkeligt tilfælde. Det var måske muligt når her havde været en redningsbåd at begge disse menneskers liv eller måske et af dem havde været reddet. Selskabet for druknedes og skindødes redning der ved så mange lejligheder har lagt dets virksomhed for dagen, ville ved at henlægge en båd i nævnte sø til brug i ulykkelige tilfælde, måske i fremtiden være en virkende årsag til flere menneskers livs redning.

(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5456-5457).

Bøn til det udenbys Politi

Man ville ønske at det udenbys politi ville anbefale Farimagsvej fra Vesterbro, om forbi Trommesalen og St. Jørgens Sø, indhegnet med et stakit til begge sider. Farligheden af en uindhegnet vej på den bratte brinke af en sø, og af de dybe grøfter på den anden side ved haverne og ved Trommesadlen er indlysende nok, så meget desto mere som det for ikke længe siden bekendtgjordes at en mand var omkommet i grøften ved Trommesalen.

(Politivennen. Hefte 19. Nr. 246, 8. januar 1803, s. 3933-3934)