Indsenderen heraf passerede den 6. denne måned den såkaldte Ladegårdsvej der fører forbi Sankt Jørgens Sø hvori han så et druknet fruentimmer ligge. men da al sandsynlighed tilkendegav at hun havde ligget vandet i flere dage, så var den redning en svømmer kunne anvende, unødvendig hvorpå han søgte søen rundt efter en båd hvori han kunne sejle ud for at optage liget. Men fandt ikke andre end to sammenlænkede og under lås henlagt både som så vidt erfaredes tilhørte søens forpagter og de herrer brødre Sigumfeldt. Her fandtes altså ingen båd der kunne anvendes til druknedes redning. Hvorefter liget på anden måde blev optaget, og efter at anmeldelse var sket på fogedens kontor, blev det afhentet og indbragt til lighuset ved Langebro. Den tolvte denne måned blev indsenderen atter vidne til et menneskes død der var druknet i samme sø. Han var optaget da indsenderen tilfældigvis kom forbi. Dette menneske havde så vidt kunne skønnes, kun ligget meget kort tid i vandet, men dog for længe til at livet igen kunne tilvejebringes, uagtet der af de personer der var tilstede, blev anvendt al muligt til redning for den druknede, hvortil de herrer brødre kaptajn og ridder Skibsted og rådmand Skibsted bidrog alt hvad menneskekærlighed bød i et sådant ulykkeligt tilfælde. Det var måske muligt når her havde været en redningsbåd at begge disse menneskers liv eller måske et af dem havde været reddet. Selskabet for druknedes og skindødes redning der ved så mange lejligheder har lagt dets virksomhed for dagen, ville ved at henlægge en båd i nævnte sø til brug i ulykkelige tilfælde, måske i fremtiden være en virkende årsag til flere menneskers livs redning.
(Politivennen nr. 338. Løverdagen den 22de Juni 1822, s. 5456-5457).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar