Hos General og Generalinde Nyholm i Kastellet. (Efterskrift til Politivennen).

Malere har klattet, og Tømrere har larmet  Maaneder igennem i Kommandantboligen i Kastellet, hvor Hærens skiftende Chefer gennem flere Generationer har haft deres Embedsbolig. Men nu er Værket ogsaa fuldendt: et yndefuldt Billede i en fin, gammel Ramme.

- - - - 

General Nyholm er Københavner, i en Aarrække Københavns Kommandant, men fra Efteraaret 1 9 -ti. da han afløste Ekscellensen Ellis Wolff som kommanderende General, Hærens Øverste. 

Den nye kommanderende General, Generalløjtnant Nyholm, ved sit Arbejdsbord.

Generalinden, der siden December har været stillet paa en Taaltnodighedsprove af de alt-lovende Ilaandværkere, mindes under vor Visit Dagene paa Sølvgades Kaserne.

- Jeg vilde jo nok ikke bytte, siger Generalinden og ser ud over Pladsen foran Kommandantboligen, men kender De den Fornemmelse at blive rykket op med Rode? De allerførste Dage er .det lidt overraskende, og jeg er ny her. endnu i Morges satte Malerne et Skilt op paa Trappen: "Pas paa, malet."

Husets Frue fører mig gennem det 200-aarige Hus' dejlige Rum. I hine Tider byggede man Boliger, nu er det Standard-Lejligheder der dominerer Tidens Smag.

Generalinde Nyholm og Husets purunge Datter i den lille Salon. 

I Salen, hvor Kommandantboligens repræsentative Fester gennem Aartier har fundet Sted. domineres den ene Langvæg af Billeder af Kongehusets Medlemmer i gyldne Rammer: Kong Christian den Niende, Kong Frederiks den Ottendes og den nuværende Konges Portræter.

Interiør fra den store Spisestue, der ligger mellem Reprlsentationssalen og Generalens Arbejdsværelse.

I "Den gule Salon" ud mod Haven vidner et smukt, gammelt Flygel, Møbler af ædel Skønhed. Kunsten paa Væggene om den Kultur, der gennem Aarhundreder har været danske Embedsmandshjems fornemste Kendemærke, i Flugt med Salonen Generalens Arbejdsværelse, tungere og mørkere end Salonen, den ydre Ramme om et alvorsfuldt Arbejde.

- - - -

"Søndag"s Medarbejder skylder Husets purunge Datter en Tak. Hende var det, den med ungdommelig Ynde og kvindelig Gratie overvandt Generalens ... Faderens Betænkeligheder overfor den fotografiske Plade.

- Jeg vilde, indvendte General Nyholm. helst leve en Privatmands Tilværelse, men det lader sier vel næppe gøre. føjede han til med el vindende Smil.

Husets Datter smilte ogsaa. Det Smil sagde:

- Nu kunde du ikke slippe længere, Far.

* * *

På et af denne Sides Billeder ses Generalinde Nyholm med sin Datter og den unge Dames Dagligstue. Billedet er en Afsløring af Lektielæsningen for Middag tn hyggelig Time, i hvilken Læsebøgernes Redelighed i nogen Grad fortrænges under Genfortællingen af Dagens Skoleoplevelser, store og smaa i broget Blanding.

* * *

En forhenværende Minister vilde flytte Nationalmuseet ud i Kastellet. Men Skæbnen vilde det anderledes, til Glæde for de Tusinder af Byens Børn, der bag den gamle Port med Vaabenet og Vagten finder den gammeldags Ynde og Skønhed bevaret, som Brostenene ellers har dræbt.

E. S.

(Nationaltidende, søndagstillæg, 27. marts 1927).

Kommandørboligen på Kastellet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Citadellet Frederikshavns Commandant. (Efterskrift til Politivennen)

Det har længe været en bekjendt Sag, hedder det i Fædrel.", at den fungerende Commandant i Citadellet Frederikshavn, Oberstl. Kauffmann, er bleven betroet denne Tillidspost af Mistillid eller fordi hans schleswigholsteinske Anskuelser gjorde ham ubrugelig i Feldten. Herimod var der vistnok Intet at sige, saalænge Citadellets Commandantskab ikke kom i nogen Berøring med Insurgenterne; men efter at fire førhen i Nyborg opbevarede schleswigholsteinske Civil-Arrestanter ere henflyttede i Citadellets Arrester og endeel af de fangne Insurgenttropper ere indqvarterede der, turde Hr. Kauffmann, paa Grund af sine Anskuelser, maaskee være mindre vel skikket til at være deres Fangevogter. I alt Fald turde der være god Anledning til at advare Hr. Kauffmann imod, at lægge sine Sympathier med Oprørerne altfor tydelig for Dagen, dersom han vil beholde sin Post; thi selv om der ikke er Grund til at befrygte, at han skulde ville svige Pligt og Eed, eller kan antages at være nogen Fare ved at overlade de Fangnes Bevogtning til ham, saa er det ligefrem uanstændigt, i hans Egenskab at bære de samme Følelser til Skue, for hvis Skyld hans Arrestanter ere berøvede deres Frihed. Anledningen til at fremkomme med disse Yttringer, finde vi i flere Smaatræk, som fra forskjellig Side tidligere og fornylig ere komne til vor Kundskab. Man har saaledes meldt os, at da den fangne Borgemester Schow blev afleveret i Citadellet, modtog Commandanten ham i flere Vidners Overværelse med den under slige Forhold upassende Benævnelse: "Mein lieber Freund". For nogen Tid siden blev en Dag, da de schleswigholst. Civilarrestanter spadserede paa Volden, en ung Herre anholdt af Vagten, fordi han imod Reglementet havde indladt sig i Samtale med Arrestanterne; denne Herre viste sig at være Hr. Kauffmanns egen Søn. Uagtet de i Citadellet indqvarterede Insurgenttropper skulle have været lige saa godt klædte, da de kom der, som de danske Soldater ere, har Hr. Kauffmann dog viist dem sin Deeltagelse ved at skaffe dem nye Klæder. Dette kan nu være, hvad det er; men derimod er det ikke i sin Orden, at Commandanten seer igjennem Fingre med, at de fangne Insurgenter have siirattel den danske Cocarde af deres nye Huer og i dens Sted have anbragt flerefarvede Snore paa dem, ligesom at han heller ikke paaseer, at de møde i Ovarieret til den befalede Tid.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. august 1848).

Oberstløjtnant Nicolai Gustav Herman von Kauffmann (1792-1850) var fungerende kommandant 27. marts til 28. april 1848, herefter kommandant til 7. december 1848 hvor han blev afskediget. Han havde før været fændrik i Oldenborgske Infanteriregiment, i det holstenske Infanteriregiment., premierløjtnant 1822, stabskaptajn, kompagnichef, major i 14 Liniebatallon og kommandør for 16. Batallon. 

Se også indslaget på denne blog for december 1848.

Langelinie, Smedelinie, Castellets Volde og Kirsebærgangen. (Efterskrift til Politivennen)

Mange har sikkert følt det savn som jeg - dristigt siger jeg: repræsentant for mange af mine medborgere i denne sag - vil bede må blive ophævet.

Det er kendt, at man for at nyde den fornøjelse at spadsere på ovennævnte steder må punge ud med ca. 4 rbd. til et tegn. Denne skat tror jeg at vedkommende kunne skænke os; for hvorfor ikke? Hvad er i vejen for at ikke hvermand, jeg mener de som ikke have råd til at betale 4 rbd. for at spadsere på et behageligt sted, skulle kunne tillades at gå sådanne steder?  

Hvis at der gives nogen der kan anføre andre gyldige grunde end som de, der her ville blive fremført og besvarede, da beder jeg ham svare mig. Det kan ikke indvendes at det er en skat som regeringen behøver for at vedligeholde disse steder, eller endog sig selv. De eneste grunde som jeg med rimelighed er i stand til at anføre, er: 1) Det er for at sikre de højere klasser en promenade, hvor den ringere klasse eller rettere såkaldte sjofle personer ikke kan komme; 2) for at ikke nævnte personer skulle bevirke uorden. Men disse grunde vil jeg kunne tilintetgøre ved følgende svar: Står der ikke en skildvagt udenfor ethvert af disse steder; han kan altså påse hvem der indlades. At uorden ikke finder sted, kan en patrulje påse; for der findes jo en vagt i nærheden af disse steder, og ydermere tror jeg, at der endog nu går en patrulje. Der er altså ikke vanskeligheder for at opfylde ovenstående af mig fremsatte bøn. I det mindste tror jeg at kunne besvare alle indvendinger til min fordel. 

Dog vil jeg tro, at dette mit andragende vil møde betydelig opposition blandt aristokratiske og egenkærlige personer, Men jeg synes dog at de må have så megen medfølelse for det almindelige bedste, at de opoffrede disse følelser og tilintetgjorde dem. For tænkte de på at de kunne skaffe de andre borgerlige klasser, som sædvanlig må sidde og arbejde hele dagen igennem, og som ikke har råd til at anskaffe et sådant tegn, tænkte de på at de kunne skaffe disse en stor glæde og fornøjelse ved at bevirke, at det blev tilladt dem at spadsere på et så skønt og herligt sted som fx Langelinje, så ville de sikkert intet have derimod. 

Også kunne det blive modstridende i denne sag en samvittighedssag. For når min bøn blev opfyldt, ville de folk som her menes, om aftenen ved anledningen til større og ny afveksling i de nærmeste spadsereveje få en forøget lyst og opfordring til at forfriske sig efter dagens møje i den frie luft, hvilket Københavns indbyggere i særdeleshed mangler; hvorimod de nu, da de ikke ved et passende sted hvor de skal gå den, sidder hjemme, hvorved ofte opstår sygelighed. 

Der er altså intet i vejen for opfyldelse af denne begæring. Men skulle desuagtet høje vedkommende ikke lægge sig disse, jeg kan dristig sige: almenmandens ytringer på hjertet, da var det virkelig en sørgelig mangel på hensyn til den almindelige mening.

En fattig borger.

(Kjøbenhavnsposten, 27. marts 1847).

Udsigt fra Smedelinjen til Kastellet og møllen henover voldgraven. Foran voldgraven lå på den offentlige side "De Elysiske Marker", et område hvor man havde plantet træer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Kong Adum og Sabah Akim. (Efterskrift til Politivennen).

Kastellet husede 1846-1950 to højtstående afrikanske statsfanger, der egentlig stod til dødsstraf. De vakte tilsyneladende stor opmærksomhed i København, folk valfartede til Toldboden og Esplanaden for måske at få et glimt af de to seværdigheder når de var på gårdtur. Avisernes behandling af sagen viser en del om datidens danske syn på landets kolonier og deres befolkninger. 

Først lidt bagrundsstof fra "Kastellets venner", under 14. oktober 1846:

”Negerkongen og hans minister”, som man kaldte dem i byen, kong Adum og Sabah Akim indsattes i statsfængslet, for i vor koloni på Guldkysten at have dræbt en anden konge og hans sønner, tilmed midt under en dansk arrangeret fredskonference foran fæstningen Christiansborg. Da Danmark i december 1849 afstod sine afrikanske besiddelser til England, blev de løsladte og udskibede til Afrika på et engelsk skib, men nåede tilsyneladende aldrig frem. Navnlig Sabah Akim var meget populær i København, da han brugte enhver skilling, han kunne undvære, på bolcher til børnene, der flokkedes for at se de sorte mennesker – vel de eneste i København dengang.

En beretning findes i O. C. Hammer: En Livsskildring (1928), Kapitlet "Negerkongen og hans minister som statsfanger i København" (side 55-62). Denne beretning synes i høj grad at have brugt de to artikler fra Kjøbenhavnsposten som kilde. Den indeholder dog også noget om deres ophold i Kastellet, hvor de sad i to små celler, med udgang på Kastelsvolden 2 timer om dagen. De gik med høj hat, og var kendt som "negerkongen og hans minister". 5. januar 1850 frigav kongen dem. Dog måtte de blive på Kastellet for ikke at vække opsigt i gaderne. 

Kastelsfængslet hvor de to afrikanere sad fængslet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Artiklernes kilder kan kun have været udsendte til kolonierne. Afrikanernes synspunkt kerede ingen sig om. De blev beskrevet som barbarer, på niveau med børn som man ikke kunne forvente for meget af. At beretningerne er fulde af foragt for deres krigeriske fremfærd, skal sættes i perspektiv af at fx Napoleonskrigene i Europa havde kostet i hundredtusindvis af ofre, og mens de to afrikanere sad i Kastellet, udkæmpedes den blodige treårskrig, 1848-1851.

Fædrelandet, 4. juni 1845:

- Ribe Avis. Af et Brev fra de danske Besiddelser paa Guinea, dateret d. f. A. var jeg fra min Altan Vidne til en lille Træfning, som fandt Sted mellem Negrene fra Aquapim og vore Ussu-Negre; der var opstaaet Strid imellem dem, hvorfor Aquapimmerne kom, 120 i tallet, til Ussu-By, for at faae Sagen bilagt. De vare imidlertid bevæbnede med skarpladte Flinter og andre farlige Vaaben, og midt under Forhandlingerne, som holdtes paa Torvet lige nedenfor Fortet, bleve de uenige. Aquapimmerne grebe deres Flinter og nedskøde nogle Ussu-Negre og saarede flere; men Ussuerne og Soldaterne fra Fortet dreve dem snart paa Flugten, gjorde 50 Fanger og dræbte mange, deriblandt den fjendtlige Anfører. Denne havde faaet et betydeligt Slagsaar i Byen, og maatte sætte sig i en Kurv, som to Negre bare paa deres Hoveder, herfra skød han efter en Ussuer, men feilede, hvorpaa denne skød ham, saa han styrtede paa Hovedet ud af Kurven. Foruden Fangerne medbragte Ussuerne og Soldaterne 5 afskaarne Hoveder, hvoriblandt Anførerens, og om Aftenen skare Negrene Hovederne af 2 af Anførerens Sønner, som de ikke havde leveret ind paa Fortet. Disse Hoveder rengjøres af Negrene og hænges som Zirat paa deres store Tromme, og Hjernerne gjemmes og nydes i Brændevin ved høitidelige Leiligheder."

Kjøbenhavnsposten 27. juni 1846:

- Angaaende en meget omtalt Historie om tvende Straffeanstalten paa Christianshavn nylig indsatte Negere fra Guinea meddeler Coll. Tid. efterfølgende nøiere Beretning:
"Nordlig for Fortet Christiansborg paa Kysten af Guinea ligger Landet Aquapim, der erkjender at staae under dansk Høihed. Dette Land har i de senere Aar lidt af indvortes Urolighed, især foranlediget ved Cabuceer eller Høvedsmand Adums heftige og voldsomme Adfærd, der fremkaldtes ved hans raa Charakteer og Hang til Drik. Som en Modvægt imod Adums Voldsomhed, havde der dannet sig et Parti, for hvilket Adums Successor i Aquapimlandet, Ussu Akim, stod i Spidsen, men under Stridighederne mellem de tvende Partier leed Landets Indbyggere, og Veien til Fortet for fredelige Handlende fra Lande nordlig for Aquapim blev usikker. At raade Bod herpaa maatte ansees ønskeligt, og da de Indfødte erkjende de europæiske Gouverneurers Ret til at afgjøre deres indbyrdes Stridigheder, fandt Gouverneur Carstensen sig foranlediget til at indkalde Adum og Ussu Akim til Christiansborg, for al tilvejebringe Enighed imellem dem. Begge mødte den 25de November 1844, men forinden Sagen blev foretagen i Fortet, anholdt Høvdingerne (Grandes) i den til Fortet stødende By Ussu om Tilladelse til, efter den Byen ifølge gammel Vedtægt tillagte Ret, at samle de stribende Partier for al mægle imellem dem, hvilket Gouverneuren tillod, da han haabede, al Parterne, ved al forklare sig for hinanden, senere, naar de samledes i Forter, vilde være mere tilgængelige for Hans egne Mæglingsforsøg. Men forinden Ussu-Negerne vilde foretage Sagen, forlangte de Betaling af Ussu Akim, og da denne nægtede al betale, og yttrede, at han ikke var kommen til Ussu By. men til Fortet, mishandlede de ham. I Stedet for at søge Beskyttelse i Fortet, flygtede Ussu Akim, idet Hans Folk affyrede deres Geværer paa den som Tilskuere forsamlede ubevæbnede Mængde, hvorved tre Mennesker bleve dræbte. Ussu-Negerne forfulgte derpaa Aquapimmerne, indhentede Ussu Akim, som blev skudt tilligemed flere af hans Ledsagere, og bragte et Antal Fanger tilbage (46). som paa Gouvernementets Forlangende bleve afleverede i Fortet og derfra sendte tilbage til deres Hjem. Foruden disse for Gouvernementet anmeldte og til samme udleverede Fanger, havde imidlertid Ussuerne tillige indbragt tvende Børn, Sønner af Ussu Akim, hvis Anholdelse de holdt skjult for Gouvernementet. Disse Børn bleve Natten til den 26de November i en Forsamling af Ussu Byens Grandes, efter Adums Tilskyndelse, myrdede. Denne Misgjerning kom til Gouverneur Carstensens Kundskab, og da han fik Vished om, at en vis Sabah-Akim. der længere Tid har tjent Gouvernementet som Tolk, havde udført Mordet paa Børnene, forlangte han denne udleveret, hvorhos han paalagde Byen en Straffebod af 200 Rd. g. S. for Deelaglighed i Mordet. Byen foretog imidlertid Intet til denne Sags Afgjørelse, men gav tvertimod Sabah-Akim. der holdt sig skjult i Nærheden, Tilhold om Natten i selve Byen, og da Gouverneur Carstensen kom til Kundskab herom, lod han ham ved en fra Fortet udsendt Commando paagribe den 2den Februar f. A. om Natten Kl. 12. Vel viste derefter adskillige Negere, der vare Sabah-Akims Tilhængere, sig tilbøjelige til at stifte Uroligheder og til at dræbe Gouverneuren; Men det lykkedes dog denne, ved passende Foranstaltninger at dæmpe disse Uroligheder. Navnlig lod Gouverneuren en Deel af Byen Ussu, som laae tæt op til Fortet imellem dette og Mordstedet, sløife og bortrydde til Advarsel og Paamindelse i Tiden. I et Forhør, som under 8de Februar f. A. afholdtes over Sabah-Akim. forklarede denne de nærmere Omstændigheder ved Mordet, og navnlig at Adum havde tllraadet at dræbe Børnene, hvilket derpaa blev besluttet af Forsamlingen. Saavel Sabah Akim som Adum, hvem allerede nogle Uger efter Misgjerningens Fuldbyrdelse var blevet anviist Ophold i Fortet, bleve derefter. Sidstnævnte formedelst Deelagtighed i Mordet, holdte arresterede sammesteds, indtil Bestemmelse kunde modtages om, hvorledes de skulde straffes. Efterat Gen. Toldkammer- og Commerce-Collegiet i denne Anledning havde nedlagt allerund. Forestilling med nærmest Hensyn til den paatrængende Nødvendighed, som der paa Grund af Landets særegne Forhold viste sig til at træffe en Foranstaltning, der kunde gjøre et tilbørligt Indtryk paa Negerne, og efterat Sagen derpaa var foredraget for Hs. Maj. i allerh. Geheime-Statsraad, blev der under 13de Juni f. A. udfærdiget tvende allerh. Reskripter til Gouverneur Carstensen. Det ene af disse Recripter paalægger ham, saasnart det til de guineiske Besiddelser bestemte Krigsskib, nemlig Orlogsbriggen Ørnen, dertil ankom, at nedsætte en Commission, bestaaende af Orlogsbriggens Chef som Præses, og saadanne Gouverneuren underordnede Embedsmand i Besiddelserne, hvilke han dertil maatte ansee skikkede, som Assessorer, og en af disse tillige som Actuarius, hvilken Commission vilde have at undersøge det Mord eller Menneskeoffring, som i Ussu By, Natten til den 26de Novbr. 1844, var udøvet paa to fangne Børn fra Børn Arropong i Aquipim-Landet, samt dømme Hovedanstifterne og Gjerningsmanden eller Gjerningsmændene af denne Udaad til saadan Straf, som almindelig Ret under tilbørligt Hensyn til Landets Sæder og Delinqventernes Religions- og Oplysningstilstand maatte tilsige. Det andet af førnævnte allerh. Rescripter indeholder en Bemyndigelse for Gouverneuren til i Hs. Maj. Navn at stadfæste eller formilde Commissionsdommen, samt foranstalte dens Execution. Tillige tilkjendegaves det Gouverneuren, at Hs. Maj., om end Commissionen maatte have dømt Nogen fra Livet,  ikke vilde have saadan Straf exeqveret, men derimod af Gouverneuren formildet til Frihedstab eller Deportation, samt at, saafremt Frihedstab eller Deportation ved Dommen eller den formildende Resolution ikjendtes Nogen, denne Straf da skulde exeqveres derved, at Vedkommende i Orlogsbriggen overførtes til de vestindiske Øer, for enten der at udstaae samme efter den derværende Generalgouverneurs nærmere Bestemmelse, eller, hvis dette af sidstnævnte Embedsmand maatte ansees utilraadeligt, ved, efter hans Foranstaltning, at overføres til Danmark. I Overeensstemmelse med fornævnte allerh. Befaling blev der, efter Orlogsbriggens Ankomst til Guinea, under 23de Oktober f. A. nedsat en Commission til Undersøgelse og Paakjendelse af det omhandlede Mord, bestaaende foruden Briggens Chef, Capitainlt. Krenchel, som Præses, af Assistent Schumacher og Overkrigcommiss. Richter og Lutterodt. samt furn. Assistent Bergenhammer. der tillige skulde fungere som Actuarius, idet Gouverneuren, i sin Indberetning til Collegiet med Hensyn til Richter og Lutterodt har bemærket, at han har tilforordnet dem Commissionen efter Conference med dens øvrige Medlemmer, da det fandtes hensigtsmæssigt, at Commissionen i sin Midte havde nogle Mænd, der vare bekjendte med Landets Sædvaner og Skikke. Ved de derpaa optagne Forhører er der med Hensyn til Gjerningens Udførelse blevet Følgende oplyst. Da Negerne fra Ussu efter det ovenmeldte i Ussu opstaaede Slagsmaal, under hvilket Negerne fra Aqvapim havde givet sig til at skyde og derefter taget Flugten, forfulgte de Flygtende, fangede forrige Tolk Sabah Akim tvende af Ussu Akims Børn, hvilke han førte med sig til Ussu Bv. Samme Dag, den 25de November 1844, om Aftenen foranledigede han en Forsamling af Byens Ældste eller Grandes og fremstillede Børnene for denne Forsamling, med Forespørgsel om hvad der skulde foretages med dem. Adune, der var tilstede i Forsamlingen, reiste sig derefter, uagtet han ikke hører til Ussu By, men er bosat i Aquapim, og forlangte at Børnene skulde dræbes, fordi disses Forældre havde fornærmet ham, eller, efter Andres Forklaring, fordi Børnene selv ved legemlig Overlast havde personlig krænket ham. Forsamlingen samtykkede i, at Børnene skulde dræbes, og overdrog Sabah Akim at udføre Gjerningen, hvilket han og gjorde ved at skære Halsen over paa Børnene, medens disse bleve holdte af nogle andre Drenge, der derefter oversmurte Byens Tromme med Blodet. Det var mørkt, da Gjerningen udførtes, og de sidstommeldte Drenge have derfor ikke været at gjenkjende. Tiltalte Sabah Akim er ved egen Bekendelse og Sagens øvrige oplyste Omstændigheder overbeviist om at have udført det ommeldte Mord, og Arrestanten Adum er ligeledes ved egen Bekjendelse og Sagens oplyste Omstændigheder overbeviist om at have tilskyndet og raadet til det begaaede Mord. Idet Commissionen saaledes har fundet den Gjerning fuldstændig beviist, hvorfor de nævnte Tiltalte ere blevne sigtet Commissionen med Hensyn til Straffen antaget, at den i den almindelige Ret grundede Regel, hvorefter den, der forsætlig myrder en Anden, bør miste Livet, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde. ifølge den hos Negerstammerne gjeldende Forestillingsmaade. Baade har Tiltalte Adum ved sin Forklaring erkjendt denne Anstuelse, som af Negerne almindelig antagen, og, naar Sabah Akim har modsagt, at denne Anskuelse er anerkjendl af hans Stamme, da er det kommissionen gjennem tvende af dens Medlemmer, der ved et meget langt Ophold netop i bemeldte Stamme have lært at kjende dens Sædvaner, vitterligt, at dette ikke forholder sig saaledes. Commissionen har derfor fundet, at Tiltalte Sabah Akim, som den egenlige Gjerningsmand og Fuldbyrder af Mordet, burde have sit Liv forbrudt. Vel har Tiltalte til Forsvar for sig paaberaabt, at Mordet blev besluttet af Byens Ældste, og at han kun fuldbyrdede det af Lydighed mod Forsamlingen; men Commissionen har ikke fundet, at denne Undskyldning i nogen væsenlig Grad kunde tale for ham. Tiltalte har nemlig selv anerkjendt, at baade han og Forsamlingen have handlet uretfærdigt i at dræbe Børnene. Den almindelige Retsfølelse, der findes hos ethvert Menneske, burde derfor have bevæget ham til at nægte sit Samtykke til Forsamlingens Forlangende, saameget mere som der kunde have været grundet Udsigt til, at derved et forandret Resultat vilde have været at opnaae. Tvertimod har Tiltalte for Forsamlingen erklæret sig strax villig til at fuldbyrde Mordet, og han maa saaledes ansees for at have handlet aldeles frivillig. At Mordet skulde kunne ansees som en religiøs Handling, er blevet anseet for aldeles uantageligt, da den Fetisch, der hyldes af Ussu By og begge Tiltalte, udtrykkelig forbyder Menneskeoffer. Derimod er det udhævet som en formildende Omstændighed. der taler til Fordeel for Sabah Akim, at det har været en gammel Skik blandt Negerne at dræbe deres Krigsfanger; men denne Skik er i den senere Tid bleven opgivet paa Grund af Gouvernementets Forlangende, og Commissionen har alene forment, at hiin Omstændighed i Forening med Arrestantens ringe Uddannelse kunde tale for, at han ikkun belagdes med simpel Dødsstraf. Af det Foranførte fremgaaer endvidere, at Adum har været den, der oprindelig har fremkaldt Beslutningen om Mordet, og saaledes været den egenlige Grundaarsag til samme. Bevæggrunden til hans Handling har, som ovenfor bemærket, ikke været nogen religiøs Anskuelse, men alene Hævnelyst, der i den Grad var stærk Hos ham, at han endog søgte at faae den tilfredsstillet paa Personer, der efter hans egen Forklaring aldrig havde fornærmet ham, men forbi de vare Børn af hans Fjende, Ussu Akim. Hans Strafskyld, som moralsk Hovedaarsag til Gjerningen, syntes derfor at staae paa lige Trin med dens, der physisk havde udført Forbrydelsen, og ei heller kunde den Tiltalte finde nogen Undskyldning i den gamle Skik. som hjemler Ret til al dræbe Krigsfanger, eftersom Børnene ikke vare hans Fanger. Under disse Omstændigheder har Commissionen troet at burde belægge Adum med Livsstraf, men derimod ikke fundet nogen Anledning til at belægge ham med nogen mere skærpet Straf. Sabah Akim antages at være omtrent 50 Aar gammel og Adum imellem 50 og 60 Aar. Ingen af de Tiltalte har førhen været offenlig straffet. Begges aandelige Uddannelse befinder sig paa et lavt Standpunkt; men de kunne desuagtet ikke ansees som de mindst oplyste blandt deres Landsmænd, da de begge tidligere have beklædt anseelige Poster blandt Negerne. Commissionen har i Henhold til disse Omstændigheder kjendt for Ret: at de Tiltalte, forhenværende Tolk Sabah Akim og forhenværende Cabuceer Adum, bør have deres Liv forbrudt. Overeensstemmende med den Gouverneuren ved allerh. Rescript af 13de Juni 1845 allern. tillagte Bemyndigelse, har han formildet den ergangne Dom derhen, at de Tiltalte eftergaves Dødsstraffen, hvorimod de, som Livsfanger, vilde være at føre til de danske Øer i Vestindien til Foranstaltning af det videre Fornødne ved bemeldte Øers Generalgouverneur, i Henhold til Rescriptets Bestemmelse. De Tiltalte bleve derefter afgivne til Orlogsbriggen, og Sagens Udfald af Gouverneuren kundgiørt for de udenfor fortet forsamlede Grandes fra Ussu, med Advarsel imod i Fremtiden at begaae lignende Forbrydelser. Ved Orlogsbriggens Ankomst til Vestindien fandtes det ikke hensigtsmæssigt , at de Tiltalte som Livsfanger forbleve i Vestindien, og efterat Generaltoldk. - og Com-Collegiet desangaaende havde corresponderet med det kgl. danske Cancelli, bleve begge de Tiltalte førte hertil Staten, og derefter afgivne til Straffeanstalten for at udstaae Straffen i Kjøbenhavns Tugthuus".

Kjøbenhavnsposten, 12. juli 1847:
- Folk, som spadsere paa Smedelinien, berette, at man nu ofte seer den i sin tid meget omtalte Negerkonge, iført røde Permissioner og blaa Frakke og ledsaget af sin sorte Adjudant, spadserende paa Kastelsvolden. Naturligviis gaaer han kun under Osigt af tvende danske soldater, i deres sædvanlige danske Costume. Man fortæller iøvrigt, at den fremmede Majestæt skal befinde sig særdeles vel og være henrykt over den Maade, hvorpaa han her er bleven behandlet, da han naturligviis ifølge sit Lands Anskuelser havde ventet at imødegaae de mest udsøgte Piinsler eller vel endog blive slaget og fortæret ved en af de hyperboræiske Vildes Nationalfester. Man siger endog, at han skal have følt nogen ængstelighed ved Rygtet om Naturforskernes Ankomst hertil Byen. Angaaende den Maade, hvorpaa man er kommen til Kundskab om den høie Fanges fornøiede Sindsstemning, da hedder det, at de.r skal være skeet ved et Besøg, som H. D. Stadens Gouverneur aflagde i Castellet, og hvorved samme ogsaa skal have taget Exmonarchens beskedne Bolig i Øiesyn. Paa Forespørgsel om hans Befindende, der skete igjennem Adjutanten, som forstaaer noget Engelsk, behagede det Exmajestæten at svare med et Very Well, samt en hel del andre malebariske Glædesyttringer, som vi dog ikke her skulle meddele, hvorhos det til Slutningen behagede ham at tilkjendegive, at han aldeles ikke følte til nogensomhelst Savn med Undtagelse af - et Pund Tobak. Det forekommer os unegteligt at være en besynderlig mangel paa Opmærksomhed mod en Fange af saa høi Rang, at man ikke stadig og tilstrækkelig har forsynet ham med denne Artikel, der dog ikke kan regnes til Luxusgjenstande i en Exkonges Civilliste. Imidlertid skulle hoiere Vedkommende strax have decreteret en Summa af 5 Rigsbankdaler til at anvendes i ovennævnte Øiemed. Vi haaber at det ikke vil blive derved.

Kjøbenhavnsposten 31. juli 1850:

- (Dep. Tid ) I Aaret 1846 hjembragtes hertil fra Guinea og Vestindien som Livsfanger tvende Negere fra de dansk-guineiske Besiddelser. Sabah Akim og Adum, der vare dømte for et paa tvende Børn forøvet Mord og Deeltagelse heri. Disse Fanger have siden den Tid, ifølge kgl. Resol. af 14de Septbr. 1846, hensiddet i de Kjøbenhavns Politikammer underlagte Arrester i Citadellet Frederikshavn. Da den danske Krones Forbindelse med Kysten Guinea fortiden opløses ved de hidtilværende danske Etablissementers Afstaaelse til England, maatte Finantsministeriet holde for, at det nærværende Tidspunkt var passende til at lade disse tvende Negere hjemsende til Guinea. Den Straf, de med deres Friheds Tab i et Tidsrum af over 4 Aar have udstaaet langt fra deres Fødeland og tildeels i et koldt Klima, maa desuden antages at have været meget følelig for dem og tillige at have gjort det tilbørlige Indtryk paa de Negere, fra hvis Omgivelse de i sin Tid bortførtes, hvortil derhos kommer, at den hos Negerstammerne herskende Mangel paa rigtige religiøse og moralske Begreber taler for at bedømme den af Sabah Akim og Adum forøvede Misgjerning noget lemfældigere end under andre Forhold. Paa Finansministeriets i Overensstemmelse hermed, efter Brevvexling med Justitsministeriet, vedlagte allerund. Forestilling, har det behaget H. M. Kongen ved all. Resol. af 16de Juni d. A. all. at bifalde, at Sabah Akim og Adum maae forundes Friheden og uden Ophold, paa Statskassens Bekostning, over England hjemsendes til Kysten Guinea. Da det efter indhentede Underretninger kunde ventes, at et Skib omtrent i Midten af Juli Maaned vilde afgaae fra London til Guinea , med hvilket de ovennævnte Negere kunde oversendes dertil, ere de blevne afsendte herfra med et til London afgaaet Skib, og ville derfra ved den danske Generalkonsuls Foranstaltning blive sendte videre til deres Hjem.

Falskmøntneri paa Kastellets Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Opsynsmanden ved Taarnene i Citadellet foretog den 18de Januar i Forening med nogle Haandværkere en Visitation i Fangetaarnet Nr. 2, da han i nogle Dage havde havt Formodning om, at der sammesteds blev fabrikeret falske Rigsbankdalersedler. Ved Visitationen fandt man da i det ene Been paa den i Localet Nr. 4 værende Bænk en Spalte, der forekom at have et mistænkeligt Udseende, og da man derfor brak Bænken itu, fandt man i et udhulet Rum i samme to falske Ridsbankdalersedler; en ægte dito; et Papir med chemiske Svovlstikker; Vaabnet, som staaer foroven i venstre Hjørne af Rigsbankdalersedlerne, og de tvende Bogstaver, som staae forneden; Staalpenne samt en Pensel: to Stykker Tusch; en Model til Rigsbankdaleren foroven; nogle Stykker Been, hvori er udgravet Rigsbanken; samt et Stykke Brædt, hvori er gjort Begyndelse paa Aarerne, somm ligge i Rigsbankdalersedlerne. Efterat disse Sager vare fundne, bleve de foreviste de i Localet værende Forbrydere, Ole Johansen Skandsgaard, som forhen er sigtet for Falskmyntneri, samt Ole Hansen og Lars Christiansen. Disse benegtede imidlertid at være vidende om, at der i deres Bænk var skjult saadanne Sager, og tilføiede, at at det, som var fundet, maatte have været skjult der for længere Tid tilbage. Det blev nu overdraget Politiassistent Gøtzsche at optage Forhør i denne Anledning, og disse bleve ogsaa strax paabegyndte. Det blev under disse forklaret, at den omtalte Bænk har i flere Aar været i Localet Nr. 4, i hvilket Skandsgaard har sidder i henved et Aar, og tilligemed ham Lars Christiansen i omtrent et halvt Aar, hvorimod Ole Hansen har været der noget kortere. Den omhandlede Bænk har ved de tidligere Haandværkervisitationer vel været efterseet, men uden at det nu opdagede Gjemme derved var forefundet. Den 29de fandt samme Opsynsmand ved at aabne Vindues-Skodderne til Localet Nr. 4 to Stykker Tin i trekantede Stænger, et Stykke sammenrullet Blyplade, og to Ark hvidt Belinpapir henlagt i den brede Karm, hvori Skodderne hænge. Under Forhørerne forklarede en Fange, der i længere Tid har hensiddet i det Locale, som er ligeoven over Nr. 4, at Skandsgaard kort før Juul havde ytret til ham, at han havde gjort falske Sedler og at der snart vilde komme en Skildvagt paa Post udenfor deres Fængsel, hvem de kunde stole paa. Den samme Fange bemærkede en Eftermiddag i Midten af Januar Maaned, at Skandsgaard var i Samtale med den Skildvagt som da var paa Post ved Taarnet og nedkastede til ham 3 Sedler, hvorpaa Skildvagten lovede, naar han kom igjen at medbringe Papir og det øvrige Forlangte. Han bemærkede ligeledes, at en Snor blev nedhisset fra Vinduet paa Skandsgaards Fængsel og at Skildvagten deri bandt Svovlstikker og en Voxstabel. De forefundne Svovlstikker befandtes at være indsvøbte i et Papir, hvorpaa Vignetten "Vimmelskaftet Nr. 22 R. & S", hvilken Vignet kun har væet brugt paa Fouteraler til Svovlstikker i omtrent 2 Maaneder, da Udsalget af saadanne kun i dette Tidsrum har været paa det angivne Sted. Det maatte saaledes ved denne Opdagelse være uden for al Tvivl, at Gjemmestedet i Bænken har været Skandsgaard bekjendt, og at han eller en af hans Medfangne deri har henlagt de der forefundne Sager. Ikke destomindre ere alle tre Fanger stadigen vedblevne under Forhørene at negte at vide nogensomhelst Besked med de forefundne Sager. Skandsgaard gjorde sig imidlertid sindsvag under Forhørenes Gang, hvorfor disse for hans Vedkommende maatte afbrydes. Da Assistent Götzsche imidlertid kom til Kundskab om, at en Jæger af det i Citadellet garnisonerende Jægerkorps skulde have villet vexle en falsk Rigsbankdalerseddel, ledede dette paa Spor til at faae opdaget den Jæger, der efter det Ovenmeldte maatte antages at staae i Forbindelse med Fangerne og at have været dem behjelpelig med at forskaffe dem de forefundne Sager samt med at udgive de falske Penge. Det lykkedes også Hr. Gøtzsche at faae den paagjeldende Jæger, der er Recrut ved Jægercorpset siden forrige Aar og er født i Maribo Amt, til at afgive følgende Forklaring, der er aldeles overeensstemmende med det, som tidligere var blevet oplyst under Forhørene: Nogen Tid før Juul, da Jægeren havde Post ved Fangetaarnet Nr. 2, blev han tiltalt af en af Fangerne, der spurgte ham hvad Klokken var. Da Jægeren havde svaret herpaa, indlod fangen sig i videre Samtale med ham og anmodede ham navnligen om at kjøbe noget Tobak. Til det Svar, at han kunde bede Opsynsmaden om at gjøre dette bemærkede Fangen, at det kunde han ikke da han ingen Penge maatte have. Jægeren lovede da at kjøbe Tobaken, og Fangen kastede da 3 Marker ud til ham med den Bemærkning, at han kunde beholde de to for sin Uleilighed. Efter at være afløst kjøbte Jægeren Tobaken og bragte den, da han næste Morgen atter erholdt samme post. Fangen nedhidsede en Pose i en Snor fra Vinduet, og efterat Tobaken var lagt i denne, trak Fangen den atter til sig. Nogen Tid derefter, da Jægeren atter var paa Post ved Taarnet, viste Fangen ham en Rigsbankdalerseddel og anmodede ham om derfor at kjøbe nogle Svovlstikker, nogle smaa Voxlys og en Pægel brændeviin samt at beholde hvad der blev tilovers af Seddelen efter Indkjøbet. Da Jægeren var villig hertil, bragte han Fangen Sagerne da ham atter kom paa Post, og denne trak dem op til sig paa samme Maade, som ved Indkjøbet af Tobaken. Længere hen var Jægeren atter paa Post ved Taarnet og Fangen udkastede nu til ham tre Rigsbankdalersedler, med den Anmodning derfor at indkjøbe noget Bly, Tin og papir samt at beholde hvad der blev tilbage af Pengene. Af de modtagne 3 Sedler har Jægeren selv udgivet de tvende hos forskjellige Handlende, men da han ligeledes har søgt at udgive den tredie Seddel hos en Handlende, erklærede denne den for falsk. Han har da senere søgt at faae den udgivet ved forskjellige af sine Kamerater, men den er bestandig bleven protesteret som falsk. Da han ved senere at have Post ved Taarnet underrettede Fangen herom, erklærede denne, at ogsaa de to andre Sedler havde været falske, og at det derfor nok vilde lykkes ogsaa at faae den tredie udgivet. Den tiltalte Jæger har senere forklaret, at Bevæggrunden til, at han indlod sig med fangen, var den, at da Fangen tilbød ham første Gang at beholde de to Mark, var han just i Forlegenhed for Penge og lod sig derfor forlede til at indlade sig med ham. Da Fangen senere udkastede til ham de tre Rigsbanksedler, om hvilke han ikke anede, at de vare falske, forstillede vel Tiltalte Fangen, at han ikke turde indlade sig videre med ham, men lod sig dog bevæge til at modtage Sedlerne og gjøre Indkjøbet, da Fangen yttrede, at han nnu maatte vedblive sin Forstaaelse med ham, da han ellers vilde melde hans tidligere Forhold. (Aftenbl.)

(Kjøbenhavnsposten 8. marts 1843)

Fangeflugt fra krudttårnene i Kastellet. (Efterskrift til Politivennen)

Den af Directionen for Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset nylig efterlyste Livsfange, Hans Hansen, 21 Aar gammel, der ved høi lys Dag er undvegen fra et af Fangetaarnene i Citadellet, har paa en sindrig Maade vidst at undslippe sine Vogtere. Ved at bemærke, at nogle Murfolk arbeidede ved Taarnet, har han, da alle der vare fraværende, optaget et Bræt i Gulvet og hidset sig ned i Stue-Etagen, hvor han forefandt Murer-Materialer. Efter tilbørligt at have indsmurt sine Klæder med Kalk, er han gaaet bort, har sagt til Drengen, hvem han mødte, og for hvem han teede sig som Haandlanger, at han ikke vilde arbeide længere hos Mester R. R., og da Drengen henviste ham til Svenden, til hvem han burde melde saadant, er han gaaet bort, og endog underveis tiltalt den intet anende Skildvagt. At vort virksomme Politi har anvendt særdeles Omhu for atter at faae fat paa Forbryderen, er noget man kunde vente; især er der paabuden og overholdes særdeles Aarvaagenhed om Natten.  

(Kjøbenhavnsposten 1835)

Kylling-Søren - Forbryder og Legende. (Efterskrift til Politivennen)

Søren Pedersen Hvam (1792-1856?) - "Kylling-Søren" - var berømt og berygtet i Nørrejylland i første halvdel af 1800-tallet. Måske fik han sit navn fordi han havde været hønsetyv, i hvert fald fik han tilnavnet allerede i nogle af de første forhør. Som 7-årig kom han ud at tjene, og ernærede sig som sådan flere forskellige steder til han blev 24 år. Så blev han daglejer og solgte forskellige småting. Den 12. november 1814 stjal han noget mad, tøj og andre småting hos en husmand. Det blev opdaget og den 6. april 1815 fik han herfor 1½ års tugthus i Viborg. Her blev han 7 dage efter far til sin søn Niels der også blev en kendt tyv.

Efter løsladelsen fortsatte han tyverierne, og blev 27. august 1819 idømt kagstrygning og livsvarigt fængsel i Københavns fæstning. Straffen betød at han nu var "uærlig". Den 14. december 1819 blev han uærlig slave nr. 66 i Stokhuset. Efter to flugtforsøg lykkedes et tredje i august 1825. Det lykkedes ham at komme til Jylland hvor han levede dels af at sælge småting, dels af indbrudstyverier. Han kunne benytte sig af Thomas Jensens og Johanne Jensdatters fæstegård i Ask der fungerede som en slags hælercentral.

Efter kongelig befaling af 6. oktober 1829 foranstaltede kommissær herredsfoged Wesenberg en undersøgelse til opklaring af tyverier begået af Søren Pedersen Hvam m.fl. Søren & Co. blev arresteret og oktober 1829 overført til Randers Arrest, senere indsat under Århus gamle rådhus, sammen med bl.a. Jens Nielsen Knubb. Den 14. juli 1830 brød de to ud. De blev fanget 28. juli. Han blev herefter iført skindluffer så han ikke kunne bruge hænderne, men brød dog alligevel ud 4. januar 1831. Efter 3 dage atter fanget. Herefter gik turen til Stokhuset i København.

Kylling Søren, bekjendt af sine mange Udbrud fra Arresterne, har atter i Tirsdags Nat været nær ved at befrie sig fra Aarhuus Arrest, uagtet han var belagt med saa meget Jern, at man skulde ansee det for en aldeles Umulighed. Hvis man havde opdaget det en Time sildigere, havde han været borte.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. august 1831).

Aaarhuus. Kylling-Søren blev Natten imellem Tirsdag og Onsdag, i Selskab med sine værdige Staldbrødre Peder Dick og Rasmus Lollænder, og under Bevogtning af 1 Korporal med 4 Dragoner, herfra Arresten bragt ombrod, for tilsøes at transporteres til Kjøbenhavns Slaverie, hvor der venter ham Kagstrygning og Brændemærke. En stor Mængde Mennesker havde forsamlet sig, for at see hans Henfart. Han skal have holdt en meget pyntelig Tale til Folket. To Aftener iforveien havde han været nærved igjen at bryde ud.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 4. oktober 1831).

Den berygtede Kylling-Søren blev i Torsdags offentligen kagstrøgen, og derpaa for Livstid hensat i et af Citadellets Krudttaarne, hvor ogsaa den vidtbekjendte Morten Frederiksen sidder (Aarh. Av.)

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 20. marts 1832).

Krudttårnene i Kastellet fungerede som slaveri indtil omkring 1847. Herefter blev de resterende fanger overført til Stokhuset.

Martinus Rørbye (1803-1848): Tre studier af fanger fra forbedringshuset (1832). Med håndskrift er noteret under den midterste: Kyllinge Sören. Martinus Rørbye tegnede disse skitser i Kastellet, så på det tidspunkt har Kylling-Søren formentlig stadig have siddet i et af krudttårnene. Statens Museum for Kunst. 

Randers, den 23de Octbr. En i sin Tid i Jylland meget bekjendt Person: "Kylling-Søren", har i afvigte Uge været indlogeret i Arresten her i Byen, indtil han derfra kunde afgaae til sin Hjemstavn i Frysenborg-Egnen. I en Række af 23 Aar har han været i Slaveriet, men er nu Kongens Fødselsdag, bleven benaadet. En Kammerat fra Viborg-Egnen, der endog i 28 Aar havde opholdt sig i Slaveriet, og nu ligeledes var blevet benaadet, ledsagede ham. (Rand. Av.)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende 26. oktober 1854).

Efter benådningen i 1854 levede han i fattighuset i Skjød i to år, hvor han døde i en alder af 66 år.

For 50 Aar siden.

- - -

Medens saaledes Raadhusets overjordiske Deel frembød Exempler paa Glædens høieste Flugt, maatte det kun saameget desto tungere føles, hvor dybt den Stakkel var sunken, som sad "puttet i Hullet" i Kjælder-Etagen. Her fandtes nemlig Byens Arrestlocale, og de iblandt de Nulevende, der ved Raadbusets Nedrivning saae de sørgelige, kolde, fugtige og mørke, umennestelige Rum, som her i Aarhundredrer stadig havde været befolkede, om end kun, som det heed, af Menneskehedens Udskud, maatte visselig undres over, at endnu langt ind i Halvtredserne ingen Forbedring var iværksat. Det var gamle, deels steensatte, deels murede Kjelderrum, tildeels hvælvede, der uden Tvivl havde hørt til en ældre Bygning fra den catholskeTid; et eller et Par af de værste Huller vare endnu een Etage længere nede *).

Blandt disse Fangehullers Mysterier skulle vi mindes "Kylling-Søren"s som Udbruds- mere end som Indbrudstyv berømte Bedrifter. "Kylling-Søren", som grasserede i Slutningen af Tyverne og Begyndelsen af Trediverne, og var en Skræk for hele Egnen, saaledes at Hans Navn brugtes til at skræmme Børnene med, i Rang med "Skorstensfeieren", "Peer Høøn" o. desl., var fra en af Landsbyerne vest paa (Galthen?). Hans Forbrydelser vare ikke af nogen særdeles ondartet Characteer; men han gjentog Indbrud paa Indbrud, og Datidens Straffelovgivning lagde, som bekjendt, svære Straffe paa Gentagelsestilfælde. Han havde aabenbart baade noget Godmodigt og noget Lunefuldt i sin Natur. Der fortælles saaledes, at et af hans Indbrudstyverier skete for at hjælpe en nødlidende Familie der paa Egnen. I at sætte sig selv i Frihed, naar det behagede ham, savnede han sin Lige; efter at han engang paany var bragt under Anholdelse, sagde Byfogden til ham: "Ja, Søren, nu har vi Dig igjen, og nu skal jeg sørge for, at Du ikke saa let løber fra mig." "Det kan jo velvære," svarede Søren; "i alt Fald skal a la Justitsraaden vide, naar a taer afsted." - Nogen Tid efter ringede det en Nat paa Byfogdens Port (nuv. Dr. Glæsels Gaard), og da Karlen kom og lukkede op, stod der en Mand, som sagde: "Vil Du hilse Justitsraaden, at nu gaaer a." **) - Den bestyrtede Karl bragte Byfogden Besked, og blev skjældt dygtig ud, fordi han ikke havde været resolut nok til at gribe Flygtningen; nu havde "Kylling-Søren", trods Halsbøile og Lænker, hvormed han havde varet belagt, igjen taget sig en lille Udgangsferie.

*) Efter Sagnet skal der gaae en underjordisk Sang herfra til den ligeledes fra en ældre Tid hidrørende hvælvede Kjælder under Kjøbm. Roses Gaard paa Torvet. Hvorledes dette hænger sammen er imidlertid alrig blev oplyst, og kun saameget vides, at i sidstnævnte findes der en Indgang til en saadan Gang; men den er aldrig ret undersøgt.

**) Det turde være muligt, at den noget lignende Slutningsscene i Hostrups "Eventyr paa Fodreisen" skylder Historien om "Kylling-Søren" sin Oprindelse, idet Digteren i sine Studenteraar oftere laa i Feriebesøg der paa Egnen, og navnlig i Viby Præstegaard.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. april 1874. Uddrag).

358. Kylling-Sören og Jens Knob var to mestertyve, der var i kompagni. De var her fra Ry sogn og havde deres bolig nede i Ry Nörreskov. Den var i lighed med de gamle røverkuler, sådan at den var bedækket med löv og mos og med en grön törv til dække over indgangen. Stedet er kjendeligt endnu. For at få hulen dannet bar de jorden i poser ned i søen. Man ledte efter dem i lange tider og kunde ikke finde dem. Endelig fangede de Kylling-Sören. Han rendte fra dem, og de fangede ham igjen. Så viste han dem kulen med de ord: "Da er I da nogle ringe mennesker, kan I ikke finde den", og dermed sparkede han til lövet, så lemmen kom til syne. Der var en ordentlig god nedgang til kulen. Da han var løben fra dem, var de ude med bøsser efter ham. Så rendte han ud i vandet, der hvor åen udvider sig og bliver til en sø, og så stod han lige med munden over vandet og med en grön törv over hovedet. Endelig opdagede de, at det var ham, og skød efter ham. Den, der skød, var fra Hejens (Hejnæs) eller Emborg. Sören lovede, at kom han på fri fod igjen, skulde han nok gjengjælde ham det. Så blev han taget og døde i Viborg tugthus.

Han levede sammen en gang med en kone fra Ask, og hende dandsede han undertiden med. Så sang han til dandsen en bestemt pærrevals (der nu kaldes polka) og den spilles endnu under navnet Kylling-Sörens dands. Ry.

359. Kyvling-Sören og Jens Knåv og hans komplot havde deres hælested i en stor gård i Ask. Sönnen i gården var en rigtig stadsmusikanter, og han spilte for dem, så dandsede de og morede dem der om aftenen, men naboerne kom aldrig med til den dands, det var blot det kjæltringkram indbyrdes. Provst Ramsings datter i Harlev vilde så gjærne have haft sönnen i den gård, men det blev ikke af, da det kom op, hvad han var. P. Hjulm., Tåstrup.

360. Kyvling-Sören blev först arresteret i Århus, men de kunde ikke komme af sted med ham. Så sendte de ham til Randers, for der havde de den skarpe herredsfoged, der hed Wesenberg. Han fik ham til at bekjende. Så blev alle de folk fra den egn tilsagt at møde i Randers, og de stjålne sager blev kjørt derud, for så skulde de kjendes ved dem. Fra Peder Kristian i Hvalløse havde han taget en stor del ud af hans overstue; men han turde ikke kjendes ved nogle fine tekopper. Kyvling-Sören sagde jo, det var hans. Så skulde han have dem hjem. "Pas nu på, du får dem hele hjem, a har fået dem hele fra dig af og til Ask". Da han kom hjem med dem, var de i stykker. Kyvling-Sören fik rottingslag i Randers, inden han kom i slaveriet, sammen med to andre, hvoraf den ene hed Jörgen Bjerregrav. De skulde op på en knot, og så skulde de stikke hænderne op i et par kramper, og når så bøddelknægten skød knotten væk under dem, hængte de der i hænderne og fik nu slagene. De to klagede sig stærkt, men Jörgen Bjerregrav, der var den sidste, gav ikke et kny fra sig. Han sagde: "Væk med den bøddelknægt", og så sprang han selv op, stak hænderne op i kramperne, sparkede til knotten og hængte nu der. Da han havde fået slagene, sagde herredsfogden til ham: "Det var nok en hård tur, Jörgen". "Ja, den var Fanden æde mig ikke så meget blød", og han föjede til, at når herredsfogden skulde nu have sin ret, så skulde han have den samme tur, og så skulde han med derover, hvor de andre skulde over. Det var jo i slaveriet på livstid. Han mente jo, de nu havde gjort ham alt det, de kunde gjøre ham, og så kunde det være det samme, hvad han sagde. Så blev de kjørt fra Randers til Århus, og nu var hele selskabet blevet til 70 personer i alt, så mange havde den herredsfoged fået til at bekjende, og nu skulde de til Århus at have deres dom. Der var vogne ordrede til at kjøre med dem, og det var en lang række, for der sad ikke uden et par eller en enkelt på hver vogn. En gårdmandskone, som Kyvling-Sören meget havde haft hans tilhold ved, og som havde hælet med ham, sad ved siden af ham på én vogn. Der var mange langs vejen, der så på det tog, for de vidste jo, hvad dag de vilde komme. Nogle spurgte om, hvem det var, der sad ved siden af Kyvling-Sören. Han råbte da: "Det er min moder!" Han var i slaveriet i 22 år og kom da ud på kongens nåde. Mogens Larsen Mogensen, Lerbjærg.

361. Jens Knob og Kyvling-Sören ... De holdt vagt ved huset, men han kom lige godt hver aften til konen og levede sådan et halvt år, uden at de vidste, hvor han var. De blev til sidst grebne oppe i en stor örnerede i Længe krat ned imod Hegnæs. De havde også en kule ned i jorden. Jens Jakobsen, N.-Vissing.

(Evald Tang Kristensen: Gamle folks fortællinger om det jyske almueliv. 5. afdeling. 1892)

1615. Kylling-Sören blev sidste gang greben i Hulbæk. En pige i en gård, det var Kristen Mikkelsens, var en aften ude at malke, og en lille stumphalet hund, de havde, var fulgt med hende ud. Så holdt den det henne ved ovnen og blev ved. Hun gik så ind og sagde, at hun kunde da ikke vide hvad det var. Kristen Mikkelsen greb bøssen fra bjælken, sprang ud og pegte: "Er der et menneske eller et fyr her inde, for nu skyder a danden rier et." Så kom Kylling-Sören kravlende ud. Han blev nu ført til Århus og blev lagt i lænker. Dernæst blev der gjort undersøgelse i Ask. Brønden var fuld af kjedler, og der var kalleovne i dammen, og i huset var der en masse af ting. Vuggedynerne var fulde af silkeklæder o. s. v. Alt blev nu ført til Århus, og så blev der sendt bud omkring, at enhver, der havde mistet noget, skulde mælde sig. Kylling-Sören gik lænket ude på rådstuen. Så var der en og anden, der sagde: "Det ligner mit" - "Hvor er du fra, lille mand (eller kone)?" Så sagde den det, og han så i sin lommebog. "Jo, det er rigtigt, lille mand, tag du det." Fra en mand i Malling var der blevet taget tolv höns og en kok. "Ja, det er rigtigt, lille mand, hvor er du fra?" - "A er fra Malling." - "Jo, det passer godt nok. De to er levende endnu i gården, en brun toppet, og den anden har en perlekrave om halsen." En tredje havde mistet en kjedel, og en fjerde en hel del æbler, og sådan blev de ved me at komme. Uagtet mange fik deres igjen, blev der dog holdt auktion en 8 dages tid over tyvekosterne.

Sml. jysk almueliv V. 357-61. Kirstine Jespersdatter. Hvilsted.

(Evald Tang Kristensen: Danske sogn. Afd. personsagn. 1898)

Det ene af to krudttårne i Kastellet som 1817-1847 som Kylling-Søren ifølge en artikel blev overfort til. I hvert af tårnene sad 30 fanger indespærret. Voldkronen var forsynet med palisader . Foto Erik Nicolaisen Høy. 

I Aarhus Stifts-Tidende 23. august 1909 mindedes han med følgende. "Der var en Gang Jordbund for Originaler, og Aarhus synes at have ejet en Rigdom: Kylling-Søren, Spjatfilie og hvad de nu hedder allesammen.

Jyllandsposten 7. januar 1912, Viborg Stifts Folkeblad 8. januar 1912 og Horsens Folkeblad 9. januar 1912: "I Rye Nørreskov, ikke langt fra en Kilde, der kaldes Præstens Kilde, har der i gamle Dage været en virkelig Røverkule, hvor Kylling Søren og Jens Knop og nogle andre Røvere boede. Om de to Røvere, Jens Knop og Kylling-Søren, gaar der i Folkemunde en Mænge Sagn.

Musikalsk gik Kylling-Søren over i historien, med "Kyllinge-Sørens Dands". På hjemmesiden hvorfra melodien også kan høres, præsenteres den som: "Gavtyven Kylling-Søren skulle have sunget den mens han fik pisk." Kilde: Fra Peder Pøhls nodebog på Dansk Folkemindesamling (www.dafos.dk)

"Kylling-Sørens" Navn er blevet bevaret derigennem, at det er blevet knyttet til flere forskellige gamle Folkemusikstykker og Folkedanse. Den Tilknytning, som overleveres gennem Folketraditionen og i Evald Tang Kristensens "Jydsk Almueliv", er uhistorisk. "Kylling-Søren" er aldrig blevet anholdt ved noget Dansegilde eller Bryllup. Det Bryllup, der sigtes til, hvor der skulde have danset "Tyve Par Tyve", er Søren Thomsens Bryllup i Ask med hans 1. Kone, Johanne Sørensdatter, straks før Paaske 1829 nemlig den 20. Marts; men netop i disse Dage var "Kylling-Søren" paa Togt i helt andre Egne. Natten mellem 21. og 22. Marts 1829 lavede han Indbrud hos Kirkesanger Anders Jessen i Haldum og hos Jens Sørensen paa Haldum Mark og Natten til Paaskedag hos Laurs Thomsen i Haldum. Det næste Gilde i Gaarden i Ask var Barnedaab over Søren Thomsens Søn, Thomas Sørensen, født 31. Juli og døbt 30. August 1829; men "Kylling-Søren" var blevet anholdt Natten mellem 7. og 8. Juli 1829 og blev først fri igen 1854 omkring 23. Oktober. Barnets Farmor, Johanne Jensdatter, sad ved Daaben i Aarhus Arrest, hvor hun var indsat 3. August 1829. Søren Thomsen blev arresteret 22. Oktober; Thomas Hansen og hans 2 Børn, Maren og Niels, blev arresteret den 28. Oktober og Rasmus den 5. November 1829. - Det historiske synes at være det, at "Kylling-Søren", der var en sagtmodig Fyr, gerne fløjtede og fortrinsvis gamle Folkedansemelodier fra hans Barndom og Ungdom i Skød; siden sad han enten i Fængsel eller førte en bortrømt Slaves Tilværelse som Vagabond.

De Melodier, som Folk kunde huske, at "Kylling-Søren" plejede at fløjte fik saa Navnene: "Kylling-Sørens Stykke" og "Kylling-Sørens Dans"; de ældste Optegnelser er fra ca. 20 Aar før "Kylling-Sørens" Død og kun nogle faa Aar efter hans Arrestation. Da han kom til Skød igen i 1854 efter sin Anholdelse 7.-8. Juli 1829, fandt han sit Navn knyttet til gamle Folkemusikstykker og gamle Folkedanse i forskellige Egne. Det maa have været ganske ejendommeligt for det gamle Fattiglem i Skød at se sig saa "berømt" ved sin Løsladelse.

Det var tilfældigt, hvilke af "Kylling-Sørens" Ynglingsmelodier, man huskede og opnoterede i de forskellige Egne, og hvilke Folkedanse der fik Navnet "Kylling-Sørens Dans" efter de tilsvarende Melodier, som vel bruges til forskellige Danse. For det meste var det vist gamle PolskDans Melodier fra Aarhus-Egnen. En Rækkedans fra Sydjylland under Navnet "Kylling-Søren" falder noget uden for Rammerne.

- - -

Dansen "Kylling-Sørens Stykke" er derefter mindst fra 1836. "Kylling-Søren" som Folkedans vil bevare Søren Pedersen (Hvam) fra Forglemmelse, og det havde han næppe tænkt sig.

(A. O. Larsen: Kylling-Sørens Danse "Østjysk Hjemstavn" 1941. Uddrag)

I Brugsforenings-Bladet (nu Samvirke) 6. august 1935, s. 370-372 var en fortælling af Sigurd Elkjær: Kylling-Søren.

Kilde: Charlotte S. H. Jensen: Røverhistorier. Sagn og virkelighed (1994).

Slaveflugt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Fæstningsarbeide i Citadellet Friderichshavn er i Dag Eftermiddag Kl. 1 undvigt 2de Slaver, nemlig: Lars Nielsen, af Profession Bødker, fød i Ribe i Jylland, 25 Aar gl., 67 Tommer høi, blond af Haar og blaat af Øine, proportioneret af Skulder og Been og er liden af Ansigt, samt meget bleg af Udseende; den anden Jens Sørensen Holm, er født i Aarhuus, 36 aar gl., 67 Tommer høi, proportioneret af Lemmer, mørkt Haar, blaae Øine, rundfyldigt Ansigt, og har et Ar i Panden, af Profession Rokkedreier. Ved Bortgangen fra Stokhuset til arbeide i Citadellet havde de Slavemunderinger paa; men da samme siden er fundet paa Stedet hvor de arbeidede, er det at formode de er bleven forsynet med andre Klæder; ligesaa havde de Slavebuxer paa og Jern om Benene. Hvem som maatte antræffe bemeldte Personer, ville anholde dem, og imod de sædvanglige Indbringerpenge og øvrige Omkostningerrs Godtgjørelse aflevere dem i Stokhuset.

Kjøbenhavn, den 5te Februar 1812.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende", 10. oktober 1812)

Svar paa Anken om Becks Badehuse.

Til gensvar på annoncen i Politivennen af 29. juni tjener til efterretning for den ærede indsender at det har været ejeren af Kastel-badehusene aldeles ubekendt at hunde har haft adgang der, da han aldrig har formodet at nogen dannet person ville tage sådanne med. Imidlertid skal der blive truffet forholdsregler imod det. Hvad den påpegede ulempe angående sprækker i skillerummet angår er sådant af den natur at indsenderen ved nærmere eftertanke let vil kunne indse at det er umuligt for ejeren at modsætte sig solens indvirkning på det tørre træ. Men skal der også i så henseende blive taget forholdsregler. I følge bestemmelsen kan enhver dame lade sig betjene af sin egen pige, imod for sidstnævnte at betale 8 skilling. Vil vedkommende imidlertid spare denne udgift, findes en pige til de badendes opvartning på selve stedet. Til slut tager ejeren sig den frihed at bemærke at enhver tilrettevisning vil være ham særdeles kærkommen, ligesom han anser det for pligt at imødekomme publikums ønsker, i særdeleshed når disse fremsættes i en anstændig og sømmelig tone.

Ærbødigst
P. W. Bech.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 424) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1226, 29. juni 1839, side 403-405 og til Politivennen nr. 1229, 20. juli 1839. Side 458-459.

Bechs Badehuse bag ved Kastellet.

Hr. P. W. Bech tilkendegiver ofte i aviserne at badehusene såvel for damer som herrer bag Kastellet daglig er til afbenyttelse. Han har glemt at tilkendegive at det er de også for hunde. Man ser jævnligt herrer med deres hunde gå ind i badehusene. Og ved samme steds nyligt at tage et bad, var indsenderen nærved kommet i berøring med en stor pudel som svømmede ved siden af ham. Et sådant naboskab i vandet er højst ubehageligt, ligesom også at komme ind i et badehus straks efter at en hund er blevet vasket og renset der.

Sådant er i sandhed højst uanstændigt, og selvom denne tilladelse på de øvrige badendes bekostning tiltrækker adskillige hundeelskere, så afholder den andre og flere kunder fra at søge stedet. Endnu tilføjes at når en dame tager et bad, fulgt af en pige for at være hende behjælpelig, må der betales for 2 bade. Om der ligeledes forlanges dobbelt betaling når en hund følger med, vides ikke. Dog ville det sidste være mere rimeligt end det første. Ved denne lejlighed anmærkes tillige at disse badehuse er så åbne og fuld af sprækker at man ved mindste blæst er udsat for en mærkbar træk. At man i damernes badehuse kan se gennem sprækkerne fra det ene rum til det andet. At man ikke efter hvert bad efterser om rummene er rene. Og at broerne som fører til badehusene, er i en så yderst skrøbelig tilstand at de er næsten farlige at passere.

Da hr. Bech hidtil har haft en så stærk søgning, er det kun et meget rimeligt ønske at han ved disse bade påset bedre orden og større renlighed. Indsenderen skal i det mindste ikke ulejlige ham, før han med bestemthed erfarer at hundebadene er ophørt.

(Politivennen nr. 1226, Løverdagen, den 29de Juni 1839. Side 403-405) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1227, 6. juli 1839, side 424 og til Politivennen nr. 1229, 20. juli 1839. Side 458-459.