Dr. J. J. Dampe XIII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XIII omhandler Dampes fængselsophold på Kastellet og Christiansø. 

Det berygtede fængsel på Kastellet, hvor Dampe sad og ventede på at der blev bygget et specielt fængsel til ham på Christiansø, 1821-1826 og igen 1831-1832. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Dampe.

XIII.

Det vil uden tvivl have interesseret ikke få af dette blads læsere at følge de betragtninger over bevæggrundene til Dampes som politisk forbrydelse straffede handlemåde, hvilke jeg i forrige afsnit af disse artikler har meddelt. Denne interesse vil forøges, når man erfarer, hvad jeg har al anledning til at holde mig overbevist om, at disse betragtninger på det nøjeste stemmer overens med Dampes egen idegang og synsmåde, at de er et tro afpræg af de anskuelser, han, efter i tolv år at have været berøvet friheden, i sit fængsel følte en inderlig trang til at udtale og til at ønske forebragt sine medborgere. Frygten for dengang muligvis snarere at skade end at gavne ham ved en sådan offentlig meddelelse afholdt vedkommende fra at lade den komme til sin bestemmelse. Til en sådan frygt er der, under de forandrede forhold, nu ikke længere nogen grund, og selvom den specielle anledning, som det tidspunkt tilbød for en sådan offentliggørelse, ikke mere er til stede, har jeg dog så meget mindre troet at burde tilbageholde den, som jeg anser det for rigtigt at lade komme til publikums kundskab alt hvad der på nogen måde kan bidrage til al sætte den omhandlede sag i sit rette lys, hvilket jeg desuden kun kan anse at være gavnligt for den pågældende selv, idet at der således i den offentlige mening må danne sig en retfærdigere dom om denne ikke mindre ubilligt miskendte end hårdt forfulgte mand - en dom, der lige så lidet kan være uden Indflydelse hos en oplyst regering, som hos hans medborgere.

Man har af det i den meddelelse leverede tro referat af Dampes ansøgning til kongen i 1831 set hvad det var, der dengang voldte så meget anstød både hos Frederik den Sjette og de med denne monarks anskuelser fortrolige autoriteter. Enhver, der kendte disse anskuelser, og de var vist nok almindeligt rigtigt vurderede i publikum, - vil sikkert være tilbøjelig til at kalde Dampes fremgangsmåde ved denne lejlighed højst uklog; men man må, før man dømmer, drage til minde, at om end alle andre heri landet kendte den afdøde konges synsmåder med hensyn til stænderinstitutionen, hvorledes han betragtede denne og hvor ganske det skyldtes tidsomstændighederne at han gav den: så måtte dog alt dette for størstedelen være den i et fjernt fængsel fra verden og så godt som alt samkvem med verden afsondrede Dampe ubekendt. Intet er naturligere end at Dampe greb budskabet om indstiftelsen af en folkerepræsentation i Danmark som den håbløst fortvivlende griber et middel til frelse, der uventet tilbyder sig for hans blik, og det har i mine tanker noget tærdeles rørende ved sig at se med hvilken tryghed han fra muligheden har funderet sig over til en sådan grad af vished, at han endog i sin bøn om befrielse for ramme alvor søger at ræsonnere sig frem til den mening, at stænderinstitutionen er en sådan realisation af begrebet om en repræsentativ statsindretning, at enhver anden bestræbelse for at realisere denne form derved eo ipso måtte antages tilintetgjort og den fra forebyggelsen af sådan bestræbelse hentede straffegrund ophævet og af sig selv forsvunden. Medens alle andre fra monarkens grundsætninger og uforbeholdent ytrede synsmåder kun hentede et meget ringe håb for folkefrihedens sag fra dette første, til dens gunst ved tid og omstændigheder afnødte skridt, er der al sandsynlighed for at Dampe deri har set meget mere, at han langt har overvurderet den moralske vægt af en frit udtalt folkemening hos enhver af sand Iver for folkets tarv besjælet, samvittighedsfuld monark. Og hvor langt, langt tilgiveligere var denne fejltagelse ikke hos ham end hos dem, der nu råber på de moralske garantier, stænderinstitutionen tilbyder, nu, da man har set hvad de have haft at betyde under den afdøde konge, og alt har nye historiske data nok i hænde til at kunne slutte sig til hvad de fremdeles ville betyde under hans eftermand. - Dampe kunde vistnok ikke bygge sit andragende om befrielse på uheldigere grunde, end dem, han i sin ansøgning ville gøre gældende; men jeg tror at have vist, hvor lidt hans godtroenhed i dette tilfælde kunde regnes ham til fejl, og om man end vil finde hans ansøgning nok så uklog, dens indhold nok så naivt - om en forstandsfejl eller endog begrebsforvirring vidner den, efter min fulde overbevisning, ikke.

Jeg har allerede i mit foregående bemærket, at Dampe ikke straks blev bragt til Christiansø, men tilbragte de seks første af sine tyve fængselsår i Kastellet. Her blev han af dettes daværende kommandant, general Lorentz, behandlet med den yderste strenghed. Kom-mandanten ville ikke tillade den ulykkelige at trække frisk luft uden med lænker på, og følgen heraf var, at Dampe, der følte sig oprørt over denne tvang og for hvem det var utåleligt således offentlig at blive sat i klasse med de laveste og farligste forbrydere, i disse seks år uafladeligt sad indespærret inden fire mure og aldrig nød frisk luft og bevægelse. Hvilke rædsomme seks år disse må have været for den ulykkelige, kan man imidlertid først rigtigt gøre sig et begreb om, når man tillige erfarer, at det i denne lange tid aldeles var ham nægtet, at bringe sine tanker på papiret - alle skrivematenalier var ham berøvede, og tilstedes ham heller ikke, uagtet hans indstændige bønner derom. Om mundtlig meddelelse kunde der lige så lidt være tale. Ingen fik tilladelse til at komme til ham, undtagen i alt fald lægen, afdøde prof. Wendt (der indtil den sidste tid havde hørt blandt Dampes intime fortrolige, og således også afgivet vidnesbyrd i sagen), og heller ikke han måtte opholde sig længe hos Dampe eller tale med ham på anden måde end i væbnede bevogteres overværelse. Ikke engang Dampes børn) tilstedtes adgang til deres fader, med mindre man kan regne det for noget, at de to ældste pigebørn så ham et par gange med bevæbnede mænd ved siden, som havde befaling til, efter nogle få minutters forløb, igen at skille faderen fra børnene. De to yngste havde dengang aldrig set deres ulykkelige fader; de så ham forste gang, da han, efter over ti års fangenskab, igen var kommen herover og atter sad i Kastellet. 

Da Dampe kom over til Christiansø blev han humanere behandlet. Han blev der dog engang imellem lukket ud fra sit fængsels grav og tilladt at røre sig og trække frist luft en lille stund, i hvilke øjeblikke det da var hans kæreste lyst at sætte sig på klippeøens mosgroede sten og stirre ud over havet. Her tilstededes ham også brugen af skrivematerialer. Hans familie fik da jævnligt at høre fra ham, og han syslede ofte med litterære arbejder, dels af æsthetisk art, dels af mere videnstabelig tendens (som fx oversættelser af klassikerne). Det forundtes ham også at få bøger tilsendte herfra; jeg ved således, at prof. Wendt besørgede flere videnskabelige værker sendt over til ham, dog stete dette kun med strengt indicium og efter varsomt udvalg. Dampe ejede tidligere selv et lille bibliotek. Dette var, tilligemed hans papirer, da han arresteredes, blevet taget i forvaring af politiet, og uagtet den dom, der overgik ham, ikke gik ud på forbrydelse af hans gods, fik han siden ingen af delene udleveret - ja, de beror endnu den dag i dag hos politiet der dog nu ingensomhelst beføjelse kan have til at tilbageholde den frigivnes ejendom, så lidt som det, såvidt jeg kan indser, engang har haft nogen sådan til at beholde den fængsledes bøger og hans ikke under aktionen imod ham inkriminerede papirer under sin varetægt.

Det var, såvidt jeg ved, en intenderet forandring med fængselslokalet på Christiansø, i anledning af kolera-foranstaltningerne, der foranledigede, at Dampe, i 1831, atter bragtes tilbage hertil og en kort tid på ny kom til at sidde i Kastellet. Denne forandring var, som man let kan tænke, højligt imod hans ønske; men det nyttede ikke, at han gjorde de indstændigste forestillinger derimod. I det års tid han således igen måtte tilbringe her, blev han imidlertid ikke holdt med en så overdreven strenghed som i de første seks år.

Han var således ikke aldeles udelukket fra frisk luft og fik lov til at røre sig undertiden, naturligvis altid under bevogtning af soldater, dog kun i den halve tid imod på Christiansø. Det nægtedes ham da heller ikke at tale med sine børn. Desværre troede man også dennegang, uden anden anledning eller årsag end den, som stedets forandring indeholdt, igen at måtte fratage ham skrivematerialier, hvilke han, som anført, havde på Christiansø.

Kort før han således bragtes tilbage hertil fra Christiansø, nemlig i året 1831, skrev han, i en privat anledning, et syngestykke eller en vaudeville, som blev opført på et derpå øen indrettet privatteater. Han havde sendt det til kommandanten, der besørgede rollernes uddeling til de spillende. Antallet af stykkets personer skal have været henimod en snes. Manuskriptet til stykket selv har jeg ikke kunnet overkomme, og ved heller ikke hvad emnet dertil egentlig var; men flere af de i afskrifter udbredte sange deraf findes blandt de mig meddelte digte og jeg stal, hidsætte en af dem, nærmest med hensyn til de bemærkninger, forf. af det i mit forrige afsnit aftrykte brev her har vedføjet. Til yderligere oplysning bemærker jeg, at den danske krigerdåd, digteren deri besynger, er historisk sand. Et fjendtligt krigsskib havde lagt sig mellem Bornholm og Christiansø og optog alle danske farttøjer; men, angrebet af kanonbåde fra Christiansø, måtte dette tilsidst ilde tilredt tage flugten. Dets storbåd blev under kampen løsskudt og erobret og er endnu bevaret på Christiansø. - Sangen lyder som følger:

"Den - *) Drage har sig lagt
Nær danske havn.
I sømænd! tager Jer i agt,
Hans klo ej får Jer i sin magt.
Til Jer fordærv han er på vagt
Nær danske havn.
Han griber mangen sømand stolt.
Og sukke må enhver, han holdt
I favn.

Til kamp, o danske helt! du gå!
Løft fanen rød!
Nu du udfordres til at slå.
Nu, fjende grum! du sitre må.
Dig danske tordensky vil nå
På bølgeskød.
Dens flammeild skal vælte sig
Ned over dig eg styrte dig
I død

I skyen helten står, på top
Af bølgen ført,
Han sender lynet mod din krop,
De segne ned, din skumle trop,
De faldnes skrig højt bliver op
I luften ført.
For gamle Danmarks kraft og dyd,
Som lovsang, deres sidste lyd
Er hørt.

Han flyer den danske tordensky,
Tabt er hans mod.
Med il du må til flugten ty,
Hvis du det danske lyn vil fly.
Kom aldrig mer! men evig fly
Det danske mod!
Thi over disse vande her,
Vid! Danmarks løve hæver der
Sin fod.

Syng jubelsang, du danske mand!
Højt flaget vis!
Fra klippen genlyd høres kan.
Stolt sejrvinder går i Land.
Trofæen vælter sig ved strand
På sejr vis.
Hid komme alle folkeslag!
Den tolker dem til denne dag
Hans pris."

Brevets forfatter har hertil føjet følgende: "Efter denne sang havde forfatteren tilladt sig et ord om sig selv. En person i stykket spurgte: "Af hvem er den vise?" En anden svarede: "Af en mand, der elsker det danske folk." 

Kommandanten havde tilstillet de spillende stykket, og havde altså ikke fundet det et upassende ord at sige, at den videnskabsdyrker, der var styrtet i afgrunden og fængsel, var en Mand, der elskede det danske Folk.

Stykket blev spillet kort efter at repræsentativ statsindretning var af hs. maj. tilsikkret Danmark, og de danske videnskabsdyrkere havde bragt kongen deres tak for dette vigtige gode.

Deres bevæggrund til denne tak måtte være deres ønske om det, de takkede for - for tak udspringer ikke af anden kilde - og årsagen til dette ønske kunne ikke kunne ikke være andet, end kærlighed til det danske folk. En egoistisk kunne det ikke være, og når det var en, der var hævet over egoismen, så kunne det ikke være anden, end den nævnte.

Men vi ved, at dr. Dampe er ulykkelig formedelst bestræbelser for denne samme genstand. bestræbelser kunne umulig udspringe af andet, end et ønske. Og det er nylig nævnt, hvad årsagen til dette ønske hos de danske videnskabsdyrkere måtte være.

Men når ønsket hos videnskabsdyrkerne i almindelighed havde denne årsag, hvad grund gives der da til at antage, at det samme ønske hos en enkelt videnstabsdyrker har haft en anden årsag?

Ønsket blev vel hos denne enkelte til mere, til bestræbelse. Men det beviser intet angående Ønskets bevæggrund. Det beviser blot ønskets større magt mod de modsatte bevæggrunde.

Da ingen grund kan tænkes til at antage anden kilde til det ønske hos den enkelte, så bliver det let begribeligt, hvorfor det ikke blev fundet upassende, at det blev sagt overlydt for den samlede mængde, overlydt for hundreder af rørte tilskuere, at den videnskabsdyrker, der sukkede, i så mange år nedstyrtet i fængslets afgrunds pinsler, var en mand, der elskede det det danske folk".

*) Jeg har ved en skrivefejl tidligere anført, at Dampe havde tre børn, i stedet for, som det er tilfældet, fire. Disse fire børn - en søn og tre døttre - lever alle heri staden; de to ældste af døttrene har alt i flere år været gift og sønnen er nylig kommet på et købmandskontor

**) Her står i sangen et adjektiv, der betegner nationen, hvilket af årsager i manuskriptet er udeladt

Kjøbenhavnsposten, Dampe XIII, 17. september 1841.