I en Række af Artikler, indrykkede i Bladet "Fædrelandet", er Almueskolevæsenets Tilstand paa St. Croix omhandlet paa en Maade, som, idet den krænker Sandheden, kaster en ufortjent Skygge paa Generalgouverneur v. Scholtens Embedsførelse.
Under mit Ophold paa Øen, i denne Sommer, havde jeg Leilighed til at gjort mig bekjendt med saavel Skolernes nuværende Tilstand, som alle Omstændigheder ved deres Oprettelse; og jeg anseer det for en Pligt, der paahviler enhver retsindig Mand, ikke at tilbageholde for Publikum en Beretning, der kan tjene til Gjendrivelse af uretfærdige Beskyldninger, som, med den ringe Kundskab, man her i Moderlandet i Almindelighed har om Forholdene i Colonierne, kunne volde Skaar i en fortjent Embedsmands Agtelse iblandt hans Medborgere.
Enhver, der har læst hine Artikler, vil sikkert erindre følgende Ankepunkter i dem: 1) "At det først var efter Thronskiftet, at Generalgouverneur v. Scholten begyndte at vise Iver for den offentlige Underviisnings Fremme." Brodden heri behøver ikke at udpeges. 2) "At Skolebygningerne have staaet tomme i mange Aar." 3) "At de af Ostentation ere opførte langs Landeveiene og paa Steder, hvor de ret kunne falde i Øinene." 4) "At hvad der nu end, i alle Fald, var gjort, burde dette have kommet 12 Aar tidligere."
Et hurtigt Blik paa Tilstanden i Colonien, fra ældre Tider og indtil nu, vil give Oplysning om, hvorfor der da og indtil langt ind i nærværende Aarhundrede ikke blev tænkt paa at gjøre noget for den offentlige Underviisning af vore Coloniers Slavebefolkning.
Det første Skridt til at civilisere denne Classe Mennesker maa man ansee Forbudet imod Slaveindførselen at have været, hvilket, som bekjendt, allerførst udgik fra Danmark. Vor Regiering maatte herved tænke sig en tilkommende indfødt Befolkning af Negere, imod hvilken Staten erholdt Pligter. Disse Pligter tabtes ikke heller af Syne, og, fra en Tilstand lig Arbejdsdyret, man ei alene ustraffet, men under Lovens Medhold, kunde lemlæste, ja dræbe, sortes Negerslaven i vore Colonier efterhaanden, ved beskyttende Love, mere og mere frem imod det Maal, der allerede maa have foresvævet den menneskekjærlige Regent, som paabød Slavehandelens Ophør: - den frie Statsborgers Standpunkt. Disse Fremskridt skete med Betænksomhed - langsomt, men stadigt, fordi Omstændighederne krævede denne Vaersomhed. Eierens absolute Magt over Slaven var allerede ved dette Aarhundredes Begyndelse betaget ham.
For netop 14 Aar siden, i 1827, tiltraadte Generalgvuverneur v. Scholten sit Embede; og Aaret efter udstedte han Circulairet af 2den August, der paabyder, at naar en Slave henvender sig til Generalgouverneuren, enten med Klage, eller med Begjæring om at gaae i Forbøn for ham hos Herren (dette Sidste var en gammel, altid respektabel Skik imellem Planteurerne indbyrdes), og vender hjem, forsynet med en trykt og af Generalgouverneuren underskreven Friseddel, maa Slaven ikke straffes arbitrairt af Herren, men, om Tilgivelse negtes, skal Sagen henvises til vedkommende Politimester. Dette Circulaire, skjøndt det i Begyndelsen ikke blev tillagt synderlig Vigtighed, er, som jeg ved en anden Leilighed skal vise, egentlig Emancipationens første Act paa vore Øer, ved det inddroges Slaven ganske under de borgerlige Loves Beskyttelse.
Efter denne fulgte flere Indskrænkninger i Planterens arbitraire Magt over Slaven: de corporlige Straffe lede en yderligere Indskrænkning, idet at Straf af Pidsk eller Riis paa det blotte Legeme, saa oprørende for enhver Sædelighedsfølelse, blev aldeles forbudt, og Marimum af den Straf, der uden Øvrighedens Dom kan tildeles, blev fastsat til 12 Slag af en reglementeret Tamp for et Mandfolk og 6 for et Fruentimmer; Arbeidstiden blev nøie fastsat og en billig Forøgelse givet Hviletiden; Eiendomsret til eget Erhverv samt Ret til Løskjøbelse eller Overgang til en anden Herre blev tilsikkret Slaven, og endelig omskiftedes Benævnelsen "Slave" med det mindre haarde "Ufri." Kort Negerens physiske Tilværelse forbedredes i den Grad, at, medens Livegenskabet endnu bestod i flere af Europas Lande, var den fordums Negerslave i Løbet af et halvt Aarhundrede ført, igjennem en rolig Udviklings jevne Trin, lige til den fuldkomne borgerlige Friheds Dørtærskel.
Dette var ideligen Terrain vundet fra Planteurerne til Slavebefolkningens Bedste. - Man maatte lidet kjende til Mennesket, om man vilde troe, at det blev opgivet uden ringeste Modstand eller Fortrydelse; skjøndt af Ære maa indrømme Planteurerne paa de danske Øer, for ikke, som paa mange andre Steder, at have lukket Øre og Hjerte for Tidsaandens Krav.
Mon ikke en saadan, ved Loven beskyttet forbedret physisk Tilværelse maa betragtes som en nødvendig, eller idetmindste fornuftig Basis for ethvert Forsøg til at oprette et offentligt Underviisningsvæsen i Colonien? At gjøre Slaven Aaget let og bane Tilværelse glædelig, for man tændte Oplysningens Fakkel for ham, maa vel erkjendes den rigtigere Fremgangsmaade.
Vi vende os nu til Planteurens Side. Fra ham var det, at Bidragene til et almindeligt Skolevæsens Oprettelse og Vedligeholdelse skulde komme. At formaae ham hertil udkrævede, først, at han erkjendte Nytten deraf og sin Forpligtelse til at gjore det forlangte Offer; dernæst, at Colonien besad Evne til at udrede Pengemidlerne dertil. Under de tidligere Forhold vilde ethvert Forsøg paa, at overtyde Planteren om Tilraadeligheden af at udbrede Oplysning iblandt Negerne, have strandet paa gamle Fordommes Magt; og disse fik endnu Næring af det Skrækkebillede, som Følgerne af Methodisternes fanatiske Bestræbelser paa de engelske Øer maatte være ham sildigere - aigreret ved de idelige Indskrænkninger i hans vilkaarlige Magt over Slaven, hans Eiendom, kunde man saameget mindre vente at finde Villighed hos ham til et Skridt, som han, efter den endnu langtfra forsvundne Synsmaade, maatte betragte som voveligt for hans Interesser. Og nu Pengemidlerne - hvor vare de at tage fra under den Crisis, som fra 1820 igjennem en Række af Aar ødelagde Velstanden paa Øen og bragte den ene Eiendom efter den anden i nye Eieres Hænder?
I Slutningen af 1833 dekreteredes Slave-Emancipationen paa de engelske Øer. Det var naturligt, at den maatte ogsaa paa vore Øer have Indflydelse paa Anskuelsen af Slaveforholdene: Planternerne indsaae, at Danmark tidligt eller sildigt vilde blive nedt til at solge Englands Exempel. Man foreholdt sig nu for Alvor Fremtidens Billede, og efterhaanden kom man til den Overbeviisning, at det bedste Middel til at forebygge enhver voldsom Rystelse, ved Løsningen af Slavelænkens om end kun ringe Rest, vilde være, ved sædelig Uddannelse at forberede Negeren til at gjøre et fornuftigt Brug af Friheden. Denne Overbevisning udtalte sig hos Nogle ved Anlæggelsen af Smaaskoler paa deres Plantager; Andre havde allerede tidligere, drevne af philanthropiske og religieuse Bevæggrunde, i mindre Kredse virket i samme Retning; men meer og meer syntes den offentlige Mening nu at blive stemt for Oprettelsen af et velorganiseret almindeligt Skolevæsen paa St. Croix. Og nu var Øieblikket kommet for Regjeringen at tage Initiativet: Villien hos Planteurerne fandtes, og med den atter opblomstrende Velstand var ogsaa Evnen der.
Forslag herom udgik i Slutningen af 1837 fra Generalgouverneur v. Scholten til Planteurerne; og den Beredvillighed, hvormed disse optoge det og samtykkede i de betydelige Opoffrelser, det krævede, geraader dem i høieste Grad til Ære; en Sum af ikke ringere end 80,000 Rd. v. C. til Skolebygninger havde Øen at udrede, foruden en aarlig Sum af over 8000 Rd. i faste Lønninger.
En Commission, bestaaende af en Embedsmand, 3 Geistlige og 11 Planteurer, blev udnævnt til at forestaae Udførelsen. Pladser bleve udsete til Opførelsen af Skolehuse, hvis Antal bestemtes til 8, og i Mai 1838 blev den første Haand lagt paa disses Bygning. Hensyn, saavel til Climatet, som til andre locale Forhold, hvoriblandt Befolkningens Fordeling over Øen, styrede Commissionen i Valget af Pladserne: høitliggende, kjølige Steder, saavidt muligt midt i hvert Skoledistrict, beqvemme for Adgang - og herefter valgtes Pladser for 4 Skoler nær den Landevej, der under Navn af Centerline fører fra Christiansted, igjennem Midten af Landet, til Frederiksted; de andre 4 bleve fordeelte paa andre passende Steder paa Nord- og Øst-Siden af Landet. Tegningen, hvorefter de alle ere opførte, udmærker sig i høi Grad og ligemeget ved Hensigtsmæssighed, Soliditet og Smagfuldhed.
Hermed vare, imidlertid, endnu ikke alle vanskeligheder overvundne. Øen er nemlig ikke, som hos os, inddeelt i Kirkesogne. Af de 19,876 Ufrie paa St. Croix bekjende 6433 sig til den romerskcatholske Kirke, Resten til den engelske episcopale Kirke, den mæhriske Brødremenighed og endelig til den Lutherske, som har en dansk Præst, den eneste af de paa Øen værende Præster, der er lønnet af Staten. Catholikerne ere i største Antal, de Episcopale og Herrnhuterne omtrent i lige og Lutheranerne i mindste Antal. Disse Confessioner boe adspredte over hele Landet. Præsterne for de tre første lønnes ved Sammenskud af deres Troesbekjendere og ved Betaling for Udførelsen af de kirkelige Handlinger, saasom Daab, Confirmation o. s. v., hvilken for de Ufrie udredes af Eieren.
At der af disse Forhold maatte opstaae Conflicter ved Skolevæsenets Organisation, er let at indset: Districtsinddelingen kunde ikke rette sig efter Kirken, altsaa ei heller Skoleundervisningen i Religionens Lærdomme. Den personligt Interesse i at vinde Proselyter kunde ogsaa tænkes at ville modsætte sig Foreningen af de forskjellige Secter i en fælles Skole; ligesom man i det præstelige Tilsyn, der i ethvert Tilfælde maatte ønskes Skolerne, neppe kunde vente den samme Iver, som naar Skolen tilhører Kirken eller Menigheden.
For at ene disse Interesser, foreslog Generalgouverneur von Scholten at lade udarbeide en Cathekismus, i hvilken den christelige Religions og Moralens Hovedlærdomme fremsattes, i Form af Spørgsmaal og Svar, saaledes, at Religionsunderviisningen i Skolen kunde tjene til et for alle Secter lige passende Grundlag for en fuldstændigen i den modnere Alder, og hvorved altsaa ingen af de forskjellige Kirkers Interesser skete noget Indgreb. Denne Lærebog paatog den danske Præst, Hr. Bagger, sig at udarbeide, og den er nu, efter at have vundet saavel de vedkommende Præsters som deres Biskoppers fuldkomne Bifald, udgivet i Trykken i det engelske Sprog, hvilket saaledes, som det over Øen meest udbredte og af Alle forstaaede, er det Sprog, hvori Underviisningen skeer.
I Forbindelse hermed satte General v. Scholten et andet Forslag: de paa Øen anerkjendte Præster skulde anvises en fast aarlig Gage af Landkassen, imod at de i Fremtiden forrette enhver kirkelig Handling for de Ufrie gratis, og føre nøiagtige Kirkebøger, Gagen foresloges til 1,200 Rd. v. C. for de to fremmede Præster, 2,800 Rd. for de mæhriske Brødre, indbefattet Lønnen til de 8 Skolelærere, og 2400 Rd. til den danske Præst, hvem det skulde paaligge at samle de Andres Opgivelser og føre en Hoved-Kirkebog for hele Landet. Et ordentligt og nøiagtigt Kirkeregister var nemlig bleven en Nødvendighed, om Negerne, med den dem tilstaaede Eiendomsret, og under en fremskridende Udvikling, skulde kunne gjøre Brug af Ret til Arv og testamentariske Dispositioner.
Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og enhver Hindring var nu ryddet af Veien paa en for Alle tilfredsstillende Maade. Der stod nu ikkun tilbage, at skaffe duelige Lærere til Skolerne.
Erfaringen, baade paa vore egne og paa fremmede Øer, om de mæhriske Brødres ualmindelige Indflydelse hos Negerne; den Tiltro og Hengivenhed, de forstaae i kort Tid at vinde, udentvivl ved deres simple Sæder, saavelsom ved den milde Alvor og Ro, der er udbredt over deres Væsen. - Erfaringen herom fremkaldte den Beslutning, at søge Lærerne til de nye Skoler iblandt Medlemmerne af dette Samfund.
Imod Midten af 1838 reiste General v. Scholten til Europa, og under sit toaarige Ophold her, gjorde han i 1839 en Reise til Herrnhut, for med den derværende Direction for Brødremenigheden at træffe Aftale om Læreres Valg og Ansættelse, og imod Slutningen af 1840 indtraf de første af disse til St. Croix. Kort efter ankom fra Jamaica Missionairen Hr. Roemer, en Mand, i Besiddelse af en høi Grad af Dannelse, og som under et flereaarigt Ophold paa denne havde havt Leilighed til at erhverve sig speciel Kundskab i Underviisningsfaget; til ham var Inspektionen over samtlige Skoler overdraget.
General v. Scholten vendte i Juni 1840 tilbage til Vestindien. De i 1838 paabegyndte Skolebygninger vare dengang ikke endnu færdige; i dem alle manglede de indvendige Indretninger. I Begyndelsen af indeværende Aar aabnedes Underviisningen i de første Skoler; i Mai vare de 5 i Virksomhed med et Antal af henved 800 Børn; den sjette ventedes at blive aabnet om faa Uger, og de to sidste saasnart de, paa disse mere afsides liggende Steder, nødvendige Vaaningshuse til Læreren vare færdige.
Jeg har havt Leilighed til at tage disse Skoler i Øiesyn. Jeg besøgte en Dag ganske uventet den paa Peters Rest: det smukke, lyse, rummelige og luftige Skolelocale; den, kun i et tropisk Climat mulige, Reenlighed i Børnenes Paaklædning, som gav den hele Forsamling et Udseende af Pyntelighed, vi i vore Almueskoler forgjæves vilde søge; den Orden, der herskede iblandt 196 her forsamlede Børn, ved Siden af den for Sydbyen eiendommelige Livfuldhed; det aabne, tillidsfulde Væsen hos disse Børn, og endelig den Opvakthed, der straalede i de fleste Ansigter - Alt dette gjorde et Indtryk paa mig, som jeg ikke formaaer at skildre. Jeg har ofte mødt Gmaaffarer af dem, vandrende glade fra Plantagen til Skolen, under Opsyn af et aldrende Fruentimmer, som forbliver ved Skolen og atter ledsager dem hjem.
Det er ikkun Børn fra det 4de til det 8de Aar, der nyde daglig Underviisning i disse Skoler. Fra det ottende Aars Alder bruges de til allehaande Smaaarbeider i Marcu og ved Plantagen, for tidligt at hærde dem og vænne dem til Arbeide. Sættes det Ønske igjennem, at Løverdagen skjænkes Negeren som en Fridag til Selverhverv, vil denne Dag i Forening med Søndagen blive benyttet til Skolegang for denne Classe af Ungdommen, fra det 8de Aar og til Confirmationen.
Ved Sygdomsanfald var Generalgouverneuren forhindret fra at overvære Indvielsen af de først aabnede Skoler. Han fandt det passende, at en senere Høitidelighed fandt Sted, og i denne Anledning begav han sig den 16de Mai til Skolehuset ved Plantagen la grande princesse, hvor Skolekommissionen og en stor Deel af dens meest agtede Indbyggere havde forsamlet sig. En "Ældre" af den mæhriske Brødremenighed, Hr. Brentel, Medlem af Directionen i Herrnhut, som befandt sig paa en Visitatsreise i Colonierne, var overværende ved denne Høitidelighed. Den engelske Biskop Coleridge fra Barbados havde vorret til Visitats paa Øen under Generalens Sygdom, og i en Tale, han ved denne Ledighed holdt, yttret sig med Lovtale over det paabegyndte Humanitetsværk; den samme varme Roes udtalte den catholske Biskop fra Trinidad ved sit Besøg paa Øen i Slutningen af Juni Maaned.
Høitideligheden aabnedes med en Psalme, afsungne af Børnene, hvorpaa Skoleinspecteuren , Hr. Roemer, forrettede Bønnen og holdt en gudelig Tale, passende for Anledningen. Af denne Tale, som paa Skolecommissionens Anmodning og Foranstaltning kortefter udkom i Trykken, troer jeg passende her at give et Par Brudstykker.
"Hvad angaaer os selv, der hellige vor Tid og vort Arbeide til dette store Værks Fremme, da skulle vi ikke skye nogetsomhelst Offer, der staaer i vor Magt, for at opfylde vor Pligt imod disse Børn. Vi ville holde os langt fra enhver Indblandning med Hensyn til forskjellige Lærdomme eller Evangeliets ydre Indklædning (order); vi ønske ikke at gjøre Proselyter til noget vist Parti; men alene Omvendte til Frelseren, ifølge Christi egne Ord: "Herrens Rige er ikke i Ord, men i Magt (power)." Vort Øiemeed er derfør, enfoldigen og kjærligen at lede Børnene til ham, som alene "er Veien og Sandheden og Livet".
"Forberedelserne til at sætte det paatænkte Foretagende iværk have nu opnaaet Modenhed. Vi see et antal af henved 800 Børn at nyde Underviisning i 5 Skoler. Den sjette Skole vil blive aabnet om faa Uger, og de øvrige ville følge saasnart Boliger kunne blive indrettede for Lærerne. Værket er begyndt; mulig, er Høsten endnu ikke forhaanden; ei heller ville Virkningerne af vort Arbeide kunne spores øieblikligen; men de ville snart blive sete og følte i en Grad, der langt vil overstige hvad vi kunne forestille os. Den høieste Velgjerning, som kan ydes en Befolkning, er Ungdommens Forbedring; som Følge af denne vil vort Land blive velsignet med en større og større Mængde af virkeligen gudfrygtige, gode og vindskibelige Indbyggere; Samfundet vil blive beriget med sædelige og lykkelige Medlemmer, og Herrens Huus vil omfatte et langt større Antal sande Christne."
"Man vil her finde tydelige Spor af et naadigt Forsyns Styrelse. Det har behaget den Alvise, at de "forenede Brødre" skulde aabne denne første Skole paa netop den samme Plantage, paa hvilken Støvet af deres første Missionair paa denne Øe nu hviler i Fred siden Aaret 1750, og næsten umiddelbar over hans Grav er det, at vi hellige denne Bygning til Guds Ære. Naar vi see hen til de Vanskeligheder, denne første Missionair havde at bekæmpe, til den Modstand og Forfølgelse, der overalt ved hiin Tid mødte ham fra denne Øes Indbyggere og nu sammenlignende betragte denne Forsamling, der, over hans Grav. Haand i Haand forener sig med hans Efterfølgere i Herrens Viingaard, til Evangeliets Udbredelse, da finde vi vist nok Grund til at opsende vor rørte, vor ydmyge Tak til Herren. Paa hiin Tid var denne Øe endnu i en helst udyrket Tilstand; en stor Deel af den var bedækket med tykke Skove, som gjorde Climatet i høi Grad usundt; man vende nu Øiet i hvilkensomhelst Retning, og overalt hilses det af det skjønneste Syn, og, med Glæde sige vi det, den skjønne Forvandling, der for Øiet er foregaaet paa denne yndige Øe, er kun et Billed af den indre Forvandling, der siden hiin Tid ligeledes har fundet Sted. Dengang tyngede Slaveriets Aag haardt paa den arbeidende Classe af Landets Indbyggere; nu see vi dem, under Beskyttelse af Landets Love, som en fredelig og tilfreds Befolkning. Dengang vare Moral og Religion fast ukiendte iblandt dem; nu forkyndes Guds Ord med Kraft og med Held over det hele Land; og paa denne Dag see vi 4 Troesbekjendelser, under Øvrighedens Beskyttelse, at række hverandre Haanden til Skolers Oprettelse for samtlige Øens Børn. Sandelig maa dette kaldes en Glædens Dag! og den vil staae uudslettelig i Erindringen hos hver den, hvem Herrens Sag oprigtigen ligger paa Hierte."
Min Beretning er endt. Efter denne simple Fremstilling overlader jeg den velvillige Læser at dømme, med hvormegen Billighed man har angrebet General v. Scholten og bebreidet ham egennyttige Motiver eller uædel Ostentation og Efterladenhed i denne Sag, eller om han ikke meget mere har erhvervet sig Krav paa sine Medborgeres Agtelse, for - med den nysnævnte hæderværdige Geistliges Ord: "hans Mennestekjærlighed, Hans Iver og Virksomhed." Den samme Taler siger atter: "Generalen har, i Sandhed! reist sig et Monument i disse Skolers Oprettelse, som vil være uforgængeligt, og for hvilket de sildigste Efterkommere skulle velsigne Hans Navn."
Æren for Værket deler vistnok Generalgouverneuren med de mange hæderværdige Mænd, der have staaet ham bi i Raad og Daad; men simpel Retfærdighed byder at erkjende hans Fortjenester af Ledelsen af et Værk, der gjorde Krav paa den practiske Dygtighed og Kjendskab til Forholdene i Colonien, den utrættelige Virksomhed, det Talent til at ene stridige Interesser, jevne Hindringer og finde Midler og Udveie - personlige Egenskaber, som hans Modstandere ikke kunne frakjende ham; simpel Retfærdighed byder, her at yde ham fortjent Ære, og - istedet derfor, har man af al Magt stræbt at nedbryde hans Agtelse, iblandt hans Medborgere.
H. B. Dahlerup
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. september 1841).
Baron Hans Birch Dahlerup (1790-1872) var en søofficer med en lang og begivenhedsrig karriere bag sig på daværende tidspunkt, bl.a. fra englandskrigene. 1826-27 var han chef for briggen St. Croix til New York og Vestindien. 1838 chef for fregatten Rota der hjemførte Thorvaldsen fra Italien. I 1840 blev han kommandørkaptajn. 1841 sendtes han til Vestindien for at afholde forhør i anledning af en neutralitetskrænkelse fra dansk side mod England da en dansk officer havde forfulgt nogle flygtede negre ind på engelsk grund.
Hernhuternes udbredelse på øen stammede tilbage til lederen af brødremenigheden Zinzendorf som i 1732 sendte de to første missionærer til St. Thomas. Den førset forhindring for at udbrede deres religion i en missionsskole var at de ikke forstod sproget. Plantageejerne var hollændere, franskmænd, englændere, tyskere og spaniere - foruden nogle danskere. Fællessproget var en slags hollandsk "neger-kreolsk". Den danske krone overtog 1755 øerne og sendte 10 lutheranske missionærer til øerne i perioden 1756-1757. Heller ikke de talte kreolsk. De første egentlige skoler oprettedes først i 1787 hvor der undervistes i læsning og udenadslære (Luthers katekismus) på kreolsk. Der oprettedes 3 skoler på St. Croix og 1 skole på St. Thomas. I starten af 1800-tallet blev Dansk Vestindien besat af England. Flertallet af plantageejerne var i forvejen engelske.
Peter von Scholten var generalguvernør 1827-1848. I 1834 blev von Scholten bekendt med en løfteparagraf for fremtidig skolegang for "slavebørn" - som han dog holdt hemmelig. Indtil 1839 var der ikke blevet gjort noget for børnene på landet. Først i 1839 blev der indført en landskoleordning (som skitseret i artiklen) der blev overladt til de moraviske brødre. Mellem 1839 og 1842 blev der bygget 8 skoler. Her undervistes der som nævnt i artiklen i katekismus, bibelen og salmer.
Efter emancipationen anså plantageejerne sig ikke længere for forpligtede til at sende børnene i skole, og tallet faldt fra 920 børn i 1847 til 183 i 1848. Dette tal steg dog herefter noget, især efter en ny landskoleordning i 1853 hvor det også blev pålagt forældrene at møde i skolen. Katekismus, salmesag, læsning og regning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar