Del XII indeholder bl.a. et brev skrevet 12 år efter Dampe blev fængslet og filosoferer godt pakket ind over bevæggrundene til Dampes handlinger.
Dr. Dampe.
XII.
Idet jeg nærmer mig slutningen af disse mine meddelelser, som vel kunne have trættet ved deres længde og den mindre omhyggelige behandling, som jeg under den hurtige nedskriven for et dagblad har kunnet skænke dem, men sikkert ikke ved genstanden, går jeg over til at levere nogle bemærkninger om dr. Dampe og hans skæbne, der af en velunderrettet er nedskrevet for noget over 8 år siden - altså da Dampe allerede havde henlevet 12 år, berøvet friheden og strengt afsondret fra livet udenfor den grav, hvori han levende var indespærret. Anledningen til disse bemærkninger var, som man vil se, nærmest nogle ytringer i de af mig tidligere omtalte biografiske notitser om dr. Dampe, som tryktes i et blad straks efter hans domfældelse, og de er affattet i form af et brev til dette blads udgiver, der dog først modtog brevet og nogle af dr. Dampe på Christiansø forfattede digte, i indeværende år, kort for han ved den nu regerende konges nåde delvis blev gengivet den ham i 20 år berøvede frihed. De lyder som følger:
"Hr. Udgiver!
Man har i sin tid, i et af Dem udgivet blad læst en biografi over doktor Dampe, der udkom efter den tid, da denne mand var fængslet. Skønt det nu er en gammel verdenskundskabs lære, at ros følger lykke, men alt slags daddel er på rede hånd for den, der er ulykkelig og oven i købet værgeløs, så læser man dog så meget i bemeldte i deres blad udgivne levnedsbeskrivelse, at dens genstand har, efter forfatterens mening, været en mand af ualmindelige naturevner, sjældne talegaver, kundskaber og talenter; for således lyder udtrykkene i levnedsbeskrivelsen. I de lærde tidender, udgivet af prof. P. E. Müller, finder jeg ham rost for sjældne kundskaber. Der gives dog ikke få - og jeg tror vel alle dannede og tænkende mennesker - , der føler interesse for de oven nævnte egenskaber. Grund har man vel til at tro, at også vor konge, ifølge den agtelse og interesse for videnskaberne, der hører til hs. majestæts med så megen ret lovpriste dyder, er iblandt disses tal. Således lyder også slutningsordene i biografien i Deres blad, at den rolige fordomsfrie iagttager kunde ikke undertrykke sin medlidenhed over at se en mand af disse egenskaber gå til grunde. Frygtelige, skrækkelige ord, dette sidste! og på samme tid den mest bogstavelige, nøjagtige sandhed! Intet under derfor, om tænkende og følende mennesker har undertiden henvendt et deltagende tankeblik til den af den rædsomme afgrund opslugte ulykkelige. Forfatteren af det omtalte levnedsbeskrivelse i deres blad ytrer det håb, at tiden vil opklare hvilke bevæggrunde der havde ledt doktor Dampe til det, for hvilket han blev sagsøgt. Jeg tror dog ikke, at så megen opklaring herom er fornøden, da man ved, at Dampe blev fængslet og dømt formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning. Hvad denne genstand betyder, er i vore tider almindelig nok bekendt, og at spørge om bevæggrundene til bestræbelser i denne henseende, er at spørge om bevæggrundene til tusinders bestræbelser, om grundene til millioners ønsker over Europa, og på samme tid om bevæggrundene til de fyrsters skridt, der komme disse ønsker imøde. Da den mig ubekendte forfatter af den levnedsbeskrivelse imidlertid håber en opklaring med tiden, så har den siden forløbne tid af tolv år til det, som den ellers har avlet i sit skød, nemlig hele sit indhold af jammersuk for den i fængselet sig våndende ulykkelige, og de tildragelser i Europas lande, som i samme tidsløb have mere og mere gjort menneskene og selv fyrsterne bekendt med og gunstigt sindede for den genstand, formedelst hvilken den ulykkelige blev styrtet, også føjet min fuldkomne evne til at forskaffe den levnedsbeskrivelses forfatter den opklaring, som han ønsker, da jeg befinder mig i besiddelse af en kopi af en af doktor Dampe indgivet allerunderdanigst ansøgning, hvilken kopi supplikantens datter har gennem Kastellets kommandant fået tilsendt fra hendes fader. I denne ansøgning siger supplikanten, at hans sagsakter udvise, at han i året 1820 blev ulykkelig formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning, at han havde eftertragtet den ide i almindelighed, at han vist nok ikke har eftertragtet den under den form, under hvilken hs. majestæt nu har erklæret at ville skænke denne indretning til Danmark men han anmærker tillige, at dette sidste var ham fuldkommen umuligt, fordi denne form er indeholdt i den preussiske statsmønster, og Preussen besad til den tid, 1820, endnu aldeles ingen repræsentativ statsindretning. De grunde, han anfører for at bevirke sin frelse, består især deri, at repræsentativ statsindretning er af tidsalderen bleven betragtet som et gode, og bliver af fyrsten selv realiseret i egenskab af et gode, at samme anskuelser foresvævede ham, da han til den tid eftertragtede den, og han bemærker, at denne omstændighed udgør netop den benådningsgrund, der er særegen for ham og alle, der lider af samme årsag som han, til derpå at støtte deres håb om redning, den danner et grænseskel mellem dem og alle andre domfældede, hvilke sidste alle have haft noget almenerkendt ondt til hensigt, og ingenlunde kunne anføre til gunst for sig den varme og iver, som tanken om et gode har opvakt hos en deraf indtagen sjæl. Til disse grunde føjer han den bemærkning, at erfaringen lærer, at de fleste ofre over Europas lande for bestræbelser for der ommeldte statsanliggende findes forholdsvis i videnskabsmændenes klasse, hvilket må tilskrives denne genstands forbindelse med oplysningen - en forbindelse, som findes antydet i den første officielle kundgørelse om vor elskede landsfaders vilje at skænke landet denne indretning - og den art af lidenskab, som kaldes entusiasmus. En lidenskab, som kun genstande af denne art frembringer, og en art af følelse, for hvilken snarest den dannede stand er modtagelig. Endelig bemærker han, at, eftersom den indretning nu af hs. majestæt realiseres, så er enhver bestræbelse af nogen for at realisere den eo ipso tilintetgjort og utænkelig, og enhver sådan grund til hans pinsler, som måtte være hentet af det øjemed at forebygge nogen bestræbelse i den henseende, må antages, ved hs. majestæts handling at være ophavet og forsvunden.
Af dette korte uddrag af doktor Dampes ansøgning, som jeg her har tilladt mig at meddele, må vel udspringe en tilstrækkelig opklaring om, hvad hans bevæggrund i sin tid har været, ifald nogen opklaring herom var fornøden. Hvad den offenlige mening angår, den offentlige mening, hvilken tidsalderens oplysning har hævet til det agtelsestrin, som den tilkommer, da er det i alle anliggender et værdigt arbejde at efterspore dens dom, men allermest i sådanne anliggender, hvor den offenlige mening betyder den hele oplyste og tænkende menneskeslægts mening, og dette er vistnok tilfældet, når et individ bedømmes, der lider formedelst bestræbelser for en genstand, til hvilken hele Europas allerstørste opmærksomhed er henvendt, en opmærksomhed, hvilken, som en uadskillelig følge heraf, også alle de individer har del i, som i noget land for denne genstands skyld udstå tunge pinsler og lidelser. Den kilde, hvorfra undskyldninger for en handling hentes, består altid i betragtningen af netop det, som disse biografiske efterretningers forfatter nævner, af de årsager, der har drevet den handlende, og det er disse årsagers større eller mindre styrke, hvoraf større eller mindre undskyldning opstår for den handlende. Dersom en handling er udsprunget af en stærk attrå efter en genstand, set i et sådant sys, som nødvendig måtte gøre den attrået eller ønsket af ethvert moralsk godt væsen, så indeholder denne årsag til handlingen en undskyldning, der er større, end nogen anden kan være, fordi alle nok så stærke årsager, som ellers kunne undskylde handlinger, må dog agtes ringere, end moralsk gode følelser, når disse fremtræder som årsager. Det karakteristiske for et moralsk godt væsen er netop attråen efter det, der er godt. Når denne almindelige attrå finder sted, så kunne de særdeles ytringer af den almindelige attrå efter det, der er godt, umulig udeblive, så ofte som noget enkelt gode viser sig for øjet, eller, hvilket er det samme, noget enkelt, set i det lys som et gode. Ligegyldighed for nogetsomhelst, der er godt for menneskene, er umoralsk. Men når ligegyldigheden er dette, så må ønsket, attråen efter hvilken som helst genstand, set i det lys af et gode, være moralsk, eftersom, når ligegyldigheden ikke er tilladt, så er ter ingen anden følelse levnet, end denne, som den, der må være i et moralsk godt væsen. Dette er sagt, uafhængigt af alle andre betragtninger, af lovbøger, af regentmagt; for her tales ikke om andet, end om undskyldningsgrunde. Når det nu allså er vist, at attrå efter noget, set i det lys af et gode, er en moralsk god følelse, så danner en sådan årsag til en handling den stærkeste af alle undskyldningsgrunde. For da har en årsag været til af en natur ganske modsat de lidenskaber, der ellers er kilder til de domfældedes handlinger. For disse lidenskaber er onde. Men her har været en afgjort god følelse; en sådan, som mennesket ikke engang skulle eller burde undertrykke, nej, et sådant ønske, som han, som moralsk væsen, burde have. Denne årsag, eksisterende i hans indre, og i henseende til sin intensitet, som drift, hævet til entusiasmens heftighed, danner åbenbar en stærkere årsag, end sådanne flette og lave lidenskaber, som han bør skamme sig ved og undertrykke. Og her er talen kun om dette: de undskyldende årsagers styrke, aldeles ikke om de ved lovbøger og regentmagt opstillede modsatte bevæggrunde. Uden på nogen måde at krænke respekten for disse, er det kun til de årsagers side, hvor undskyldningerne skulle søges, at vi vende vor betragtning. Men ligesom den undskyldning, der i det nævnte tilfælde finder sted, overgår enhver anden i noget tilfælde, således må også iøvrigt betragtningen af det ovennævnte tilfælde højligt forstærke ønsket for det individs frelse, der befinder sig deri, fordi, næst de undskyldende omstændigheder, der har ledsaget et sådant individs handling, er de øvrige forstærkningsgrunde for dette ønske at søge i sådanne dyder og ædle egenskaber, som individet iøvrigt måtte have lagt for dagen. Men næppe kan det varme og inderlige ønske for det, der anses for godt for medmenneskene, for sig selv betragtet, nægtes navnet af en ædel følelse, en følelse, hævet over egoismen, og, når den har en stor genstand, en stor følelse, hvis tilværelse i den ulykkelige domfældedes bryst i sin tid, som hans handlings kilde, ingen fjendtligsindet nedsættende ånd er istand til at nægte. Når det er så, hvorledes stulle da ikke tanken om denne følelse danne det ønske, at se det hjerte, der var i stand til at nære den, frelst fra de tungeste og skrækkeligste af alle de kvaler, som kunne blive tilføjede mennesket af mennesket. Den titommeldte forfatter i Deres blad, hr. Udgiver! af notitserne om doktor Dampes levned med berørelse af hans fængsling og dom kalder ham en fra hjertets side ved ædle egenskaber agtværdig mand. Næppe skulle jeg fejle ved at antage, at de nævnte undskyldninger og ønsker for de formedelst politiske handlinger af denne art ulykkelige i almindelighed, forbundet med den særdeles deltagelse, jeg fra begyndelsen har omtalt med hensyn til det intellektuelle hos det her omhandlede individ, i høj grad udgøre presset af den offentlige mening om denne genstand. En sådan mening får fuldkommen luft til at ytre sig i det øjeblik et sådant politisk skridt sker fra fyrstens side, som det af vor konge ved indførelsen af repræsentativ statsindretning. For derved er denne genstand, der udgør det store øjemærke for hele Europa, erkendt for et gode, og ved denne erkendelse er givet åben plads for de ovenfor anførte betragtninger. Vort lykkelige Norden er, Gud være lovet! fri for det blinde raseri af partihad, som opflammer menneskene mod hinanden i visse sydlige lande. Munke og tyranner forfølger der enhver, som på hvilken som helst måde har vist sin yndest for en folkerepræsentation, med alle ytringer af et lavt hads nedrige følelse og udøse deres blod på skafottet eller lade dem - for at bruge et engelsk udtryk - rådne til døde i fængslet. Hvad er årsagen til dette had? er det et ophøjet sind, opfyldt af kærlighed til samfundet og af denne grund ophidset mod de konstitutionelle? Gives der vel nogen blandt alle forstandige i Europa, der et eneste øjeblik falder på at antage en sådan tænkemåde hos en Miguel og en Pater Macedo? Nei, de hader ikke de konstitutionelle, fordi de selv elsker samfundet, men fordi deres egen lave egenkærlighed er krænket ved den tanke, at nedlade sig til at hente råd hos det repræsenterede folk. Men had er aldrig nogen billig og aldrig nogen nådig følelse. Had er aldrig så billig, at det skulle lægge mærke til nogen god side hos den, som er dets genstand; det har ikke øre for nogen bøn. Et sådant had er den bestandige egenhed for de egenkærlige karakterer, så ofte nogen genstand eller person har vedrørt deres personlige sfære, ovenover hvilken deres foragtelige sjæl aldrig formår at hæve sig. - Dog hvorhen forvilder min tanke sig? til Syden, dette hjem for den hele vildhed af egenkærlig hævn, hvor de private tilfredsstiller den ved dolken, og de, som regere, tilfredsstille den ved skafotter eller fængsler, således at enhver tanke om barmhjertighed, tilgivelse og nåde fortrænges af det i hjertet bestandig lurende nag? Langt bort med disse hæslige billeder! Lad os hellere vende os til harmoniens skønne billede! Alle gode i nationernes hele publikum, alle gode i den enkelte nation, og den enkelte gode, på tronen eller i hytten, disse tre er et. Det godes karakter er at sammensmelte, det ondes at adskille. Jeg har nævnt den offentlige mening. Om jeg har angivet den rigtig, beror på, om de fornuftgrunde, jeg har anført for den, er rigtige. For publikum er, efter Tyge Rothes definition, de fornuftige, og den fornuftige mening er den offentlige; skønt jeg dog ikke har dannet min forestilling om den offentlige mening angående den genstand, jeg har omtalt, efter slutning alene, men også efter alt, hvad jeg tror at have erfaret. Dog kan jeg have fejlet, og det overlader jeg andre at bedømme. Mangfoldige ville i deres indre svare, om jeg har dømt rigtigt eller ikke. Men kun dette ved jeg, al jeg har sikkert ikke fejlet i min sidste påstand, at forholdet mellem de gode og den gode, hvem det end er, altid opløser sig i harmoni; og når jeg har nævnt den gode på tronen, hvem kan da tænke sig dette, uden at hans tanke i samme øjeblik falder hen på vor elskede landsfader, Frederik den Sjette!)"
Brevets forfatter går nu over til at indlede meddelelsen af de ovenfor berørte digte, forfattede af dr. Dampe i hans fængsel. Et par af disse digte skal jeg næste gang tillade mig at lade trykke, tilligemed nogle fra samme kilde hentede oplysninger om Dampes ophold og behandling i Kastellet og på Christiansø.
*) I dette år 1820, da doktor Dampe blev fængslet, har han, ifølge det fødselsår, som levnedsheskrivelsen angiver, været tredive år gammel. Han blev altså meget tidligt bortreven fra verden. Forf. anm.
**) Efter at jeg har skrevet ovenstående, læser jeg i en opsats af London Magazine, skrevet i anledning af vor konges proklamation af Provindsial-Stænder, og omsat i Københavnsposten nr. 173, 1832, følgende ord:
"Danmark har siden revolutionen 1660 været regeret som et absolut monarki, hvilken regeringsform dog var blevet modereret ved sæderne, den offentlige mening og en regelmæssig justitsforvaltning. Dette har i særdeleshed været tilfældet under den nærværende ægte landsfaderlige souverain".
Disse ord foranledigede mig til den betragtning, at, dersom regeringsformen allerede hidtil, og i særdeleshed under vor nærværende landsfaderlige konge, har været modereret ved sæderne (hvilke, som jeg tænker, ånde nåde, mildhed og barmhjertighed), ved den offentlige mening, (hvilken er den genstand, som jeg har stræbt at belyse) og en regelmæssig justitsforvaltning (med hvis fordringer, stillede ved siden af nåden, intet af det, jeg har sagt, kolliderer), så turde den liberale ånd, hvoraf dannerkongen ved det nysnævnte politiske skridt har vist sig besjælet, vel, uden alt for stor dristighed , foranlediger den forhåbning, at indflydelsen af disse bevægårsager i det mindste ikke nu er bleven formindsket. Forf. anm.
Kjøbenhavnsposten, 10. september 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar