Del XI omtaler en affære før Dampes hvor nogle løbesedler var blevet omdelt uden at finde forfatteren. En affære der kan have fået indflydelse på hvorfor Dampe agerede som han gjorde umiddelbart op til anholdelsen.
Dr Dampe.
XI.
Når jeg, efter allerede tidligere at have bemærket, at det i forrige nr. omtalte manuskript, var hoveddokumentet, på grund af hvilket dr. Dampe blev dømt som majestætsforbryder, her tilføjer, at den i det foregående berørte petition til kongen om at give landet en konstitutionel forfatning efter al sandsynlighed var det andet af de oprørske skrifter, der ved anholdelsen forefandtes hos Dampe, og at intet andet af væsentligt aggraverende indhold blev fundet blandt Dampes øvrige under forvaring tagne papirer, vil publikum være på det rene med, hvad det da egentlig var, hvorfor Dampe blev dømt fra livet. Alle de tilsætninger, om catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygtet i den tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende, ville, efter alt hvad der har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundede i akterne, lige så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidt hæderlig rolle, at give dem. Denne min overbevisning finder jeg til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå de inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning, som jeg i min første artikel har aftrykt efter kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige". Den sidst nævnte karakter kunne fra det offentliges side umuligt have været tillagt dem, hvis de beskyldninger havde været sande.
Ved at se hen til den kun lidt skjulte måde, hvorpå Dampe var gået frem og den så godt som totale mangel på understøttelse, hans forehavende fandt hos alle dem, han ville bevæge til deltagelse, og at han desuagtet ufortrødent fortsatte sine bestræbelser indtil det yderste punkt, må sikkert den anskuelse påtrænge sig mange, at Dampes begreber på den tid ved den række af ulykker og forfølgelser, han havde været underkastet, var blevet aldeles hildede, ligesom ved en fiks ide, af den modstands- og frigørelsesånd, der besjælede ham, så at han var ligesom åndelig blind for enhver fare og berøvet al besindighed. Det er umuligt, ganske at kunne sætte sig ind i et så irritabelt, for frihedens ide sværmerisk eksalteret gemyts tilstand, voldsomt bortrevet fra familielivets mildnende favn, under trykket af en kuende tvang, der måtte være det utåleligt, og af en stadigt æggende forfølgelse. Jeg tror imidlertid, i det mindste til dels, at kunne forklare mig den sorgløse ubesindighed, hvormed Dampe syntes at trodse og endogså at lege med de farer, der omgav ham; for at han var sig dem fuldkommen bevidst, kan der ikke være nogen tvivl om. Nøglen til denne tilsyneladende gåde, tror jeg, må søges foruden i Dampes karakter, også i en med hans stræben nøje beslægtet begivenhed , som havde fundet sted kort i forvejen, og hvis fareløse udfald vel kan have været skikket til at indgyde et gemyt som Dampes større sorgløshed.
Det er sikkert nu gået de fleste af minde, at et attentat imod suveræniteten tidligere end dr. Dampes satte Københavns politi i stærk bevægelse og vakte megen opsigt her i løbet af sommeren eller efteråret 1820. Da intet derom er blevet offentliggjort, har jeg kun min hukommelse at bygge på, men det må have været på den nævnte tid, da jeg erindrer, at den til undersøgelse af de sager, der var foranledigede ved jødeforfølgelserne, specielt nedsatte kommission (som almindeligvis benævntes jødekommissionen) dengang var i virksomhed, og Hvidberg endnu politimester i København. Det bestod deri, at der samtidig var tilstillet såvel samtlige klubber og selskaber i København som en mængde privatmænd, for størstedelen folk af anseelse og endog deriblandt embedsmænd, afskrifter af en art opråb til folket om en forandring af regeringsformen eg navnlig om at indføre i Danmark en forfatning efter den næste konstitutionsmønster, hvilket opråb på samme tid var trykt i et norsk blad - om jeg ikke husker fejl, i "Drammens Tidende" - , hvoraf en stor mængde eksemplarer her blev udbredte. Både direktionerne for de fleste selskaber og en del private leverede de dem tilsendte afskrifter - der, som jeg erindrer, hvad de første angik, var konvoluterede med udskrift til samtlige medlemmer, og ikke til selskabernes bestyrelse - op på politikammeret; politiet opsporede flere og foranledigede disses aflevering, så at en temmelig stor bunke bragtes til veje, og der blev nu anstillet ivrige efterforskninger og undersøgelser. Rygtet nævnte almindeligt en endnu levende bekendt litteratur hvis pen dengang var både frygtet og anset, som forfatteren, og da man derhos troede i nogle af afskrifterne at genkende hans håndskrift, blev han arresteret og hans papirer tagne under politiets forsegling. Alle dem. der havde modtaget de omhandlede manuskripter, blev kaldt til forhør, for at forklare om de kendte håndskriften eller vidste hvem der var autor. Som et eksempel på, hvorledes sagen ved denne lejlighed blev taget, kan jeg anføre, at Hvidberg i et sådant forhør først spurgte vedkommende, om de kunne kende håndskriften igen på det opleverede manuskript, og da svaret lød bejaende, forudsatte, at man vidste hvem der havde skrevet det, skønt meningen naturligvis var, at man kun genkendte det som det samme man havde modtaget. Det hed også, at den som mistænkt for autorskabet anholdte literator aftenen i forvejen var blevet sat i kundskab om sin intenderede anholdelse - en omstændighed, der, hvis det forholdt sig så, hverken talte for hurtigheden eller sikkerheden af politiets bevægelser. Enden på sagen blev, at der ikke tilvejebragtes nogensomhelst oplysning, som enten kunde bestyrke at mistanken var faldet på den rette, eller at bringe den over på nogen anden, og efter at undersøgelsen havde varet nogle ugers tid, blev den anholdte atter frigiven og det hele faldt bort *) Mens udfaldet af denne begivenhed på den ene side syntes at måtte give Dampe et iøjnefaldende vidnesbyrd om, at her slet ikke var at regne på nogen direkte virksomhed for konstitutionssagen, var den måde, hvorpå den omtaltes i publikum og den nyfigenhed og interesse, man allevegne viste for ret nøjagtigt at erfare indholdet af det omhandlede manuskript og siden søgte at overkomme bladet, hvori det var trykt, vel skikket til at bestyrke ham i den tro, at sympatien var til stede, og det ret levende, så at det kun kom an på at optræde med energi for at få den vækket i gerningen, og at blive ved med udholdenhed for at sætte ingen igennem; og politiets aldeles frugtesløse bestræbelser for at opdage autor til det inkriminerede opråb, egnede sig ikke mindre til at gøre ham tryg og forøge hans uforsigtighed, idet at han indbildte sig, i det værste tilfælde dog altid at kunne få tid til at frelse sine håndskrifter, som han sædvanligt bar hos sig, fra at falde i politiets hænder. At han imidlertid ikke stedse handlede med lige ubesindighed, beviser den mig bekendte omstændighed, at han dagen før sin anholdelse havde betroet en bekendt, på hvem han vidste trygt at kunne stole, sin første kladde til den ofte omtalte erklæring, skjult i et franskbrød, og modtaget hans løfte om, i et forudsat tilfælde, at tilintetgøre den, for at ikke hans håndskrift skulle vidne imod ham.
*) Man synes i den senere tid fra flere sider at have stået i den formening, at den her omtalte litterator hørte blandt tallet af dem, der besad Dampes intime fortrolighed og siden vidnede imod ham. Jeg anser det kun for simpel retfærdighed her at bemærke, at dette ikke var tilfældet. Han kendte vistnok Dampe, og kunde således vel næppe heller var uvidende om hans anskuelser, men han omgikkes navnlig ikke med D. i den tid, da denne færdedes med konstitutions-planens udvikling.
Kjøbenhavnsposten, 7. september 1841.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar